Cillian+Gabriel+Dacoda - Let's Have Some Fun

Gabriel Archie Mason og Cillian Maddox Mason
Hjemme hos Gabriel og Dacoda
Februar 2054 - Omkring klokken 01:30 nat.
Outfit


Dacoda slog dørene til slottet op og lukkede dem efter sig igen. Hun var havde drukket og var også en smule små skæv, men det var der sådan set ikke noget nyt i, det var nok nærmere hverdag. Hun havde været i byen i Tusmørkegyden, da det trods alt var det eneste rigtige sted, hun kunne gå hen, uden nogen ville kontakte auroerne, hun var jo ikke ligefrem et ukendt ansigt blandt folket, selv ikke hos mudderblodene.
Hun gav et hvin fra sig, da en af Gabriels husalfer pludselig gik i vejen for hende, som hun var på vej mod den opholdsstue, hvor Gabriel oftest opholdt sig i. "Fucking, klamme bæst! Skrid!" vrissede hun og gik ikke videre før den var løbet væk. Hun rystede en enkelt gang på hele kroppen. Der fandtes virkelig ikke noget klammere end husalfer. Hun fattede simpelthen ikke, hvorfor Gabriel havde de bæster. Så holdt hun sig ærligt talt hellere til, at udnytte en lækker, fuldblodsfuser.
Hun forsatte med at gå mod opholdsstuen, man kunne tydeligt høre, når hun kom gående ned af gangene, på grund af hendes sko, "Gab?" kaldte hun og skubbede døren op. Hun gik dog fuldstændig i stå, ved synet af, at Gabriel ikke var alene. Hun havde ikke set Cillian siden han havde opsøgt hende hjemme hos hende, da hun havde boet i sin gamle taglejlighed. Hun stod et øjeblik og bare så fra den ene til den anden, "Ehm.. Hey Cillian.." sagde hun roligt. Hun vidste ikke om han havde fortalt Gabriel, at hun havde givet Cillian stoffer og alkohol, eller at hun havde afvist ham, da han havde kysset hende. "Forstyrre jeg?" spurgte hun, mest fordi hun faktisk fandt det en smule akavet lige nu. Det var nok tydeligt, at se, at hun havde været i byen. Make-uppen sad godt nok stadig som den skulle, men hun havde blod hen over sine knoer på begge sine hænder, samt sit ene knæ, hun havde også fået sig en lille flænge henover det ene kindben. Hvor meget eller lidt der var hendes eget blod vs det som var en anden, vidste hun ikke. Hun havde dårligt nok selv bemærket det, men nu var det så heller ikke slemt overhovedet.

”Ja?” råbte han igennem døren så hun bedre kunne høre hvor han var henne. Gabriel forstod så ikke hendes besættelse med at udnytte fuldblodsfusere til at have i hjemmet. Det var meget mere effektivt med en husalf og så slap man for risikoen for at blande fornøjelse sammen med forretning. Der var kun en kvinde her i verden hvor han gjorde det ved og det var Sakitta. Kun fordi hun faktisk havde været en del af hans liv i mange år og han ville faktisk heller fornøje sig med hende end at snakke forretning. Nok mest af alt fordi han ligesom godt kunne fornemme hun ikke var specielt glad for Dacoda og hvis der var nogen han ikke ville skille sig af med så var det Dacoda og Cillian. Gabriel vidste skam godt at Dacoda havde givet Cillian stoffer. Det var bare som om de to tumper kunne være dumme gang på gang og han ville ikke stoppe med at tilgive dem. Altså mindre de vendte ham ryggen naturligvis, men hvis de ikke gjorde det så havde han svært ved ikke at tilgive dem. ”Nej på ingen måde. Hvordan kan du tro det?” spurgt han ganske roligt og hældte en smule kaffe op til sig selv da det trods alt var rart. Han havde sørget for at husalfen havde kommet med en frisk kande idet den var kommet for at sige at Dacoda var på vej. ”Ligesom du har dine klamme fusere så har jeg mine klamme husalfer og jeg vidste godt du var på vej” sagde han ganske roligt og nikkede let for sig selv inden han nikkede med hovedet til at hun da bare kunne tage plads. Han forstod virkelig ikke hvad Cillian så i hende for lige nu lignede hun virkelig lort. Jo normalt var hun da en ganske smuk kvinde og det indrømmede han da også gerne, men aldrig om han ville blande fornøjelse ind når det kom til hende andet end på det rent venskabelige plan. ”Så hvem har katten været oppe at slås med?” spurgte han og hentydede tydeligt til hendes flænge på kindbenet.

Cillian så på Dacoda, da hun kom ind i lokalet. Han mærkede tydeligt, hvordan der skete noget underligt i ham. Som om alting inde i ham gik i stå ved synet af hende og hans hjerte bare sådan stoppede med at slå. Han var sikker på, at han skulle dø. Han forholdt sig dog rolig udadtil. Siden deres sidste møde, havde han da også begivet sig ud på en ny vej. Det var tydeligt, hun ikke var interesseret i ham og ikke ville blive det. Han havde derfor fået sig nogle tatoveringer, været på en del drukture og var blevet langt mere udadvendt end han havde været i al den tid, han gik i skole. Den gang havde det handlet om at være dygtigere og helst 2 årgange dygtigere end han skulle være. Han havde jo hjulpet Dacoda ud af fængslet og det havde lykkedes ham i en alder af 17 år uden at blive opdaget af noget eller nogen som helst. "Husalfer, fusere... whatever... Man skal udnytte alle, der er en underlegen" påpegede han sammenbidt mellem sine tænder. Hans blik var fikseret på hende, inden han fjernede det og så stift på gulvet og træk sine kindben sammen. "Hej," svarede han køligt som han gravede sin hånd ned i sin lomme og fangede en blød smøgpakke op og satte en smøg i munden. Han tændte smøgen og så roligt på Gabriel, derefter på Dacoda, da han havde påpeget at hun lignede en katten havde slæbt med ind. Han havde ikke set det for i hendes øjne ville hun altid være helt utrolig smuk. Han havde fortalt Gabriel om hans sidste møde med Dacoda og han havde taget stoffer. Det havde været sjovt, men ikke noget han havde gjort mange siden. Det eneste der ikke rigtigt var sjovt skyldes at hun havde afvist ham efter han havde forsøgt at kysse hende. Det var dog ikke noget, han havde tænkt sig at gøre igen. Han bed sig i læben og så mest af alt bare afventende på Dacoda, da han ikke havde noget at sige.

Dacoda hørte godt Gabriels ja, hvilket da også havde sendt hende i den rigtige retning. Hun havde dog aldrig været særlig god til familier og lige nu sad de to brødre der begge to. Hun havde virkelig håbet, at Gabriel ville have sagt ja, og sendt hende væk, men næææh nej, selvfølgelig forstyrede hun da ikke. "Jeg vil ikke blande mig i jeres familiemøde," svarede hun blot og trak lidt ligegyldigt på den ene skulder.
"I det mindste er mine klamme fusere lækre," pointerede hun og blinkede en kende flabet til ham, før hun vendte blikket mod Cillian da han snakkede, hun måtte dog indrømme, at han havde en uhyggelig god pointe. "Point taken.." sagde hun og lod blikket hvile lidt på ham. Hun kunne ikke lige på stående fod sætte en finger på, hvad det var ved ham, men der var noget helt forandret. Måske hun havde kunne se det, hvis hun ikke var både fuld og skæv. Der var da også gået lidt, før det var gået op for hende, hvad Gabriel havde sagt, hvilket fik hende til, at vende blikket tilbage på ham, "Holder du øje med mig eller hvad?" spurgte hun med et hævet øjenbryn, hvordan havde han vidst, at hun var på vej?
"Huh? Oh ehm.. Ikke nogen som ikke havde fortjent det," svarede hun og satte sig i en lænestol, som hun svag det ene ben ud over det ene armlæn. Hun lod sin ene hånd kører henover sit kindben, selvom det ikke rigtigt hjalp noget.

”Så havde jeg sagt det og sendt dig til dit halvdel af vores lille hjem skal du se” sagde han ganske roligt og sendte hende et ganske let smil da det trods alt var sandt. Hvis hun havde forstyrret så havde han ladet hende vide besked med det samme da han trods alt ikke var typen der gik stille med den slags døre. Det ville jo være direkte fjollet at gøre den slags hvis man spurgte ham. Han vendte blikket mod Cillian og nikkede ganske let til hans ord om at man gerne måtte udnytte alle der var underlegen. Det var præcis den slags holdning som Gabriel havde til livet og det var da bestemt også en af grundene til at han faktisk misbrugte Bradán som han gjorde. Bradán var intet andet end en underdog i hans øjne og man behøvede ikke at være sød ved en som ham. Han lagde godt mærke til at Cillian blev ved med at kigge på Dacoda selvom han ikke helt kunne sætte sig ind i den her følelse over hende. Det betød dog ikke at han ikke kunne forstå at man var glad for en anden selvom han ikke selv havde oplevet det på det rent dybere plan end blot venner. Altså udover det han havde for sin egen lillebror der trods alt også var ham der gjorde at Gabriel overhovedet kunne fremmane en patronus. ”Dacoda du har mænd ansat. Jeg vil ikke lige fremme påstå de er min smag” sagde han med et ganske let glimt i øjet for så at lade blikket vende mod Cillian ganske kort for at se om han var ok med den slags oplysninger uden at han gjorde det alt for tydeligt da han heller ikke ville have at Dacoda skulle vide noget som helst.

”Om jeg holder øje med dig?” spurgte han med et hævet øjenbryn som hans blik gled over mod Dacoda inden han rystede ganske let på hovedet. ”Du har blod på dine hænder. Jeg ved ikke hvornår du lære du ar magiker og kan bruge din stav i stedet for at blive beskidt” påpegede han roligt og nikkede mod hendes hånd inden han betragtede hende ganske let sidde sig ned i stolen. Gabriel kunne ikke lade være med at skære en grimmasse over tanken om at hans stol ville blive beskidt og måtte virkelig tage sig selv i ikke at blive vred på hende over den slags små ting da det alligevel intet nyttede og det vidste han også godt.

"Tsk," svarede Cillian, da hun sagde hun ikke ville ødelægge deres familiemøde. Hun kunne vel være ligeglad. Det var ikke fordi de talte om noget intimt. Han lod sine øjne falde på Gabriel. "Men der var vist heller ikke mere?" spurgte han, henvendt til at der ikke var mere han skulle have at vide. Cillians øjne var blevet hårde. Hele hans væremåde var generelt ændret. Ikke at han havde været den blide type før, han havde nok bare altid været ham den mærkelige. Alt det var ovre nu. Han var ikke ligeså isoleret mere og han var generelt bare pisse ligeglad med verden. Cillian tog et langt hvæs af sin smøg, som han hørte Dacodas stemme snakke om de lækre fusere, hun havde hos sig. Han knyttede sin frie hånd en stramt sammen. Han ville ikke fremstå som han stadig kunne lide det, da han havde fået overbevidst sig selv om at det ikke var tilfældet. Jo mere han kunne bilde sig selv ind, at han ikke var jaloux, jo bedre havde han det. Han så på Dacoda og skiftevis på Gabriel, som de begyndte at snakke, mens han bare sad og røg på sin smøg. Han havde ikke så meget at indvende til deres samtale og foruden det, så prøvede han at styre sin egen vrede. Han så roligt på Gabriel, inden den kolde, hæse stemme lød. "Mænd er rationelle, Gabriel," påpegede han, henvendt til at kvinder i kampens hede tit endte med at slås med deres klør.

Dacoda vendte blikket mod Cillian da hans 'tsk' lød, hvortil hun hævede ganske let det ene øjenbryn. Var han stadig sur over, at hun havde afvist ham eller hvad? "Mh. Det ved jeg godt du havde," svarede hun Gabriel, selvom hendes blik stadig hvilede mod Cillian. Hun rystede dog lidt på hovedet og vendte så blikket væk fra ham igen, som hun rømmede sig lidt. Normalvis skulle der en hel del til, før Dacoda fandt en situation akavet, men det måtte hun nok indrømme, at hun gjorde lige nu.
Hun vendte blikket tilbage på Gabriel og sendte ham et lettere kækt smil og tippede hovedet lidt til den ene side, "Arh, altså ligesom dine husalfer ikke er min smag?" spurgte hun drillende og blinkede til ham, før hun rettede sig lidt i stolen da hun faktisk ikke sad særligt godt. Hun havde ved sidste møde med Cillian godt regnet ud, at der havde været noget, men hun regnede bestemt med, at det på nuværende tidspunkt var ovre. Det havde vel bare været en fase eller sådan noget. Alle havde vel prøvet at være ung og dum og troet, at kærlighed rent faktisk fandtes et sted derude. Alligevel vendte hun ikke blikket imod Cillian, nok lidt i et håb om, at hvad hun ikke vidste havde hun ikke ondt af.
"Ja? Siden du vidste jeg var på vej," pointerede hun roligt, hun ville ikke have noget imod, hvis Gabriel holdt øje med hende, hun ville bare gerne vide det, hvis han gjorde. Hun vendte blikket mod sine hænder og åbnede kort munden for at svare ham, da Cillian kom hende i forkøbet, hvilket fik hende til, at vende blikket mod ham igen, "Pff, mænd er mange ting, men rationelle? Argh, der strammer du sgu Love," sagde hun og blinkede til ham med et skævt smil over sine læber, før hun vendte blikket tilbage på Gabriel, med en langt mere alvorlig mine, "Raysal er tilbage, mit bedste bud er at smide Bradán efter hende, for han tør ikke vende dig ryggen," sagde hun og fiskede en smøg frem fra et lille hylster som sad fast i bh'en mellem hendes bryster og trak så sin stav op af sin støvle for at tænde den.

Han rystede ganske let på hovedet til at der ikke var mere. Gabriel havde sagt det han skulle til sin lillebror mens han priste sig lykkelig over at han lidt kunne have en fair chance i at vide hvem Dacoda var sammen med rent seksuelt da han var sikker på at Cillian bestemt ikke var ovre hende. Det var vel blot en storebrors instinkt han havde sig og desuden havde han et ganske godt bånd med sin lillebror. Cillian var så også hans grund til han kunne fremmane en patronus selvom det ikke var noget som Cillian var indviet i. Det var Dacoda derimod. Han følte sig svag over at have sin lillebror som sit bedste minde her i verden og selvom han ikke ville have noget problem med at dele det med Cillian så var det bare heller ikke noget han ville vifte med. Det ville bare sætte Cillian i en fare han ikke havde lyst til at have ham i. ”Lige præcis, men det er ligeså meget fordi jeg ikke har lyst til at spise hvor jeg skider Dacoda og derfor er det bedre at have sex med nogen som ikke er mit tjeneste folk” sagde han med et ganske let drillende glimt i øjet inden han vendte blikket mod Cillian for at tjekke hans reaktion. Han lagde da også godt mærke til at Cillian knyttede sin hånd og vidste derfor han skulle skifte emne. At han så gik i seng med Sakitta var straks en anden sag selvom hun var i Garden. ”Men jeg ikke mere snak om dine mænd. De siger mig intet” sagde han med et lille let suk og rystede let på hovedet af hende inden han vendte blikket mod Dacoda igen da det heller ikke skulle være tydeligt for den fulde tøs at han holdte øje med sin lillebror og det var her det var heldigt at han var god til at skjule sine bekymringer. ”God plan. Den lille lus tør ikke andet end adlyde og det er ikke kendt han er i Garden modsat os andre” sagde han med et ganske let nik og lod hende tænde sin smøg. ”Alligevel er det os som ikke bruger hænderne. Må jeg minde dig om du er eftersøgt Dacoda? Vil du gerne tilbage i Azkaban eller stiller du efter at komme i Nurmengard denne gang?” spurgte han med et let opgivende suk for nok havde han intet imod hun kom i klemmeri, men hun skulle også omvendt passe på da hun trods alt var eftersøgt og han ville ikke miste sin højre hånd.
Han var egentlig en smule irriteret over hun ikke havde tænkt så langt.

Cillian lod forsat sit blik glide fra Gabriel til Dacoda, og tilbage igen. Han havde stadig ikke noget at sige i den samtale de havde og han var også generelt en person, der ikke ville åbne sin mund, hvis ikke han havde noget at sige. Sådan havde han altid været. På Hogwarts havde han ikke snakket meget, for det var ikke mange venner han havde haft og folk havde været decideret onde ved ham. Han var ligeglad, han var kommet ud på den anden side. Stærkere og i live, hvilket de ikke kunne prale af, at være meget længere. Han lyttede videre på deres samtale og bed sig en anelse i læben. Han kunne ikke rigtig tale med om sex, for han havde aldrig haft det. Han kunne til gengæld godt høre på Gabriel, at han skiftede emne for at tage hensyn til ham og det gjorde, at vreden blev stilnet lidt mere af. Han var stadig forelsket i Dacoda, men han var ikke interesseret i hende længere i og med han aldrig ville lægge op til at kysse hende eller have en længere samtale med hende længere. Så måtte hun komme til ham, hvis hun mente de havde noget at snakke om. Han havde reddet hende ud af et mugglerfængsel og hvad fik han til gengæld? Han fik sit hjerte knust. Han skulle bare have det sidste til at gå væk, for hun var ikke det værd.
Han lyttede til snakken om Bradán og nikkede lidt. Ikke at han havde noget at sige i forhold til det, men han var enig i at han var for bange til at gøre andet. Han var der selvfølgelig også for at beskytte Arian. Han brød sig ikke om den del, af hans familie. Nej, så kunne han egentlig meget bedre lide Silver, men hun havde heller ikke ligeså bløde værdier som Bradán og Arian. Hun var rent faktisk også blodfanatisk, på mange måder desværre, var det bare Elijah der var hendes bror. Hvorfor kunne Elijah ikke være med her i stedet for at have en bande? De handlede vel også med mugglere? Klamt. Cillian lod et kold fnøs glide forbi sine læber, da Gabriel gav ham ret og Dacoda prøvede at argumentere imod ham. "Let's face it, love.... Det er dumt at efterlade DNA, når man er eftersøgt.... Ergo, er det du irrationel og kvinde. Gab fortæller dig, du efterlader DNA... Han er rationel og mand.. Kan du se hvordan det hænger sammen?" sagde han demonstrerende som han lod sin smøg finde hans læber endnu en gang og tog et hvæs. "Foruden det, burde du have slået personen ihjel," påpegede han og lod noget røg forsvinde ud af hans lunger.

Dacoda rystede lidt morende på hovedet, "Tror sgu det er meget godt, vi har hver vores ende af slottet," sagde hun og tog et nyt hvæs af sin smøg. Hun var stadig i en tilvendingsperiode. Hun var ikke vant til, at have så meget plads omkring sig eller dele sted med nogen. Eller at der kom nogen og gjorde rent og ryddet op efter hende. Havde Dacoda vidst, at Cillian stadig var forelsket i ham, havde hun nok reageret anderledes, ikke fordi hun var god til at tage hensyn, men fordi hun ikke ville i klemme mellem de to brødre. Hun nikkede lidt til, at det var nok om hendes mænd. Så mange mente hun nu heller ikke der var, men det var nok fordi hun ikke kunne huske halvdelen af dem.
"Præcis," medgav hun, Bradán ville være den perfekte kandidat til, at smide efter Raysals lille fesne gruppe. "Hey, jeg har aldrig siddet i Azkaban, det er Kaya som har det. Jeg har kun siddet i mudderblodsfængsel, men der var jo så heldig, at din kære lillebror, hjalp mig ud," sagde hun og sendte et kækt blink til Cillian. "Hallo, hvor dum tror I lige jeg er? Jeg ryddet sgu da op efter mig," sagde hun en kende irriteret og rullede med øjnene, "Desuden har hverken aurorerne eller politiet noget på mig, de vil ikke kunne gøre en skid, hvis de endelig skulle fange," sagde hun afslappet og lænede sig tilbage, jo aurorerne vidste hun var dødsgardist og hun havde mærket, men hun kunne altid sige hun ikke var medlem mere, og så havde de ikke noget på hende. "Hvem siger, jeg ikke gjorde det?" spurgte hun med blikket mod Cillian.
Hun tippede hovedet lidt til siden, mens hendes blik hvilede intens på Cillian for et par sekunder "Du ligner en med gode overtalelsesevner," sagde hun og vendte så blikket mod Gabriel, "Hvad ville du sige til, at få en dødsgardist mere?" spurgte hun som et lidt lumsk smil meldte sig på hendes læber.

Gabriel kunne så heller ikke forstå at der ikke var nogen der havde snakket med hans bror da han var yngre. Nok mest af alt fordi han selv havde været en af de populære på skolen og derfor havde han virkelig svært ved det der med at sætte sig ind i hvordan hans lillebror ikke kunne havde haft det ligeså let som ham selv. Gabriel havde så en god idé om at Cillian stadig var ganske glad for Dacoda og det var også helt bestemt derfor han ikke gad at snakke om hvem de slæbte med hjem og hvem de havde sex med. Der var ingen grund til at smide brænde på Cillians bål og gøre livet mere surt for ham. Han lukkede da også bare ned for Dacodas tale om det var godt de boede i hver sin ende af slottet for ikke at han gad forsvare hendes dårlige valg om at kneppe sit tjenestefolk for det var bare ikke noget man gjorde. Gabriel gad ikke at blande sig i om Cillian så stadig havde følelser for hende ved at sige det til Dacoda. Det måtte Cillian selv ligge og rode med, men hvis der gik lang tid kunne han sikkert godt finde på det. Mest af alt fordi han faktisk ikke ville have noget imod at hans kære lillebror var vild med hans bedste veninde.
”Og det har du takket ham for?” spurgte han med et ganske let hævet øjenbryn da han faktisk betvivlede det ret så meget hvis han kendte Dacoda rigtigt. Han måtte erkende han havde sin tvivl. ”Ændre ikke på du ikke skal efterlade DNA over det hele. Cillian har ret og så er der ikke mere i den sag” sagde han ganske kort for hovedet da han faktisk synes det var et utrolig dumt move af Dacoda at være i slåskamp med sine næver. At han så heller ikke kunne forstå man ville bruge sine hænder og få blod på dem var så straks en anden sag. Nu var han så også en bedre magiker end hende. ”Synes faktisk Cillian skulle hjælpe dig lidt med din magi. Det ville klæde en højre hånd at oppe sit game og Cillian er en langt bedre magiker” sagde han for at stoppe deres små diskussioner som han faktisk fandt meningsløse. ”Dødsgardister kan man ikke få nok af. Hvad har du af planer for min bror?” spurgte han roligt og lod hende tale denne her gang.

Cillian kunne ikke bare slukke for sin forelskelse af Dacoda, uanset om han gerne ville eller ej. Han kunne lade som om den ikke var der, hvilket han gjorde men det tog mange kræfter at lade som om, at man ikke længere var langt væk i nogen.
Han lagde mærke til at Dacoda blinkede til ham, og sendte hende bare et afmålt nik. "Du er ikke meget uden din magi," kommenterede han som svar dertil, og lod den lægge. Han vidste ikke, om han havde gjort noget godt ved at lukke hende ud fra det muggler fængsel. Hans følelser var for alvor startet der, og selvom han kunne takke hende, for den han var blevet nu, så fik det ikke følelserne til at forsvinde. "Så du tror ikke de har dit DNA i fængslet, uanset hvor meget, du har taget dig af det?" spurgte han med en alvorlig mine, inden han så på Gabriel for at sende ham et broderligt blik, som sagde mere end tusind ord. Nemlig; Hvad fuck? Tænker hun ikke? Han havde vel altid håbet, der var en eller anden form for telepatisk kommunikation i mellem dem, som kun de to kunne høre og forstå. "Det lød ikke sådan på dig," svarede han kortfattet og trak vejret tungt. Hans øjne blev rettet lynende mod Gabriel ved hans forslag. What. The. Fuck. Troede han virkelig, at han ville bruge mere tid med hende? Han lod et utilfreds fnøs glide ud af hans næse, som heldigvis var lavt nok til, at kun han kunne høre det. Han så mod Dacoda da hun spurgte om de ville have en dødsgardist mere. Hvem havde hun nu i sine tanker? "Kom med det," kommenterede han efter Gabriel, en smule utålmodigt.

Dacoda rynkede lidt på panden, da Gabriel spurgte om hun havde takket Cillian for at hjælpe hende ud af, fængslet, "Selvfølgelig. Jeg gav både alkohol og coke, på min regning. Hvor utaknemlig tror du jeg er?" vendte hun hans spørgsmål og rullede let med øjnene. Meget kunne man sige om Dacoda, men hun holdt altid sine løfter og aftaler. Hun vendte dog blikket mod Cillian, da han snakkede om hendes magi, "Waow, du er vel nok en stor spand af solskin, huh?" kommenterede hun tørt. Havde hun vidst, at Cillian stadig havde følelser for hende, så havde hun nok forholdt sig helt anderledes til tingene, men hun troede virkelig, at den eneste grund til, at han havde prøvet at kysse hende dengang, var fordi hun havde givet ham stoffer. "Oh for fuck sake, uanset om de har min DNA eller ej, så kræver det ligesom også at de kan finde mig i deres lorte systemer, hvilket er umuligt for en flok dumme mudderblods, helt ærligt, følg dog med, fuldblodsmagikere bliver ligesom ikke registeret i deres systemer. De kender ikke engang mit rigtige navn," skar hun det ud i pap for dem, da de tilsyneladende ikke vidste ret meget om lige den del af mugglerne verden. Dacoda var jo ikke dum, hun sørgerede altid for at slette sine spor.
Et dræbende blik meldte sig i sine ellers så kolde øjne, "Hvad fuck snakker du om? Bare fordi jeg ikke kan tranferer eller fremmaner en patronus, gør det mig ikke til en dårligere magiker end nogen af jer!" svarede hun sammenbidt. Hun havde endnu ikke tabt en duel, for når hun stillede op til dueller, så var det fordi det var liv eller død og eftersom hun var her endnu, måtte det jo betyde, at hun var dygtig nok til, at slå andre. Mørk magi var uden tvivl hendes stærkeste side. Hun vendte blikket tilbage på Cillian, "Der er ingen grund til, at holde regnskab for, hvor mange jeg slår ihjel," sagde hun blot, det regnskab ville alligevel alt for hurtigt blive for langt og uoverskueligt.
Hun tippede hovedet lidt til den ene side, "Kaya." svarede hun som et lusket smil meldte sig på hendes læber. "Hun er en dygtigt magiker og det vil være en fordel for os, at have en køter på vores side. Hvis vi bruger hendes lille loverboy mod hende, vil hun være loyal," foreslog hun roligt. Hun ville nok aldrig vinde prisen for verdens bedste søster.

//OUT