Kimberly+Arian - Don't Act Like You Know Me

Arian Herakles Mason
Hogwarts - Ugleriet.
Oktober 2054 - Omkring klokken 16.


Kimberly havde stadig sin skoleuniform på, da hun stod i ugleriet og var ved at fodre sin ugle, før hun ville sende den afsted med en ugle til Dorran, da det trods alt var deres eneste måde at kommunikere på, når hun var på skolen og han var gradueredet i sommers. Hun havde det stadig lidt underligt i kroppen efter, at have stået ansigt til ansigt med Charles igen, da hun havde været i USA for, at se Seth. Men hun havde det endnu mere underligt med, at hun skulle være faster, men det var på en virkelig dejlig og rar måde. Hun kunne sagtens set Seth som far og hun var ærligt talt ikke i tvivl om, at han ville blive en fantastisk en af slagsen.
Hun smilede lidt til sin ugle og aede den på hovedet, før hun bandt brevet til Dorran omkring dens ene fod og sendte sin ugle afsted. Hun savnede sin kæreste utroligt meget, men hun vidste godt, at det var en af konsekvenserne ved at have en kæreste som var ældre end hende selv, men hun trøstede sig med, at det kun var to år endnu, plus det skole år de var igang med selvfølgelig. Hun mærkede en mild brise ramme hendes kinder og lukkede øjnene et øjeblik for at nyde den friske luft lidt. Hun havde ikke ret mange venner eller veninder, fordi hun bedst kunne lide, at holde sig for sig selv, et sted nok fordi hun var så bange for, at blive udnyttet fordi hun var Seths lillesøster og folk bare ville møde ham og de andre i bandet igennem hende. Men de få venner og veninder hun så havde, vidste hun så også at hun kunne stole på, rent faktisk var der fordi det var hende de kunne lide, at hænge ud med, da hun var blevet venner med dem inden Seth var blevet kendt. Hun lagde albuerne på gelænderet og lænede sig en smule frem for at se hvor langt ned der var, hvilket hun dog hurtigt fortrød, da der var ret langt og hun ikke var særligt god til højder.

Arian havde sin skoleuniform på, da han lige havde afsluttet noget undervisning, som han havde haft til sent ude på eftermiddagen. Det var underligt at gå et skoleår om, og han måtte indrømme, han aldrig havde følt sig som mere end en taber, end han gjorde lige nu. Han hang jo normalt ud med de populære børn, og han følte lidt, det handlede om at kunne det hele med dem. Det var jo så heller ikke fordi han var direkte dum eller noget i den dur, men han havde haft et hårdt år sidste år og han var ikke kommet sig over halvdelen af det. Nu stod han ovenikøbet i en situation, hvor han manglede to af sine bedstevenner på skolen. Han følte, han skulle starte helt forfra og han vidste ikke, hvor meget han egentlig havde lyst til det. Det eneste der var godt, var han kunne se Jasper mere, når han var her, selvom det var underligt efter alt det med den falske Charles, som var Jaspers søn. Ja, han havde svært ved, han var sammen med en mand, der var far. Det var jo ikke en gang det, han var sammen med ham, kun. Han var forelsket i en mand, som var far. Til en mand, der var 7 år ældre end han selv var. Det var mærkeligt. Han havde jo ikke kendt Jasper særlig godt og ej hellere, han gjorde det nu, men alligevel, kendte han noget af ham bedre nu. Arian var på vej op for at sende en ugle til sin storebror, mest af alt fordi han savnede ham og gerne snart ville se ham. Havde alt gået efter planen, så havde han nu boet sammen med Dorran og haft ham helt for sig selv. Nu når han så ham og inden skoleåret var omme, havde han bare været et tredjehul og derfor brød han sig ikke om Kimberly. Han bevægede sig op af trapperne med hurtige skridt og stoppede op, da han fik øje på Kim. I stedet for at sige noget, lod han et ondt blik ramme hende.

Kimberly rettede hurtigt sit blik mod trapperne, da hun hørte fodtrin, hvilket typisk var en indikator på at hun ikke var alene mere. Og ganske rigtigt som Arian til syne lidt efter. Hun vidste godt at Arian var Dorrans bedste ven, men det gjorde ikke at hun brød sig mere om ham. Egentlig havde hun aldrig haft noget imod ham, men hun var ikke dum, hun vidste godt at han ikke brød sig om hende og så var det vel meget normalt, især for en teenager, at reagere ved heller ikke at kunne lide ham.
Hun sukkede tungt og rullede med øjnene, da det onde blik ramte hende. "Bliv dog voksen," mumlede hun sammenbidt. Hun anede ikke, hvad hun nogensinde havde gjort ham, for at han skulle se sådan på hende. Hun vendte rundt igen og begyndte så at ordne lidt mad til sin ugle, så det var klart til den når den kom tilbage. Der var alligevel en pæn lang flyvetur fra Skotland til England og tilbage til Skotland igen.
Selvfølgelig vidste hun godt, at Arian og Dorran var bedste venner, men det var begrænset hvor meget hun så Dorran, fordi han jo ikke gik på skolen mere. Hun savnede ham selvfølgelig, men hun skjulte det for omverden. Det kom jo ikke dem ved. Hun vidste endnu ikke noget om, at Seth var kommet i vidnebeskyttelse eller hvorfor han var det. Så det var en bekymring mere til senere og så længe hun ikke selv var i fare og var på skolen, hvor hun alligevel ikke så Seth, så var der heller ingen grund til, at hun skulle gå og tænke og bekymre sig om det, slet ikke når der ikke var noget hun kunne gøre anyway. Hun skævede lidt mod Arian igen, som et tungt suk forlod hendes læber. "Hvad har jeg nogensinde gjort dig?" spurgte hun så direkte, før hun vendte blikket mere direkte mod ham og så på ham, som hun afventede en forklaring på, hvorfor han mente han kunne tillade sig at se sådan på hende.

Arian slog ud med hånden, da han valgte at gå forbi hende efter at have stirret ondt på hende. Han hørte dog hun mumlede et eller andet, hvilket fik ham til åbenlyst at himle med øjnene. Arian havde ikke haft noget imod Kimberly inden hende og Dorran blev kærester. Han havde snakket med hendes storesøster og ikke rigtigt kendt til hende, da han levede i en verden, hvor det kun var dem, han selv fandt interessante han gad at bruge sin tid på. Det havde ret ofte bare været ham og Dorran mod verden og nu, var det som om Dorran var blevet langsommere, mindre ødelagt og havde fundet nogen, han hellere ville. Så nu var de to mod tre, og Arian var det svageste led i den sammenhæng. Arian gik op til sin egen ugle og lod sin finger kæle for den næb i det, hans ugle virkede til at være glad for at se ham. Han havde navngivet sin egen ugle Diva, hvilket han havde synes havde været kreativt da han fik hende, hvilket efterhånden var seks år siden. Han gav Diva det brev han havde skrevet, før han stivnede over Kim direkte snakkede til ham. Han lod Diva flyve afsted, inden han langsomt vendte sig om og sendte hende et afmålt, køligt blik. Så hun kunne selvfølgelig ikke finde ud af at holde kæft, men omvendt vidste han heller ikke hvad han havde forventet. Han havde intet behov for at stå og snakke med hende, hvilket gjorde hans parader var endnu mere oppe og han opførte sig mere som en bitch, end han plejede. Han himlede med øjnene, inden han lod de mørke øjne kigge direkte på hende, selvom det var mere gennemtrængende og igennem hende, som om hun ikke var der. For ham, var hun i hvert fald ikke. "Det er som om vinden taler," sagde han til sig selv, inden han smilede triumferende.

Kimberly var nok mest kendt for at være den lille, stille, generte, yngste York, men det var egentlig langt fra den hun var. Hun holdt sig meget for sig selv, fordi hun ikke ville udnyttes af Seths fans eller blive svinet til af hans haters. Hun elskede sin storebror over alt på jorden, præcis ligesom hendes andre søskende, men nogengange ville hun ønske, at han aldrig var blevet så kendt, at hendes liv også blev påvirket af det, men hun ville aldrig sige det til ham. Han skulle nyde sit liv præcis som han ville.
Hun satte sine hænder i siderne og så på Arian med et skeptisk blik, hvorefter hun fnøs til hans svar, "Waow, og du skulle forstille, at være 18?" spurgte hun og rystede på hovedet af ham. Det gik langt over hendes forstand, hvordan man kunne få sig selv til, at behandle andre mennesker som var de ingenting. Godt nok kunne hun selv virke utrolig kold, men det kom kun til udtryk, hvis hun blev skudt efter først. Hun ville hellere undgå drama end hun ville have noget som helst med det at gøre.
Hun overvejede lidt om hun bare skulle vende rundt og gå sin vej, og lade Arian om at være barnlig. Hun nægtede at synke ned på hans level. Hun ville ikke engang bruge tid eller energi på, at sige noget til Dorran omkring det.

Arians blik faldt hårdt på hende ved hendes kommentar. Han hadede, når folk brugte det faktum han var 18 år som argument, for han skulle opføre sig som en voksen. Det var ikke fordi det skete over en nat, at han blev voksen. ”Og du skulle forestille at være kæreste med min bedsteven, men vi ved begge godt der ikke går længe før han dropper dig,” svarede han skarpt tilbage og lagde sine arme over kors Han var virkelig ligeglad med om hun fortalte det her til Dorran eller om han på en anden måde fandt ud af det. Fuldstændigt. I hans hoved havde han mistet Dorran og det pinede ham, det var til hende. Han kunne virkelig ikke fordrage hende. Hun havde taget hans bedsteven fra ham. Han var blevet et tredje hjul og Dorran ville hende mere end han ville ham. De havde en pagt. Det var dem før alle andre og han havde brudt den. Han var overbevist om, at Kimberly havde forhekset Dorran med et eller andet willie noget. Dorran havde nemlig fortalt ham, at hans far troede Kim var willieblod, og Arian måtte give ham ret. Hvorfor ville man ellers gå efter hende? Hun var ingenting og han nægtede at være den der blev udskiftet, selvom det var for sent. Selv de gange, Dorran og ham skulle være alene, havde hun nærmest været der med det samme. Hun havde ødelagt hans bedste ven.