Jaylen + Jerome - Head over hills

Jerome sad lige nu foran sin computer. Musikken var tændt. The Dead Lay Waiting med Burtle The Turtle spillede. Der var rodet, der hvor han sad, men okay. Det var også sjældent ham og Curtis orkede t rydde op og når det blev det, så blev det hurtigt rodet igen. Jerome havde en stor to liters flaske med vand ved siden af sig og så ellers en masse frugtskrald til at ligge. Hans humør var ad helvedes til. Han havde lige været I L.A. Han havde besøgt sin far. Havde det været sjovt? Nej. Han gad i forvejen ingen ting og slet ikke derhen. Han havde så to gange været udsat for sin mor - første gang uden han ville det - anden gang frivilligt og derfor havde han også problemer med sin balance - og så var der også hans kost og søvn, der heller ikke rigtig stemte overens. Og mangel på kost og ordentlig mad plus alt den motion. Han havde dog fået blåmærker og sår over det hele, hans fod var forstuvet, men han gik rundt på den alligevel, da han ikke gad til lægen og han normalt havde noget at støtte sig op ad. Han lagde sin computer fra sig, da der ikke skete mere, han skulle vide på facebook. Jaylen var lige gået og han havde mest af alt lyst til at tude over alt det, der nu en gang rent faktisk var sket. Det gjorde så ondt indvendig, at han bare ikke på nogen som helst måde kunne bære det. Han rejse sig op. Jaylen var alligevel væk og Jerome regnede med, at det var over længere tid. Han vidste godt, han burde gå til lægen med sin fod, men det gad han ikke. Han havde jo også kommet forbinding på sin fod, men han kunne godt trænge til et nyt, så det ville han købe. Tage til den nærmeste kioske og købe noget forbinding. Han fandt sin pung med L på forsiden og bagsiden og derefter sin tykke dyne jakke. Han kom pungen i lommen og tog jakken på og fandt sit tørklæde og en beanie med øre og øjn på. Derudover, så tog han også sine pirat handsker på. Inden under jakken havde han sin neongrønne/sort tegnede skjorte og et par lyserøde bukser. Det blå hår sad ned i øjnene ved den ene side og hans make up sad også som den plejede. Han syntes selv, der var koldt uden for, men nu havde han også tabt sig en del og det gjorde bare kulden værre. I hvert fald for ham. Han tog en nøgle og åbnede døren og gik ud. Han låste den efter sig og skulle til at gå ned af trappen, da han trådte ned på den forstuvede fod og mistede al balance og begyndte at falde. Det eneste han selv kunne gøre, var at lukke øjnene og bare vente på, at det skete.

Jaylen selv var kun gået ned efter smøger. Han havde et par jeans på som det eneste der var synligt under hans store Candian Goose jakke med den velkendte pels rundt i kanten. Det var en af dem der gik helt ned til knæene så han ikke frøs. Han gik i sine egne tænker en smule mens han læste den besked fra Blaze hvilket fik ham til at få en glædeståre i sin ene øjenkrog. Hele vejen ned til kiosken havde han gået og læst de beskeder som Jerome og ham selv lige havde skrevet over facebook og det var først da han var gået han havde fattet hvad Jerome havde ment med at de boede under samme tag. Faktisk boede de jo overfor hinanden. Han gik og svarede Blaze med sit headset i ørene som altid. Han nåede lige at skrive at han havde fået øje på Jerome og ikke mange mm sekunder efter han kun lige havde nået at starte på sætningen med at Jerome var der så han at han var begyndt at falde. Jaylen lagde straks sin mobil ned i lommen og nåede lige præcis at gribe ham i sidste øjeblik da de trods alt boede på samme etage. Jaylen ville blive helt ude af sig selv når han vidste han var blevet slået igen, men han ville ikke blive rasende som han havde været det før i tiden, men blot lytte til hans ord. ”Got ya” gled det over hans læber mens han begyndte at hjælpe Jerome op på hans ben igen. Han smilede let for sig selv ved synet af ham og kunne mærke hvordan hans hjerte begyndte at pumpe rundt. Han havde egentlig ville fortælle om alt det med Candice og det var derfor han ville mødes med ham for at forklare hvor voksen han var blevet så at sige, men det gled ligeså hurtigt ud af hans tanker som han havde grebet Jerome. Han ville heller ikke begynde på alt muligt judgemental, men Jerome skulle da vide at han var der for ham. ”Det var da vist godt jeg kom forbi”påpegede han med et varmt smil over sine læber og nikkede en smule med sine egne ord. Han skulle lige til at fyre en sætning af om at nu kunne Jerome ikke stikke af, men han lod være. ”Lad mig se på den fod” sagde han ganske roligt og tog let fat i Jeromes dør for at sikre sig den var låst inden han fandt sin egen nøgle frem og hjælp ham indenfor ved at løfte ham op i sin favn så han ikke skulle hoppe rundt på foden. Han låste døren op og skubbede den op med sin bagdel inden han skubbede den i med foden da de var kommet ind på den anden side og bar ham ind mod stuen. Jaylens lejlighed var ikke klinisk ren, men den var i ganske pæn stand. Det var tydeligt at Jaylen havde brugt mere tid på at rydde op end at feste på det seneste. Han satte Jerome ned i en lænestol og sætte sig på hug foran ham efter han havde lynet sin jakke og tog let fat i foden uden at klemme særlig hårdt. ”Hvad har du dog lavet smukke?” spurgte han ganske roligt uden at lyde dømmende eller alt for bekymret inden han så op på ham. En del af ham vidste godt Jerome ikke ville se ham fordi han var bange for at ville have Jaylen igen, men Jaylen ville gerne have Jerome igen og det skulle han slet ikke komme til at være i tvivl om på noget punkt.

Jerome troede jo Jaylen var gået ud på en længere tur. Han ville helst egentlig undgå ham for hver en pris, også selvom han havde påpeget, at de boede under samme tag. Han vidste jo også godt, at de boede ved siden af hinanden. Det var en anden sag. Det havde han det sgu egentlig heler ikke særlig godt med at de gjorde. Men han kunne godt lide, at Blaze boede tæt på. Det var egentlig altid rart. Men det var jo også noget andet, han havde tilgivet Blaze. Det ville sige, han havde jo også tilgivet Jaylen, men det ville han ikke vise ham. Men han havde også kun tilgivet ham, fordi han kunne se, alle de forandringer, der egentlig var sket. Det gjorde ham i virkelig godt humør samtidig med, at han blev en anelse trist over det. Han vidste egentlig ikke, hvordan han skulle forholde sig til det, for ja.. han vidste jo godt, han havde bedt om det selv og sådan noget, men det var også skræmmende at Jaylen for en gangs skyld havde lyttet på det han rent faktisk havde fortalt ham, han skulle gøre. Så det var på ingen måde fordi han havde noget imod det. Jerome mærkede nogle arme om sig og et bryst ind mod sit ansigt. Han kunne kende duften. Det var Jaylen. Han blev kun bekræftet da han hørte hans stemme. "Øh tak.. jeg vil godt væk nu.." hviskede han stille. Mest afalt, fordi han vidste han ville blive svøbt væk og han var bange for det. Han ville jo slet ikke se Jaylen af den grund og allerede nu prøvede han jo også at komme væk. "Jeg skal ud og løbe..." mumlede han. Han vidste godt han ikke kunne med sin fod, men en form for motion skulle han have. Ellers blev han bare mega fed. Han bed sig i læben, da Jaylen ikke ville have han skulle væk. Han kunne ikke have det. Han ville væk. Og det skulle være nu. Han skulle ikke røre ham! Han havde mest af alt lyst til at give sig til at tude. "Min fod har det fint, jeg snublede bare og jeg vil gerne have lov til at gå nu..." mumlede han. Han vidste at hvis han var nær Jaylen bare to minutter mere, så var han solgt. Han kunne på ingen måde stå imod ham og det var på ingen måde fair heller og han kunne bare ikke have følelsen af at føle sig så svag. Han lod sig løfte op I Jaylen's arme og holdt fast om hans nakke. Problem solved. Han var væk. Han var blevet svøbt væk. Bare den tid, han havde været i hans arme nu. Han havde stadig mest af alt lyst til at give sig til at tude, og hans øjne var en anelse fugtige. Jerome lod sig sætte ned og kiggede på Jaylen, da han satte sig på hug. "Er din jakke ny?" spurgte han stille og bed sig i læben over hans spørgsmål. Han mærkede klemmet om sin fod og skar en grimase, hvilket fik en tåre til at vælte ud fra hans øjenkrog. "Min mor" sagde han dystert og så væk. Han ville ikke til fucking lægen.

Jaylen havde jo egentlig bare skulle hente smøger hvilket lige nu var hans held. Han vidste jo godt efter han havde læst beskeden fra Blaze hvorfor det var at Jerome ikke ville se ham. Jaylen var helt sikker på at Jerome var bange for at han ville give efter for Jaylen og dermed ville Jaylen kunne få ham igen, men det behøvede Jerome ikke vide. Jaylen vidste godt det var underligt at han faktisk havde lyttet, men på den anden side vidste det jo egentlig også Jerome at han virkelig gerne ville have ham igen når han netop lyttede. Han havde jo forsøgt at lytte før, men der var det endt galt og han havde forsøgt at hjælpe på en anden måde end Jerome havde ønsket for ikke at nævne han var blevet bange for at binde sig og havde dummet sig. Han havde jo fundet ud af hvilken værdigfuld skat han havde mistet og derfor var han blevet klar til at binde sig, men kun til Jerome. Ingen andre her i verden. Candace havde sagt han skulle fortælle Jerome at han skulle sige han savnede ham, men han vidste jo godt at det ikke var vejen frem. ”Du skal ikke ud og løbe på den der fod Jerome” kom det roligt fra ham inden han havde løftet ham op. Han rystede let på hovedet til at hans fod var fin for det var jo tydeligt at den ikke var det. Han vidste dog ikke hvor lidt eller meget tid der skulle til før at Jerome faktisk blev svøbet væk af ham. Det skulle han dog nok snart komme til at vide et sted. Han nikkede let til det var en ny jakke uden at snakke mere om det. Det var også derfor han ikke snakkede rigtigt om det. Han slap hans fod igen og lod sit ærme dække let for sin hånd og tørrede blidt hans tåre væk. ”Du burde gå til lægen med den” sagde han roligt og rejste sig op for at give ham et kys på panden da han hørte det var hans mor der havde gjort det. ”Nu går du ingen steder. Så skal jeg forbinde den bedre” sagde han med et varmt smil over sine læber og forsvandt hurtigt ud på sit badeværelse for at komme tilbage igen med en mindre støtte til anklen og en noget bedre forbinding. Jaylen havde jo gået til ballet før i tiden. Han lagde jakken fra sig og sætte sig atter på hug. Han bandt hans sko op og træk forsigtigt strømpen af ham for at begynde at pille forbindingen af. Godt nok sad den fint, men Jaylen havde forstand på fødder grundet al hans dans. ”Er du sød at fortælle hvad hun har gjort denne gang eller er det en del af jeg intet må vide om dig mere?” spurgte han roligt da han så let op på ham for at pille resten af forbindingen af og begyndte at give ham en ny på. Jaylen var også langt mere roligt end han havde været længe og det virkede faktisk som om at han stille ville lytte på hvad han sagde uden at komme med nogen fordomme, forsøge at redde Jerome eller afbryde ham. Bare lytte til hvad han havde at sige. Jaylen var også ganske tålmodig med at skulle sige at han ville have ham igen. Han ville være sikker på at Jerome begyndte at vise at han faktisk ville i stedet for kun at tage Blazes ord for det og mere travlt havde han heller ikke. Jerome skulle se helt tæt på at han faktisk havde ændret sig og ikke bare på afstand. Han så op på ham engang i mellem for at se hvordan han så ud til at have det.

Jerome var så bange for at blive svøbt væk og han vidste det ville ske forholdsvis hurtigt når han var nær Jaylen. Bare at blive holdt om, hører hans stemme var nok, selvom et kys ville gøre at han slet ikke ville kunne klare det længere. Lige nu var han trods alt kun på renden til at græde og på renden til at være svøbt helt væk - men han var svøbt væk nok til, at han ikke ville gå. Og så lidt skulle der til. Han følte sig svag, og han ville føle sig endnu mere svag ville at skulle spørge Jaylen om at elske ham og om han elskede ham. Han kunne virkelig ikke holde til at være nær Jaylen. Jerome havde jo ikke været bange for at binde sig, men kun bange for at forelske sig. Han kiggede på Jaylen da han begyndte at snakke. Han bed sig lidt i læben. "Men... der er ikke sket noget med min fod, jeg snublede altså bare" prøvede han at bortforklare sig. Han ville simpelthen ikke indrømme noget som helst og slet ikke overfor Jaylen. Han skulle ikke hjælpe ham. Han kiggede bare på ham, da han nikkede til at det var en ny jakke. Jerome købte sjælden nye ting til sig selv, men han var god til at se hvad andre havde af nye ting. Hans jakke var ret gammel, men han kunne godt lide den, så han ville egentlig helst ikke af med den. Og den var jo i god stand - den var bare ikke så varm, som den havde været på det tidspunkt. Jerome havde tabt sig meget siden da. Jerome mærkede Jaylen's berøring og bed sig endnu en gang i læben og klemte skam også sine hænder sammen. Han ville ikke det her... Jaylen skulle ikke svøbe ham væk. Han ville ikke have det. Han havde det bedre uden ham - havde han ikke? Han vidste godt, at det var en løgn, men han kunne virkelig ikke have det her. Han kunne ikke holde til det. Han vidste Jaylen havde ændret sig. Det kunne han jo se og mærke. Han var også langt mere rolig end han plejer."Jeg gider ikke til lægen. Lægen vil bare røre" mumlede han. Jerome havde kun ladet Jaylen røre ved sig. Han kunne ikke have, når andre gjorde det og han gik totalt i panik, når folk gjorde det. Men det var også blevet værre. Han havde slået sin far, for faktisk at røre ham. Han mærkede et kys på kinden og nikkede bare til han skulle blive og mærkede endnu en tåre falde ned af hans kind, men på grund af kysset. Han tørrede tåren væk inden Jaylen kom tilbage. Den glæde skulle han fandeme ikke have på nogen som helst måde. Jerome var også god til det med forbinding ellers, for han havde været vant til at skulle forbinde sin fod længe. Han havde jo haft brug for at kunne det længe trods alt. Han lod Jaylen tage hans sko og strømpe af og kiggede bare på sin fod. Den var hævet og ikke mindst gul og blå. Han kiggede væk fra sin fod og væk over spørgsmålet også. "Min far havde været på besøg og havde fundet min adresse. Ved ikke om de havde talt sammen, men i hvert fald, så kom hun også herind og først tæskede hun mig. Men ikke så slemt.. Bare sådan et bar sår og nogle mærker og sådan. Så tog jeg hen til min fa... manden og han bad mig tage hen til min mo.... damen og tale med hende. Jeg blev sur og råbte at det skulle han ikke. Jeg gjorde det allgievel og derfor er min fod sådan" mumlede han. Han sagde ikke hvorfor det var sket og sådan noget. Han vidste jo det godt, for hans mor havde råbt det i hovedet af ham.

Jaylen vidste ikke hvor meget eller lidt Jerome var svøbt væk og ikke var. Det handlede egentlig bare om at han var svøbt væk nok til at han ville blive for Jaylen havde inderligt savnet ham. Han ville derfor lige nu bare gerne have lov til at være tættere på Jerome og holde sig på en vis distance på samme tid til andet ligesom blev lovligt. Da Jerome dog ikke havde gjort modstand ved at blive løftet op kunne han godt regne ud han nok godt måtte være lidt tæt på selvom Jeromes mund ville sige noget andet end hvad faktum var. Jerome skulle slet ikke tænke på at spørge Jaylen af nogen art om den slags ting for det ville ikke vise Jerome at han jagtede ham. Det var vigtigt det var Jaylen der tog de første skridt på vej tilbage og det vidste han jo godt selv. Han var bare roligt omkring det for ikke at gå for hurtigt frem for så ville Jerome jo nok smutte fordi han ikke kunne holde ordene ud. Jaylen kendte ham jo godt. Han vidste jo også godt han havde berøringsangst. Han havde bare haft så travlt med at ordne tingene på hans måde at Jerome havde følt sig overset. Han rystede let på hovedet til at Jerome bare snublede da han simpelthen ikke troede på at det var sådan det hæng sammen. Ikke fordi han regnede med hans far havde gjort det, men fordi frygten om at hans mor skulle vide Jerome var i byen og skade ham. Han var derfor også sikker på det nok var Jeromes mor, men det var jo aldrig til at vide det. Han kunne jo også godt høre det var en bortforklaring. Jaylen lyttede jo netop efter hvad han sagde og hvordan han sagde det. Jaylen købte gerne nye ting, men han havde også pengene til det normalt. Den der havde han dog fået af sine forældre til sin 22 års som Jerome jo netop ikke havde været med til fordi de havde slået op kort tid forinden. Jaylen selv havde ikke tabt sig af nogen art, men han havde heller ikke taget på. Han ville aldrig synes at Jerome kunne blive for tyk, men han synes til gengæld at han kunne blive for tynd. Han ville dog ikke kommentere det for han vidste jo godt at Jerome havde spiseforstyrrelser. Det havde han jo også virkelig tænkt over bagefter. Han var godt klar over at kysset på kinden ville gøre ondt på Jerome, men det var ligeså meget for at give ham et svagt hint om at han faktisk stadig godt kunne li ham selvom han jo godt vidste at han nok ville komme til at fælde en tåre af det. ”Ved jeg godt de gør Jerome, men nu må vi se. Jeg har trods alt danset en del så har speciel forbinding” sagde han roligt inden han var gået. Han var glad for at Jerome ikke sagde noget til at han rørte hans fod og han håbede sådan set ikke han klemte hans fod for hårdt. Han var en smule overrasket over hvor slem den faktisk så ud, men sagde heller intet til det. Han nikkede let lyttende inden han så op på ham igen. ”Så damen har gjort det ved din fod?” spurgte han roligt bare for at sikre sig han havde forstået det hele rigtigt. Han ville ønske han havde været der for ham, men nu måtte han bare gøre sit bedste for at være der nu. Han slap stille hans fod da han var færdig og så lidt på ham som han nu sad på knæ foran ham med begge knæ nede på gulvet. ”Har du smurt dine blå mærker så Jerome?” spurgte han roligt og sendte ham et varmt og hjerteligt smil. Det var ikke nødvendigt at spørge om han havde det for når Jerome sagde han var blevet tæsket.. Ja så havde han dem også. ”Men jeg er nu glad for du kom tilbage til byen. Jeg har savnet at kunne se dig. Virkelig”indrømmede han stille og slog blikket en smule ned af. En smule ydmyg, men ikke for meget heller inden han så op på ham og sendte ham et varmt smil. Jerome var virkelig hans porcelæns dukke lige nu hvis han skulle sige det med sine egne ord. Ikke bare en porcelæns dukke, men HANS porcelæns dukke. I hvert fald inden længe. Han skulle bare formulere ordene rigtigt. Hvis Jerome begyndte at græde af de ord ville han kunne forklare ham hvor ondt det gjorde at se ham sådan der for han savnede ham jo dybt og elskede ham højt.

Han var som sagt svøbt nok væk til at han rent faktisk ville blive her, men det var også det. Han skulle kysses for at være der helt. Lige nu ville han ikke kunne hører ordene jeg elsker dig, på nogen som helst måde. Det ville bare have gjort ondt på ham. Virkelig ondt og det kunne han ikke tåle. Jerome var heller ikke den, der skulle jagte Jaylen og han gjorde det heller ikke. Han prøvede mest af alt på at holde sig væk fra Jaylen, det kunne han bare ikke. For lige nu havde han jo været i hans arme og så var det svært nok for ham, at komme væk. Jerome tillod ikke at folk rørte ham, så sagde han noget. Men han kunne lige klare til at Jaylen rørte hm, men det var altså også noget andet - i følge ham, selvfølgelig. Jaylen havde næsten altid haft lov til at røre ham, når ingen andre måtte. Selvfølgelig havde Jerome følt sig overset. Han havde følt alt havde handlet om Jaylen og ikke deres forhold som helhed. Han havde aldrig følt, at der var tid, til egentlig bare at være dem. Det var i hvert ald det han havde følt, det kunne selvfølgelig godt være Jaylen havde følt noget andet, det var også fint nok. Han skulle ikke bestemme det. Det var bare sådan han selv havde haft det. Men han ville så slet ikke snakke om det. Og slet ikke lige nu. Han var i forvejen ved at give sig til at tude, han havde ikke brug for mere, der kunne få ham til det. Jerome vidste godt, at han var gået glip af Jayln's fødselsdag, men Jaylen var så også gået glip af Jerome's fødselsdag, så det måtte de jo holde det på et andet tidspunkt selvom han personligt syntes, at det var ret så sent. Men det var så en anden sag. Jerome havde faktisk haft købt en fødselsdagsgave på det tidspunkt, og han havde den faktisk stadig. Han vidste bare ikke, hvad Jaylen ville syntes om den. Han regnede dog ikke med, at Jaylen havde haft en god fødselsdag, så han ville slet ikke spørge. Jerome gav bare op med at forklare at han bare var snublet. Jaylen troede jo alligevel ikke på ham, så det var alligevel en smule nytteløst. Jerome havde altid syntes han var for tyk og derfor havde Jaylen's hjælp, jo heller ikke hjulpet ham på nogen som helst måde. Han vidste godt han havde gjort sit bedste, men det var bare ikke det der skulle til og Jerome var blevet endnu mere sygeligt syg - han vidste godt, at det ikke var godt, men han så kun alt fedten på sin krop. Jerome vidste jo godt Jaylen kunne lide ham. Det havde han jo efterhånden forstået. "Men.. jeg behøver ikke din hjælp. Det er fint nok som det er.. Jeg vil bare ikke til lægen.." mumlede han stille. Han kunne ikke betale det alligevel. Det kostede alt for meget. Selvfølgelig gjorde det ondt, at Jaylen rørte hans fod, han valgte egentlig bare at lade være med at vise det overhovedet. Han kunne ikke se hvorfor han skulle. "Ja..."spurgte han og kiggede bare på at han bandt hans fod ind. Han kiggede kort på hans læber og så på hans øjne. Han bed sig i læben. Han vidste godt hans fod så ret slem ud. "Nej jeg har ikke" mumlede han. Han syntes ikke, at Jaylen skulle smøre hans blåmærker og sår. Han kiggede på ham ved hans næste ord og sagde at han kiggede ned. Han strøg kort Jaylen over håret og fjernede så hurtigt sin hånd igen, da det var lidt mærkeligt. "Øhm... jeg skulle jo hjem på et tidspunkt" spurgte han og bed sin læbe til blods. Han kunne ikke svare på det med at savne.

Jaylen ville heller ikke sige det. Han ville vise ham det. Han havde skam også tænkt på blot at give ham et kys, men det handlede også om at finde den rette timing til hvornår man skulle gøre det eller ej. Han elskede ham jo virkelig højt og han vidste jo godt det havde været ret så tydeligt på det seneste så det var jo egentlig bare at følge den til dørs så at sige. Jaylen havde faktisk købt en gave til Jerome også selvom at han ikke havde været med Jerome på det tidspunkt. Han havde købt den i al hans savn til ham og da han havde købt den og var kommet hjem havde den bare stået og mindet ham om hvad han ikke havde og så havde Jaylen bare druknet sig i alkohol for nok en million gang. Han rystede let på hovedet. ”Nej nu får du det her på og så slipper du nok for lægen” sagde han ganske roligt og sendte ham et kærligt smil inden han havde blevet færdig. Det var nok det vigtigste lige nu for Jerome med hans fod. At han kom til at slap for lægen. Det var ikke fordi Jaylen ville være bedre vidende som sådan, men fordi han bare fået halvt lov til at hjælpe ham bare en smule. Jaylen var jo også godt klar over at han nok ikke kunne betale det og derfor var en smule hjælp til at undgå det jo nok en ting man kunne sætte pris på. Jaylen vidste ikke hvor mange penge Curtis havde og ikke havde, men Jerome havde allerede nævnt at han ikke havde haft råd til at komme i zoo så lægen var helt klart udelukket. Jaylen hævede let det ene øjenbryn. Han troede ikke helt på det, men han var godt klar over at Jerome faktisk snakkede udenom og sikkert synes det var at gå over grænserne at få Jaylen til at se på dem. ”Tror jeg nu du har, men skal nok lade dem være” sagde han ganske roligt og nikkede let til sine egne ord. Da Jerome lige fremme kaldte New York for sit hjem, hvilket han ikke havde ville på fb, gik Jaylen helt i stå. Han mærkede hjertet nok engang rive i ham og minde ham om hvad han skulle. Da Jerome bed sig i læben og endda til blods øjnende Jaylen chancen. Han lagde sin hånd på armlænet og rejste sig en smule op for så at læne sig let indover Jerome. Han tog let fat i hans hage og holdte den fast så han ikke kunne undvige hans blik. Han lænede sig en smule indover ham og lod sine læber blidt ramme Jeromes. Hans hjerte var som om det var på vej op af halsen mens en lille let tåre gled ned af hans kinder for en del af ham var et sted bange for at Jerome ikke ville kysse igen, men blot afvise ham. Hans hjerne var let slået fra og derfor handlede følelserne. En anden del af ham var glad for at tage den chance og mærke hans læber igen. Som om det havde været en evighed siden og hvis Jerome endda ville gengælde det ville det være som et eventyr. Så tåren var en blanding af frygt og glæde.

Jerome kunne godt lide at høre, at han var elsket en gang i mellem, men der var kun en person, der havde fået lov til at sige det og det var Jaylen og det var den gang, han havde været på sygehuset. Der havde han også være stand til at kunne sige det igen. Ikke kun kys handlede om timing, men også, hvornår man fortalte Jerome at man elskede ham. Men havde Jaylen ikke været utro, så kunne Jaylen så sagtens have sagt det, men det var de ikke lige nu. På Jaylen's fødselsdag havde Jerome bare besluttet sig for at give sig til at tude. Det kunne han lige så godt og det havde han gjort. Så havde han selvfølgelig også røget lidt tjald og alt andet kunne han faktisk ikke rigtig huske. Han kunne heller ikke huske, hvad han havde lavet på sin egen fødselsdag, men han havde vist holdt en stor fest sammen medd Curtis og en masse folk de bare inviterede, og så havde de alle det stået på druk for alle pengene. Han havde dog glemt det meste af det. Jerome lod ikke ret mange mennesker hjælpe sig, så det var faktisk ret stort at Jaylen overhovedet fik lov til det. "Jeg ved det godt..." mumlede han stille. Curtis havde penge nok til at betale et læge besøg, men han ville ikke tage Curtis' penge og så var det jo snart jul og sådan noget, så han kunne jo egentlig ikke på nogen som helst måde være det bekendt. Han havde bare ikke selv nogle penge - de var for længst brugt på stoffer, men han fik så godt nok snart løn fra begge hans arbejder. Det havde virkelig været over Jerome's grænse, selvom han havde haft lyst til at svare: jeg savnede også dig. Det var bare som om, han ikke kunne sige det lige nu, hvilket han normalt ikke, ville have noget imod at sige. Han kiggede bare på Jaylen, da han begyndte at læne sig ind over ham og mærkede hans tag om sin hage. Han vidste godt det skulle ske nu. Han kunne ingen modstand gøre og han vidste, han ville blive svøbt fuldstændig væk og det på ingen måde var fair. Han mærkede Jaylen's læber mod sine egne og lukkede sine øjne i og gengældte kysset og kunne mærke tårerne begyndte at vælte ud fra hans øjne. Han vidste godt at han havde kaldt New York for sit hjem, men det var det jo egentlig også. Han kunne meget bedre lide at være her ind i L.A.

Jaylen vidste godt at Jerome ikke ville kunne tåle at høre lige nu at Jaylen elskede ham. Han kendte ham godt nok til at vide den slags og derfor var det også han ville vise ham det i stedet for. Han havde jo godt vist da de var sammen at det ikke var altid at Jerome kunne klare de ord. Det var et sted nok mest af alt fordi han aldrig havde hørt dem før og derfor gjorde de ondt på ham. Det var i hvert fald hvad Jaylen var kommet frem til. Jaylen mærkede tårene fra Jerome der gled ned over kinden da de ramte hans hånd hvor han holdte i hans hage. Han vidste godt et sted at Jerome var ved at være svøbet virkelig væk, men det var også hans mening. Han mærkede hvordan Jerome gengældte hans kys på samme tid hvilket fik et par tåre hos ham selv til at glide ned over hans egen kind. Han slap stille hans hage for at lade sin hånd glide længere op for at tage de værste tåre. Han slap stille og blidt kysset for at trække Jerome indtil sig. ”Det gør så ondt at se dig græde Jerome” hviskede han ganske lavt og lod ham græde ind mod sig hvis det var han havde behov for. Hans hjerte hamrede løs og Jerome ville kunne høre det. Jaylen var jo stadig lige forelsket i ham og han var som nyforelsket i ham. Han vidste slet ikke hvor han skulle gøre af sig selv og kunne slet ikke tænke lige. ”Jerome du er uvurderlig skat og jeg har ikke lyst til at miste dig på noget punkt” hviskede han lavt og så bare ned på ham. Jaylen var et sted nervøs for at han gik for hurtigt frem, men det at se Jerome havde virkelig bare trukket i ham og at han endda havde gengældt kysset gjorde han ville have ham tilbage lige nu! Ikke om lidt, men nu! ”Vær’ min prins igen. Jeg beder dig” hviskede han lavt og vidste godt han var en smule ydmyg, men det gjorde næppe noget. Han var virkelig så lost uden Jerome og selvom det kunne tolkes som at han gjorde det her for sin egen skyld så var det jo slet ikke sådan.

jerome havde aldrig hørt de ord nej. Han havde ikke fået dem at vide da han var lille, trods for han intet kunne huske fra den tid. Men hans underbevidsthed kunne vel. Han led trods alt af armensi, og han var så bange for at glemme sig selv igen og alle andre. Den han var nu måtte på ingen måde forsvinde. Han havde aldrig fået det at vide af sin mor, heller ikke af Damien. Eller af sin søster. Og slet ikke af sin far. Hvordan skulle han så kunne forholde sig til det? Men han kunne godt nogle gange, når Jaylen sagde det. Jerome vidste at han var svøbt fuldstændig væk og ikke kunne modstå Jaylen lige meget hvad nu. Overhovedet ikke. Han ville indrømme blankt, at han gerne ville have ham tilbage, ligeså snart han fik chancen. Han kunne godt fornemme at der også var tårer fra Jaylen's side af. Han lod Jaylen tørre hans tårer væk og kiggede lidt på ham, han kunne ikke stoppe tårerne på nogen som helst måde, men han prøvede så heller ikke lige nu. Jerome lod sig trække indtil Jaylen og lagde sit ansigt ind mod hans bryst. "Undskyld" hviskede han og bed ham i trøjen for at dække lyden af gråd. "Du må ikke se på mig.." hviskede han og kunne mærke tårerne bare havde brug for at komme ud. Han ville bare helst ikke græde foran Jaylen. Jerome kunne godt hører Jaylen's hjerte. Hans eget bankede lige så hurtigt og han havde det som om, han skulle dø. Han elskede Jaylen så pisse højt og han havde haft så svært ved at give slip på ham. Det havde faktisk været helt umuligt for ham. Han kunne ikke slippe Jaylen på nogen som helst måde. Han elskede ham mere end noget andet. Han hørte hvad Jaylen sagde og lukkede kort sine øjne i og græd videre. "Du må ikke gå fra mig.. jeg vil ikke miste dig..." hviskede han til han sagde og holdt fast i hans trøje. Han gik overhovedet ikke for hurtigt frem, for han var trods alt svøbt væk. Han hørte hvad han sagde og klemte igen hans trøje og kiggede så op på ham."Jeg vil gerne ha' min konge i..igen" svarede han hviskende tilbage og havde intet imod at Jaylen var ydmyg. Han kørte sin hånd gennem Jaylen's hår og kunne mærke, at han begyndte at føle sig glad igen.

Jaylen vidste ikke at Jerome led af armensi. Hvis han havde gjort det ville han helt sikkert også tage mere hensyn til ham. Faktisk kendte han jo slet ikke Jerome særlig godt. det havde han også måtte erkende overfor Blaze og det havde faktisk gjort en smule ondt. At vide man kendte den man elskede så enormt lidt i forhold til hvor længe de havde kendt hinanden. Jaylen havde jo slet ikke sinket det at spørge indtil Jeromes barndom det mindste. Generelt til hans fortid. Det var kommet tilfældigt i brudstykker og det var også en ting han havde tænkt sig at ændre fremover for han kendte jo næsten ikke Jerome. Jaylen var også typen der havde behov for engang i mellem at sige det han normalt viste igennem handling, nemlig at han elskede Jerome. Han vidste dog også godt at det næppe var der han skulle starte lige nu og han skulle vente med at sige lige netop de ord igen til de havde været sammen noget tid igen. Han skulle også vise det bedre igennem handling, men Jaylen havde tænkt over alle de ting. Han havde nærmest lagt en mindre fleksibel plan i sit hoved på hvordan det ville komme til at hænge sammen med rig mulighed for Jerome at komme med input og det var ikke sådan han planlagde at efter så og så lang tid skulle han sige de ord igen. De ord skulle altid komme når man følte for det, men mere ting i en meget nær fremtid på hvordan han skulle vise Jerome hvad han følte bare for at understrege dem hvis han ikke afviste ham. Han mærkede hans hoved mod sin brystkasse og nussede ham ganske blidt igennem håret og ned af ryggen. Han var ganske forsigtigt som om Jerome var lavet af glad og kunne gå i stykker hvert andet øjeblik. Han mærkede godt at han bed i trøjen og ville ikke stoppe ham lige nu. Det var synd og skam. ”Jerome det er ok at græde” hviskede han med en berolig stemme og fik selv et par tåre i sine øjne fordi det gjorde så ondt at se ham græde. ”Det er en smerte jeg ikke har noget mod så længe jeg er her til at trøste dig igen” forsætte han med samme blide og milde hvisken som for kort tid siden. Det gjorde godt nok ondt på ham at se ham græde, men Jerome måtte gerne græde. Han nussede ham ganske blidt igennem håret. ”Jeg ville aldrig gå fra dig” sagde han stille og kyssede ham blidt på håret. Da han kiggede op forsøgte han atter at tørre hans tåre væk. ”Jeg vil heller dø end at forlade dig igen min prins.. Virkelig…” sagde han stille og kyssede ham let på kinden. Han havde intet mod Jerome holdte hans trøje på nogen måde. Ved hans næste ord gled der en glædeståre over hans kinder og en tung sten faldt fra hans hjerte af. Han løftede ham stille op så han bedre kunne holde om ham og lagde ham ned i sofaen for at ligge sig ved hans side og træk ham stille indtil sig. Han nussede ham blidt ned af siden og kyssede ham ganske blidt. Jaylen følte virkelig stadig at Jerome kunne gå i stykker når som helst. Han havde heller ikke opdaget at Blaze faktisk havde skrevet igen. Det var slet ikke vigtigt når man tænkte på han var med Jerome og han var mere tæt end han havde fået lov til de sidste 4 måneder. Han kunne ligge sådan her til verdens ende hvis han skulle være ærlig lige nu.

Jerome havde ikke ville fortælle, at han havde glemt alt. Han fandt det noget så ydmygende. Han havde flere gange fundet på ting om sin barndom, i stedet for at sige, at han intet kunne huske. Han ville helst ikke have at Jaylen skulle vide det, men han kunne selvfølgelig blive nødt til det. Han havde jo længe været bange for at den han var nu, ville forsvinde væk i al evighed. Hvem ville han så være? Hvad ville han så være? Ville han elske Jaylen, hvis armensien var kommet igen? havde han været alt det, han var nu? Havde han haft mulighed for, at bygge det gamle liv op for bunden igen? eller ville det være for smertefuldt? Ville han blive en anden? Hvor ville de minder han havde haft lagres henne? Han var jo begyndt at tage billeder af alting og det var nærmest en besættelse. Han blev også nødt til at tage billeder af Jaylen nu. Jerome var et eller andet sted bange for at Jaylen skulle lære ham at kende. Han følte selv at han kendte Jaylen rigtig godt. I hvert fald mere end Jaylen kendte ham og han var også rigtig god til at gennemskue Jaylen. Jerome kunne ikke de ord lige nu. Slet ikke efter hvad der var sket hos hans far eller mor for den sags skyld. Han ville så heller ikke rigtig tale om det. Men det var så ikke også kun dem, det var også på grund af det, der var sket den nat, da han fandt Jaylen med Jasmine. Det havde virkelig slået ham noget så meget ud og han kunne stadig huske, hvor ondt det havde gjort. dog var det væk lige nu. Jerome mærkede hans hånd i sit hår og nød det. Han mærkede derefter hans hånd ned af sin ryg og svajede ganske lidt i sin ryg. Han slappede en smule mere af og kunne godt mærke at Jaylen var meget forsigtig. det gjorde ham så heller ikke noget på noget som helst område. Det var faktisk underligt rart et eller andet sted. "Men jeg har ikke lyst til at græde.. det kom bare" mumlede han ind mod Jaylen og holdt fast i hans trøje med sine hænder. Han ville på ingen måde give slip lige nu og han fik ham virklig heller ikke til det. Han havde savnet Jaylen noget så fucking grænseoverskridende meget og han havde aldrig nogen sinde oplevet sådan et savn før. Det var lige før, at savnet alene havde slået ham ihjel. Jerome havde på ingen måde imod at der også var tårer I Jaylen's øjne. det var faktisk rart et eller andet sted. Også selvom at han egentlig ikke som sådan kunne se dem. "D..du må gerne trøste mig.." hviskede han og duftede en anelse til ham. Jerome kunne på ingen måde stoppe med at græde lige nu. det var sådan en blanding af han var glad og så bare det, at Jaylen var så tæt på ham igen. "du må aldrig nogensinde gå fra mig.. du skal være hos mig..." hviskede han til det med miste. Han var virkelig afhængig af at Jaylen rent faktisk var hos ham. Jerome nød lyden af hans bløde og blide stemmen samt at blive nusset i håret. Det var så rart at opleve det igen. Han kiggedde op på ham og så Jaylen's tårer. Det varmede et sted om hans hjerte. Han mærkede kysset i håret og nød virkelig de kærtegn lige nu. "Du skal ikke nogen af delene. Du skal bare blive her hos mig" hviskede Jerome tilbage og mærkede kysset på kinden og kunne mærke sig selv blive svøbt helt væk og føle, at han egentlig mest af alt var i himmelen. Han lod sig løfte op i Jaylen's favn og holdt fast om hans nakke. Han lod sig ligge ned i sofaen og lagde sine arme om Jaylen. Han gengældte Jaylen's kys og måtte indrømme at han nød til fulde. Han kunne virkelig godt falde i søvn nu - nu hvor han endelig var i Jaylen's arme.

Jaylen kendte ikke til alle de ting. Hvis han havde gjort det ville han jo kunne forstå en større sammenhæng mellem hvorfor Jerome ikke sagde noget om hvem han var for faktum var at Jaylen jo egentlig gerne ville kende ham bedre, men han havde bare aldrig fået gjort. Han vidste ikke helt hvorfor, men det kom sig vel af hans eget selvfede ego eller noget i den stil. Det var ting som dette han faktisk fortrød dybt og inderligt hvis han skulle være ærlig. Han ville dog begynde at finde det en smule underligt når Jerome ville begynde at tage billeder af det hele og så ville han også stille spørge indtil det. Jaylen vidste jo ikke helt hvad der var sket med Jeromes far og mor. Eller.. Manden og damen som de jo egentlig var, men den tid skulle nok komme hvis man spurgte ham. Jaylen selv var godt klar over at det med Jas nok stadig gjorde ondt, men gjorde det jo også på ham. Han var virkelig stadig ked af at han havde gjort det og han vidste jo godt han havde burde sige noget i stedet for bare at gøre det, men han kunne jo desværre stadig ikke ændre noget han havde gjort allerede. Han lagde mærke til hvordan han svajede let i ryggen og smilede let for sig selv over det. Han kunne godt fornemme det fik ham til at slappe en smule mere af hvilket gjorde ham ganske glad lige nu. ”Jamen du må gerne og selvfølgelig kom det bare. Jeg græd jo også selv smukke” sagde han stille og mærkede godt hvordan han stadig holdte fast i hans trøje hvilket han også gerne måtte det. Det var sådan en underlig og dejlig følelse at stå her med ham igen. Han regnede heller ikke med at han havde det store mod han var forsigtig lige nu. Han kunne godt mærke at Jerome slet ikke ville slippe lige nu og hvis det stod til ham selv så skulle han heller ikke. Jaylen havde jo også savnet Jerome dybt og inderligt. Modsat Jerome havde han bare ikke noget mod at indrømme det. Han strøg ham blidt over håret og ned af kinden. ”Jeg er i gang søde, men hvis du vil græde må du gerne gøre det færdig først og så skal jeg nok tørre dine tåre væk” hviskede han kærligt og med den milde undertone. Han lagde ikke mærke til at Jerome duftede til ham, men han gjorde jo egentlig også det samme lige nu. Nød at kunne være tæt på ham og at duften fra Jerome steg op i hans næsebor igen. Han nikkede ganske let til at han ikke skulle gå fra ham. ”Jerome jeg ville aldrig gå fra dig. Du betyder for meget for mig” hviskede han tilbage og strøg ham atter over kinden da han ville forsøge at fjerne hans tåre lige nu. ”Det er noget man siger fjolle. Jeg vil heller dø end ikke at være med dig fordi jeg holder så meget af dig” sagde han roligt inden han havde fået ham løftet op og lagt ham ned i sofaen. Han selv nød også det at kysse ham igen til fulde. Han sukkede ganske lavt i nydelse og strøg ham blidt ned af siden med den ene hånd mens den anden arm holdte forsigtig om ham og træk ham helt indtil sig. Han kunne godt forstå hvis Jerome ville sove for han var sikkert ganske udkørt når han lignede en der næsten ikke spiste eller sov for tiden. Jaylen så dog stadig det smukke i ham og ville altid gøre det. Dog ikke længere fordi han lukkede det andet ud og var blind, men fordi Jerome bare var smuk. Han brød stille kysset og lod sin hånd blidt nusse ham på kinden. ”Jeg vil som sagt intet Brokeback Moutain have så jeg forlader dig ikke. Hverken nu eller senere” sagde han stille og kyssede ham atter da han slet ikke kunne undvære at skulle kysse ham lige nu.

Jerome havde aldrig ville fortælle det til nogen og han ville heller ikke indrømme, at han intet kunne huske. Han ville helst bare kunne digte en løgn i ny og næ, om hvordan han havde været som barn og det hade han som også gjort nogle gange, når folk havde spurgt. Eller bare sagt at lige præcis den ting, kunne han ikke huske. Så var han kommet uden om det igen. Jerome vidste jo godt, at det var underligt, at han ar begyndt at tage billeder. Men han gjorde det alligevel, for så havde han altid mindet. "Jaylen, jeg skal have et billede af dig.." mumlede han stille. Alle de andre billeder, han havde taget, havde han hunget op hos Curtis. Han ville også hænge dem op her. Jerome ville ikke fortælle, hvad der var sket hos manden og damen nu. En ting var sikkert. Ingen af dem var hans forældre længere og det havde de aldrig nogensinde været. Han kiggede bare på Jaylen og holdt forsat fast i ham. Han ville ikke have at han forsvandt. Aldrig nogensinde igen. Han havde jo savnet ham så ubærlig meget. Han var så lykkelig for at kunne mærke og se ham igen. Han var så lykkelig, for at kunne røre ved ham igen. Og lugte ham. Og han gjorde alle de ting. Han havde alle sine sanser i gang lige nu. "Jamen jeg burde jo ikke græde..."hviskede han stille. Han vidste godt at Jaylen lige havde grædt. Men det var også i orden, når Jaylen gjorde det. Han ville bare ikke selv gøre det. Han ville ikke være svag. Jaylen var trods alt ikke svag, når det var ham der græd. Det syntes han i hvert fald ikke. Men det var også ham. Jerome havde ikke noget imod at indrømme nu, at han havde savnet Jaylen. det var bare før, han ikke ville høre det. Mest fordi, at han vidste at han ville blive svøbt væk. Men det var han nu, så nu gjorde det egentlig ikke noget på noget som helst område. Han mærkede det blide nus i håret og ned af sin kind. Han nød det virkelig meget. Jaylen's dejlige og blide berøring. Hans hænder. Hud mod hud. Jerome lagde sit hoved indtil Jaylen's hånd, der føltes stor og tryg. "D..det ved jeg godt.." mumlede han og prøvede at trække vejret helt roligt, da hans tårer stod i vejen for hans vejrtrækning, men ellers gik det fint. Jaylen var hos ham. Han følte sig hel igen. Det var glædestårer, men alligevel forekom de sådan her. Det var dog ikke så mærkeligt, for det hele var sket så pludseligt. Jerome nød virkelig Jaylen's blide stemme. Generelt lyden af hans stemme var rar. Det var så skønt og helt ubeskriveligt. Han kiggede bare en anelse på ham og bed sig så i læben. "Det ved jeg godt, men det ændre jo ikke på, at du ikke sådan bare må dø..." hviskede han stille. Han mærkede Jaylen's hånd ned af sin side og den anden hånd, der trykkede ham indtil Jaylen. Han holdt sig helt tæt ind på ham og sukkede nydende ved kysset. Han nød det her så meget. "Jaylen, jeg er utrolig træt.... må jeg sove lidt? Og er det for meget at bede om, hvis du holder om mig, til jeg vågner?" spurgte han stille.

Jaylen havde aldrig tænkt på at spørge om det, men han nu tænkt sig at forsømme det når de var sammen igen og han ville ikke spises af med dårlige undskyldninger eller andre ting i den stil. Han ville dog godt kunne forstå det hvis Jerome virkelig bare ikke kunne huske det og forklarede om sin sygdom. Det var jo ikke fordi han ikke ville gøre plads til det for det ville han jo gerne og han ville også gerne lære at forstå det. Præcis ligesom han havde lært at forstå at Damian bare var en form for ven for ham. Det havde han jo forstået på ingen tid. Det kom sig godt nok af at han havde fulgt efter ham på kirkegården, men stadig. Jaylen havde let det ene øjenbryn da han sagde at han ville tage et billede af ham. ”Nu? I look like shit, men så kun fordi det er dig da” sagde han med et varmt smil over sine læber da det kun var fordi Jerome spurgte ham. Han skulle nok få en mistanke, men lige nu var han kun glad for at Jerome var i hans favn til at han havde lyst til at skulle benægte ham det. Desuden ville han ikke snakke om negative ting lige nu. Det kunne al sammen vente til at de havde fået deres forhold på gled igen. Jaylen ville ikke have noget mod hvis han hængte dem op. Det ville også være det som gjorde han for alvor tænkte over det selvom han nok ville fornemme det noget før det. Jaylen var også virkelig lykkelig for at han måtte få lov til at holde om ham igen, have ham så tæt, mærke varmen fra ham og frem for alt. At kunne få lov til at dufte til ham igen mens hjertet hamrede løs som om det var på vej ud af hans brystkasse eller noget i den stil. ”Du må gerne. Græde. Det gør dig ikke svag. Den del af det hvor det er glædeståre gøre mig på sin vis glad” hviskede han stille og nussede ham forsat i håret da han lige nu bare nød at have ham så tæt på sig. Jerome var virkelig hans et og alt. Han ville ikke bytte ham ud med noget andet her i verden lige nu da han virkelig bare nød at have ham tæt på sig igen. Han mærkede godt hvordan han lagde sit hoved ind mod sin hånd og smilede let for sig selv for at fælde en enkelt tåre igen i ren og skær glæde over at være nær ham. Han kunne godt forstå hvorfor Jerome var både glad og trist for det var trods alt at skulle tilgive en der havde voldt ham en del skade og alligevel skulle erkende at man faktisk holdte af den person i sidste ende og man ikke ville af med personen som man havde troet. At Jerome måtte give efter på den der måde og være med Jaylen igen. Han smilede let for sig selv da han påpegede at han godt vidste det bare var noget man sagde og prikkede ham let på næsen til det ganske kort. ”Jeg er med dig så jeg vil heller ikke dø og jeg slipper dig aldrig igen” hviskede han lavt og kærligt mens han blot holdte ham indtil sig. Han nikkede let til at han nok skulle holde om ham mens han sov og gav ham et blidt kys på håret mens han stadig holdte ham blidt indtil sig. Han ville jo ikke gå fra ham. Ikke nu og ikke nogensinde igen. Han elskede ham alt for højt og det var virkelig gået op for ham da han havde opdaget hvad han havde mistet for det gjorde præcis ligeså ondt som han havde frygtet. ”Jeg bliver lige her hvor jeg er min skat” hviskede han med en mild og kærlig stemme.

Jerome vidste godt at Jaylen ikke havde tænkt på at spørge om det. men det var helt fint for ham. Jerome ville jo helst kunne spidse ting af med dårlige undskyldninger, men kunne han for en gangs skyld desværre ikke komme til. Jerome så ikke armensi som nogen sygdom. Men det var det jo egentlig. Jerome brød sig bare ikke om at være syg. Jerome var glad for at Jaylen havde forstået at Damien var hans ven. det var ikke fordi han ikke havde været forelsket i Damien, for det havde han. Men han var bare langt mere forelsket i Jaylen. Jerome hev sit kamera frem fra sin jakke."tak.. og du ligner ikke lort" sagde han bestemt. Han lod først sit kamera fokusere på Jaylen og lagde sig derefter indtil Jaylen og tog også et billede af det. Det skulle virkelig hænges op og det kunne kun komme til at gå for langsomt. Et var at det så pænt ud, noget andet gjorde at han kunne se på det hver dag og huske det. Han ville dog også gerne give Jaylen et album med de billeder han tog. Han kunne også mærke at hans hjerte pumpede afsted. Det var helt fantastisk at opleve det igen, men også skrækkeligt på en eller anden mærkelig måde. Men bare det at være nær Jaylen var rart. Han kunne ikke andet end at nyde det. "Jeg ved det godt, men jeg har ikke lyst til at græde. Men jo, det gør mig svag.. og jeg ved godt der af glæde, men det gør mig stadig svag.." sagde han meget bestemt. Han mente jo at han var svag lige meget hvad. Jerome nød virkelig at han blev nusset i håret og at Jaylen var tæt på ham igen. alt var skønt lige nu. Alt var endelig som det skulle være. Han lagde mærke til at der var en tåre på Jaylen's kind. Jerome tørrede den ikke væk, for Jaylen måtte godt græde. I stedet for kyssede han ham på kinden. Han mærkede at han prikkede hans næse og rynkede en smule på næsen også. Han hørte hvad han sagde og smilte kort. "Du gør mig så glad" hviskede han og nåede kun at høre, at han ville blive hos ham, hvorefter han faldt i søvn ind mod Jaylen's bryst med jakke og det hele på. Han vågnede op næste morgen og følte virkelig at han havde sovet en evighed, men tilgengæld havde han sovet trygt og godt. Han åbnede sine øjne op til Jaylen's ansigt. Hans duft. Han kiggede op på Jaylen og kyssede hans næse. "Så var det ikke nogen drøm" hviskede han og holdt fast i ham. Jerome havde ikke følt sig så glad længe, så det var stadig helt mærkeligt for ham at opleve at Jaylen igen var hos ham. Men ikke mindst var det jo rart. han kunne ikke undvære Jaylen på nogen som helst måde og det vidste han nu. Han ville aldrig nogensinde miste ham igen. "Og uhm godmorgen" mumlede han da det gik op for ham, at det nok sådan var morgen lige nu. Men han følte sig faktisk en smule udhvilet for en gang skyld, selvom der var en masse søvn han skulle indhente. Men Jerome følte sig sjældent træt når Jaylen.

Jaylen ville heller ikke som sådan se det som en sygdom siden han jo heller ikke selv brød sig om at se sig selv som syg, men han ville se det som en tilstand der var en del af Jerome som han gerne ville være klogere på og han ville ikke have noget mod faktisk at spørge indtil det ligesom Jerome havde fået en forståelse af den tilstand havde selv befandt sig i der gjorde at han var nød til at huske sine piller hvis han ikke skulle gøre en masse. De piller han ville være tusind gange bedre til at huske fremover da han ikke ville gøre Jerome ked af det igen og fordi han godt vidste det på ingen måde var en god undskyldning for noget som helst. Jaylen var godt klar over at Jerome var langt mere forelsket i ham end han havde været det i Damien og Damien bare var gået hen og blevet ven af Jerome. Af en eller anden grund havde han altid kunne acceptere og forstå den del. Det var især meget ufatteligt når man så på at Jaylen ikke havde haft en eks som han havde været forelsket i, men han havde nu altid kunne følge det alligevel. På det punkt havde Jaylen nok altid været mere moden end med alt muligt andet. Han nikkede bare let til hans tak da han følte han ikke var for køn lige nu, men det gik jo nok når det var Jerome der spurgte om det. Han betragtede ham let tage sit kamera og blev liggende ned inden Jerome tog billedet af dem mens han holdte om ham igen. Jaylen smilede tydeligt stort og kærligt mens Jerome tog billedet og lod ham ligge det fra sig igen. Han rystede bare let på hovedet til han ikke var svag da han ikke gad at diskutere det lige nu. Han mærkede hans kys på kinden og var glad for han ikke fjernede hans tåre da den skulle være der. Endnu et kærligt smil gled henover hans læber ved kysset på kinden da han virkelig smeltede for ham lige nu. Smeltede af lykke og kærlighed. Han så godt det kære rynk på næsen efter han havde prikket den og lavede et let grin ud igennem næsen da det var godt undertrykt og var på en helt igennem kærlig måde. Jaylen strålede virkelig lige nu. Han skulle lige til at sige noget til Jerome da han sagde at han gjorde ham glad og åbnede derfor munden op, men da han fandt ud af Jerome var faldet i søvn gav han blot Jerome et kys på panden og smilede for sig selv. Han var så dejlig. Så helt igennem perfekt i hans øjne at han ikke ville undvære ham på noget punkt. Aldrig igen og han ville også gerne have at Jerome snart flyttede hjem for han var virkelig glad. Jaylen fiskede let sin telefon op af sin lomme mens han betragtede Jerome ligge der og skrev en fællesbesked til Caitlin og Blaze. Han lagde sin hånd med mobilen på bordet ved siden af dem og nåede stort set kun at tænde tv’et før hans egne øjne gled i da han selv var ret så træt. Han havde bare gerne ville betragte Jerome en smule og havde kun tændt tv’et for at kunne komme til at holde sig selv vågen en smule længere tid.
Jaylen selv sov stadig da Jerome vågnede op og tv’et kørte på ganske lav lyd. På bordet lå Jaylens mobil ved siden fjernbetjeningen. Jaylen havde slet ikke set at Blaze havde skrevet, men havde blot været ind og skrevet en fælles besked til de to inden han var faldet lykkeligt i søvn med tanken om at Jerome og han selv vist var et par igen. Jaylen rynkede let på næsen da han blev kysset på næsen og vågnede ganske let op mens Jerome snakkede noget om en drøm et eller andet. Han selv sov ganske let og hørte bare en fjerne stemme inden han flyttede sin hånd fra Jerome af og gned sine øjne let. Han smilede ganske glad for sig selv da han fik øje på Jerome ved sin side og havde ikke opdaget han havde ligget på den samme side hele natten så hans side ville gøre frygteligt ondt. ”Er det morgen?” spurgte han med et let gab. Ikke fordi han var træt som sådan, men fordi han ikke helt var vågen endnu. Han så sig lidt om og rodede let i sit hår inden han tog sig til armen. ”Av, av, av.. Ligget på samme side hele natten”hviskede han lavt da hans arm sov helt og var godt i gang med at vågne op så det prikkede op igennem hele armen. Det var virkelig en ubehagelig følelse hvis han skulle være ærlig. Han hev derfor armen stille til sig, men selvom det gjorde ondt smilede han varmt og kærligt for sig selv da han så på Jerome igen. ”2 sek så skal jeg holde om dig igen” sagde han stille og lænede sig frem for at give ham et blidt kys og lagde så sine arme om ham da hans arm havde det bedre for han havde ikke lyst til at slippe ham lige nu da det var for godt til at være sandt og spørgsmålet om han virkelig var sammen med Jerome igen.. Ikke bare at han lå ved hans side, men også som par igen kørte rundt i hans hjerne og kunne egentlig kun få ham til at smile igen. Jaylen glemte virkelig alt omkring sig lige nu og havde faktisk også lidt glemt han havde skrevet til Caitlin og Blaze fordi han havde været så træt og udkørt. ”Skal du ikke af med den store jakke?”spurgte han roligt og kyssede ham blidt på kinden.

Jerome havde det egentlig ligesom i Runaway Train. Jaylen var bare hans Runaway Train, hvis man kunne sige det sådan. Jerome var jo praktisk talt flygtet væk fra sine forældre og var forsvundet I USA's gader med Jaylen. Jerome forstod generelt teksten meget godt og følte den passede på ham selv. Han hørte den så måske også for meget. Men det var en helt anden sag. Og det var så også kun ham selv der vidste, hvad han hørte trods alt. Jerome lagde mærke til at fjernsynet var tændt og gloede kort på det de var i tv'et. Han kiggede så på Jaylen og kørte sin hånd gennem hans hår. Hvor var han bare smuk. Helt ubeskrivelig smuk. Og hans hår var også dejligt blødt. Jerome kiggede på Jaylen, da han spurgte og nikkede let. "Det tror jeg i hvert fald. Det ser sådan ud, men det kan selvfølgelig også være eftermiddag.. men altså.. det er morgen for mig" mumlede han stille. Jerome vidste godt han ikke smilte så meget, men det havde han jo heller ikke gjort før. Trods for at det var Jaylen der havde lært ham at smile og husket ham på, hvordan det var. Han skulle snart kunne huske på det igen. Han var glad lige nu, men man behøvede ikke smile for at vise det. Glad var måske slet ikke ordet. Lykkelig kunne faktisk godt bruges for en gangs skyld. Det var helt mærkeligt, at kunne sige, at man var lykkelig igen. At have Jaylen hos sig. At have levet uden Jaylen så længe. Faktisk var alt mærkeligt og stadig surrealistisk for ham, men det skulle nok komme til at gå ordentligt op for ham. Det var bare ikke lige nu. Jerome fik halv dårlig samvittighed, da Jaylen ømmede sig over at have sovet på samme side. Han hade jo trods alt bedt ham om, at han skulle holde om ham mens han sov og til han vågnede. Og det havde han jo gjort. "Stakkels Jaylen's side" mumlede han stille. Jerome betragtede Jaylen's smil og nikkede mest af alt en smule til, at der ville gå to sekunder. Det var okay med ham. han var trods alt skyld i, at han havde ondt. Jerome lukkede sine øjne og gengældte kysset ganske kærligt og intenst. Jerome var glad for at han ikke drømte lige nu. Og hvis han i det tilfælde gjorde, så ville han ikke vågne op. Han mærkede Jaylen's arme om sig og nød det virkelig. Han holdt fast i Jaylen's arme og bed sig i læben ved hans spørgmål, da det ar gået op for ham, at han stadig havde hans alt for store dynejakke på. "Uhm jo" sagde han og tog den af.

Jaylen kendte godt sangen. Han kunne godt følge Jerome i at han havde stukket af sammen med ham, men det havde lidt været den eneste måde de kunne være sammen på i fred for Jeromes mor godkendte ikke deres forhold og Jeromes far havde ikke lige fremme været sød da Jaylen havde mødt ham på hospitalet. Jaylen havde synes at Jeromes far havde følt sig bedrevidende og havde faktisk givet Jaylen bevidsthed om hvad der skete med hans kæreste, men på samme tid havde det fået Jaylen til at begynde at tænke behandlinger i stedet for omsorg. Han ville dog på ingen måde give Jeromes far skylden for det for i sidste ende var det jo Jaylens eget valg, men han havde valgt den forkerte stig. Jaylen smilede let for sig selv ved strøget igennem håret og kunne virkelig fælde en tåre mere i glæde over at hans prins var der igen. ”Doesn’t matter if it’s morning or in the afternoon as long as you are here!´” hviskede han med et varmt smil over sine læber dad et var sådan han havde det. Jaylen vidste godt at Jerome ikke var så god til at smile og sådan, men det betød jo ikke at han ikke var glad. Faktum var at Jaylen kunne mærke på Jerome at han var glad og det var sådan set det vigtigste lige nu. Jaylen selv havde vist heller ikke helt opfattet at Jerome var ved hans side igen, men det ville nok gå op for ham noget før end det ville gøre det for Jerome. Jaylen følte faktisk også lidt han drømmede, men på den anden side var han godt klar over det var ligeså virkeligt som det føles. Han elskede jo virkelig Jerome noget så dybt og inderligt og han forstod slet ikke hvordan det havde kunne tage ham så lang tid at komme til at få fat i Jerome igen. Det var også bare fordi han havde gjort det forkert til at starte med da han ikke havde tænkt sig om det mindste og han kunne godt være sur på sig selv over det. Det var dog ikke noget han havde lyst til at tænke på lige nu. Han ville bare gerne nyde at Jerome var lige der og han vist nok havde fået ham igen. Han var stadig en smule usikker omkring det faktum, men en stor del af ham sagde at han var med Jerome igen. Han rystede let på hovedet til det med det var synd for hans side. ”På ingen måde. Det var det hele værd for at være ærlig” sagde han med et svagt grin mens han ømmede sig en smule. Han så godt hans nik til der ville gå to sekunder. Det var ikke fordi Jerome behøvede at få det skidt med det. Det var den smule smerte værd idet han havde ligget sammen med Jerome. At der så var gået længere tid end han havde regnet med.. Det gjorde intet overhovedet. Han ville trods alt gøre alt for Jerome så det gik jo nok. Han mærkede hvordan Jerome gengældte hans kys og var klar over at han ikke drømmede hvilket fik ham til at smile helt i kysset og lagde virkelig alle sine følelser i det. Han mærkede Jerome tog fat i hans arme og så hvordan han bed sig i læben over spørgsmålet med jakken. Han træk den stille af ham uden at flytte sig fra ham og lagde den bare henover ryggen på sofaen inden han strøg ham let over kinden. ”Skal du have noget mad af nogen art?” spurgte han stille velvidende at Jerome nok ville sige nej da han trods alt ikke brød sig om det der med mad. Jaylen havde kun spurgt fordi hans dumme mave havde blandet sig i det romantiske øjeblik med at skabe sig. Jaylen havde sukket let over den for han havde ikke lyst til at slippe Jerome lige nu og hvis han skulle lave mad skulle Jerome holde om ham i mens for han havde ikke lyst til at give slip.

Det værste var at Jerome følte Runaway Train var skrevet direkte til ham. Det skræmte ham helt utrolig meget. Han kunne virkelig ikke have det, men han kunne heller ikke stoppe med at høre den. Det var som om, at han havde en form for forbindelse til sangen. sådan havde han det jo også med My Heroine og We Found Love. Jerome's far var også meget obs på at prøve at få ham til at spise, for han havde netop set, hvor tynd han var. Det værste var at hans far virkelig prøvede på at få ham til at være en del af familien og prøvede på at tage ham ind. Men Jerome ville ikke lade ham. Hans far var jo ikke ond ligesom hans mor. Hans far var faktisk sød. Det var en af de ting, Jerome ikke kunne rumme ved ham. Han ville jo ikke have ham i sit liv - hvorfor blev han ved? Han hadede det virkelig. Hvorfor kunne han ikke bare lade ham være og aldrig kontakte ham? Lade ham bo på gaden, hvis det var det? Men det ændrede ikke på, at ingen skulle få ham til at spise. Han blev bare tyk af det. Og den tanke kunne de ikke få væk ved at give ham behandlinger. Det var så ikke, det hans far han gjorde. Han spurgt sådan om der var noget mad, som han rigtig godt ville have og nævnte ikke noget om at han var tynd. Men Jerome havde jo regnet den ud. For det var ham, der havde fortalt Jaylen at han var sygeligt tynd. Og det var kun blevet værre. "baby don't worry, you won't be lonely, you'll be my only even if the sky is falling down" svarede han hviskende mod hans øre. Jerome ville også opdage før eller siden at de rent faktisk var sammen. Og når det gjorde, så ville han blive gladere end han var lige nu. Jerome forstod nu godt at det havde taget så lang tid, men hovedsagen var nu heller ikke, hvor lang tid det havde taget. Hovedsagen var at de var sammen igen. Det var i hvert fald det, der talte for Jerome. Han selv var faktisk for en gang skyld ret sikker på, at de var sammen igen. Trods for, det plejede at være ham, der nok var mest usikker sådan generelt. Han kiggede lidt på ham, da han sagde at det var det værd. Han rødmede en smule og bed sig i læben. "Det er jeg glad for.." sagde han flovt og havde mest af alt lyst til at gemme sig en smule væk. Han var trods alt en smule rød i hovedet. Jerome kunne på en eller anden måde ikke lade være med at få dårlig samvittighed. Det havde trods alt været hans skyld, at Jaylen fik ondt. Han havde jo ikke tænkt over det. På den anden side, så tænkte han heller ikke over, at han ville komme til at sove så lang tid. Han troede trods alt bare, at det var et par timer. Men hans krop havde åbenbart ment at et par timer ikke var nok. Men han følte sig underligt nok udhvilet lige nu. Han havde det så også som om, at han havde sovet flere dage. Han kunne mærke at Jaylen smilede bag kysset og det gjorde ham ærlig talt ret så glad. Han nød det. Han sukkede en smule i kysset og lod Jaylen tage hans jakke af og holdt forsat fast i ham. Han kiggede lidt på ham ved hans spørgsmål. Han havde hørt at hans mave havde klaget en smule. "Uhm, nej ellers tak. Men vi kan godt gå ud og lave noget mad til dig" sagde han og kyssede Jaylen længselsfuldt på læberne

Jaylen ville sagtens kunne forstå hvis det skræmte ham på en eller anden måde. Det eneste musik som Jaylen havde hørt der passede sådan for alvor på ham var en eller anden dansk sang som Mathias havde vist ham inden de skulle i byen hvilket havde smadret Jaylens aften fuldstændig da han havde gået og savnet Jerome så ekstremt meget af det. En eller anden sang der hed Når du græder der var skrevet af to popdrenge. Jaylen havde ikke forstået den først, men blot fornemmet stemningen til Mathias havde oversat den. Jaylen havde været nød til at tage hjem tidligt fordi stofferne ikke havde virket. Jaylen vidste jo godt at Jeromes far ikke som sådan var ond og den eneste reelle grund til at han ikke brød sig om Jeromes far var fordi Jerome ikke gjorde. Jeromes far havde jo hjulpet Jerome på hospitalet, været der for Jaylen der havde været ude af sig selv og endda forsøgt at hjælpe med at få Jerome til at spise, men Jaylen var sur over at Jeromes far havde sådan gået bag om hans ryg selvom Jeromes far jo ikke kunne vide Jerome var hans søn før det var gået op for dem begge to. Jaylen var også stadig bekymret for at Jerome havde besvær med at spise, men han vidste ikke helt hvad han skulle gøre ved det. Det gav et behageligt gys igennem Jaylen da han mærkede Jeromes ånde ved sit øre da han hviskede ham ind i øret.”Mmmh… Always and forever” hviskede han lavt og nød lige nu bare at være nær Jerome igen. Tanken om de var sammen igen var virkelig noget så skøn. Han holdte jo så inderligt af ham og han havde virkelig været halv uden ham. Faktisk mindre end halv. Han følte sig helt tom uden ham. Han var godt klar over et sted at Jerome ikke havde opfattet endnu at de var sammen endnu for han var sikker på at han ville være mere glad hvis han faktisk havde opdaget det ikke bare var en drøm. Jaylen var lidt ked over der var gået så lang tid som der nu var gået, men i sidste ende gik det jo nok. Det handlede bare om de var sammen igen og ikke hvor lang tid der var gået selvom det havde været et helved af nogle 4 mdr at være igennem. Han lagde godt mærke til hvordan han rødmede og smilede for sig selv. Da han bed sig selv i læben lod han sin finger glide over hans læber for at han ikke skulle bide i dem. ”Kun fordi det er dig”hviskede han lavt og sendte ham et varmt smil. Jerome burde ikke have dårlig samvittighed over så lidt. Det havde jo været det hele værd. Han hørte hans suk i kysset og kunne ikke andet end smile for sig selv over det lige nu. Han nød virkelig at han kunne komme til at kysse Jerome igen og fik hans jakke stille af i mens. ”Sikker på du ikke skal have bare en smule?” spurgte han roligt og gengældte derefter hans kys med ligeså stor længsel som Jerome selv og nussede ham igennem håret. Jaylen lagde sig en smule indover ham ved at skubbe ham let ned og ligge da han langt heller ville kysse ham lige nu end at lave mad til sig selv. Hans øjne gled let i da han nød det her noget så inderligt lige nu. At ligge her og kysse med Jerome var så meget vigtigere end mad og så måtte hans mave jo egentlig bare klage. Han strøg ham blidt ned af siden og sukkede selv en smule i deres kys der indeholdte en masse følelser da han slet ikke kunne undertrykke dem og heller ikke vilde om så han ville det. Det ville han nu heller ikke, men det var så en anden sag.

Jerome hørte jo ikke dansk musik, så han havde ikke hørt den sang, Jaylen havde hørt. Han kendte heller ikke nogen, der kom fra Danmark. Det skulle nok passe, at han skrev med nogen på nettet, der kom derfra, men ærligtalt. Dem var han ligeglad med. De venner han ville have, dem havde han I USA. Og så lige Judas, der boede I Wales. Hvilket mindede ham om, at han havde lovet Judas at komme og besøge ham der. "Jaylen? I en eller anden ferie, skal vi til Wales. Jeg har lovet Judas at besøge ham.. og kom og besøgte mig, da jeg havde brug for det og sådan.. såh.." mumlede han og holdt fast i ham. Jerome var virkelig afhængig af Jaylen lige nu. Men han havde så ikke noget imod det. For han havde savnet ham, noget så skrækkeligt. Jerome vidste jo godt at Jaylen ville prøve at hjælpe ham. Han kunne bare ikke fortælle ham, hvad der ville få ham til at spise, for han vidste det heller ikke selv. Det skulle komme langsot som i at han ville få det bedre. Men det ville ikke ske endnu. Det ville ske langsomt med, at han fik det bedre og bedre. Men han ville aldrig blive normal vægtig i den forstand, for han brød sig ikke om at tage på, og den gang han var mindre havde han også været undervægtig. Han havde generelt altid haft svært ved at tage på, af den mad han spiste. Lige meget, hvor meget, han så end åd af den. "And I won't ever ever ever leave you. I belong to you and only you" hviskede han kærligt og lod to fingre vandre over Jaylen's bryst og smilede kærligt til ham. Jerome havde aldrig nogensinde følt sig så tom før. Han havde haft det slemt før, men han havde ikke betegnet det som et helved eller som at have det dårligt, han ar jo vant til det. Men han havde oplevet det nu. Han havde oplevet, når helved var på jorden. Et liv uden Jaylen ville være et livslang helved, og han var ret så sikker på, at han ikke ville kunne holde det ud. Jerome var ligeglad med, hvor lang tid der var gået. Hovedsagen var, at de var sammen nu og det gjorde ham noget så glad. Det var sådan det skulle være og ikke på nogen anden måde. Jerome mærkede hans hånd på sine læber og kiggede bare op på ham uden rigtig at sige noget. Han forstod godt, at han ikke måtte bide sig i læben, men det ar gået hen og blevet en rigtig dårlig vane, han havde svært ved at komme af med. "Omae wa tottemo yasashii desu" hviskede han stille ind mod hans øre. Han var ret ligeglad med, om Jaylen forstod det. Han sagde egentlig også bare mest af alt at han var sød. Han kunne bare ikke syntes andet end lige nu. Jerome havde utrolig let ved at få dårlig samvittighed, når det var Jaylen. Og det havde ikke gjort ondt, hvis Jerome ikke havde bedt ham om at holde fast i ham. Jerome nød nu også at kunne kysse Jerome's læber igen. Det var virkelig skønt. "Jeg er ret sikker. Jeg er aldrig sulten, når jeg lige er vågnet" svarede han. Han mærkede at Jaylen gengældte hans kys ligeså længselfuldt og mærkede, at han blev nusset i håret og nød det også kun. Han lod sig ligge ned i sofaen og holdt om ham. Han kørte sine hænder op under hans trøje og nussede hans ryg. Han mærkede hans hænder ned af siden og strittede i hele kroppen. Jaylen's berøring var helt fanatastisk.

Han nikkede ganske let ti de skulle besøge Judas. ”Det er ham der som er lidt ældre end dig fra UK med ham der den små underlige kæreste der snakker bagvendt?”spurgte han stille og bed sig selv en smule i læben. Det var ikke fordi han havde noget mod at Judas var med sådan en fyr og det var heller ikke fordi han havde nogen fordomme mod det eller noget, men det var mere bare for at få ansigt på da han trods alt havde sagt hey til Judas da de havde været i England. ”Jeg mener. Ham der fyren i pigetøj” rettede han sig selv for ikke at lyde alt for fordomsfuldt for det var han virkelig ikke over for Jeromes venner. ”Men klart. Vi skal nok finde på et eller andet. Vi kan jo bare tage til Wales og hvis I vil være alene så finder jeg noget at lave i mens du besøger ham” sagde han med et lille let nik da man godt ville kunne finde på et eller andet og han ville ikke have noget mod at tage med for at lade dem være nogle timer. Han mærkede godt hvordan Jerome holdte fast i ham og vidste godt han sikkert var en anelse afhængig af ham lige nu, men det var han jo også selv af Jerome lige nu. Han udviste det bare på en lidt anden måde. Jaylen havde masser af tålmodighed denne gang og ville bare stille prøve med at lokke en bid eller to i ham og pænt acceptere hvis han ikke ville spise det. Han vidste godt Jerome aldrig ville få en normal vægt og det gjorde ham sådan set heller ikke det helt vilde. Jaylen havde jo heller intet mod han var tynd. Han blev blot bekymret for at han var for tynd, men han kunne lære at leve med det. Det indrømmede han da også gerne. ”And I belong to you” hviskede han tilbage og mærkede hans fingre over sin brystkasse hvilket kort fik ham til at sukke ganske lavt da det var skønt at mærke hans fingre over sin krop igen selvom der intet havde været i det lige nu. Jaylen havde set det som et helved, men han havde jo heller ikke prøvet det før så det havde gjort virkelig ondt på ham. Det havde i sidste ende nok også været meget godt selvom han hurtigt havde opdaget hvilken skat han havde mistet. Han var godt klar over det ville blive svært for ham at vane ham af med at bide sig selv i læben, men det var heller ikke fordi han som sådan skulle stoppe med at bide sig i læben permanent. Bare lige nu. Han lagde hovedet en smule let på skrå da han sagde et eller andet som han ikke forstod. Det kildede dog stadig dejlig behageligt da han hviskede ham ind i øret da det var for dejligt på en eller anden måde. Han nikkede let forstående til at han ikke var sulten om morgen og accepterede det egentlig bare lige nu. Han var glad for at Jerome lod sig ligge ned i sofaen og mærkede hans hånd forsvinde under sin trøje og smilede let for sig selv i kysset mens han stadig nussede ham i siden og lod sin egen hånd forsvinde ind under hans trøje ligeså stille. Han holdte stadig kysset og havde tydeligt ikke lyst til at slippe det lige nu og følte sig faktisk en smule grådigt da hans kys virkelig var så intenst lige nu, men det var også længe siden Jerome havde gengældt hans kys med god vilje. Han skubbede let op i hans trøje. Deres kys kunne faktisk alene vække en lyst i ham selvom han havde taget sine piller, men det var bare så længe siden og han savnede hans krop på en eller anden måde også. Han havde jo savnet alt ved ham og lige nu tænkte han ikke over om det var en god idé eller ej at gå videre end bare kys.

Jerome kiggede lidt på ham over hans spørgsmål. Han vidste jo godt, hvordan Jaylen mente det og det ikke var ondt eller fordomsfuldt overhovedet. Det mistænkte han ham heller ikke for. Men han kunne godt forstå, hvis Jaylen synes at det måske var en smule mærkeligt. men det var jo så en anden sag. "Ja det er ham. Men ved ikke om man kan kalde hans kæreste små underlig. Han har nok oplevet nogle ting, der gør ham til den han er.. Eller sådan noget. Der er for det meste altid en grund, til at man er, som man er" forklarede han og strøg ham kort gennem håret. Han smilede lidt. "Det kan hans kæreste, hvis også godt lide, at han har på" drillede han. Jerome så nu mere Judas' kæreste som den meget hårdere type, men kunne Jerome også være selv. Han var meget hård mod de fleste. Lige bortset fra dem han rent faktisk gad. Det var dem, der fik lov til at se at han netop var en meget kærlig person. "Du kan jo være sammen med Pierce! Men altså. det inder vi ud af til den tid. Jeg vil i hvert fald gerne se ham snart igen" forklarede han. Jerome ville ikke have noget imod at være alene med Judas, men det var selvfølgelig ikke et must. Ikke for ham i hvert fald. Han ville aldrig nogensinde stille store krav til Jaylen - ikke andet end de krav, for at komme tilbage til ham. Det var nok også det eneste punkt, hvor Jerome nogensinde havde været selvisk i hele sit liv. Han så det i hvert fald som egoisme. Jerome var virkelig afhængig af Jaylen lige nu. det var helt utrolig faktisk. Nok plejede han at være det, men så meget plejede han heller ikke at være det. Men okay, han havde også savnet Jaylen helt utrolig meget. Han ville ikke have at han nogensinde forlod ham igen. Aldrig. Han kunne godt mærke at Jaylen havde mere tålmodighed den her gang. Det passede ham egentlig også meget godt. Han kunne jo sagtens tage på, så han fik noget mere sul på kroppen for lige nu, lignede han mest og alt en, der ville gå i stykker, hvis man skubbede bare en smule til ham. Han kunne bare ikke selv se det. "And only me.. You're an angel, yes you are" sagde han stille og bed ham let i skulderen, da han ikke rigtig kunne lade være. Jerome havde heller ikke haft det godt på nogen som helst måde. Men det havde han ikke ville vise Jaylen, for den fortjeneste skulle han fandeme ikke have. Men Blaze havde vidst det. Men det gav jo også lidt sig selv. Jerome vidste godt, at han havde gjort mange ting, der fik det til at virke, som om, han var ovre Jaylen. det havde også været meningen. Men han var slet ikke ovre ham og var aldrig nogensinde kommet det. lige meget, hvor meget, han egentlig prøvede. Jerome ville nok heller ikke nogensinde stoppe med at bide sig selv i læben. Han havde haft den vane i utrolig mange år, men han kunne selvfølgelig godt lade være med det lige nu. Det var også en helt anden sag. Han smilede da Jaylen lagde sit hoved på skrå. Hvor var han da godt nok nuttet. Helt utrolig meget. Jerome mærkede hans hånd under sin trøje og nød det egentlig bare. Han gengældte forsat intenst kysset og følte sig egentlig også en smule grådig, men han ville bare gerne have hans læber og generelt ham lige nu. Han skubbede op i Jaylen's trøje imens og sukkede nydende. Han mærkede at Jaylen også hev op i hans trøje og smilede kort bag kysset. Det havde han ingenting imod. Han kunne jo også mærke han fik lyst til Jaylen gennem deres kys. Og han ville slet ikke have noget imod, at dyrke sex med ham nu.

Jaylen nikkede let mens Jerome forklarede det var den dreng han tænkte på. ”Ja jeg ved det godt. Siger jeg heller ikke” sagde han roligt til at det var noget der sikkert kom af noget som Pierce havde oplevet igennem sit liv. Det var jo også derfor Jaylen havde haft svært ved at elske. Han var blevet spist af med ting og oplevelser, uden sine forældre. De havde aldrig rigtigt haft tid til ham, men han havde lært det nu. Lært det at skulle være i et fast forhold. Det var han i hvert fald helt sikker på han havde gjort og om ikke andet måtte han lære det sidste hen af vejen for han vidste bare han ikke ville undvære Jerome mere for han elskede ham højt og inderligt. Han mærkede hans strøg igennem håret og smilede for sig selv. ”Det er sq da også lidt frækt. Skal du ikke prøve det en dag? Bare for at prøve det?” spurgte han med et glimt i øjet og det selvsikre drenget og charmende smil over sien læber da han var sikker på han kunne tænde på det. Joshua havde tvunget Abiy’el til det i sin tid. Det havde Jaylen godt set og det var ikke fordi det ikke var frækt og alt muligt, men nu var Abi ikke gud af en art og Jerome var langt mere hans stil og Abi kunne ikke måle sig med Jerome på noget punkt. Han valgte dog med vilje ikke at begynde at køre i at Abi havde haft pigetøj på. Desuden havde han faktisk lykkeligt glemt det meste om Abi andet end hans videoer som han også havde slettet igen da Blaze og ham var begyndt at snakke om hvordan han fik Jerome igen. Da han så endda havde faldt over et billede af Jerome på sin pc havde han faktisk brugt det i stedet for. Så faktisk var hans pc ganske porno-fri. Ja lige minus det lort han selv havde lavet, men ellers. Han var så bare nød til at fylde sin pc med ting med Jerome ligeså snart han kunne komme til det. Bare ikke lige den nat, men den kommende uge eller Jeromes juleferie. Han nikkede let til at det ville de finde ud af.”Ja det er jo det. Tror sagtens jeg ville kunne finde ud af det med Pierce i hvert fald” sagde han med et svagt nik da han kom i tanke om det var sådan Judas’ kæreste hed. Han kendte dem trods alt ikke så meget som Jerome gjorde så derfor var han sikker på det hele nok skulle gå. Jaylen så det ikke som egoistisk at stille den slags krav til ham. Det var et fair nok krav for ellers ville deres forhold aldrig kunne fungere. Han selv var også dybt afhængig af Jerome lige nu. Det var nok også derfor han ikke havde lyst til at slippe ham for at spise. Det kunne faktisk ventet synes han. Det kom sig nemlig af han havde savnet ham noget så inderligt. Jaylen vidste godt at han var nød til at tage det med ro hvad angik det at gå Jerome til at spise for at det skulle lykkes og det havde han også tænkt sig. Bare han kunne få Jerome til at tage en bid eller to en gang i mellem så ville han være tilfreds og glad. Så skulle det hele jo nok komme på et tidspunkt. Han bed sig let i læben ved bidet i skulderen. ”And you are my lovedrug”hviskede han kærligt og holdte sin læbe fast i den ene side med sin tand. Han selv ville heller aldrig komme over Jerome. Han kunne ikke. Han ville så heller ikke. Jerome havde virkelig nakket hans hjerte for længe siden bare ved at være sig selv. Jaylen brød let kysset da han begyndte at hive mere i sin trøje træk han sin trøje af og træk sin t-shirt af kort tid efter for at Jerome kunne komme til at se sin nye tattoo. På hans brystkasse over hans hjerte var der nemlig kommet en ny tattoo. Der var en masse noder og så stod der Jerome og en mindre tekst hvor der stod lovedrug nedenunder og et hjerte i J’et.

"Nej det ved jeg godt du ikke siger. Det var egentlig mest af alt, for at forklare det. Det vigtigste er jo også, at Judas er lykkelig med ham. Så længe han er et, så kan han ikke være helt så slem" sagde han med et kærligt smil over sine læber. Hans andet smil. Det var ret stort. Jerome forstod jo også godt, hvis Pierce var blevet sådan som han var, på grund af de ting, der var sket omkring ham. Og på grund af de mennesker, der havde været I hans liv. Men han fortrød ikke, den han var blevet til. Ikke som sådan. Jerome's mor havde aldrig nogensinde elsket ham (den tid, an havde hukommelse. Han kunne ikke huske, hvordan hans mor havde været før det. Det eneste han ved, var at han havde en storesøster. Men det kunne han kun se på billeder og så fordi, han var med til hendes begravelse og at armensien var trådt ind da hun døde. Han kiggede lidt på ham, da han spurgte om han ikke også skulle prøve det en dag. Det kunne være sjovt nok. Han havde gået i pigetøj før, men det var kun for Jaylen's skyld han ville gøre det. Han var altså trods alt en dreng, og det ville han egentlig godt have lov til at blive ved med at være, hvis han skulle være ærlig. "Jo, men kun for din skyld. Jeg er trods alt en dreng... og jeg kan godt ligne en pige. Jeg har faktisk haft sådan en fin stram sort kjole på og g-streng.. og sådan noget... Og make up og sådan, som jeg plejer. Og så gik Blaze og jeg i byen ikke? Og alle troede jeg var en tøs, og lagde an på mig. Det var tilbage i L.A" sagde han. Det var faktisk sådan han hade mødt Damien, men det gad han ikke snakke om. Han ville heller ikke høre om ham der Abi lige nu. Ærlig talt. Det ragede jo heller ikke ham. Jerome kunne godt gætte sig til, at der skulle optages sexvideoer igen. Han havde heller ikke noget imod dem, så længe de var til Jaylen. Til Jaylen kunne han sagtens have lavet en solo video uden han vidste det . Af eget initiativ, selvom han ville finde det klamt at skuulle gøre det med sig selv. Jerome var afhængig af Jaylen's berøring. Tilstedeværelse. Stemme. Kontakt. Kort sagt; Alt. "Det tror jeg også sagtens du kan. Men det finder vi ud af til den tid, og kan jo altid skrive til Judas og spørge, hvad han har tænkt sig og sådan noget" sagde han roligt. Han kunne ikke sige noget endnu, for de havde trods alt kun aftalt, at de skulle være sammen. Og han glædede sig til det. Jerome kunne bare ikke lide at stille egoistiske krav til noget. Sådan var han ikke, og han kunne ikke finde ud af det. Jerome synes kun det var sødt, at Jaylen ville vente med at spise. Men han ville nu ellers gerne lave mad til ham, men kunne han godt gøre senere. .Han kunne trods alt rigtig godt lide at lave mad. Jerome kunne godt tage et par bider, men det var virkelig ikke noget, han ville nyde som sådan. Kun fordi, han havde brug for det for at overleve. "The drug in me is you. And I'm so high on misery" hviskede han tilbage. Han betragtede Jaylen, da han tog hans trøje af. Han betragtede hans mave og derefter hans bryst og fik øje på sit eget navn. Hans verden gik i stå og han sad lang tid og gloede på tatoveringen. Han lod sin finger køre over den. Og holdt igen en lang pause. Han begyndte så at kysse hans tatovering og følte sig så glad, at han troede, at han skulle dø. "Hv....hvor er den flot" sagde han forfjamsket.

”Så er vi da enige” sagde han med et varmt smil over sine læber til det med at han ikke sagt noget dårligt om det som sådan. Han nikkede let til den del med det var vigtigst at Judas var lykkelig med ham. ”Jeg er helt enig. Både i at det er godt nok så længe Judas og lykkelig og nej det må man da ikke håbe at han er, men det ved du mere om end jeg gør. Dig som kender Judas” sagde han med sit forsæt varme smil over sine læber da han faktisk håbede det bedste for Jeromes venner. Mest af alt Jerome selv af naturlige årsager, men det betød ikke han ønskede at Jeromes venner skulle have det godt for det ville jo egentlig også påvirke Jerome. Jaylen kunne skam også godt forstå hvis Pierce var blevet den han nu engang var grundet sin opvækst. Sådan var det trods alt med alle om så det var ganske naturligt. Det var egentlig også nogle af de ting som han havde haft tid til at tænke over. Han vidste bare ikke hvad der var sket i Jeromes barndom og det var også en af grundene til han gerne ville vide det for så kunne det være han bedre kunne forstå hvorfor Jerome var som han nu engang var. Han grinte lidt af historien og prikkede ham let på næsen. ”Nu er det her heldigvis så kun i hjemme for det første og for det andet har jeg intet behov for du er en pige til hverdag. Jeg er stolt over at være biseksuel” sagde han med et glimt i øjet og fandt det lidt morsomt at folk havde troet at Jerome var en pige. ”Da jeg så dig første gang troede jeg ikke du var en pige, men blot en utrolig smuk fyr mens jeg må indrømme jeg aldrig har set efter alternative før” sagde han med et hjerteligt smil over sine læber og bed sig en smule drenget i dem. Der havde bare været et eller andet over Jerome som han ikke havde kunne forklare for godt nok havde han mødt Abiy’el før det, men Abiy’el havde jo ikke været noget som sådan på det tidspunkt andet ham der som Joshua randte rundt med og ikke var stolt af. Jaylen havde altid været stolt af at have Jerome ved sin side. Jaylen ville blive virkelig glad hvis Jerome lavede videoer uden han bad ham om det og han behøvede ikke som sådan at lave noget seksuelt. Alt der var forførisk var nok for Jaylen så længe det bare var Jerome. Resten havde han fantasi nok selv. Hvis han en dag fandt en video med Jerome der var forførisk og lokkende uden egentlig at gøre noget seksuelt ville han jumpe ham ligeså snart han så ham for det alene ville kunne tænde ham noget så grænseløst. Fordi det var Jerome. Jaylen var lige nu også dybt afhængig af Jerome. Han havde behov for at vide han faktisk var der. Ikke fordi han stadig drømte, men fordi han ikke ville slippe ham og han ville vise til Jerome han ikke havde lyst til at slippe ham igen af nogen art. Derfor havde han behov for ham og så bare det faktum at han havde savnet ham og han var faktisk sikker på. Nej han viste Jerome havde det samme. Han nikkede bare let til at det skulle de nok finde ud af. Det var egentlig heller ikke Judas det skulle handle om sådan lige her og lige nu når det kom til stykket. Det handlede om han var nær Jerome og de var sammen igen. De to bider skulle netop også være for overlevelse og så for at starte blidt op. Det ville være alt der lå i dem, men han ville ikke presse mere ned i ham. Han ville blot være glad for han måtte se de to bider og ikke engang kommentere det eller gøre et stort nummer ud af det. Han ville blot sende ham et varm smil og virke tilfreds med det for det ville han være. ”And you make me more high then any other drug” forsætte han den og smilede for sig selv over deres egentlig ret så poetiske samtale når det kom til den slags. Jaylen lagde godt mærke til Jerome gik i stå og blev blot hvor han var halvt hængende indover ham mens han smilede varmt og kærligt til ham. Selv igennem sine øjne. Han mærkede blikket der gled henover hans mave, til sit bryst for så endelig at få øje på hans tattoo som om verden pludselig var gået i stå og deres nærmest omgivelser gik i slow motion. Han mærkede efter hvad der synes at være en evighed på den gode måde hans finger over den og smilede for sig selv over hans reaktion. Han var helt væk i den måde som Jerome reagerede på og lagde stille sin hånd ovenpå hans efter Jerome havde kysset hans tattoo. ”Jeg savnede dig og fik lyst til at vise verden hvem jeg kunne li. Bære dit navn tæt ved mit hjerte for du aldrig skulle forlade det” sagde han stille og tog hans hånd op for at give den et blidt kys og lagde den der atter. ”Og nu heller ikke min side igen” hviskede han stille og flyttede sin hånd for at ligge den på hans kind og lænede sig længere ned over ham for at lade sine læber blidt fange hans læber ganske blidt og noget så lidenskabeligt. Jaylen var virkelig i sit små romantiske hjørne og understregede så godt som han nu kunne hvor meget han faktisk elskede Jerome og virkelig slet ikke ville væk fra ham. Hans ord blev valgt med største omhu for at gøre det her forenings moment så romantisk og fyldt af passion som muligt, men han behøvede ikke tænke ordene særlig længe for de stammede alle sammen fra hans hjerte af og det kunne tydeligt høres.

"Er vi ikke næsten altid det, skat?" spurgte han og bed ham en smule i øret. Jerome havde i hvert fald sjældent oplevet, at de var uenige og når de var det, var det virkelig slemt. Kun hvad det angik mad, men det var også noget andet. "Det rigtig nok. Og jeg vil mene, at Judas er ret lykkelig med ham. Trods for de har nogle episoder ind i mellem, som da vi var i England.. men det har man jo ind i mellem og sådan er det jo. Så længe han ikke er begyndt at tænke: Hvorfor er jeg her? Jeg er træt, jeg gider ikke mere. For så er det vel tegn på, at man skal droppe det.." svarede han. Han havde aldrig været træt i deres forhold eller noget, men han vidste, hvordan det kunne være at være træt af en ven, og føle, at der ikke var nogen grund til, at man stadig hang over personen. Det var en af måderne, Jerome havde lært at vælge fra på. Generelt var han god til at vælge folk fra og virkelig dårlig til at stifte nye bekendt og venskaber. Men han havde de folk, han havde brug for nu. Han havde Blaze. Curtis. Kaisy. Julian. Og så selvfølgelig Jaylen. Mere havde han som egentlig heller ikke behov for. Ikke i følge ham i hvert fald. Men han var jo generelt heller ikke den mest åben person og slet ikke mod fremmed. Han kunne også tit fremstå kold, når han var sammen med mennesker, han ikke kendte. Og folk synes heller ikke, at han virkede venlig eller omsorgsfuld. Han var skam omsorgsfuld, det var virkelig bare ikke alle, der fik lov til at se det. Selvfølgelig ville det påvirke Jerome, hvis hans venner havde det skidt. Det gjorde det altid, han viste det bare ikke. Han ville ikke vise det og han gik også med det for sig selv. Han havde fået at vide en gang, at han var utrolig sårbar og han ar flippet fuldstændig skråt. Var der en ting her i verden han ikke var, så var det sårbar. Han gik ikke og skabte sig. Han fortalte ingen ting højt. Og han gjorde i hvert fald ikke noget, for at få opmærksomhed. Det havde virkelig pisset ham af for groft og aldrig skulle nogen have lov til, at kalde ham det igen. Ja, det var meget normalt, at man var blevet som man var, på grund af sin opvækst. Problemet var bare, at Jerome ikke kunne huske over halv delen af det. Så var der ikke meget at fortælle om, og ikke meget, at lede af forståelse for. Og det Jerome havde glemt, det ville aldrig nogensinde kunne komme igen. Lige meget hvad. Det var for længst væk. Jerome rynkede på næsen, da Jaylen prikkede og valgte at angribe hans mave med prik, mens han lod Jaylen's latter runge i hans øre. Den var så dejlig rar at høre. "Det ved jeg da godt, men det var egentlig også mest af alt for at fortælle historien. Og fol troede at Blaze og jeg var et par, men okay, det lignede også at vi var på date. Men det var rigtig hyggeligt, selvom jeg var ret tæt a, at der var pæne drenge der lagde an på mig, og at jeg havde pigetøj på.. men de var nok også kun til tøser.. men altså, jeg ved godt du er stolt af det.. det skal du også være" sagde han kærligt. Jerome kiggede bare på ham, da han sagde det og rødmede kraftigt. "Jamen jeg var jo ikke smuk den gang heller.. og det 2 år siden.. og alt muligt.. og jamen iih.. hvis du ikke har kigget efter alternative før, så ved du jo ikke, hvad der er flot herinde for, hvis det var mig, du kiggede efter... jeg er grim nåå.." Jerome gik egentlig mest af alt sådan halvt i selvsving. Men han var også dybt uenig i, at han var pæn. For det var han jo virkelig ikke. Han kunne ikke selv se det. Jerome kiggede lidt på Jaylen, da han bed sig i læben. "Hvis jeg ikke må, så må du altså heller ikke, Jaylen" sagde han med et bestemt nik. Jerome vidste jo godt, at Joshua ikke havde stået ved sin biseksualitet. Det hade han ikke, da han havde mødt ham, i hvert fald. Men han kunne virkelig heller ikke lide Joshua. Ærlig talt, så var han klam. Jerome ville heller ikke i starten lave videoer, hvor han manglede alt sit tøj og onanerede foran ham. I starten ville det også være videoer, hvor han talte til ham og prøvede at være lokkende og forførende. Og han kunne trods alt være kat. Og han kunne også danse. Og han var faktisk rigtig god til at strippe. Så han skulle nok kunne være lokkende på alle mulige måder. Han vidste ærlig talt også godt, at han kunne tænde Jaylen ret hurtigt og han nød mest af alt, faktisk godt af det. Det gjorde ham glad, på en eller anden måde. Jerome synes nu også, at de kunne lade være med at snakke mere om Judas lige nu og her. Han ville have Jaylen's opmærksomhed. Det var så også den eneste opmærksomhed, han gik efter. Godt nok heller ikke på nogen dårlig måde, men det var selvfølgelig også noget helt andet. Men Jerome vidste godt, at det skulle være for overlevelse. Var det også nu. Så længe Jaylen tog det roligt, skulle Jerome langsomt men sikkert, nok komme til at kunne lide at spise mad. Så han rent faktisk også var en glæde at lave det til. Han vidste godt, at skulle han spise en lille potion mad nu, så ville han kaste op. For det ville være mere, end han plejede at spise. Mad gjorde ham syg. "And you're the drug that keeps me alive" hviskede han. han kunne nu egentlig meget godt lide deres lille poesi hjørne. Det var hyggeligt, på en eller anden måde. Jerome betragtede tatoveringen, mens Jaylen fortalte om det. Endnu en gang blev han rød i hovedet. "Hvor er du sød Jaylen..." hviskede han og lod Jaylen læne sig over sig endnu en gang. han gengældte kysset meget lidenskabeligt og lukkede sine øjne i. Kysset alene vakte kun, at han fik endnu mere lyst til ham. "Jaylen.. jeg uhm.. har virkelig l..lyst til di..dig.. og du skal virkelig ikke holde dig tilbage"hviskede han. Han ville understrege, at han gerne måtte og at han ikke skulle holde sig tilbage af nogen som helst art. Han ville nemlig gerne have sex med ham. Han mente ikke at deres forhold kun havde været sex, og han havde også savnet deres sex. Den eneste han ville have sex med, var Jaylen.

Han nikkede ganske let til om de ikke næsten altid var enige i tingene. ”Jo sådan mere eller mindre i hvert fald” sagde han med et varmt smil over sien læber og gøs på en behagelig måde da han bed ham let i øret. Han kunne heller ikke huske de havde været særlig uenige i noget og hvis de havde så havde han sikkert bare glemt det i hvert fald. Langt hen af vejen kunne de godt blive enige om ting i hvert fald. Og det var trods for de to forskellige måder at anskue verden på og trods for de to forskellige stilarter som de havde. Andre ville finde det ulogisk, men han var nu ligeglad for Jerome gjorde ham glad og så var alt andet lige meget når de kunne sammen. Han nikkede enigt med hans ord om Judas. ”Jeg er helt enig. Så længe han har det godt er det lige meget hvordan Pierce er” sagde han roligt mens han nikkede enigt da han var sikker på selv ham der Judas ville være stærk nok til at forlade Pierce hvis han ikke havde det godt hvor han var. Jaylen selv havde utrolig mange bekendte, men han havde ikke andet end få tætte venner han stolede på. Han havde Jerome, Lukas, Mathias, Caitlin og så var det også det. Han kunne ikke se hvad han skulle med særlig mange flere end det. Alle andre var bare nogen han snakkede med, hang ud med og gik til fester med. Så han forstod fuldt ud Jeromes tankegang med at man ikke behøvede særlig mange. Hans var dog ikke fordi han var dårlig til at skabe nye kontakter for det var han skam. Han brød sig bare ikke om at skulle åbne sig selv overfor alt for mange. Og så havde han også sin fætter Joshua, men det kom sig mest af alt fordi Jaylen havde kunne sno Joshua rundt om sin lillefinger og det kunne han også stadig. Bare ikke på samme måde som han havde gjort da de boede sammen. Joshua havde så på det tidspunkt også lidt under Jaylens lyster og var endt nederst mod hans vilje. Jaylen havde dog været ligeglad for når det kom til den slags havde han altid været meget egoistisk. Han havde så også Alex, men det var på en lidt anden måde. Jaylen så Jerome som venlig og omsorgsfuld, men det var kun hvis man fandt vejen ind til hans hjerte for Jerome havde også været kold i starten overfor Jaylen i starten, men af en eller anden grund havde han nu fundet det ret så tiltrækkende af en eller anden grund. Så han kunne godt huske at Jerome var kold overfor folk der var fremmede for ham. Han synes heller ikke at Jerome var sårbar af nogen art. Han vidste godt at Jerome ikke ønskede opmærksomhed på den måde og derfor ikke sagde tingene højt, men det var han jo heller ikke selv god til. Mest af alt fordi folk havde deres eget og han ikke kunne se hvorfor de skulle begynde at bekymre sig for hans ting også. Jaylen vidste jo ikke at Jerome ikke kunne huske sin barndom. Så ville han jo også bedre kunne forstå hvorfor Jerome var som han var for selvom han ikke kunne huske sin barndom var det jo stadig med til at skabe at Jerome var som han var når han ikke kunne huske noget og derfor var bange for at forsvinde igen. Han begyndte at grine let da Jerome begyndte at prikke ham i maven for at fange ud efter hans hånd og fik fat i den. ”Jeg kan godt forestille mig at I har lignet et par. Og er sikker på du kunne omvende dem hvis de virkelig troede på du var en pige” sagde han med et let glimt i øjet da han ikke kunne lade være lige nu. Han lagde godt mærke til hans kraftige rødmen og fandt det egentlig sødt lige nu. ”Set efter som i ville være med dem. Har set alternative fyrer før. Både Julians forlovet og Joshuas kæreste er alternativ ved du nok” sagde han og blinkede ganske let til ham og rystede på hovedet til han var grim. ”Nej du er smuk og var du også den gang. Som sagt havde jeg aldrig jagtet alternative fyrer før, men jeg jagtede da dig” sagde han med et bredt og hjerteligt smil over sine læber. Han havde jo set alternative fyrer før, men han havde aldrig haft lyst til at være med en selv før han havde mødt Jerome og det skulle ikke bare være hvem som helst, men Jerome. Han rystede let på hovedet til at han heller ikke måtte bide sig i læben når Jerome ikke måtte, men det var også ganske ubevidst.”Nej jeg ved det godt. Så må du jo gøre noget ved det” sagde han med et lille let grin da det var en god måde at undskylde for at man fik et kys. Jaylen elskede når Jerome legede kat. Af en eller anden grund så tændte det ham helt ekstremt og han vidste ikke hvorfor. Desuden vidste Jerome jo godt at der ikke skulle meget til for at tænde Jaylen bare det var Jerome. Jaylen mente at man skulle starte stille op med mad netop for det ikke skulle gøre ham syg. Jaylen var jo godt klar over at Jeromes krop ikke ville kunne klare at få en masse mad på en gang og derfor var det godt med en blid opstart og da især fordi han skulle have en god oplevelse med mad. Han strøg ham let over kinden ved hans ord om han holdte ham i live og lod ham få det sidste ord i deres lille poesi ting. Han selv synes nu også det var ret så hyggeligt og det var det jo egentlig også lidt en måde at han kunne være romantisk. Han smilede bare af at Jerome betragtede hans tattoo da den trods alt var der af en grund. Han rystede let på hovedet til han var sød mens Jerome blev rød i hovedet. ”Nej jeg er bare mig og jeg er din skat” sagde han med et kærligt smil over sine læber da det var sådan han så det lige nu. Han følte stadig for at være en smule ydmyg lige nu. Han mærkede hvordan han gengældte hans kys på samme lidenskabelige måde som sig selv og smilede helt i kysset mens han nød det. Han lod ham bryde kysset og smilede let. Han strøg ham blidt over kinden ved hans ord da han kunne høre af Jerome havde lyst til ham som han selv havde. Han havde ikke ville forsætte alt for langt hvis ikke Jerome havde sagt de ord for deres forhold skulle ikke kun handle om sex. Jesse begyndte at fjerne hans trøje ligeså stille og stoppede selv op da han så Jeromes arm. ”Jeg er da vist ikke den eneste der har fået idéen med at pryde min krop” sagde han stille og bed sig selv en smule forlegen i læben uden at blive mere rød i hovedet end henover næsen.

Jerome kiggede lidt på Jaylen da han svarede, at han bare var ham selv. "Men dig er dejlig, og mig bestemmer, og sådan er det. Jeg er nemlig sejest, så bastabum. Så kan dine meget forkerte meninger rende mg, ja de kan så" sagde han og nikkede meget bestemt. Han havde slet ikke gidet Jaylen i starten, og for hans skyld, kunne Jaylen helt seriøst ha' rendt ham I røven den gang Han ville være fuldstændig ligeglad. Det var han ikke længere. Han ville kun have Jaylen ved sin side på den her måde. Ingen andre. Han havde også været kold mod Julian i starten. Og Kaiy. Men ikke ved Blaze, for han havde kendt ham siden, at han var lille. Blaze havde dog fået sig en overraskelse, da Jerome lige pludselig intet kunne huske mere. Han vidste jo trods alt godt, at Jerome led af armensi. Han havde også fået sig en overraskelse over, hvordan han bare lige pludselig havde ændret sig som så meget, men Blaze var aldrig nogensinde gået fra ham. Det betød rigtig meget for Jerome. Og Blaze hang ham aldrig op i den person han var en gang. Det eneste tidspunkt, Jerome nogeninde havde brug for opmærksomhed, var når det var Jaylen. Han kunne blive godt og grundig slået ud, hvis Jaylen ikke ville have tid til hamover længere tid. Det ville han selvfølgelig også blive, når babyen var hos dem. (Som han intet vidste om endnu, og han havde også glemt alt om det Jaylen havde skrevet om en stor nyhed, men hanskulle nok komme på den, på et tidspunkt) Men lige så snart babyen kom og skulle besøge dem, ville han sørge for at blive komplet irriterende og prøve at få opmærksomheden fra babyen. Han ville direkte sørge for, at Jaylen ikke skulle regne med hjælp fra ham af. Han ville dog ændre sig med tiden, men det var noget andet. Han ville også være jaloux, på hende, han havde fået barnet sammen med. For det første, fordi de havde været i seng sammen - det gjorde selvfølgelig ondt - men det kunne han i det mindste leve med. Men hun havde stadig givet ham, noget Jerome aldrig nogensinde ville kunne give ham. Liv. Et menneske. En person, at tage sig af og holde om, og se, vokse op. Det var ikke fordi Jerome heller ville være en pige - det ville han på ingen måde, men han ville også godt kunne give Jaylen den oplevelse. Og at adoptere ville bare heller ikke være det samme på nogen som helst måde. Men ville Jaylen godt have flere, så ville Jerome godt for Jaylen's skyld. Jerome frygtede bare at være en del af en hel normal familie - hvilket også var en af grundene til, at han ikke kunne komme sin far ind i sit liv. Trods for, at hans far virkelig prøvede. Men det kunne hans far jo ikke se. Og han kunne ikke engang kalde ham far. På nogen som helst måde. Jerome lod sin trøje komme af og hjalp også en anelse til. Jerome's tatovering var et brændende hjerte med is der lige var blevet smeltet. Jaylen's navn stod i hjertet med en gammel skriftype. Derudover, stod der: Kald mit navn, og jeg vil være der på latin. Og selvfølgelig også: My Heroin. Den var selvfølgelig også lavet på gammel japansk manér, så den havde gjort utrolig ondt, men det gjorde så også, at den var så meget flottere og mere speciel. Men han var rigtig glad for den. Jerome lagde mærke til Jaylen's rødmen om næsen og kunne ikke lade være med at smile. Det gjorde ham så vanvittig glad. "Næh faktisk ikke.. kan du lide den?" spurgte han tæt på hans øre og spændte også en smule, som en kat. Han lod sin hånd køre op ved Jaylen's inderlår, der hvor hans navn også stod. Han vidste godt, at Jaylen ikke v ar gået videre, hvis ikke, han havde sagt, at han havde lyst til ham. Men han kunne lige så godt være ærlig, det havde han, brændende meget.

”Min mening er på ingen made forkert fjolle. Jeg modsagde dig ikke helt. Jeg siger bare jeg er mig. Min måde at erklære mig enig på” sagde han med et glimt i øjet selvom det faktisk var en let protest. Han følte ikke han var sød. Nok mest af alt fordi han lige nu var i det mere ydmyge hjørne. Normalt kunne han jo godt sige den slags. Ikke fordi han egentlig mente det som sådan for dybt inde havde Jaylen svært ved at sige nogle gode ting om sig selv som passede. Han spillede bare på sit gode udseende trods alt. Jaylen vidste godt Jerome havde behov for hans opmærksomhed. Det var også derfor han havde taget Jerome med når han skulle noget længere tid. Ikke bare fordi han ville komme til at savne ham noget så inderligt, men også for at give Jerome alt den opmærksomhed han havde behov for. Det han havde trods alt hurtigt fundet ud af. Jaylen havde lidt glemt det faktum da han havde sagt ja til at hjælpe Candice, men han havde lovet sig selv at tage ansvar og så måtte konsekvenserne af det komme senere. Lige nu var han bare glad for at være med Jerome igen og så gad han slet ikke tænke på den slags. At han så heller ikke gjorde det var en anden sag. Han tænkte bare på at han havde sin skat igen. Ikke engang lysten til at danse ville komme igen faldt ham ind lige nu da han var i en verden kun med de to. Der var ingen bekymringer, ingen tanker om han skulle være far eller tanker om hvordan det hele havde været for nogle måneder siden for nu var de startet på ny igen. Jaylen skulle jo nok finde tid til både ham og barnet. Jaylen ville jo ikke skulle passe barnet alene så der ville være plads til andre end bare barnet. Lige nu var han bare glad for at Jerome havde glemt alt om den vigtige nyhed for det ville jo sådan set ødelagt alt lige nu. Jaylen ville helt sikkert også blive en smule trist over at Jerome tog det med babyen sådan for han var jo blevet ansvarsbevist. Han ville kunne forstå hvis det havde været Jasmines, men når det var Candice og endda efter de havde slået op ville han faktisk blive en smule ked over det selvom han godt kunne se hvorfor Jerome ville have hans opmærksomhed. Han ville sikkert også bare sætte sig ned og tage en snak med Jerome om det. Den tid, den sorg. Han ville jo godt kunne se nogle af hans argumenter, men det var jo ikke fordi han havde en drøm om børn lige nu. Langt fra. Det var ligesom bare sket. Han nikkede let og kyssede den ganske blidt. ”Ja jeg kan. Hvad står der smukke?” spurgte han roligt og kyssede den blidt igen. Han var helt væk i hvor smuk den var og Jerome havde jo ikke andre med hans navn på. Da Jerome spindede som en kat stoppede Jaylen helt op og blev ret så tydelig bare salig af den lyd. Han mærkede kort tid efter hånden der gled op til der hvor Jeromes navn også stod og bed sig selv en smule i læben. Jaylen lod sin hånd finde hans bukser og begyndte at åbne hans bukser for nu var han ved at være løbet tør for tålmodighed og ville se hans smukke krop igen. Han fik da også dem åbnet og begyndte at tage dem af ham. Han længtes faktisk også efter deres sex, men det var så også en anden sag. Det var trods alt bedre end noget andet han havde prøvet no matter what.

Jerome hævede et øjenbryn og kiggede lidt på ham. "Det er stadig en form for protest. Det er når man ikke er decideret enig. Prøv at sig en god ting om dig selv, Jaylen" bad han og så ham ind i øjnene. Han kunne på ingen måde selv sige noget pænt om sig selv, men det var en anden sag. Det var ikke ham der skulle det. Jerome var på ingen måde opmærksomhedskrævende på samme måde som Blaze. Jerome vidste godt, at Blaze ikke bad om opmærksomheden, men fik den ganske naturligt. Jerome hadede normalt opmærksomhed. Den eneste person, han ville have det fra, var Jaylen. Det var virkelig det eneste menneske, han nogensinde havde krævet at f å opmærksomhed fra. Men det var så også på grund af, at han elskede Jaylen. Jerome var glad for at komme med Jaylen steder hen. Han fik sit Jaylen behov tilfredsstillet og han kom ikke til at savne ham så meget. Kun når de ikke lige var sammen. Han fik samtidig også set en masse ting og sager og fik nogen gode oplevelser med Jaylen også. Oplevelser, der skulle tages en masse billeder af. Jerome havde jo også fuldstændig glemt, at de skulle mødes på grund af, at han skulle vide,hvad den meget store nyhed var. Men dethavde han selvfølgelig smidt ud af hovedet. Det var jo også mest af alt fordi, at Jerome ikke var gået ud for sin dør med hensigt i, at han skulle se Jaylen. Han havde tænkt sig at løbe på sin i forvejen dårlige fod, der kun ville ha' blevet være, hvis han havde gjort det. På den måde, var det også godt, at Jaylen ikke ville have, at han gjorde det. På den anden sidde, Jerome ville have været ligeglad med, om det kom til at gøre mere ondt. Han var vant til smerte, så det gjorde ham ikke så meget. Og han havde en høj smertetærskel. Jerome ville godt kunne se, at Jaylen var ansvarbevidst, men han ville stadig ikke være glad for barnet. Det var stadig et barn, han havde fået med en anden pige - og stadig en glæde, Jerome aldrig ville kunne levere. Han ville jo se, hvor glad han var for barnet og føle, at Candice ville være bedre end ham. Selvom der ikke var kærlighed mellem de to. Det kunne godt være, at det var noget der var sket, efter de havde slået op. Men det vidnede jo stadig omden tid, Jaylen havde været ham utro og hvad han havde gjort i den tid. Gået i seng med andre. I hvert fald de første måneder. Han ville være ret så kold, hvis Jaylen satte sig ned og tog en snak med ham om det. Han ville bare snakke uden om, for han kunne ikke se, at det skulle være hans problem, at Jaylen havde knaldet en tøs. Han ville bare have opmærksomheden væk fra babyen. Men han ville på et eller andet tidspunkt stadig ende med at holde af den lille ting, men det var trods alt en anden sag. Jerome smilede stort, da Jaylen sagde han kunne lide den og tilmed også kyssede den. "Det er jeg super glad for! Men der står kald mit navn og jeg vil være der på latin" svarede han. "Og den er lavet med sådan flere nåle på en gang og blev slået ind i huden med hårdere slag, ellers bliver farverne ujævne. Men skyggerne og farverne er også helt specielle" forklarede han. Man kunne slet ikke lave de skygger der var der på, med en normal tattovør nål. Han blev næsten helt forlegen, da han kyssede den endnu en gang. Han forsatte med at spinde, da han godt kunne se, at det fik Jaylentil at blive helt saglig, mens han forsat kørte sin hånd op ad hans lår, hvor hans navn stod. Han kunne godt lide at spille på det. Han lod Jaylen åbne hans bukser og hjalp med at få dem af, da han var mindst ligeså villig som Jaylen. Han savnede jo også deres sex, hvilket også var det bedste, han nogensinde havde prøvet. Han løftede sin røv en smule, så Jaylen kunne få dem helt af og lod dem glide af ved sine ben. Han lod så sine fingre finde Jaylen's bukser og spændte dem op og lynede ned og hev også ned i dem, da han gerne ville se resten af hans smukke krop.

Jaylen bed sig en smule i læben ved hans ord om han skulle sige noget pænt om sig selv. Han lukkede kort sine øjne i og rystede let på hovedet. Han tænkte sig tydeligt om. Han havde virkelig svært ved at sige noget pænt om sig selv som han mente. Han kunne godt sige ting som at han synes han selv så godt ud og ting i den dur, men det var egentlig bare det at have selvtillid og det at score på det. [b]”Jeg er blevet mere moden. Tæller det?” spurgte han roligt da han ville give det et skud. Han vidste jo godt et sted at han skulle kunne finde ud af at sige ting han mente når det handlede om ham selv. Præcis ligesom i Love and other drugs. Jaylen vidste godt at Jerome ikke som sådan var opmærksomhedskrævende overfor andre end ham, men han havde jo heller intet mod at give ham al den opmærksomhed som han krævede. Jaylen elskede jo at give ham det. Så meget som han nu kunne komme til det. Jaylen var glad for at Jerome havde glemt den nyhed han havde. At han så også selv havde glemt det var noget andet, men det var fordi lige nu var han bare glad for at han var nær Jerome igen. Jaylen priste sig et sted bare lykkeligt for at Jerome havde haft en dårlig fod for det havde været den bedste undskyldning for at komme indenfor når han havde grebet ham og måtte få ham ind i lejligheden på den der måde. Ellers havde han ikke kunne sige hvordan han havde det og slået benene væk under ham for at han kunne få ham igen. Candice ville så aldrig kunne måle sig med Jerome for Jerome var den person som Jaylen elskede og ikke hende. Nok ville Jerome ikke kunne give ham et barn, men før han havde fået af vide han skulle være far havde han jo ikke engang haft et ønske om at blive far. Så selvom barnet ville give ham glæde så var det jo fra en uventet front det kom fra og en front han havde næste 5 måneder til at vende sig helt til. Jaylen vidste godt at Jerome ville være kold hvis han tog en snak med ham om det, men det forhindrede ham ikke i at gøre det. Han var nød til at prøve i hvert fald. Det var vel også et sted moden at forsøge at tage en snak om det? Om ikke andet ville det være godt for forholdet hvis Jaylen sagde den slags ting og åbnede sig op. Jaylen lyttede til hvad han sagde om sin tattoo og kunne ikke lade være med at smilede både varmt og kærligt. Han kunne nu godt se at den var speciel, men så passede det fint til Jerome for han var en speciel person for Jaylen og han ville altid være det. Han havde erkendt at han ikke kunne elske andre end ham, men han ville så heller ikke. ”Den er virkelig smuk Jerome. Selvom den helt sikkert har gjort mere ondt end min gjorde, men så er det jo godt du kan klare en del” hviskede han med en kærlig stemme. Han vidste ikke helt hvorfor han hviskede det. Det var ikke fordi der var nogen der ville komme og forstyrre dem, men det var vel mest af alt fordi det til tider var nemmere at udtrykke sig kærligt når man hviskede? Han nød at han forsat spandt for ham og mærkede hans hånd op af sit lår til det andet sted hvor Jeromes navn stod. Jaylen vidste egentlig ikke helt hvordan han havde kunne være med andre når Jeromes navn stod ved hans inderlår, men det kom sig nok af de havde været for fulde eller skæve til at opdage det. Han vidste godt Jerome kunne li at spille på hans navn stod lige der hvor det gjorde. Jaylen nød så også når han gjorde det, men det var så en anden side af sagen. Jaylen hjælp så godt til som han kunne da han mærkede at Jerome begyndte at åbne hans bukser og lod dem finde samme vej som Jeromes. Han begyndte at hive ned i hans boxers og træk dem ligeså roligt og elegant af ham inden han lod sin hånd glide over hans lem ganske kort inden hans hånd forsvandt ned i mellem hans ben for at lade sin finger glide op i mellem for at komme til hans åbning for nok havde Jerome helt sikkert været sammen med Curtis og dermed ikke kommet ud af træning, men det ændrede ikke på Jaylen heller ville være på den sikre side selvom han længtes noget så inderligt efter ham.

Jerome kiggede bare på ham, da han tydeligt kunne se, at Jaylen faktisk tænkte. Han kunne så heller ikke selv sige gode ting om sig selv, men det var selvfølgelig en anden sag. Han rystede på hovedet af Jaylen. ”På en måde ja og nej. Moden er altid godt, men det er sådan nogen ting som sød, loyal osv jeg tænker på. Synes du ikke, at du er det? For kan i hvert fald fortælle dig en ting, og det er, at du er sød, dejlig, fantastisk, vidunderlig, smuk, og selvfølgelig også god i sengen og ved du hvad mere? Verdens mest perfekte kæreste” sagde han bestemt og nikkede nogle gange for at understege det. Jerome var dårlig til at give andre komplimenter, og det havde været grænseoverskridende for ham at skulle sige det. Det var ikke fordi, han ikke kunne finde noget pænt at sige om folk. Det ville han sagtens kunne – hvis han brød sig om dem, vel at mærke. Han brød sig bare ikke om det, og han kunne ikke lide selv at blive kommenteret. Han havde jo før set Love And Other Drugs, og syntes mest af alt, at han mindede en smule om Jamie – det var også derfor han havde spurgt. ”Hvad med fem dårlige ting, om dig selv?” spurgte han. Jerome ville have lettest ved at skulle svare på det, der var dårligst ved ham selv. Det vidste han godt. Og han kunne endda nævne mere end fem ting, og intet ved det, der var godt ved ham. Men alt var godt ved Jaylen. Men det var alligevel værd at undersøge. For han ville have, at Jaylen skulle se alt det han var. Hvor dyrebar og værdifuld han egentlig var. Og det var meget. Rigtig meget. Jerome havde virkelig glemt alt om det. Men hvordan skulle man også kunne forvente, at han skulle kunne koncentrere sig om sådan noget nu? Han var sammen med Jaylen igen – og havde ikke snakket med ham og set ham længe. Ikke mærket ham længe heller. Så kunne alt andet vente. Jerome vidste jo godt, at Jaylen ikke havde tænkt på børn før det. Men der havde han sikkert også været så umoden, at han havde slået hånden af det ufødte barn. Men Jerome ville virkelig nok ende med at blive kold og opføre sig som et barn omkring det. Men det var et sted også kun fair. Han var faktisk ikke voksen endnu – og han var voksen på utrolig mange punkter. Jerome ville dog stadig hade Candice – lige meget hvad. Han ville begynde langsomt at kunne lide babyen – men Candice ville stadig være en fjende for ham. Lige meget hvad. Han ville også skulle bruge utrolig lang tid på, at skulle finde ud af, at kunne lide det fucking barn. Og det ville virkelig blive hårdt for Jaylen at sku være sammen med Jerome op til og lidt efter. Men nu havde han også et temperament, der sagde spar to. Og det kunne sagtens vare flere dage. Jerome så ikke sig selv som speciel. Han ville aldrig komme til det heller. Men han så Jaylen som speciel – men det var også noget helt andet. Jerome nikkede lidt til hans hvisken. ”Det gjorde meget ondt ja.. og der er ikke så meget fedt der.. men jeg tænkte på dig under det hele. Og jeg har prøvet værre smerte” hviskede han stille. Jerome vidste jo så også godt, at Jaylen kunne lide, når han spillede på den tatovering han havde der. Han vidste jo også, at Jaylen godt kunne lide når han spandt. Sådanne ting, havde han hurtig fundet ud af. Han var selv overrasket over, alle de mennesker han egentlig havde været sammen med. Og han havde faktisk også været sammen med en pige. Og det var så hans veninde – så der gik det jo rigtig godt. Især fordi det var Kaisy – og at Jerome lod som om, at han var kærester med Curtis. Men de havde jo heldigvis et åbent forhold, så det var ikke fordi, han havde gjort noget galt. Jerome smilede da Jaylen hjalp til med at få hans bukser af. Jerome lod frivilligt Jaylen fjerne ens boxers og kunne mærke at han faktisk var begyndt at blive en smule ivrig. Jerome mærkede Jaylen’s hånd over sit lem og kunne mærke, at hans krop var begyndt at ryste i spænding. Han stønnede nydende ved det. Han mærkede derefter hans hånd op i mellem sne ben og hans finger inde i sig – hvilket fik ham til at stønne højere og ryste endnu mere. Ja, han havde været sammen med Curtis og var på ingen måde ude af træning – men det var stadig rart, at Jaylen gjorde det. ”M…mere…” bad han. Han lignede virkelig en, der mest af alt havde fået et elipsi anfald. Men det var simpelthen fordi han var så tændt og spændt, og var sammen med Jaylen. Hele hans verden var gået i stå.

Selvfølgelig tænkte Jaylen over det. Han var ikke spor god til at sige noget positivt om sig selv, men han var god til at spille på det for at komme til at score. Han virkede som om han havde masser af selvtillid og havde det også for han vidste han havde et godt udseende, men udseende var jo ikke det som Jerome fiskede efter, men noget ved hans personlighed. Jaylen lyttede til hvad Jerome sagde og tog sig selv i ikke at kunne erklære sig enig i, men valgte så at nikke til at han var alle de der gode ting i stedet for at gøre som i filmen og bare lade være med at kunne svare. Nu hvor Jerome sagde det kunne han jo godt se det en smule selv. Han brugte derimod ikke lang tid på at tænke over fem dårlige ting. ”Lad mig se” begyndte han og tog fingrene ned en efter en mens han talte. ”Player, rich kid, forkælet, har været en dårlig kæreste hvilket skal ændres en del og regner jeg også med det er. Oh yeah. Egoistisk, langsom til at få ind i hovedet hvilken værdig jeg mistede da jeg var dig utro. Har været ude af stand til at tage et ansvar. Listen er lang skat. 5 dårlige ting er ikke nok. Nok virker jeg som om jeg har styr på det hele, men du ved jo godt jeg sådan set langt fra har det” sagde han stille og bed sig selv ubevidst i læben. Han vidste godt han burde se positivt på sig selv sådan rigtigt, men med de sidste 4 måneder var det ikke lige let og faktum var at han kun brugte det med selvtilliden til at score på. Jaylen vidste godt hvorfor Jerome gjorde det. Han vidste godt at han ville have Jaylen skulle se mere postivt på sig selv, men nu han var sammen med Jerome igen burde det også kunne lade sig gøre at gøre det for alvor. Så måtte han jo indeholde bare noget godt. ”Men kan du selv sige 5 gode og dårlige ting om dig selv skat?” spurgte han roligt og havde med vilje brugt ordet skat fordi de jo var sammen igen. Jerome måtte også gerne forsøge at forstå hvor dejlig han var i Jaylens øjne. Han vidste godt at Jerome ikke kunne så han ville pænt acceptere et nej hvis det var. Han ville dog nævne 5 gode ting ved Jerome alligevel eller mere hvis han kunne komme til det. Jaylen kunne godt acceptere hvis Jerome aldrig ville kunne godkende Candice, men det var nu også langt fra vigtigt ved siden af at acceptere barnet. Det var sådan set mest vigtig for Jaylen. ”Gjorde du?” spurgte han stille og med et kærligt smil inden han kyssede hans kind ganske blidt og strøg ham blidt over halsen. Et sted gjorde det ham glad for det betød jo at Jerome kunne holde smerten ud bare Jaylen var i hans tanker. Han nikkede let til at Jerome havde prøvet værre smerte. Det vidste han jo godt. Ikke bare fordi hans mor havde slået ham, men også rent seksuelt. Jaylen vidste godt at Jerome vidste den slags ting. Det var også det som gjorde det lidt ekstra godt. Jaylen ville blive ganske ked hvis han vidste at Jerome havde været med Kaisy. Ikke fordi ikke måtte være med andre, men fordi det var forkert. I hans hoved var Jerome homoseksuel og så skulle han ikke være med piger. Og da slet ikke pigen han vidste var Jeromes bedste ven. Historien om Blaze ville også slå ham ud, men det kunne han acceptere for de havde jo ikke været sammen i sidste ende. Jaylens holdning til Jerome og piger var nogenlunde den samme som Jeromes holdning til Jaylen og være nederst. Jaylen kunne godt mærke at Jerome blev en smule ivrig og gjorde han jo sådan set også selv et sted. Jaylen kunne dog holde lidt igen og ville have alt skulle være perfekt. Jaylen lagde godt mærke til hvordan Jerome rystede i spænding og smilede for sig selv. Han nød at høre hans støn på den der måde. Hans tiggen efter mere fik Jaylen til at smile og vendte ham rundt så Jerome lå på maven og kyssede ham ganske blidt ned af ryggen. Han nød at se ham på den der måde og vide han pirrede ham med hver lille ting han gjorde. Da han kom til hans bagdel lagde han sin hånd på hans ene balle for at give den et let klem og den anden gav han et kys. Hans egen verden var trods alt også gået i stå. Han skilte roligt hans baller af for at lade sin tunge begynde at kærtegne hans åbning blot for at forbedre ham på en anden måde end han normalt ville gøre for at vise ham at deres sexliv atter var begyndt at skulle tages til nye højder for det ikke blev kedeligt og fordi han ville se Jerome nyde tingene mere.

Jerome vidste godt, at Jaylen var klar over, at han så godt ud. Det havde han vidst altid – for Jaylen havde altid spillet på sit udseende, når han den gang, havde prøvet at ligge op til Jerome. Og han havde lagt mærke til det lige fra starten af. Han synes generelt tit, at dem fra Storm familien spillede på deres udseende. Nu havde Jerome så heller ikke mødt nogen fra familien, der så grim ud på nogen som helst måde. Han havde dog mødt en, han ikke brød sig om. Men det var noget helt andet. Det var jo ikke fordi, at Joshua var grim på nogen måde. Jerome lyttede på de ting han sagde, og kørte sin tommelfinger over hans underlæbe. Han rystede så let på hovedet. ”Der er nogen af tingene der er rigtige. Men de ting, har også fået dig til at indse nogle ting – og så er det gjort til noget godt. For det, at du opdagede det, gjorde jo at du kunne ændre det til noget bedre. Ikke sandt? Pessimisten ville sige at glasset er halvt tomt. Optimisten at det er halvt fyldt op. Realisten vil sige, at det er begge dele. Men i virkeligheden, så betyder det jo ikke noget forståelsen af indholdet i glasset. Men forståelsen af ens syn, og ens måde at se omverdenen på. Og hvis man opdager at glasset er halv tomt, må man jo ændre på det – så det er begge dele. Og det er det du har gjort. Du er blevet en moden voksen drengerøv..” svarede han og smilede let. Jerome kiggede på ham over hans spørgsmål. Han havde ikke forventet at få den tilbage. Han havde mest af alt ikke lyst til at svare på den. For han vidste godt, at der intet godt var ved ham og kun noget der var dårligt. Han var et selvskadende monster. Et monster generelt. Dum, grim. Tyk. Forfærdelig. Rædselsfuld. Forvirret. Uudholdelig. Han kunne bare ikke få sig selv til at sige det. ”Jeg vil gerne aflægge veto og undgå at svare på spørgsmålene..” sagde han en anelse bestemt. Der var jo mange flere end hvad han lige havde tænkt sig til – også nogen der var meget værre. Og han havde mest alt bare lyst til at holde sin kæft omkring sig selv. Han gad ikke tale om sig selv – faktum var, at han rent faktisk hadede det. Han vidste jo også at Jaylen ville sige, at det ikke passede. Og det ville han ikke kunne se, at det ikke gjorde. Så det ville jo egentlig mest alt være spild af begges dyrebare tid. For det var tid. Dyrebar. Jerome nikkede ved spørgsmålet og blottede sin hals, da han blev nusset der. Han spandt en smule af det. Det var så dejligt rart. Jerome havde jo længe været vant til værre. Han så det nærmest som en hel befrielse – da han havde fået den tatovering lavet. Smerten havde været så behagelig – havde den også været, da han havde leget med kniv. Og den havde også været det, da han havde besøgt sin mor inden han tog hjem og da hun tog hjem til ham – fordi hun havde opsnappet hans adresse. Jerome kunne stå til meget smerte – og der skulle meget til, at han rent faktisk bukkede under for det. Så skulle det i hvert fald virkelig være ulideligt. Og sådan en smerte, havde han endnu ikke oplevet. Han vidste jo godt, at han var homoseksuel. Det var han skam også. Han havde biseksuelle tendenser, men det var på en hel anden måde. Han kunne flirte med piger for sjov – og tage dem på røv og bryster for sjov – men ikke noget han lagde noget i. Han havde slet ikke gået hele vejen med Blaze. Det kunne han huske. Hvad der ellers var sket, var faktisk væk. Eller jo, Blaze havde vist rørt hans lem – men det var også det. Han vidste så ikke, hvordan han skulle komme ind på det heller. Men han kunne da altid sige at nu var han på ingen måde jomfru længere. Jerome kunne ikke lade være med at være ivrig. Han havde ikke været med Jaylen så længe (hvis man så bort fra voldtægten) og han havde virkelig lyst til ham. At se ham. Mærke ham. Føle ham. Lugte ham. Smage ham. Han rystede stadig over hele kroppen, og det kunne på ingen måde stoppe. Han lod sig vende op og lagde sig bedre til rette på sin mave. Han mærkede kyssene ned af ryggen og svajede i ryggen, da han virkelig nød det og fik samtidig kuldegysninger – så det gjorde noget. Det var så dejligt det her. Han mærkede hans hånd på sin balle og derefter klemmet og kysset. Han smilede over hele ansigtet, og blev ret så saglig. Det her var virkelig skønt. Han blev skam pirret af alt det han gjorde, og var også kommet med små lyde ind i mellem. Han ventede dog pænt indtil videre. Han havde jo så også lige bedt om mere. Han lod Jaylen skille hans baller af – og var faktisk meget spændt på, hvad han nu ville – selvom han havde en idé. Og hans idé var skam rigtig. Han mærkede hans varme tunge omkring sin åbning og måtte stønne højt og nydende. Han holdt en anelse fast i sofaen. Det var virkelig fantastisk – og s havde han aldrig prøvet det før, hvilket bare gjorde det bedre. Men det var så samtidig også utrolig pirrende. Han synes allerede deres sexliv havde taget en spændende start – og det her var i hvert fald en følelse, han kunne blive vant til og gerne ville have igen.

Det var en Storm ting at spille på sit udseende. Det var der slet ingen tvivl om. Især ikke hvis man kendte familien. Julian havde gjort det, Joshua havde gjort det. Jaylen gjorde det i stor stil. Ja selv May gjorde det. Det var en ting som dem fra familien Storm altid kunne finde ud af. Det med at køre på udseendet var bestemt en ting som man gjorde når man var en del af familien Storm. Storm familien var ret så heldige at de havde et form for skønhedsgen. Jaylen vidste ikke engang hvordan folk ville blive behandlet hvis de var en Storm og ikke kønne. Han var ret så sikker på de ville blive smidt ud af familien og fik taget deres efternavn fra dem. De ville helt sikkert blive mere hatet end han selv var til tider. Jaylen lyttede til hvad Jerome sagde til ham og skulle til at modsige ham nok noget nær en million gange. ”Rigtigt nok skat, men ja. Jeg kan bare nemmere se en masse negativt ved mig selv. Det er ikke sådan lige at ændre, men jeg prøver hele tiden og det burde du vide” sagde han med et varmt smil over sine læber og mente det skam også noget så oprindeligt. Det vidste selv Jerome for ja Jaylen var blevet en voksen drengerøv. Han strøg ham ganske blidt henover kinden og kyssede den ganske let. [b]”Som du ønsker det skat, men du kan ikke undgå dem for evigt. Bare denne gang” smilede han varmt og kærligt til ham da han ville lade ham springe over denne gang. ”Hvis du spørg mig så er du smuk, klog, en dejlig kæreste, moden af din alder, blid. Du har lært mig en del og du er elskelig. Så elskelig jeg er glad for du er min igen” hviskede han kærligt velvidende at Jerome nok stadig havde svært ved at tage imod dem idet de trods alt kun lige havde fundet sammen igen, men han var nød til at få det over sine læber og Jerome behøvede ikke at erklære sig enig. Han skulle bare høre dem. ”Du behøver ikke sige noget til dem. Du skal bare høre min side af historien og intet andet for jeg ved godt du ikke er enig” hviskede han kærligt ind i hans øre da det var sandt. Han vidste godt Jerome nok aldrig ville erklære sig enig i dem, men det var også langt fra vigtigt. Han håbede bare det var ok at han sagde de ord om ham og især lige nu hvor Jerome i forvejen ikke kunne høre alle de ord som han normalt ville sige til ham. Ting som at han elskede ham for det gjorde han. Virkelig inderligt. Han ville ikke sige alle de ting som Jerome tænkte om sig selv passede for i Jaylens verden gjorde de ikke og det vidste Jaylen også godt. Han accepterede også at Jerome havde det på den måde med en mindre bøn om at Jerome i det mindste en dag kunne komme til at sige det var ok Jaylen sagde dem for han mente de positive ord han lige havde sagt om ham. Tiden var skam dyrebar, men den var mere dyrebar for Jaylen når han var med Jerome. Den måtte også gerne stoppe hvis det kunne lade sig gøre for Jerome var hans skat, hans alt og han ville ikke af med ham eller miste flere minutter uden ham hvis han kunne komme til det. Han smilede ved Jeromes nik til at havde kunne holde smerten ud med ham i sine tænker. ”Awh skat. Du gør mig helt blød her. Det ved du godt ikke?” spurgte han med et kærligt smil over sine læber da han var helt væk i at Jerome kunne sige sådan der til ham. Jaylen elskede når Jerome spændt. Det gjorde ham på en sjov måde mere tændt og han vidste ikke hvorfor. Sådan var det bare. Jaylen ville blive synderknust når han vidste det om Blaze. Nok havde Jaylen selv været med Blaze og gjort andre dumme ting i tiden væk fra Jerome, men ikke desto mindre gjorde det faktum faktisk noget så inderligt ondt hvis han vidste at Blaze og Jerome havde været sammen. Langt mere end det faktum at Jerome havde været med en pige. Det ville sige hvis Jerome havde været med flere end en pige og endda efter Jaylen havde forsøgt at vise ham at han ville ham (når man så bort fra voldtægten) ville han faktisk aldrig kunne tilgive sig selv for han havde sluppet ham i første omgang. Jaylen kunne stadig ikke rigtigt huske voldtægten. Det stod som en stor sløret klat for ham hvis han skulle være ærlig. Alt han kunne huske var at han var vågnet næste morgen hjemme hos Jerome og havde fundet sig selv væren nøgen og var godt klar over hvad han havde lavet. Jaylen lagde godt mærke til hvordan han svajede i samme bevægelse som han kyssede ham ned af ryggen og nød virkelig bare det syn lige nu. Han lod sin tunge forsætte med at kærtegne for hans åbning da han hørte hvor meget Jerome stønnede af det. Jaylen ville også gerne det her igen. Det var spændende at se hans reaktion, pirre ham på en ny og anderledes måde end han havde gjort det før og lod sin tungespids glide en smule op i ham så godt som han nu kunne inden han lod sin finger let blande sig ved at lade den være under tungen hvor der var helt vådt lige nu inden han lod den glide op i stedet for da den kunne komme længere op inden han træk den let ud og lod tungen glide let henover åbningen igen. Jaylen elskede at eksperimentere med sex og der var ingen andre her i verden han gad gøre den slags med mere end Jerome for han havde trods alt lært nu hvor han hørte hjemme. Han begyndte at kysse ham på ryggen inden hans finger tog over igen og gled op i ham velvidende at Jerome ville vride sig af nydelse i sofaen forsat og måtte holde i den, men det var det som gjorde det så meget bedre. Selvom en del af Jaylen godt vidste at Jerome ikke var ude af form pga. Curtis ville han ikke tænke på det og derfor ville han forberede ham som han havde været uberørt i mens han ikke havde været der. Det ville så også være turnoff for Jaylen hvis han skulle huske på Curtis faktisk havde været der.

Jerome kunne ikke lade være med at nyde, hvordan han skiftevis mærkede Jaylen's tunge og så finger. Han kunne godt forstå, at han godt ville undgå at tænke på at Curtis også været der, men det var jo ikke den eneste, der havde været der. Mange andre havde og Jaylen havde jo i bund og grund selv været ude om det. Men Jerome tænkte ikke på det lige nu. Han havde fået sin elskede Jaylen tilbage og han var så langt væk i nydelse. Udover det, var han så langt væk i nydelse og hans hoved drejede sig kun om Jaylen. Han vred sig i nydelse og hev efter vejret. "Mmmh, Jaylen! Hah, det føltes.... åh.... så godt!" stønnede han og måtte hive efter vejret og kunne mærke, hvor varm han blev indvendig. Hans hjerte slog i forvejen hårdt ind mod hans brysttkasse, men den slog bare hårdere og hårdere for hver ting, han gjorde. "Jaylen.. giv mig mere af dig, be om.." hviskedeh han, da han bare længtes efter sin kæreste lige nu. Han vidste godt, at den eneste Jaylen ville eksperimentere med var ham, og på samme måde havde Jerome det med Jaylen. det var kun ham han ville prøve nye ting med - for det var ham han stolede på, og det var ham han elskede. Jerome kunne huske hele voldtægten, men han var også den eneste, der ikke havde været påvirket under det. Han hadede dog ikke Jaylen for det, for det kunne han ikke.