Jerome - Mad man in L.A

Jerome lå vågen i sin seng og stirrede op på loftet. Han skulle snart af sted. Klokken var tre om natten og trætheden var tydelig i hans øjne. Han sov ikke meget for tiden. Sandheden var, at han ikke ville drømme om Jaylen. Det gjorde for ondt, som en kniv der stak sig dybere ind i hans hjerte dag for dag; det blev svære at trække vejret og han ville dø. Noget andet var, at tankerne om Jaylen holdt ham vågen. Han havde sovet meget lidt denne nat og det kunne mærkes på ham. Generelt, så havde han det ikke godt for tiden. Det kunne også for en gangs skyld mærkes på ham. Trods for han godt kunne gemme det væk og smile. Det var dog ikke altid, han gjorde det. Han rejste sig stille op fra sin seng og kiggede hen mod den taske, han havde pakket i går aftes. Han skulle med flyet til L.A, for at besøge den far, der havde forladt ham fra det øjeblik Jerome kom til verden. Hans far, Jack, hed han vist, havde ifølge sig selv fortrudt det. Jerome troede ikke på ham. Han ville egentlig heller ikke have noget med ham at gøre. Han fandt det et sted ironisk, at han havde mødt sin far næsten lige efter at hans mor havde tæsket ham halvt til døde. Fra starten af, var han blevet forladt. Først af sin far – nogle år efter blev hans søster taget fra ham ved drab. Hans hukommelse svigtede, hans rigtige mor blev revet væk fra ham, og dæmonerne havde overtaget hans krop. Han fik nyt håb, da han mødte Damien, i en tid, troede han på, at han ikke længere kunne forlades. Men Damien blev taget af helvedes hænder, knust og ødelagt og mast ihjel. Dæmonerne fik magten. Få holdt fast; Blaze og Julian, hvilke Jerome desperat prøvede at holde fast på – og de var der stadig. Så mødte han Jaylen. Han blev forelsket, for at blive knust og efterladt igen. Han havde næsten ingen – og dem han havde, ville sikkert også blive revet væk fra ham.

Jerome havde fået rejst sig op og var blevet ved bevidsthed, hvilket han med det samme for-trød. Nu ville helvedet bryde ud. Hans tanker vidste at han nu for alvor var vågen, og de gik amok. De skreg. Det var den konstante kamp mod den gode og den onde Jerome. Selvom den onde Jerome var en del af ham, så var det ikke rigtigt Jerome. Den anden Jerome lignede ham, talte ligesom ham, men hans handlinger og ord var alligevel anderledes. Hans syn på verden var anderledes. Han hadede alle. Han var destruerende. Ikke mod Jerome selv, men mod an-dre. Den Jerome kunne smadre alt og alle. Hans hoved gik hans amok, hans krop rystede og han greb hårdt fat i sin arm og bukkede forover. Han ville holde monsteret inde. ”HOLD KÆFT!” råbte Jerome. Han kunne for det meste godt styre monsteret, men i dag syntes det stærkere.

”Jaylen har aldrig elsket dig”

Jerome strammede grebet om sin arm, borede sine negle hårdere ind i sin hud. Hans rystelser tog til. Jerome forstod ikke, hvordan den stemme var blevet en del af ham. Han vidste hvor-dan, han havde mødt stemmen. Stemmen, der holdt ham med selskab. Stemmen, der gjorde, at han aldrig nogensinde var ensom. Det havde tidligere været hans ven, men krigen var taget over og bedste venner måtte splittes og til tider, blive hinandens største fjende. Jerome’s hæn-der var kolde og hans hud blegere end sædvanlig.

”Du vil gerne ha’ jeg forsvinder, selvom jeg er din eneste ven? Ha! Du ved hvad du skal gøre for at slippe af mig”

Stemmen var hånende. Jerome fjernede sine arme og lagde sine hænder på sine ører.
”Lad vær med at hån mig” sagde Jerome hviskende, nærmest bedende mens hans krop auto-matisk gik ud mod badeværelset. Han kiggede ind i spejlet. Stirrede på drengen, der stirrede koldt tilbage. Baglandet brændte og Jerome’s hænder var styret af monsteret inde i ham. Den greb fat i barber bladet og Jerome strakte den anden arm ud. JA stod der. Jerome betragtede det kort, smilte nærmest stolt af det. Monsteret havde overtaget hans handlinger og det fortæ-rede Jerome langsomt og gjorde hans forsøg på at styre det, der var inde i ham nærmest ynke-ligt. Monsteret blev stærkere af alt Jerome’s smerte. Alle hans nederlag og hans sygelige trang til at ikke ville forlade. Ikke at ville glemmes.

Var det sådan den anden Jerome havde været da han var barn? Nej. Den Jerome havde været glad, smilet og havde været helt ukendt for de mennesker der i dag kendte ham. Den Jerome var forsvundet for længst og han kunne ikke huske ham. Han havde kun set et billede, hvor han var glad på. Sådan rigtig glad. Han havde for længst glemt, hvad det ville sige at smile.