All My Sins Need Holy Water - Cillian og Dacoda

Cillian Maddox Mason
Hjemme.
Januar 2055 - Omkring klokken 01:23.


Dacoda havde ikke mange skrupler i livet. Hun var ikke rigtigt bange for noget, men det hang nok sammen med, at hun ikke frygtede døden, smerte eller ret meget andet. Hun var ligeglad med konsekvenser af de valg hun tog, præcis ligesom hun havde været ligeglad da Cillian havde givet hendes lillesøster mørket tegn, og bankede hende ind i væggen. Lige på dét (og nok også alle andre) punkt, var hun en virkelig dårlig søster. Hun var fuldstændig ligeglad med, hvad der skete med Kaya og hendes ven for den sags skyld. Men hvis hun kendte Kaya ret, så var det nok også kun et spørgsmål om tid, før hun ville lege heltinde og gøre noget virkelig dumt.
Hun gik roligt ned gennem gangene i det store slot, på vej mod sit værelse. Hun havde stadig ikke vendt sig til, at bo så fint og stort, hun havde trods alt boet i den taglejlighed stort set siden hun var blevet smidt ud af Hogwarts. Små og med sparsomme penge. Hun følte virkelig hun for vild på slottet, men det var fint nok, hun kunne alligevel ikke sove, så hvorfor ikke bruge natten på, at prøve at finde sin seng. Hun rullede let med øjnene af sig selv og forsatte med at gå. Man kunne sikkert høre hendes bare fødder mod det kolde sten gulv under hende, på flere værelsers afstand og hvis ikke dette kunne høres, så kunne hendes sang sikkert, samt lugten af røgen fra hendes joint. Hun sang dog aldrig i nærheden af nogen, det var noget hun havde for sig selv og som andre ikke behøvede at vide om hende. Det var der generelt ret mange ting hun havde det sådan med, foreksempel havde hun heller aldrig fortalt nogen hvorfor hun var blevet dødsgardist, men hun vidste mange gik ud fra, at det var fordi hendes tvilling havde været det dengang, selvom det langt fra var sandheden. Hun havde heller aldrig fortalt nogen om hendes søn, Frej, men hun havde skam planer om, at den dag han ville blive gammel nok, så ville hun opsøge ham og få ham med i garden, selvom han desværre var halvblod.

Cillian havde været ude på en magisk pub for at vise dem, at dødsgarden levede i bedste velgående sammen med et andet medlem, han virkelig ikke var interesseret nok i, til at lære navnet på. Det havde været sjovt. De havde fået gratis øl og raseret den magiske pub så meget. De kunne da heller ikke benægte at de havde afpresset ejeren, kastet et par utilgivelige forbandelser og skabt frygt bare fordi det var sjovt. Cillian var blevet meget rastløs på det seneste og det havde resulteret i, han brugte de fleste af sine aftner ude. Ikke kun i forhold til dødsgarden, men også bare som en helt normal person. Han var nu på vej op for at finde sit værelse. Han havde en smøg i mundvigen og var snalret, men ikke direkte fuld. Han havde det blot rart i hele sin krop. Han gik op af de mange trapper, som han stoppede op på en af etagerne fordi han hørte kvindesang samt bare fødder mod gulvet. Han kunne genkende stemmen, foruden der kun boede en kvinde i hele ejendommen. Det var Dacoda. Han kunne ikke benægte, at der var noget i ham, der stadig gik i stå, når han var i nærheden af hende. Han ville dog nødig indrømme det, da hun virkelig havde knust hans hjerte til en million brudstykker. Hun ville ikke have ham, og i hans hoved var det primært grundet han var Gabriels lillebror. Ville hun så hellere have Gab? Han elskede sin storebror som en af de få personer i verden, som han virkelig kunne sige han elskede. Han elskede Gabriel mere, end han havde elsket at torture Kaya. Og den anden person, han på en eller anden syg måde var endt med at holde af, var Dacoda og hun kunne ikke gengælde hans følelser. Nysgerrig trådte han mod lyden af hendes stemme, og som han fik øje på hende, bed han sig i læben. ”Godaften,” sagde han med den mest kyniske stemme, han kunne fremmane.

Havde Dacoda vidst hun ikke længere var alene, var hun stoppet med at synge. Hun havde intet imod Cillian, men hun var heller ikke i stand til at føle noget som helst, ikke noget hun ville indrømme i hvert fald. Hun havde været meget i gennem allerede var helt lille af og hun havde stået alene hele vejen igennem, selvom hun havde haft Harper som sin tvilling, så havde de aldrig været tætte på nogen måder.
Hun havde på ingen måder følelser for Gabriel, han var nok det tætteste hun kom på en ven, men han var en af de få som hun rent faktisk ikke kunne se sig selv hverken kysse på eller noget som helst andet i den dur. Hun havde afvist Cillian dengang, fordi han var så meget yngre end hende og selvfølgelig også fordi han var Gabriels lillebror og hun ville ikke brænde den bro.
Hun var midt i en lys, ren tone, da en velkendt stemme pludselig lød, hvilket fik hende til at cutte af på et split sekund. Hun drejede rundt på tåspidserne, så hun stod med fronten mod Cillian og trak meget kort på smilebåndet, "Godaften," svarede hun og rømmede sig lidt, hvorefter hun tog et hvæs af sin joint. "Har du været ude?" spurgte hun, ikke at det teknisk set kom hende ved overhovedet, men det var vel et eller andet sølle forsøg på, at lades som om at hun ikke lige havde gået og sunget sine lunger ud og chancen for at han havde hørt hende var nærmest uundgåelig.

Cillian havde været hurtigt til at kaste de følelser han havde for Dacoda på bålet, men han kunne aldrig få dem til at forsvinde uanset hvor mange gange han forsøgte at brænde dem ud ad sig. Han havde lyst til ikke at føle noget som helst og han havde ikke lyst til at opleve smerten ved, hun ikke gengældte de følelser, han havde for hende.
Han bemærkede, hvordan hun tav fuldstændig i og så på hende med et drillende blik. ”Så behøver mine ører ikke længere blive torturet. Det var da rart,” pointerede han, selvom han på ingen måde synes hun sang dårligt, men det ville han da ikke indrømme direkte overfor hende. Selvom hans stemme lød kynisk, sagde hans blik dog stadig, at det var ment som et drilleri. Han så på hende med et løftet øjenbryn ved hendes spørgsmål. Hvor fanden skulle han ellers have været? ”Ja,” svarede han med en monoton stemme. Han kunne heller ikke se hvad det vedkom hende, men han kunne vel ligeså godt svare når hun spurgte. Han gik dog ikke i dybden med noget af det.

Dacoda vidste ikke om Cillian stadig havde følelser for hende, men hun vidste at hun ikke selv var i stand til, at føle noget som helst og hun vidste at hun ikke havde lyst til, at pisse Gabriel af ved at fucke op med hans lillebror. Hun havde ikke følt noget, da Cillian havde banket Kaya ind i væggen, eller da han havde placeret det smertefulde mærke i nakken på hende, ufrivilligt. Hun havde ikke følt noget, da hun var blevet sparket ud af Hansen familien, selvom hun var ligeså meget en del af den, som alle de andre Hansen'er.
Hun gik roligt hen mod ham, som hun bemærkede det drillende blik i hans øjne. Hun stoppede først op da hun stod helt tæt på ham og lod røgen sive ud af hendes mund, "Mit bedste torturredskab," svarede hun og blinkede til ham, før hun tog et hvæs mere. Hun vidste godt at hun kunne synge, men hun ville ikke have nogen fandt ud af det, men det var jo så for sent nu. Hun lod sit blik glide åbenlyst ned af ham og tilbage til hans mørke øjne og sendte ham et smil, selvom hendes øjne ikke smilede med, "Det var da en skam," sagde hun og tog et nyt hvæs, som hun lod en finger kærtegne hans kæbe og ned af hans hals og videre ned af hans brystkasse, dog uden at flytte blikket fra hans.

Cillian ville heller ikke indrømme overfor Dacoda eller Gabriel, han stadig havde følelser. Han opførte sig som om han ikke havde og det gjorde at troen inde i ham selv også steg på, at det havde han i hvert fald ikke. Cillian havde som sådan heller ikke følt noget ved at gøre Kaya fortræd. I hvert fald ikke nogen ubehagelige følelser. Det ha de været følelser af spænding, nysgerrighed og optændt. Han havde nydt at forvolde hende smerte.
Han så på hende, som hun bevægede sig tæt på ham og kneb med øjnene, som han fik røgen ind mod sit ansigt. "Det tror jeg på," svarede han. Ja, Dacoda kunne synge. Det benægtede han ikke, men han sagde det ikke til hende. Han kunne også fornemme han var blevet vidne til noget, han ikke skulle høre. Han lagde mærke til hendes blik gled ned ad ham og så på hende med et undrende blik, da hun smilte til ham og så på ham igen. Han kunne godt se, hendes øjne ikke smilede med. "Hvorfor?" spurgte han og mærkede en hendes finger over kæben og ned over halsen og brystkassen, mens han forsat så hende ind i øjnene. Uberørt.

Dacoda ville nok aldrig rigtigt lærer, hvad det betød at elske nogen oprigtigt. Det der med at have en eller flere som man ville, gå igennem ild og vand for. Jo selvfølgelig ville hun gøre meget for Gabriel, men ikke alt, hun havde sin måde at gøre tingene på og den var ikke til at ændre.
Et lumsk smil meldte sig på hendes læber, "Meget kan man sige om mig, men løgner bliver jeg aldrig," svarede hun og blinkede til ham, da han sagde han troede hende. Hun kunne være en iskold kælling, men at lyve var ikke hende. Hun var altid ærlig og kunne man ikke tåle at høre sandheden, så skulle man ikke spørger hende om hendes mening. Det havde bestemt ikke været hendes mening, at hverken Cillian eller nogen andre havde skulle høre hende synge, men nu var det sket og hun kunne ikke tage det tilbage. Eller jo, teknisk set, kunne hun slette det fra hans hukommelse, men det var alt for krævende af hende lige nu. Hun kunne sagtens finde ud af det, men så længe han ikke begyndte at kommentere på det, når de var nær andre, så ville hun nok overleve, at han vidste det.
Hun skød underlæben en smule frem, "Fordi du et; ikke inviterede mig med, og to; nok er alt for træt til, at hjælpe mig nu så," svarede hun og bed sig let i læben, hele hendes attitude kunne nok forveksles med flirt, som hun lod sin pegefinger glide lidt op og ned af hans brystkasse, selvom han ikke så ud til, at blive påvirket af hendes berøring.

Cillian vidste, at den eneste, han sådan virkelig elskede, nærmest helt ind til sine knogler var Gabriel. Han var på mange måder usikker omkring sine følelser for Dacoda, for han ville mest bare hadede hende og han prøvede også. Til tider var det endda problemfrit for ham, og han havde en fornemmelse af, at det rent faktisk skyldes han kunne lide hende, som han til enhver tid ville benægte. "Nej, det må man sige, du har ret i," svarede han med en ligegyldig stemme, mens han ignorerede han blinkede til hende. Han brugte al sin koncentration på at være ligeglad med det hun sagde. Cillian kunne også være meget direkte, men han handlede gerne mere end han talte, da ord for ham blot var tomme løfter eller trusler. Han gennemtænkte dog sine handlinger mindst ligeså meget, som han gennemtænkte sine ord.
Som hun skød underlæben frem, så han ind i hendes øjne med de mørke brune øjne. "Hvad skal du have hjælp til?" spurgte han direkte og ignorerede alt det andet hun sagde. Han havde med vilje valgt ikke at invitere hende med, da han havde brug for at komme væk fra hende. Han lod sig ikke narre af hendes flirteri igen. Han ignorerede forsat hendes finger, som den gled op og ned af hans brystkasse. Hun virkede som en opmærksomhedssøgende kat.

Dacoda gik nok lidt i en egen lille bobbel, hvor Cillian kun havde sagt de ting til hende, som han havde gjort, fordi han havde været skæv første gang og han egentlig slet ikke på noget tidspunkt havde ment noget af det. Stofferne havde talt for ham. Det var i hvert fald nemmere for hende, at være i den tro for hun ville ikke ud i problemer med Gabriel fordi Cillian fik følelser i klemme. "Det har jeg ret ofte," svarede hun blot og tog et hvæs mere af sin joint, før hun rakte den mod ham for at tilbyde noget af den, hvis han ville. Dacoda var nok nærmere typen, som slog først og stillede spørgsmål bagefter, men det betød ikke at hun bare gjorde ting, uden at have enten en back-up eller en virkelig skudsikker plan til at starte med.
Hun stoppede med at glide fingeren op og ned af hans brystkasse og trådte et skridt baglæns væk fra ham, da han spurgte hvad hun skulle have hjælp til. Man skulle jo ikke blande forretning go fornøjelse. Hun blev derfor også en del mere seriøs, at se på. "Skabe kaos. Der er overnatningsfest på en mudderblodsskole, med natteløb og alt det der pjat. Hvad siger du til, at gøre det hele en lille smule mere spændende?" spurgte hun med et lumsk smil og et blik som selv djævelen ville blive jaloux over.

Cillian havde besluttet sig for aldrig at sige sådanne følelser til nogen igen og derfor slukke for dem helt. Han bildte sig selv ind det var vellykket og det var fint for ham. Hun ville ikke have nogen skulle komme tæt på ham og han skulle risikere, de ikke gengældte de følelser, han havde for dem. Det Dacoda havde sagt, havde gjort ondt. Han var blevet stærkere af det og mere kold af det, hvilket han i sidste ende nok havde vundet mere ved. Han havde jo allerede godt den gang vidst, Dacoda ikke var kæreste materiale. "Hvis du siger det," svarede han, før han tog imod hendes joint og tog et par lange hvæs af den. Det smagte sødt og bittert samtidigt. Han havde røget det før, men smagen vænnede han sig nok ikke til.
Som hun stoppede med at lade fingeren glide op af hans brystkasse, lod han de mørke øjne hvile på hende. Han ville ikke vise det, men han var skuffet over hun stoppede. Han havde ikke været sammen med nogen, så det var ikke fordi han kunne tilbyde hende noget videre særligt og han var også ret sikker på, hun ikke var interesseret. Det havde hun tidligere givet udtryk for. Han trak eftertænksomt på sine læber. "Kan vi godt," svarede han uden nogen videre form for engagement. Ikke fordi han ikke ville, for det ville han, men han ville ikke virke som om han var ivrig efter at tilbringe tid med hende og han var stadig skuffet over, hun ikke forsat var tæt på ham.

Dacoda havde haft én kærester i sit 31 årige lange liv og den kæreste havde taget røven på hende, efter at have gjort hende gravid. Han var skyld i, at hun havde slået ihjel første gang i en alder af kun 15 år. Han var skyld i, at hun hadede muggler og mugglerfødte mere end noget andet i verden. Hun var blevet som kold og havde lagt låg på sine følelser allerede dengang. Hun havde ikke haft lukket nogen ind siden, foruden Gabriel, men det var på en helt anden måde. Dog havde hun været i seng med ufattelig mange mænd, efter Lucas. "Og det kunne du jo høre jeg gjorde," svarede hun og blinkede til ham, som hun fulgte hans bevægelser med blikket, da han tog imod hendes joint og tog nogle hvæs af den, og lagde armene over kors, med et smil på læberne, som ikke nåede op til de kolde isblå øjne.
Dacoda så på Cillian da han svarede hende, hvilket fik et skævt smil frem på hendes læber, "Perfekt. Vi mødes ved hoveddøren om ti minutter," sagde hun og gik forbi ham, videre mod sit værelse, da hun lige ville have noget ordenligt tøj på og et par sko nok også ville være en god idé. Hun vendte blikket kort over skulderen, for at tjekke hans bagdel ud, bare fordi hun kunne.
Cirka ti minutter efter stod hun da også klar ved deres hoveddør. Klar til at tage ud og skabe kaos i dødsgardens navn. Hun brugte aldrig maske når hun var på mission, hendes navn og ansigt var trods alt både kendt og frygtet. Stort set alle vidste hvem hun var, da hun havde været dødsgardist siden hun havde været 17 år og før det slået ihjel på egen hånd. "Klar?" spurgte hun med et let smil over læber.

Cillian havde ikke haft en kæreste. Han havde været skolens største loner, da han ikke rigtigt havde haft nogen venner eller veninder. Han havde været begravet i sine bøger og det faktum, mange heller ikke ville snakke med ham. Ikke det gjorde ham noget heller, for han nød sit eget selskab. Han havde altid vidst, han ville blive en del af garden og den tid, han havde brugt på bøger, ville komme ham til gavn. Han havde altid vidst, at ligeså snart han joinede garden, så ville hans ensomhed høre op. Cillian havde ikke været en joyful person før, han havde skam været kynisk. Men det faktum, han havde reddet Dacoda ud af et fængsel og brugt så meget tid på hende, og det virkede som om, hun havde været komplet uinteresseret, havde gjort ondt. De var vel venner nu, eller hvad man nu skulle kalde det, men hun ville jo ikke have ham. ”True,” svarede han med et skuldertræk og tog et hvæs mere. Han lod den tykke røg forlade hans lungre, som den bitre smag sad nede i hans hals. Han kunne godt mærke, hans hjerte begyndte at hamre tungt og hans krop samtidig føltes tung og let. ”Yeah whatever,” svarede han og bevægede sig tilbage. Ikke fordi han skulle have noget, for han var fornuftigt klædt på. Han lagde ikke mærke til, hun tjekkede hans bagdel ud.
Cilian stod ved hoveddøren og ventede, mens han havde en ganske almindelig smøg i sin mund. ”Ja,” svarede han kortfattet med et lille nik. Ingen smil, ingen spænding. Det skulle nok komme, når han nåede frem.

Dacoda viste ikke følelser for nogen. Hun havde prøvet det lort én gang og det havde ikke gjort andet end ondt. Det havde kostet hende så mange ting og personer, at hun nægtede at lukke op for nogen igen. Ingen skulle have noget de kunne bruge imod hende. Som hun nåede ind på sit værelse, fik hun skiftet tøj og fik et par sko på og satte så retningen tilbage mod hoveddøren. "Waow, du er rigtigt i dit snaksaglige hjørne i aften, huh?" spurgte hun og tog hans smøg ud af hånden på ham, tog et hvæs og blinkede til ham, som hun afleverede den tilbage igen.
Hun lukkede døren op og begyndte at gå. Hun stak hænderne i lommerne på sin jakke, og vendte blikket tilbage mod ham, "Kommer du Mr. Sunshine?" spurgte hun og blinkede flirtende til ham, med et smil på læberne som matchede. Det var ikke langt at gå, desuden elskede Dacoda at gå, selvom hun måske ikke virkede som typen, så nød hun bevæge sig. Måske fordi det automatisk fik pulsen op og hjertet til at slå så det kunne mærkes, hvilket betød at hun stadig var i live. "Har du slået ihjel før?" spurgte hun roligt og fandt en smøg frem som hun tændte ved hjælp fra sin tryllestav.

Cillian havde aldrig været særlig snaksaglig. Han havde altid været den stille freak. Han så på hende ved hendes kommentar og lod hende fjerne smøgen og tage et hvæs af den og tog imod den, da han fik den igen. Han tog et hvæs. "Skulle jeg sige noget, Dacoda?" spurgte han og så efter hende.
Han så på hende som hun begyndte at gå og fulgte efter. "Ja, jeg er med," svarede han og blinkede tilbage til hende. Han lagde godt mærke til hendes var flirtende, men han ville ikke have sine håb sat for højt. Han vidste godt, hun gjorde det til alle og hun ikke mente noget specielt med det. Han havde jo lært det af at bo sammen med hende, og det var fint. Han kunne sagtens blive ved med at fortælle sig selv, han ikke ville noget med hende. Når han havde sagt det længe nok til sig selv, så troede han også på det. Han fandt selv en smøg frem og tændte den med sin stav, som han stadig fulgte hende. Han anede ikke hvilken skole, hun talte om, så det var nemmere for ham blot at følge med. Han vidste, den eneste magi hun var rigtigt god til, var mørk magi. Han regnede derfor ikke med hun kunne transfere sig eller noget som helst i den dur. Han så på hende ved hendes spørgsmål. "Nej," svarede han ærligt. Det havde han ikke. Ikke fordi lysten ikke havde været der eller noget som helst, men han havde bare ikke gjort det. Han var jo forholdsvis ung og havde ikke været ude af Hogwarts ret længe, selvom det da nærmede sig til, at det efterhånden var 3 år, han havde været derfra.

Dacoda smilede let, da Cillian ikke sagde noget til hun tog et hvæs af hans smøg, men hun afleverede den selvfølgelig også tilbage. Hun rullede lidt med øjnene, da han vendte hendes spørgsmål mod hende selv, "Er du stadig sur over, jeg afviste dig?" spurgte hun direkte og lod sine følelsesløse blå øjne hvile på ham. Hvad havde han forventet? Han havde været 18 år, hun havde givet ham både alkohol og kokain, han havde fortalt hende at han var Gabriels lillebror. Selvfølgelig havde hun afvist ham, hun skulle ikke nøde noget af, at komme i klemme mellem Gabriel og Cillian.
Et tilfredst smil meldte sig på hendes læber, da han blinkede tilbage til hende, "Perfekt," sagde hun, han var blevet ældre at se på. Han var nok lidt blevet den hun ikke kunne eller måtte røre, hvilket bare gav hende endnu mere lyst til det. Hun vendte blikket op mod nattehimlen, hvor stjerne lyste klart. Hun tog et langt hvæs af sin smøg og lod røgen forsvinde langsomt ud igen, før hun vendte blikket tilbage frem for sig, for at se hvor hun gik. Dacoda var uhyggelig god til mørk magi og man skulle ikke ønske sig, at stå i vejen for hende, for hun var typen som slog ihjel først og stillede spørgsmål senere.
Hun vendte et overrasket blik mod ham, da han svarede nej til at have slået ihjel før. "Træk din stav," sagde hun roligt, som de var kommet et stykke ind i skoven, hvor der var små dyr han kunne øve på. "Du skal mene det. Være tydelig i din udtale. Og selvfølgelig ikke ramme forbi," sagde hun og blinkede endnu engang flirtende til ham, som hun stillede sig bag ham. Hun lagde sin hånd oven på hans og guidede ham til at lave den rigtige bevægelse med sin hånd, "Prøv engang. Skolen ligger fem minutters gang herfra," sagde hun stille mod hans øre, før hun trådte et skridt tilbage væk fra ham, for at give ham plads.

Cillian så på hende over hendes kommentar. Et koldt fnøs lød fra ham, selvom hans læber omformede sig i et smil. Han så tilbage i hendes kolde øjne med sine egne mørkebrune øjne. ”Nej,” svarede han direkte og så på hende. ”Jeg ved ikke, hvornår du har fået et indtryk af, jeg er snaksaglig,” forsatte han blot, da han virkelig ikke var typen, der sagde ret meget. Han havde snakket den aften med Kaya, men det var fordi han var den, der var i kontrol og kun havde ord fulde af had til hende, og det havde været en væsentlig anden situation. Det var fint, hun havde afvist ham. Han kunne ikke se hvorfor han skulle være sur over det, men det betød ikke, at han brød sig om at være alene med hende. Det havde trods alt gjort ondt på ham, da han havde været noget så forelsket i hende og de følelser stadig ikke var forsvundet helt væk. Han havde dog lavet dem om til mere had end han havde haft i forvejen.
Han så på hendes smil og nikkede kort til hendes perfekt. Han anede ikke hvilke tanker, han havde om hende. Han blev snart 20 år og hele hans liv var garden og ravage. Han nød hvert et øjeblik. At de havde fået mere magt og de var på vej ud i verden for at få mere magt. De havde følgere i USA, endda et medlem fra USA. De havde blackmailet Kaya og han var klar til at gøre hendes liv til et større helvede, end det havde været indtil nu.
Cillian havde ikke slået ihjel nu. Ikke muligheden ikke havde budt sig, men han havde altid synes det var torturen der var det sjoveste og han havde endnu ikke haft en grund til at bruge Avada Kedavra mod nogen endnu. Han trak sin stav, da hun bad ham om det og så sig rundt i skoven og så på de små dyr. Han vidste hvad hun tænkte. ”Okay,” svarede han til han havde forstået det og lagde mærke til det flirtende blink, som han fik for nærmest tyvende gang denne aften. Han vidste, hun intet mente med det. Han troede dog gerne på, at situationen tændte hende. Han mærkede hendes krop bag sig og hånden på sin egen, og lod hende vise bevægelserne. Han hørte ordene mod sit øre og bed sig i læben. Han sagde ingenting, fokuserede blot på et ad dyrene, inden hans stemme lød; ”Avada Kedavra,” med tilsvarende bevægelser, som et grønt lys efterfølgende blev skudt af hans stav og ramte det dyr, han havde udset. Han var en dygtig magiker, så han begik sjældent fejl. Han hørte lyden fra dyret der havde ramt af det var et smerte og derefter stoppede. Han følte intet. Ikke i form af empati. Det han følte, var som den gang han havde taget kokain. En form for ekstase og han følte sig tændt. De mørke øjne blev også mørkere, men lyste samtidig af tilfredshed.

Dacoda havde udelukkende afvist Cillian, fordi han havde fortalt hende at han var Gabriels lillebror og hun ville ikke ende med, at pisse Gabriel af og slet ikke bare for sex. Hun så på ham, med et blik som ikke var helt overbevist, men hun ville heller ikke presse på eller lægge noget i noget, som ikke var der. "Okay," svarede hun derfor blot og så frem for sig, for at undgå for meget øjenkontakt med ham. Hun havde aldrig været god til at holde øjenkontakt i længere tid af gangen. Hun var bange for, at folk kunne læse hende den vej igennem. Hun trak lidt på den ene skulder og tog et hvæs af sin smøg, "Ved jeg heller ikke.." mumlede hun let, selvom det nok havde været fordi han havde snakket både da han havde opsøgt hende, men også da de havde tyranureset Kaya. På det punkt var hun virkelig følelsesløs. Hvis hun havde vidst, at han havde været direkte forelsket i hende, havde hun måske også håndteret det på en anden måde, samt hvis hun havde vidst at han stadig havde for hende. Så havde hun nok skruet lidt ned for sit flirteri, det lå bare så naturligt for hende.
Dacoda havde engang været en helt almindelig pige, men hun var altid blevet opdraget til, at hade mudderblods og alligevel havde hun været faldet for Lucas, fået et barn med ham og derefter fundet ud af, hvor stor en nar han havde været, hvilket havde været med til at skubbe hende i retningen af den livsstil hun levede den dag i dag. Hun havde dog aldrig fortalt nogen det, på det punkt var hun en meget privat person.
Hun var nu også selv mest til tortur, jo flere smerte, fysiske såvel som psykiske, hun kunne pålægge sine ofre, jo bedre, men hun slog altid ihjel, når hun var færdig med at lege med dem. Hun smilede let, da han gjorde hvad hun sagde. at blive adlydt, var en skøn følelse. Hun tog et par skridt væk fra ham, efter at have vist ham hvordan han skulle gøre, primært for, at hvis det gik galt så ville hun dæleme ikke stå i skudlinjen. Et smil meldte sig da også på hendes læber, ved lyden af det lille dyrs lidelser, før der blev stille. Dog blev stort set alle de andre små dyr skræmt væk, da det grønne lys forlod Cillians tryllestav. Hun klappede et par gange i sine hænder, "Et rent naturtalent," kommenterede hun med et lusket smil over sine læber, med blikket mod det livløse dyr, før hun vendte blikket tilbage på ham, "Er du klar til, at bruge nogle mudderblods til målskiver?" spurgte hun og kunne mærke hvordan alt i hende begyndte, at blusse op. Hun elskede følelsen af, at være i kontrol over andres liv og se dem tigge for deres liv og bede om nåde. Som om det var noget hun havde i sig. Pff. Hun nikkede i retningen af skolen og begyndte at gå imod den. Man kunne se et lejerblå, hvorom en folk børn og unge sad omkring, samt to voksne mennesker.

Han så på hende som hun godtog hvad han sagde. Han havde aldrig været typen, som havde meget at sige. Han ville hellere tie stille og lytte efter. ”Der kan du selv se,” svarede han blot og tog et nyt hvæs af sin smøg. Cillian vidste godt, han opførte sig hårdere når han var sammen med Dacoda. Han kunne sagtens smile, når han snakkede med Gabriel eller en af de venner, han rent faktisk havde fået, efter han var kommet ud fra Hogwarts. Det havde virkelig været som et fængsel for ham. Han vidste godt, han ikke smilede meget, når Dacoda var i nærheden. Han så ingen grund til det. For det første, så var det ikke fordi han kunne lide at smile og han mente også, man sagtens kunne være glad uden at gøre det. For det andet, så havde han bare ikke nogen grund til at smile ved hende. Han var blevet afvist af hende, og selvom han brugte sin tid med hende og de på et eller andet punkt var en form for venner, så var det for intimt for ham, at skulle smile til hende som om følelserne ikke stadig var der.
Cillian var også blevet opdraget til at hade mugglere, det var dog ikke alle i hans familie, der var blodfanatiske. Cillian vidste, at Gabriel fx havde slået hans onkel og tante ihjel, fordi de havde nægtet at følge ham. Cillian havde det fint med det. Han havde det også fint med, han havde tvunget deres fætter til at være en del af det. Han havde ikke nogen moral, hvad det angik. Han havde ikke selv haft en direkte tragisk barndom, men han havde da oplevet nogle ting. Han ville dog aldrig forelske sig i en mugglerfødt eller muggler. Han så helst, at de blev udryddet, for man kunne ikke en gang bruge dem som slaver. Cillian lyttede til dyret der pev. Han følte ikke noget. I hvert fald ikke noget, der mindede om skam eller skyld. Han følte sig mere lettet og glad. Han følte, han havde en anden form for magt end de andre to utilgivelige forbandelser kunne give ham. Han lod hende klappe og smilede kort. ”Selvfølgelig,” svarede han til han var et naturtalent. Han lod sin stav finde tilbage til hans lomme og så på dyret med et smil. Han kiggede tilbage på hende og nikkede. ”Ja,” påpegede han, inden han gik i den retning, hun anviste. Som de ankom, så Cillian på de børn og unge der var samlet om lejrbålet med to voksne. Han trak sin stav, som han gik ind i cirklen af dem og så på dem med et faretruende blik. ”Min veninde og jeg vil gerne være med,” sagde han med et smørret blik over sine læber og så mod Dacoda.

Dacoda havde nu ikke de store problemer med at smile, men det var primært når hun var påvirket af enten alkohol eller andre rusmidler. Dog var hendes smil sjældent ret rare. De var oftes kolde, lumske eller helt følelsesløse. Ikke fordi hun ikke havde følelser, for det havde hun skam, hun var trods alt ikke en robot, men hendes syn på følelser var bare ikke som så mange andres og kunne hun undgå dem, så gjorde hun det også. Hun nikkede ganske let, men havde egentlig ikke mere at sige i den sag. Hvis han ikke ville snakke, så var det fint, hun gad bare ikke sådanne noget pjat med, hvis han gik og stadig var sur over, at hun havde afvist ham, det var for barnligt i hendes øjne, så det var jo fint, hvis han virkelig mente, han ikke var sur over det. Om han så stadig gik med de samme følelser for hende indeni, ville hun til gengæld ikke blande sig i og det kunne hun jo heller ikke, når hun ikke engang vidste det.
Dacoda var egentlig ret ligeglad med, hvor mange familiemedlemmer Gabriel havde slået ihjel eller tvunget ind i garden. Hun havde jo selv.. Tvunget, ville hun nu ikke kalde det, men måske presset, Kaya ind i garden. Frivilligtvang, var måske det bedste ord for det. Et skvæt smil meldte sig på hendes læber, "Lad det nu ikke stige dig til hovedet," kommenterede hun, selvom det nok allerede var for sent. Naturtalent eller ej, så krævede det stadig meget koncentration, at slå et andet menneske ihjel og bare det at kunne udføre forbandelsen rigtigt. Hun tog et sidste hvæs af sin smøg og smed den så på skovbunden, før hun begyndte at gå samme retning som Cillian.
Hun trak sin tryllestav og viftede ganske let med den, som hun lod Cillian tage ordet fra starten af. Hun vidste dog også, at sådanne nogle ting her, var nødt til at gå forholdsvist hurtigt, for aurorne sporrede hurtigt mørk magi og Cillians øvelse havde sikkert allerede fanget deres opmærksomhed. En voksen mand rejste sig og så utilfreds på dem begge, "Det her er privat grund, vil I være venlige og gå," sagde han, hvilket fik Dacoda til at grine "Venlighed er desværre ikke lige vores stærkeste side, vel?" svarede hun og vendte blikket mod Cillian, mens hun pegede sin tryllestav mod manden, som så mærkeligt på hende. Hun lod blikket glide rundt, mens hun talte i hovedet, hvor mange de var. Ti børn og unge, plus de to voksne. "Avada Kedavra," lød det fra hende i det hun vendte et iskoldt blik mod manden igen og det grønne lys strålede ud af hendes stav og ramte manden, som faldt død om på stedet, hvilket skabte panik blandt de øvrige omkring lejerbålet. "Og så var de elleve," sagde hun med et stort smil på læberne og et nærmest sindsygt blik i de blå øjne.

Cillian var nu også ligeglad med at mange af dem, var blevet truet ind. De skulle være loyale overfor deres familie, så hvis de ikke ville af egen fri vilje, så måtte man presse dem til det. Cillian stod dog 100 procent ved Gabriels side og ville aldrig gå bag om hans ryg. Han respekterede sin storebror mere end nogen anden og det var også en af de få personer, Cillian kunne sige han oprigtigt holdt af. Han havde aldrig været typen, der havde haft venner og de fleste havde nok også synes han var underlig. Han var ikke akavet eller noget i den dur, og han vidste også hvordan han skulle omgås andre, men han gad det oftest ikke. Han følte ikke, de havde noget at bidrage med og så ville han hellere være for sig selv, for at være ærlig. "Hvorfor ikke?" spurgte han hende direkte. Det var for sent. Han vidste, han var en dygtig magiker og det var også noget, han havde arbejdet for at blive også selvom mange ting, faldt ham helt naturligt.
Cillian grinte, da Dacoda gjorde. "Nej, ikke rigtigt," svarede han med et lumsk smil over sine læber, inden han trak sin stav mod den anden voksen, der var tilstede. "J..Jeg beder dig..." bad hun, som Cillian så på hende med et køligt og afmålt blik, inden han svang sin stav i samme rytme som før, mens ordene lød: "Avada Kedavra," og det grønne lys ramte hende, som han smilede tilfredst for sig selv. Hans første rigtige mord. "Og så var de ti," kommenterede han på Dacodas ord, inden han lyttede til skrigene fra de ti børn og unge, hvor nogen var lammet af skræk og andre var begyndt at løbe. Cillian kunne ikke lade være med at grine, og havde han haft tiden, så ville han gerne lege med dem, men det vidste han godt, han ikke havde, så derfor begyndte han også at kaste den mest utilgivelige forbandelse ud til højre og venstre, mens han morede sig mindst ligeså meget som Dacoda gjorde.

Dacoda ville heller aldrig vende Gabriel ryggen, men hun vidste også godt at hvis Gabriel fik valget mellem hende og Cillian, så ville hun blive fravalgt. Ikke at hun bebrejdede ham det, men hun vidste godt, at hun aldrig ville komme til, at betyde ligeså meget. Hun havde aldrig været nogens nummer et, så hun var vel vant til det. Hun vidste at den eneste hun kunne stole hundrede procent på, var hende selv. "Dit ego kan ikke tåle det," svarede hun ligeså direkte tilbage og trak lidt på den ene skulder.
Dacoda kunne virkelig se sindssyg ud, alene med sit blik, hvilket hun vel et eller andet sted også var. Ikke per dianogse, men der skulle vel næppe en doktorgrad til at konstatere, at når man slog mennesker ihjel for kicks, så var der noget galt oven i hovedet på en? Dacodas smil voksede da kvinden bad om nåede, "Åhh, hvor jeg elsker, når de ber for deres liv," sagde hun morende og og klappede i hænderne, da den voksne kvinde faldt livløst om, efter at være blevet ramt af Cillians dræberbesvægelse. Hun vendte rundt på hælene med et stort smil legende på sine læber. "Uh, fem tilbage til hver," svarede hun og lod blikket glide rundt på de sidste ti børn og unge mudderblods. Deres skrig var som sød musik i hendes øre. Skrig som fyldte hendes ellers ret så følelsesløse krop op med en følelse af magt. "Orh, vi har en løber," sagde hun og skød underlæben en smule frem, "Imperio," sagde hun og pegede sin stav mod et barn på omkring 10 år, som var begyndt at løbe i panik. Hun fik kontrolleret barnet tilbage og fik hende til, at stige ind i bålet, mens flammerne begyndte at æde hende op. "Ni," forsatte hun med at tælle ned, så de kunne være sikre på ingen slap væk. Torturen var helt sikkert en del af kicket for Dacoda og så længe hun ikke kunne høre mugglerne politi sirener, så var hun ikke bekymret. Hun havde det virkelig fantastisk lige nu. Hun kastede et par Avada Kedavra efter flere af de skrigende og panikslagende børn og unge.

Cilian havde det på det punkt ret let. Han vidste, som en af de få, hvor han havde Gabriel. Gabriel var samtidig også den eneste person, som Cillian ville sværge sit et og alt til. Han så så meget op til sin storebror at det halve kunne være nok og ærligt, så var han nok Gabriels største fan. Ikke han ville være præcis som ham, for det blev han aldrig, men han fandt stor inspiration i de ting, han gjorde. Han vidste så også godt, at Dacoda ville være Gabriels nummer to. Cillian kunne til gengæld slet ikke forestille sig nogensinde at blive det, men han kunne ikke spå fremtiden og hvis det skete, ville han nok heller ikke reagere særlig fedt. "Aner ikke hvor du får det fra," svarede han og sendte hende et kortvarigt, dog køligt smil.
Cillian kunne ikke lade være med at betragte hende, som hun stod i sit es. For ham var hun virkelig gudesmuk og han kunne se, hun havde det sjovt. Dacoda var jo også en inspiration for ham. Hun gik forrest, når andre ville sakke ud og han elskede den egenskab hos hende. Han kunne lide, at hun vidste hvad hun synes var morsomt, om det var at slå børn, mænd, kvinder og teenagere ihjel. Han morede sig jo også med hende lige nu. "Også jeg," svarede Cillian med et ondt smil over sine læber. Han tændte på det og spændingen i hans krop tog blot til. Det her var alt for spændende og som han så livet forlade hende, kunne han ikke lade være med at grine for sig selv. Han smilede, da hun sagde der var fem tilbage til hver, mens han lyttede af de skrig og gråd, der ramte hans ører fra de ikke så stakkels ofre. Han overvejede samtidigt, hvordan han kunne gøre det mere sjovt. Han fik da også en idé ud fra Dacodas Imperio forbandelse og pegede sin stav mod en af børnene. "Imperio" sagde han med et grin over sine læber, som han fik barnet til at samle en skarp genstand op og spidde 4 af de andre, inden barnet til sidst gjorde det mod sig selv, alt i mens Cillian grinte over det rædsler, han så på. Han elskede at det var ham der var i kontrol og ham der havde magten og han havde aldrig oplevet at være så spændt og glad i sit liv før.

Dacoda vidste godt, at hvis hun sad overfor en psykolog eller noget i den dur, så ville hun blive stemplet som en psykopat på stedet, hvilket hun måske også var, men hun var ikke interesseret i at det skulle være anderledes. Hun kunne være uhyggelig charmende og havde ingen respekt for hverken autoriteter eller hvad der var rigtigt eller forkert. Hun havde en utrolig kort lunte og man skulle ikke ønske sig til sige hende imod, slet ikke hvis hun i forvejen var i dårligt humør. På den anden side, så var hun jo fuldt bevidst om alle de ovennævnte ting, så helt galt kunne den heller ikke være. Hun havde jo også følelser, men nogle helt andre end dem som folk måske ellers ville have, i situationer som disse, for hun nød at se andre lide, selv sin egen lillesøster. Nej, hun var nok ikke helt rask. Hun rullede blot lidt med øjnene, før hun gengældte hans kølige smil, uden at sige mere i den sag - hendes tanker var allerede på død og ødelæggelse.
Dacoda var ikke bange for at dø, for hun følte ikke hun havde noget at miste og når man ikke havde noget at miste, så kunne døden ikke være så slem. Det var nok en af årsagerne til, at hun ikke holdt sig tilbage, men gerne gik forrest og viste resten af verden, hvad hun var gjort af. Hun grinte med det sindssyge blik i de isblå øjne, "Det er som sød musik i ørene, ikke sandt?" spurgte hun og blinkede til ham, mens dopaminen i hendes hjerne tog til. Hun havde prøvet mange stoffer, som kunne give dopamin-lignende kicks, men intet var som den ægte følelse, som gik i gennem hende. Hun var nærmest helt elektrisk og det blev kun bedre af, at se hvordan Cillian også slog sig løs. Hun slog hænderne op foran munden med et grin, da han fik det ene barn til, at slå de ørige børn ihjel, "Velkommen til the dark side," sagde hun og klappede i hænderne, før hun fik nogle tunge sten til at flyve gennem luften og efter de sidste børn og unge. Nogle blev ramt i hovedet først, mens andre var knapt så heldige og måtte lide med brækket ben og arme, før en sten ramte dem i hovedet og gjorde det af med dem. Hun stak sin tryllestav tilbage ned i sin støvle og børstede hænderne, før hun satte dem i siderne på sig selv og kiggede rundt på de lig som lå rundt omkring. "Hvordan føltes det?" spurgte hun med et stort smil på sine læber og gik over mod ham, hun kunne jo godt huske sit første mord. Lige nu pumpede adrenalinen i hende og hvor hun dog elskede det. Hun slog armene ud og drejede langsomt rundt, "Kig dig godt omkring. Indprint synet, duftende, lydende og følelsen i din hjerne. Husk den. Der findes ikke noget større kick end det første mord," sagde hun og stoppede med at dreje rundt, under en halv meter fra ham.

Cillian vidste godt, Dacoda ikke var helt rask. Det var noget af det, han godt kunne lide ved hende. Han vidste også godt, han nok heller ikke var det selv. Han var ekstrem og han gik med sin storebror uden at stille et eneste spørgsmål. Hans moralkodeks, det var anerledes fra de fleste andres. Han skænkede dog ikke en tanke, at han var anerledes fra de fleste andre, for dem han selv begik sig sammen med, det var jo ligesom ham. En ekstrem, der levede på yderkanten og konstant kig på en lang linje over de høje tage.
Han lyttede til skrigene. Han lod det fylde hans ører, nok til det nærmest ringede i dem. Han nød det og det tændte ham utrolig meget, at han havde magten. Han nød, han kunne bestemme hvem der måtte dø og hvem der fik lov til at leve. Han havde aldrig haft det så sjovt før og hashen og alkoholen i blodet, gjorde blot, han morede sig endnu mere. Han så på hende, som han blev snakket til. "Jo," svarede han hende med et stort smil på sine læber. Det her var virkelig en af de gange, han havde haft det sjovest i hendes selskab. Glemt, han var sur på hende, for ikke at gengælde hendes følelser og glemt, at være fuldstændig kold og kynisk overfor hende. Han kunne høre hendes grin og hendes hænder slå sig sammen, som han fik børnene til at slå hinanden ihjel. "Tak," svarede han med et grin over sine læber, og betragtede med spænding, hvad hun gjorde hvad de resterende. "Fucking godt," svarede han med et grin over sine læber inden han gemte sin stav væk. Han betragtede hende, som hun gik over mod hende. Hun var smuk midt i alt kaoset, som han trivedes af. Han så på hende som hun drejede sig rundt og lyttede til hvad hun fortalte. Han var skam i gang med at indprinte det i hukommelsen, samtidig med han betragtede hende. Hun var så tæt på ham, han nærmest kunne dufte hende. Han kunne lugte frygten stadig væk. Den hang tungt i luften, som blandede sig med duften af blod og bål. Så på de livløse kroppe, der aldrig ville tage et åndedræt igen. De kroppe, som var lemlæstede. Bemærkede lugten af brændt hud og organer. Han gik et skridt tættere på Dacoda med et smørret smil på sine læber. Han følte virkelig han levede lige nu, præcis som han havde gjort det, da han havde taget stoffer og da de havde været på besøg hos Kaya for at rive hendes liv fra hinanden. Han havde også haft magten over hende der, haft hende helt op mod væggen, hvor han kunne bestemme præcis, hvad der skulle ske med hende. Det havde også været opløftende, adrenalinsparkende og ophidsende. Ikke han fik stådreng af noget af det, men det løftede bestemt hans lyst.

Dacoda var høj på alle de fantastiske følelser, som gik i gennem hendes krop lige nu. Hun elskede at skabe rædsel, at skabe kaos, ødelægge alt og alle som ikke indrettede sig under hende. Hun var ligeglad med om det var babyer, børn, unge eller voksne. Makkede de ikke ret, så skulle de bøde for det, længere var den ikke.
Normalvis lukkede Dacoda helt af for følelser og alt hvad de indebar, men når det kom til sådanne nogle ting, så lukkede hun enhver lille følelse ind. Russet, var højere end nogen stoffer nogensinde ville kunne sende hende. Det at se Cillian nyde det mindste ligeså meget som hun selv gjorde, gjorde blot det hele meget bedre. Hun havde aldrig fortalt nogen som sit første mord, men nu hvor hun var her og så Cillian udføre sit første mord, kunne hun tydeligt huske alle følelserne som gik i gennem kroppen. Dog havde hendes første mord været nøje udpeget. Hun grinte morende, da han gav hende ret i, at skrigene lød som musik i ørerne. Rædseksskrig var virkelig hendes ynglingsskrig. Hun nejede elegant med et par store armbevægelser, da han takkede og grinte så igen og blinkede til ham, før hun rettede sig op igen. Hun havde det bedre end godt. Hun var nærmest helt elektrisk indeni. "Ja ik?" spurgte hun med et smil legende på sine læber. Hun havde det godt, sådan virkelig godt indeni.
Hun så godt det smørret smil på hans læber, som han kom et skridt tættere på hende. Hun vidste godt, at hun ikke burde røre ham overhovedet. Han var Gabriels lillebror. Han var en del yngre end hende. Hun havde før afvist ham. Men for pokker hans læber var så fritende, med det smil han sendte hende og lige nu var hun for høj på adrenalin til, at tænke at det nok var en dum idé, at lægge op til noget som helst. Hun grinte som hun gik helt tæt på ham og lod sine hænder glide op af hans mave og op af hans brystkasse, "Lad os se, hvor slem du virkelig kan være," sagde hun og blinkede til ham, som hun greb bestemt fat i kraven på hans jakke og trak ham ind i et kys, som hurtigt blev ret så krævende.