I need you! Julian & Akia

Julian havde taget ud til lufthaven en time før han vidste at Akia ville tage afsted. En del af ham vidste godt det ikke var nok at bare møde op i lufthavnen. Han var trods alt ikke Skylar og det var ikke Blaze der jo i virkeligheden gerne ville have blevet. Julian havde dog ikke tænkt sig at lagde sig slå ud af så lidt og havde da også snakket med Blaze om han muligvis var nød til at tage til Japan en periode og om han kunne tilgive ham for det, men han var nød til at få sin Akia igen efter han havde set ham og efter Blaze og Julians skænderi om at Akia faktisk kunne li Julian stadig.

Akia havde fået sig en sidste smøg mens han ventede. Han var en smule rastløs og sad nu bare i den store ventehal med musik i sine øre. Han var ret så træt da det trods var tidligt om morgenen, men glædede sig bare til at skulle se sin morfar og mormor igen. Så han også kunne komme og besøge sin mor, der hvor hun nu en gang var begravet. Han vidste godt han havde brug for Julian, men han ville ikke indrømme. Det var det han ville væk fra, men han savnede jo også sit hjemland. Han havde jo boet i Japan hele sit liv og kun et år i USA. Det var på tide at komme tilbage på visit.

Julian så sig en smule omkring. Han vidste godt han ville få svært ved at komme ind uden billet og havde derfor også købt en da han havde fået presset sig selv ind på en flybillet til samme fly som Akia skulle med. Han tog sin mobil frem og ringede til Blaze for at sige at han var der og han skulle passe på Skylar og Jerome mens han var væk for det her skulle gøres. Han lagde på da Blaze havde lovet ham det var ok og begyndte så at lede rundt. Efter noget tid fik han da også øje på en han var sikker på var Akia og gik ganske roligt hen mod ham. En ting var sikkert. Hvis han fik Akia igen ville han fri til ham på stedet efter knægten ville sige ja til at være hans kæreste da Julian virkelig bare elskede ham så højt.

Akia var lidt meget i sin egen verden. Han tænkte bare på, at han skulle tilbage til Tokyo og alle de mennesker der var der. Tilbage til de mange lys, og den store by, hvor man end ikke kunne finde rundt trods for man havde boet der hele sit liv. Tilbage til ny manga og bare alt det man havde kært. Han kiggede op og fik øje på Julian. Han stirrede bare længe og ville ikke have, at han var der. Han rejste sig op og ville gå. Han skulle ikke snakke med ham, hvem havde sladret? Sikkert Blaze. Han skulle bare stoppe, for han ville ikke være sammen med Julian. Han ville ikke indse, at han havde brug for ham

Julian skyndte sig hen mod Akia da han begyndte at rejse sig op så han ikke ville kunne nå at komme væk. Han prikkede let Akia på skulderen da han godt kunne se han havde headset på. Han ville bestemt ikke lade ham gå. Han holdte så meget af ham og ville ikke stoppe nu hvor han havde en svag idé om at Akia faktisk stadig kunne li ham. Han vidste godt Blaze sikkert ville få ballade for det her af Akia, men det var trods alt et vædemål han havde tabt og dermed var det ikke Blaze's skyld.

Akia ville bare hurtigt væk derfra. Han skulle satme ikke også til at se på Julian nu når han egentlig var så glad for bare at skulle væk. Han mærkede prikket på skulderen og vendte sig op. Han hæv sit headset ned over sin nakke og så vredt på ham. "Gå nu væk Julian. Jeg skal til Japan og jeg synes ellers jeg havde et meget klart budsakb om at jeg aldrig nogensinde ville se dig igen. Hvad fuck er det, som du lige præcis ikke helt forstår, huh?" sagde han vredt. Han ville ikke indrømme han havde brug for ham. Han skulle væk fra ham... hurtigt. Han var så helt igennem vred på Blaze lige nu at han ville ha' været ligeglad med hvordan Julian fik det at vide.

Han rystede ganske let på hovedet. "Nej jeg vil ikke Akia. Jeg vil have du skal vide hvad du betyder for mig" sagde han stille og kunne godt se han var vred. Han forstod det nu godt og vidste det ikke kun var på ham, men også på Blaze. "Jeg ved godt du siger du ik vil se mig, men så forstår jeg bare ikke hvordan du endte hjemme hos mig Akia. Din mund og dine handlinger modsiger hinanden" sagde han roligt med en skæv grimasse inden han bed sig selv ganske let i læben

"Jo du skal gå væk, jeg vil ikke vide det. Du er selv skyld i vi ikke er sammen mere Julian! Gå! og sig til Blaze at han skal skride ad helvedes til!! Han skal fandme ikke slade om hvad det er jeg har gang i!" sagde han vredt og gav sig til at gå i gen .Han ville ikke det her. Han vendte sig op da han mente hans handlinger sagde noget andet. "Prøv nu at hør her, jeg havde glemt min parfume hjemme ved dig. Jeg havde røget på vej hjem, og tilfældigvis virkede det på en anden måde end jeg havde regnet med.. så fuck nu af Julian. Det betød ingenting!" sagde han og bed sig i læben

"Jamen ved jeg godt jeg er og jeg tænker på det hverdag. Trust me Akia. Hvis der er noget jeg tænker på så er det lige det" sagde han med en skæv grimasse over sine læber for Julian havde det virkelig skævt over det. Det var helt sikkert. "Blaze tabte et vædemål Akia. Han ville ikke sladre om det med vilje" sagde han stille og bed sig ganske let i læben. Han ville ikke have at Blaze fik skylden for at Julian sådan havde presset ham. "Meget muligt Akia, men jeg tror ikke på det virkelig intet betød" sagde han stille og rystede på hovedet da han virkelig ikke ville tro på det når Blaze sagde sådan.

"Jamen tillykke med det Julian! Og hvor vover du så at komme her og tro, at det bare er okay? Huh? Du fucking løj fr mig, så selvfølgelig gider jeg ikke høre på det!" råbte han og rullede med øjnene da han fortalte det med Blaze. "Det er fucking ligegyldigt! Han skulle stadig ikke sige det til fucking nogen, det retfærdiggøre det ikke. Jeg kan jo ikke stole på nogen af jer! I skal alle holde jer fra mig!" råbte han og havde lyst til at fysisk at skubbe Julian væk fra sig. Nu havde han ellers lige været så glad uden at være påvirket. "Det betød ingenting Julian" sagde han bestemt og kiggede ned.

"Nej jeg kommer ikke og tror det er helt ok. Jeg ved godt at det ikke er helt ok det jeg gjorde. Langt fra. Det er derfor jeg tænker på det hverdag for helved" sagde han med sit stadig skæve smil over sine læber da han virkelig havde det skidt med det. "Det er ikke hans skyld Akia. Hold op med at lade det gå udover Blaze" sagde han og rystede ganske let på hovedet. "Ok hvis du siger det, men jeg rejser med til Japan i noget tid og så må du jo se hvor lidt det betød. Faktisk skal vi med samme fly" sagde han roligt og vidste godt at Akia ikke ville bryde sig om tanken

"Men du ved jeg ikke gider se på dig. Hvorfor så komme og fortælle om nogle følelser jeg er komplet ligeglad med, huh? Jeg vil ikke se på dig for helved" sagde han vredt og så godt det skæve smil som bare irriterede ham. Det gjorde alt ved Julian lige nu. "Jeg lader det gå udover Blaze fordi jeg er fucking sur på den fucking fag. Jeg håber da virkelig han bliver slået ned på gaden" råbte han og kiggede op mod skærmen for at se, hvornår hans fly var der. "Du skal ikke være der og slet ikke i samme fly! what the fuck Julian!"

"Fordi du skal høre dem alligevel Akia. Fordi nok er du ligeglad, men det er jeg ikke. Jeg har tænkt mig at få dig til at falde for mig igen Akia for jeg dur slet ikke uden dig" sagde han stille og bed sig i læben. Julian ville ikke lade sig stoppe mere. Han ville drive sig selv til vanvid mellem at arbejde og være nær Akia hele tiden. Vise ham at han havde behov for ham. Om han så selv skulle fodre ham med stoffer for at holde ham fra andre menneskers drifter så var det hvad han ville gøre. Hjælpe ham i skole, et sted håbe på noget gik galt på hans skole og få det stoppet for ham. Alt hvad der end skulle til at vinde Akia tilbage. "Gør han sikkert også en dag, men jeg håber det ikke" sagde han roligt og håbede bare den slags ikke ville ske mens han ikke var der til at hjælpe ham. "Jo jeg skal Akia. Jeg skal på forretningsrejse over for at se hvordan man gør diskoteket bedre da de er længere fremme i Japan og dit fly var det der passede bedst" sagde han med et varmt smil selvom det kun var den halve sandhed. Det var også for at være nær Akia.

"Jamen held og lykke med det, når jeg ikke vil tilbage til dig Julian" sagde han selvom det var en løgn. Han elskede jo Julian og var ikke et menneske uden ham. Han gik bare rundt og følte sig som en zombie og vidste, at han manglede noget. Han vidste også hvad det var han manglede. Han havde noget så meget brug for Julian i sit liv, så meget det gjorde ondt. Det skar i hans hjerte, og det var som om det bare blev ætset væk med tanken. Så meget, det gjorde ondt i hele hans krop. Og han vidste, at hvis han var i Japann ville han støde ind i ham, og han ville brug for ham. han hadede det. "Det håber jeg, for han err ikke min fucking ven!" sagde han nvredt og kiggede op på Julian og rystede på hovedet. "Jeg er fucking ligeglad, du har gjort det med fucking vilde! Du skal ikke tale med mig under hele den fucking tur!"

"Ved jeg godt du ikke vil" sagde han og skær en trist grimasse. Julian var også kun halv uden Akia. "Ved jeg godt du ikke er Akia, men du skal vide jeg er der hvis det er. Jeg køre dig gerne i skole eller hjælper dig med lektierne hvis det er" sagde han ganske roligt og kunne virkelig godt høre at Akia var vred. Det rørte ham godt nok, men han valgte ikke at lade sig påvirke af det lige nu overfor ham. "Nej jeg har ej og du behøver ikke snakke med mig på turen Akia. Jeg kan skam godt klare mig med en bog" sagde han med et smil og nikkede ganske let selvom han nu stadig håbede Akia ville snakke til ham om så det var for at skælde ham ud.

"Jamen tillykke Julian! Je gider ikke, så gå nu væk" sade han vredt da han virkelig ikke ville. "Jeg vil ikke snakke med dig den tid du er der. Jeg er hos mine bedsteforældre, og du ved ikke hvor de bor. Og du ved ikke hvad de hedder, så fuck nu af" sagde han vredt. "Og du skal ikke noget som helst... du skal bare holde dig væk.. og flyvet er her nu.." sagde han og begyndte at gå mod sin gate. Han var virkelig ked af det lige nu. "Og godt så." sagde han igen surt. Han ville ikke snakke.

Han rystede ganske let på hovedet. "Nej jeg vil ej Akia" sagde han stille og håbede virkelig bare Akia gad falde en smule ned. "Ved jeg godt, men jeg har lov til at håbe Akia. Du skal vide jeg er der. Jeg er så nederen jeg har behov for dig Akia" sagde han med en skæv grimasse og bed sig ganske let i læben. "Ved jeg godt det er" sagde han roligt og begyndte at gå med. Han havde ingenting med sig.

Akia var virkelig vred og såret. Han kølede ikke bare ned lige sådan der og stoppede med at råbe. Han ville jo ikke indrømme han havde brug for ham "jo du vil" sagde han vredt og rystede på hovedet. "ald vær med at fucking håbe hele tiden på noget der ikke sker" mumlede han og gik ind i flyvet, hvor han fandt sin plads. "Jamen godt for dig så." sagde han vredt og tog selen på. Han lagde godt mærke til at Julian ikke havde noget med. Havde han heller ikke, men han havde også afleveret sin baggage.

Julian rystede ganske let på hovedet. Han ville ikke. Han vidste godt Akia ville råbe længe, men var der bare ikke noget at gøre ved. "Jamen jeg vil heller håbe og blive ved med det end at give op Akia. Det betød noget for mig du endte i min seng den aften om så du vil det eller ej. Om så jeg selv skal fodre dig med piller" sagde han stille og bed sig ganske let i læben. Julian havde slet intet med. Hverken afleveret eller noget. Han havde virkelig lagt alt bag sig lige nu for at se Akia. Julian tog selv sin sele på og så kort mod Akia, men ikke længe. Det hele skær i ham, men han var ligeglad

"Lad vær med at håbe på noget som fucking aldrig nogensinde kommer til at ske Julian. Jeg hader dig, jeg ved ikke hvor mange gange jeg skal sige det. Jeg var liderlig, på stoffer og hash, sådan er det. Der er ikke mere i det, så drop det nu. Jeg var hos dig for at få mine ting" sagde han vredt, selvom det med sexdelen langt fra var sandt. Han ville jo gerne være sammen med ham og han havde virkelig bare brug for ham. Han kiggede bare ud af vinduet og v entede på at de kom til at flyve

"Jamen jeg vil ikke opgive Akia. Jeg fik dig til at falde for mig en gang. Jeg kan gøre det igen" sagde han roligt og skær en let grimasse. Julian mærkede virkelig hvor hårdt hans ord ramte, men han lod det ikke vise. Han selv mærkede de lettede ikke særlig lang tid efter og da de var kommet op i luften tog han selen af.

"Jamen opgiv Julian. Jeg gider ikke diskutere det her" sade han vredt og kiggede forsat bare ud af vinduet. Akia havde forsat sin sele på og ville først tage den af, når de ankom. Da de landede gik Akia ud af flyet og fandt sine ting og sine bedsteorældre.

"Jamen gør jeg ikke Akia" sagde han stille og sank engang. Julian blev siddende på sin plads og så let over mod Akia nu og da. Da de kom frem gik han roligt efter, men holdte sig stadig i baggrunden. Han selv havde intet bagage og han ville gerne have at Akia så det. Han sendte ham et smil da Akia nåede sine bedste forældre. Julian holdte sig stadig i baggrunden og selvom det var virkelig stalker agtigt havde han tænkt sig at følge ham hele vejen til deres hjem bare for at se hvor han skulle være. Han havde virkelig ikke tænkt sig at give op. Hans hjerte ville slet ikke.

"Nej sikkert ikke" sagde han vredt og lagde godt mærke til at Julian nogle gange skuede over til ham. Han havde lagt mærke til at han ingen baggage havde, men han ville gerne være ligeglad. Akia gav sin mormor et kram og bukkede for sin morfar. De kiggede hen på Julian som sjovt nok stod i baggrunden og spurgte hvem det var. Akia kiggede tilbage på Julian og forklarede dem at det var hans eks der var fulgt med ham hele vejen herhen og kunne mærke vreden stige i sig. Han gav sine bedsteforældre sine ting og sagde han ville komme om lidt. Han gik med hastige skridt hen mod Julian og skubbede til ham "FUCK NU DIG! Jeg sagde jeg ikke ville glo på dig! og hvor regner du med at du skal være? Du har ingen ting fucking med!"

Julian kiggede mod Akia og bed sig let i læben da han kom hen til ham. Han mærkede skubbet og lod sig da også skubbe hvilket gjorde at Julian gik et par skridt tilbage. "Ved jeg godt du ikke vil Akia, men jeg er nød til at prøve at vinde dig tilbage koste hvad det vil" sagde han stille og slog blikket ned. "Jeg har jeg penge. Jeg tjekker ind på et hotel og tager det lang tid spørg jeg Skylar om jeg kan bo hos nogle af hans venner herover. Og tøj kan jeg købe. Jeg må erkende min eneste tanke var at være nær dig og tanken om at pakke slog mig ud da jeg ikke vil såre Blaze alt for meget" forklarede han sig ganske roligt og kunne godt fornemme Akia var bekymret siden han sagde sådan. Julian skulle nok klare sig. Han ønskede bare at vise Akia at ting ikke betød noget og penge heller ikke gjorde bare han kunne være nær ham.

Akia skubbede så også pænt hårdt, da han trods alt gik til karate og altid havde været den bedste til det på hans årgang i skolen og også var det, der hvor han gik i USA. "Fuck nu af Julian.. det er din egen skyld jeg ikke er der længere.." svarede han og kunne mærke fugten i hans øjne bane sig vej og så ned. "Fuck nu dig... fuck af... skrid hjem igen" sagde han og vendte ryggen til ham. Han ville ikke mere. Han ville ikke vise Julian han havde behov for ham

Julian vidste godt Akia kunne skubbe til, men det var også ligeså meget fordi Julian lod sig skubbe til. Han var så lost i Akia at han havde mistet sin lyst til at skændes med ham. "Ved jeg godt det er Akia, men jeg er så dybt forelsket i dig at jeg ikke bare kan lade dig gå. Jeg ved godt intet gør godt for det lort jeg har lavet, men jeg vil ikke lade dig gå" sagde han stille og betragtede blot Akias smukke ansigt. Han sank ganske let og rystede på hovedet. "Nej jeg vil ej. Det er mit nye hjem det næste stykke tid og jeg klare mig. Gør jeg altid. Jeg er en Storm" sagde han med et let nik da han nok skulle finde ud af det. Det var mindre vigtigt. Alt var mindre vigtigt uden Akia og han ville ikke ødelægge sig selv mere ved at ikke turde gøre mere end han havde gjort.

Akia lyttede til det han sagfde men han havde ikke lyst til at svare, ellers vidste han også godt hvor han ville ende hende i nat. Han begyndte bare at gå mod sine bedsteforældre og blev da også kørt hjem til dem. //Out

Julian sank igen og så efter Akia. Han lod ham dog ikke komme helt ude af syne da han ville se hvor han opholdte sig og ligeså snart han havde fået adressen skyndte han sig til det nærmeste hotel for at komme til at sove der mens han ville finde et mere perminet sted at være i Japan //Out