But The Worst In Me Doesn't Want To - Jasper og Arian

Arian Herakles Mason
Hogwarts - Gangen mod Jaspers kontor.
Marts 2055 - Omkring klokken 6 om morgen.


Jasper gik med så hurtige skridt, hans bens kunne bæger ham, selvom det var humpende og det blødte kraftigt fra hans venstre læg. Han bed smerten i sig. Sådan havde han altid været. Smerte var ikke noget man tale om, om det så var fysisk eller psykisk smerte. Sådan havde han også opdraget Lawrence. Han kunne mærke blodet løb ned af hans ben, samt fra hans ene side. Forbandede varulv! Han havde været på jagt hele natten, da det havde været fuldmåne og selvom han som regel slap afsted uden skrammer, så var det altså ikke lykkedes ham denne gang. Han gik meget målrettet mod sit kontor, så han kunne nå, at komme i bad og lægge sit blodige tøj i blød, så pletterene forhåbentlig ville gå af igen, samt rense sine dybe sår, inden han skulle undervise klokken 10. Han kiggede på sit ur. 4 timer. Super. Han ville måske lige kunne nå, at få sig bare en lille lur inden. Han vidste godt, at burde have været taget direkte til Mungos, han skulle med al sandsynlighed syes med mere end bare lige et par sting, men så var han tilbage til, at smerte ikke var noget man talte om. Han var heldigvis ikke snart ved sit kontor og han var endnu ikke stødt på nogen, hverken elever eller andre professorer. Han førte håndryggen op til munden og kiggede så lidt på den. Great, mere blod. Det måtte komme fra hans mundvige. Han var faktisk ikke helt sikker på, hvor meget han var kommet til skade endnu, da hans hjerne ikke kunne fokusere på så smerte på en gang. Han vidste heller ikke hvor meget blod han havde mistet. Han ville bare ind og i bad og så kigget sig selv i gennem, så han kunne lappe sig selv op, nå en lur og så til time, så denne dag kunne blive overstået.

Arian kunne ikke sove. Siden den aften, han var stormet ud af Jaspers lejlighed, havde han haft meget på sin hjerne. Han havde haft et skænderi med Kimberly og han havde ikke følt han havde vundet det. Hun havde snakket om, hans forældre ikke var stolt af ham og det kørte også rundt i hans hoved. Han savnede dem hver dag og han var endnu mere blevet overbevidst om, han ikke var andet end en skuffelse. Han gik rundt på Hogwarts’ gange velvidende, han ikke måtte være oppe og han burde lægge i sin seng, men han var ligeglad. Han tænkte ikke over hvor han gik, før han stoppede op. Jaspers kontor. Mon han var derinde? Mon han skulle sige hej? Han havde ikke rigtigt talt med ham efter sidst, men han havde sådan lyst til at høre hans stemme. Arian gik ind mod væggen, da han hørte skridt og så mod lyden. Jasper? Hvorfor var han oppe? Hvorfor lød han som en, der var ved at dø? ”Jasper?” spurgte Arian og bevægede sig hen mod ham, og spærrede øjnene op ved det syn der mødte ham. Hvorfor så han sådan ud? Hvem havde gjort ham fortræd? Han ville ikke en gang spørge om han var okay, for det gav sig selv. ”Hvad har du lavet?” spurgte han i stedet direkte uden egentlig at tænke. Han vidste godt, han ikke burde stille spørgsmål til sine professorer og da slet ikke, når han var oppe og han var den, som teknisk set brød reglerne.

Jasper havde utrolig mange smerter, han vidste ikke om hans hjerne kunne håndtere dem længe nok til, at han ville nå sit kontor, men han var stædig som et æsel, måske endda også mere end det. Han stivende dog, som han hørte sit navn. Stemmen lød bekendt, men han kunne ikke placere den. Shit. Havde han sprunget en trommehinde også? Det var en mulighed. Han så ned af gangen, da han så en skikkelse komme mod ham, men kunne ikke se hvem det var, før Arian var tæt på. "Ikke nu, Arian," sagde han sammenbidt. Ikke fordi han var sur på Arian, men fordi han som altid skjulte sine smerter. Han trak sin tryllestav og låste døren ind til sit kontor op, før han mere eller mindre væltede derind, men lod døren stå åben bag sig. Han sukkede ved spørgsmålet, ja, hvad havde han lavet? Han havde reageret for langsomt på en jagt, som kunne have kostet ham livet, eller endnu værre, gjort ham til et af de bæster, som han jagtede og hadede mere end noget andet i verden. Kunne han fortælle det til Arian? Nej, det kunne han ikke. "Jeg har det fint. Kom ind og lås døren eller gå tilbage til din sovesal," sagde han og begyndte at knappe sin skjorte op, som var mere rød af blod, end hvid som den havde været da han havde taget den på. Han gik ud på det lille badeværelse som hørte til hans kontor og trak sin skjorte af, mens han bed tænderne hårdt sammen. Okay, det kunne være ligemeget med at lægge den i blød, den var revet i stykker, så den var lige til at smide ud. Forpulet lorte bæster. Han skulle nok få sin hævn. Han tænkte ikke over, at han lige nu stod i bar overkrop foran Arian, hvilket også betød, at hans halskæde med de to vielsesringe også var blottet. Han kiggede i spejlet. Fire lange, dybe rifter ned af hans ene side. Hellere det end bid. Han humpede ind til sit skrivebord og åbnede en skuffe, hvor han fandt en flaske alkohol og gik så tilbage til badeværelset og skruede låget af flasken. Han så mod Arian med et skævt smil, "Skål," sagde han som var det hele en joke. Han tog en står tår af flasken, trak bæltet ud af sine bukser og lagde det dobbelt og bed så godt ned i det, før han hældte væsken ud over de fire klo mærker. Han havde lyst til at skrige af smerte, men bæltet i han mund afholdt ham fra, at komme med andet end et smertefyldt gisp. Hans ben rystede en smule under ham. Han vidste at han bare skulle lappe sig selv sammen hurtigt, inden han ville besvime af smerte og det blodtabt han havde påtaget sig.

Arian blev ved med at kigge på ham. Synet, som mødte ham var grufuldt og han var bange. Bange for Jasper og på hans vegne. Han mærkede spørgsmålene presse sig på, men holdt dem tilbage. Han så på Jasper som han vrissede. ”Hvis ikke nu, hvornår?” spurgte han henkastet og så på ham, som han låste døren op til sit kontor. Han vidste ikke hvad han skulle. Han ville gerne hjælpe ham, men han virkede ikke som om han ville have hjælp. Han virkede som en, der ville klare det selv og Arian ville nyde en hver undskyldning for at komme væk fra Jasper. Som hans ord lød, så han på ham. Skulle han gå tilbage? Inden han overhovedet nåede at svare, valgte hans krop dog for hanm. Han bevægede sig ind på hans kontor og lukkede døren af sig. ”Skal du have hjælp?” spurgte han som han betragtede Jasper opknappe hans skjorte. Arian var lige nu glad for hans storebror var healer, så han i det mindste vidste nogen ting om hvordan man skulle gøre ved sår og det, så han rent faktisk kunne være nyttefuld, hvis Jasper skulle have brug for hjælp. Han var samtidig dog også bange for Jasper skulle dø, da han forestillede sig hans forældre også havde været smurt ind i blod ved deres død. Arian valgte at studere Jaspers overkrop. Klomærkerne. Kurverne og muskulaturen, hans flotte hudtone og brystkasens form. Hans blik stoppede ved hans hals. Ringe. ”Er du gift?” spurgte Arian ham direkte uden at vise nogen form for følelser ved det, uden at spørge til klomærkerne, før det gik op for ham, at de også var der. ”Og hvad har du lavet?” spurgte han igen, insisterende. Vent, han havde ikke nogen kone derhjemme. Hvor var hun? Var hun…? Hans tanker blev afbrudt af Jaspers skål og hans jokende måde og bed sig i læben. ”Det er ikke sjovt, Jasper,” svarede han direkte og så på ham som han hældte alkohol ned i munden og tog fat i hans hånd og klemte den blidt, som han så han havde ondt. Han ville i hvert fald gerne holdes i hånden, når han havde ondt.

Jasper var ikke bange. Det var ikke første gang han var ude for den slags, nej, han var nærmere irriteret og påvirket af de mange smerter selvom han kæmpede for, at det ikke skulle komme til syne. Man viste ikke smerte, man nød den. "Det ved jeg ikke, Arian," svarede han stadig ligeså sammenbidt som før, han kunne ikke koncentrere sig om, at skulle give et svar lige nu og her. Havde det været enhver anden elev end lige Arian, havde Jasper sendt eleven tilbage til deres sovesal med en eftersidning, for at være ude af sin seng på denne tid. Allerede der burde der nok være en eller anden form for klokke, der burde ringe i hans hoved, om at Arian måske var begyndt at betyde lidt mere for ham, end hvad han ønskede. Han rystede på hovedet, "Jeg klare mig," svarede han, da Arian tilbød sin hjælp. Han var vant til at klare sig selv efter den slags nætter her. Selv ikke Lawrence fik lov til at hjælpe ham i sådanne nogle situationer. Jasper var generelt virkelig dårlig til, at tage imod hjælp.
Han tænkte ikke over, at det var første gang han stod i bar overkrop foran den unge mand og bemærkede derfor heller ikke, hvordan han blev studeret, da han var fuldt optaget af at finde alkoholsfalsken frem, samt nål og tråd til, at få sig selv syet sammen. Han vendte derfor overrasket blikket mod Arian, da han spurgte om han var gift. "Den samtale gemmer vi til et andet tidspunkt," svarede han kort for hovedet selvom det egentlig slet ikke var et svar som sådan, velvidne om, at det slet ikke var noget han havde lyst til at snakke om, nogensinde. Han studerede klomærkerne i spejlet, for at finde ud af, hvilket et af dem han skulle starte med. "Lad nu vær med, at stille spørgsmål, du ikke ønsker et svar på," svarede han, da Arian endnu engang spurgte hvad han havde lavet. Det var så lang en forklaring, men han havde det bare sådan, at Arian skulle være sikker på, at han ville vide det, før Jasper bare ville besvare det spørgsmål.
Han trak lidt på den ene skulder, "Slap nu af, skat, det ser værre ud end det er," sagde han uden at tænke over, at han lige havde kaldt Arian for skat, hvilket var et meget stort ord når det kom fra ham. Det var kun hans afdøde kone og børn, som han havde kaldt det, og selvfølgelig Lawrence, da han havde været yngre. Han kiggede ned på sin hånd, da han mærkede klemmet om den. Hvad lavede han? Jasper var ikke vant til den form for medlidenhed. Lawrence var blevet opdraget til, at gå ind på sit værelse og blive der til Jasper hentede ham ud, når han var kommet hjem efter en jagt og Lawrence havde været hjemme og så snakkede de ikke mere om det. "Jeg skal bruge min hånd," sagde han og trak sin hånd til sig, før han kom sit bælte i munden, for ikke at komme til at komme med et udbrud af smerte, da han hældte alkoholen ud over klomærkerne, for at rense dem. Han kneb øjnene hårdt sammen og trak vejret gispende et par gange, før han åbnede dem igen, selvom han syn var begyndt at blive en smule sløret. Han trak sin tryllestav og svang den mod nålen med tråden, for at begynde at lappe sig selv sammen. Det gjorde forbandet ondt, men han gjorde det hurtigt, så det hurtigt ville være overstået. Han spyttede bæltet ud og tog en stor tår af flasken igen, før han vendte blikket mod Arian igen, med et påtaget smil, "Se, det var ikke så slemt. Gider du tjekke min ryg for bidemærker?" spurgte han og vendte sig med ryggen mod Arian.

Arian så på ham med et hårdt blik. Arian kunne sagtens se han var i smerte. Han forstod ikke, hvorfor han bare kunne vise det og i stedet for skulle snerre af ham. ”Så bliver det nu.” svarede han bestemt og så på ham med de mørke brune øjne. ”Så jeg spørger igen, hvad har du lavet?” spurgte han endnu en gang, bortset fra det ikke helt var et spørgsmål. Han krævede et svar. Hvis han skulle dække for ham eller hjælpe ham, eller hvad fanden Jasper nu end havde forestillet sig, så skulle han have svar. Han skulle vide, hvad han skulle gøre og for at kunne det, så havde han brug for informationer. Arian var, i modsætning til hvad de fleste troede, i stand til at være behjælpelig. Han vidste godt han var en diva til tider og han vidste også, at han var fierce og krævende, men han gav ligeså meget igen, som han tog. ”Hvis du vil have jeg skal gå med, så kan du ligeså godt tage imod min hjælp, ellers er der ingen grund til jeg er her, professor Rider,” svarede han og bed sig i læben. Han prøvede stadig at holde afstand til ham.
Arian ignorerede hans ord. ”Er du gift?” spurgte han igen, som han så på de to vielsesringe. Var det en forlovelsesring og hans vielsesring? Eller? Var hans kone død og var det deres begge? Den ene så meget kvindelig ud. Han pralede gerne med at have flair for den slags. ”Var du gift?” rettede han det til, som han så på detaljerne mere. Han var ikke dum, igen i modsætning til hvad mange nok tænkte om ham. ”Svar mig,” bad han, da han gerne ville have svar på de spørgsmål han stillede, lige meget hvilke slags svar det var.
Som Jasper kaldte ham skat, gik hans verden i stå. Han havde lyst til at kysse ham. Fuck ham. Han gjorde altid det her ved ham, og han ville ikke ud i det. Han så væk fra ham og svarede ikke på det han sagde. Hans hjerte var varmt samtidig med, det gjorde så forfærdelig ondt. Jasper havde aldrig kaldt ham skat før. Han havde lyst til at tage ordet fra hans læber og låse det i et lille skrin og holde det tæt på sit eget hjerte, som havde han fået en kærlighedserklæring. Han havde lyst til at passe på det, og han genspillede sætningen for sig selv igen og igen. Han stoppede først med at genspille sætningen, da Jasper sagde, han skulle bruge sin hånd. Han lod Jasper trække sin hånd til sig og så bare på hvad han gjorde. Blev syet. Drak af flasken. ”Nej nej… og ja... vent bidemærker?,” spurgte han som han begyndte at se på hans ryg. Han lod sine fingre løbe hen over den og gik i stå ved et mærke, der dog var fra klør. Han tog flasken ud af hånden på Jasper, tog selv en hurtig tår, før han hældte alkohol i det, som Jasper selv lige havde gjort. Han ville ikke kunne gøre det uden at mærke den stærke essens fra alkoholen, der ret hurtigt trængte igennem hans lille krop.

Jasper sendte Arian et ret opgivende blik, et sted kunne han vel ligeså godt give op og bare svare, Arian ville sikkert ikke give op før han havde svaret alligevel. "Været på jagt," svarede han, uden at uddybe yderligere. Arian behøvede ikke vide, hvad Jasper jagtede, det var trods alt ulovligt at jage varulve, da nogen (deriblandt ministeriet) mente de også var mennesker, men Jasper vidste bedre. De var ikke mennesker, selv ikke i deres menneskeforme. De var monstre i menneskeforme det meste af tiden, men deres sande-jeg vandt altid, hver gang månen viste sig i sit fulde. Han så lidt undrende på den unge elev, da han kaldte Jasper for professor Rider, det plejede han jo kun at gøre, når det ikke var alene, men selvfølgelig kunne der komme nogen forbi. Han blik blev dog hurtigt en smule overvejene, "Kan du sy?" spurgte han direkte, for selvom Jasper plejede at klare det selv ved hjælp af magi, så var det jo stadig en udfordring at se sig selv på ryggen og hans læg, da han af biologiske årsager ikke kunne se deromme.
Jasper bed tænderne hårdt sammen, da Arian blot gentog sit spørgsmål, men han svarede ham ikke. Han så blot væk. Han var en meget privat person, han lukkede ikke nogen ind og hans fortid var hans fortid, ikke en eller anden godnathistorie. Han stivende dog fuldstændigt og mærkede et utroligt ubehageligt sus gå i gennem hele hans krop, da Arian rettede sin sætning til datid. Det var som at få en mavepuster og en knytnæve i ansigtet på én gang. Så hellere tilbage så slås med varulvene. Han kunne håndtere sin fysiske smerte, men ikke den psykiske. Han vendte blikket mod Arian, da han bad Jasper om at svare. Han blik var koldere end det plejede at være. "Jeg ved ikke om det er gået op for dig, men jeg bløder pænt meget lige nu. Tilgiv mig for ikke lige, at være i humør til historietime," svarede han og rystede på hovedet. Han vidste godt, at selv hvis Arian ville lade samtalen ligge, så ville det kun være for nu. Det ville komme frem ved første mulighed som bød sig.
Jasper havde ikke selv bemærket, at han havde kaldt Arian for skat, han bemærkede bare stilheden omkring. Shit. Havde han mistet hørelsen, eller holdt Arian rent faktisk mund for en gangs skyld? Det første lød mest realistisk, men som det langsomt gik op for Jasper, hvad han havde kaldt Arian, så virkede det andet pludselig langt mere realtisk. Han så nok en smule forkert ud i ansigtet, da han vendte blikket mod ham. ".. Sagde jeg lige.. Kaldte jeg dig.." han kunne dårligt færdiggøre sin sætning, på grund af en klump som samlede sig i hans hals. Han rystede derfor lidt på hovedet. Åh nej. Han havde nok lidt flere følelser indblandet i det her, end han ville indrømme.
Han sendte et lille smil, selvom det krævede en del flere kræfter end normalvis, men han havde også mistet en del blod efterhånden og længere tid de var om at få ham syet, jo mere blod ville han også miste. "Ja, bidemærker," svarede han, før han mærkede Arians fingre henover sin ryg. Det var en ubehagelig, behaglig følelse. Han så på ham i spejlet, da han tog flasken og tog en tår af den. Han var ærligt talt ligeglad med om eleverne drak, især Arian og især lige nu. Han greb solidt i håndvasken foran ham, da han mærkede alkoholen i klomærket på sin ryg. Samtlige muskler i hele hans krop spændt op og han gispede af smerte, selvom han selvfølgelig stadig prøvede at holde det inde. "Klør eller tænder?" spurgte han gispende, hvis det var et bid, så kunne han jo ligeså godt ringe og sige farvel til Lawrence og så gøre en ende på alle de her smerter.

Arian så på ham med et skeptisk blik ved hans forklaring af, hvad han havde lavet. I det mindste var det vel et form for svar, hvilket var bedre end ingenting, men det var stadig kun et halvt svar. "Efter hvad?" spurgte han i samme tone som før. Arian prøvede virkelig at holde afstand til Jasper og det lykkedes ham også ret godt, men det betød ikke, at han ikke var bekymret for ham. Det var han. Han ville bare ikke have Jasper skulle se det for meget og som sagt, skulle han eventuelt dække over ham, så havde han brug for svar. Arian lagde mærke til det undrende blik i Jaspers øjne. Forstod han ikke, det ikke sås alene mere? Han havde tænkt sig at kalde ham professor Rider, men at kalde ham Jasper var en vane, der var svær for ham at vænne af med over en nat. Han kunne altid undskylde sig med, han havde kaldt ham ved hans fornavn grundet det chok, han fik over at se ham og så i den tilstand, han var i. Ved spørgsmålet, så Arian på ham med sine arme over tværs. Havde Jasper ikke lyttet, når han havde fortalt ham ting? "Ja, jeg kan sy," svarede han kort uden at uddybe eller spørge, hvad det var han ville have ham til. En ting var dog at sy i tekstil, men han kunne ikke forestille sig det var meget svære eller for den sags skyld anerledes at sy i hud. Han ville vove påstå, han nok var bedre til det end Jasper var. Han tog nålen og begyndte at bevæge den ind og ud for at lukke hans sår. Han så på ham, da han kiggede væk. Han kunne godt fornemme, han ikke ville svare på det. Han så afventende på ham og da han endelig fik et svar, blev hans blik hårdt. "Professor! Jeg finder mig ikke i, du taler sådan til mig. Jeg er ikke en eller anden dum dreng, så lad vær med at tale til mig mig som om jeg er!" bad han med en bestemt tone, mens han færdiggjorde syningen. "Det er fint, hvis du ikke vil snakke om det, men så sig det!" forsatte han, dog uden at lyde vred. Det sidste var mere forstående. Han var en forstående fyr, det var han. Han vidste godt, han ikke virkede sådan altid, men han var god til at tænke på andre og drage omsorg for dem. Han var bare også glad for at være center for al opmærksomhed. Havde Kim ikke været Dorrans kæreste, var han eksempelvis også sikker på, han ville kunne lide hende.
Arian så på Jaspers ansigt, som det begyndte at gå op for ham, hvad han havde sagt. Skuffelsen blev tydelig i hans eget ansigt, da Jasper lignede en der fortrød. Hans ord gjorde det ikke bedre. Arian så blot væk fra ham og nikkede. Han havde ikke mere at sige. Han skulle nok hjælpe ham i stilhed og han skulle nok lade det være usagt mellem dem.
Han søgte hans ryg som han svarede ja til bidemærker. Hvad havde han jagtet? Han ville ikke spørge, for han havde valgt at være stille efter Jasper tydeligvis havde fortrudt hans valg af ord. Han svarede dog heller ikke, men lod stadig sine hænder løbe over hans nøgne ryg. Mærkede hans hud mellem sine fingre. Det ville nok være sidste gang. Havde han vidst, at sidst han havde været hjemme ved Jasper, ville være sidste gang han rørte ham, kyssede ham og var sammen med ham, så havde han gjort det langt anerledes. Nu fik han da i det mindste en chance for at mærke hans hud. "Klør, professor," svarede han kortfattet, inden han tog nålen og begyndte at sy såret sammen. "Færdig," påpegede han og trådte et par skridt bagud. Han var klar til at gå. Han kunne mærke alkoholen gjorde ham mere trist end nødvendigt.

Jasper sukkede tungt og mærkede et svagt trick i det ene øjne, da Arian spurgte hvad han havde jagtet. Skulle han være ærlig? Kunne han stole på, at Arian ikke ville melde ham? Det var trods bund ulovligt, det han gjorde, hver gang fuldmånen viste sig. Han ville ryge direkte i Azkaban, hvis det kom ud at han slog ihjel på den måde han gjorde. Det ville han ikke kunne tilbyde Lawrence, den dreng havde mistet nok i sit liv. Jasper havde stadig skyldfølelse over, at have efterladt Rachel alene med børnene, den nat de var blevet dræbt. En skyld som aldrig ville forlade ham. "Varulve," svarede han kort, men ærligt og så direkte på Arian, for at læse hans reaktion. Han nikkede let, da Arian svarede han kunne sy. Han vidste godt der var forskel på at sy i stof og i hud, men det var en start. "Du kan sy mig sammen," sagde han så, hvis Arian ville hjælpe, så var dét det eneste han kunne komme på.
Hans smerter var nærmest på et ubeskriveligt niveau. Nålen som gik ind og ud gennem hans hud, uden bedøvelse, kunne han håndtere. Det var den psykiske smerte, han ikke kunne forholde sig til. Det gjorde det bestemt heller ikke bedre at måden Arian valgte at svare ham på. "Var. Okay? Og stop så med, at kald mig Professor når vi er alene," svarede han sammenbidt grundet de smerter som hans krop gik igennem lige nu. Han kunne mærke hans ben viberede under ham, han kunne snart ikke stå oprejst mere, han havde mistet alt for meget blod. Han mærkede sit hjerte banke, da Arian vendte blikket væk og nikkede. Han havde altså også hørt Jasper kalde ham skat. "Det har jeg ingen ret til. Min fejl, det beklager jeg.." mumlede han, da han mest af alt aflæste Arians reaktion som, at det ikke havde været okay, hvilket han et sted også godt vidste det ikke havde været, så nu kunne han vel ikke andet end at undskylde for det og tage det på sig, hvilket var den eneste årsag til, at han fortrød sit ord.
Han mærkede en lettelse skyde igennem sig, da Arian svarede det var klør, selvom han stadig blev kaldt professor af den eneste elev som havde ret til, at kalde ham ved hans fornavn, når de var alene vel og mærket. Han pustede tungt ud og nikkede lidt, før han mærkede nålen i gennem sin hud igen og igen og igen. Han holdt næsten vejret, til at mærkede den stikkende smerte stoppe og Arian sagde han var færdig. Han trak vejret meget overfladisk, "Tak," svarede han men blev stående lidt, mens han stadig holdt fast i håndvasken. Han rettede blikket op og så på Arian i spejlet. Hans blik var langt mere påvirket af følelser end det nogensinde havde været før. "Jeg var gift. Lawrence er den eneste jeg har tilbage nu. Er der andet du vil vide?" spurgte han med et lidt rystende stemme, han var ikke vant til at lukke nogen ind, så det var nemmere for ham, at Arian selv spurgte ind til det han ville vide.

Arian mærkede det løbe koldt ned ad ryggen ved hans direkte svar. ”Varulve?” spurgte han overrasket, men dog lavt i frygt for nogen skulle kunne høre ham stille spørgsmålet. ”Hvorfor?” spurgte han direkte, da han havde tygget lidt på det. Varulve var også mennesker. Arians blide væsen kunne ikke rigtigt tro på, at Jasper ville slå andre mennesker ihjel. Arian var jo – i modsætning til hvad de fleste troede – blid og kærlig. De fleste ville dog nok ikke tro på det, hvis de havde hørt ham bitche på Kimberly, selvom kællingen vitterligt havde fortjent al hans had. ”Skal nok, professor,” svarede han.
Som han syede ham sammen og han betragtede huden komme mod hinanden, gik han lettere i stå ved hans ord. Han havde været gift. Hvad var der sket? Han vidste godt, han irriterede Jasper, men han vidste ikke, det irriterede ham, at blive kaldt professor. Ikke nok til han skulle tale sammenbidt, men så alligevel, så regnede han med det var smerten. ”Var.” gentog han, og bed sig i læben. ”Du ved godt, hvorfor jeg kalder dig det, når vi er alene…” påpegede han og var glad for han ikke var i Jaspers sted. Arian kunne klare en masse smerte men at blive syet uden bedøvelse og få kastet alkohol i åbne sår, det tvivlede han på. Det var jo heller ikke fordi det var nogen småskræmmer, Jasper havde påtaget sig. Arian prøvede at danne ord, men de ville ikke rigtigt frem. Han tog i stedet fast i hans hånd efter han havde syet færdigt. ”Det er okay, det….” han stoppede og lagde sit hoved på skrå. ”Jeg er glad for det,” påpegede han. Det var det eneste han kunne sige. Ikke hvorfor, ikke han havde gemt ordet i sit hjerte for altid. Nej. Jasper gjorde det svært. Svært at tage afstand og svært ikke at falde mere. Dumme lorte Jasper.
Han svarede ikke på hans tak. Han så blot på ham som han så ind i spejlet. Hans blik veg dog, da han sagde han var gift igen og han kun havde Lawrence tilbage. ”Hvad skete der?” spurgte han instinktivt. Jasper havde tydeligvis også mistet nogen, der stod ham nær. Denne gang kaldte han ham endda ikke professor. Han kaldte ham ingenting, han var interesseret i at vide noget om ham og håbede så inderligt, han ville blive lukket ind.

Jasper nikkede lidt, da Arian gentog hans svar. Han så ikke varulve som mennesker, uanset om de låste sig inde og tog deres forholdsregler under fuldmånen eller ej. Han var vokset op i en varulveflok, begge hans forældre havde været varulve, men af en eller anden årsag, så havde genet sprunget ham over, hvilket han var universet taknemlig for. Han ville ikke kunne leve som varulv. "Stop med at spørg indtil det, Arian. Fatter du ikke, at jeg ikke kan passe på dig, hvis du ved for meget? Så lad det ligge," svarede han alvorligt og så på ham med et blik som matchede hans toneleje. Der var jo også en grund til, at han aldrig havde fortalt Lawrence om hans side af familien. Jo mindre de vidste, jo mindre var chancen for, at varulvene ville komme efter dem. Han nikkede blot til, at han nok skulle sy ham sammen og prøvede at ignorere det gjorde ondt indeni, når Arian kaldte ham Professor, når de var alene.
Han skævede lidt mod Arian, da han gentog hans 'var', men svarede ikke på det. Teknisk set var han jo ikke gift mere, han var enkemand, for døden havde skilt dem på den mest brutale og hjerteskærende måde. "Du tar anstand til mig. Det har jeg bemærket, jeg er ikke blind," svarede han og brød ud i et smertefuldt gips, med sammenklemte øjne. Godt nok kunne han klare mange smerte og det var ikke første gang, han var kommet galt afsted på en af sine mange jagte, men det her var klart en af de værre. Adrenalinen var nok det eneste som holdt ham oprejst og ved bevidsthed. Han pustede et par gange tungt ud og spyttede noget blod ud i handvasken, hvorefter han mærkede Arian tog hans hånd. Han vendte blikket mod deres hænder og derefter mod spejlet, for at se den unge mand bag ham, hvis hans mund ikke havde været fyldt med blod - eller sådan føltes det i hvert fald - så havde han vendt sig om og kysset ham, men i stedet vendte han sin hånd, så deres håndflader var mod hinanden og nikkede lidt, "Jeg tar min undskyldning tilbage så," svarede han med et halvt smil, selvom hans øjne ikke rigtigt smilede med, mens fordi han var så tappet fra kræfter lige nu, at selv det at trække vejret, virkede uoverskueligt.
Han tændte for vandhanen og gav sig til at vaske sine hænder, som var blodige ligesom det meste af hans krop. "Døden skilte os. Tror du ikke jeg mente det, da jeg sagde vi havde mere til fælles end du troede, da du fortalte mig dine forældre er døde?" spurgte han og fyldte sine hænder med vand som han kom i ansigtet, for at få snavs og blod væk, og for at lave noget i et eller andet forsøg på at det skulle være nemmere at snakke om det, hvis han koncentrerede sig om at lave noget imens. Han tog flasken og tog en stor tår af den, før han rakte den til Arian, hvis han også ville have en tår. Han tog sin tryllestav og svang den mod en mobbe, som begyndte at vaske gulvet for blod. Han glippede en smule med øjnene og mærkede hans ben gav en smule efter. Adrenalinen var begyndt at lægge sig og nu nærmede det stadie, hvor han bare skulle ligge ned eller måske besvime, sig. "Jeg er nødt til at sidde ned.." mumlede han og slap Arians hånd for, at støtte sig til dørkarmen, som han vaklede ind mod kontorets sofa, selvom det var smertefuldt at sætte sig, eller i det hele taget det at bevæge sig.

Arian så på Jaspers nik. Han måtte indrømme, at han syn på ham ændrede sig. Arian så alle som værende væsner med følelser. Det var ikke varulvenes skyld, at de fulgte de instinkter der fulgte med det. De var mennesker, når de ikke var ulve. Han så selv sin fætter, som var leder af Dødsgarden og sin anden fætter, der var leder af en bande, som mennesker. Han vidste ikke helt hvem der var den mest sindssyge af dem, og dog, tænkte han nu alligevel det var Gabriel. Han lagde sine arme over kors ved Jaspers svar og så på ham med et stikkende blik. "Jeg kan passe på mig selv, det er sådan set ikke din opgave," svarede han ham direkte. Han vidste ikke, hvorfor alle mente han var så lille, at han gik i stykker bare af, man kiggede på ham. Han havde oplevet mange ting, og han var her stadig. "Desuden, så er der mange ting her i verden, du alligevel ikke kan passe på mig fra, så kom med det," bad han. Han havde ikke fortalt nogen, han var i familie med Gabriel. Han var ikke stolt af det. Heldigvis for ham, var Mason ikke et ualmindeligt efternavn.
Arian så Jaspers blik og så væk fra ham. Han var nysgerrig. Han ville gerne vide hvad der var sket, men han ville heller ikke lege med ilden. Han vidste ikke, hvor meget Jasper ville fortælle. Han så på ham ved hans ord om, at han tog afstand. "Jeg er her nu," svarede han blot, mens han lod ham gispe af smerte. Han vidste godt, han også tog afstand lige nu. Han vidste ikke hvad han skulle sige. Han ville ikke forklare sig og han ville slet ikke noget, der mindede om at snakke om det. Han holdt blot fast i hans hånd, mens han så på det blod, der var i vasken. Hvorfor ville han sætte sig selv i fare på den måde? Han mærkede Jaspers håndflade mod sin egen og så hans smil. Han vidste godt, han havde ondt. Det kunne han se. Han gengældte det blot.
Han så på ham, da han forklarede, hvad der var sket. "Det er jeg ked af," sagde han med en mørk stemme og så på ham med et undskyldende blik. Han nikkede. Han vidste godt, han havde ment det. "Hvad skete der?" spurgte han, da han endelig fik taget noget mod til sig og vaskede sine hænder efter ham, da der også var kommet blod på hans hænder. Han tog imod flasken efterfølgende og drak selv en stor tår. Han så på mobben der begyndte at vaske gulvet, inden han så mod Jasper da han begyndte at snakke til ham. Han tog fat under hans skulder for at hjælpe ham over mod sofaen.

Jasper var på stort set alle punkter utrolig følelseskold. Han kunne se et barn i øjnene og slå ham eller hende ihjel, uden at tøve, uden at føle noget som helst, hvis han vidste det barn var en varulv. Han videste udmærket godt, at det ikke gjorde ham bedre end de varulve som havde taget hans kone og børn fra ham, men han kæmpede menneskers sag. Selv mugglere. Han var fuldstændig ligeglad med hvilken blodstatus folk havde. Han kunne sagtens snakke med helt almindelige muggler, de var ligeså meget værd som magikere i hans øjne. Men varulve var ikke mennesker og ingen ville nogensinde kunne ændre hans mening. Han fnøs let, "Det siger jeg ikke du ikke kan i nogle hensener, men ikke det her. Jo mindre du ved, jo bedre," svarede han. Selv ikke Lawrence vidste noget om, hvordan Jaspers barndom havde været. Han snakkede aldrig om sine forældre eller i det hele taget sin familie. "Det betyder ikke, at jeg skal sætte dig i større fare, end hvad verden i forvejen har at byde dig," modargumenterede han og rystede lidt på hovedet.
Han himlede let med øjnene, "Spørgsmålet er ikke, hvornår du er her, men hvor længe du er her," sagde han og bed sig hårdt i læben, grundet alle de smerte han selvfølgelig stadig havde i hele kroppen. Han ville gøre alt for dem han holdt af. Han ville dø for Lawrence, uden at tøve. Indgå en pagt med djævelen, hvis det var dét der skulle til, for at sikre Lawrences fremtid. Skræmmende nok, så var Arian også ved at banke sig vej i gennem den iskolde, hårde mur af jern, som lå omkring Jaspers hjerte. Han var på vej derinde, hvor han ville have en magt over Jasper i form af at kunne såre ham og være en svaghed.
Jasper kneb øjnene lidt sammen og pegede mod Arian i spejlet, "Og dét der, er en af grundene til, at jeg ikke snakker om det," sagde han koldt, mens smilet var forsvundet fra hans læber igen. Han havde ikke brug for nogen skulle have ondt af ham eller prøve at redde ham. "De blev slået ihjel af varulve," svarede han kort uden nogen som helst former for detaljer eller uddybning. Og uden at tænke over, at han havde sagt 'de' og ikke 'hun'. Han gispede lidt af smerte, da Arian støttede ham ind til sofaen. "Kan jeg stole på dig?" spurgte han og så op på ham med sine brune øjne.

Arian var bestemt ikke typen, der slog ihjel. Han havde været vred noget tid, men nu var det mere blevet et bidrag til hans divaside. Det havde Kimberly i hvert fald oplevet. “Du kan ligeså godt fortælle mig det. Jeg ville være i fare uanset hvad” svarede han ærligt. Der skulle ikke meget eftersøgning til, at man rent faktisk kunne finde ud af, ham og Gabriel har relateret. Han hadede at være i familie med ham, for det betød at uanset hvem han støttede, så ville Gabriels fjender nærmest også per definition være hans fjender. Det samme gjaldt Elijahs fjender. Arian så på ham med et skarpt blik. “Jasper. Jeg kan passe på mig selv og du sætter mig ikke i noget, jeg ikke kan håndtere” svarede han med en rolig stemme. “Desuden, så kan det være ligemeget, for der er så meget, du alligevel ikke kan redde mig fra,” påpegede han direkte. Han var en Mason og det var ikke noget han kunne løbe fra. Heldigvis var der ikke noget der havde regnet det ud, da hans efternavn samtidig også var meget normal.
“Som om at du har bemærket, at jeg har været væk,” påpegede han med et fnøs og så væk fra ham. Han kunne ikke forestille sig, at Jasper havde bemærket det. Han var her nu og ja, når han gik ud ad døren og Jasper var faldet i søvn, så ville han nok gå en langt bue uden om igen. Han gjorde det for at passe på sig selv. Han vidste, de følelser han havde for Jasper, ikke ville blive gengældt uanset hvor meget han ønskede det. Arian anede ikke hvad der foregik inde i Jasper, men så kun det udadtil.
Han så på hans spejlbillede, som han pegede på ham derfra. Hans kolde ord, ramte ham. Hvordan skulle han ellers se på ham? Han så ikke på ham, som var han dødsdømt, men han var oprigtigt ked af, at Jasper havde mistet nogen. “Hvorfor? Man kan alligevel ikke sige noget, der hjælper,” påpegede han. Det var bedre man sagde det end ‘det skal nok gå,’ ifølge ham. Han så på ham med store øjne. “De?” spurgte han og hjalp ham med at få ham ned. “Ja,” hviskede han og så tilbage på ham.

Jasper rystede lidt på hovedet, selvom han hurtigt måtte stoppe igen, da han kunne mærke han blev svimmel af det, men andet ville vel også være underligt, med den bagtanke om, hvor meget blod han efterhånden havde mistet. "Jo mindre du ved, jo bedre," gentog han blot. Han vidste Lawrences liv allerede var i fare, fordi han ligeså vel kunne være de hævntørstige varulves næste mål, for at ramme Jasper, men han behøvede jo ikke ligefrem at forære dem flere målskiver. Han sukkede tungt. I det mindste var Arian gået over til, at kalde ham ved hans fornavn i stedet for professor nu. "Bare fordi jeg ikke kan redde dig fra alt, betyder det ikke, at jeg skal sætte dit liv i fare, Arian. Det her er ikke julelege, det er liv eller død," svarede han, uviden om, at Arian var i familie med dødsgardens leder. Han havde aldrig haft noget udstående med dødsgarden og han var fuldblod, så han frygtede dem egentlig heller ikke.
"Selvfølgelig har jeg det," sagde han og gispede sammenbidt stadig af smerter, selvom han stadig kæmpede for ikke at vise, hvor ondt han havde. Han havde lagt mærke til, hvordan Arian havde undgået ham og et sted kunne han også godt forstå den unge mand, selvom det irriterede ham. Jaspers søn var ældre end Arian og selvfølgelig måtte det være underligt for ham. Sofia ville have været 12 år nu og Jonas ville have været 11 år. De ville begge to med al sandsynlighed gået her på skolen.
"Fordi jeg ikke har brug for, at du eller nogen andre ser på mig med den der medlidenhed, som alligevel hjælper ligeså lidt som ord gør," svarede han og slog blikket væk, før han kørte en hånd ned foran sit ansigt et par gange. Han tog en stor tår mere af flasken, men var lige ved at få det galt i halsen, da Arian gentog Jaspers 'de'. "Varulve har slået mange ihjel," reddede han i land, var han i hvert fald ret sikker på.
Han nikkede lidt, "Okay hør her.. Der ligger en nøgle på side 29 i nummer tre bog fra højre, på femte hylde," forklarede han og nikkede mod en af reolerne som var fyldt med bøger fra top til tå. "Under min seng, er der et løst bræt. Under det, finder du en æske med en hængelås. Når du låser den op, er der en æske mere nede i, koden til den lås er: 13122029," forklarede han, uden at sige noget om, at koden var Lawrences fødselsdagdato, eller hvad der var i æskerne. Lige nu havde han bare brug for, at vide, at han kunne stole på Arian ikke ville udnytte, hvad end han ville finde deri eller at han nu kendte til både nøglen, det løse bræt under sengen, samt koden.

Arian så på Jasper med et utilfreds blik over hans svar. "Det er ikke din opgave at redde mig," svarede han bestemt og så væk fra ham. Han havde ikke brug for, at Jasper prøvede at beskytte ham og hvis Jasper absolut mente han skulle, kunne han i det mindste også godt sige fra hvad. Sandheden var, at varulvene nok ikke kunne se en grund til at gå efter ham. Han var ikke et ømt punkt for Gabriel og han var jo også sikker på, han ikke var det for Jasper. Så det hele kunne i princippet være så fucking ligegyldigt. Han sukkede. Han var sikker på, at hvis han fortalte, at han var i familie med Gabriel, så var Jasper færdig med at snakke med ham. Det var ikke ligefrem noget, han lod folk vide. "Min fætter er Gabriel Mason, Jasper, og en eller anden dag, så vil han med garanti prøve at få mig og min bror med i Garden, så jeg har altid en trussel hængende over hovedet alligevel, så jeg ved godt det ikke er julelege," svarede han og så væk. Han kunne ikke fortælle ham det og kigge på ham imens. Han vidste Gabriel var farlig, men han vidste ikke hvad han havde gjort. Ikke ved hans forældre eller ved hans bror. Han vidste ikke, hvad han havde tænkt sig at gøre. Han var overbevidst om, at han selv på sin værste dage, lignede Gabriel. At mørket var inde i ham, for det var så sandelig fremme. Han kunne ikke fordrage Kimberly og han havde været ond ved hende. Han havde været meget vred, da hans forældre døde, og selvom vreden ikke var ligeså meget fremme mere, så følte han den stadig indimellem. Han havde været sur på Jasper for ikke at elske ham, og han havde besluttet, det var bedre at tage afstand fra ham.
Han så på ham ved hans ord. "Fordi du ikke fik sex så," svarede han afvisende og bed sig i læben. "Desuden, så er det okay at vise det gør ondt, Jasper," påpegede han, da han ikke var dum eller blind. Han kunne godt se det gjorde ondt på Jasper og han forstod også hvorfor. En mand, måtte ifølge Arian, godt vise følelser og vise, hvornår det gjorde ondt. Hvordan skulle man ellers hjælpe dem? Han kendte ikke Jasper. Han kendte ikke hans historie.
Arians blik blev skarpt, som han hørte på hvad Jasper ikke havde brug for. "Hvad har du så brug for? At jeg ser koldt på dig? Jeg ved godt mit blik ikke hjælper og min ord heller ikke gør!" svarede han med armene overkors. Han så på ham, som han begyndte at snakke om varulvene. "Du sagde de.. Hvem slog de ihjel?" spurgte han igen. Han havde en fornemmelse af, det ikke var de mange andre, som de havde slået ihjel. At det var nogen tæt på ham.
Han så på ham med store øjne som han begyndte at bede ham om at gøre noget og den lange forklaring der kom med, inden han bøjede sig ned og fandt det løse bræt og hev æsken op. Han rejste sig op, fandt den bog han snakkede om og fik æsken op, inden han trykkede koden til den næste æske og langsomt åbnede den, nærmest bange for, hvad han ville finde.

Jasper rystede lidt på hovedet, "Måske ikke, men det er heller ikke min opgave at bringe dig i fare," svarede han tilbage. Arian betød langt mere for Jasper, end han lod vise, netop fordi han godt vidste, at jo flere svagheder han havde, jo mere havde varulvene på ham. Han vidste godt at hver gang han valgte at gå efter en varulv, så var der en chance for at han enten selv døde i kampens hede eller hvis de slap levende fra det, så ville det kunne gå ud over Lawrence som hævn. Hvis Arian vidste for meget eller at Jasper viste hvor meget den yngre mand rent faktisk betød, så ville han også kunne blive et mål for hævntogter. Han stivende fuldstændigt ved Arians næste ord om Gabriel. Havde han fået en hjerneblødning eller var den god nok, det han synes han havde hørt? Han vendte blikket mod Arian og stirrede på ham, som var han lige faldet ned fra himlen. Han rejste sig fra sofaen og humpede over til Arian, hvor han tog en anelse bestemt fat i hans hage, for at tvinge ham til at se på ham, selvom han var meget afkræftet og hans styrke derfor var på et minimum. "Han kommer aldrig til, at røre dig, Arian, ikke på min vagt. Det lover jeg dig," sagde han alvorligt, før han slap ham igen. Han kunne mærke sine ben ryste under sig, han burde virkelig ikke stå op lige nu.
Han fnøs og rystede lidt på hovedet, "Er det virkelig hvad du har af tanker om dig selv? Og om mig, for den sags skyld? Jeg har en søn, Arian, plus jeg er din professor. Jeg kan ikke bare springe ud i et seriøst forhold, uden konsekvenser," sagde han en smule mere hårdt end der egentlig var hans mening og uden at tænke over, hvad han måske lidt indirekte havde sagt. "Pff. Det her er ingenting. Jeg har prøvet det der var værre," slog han det hen. Jo det havde været en slem omgang dette her, men han havde flere gange prøvet det der var værre. Han var da selv kommet hjem om ikke andet.
"Det ved jeg ikke! At du bare gør, som jeg ber dig om," svarede han. Han vidste ikke hvad han havde brug for. Normalvis klarede han det hele selv, så alene det at Arian havde fået lov til, at sy ham, var mere end selv Lawrence nogensinde havde fået lov til, når Jasper var kommet hjem fra jagt. Denne gang var det dog Jaspers tur til at slå blikket væk, da Arian spurgte indtil hvem varulvene havde slået ihjel. "Alle.. Mine forældre.. Bedsteforældre.. Min kone.. To af mine børn.. Alle.." svarede han og førte en hånd op foran sit ansigt, han hadede at snakke om det, for det var jo kun toppen af isbjerget som han havde nævnt.
Han kiggede efter Arian, som han fulgte hans instrukser. "Stil den på gulvet og åben den helt. Træd lidt væk fra den," guidede han videre, da den lille æske ville vokse sig stor og noget af Jaspers varulve-våben samling ville komme frem - største delen var hjemme i hans hus - samt nogle eliksirer af forskellige arter. Blandt andet en som ville få ham til at hele noget hurtigere og en som kunne hele knogler. "Den grønne flaske," sagde han og pegede.

Arian så på ham og himlede med øjnene. "Det er omvendt heller ikke din opgave at passe på mig," svarede han og bed sig i læben hårdt. Han vidste ikke, han betød noget for Jasper. I hans hoved kom han aldrig til at betyde noget for ham andet end han var en elev, som Jasper havde haft sex med i noget tid. Arian havde jo været flabet i en af hans timer og Jasper havde taget ham på orde. Det var det og mere var han ikke. Han ville ikke ophøje sig selv og det var nemmere for ham at tale sig selv ned, så Jasper ikke ville gøre det. Arian var jo heller ikke dum. Han vidste varulvene var farlige og især lige nu, men hvis de vidste bare en lille smule om ham og ville mindske Gabriels muligheder for at få endnu en følger, så var han allerede et mål. Arian så på Jasper, som han reagerede. Han reagerede som han forventede og som de få mennesker, han havde fortalt det til, også reagerede. Han ville så heller ikke skælde Jasper ud for den reaktion overhovedet. Han så dog hurtigt væk fra ham igen og lagde først mærke til, han var ovre ved ham, da han tog fast i hans hage. Han kunne godt mærke det ikke var hårdt og ligeså kraftfuldt, som det ellers ville være. Han lod blot de store mørkebrune øjne hvile på ham, som var han en såret, hjemløs hundehvalp. "Der er ikke noget du kan gøre. Hvis han beslutter sig for det, så er min bror og jeg på røven," svarede han blot og ville ikke vise, hvor meget det betød for ham, at Jasper ville passe på ham. Det var bare lige nu... et kort øjebliks svaghed, som Jasper nok ville beskrive det. For Arian var det et kærlighedsøjeblik, men han vidste, at de øjeblikke var flygtige med alle. Han rev sit hoved væk, som Jasper gav slip og så på hans ben. Hvorfor stod han op, når han ikke kunne? Idiot. Han tog fat i ham og skubbede ham ned i sofaen, som han selv sad i.
Han så på Jasper som han fnøs. "Hvad skulle jeg ellers have af tanker om mig selv og om dig? At du har en søn betyder ikke, du ikke kan have en bolleven og det er fint nok, du behøver ikke se mere til mig alligevel. Jeg har forstået du er min professor og det var rart for dig, at jeg var så fucking lorte dum, at jeg skulle gå et år om, så du havde let adgang til noget. Det er fint." svarede han og så ikke på ham, mens han sagde det. Han kunne ikke. Skulle han skubbe ham væk, så skulle han gøre det ordentligt. Hans svar var ligeså hårdt som Jaspers, men det var en reaktion på den måde, han selv var blevet talt til. Han vidste ikke, hvordan han mente det. Han vidste slet ikke, hvordan han skulle være i nærheden af ham generelt. "Det er okay," svarede han blot igen og ignorerede hans forsøg på at være en mand. Han kunne ikke se hvorfor han ikke kunne vise, at han havde smerter. "Og hvad ber du mig om? Ikke at reagere på, at du har mistet nogen?" spurgte han direkte og så på ham med et hårdt blik. Det var jo ikke fordi man så på folk på den måde med en ond intention og det var nødvendigvis heller ikke fordi man ville sige til dem, man havde ondt af dem. Det havde Arian lært. Arians blik var fastholdt på Jasper, også selvom Jasper selv slog det væk. Som Jasper forklarede, hvem han havde mistet og han ikke kunne finde nogen form for følelse i Jaspers måde at fortælle, kunne han mærke hvordan hans egne øjne blev fugtige. Der gik heller ikke lang tid før tårerene drev ned ad hans kinder. "Dine børn," svarede han blot og så væk fra ham. Hvis Jasper havde reageret så voldsomt før, så ville han nok heller ikke se ham græde over det.
Arian gjorde som Jasper bad om og trådte også væk fra æsken og så på med store øjne. "Den her?" spurgte han og tog fat i den, inden han rakte den hen mod Jasper.

Jasper sukkede let, "Er det bare mig, eller går den her samtale i ring?" spurgte han og tog sig lidt til hovedet. Gad vide om han havde fået sig en hjernerystelse oveni? Jasper indrømmede gerne at Arian ikke havde været andet end sex det første meget lange stykke tid, men den unge mand var kommet under huden på ham og han kunne intet stille op mod det. Han så Arian som mere end blot en elev han havde (ulovlig) sex med, men han vidste ikke hvordan han skulle håndtere det. Han vidste godt Lawrence havde sagt god for det, hvilket selvfølgelig var et stort plus for han kunne aldrig finde på, at indgå et forhold uden Lawrences accept først, men han var heller ikke selv herre over de følelser som Arian satte gang i ham. Han så ind i de brune, fortabte øjne Arian havde sig, med sine egne alvorlige, "Jeg har lige stået ansigt til ansigt med 4 varulve i deres varulveform vel og mærket, og kom levende fra det. Dødsgardens leder skræmmer mig ikke. Han kommer ikke til at røre dig," sagde han, mens benene forsat rystede under ham, til Arian hev ham tilbage ned i sofaen, selvom han måtte skære en ny grimasse af smerte.
Jasper så på Arian med et blik, som afslørede at Arians ord ramte hvor det gjorde ondt, men det var kun hvis man virkelig så dybt ind i hans øjne at man kunne fornemme det. "Fint?" spurgte han og bed tænderne sammen. Han nikkede lidt, "Godt at vide hvor du står, Arian," sagde han så, hvis han ikke så sig selv som andet end Jaspers bolleven, hvordan skulle Jasper så kunne? Inderst inde vidste han jo godt, at han ville mere end det, men det kunne ikke lade sig gøre, især ikke hvis han var ene om de tanker. Han så på ham da han sagde det var okay. "Og hvad så hvis jeg ikke synes det er okay?" spurgte han direkte, var det kun Arian som havde noget at skulle have sagt i alt dette her? Det var jo heller ikke fordi han ville presse Arian til noget han ikke ville eller ikke var klar til.
"Jeg ber dig om, ikke at se på mig, som om jeg er ødelagt eller som om jeg.." han tav lidt og vendte blikket væk, mens han legede lidt med sine hænder, da han ikke kunne finde ud af, hvad han skulle gøre med sig selv lige nu. "Ikke ved hvad følelser er, bare fordi jeg ikke viser dem," mumlede han, han havde følelser ligesom alle andre mennesker, men han viste dem ikke, fordi han vidste at de kunne bruges på at skade ham og dem han holdt af. Han førte en hånd op og ned af sit ansigt. Han græd ikke, det havde han ikke gjort i mange år, det var ikke et behov han havde. "Lawrence er adopteret. Sofie og Jonas er.. var.. biologisk.. 3 og 4 år.." fortalte han stille, nærmest hæst og gned sine øjne med tommelfingeren og pegefingeren på den ene hånd, før han vendte blikket mod Arian. Han græd ikke, mens hans øjne var blanke. Hans mund gled en smule op, da han til gengæld så Arian grad, "Please don't cry," bad han stille og førte sin hånd op for at tørre Arains tåre væk, for en gangs skyld var der rent faktisk en smule følelse i hans ellers døde brune øjne.
Han nikkede lidt, da Arian fandt den rigtige flaske og tog i mod den. "Vend dig om," sagde han da han ikke ønskede at Arian skulle se hvad flaskens indhold gjorde ved ham. Han så lidt på flasken, han vidste det smagte grimt og det ville svig i gennem hele hans krop, værre end noget andet. Det var en eliksir som han selv havde lært at brygge. Der var blandt andet varulve-blod i, som ville gøre at hans åbne sår ville hele hurtigere. Han tog proppen af og tog en stor tår af flasken, efterfulgt af en grimmasse over den grimme smag, men grimmassen blev hurtigt skiftet ud til et som var langt mere smertefuldt et og det lykkedes ham heller ikke at holde et smertefuldt udbrud inde.

Arian så på Jasper med et hårdt blik. "Så forstå, du ikke skal passe på mig. Det er ikke dit job," påpegede han og så på ham med armene over kors. Jasper havde ikke pligt til at passe på ham. De var ikke kærester og for det andet, så var det bare ikke noget, som han ville lægge over på Jasper. Han var 18 år gammel og derfor gammel nok til at passe på sig selv. Hans bror behøvede ikke længere passe på ham og havde han forældre været i live, havde de heller ikke haft samme ansvar for ham længere. "Det kan godt være, men hos varulve er det ikke af lyst. Hos Gabriel er det fordi han nyder det og han elsker at gøre folk fortræd, manipulere og bestemme." svarede han og bed sig i læben. Han brød sig ikke om, at Jasper vidste, at han var i familie med Gabriel. Han så på ham som han skar en grimasse, og strøg ham over kinden, da han havde fået ham ned at side.
Arian så ham ind i øjnene. Han var selv såret, men hans sad ikke langt væk. Hans sad ude på tøjet og hans øjne var også fugtige. Han blev ved med at tale grimt om sig selv, for så kunne Jasper i det mindste ikke gøre det. Han blev ved med at sige de var bollevenner, så han ikke forventede noget. Der var en grund til, han havde taget afstand fra ham. "Ja, fint... Hvem siger, det er hvor jeg står? Jeg siger de ting, så du ikke siger dem om mig," svarede han hurtigt og så væk fra ham og kunne mærke hans læbe begyndte at blævre. "Og hvad synes du så?" spurgte han direkte uden at se på ham.
Han lyttede til Jasper ord og så på ham da han blev tavs og afventede hans svar. "Det gør jeg heller ikke. Jeg kigger på dig som jeg er ked af, hvad der er sket for dig og jeg kender til din sorg. Jeg ved, der ikke er noget, der bare på magiskvis tager den væk. Jeg kigger på dig for at vise, at jeg er her." svarede han og ham direkte. Som han begyndte at forklare, sad Arian og kiggede på hans kropsprog som tårerne trillede ned af hans kinder. Han kunne se, det var noget Jasper ikke var glad for at snakke om og han lagde mærke til de blanke øjne. Han mærkede Jaspers hånd, tørrer en tåre væk fra ham og bed sig i læben. "Jeg kan ikke stoppe," hviskede han. Det var ikke en gang ham selv han græd for.
"Okay," svarede han og lod sig vende, men kunne ikke lade være da han kunne høre smerte udbrud for Jaspers side. "Jasper?" spurgte han, som han skimtede ham for at tjekke om han stadig var i live.

"Det kan godt være det ikke er mit job, Arian, men du kan ikke forvente jeg bare trækker på skulderne og er ligeglad," svarede Jasper og tog sig til hovedet. Han vidste godt, at han burde være ligeglad og lade Arian sejle sin egen sø, men en del af ham hverken kunne eller ville. Hvorfor skulle den dreng også bevæge sig længere og længere ind under huden på ham? Dumme Dreng. Arians alder var underordnet i denne sammenhæng for Jasper, selv Lawrence som var i sine midt tyve'er, passede han stadig så meget på, som overhovedet var ham menneskeligt muligt. "Ikke af lyst? Hvilket verden lever du i? Varulvene tager stomhatteeliksir, de ved præcis hvad de laver, hvilket gør dem endnu farligere," fortalte han og rystede lidt på hovedet, men stoppede hurtigt igen, da det gjorde ondt. Han så på Arian da han mærkede hånden mod sin kind og mærkede hvordan det stak i hans hjerte. Han tog blidt fat i hans hånd og gav den et kort kys.
Jasper mærkede lysten til at banke noget fornuft ind i hovedet på Arian, stige med lynets hast. Havde han haft kræfterne og overskuet til det, så havde han sikkert også gjort det. Det gjorde virkelig ondt indeni, at vide det var sådan Arian så på ham. Et sted var det vel en øjenåbner han kunne have brug for mange år siden. Han vidste godt, at han var blevet kold efter Rachel og børnenes død, men han vidste ikke at det havde været så slemt. Var det så også hans skyld, at Lawrence var blevet så ude af stand til at være i kontakt med sine følelser? Han havde det som om han lige havde fået verdens største mavepuster og al luften var blevet slået ud af ham. Han kunne ikke se på Arian. Han vidste ikke hvad han skulle svare. Han sad bare og stirrede på sine hænder, som rystede og kunne høre sin egen plus. "Hvad jeg synes?" spurgte han stille og tvang sit blik fra sine hænder og hen på Arian, som han så hans læbe blævre. "Jeg synes, jeg har været et kæmpe røvhul, hvis det er sådan du tror jeg ser på os," svarede han og lænede sig ind mod ham, for at fange hans læber i et kort kys, da det krævede en hel del mere energi end normalvis.
Jasper vidste godt, at han kun havde fortalt en meget lille brøkdel af sit liv nu, men det var meget mere end han nogensinde havde fortalt til nogen før, så selvom det måske lød som et lille skridt, så var det et gigantisk skridt for ham. Han lukkede Arian ind og delte noget fra hans fortid, som kun Lawrence vidste. Han rystede lidt på hovedet, "Det er også venligt af dig, Arian, men jeg vil ikke snakke om det," svarede han lavmeldt, det gjorde alt for ondt at snakke om og hvis de skulle snakke videre om det, så ville det være for Arians skyld, ikke Jaspers, og hvis han skulle være helt ærlig, så følte han sig umandiggjort nok i forvejen lige nu, grundet de mange skader og smerten som fulgte med. Fysisk smerte og nu også psykisk. "Jo, du kan," hviskede han tilbage mens han gjorde et forsøg på at følge med i, at tørre tårene væk.
Ha holdt vejret i nogle sekunder, efter udbruddet af smerte og gispede så efter vejret. Han forstillede sig lidt, at det var cirka samme smerte varulvene gik i gennem under en forvandling, men han kunne af logiske årsager ikke vide det. "To sekunder.." gispede han, da Arian sagde hans navn og lukkede øjnene for at koncentrere sig om sin vejrtrækning. De åbne sår på hans ryg begyndte at hele, men han vidste godt han ville få nogle ar efter det her, men det var vel bare flere til samlingen. Han fik det dog hurtigt bedre. Han vendte blikket mod uret, det var to minutter siden første lektion var startet - heldigvis skulle han ikke selv undervise før efter frokost denne dag. Han rejste sig fra sofaen og gik over mod sit skrivebord, hvor han fandt et papir frem og skrev under på at det var hans skyld Arian ikke var mødt op til første og anden lektion, hvorefter han rakte papiret til ham, "Kom ind og læg lidt med mig, hvis du har lyst," sagde han og gik mod sit sovekammer, hvor han tog en t-shirt på og lagde sig så på sengen. Det var meget, meget sjældent Jasper gad bare ligge i sengen og putte, men lige nu lød det ret afslappende.

"Jo, jeg kan," svarede han uden at uddybe. Han kunne ikke se, hvorfor Jasper pludselig skulle passe på ham, for ja, i hans hoved havde han blot lyttet til hans problemer, fordi han ville få noget ud af det på den anden side. Det var ikke fordi han havde gidet at lytte eller set det som et egentlig problem. Jasper var jo en af de få, han havde fortalt om sine forældre til. Ordene var svære at få over læberne, og den eneste anden han rent faktisk havde sagt det til direkte, det var Kim og det havde været i vrede over, hun havde sagt hans forældre ville være skuffet over ham. De ville de nok, for de havde ikke opdraget ham til at være ond overfor nogen. Hans mor ville være skuffet over, han snakkede sådan til en pige og hans var havde været skuffet over han havde været homoseksuel - og selvom han havde nået at accepteret det inden sin død, meldte angsten sig for det blot var noget, han havde sagt. "Men de kan ikke gøre for det, det er en sygdom... En sygdom vi burde gøre noget imod i stedet for at udrydde dem. De dræber ikke for sjov og for at skabe kaos på samme måde," mumlede han og var ærligt mere bange for Gabriel end varulve. Han mærkede taget i sin hånd og kysset på dem, hvilket fik hans hjerte til at gå stå i et kort sekund, og han blot holdt sin hånd ved hans. Hans berøring ødelagde alt i ham og det gjorde det svært, at holde afstand.
Arian så på ham. Han så på hans hænder, som rystede. Han havde lyst til at tage fat i dem, men for sin egen skyld, holdt han afstand. Han havde ikke brug for at blive såret yderligere. Han vidste det bedste for ham, var at holde afstand. Der var dog en anden del af ham, der havde lyst til at sige: Elsk mig. Be om. Han ville dog heller ikke have Jasper skulle se ham som værende ynkelig. Han så ham i øjnene, som han vendte sit blik og nikkede til hans spørgsmål. Han betragtede hans læbe, som den blævrede og alt han ville var at plante sine læber mod hans. "Hvordan vil du gerne have jeg skal se os?" hviskede han, inden han selv lænede sig mod Jasper for at gengælde det kys, Jasper ville give ham.
Arian vidste det var et stort skridt. Han havde ikke behov for at vide alt om Jasper, selvom han gerne ville. Han ville dog hellere have, han åbnede sig lidt efter lidt, for det var bedre end det var før. Han havde jo heller ikke selv været god til det, men han var bedre end Jasper var. "Du behøver heller ikke," svarede han og bed sig i læben. Det var ikke fordi han ville tvinge ham, men han var sikker på det hjalp mere end at holde det inde. Han så på ham med tårerne som trillede ned ad kinderne. Han gjorde sit bedste, men de ville ikke. "Nej," hviskede han tilbage.
Han bed sig i læben, som han lyttede til Jaspers smerte og følte sig utilpas, men det handlede jo ikke om ham. Han hørte han bad om to sekunder og nikkede blot, selvom Jasper næppe kunne se det og han ville heller ikke bebrejde ham det. Som han rejste sig op, så han på ham med et undrende blik. Hvad skulle han? Han så på papiret, som han fik det og skimtede det, inden han smilte kort. Han så på ham over hans spørgsmål og nikkede. Han havde lyst til at begrave sig i ham og indsnuse hans duft. Indprinte den i hans hjerne og lytte til hans vejrtrækning. Han lagde papiret i lommen og fulgte med ham og lagde sit ved siden af ham, hvor han svang en arm rundt om ham og betragtede hans mørke øjne.

Jasper rynkede brynene, "Så du vil hellere have, jeg bare trækker på skulderne og siger 'nå', som om det rager mig en skid?" spurgte han direkte, det ville han da sagtens kunne gøre. Det var jo dét han plejede at gøre, så det ville ikke være noget problem for ham. Forskellen lå bare i, at han ikke var ligeglad, men at han rent faktisk følte med Arian. Jasper vidste jo godt, hvordan det var at miste sine forældre. At Jaspers historie så langt fra var som Arians, var bare en anden side af sagen. Smerten var den samme. At miste var at miste. "Jo de gør! Så hør dog efter, Arian. Varulvene tager stomhatteeliksir og dræber uskyldige, vender uskyldige og smadre familier bevidst. De er på jagt efter månestenene, og tro mig, hvis først deres leder får fat de dem alle, så er både mugglerne og magikerne på røven," sagde han en smule hårdt, mest fordi han blev frustreret over, at Arian ikke forstod hvor farlige varulvene var. Hele Paris var ved at gå til grunde på grund af dem, og Storbritannien var godt på vej samme vej.
Han kunne mærke sit hjerte slå et slag over, da Arian spørgsmål lød. Ja, hvordan ville han egentlig have han skulle se på dem? Et sted var svaret ret åbenlyst, men samtidig var der det bumb på vejen, at Arian stadig var Jaspers elev og Jasper stadig var Arians professor, så det de havde gang i var dybt ulovligt - i hvert fald fra Jaspers side af - men det var også bare så rart, det var mange år siden, at nogen (eller rettere Rachel) havde fået ham til at føle som han gjorde nu. "Jeg ved godt det er kompliceret, fordi jeg er din professor og det her er så forkert som det overhovedet kan blive, men.. På samme tid er det også bare så rigtigt," indrømmede han og sukkede lidt. Han var virkelig ikke god til det med følelser mere, som han engang havde været. Livet havde gjort ham hård og kold. Han nød kysset, selvom ryggen spændte når han sad sådan.
Der var mange ting Jasper aldrig havde fortalt nogen, selv ikke Lawrence. Han så ingen grund til at belemre andre med sin smerte og fortid, for fortid var netop hvad det var. Han kunne ikke ændre på noget som helst af det, det var der ingen der kunne. Han pustede nærmest lettet ud, over Arian accepterede at han ikke ville snakke mere om det, selvom tårene som trillede ned af Arians kinder stadig var ustoppelige, men han prøvede da, ved at tørre dem væk med sine ru fingre, "For pokker, Arian," hviskede han til Arians nej og kyssede blidt hans pande.
Han bemærkede ikke nikket, han havde travlt med hurtigt at skulle komme igennem dette her, så han kunne genvinde sin mandighed, eller om ikke andet så ikke miste den helt, selvom han havde det som om det var tæt på. Han lagde en arm om på ryggen af Arian, og lod sine fingre stryge let op og ned af den. "Er du okay?" spurgte han og lod sit blik fange af hans. Det var mange år siden, at nogen som helst havde fået lov til, at ligge sådan her med ham. "Kys mig," bad han, ikke at han behøvede mere end det, men hans krop hungrede efter ham

Arian så på ham med øjne, der ikke sagde meget. Han anede ikke, hvad han skulle svare ham. Han ville ikke have Jasper var direkte ligeglad, men han ville heller ikke have, at han skulle passe på ham. Han var voksen og han burde jo være i stand til at passe på sig selv. "Det ved jeg ikke, Jasper," svarede han direkte, inden han bed sig i læben. Han kunne ikke sætte ord på, hvad det var han ville have. Arian havde stadig meget ondt over hans forældre var døde og lige nu kunne han ikke forestille sig smerten forsvinde. Han havde ikke lagt mærke til at hver dag var blevet en smule lettere. Ikke endnu. Han ville få så dårlig samvittighed ligeså snart den sandhed gik op for ham. Han bed sig i læben ved det næste han sagde. "Det er ikke alle varulve, der er som dem og det er ikke alle, der fortjener at dø. Nogen af dem er forældre, børn, teenagere... Og andre kan være ligeså onde som Gabriel af de samme grunde. Kan ikke forstå, du vil tage en mor eller en far fra et barn. Jeg gider ikke diskutere det med dig," pointerede han. Det kunne godt være Jasper havde mistet sin kone og sine børn, men han synes ikke man kunne slå et barns forældre ihjel, men Arian var også typen, der så det gode i alle, hvis der var noget godt at se. Kendte han Gabriel bedre, kunne han sikkert også finde noget godt i ham.
Arian så på ham i spænding, som han ventede på hans hjerte med garanti ville blive smadret i tusindvis af stykker. Han så dog overrasket på ham over hans ord og mærkede en underlig form for varme sprede sig gennem hans bryst og ud til resten af hans krop. "Det behøver ikke være kompliceret," hviskede han. Han brød kysset for at lade en hånd stryge over hans kind. Han nød følelsen af hans hud mod sin egen.
Arian delte heller ikke alt om sig selv, som han sikkert udadtil virkede som typen, der ikke havde problemer og hvis han havde, så ville han åbne sin mund og fortælle dem til alle der ville lytte. Han var dog ikke sådan. Han ville hellere drukne det, indtil alle de følelser han besad overmandede ham. Han havde jo ikke en gang fortalt Dorran at han havde mistet sine forældre. Han så op på ham som Jaspers ru fingre prøvede at fjerne de saltede tårer og hørte hans stemme og mærkede kysset mod sin pande. "Kan ikke," gentog han og snøftede en smule, inden han lagde sit hoved mod Jaspers skulder og svang sine arme om ham løst, som var han en smule fortabt og endda i en sorg og nogle følelser, som ikke var hans egne. Han ville dog gerne føle for Jasper og græde for ham, når han ikke kunne.
Han mærkede Jaspers arm rundt om sin ryg og mærkede hvordan hans fingre strøg sig op af hans ryg. Han betragtede Jaspers mørke øjne og lod sig selv sejle længere og længere ind i dem. "Ja, er du?" spurgte han med et lille snøft. Han smilede ved hans bøn og lod sine læber ramme hans, ganske ømt, mens han pressede sin egen krop ind mod Jasper for at have ham så tæt på som overhovedet muligt.

Jasper rystede på hovedet, "Nej, det ved jeg så sandelig heller ikke," svarede han og sukkede tungt. For pokker hvor var han øm i hele kroppen og træt, eller udmattet, måske en blanding. Jaspers øjne lynede for et øjeblik, men han tvang sig selv til, at beholde roen, selvom det var svært for ham og han lige nu ville ønske han havde en boksepude. "Så det er sådan du ser nu? Som en koldblodig morder?" spurgte han og rystede på hovedet, den sveg, men han vidste det ikke. Han ville ikke lade det gå ham på. Ja, han var vel morder og det at jagte varulve var bund ulovligt og han ville ryge i Azkaban på livstid, hvis nogen fandt ud af, hvor mange han havde slået ihjel.
Han sukkede lidt og lukkede øjnene. Han vidste jo godt selv hvad han lige havde indrømmet, måske ikke så direkte som det kunne have været, men Arian var ikke nogen dum ung mand og Jasper var ikke i tvivl om, at han nok skulle fange budskabet bag. Han åbnede øjnene ved hans ord og rettede blikket mod ham igen. Dog stivende han, da han mærkede Arians hånd mod sin kind. Han var ikke god til, at blive rørt på den måde og alligevel var det ikke så slemt når det Arian. "Måske ikke, når du graduere, men lige nu er det," svarede han i et suk, han ville ønske det ikke var, men han kunne ikke se hvordan det skulle kunne gå godt, så længe Arian var elev på skolen og Jasper var professor.
Jasper kunne godt mærke, at panikken begyndte at sprede sig lidt i ham, over at Arian ikke kunne stoppe med at græde. Han var ikke godt til, at trøste folk, selv Lawrence havde altid fået af vide, at der ikke var andet at gøre end at komme op på kosten igen og videre i livet. Det hjalp ikke at sætte sig ned og se passivt til, mens livet smuttede forbi en. Man levede kun én gang og derfor skulle man ikke spilde det på noget, man ikke gad i sidste ende. "Jo, du kan," sagde han, langt mere blidt end han nogensinde ville have gjort det til nogen andre. Han vidste jo også godt, at det var hans skyld at Lawrence var blevet så dårlig til følelser som han var. Jasper havde jo ikke rigtigt givet ham lov til, at sørge over tabet af Rachel og børnene, selvom de havde været mere familie for Lawrence end hans biologiske familie nogensinde havde været - Håbede han i hvert fald.
Hans øjne blev atter kolde og følelsesløse, "Selvfølgelig," svarede han, for det var præcis hvad det var i hans hoved - Det var en selvfølge, at han var okay. Det kunne godt være at han havde været ude hele natten og var blevet revet til blods af varulve, men han var da sluppet levende fra det og uden et bid, så ja, det var en selvfølge, at han var okay. Han bed blidt fat i Arians læbe, da han opfyldte hans bøn og kyssede ham, fordi han mærkede, hvordan det blod han trods alt stadig havde i kroppen, mest af alt ville én vej. "Du må ikke tænder mig nu, skat, jeg har ikke kræfter til, så meget som at løfte en pegefinger," sagde han med et skævt smil over sine læber, da Arian pressede sig mod ham, selvom han samtidig alligevel ikke kunne lade vær med, at lade sin hånd klemme let om Arians bagdel.