House of Memories - Kaya og Gabriel

[a href="https://www.polyvore.com/cgi/set?id=235677485"]Outfit[/a]
01/02-2055
@kaya

---

Gabriel havde fået Dacoda til at hente Kaya og sikret sig at den unge frøken havde bind for øjnene da han ikke ønskede at Kaya skulle se hvor han boede henne. Nok var det ikke skjult væk, men det ændrede ikke på at Kaya ikke behøvede at se alt her i verden. Kaya var en skamplet og burde have været et plet på lagnet da hun langt fra kunne måle sig med hendes søster, Dacoda. Gabriel stod og ventede på at Kaya ville blive født ind på hans kontor af en af hans husalfer og kunne ikke tage sig af hvis Kaya havde samme skræk i livet som Dacoda havde for de nyttige væsner. Gabriel stod bag ved sit bord med ryggen til bordet og fronten til sit vindue. Han stod med sine hænder på ryggen og holdte fast i den ene hånd med den anden hånd som han kiggede ud af sit vindue. Han var færdig med at skræmme Kaya med Seth og havde tænkt sig at lade Seth komme hjem igen, men han var langt fra færdig med Kaya. Nok havde hun fået sig et fint mærke i sin nakke, men han stolede stadig langt fra på hende. Desuden havde han primært fået fat i Kaya for at bruge hende i sit eget spil og lade Dacoda more sig grænseløst over at Kaya var tvunget ind et sted der bestemt ikke ville hue hendes bedste ven. 

Gabriel var som altid ganske nydeligt klædt på som han stod og ventede på Kaya ville bragt ind. Han var sikker på han kunne høre hans husalf var på vej, men han havde ikke lyst til at vende sig før de faktisk var i rummet. Han havde tænkt sig at slette Kayas hukommelse vedrørende denne Seth og se hende lide endnu mere. Han stolede hende trods alt ikke over en dørtærskel. 

Kaya havde ikke nået andet end lige kommet hjem fra arbejde, før Dacoda havde stået i hendes hytte i skoven og før hun havde vidst af det, havde hun fået jakke på og bind for øjnene. Hun havde ingen idé om, hvor de var henne. Men hun var fulgte med uden at klage, da hun vidste hvad der ville ske, hvis hun gjorde modstand, men hun lagde ikke skjul på at hun bestemt ikke var tilfreds med at være en del af Garden.
Da hun var kommet indenfor, hvor end det var, var hun blevet overdraget til nogle husalfer, som hun også fulgte med uden brok. Hun kunne høre de bankede på den dør og døren lidt efter blev åbnet. Hendes høje sko kunne sikkert høres på flere meters afstand. Hun trådte ind i rummet og hørte døren blive lukket bag hende. "Må jeg tage bindet af nu?" spurgte hun højst utilfreds med at skulle have det på, da det ødelagde hende make-up og ikke mindst hendes krøller i det lange blonde hår, selvom det var naturlige krøller hun havde.

[a href="https://www.polyvore.com/cgi/set?id=235735222"]Outfit[/a]

Gabriel havde så også bare slået ned et andet sted hvis Kaya ikke havde gjort som han ønskede nu hvor han ikke kunne få fingre i Seth fordi hun havde gemt den lille skændsel et eller andet sted hvor han ikke vidste hvor henne. "Ja" sagde han ganske toneløst da han hverken var sur eller specielt interesseret i hverken hende eller hendes makeup. Han kunne sagtens se hun var en køn kvinde, men ikke om han ville røre hende med en ildtang. "Nu skal du høre Hansen. Jeg har et lille forslag til dig hvis du vil have din lille skødehund hjem igen" sagde han med et mindre fnys da han nægtede at sige Seths navn lige nu. Han elskede virkelig at lege rundt med Kaya. Ikke kun fordi Dacoda morede sig med det, men også bare fordi Gabriel bare var typen der nød at han kunne behandle andre som han selv følte for det og hans magt var kun blevet større af at lave en alliance med Isaac og Elijah.

Kaya var utrolig glad for de aftale hun havde indgået med Zoella, så hun vidste Seth var i sikkerhed fra den psykopatiske mand foran hende. Det var i hvert fald det bedste ord Kaya havde for Gabriel. Hun sukkede opgivende, mens hun førte hænderne om til knuden på bindet for hendes øjne og bandt det op. Hun glippede et par gange med øjnene, for at vende sig til lyset. Hun beholdt bindet i den ene hånd, som hun lagde armene over kors og så på ham med et blik som ville have dræbt ham på stedet, hvis blikke altså havde den funktion. Desværre var dette ikke tilfældet, så han var stadig ganske levende. Hun var bestemt heller ikke interesseret i, at han skulle røre hende.
Hun hævede ganske let det ene øjenbryn, da han snakkede til hende. "Gider du godt bare komme til sagen, så jeg kan komme hjem igen?" spurgte hun direkte og måtte tage sig selv i ikke at gå amok over måden han omtalte Seth på. Hun hadede at tingene, var som de var og der ikke var noget hun kunne gøre. Hun havde Seth i sikkerhed hos Zoella og hun havde Zains varulve som back-up, hvis Zoella skulle fejle.

Gabriel var sådan set noget så bedøvende ligeglad med hendes blik. Kaya sagde ham intet og han var bestemt ikke bange for hende på nogen måde. Hun var virkelig ikke noget stort i hans hoved og han var noget så ligeglad med hvordan hun havde det med ham. Han ønskede blot at lege med hende og ikke så meget andet. "Jeg fjerner skødehunden fra din hukommelse og så skal jeg nok lade ham komme hjem igen uden at skade dit lille utyske" sagde han med et let selvtilfreds smil over sine læber. Sådan et mugglersympatisør kunne man ikke bruge til noget som helst alligevel så han kunne ikke se hvorfor en som Kaya som havde mulighed for at blive så meget mere med hendes magiske evner ville spilde sin tid på en som Seth og da slet ikke når han var en York. "Men det kan selvfølgelig også være du gerne vil være skyld i at den lille blod forræders strålende karriere skal gå i stå. Hvad ved jeg? Det skal jeg selvfølgelig heller ikke kunne sætte mig ind i. Det er ikke min ven som har en stor karriere som sanger i gang" sagde han med sit stadig selvtilfredse smil over sine læber da han havde indsamlet en masse info blot for at Kaya ville skulle sige ja til hans forslag. Hvis det ikke virkede ville han begynde at prikke til hende om at Seth jo skulle være far og ikke kunne være der for sin lille familie hvor barnets blod ville have så lidt magi i sig at han håbede det ville ende op med at blive en fuser. Det at blande halvblods og mugglerfødte var bestemt ikke noget han synes man burde og egentlig burde man forbyde den slags blasfemi, men han ville ikke blande sig i den britiske lovgivning. Derimod i Norge var straks en anden sag.

Kaya spærrede øjnene op og så på Gabriel, "Har du siddet og ædt svampe sammen med Dacoda eller hvad? Du skal fandme ikke ind og rode i min hjerne, det kan jeg godt love dig for," svarede hun hidsigt og borede sine negle ind i sin håndflade endnu mere, for at få sig selv til, at slappe af og fokusere på noget andet. Han måtte have spist søm. No way om hun ville lade den mand rode rundt som det passede ham inden i hendes hjerne og tilmed fjerne Seth fra hendes hukommelse. Hun vidste godt, at der var flere personer i hendes liv, som havde været med til at påvirke hende til ikke at blive blodfanatisk, men Seth havde været en af de første til at gøre det, og hun turde dårligt tænke på, hvilket menneske hun ville være den dag i dag, hvis hun ikke kunne huske ham. Hun lod bevidst sine øjne blive ravgule, da han begyndte at snakke videre, om Seths karriere. Hun vidste jo også, at han snart skulle være far. Men det her. Hun vendte blikket væk og lod sine øjne skifte tilbage til den naturlige nøddebrune farve. "Hvordan ved jeg, at du ikke slår ham ihjel det sekund.. jeg glemmer ham?" spurgte hun og vendte blikket tilbage på ham, hvor hun blev mødt af et alt for selvfedt smil. Hun stolede ikke på Gabriel overhovedet. Men hun prøvede lige nu, at veje op i sit hoved. Hvad var vigtigst? At hun kunne huske sin bedste ven? Eller at hendes bedste ven rent faktisk var i live og kunne leve sit liv? Hun vidste godt hvor den vægtede mest.

"Jeg tager ikke stoffer Hansen. Jeg er ikke Dacoda. Der er vist noget du har misforstået. Og jeg synes det er en ganske fair aftale for at få din lille ven hjem igen" sagde han med et ganske let glimt i øjet da han faktisk synes det var en ganske fair pris for at hun fik Seth tilbage. Han elskede tanken om at kunne plage hende en helt del og jo mere, jo sjovere var det. "Du kan jo altid komme med en person du stoler nok på vil fortælle dig om Seth er kommet hjem mens jeg holder dig her hos mig og jeg så fjerner din hukommelse i det øjeblik du får en besked om han er tilbage" sagde han med et ganske let nik da han synes det lød som en fin plan. Han havde ikke tænkt sig at lade Seth kunne komme frit tilbage for hun så kunne holde sin hukommelse et sted ude i UK. Desuden vidste han jo slet ikke hvor Seth var henne så på den måde var han ikke i fare. Det ville dog ikke blive ved da han helt sikkert ville gøre sit for at finde den unge mand. Han kunne altid spærre Kaya ind i kælderen eller på et af sine mange værelser til hun havde fået Seth til at vende tilbage. Gabriel nød trods alt at pine hende så meget som han kunne komme til. Især når det på samme tid gjorde Dacoda i godt humør. At det så måske var Cillian der skulle have kommet med den gave var så straks en anden sag. Og han ville klart have foretrukket at Cillian fortalte det til Dacoda efter han havde rodet med Kayas hukommelse blot for at han ville have en bedre chance hos hende.

Kaya stød begge øjenbryn en smule op og så på Gabriel med et blik som nok sagde mere end tusind ord. Hans glimt i øjet, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende. "Jeg er pisse ligeglad med, hvad du laver med Dacoda. Men svaret er nej, DU skal ikke rode i min hukommelse," svarede hun stædigt og lagde de slanke arme over kors og flyttede vægten fra den ene fod til den anden. No way in hell, om hun ville lade en som ham få fri adgang til hendes minder, så han ville kunne bruge dem mod hende senere. Det ville sikkert bringe endnu flere i fare.
Hun fnøs let og rystede på hovedet, "Det er ikke godt nok. Aflæg mig en Ubrydelig Ed," svarede hun, da hun virkelig ikke stolede på, at han ikke ville gøre Seth noget i det sekund hun ville glemme ham, plus hun var bange for hvilke minder han ellers ville kunne finde på at rode rundt i. Hun tænkte lidt før hun valgte at sige mere. "Jeg vil ha' fem minutter med en jeg stoler på. Så kommer jeg tilbage, vi aflægger en ed med Landon som vidne og han opbevare min hukommelse. Og du gir mig dit ord på, at du aldrig nogensinde rør Seth, eller får nogen til det. Og selvfølgelig at det KUN er Seth du fjerner, intet andet, ingen andre, og ikke selve minderne," sagde hun og rakte hånden frem mod ham for at give hånd på, at det skulle være deres aftale. Hun ville stadig kunne huske, at hun havde haft en første gang, bare ikke med hvem og hun havde en bedste ven, igen bare ikke hvem. Hun stolede ikke på hverken Gabriel, Cillian eller Dacoda nok til, at nogen af dem skulle opbevare hendes minder, ikke fordi hun stolede meget mere på Landon, men han var den eneste anden dødsgardist hun bare stolede en lille smule på og hun vidste godt, at Gabriel næppe ville gå med til, at lade en som ikke var i Dødsgarden opbevare hendes minder om Seth.

Gabriel gad ikke engang svare på det første. Han synes selv det var en ganske god deal og hvis Kaya ikke ville være skyld i at Seth skulle miste sin karrier så burde hun virkelig tage imod hans tilbud. Især fordi han slet ikke skulle bruge Seth til andet end at lege med Kaya. "Og du er sikker på du tør lave en Ubrydelig Ed med mig Hansen?" spurgte han med et ganske let glimt i øjet da han ikke selv havde noget imod at rulle de store kanoer frem. Han havde fortalt til Dacoda og Cillian hvad han ville gøre på forhånd omkring Seth og hvad Dacoda efterfølgende gjorde ved Kaya det var han faktisk ligeglad med. Han aflagde gerne en ubrydelig ed for det var ikke ham der ville ende med at kunne dø af den når Kaya fik sin hukommelse igen og dermed også ville have svært ved at huske om eden var aflagt. "Jeg er faktisk noget så ligeglad med dine minder om alt andet Kaya" sagde han med et tilfreds smil over sine læber og rakte hånden ud imod hende. Hvad hendes forhold til Landon var det var han faktisk også ligeglad med. Desuden havde hun ganske ret i sine tanker om at han ikke ville lade en ikke dødsgardist rande rundt med hendes minde om Seth. Og Orin som Kaya også kendte havde bevæget sig over til Raysal i stedet for velvidende at Gabriel stadig sad med en masse som Orin ønskede sig hos Garden. Han stolede bare ikke på Orin længere nu hvor han havde skiftet side. "Hvem vælger du til at sætte sig ind i sagerne Hansen?" spurgte han med et let smil da hun skulle tænke hurtigt og det skulle være lige nu så de kunne komme videre. Han var ikke typen der havde en masse tålmodighed selvom den stadig på mange punkter var bedre end Dacodas.

Kaya så på Gabriel med et blik som nok sagde mere end tudsin ord, "Jeg er ikke bange for dig, Mason. Jeg vil være sikker på, at hvis jeg overlader mine minder om Seth til en dødsgardist, så blander I ham helt udenom det her. Så hvis der sker ham noget, bryder du eden, også selvom det er Dacoda eller anden dødsgardist som rør ham. Til gengæld lover jeg dig, min fulde loyalitet et halvt år," lød hendes tilbud, selvom hun vidste det var et halvt år som ville føltes ligeså langt som det år hun havde siddet i Azkaban, hvis ikke længere, men hun elskede Seth og hun ville gøre alt for, at han kunne nå hjem inden han skulle være far. Hun nævnte derfor meget bevidst ikke noget om, hvad der ville ske hvis hun fik sine minder tilbage hverken inden eller efter, det år var gået, selvom hun tvivlede på om hun nogensinde ville kunne huske Seth igen. "Det var ikke det jeg mente. Jeg sagde, at jeg vil kunne huske mine minder, men bare ikke at det er med Seth," svarede hun for at være sikker på, at der ikke ville være nogle misforståelser mellem dem, og hun ville kunne huske at hun fx havde haft en første gang, men bare ikke at det havde været med Seth. Hun rakte hånden frem mod ham, da han rakte sin hånd mod hende. Hun hadede sig selv for det, for hun vidste godt, at Gabriel med al sandsynlighed ville udnytte det og hun ville knapt kunne huske hvorfor, kun at hun havde aflagt en ed med ham. Hun satte hænderne i sine baglommer, mens hun så overvejende på ham. Hvem skulle hun vælge. Da Seth var kommet i vidnebeskyttelse havde hun valgt, at kontakte Charles og derefter Erica, men denne gang kunne hun kun vælge én. "Charles," svarede hun, uden at sende ham et smil retur. Stod det til hende, så så han et grønt lys og forsvandt var denne jord, men hun var ikke dum, hun vidste godt at det ville blive ris til egen røv, at forsøge at slå en mand som Gabriel ihjel. "Lad mig skrive et brev, som jeg kan aflevere til ham. Så aflægger vi en ed, med Landon som vidne og han opbevare mine minder. Så lader du mig gå, så jeg kan aflevere brevet. Deal?" spurgte hun og ville egentlig bare helst have det her overstået, så det halve år kunne begynde hurtigst muligt, så hun i den anden ende kunne komme ud af det igen. Det halve år burde også være længe nok for ham, at få lov til at styre hende som var hun hans dukke, samtidig med at det ville være forholdvist overskueligt.

"Som du vil Hansen. Det er ikke mig som kommer til at bryde den" sagde han med et ganske selvsikkert glimt i sit øje da han bestemt godt kunne holde sig fra Seth det halve år. Så stor en torn i hans øje var Seth heller ikke, men det var helt bestemt ganske tæt på. Ikke nok med at Kaya var et middel til at gøre Dacoda tilfreds så havde Seth også været efter hans lillebror da Cillian var yngre og dette skulle Seth bestemt bøde for. Desuden var Gabriel sikker på at et halvt år var nok til at drive Kaya nok til vanvid ud fra hans viden om Seth og Kaya der udelukkende hvilede på hvad der var blevet observeret forskellige steder og opsnuset her og der fra spioner. Han ville også være ligeglad hvis hun gik bort fordi hun havde brudt løftet. Han nikkede ganske let. "Det eneste jeg sletter fra dine minder er din elskede blodforræder Seth. Ikke andet" bekræftede han med et ganske let nik da han trods alt ikke var interesseret i andre minder end dem om Seth.
Han gav hendes hånd et ganske let klem for at give hånd på det. Han nikkede ganske let til det skulle være Charles der skulle sættes ind i sagerne. "Jeg lader dig gå ja, men jeg sender også en af mine fusere med dig for at sikre mig at du vender tilbage til at afgive din ed. Jeg har ikke tænkt mig at stole på dig før du har aflagt din ed Hansen" sagde han ganske roligt og nikkede let for sig selv. Han ville trods alt være sikker på at hun ikke bare sådan stak af fra ham. Og hvis det var en af hans tjenere så var det i det mindste ikke en fra Garden og så kunne hun for hans skyld snakke med Charles hvis det var det hun havde lyst til i stedet for.

"Du tror måske ikke, jeg kan være loyal overfor dig i et halvt år, for at redde min bedste ven? Jeg er ærligt talt mere spændt på, hvordan du har tænkt dig, at overtale Dacoda til at holde fingrene fra Seth," svarede hun hårdt tilbage. Et halvt år var en overskuelig tid, men desværre også en tid hvor hun ville kunne nå virkelig langt ud, uden sit Seth-anker, men det måtte hun tage til den tid. Hun trak vejret tungt ind og nikkede så lidt, "Og når det halve år er gået, vil jeg have mine minder tilbage og vi to er færdige med hinanden," tilføjede hun, selvom hun godt vidste hun stillede flere og flere krav, men så længe hun kunne presse citronen, ligeså længe havde hun tænkt sig at gøre det. Hun så ham i øjnene, mens de gav hånd. Hun måtte dog slippe et grin, "En fuser? Virkelig? Og hvad skulle han eller hun helt præcist kunne gøre, hvis jeg valgte at tage røven på dig?" spurgte hun direkte og himlede let med øjnene. Som om hun havde brug for en barnepige/dreng. Kaya var en utrolig dygtig magiker, en fuser ville jo ikke have en chance imod hende, hvis hun besluttede sig for, at stikke af. Ikke at hun havde de planer, for Seths sikkerhed var vigtigere for hende, end om hun selv så ville ende med at slå mugglere ihjel, for Gabriel i et halvt år, eller bare torturere dem.
Hun trak sin stav og gjorde sig klar til at tranfere væk derfra og hjem i opgangen hvor alle Faded Exits medlemmerne boede. Hun vendte blikket mod fuseren, som åbenbart skulle med, "Slå du dig bare ned,"sagde hun køligt, før hun bankede på døren indtil hvor Charles og Marc boede. Det var underligt at være tilbage i den opgang og så endda banke på den 'forkerte' dør. Hvor hun dog hadede at tingene var sådan her. 

Charles var ganske uanede om hvad der skete for Kaya og Dødsgarden og at hun lige om lidt ville være udenfor hans dør. Han sad selv og var i gang med at skrive sange og nogle af dem handlede meget passende om at savne en anden person, som han savnede Seth lige nu. Da det bankede på døren, så han forvirret hen på døren, da han havde været så meget inde i sin egen verden, han havde glemt tiden og glemt alt om at spise og drikke. Han samlede en smøg op på vejen - selvom han oprindeligt var stoppet med at ryge, men behovet var opstået efter alt det med Seth og den usikkerhed der havde været i det. Han tændte den og gik over mod døren imens. Tog fat i dørhåndtaget og åbnede. Han så overrasket på Kaya og den dude, der var med hende. "Hey Kaya," sagde han overrasket og så skiftevis på den ene til den anden. Hvad var det for noget hun var ude i?


Kaya trippede lidt utålmodigt med den ene fod, mens hun kunne høre fodtrin på den anden side af døren. Hun håbede virkelig det var Charles og ikke Marc, da hun udmærket godt vidste, at Marc var bange for hende og det var det sidste hun havde brug for lige nu. Hun vendte blikket fra fuseren, som næsten så mere bange ud for hende end Marc havde gjort, men også kun næsten. "Hey," sagde hun roligt og tog sig den frihed og trådte ind i lejligheden, hvorefter hun lukkede døren efter sig, men lod fuseren blive uden for døren. "Jeg har ikke meget tid," sagde hun og fandt en kuglepen og et stykke papir, hvorpå hun skrev Zeollas adresse. "Når jeg går, så venter du ti minutter og så ta'r du hen på den her adresse og henter Seth hjem," sagde hun og rakte ham papiret med adressen, før hun tog hans smøg og tog et hvæs af den, før hun afleverede den tilbage igen, mens hendes mere eller mindre følelsesforladte brune øjne så på ham, dog med et svagt smil på sine læber, da hun ikke helt kunne lade vær med at tænke på, at hun havde været sammen med Lawrence, som lignede Charles ufatteligt meget. "Sig til ham, at jeg elsker ham, men han skal holde sig væk fra mig," tilføjede hun og rakte ham endnu en seddel, "Den gir du til den kvinde som Seth bor hos, så ved hun godt hvad det drejer sig om," hun tog en dyb indånding og bed sig lidt i læben, for pokker det gjorde ondt inden i, men hun prøvede at trøste sig mig, at om under en halv time, så ville hun intet af det huske, men hun frygtede hvad det ville gøre ved hende, at glemme Seth. "Jeg er ked af, at læsse det her over på dig Charles, men Marc pisser i bukserne af skræk, hver gang han ser mig og Ashton er for fuld hele tiden til, at kunne finde ud af noget som helst," sagde hun og gik over mod døren igen, nu var hendes fem minutter nok ved at løbe ud.



Charles lod hende træde ind i hans lejlighed og lod hende også lukke døren for den anden person, der nu bare stod og ventede. Hans blik var forsat forvirret især da hun snakkede om hvor meget tid hun havde. "Okay," medgav han mens han afventede hvad hun ville. Han tog imod papiret og lod hende også tage hans smøg, som han så på adressen. Seth, hjem? Drømte han? Han ville hellere end gerne hente Seth hjem. "Skal nok," svarede han hurtigt som han aflæste adressen på papiret og tog imod sin smøg igen. Han lagde godt mærke til, der intet var at se i hendes blik og lagde godt mærke til smilet, men vidste ikke hvad det betød. Han vidste ikke Lawrence eksisterede - eller jo, for han var blevet kaldt for Lawrence, men det betød ikke, han kendte til ham. Han tog fat i hendes skulder ganske blidt, som hendes ord lød og nikkede. "Er du okay Kaya?" spurgte han og lod de grønne øjne hvile på hende med et blidt blik. Charles var typen, der bekymrede sig om folk og han kendte et eller andet sted godt svaret, og han var heller ikke sikker på, hvad han ville få ud af det, men han kunne prøve. Han tog imod den nye seddel og kiggede på den, inden han nikkede. "Ja," svarede han så hun vidste, han forstod hvad hun ville. "Det er fint," svarede han, inden han lod hende gå mod døren igen.

Kaya tog sig ikke af, hvor forvirret Charles end måtte være over alt dette her. Hun havde fortalt Seth at hun var blevet medlem af garden, ufrivilligt vel og mærket, men ellers var der ikke andre end gardens ørige medlemmer som vidste hun var det. Men hun stolede så også på, at Seth ikke ville fortælle det til nogen, da hun trods alt ville ryge i Azkaban igen, hvis det kom frem. "Godt," sagde hun, da han tog imod adressen og lød til, at have forstå hvad hun forventede af ham. Kaya kendte til Lawrence, hun vidste ikke de var biologiske tvillinger, men man kunne vel roligt sige, at hun havde mødt Lawrence. På et split sekund, blev hendes øjne ravgule i det hun mærkede hans hånd på sin skulder og af ren refleks greb hun i en hurtig bevægelse, fat i hans håndled og så på ham med et flakkende blik, "Du er ikke idiot, Charles, det spørgsmål kan du godt selv besvare,"svarede hun og slap hans håndled igen. Hun så ikke Charles som en ven, men nærmere end bekendt eller hendes vens ven, dermed havde han ingen ret til at bekymre sig for hende, det var ikke fordi hun havde noget imod ham, men fordi hun vidste at jo flere hun lukkede ind, jo flere satte hun i fare og det var rigeligt, at hun om ikke ret længe, ikke ville kunne huske Seth. Så hellere skubbe folk psykisk væk. Hun sukkede lidt og nikkede, da han svarede ja. Hun knyttede sine hænder til knogerne blev helt hvide, "Hold nu kæft. Det er ikke fint. For et halvt år siden, var jeg her for at læsse over på dig at Seth ikke ville være til, at komme i kontakt med og nu står jeg her igen og ber dig om, at hente ham hjem, og det eneste du tænker på er, om jeg er okay? Hvad med at tænke lidt på dig selv eller måske Seth som rent faktisk er din ven og ikke en eller anden tidligere kollega som kommer rendende og bruger dig som en fucking ugle. Farvel Charles," sagde hun hårdt og mærkede hvordan de nøddebrune, blanke øjne snart ikke kunne rumme mere - jep det var meget nemmere at skubbe folk væk, så snart de viste den mindste smule for omsorg. Hun tog i håndtaget og smækkede døren efter sig, der løb den første tåre ned af hendes ene kind, efterfulgt af et par mere, som hun hurtigt tørrede væk, før hun greb fat i fuseren og trak sin stav, for at tranfere dem tilbage til Gabriel.


Charles vidste ikke noget. Han vidste, han havde fået til opgave at sige til Seths forældre, at Seth ikke længere kunne besøge dem, men han ikke vidste hvor han var. Han havde stået og trøstet hans mor. En kvinde, han havde kendt det meste af sit liv. Han havde holdt hende i hendes arme, set hende bryde sammen og kigget på Seths far, der havde været i chok. Selvfølgelig havde intet af det været sjovt, men det handlede ikke om ham. Han havde selv været meget berørt, også da han skulle fortælle det og det samme, da han havde fortalt det til bandet. Det havde også gjort ondt på ham, men ansvaret havde hvilet på hans skulder, så hans følelser kunne ikke være tydelige på samme måde. Han havde dog heller ikke været kold eller fraværende, men han kunne ikke vise han havde ondt ligeså åbenlyst, da det ikke ligefrem ville gøre noget godt, for dem han fortalte det til. Han svarede ikke på hendes godt. Han mærkede taget i sit hånd og gjorde store øjne, som han så på de flakkende, ravgule øjne. Han så væk fra hende ved hendes svar. Han vidste godt, hun ikke var okay og noget var galt. Måske ville hun snakke om det. Måske følte hun sig glemt i alt det her. Hans fokus var jo på Seth, men det kunne hun ikke vide. Han bekymrede sig om andre. Det var bare sådan han var. Han var en, der virkede som om, han ikke tog tingene tungt. Gemte det væk bag en facade. Han tog alt til sig. Alle indtryk. Alle ord. Sanser. Alt. Det påvirkede ham, utrolig meget. Han tog sit håndled til sig, som hun gav slip. Han svarede ikke på, det hun havde sagt, men stod i stedet bare i tavshed. Han så på hende, som hun begyndte at snakke hårdt til ham. Han vidste godt, han var i gang med at blive skubbet væk. "Nogen må tage det ansvar på sig, Kaya. Hvis jeg sagde hvad jeg virkelig tænkte omkring alt det her, så ville du ikke være her nu og bede mig om at gøre det. Jeg har måtte se bandet i øjnene - Seths forældre og fortælle dem, deres søn er væk og jeg ikke aner hvorfor eller hvor han er, hvorfor han skulle væk og se dem, bryde sammen lige foran mig. Jeg bekymrer mig om Seth, men du er hans veninde og jeg har kendt dig - rent professionelt, og vil vide om du er okay og om jeg kan gøre noget for dig også, fordi jeg alligevel er inde i det her. Men farvel Kaya, jeg skal nok bringe Seth sikkert hjem," svarede han, uden at hæve stemmen, men med en opgivende stemme, inden han lod hende forsvinde ud ad hans dør, ud ad hans liv, muligt for evigt. Han ville ikke se passivt til, hvis han kunne gøre noget for at hive hende ud, men alligevel var han nu tvunget til det. 

//Out//

Kaya var af natur ingen ond kvinde, men når hun blev presset ud, hvor Gabriel, Cillian og Dacoda havde presset hende ud, så bragte det ikke ligefrem de bedste sider af hende frem. Hun kunne lukke ned for sine følelser og bare lade varulven tage over, men det betød ikke, at det var det hun ønskede at gøre. Hun havde da også lyst til, at undskylde for at have taget fat i Charles' håndled på den måde, men hun gjorde det ikke. Han skulle skubbes helt derud, hvor hans eneste tanke om hende skulle være 'så dø dog kælling' for så ville han ikke ryge ind i hendes giftige netværk. "Og dér har du så grunden til, at jeg valgte netop dig til at sige det videre. Du er stærk nok til, at klare det, men tro ikke for et eneste sekund at du er noget særligt eller er inde i noget som helst og for din egen skyld, så blander du dig også udenom og for Seths skyld, så ber du ham ikke om at fortælle hvad der foregår. Du siger ikke mere til ham end jeg har bedt dig om," sagde hun advarende og prøvede stadig at lyde så hård og kold som overhovedet var hende muligt, selvom hun mest havde lyst til at give ham en krammer og sige tak. "Det har du fandme også bare at gøre," var de sidste ord som forlod hendes læber, før hun smækkede døren efter sig.
Som hende og fuseren landede tilbage på Gabriels slot, slap hun fuseren igen og tørrede sine øjne. Hendes hjerte bankede og hun havde mest lyst til, at gå direkte ind og stikke Gabriel en lussing af en anden verden, for at sætte hende igennem dette her. Charles fortjente bedre det her, det vidste hun, men han skulle ikke risikere samme tur som Seth lige havde været i gennem. Hun tog en dyb indånding og bankede så på døren indtil Gabriels kontor og brugte de få sekunder det tog Gabriel at sige 'kom ind' på at trække vejret. Hun skubbede døren op, men hendes blik var lynende af raseri. "Lad os få det her overstået," sagde hun sammenbidt. "Et halvt år af min loyalitet, er jeg illoyal bryder jeg eden, men jeg slår ikke ihjel, alt andet end det. Du sletter mine minder om Seth, Landon opbevare dem og jeg får dem igen om præcis et halvt år og sker der Seth noget i mellemtiden, bryder du eden. Er vi enige?" spurgte hun og stoppede op da der var cirka en meter mellem hende og Gabriel. Hun ville bare have det her overstået, i et håb om at det ville lette smerten i hendes bryst.

Gabriel morede sig ærlig talt bare over at Kaya havde valgt at lægge det over på andre at videregive information om hendes lille elskede blodforræder var henne i verden. Gabriel havde aldrig sagt til Kaya at hun ikke selv måtte levere informationen til familien og elskede blot tanken om der sikkert var flere der ville hade Kaya på den konto. Kaya var ikke andet end en lille brik i hans leg mellem ham og Dacoda. Og jo mere man kunne gøre Kayas liv surt, jo sjovere var legen. Og han elskede at spærre ben for hende. For modsat Kaya så var Gabriel helt igennem et ikke særlig godt menneske og han elskede blot det faktum. Han nød sin magt og havde da også haft det ganske fornøjeligt med at vælte Raysal ned af tronen som han mente var bygget til ham. Nu sad han da også på hele Norden og derfor interesserede UK ham faktisk ikke det vilde. Det var blot her han havde sin bolig for hele tiden at kunne holde Raysal og Zain i skak. De måtte af hjertens gerne have en kamp om UK så længe de holdte sig væk fra hans Nord. "Overstået? Lad nu være med at tage morskaben ud af tingene Hansen" sagde han med et ganske let glimt i øjet og rejste sig op. Han nikkede let til hendes betingelser og var faktisk ligeglad med at hun ligeså meget var i Garden for at udspionere ham for Zain. Nu var Kaya fanget i et spil der kun var livsfarlig for hende selv. "Jeg krummer ikke så meget som et hår på Seths hoved. Eller nogen anden i Garden for den sags skyld. Jeg skal ikke have blodforræder på mine hænder frøken" sagde han med et let tilfreds smil over sine egne læber og nikkede let for sig selv inden han rakte hånden ud imod hende. Hun havde ikke bedt nogen bestemt om at være sit vidne og derfor havde Gabriel fået sin fuser til det. Der skulle trods alt være et vidne til stede og et halvt år for Seth og Kaya uden hinanden virkede lige nu som lang tid nok til at de ville have det svært uden hinanden. Gabriel var dog ligeglad med det faktum. Desuden ville han heller ikke have at Kaya skulle slå nogen ihjel i den tid. Så ville hun bare risikere at komme i Azkaban. Så ville morskaben jo gå af ballonen. Efter han havde afgivet sin ed svang han sin stav for at fjerne Kayas hukommelse om Seth med et fornøjet smil over sine læber inden han havde ladet Seth gå og givet besked om Seth gerne måtte hentes hvor end han var henne til den person som Kaya havde valgt ved at sende ham en ugle.

//Out

Kaya vidste godt at det havde været fejt af hende, at bruge Charles som ugle i alt dette her, men hun vidste at han på det punkt var mentalt stærkere end hende. Hun ville ikke have været i stand til, at se Seths forældre i øjnene og fortælle dem, at deres søn ikke ville være til, at komme i kontakt med på ubestemt tid, eller hans søskende for den sags skyld. Bandet, der var Marc bange nok for hende i forvejen og Ashton var for langt nede til hun kunne bæger, at se sin fætter så langt nede i kulkælderen, men hun havde trods alt snakket med ham efterfølgende. Generelt så var Charles bare den eneste hun havde kunne samle sig nok til, at fortælle det til og så havde det været bedre det var ham, frem for hun med mærket i nakken, skulle være alt for offentlig.
Hun knyttede sine hænder til de blev hvide af raseri. "Morskaben? Du er det mest kyniske menneske, jeg i mit liv har mødt!" hævede hun stemme, og kæmpede en indre kamp for at holde sit temperament nede, men hun var nok lidt en hidsigprop. Alt i hende bobbelede og det føltes som om hendes blod var ved at koge helt over og hendes blodbaner ville springe hvert sekund det kunne være. Hun havde lyst til at forvandle ham til en bænkebider og træde på ham. Men hun kunne ikke gøre andet end at acceptere sin skæbne for det næste halve år. "Bare vent, Mason, den der ler sidst, ler bedst," svarede hun spydigt tilbage og rakte hånden mod ham, for at aflægge ed'en. Et halvt år uden Seth i Kayas hukommelse. Hun var ikke sikker på, om hun overhovedet ville være menneske til den tid. Hun så på Gabriel med et dræbende blik, som han smilede i takt med Seth forlod hendes hukommelse. Hendes blik blev mindre og mindre dræbende og til sidst blot.. Koldt, på en eller anden måde. En del af hende forsvandt. Seth havde godt nok ikke været den eneste som havde påvirket Kaya til, ikke at være blodfanatisk, men han havde været en af de fire. Måske endda den som havde haft størst betydning. Nu kunne hun se logikken i Gardens meninger og holdninger igen - præcis ligesom da hun havde været 15 år og yngre.

//OUT

Zoella nød at have et par dage fri fra kontoret, men hun havde sin yngste datter hjemme, som var små sløj og Seth selvfølgelig. Hun stod i køkkenet i gang med aftensmaden, med Felina på armen mens musikken spillede let i baggrunden. Celina var hos en veninde, hvilket passede Zoey perfekt, for så blev hun i hvert fald ikke smittet af Felina, selvom hun nu var ret sikker på, at det ikke smittede. Hun vendte blikket mod døren, da det ringede på den. Hun ventede ikke gæster, men naboen havde en pige omkring Felinas alder, så de to legede oftede på legepladsen som kunne ses fra køkkenvinduet. Dog var Zoella nødt til at tage sine forholdsregler, når hun havde en i vidnebeskyttelse. "Bliv her skat," sagde hun og satte Felina ned på en stol med et stykke agurk, før hun gik mod døren og åbnede, hvor hun blev mødt af en ung mand. Hun lod sin hånd glide ubemærket omkring sin tryllestav som hun altid havde på sig, "Kan jeg hjælpe dig?" spurgte hun og sendte ham et venligt smil.