Like A Small Boat, On The Ocean - Ray - Charlie

Ray Duncan MacKay
Den Irske Pub.
Oktober 2054 - Omkring klokken 22.
Outfit


Charlie var på vej mod Den Irske Pub. Men ikke for at se Ray, faktisk håbede han virkelig, at han ikke ville være på arbejde, da han ikke havde set sin eks-kæreste siden han var gået fra ham. Han skulle snakke med Evanna, og vidste hun skulle være på arbejde mellem 22:30 og 23 skulle hun møde, men hvis han kendte hende ret, så ville hun nok være der i god tid, og hvis han så var heldig, kunne det være Ray måske først skulle møde senere end det eller slet ikke.
Der var sket en del siden de var gået hvert til sit. Han var begyndt at flirte rundt med Saga, og han var faktisk blevet virkelig glad for hende. Ikke at han var direkte forelsket i hende, men han prøvede nok lidt, at komme videre og glemme hvor meget han egentlig tændte på at være sammen med mænd. Han kiggede ikke ind af vinduerne, da han godt vidste, at hvis han skulle få øje på Ray, så ville han vende om, men han skulle snakke med Evanna, og efter hun var blevet fyret fra sit arbejde i familiens firma, kunne han ikke opsøge hende der mere og han havde kun været hjemme hos hende et par enkelte gange.
Han vidste godt, at han var for ung til overhovedet at måtte befinde sig på pubben, men han var ligeglad, han havde sit falske ID, som kunne få ham ind over alt han ville. Desuden var han en Brown, så det var på eget ansvar at smide ham ud, hvis ejeren ikke ville have sit sted lukket. Han skubbede derfor døren op indtil pubben og gik direkte op til baren, "Er Evanna mødt ind?" spurgte han roligt, uden overhovedet at kigge efter hvilken bartender han spurgte, men tog blot plads på en stol ved bardisken og tog sin hue af som han lagde på disken, før han kløede sig lidt i det ene øje, hvilket gjorde han måtte tage sine briller af et kort øjeblik, før han kunne sætte dem på plads igen.


Ray selv var på arbejde hvilket resulterede i at han havde et par sorte jeans på og en hvid skjorte. Nok var den irske ikke det mest formelle sted her i verden, men derfor kunne man godt være klædt nydeligt klædt på. Det synes Ray i hvert fald og vidste at Coyan var meget i samme boldgade. Han vidste så også Coyan nogle gange lukkede mindreårige ind hvis han kendte dem så det var ikke fordi Charlie behøvede at bruge sit dumme falske ID for at komme ind på den irske udelukkende fordi han skulle kunne komme ind for at snakke med Evanna og før i tiden også Ray naturligvis. Også selvom Ray sådan set aldrig rigtig havde brudt sig om Charlie skulle komme derind når han var på arbejde mest af alt fordi han ikke ville have lyst til at forklare han kendte Collin som han brugte meget tid så meget tid på at give udtryk for han ikke brød sig om. Når det så var sagt kunne man altid undskylde sig med at Collin ligesom var stamkunde der hvilket heller ikke var helt løgn. Ray var ikke typen der bevist ville lige. Han var mere typen der omgik at fortælle en fuld sandhed og da mest af alt fordi da han ikke havde følt hans fortid skulle hente ind på ham da han trods alt elskede Charlie og faktisk stadig var ganske vild med ham. ”Nej ikke endnu” sagde han ganske casuel da han ikke havde lagt mærke til stemmen og var godt i gang med at hælde øl op til en anden da stemmen pludselig ramte en smerte i hans brystkasse lige i det han havde sat øllen på bordet ved den anden kunde. ”Oh hey Charlie” sagde han stille og bed sig ganske let i læben da han var sikker på det nok var den sidste person her i verden som Charlie havde lyst til at se. Nok vidste alle heromkring han flirtede med Collin, men det betød jo ikke han havde mistet sine følelser for Charlie overhovedet. Han var trods alt polygam.


Charlie havde ikke set Ray siden juli, og der var virkelig sket ting siden da. Hans adamsæble var vokset, hvilket havde gjort hans stemme mere mandlig i forhold til den drenget stemme han havde haft. Små dun var begyndt at vise sig på hans hage og stykket mellem hans næse og overlæber. Med andre ord, han var på vej ind i afslutningen af sin pubertet. Han var også vokset en del og var dermed også blevet en del mere moden, begyndt at bruge sine briller noget mere, i stedet for altid at gå med kontaktlinser.
Han kunne til gengæld genkende Rays stemme med det samme. Han spærrede øjnene op med blikket stirrende stift mod bardisken, da han følte sig låst fast i sin egen krop. Hvorfor havde han dog ikke også bare tænkt sig om, og først set hvem han snakkede til, før han bare åbnede sin store mund? Han sagde ingenting og skævede kun kort mod Ray, kun for at få bekræftet sin mistanke om, hvem der havde svaret ham. Et kort sekund overvejede han at stikke af. Bare tage benene på nakken og løbe så hurtigt han kunne, så der kun ville være en støvsky tilbage efter ham og det eneste man ville kunne se ham, ville være hans skosåle. Men hans krop nægtede at lytte til ham.
"Hej Ray," fik han langt om længe svaret og rømmede sig lidt. En del af ham havde stadig lyst til, at stikke af, men en anden del af ham, savnede Ray så urimeligt meget, at det gjorde det svært for ham, at lytte til den første del. "Jeg øhm.. Jeg venter bare på hende i baglokalet, så jeg ikke.. Forstyrer dig eller optager nogen pladser.." sagde han og rejste sig fra stolen igen for, at gå mod baglokalet. Der havde han jo siddet mange gange, både sammen med Ray, men også sammen med Evanna, så han vidste hvor det var. Han glemte dog sin hue på bardisken, da synet af Ray havde hylet ham fuldstændigt ud af den. Han var egentlig ikke sur på Ray mere, men hans hjerte gjorde stadig ufatteligt ondt og han vidste ikke engang at Ray flirtede rundt med Collin igen. Men Ray vidste jo sikkert heller ikke, at Charlie flirtede rundt med Saga. Han skyndte sig om i baglokalet, hvor han begyndte at gå frem og tilbage, hvilket var et typisk tegn på, at hans hjerne og hjerte kørte på højtryk. Præcis ligesom dengang Ray havde fortalt at han måske skulle være far. Hans hænder gled op og ned foran hans ansigt, op i hans hår og tilbage igen, mens de rystede en del. Det havde virkelig ikke været en del af hans plan for denne aften.

Ray bed sig ganske let i læben. Det var trods alt virkelig tydeligt at han var blevet mere moden at høre på og endda også højere på den korte tid de havde været væk fra hinanden. Hvor Ray dog ikke kunne blive andet end blød i knæene som han stod der foran ham. Han sendte ham et ganske let smil da han hilste igen da han ikke kunne lade være med at være glad over det faktum at han i det mindste gad snakke til ham uden de skulle til at råbe af hinanden. Nu var han så også nervøs for at Charlie ville kende til det med Collin for det ville næppe være så godt. Ray hævede øjenbrynet da Charlie begyndte at gå om mod baglokalet og så med den der dårlige undskyldning. Ray fik en af de andre til at tage over inden han selv gik om i baglokalet ikke særlig længe efter og havde taget Charlies hue med. ”For det første så glemte du noget og for det andet så var det jo overhovedet ikke spor mærkeligt at du stak din hale sådan mellem benene Charlie” sagde han med et ganske let suk og kastede hans hue over imod ham. ”Er det så skrækkeligt at se mig at du skal stikke af?” spurgte han med en ganske skæv grimasse da han virkelig heller ikke havde spor lyst til den her samtale og han håbede bare at Collin ville holde sig væk eller hans kollegaer for den sags skyld for en af dem skulle nok blande sig og spørge hvad der var sket med Collin eller fortælle hvis Collin kom forbi ligesom de plejede. Det var ikke fordi han havde specielt lyst til at føle for nogle af dem og det ville et sted passe ham bedst hvis de begge ikke så hans retning og da især Charlie som jo rent faktisk havde været hans kæreste, men han kunne ikke bare sådan lige stoppe sine følelser for dem og nu hvor han ikke længere var bundet af at være sammen med Charlie havde følelserne for Collin blot blusset op igen meget imod Rays vilje. Og når Charlie sådan gik som han gjorde var der måske en chance for han i hvert fald gad snakke med ham igen for det betød ofte at han var i konflikt med sig selv. Også bare hele den måde som han var stukket af på.

”Så lidt. Det går ikke du glemmer den” sagde han ganske roligt uden at påpege at Charlie havde råd til det for han kunne altid bare købe en ny. Derfor var han stadig sikker på at han gerne ville have den igen alligevel. Og så gav det ham en utrolig god undskyldning for at gå efter ham uden det ville se helt så mærkeligt ud for hans kollegaer da han trods alt regnede med Charlie stadig ikke var ude af sit skab om så det var som homo eller biseksuel og da slet ikke nu hvor de havde slået op. Han lagde godt mærke til at Charlie vendte blikket ned af og vidste godt han burde lade ham være alene, men han ville gerne være sikker på han var kommet bare en smule videre udelukkende for han ikke selv mente der ville komme noget godt ud af at være vild med ham. Han lod ham lukke døren i og forsøgte at fange de brune øjne han havde været væk i, i så lang tid. ”Det virker sådan. Det var dig som slog op trods alt” sagde han stille og bed sig ganske let i læben da han godt vidste det måske var en anelse under bæltestedet, men det var trods alt Charlie der havde slået op bl.a. fordi han ikke kunne håndtere at Ray var polygam. ”Hvor du tænker på mig? Var det, det som du ville sige? Du tror ikke jeg har ondt?” spurgte han med et ganske let hævet øjenbryn for nok var han typen der faldt hurtigt for en anden som Charlie sikkert også havde opdaget, men han prøvede denne her gang at binde sig selv fast og ikke gøre lige præcis det hvilket så havde resulteret i at han derimod var vild med to i sin fortid. Det lå så dybt i Ray det der med at være hurtigt videre og denne gang havde han bare ikke lyst til det skulle være sådan. Ray kunne jo godt se på Charlie at han gerne ville gå rundt hvilket han godt vidste hvad betød. Han lagde også mærke til hvordan han strammede grebet i huen. ”Pas nu på dine hænder de ikke mister følelsen” sagde han med en ganske let skæv grimasse inden han selv begyndte at knuge sin hånd for at bore sine negle en anelse ned i dem. Ray havde sådan en lyst til at overfalde ham i kys da han bestemt ikke var spor videre, men han regnede med at Charlie bestemt ikke var der i hans liv. Desuden var der jo også Collin og lige nu ville Ray somewhat ønske at han ikke var vild med nogle af dem. Han håbede også bare at ingen af hans kollegaer ville komme ind og undre sig over det ikke var Collin han stod sammen med da de trods alt ikke vidste han havde været kæreste med Charlie. ”Og jeg har ikke sagt du skulle lade som om alting var i den skønneste orden for det ved jeg godt selv det ikke er, men det kunne jo være du var begyndt at flirte med en anden” sagde han stille og bed sig hårdt i læben da han egentlig ikke havde lyst til at det skulle være sådan og så på den anden side ville det glæde ham.

”Og jeg forsøger ikke at skændes med dig. Faktum er bare du gik fra mig og ikke omvendt. Jeg kan skam godt snakke pænt til dig. Jeg tror ikke mr. Lavoie ville synes det var særlig godt hvis jeg snakkede grimt til flere af hans kunder” sagde han blot roligt da faktum var at han på et tidspunkt ikke havde snakket særlig pænt til Collin som var en stamkunde og hvis ikke det var fordi Coyan synes at Ray var sådan en dygtig bartender så havde han sikkert røget sig en mindre tur ud i kulden. ”Men det har jeg. Jeg fik engang af vide det ville være meget bedre jeg ikke hele tiden omgik sandheden og fortalte folk hvad jeg var, men da jeg mødte dig havde jeg ikke lyst til at miste dig fra starten af. Så det virkede lettere at være med dig og så tage stilling når vi havde været sammen længe for så var chancen for du gik fra mig mindre. Man I was wrong” sagde han med et skævt smil da han virkelig kunne mærke det gjorde ondt helt inde i hjertet. Han elskede Charlie og han havde faktisk troet at Collin havde ret i det når han sagde det var bedre at sige sandheden, men han havde tydeligt taget fejl. En stor del af ham havde også lyst til at fælde en tåre, men han havde ikke lyst til det da Charlie sikkert ville reagere anderledes end han kunne håbe på. Ray slog blot blikket ned ved Charlies hårde ord da de trods alt ramte ret så godt lige nu og det gjorde helt afsindigt ondt. ”Meget endda” sagde han stille og løsnede en smule i sin hånd inden han atter gav sig til at bore sine negle ind i hånden fordi han havde sådan en lyst til bare at stikke i tåre, men kontrollerede sig selv. ”Hvorfor er du nød til det?” spurgte han stille og sank engang da det føltes som om en klump spyt sat fast i hans hals. Ray havde ikke lyst til at svare på om han flirtede med en anden når han ikke havde lyst til at gøre det. Det var også derfor han havde lagt låg på sig selv overfor Collin hvilket ikke var nemt. ”Så du flirter altså med en anden?” spurgte han stille og slog blikket ned da han ikke havde lyst til at se ind i Charlies brune øjne. Han svinede da også en anelse da han mærkede hans hånd over sin kind og ned over sine læber. Han flyttede da også sit hoved en anelse til siden. ”Det hjælper ikke meget når du ikke vil have mig Charlie. Du kunne ikke håndtere jeg har behov for mere end en i mit liv og det har sådan set stadig ikke ændret sig. Bare fordi jeg er ham der falder for en person på kort tid betyder det ikke jeg er specielt glad for jeg er på den måde. Du aner ikke hvor svært det er at kæmpe den form for natur” sagde han stille og skær igen en let grimasse da han egentlig mest af alt havde lyst til at overfalde Charlie i et kys, men han lod være med det selvom det ikke var specielt nemt. Charlie og Collin fortjente begge bedre end han var vilde med dem begge to.

Charlie vendte blikket lidt mod gulvet, "Okay.." svarede han blot, da han ikke vidste hvad han ellers skulle sige. Ja, det var ham som var gået fra Ray, men det gjorde det ikke lettere for ham, for han havde jo stadig elsket ham. Charlie havde bare været så såret, og følt han på ingen måder havde været nok for Ray. Han trak lidt på den ene skulder, "Du skulle have sagt det fra starten af. Du gav min ingen chance for, at finde ud af om det var et forhold jeg ville være en del af, før jeg allerede var det," svarede han og forsøgte sig med at sende et halvhjertet smil retur. Hvis han nu fra starten af, havde vidst at Ray var polygam, så havde han haft en chance for, at sige han ikke ville være en del af det, eller han havde kunne tænke over det, før de var blevet kærester, men den valgmulighed følte han, at Ray havde taget fra ham, ved at holde det hemmeligt for ham i så lang tid ind i deres forhold.
Han rystede lidt på hovedet, da han på ingen måder, syntes det var bedre at Ray borede sine negle ind i sin hånd, end det havde været, at Charlie havde klemt sin hue. Det havde i det mindste ikke gjort ondt, kun i ledene. "Fordi derude, er der ikke andre end dig, Philip og Blair som ved jeg.. ikke kun er til piger.." svarede han en smule skamfuldt. Han ville ønske han ikke var til fyre overhovedet, for han var så bange for, hvordan hans forældre ville tage det, da de så det som noget man voksede fra, men nu havde Charlie selv haft en mistanke om det fra han havde været 13, og den mistanke havde Ray jo bare bekræftet ham i.
Han hævede lidt det ene øjenbryn, da Ray gjorde præcis det samme som Charlie selv. Undgik at svare på spørgsmålet om han flirtede med en anden. Han var ikke dum, han kunne jo godt lægge to og to sammen og med Rays behov for trykhed, så kunne det vel næppe komme bag på ham hellere. Han nikkede derfor lidt, "Ja, det gør jeg. Og det gør du også, kan jeg gætte mig til," svarede han og mærkede hvor ondt det gjorde i hans hjerte, bare tanken om Ray med en anden.
"Jeg ville have dig, men jeg ville ikke dele dig. Hvad havde du forventet? Jeg var 15 år, du var min første kæreste og så fik jeg smidt i hovedet, at jeg ikke var nok. Jeg kan godt forstå, at tanken om flere kærester på en gang er tiltalende, men så er alle partnerne nødt til at være inden over fra starten af, og ikke når man først har sagt ja til den ene. Og let's face it, uanset om jeg ville undskylde og sige jeg ville have dig igen, så ville du sige nej," svarede han blidt og flyttede sin hånd igen, da Ray flyttede sit hoved væk fra den. "Polygam er en seksualitet, det er det at være til fyrer også, så jo, det tror jeg faktisk jeg har en ret god idé om," mumlede han og trådte et skridt væk for ikke, at overtræde nogle grænser, for det følte han lidt, at han gjorde lige nu.

”Men det gjorde jeg ikke fordi jeg ikke ville miste dig. Fordi jeg allerede havde mistet to jeg holdte af ved at være den jeg er. Hvordan tror du jeg fik rodet mig ud i at være Raven utro?” spurgte han stille og slog blikket ganske let ned da han ikke helt vidste hvad han skulle sige og gøre lige nu. ”Jeg er godt klar over at jeg valgte for dig. Jeg er godt klar over at jeg skulle have sagt det noget før, men så langt tænker man ikke når man er helt nyforelsket i denne her dejlige fyr” sagde han stille og havde slet ikke lyst til at se op lige nu med risikoen for at hans egne brune øjne fangede hans. Han vidste godt han nok skulle have sagt det noget før, men Charlie måtte også forstå han var den første hvor han havde sagt det i stedet for at være utro. ”Og du er det første forhold jeg har haft hvor jeg faktisk har sagt det højt så hvordan vil du have at jeg skal vide hvad der er bedst?” spurgte han stille for rent faktisk at lade sit blik glide en anelse op og bed sig nok engang i læben selvom han godt vidste det ikke duede at blive ved med det, men det var bare en ting han gjorde når han var nervøs. ”Jeg synes ellers du mente du ikke var sikker på om du var til pigerne” påpegede han en anelse forvirret da Charlie havde stået meget fast på den del. Han vidste så også godt at en del af Charlie havde holdt fast på det fordi han ikke ville skuffe sine forældre, men det duede bare ikke. Man var nød til at være tro mod den person man var. Man kunne ikke være andre trods alt. ”Og hvad hvis jeg gør? Hovedsagen her er du kommer videre Charlie. Jeg er ikke god for nogen” sagde han stille og en anelse mere såret at høre på end det havde været meningen og han fik da også en anelse blanke øjne. ”Jeg havde vel regnet med at jeg kunne holde mig til en denne her gang. Jeg havde regnet med at jeg ikke stadig havde den dumme følelse af jeg har behov for den slags ting, men det har jeg altså” sagde han og slog blikket væk fra ham. Han ville heller end gerne have Charlie tilbage, men han ville også gerne have Collin i sit liv og han kunne ikke få begge dele som tingene var lige nu. Han havde ikke lyst til at fortælle ham hvor meget han savnede ham for det ville ikke ende godt. ”Jeg høre at Philip har fået en kæreste for resten” sagde han stille for at skifte emne inden lysten til at give Charlie et kys ville blive alt for stor når han stod så tæt på.

Charlie rystede lidt på hovedet, "Du mistede mig ikke for, at være den du er. Du mistede mig, fordi du ikke var ærlig overfor fra starten af. Du lod mig være i en drømmeverden, hvor jeg var nok for dig indtil du ikke selv kunne mere og du ødelagde min drømmeverden," svarede han, dog uden rigtigt at svare på det med Raven, endnu en som Charlie aldrig havde mødt og nok heller aldrig ville komme til det. Han vidste ikke, at han gik på skole med hendes lillebror. Han søgte lidt Rays øjenkontakt, men kunne godt lidt se, at det var en tabt sag, da Rays blik hele tiden var mod gulvet. Han fnøs stille og rystede lidt på hovedet, "Sikkert.." svarede han i en lavmeldt mumlen, da han ikke vidste hvad han skulle sige. Han var jo ikke i tvivl om, at Ray virkelig havde været forelsket i ham og sikkert også elsket ham, men det ændrede ikke på, at han ikke følte sig som nok. "Ved at bruge din hjerne, Ray, du er ikke dum, du burde have vidst, at den slags beslutninger er ikke dine, at tage for andre," svarede han og sukkede lidt. Han følte sig så tom og knust på samme tid. Især da Ray langt om længe så på ham.
Han trak lidt på skulderne, "Måske, men jeg har også hele tiden sagt, at jeg ikke kan vide, hvad jeg er til, før jeg har prøvet begge dele," svarede han, han ville ikke sætte sig selv i bås som kun være til det ene køn, uden også at have prøvet det andet. Han var jo virkelig ved at være glad for Saga, men de havde ikke været i seng sammen endnu, så han kunne jo ikke vide om han tændte på det eller ej. Celina havde han kun kysset med og det havde været før Ray, så det syntes han ikke rigtigt talte.
"Så ikke noget. Blev bare ved med at fortælle dig selv det," sagde han en smule tørt, da det faktisk gjorde utroligt ondt indeni og han mærkede lysten til, at stikke af igen, men gjorde det ikke. Han havde trods alt stadig en samtale med Evanna som han skulle have overstået også.
Han slog let ud med hænderne, "Og det er en ærlig sag, at du har det sådan, men du kan ikke forvente at alle omkring har det på samme måde," sagde han og lagde armene over kors, som var de et skjold mellem hans eget hjerte og Rays ord, da han ikke svarede på om han ville kunne finde på, at tage Charlie tilbage hvis han undskyldte overfor ham og sagde han gerne ville prøve igen, for Charlie tog det som et tydeligt tegn på, at det ikke var noget Ray var interesseret i, og den mistanke blev han blot bekræftet i, da Ray begyndte at skifte samtale emne, hvilket fik Charlie til at komme med et nyt fnøs. "Ja, min storesøster," svarede han og slog blikket mod gulvet, han havde det stadig ret underligt med, at Philip og Skyler var blevet kærester, men han acceptrede det, men havde også givet tydeligt udtryk for, at han ikke ville være deres mellemmand eller høre om de problemer som altid før eller senere altid kom i parforhold. Selv venneforhold fik jo problemer fra tid til anden. Han tog et par skridt mere væk fra Ray, da han klart og tydeligt havde opfanget Rays afvisning og ikke ville risikere at gøre noget dumt.

”Fordi jeg troede jeg kunne klare den denne her gang Charlie” sagde han stille og slog blikket ganske let ned. Fordi han havde håbet på han var forelsket nok i Charlie og selvom han havde været lige netop det havde det ikke været nok. Fordi han ikke havde haft en kæreste hvor han havde været ærlig med hvem han var og han derfor ikke havde tænkt sig om på noget punkt. Han vidste godt han ikke var nem at holde øjnekontakt med, men han var også sikker på han ville begynde at græde hvis han faktisk fik øjenkontakt med ham. Det gjorde helt afsindigt ondt at se på Charlie og høre hans stemme uden at kunne ligge sine arme om ham. Da Charlie bare mumlede sikkert skær det også en stor flænge i hans hjerte som om Charlie ikke troede på at han havde været oprigtigt vild med ham og faktisk stadig var det. ”Og du tror ikke jeg har brugt min hjerne?” spurgte han stille og tog en hånd op til sine øjne ganske ubevidst for at køre den ene lille dråbe der havde samlet sig i hans øjne væk og håbede bare ikke at Charlie lagde mærke til det. Ray nikkede ganske let forstående da han helst heller ikke ville sætte Charlie nogen form for bås og slet ikke en der ville gøre hans forældre ikke ville kendes ved ham længere, men derfor var han nu stadig en anelse overrasket og på samme tid glad over at Charlie forsøgte sig med piger. ”Fordi jeg ikke er. Du har selv sagt jeg var egoistisk for at have behov for mere end en” sagde han ganske stille og nikkede let for sig selv da de ord stadig stod ganske rungende inde i hans hukommelse. Han begyndte da også at knytte sine hænder igen for at bore sine negle ind i hans hånd fordi han ikke ville græde overfor ham igen eller for den sags skyld forsøge at kysse ham for han ville sikkert bare afvise ham. ”Jeg forventer skam heller ikke at folk rundt om mig har det på samme måde. Jeg ved godt det er dumt at jeg ikke kan nøjes med en. Faktisk er jeg godt træt af at have det sådan” sagde han med et ganske skæv grimasse og borede sine fingre længere ind i sin hånd. Han havde virkelig lyst til at sige han gerne ville have ham tilbage hvis han kunne acceptere at han også var vild med en mere. Desuden var Ray utrolig bange for at miste sig selv i alt det her og synes det var bedre hvis både Collin og Charlie ikke ville være sammen med ham. ”Så er det derfor han ikke kommer her særlig tit mere” sagde han med et ganske let nik da Philip trods alt havde været der da han havde hængt ud sammen med Collin. Hvis Ray havde vist at Philip havde været forelsket i Charlie så havde han også sagtens kunne ligge to og to sammen når Collin var involveret for det var trods alt en af Rays svagheder.

Charlie rystede lidt på hovedet, "Og du troede ikke jeg kunne håndtere, at du er polygam, har jeg ret?" spurgte han og sukkede lidt, hvorefter han kørte en hånd i gennem sit hår, så det strittede ud til alle sider, mere end det gjorde i forvejen. Han vidste ikke engang selv, om det ville have gjort en forskel, hvis Ray havde været ærlig fra starten af, men så havde Charlie i det mindste haft et valg, om det var noget han ville være en del af eller ej. Men han kendte sig selv godt nok til, at vide at han i hvert fald ville have overvejet det.
Charlie måtte virkelig tage sig selv i, ikke at lægge armene om Ray, da han så den tåre som Ray selv fjerede. Hans hjerte bankede så hårdt, at det føltes som om, at det var på vej ud af hans brystkasse. "Ray.. Du må ikke græde, eller være ked af det," bad han stille med ømhed i sin stemme, uden at svare på, om han troede Ray havde brugt sin hjerne. Måske han havde brugt den for meget, og det derfor var gået galt. Charlie vidste det ikke, han vidste bare, at han følte sig ført bag lyset og ikke havde haft noget valg, en følelse som var alt for velkendt fra hans forældres side af til, at han havde kunne overskue det.
Han rystede lidt på hovedet, "Jeg har aldrig kaldt dig egoistisk. Jeg sagde, at hvis du havde behov for flere end mig, så havde du allerede mistet mig. At du er polygam, gør dig ikke egoistisk, men nok nærmere en player," modargumenterede han, da han trods alt ikke ville have på sin kappe, at have kaldt nogen for egoist. Den eneste virkelig store egoist Charlie kendte, var Skyler, men det vidste hun også godt, at han mente om hende. Hans blik stirrede fast på Rays hænder som han borede sine negle ind i hånden på sig selv, hvilket gjorde virkelig ondt i Charlies hjerte, "Stop nu det der, ska.. Ray," bad han stille og tog sig selv i, at skulle lige til at kalde Ray for skat, men han var ikke Charlies skat mere. Og Charlie var ikke Rays skat mere. Det var slut mellem dem og det var endda ham selv som havde sluttet det. "Jeg siger ikke det er dumt og jeg kan godt forstå du er træt af det, men det ændre ikke på, at det er den du er.. Jeg ved godt jeg nok er den sidste som, skal belærer andre om, at stå ved dem de er, men Ray, du har forstående venner og veninder, og din familie. Du har rent faktisk muligheden for, at stå ved det. Gør det," opfordrede han og sendte Ray et lille smil, mens han slog let ud med hænderne og prøvede virkelig at lade vær med, at kigge på hans hænder, da han mest af alt havde lyst til, at gå hen og lægge sine arme om ham og stoppe hans hårdt klemte hænder.
Han trak lidt på skulderne, "Skal jeg ikke kunne sige.. Jeg har prøvet at advare Philip mod Skyler og han har selv set, hvordan hun køre fyrerne om sin lillefinger, så jeg er bare på et punkt, hvor jeg accepter det og håber det ender godt. For dem begge to," svarede han en smule opgivende, men det var virkelig rart, at de for et øjeblik kunne snakke som om, at alt var godt mellem dem. "Går det ellers godt med dig?" spurgte han lidt akavet og klørede sig lidt i nakken, hvorefter han vendte blikket mod uret, men der var stadig noget tid til Evanna skulle møde ind.

Han nikkede ganske let til hans ord. ”Ja jeg troede” sagde han stille og bed sig ganske let i læben. Han var sikker på at Collins ord om det var godt at være ærlig omkring det ville gøre at Charlie kunne håndtere det, men han havde ikke lige taget højde for Charlie altså var en anden slags 16-årige end han selv havde været.
”Så lad være med at tro jeg ikke bruger min hjerne. Jeg gør ikke andet” sagde han stille og var faktisk glad for at Charlie ikke lagde sine arme om ham for så ville han bestemt tage fat i hans tøj og holdte ham fast. Han savnede at holde om ham og blive holdt af ham. Ray tænkte sig skam om hele tiden. Nogle ville også mene at han nogen gange faktisk gjorde det lidt for meget lige minus når det kom til hvor lang tid der gik i mellem hans forhold, men ellers gjorde han det nærmest hele tiden. At Keira var ligeså når det kom til at tanke gjorde bare heller ikke tingene bedre og slet ikke når de boede sammen. Ray åbnede munden ved det næste og kunne mærke en form for knytnæve i sin mave der slog alt luften ud af ham hvilket gjorde han følte han ikke kunne svare. At blive kaldt player var jo om muligt værre end at blive kaldt egoist. Ray strammede blot sin hånd endnu mere til for ikke at blive hverken vred eller endnu mere ked af det for han ville bestemt ikke miste sit ansigt for meget overfor ham. Det skær dybt i ham og han hørte da heller ikke at Charlie var mm fra at kalde ham skat. ”Tænk.. Jeg skulle lige til at sige det samme” mumlede han ganske lavt til at Charlie var i gang med at belære ham når han selv ofte stod i sin egen skygge og kiggede ud på verden omkring ham. Det fik ham da også til at løsne grebet ved hans hånd. At det gjorde ondt rørte ham slet ikke lige nu og heller ikke at der var tydelige dybe riller i hans hånd hvis han åbnede den. Det var den smerte han fortjente.
”Så enten er du bare en god ven Charlie eller også vil du heller date Philip i al hemmelighed” røg det udover hans læber da Ray trods alt på samme tid også forsøgte at finde ud af hvorfor Philip overhovedet havde været så dum at være med Collin. Andre behøvede ikke gøre brug af hans fejltagelser. Ray rystede bare let på hovedet af ham da han ikke havde lyst til at snakke med Charlie om lige netop det når han havde stukket sin hale sådan mellem hans ben da Ray til at starte med havde snakket til ham.

Charlie rystede lidt på hovedet i et suk, som han slog blikket mod gulvet. "Jeg ville have været ligeglad, Ray. Det var ikke det faktum, at du har et behov for flere, som skræmte mig væk. Det var det faktum, at du holdt så stor en del af dig selv hemmelig for mig i al den tid. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne stole på en, som ikke stolede nok på mig til, at fortælle mig sandheden fra starten af?" spurgte han retorisk, da han ikke forventede at Ray havde noget svar til ham. Han trak lidt på skuldrene før han vendte blikket tilbage så Ray, med et halvhjertet smil på sine læber.
Han sukkede opgivende, "Whatever Ray. Det er ligemeget hvad siger jeg, så tager du det som noget negativt. Det er fint nok, men hvis du forventer jeg begynder, at råbe af dig eller skælde dig ud, så må jeg skuffe dig. Det punkt er jeg ovre. Jeg vil ikke bruge mere energi på, at være sur på dig eller skændes med dig," sagde han roligt og mærkede hvordan hans ben igen begyndte at trippe. Han havde virkelig brug for at gå frem og tilbage, men han ville ikke rejse sig fra stolen, for han vidste godt at Ray ville vide, hvad det betød. Han begyndte i stedet, dog ubevidst, at bide negle, hvilket bare var endnu et tegn på, at han overanalysere det hele. Havde det været en fejl, at slå op med Ray? Havde det været det rigtige? Charlie kunne ærligt talt ikke finde ud af det. Men nu havde han heller ikke regnet med, at stå ansigt til ansigt med ham allerede, selvom han havde vidst muligheden for at støde på Ray her, var ret stor. Han vendte blikket mod Ray igen, og stoppede med at bide i sine negle, "Så sig det. Sig hvad du har at sige. Sig jeg skal blande mig uden om. Smid mig ud for at være en mindre årige kunde. Reager. Vis mig du bruger din hjerne. Gør noget. Et eller andet. Sig noget," sagde han stille, han havde bare brug for en eller anden form for reaktion fra Rays side af. Hvilken, vidste han ikke, men bare et eller andet. "Råb af mig, skrig af mig. Slå mig hvis det er det du har brug for," tilføjede han mens han havde rejst sig fra stolen og gik over mod ham til hans stod helt tæt på Ray og så ham i øjnene.
Han fnøs let og rystede på hovedet af ham. "Jeg er bare en god ven. Der har aldrig været noget mellem mig og Philip, og det bliver der heller aldrig, men forsæt bare; ram mig med alt hvad du har. Riv mit hjerte ud igen, tramp løs på det, hvis det får dig til at have det bedre med dig selv," sagde han roligt, selvom hans øjne var helt blanke og man kunne se tårene stå i kø for, at forlade hans øjne.

”Og jeg håbede at du ville være nok har jeg jo sagt. Jeg bryder mig ikke om at have brug for to på en gang, men det har jeg. Jeg ville ønske jeg ikke havde det sådan så stærkt at jeg ikke havde lyst til at sige det” sagde han med en skæv grimasse. Han elskede jo for pokker Charlie så højt at han havde håbet det var nok. Han var godt klar over at han skulle have været ærlig fra starten af, men der havde han jo været forblindet af de følelser han havde for ham. ”Du siger jeg ikke bruger min hjerne. Hvordan kan det ikke være negativt?” spurgte han med et ganske let ryst på hovedet da han virkelig slet ikke kunne forstå at Charlie kunne mene det ikke var negativt. Hvordan kunne det ikke være negativt at bede en anden person at bruge hjernen? ”Og jeg har ikke lyst til du skal skælde mig ud Charlie” mumlede han ganske lavt og kløede sig selv let i nakken. Han lagde ikke mærke til at hans ben begyndte at trippe igen, men han ville bestemt ligge mærke til det hvis han begyndte at gå frem og tilbage igen. det var altid ganske tydeligt hvad det betød.
”Jeg gider ikke Charlie. Jeg kan ikke se hvorfor jeg skal” sagde han til det første inden han bemærkede at Charlie stod ganske tæt på ham. Han rystede ganske let på hovedet til at han skulle råbe af ham eller noget i den stil. Han havde ikke lyst. Han havde mest af alt lyst til at give ham et kys, men han ville ikke ødelægge hvad end han havde med Collin. Selvom han var ret så sikker på at Collin og ham ikke havde noget, men han ville bare heller ikke løbe en risiko heller. ”Jamen jeg vil ikke Charlie. Jeg er ikke den type person. Jeg er altså ikke Collin at du ved det” sagde han og slog en hånd op for munden da han fik nævnt Collin. Han ville jo også heller selv have et blødende hjerte end han ville give andre det samme.

"Men det var jeg ikke, Ray," sagde Charlie og sukkede tungt. Han vidste snart ikke, hvad mere han skulle sige. Hans hjerte gjorde ondt og hans hjerne kørte på højtryk, for at gøre mindst muligt for at Ray skulle opdage det. Han bed let i sine negle, med den svage frygt for, at de ville være helt væk inden Evanna forhåbentlig snart ville møde på arbejde så han kunne få snakket med hende og komme væk herfra, selvom han mest af alt bare havde lyst til, at gå uden at snakke med Evanna først, problemet ved det var blot, at så vidste han at han var nødt til at komme igen en anden dag. Så kunne han ligeså godt bare få det overstået nu, hvor han alligevel stod overfor Ray. "Jeg sagde også at du ikke er dum. At jeg altid vil elske dig og du altid vil have en plads i mit hjerte, men du hænger dig i de negative ting," svarede han og trak lidt på den ene skulder, mens han holdt fast i stolen, for ikke ubevidst at rejse sig og begynde at gå frem og tilbage. Han slog blikket mod gulvet, mens hans ben trippede videre, "Godt," mumlede han blot og slap stolen igen selvom han slet ikke kunne sidde stille, han lænede sig lidt frem og så lidt tilbage, kun for at læne sig frem igen. Han lignede nok mest af alt en som skulle tisse eller sådan noget.

"For at få det bedre med dig selv. Det var trods alt mig som gik fra dig," svarede han mens han stadig stod helt tæt på Ray. Han bakkede dog et par skridt da det gik op for ham, hvor tæt de var på hinanden. Problemet var bare at nu var han oppe og stå. Ubevidst begyndte han da også at gå frem og tilbage, mens hans hjerne kørte på så højt et tryk, at han nærmest var bange for, at hans tanker var som talebobler over hans hoved. Han stoppede dog brat op, da Ray nævnte Collin, "Jeg er pisse ligeglad med Collin. Jeg har aldrig mødt manden og kommer nok heller aldrig til det, men jeg håber fandme du er klar over, at du er mere værd end en som ham," normalvis bandede Charlie aldrig rigtigt, så to bandeord i en sætning, fortalte nok mere end de egentlige ord som havde forladt hans læber. Han fnøs let og begyndte så igen at gå frem og tilbage, stadig ubevidst. Han fiskede sin mobil op af lommen, for at tjekke klokken. Nu måtte hans adaptivsøster gerne se at lette bagdelen, så han kunne komme væk herfra.

”Du siger omvendt også selv det ikke helt er min egen skyld, men jeg bare skulle have sagt det tidligere. Det har intet at gøre med om du var nok eller ej” sagde han med en ganske skæv grimasse da han virkelig havde følt at Charlie var nok, men så var trængen sneget ind på ham. Han hadede trods alt selv han havde det sådan og han ville jo gerne være sammen med Charlie, men han ville bare gerne også være sammen med Collin og som det så ud nu var han sikker på intet at kunne lade sig gøre. Og nok havde Charlie sagt han gerne ville have ham tilbage, men det kom de bare ikke langt med når han ligesom også gerne ville se Collin. Han havde ikke lagt mærke til at Charlie havde begyndt at bide sig selv i neglene. ”Og det har jeg lidt svært ved at tro på når du gik fra mig Charlie” sagde han med en ganske skæv grimasse da han virkelig lige nu havde svært ved at tro på at Charlie elskede ham. Måske mest af alt fordi han ikke selv følte han var værd at elske lige nu. ”Jeg kan ikke se hvorfor jeg skulle skælde dig ud. Jeg kan jo godt forstå du gik fra mig” sagde han ganske stille og slog sit blik ned. Han hævede let sit øjenbryn da Charlie virkelig sad uroligt på sin stol.

”Jamen jeg er ikke sådan. Jeg er ikke voldelig. Jeg er ikke ham der vil skælde ud. Alt jeg gør er at give mig selv skylden og føler virkelig ikke jeg fortjener at nogensinde blive elsket. Jeg kan tydeligt ikke holde på folk længere tid end jeg kan nå at nyde det bare for to sekunder inden jeg fucker det op. Jeg er slet ikke værd at elske” sagde han stille og havde lige nu mest af alt lyst til bare at græde og især over at Charlie atter træk sig væk fra ham, men han ville ikke få noget ud af det. ”Du slider gulvet” påpegede han roligt da Charlie begyndte at gå rundt igen og stod stadig selv stille på sin plads da han følte sig limet til gulvet. ”Pas på hvad du siger. Han er stamkunde her så jo det kan godt være du støder ind i ham. Der var en grund til jeg advarede dig om at han var dårligt selskab for Philip” sagde han stille og kløede sig ganske let i nakken. Før eller senere ville det sikkert også komme frem at han selv havde noget for Collin. Det kunne være det skubbede Charlie over i Sagas favn hvor han burde være.

Charlie rystede lidt på hovedet, "Whatever Ray.." mumlede han og lod sine øjne hvile såret på Ray. Han vidste ikke hvad han kunne sige for at få Ray til at forstå, at han altså kun havde været 15 år, Ray havde været hans første kæreste og lige som han havde troet at alt var så perfekt, at han faktisk havde overvejet at springe ud, så havde Ray smidt bomben. Det gjorde stadig ubeskriveligt ondt indeni, at tænke på det, for alle de gamle følelser blussede op i ham.
Måske han bare skulle have holdt sin mund og bare taget imod sin hue og ladet samtalen ligge der. Han slog hårdt i bordet med blikket direkte på Ray, "Jeg var klar til at springe ud, for din skyld og så står du og fortæller mig, at det er svært at tro på, når jeg åbner mig for dig og fortæller dig om mine følelser?! Seriøst, fuck dig Ray," sagde han, ikke vredt, men utroligt såret og gned sin håndflade en smule, da det snurrede i den efter han havde slået i bordet. Der skulle virkelig meget til, før Charlie nåede helt derud hvor han slog på ting, men han slog aldrig på nogen. Border, vægge eller døre, den slags, men aldrig personer, og det var kun hvis han var helt derude hvor han ikke følte hans ord blev hørt. "Godt for dig," mumlede han og begyndte at bide i en negl igen, mens hans ene ben stadig trippede.

Charlie rullede med øjnene, "Drop det der selvynk," kommenterede han selvom han godt vidste det måske lød langt hårdere end det var ment. Han forsatte med at gå frem og tilbage, men stoppede brat op, da Ray kommenterede på det og vendte sig med fronten mod ham. "Oh virkelig?" spurgte han og gik hen mod Ray og stillede sig helt tæt på ham, "Er det her måske bedre?" spurgte han og mærkede selv hvordan hans hjerte nærmest slog et slag over, da han var så tæt på Ray, at han kunne dufte hans velkendte duft. Charlie slog let ud med armene, "Igen, jeg er ligeglad med Collin," svarede han, han kunne ikke være mere ligeglad med Collin, han havde aldrig mødt ham, men havde allerede en idé om, at han bestemt heller ikke ønskede det, og så tit kom han heller ikke og besøgte Evanna på arbejdet, at chancen for at møde Collin der, nok ikke var større nu end den havde været da han havde været kærester med Ray.

Ray sukkede ganske lavt over Charlies whatever. Han havde intet at sige til det for han vidste godt han ikke som ham da han havde været i samme alder. De ydere faktorer i form Charlie havde penge og derfor skulle passe en del mere på sit ry og rygte end Ray skulle så havde Ray også bare langt mere støttende forældre og derfor var det i sidste ende nemmere at være Ray. Det var sikkert også derfor han nemmere kunne tillade sig at være polygam. Hans forældre og da især hans mor var helt vildt støttende overfor Ray. Det var ikke lige fremme sådan Charlies familie var.
Ray fik et kæmpe stik i brystkassen da Charlie sagde han havde været klar til at springe ud for ham. Han vidste jo godt selv det var stort af ham og egentlig var det ikke fordi han betvivlede Charlies følelser. Han mente bare ikke selv han fortjente dem. Og så det faktum han havde fanget sig selv i mellem Charlie og Collin. Han havde lyst til at ramme Charlie der hvor det gjorde ondt for at holde ham på afstand, men han ville ikke skælde ud eller slå på ham. Han elskede jo stadig Charlie, men han fortjente virkelig ikke en chance mere og selvom det var ligeså umuligt at være forelsket i Collin også så følte han blot et sted det var bedre at gå den vej end at blive ved med at fucke en på 16 år op med alle hans komplekser. Han lagde godt mærke til at Charlie havde begyndt at bide sig i neglene, men stoppede ham ikke denne her gang. Det gav ham lyst til at tage hans hånd og kysse den og sige alt nok skulle blive ok, men det vidste han godt det ikke ville.

”Du kender mig ikke særlig godt hvis du tror det er medynk Brown” sagde han med en ganske skæv grimasse da han forsøgte ikke at være egoistisk og især efter hvad han havde budt Raven over et år forinden. Han selv stivnede en anelse da Charlie stilte sig helt tæt op af ham hvilket fik Ray til at slå sit blik ned og rystede ganske let på hovedet. ”Det skal du ikke være. Han er vores stamkunde og endelig kommet tilbage efter en længere pause. Dog nu uden Philip ved sin side” sagde han en anelse stædigt selvom han havde lyst til at fortælle hvorfor Collin var så vigtigt at han kom der når det ikke kun var det. Han vidste godt at Collin var totalt irrelevant når han snakkede sådan om ham, men han havde bare heller ikke lyst til at fortælle ham en masse for at såre ham. ”Jeg forstår bare stadig ikke din bedste vens motiv til at se Collin for så nærmest at stoppe med at se ham efter han er sammen med din søster. Er du helt sikker på der ikke er noget du ikke fortæller mig?” spurgte han og lagde hovedet ganske let på skrå da han gerne ville vide grunden til andre end ham selv var så dum at bruge tid på Collin.