LOOK WHAT YOU MADE ME DO - Jasper, Arian og Lawrence

@arian
London, hjemme hos Jasper.
September 2054 - Omkring klokken 21.
Outfit

Jasper havde en fantastisk følelse i kroppen lige nu. Han vidste et eller andet sted godt, at det var forkert af ham, at være sammen med Arian, men det ændrede ikke på, at det på en eller anden måde gav ham en indre ro, som han ikke havde haft i utroligt mange år. Faktisk ikke siden han havde været sammen med sin kone. Han havde stadig både sin egen og sin kones vielsesringe i en halskæde, hvilket var grunden til at han aldrig tog sin bluse af når han havde sex, eller generelt var i nærheden af andre mennesker. Den eneste som vidste han gik med dem, var Lawrence, da han kendte historien bag og ligesom Lawrence havde sine tatoveringer til, at bearbejde sit tab, så havde Jasper sin halskæde med ringene i, selvom han også havde et par tatoveringer, som Lawrence havde tatovereret, da der ikke var andre end hans søn som skulle have lov til, at mærke hans krop på den måde.
Derfor havde han da også kun trukket bukser og bokseshorts ned i det han var godt i gang med Arian. Det lignede ham slet ikke, at hive nogen med hjem på den her måde, men han følte sig afhængig af Arian, hvilket var utroligt frutrerende for ham. Måske var det fordi det var forbudt område, at det var så vanedannende. Eller også var det bare fordi Arian fyldte et hul ud, som havde været i Jaspers hjerte siden han havde mistet sin kone og to af sine børn.
Han stødte mod Arian i et nyt ryk, mens et svagt suk forlod hans læber, som de lå inde i hans seng. Hans hænder var placeret solidt mod Arians hofter, så han havde ordenligt fat i ham. Han lod sine ru fingre glide op af Arians ene side og om på maven af ham, mens han forsatte sine bevægelser mod ham.

Outfit

Arian havde med glæde sagt ja til at besøge Jasper hjemme hos ham. Et sted, hvor de bare kunne være de to og ikke skulle være bange for at blive opdaget som på Hogwarts. Her, føltes det også mere som, han havde Jasper helt for sig selv. Han skulle ikke dele hans opmærksomhed med nogen af de professorer der var på skolen og han skulle ikke dele med nogen elever. Overhovedet. Han havde efterhånden været forelsket i Jasper i godt og vel et halvt år. Han havde ikke sagt noget til ham, da han forventede, Jasper ikke ville gengælde de følelser. Nej, han var vel bare endnu en pestilens i hans liv, men en pestilens han kunne holde ud. Nok til at have sex med. Arian havde brudt reglerne for Jasper - ikke det med at bryde reglerne var noget nyt for ham, men han havde stadig taget med ham hjem. Havde han ikke haft følelser for ham, havde han ikke villet hjem til ham, da han var ligeglad med at blive opdaget hvis ikke. Det var ikke ham, der blev set som den skyldige i en sådan situation. Han ville dog gerne beskytte Jasper og det her, var en af de eneste måder han kunne. Han mistede sin stemme, hver eneste gang han så på Jasper. Han håbede hele tiden på de rigtige ord ville komme ud af hans mund. Ord, der ville behage Jasper og gøre, følelserne var gengældte. Han ventede tålmodigt hver eneste kærlighedssyge eftermiddag, aften og nat de havde. Han ventede på en genlyd, et ekko fra Jasper, som sagde, han havde det på samme måde. Det var især vigtigt for ham, da han stadig havde et tomrum i sit hjerte fra forældrenes alt for tidlige død og efter han endnu et år skulle på pinebænken på Hogwarts og efter Dorran havde forladt ham for Kimberly, men også fordi han var blevet færdig med skolen. Arian havde været nødsaget til at finde nye venner, og han var enten en man hadede eller elskede. Der var ikke rigtigt nogen mellemvej.
Arian lod et nydende støn glide forbi sine læber, som han mærkede et ryk fra Jasper og mærkede de store, brede hænder om sine hofter. På en eller anden måde, følte han sig egentlig taget godt af. Som han mærkede de ru fingre glide og snegle sig op hans side og videre mod hans mave, svajede han nærmest i hele sin krop, for at mærke mere af hans berøring. Jasper var virkelig Arians heroin. Han lod sit hoved falde nydende tilbage, som hans sultne krop ville vise, hvordan den hungrede efter mere af Jasper.



Jasper havde ingen anelse om, at Arian rent faktisk var forelsket i ham. Måske et sted dybt inde, havde han en idé om, at Arian ikke bare gjorde det her for, at få sex, men der måske lå mere i det. Men han havde nok nærmere en idé om, at det var fordi han troede det ville give ham bedre karakterer eller en større chance for, at bestå næste skoleår, nu hvor han havde måtte gå om. Men Jasper havde altid haft en holdning omkring, at man ikke blandede arbejdet og fornøjelser, selvom han godt vidste det var ved at gå i kluder for ham, for hver gang han så på Arian kunne han ikke koncentrere sig om andet, hvilket var begyndt at gå hen og blive et problem, især i undervisningen. På den ene side, havde han lyst til, at come clean overfor rektoren, men han ville heller ikke fyres og han var selv uddannet auror, så han vidste jo udemærket godt, at han ville blive dømt for misbrug af en mindre årig.
Et svagt smil var at spotte på Jaspers læber, da Arian stønnede. Selvom smilet var svagt, så var det der og det var utroligt nok et ægte glædes smil. Ikke et smil som var påduttet ham eller som var fordi noget var sjovt. Nej det var et glædes smil, som tilmed voksede lidt, da Arian svajede i kroppen under ham. Jasper så sit snit til, at kysse og nappe Arians hals, da han blottede den, mens han forsat bevægede sig mod ham, i skiftevis bløde og hårde stød, mens svage suk forlod hans læber. Han kunne godt mærke, at han ikke kunne blive meget mere, men han holdt ned så længe han kunne, hvilket også var årsagen til, at han skiftede tempo hele tiden.

Som Arian bemærkede det svage smil på Jaspers læber, kunne han mærke en varme sprede sig inde i hans krop. Et smil, der rent faktisk nåede op til hans øjne. Han havde aldrig set det før. Betød det, at han var speciel? Nej, han måtte ikke begynde at få den slags tanker. Selvfølgelig var han ikke det. Han var helt normal. Sikke bare en elev blandt mange, som Jasper så uden for skoletiden.... Nej, der var intet specielt ved ham. Jasper havde sikkert håbet, at han kunne slippe for ham det sekund, han var gået ud af skolen, men nope. I stedet skulle Arian gå om. Det faktum, de lavede noget var sikkert bare for at få ham til at holde sin kæft. Ja, det var det. Det smil, han havde set måtte samtidig være noget, han havde bildt sig selv ind. Ja, det kunne ikke være andet. Arian støttede ved det skiftevise tempo, og nød blot at mærke Jaspers hud mod sin egen. Han greb fat i dynen under sig, da han kunne mærke, at han snart heller ikke kunne mere. Sandheden var dog, at han ikke ville have det skulle stoppe. Hvert eneste sekund han tilbragte med Jasper gjorde, at han forelskede sig endnu mere i ham. Efter det smil, han lige havde forestillet sig, blot endnu mere. Han var så køn, når han smilede helt oprigtigt.

Lawrence Dale Rider

Lawrence havde valgt at aflægge sin far et besøg. Godt nok var det uanmeldt og han vidste ikke om han egentlig var hjemme, for med hans 'nye' arbejde kunne han sagtens være på Hogwarts. Et sted, som Lawrence helt personligt var glad for, han aldrig selv havde gået på. Så ville han bare have skulle gå i skole med Charles og så havde de slet ikke kunne holde det en hemmelighed. Ved eftertanke så var det valg nok blevet truffet den dag, de slettede deres hukommelser. At de skulle gå på forskellige skoler, så de ikke kunne lære hinanden at kende. De havde så tydeligvis efterfølgende glemt at fortælle Charles, at han ikke måtte blive kendt eller også havde de troet, at Lawrence var fuldstændig fatsvag og dummere end snot og at han derfor ikke kunne regne ud, det ikke var en tilfældighed, at de lignede hinanden på en prik. Lawrence transferede sig et par gader væk fra Jaspers hjem og valgte at gå resten af vejen med rolige skridt. Han havde trods alt ikke travlt. Som han nåede mod Jaspers hjem, bankede han på et par gange. Han kunne se lyset var tændt, så han regnede derfor med, at han var hjemme. Da der ikke blev åbnet, tog han fat i dørhåndtaget og lukkede sig selv ind. Han tog sine sko pænt af og kunne høre stønnende og sukkende lyde. Hvad skete der? Var Jasper i fare eller havde han damebesøg? Han bevægede sig hen mod soveværelsesdøren og åbnede døren forsigtigt. Han gik i stå ved synet og måtte spærre øjnene op. Var Jasper sammen med en fyr? En fyr, der så ud til være på de elevers alder, som Jasper skulle undervise. Han vidste ikke hvordan han skulle reagere eller hvordan han skulle have det med det. Uden han tænkte røg hans hånd op til hans mund, som et forsinket, dog højt, gisp lød fra hans læber. What. The. Fuck. Hans grønne øjne søgte mod gulvet og alligevel var det svært for ham ikke at kigge, for det var så underligt og på en eller anden måde.... forkert. Ikke fordi Jasper ikke måtte være til fyrer, men fordi han følte han havde opdaget en hemmelighed, det aldrig var meningen, han skulle finde ud af.

Jasper var på vippen til, at nå sit klimaks. Han havde været så langt væk i nydelse, at han hverken havde hørt Lawrence banken eller det at han havde lukket sig selv ind. Han var ellers normalvis altid på vagt, det havde han været både fordi han havde en fortid som auror, men også efter varulvene havde brudt ind og slået hans kone og to af deres børn ihjel. Heldigvis havde Lawrence været gammel nok til, at være på skolen den dag det var sket. Men Jasper havde ikke været der til, at passe på sin familie, hvilket han nok aldrig ville tilgive sig selv for. Han lod sin hånd glide op i Arian hår og tog bestemt fat i det. Så tæt på, men som et gips bag ham lød, stoppede han brat op, som var han blevet ramt af en lammer. Han så ned på Arian med et blik som nok sagde mere end tusind ord. "Min søn står lige bag mig, gør han ik?" spurgte han i sin velkendte mørke stemme, som dog var en smule forpustet, grundet deres akt. Havde han vidst Lawrence ville komme forbi lige i dag, så havde han aldrig nogensinde inviteret Arian med hjem.
Han sukkede lidt, før han trak sig ud af Arian og flyttede sig fra ham. "Jeg har ikke tænkt mig, at forklare eller forsvare mig, du er en voksen mand og ikke dum eller blind," sagde han, mens han lukkede sine bukser og vendte blikket mod Lawrence. Jasper var jo heller ikke dum, Lawrence var 25 år og næppe jomfru, så han vidste jo godt hvad de havde lavet. Han tænkte på intet tidspunkt over, at gøre Arian opmærksom på, at Lawrence ikke var Charles, for i Jaspers hoved, var der kun Lawrence og selvom han ikke var hans biologiske far, så følte han sig som hans far, og han håbede da også at Lawrence så ham sådan. Han kløede sig lidt i nakken, som han et øjeblik overvejede om han skulle sende Arian ud i bad, så han lige kunne få fem-ti minutter alene med Lawrence.

Arian mærkede taget i sit hår og lod sig selv fylde op med de sidste sekunder af nydelse, indtil Jasper gik i stå. Som ham, havde han ikke hørt, om nogen var på vej ind eller havde banket på. Han betragtede hans ansigt og hørte hans ord, som han drejede hovedet over mod den skikkelse der lige havde sagt gisp. "ER DIN SØN CHARLES FUCKING LAVOIE?" spurgte han med øjne så store som middagstallerkner indtil sætningen gik op for ham. Nej, det kunne han vel ikke være, for Jasper hed ikke Lavoie. Men, var det ikke Charles, som stod lige der? Som de tanker fløj ind over hans hoved, gik det også op for ham, hvor blottet og nøgen han var, hvilket gjorde han tog fat i dynen, en anelse utilfreds med, at ingen af dem fik lov til at blive færdige, men omvendt. Hvor tit mødte man en kendt? Som Jasper gav sig til at sige han ikke havde tænkt sig at forklare sig og hvad han ellers sagde, som blev til en distanceret mumlen i hans ører, mens han bare stirrede på Jaspers søn. Han vidste ikke han havde børn. Der var så mange ting, han ikke vidste om ham. Han satte sig op i en langsom bevægelse, som han ledte efter sit tøj. "Jasper, uhm, jeg går bare.." mumlede han lavt for sig selv, mens han fik fundet sine boxers og gav sig til at komme den på. Jasper havde et barn. Han vidste ikke, hvad det var han havde rodet sig ud i. Han havde været sammen med en mand, der havde børn. Han vidste godt, at Charles var voksen og der derfor ikke var et ansvar for ham, men alligevel så følte han sig som en eller anden beskidt hemmelighed eller sådan noget, og derfor behøvede Charles, som han jo troede det var, ikke være vidne til mere.

Som chokket efterhånden begyndte at lægge sig og han bare prøvede at slette det nytagede billede fra hans hjerne, hørte hans Arians ord, hvilket spredte en velkendt vrede gennem hele hans krop. "Hold nu din kæft!" kommenterede han i en vred vrissen til Arian for at sige, at han ikke var Charles og så måtte han sgu selv vurdere hvad det betød. Han var så træt af, at hvor end han gik, så var der en masse - især teenagere, som troede, han var Charles. Han så vredt ned på gulvet. Ikke et eneste undskyldende blik gled i Arians retning. Ikke fordi han var vred over, at hans far havde sex med en fyr eller kunne have fundet en ny, for det var han ligeglad med. Det var Jaspers valg og han fortjente også at komme videre. Det var mange år siden efterhånden. Han kløede sig utilpas i nakken, som Jasper begyndte at snakke til ham. "Nej, desværre ikke," kommenterede han til, at han ikke var blind. Han følte lige nu at hans øjne brændte og han ville forevigt have et billede af de to sammen, som han skulle leve med resten af sit liv. "Jeg kan komme en anden dag, når du har... øh... mandebesøg," kommenterede han over Arians ord om, at han hellere måtte gå. Han begyndte at svinge lidt med sine arme, da akavetheden i lokalet var lidt for tyk og han ikke anede, hvad han skulle gøre af sig selv. Hans blik søgte hele tiden mod noget andet end Jasper og Arian, men det var svært ikke ind i mellem at fange deres øjne. Arian så ud til at være så ung, det kunne være en af Jaspers elever. Selvfølgelig var det noget, han selv styrede, men det var underligt. Var de kærester eller kneppede de bare? Og var de kærester, hvor længe ville der så gå inden han skulle have det at vide? Fortjente han ikke det? Var han blevet skiftet ud? "Undskyld, men er du blevet gay eller sådan noget?" spurgte han Jasper direkte, inden han overhovedet nåede at tænke over sine ord. Han forstod virkelig ikke det her.

Jasper sukkede lidt, men spærrede øjnene helt op, da Arian spørgsmål lød. Han mærkede vreden på Lawrence vegne stige i sin krop med lynets hast. "Nej, heldigvis ikke. Lawrence er min søn," svarede han sammenbidt, for ikke at lade sin vrede over Arians sammenligning af Charles og Lawrence lyse alt for meget igennem, selvom han godt vidste at Lawrence i hvert fald ville kende Jasper godt nok til, at vide, at han blev mindst ligeså sur som Lawrence selv gjorde. Han åbnede et skab og fandt et håndklæde, som han kastede i hovedet på Arian i det han så, hvordan han stirrede på Lawrence, "Du går ingen andre steder, end ud i bad," kommenderede han og pegede mod soveværelsesdøren, som tegn på at Arian skulle forlade soveværelset og gå ud i bad.
Han ventede med at sige mere til Arian havde forladt rummet, hvortil han vendte sin opmærksomhed mod Lawrence. Han rystede dog lidt på hovedet, "Nej, det er fint nok. Sæt dig ind i stuen, så laver jeg kaffe.." svarede han, selvom han ikke rigtigt brød sig om situationen hvis han skulle være ærlig. Han skulle lige til at bevæge sig mod køkkenet, da Lawrences spørgsmål lød, hvilket fik Jasper til at vende et skarpt blik i sin søns retning, "Lawrence!" sagde han hårdt, "Det kan godt være du er blevet voksen, men jeg er stadig din far, så du snakker ordenligt til mig, er det forstået?" vendte han spørgsmålet og lagde armene over kors mens de mørke øjne, hvilede på den voksne søn. Det kunne godt være at Jasper ikke var Lawrence biologiske far, men han så sig selv som hans far, og han håbede inderligt, at Lawrence også så sig selv som Jaspers søn.

Arian kunne ikke lade være med at se en smule forudrettet ud, da Lawrence bad ham om at holde kæft og Jasper med det samme forsvarede Lawrencce med at snakke sådan til ham. "Okay, slap dog af," kommenterede Arian med en bitchy stemme, og lod sit blik glide skiftevis fra Jasper og til Lawrence. De lignede ikke hinanden. Han synes egentlig det her var utrolig akavet, så da Jasper sagde han ikke gik andre steder end ud i bad, kunne han ikke lade være med at sukke højlydt over, at han var tvunget til blive. Han greb håndklædet og bevægede sig da også troligt ud mod badeværelset, da han næsten ikke turde andet.

//Out//

Lawrence slappede en del mere af ved Jaspers kommentar om, at han var hans søn og så på Arian med et hårdt blik, da han bad ham om at slappe af. Han svarede ham dog ikke, da han ikke helt kunne se, hvad han skulle svare til det. Det var hans far elsker eller hvad man nu skulle kalde ham, og de var ikke direkte blevet formelt introduceret overfor hinanden. Ikke det betød noget. Han synes dog at fyren virkede som en kæmpe bitch, men det var heller ikke fordi han hadede ham. Han lod Arian gå og så på Jasper med et kort smil. "Skal jeg nok," svarede han roligt og gik ud ad soveværelset og stillede sig i dørkarmen for at betragte ham lave kaffe. Han så på ham med et fordurettet blik, da han snakkede hårdt til ham. "Slap nu af," bad han med en rolig, hæs stemme. "Det var mere ment som i, at jeg ikke troede du var til fyre og jeg ikke ved hvad han er til dig. Jeg mener, kan du lide ham eller?" spurgte han uden at kommentere på hans alder, hvilket faktisk var det han havde mest lyst til. Ikke han havde et problem med det overhovedet, men det var mere i forhold til erhverv Jasper havde nu og han skulle passe på. Ikke fordi han ikke måtte finde en ny kærlighed eller bare have sex generelt, for for Lawrence skyld måtte han gerne. Det var mange år siden de havde mistet deres familie begge to, så på en eller anden måde synes han også det var på tide, Jasper udvidede sin horisont. Han vidste godt han skulle være forsigtigt med sin måde at formulere sig på, da han netop så Jasper som sin far og det ikke var alle der ville betro deres børn den slags. "Og come on, med det jeg lige er gået ind på... så synes jeg godt jeg må stille nogen spørgsmål," forsøgte han sig jokende.

Jasper fulgte Arian med blikket, som han forsvandt ud på badeværelset. Det var en virkelig dårlig start. Havde han vidst, at Lawrence ville komme forbi havde han ikke inviteret Arian herhjem, eller som minimum advaret Arian om, at Lawrence ikke var Charles og han ikke skulle kommentere på det. Men sådan ville skæbne dem ikke.
Han nikkede kort til Lawrence, da han gik med til at blive. Han gav sig til, at sætte kaffen over og finde et par kopper frem, hvorefter han lænede sig op af køkkenbordet med armene over kors, da hans søn bad ham slappe af, hvilket fik ham til at nikke lidt. Han vidste godt at han havde et ret voldsomt temperament og der som regel ikke skulle ret meget til, før han sprang i luften. Sådan havde han dog ikke altid været. Dengang hans kone og de to andre børn havde levet, havde han været blid som et lam. Han havde sunget for dem, leget med dem, læst godnathistorier for dem, fulgt dem i børnehave, hentet dem igen. Alt det havde han selvfølgelig også gjort for Lawrence, men hans hjerte havde samtidig også lukket ned den dag, han var kommet hjem og havde fundet dem døde. Lawrence var derfor en af de få, hvis ikke den eneste, som kunne bede Jasper om at slappe af, og han så rent faktisk gjorde det. "Jeg har altid været biseksuel. Det er kompliceret Lawrence," svarede han en del mere roligt end før. Han vidste jo godt, at han ikke burde ligge og hygge sig med en af sine elever, men nu var Arian teknisk set myndig i og med at han skulle have været graduret i sommers, men var gået et år om.
Han var nok bange for, at Lawrence ville føle, at Jasper havde erstattet hans mor, hvis han fortalte ham hele sandheden. Eller om han ville dømme ham for, at være sammen med en elev, han var trods alt uddannet auror og havde arbejdet i faget ret mange år, så han vidste godt, at det var bund ulovligt. Han hævede lidt det ene øjenbryn, "Hey, kom ikke og tro jeg ikke har kunne høre dig og de veninder du har haft med herhjem i tidens løb. Hvorfor tror du, at jeg begyndte, at sove med ørepropper?" spurgte han med et løftet pegefinger dog med et lille smil på læberne, men præcis ligesom Lawrences smil, så nåede Jaspers hellere ikke til øjnene. "Men fair nok, Big Guy, spørg løs, så skal jeg nok være ærlig," sagde han og rømmede sig lidt, før han begyndte at hælde kaffen over på en kande og rakte den til Lawrence, så han kunne tage den med ind i stuen. "Spiser du med?" spurgte han og tog kopperne og en skål med noget frugt, hvis Lawrence ville have noget. Han stillede tingene fra sig på sofabordet og satte sig til rette i sofaen. Han vidste ikke hvor længe Arian havde tænkt sig, at være i bad, men for nu måtte han bare svare på Lawrences spørgsmål.

Lawrence vidste ikke, hvordan han skulle have det med Arian. Så længe Jasper og ham ikke var kærester, ville han ikke rigtigt danne sig en mening om ham, for han behøvede ikke lære ham at kende. Han kunne dog se, at det var en ung fyr og han bedømte ham også til at være yngre end sig selv. Mere end 5 år yngre, i hvert fald.
Lawrence kendte alt til Jaspers temperament. Han vidste også godt, det måske var for meget at spørge om, om hans far var homoseksuel eller hvad fanden der skete, men han følte det var naturligt han fik en masse spørgsmål af det. Han var ret sikker på han også lige var blevet scarred for life og han havde fået et billede, hvor det ville kræve en milliard liter øl bare for at det kunne forsvinde et par sekunder. Han ville dog heller ikke stille spørgsmål, hvis Jasper ikke ville svare på dem, men lige det ene spørgsmål, det behøvede han et svar på. Han ville ikke have, Jasper skulle føle, han ikke kunne være sig selv eller han ikke kunne være sammen med en anden, hvis han fandt en anden. Han vidste jo godt, at Jasper havde elsket sin kone, men det var okay for Lawrence og det skulle han ikke betvivle. ”Nåh, ja.. Hvad ved jeg,” kommenterede han og sendte ham et kort smil. Jasper var en af de få personer, Lawrence kunne smile oprindeligt til. ”Hvad? Var det derfor?” spurgte han og lod som om, han var overrasket og gjorde derfor store øjne. Han vidste godt, at de veninder han havde haft med hjemme ikke havde været helt så lydløse, men han havde prøvet at holde det på et minimum i forhold til de piger, han tog med hjem. Enten havde han været hos dem eller de havde gjort det hvor de var, men selvfølgelig kunne det ikke undgås at han selv ville tage nogen med hjem. Som han svarede, han bare kunne spørge løs, fik Lawrence et eftertænksomt blik i øjnene. ”Dig og drengen… er det noget eller?” spurgte han og kaldte ham med vilje dreng, da han så så ung ud. Lawrence tog imod kanden og satte den på sofabordet og nikkede. ”Ja,” svarede han med et kortvarigt smil, inden han hældte kaffe op til sig selv og til Jasper.

Jasper vidste generelt ikke, hvordan han skulle have det med hele situationen, men nu var han heller aldrig blevet taget bogstaveligt talt på sengen, før. Et sted mente han dog, at det var Lawrences egen skyld, han kunne jo bare lade vær med at gå ind, før han havde fået af vide han måtte. Men et andet sted, så havde han det utroligt skidt med, at han var sammen med nogen, ikke kun Arian, men generelt hver gang han havde været sammen med nogen, for at følte han var sin kone utro, selvom han godt vidste, at hun kun ville have ønsket for ham at han kom videre.
Han hævede lidt det ene øjenbryn, "Det må du jo fortælle mig," svarede han roligt og sendte et kort smil retur. Han ville altid støtte Lawrence i alt hvad han foretog sig. Han ville forsætte med at kæmpe for, at Lawrence ikke skulle føle sig efterladt af sin biologiske familie, og han ville gøre alt hvad der stod i hans magt for, at Lawrences liv skulle være så lidt påvirket af Charles som overhovedet muligt. Jasper selv nævnte aldrig det navn og slet ikke i nærheden af Lawrence, og han snakkede ikke om det, med mindre Lawrence selv havde brug for det, så var han der selvfølgelig. Han grinte let og rystede lidt på hovedet, "Nej, faktisk var det for at kunne sove, for din mors snorken, men det andet lød bedre, det må du gi' mig," svarede han og blinkede drillende til sin søn. Han havde nu ikke haft noget imod, at Lawrence havde haft veninder med hjemme, men nu var det heller ikke noget som var sket hver weekend eller noget i den dur, og Jasper mente helt bestemt at man skulle have lov til, at have det lidt sjovt engang i mellem, og sex kunne uden tvivl være sjovt.
Jasper rettede sig lidt i sofaen, så hans albuer hvilede mod hans knæ. Han sukkede lidt og lod ganske kort sin hage ramme sin brystkasse, før han rettede sig op igen og vendte et alvorligt blik mod Lawrence, "Okay, vi skal lige have et par ting på det rene før jeg svare på det spørgsmål; Arian er 18 år, så han er myndig og en mand, ikke en dreng. Han skulle have været gradueret i sommers, så jeg tænkte det nok ikke ville skade noget, når det kun var det halve år. Han er en af mine elever, så nej, der er ikke noget, det er bare sex.." svarede han, selvom det sidste nok mest kom som en mumlen. Han vidste ikke om han ønskede at være mere end bare bolleven med Arian. Men en ting vidste han og det var, at han aldrig ville få sig en kæreste, uden først at have snakket med Lawrence om det og høre hvordan han ville have det med det. Han nikkede kort som tak, da han hældte kaffe op til dem begge. "Du skal være velkommen. Nogen ønsker til mad?" spurgte han og sendte et kort smil retur.

Lawrence vidste godt det var hans egen skyld, når han kom uanmeldt. Han havde bare aldrig tænkt på sin far som et seksuelt menneske og se ham direkte sammen med en og så endda en med samme køn, var bare uventet. Det var ikke fordi han ikke kunne klare informationen, han havde bare ikke behov for billedet. Det var nu brandt fast og det var ham der skulle leve med det.
"Det er dig der siger, det er kompliceret, ikke mig. Så derfor kan jeg jo ikke vide så meget," forklarede han og bed sig i læben. Lawrence vidste godt, Jasper gjorde meget for han skulle følge sig inkluderet og han aldrig nævnte Charles. Han havde jo nærmest revet hovedet af fyren, som han var sammen med for at tro han var Charles. Han kunne dog ikke undgå at blive forvekslet med Charles og det var efterhånden ved at være hverdagskost for ham. Det gjorde dog ikke han blev mindre sur på dem, der troede han var Charles eller mindre bitter på Charles. Han var sådan set ligeglad med det ikke var Charles' skyld, at de havde valgt ham og hans forældre inden Jasper havde valgt at de ville have Lawrence. Det gjorde ham sådan set ikke mindre vred. Lawrence rystede på hovedet mens han grinte over hans ord. "Jo, selvfølgelig" grinte han og lagde godt mærke til det drillende glimt Jasper havde sendt ham.
Som Jasper lagde an til at der skulle nogen ting på det rene, lænede Lawrence sig tilbage i stolen og betragtede Jaspers mund bevæge sig, som han forsvarede sig. "Okay, den har et navn?" drillede han, inden han blinkede drilsk til ham, som Jasper havde gjort ved ham før. "Okay. Så du kan ikke li ham eller noget? I bliver bare ved med at ses?" spurgte han undrende, da det virkede underligt han ville blive ved med at se en elev - gået om eller ej, når det var risikabelt. Selv hvis han ikke var, så ville der være en masse rygter forbundet med det, så ja, for Lawrence virkede det underligt. Hvis Jasper sagde han ikke havde nogen følelser involveret, ville han dog tro på ham. I hans hoved, ville han dog kun blive ved hvis han havde følelser for den person han var sammen. Han tog en tår af sin kaffe, efter han havde hældt op til begge. "Det du laver bedst," svarede han med et nik.

Jasper var et voksent menneske, så det at blive taget på sengen, var ikke så slemt som det sikkert var for Lawrence. Måske det ville være slemt for ham også, hvis det havde været omvendt. Han kunne sagtens snakke om sex og sådanne nogle ting, men han snakkede stort set aldrig om sine følelser, det var langt mere intimt for ham. Han ville hellere står nøgen foran en masse mennesker, end han ville fortælle de selv samme mennesker om sine følelser.
"Det er kompliceret, men jeg håber du er klar over, at jeg aldrig ville indgå et forhold eller så meget som overveje det, uden at du er med indenover det," sagde han og så på Lawrence med en panderynken, da han mere mente sådan generelt og ikke kun i forhold til Arian. Jasper ville være sikker på, at hvis han skulle ind i nogle som helst former for forhold, som ikke kun var sex, så skulle Lawrence havde lov til, at ytre sin mening omkring det og Jasper ville aldrig sige ja til en som Lawrence ikke ville være okay med. Han ville til hver en tid vælge Lawrence før alle andre, og hvis han kunne fjerne Charles helt fra Lawrence liv, ville han ikke tøve med at gøre det. Charles var nok den eneste i hele verden, som Jasper rent faktisk ønskede ville blive varulv, udelukket for, at Jasper så ville have en undskyldning for at slå ham ihjel. "Godt, så er vi enige," svarede han og smilede kort til ham.
Jasper så lidt opgivende på Lawrence, "Selvfølgelig har den.. Han, et navn," svarede han og rystede lidt på hovedet, dog med et kort smil på læberne. Han trak lidt på skuldrene, "Jeg ved det ikke, for at være ærlig. Det var ikke meningen, at det skulle forsætte, det var meningen det skulle have været stoppet da sommerferien begyndte," svarede han og kørte en hånd op og ned af ansigtet. Det var virkelig en kompliceret situation for ham at sidde i. Han nikkede lidt til Lawrence madønske, "Okay. Men hvad med dig? Noget nyt under solen?" spurgte han og skævede lidt mod uret, det var lige tidligt nok, at begynde på maden, men det varede heller ikke længe før han burde gå i gang.

Lawrence ville hade at blive taget på sengen af sine forældre, men risikoen for det skete nu, var mindre end da han rent faktisk havde boet hjemme, så det var ikke fordi det var noget han tænkte over længere. Lawrence havde dog de selv samme problemer med intimitet. I de tidligere (korte) forhold han havde haft, havde han ikke været følelsesmæssigt tilgængelig og det med at åbne sig, havde ikke været en prioritet for ham.
Lawrence så alvorligt på ham, som han svarede det var kompliceret og han aldrig ville indgå et forhold uden at have ham indenover. Han lagde en hånd på Jaspers skulder, mest for at få hans opmærksomhed, inden han hurtigt fjernede den igen. ”Du behøver ikke min godkendelse, så længe det er noget der gør dig glad. Hvis du en dag, eller har fundet en, du vil være sammen med, så skal du bare gøre det,” forsikrede han ham. En anelse dobbeltmoralsk, for han ville aldrig gøre det selv. Løbe direkte efter den han ville have, da han var overbevist om, at han ikke kunne rumme alle de følelser. Han ville hellere stikke af fra dem, for at være tæt på et andet menneske, var noget af det der skræmte ham allermest. Han nikkede til de var enige.
Da Jasper også sagde den, kunne Lawrence ikke andet en at fnyse i mellem et kort smil. ”Og det er?” spurgte han og tænkte ikke på, hvor længe han efterhånden havde været væk. ”Og det forsatte alligevel?” spurgte han undrende. Det lignede ikke Jasper ikke bare at kunne stoppe eller sige fra. Det var kun sex og det kunne han vel for helvede få alle steder. Han trak lidt på skulderen til hans spørgsmål. ”Nøh, ikke synderligt. Jeg er blevet introduceret til netflix og chill,” svarede han med store øjne.