My love one - Akia & Julian

Det var en vinterdag af de kolde af slagsen. Sneen lå let henover gaden som et tyndt og fint lag der var ganske uberørt da det var ude om eftermiddagen lige inden den tid hvor skoleelever ville få fri fra skole og folk ville få fri fra arbejde. Julian havde købt en stor bamse der ville være på størrelse med Akia selv fordi han havde nogle dage forinden til ham at han ville købe en kæmpe bamse til den han elskede. Julian havde trods alt som så mange gange før stort besvær med at sige til folk at han kunne li dem og i særdeles grad efter bruddet med Bentley. Han havde den store bamse i sin favn som han var på vej mod Akias skole for at se om han kunne kidnappe ham som han også havde snakket om han ville gøre med den han var vildt forelsket i. Julian fik af vide at ikke Akia havde været i skole en uges tid og derfor begyndte han at lede rundt. Julian havde valgt at låne Jaylens bil blot for at bamsen kunne komme med rundt trods for at han virkelig hadede biler og følte de holdte ham tilbage når han skulle finde nogen. Julian ledte på må og få og forsøgte flere gange at få fat på Akia ved at ringe til hans mobil, men hver gang han forsøgte blev den lagt på og til sidst kunne han høre at den var slukket. Da det var kommet længere ud på aften og Julian virkelig var tæt på at give op og hade sig selv kørte han til Skylars job. Han stoppede bilen foran hoveddøren og trådte ud af den. Sneen begyndte at smelte da en blid regn begyndte at falde ned fra himlen. Julian tog bamsen i favnen som han havde valgt at kalde Storm da han ikke havde været mere kreativ end det. Julian kiggede op mod himlen og mærkede de fine dråber der ramte hans kind og hans pande som han stod og kiggede op mod himlen med et håb om han snart fandt Akia. Julian lod sit blik glide ned igen for at gå med den store bamse under armen og hen mod bygningen. Han låste op for døren og skubbede den ganske blidt op. Han trådte indenfor og så sig en smule omkring. Bygningen havde en underlig form for atmosfærer. Julian bevægede sig roligt hen til elevatoren og op til den etage hvor Skylar normalt ville befinde sig og hvor Akia også gjorde. Han lagde mærke til hver eneste lille lyd i bygningen og valgte ikke at sige noget i håb om at hvis Akia var der så ville han nok flygte hvis han hørte Julians stemme. Julian havde fundet ud af det så ud som om han var i forhold med Kain, men i virkeligheden var han det slet ikke. Han var vild med Akia og endda mere end han nogensinde havde været med Bentley hvilket slet ikke var så lidt igen.

Akia havde været på arbejde hele dagen i dag og ingen havde stillet spørgsmål. Ja, han havde nærmest boet her den uge, han ikke havde været i skole. Han var al for deprimeret til at være der hjemme og i skole gad han ikke. Han havde tænkt på det her længe; det måtte ende nu. Han kunne ikke rumme mere. Sorgen over hans mor, der havde dræbt sig selv, problemerne der hjemme, Julian der alligevel ikke elskede ham på den måde, han gerne ville elskes. Det hele var lige meget nu. Det ville egentlig kun løfte en stor sten fra hans hjerte, hvis han kunne ende det hele nu. Hver dag var bare endnu en kamp, han kom fra, liggende på jorden, blødende og udmattet. Han fik ikke hjælp til at komme ud af sin skal; han isolerede sig mere og mere. Han havde skam husket det Julian havde sagt, men han troede det var til Kain. Han kunne ikke se, at det kunne være til andre. Der var jo trods alt ikke sket noget endnu. Akia havde lagt mærke til at hans telefon ringede, men havde lagt på og nu slukket den. Han ville ikke en gang efterlade et brev - ingen ville alligevel græde over ham. Det var han ikke værd. Han bevægede sig ud på mande toilettet og satte sig på gulvet og kiggede ind mod væggen, trak vejret roligt. Han behøvede ikke tænke det igennem. Han så tilbage på sit liv, tænkte på den kærlighed der havde været, men hvordan den havde været falsk, hvordan kærlighed viste sig ikke at eksistere. Han vidste, at det her var det rigtige. Han kunne nærmest se sin kære mor række sin døde hånd ud mod ham, gribe fat i hans ben og hive ham ind til de dødes rige. Som om han havde hallucinationer, som om det var virkelig. Han havde tidligere på ugen prøvet stoffer, der gav ham disse hallucinationer. Han ville hen til sin mor - så hun kunne leve igen, så hun ikke så så uhyggelig ud, med halsen forkert og blodet ned af sig, og tårerne ned af sine kinder, den lemlæstede krop.... Akia, ja Akia, drengen fra Japan, ham der var kommet til USA og havde fået sit hjerte knust og sine drømme ødelagt, han skulle redde hende. Han fandt sin kniv, holdt godt fast. Han vidste ikke at Julian var på vej. Han ville være ligeglad. Han skulle nok dø. Han havde også sin stedfars pistol med. Han skar ned af begge sine håndled, fandt pistolen frem og ladede den, rimelig højlydt. Han lagde den op mod sit hoved i det han hørte en lyd udenfor døren. Han bevægede sig ud mod døren og kiggede. Han gik efter den lyd han havde hørt, pistolen i hans hånd og blodet der strømmede ud fra hans håndled. Han endte ved bamsen og kiggede på den med store øjne. Han lod sig falde ned mod den og kunne lugte Julian. Han lagde sit hoved mod dens mave, og duftede til den. Var Julian her? Nej.. det kunne han ikke. Han måtte se syner, hans hjerne måtte spille ham et puds - et sidste forsøg på at gøre ham lykkelig eller i hvert fald lade ham dø lykkelig - i troen om at Julian elskede ham, for han vidste godt, hvad bamsen betød.

Julian tabte bamsen da han synes han kunne høre en lyd og sætte i løb. Han kom dog til herretoilettet ligesom Akia havde forladt det og fandt et langt spor af blod. Julian begyndte at følge sporet og tog sin mobil op for at ringe efter en ambulance mens han gik efter sporet. Da han endelig kom tilbage til bamsen løb han det sidste stykke da han kunne se en sidde ved den. Han sætte sig ned på hug ved hans side og tog sin skjorte af. Han rev et par stykker stof af for at forbinde hans arme. Da han var færdig daskede han blidt til hans kind. "Akia? Skat? Er du der?" spurgte han og gav hans mund et blidt kys for at se om der virkelig ikke var noget liv i den lille dreng. Julian havde ikke så meget som tænkt over i et sekundt at det kunne se ud som om han var vild med Kain når de bare var venner og han jo egentlig bare var vild med Akia. Endda mere end han nogensinde havde været med nogen før. "Akia!" råbte han og løftede ham op for at tage ham med ud til den nærmeste håndvask for at sprøjte vand i hans hoved for at få en smule liv i ham inden ambulancen ville komme efter. Ikke særlig lang tid efter kom ambulancen og Julian fik lov til at tage med fordi han sagde at de var kærester. Det var det så ikke helt, men Julian havde tænkt sig at spørge. Han måtte tilbage efter bamsen bagefter eller få en til at hente den for ham for Akia skulle have den så han vidste hvad han følte for ham. Da Akia havde fået sine blødninger stoppet og lå i sengen på hospitalet havde Julian også sørget for at bamsen var kommet og sad ved Akias side inden han ville vågne op da Kain havde været med den. Julian sad og holdte Akias hånd og veg virkelig ikke fra hans side af. Han ville jo have at han skulle være i live og vågne op så han kunne give ham sit hjerte.

Akia duftede stadig til bamsen, mens alt syntes uvirkeligt og drømmende. Han ville snart få fred - men hvad var nu det? Julian? Han bemærkede knapt han prøvede på at stoppe blødningerne. Han troede bare på, at hans hjerne prøvede at spille ham et puds. Det var da ikke Julian? Han ville sige noget, men hans hjerne var efterhånden gået i chok over det blod den mistede. Han kunne dog godt smile. Han hørte godt Julian prøvede at få fat i ham, det var dog svagt. Han mærkede da også slagene, men reagerede ikke. Hans krop var sløv og pludselig gled hans hjerne i. Han var besvimet og alt var gået i sort. Han havde stadig pistolen i sin hånd, men han nåede ikke at få den brugt. Den var dog ladt. Han mærkede intet til turen, han mærkede intet til lægernes forsøg på at redde ham. Han vidste bare at han var væk lige nu, tæt på døden, troede han, uden at være bevidst om hvad der skete omkring ham. Efter nogle timer vågnede han op til et hvidt rum - prøvede at få synet igen. var det livet efter døden? Han drejede sit ansigt og så Julian sidde ved sin side. Han så han fik nyt blod via drop og bed sig i læben. Han hejste træt og udmattet sin hånd og rakte den ud mod Julian. Var han virkelig? "Julian?" spurgte han og betragtede ham længe.

Julian var glad for at han havde fået ringet efter en ambulance. Han ville jo ikke miste Akia for noget her i verden. Han havde vredet pistolen ud af slappe hånd og gemt den af vejen inden ambulancefolkene havde kommet. Julian ville trods alt ikke sætte Akia i dårligt lys.
Julian have sat bamsen ved siden af sig. Da Akia begyndte at vågne op gled der et bredt smil over hans læber. Han gav Akia et blidt kys på kinden og så på panden. "Mmh ingen andre Akia" sagde han stille og var bare så glad over at Akia stadig var i live. Han mærkede hvordan hans hjerte rasede sådan afsted. Julian behøvede ikke som sådan at vide hvorfor Akia havde gjort det. Det ville sikkert være tydeligt og han havde jo også en god idé om det var fordi Akia kunne li ham og troede Julian kunne li en anden. Han ville ikke begynde at sige en hel masse når Akia kun lige var vågnet. Så ville han nok ikke kunne klare den. Desuden hvis Akia fik øje på bamsen ville han kunne regne resten ud siden at der ikke var nogle andre end bare de to. Så kunne bamsen næppe være til Kain selvom Akia sikkert også kunne vende den om. "Ved godt det et dumt spørgsmål, men hvordan har du det?" spurgte han ganske stille og strøg ham ganske blidt over kinden

Akia vænnede sig til lyset helt og stirrede bare Julian. Han bevægede sine hænder op foran sine øjne og måtte også konstatere at pistolen var væk. Han kiggede på droppen og bed sig i læben. Han løftede sine arme ned og kiggede på bamsen og smilede smalt. der var den. Den havde været til ham alligevel. Det gjorde ham glad, at det hele ikke bare havde været en drøm. At han ikke en gang havde bildt sig det ind. "Jeg er glad for at se dig" sagde han med et smil og mærkede et kys på kinden og panden og lagde en arm om ham, for at mærke ham lidt. Han var glad for Julian ikke spurgte. Han ville heller ikke kunne forklare det lige nu. Han ville gerne vente, til at han var kommet sig. Han kiggede igen hen på bamsen og smilte for sig selv. "Tak" hviskede han stille, på grund af bamsen. Han kunne godt regne ud at den ikke var til Kain. Hvorfor skulle den så være her? "Fint efter omstændigheder. Er der blevet ringet til min far? og har du sat her hele tiden? Og har der været andre besøgende?" spurgte han nysgerrigt og kunne mærke, hvordan hans hjerte begyndte at hamre afsted, bare med tanken om at Julian sikkert havde været her hele tiden. Han var dog stadig en smule forvirret, og træt. Selvfølglelig var han træt, han havde jo mistet en masse blod. Men glæden holdt ham vågen lige nu.

Julian kunne ikke lade være med at smil da Akia lå og stirrede på ham. Julian kunne godt regne ud at Akia skulle se at pistolen var væk. Han sagde ingenting, men lod ham bare kigge sig en smule rundt. "Jeg er bare glad for du stadig er i live smukke" sagde han med et varmt smil over sine læber og mærkede at Akia lagde sine arme om ham. Han blev derfor også ved ham for han kunne godt fornemme han gerne ville have det. Julian kiggede mod bamsen og strøg så Akia over kinden da han havde takket. "Så lidt. Så kan du vel regne resten ud kan du ikke smukke?" spurgte han med et kærligt smil over sine læber. Han ville ikke ligge alt for meget på Akias skuldre før han havde det bedre. Det var helt sikkert. Han nikkede ganske let til om der var blevet ringet til hans far. "Ja jeg har været her hele tiden. Din far ved besked og kommer snarest muligt. Der har ikke været andre end mig fordi jeg sagde til folk jeg ville være alene med dig lige nu" sagde han og kyssede ham blidt på kinden. "Men lig du dig bare til at sove igen. Jeg går ikke her fra før du har det bedre skat" hviskede han ganske blidt og mente det tydeligt. Julian ville ikke vige fra hans side af. Det var hans lille Akia og aldrig om han ville forlade ham. Julian havde jo været med også i ambulancen. Der kunne han ikke have bamsen med så derfor havde Kain kort været der. Det var han sikker på var ok.

Han smilede ved hans ord om at han var glad for at han stadig var i live. Det var han også nu. Han vidste at Julian elskede ham og det gjorde ham glad. Han kyssede hans læber ganske blidt, da han ikke kunne lade være. Han ville bare mærke dem. "Jeg er også glad for at jeg klarede den. Skal jeg have drops længe? Og tror du jeg skal være her lang tid? For jeg vil bare gerne være sammen med dig" sagde han med et smil. Han havde mange spørgsmål lige nu. Men det var klart, for det var også forvirrende bare lige pludselig at vågne op, når man troede, at man egentlig skulle dø. Han mærkede strøget over kinden og nikkede. "Mmh.. hvem kom med den? For den kunne nok ikke være i ambulancen.." hviskede han og betragtede Julian. Han var så glad for bamsen, at han sværgede at han kunne dø af bare glæde lige nu. Han smilede til det Julian sagde og nikkede lidt. Han ville dog helst ikke at hans far og stedfar kom lige nu. Ikke at hans far ville blive sur på ham, langt fra. For det ar jo ikke fordi hans far ikke elskede ham. det var bare Akia der ikke kunne lide ham, på grund af det, han havde gjort mod hans mor. "Jeg er så glad.." hviskede han, og følte sig virkelig glad. Akia vidste godt at Julian ikke ville lægge nogen byrde på hans skuldre lige nu. Han kunne dog godt klare det. Han var jo ikke kun deprimeret på grund af det med Julian. Det havde bare eskaleret sammen med alt det andet, der gjorde han var trist. Men der var i det mindste en smule i hans liv der gjorde ham glad nu. "Okay," sagde han til han skulle sove og lagde sig til rette og rakte sin hånd ud mod Julian, så han kunne holde i den. Han faldt i søvn og vågnede nogle timer efter.

Han gengældte ganske blidt hans kys da Akia kyssede ham og kunne mærke hvordan hans hjerte begyndte at hamre hårdt mod hans brystkasse. Sådan her havde han ikke haft det i virkelig lang tid så derfor var det virkelig en underlig følelse på den der gode måde hvor det ikke måtte stoppe igen. Han lod Akia bryde kysset igen og strøg ham blidt over kinden. "Kommer an på hvor stærk en lille fyr du er smukke og hvis du skal være her længe så viger jeg bare ikke fra din side af" sagde han ganske roligt da Julian ikke havde fået styr på hvor lang tid der ville gå endnu da han bare ville se ham åbne sine øjne. Han havde smidt lægen ud og sagt han ikke ville vide mere før han var sikker på Akia var helt ok. Han kunne godt forstå hvis det var forvirrende. Det var jo en helt anden ting end man sådan lige havde regnet med ville ske. "Kain var med den og er i øvrigt super bekymret for dig. Skrev da du vågnede så han ikke skulle være urolig. Han holder jo af dig" sagde han ganske roligt da han var sikker på Akia godt kunne klare det faktum idet at Julian jo havde givet bamsen til Akia. Julian ville slet ikke se Akias far lige nu. Han ville have Akia for sig selv lige nu og så var den sådan set ikke meget længer end det. "Så er vi to skat" sagde han stille og tog imod hans hånd. Han kyssede blidt hans håndryg. "Find alle dine kræfter frem så jeg snart kan få min kæreste med hjem ok?" spurgte han stille og kunne virkelig mærke hvordan det brød op inde i ham fordi han kaldte Akia sin kæreste. Julian var typen der græd en hel river inde i sig selv af bare lykke over at han endelig havde trængt indtil Akia, men det eneste der var at finde i hans ansigt var glæde og kærlighed. Han var trods alt ikke følsom og ville ikke engang kunne græde en glædeståre. Derimod havde han grædt på toilettet ganske lydløst mens lægerne havde taget sig af Akia fordi hans frygt for at miste ham havde været så enormt stor

Han smilede lidt. Han kunne ikke lade være med at være glad for at Julian ikke ville gå fra ham. Mest fordi at det betød rigtig meget for ham, at han blev. Han følte sig elsket af den grund. Akia var dog ikke helt på toppen og havde stadig skyldfølelse over for sin mor. Han var bange for, at han ville se hende i sine drømme eller se hende som en del af virkeligheden, stirre ondt på ham med blodet hele vejen ned over gulvet, mens han selv ville være svøbt ind i det. Han ville dog ikke tænke på det. Akia havde brug for hjælp for at få det bearbejdet. Han var bare sorgfuld, ikke sindssyg. Men det var også mest når han var på stoffer han så det. Han havde dog stærke smerter, så han ville højst sandsynligt alligevel få morfin. "Kain er jo også min ven. Jeg har jo ikke noget i mod ham, jeg troede bare I var sammen. Jeg var ikke jaloux som sådan" sagde han roligt. Han smilede da han galte ham skat. Han nikkede lidt til det han sagde og var faldet i søvn ikke ret lang tid efter.Han ville gerne se Julian græde. Det ville kun bekræfte ham endnu mere i at han betød noget Da han vågnede gik arlamen igang. Der var hurtigt læger omkring ham. De snakkede om alt muligt og fik knapt lov til at vågne op først eller give udtryk for at alarmen var falsk eller ej. Det fandt de også ud af, at den var efter ti minutters stress. Han fik først taget blodprøver og så havdde de en smule dialog. Han skulle tjekkes for forskellige ting. De ville endda have ham på antidepressive og have, at han talte med en psykolog. Han fik udleveret piller - morfin, helt præcis for at dræbe smerterne. Han skulle have to piller i starten og to piller inden han sku sove. Han ville bare væk herfra.

Julian ville ikke gå for han ville gerne at Akai forstod helt præcist hvor meget han betød for ham. Han ville jo gerne have at Akia skulle føle sig lige så elsket som han jo faktisk var hos Julian. Han ville ikke have nogle andre end ham og sådan var det bare. Julian skulle nok gøre alt hvad han kunne for at passe på Akia. Han skulle jo nok komme mere ind på den lille dreng og finde ud af hvad der skete i hans liv efterhånden som det kom. Han nikkede ganske let. "Ja han er nemlig og derfor er han dybt bekymret for dig. Han er bare en jeg passer på og hjælper med at finde hans familie. Ikke andet. Og jo lidt jaloux var du altså smukke" sagde han blidt og gav ham et kys på kinden. Julian lagde godt mærke til smilet. Julian vigede ikke fra hans side af. Da Julian hørte alarmen gik han fuldstændig i panik. Han var bange for at han skulle miste Akia. Julian kunne mærke hvordan hele hans verden begyndte at bryde sammen. Nok havde han lige fået Akia som kæreste, men han var stadig følelsesmæssigt påvirket af at havde fundet ham på den der måde. Han ville jo ikke miste sin lille skat og slet ikke nu hvor de endelig var sammen. Et par svage tåre gled derfor over hans kinder da han ikke havde set at Akia var vågen.

"Nej ikke som sådan. Jeg var ked af, at han havde dig men glad på hans vegne hvis det var rigtigt. Jeg ville bare ønske, at I ikke var sammen. Men i det, at jeg troede at I var sammen ja, så kan man godt kalde det jalousi. Men var ikke jaloux som sådan" svarede han med et suk og smilede så. Han så godt Julian fældede nogle tårer, og kunne ikke lade være med at føle sig elsket. Han havde dog ikke lyst til at begynde at græde. Da lægerne var gået tog han droppen ud fra det bandagebind han havde på begge hænder og rejste sig. Han gik hen til Julian og krammede ham. Lige nu ville han bare være sammen med ham. "Min" sagde han og holdt ham tæt. "Kun min.. og du skal ikke være ked af det. Jeg lever. Men er glad for du vil græde for mig... Aishiteru.."

En uges tid efter kom Akia ud fra sygehuset. Han havde været hjemme med nogen af hans ting først og havde ignoreret hans far, der talte til ham konstant og var bekymret for ham og faktisk været ret led. Han kiggede på den bamse han havde fået af Julian da han havde lagt tingene på plads og kiggede derefter på de andre gaver han havde fået. Han gik ud til Julian, som ventede på ham og smilede til ham. Han havde en lille taske med ting med, da han gerne ville være hos ham lidt.

Han nikkede ganske let forstående. "Jeg kan godt følge dig, men så er det jo godt vi ikke er sammen. Nu kan du være hans ven helt uden problemer og jeg kan få den kæreste jeg ønsker mig mere end noget andet mig" sagde han med et mildt smil over sine læber. Han ville ikke have nogle andre end Akia i sidste ende så han var blot glad for han havde opdaget sandheden. Julian havde gemt sit ansigt i sine hænder mens lægerne havde arbejdet og derfor ikke lagt mærke til noget. Han var virkelig bange for at miste ham. Han elskede ham jo så inderligt og højt. Han mærkede pludselig et par arme rundt om sig. Han havde ikke opdaget at døren havde været gået i igen. Blot siddet i sin egen bange verden for at miste sin skat. Julian så lidt op da han hørte ordene og lagde forsigtigt sine arme om ham. Han træk sig indtil Julian. "Kun min ja" sagde han med et enkelt nik. "Selvfølgelig. Er bange for at miste dig" sagde han stille og kyssede blidt hans læber ganske kort da han hørte hans ord. "Aishiteru Akia" hviskede han blidt og kyssede atter hans læber ganske blidt.

Julian havde pænt stået og ventet på ham og nok engang lånt en bil af Jaylen for de nemmere kunne komme hjem med alle tingene og da især bamsen. Han tog bamsen så Akia ikke ville forsvinde helt bag den selvom han sikkert gerne ville holde den. "Skal vi?" spurgte han med et smil inden han begyndte at gå. Han tog let fat i Akias frie hånd og kiggede på ham med et smil. Det her føltes godt og rigtigt på alle leder og kanter. Julian havde skaffet sig af med pistolen for længst så han ikke fik sjove idéer. Han gik afsted og flettede ganske let deres fingre sammen. Da de kom til bilen åbnede han døren for ham og sætte bamsen ind først på bagsædet og sætte den fast med sele inden han åbnede døren for Akia. Han gik om på den anden side og begyndte at køre mod sin lejlighed. Da de kom frem stoppede han igen og gjorde det hele modsat inden han gik hen for at åbne døren for dem alle 3. "så" sagde han med et smil og sætte bamsen inden han tog sine sko af og gik ind i lejligheden

Han smilede varmt ved hans ord. Han var så glad at det var helt ubeskriveligt. Han havde Julian for sig selv og mere kunne han ikke ønske sig. Hvad var bedre end rent faktisk at være sammen med den man elskede? Og han havde fået venner. Måske var USA ikke så slemt alligevel, det slog dog ikke Japan. Men hvad gjorde overhovedet det, i følge Akia? Han forsvandt helt ind til Julians favn ved alle hans ord, og smilede lykkeligt.

Akia smilede da Julian tog bamsen for ham. Han forsvandt helt bag i den, men den betød meget for ham. Den mindede ham også om Japan. Så gigant store bamser fandt man nærmest kun der. Han var så heller ikke specielt høj - men han voksede endnu!, så det var måske let for ham at forsvinde bag den. Han ville gerne være lige så høj som Julian - eller højere. Men han vidste godt, at det ikke var muligt. Hans far var 185 ca, og hans mor havde været ca 170. Så han kunne kun regne med et sted derimellem og det var fint nok. Han var trods alt japaner og kunne jo ikke regne med, at han ville blive tårn høj. "Mmh" sagde han og holdt hands hånd og lod dem flette sig sammen. Han smilede for sig selv, glad. Han satte sig med ind i bilen og betragtede Julian køre. Da de endelig var nået frem til hans lejlighed steg han ud og gik ind. Han tog sin sko og jakke af. Han kendte godt stedet i forvejen, da han jo havde været her før. "Hvor er det dejligt at have sin kæreste for sig selv uden at der er læger og alt muligt.." sagde han storsmilende.

Julian var også et højt tårn. Det løb virkelig bare i hans familie for Joshua og Jaylen var også ret så høje. Han havde også brugt virkelig langt tid på at finde en bamse der var så stor den næsten kunne dække Akia for han fandt det virkelig bare sødt ved tanken om at Akia nærmest kunne gemme sig i den og ville kunne putte sig med den når Julian ikke var der. Det var sådan set hele pointen med den. Han nikkede ganske enigt til Akias ord. "Ja helt bestemt. Bare dig og mig" sagde han med et smil og tog hans hånd for at gå ind i stuen. Så kunne Akia tage bamsen i den anden. Så ville han ikke miste fodfæstet helt når Julian havde hans hånd. Han så på Akia med et kærligt smil. "Skal du ha noget at drikke eller spise skat?" spurgte han og så lidt på ham. Han regnede med at han sætte bamsen i sofaen så han ikke behøvede at slæbe rundt på den hele tiden. "Kain er hos en ven de næste par dage, men vil dog gerne bruge et par timer med dig i morgen for at være helt sikker på du er ok. Han savner dig sådan, men selvfølgelig kun hvis du vil" sagde han ganske roligt og nikkede for sig selv. Ellers ville Akia have tid alene med Julian i nogle dage før Kain kom tilbage. Han kunne godt forstå hvis de ville have alene tid og havde faktisk selv smuttet idet Julian havde sagt at Akia kom tilbage

Akia var ikke høj men ville dog nok blive høj for en japaner at være. Han havde dog heller ikke noget behov for at være et tårn. Det var dog pisse irriterende altid at være den laveste og at det var så meget, at der var mange piger, der var højere end ham. Han nikkede til at det bare skulle være de to og holdt godt fast i bamsen, mens han holdt fast i hans hånd. Akia kunne godt lide at forsvinde væk i sin bamse. Den var så stor og dejlig og så var det hans helt egen Storm. Han trak lidt på skulderen. Han var ikke sulten lige nu, men han ville på den anden side gerne have noget at drikke. "En kop te ville ikke være gal" sagde han med et smil. Te kunne han så også altid bruge. Han stilte bamsen i sofaen og stilte den pænt til rette. Han rettede på dens butterfly, som han selv havde givet den på. Han overvejede også om den skulle have klap for øjet på. "Det er oaky, jeg vil rigtig gerne se Kain. Jeg savner ham faktisk" sagde han og krammede Julian og stilte sig på tær, for at kunne kysse ham.

Julian synes bare det var sødt at Akia var så lav. Det gjorde ham på et eller andet plan bare mere kær. Især når han havde den store bamse i favnen. Han kunne dog godt forstå hvis det ikke altid var lige fedt at være den lavest. Julian havde næsten altid været en af de højeste og i starten havde det heller ikke altid været lige fedt. Det indrømmede han da gerne. Det var sikkert bare værre at være den lille end den høje. "Så laver jeg en kop te til dig" sagde han med et smil og gik ud i køkkenet for at sætte vand over til en hel kande nu de var igang. Julian havde ikke noget imod te. Ellers ville han ikke have det. Han foretræk dog til en hver tid kaffe, men han var ikke typen der kun havde ting i huset fordi andre ville have det. Han smagte altid selv på det og besluttede sig for om han kunne li det eller ej. "Så kommer han bare i morgen" sagde han med et smil og nikkede let. Han gengældte hans kys og gik lidt ned i højde så Akia ikke skulle strejke sig helt vildt bare for at nå hans læber.

Akia synes det var træls at være netop så lav, men han kunne leve med det. Han synes det virkede federe at være høj end lav. Folk drillede sjældent med højde. Der var dog nogle ting, som man måske var bedre egnet til på grund af højden. Men når man var lav var det eneste man højst sandsynligt alligevel var god til kun at lege gemme leg eller sådan et eller andet. Han var personligt i hvert fald ikke god til sportsgrene, hvor man skulle være høj. "Tak" sagde han med et stort smil, da han ikke kunne lade være. Han havde ikke tænkt over, hvor pistolen var trods for det ikke var hans men hans stedfares. Men han havde så mange alligevel, for man var jo ærke amerikaner. Og kunne Akia forstå det? Nej, det kunne han ikke. Akia kom fra en te drikkende kultur, så han drak te nærmest hele dagen. Den skulle dog smage af noget, ellers var han ikke interesseret i det. Han kunne også godt lide dessert, men der havde han også bare en underlig smag, da han igen, trods alt var vant til noget andet end hvad USA var vant til. Og han kunne så også godt forstå, at man drak kaffe. Det kunne han også godt lide. Han drak dog ikke kaffe for at holde sig vågen. "Det er i orden. Glæder mig til at se ham" sagde han med et stort smil.

Julian ville nok også altid til en hver tid foretrække at være høj end lav, men finder nu stadig Akia nuttet pga. hans højde. Han selv var godt til sportsgrene hvor man skulle være lidt højere dog uden at det var noget han som sådan gik op i. Han var mere bare til vægte og det at løbe. "Så lidt skat" sagde han med et smil inden han var gået ud for at lave te. Julian forstod heller ikke folks behov for at have pistoler over det hele. Faktum var at jo flere der havde dem, jo værre blev tingene. Mere ville ha mere og det endte tit og ofte galt. Julian var nærmest afhængig af kaffe for at holde sig oppe, men han kunne godt li te også. Især af den mere dyre slags hvor det ikke bare var nogle skællet tebreve, men hvor det faktisk var blomsterne eller man skulle have det i et lille teæg før det blev godt. Julian drak kaffe primært for virkningen i det, men han kunne også godt li smagen så hvis han fik kaffe uden koffein i så drak han det stadig. "Og han glæder sig til at se dig" sagde han med et smil. Han kom tilbage ikke lang tid efter med to kopper, en kande og noget sukker og honning på en bakke så man selv kunne vælge hvad man ville have. Han sætte det på bordet og hældte op for Akia. "Jeg håber du kan li det. Faldt over en asiatisk butik og fik faktisk skaffet den første te vi drak sammen" sagde han med et smil og betragtede kort blomsten der lå i koppen som han hældte vandet op der dampede. Da han havde hældt op til dem begge sætte han kanden ned og puttede lidt sukker i hans te da blomsten havde åbnet sig. Dog ikke meget, men bare lige nok til det fremhævede smagen. Han lænede sig tilbage i sofaen og strøg Akia blidt over kinden. "Er det godt at komme hjem?" spurgte han med et kærligt smil selvom det var et dumt spørgsmål for selvfølgelig var det da det

Akia kunne ikke se, hvad der var nuttet ved hans højde. Det måtte Julian så om. Men han var snart højere end sin far, så det gik nok. Akia gik op i sport. Han gik til karate i USA og havde gået til det siden han var 4. Så det var omkring ti år, og derudover så havde han også gået til kendo og jujutsi og lidt andet forskelligt en gang i mellem, som fx. kemari. Men han havde også haft massere af tid i skolen og så havde han også fritid og weekender til det. Det han havde gået til længst var dog karate og kendo. Nu gik han så kun til karate. Men det var også fint. Det havde bare været bedre i Japan. Der havde man også kigget på filosofien i det og lært noget om det åndelige. Det synes han også var vigtigt, men nu kom han også fra det land, der havde opfundet kampformen. Men han var da godt klar over, at Korea havde lavet videre på det, men det var han ligeglad med. Han var dog god til det. Akia kunne også godt lide kaffe uden koffein, men han drak det ikke lige så meget som han drak te. Han kom fra en kultur, hvor te var langt mere almindeligt en kaffe. "Det er jeg glad for" sagde han med et smil. Han betragtede Julian og lod ham hælde op til en og smilte taknemligt. "Tak skat" sagde han og betragtede blomsten. Han mærkede strøget op ad kinden og smilede for sig selv. Han tog en tår af sin te og nød smagen af det. "Meget. Jeg er dog træt og skal tage tage piller for smerterne. Overvejer dog at få tatoveret min mors navn over mit ene håndled for at skjule arene og noget andet på mit andet håndled" sagde han stille og kyssede Julians læber, da han bare havde behov for at mærke dem.

Julian ville godt kunne forstå hans holdning til tingene. Det var godt at have det hele med i stedet for bare at fokusere på selve træningen i det. Der var jo en grund til man gjorde de ting man gjorde til karate og der var ingen der vidste hvorfor når de ikke havde filosofien bag det. Julian selv vidste godt Akia kom fra en kultur med mere te end kaffe. Han var jo selv til et vis punkt interesseret i Japan selvom det var i langt mindre grad end Skylar. Han nikkede let for sig selv. Kain var jo en ven til Akia så selvfølgelig savnede han da Akia. Selvom han da havde været inde og besøge ham på hospitalet, men det var jo ikke helt det samme. "Så lidt" sagde han med et hjerteligt smil. Han selv tog en tår af sin te efter han havde pustet på den. "Det er også forståeligt og ved godt du skal tage piller. Det må vi jo bare huske og det synes jeg lyder som en god idé. Jeg synes du skal gøre det. Lyder som en virkelig smuk tanke" sagde han med et smil og nikkede ganske let. Han kunne lige forestille sig det og det lød virkelig som en smuk tanke. Han gengældte blidt hans kys og strøg ham atter over kinden. Hans kys var ganske kærligt og blidt, men på samme tid med en undertone af at de nu var et par og Akia var hans. Han lod sin hånd glide fra hans kind og om til hans hår for at nusse ham ganske blidt igennem det.

Akia var rigtig glad for sin kulltur, og det var blandt andet derfor han gik rigtig meget op i den. Samtidig var det også vigtig for ham, at være ung og have det sjovt. Så han fandt konstant en hårfin grænse mellem det, og det gik også fint. Det eneste som irriterede ham, var han boede i USA. Det var bare ikke det samme. Han smilede lidt ved hans ord "Vil spare op til en tatovering så.. og så få den lavet snarest muligt" sagde han og tænkte kort på sin mor og nikkede til det med pillerne. Han bed sig i læben og satte sig op på Julians skød dog lagde sine arme om hans nakke og kyssede hans læber. "Har savnet at vi er alene..." hviskede han i hans øre og bed ham kærligt i det. Det var tydeligt, at han ville have et eller andet lige nu.. Han havde ikke fået noget længe, da han trods alt havde nægtet at ville have noget fra Julians side af. Han havde også været sammen med andre, men det var langt fra lige så tilfredsstillende at være sammen med Julian. Det var noget specielt. Han smilede kærligt til ham og så ham ind i øjnene.

Julian kunne godt forstå hvorfor Akia gik sådan op i sin kultur. Den japanske kultur var virkelig spændende på så mange områder, men han ville aldrig kunne komme til at forstå den hundred procent. Julian synes i hvert fald Akia gjorde det godt med at prøve at være tro mod sin kultur og på samme tid at være ung. Det var en ufattelig svær balance når det var den japanske kultur, men han gjorde et godt forsøg. Julian kunne godt finde på at rejse til Japan et års tid når ham og Akia havde været sammen længere tid, men han ville ikke kunne gøre det før han var sikker på Blaze og Jerome havde et bedre fodfæste og da især Blaze. "Synes jeg lyder som en god idé" sagde han med et smil og nikkede let for sig selv. Egentlig ville han jo gerne give ham pengene, men lige her vidste han godt det var vigtigt for Akia selv at spare op så derfor lod han også ham. Julian lagde sine arme let om ham og smilede for sig selv da han kravlede op på hans skød. "Så er det jo godt vi er alene" blinkede han ganske let til ham. Han mærkede hans kærlige nap i læben og så tilbage i hans øjne. Den eneste Julian havde været med var Kain og det var før han havde fundet ud af sine følelser for Akia. Da de var begyndt at dukke op og Kain havde skubbet til ham havde Julian opgivet al tanke om sex da han kun ville have en han ikke måtte røre. Julian lænede sit hoved let frem og kyssede hans læber ganske blidt inden han begyndte at trække hans trøje af for at genoptage sit kys. Julian havde jo godt lagt mærke til hans hensigt og var virkelig så dybt langt væk i ham lige nu at han bare ville vise hvem Akia tilhørte. Han lod sine hænder glide ned over hans brystkasse for at lade sin ene hånd glide ned på Akias lår og den anden gled op igen fra maven og op til hans ene nippel for at kærtegne den.

Akia havde hørt fra Blaze at en af hans bedstevenner var blevet indlagt med anoreksi og var ved at få sin psyke testet, men han vidste ikke det var Jerome. Han kendte heller ikke Blaze særlig godt endnu, men han vidste godt at han havde borderline. Han havde også selv røget og taget lidt for mange stoffer med Blaze. Det havde så været nogen fede oplevelser, bortseet fra når han havde fået hallucinationer, som havde været ret voldsomme Men han ville nu gerne til Japan i et års tid. Han savnede det. Den eneste grund til at han kunne holde USA ud, var fordi han havde fået nogen venner, han holdt af. ”Ja ikke?” spurgte han. Han ville ikke lade Julian give ham en tatovering, desuden arbejdede han for Skylar, så mon ikke han fik råd? Han brugte ikke sine penge mega hurtigt. Han købte for det meste kun smøger og så nogen gange nye sko og tøj – og så havde han fået en ny piercing, men ellers brugte han ikke penge så tit. Han kiggede ham i øjnene efter, at han var kravlet op i hans skød. Han smilede. ”Meget heldigt” sagde han g havde lagt mærke til, at han havde glimtet med øjet. Det havde fået ham til at smile en anelse drilsk. Akia havde været sammen med andre for at bilde sig ind, at han ikke kunne lide Julian og glemme det. Julian skulle jo heller ikke have nydelsen af, at de eneste to han havde været sammen med det var ham og så Kain, så han havde oplevet lidt forskelligt, der var dog intet der kunne måle sig med Julian. Akia knappede Jullians skjorte op og hev den ned fra hans skulder og kørte sine hænder ned over hans bryst, inden han hjalp til med at få sin egen trøje af. Akia ville gerne have, at Julian viste ham, at han var hans helt og fuldt på den her måde. Han mærkede en hånd glide ned mod hans lår og sukkede nydende og mærkede derefter den anden hånd op af maven, og måtte hive en smule efter vejret og stønnede nydende ved berøringen ved hans nippel

Julian ville ikke bebyrde Akia med den slags når han vidste han selv havde haft det skidt. Han ville sikkert godt kunne finde på det senere for han ville jo gerne at hans bedste venner kendte hans kæreste. De kendte jo så lidt mere til Akia begge to i form af at Julian havde snakket om ham og det var dem der havde sagt at Julian tydeligt var forelsket i Akia. Julian var en spade til at es den slags selv. Især efter alt det med Bentley. Han var dog tusind gange mere glad for Akia end han havde været for Bentley så det var ikke så lidt igen. Julian kunne godt se det, men det ville også kun være over en periode. Akia havde jo også venner i Japan han skulle have en kontakt til. Han nikkede let. Skylar gav i hvert fald Akia en god løn og derfor bekymrede Julian ikke sig så synderlig meget for om Akia ville få råd. Julian betragtede let hans drilske smil og kunne ikke lade være med at smile igen. Julian smilede for sig selv da han mærkede Akia knappede hans skjorte op og lod ham hive den ned over skulderen. Han mærkede hans hånd over sin brystkasse og smilede stadig for sig selv. Julian nød at høre hans små lyde og forsætte kærligt med at kærtegne hans nippel inden han begyndte at kysse ham ganske blidt på halsen. Han kunne virkelig ikke styre sit hjerte lige nu og ikke tale om at Akia nogensinde skulle være med nogle andre end ham. Han nappede ganske blidt hans hals og lod sin hånd ved hans lår stille glide op for at åbne hans bukser inden han løftede ham en smule op for at hive hans bukser af ham og lagde ham ned på sofaen. "Hvor er jeg dog vild med dig Akia" hviskede han lavt inden han lagde sig selv ind over ham og lod sin ene hånd glide fra Akias mave og op i hans hår for at lade sine fingre løbe igennem det. Akia gjorde ham virkelig skør helt igennem. Han lod sin hånd glide tilbage for at kærtegne hans lår igen og kyssede ham blidt på munden. Julian var virkelig næsten ligeså kærlig som da han havde taget hans mødom