Jaylen + Jerome - The mom-ster is visting

Det var en ganske almindelig lørdag. Eller det ville sige. Det var hva Jaylen havde troet da han havde stået op omkring 10 for at løbe sig en tur efter han havde været ude og drikke aften før. Nu var klokken blevet 11 år den unge fyr i start 20'erne skubbede let døren op ind til sin lejlighed hvor han boede med sin kæreste. De havde været i byen sammen dagen før og Jaylen havde drukket godt til i et forsøg på at overskygge sin træng til stoffer som han i sidste ende havde holdt sig fra. Han havde et gråt træningssæt på af den slags der sidder løst på ens krop og svedperlerne løb ned af hans pande hvilket havde gjort hans pandehår vådt. "Jeg er hjemme skat!" råbte han da han regnede med at Jerome var stået op og hvis ikke ville han gå ud og lave morgenmad til dem. Han havde dog kort haft skubbet til ham og sagt han ville løbe en tur for at få det værste ud af kroppen. Han tog sine sko pænt af ude i gangen og gik ind i stuen

Jerome havde imens Jaylen været ude at løbe, fået sig en smøg i det det pludselig var banket på døren. Han bevægede sig hen mod den – han var iført en stor Nirvana trøje og ellers et par gule skinny jeans. Han åbnede døren - og hvem så han? Sin far, Jack, stående der i jakkesæt og slips og med sine briller og ved siden af ham en dame, iført mormor tøj. Han kiggede mærkeligt på sin far, stadig bagstiv fra natten før. ”Hvad vil du nu? Og hvem er det der? Din mor eller hvad?” spurgte han og var egentlig ligeglad med svaret, indtil han hørte det. Din mormor, blev der sagt. Han tog hårdt fat i døren og var tæt på at smække den i, men hans far nåede at stoppe den med sin fod. ”må vi komme ind?” spurgte Jack, og Jerome trådte til side og røg videre på sin smøg. ”I kan sætte jer inde i stuen” sagde han og lavede kaffe ti dem i køkkenet. Han gik tilbage og så på sin mormor. ”Hvorfor er hun her?” spurgte han og hørte så Jaylen kom ind. Han gik ud til ham og så op på ham ”Hey”

Jaylen så sig en smule omkring og fik et mindre chok da han fandt to i sin stue. Den ene kendte han udemærket godt hvilket fik en djævel til at fare i ham straks. Jaylen sendte Jack et sæt onde øjne inden han gik ud mod køkkenet hvor han hørte lyde. Han var dog ret så sikker på Jerome ikke havde inviteret dem og knyttede derfor bare sin ene hånd for vreden over at se Jack ikke skulle gå udover Jerome. "Har den nar inviteret sig selv indenfor og hvem fuck er hende den gamle kælling?" røg det ud af hans mund i et toneleje så det kun var Jerome der kunne høre ham da han havde skubbet døren i. "Har du ik nogle smøger på dig? Det her kræver seriøst en smøg" sagde han en smule mere roligt da det trods alt kunne køle ham ned igen.

Jerome kiggede på Jaylen, da han kom derud. Han trak lidt på skulderen. ”ja” svarede han og bed sig lidt i læben. ”Hun er min mormor. Hun gad ikke snakke med min mor, da hun begyndte at drikke og tage stoffer og alt det der, du ved” svarede han og bed sig lidt i læben. Han hev smøger op af sin lomme og rakte en smøg ud mod Jaylen og tog selv én i munden. Han tændte sin egen og rakte lighteren ud mod Jaylen. Han hældte kaffen op i en kande og gik ind med den i stuen med fire kopper. ”Uhm, ja… Jack du har så mødt min kæreste…. Men det har du jo ikke” sagde han og kiggede lidt på sin mormor, der rystede spændt på hovedet.

"For helved man. Jeg overvejer snart at sætte et spionhul i den skide dør. Jeg magter virkelig ik se på Jack, men jeg står bag dig" sagde han med et smil og det sidste med et nik. Det var vigtigere hvordan Jerome havde med det end ham selv. "oh... I see" sagde han og nikkede ganske let til det med hans mormor da han ik vidste hvad ellers skulle sige. Han tog smøgen i munden og tændte den. Han havde virkelig behov for styrken lige nu. Han mærkede røgen der gled ned i hans lunger og smilede for sig selv. Jaylen gav Jerome et kys på kinden inden gik tilbage i stuen. "Jaylen Storm" præsenterede han sig selv og rakte hånden ud bare for at være venlig inden han rakte hånden ud mod Jack. Han følte stadig han havde stukket ham i ryggen.

”Skal jo hen til ham nogle gange, så det kommer du jo til på et eller andet tidspunkt alligevel” mumlede han. ”Men det er altid godt Rijo ikke er her lige nu. Det ville bare stresse ham” sagde han roligt og tog endnu et hvæs af sin smøg og mærkede røgen og nikotinen der kørte hans krop ned, så han kunne slappe af. Han mærkede kysset på kinden og pegede på Jaylen, da han præsenterede sig. ”Det er min kæreste… uhm, hvorfor besøger du mig og ikke den kvinde jeg en gang boede hos?” spurgte han roligt sin såkaldte mormor, mens hun gav Jaylen hånd og præsenterede sig. ”Det er da fordi det er lang tid siden jeg har set dig, Jerome. Jeg droppede jo al kontakt, hun var ikke til at hjæ…” Jerome rullede med øjnene. ”Du gad ikke hjælpe, og gider ikke høre dine undskyldninger” sagde han og satte sig. Han tog endnu et hvæs af sin smøg og pustede røgen ud. ”Desuden har du ikke set mig siden jeg var, hvad? 9 år gammel?” spurgte han og smilede kort. ”Nej… du ligner ikke dig selv længere.. Du virker ikke som en glad dreng..” sagde hun bekymret, hvilket fik Jerome til at grine. ”Undskyld at jeg skuffer dig ved at man bliver ældre og bor hos en psykopat kvinde” svarede han og betragtede Jaylen for at se hans reaktioner på det de sagde. Mormoren vendte blikket og kiggede på Jaylen, Jack forholdt sig tavs. ”Nåh, Jaylen. Hvor lang tid har I så været sammen?” spurgte hun venligt.

"Du skal kun se ham hvis du vil skat. Han kan ik tvinge dig" sagde han med et nik da han ikke synes at det ville være fair overfor Jerome. "Stresse hvem? Jack eller Rijo?" spurgte han ganske roligt og lagde hovedet en smule på skrå. Jaylen ville dog være glad hvis Jack fandt ud af Jerome skulle være far, eller stedfar var jo teknisk set, men stadig. Jaylen sætte sig ned og tog en kop kaffe og røg videre på sin smøg. Han fik en smule røg galt i halsen ved Jeromes ord til sin mormor om at hun ikke gad hjælpe moren. En vrede løb dog igennem Jaylen da der blev sagt Jerome ikke virkede glad længere. Jaylen knyttede sin hånd og var tydeligt blevet vred over det. "så du sidder og siger jeg ik kan gøre min fyr glad i mit eget hjem?" spurgte han med et mindre fnys da han virkelig kunne eksplodere over det her og så let som ingenting for han gjorde jo alt for at hjælpe Jerome og lige nu følte han ikke det var godt nok. Jaylen fortalte hende hvor længe de havde været sammen hvilket vist efterhånden nærmede sig 3-4 mdr. i anden omgang, men da han undlod den detalje at de havde været fra hinanden havde han svaret med næsten 2 år

"Han er min far" svarede han til det "Og jeg taler om Rijo. Han ville blive stresset over situationen. Han er ikke så gammel endnu, så han kan ikke lide når der er mange mennesker og højrøstede stemmer, du ved" svarede han og ville ikke se sin fars reaktion på en baby. Den ville sikkert blive pænere end den måde han havde reageret på, da han fik Jerome. Han hældte kaffe op til sig selv og tog en tår. "Nej. Jeg siger ikke, at du ikke gør ham glad. Jeg siger, han ikke virker som den glade dreng han var da han var 9. Han virker ikke til at have det godt. Og det har intet at gøre med, at du er ældre Jerome. Da du så mig, kunne du heller ikke huske mig. Og det er mærkeligt, når man tænker på hvor meget jeg har været der da du var barn" svarede hun og nu åbnede Jack krafthelvede også munden; "Det har hun ret i. Du har også anoreksi.. og Jaylen, vi siger jo ikke at du ikke gør det godt.." Jerome kunne mærke vreden stige op inde i ham. "Så i sidder her og prøver på at hjælpe mig? så kan I fandme godt skride ud af døren! Jeg skal ikke ha' jeres hjælp" sagde han vredt og tog fat i Jaylen for at ku slappe af. Mormoren nikkede til, hvor længe de havde været sammen.

"Det betyder da ikke at du skal se ham hvis du ikke vil. Du er gammel nok til selv at vælge" sagde han ganske roligt og nikkede til det med Rijo. "Ja det ville være synd for ham. Han kommer til at få det svært nok som det er" sagde han med et smil over sine læber. "Det har det da. Hvis han ikke har det godt og han bor med mig. Så må noget af det jo også være min skyld og I kunne jo have haft taget jer af ham da han var yngre i stedet for at skride ud af hans liv" sagde Jaylen vredt og havde virkelig bare lyst til at råbe af Jack. "Som jeg også hjælper ham med Jack og det ved du også godt din freaking backstabber!" råbte han og sætte sin kop fra sig så man for alvor kunne høre den mod bordet. "Jeg er enig med Jerome" sagde han mindst ligeså vredt som Jerome.

”Det ved jeg godt, men prøver halvt at give ham en chance” svarede han, selvom han var lidt ambivalent omkring den chance. Han nikkede til det med Rijo. Hans mormor kiggede på ham, da Jaylen talte. ”Du ved ikke hvordan det er at se din egen datter på stoffer, mens dit eget barnebarn ikke en gang kan huske dig” svarede hun og kiggede så hen på Jerome. ”Lad vær med at nævn det” svarede Jerome og tyggede kort på sin læbe. ”det var min søster der døde og ikke dit barn. Jeg håber fandme dit barn dør” forsatte han og kiggede på Jaylen, da han talte til hans far. ”Rolig nu, Jaylen. Jeg ved god du hjælper, siger bare han ike har det særlig godt” mumlede han. Jerome rejste sig op ”Jeg synes faktisk I skal gå nu. Jeg gider ikke høre på gamle dage…”

"Hvilket også er helt ok. Jeg støtter dig i hvad du nu end gør" sagde han med et lille let, men dog ret så overbevisende og anerkende nik da det var rigtigt. "Og du ved ikke hvordan det er at få ens fyr væk fra hans mor fordi alle andre har forladt ham. Svigtet ham. Dem som ellers burde have taget sig af ham" sagde han vredt og rejste sig op med et sæt. "Så er det ud! Du synes ikke en skid jeg hjælper Jack din backstabbende idiot!" råbte Jaylen vredt og gik hen for at åbne døren for dem ud til gangen for at understrege Jerome ville have dem ud. Jaylen var virkelig tæt på at begynde at nævne Rijo og det med Jack havde været med til at gøre Jerome ikke ville svigte sin søn og Jaylen heller ikke ville


"Det ved jeg godt skat" svarede han sagde han med et smil og troede skam også på ham. "Du forstår ikke hvordan det var. Jeg vidste ikke, at det ville udvikle sig til at være så slemt. Og jeg kan ikke bare ta' et barn fra hans mor uden hendes vilje..." svarede mormoren bekymret og var tæt på at græde, da hendes stemme knækkede. "Jeg synes du hjælper... og giv mig nu en chance, det er mit barn!" råbte Jack, vredt. Jerome kiggede på sin far med store øjne. Det var anden gang, han havde set ham råbe. "Gå nu, Jack.. Jeg kan snakke med jer, når jeg kommer til L.A..." svarede han stille og bed sig læben. Han ville ikke have de var her lige nu.

"Så kæmper man bare virkelig ikke nok for at være ærlig" sagde han med et fnys og rystede let på hovedet af dem. "Jeg giver dig en chance den dag jeg ved du gør noget godt for min kæreste og lige nu kan jeg ikke se du gør det. Jeg kan se en voksen mand der falder folk i ryggen, flygtede da hans barn var lille og sikkert også kommer til at flygte fra sit barnebarn!" råbte han vredt uden at tænke over hvad han stod og sagde. Han lagde derfor en hånd for sin mund ikke lang tid efter. Jaylen nåede slet ik at reagere på det med at Jerome skulle til L.A.

"Det har du ingen ret til at bedømme, når du ikke var der" sagde hun trist. Jack kiggede på ham og sukkede. Han tog det stadig roligt. "Nej for du vil ikke se det. Jeg hjælper min søn og jeg ved godt det jeg gjorde var forkert, og der går ikke en dag, hvor jeg ikke fortryder det. Det at I begge to bliver ved med at hive op i det, gør det ikke bedre. Jerome er i det mindste begyndt at holde op.." mumlede han og spærrede øjnene op, da det gik op for ham, at han havde sagt at han havde et barnebarn. "Har jeg et barnebarn?" spurgte han og kiggede skfteis på dem begge. Det kunne han ikke tro. Jerome forholdt sig passiv og holdt mest af alt bare sin kæft for nu.

"Jeg er da ligeglad med hvad Jerome er og ikke er. Jeg beskytter min kæreste alt hvad jeg kan og jeg er virkelig noget så vred over man kan gøre den slags ting! Hvor har du godt af du føler dig ussel din store idiot!" råbte Jaylen vredt da han var kørt sådan oppe i en top at det hele gik galt. Jaylen fjernede sin hånd fra sin mund og nikkede ganske let til Jack's spørgsmål. "Nok er det ikke Jeromes biologisk, men han er stadig far til barnet idet han er sammen med mig så ja. Ikke bare et sted, men det har du ja." sagde han stille og kiggede let over på Jerome og tog fat i hans hånd mens han så undskyldende på ham.

"Gider du ikke godt lade være med at blive ved med at minde mig om det?" spurgte han stadig roligt, da han virkelig fortrød det, han havde gjort og kiggede bare på ham. Jerome holdt fast i Jaylen for at få ham til at slappe af. "Er jeg farfar?" spurgte han igen forvirret. Jerome nikkede. "Og så det ud. Vi ses når jeg kommer til L.A..." svarede han og fik dem ud derfra. Han kiggede op på Jaylen og tog fat i ham og krammede ham bare og gemte sig indtil hans bryst. "Endelig er de væk"

Jaylen rystede let på hovedet. Han ville nævne det for ham over og over igen hvis det var det som var nødvendigt. Han var virkelig skuffet over nogen kunne den slags. Han var mest af alt skuffet over den mand han havde troet ville hjælpe ham havde vist sig at være Jeromes far. Han havde betroet sig til ham og det havde måske kort overskygget Jeromes valg selvom han i sidste ende ville støtte ham. Jaylen lod Jerome nikke og klemte let hans ene hånd da han var en smule skuffet over sig selv. Han lagde sine arme om ham da de var gået og nussede ham ned af ryggen. "Undskyld skat og ja de er. Hvornår skal du til LA?" spurgte han ganske roligt og så på ham med et smil

Jerome holdt sig indtil Jaylen's bryst og ville lige nu bare holdes op. Han rystede på hovedet. "det gør ikke noget... og jeg ved det ikke endnu, når jeg har lyst og han gider betale for det. Gider ikke selv betale for det og han plejer at gøre det. Men han skal jo lige tale med sin kone og alt det der og så har der været dage, hvor jeg har sku være der, men jeg har sagt nej og sådan noget.. fordi jeg ikke gad" svarede han og nød at blive nusset ned af ryggen. Han løftede sit hoved og stillede sig på tær for at kysse hans læber. "Jeg vil bare gerne have lov til at være alene med min kæreste.." hviskede han mod hans læber og kørte sine hænder gennem hans hår. Han kyssede Jaylen ned ad halsen og smilede kort til ham. "Bare være sammen med min kæreste.."

Jaylen nussede ham ganske blidt ned af ryggen og holdte ham tæt indtil sig. "Synes jeg det gør. Han fortjener ikke at vide han skal være farfar" sagde han ganske stille og kyssede ganske blidt hans pande. "Betale skal han i hvert fald og helt i orden skat. Du siger bare til inden du tager afsted" sagde han med et lille let nik da han gerne ville vide det. Han gengældte blidt hans kys og strøg ham let over kinden. "Er du også. Her er ingen. Ikke engang Rijo" hviskede han ganske blidt og mærkede hans hånd igennem håret hvilket fik ham til at smile let for sig selv. Han blottede sin hals for ham og sukkede i nydelse. "Nogle gange er du bare ekstra sød skat. Ved du det?" spurgte han med en mild stemme og et varmt smil over sine læber og hev Jerome med over i sofaen og placerede ham på sit skød for at kysse ham dybt

Jerome nød at blive holdt tæt indtil Jaylen. Det var lige hvad han havde brug for lige nu. ”Nej det synes jeg heller ikke. Men det er for sent og Rijo behøver ikke at have noget med ham at gøre” mumlede han stille for ham selv og bed sig så kort i læben. ”Nej er godt klar over det. Og skal jeg nok” hviskede han og mærkede strøget over kinden og kunne ikke andet end bare at smile kort. ”Nej” svarede han og smilede, da han var glad for at de var helt alene. Det var dejligt, også efter at de havde været i byen dagen inden. Han nussede ham stadig i håret og smlede kæligt til ham. Han kyssede ham forsat op ad halsen og hørte, hvordan han sukkede i nydelse og kunne ikke andet end at blive glad. ”Nej det vidste jeg ikke” svarede han og lod sig trække over i sofaen. Han satte sig på hans lår og gengældte dybt kysset og hev op i hans trøje.

"Nej ikke medmindre du synes det. Jeg har ikke lyst til at Rijo udnødigt skal møde en masse folk når han har den alder som han har. Lige nu skal han knytte sig til dem som er i hans liv" sagde han med en ganske bestemt nikken. Det var i hvert fald hvad Jaylen havde hørt var mest vigtigt med hans alder. "Godt skat. Så må vi jo se hvad der sker" sagde han med et smil over sine læber og lagde mærke til hans smil hvilket gjorde ham glad. Jaylen nød også når de var helt alene, men han kunne nu også godt li når de var sammen med Rijo efter Jerome var begyndt at tage sig så godt af ham som han var. Han blottede let sin hals for ham og sukkede i nydelse. "Er du altså" sagde han i en mild hvisken og smilede da Jerome sætte sig på hans skød. Han lod ham hive sin trøje af og måtte derfor afbryde kysset kort inden han atter kyssede hans mund. Han selv begyndte at hive op i hans trøje hvilket gjorde de igen måtte afbryde kysset, men han kunne godt regne ud hvad Jerome ville og hvis han skulle være ærlig så ville han gerne det samme. Jerome var helt igennem perfekt og han skulle vide at han tilhørte ham.

"Jeg gider ikke have at han skal lære ham at kende, før jeg har besluttet om jeg selv vil give ham en ordentlig chance, du ved" hviskede han og bed sig kort i læben. Jerome's hoved kørte om så mange ting i øjeblikket; Rijo, hans far, Jaylen, Blaze og hans sygdom og alt det, der foregik i hans hoved. Problemet var at den sidste del ikke var noget han fik lov til at tænke meget på. Han havde alt for travlt til at tænke på, alt det andet - at folk kom til ham, at han skulle forholde sig til andre og at han ikke kunne give udtryk for alt det, der skete i hans hoved. Mest af alt var hans hjerte ved at brække over, hans hoved ved at slå fra, og han havde bare lyst til at ryge sine joints og almindelige smøger, sove og spærre sig inde. Den frihed havde han ikke, for folk havde brug for ham. Andres bedste dage, var hans værste. De kom af med deres lort, mens han ikke gjorde. Men hvad var problemet? Folk ville jo gerne lytte. Jerome havde bare bildt sig selv ind, at ingen gav en skid når folk åbnede deres sjæl alligevel. At de dårlige ting, der skete i hans liv skete af en grund - og at vise ord alligevel ikke kunne gøre noget bedre - så hvorfor overhoved åbne sig? Og værst af alt, hvis han fik chancen for at forklare sig, så ville han ikke kunne det. Han var dog glad lige nu, fordi han var i nærheden af Jaylen. Jerome kyssede ham forsat op ad halsen og smilede for sig selv. Han rystede på hovedet "Du er så mærkelig, Jaylen" hviskede han mod hans læber og kørte sin hånd ned af hans nøgne bryst. Han nød at mærke hans hud ind mod sin egen, den var varm og nærmest som lava. Han lod sine fingrespidser løbe længere ned over hans nøgne ryg, som rislende vand, langsomt og intenst for at mærke hver lille del. For hver millimeter hans hånd gled ned, jo flere kulegysninger gik gennem hans krop. Jerome vidste godt at han tilhørte ham, og det var han glad for. Han lod kysset afbryde og lod sin egen trøje glide af. Han smilede frækt til Jaylen og kørte sin anden hånd op igennem hans hår, for at rode det en smule til. Han sukkede ind mod hans læber, smilte og hviskede så "Min smukke dejlige kæreste"

"Nej det er jo lidt det jeg mener. Det er din far så det er op til dig og alt efter hvor meget du selv gider ham. Så passer det sikkert også med at han er ældre og dermed kan tåle der er flere i hans liv" sagde han med et bestemt nik da han virkelig synes at det måtte være Jeromes valg ligesom det var hans valg om han overhovedet gad sin far eller ej. Rijo behøvede ikke kende sin farfar på Jeromes side hvis ikke Jerome selv gad ham. Jaylen ville til en hver tid lade Jerome komme til ham og Jerome vidste det godt, men det var bare som om han ikke gjorde det selv. Så måtte Jaylen blive bedre til at hive det ud af ham. Nok havde Jaylen selv en del at tænke på, men han havde i sidste ende mindre end Jerome. For Jerome var godt nok også syg, men ikke i samme grad. Heller ikke selvom han havde en evig kamp om ikke at tage for mange stoffer, i hvert fald ikke uden varsel for han havde faldet i et par få gange. En dag ville han sikkert også komme til at glemme at han skulle sige til. Jaylen glemte dog tit alt bare han var sammen med Jerome. Han sukkede forsat nydende da det var en virkelig skøn fornemmelse. "Ja jeg er mega mærkelig, men jeg skal jo passe til min mærkelige kæreste" sagde han og blinkede drillende til ham inden et svagt grin forlod hans læber. Han mærkede hans hånd over sit bryst og smilede let for sig selv da det var dejligt. Han mærkede hans fingre spidser og bed sig en smule i læben. En god form for kuldegysninger gled igennem hans krop og fik ham til at skælve en smule på den gode måde. Han mærkede hans hånd igennem håret og begyndte at nusse ham blidt i nakken. "Min smukke kæreste" hviskede han blidt og nussede ham ned af ryggen og om på maven uden at gå længere lige nu. Det skulle være blidt og intens.

Jerome betragtede Jaylen's overkrop og smilede kort for sig selv, men han kort var fraværende, men vågnede da han hørte hans stoppe. "Jah.. ved det godt. Men nu må vi se.." svarede han roligt og gled ned fra Jaylen's lår for at åbne Jaylen's bukser og hive dem af ham. Han havde virkelig lyt til ham lige nu. Jerome ville ikke mene han havde mere end Jaylen. Jerome's måde at opfatte verdenen verden, så bare anderledes ud på grund af hans sygdom. Han tænkte sig til sine problemer - i virkeligheden, var det så ikke bare lettere bare at være glad i stedet for at påtage sig en masse? Hvorfor var han ikke bare glad? Selvfølgelig havde Jerome's hoved ikke skabt alle hans problemer, men hans hoved var med til at gøre at det var svært at give slip. Jerome havde det ikke hårdt, han havde forældre, han kunne få mad, hvis han gad, han kunne gå i skole og han havde en kæreste. Han røg og var blevet pisse afhængig, men han var dog ikke afhængig af stoffer og alkohol i modsætning til Blaze. Jerome smilede lidt for sig selv og kyssede Jaylen op ad halsen. "Pardon? Jeg er da i hvert fald ikke mærkelig! Kun dig, der er det" svarede han med et grin og prikkede ham en smule på brystet med sin pegefinger. Han nød det her lige nu. Bare at være i nærheden af ham. Han kiggede på Jaylen's halvnøgne krop og hev hans boxers af, før han igen satte sig på hans lår. Han lod sin hånd glide rundt om hans lem og smilede frækt.

Han nikkede ganske let. Det var trods alt Jeromes valg. Det ville han ikke styre. Han mærkede hans bukser blev åbnet og løftede sin bagdel og lod Jerome fjerne dem. Han blottede let sin hals for ham. "Du er altså også skat. I hate to break it to you, men det er du" sagde han med et smil over sine læber og mærkede hans prik i brystkassen. Jaylen lod ham fjerne sine boxers og bed sig let i læben. Han hev Jerome op til sig for at åbne hans bukser mens han begyndte at kysse ham på munden og nusse ham i nakken med den anden hånd. Jaylen havde overdrevet lyst til ham og der ville ikke gå lang tid før han var all over ham. Fordi Jerome var sådan en stor fristelses som han nu engang var.

"Jeg er den her, der er mest normal. Det an du ikke løbe fra" sagde han med et grin og var glad for, at han hjalp ham. Han lod sig trække indtil ham og hjalp med at få sine bukser af, så han nu sad i boxers. Han mærkede hans læber mod sine og gengældte intenst kysset og mærkede hans hånd i sin nakke og nød det. Han kørte sin forsat sin hånd over Jaylen's lem og kunne også mærke, at hans lyst langsomt steg. Han kunne nærmest heller ikke styre sin lyst, når det galt Jaylen. "Hvad har du lyst til?" hviskede han mod hans øre og bed ham kærligt i øret, da han bare ikke kunne lade være lige nu.

"Så skidt da, men du er stadig underlig. ellers kunne du ikke være sammen med mig" sagde han med et glimt i øjet da Jerome måtte indrømme han selv var en smule underlig når han havde den kæreste som han havde. Jaylen mærkede hans hånd over sit lem og sukkede lavt i nydelse. "Jeg har bare lyst til at mærke dig" hviskede han blidt tilbage og stønnede lavt ved nappet i øret. Han nussede ham ganske blidt på maven og ned over låret. Jaylen kunne bare ikke slippe ham lige nu og havde lyst til bare at komme igang og så igen var der noget som holdte ham en smule tilbage. Det skulle være blidt for en gangs skyld for ellers var han sikker på han ville komme i løbet af ingen tid og det var ikke det som var hans mening med det hele.

"Hvis det gør dig glad, så kan vi da godt sige, at det er mig der også er underlig Men så er du altså stadig mest, så er det sagt" svarede han med et grin. Han mente nu ikke det var ham der var mærkelig eller dem begge - det var Jaylen. Han var altså den normale af de to. Han hørte hans suk i nydelse og kunne ikke lade være med at lade sin hånd forsætte over Jaylen's lem. Han smilede frækt til ham "Mmh, du kommer til at mærke mig... helt tæt på.." hviskede han mod hans øre og sukkede nydende ind mod det, da han mærkede hånden over sin mave og nedover sit lår. For Jerome var det fint at det både gik langsomt og hurtigt. Han nød bare det her lige nu. "Min frække popdreng.." hviskede han mod hans øre og bed ham endnu en gang kærligt i det.

"Jamen det ved jeg da godt jeg er. Hvor vil du helt præcist hen med det? Det betyder bare ikke du ikke er underlig" sagde han med et kækt smil over sine læber og blinkede ganske let og selvsikkert til ham. "Var også min mening din frække unge. Jeg kan jo slet ikke holde mine fingre fra dig" hviskede han ganske blidt og nussede kort hans lår inden hans hånd gled længere ned og ind i mellem hans ben for at lade en finger glide op i ham ganske blidt. "Min smukke alternative" hviskede han blidt selvom det ikke lød ligeså godt og sukkede lavt i nydelse. Det eneste Jaylen ventede på var at Jerome blev klar mens han forberedte ham da han virkelig havde den største trang til at jumpe ham

"Men det gør mig mindre underligt, når du er det mest" mumlede han stille for sig selv og smilede så ellers. Han mærkede hans hånd op af sit lår og nød det. Han smilede til ham. "Mig, smuk? Jeg ved slet ikke hvad du taler om... du er bare så mærkelig, du er.." hviskede han og kyssede hans pande. Han havde hørt det ikke lød ligeså godt, som han selv havde syntes hans eget gjorde, men han kommenterede det ikke. Det gjorde ham glad at Jaylen synes han var smuk. Han mærkede fingeren oppe i sig og stønnede nydende mod hans øre. Der var jo ikke nogen grund til egentlig at forberede ham, men det gik. Han ventede nu mest af alt bare på, at Jaylen sprang på ham - han var klar og han kunne ikke blive mere klar.

"Nej det tror jeg ikke for det er dig som er underlig nok til at vælge at komme sammen med mig" blinkede han ganske let drillende til ham da han ikke kunne lade være med det. Hvis Jaylen var underlig så måtte Jerome være det for at vælge en underlig kæreste. "Ja dig smuk. Hvor mange gange skal jeg forklare dig hvor overfaldisk jeg kan være?" spurgte han og blinkede ganske let til ham igen da det jo var sandt. Jaylen havde gået efter ham i starten fordi han var smuk. Han havde dog kun faldet for ham fordi personligheden var med, men i starten da han kun ville have sex med ham der var det udseendet han havde kigget på. Jaylen vidste jo godt et sted Jerome var klar, men da han hørte hans lyde var han helt sikker og træk derfor hurtigt sin finger ud igen og tog fat i sit lem for at trænge op i ham i stedet for med et veltilfreds støn da han virkelig havde det største behov for at mærke ham lige nu. Nok var sex ikke alt og Jaylen var trods alt syg på det punkt, men det ændrede ikke på han alligevel nød tanken om sex i stor stil og de lavede trods alt andet så regelmæssig sex var bare en bonus. Bare en stor en af slagsen. Der gik ikke længe før han begyndte at bevæge sig i ham og fandt hans ene hånd for at flette deres fingre sammen