Dylan+Raven - I Wanna Make You Feel Wanted

Dylan Beau Hudson
Ravens lejlighed.
Maj 2054 - Omkring kl 23.


Raven havde været seks måneder henne. Hun havde haft et lille barn i sin mave. Hendes og Dylans lille baby. Helt præcist hvad der var sket var stadig sløret for hende, men hun havde været hjemme fra hospitalet nogle måneder, efter hele skuddramaet i januar måned. Men selvom hun var i live, var det mere end hvad man kunne sige som den lille baby. De sidste par måneder havde været de hårdeste i hele hendes liv. Hun havde været indlagt og været i koma, fordi hun havde mistet så meget blod. Hun havde fået sig et ar på mave efter kuglen som havde dræbt babyen, samt et ar fra det akutte kejsersnit de havde været nødt til, at give hende, for at redde hendes liv.
Hun havde ikke forladt sin lejlighed siden. Hun gik hjemme, selvom hun godt vidste det ikke var en sund måde at håndtere det på. Hun havde siddet i en lænestol siden hun var kommet hjem, inde på barneværelset som havde stået klart til det lille pus ville melde sin ankomst, lænestolens egentlig mening havde været, at hun ville kunne sidde der og amme om aftenen og natten, men de eneste tidspunkter hun havde forladt stolen på, var når hun skulle på toilettet eller de gange Dylan havde fået hende overtalt til, at komme ind i sengen og få noget søvn. Hun havde ingen appetit, ingen tidsfornemmelse og ingen idé om, hvorfor eller hvem der havde gjort det her imod dem.
Hendes mor havde skam også været forbi flere gange, i forsøg på at få Raven ud af stolen og ud af lejligheden for at få noget frisk luft. Men hun ville ikke. Hun sad også i lænestolen denne aften, med et tæppe omkring sig, en kop kold te i hånden fra i morges og en bamse i favnen. Hendes blik hvilede på den tomme vugge. Hun følte sig virkelig ødelagt, hun havde ingen idé om, hvordan hun nogensinde skulle blive menneske igen, samtidig med at hun havde utrolig dårlig samvittighed over, at hun ikke følte hun var der nok for Dylan, for selvom det var hende som havde været gravid, så havde han også mistet deres baby.

Dylan havde tilbragt de sidste par dage på et muggler hospital, efter han havde fundet Finlay livløs i en skov. Han havde for et kort sekund fået lov til at glemme, hvad han ellers havde ondt over. At han var skyld i, at Raven havde mistet deres fælles barn. At Raven havde været tæt på at dø, mens han havde haft livet i behold. Hans hoved, der ellers ikke ville give ham nogen form for pause, havde været stille i hvad der svarede til et par sekunder, fordi han havde været et sted, hvor det ikke handlede om hans problemer. Det med Finlay var dog blevet hans problem. Han havde ondt i hele sjælen over, at hans fætter ikke ville være der mere. Det med Raven, stak nu endnu dybere. Han var uskadt. Det var Raven ikke. Det var Finlay ikke. Hans ven, fra skolen, var ikke uskadt. Dylan var. Tankerne om, hvor dårligt et menneske han var, hjemsøgte ham. At han burde have været i deres sted i stedet. Hans hoved råbte på hjælp, men han kunne ikke komme ud af det. Han boede der inde og rev på hjernevæggen i ren frustration. Det var virkelig ikke det samme, når han skulle klø sit eget hoved for at komme væk fra sine problemer. Han kunne ikke snakke med Caleb om det, for uanset hvad, ville ingen forstå. Han var manden. Han skulle være der for Raven. Han skulle være den stærke. Han havde en smerte, som han skulle være alene med. En mand, klædt i hvidt, kunne ikke redde både hans elskede og hans barn. Hvad fanden var det for en verden? Han følte sig vred. Ikke på manden i hvidt, men på sig selv. Det havde været hans pligt at passe på dem og i stedet havde han stiftet gæld til en bande. Han havde betalt dem af nu, så der ikke skete noget... Men det var en falsk tryghed, for han havde lyst til at bruge og drikke hele tiden bare for at få stemmen inde i hans hoved til at holde sin kæft. For at mærke en ro, om ikke andet, så bare for et kort sekund. Han låste sig selv ind ad døren til Ravens lejlighed og lukkede døren roligt efter sig. Han sukkede. Han var træt og bleg. Røde render under hans øjne vidende om, at han ikke have sovet ret meget de sidste par dage. At han manglede et fix. Han måtte dog se til Raven før han kunne bruge og sove. Han havde dårlig samvittighed over, at lade hende være alene. Han gik ind til barneværelset, hvor han regnede med, at hun sad. Som hun havde gjort, over det sidste stykke tid. "Raven, skat" lød hans stemme, træt og blid som han satte sig på hug foran hende for at tage hendes hånd.

Raven sad blot og kiggede på den lille babyseng. Det kunne godt være hun var ung og hun ikke havde vidst, hvem der var biologisk far til hendes barn, men hun havde været klar til, at blive mor. Hendes mor havde været klar til at blive mormor, og ikke mindst Mayson som skulle være morbror, for slet ikke at snakke om hele Dylans familie også. På hospitalet havde de dog fundet ud af, at det havde været Dylans barn, hvilket egentlig bare gjorde at det hele gjorde meget mere ondt. De skulle have været en lille familie. En ægte kernefamilie. Det havde i hvert fald været hendes ønske. Hun var sikker på, at han ville have været verdens bedste far og der var ikke nogen anden mand i verden, hun bedre kunne forestille sig, at slå sig til ro med, end Dylan. Hun elskede ham så utroligt højt.
Hun hørte godt hoveddøren blev låst op og lukket igen, men hun registret det ikke rigtigt. Det var først da hendes kærestes stemme lød og han satte sig i hug foran hende, at hun vendte blikket mod ham. "Hey skat," hviskede hun hæst, man kunne nok tydeligt høre hendes stemme ikke rigtigt blev brugt, hun rømmede sig derfor lidt, "Hvordan går det med Finlay?" spurgte hun selvom hendes stemme stadig var hæs, som om hun lige var vågnet, før hun tog i mod hans hånd, men gjorde ikke tegn til, at hun ville rejse sig. Hun havde et eller andet håb om, at hvis nu hun blev inde på børneværelset, så ville hun vågne på et tidspunkt og finde ud af, at det hele havde været et mareridt.

Det hele havde altid gået hurtigt med Raven, efter ja, næsten et års habitus, hvor Dylan havde været forelsket i hende men været for bange til at elske hende. Det var også gået hurtigt derefter, men han havde været klar på det hele. Aldrig følt sig som en erstatning for Ray og følt, han var blevet taget godt imod. Nok havde han ikke været klar til at skulle gifte sig med hende, men han havde aldrig været typen, der havde travlt med sådan noget. Desuden bare fordi man skulle være familie, betød det ikke at kirkeklokkerne skulle ringe til ægteskab. De var i moderne tider.
Han betragtede hende med et undskyldende og kærligt blik i øjnene, som han undertrykte at han selv havde ondt. "Hvor længe har du været herinde?" spurgte han hæst, og tog blidt fat i hendes hånd og løftede den op til sig, som han blidt kyssede hendes håndryg. Hvad havde han gjort ved hende? Alt det her, var hans skyld. Han havde glemt at betale Elijah af efter han havde købt stoffer af Blair, da han skrev sin bog. Det var stofferne og alkoholen, der inspirerede hans historier. Lige nu, ville det være en behagelig flugt fra virkeligheden, selvom hans hoved skreg at han skulle bruge men også stoppe. Han havde mest lyst til at stoppe. Raven var blevet skudt på grund af det. Finlay havde forsøgt selvmord med det. "Finlay?" spurgte han, inden virkeligheden strømmede ind over ham. Havde hun fundet brevet? Eller havde han sagt det? Han kunne ikke huske det! "Han er til observation nu... Han forsøgte selvmord, men uhm... ja, han overlevede.." svarede han som han så hen på den seng, han havde samlet til deres fælles barn og mærkede klumpen i halsen komme frem igen. Hvor han dog ville ønske, at intet af det her var sket.

Selvfølgelig havde Raven ligesom så mange andre piger og unge kvinder, et klart billed af, hvordan hendes fremtid skulle se ud. Hvilken kvinde drømte ikke om, at blive fulgt ned af kirkegulvet af sin far, hvor manden de elskede ville stå ved alteret og tage imod dem? Okay, allerede der bristede drømmen lidt for Raven, da hun ikke havde kontakt til sin biologiske far, og det ville hun heller ikke have. Hun ville aldrig tilgive ham for at have forbandet Mayson. Næste del af drømmen lød så på, at blive en kernefamilien. Den del var også ødelagt nu. Selvfølgelig kunne hun blive gravid igen, men det krævede sex, og det var ikke ligefrem sex som stod øverst på hendes liste efter skuddramaet. Ikke fordi hun ikke elskede Dylan mere, for det gjorde hun helt bestemt, højere end nogen andre, men hun var for knust til, at kunne finde den form for lyst frem.
Hun trak lidt på den ene skulder, og lod sin frie hånd gnide sin pande lidt, "Det ved jeg ikke.. Hvad er klokken?" spurgte hun stille og lod sin frie hånd føre fra sin egen pande til hans kind, da han kyssede hendes håndryg. Noget som skulle forestille et smil meldte sig på hendes læber, som hun aede hans kind ganske blidt med sin tommelfinger, "Jeg burde nok tage mig et bad," sagde hun og førte en hånd igennem sit lange mørke hår, som trangt til at blive vasket.
Hun bed sig lidt i læben, "Det er jeg ked af skat, men godt han har det bedre," sagde hun blidt og så på ham med et blik som var fyldt af medlidenhed. Hun rynkede lidt på panden, da han så mod barnesengen, "Er du okay?" spurgte hun stille og mærkede selv hvordan hendes øjne blev fyldt op med tåre, selvom de ikke forlod hendes øjne. Hun lænede sig lidt frem mod ham, for at lægge sine arme omkring ham, "Jeg elsker dig," hviskede hun stille mod hans øre og lod sine tåre få frit løb. Hun var træt, samtidig med at hun virkelig stadig følte for at få sig et bad. Det virkede bare så uoverskueligt at gå hele vejen derud, tage tøjet af, tænde for vandet, selve badet, kun for at tørre sig og tage tøj på igen. Alting virkede bare så meningsløst, men hun vidste godt, at hun skulle komme over det på et tidspunkt, om ikke andet så for Dylans skyld.

Dylan måtte erkende at sex og det at blive en familie heller ikke var noget af det, der stod øverst på hans egen liste. Faktisk stod det overhovedet ikke på nogen liste, at han gerne ville være far og han gerne så Raven som en soccer mum. Han så ingen fremtid i noget som helst og det blev lige nu også tynget af, at han i princippet havde set døden i øjnene igen på så kort tid, som han havde. Han så døden i øjnene med Raven og det havde ikke en gang været første gang, han gjorde det. Han havde lige set sin fætter dø og blive genoplivet. Han vidste godt han havde ’reddet’, både Finlay og Raven fra døden, men det hjalp ham ikke. Han havde lyst til at selvmedicinere med alkohol. Han havde for alvor mistede sit fodfæste i den her verden. Han smilede kort til hende. ”Lidt over middag,” svarede han efter han havde set på sit ur. Han betragtede hendes reaktion og så på hende med et ømt blik. ”Så gør det smukke?” foreslog han, tæt på at spørge om han skulle tage med, men han gjorde det ikke. Han havde brug for et bad efter flere dage på hospitalet, men han havde glemt hvordan det var at være tæt på hende og hvordan han skulle være det. Hvordan han skulle tale til hende, være i lokale med hende og indånde samme luft, som hende. Alt det. Han ville gerne være stærk for hende, men det var svært. Han havde også mistet på grund af hans egen tåbeligheder. ”Ja…” sagde han fraværende, da hans sind gled tilbage til der hvor han fandt ham og det hele skulle gå hurtigt. Han bemærkede ikke, at hun kiggede på ham da hans blik hvilede tomt og intetsigende ud i luften. Det var tydeligt, at han var rejst væk fra babyens værelse. Han vågnede ved hendes spørgsmål. ”Hvad?” spurgte han og rystede på hovedet for at finde sig selv. ”Jeg har det fint,” sagde han kortfattet, så han forekom afvisende, hvilket også var meningen. Han mærkede hendes arme om sig, da hun lænede sig frem og lagde en arm om hende. Han kunne mærke, hvordan hendes ord kvalte ham. Han var glad for at høre dem, men han vidste ikke, hvad han skulle gøre ved dem. Han ville gerne sige, at han elskede hende, for det gjorde han. Ordene kunne bare ikke komme over hans læber, og forhåbentlig ville hun forstå det var på grund af alt det, der lige var sket. I stedet lagde han den anden arm om hende og holdt hende tæt indtil sig uden at sige noget i lang tid. ”Tak,” hviskede han med en lav stemme og kyssede hendes skulder uden på hendes tøj.

Raven havde det forfærdeligt. Hun følte sig som verdens dårligste kæreste, fordi hun ikke lavede andet end at sidde inde på barneværelset. Hun vidste godt, at hun egentlig burde pakke alle tingene væk, så hun ikke gik og blev mindet om det hele, hele tiden, men hun kunne ikke få sig selv til det. Det ville blive alt for virkeligt, hvis hun gjorde det. Hun så lidt overrasket på ham, "Allerede?" spurgte hun og tog sig lidt til hovedet, ja så havde hun nok siddet der nogle timer. Hun kunne ikke engang huske, hvor hun havde sovet i nat, men eftersom Dylan ikke havde været hjemme, så havde hun sikkert sovet i stolen. Hun nikkede lidt til at hun skulle i bad, "Min mor var forbi tidligere, eller i går.. Der er lagsange i køleskabet, hvis du er sulten," sagde hun, selvom hendes stemme stadig mest af alt lød som en der lige var vågnet.
Hendes blik hvilede på ham, selvfølgelig var hun bekymret for ham, for selvom det var hende som var blevet skud, så havde han også mistet deres fælles baby og han havde været smurt ind i hendes blod. Hun vidste jo godt, at han løj, når han sagde han havde det fint. Men det havde også været et dumt spørgsmål at stille. Hvem ved sine fulde fem, ville være okay, hvis de lige havde mistet deres barn, set deres kæreste blive skudt for øjnene af en, plus at finde sin fætter død, selvom Finlay havde overlevet. Hun bed sig lidt i læben og mærkede en enkelt tåre trille ned af hendes ene kind, "Jeg ved godt du prøver, at beskytte mig, men Dylan.. Det gør du ikke ved at lyve for mig," sagde hun stille, hun havde brug for at vide det var okay, at de begge to var kede af det. Hun havde brug for en eller anden form for reaktion fra ham.
Hun mærkede hans arm omkring sig, uden at vide hvad der foregik inden i ham, hvorefter hun mærkede hans anden arm omkring igen også. Men det var hans svar, som fik det til at føltes som om, at hendes hjerte faldt til jorden og gik itu. Elskede han hende ikke mere? Bebrejde han hende for, hvad der var sket? Hun kunne jo bare have ladet vær med, at stå lige i skudlinje. Hun kunne have ladet vær med, at gå i seng med Collin, så havde de slet ikke været i Tusmørkegynden den dag. Hun kunne have ladet ham tranfere dem hjem, men det havde været hende som havde haft brug for luft, så de var gået i stedet for. Hun mærkede godt han mund mod sin skulder, men hun kunne ikke rigtigt mærke selve kysset i gennem sit tøj. Hun slap ham roligt og trak sig lidt, "Jeg går ud i bad," informerede hun stille og gjorde tegn til at rejse sig fra stolen, men det var lidt svært når han sad foran hende.

Dylan følte ikke, at det var hende der var en dårlig kæreste. Tværtimod. Han havde været skyld i, at hun blev skudt. Det var ham de ville skræmme og ikke mindst også ham de ville ramme. Det havde de også gjort. På et punkt, hvor det var mere rammende end noget andet, men også på et punkt, hvor det havde været den største fejl. Han havde mistet sit barn. Mistet muligheden for at blive far og muligheden for det liv, han havde forestillet sig med Raven så længe nu. Det der var blevet taget fra ham var så fandens uretfærdigt, men han kunne ikke fortælle hende, at det var hans skyld. Han skammede sig, havde den største skyldfølelse. Han kunne ikke håndtere det og skammen ville blot blive gjort større af ærligheden. "Ja," svarede han og kunne godt regne ud, at hun havde været herinde længe og mistet tidsfornemmelsen. Han følte sig som en fisk på landjorden. Han ville gerne gøre tiltag til, at de sammen kunne komme videre. Gå ture. Se noget. Komme ud af hendes lejlighed, men samtidig ville han gerne give hende plads til at sørge. Han sørgede også selv, men han følte ikke han havde lov, så han låste det bare inde i et bur inderst inde i hans hjerte. Han skar en grimasse, da hun ikke kunne huske hvilken dag, hendes mor havde været forbi, men han sagde ingenting. "Okay.. tak skat.. Var hun her længe?" spurgte han stille. Han vidste ikke, hvad han ellers skulle spørge hende om. Han ville bare gerne høre hendes stemme til trods dens hæshed og dens sorg.
Han bed sig i læben ved hendes ord. Hans hjerte sank og stak og han følte, at hans mavesyre ætsede det op. Klumpen i hans hals tog til, som han prøvede at afskrive sig alt dårligdom. Han opdagede tåren ved hendes kind og fjernede den blidt med sin pegefinger. "Raven..." begyndte han med et ømsindigt blik i sine øjne. "Det er ikke fordi jeg vil lyve.. Jeg er bare ikke på et punkt, hvor jeg har lyst til at snakke om det," mumlede han og bed sig igen i læben. Han ville aldrig komme til et punkt, hvor han ville snakke om det. Han havde allerede da hun var blevet skudt og han havde hendes blod på sine hænder, fået flashbacks til da han havde fundet sin bedsteven. Ved Finlay havde han fået flashbacks til både det og skudepisoden. Førstnævnte havde han dog aldrig fortalt Raven. "Jeg har oplevet det før, jeg ved hvordan man håndtere det.." forsikrede han hende kortvarigt fraværende, som hans tanker faldt tilbage på Finlay der lå i skoven.
Han bebrejdede ikke hende, men tværtimod sig selv. Dog var alle de stimuli han havde fået i denne tid, blevet for meget for ham. Ordene lå på hans tunge, men de kunne ikke komme ud. I stedet holdt han hende bare tæt ind mod sig i et greb, hvor han ikke havde lyst til at give slip som et kujonagtig forsøg på at fortælle hende, at han elskede hende. Han lod hende give slip og trak sig selv en smule. "Okay skat," svarede han træt og sendte hende et blidt smil.

Raven vidste intet om, hvad Dylan havde været ude i af dårlige ting og sager, så hvordan kunne hun andet end at beskylde sig selv, for alt hvad der var sket? Hvorfor havde hun ikke passet mere på? Hvorfor havde hun spurgt ham, om de kunne gå lidt, i stedet for bare at komme væk fra Tusmørkegyden med det samme? Hun havde så mange af den slags spørgsmål til sig selv, men det hjalp jo intet, for hun kunne ikke gøre det om alligevel, og det kunne Dylan heller ikke for den sags skyld. Hun sukkede lidt og nikkede til hans ord, hvorefter hun lod en hånd løbe i gennem det lange mørke hår, som virkelig trangte til at blive vasket og børstet.
Hun trak lidt på skulderen, "En times tid, tror jeg.. Hun skulle på arbejde, så hun kunne ikke blive så længe," svarede hun og kvalte et gab bag sin håndryg.
Hun så på ham, da hun mærkede hans finger tørre hendes tåre væk, hun troede ellers at hun var ved at løbe tør for tåre, men åbenbart ikke. Hun havde flere gange prøvet at sparke sig selv bagi, og sagt til sig selv, at hun skulle tage sig sammen og komme videre, men det var bare så meget lettere sagt end gjort. Hun bed sig lidt i læben og tippede sin kind mod hans hånd, det var så rart at mærke ham og alligevel også smertebringende. Hun nikkede lidt, "Okay.." sagde hun stille, hun ville ikke tvinge ham til, at snakke om det, hvis han ikke var klar til det, men hvor hun dog ville ønske at han snart blev det. For selvom hun havde både familie, venner og veninder som hun kunne snakke med, så havde hun også brug for at snakke med Dylan om det. Det havde trods alt også været hans barn og han havde været der. Hun så dog en smule overrasket på ham, "Prøvet det før? Hvad mener du?" spurgte hun med en mild rynken på panden.
Hun lagde hovedet mod hans skulder, i et lavmeldt suk. Hendes hjerte føltes som om, det var gået i tusind stykker og hun ikke kunne finde noget at lappe det med, så det gjorde det på ingen måder bedre, at Dylan ikke kunne gengælde hendes ord med andet end et tak og det tætte greb. Hun rejste sig fra stolen, men kunne godt mærke hendes ben ikke havde været i bevægelse de sidste par timer. Hun lagde tæppet, som hun havde haft omkring sig, på stolen, og forlod barneværelset. Dog stoppede hun op i døråbningen og vendte blikket mod ham. Hun ville gerne spørger ham, om han ville med hende i bad, men hun ville ikke have han skulle se arret på hendes mave hvor kuglen fra Blairs pistol havde ramt hende. Arret ville være et evigt minde på hendes mave, om hvad de havde mistet. "Bliver du og sover, eller skal du tilbage til hospitalet?" spurgte hun i stedet for og lænede sig lidt op af dørkarmen med et lille kærligt smil over sine læber.

Han bed sig lidt i læben. Det var ikke længe, hun havde været der, som han ellers kunne have ønsket. Så var der i det mindste nogen til at sørge for, at hun spiste og hun lavede andet end at sidde inde på barneværelset. Han var overbevidst om, især efter det med Finlay og alle de gamle sår, som var blevet revet op, at hun havde brug for konstant overvågning. Han var bange for at udfaldet ville være, at hun prøvede at tage livet af sig selv. Så ville Dylan for alvor ikke kunne leve og lige nu var det endda svært for ham at skulle være i sin egen krop og være i live. Han følte ikke, at han levede overhovedet og at han bare gik rundt og prøvede at finde ud af tingene. Finde en måde, hvor han kunne undskylde og afsone sin skyld. Den eneste grund til, at han i sidste ende aldrig ville vinke farvel til livet var, at han havde fundet sin bedsteven død og det havde sat evige ar på hans sjæl. "Det var ikke længe," påpegede han stille og betragtede hende gabe. Var det bedst for hende at få fred til at sove efterfølgende? Han var ærlig talt på bar bund, for han vidste ikke hvordan han skulle være i nærheden af hende. Han mærkede hendes kind mod sin hånd og strøg den ganske blidt, mens han fik fremprovokeret et blidt smil på sine læber. Det her var noget af det sværeste han havde måtte udstå. Ganske vist også, fordi han vidste han ikke kunne afsone sin skyld. Han havde brug for, at nogen råbte af ham og sagde, det var ham. At han ikke var mand nok og han burde fortælle hende sandheden. "Fuck," mumlede han irriteret over sig selv, da det gik op for ham hvad han havde sagt og hun stillede et opsøgende spørgsmål. "Uhm, bare... For lang tid siden, døde en i min venskabskreds... Så jeg ved hvordan man håndtere det," delvis løj han.
Han mærkede hendes hoved mod sin skulder og strøg hende gennem håret. Han kunne godt mærke det havde behov for at blive vasket, men han sagde ingenting. Han ville omvendt gerne have hende tæt, men samtidig så havde han lyst til at skubbe væk. Han kyssede hendes kind. "Raven..." prøvede han, da han godt kunne regne ud, det ikke var dejligt ikke at få det tilbage og slet ikke i en situation som denne. Klumpen i hans hals blev til gengæld værre, når han forsøgte sig. Det ville ikke ud og det var for ham, som lokalet blev mindre. "Jeg bliver her," svarede han stille og sendte hende et kærligt smil, uvidende om hun ville have ham med eller ej. Han havde lyst til at slå i væggen.

Havde Raven nu bare vidst, hvilke problemer Dylan havde været ude i, som havde været skylden i at hun var blevet skud, så havde hun kunne hjælpe ham, men hun vidste intet. Hun kunne ikke huske at manden som havde skudt hende, havde sagt noget til Dylan før han havde skudt. Det hele var et stort sort hul i hendes hukommelse. Det eneste hun kunne huske var smerten og Dylans stemme som havde sagt hun skulle blive hos ham og hun efterfølgende var vågnet op på hospitalet, hvor Dylan havde været ved hendes side. Hun trak lidt på den ene skulder, "Hun har jo et arbejde at passe, hun kan ikke blive hele dagen," svarede hun roligt, Raven elskede sin mor og Mayson utroligt højt, de to og Dylan var det eneste familie hun havde, selvom hun godt vidste hvem hendes far var og hun på den side havde to ældre søskende også, så var de ikke hendes familie.
Hun bed sig let i læben, da hun mærkede hans hånd stryge hendes kind, mens hendes blik hvilede på ham, selvom der ikke var andet end sorg at spotte i hendes nøddebrune øjne, så var der et gengældt blidt smil på hendes læber. Det var rart at mærke hans hånd mod hendes kind, samtidig med, at det var grænseoverskridende at han rørte ved hende. Primært fordi hun var bange for, at han ville tættere på hende og hun ville ikke have at han skulle se arret på hendes mave. Hun kunne ikke engang selv holde ud at se det. Hun rynkede på panden da hans mumlen lød, forsat med blikket hvilende på ham. Hun lagde en hånd for sin mund, da han begyndte at forklare, selvom hun godt kunne hører hun kun fik en meget forkortet udgave af, hvad der var sket. Hendes blik flakkede en smule, "Dylan, skat, hvorfor har du aldrig fortalt mig det?" spurgte hun stille og så bekymret på ham. Det var nok typisk Raven at smide al sin egen sorg til side og være der for andre, når hun følte de havde brug for det.
Hun mærkede hans hår i gennem sit hår og kort efter kysset på sin kind, hvilket fik et lille halvhjertet smil frem på hendes læber, mens hun rystede lidt på hovedet, "Det okay," sagde hun stille, i hendes opfattelse var det måske ikke direkte fordi han ikke elskede hende mere, men fordi han gav hende en del af skylden, da hun jo bare kunne have ladet ham tranfere dem hjem i stedet for, at gå igennem Tusmørkegyden. Hun kendte jo ikke til den skyld, som var ved at æde Dylan indefra. Hun nikkede lidt, da han sagde han blev. "Tak.. Jeg smutter i bad," sagde hun stille, selvom det måske var noget underligt noget at takke ham for. Hun forlod barneværelset helt og gik ud på badeværelset, hvor hun tændte for vandet til badekarret var fyldt, så hun kunne hoppe i. Hvor længe hun helt præcist lå der, havde hun ingen idé om, men hendes fingre og tær var i hvert fald begyndt at blive en smule mormor-artige. Hun skulle til at trække proppen ud, da det gik op for hende, at hun havde glemt håndklæde. Hun sukkede lidt, "Dylan? Vil du ik komme ud med et håndklæde til mig?" kaldte hun, men blev i karret med vand, for hvis hun nu ventede med at stige op til hun havde fået håndklædet, så behøvede han ikke se hendes krop - eller rettere se hendes ar.

Dylan var meget privat og han vidste det godt. I forhold til han var forfatter og kunne vælte sit hjerte ud i bøger, som egentlig var mere følsomt end til en person, så havde han svært ved det, når det var foran andre og virkeligt. Det var for intimt. I bøger, var det hans verden og han kunne bilde alle ind at det hele var ren fiktion, det pure opspind fra en syg mands tankegang. Scenen med Raven der var blevet skudt af Blair, kørte konstant rundt i hans hoved og hørte han høje lyde, var han også parat til at dukke sig og beskytte de kvinder og børn, der måtte være i nærheden af ham. Intet, end ikke en syndbølge kunne vaske hans skyld væk. Han vidste, at han burde være ærlig overfor hende og ordene sad da også som en klump i halsen på ham, der ikke ville ud. "Det ved jeg godt... Jeg har det bare ikke godt med at skulle lade dig være alene," svarede han med et bekymret blik i sine øjne. Han ville ønske, at der kunne være folk omkring hende hele tiden.
Han lagde godt mærke til, at hun bed sig selv i læben, da han rørte ved hende. Han vidste ikke hvordan han skulle have det med det hele, for han vidste jo, at hun ville have han åbnede sig og deltog i sorgen, men han følte ikke at han måtte. Det var hans skyld det hele var sket. "Det er mange år siden efterhånden," svarede han med et skuldertræk. Ja, han havde fortalt den korte historie og mere havde han heller ikke tænkt sig at sige til hende.
"Sikker?" spurgte han og bed sig i læben. Han var så overstimuleret, at han ikke kunne give udtryk for, hvordan han havde de og at han egentlig elskede hende. Ikke det var ord, han generelt havde nemt ved heller, men lige nu var de bare svære end de plejede. Han vidste også, at han ikke kunne lade være med at sige det til hende forevigt, for så ville det med garanti være et kortlevet forhold mellem dem. "Yes," sagde han med et lille nik og satte sig ude i køkkenet for at prøve at spise den lasagne, der var derude. Efterfølgende gav han sig til at rydde en smule op, da han havde overskuddet til det og hans skriveredskaber ikke var her. Da han hørte hendes stemme, blev han straks bange for, at der var noget galt, mere fordi han var på vakt konstant. "Uhm, jo," kaldte han tilbage inden han skyndte sig at fiske et håndklæde frem og gik ud med det til hende. Han stillede sig ved siden af badekaret. "Her," påpegede han med et kort, akavet smil.

Raven havde læst hver og en eneste bog som Dylan havde skrevet, hun vidste bare ikke, at de ikke kun omhandlede hans fantasi som fik frit løb, men at der rent faktisk gemte sig hans egne oplevelser i dem. Eller at hun var skrevet om i dem. Så ville hun nok have set meget anderledes på hans bøger, end hun gjorde nu. Hun elskede hans måde at skrive på og beundrede virkelig, at han kunne. Hun fremprovokerede et lille smil, som ikke nåede helt op til hendes øjne. "Der sker mig ikke noget, skat, jeg er i sikkerhed her," sagde hun stille, det mente hun i hvert fald selv hun var. Selvom hun nok på nogle punkter havde det lidt ligesom Dylan selv havde, med hensyn til de høje lyde. Hendes reaktion var bare ikke at beskytte andre omkring hende. Nej, hendes reaktion var at beskytte sin mave, hvilket egentlig var utroligt åndssvagt, hvis man altså spurgte hende, for det barn hun havde haft i maven, kunne hun ikke beskytte nu. Det var for sent.
Hun rystede lidt på hovedet, "Længe siden eller ej. Du kan altid komme til mig og snakke, det ved du da," sagde hun bildt og aede hans håndryg forsigtigt med sin ene tommelfinger. Hun vidste jo godt, at det ikke nødvendigvis var fordi han ikke ville snakke med hende eller fortælle hende tingene. Hun havde nok nærmere en idé om, at det var fordi han var en mand, som helst ville bearbejde tingene selv.
Hun nikkede lidt, "Ja," svarede hun blot og sendte ham et nyt halvhjertet smil. hun prøvede virkelig at holde humøret oppe for hans skyld, hun kæmpede ekstra hårdt for at holde sine tåre tilbage, når han var i nærheden. Hun gjorde virkelig hvad hun kunne, men hun var samtidig også en ret så følsom ung kvinde, og hun havde virkelig glædet sig til, at skulle være en rigtigt kernefamilie med Dylan og deres lille baby.
Hun lod sine våde hænder glide hen over sit ansigt, som hun ventede mens Dylan fandt et håndklæde til hende. Hun så op på ham, da han kom ud til hende med håndklædet, "Tak," sagde hun, men blev i badekarret med vandet lidt, i tilfælde af at han helst ville ud, før hun steg op. Hun tog dog mod til sig, og rejste sig op i karret. Hun tog imod håndklædet og svang det omkring sig, mens hun diskret prøvede at tildække sit ar hele tiden. Hun lukkede vandet ud af karret, og gjorde tegn til, at stige ud af det, men bunden var glat, hvilket bragte hende ud af balance da hendes ene fod gled. Af ren refleks greb hun ud efter det nærmeste, hvilket i dette her tilfælde var Dylans ene skulder, mens et forskrækket gips forlod hendes læber. Hun slap ham forsigtigt igen, "Undskyld," skyndte hun sig at sige og samlede håndklædet op og bandt det omkring sig igen, da hun havde haft tabt det.

Dylan havde beskrevet meget af sin virkelighed i sine bøger, men det var langt fra alle der vidste det. Han sagde det ikke ligefrem højt. Han havde også beskrevet sin vens selvmord i en af sine bøger, men det ville han ikke påpege overfor hende. Det måtte hun selv finde ud af eller komme i tanke om. Han ville nemlig ikke snakke om det. Det var så mange år siden og han var generelt ikke typen, der snakkede højt om sine følelser. Det var blandt andet en af grundene til, at han ikke havde fortalt om sine følelser det øjeblik de opstod. Altså dem for Raven. Han lagde godt mærke til, at hendes smil ikke nåede hendes øjne. Hans svar var et ømt smil, dog uden at han direkte så på hende. Det de havde oplevet var svært at komme sig over, og han vidste ikke helt hvordan han skulle være sammen med hende. Være til stede. Han var selvfølgelig også ramt af dårlig samvittighed og den åd ham op indefra som en ætsende syre. Han havde det også fysisk dårligt. En konstant kvalme i form af en klump i halsen, som ikke ville forsvinde før han fortalte hende, hvad det var han havde gjort. Han var bange for, at hun ikke ville tilgive ham, hvis hun kendte sandheden. "Ja," svarede han og bed sig i læben. Blair vidste vel ikke, hvor Raven boede og det havde jo været for at skræmme ham til at betale. Han havde også betalt, da han ikke ville risikere, at Raven lærte sandheden den vej.
"Ja.. Men jeg har ikke brug for at snakke om det," sagde han hårdt og kortfattet. Han havde ikke brug for, at flere dårlige minder nåede overfladen. De dårlige minder han havde inde i hans hoved nu - de nye af slagsen, paralyserede ham i forvejen. Han følte virkelig han stod stille og alt han havde lyst til, var at lukke sig ind i et mørkt værelse og sidde stille flere timer indtil de forfærdelige tanker forsvandt af sig selv. Han var ingen superhelt, og han vidste ikke hvordan han skulle redde dem han holdt af.
Dylan vidste ikke hvordan Raven havde det indeni. Han vidste godt, hun umuligt kunne have det godt, men han kunne ikke vide at synet af ham alene gjorde, hun fik lyst til at bryde sammen i gråd. Han vidste, at idéen om, at han kunne have en lille kernefamilie var ren utopi. Det var vel karma for den måde, han havde været mod andre. Han havde blindt lade sig forføre ind i en livsstil hvor alkohol og stoffer var vigtigere end forholdet til andre og så havde han aldrig rigtigt været en venlig sjæl. Han havde tit startet diskussioner, alene fordi han kunne.
Han havde et brændende ønske om at forsvinde væk herfra, bare et eller andet sted, der var noget andet. Det var så nemt at flygte, men han vidste også, at han elskede Raven for meget. Han nåede ud med håndklædet og som han nåede at bemærke, at hun gled, men hans reflekser var for langsom til at gribe hende, mærkede han i stedet hendes hånd mod sin skulder i en jagende smerte, da han ikke havde været forberedt. Han mærkede en uforklarlig vrede bygge sig op. Sikkert fordi han var træt, og sikkert fordi det var endnu en gang hvor han var ubrugelig hvad angik hende. "Hvad med at passe på!" svarede han vredt og sammenbidt, som hans øjne så lynende på hende og han løftede sin hånd. Han nåede ikke at stoppe før den søgte mod at ramme hendes kind i en rødlig, klaskende symfoni.



Raven havde det ingen jordisk chance for, at nå at reagere på Dylans hånd som nærmede sig hendes kind, i en fart som hun slet ikke havde set komme. Måske hun ville have nået at reagere, hvis hun ikke først var blevet så overrasket over, at han snakkede sådan til hende. Hun vendte blikket overrasket mod ham, som hun tog sig til kinden, som nu var ildrød og man kunne mere eller mindre tælle alle fem fingre. Hendes hjerte bankede som havde hun lige løbet et mareton. Hun så på ham med et skræmt blik, før hun mærkede en enkelt tåre trillede ned af hendes ene kind, og hun skyndte sig direkte forbi ham og ind på værelset igen, hvor hun smækkede døren efter. Tårene fik frit løb, som hun satte sig op døren med ryggen.

//OUT