Raven+Dylan+Collin+Ray+Blair - Shake It Off

Ciel+Sebby :: WaW :: Tråde :: Darcel

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Raven+Dylan+Collin+Ray+Blair - Shake It Off

Indlæg  JeromeWinther on Man aug 07, 2017 2:45 am

Dylan Beau Hudson og Ray Duncan MacKay - Januar 2053 - Hjemme hos Raven.

Raven var lidt over seks måneder henne i sin graviditet. Hun måtte nok indrømme, at hun var begyndt at glæde sig så meget, at hun slet ikke kunne være i sig selv mere, men lige den her dag, var noget helt andet. Hun var nervøs som bare pokker. Hun kunne slet ikke finde ud af, hvad hun skulle af sig selv, men hun vidste det var nødvendigt og som hendes mor altid havde lært hende, så hvis man var gammel nok til, at have sex, så måtte man også være gammel nok til, at tage ansvar for, hvad end der måtte komme ud af det.
Det var egentlig ikke fordi hun var direkte bange for, at skulle stå ansigt til ansigt med Collin igen, men tanken huede hende bestemt heller ikke og han lignede ikke ligefrem typen som, man skulle ønske sig, at blive uvenner med. Hun var nervøs og bekymret, for hvordan Collin ville reagere, hvilket var årsagen til, at hun havde bedt sin kæreste Dylan og Ray om at tage med hende. Ray kendte ligesom Collin og vidste hvor han boede. Dylan var hun tryg ved og han var hendes kæreste, så selvfølgelig skulle han med.
Hun havde været i et afstressende varmt bad, fået tøj på og make-uppen var også på plads. Hun burde egentlig tage ud og købe noget mere graviditetstøj, hun kunne jo ikke rigtigt være i sine bukser mere, så det var primært kjoler hun gik i, det var det da også blevet til denne dag. Hun kørte børsten i gennem det stadig en smule fugtige hår, før hun lagde børsten fra sig og gik ind på det børneværelse som næsten stod klart til når den lille ville melde sin ankomst. Hun vidste godt der stadig var nogle måneder til, men hun ville hellere være i god tid, end at skulle stresse over det også.
Hun smilede lidt som hun sit blik glide rundt, alt var i intetkønsfarver, da hun ikke ønskede at vide kønnet på barnet før det var blevet født. Det skulle være en overraskelse. Hun tænkte stadig meget over, fordele og ulemper ved, hvem der end måtte vise sig, at være faren. Både Dylan og Ray havde jo sagt de ville være der, uanset hvem det var, men hun havde stadig ikke tilgivet Ray, og ville nok aldrig komme til det, selvom hun var taknemlig for, at han ville tage med hende og Dylan til Collin.

Dylan var lykkelig over at være sammen med Raven og han var ikke blevet mindre lykkelig af at finde ud af, hun var gravid. Om det så var Ray, Collin eler ham selv der var faren - så ville han elske det barn noget så højt og stadig opføre sig som en far for barnet. Han forstod godt Raven ville have back up med ud til Collin, da han heller ikke virkede som en fyr, der ville tage sådan en besked med et smil. Han forstod ikke helt hvorfor Ray skulle med, men det var Ravens valg. Han tænkte som end bare, at det var alt det der var sket mellem dem for omkring seks måneder siden. Han brød sig dog hverken om Ray eller Collin. Dylan havde valgt at transfere sig afsted, da det gik hurtigst. Han havde det et eller andet sted underligt med, at de ikke boede sammen. Han synes dog heller ikke de var langt nok inde i deres forhold til egentlig at bo sammen, og alligevel så var de altid sammen... Men det var samtidig rart at have et sted, der var helt ens eget. Især når han skrev og han gik til de diverse inspirationelle væsker. Han landede udenfor Ravens dør og tog fat i den, da han havde været her så meget efterhånden at han  bare gik ind, når han kom. Han tog sine sko af og gik ind. "Hey skat," prøvede han for at høre hvor hun var henne.

Stod det til Raven, så boede hun skam sammen med Dylan, men hun turde ikke spørger ham, om han ville flytte ind. Både fordi de jo ikke havde været kærester så længe igen, men også fordi hun vidste at Dylan havde brug for roen til, at skrive og når først babyen var født, så var det nok ikke ro der ville være aller mest af hjemme hos Raven.
Hendes smil voksede som hun hørte Dylans velkendte stemme melde sin ankomst. "Hej skat," sagde hun og forlod børneværelset for at gå ud i gangen til ham. Hun følte sig mere og mere som en flodhest på to ben. Hun smilede kærligt til ham, som hun kyssede hans læber ganske blidt, før hun lagde en hånd på sin mave. Det var underligt, hver eneste gang hun kyssede Dylan, sparkede den lille i hende. Det var næsten som om, at den kunne fornemme, Ravens kærlighed til Dylan.
"Jeg tror, Ray er på vej. Er du sikker på, at du er okay med det hele?" spurgte hun og lagde også den anden hånd på sin mave, med blikket mod den. Hun var så bange for, at presse ham til noget, han ikke var klar til eller ville. Men hun var nok endnu mere bange for, at det var Collin som var faren. Hun ville slet ikke vide, hvad hun skulle gøre, hvis Collin var faren og han gerne ville have noget med barnet at gøre. Hun havde ikke hjerte til at nægte ham det, men det ville bestemt heller ikke hue hende. Hun vidste Ray, ligesom Dylan, også gerne ville være der for hende, lige meget hvis barn det var. Hendes drøm var dog uden tvivl, at det var Dylans og de bare kunne få lov til, at leve lykkeligt til deres dages ende.

Dylan ville gerne bo sammen med Raven, det var slet ikke det. Det handlede om, hvor skulle de bo? Selvfølgelig, så havde Raven jo barneværelset her, men Dylan havde alle de ting, han havde brug for, for at kunne forfatte sig. Han kunne selvfølgelig bruge stedet som et fristed for at lade kreativiteten flyde og være familiefar hos Raven. Han var alligevel her det meste af tiden, da han gerne ville støtte sin kæreste.
Han smilede, da hun anerkendte hans tilstedeværelse. Han betragtede hende med et smil og synes hun var vanvittig smuk, som hun gik der med sin store flotte mave. Han var sikker på det var hans barn. Ja, han kunne nærmest mærke det. Om det så var Rays eller Collins, så ville det stadig være hans barn. Han var klar på at være far. Han smilede kortvarigt til hende og gengældte hendes kys ganske ømt. ”Sparker barnet igen?” spurgte han med et smil på sine læber. Han havde prøvet at mærke, når det sparkede før trods alt.
”Garanteret,” sagde med et nik. Han havde det ikke godt med at Ravens ekskæreste skulle være her, men det var jo en del af det. Han vidste trods alt hvor Collin boede, og han forstod også Raven gerne ville have opbakning med, han lød ikke ligefrem som en behagelig type. ”Og ja, jeg er helt fin med det hele, skat. Hvis Collin rør så meget som dit hår, så får han med mig at bestille,” forsikrede han hende og strøg hende blidt over kinden.

Ray selv havde selv arrangeret langt største delen af det her. Han vidste han var nød til at være der når det handlede om Collin selvom han egentlig ikke helt havde lyst. Han vidste godt at Collin næppe ville tage det spor pænt og han regnede måske lidt et sted at Collin også ville nægte alt. Han glædede sig også til at møde denne Dylan som han havde hørt så meget om for hvis han skulle være ærlig så var han glad for at hun havde fundet lykke. Hun skulle ikke lide under hverken hvad han havde gjort ved hende eller hvordan hans eget forhold var begyndt at køre skævt af det her. Ray selv var ikke hundred procent klar til at være far hvis det faktisk var hans, men han mente at man skulle stå til ansvar for sine egne handlinger og ville blive klar hvis hun bad ham om hjælp. Nu var han så også kun 20 år og hans kæreste var en dreng på 15, snart 16 år der på ingen måde var sprunget ud af skabet.

Ray selv bankede let på da han var kommet til hendes lejlighed og var glad for at han havde kunne finde vej for da de havde været kærester havde hun trods alt stadig boet hjemme. Og de havde mest bare måtte mødes i Hogsmeade ligesom han igen var tvunget til fordi Charlie var så ung. Han rømmede sig en gang da mens han ventede da han var nervøst for hvad Dylan ville sige til ham.


Raven smilede lidt i kysset, før hun slap det og nikkede til Dylans spørgsmål, "Hver gang du kysser mig," svarede hun og så kærligt på ham. Havde det ikke været fordi, at der var flere mulige fædre i alt dette her, så var hun sikker på, at det her ville være den lykkeligste tid for hende, nogensinde. Hun skulle være mor, hvilken større gave fandtes der? Ingen hvis man spurgte Raven.
Hun fortrød noget så inderligt, at hun havde været dum nok til, at gå i seng med Collin, og kunne hun gøre det om, så gjorde hun det uden at tøve, selv hvis det betød, at hun så ikke ville være gravid nu. Heller intet barn som var Collins, end et barn som var hans. Dog prøvede hun hele tiden, at sige til sig selv, at det ikke nyttede noget at tage sorgene på forskud, men hvor hun dog ville ønske det var Dylans eller Rays.
Hun smilede lidt da Dylan lagde sin hånd mod hendes kind, "Jeg ønsker ikke det skal ende i en eller anden slåskamp. Han skal bare have besked, og så kan vi tage hjem igen," sagde hun, selvom hun godt selv kunne høre, hvor naivt det måske var af hende. Det gav et mindre sæt i hende, da det bankede på, ikke fordi hun ikke forventede det, men fordi hun nærmest følte hendes hjerte sad i halsen, over alle dem som skulle være i samme rum på en gang. Hun placerede et blidt kys på Dylans kind, før hun gik hen til hoveddøren og lukkede op. "Hej Ray," sagde hun og sendte ham et lille smil, før hun lagde armene om ham i et kort kram, hvorefter hun trådte til siden, så han kunne komme indenfor. "Ehm.. Ray - Dylan, Dylan - Ray," præsenterede hun dem kort for hinanden, mens hun mentalt bare bad til, at de begge to ville opfører sig ordenligt.

Han smilede varmt til hende og så mod hendes smukke mave. Han glædede sig til, at hans barn ville komme til verden. Det kunne godt være han ikke vidste noget om det endnu, men han havde en fornemmelse af det var en pige. Det var sådan set ikke en gang hans krop, det gik udover, men ja. Det var bare en følelse. ”Virkelig?” spurgte han og strøg hende over kinden. Han elskede hende virkelig så forbandet meget, at det halve kunne være nok. Om det var Collins, Rays eller hans egen, så ville han også elske the crap out af det barn, som de skulle have. Han nikkede lidt. ”Nej, det skal selvfølgelig undgås. Han lyder bare ikke som en rar dude,” pointerede han, mens han forsøgte at skjule sin bekymring. Det gik egentlig også meget godt – han ville også gerne være manden i den her situation. Det gik ikke, at han så ud som om han frygtede det her allerede. Han så mod døren, da Ray meldte sin ankomst og gik med sin kæreste ud til døren. Collin lod sit blik glide nedefra og op, for at se hvad Ray var for en type. Han klemte sine øjne sammen, tydelig analyserende i den måde, som han så hvordan Raven og ham opførte sig i nærheden af hinanden, mens han lavede en profil af denne ’Ray’, selvom den store og afgørende tekst i Ray’s profil var: RAVENS EKSKÆRESTE. Dylan smilede sammenbidt i det, han virkelig ikke kunne lide fyren foran ham. ”Goddag, Ray.” hilste han, uden at række sin hånd frem, men sendte ham et nik som hej.

Ray mærkede godt Dylans øjne på sig og bed sig ganske let i læben. Han forstod ikke helt hendes skift i type, men han var jo sådan set ikke spor bedre da han trods alt selv havde haft skiftet fra hende, til Collin som var en tydelig bad boy og over til Charlie som var i den helt modsatte retning af Collin. Charlie ville også bare være totalt uforstående når han kom til at finde ud af at Ray havde været sammen med Collin, men det var ikke lige noget som han havde lyst til at dele med ham. Det var slet ikke nødvendigt. Ray var så heller ikke videre imponeret over denne Dylan, men han sagde ikke noget til det for han var jo sikker på at Dylan var god for Raven. ”Hey” sagde han med et varmt smil over sine læber og skulle til at række sin hånd frem, men da Dylan ligesom ikke gjorde det træk han den hurtigt tilbage. Der ville så ikke være noget problem fra Rays side af da han var sådan en godhjertet person der ikke ønskede ufred til nogen. Det var slet ikke hans stil. ”Skulle vi?” spurgte han roligt og bed sig selv ganske let i læben.

Raven nikked lidt med et smil på læberne og mærkede Dylans hånd mod sin kind. Hun glædede sig bare til, at hun havde født, så hun kunne finde ud af, hvem der var faren, for selvom hun selvfølgelig noget så inderligt ønskede det var Dylans og egentlig havde overvejet i desperate øjeblikke, bare at lade vær med, at få barnet testet og bare leve i den lykkelig verden, hvor det var Dylan som var faren. Men det ville jo ikke være fair, hverken overfor barnet, eller overfor Ray og Collin, og slet ikke Ray, når han havde sagt, at han gerne ville tage ansvar, hvis det var hans.
Hun vidste godt, at det her måske ikke var det mest optimale møde. Møde mellem eks-kærester og nuværende kærester, var aldrig sjove. Hun syntes faktisk bare det var utroligt akavet. Hun prøvede lidt at smile til dem begge, selvom hun virkelig følte sig om den berømte lus mellem de ligeså berømte negle. Hun nikkede lidt, "Ja, lad os det," svarede hun, hun ville bare gerne have det overstået. Hun bukkede sig lidt ned efter sine sko, selvom selv det var en udfordring med den efterhånden ret så store mave og tog så sin jakke på. "Har du nøgle med?" spurgte hun Dylan, da han trods alt også havde en nøgle til hendes lejlighed, hun åbnede døren og forlod lejligheden. "Går det ellers godt?" spurgte hun Ray, om ikke andet, så for at bryde den akavet stilhed.

Dylan så en anelse på Ray med væmmelse i ansigtet, som Ray rakte sin hånd frem mod ham. Han havde ikke tænkt sig at give ham hånd efter den måde, som han havde behandlet en fine woman som Raven på. Han havde trods alt så også altid haft et anstrengt forhold til Ray - også inden han overhovedet havde mødt fyren. Det skyldtes primært, at han havde været forelsket i Raven fra første gang han mødte hende og han følte, Ray havde stjålet hende lige foran øjnene af ham - og inden han overhovedet havde kunne gøre noget ved de følelser han havde. Han vidste godt inden i, det ikke var Rays skyld, men det gjorde ikke at han kunne lide ham mindre. Det var altid nemmere at give andre skylden end sig selv. Han havde stadig sit overtøj på, da han trods alt netop var ankommet. "Ja," svarede han med et blidt smil inden han kyssede hendes kind. Han så mod Ray, som de gik ud ad døren. "Måske du skulle tranfere os derhen?" spurgte han og tog fat i Ravens hånd, og ville lade hende om at snakke til Ray og holde fast i ham, da han helst ikke ville røre ved ham.

Ray havde så aldrig haft gået efter Raven hvis han havde vidst hvad Dylan følte og ikke følte for hende. Mest af alt fordi han faktisk bare ikke brød sig at komme i mellem andre. Sådan var Ray slet ikke. Han var måske egocentreret på mange andre områder, men ikke lige den del. Kun hvis det var fordi Raven virkelig gerne ville have ham. Det var ikke fordi ham og Collin havde været kærester, men Ray havde tit ønsket det. Han synes måske også lidt det var akavet, men han kunne leve med det. Han skulle lige til at svare Raven, men nåede det ikke for Dylans spørgsmål og nikkede blot i stedet for. Desuden ville han helst ikke snakke om sig selv. Nok havde han Charlie og var glad for ham, men han skulle møde Collin for første gang i virkelig lang tid og han var ærlig talt bange for resultatet. Ray tog fat i Ravens hånd ganske blidt og svang sin stav for at ende op lige foran Collins lejlighed i det skumle kvarter. Han pegede mod hvilken vej de skulle og nåede da også helt frem til døren hvortil han bankede ganske forsigtigt på, men nok til at man ville kunne høre det.


Collin Kieran Fitzgerald

Collin havde en eller anden luder af et kvindfolk på besøg, som ham netop lige havde afsluttet i det sekund, det bankede på døren. Han sukkede irriteret og kiggede lidt på pigen, der lå i hans seng. "Øjeblik!" råbte han mod døren, velvidende at personen udenfor ikke kunne høre det. Han fandt sine boxers og sine bukser og hev dem op over sine hofter og spændte dem. Han fandt sine smøger frem tog én i munden og tændte den, mens han apatisk bevægede sig mod døren. Han så en vodkaflaske på vejen og tog en tår. Han var trods alt ikke på stoffer lige nu, så en eller anden form for dope måtte han jo have i blodet. Han hev døren op i en voldsom, næsten aggressiv bevægelse. Nu var det bare sådan han generelt åbnede døren. Han kørte sin frie hånd op i gennem håret, tog en hvæs af smøgen og kiggede op for at få øje på ingen ringere end... Ray. Han kunne mærke hvordan hans hjerte decideret sprang et slag over og han måtte knuge hånden sammen ind mod sin mave. Hans overkrop var også jævnt bar. Han tog et hiv af sin smøg, da hans hjerte fungerede normalt igen og kunne nu for alvor se sig ordentligt omkring. Hans blik faldt først på den anden fyr, som han ikke anede hvem var. Det var også tydeligt at se i hans ansigt, at det var en han ikke kendte. Hans blik faldt derefter på Raven. "Du er blevet fed," kommenterede han henvendt til Raven med et grin over sine læber. Han måtte erkende at han ikke lagde mærke til at hun var gravid og han skulle komme igen efter at have været stille så lang tid han havde. Han så endnu en gang på Ray. "Hvad vil I, bøsserøv?" spurgte han med hårde øjne hvilende på Ray, som endnu en gang var al han så i sin nærhed. Han tog endnu et hiv af sin smøg og pustede røgen ud i ansigtet på Ray. "Og hvem er han?" spurgte han irriteret og pegede med sin smøg mod Dylan. Pigen på hans værelse kunne da også høre han snakkede og gik ud for at kigge hvad der skete. "Forsvind," bed han hårdt af pigen, der stak ham en lussing inden hun ilede ud i gennem den lille horde af mennesker, som var samlet omkring ham og Leslies hjem.

Raven Taylor Carver
Raven prøvede virkelig ikke, at tænke over, hvordan Dylan og Ray behandlede hinanden. Et sted kunne hun jo godt forstå, at Dylan ikke var vildt begejstret for Ray, det var trods alt Dylan som havde lagt øre til, hver gang hun havde været uvenner med Ray, da de havde været kærester, for slet ikke at nævne utroskabet. Hun havde da heller ikke selv tilgivet Ray, for at have været utro, men det betød ikke, at hun ikke kunne snakke pænt til ham, for det kunne hun sagtens. Hun smilede varmt til Dylan da han kyssede hendes kind og tog så imod hans hånd, før hun kort efter også mærkede Rays hånd. Det her var virkelig ikke en situation som hun nogensinde havde troet, at hun skulle stå i.
Normalvis generede det hende slet ikke, at tranfere, men hun kunne godt mærke, at det var endnu en af ulemperne ved, at være gravid. Det var dog ikke værre end, at hun blev en smule svimmel og det gik hurtigt væk igen, så hun kunne orientere sig i et forsøg på, at finde ud af, hvor de var. Hun bed sig svagt i læben, da Ray bankede på døren.
Det gav da også et sæt i hende, da døren blev revet så voldsomt op, og hendes blik faldt på den halvnøgne Collin. Endnu en ulempe ved at være gravid = risikoen for kvalme over alt og intet, var stor. Hvorfor var det helt præcis, hun havde været i seng med ham? Hun vømmede sig ved tanken, men ikke halvt så meget som hun gjorde ved hans ord. "Det kaldes, at være gravid," svarede hun og vendte blikket væk fra ham, mens hun rystede på hovedet. Hun skulle lige til, at smide bomben, så det hurtigt bare var overstået og de kunne komme hjem og væk igen, da en pige pludselig kom til syne. Det var næsten fristende, at give pigen en high five, da hun stak Collin en lussing, i stedet rykke hun sig blot lidt til siden, så pigen kunne komme væk. Stakkels pige. Raven vendte blikket tilbage mod Collin. Hvorfor havde hun gjort det her mod sig selv? Dengang havde det været for, at ramme Ray, det fortrød hun så i aller højeste grad.

Hvis Dylan selv skulle sige det, så behandlede han Ray med ultimativ tålmodighed og pænere end han behandlede så mange andre. Han havde trods alt et ry for at behandle folk, som han selv synes det. Han følte trods alt også han kunne behandle folk som han ville ligesom han analyserede folk som han ville. Han så da også analyserende på Collin, da han åbnede døren aggressiv og tydeligvis lige var kommet ud ad sengen. Han kunne nærmest lugte alkoholen hvorfra han stod fra Collin af. Han knugede sin næve i det Raven blev kaldt fed og bevægede sig også med hastige skridt tættere på ham, men stoppede op da en pige kom ud af lejligheden. Hvad var det her? En joke eller hvad? Dylan lagde en arm om Raven, da han virkelig ikke stolede på Collin, han havde en auror af noget andet. "Rager det dig hvem jeg er?" spurgte han irriteret, og betragtede Raven som hun smed en bombe hos Collin. Det spændende var mest af alt, hvordan han ville reagere.

Det gav et kæmpe stik i Rays hjerte ved synet af Collin i bar overkrop på den der måde. Han slog dog hurtigt tanken ud af sit hoved da han virkelig ikke havde lyst til at betragte Collin og lade sig påvirke af ham. Han havde jo Charlie som han elskede noget så inderligt. Ray skulle lige til at sige noget da Raven sagde at hun var gravid og bed sig ganske let i læben. ”Det er sådan set derfor vi er her Collin. Du bad mig jo om at holde mig væk ikke?” sagde han ganske roligt inden han nervøst bad sig i læben igen og vidste godt at Collin næppe ville have den her samtale, men det var han altså ligesom nød til. Også selvom han sikkert næppe ville tage ansvar for hvad han gik og lavede. Ray var dog lidt ligeglad. Det ville jo bare være lidt typisk Collin. Nogle gange forstod han slet ikke at han havde været vild med ham til det stak om muligt endnu hårdere i hjertet ved synet af pigen der kom ud fra hans lejlighed af. Ray sank engang ved Dylans ord om hvad det ragede Collin. ”Collin det er Ravens kæreste. Mener er ikke relevant” sagde han ganske roligt og nikkede med sit hoved for ligesom at gøre tegn til om de måtte komme indenfor. Han skulle nok se om han kunne gøre det kort så Dylan og Collin ikke ville slå hinanden halvt ihjel.


Sidst rettet af JeromeWinther Man aug 07, 2017 2:47 am, rettet 1 gang

JeromeWinther
Admin

Antal indlæg : 533
Join date : 15/08/12

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Raven+Dylan+Collin+Ray+Blair - Shake It Off

Indlæg  JeromeWinther on Man aug 07, 2017 2:47 am

Collin så på Ray med øjne, som kunne slå ihjel. Han var ikke glad for at se ham og hele hans krop begyndte at gøre ondt. Hans øjne så derefter lynende på Dylan, der ikke ville svare ham. Så kunne det sgu da også være ligegyldigt. Hans øjne faldt roligt på Raven, men hele hans verden gik i stå i det øjeblik hun sagde hun var gravid. Han knyttede sine hænder og lod øjnene glide i et kort øjeblik. Han var som mand på ingen måde forberedt på den besked og han kunne mærke, hvordan han helt fysisk begyndte at få det dårligt. Han åbnede øjnene igen i en rolig bevægelse - blegere i ansigtet og svimmel. Han ville ikke tage ansvar og han ville ikke betale hverken penge eller noget som helst til en lille tudende møgunge. Han kunne mærke hvordan kvalmen meldte sig alene ved tanken. Fandme nej! Det var ikke hans!" "Det er ikke mit barn," svarede han hårdnakket og med en så kølig stemme, at den nærmest var isende ind til knoglerne inden han lod sine øjne glide piercierende forbi dem alle tre. "Ja, jeg bad dig holde dig væk. Det mener jeg stadigvæk," lød hans stemme hård og kold. Han mente hvad han sagde. "Hvad fuck laver du? I skal ikke ind." spurgte han hårdt til Ray og skubbede ham væk fra døren. "I kan godt gå med det samme. Det er ikke mit barn," påpegede han med en vred, hæs stemme. Hele hans aura var kølig. Collin så derefter bedømmende på Dylan. "Godt der er nogen der vil være sammen med en luder, der ikke en gang kan finde ud af, hvem der er far til barnet," påpegede han med en tydelig intention om at pisse dem alle tre af. Han så så på dem alle tre endnu en gang. "Så I kan egentlig godt skride." påpegede han videre inden han tog fat i dørhåndtaget og holdt utålmodigt og hårdt fat i det. Det var tydeligt han ikke ville snakke, mens han bare kunne mærke hans kvalme blive værre.. Han ville sgu ikke tage ansvar for noget som helst i forhold til Raven og slet ikke med et barn. Kunne de satme godt droppe.

Raven ville virkelig bare gerne væk med det samme. Hun forventede ikke noget af Collin, for hun vidste godt, at det var hendes egen skyld, at hun ikke vidste hvem af de tre mænd der var faren, selvom det ville være Dylans for hende uanset hvis DNA barnet end måtte have. Selvfølgelig ville hun aldrig nægte Ray at se barnet, hvis det var hans. Collin derimod? Det ville hun langt fra være så tryg ved. Hun greb hurtigt ud efter Dylans hånd, da han gik mod Collin. Hun ønskede ikke, at det her skulle ende i en slåskamp. Det beroligede hende dog, da hun mærkede Dylans arm omkring sig.
Hun havde ærligt talt slet ikke lyst til, at gå indenfor, det ville være fint med hende, hvis de bare kunne komme væk hurtigt igen. Hun slog blikket mod jorden, da Collin kaldte hende luder. Hun følte sig ærligt talt også som en lige nu, men det gjorde ikke, at hans ord gjorde mindre ondt. Hvad pokker var den også for en type Ray havde været hende utro med? "Hør, Collin, vi behøver ikke komme ind. Du har bare ligeså meget ret til, at vide du måske skal være som de andre har. Jeg forventer ikke en som dig tager ansvar," sagde hun og vendte blikket mod ham, mens hun rystede lidt på hovedet af ham. Der var jo ingen grund til, at reagere sådan, selvom hun godt kunne forstå, hvis det kom som et chok for ham. "Vi skal nok gå igen, men tænk over det. Du vil nok blive indkaldt til en DNA-test når jeg har født," forsatte hun, og så så mod Ray og Dylan med et blik som nok tydeligt fortalte, at hun gerne ville væk derfra igen, og meget gerne lige nu faktisk.

Dylan lod de andre tale, mens han mærkede at Raven havde taget fat i ham da han var begyndt at gå frem. Han stod forsat med en beskyttende arm om hende og rystede på hovedet af Collins ord, og så en anelse bebrejdende på Ray over han havde været Raven utro med sådan en type. Hvad fejlede han? "Det ved du så teknisk set ikke," svarede han Collin, da han gentagende gange sagde det ikke var hans. Dylan kunne godt lide at diskutere trods alt, men hans væmmelse over Collin var også ret tydelig i hans ansigt. Dylan kunne mærke vreden inde i sig og greb da også fast i sin stav, som han begyndte at kalde Raven for en luder. Han pegede staven mod ham og den eneste grund til han ikke kastede noget efter ham, skyldes primært at Ray var i vejen. Han vidste godt at Raven ikke ønskede det skulle ende i slåskamp. Som Ray blev skubbet til af Collin, så han da også sin chance. "Petrificus Totalus" lød hans stemme mens han svang sin stav og et lyseblåt lys blev sendt i Collins retning, hvor vidt den ramte eller ej, måtte tiden jo så vise. "Skal vi smutte?" spurgte han Raven med en blid stemme, inden han kyssede hendes kind. "Og du er intet af hvad han siger," hviskede han mod hendes øre, inden han så mod Ray for at se om han havde tænkt sig at smutte.

”Collin snak dog pænt. Ingen af os ved hvem der er far til barnet” sagde han med et ganske let suk og bed sig hårdt i læben ved Dylans ord. Han håbede lidt at Collin og Dylan ikke ville gøre noget overildet. Han ønskede ikke de skulle slås og han hadede at Collin vidste en anden side som han slet ikke synes han normalt havde. Collin kunne også virkelig bare satte himmel og hav i gang hos ham og han havde ikke lyst til det skulle være sådan når han for helvede var vild med Charlie. Lige nu følte han lidt at alle beskyldte ham for at han overhovedet havde været i seng med en som Collin, men han nægtede også bare at se andet end hans gode side for selvom han godt vidste han ikke altid var god af sig og det ikke var fordi han holdte mindre af den side hvor han ikke var, men han så bare nogle andre ting hos Collin som kun hans venner kunne se. Ray lod sig skubbe væk og derfor mistede han heller ikke balancen. Det var også derfor han nåede at skubbe Collin væk da Dylan skød en bevægelse efter ham så den ikke ville ramme Collin. Han valgte da også ikke at blande sig da Collin kaldte Raven for luder da det ikke var hans bord, men langt mere Dylans hvilket også var godt han ikke havde gjort det for det betød at han kunne skubbe Collin væk så han ikke blev ramt. ”Vi skal nok gå nu” sagde han stille med en skæv grimasse som han mærkede alt i ham sank. Han følte virkelig at alt det her var hans skyld hvilket det teknisk set også var. Han vendte sig derfor om og ville ikke gå før han vidste Dylan var begyndt at gå. Han tog derfor sin stav frem da han havde set Dylan bevæge sig for at få sig selv hjem for åh hvor han dog savnede at snakke med både Raven og Collin og det måtte ingen af dem se.




//Out

Collin lod et par piercierende øjne hvile på Raven. "Så er det jo godt, det ikke er mit barn," påpegede han med en kølig tone og så på Ray med et vredt blik. "Bland dig udenom, bøsserøv," fnøs han arrogant, inden han så på Dylan og rullede sine øjne af ham og lod sig skubbe væk af Ray, inden han så på ham med et ondt blik. Han så dog det blå lys fra besværgelsen og så ned i gulvet, da han virkelig ikke havde tænkt sig at takke noget så ækelt som Ray. "Jamen så er det jo godt det ikke er mit, så det har jeg ikke tænkt mig," påpegede han vredt, mens han bad og tiggede til, de kunne skride så han kunne løbe ud på lokummet, for at kaste op. "Gå," bad han vredt, mest henvendt til Ray, inden han stillede sig om bag døren og smækkede døren hårdt i, inden han overhovedet gad orientere sig om de gik eller ej. Fuck dem.

//Out//

Raven kunne godt mærke at det her ville ende med at gå helt galt, især da Dylan trak sin stav. "Stop, Dylan. Kom nu, lad os nu bare gå," bad hun, men Ray var hurtigere end hende til at reagere. Alt hvad der skete derefter gik for hurtigt til, at hun kunne følge ordenligt med og før hun vidste af det, så havde Collin smækket døren. Hun mærkede Dylans kys mod sin kind, hvilket fik et lille smil frem på hendes læber, "Tak," sagde hun stille til hans søde hvisken mod hendes øre, før hun drejede hovedet, for at nå at fange hans læber i et blidt kys. Hun vinkede farvel til Ray og vendte så sin opmærksomhed tilbage til Dylan. "Kan vi ikke gå lidt skat? Jeg har brug for noget luft," indrømmede hun. Det tog nok hårdere på hende end hvad hun lige havde regnet med at det ville. Hun begyndte at gå lidt og flettede sine fingre ind i mellem hans, som de gik ned af en side gade. Hun hadede virkelig Tusmørkegyden, men hun var tryg sammen med Dylan. Han betød alt for hende og mere til.

Blair Alec Brown

Blair havde fundet ud af hvor Dylan befandt sig henne. Han skyldte ham mange penge for stoffer og siden han forgæves havde forsøgt at få nogle af sine håndlangere til det. Så var der ikke andet at gøre end at tage nogle af dem med for at ligesom vise dem hvordan tingene hæng sammen når man var en del af en bande og ens kunder havde opbygget sig en større gæld. Alastair havde trods alt betalt sin af og derfor skulle han ikke længere holde hånden over ham og Finlay var underligt fraværende for tiden og derfor havde han taget nogle af de andre med sig. De var derfor en lille gruppe på 3 inklusiv Blair som var taget afsted. Det tog dem da heller ikke længe før de faktisk fandt Dylan. "Jamen, jamen. Se hvad man kan finde de mørkeste steder" sagde Blair med et let lusket smil over sine læber ved synet af Dylan inden hans blik gled kort over mod Raven. "Du skylder penge Hudson" sagde Blair bestemt og træk sin pistol. Egentlig ville han ikke ramme nogen, men blot skræmme dem lidt. Han ville ramme lige foran Dylans fødder, men da en af de andre lavede en uventet handling som Blair havde trykket på aftrækkeren fik han ubevidst flytte sin pistol og ramt Raven i stedet i maven. Det var knapt gået op for Blair hvad der var sket for han kunne jo godt finde ud af at skyde og ramme. Det var bare ikke så nemt når man blev skubbet til. "Sorry!" råbte Blair og satte i løb selvom han godt vidste det ikke hjælp. Faktum var bare at det ikke havde været meningen at ramme nogen og derfor gik han i panik.

//out

Raven havde faktisk aldrig været i Tusmørkegyden før og hun måtte nok også indrømme, at hun aldrig havde troet at det ville ske. Men hun stolede på Dylan og var tryg ved ham. Hun elskede ham utroligt højt. Uanset hvem der ville vise sig at være den biologiske far til hendes far, så var det Dylan i hendes øjne.
Det gav et mindre sæt i hende, da en stemme pludselig henvendte sig til dem, eller rettere til Dylan. Først troede hun det var Collin som var fulgt efter dem, men så kom de to andre også til syne og den fremmede mand som talte, blev mere tydelig. Det var ikke Collin. "Skyld-skylder penge? Dylan, hvad snakker han om?" spurgte hun, selvom hun prøvede at holde sin stemme i ro, så var det nok tydeligt for selv en fem-årig at se og høre på hende, at hun på ingen måder brød sig om dette her. Hun lagde en hånd på sin mave, mens hun klemte lidt i Dylans hånd som hun havde flettet sine fingre ind imellem. Hun vendte blikket tilbage på den fremmede mand, da han trak sin pistol. Hun mærkede dem det samme hvordan skrækken spredte sig i hele hendes krop. "Please. Hvad end I vil ha', skal vi nok give jer.." hendes stemme rystede og tårene begyndte at trille ned af hendes kinder. Aldrig i sit liv havde hun været så bange som hun var lige nu.
På et split sekund nåede hun både, at høre pistolen gå af, sig selv skrige og den fremmede mands 'sorry', samt fodtrin som løb. Det føltes næsten som om, at alt ting gik i slowmotion. Pistolens lyd fik det til at ringe for hendes øre, som hun slap Dylans hånd, før hun vendte blikket mod sin anden hånd. Den var rød. Blodig og varm. Hun vendte blikket mod sin mave. Hendes kjole, havde samme farve som hendes hånd. Hun nåede dårligt nok at mærke smerten, før hun vendte blikket mod Dylan, og hendes ben knækkede sammen under hende. Havde hun ikke været gravid, havde kuglen fra pistolen med al sandsynlighed ramt hendes organer, måske endda dræbt hende på stedet. Men nej. Den fremmede mand kunne bestemt godt finde ud af at skyde og ramme. Bare ikke det han havde sigtet efter, men babyen i Ravens mave.

//OUT

Dylan ignorerede Ravens bøn om at han skulle stoppe, da han ikke ville finde sig i den måde, som Collin talte til hende på. Havde den knægt ingen respekt for andre end ham selv? Okay, Dylan skulle nødig tale, da han faktisk var præcis lige sådan. Af samme årsag, vidste Dylan også at en type som ham havde et svagt punkt. I og med Ray skubbede Collin væk fra besværgelsen, sendte han Ray et vredt blik. Han kunne dog i deres interaktion også se, hvad Collins svage punkt var. Han gengældte hende kys, men svarede ikke på hendes tak, da hun ikke havde noget at takke ham for. Han nikkede til at de kunne gå lidt. "Selvfølgelig," sagde han blidt, inden hanlod sine fingre flette sammen med hendes og begyndte at gå med hende.
Han stoppede brat om, da han så Blair foran sig. "Raven, skynd dig at gå den anden vej," hviskede han mod hende, inden han lod et arrogant blik hvile på Blair som han lod sin frie hånd bevæge sig ned mod hans stav. "Jeg kan kun sige det samme om dig," lød Dylans stemme med en arrogant, tydelig australsk accent i sin tone. Hans blik faldt på Blairs håndlangere, rystede på hovedet af Blair. "Ikke en skid, at jeg skylder jer penge," fastholdt han, selvom han godt vidste at sandheden var en anden. Sandheden var at han tog stoffer, når han skrev sine litterære værker. "Ikke noget, skat," forsikrede han Raven med en blid, dog bestemt stemme, da han kunne høre hun var bange og samtidig med at han gerne vil have hun tav, så skulle hun beroliges. Han rystede på hovedet, da hun sagde de ville give dem alt. Fandme nej. Selv var Dylan ikke bange. Han regnede ikke med, at Blair ville gøre ham noget. Han vidste at behovet for at få pengene var større end deres lyst til at se ham død. I hvert fald for nu. Som Blair fandt sin pistol frem, så Dylan på ham med hovmod i blikket. Han nåede dog ikke at reagere mere end det, i det han hørte et skød og holdt sig for ørene da lyden var rungene. Han så dem løbe væk. Han hørte ikke Blairs ord om undskyld. Han fjernede hænderne fra sine ører og kiggede på sine hænder og sin krop. Nej, han var ikke blevet ramt. "Raven, jeg er okay.." lød hans stemme, inden han drejede blikket mod hende. Han regnede med, at hun havde det fint og at han bare havde skudt mod jorden eller op i luften for at se om han kunne skræmme dem. Synet, der mødte ham var et væsentligt andet. Han betragtede blodet på hendes kjole og skyndte sig at gribe hende, som hun knæk sammen. "Raven!" lød hans stemme med al frustration, han havde samlet i sig. Han holdt på hendes mave for at stoppe blødningen og indså, hvor hurtigt hans hænder blev gennemblødt af hendes blod. Han satte sig ned for at lægge hendes hoved på sit lår og tog sin t-shirt af og rev den op og prøvede binde det rundt om hende for at prøve at stoppe blødningen. "Bliv hos mig, skat..." bad han, mens han prøvede at binde den så stramt som muligt, men det blev besværet af hans hænder gled rundt på grund af alt blodet. "Undskyld skat, undskyld," lød hans stemme, som han endelig fik det bundet rundt om hende, mens han mærkede en klump i hans hals begynde at vokse. Han bemærkede ikke at han fik hendes blod på maven og alle andre steder på sig. Han holdt hende tæt ind mod sig, mens han kunne mærke tårerne trille ned af hans kinder. "Jeg elsker dig, undskyld.." forsatte han med at tale til hende, inden han tog sin stav og prøvede at transferere dem væk der fra og hen til et hospital. Der gik da også et par forsøg, før det overhovedet lykkedes ham at komme nogen vegne. Da han endelig nåede London, løftede han hende op i sine arme og gik ind med hende på hospitalet, hvor lægerne skyndte sig at tage sig af hende.



//Out//

JeromeWinther
Admin

Antal indlæg : 533
Join date : 15/08/12

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


Ciel+Sebby :: WaW :: Tråde :: Darcel

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum