And You Think I'm Crazy, Yeah, You Think I'm Crazy - Maze og Charles

Charles Michael Lavoie
Opgangen hvor de bor.
Marts 2055 - Omkring klokken 17.


Maze havde stadig ikke vendt sig helt til det kolde verden, på denne side af jordkloden, men nu kom hun også fra den noget varmere side. Hun havde været på arbejde siden klokken 6 i morges og måtte nok indrømme, at hun var ved at være godt træt, men nu var det også et fysisk og psykisk hårdt arbejde hun havde sig, hvor hun hele tiden skulle tænke hurtigt og reagere endnu hurtigere. Da hun havde fået fri for en time siden, var hun taget direkte ud for at handle, da hun vidste, at så snart hun kom hjem, så stod den på træning og så i bad og aftensmad.
Hun havde altid gået meget op i sin sundhed, hvilket var en af årsager til, at hun havde fortalt sig selv, at det var okay hun røg. På alle andre områder levede hun sundt, så det måtte veje op, selvom hun desværre godt vidste, at det var ren indbilding, men det virkede for hendes samvittighed. Hun havde da også en pose i hver hånd, rimelig tunge og ikke en eneste usund ting i, foruden hendes smøger selvfølgelig, som hun gik op af trapperne. Hun stillede poserne fra sig, da hun nåede hoveddøren, for at finde sine nøgler i sin taske. Hun følte sig virkelig iskold helt ind til knoglerne, så koldt mindes hun aldrig der havde været i Australien, det var virkelig i den forkerte årstid, hun havde valgt at flytte.

Charles var glad. Seth var kommet tilbage og de kunne få gang i bandet igen. Skrive sange og komme tilbage og indspille. Han havde i mellemtiden også skrevet sange, så det var ikke fordi han holdt en pause fra det. Han havde bare haft gang i en masse andet. Blandt andet havde han arbejdet for Evanna i hendes musikforretning. Han var begyndt at ses med Flora og være seriøs med hende igen og så havde han haft gang i andre kreative tiltag. Han havde blandt andet fiflet med idéen om at lave sit eget record company.
Charles var på vej op ad trapperne til den opgang, hvor de alle boede. Han havde været på arbejde og senere mødt op med en gammel ven på en café. Han bevægede sig op ad trappen med raske skridt. Han havde musik i det ene øre, dog ganske lavt. Han havde skruet ned og taget den anden ud, da han alligevel var så tæt på at være hjemme, at han ikke så nogen grund til at have begge i. Som han nærmede sig sin lejlighed, stirrede han fremfor sig. Han havde hørt at Ashtons kusine var flyttet ind, men det var så vidt han vidste, den første gang han så hende.

Maze var blevet virkelig glad for, at bo i lejligheden, selvom hun selvfølgelig godt kunne mærke, at hun havde været vant til at bo alene og derfor ikke havde skulle tage hensyn til nogen, som hun skulle nu, ikke kun i form af hendes fætter, men også Seth som hun havde mødt for første gang for et par dage siden. Hun havde dog ikke mødt deres naboer eller overboere endnu, og egentlig havde hun nok lidt regnet med, at det var et homoseksuelt par som boede inde ved siden af, da deres efternavne var ens og tanken om, at det kunne være et søskendepar, ikke lige var det første som havde slået hende.
Hun hørte opgangsdøren gå op igen, kort efter hun havde stillet poserne fra sig og var gået i krig med at finde sine nøgler i sin taske, hvilket var noget af en udfordring, da hendes taske var lidt ligesom bermuda trekanten. Alt forsvandt deri. Hun vendte kort blikket mod manden som han kom til syne, sendte ham et ganske kort påtaget smil, før hun vendte sin opmærksomhed tilbage til sin mision om at finde de pokkers nøgler. Dog gik hun pludselig fuldstændigt i stå. Var det..? Hun drejede en halv gang, så hun stod med forten mod ham. Jo det var. "Lawrence, det er godt nok længe siden," sagde hun med sin tykke australske accent og sendte ham denne gang et langt mere oprigtigt smil. "Går det godt?" spurgte hun, som hun havde stillet sin taske foran døren sammen med poserne, og gav ham et kort kram, da hun godt vidste Lawrence ikke var god til den slags.

Charles havde egentlig aldrig tænkt på, at man kunne tro at ham og Marc var et homoseksuelt par ved deres efternavne var ens og det faktum, de boede sammen. Nok fordi han altid havde boet sammen med Marc og derfor altid tænkte, at hvis to med samme efternavn boede sammen, var de nok søskende med mindre han fik noget andet at vide eller at se. Han så på en pige, stå udenforan Ashtons og Seths lejlighed og gættede sig frem til, det var Ashtons kusine. Han sendte hende et smil, dog et oprigtigt et, i modsætning til hendes, som var påtaget. Han nåede dog ikke at spørge om hun var Ashtons kusine, før hun snakkede til ham, men fik hans navn forkert. "Øh," nåede han at sige inden han mærkede hendes arme om sig ganske kort. Han var mundlam. Jokede hun? Charles lagde ikke sine arme om hende, men prøvede at regne ud, om det var Ashton eller Seth, der havde fået hende til det. Han anede derfor ikke om han skulle spille med på den eller om han skulle spørge hende direkte, om hvem af dem, der havde fået hende til det. Tanken om, hun ikke gjorde det for at drille, var slet ikke til stede. Han tog det dog på ingen måde personligt, så det var ikke fordi han var fornærmet. "Øh," svarede han hende til om det gik godt, inden han ligesom prøvede at finde sig selv og løsrev sig fra hendes favn.

Maze havde intet imod homoseksualitet, hun var selv til begge køn, hun havde heller intet filter når det kom til alder eller relationer, hun havde blandt andet været i seng med sin tidligere bedste venindes far, hvilket dog ikke var endt ud særligt godt, da hendes bedste veninde havde opdaget dem og fortalt hendes mor det, og Maze havde selvfølgelig mistet sin veninde samme sekund. Hun blev dog en smule overrasket over det oprigtige smil, som manden hun var helt sikker på var Lawrence sendte hende. Men igen, så var det jo alligevel fem år siden hun havde mødt Lawrence, og mange ting kunne jo nå at ændre sig på de år.
Hun så lidt på ham, da hans først øh lød, men snakkede bare videre og gav ham det korte kram. Hun havde ingen idé om, at den mand foran hende ikke var Lawrence, men hans tvilling Charles. Hun vidste ikke engang, at Lawrence havde en tvilling, så godt kendte hun ham trods alt heller ikke, de havde jo bare været flirts. Hun var overhovedet ikke ude på, at drille Charles, hun var virkelig overbevidst om at han var Lawrence. Hun hævede lidt det ene øjenbryn, da hans andet øh lød. "Hva´? Kan du ikke kender mig med tøj på og uden pisken?" spurgte hun drillende og blinkede til ham, da han virkelig lignede en som ikke havde den rigeste idé om, hvem hun var.

Charles ville ikke kalde sig selv direkte biseksuel, hans seksualitet var mere flydende. Han havde aldrig været i seng med en af samme køn, men han kunne sagtens finde dem attraktive. Den eneste han havde lavet noget med var Marc og det havde også splittet dem meget på det tidspunkt. Han ville egentlig helst ikke huske tilbage på det, og de var også kommet videre derfra. Han havde selv lavet noget, hvor han havde været tæt på at miste en af sine bedstevenner – ja, hvis det ikke var fordi Seth havde gjort det først og de var meget laid back på det områder, men det var nok også nemt at være som dude. Charles gjorde store øjne ved hendes spørgsmål. Det var først nu, han lagde mærke til, at hun talte australsk engelsk og ikke britisk engelsk. ”Har Seth og Ashton fået dig til det?” spurgte han forvirret. Nu lød det da for alvor som noget, de kunne finde på. Han havde aldrig været sammen med nogen, hvor der havde en pisk involveret og han var ret sikker på, han ville kunne huske at være sammen med hende.

Maze hævede ganske let de tynde øjenbryn. Hvad snakkede han om? Hun så lidt analyserende på ham. Der var noget galt. Noget helt, helt galt. Det kunne godt være, at hun var blevet enig med Lawrence lige fra starten af, at det kun havde været sex og flirteri for en sommer og intet andet, men hun havde introduceret ham for s/m, så hun ville da alligevel mene, at hun ville være værd at huske. Hun kunne slet ikke få det til, at hænge sammen i sit hoved. "Huh? Fået mig til hvad?" spurgte hun mindst ligeså forvirret. Hun så ham lidt i øjnene, godt nok var de grønne ligesom Lawrence, men der var langt flere følelser i øjnene hos manden foran hende. Hun rynkede på panden, mens hendes blå øjne søgte lidt rundt på hans krop i et forsøg på, at finde en af de velkendte tatoveringer. Lawrence havde jo langt flere end Maze selv havde, men hun kunne ikke umiddelbart se nogle. Hun tog fat i hans hånd og trak op i hans ærme. Shit. Ingen tatoveringer. Hun slap ham hurtigt igen, som havde hun brændt sig på hans hud, og slog sine hænder op for munden og stirrede på ham. "Du er ikke Lawrence," lød det fra hende, fra bag hendes hænder, mens hendes blå øjne stirrede på ham, som var han lige faldet ned fra himlen.

Charles så på hende med et undrende blik. Han ventede på Seth og Ashton kom grinende ud fra lejligheden, men det lod ikke til de kom og hun kunne ikke blive ved med at gøre i det. Som hun spurgte indtil hvad han snakkede om, anså han det som værende uskyldig, men for at spille det ”Ja, til at spørge om alt det med pisken,” påpegede han og var stadig forvirret. ”Så du kan godt sige til Seth og Ashton, det var meget sjovt,” påpegede han videre med et kort smil, selvom han stadig ikke var helt sikker på, hvad der foregik. Han kiggede på hende med store øjne, da hun tog fat i hans hånd og trak ham op i hans ærme. ”Skal jeg føle mig misbrugt nu?” spurgte han og så på hende med de grønne øjne, som stadig var ligeså store som tekopper. Han lod hende slippe og tog sin arm op til sig og holdt på den med den anden, da han ikke var helt sikker på, om han ville have hun rørte ham igen. Hun var mærkelig. ”Nej, jeg er Charles……” mumlede han, forvirret over, hvem Lawrence nu var og om det var Seth og Ashton der lavede sjov eller om hun virkelig ikke vidste det.

Maze rynken på panden blev endnu mere fremtræden, da manden foran hende åbenbart troede at hendes fætter og hans bedste ven, havde fået hende til at spørger om de her ting. Hvad snakkede han om? Godt nok var Maze ikke flov af sig overhovedet, men det var ikke fordi hun snakkede med Ashton om, hvad hun var til i sengen, så hun tvivlede stærkt på, at han vidste det. Ikke fordi han ikke måtte, men nok nærmere fordi hun ikke regnede med, at han ville vide det. "Spørger om..?" okay nu var hun for alvor forvirret. "Vent, hvad? Jeg mødte Seth for første gang for like, to dage siden og Ashton er min fætter. De har ikke fået mig til noget?" svarede hun, men meget spørgerne. Det var nok en af de mest mærkelig situationer hun havde været i, meget længe.
Hun stirrede på hans arm, som om hun forventede, at tatoveringerne på magiskvis ville poppe frem og han ville indrømme at han rent faktisk var Lawrence, men der skete ingenting. Han havde bare en bleg arm, uden blæk, i hvert fald ikke på den arm hun havde fat i. Hun vendte blikket tilbage på ham og hans grønne øjne, som hun lod møde af sine egne blå. Hun rystede hurtigt på hovedet, i samme sekund hun havde sluppet ham, "Nej, nej, slet ikke," skyndte hun sig at svare, hun var ikke ude på at misbruge nogen overhovedet. Hun så på ham med store øjne, da han fortalte hans navn var Charles. "Det må du virkelig undskylde, jeg troede du var en anden.. Ehm, hvilket nok er åbenlyst nu.." indrømmede hun og førte en hånd i gennem det lange mørkebrune hår. Havde Lawrence en tvilling eller en dobbeltgænger? Det var da helt vildt som de lignede hinanden. Hun vendte rundt på hælene for at forsætte med at finde sine nøgler frem, men vendte fronten tilbage mod ham igen få sekunder efter. "Har du en tvilling eller en bror, som ligner dig?" spurgte hun og kunne godt mærke hun havde svært ved at lade det ligge. Hun havde været helt overbevidst om, at det havde været Lawrence, ellers havde hun aldrig hilst sådan på et fremmede menneske.

Charles så på hende med et forsat undrende blik. Han ventede stadig på at Seth og Ashton ville komme grinende ud ad døren. Det var dejligt Seth var tilbage, men de startede hårdt ud med jokes og han var tydeligvis det største offer. Lige nu var Charles allerede i gang med en plan, han kunne lave for at pranke dem. Han var sikker på, han godt kunne få Marc med. De var trods alt bedstevenner alle fire, så pranks og jokes kunne man ikke komme udenom og Charles ville heller ikke være det foruden. Han synes jo det var sjovt. ”Er du sikker? For det kunne godt ligne dem,” påpegede han med et venligt smil over sine læber. Seth ville ikke være bleg for at få hende med på et eller andet selv kun efter at have kendt hende et par dage, det var han sikker på.
Han kiggede på hendes blå øjne og lagde sit hoved en anelse på skrå. Han smilede kort, da hun svarede nej. For hende var det tydeligvis ikke ligeså sjovt det var for ham. ”Det gør ingenting,” svarede han med et smil. Han havde ikke rigtigt prøvet at blive forvekslet for en anden før. De fleste vidste hvem han var. Han lod hende begynde at åbne sin egen dør op som han gik hen til sin egen opgang. Han vendte sig rundt ved hendes spørgsmål og så undrende på hende. ”Nej? Jeg har en lillebror og en lillesøster, men ingen tvilling eller en bror, der ligner mig..” påpegede han. Denne Lawrence lignede ham åbenbart ret meget? Han havde dog lyst til at påpege, at de nok havde haft samme stil som teenager eller i slutningen af deres teenage år. Han anede dog ikke, hvor længe de havde kendt hinanden.

Maze var altid frisk på pranks og jokes, og lige nu, ville hun nærmest ønske, at det var præcis hvad det her var. Men desværre måtte hun æde sin stolthed og indrømme at hun havde taget fejl af den unge mand foran hende og hendes eks-flirt, eller måske nærmere eks-bolleven var et bedre ord for, hvad hende og Lawrence havde været. Hun bed sig lidt i læben, mens hun nikkede til at hun var sikker. "Men altså, hvis det stille mig i bedre lys, så kan vi godt sige det var deres idé," svarede hun og grinte let. Okay selvfølgelig kunne hvem som helst tage fejl af to mennesker. Tro de var en anden, men nøj hvor Maze hadede at tage fejl, men det var nok fordi at hendes arbejde, afhang af at hun aldrig lavede fejl, da en lille bitte fejl der, kunne koste et eller flere liv.
Hun ville slet ikke vide, hvad han ikke ville tænke om hende, med de ting hun havde sagt. Men i det mindste virkede han ikke sur over den misforståelse som der tydeligvis var sket. Hun sendte ham et smil retur. Det var efterhånden fem år siden, hun havde været sammen med Lawrence, så måske huskede hun bare forkert, med hvordan han så ud? Eller måske havde han skiftet navn til Charles? Narh det var nok ikke så realistisk og i så fald, så ville han jo stadig kunne genkende hende. Dagens mysterium. Hun bed sig lidt i læben, da han besvarede hendes, egentlig ret personlige, spørgsmål. "Well, man siger vi alle sammen har en dobbeltgænger derude et sted. Jeg tror jeg har haft æren, af at møde din," sagde hun og sendte ham et lille smil. Hun vidste ikke helt om hun troede på den slags med dobbeltgænger, men på den anden siden, når man kendte til det magiske samfund, så skulle der ret meget til at overraske en.

Charles kunne ikke lade være med at grine kort over hendes kommentar om, at de altid kunne lade som om det var deres idé. "Det virker fint for mig. Jeg plejer alligevel altid at give de to skylden," påpegede han med et smil over sine læber. Omvendt, så fik Charles også tit skylden for Marc af Ashton, men det kunne han leve med.
"Åbenbart, jeg vidste slet ikke jeg havde en," sagde han med et smil. Det kunne godt være, de havde haft nogen fælles træk for nogen år siden, men det betød ikke de lignede hinanden nu. Han stillede sig egentlig heller ikke særlig undrende ved det, for han mente ikke det var så realistisk. Han havde godt nok læst en masse underlige rygter om ham over de sidste måneder, men det var vel bare hvad de var, rygter. "Men vi ses senere, forhåbentlig," sagde han med et smil, inden han gik indtil sig selv. Han havde ting, han skulle nå i den anden ende.

//Out//