Jeg Håber Der Er Noget Af Olivia Tilbage - Lucas - Olivia

Olivia Daniella McSeeley
Hjemme hos Lucas.
September 2054 omkring klokken 18.


Lucas havde brugt det meste af dagen på, at få ryddet bare lidt op i huset. Det ene store panoramavindue ud til have, var stadig smadre, selvom der var sat et midlertidigt vindue op, efter Dacoda havde aflagt ham en lille visit. hans ene øjenbryn havde også stadig plaster på, da han nægtede at tage på sygehuset bare for et flækket øjenbryn. På det punkt var han nok bare en typisk mand. Han havde stort set intet hørt fra hverken Isadora eller Allison det sidste lange stykke tid. Eller Kaya for den sags skyld, selvom hun stadig arbejdede for ham, så så han hende kun meget sjældent efter hun var flyttet ud fra danseskolen igen. Men så længe hun passede sit arbejde så hverken kunne eller ville han fyre hende.
Den hvide schæfer hund lå i sin kurv inde i stuen. Den var nok den 'kvinde' som havde været i Lucas' liv i længste tid, foruden hans familiemedlemmer. Lucas havde det egentlig ret underligt i kroppen, han havde ikke været hele alene med Olivia endnu, men han prøvede jo virkelig at gøre hvad han kunne, for at være en god far, men han vidste også godt, at det var som, at tro på julemanden. Tanken var rar og hyggelig, men sandheden var en løgn.
Han havde gemt de mange sprutflasker, han dagligt gik og nippede af, væk. Hans sovepiller som ingen vidste han tog, var som altid låst nede i skuffen i hans natbord. Porno, sexlegetøj og andre ting og sager, var ligeledes gemt væk, da han havde prøvet at gøre hjemme, bare sådanne nogenlunde børnesikret, selvom Olivia jo ikke var den yngste, så var hun en af de yngerer og hun var en pige, hvilket gjorde hende lidt mere uskyldig i Lucas' øjne.

Outfit

Dani vidste ikke rigtigt, hvordan hun skulle have det med at møde sin far. Hun kunne huske, han var hendes far, men ikke omstændighederne omkring, hvorfor hun havde fået det at vide. Hun kunne også huske ham fra tiden, hvor det bare var en hendes mor arbejdede med. Hun vidste også, at hendes mor var død, men hendes hjerne havde bildt hende ind at det var en ulykke selvom hun havde set det hele ske. Hendes hjerne havde gjort det for at beskytte hende. For ikke langsomt at glide ud i sindssygheden og den dag sandheden gik op for hende, ville hun da også ønske at amnesi ville ramme hende det sekund, sandheden blev fortalt. Hun søgte ikke svarene på de spørgsmål hun havde, men inden i vidste hun jo godt et sted, at hun havde erstattet et ekstremt pinefuldt og hjemsøgende minde med noget hun kunne leve med. Hvornår det var sket, kunne hun ikke sige. Det havde fra hendes side af, ikke været en bevidst handling. Hun trak vejret tungt og rettede på det lyseblå hår, som hun stod ude foran Lucas' dør. Hun lod sine knoer ramme hans dør, da hun i ren nervøsitet ikke bemærkede om der var en ringeklokke eller noget der lignede. Hun så afventende på døren som hun rettede på den al for store lyserøde trøje. Hun var en meget slank pige, hvilket også var ret tydeligt på hendes ben og lår. Hun var så dog heller ikke særlig høj, men hun voksede jo stadig.

Som en banken mod Lucas' dør lød, rettede han blikket mod den, som om han forventede, at hans liv om lidt ville tage en drastisk drejning. Som om, det var hans skæbne som bankede på. Det føltes i hvert fald sådan, men han prøvede at følge Dorrans råd om, at blive en bedre far. Han havde efterhånden også en alder, hvor han burde kunne tage mere ansvar end han nogensinde havde gjort før.
Den hvide schæfer, rettede et øre og løftede kort efter hovedet, "Bliv," sagde Lucas roligt, han vidste trods alt godt, at det ikke var alle som var glade for hunde, selvom Love aldrig havde gjort nogen fortræd. Han rejste sig fra sofaen og gik mod døren. Hans hjerte bankede hurtigt, han kunne virkelig godt bruge noget at drikke lige nu til, at dulme nervøsiteten, men han ville heller ikke have at hun skulle have et dårligt første håndsindtryk af ham, selvom det ikke var første gang de mødte hinanden, men han havde lidt en fornemmelse af, at han ikke stod i hendes gode bog, i og med at han ikke havde beholdt hende efter hendes mors død, men havde sendt hende videre i systemet. Selvom det havde været i et håb om, at hun ville komme til en familie som ville elske hende og opdragende hende til, at blive et godt menneske. Noget Lucas aldrig selv ville kunne gøre.
Han åbnede døren og blev mødt af noget, som mest af alt mindede ham om en lang, tynd candyfloss. "Hey Olivia," sagde han roligt, men en smule hæst, før han flyttede sig fra døråbningen, så hun kunne træde indenfor. "Kom bare ind," tilføjede han og rømmede sig lidt. Hvor hun dog lignede sin mor, hvis han lige så bort fra det blå hår. Men øjnene, næsen og kindbenene, var uden tvivl Carolines. Han lukkede døren efter hende og låste. Efter besøget fra Dacoda, stod hans dør aldrig uløst mere. Han vidste ikke helt om han skulle kramme hende eller ej, det var vel kun noget fædre som rent faktisk havde været der for deres børn, som gjorde det? "Du er blevet stor," sagde han i stedet for og sendte hende et lille smil, som han gjorde en gestus mod stuen, hvor Love lå i sin hundekurv og så op på den fremmede blå-håret pige.

Efter hun havde fået sandheden at vide om hendes oprindelse, havde den mand, hun havde kaldt far før, været ude af hendes liv. Skuffet og ødelagt over hendes mors tidlige død samt de sandheder, der blev ført frem i lyset. Hun havde været et par år i systemet, inden hun var havnet i en plejefamilie. Hun havde taget Lucas' efternavn for at holde fast i, ja stædigt minde sig selv om, at det var en del af hendes oprindelse. En måde at minde sig selv om, at far ikke ville have hende. At hun ikke havde et stedfæste i verden, siden hendes mor blev dræbt. Et minde, der dulmede inde under overfladen, som ventede på at blive vækket. Ventede på, at gøre hendes liv til et helvede. Lige nu tog hun alt hvad verden kastede imod hende med oprejst pande, da hun gerne ville gøre mor stolt. Hun ville dog ikke benægte, at det liv hun hidtil havde levet, havde haft indflydelse på hendes tøjstil og hendes personlighed. Hun havde festet i en tidlig alder og været fuld i en tidlig alder. Hun var 14 nu og havde været fuld mere end hun kunne tælle på 2 hænder.
Hun vidste ikke hvordan hun skulle have det med at Lucas ville møde hende. Måske have noget med hende at gøre. En blanding af, det var hendes far og hun gerne ville gøre ham stolt og fremstå som om, at alt kørte på skinner. En blanding af, at hun var vred over, at han ikke havde villet hende for mindre end ti år siden. Hun vidste ikke, hvad der havde ændret sig, og hun var nervøs for at se ham igen. Hun kunne kun svagt huske ham og i hendes hoved var der blevet dannet et billede, af en følelsesmæssigt afstanden mand og far.
Hendes blå øjne søgte mod hendes fars, da Lucas åbnede døren. "Hej Lucas," svarede hun formelt, som hun lod sine øjne undersøge hans ansigt. Han havde ældnet siden, men det var en naturlig del af at blive ældre. Det vidste hun godt. Hun lagde mærke til det plaster, der var ved hans øjenbryn og lod blikket forsvinde væk fra det. Hun ville ikke bekymre sig om det. Hun smilede overfladisk, da han bad hende komme ind og trådte indenfor inden hun stillede sine sko pænt og lige. "Ja, jeg er heller ikke 6 år mere.." svarede hun med et grin, der mest af alt bare var falsk. Men hvor skulle han vide det fra, han kendte hende ikke og ville ikke have hende.

Lucas vidste godt, at prisen for verdens bedste far, aldrig ville blive hans. Han havde så mange børn, måske også flere end han kendte til, de havde det jo lidt med at poppe op som paddehatte, sjovt nok efter de var født og han intet havde at skulle have sagt i forhold til, om han overhovedet var interesseret i, at være far. Nej, han havde på intet tidspunkt haft et valg, det var jo ikke fordi han aldrig beskyttede sig, men nu var der jo ingen midler som var hundrede procent sikre, og hvis kvinden sagde de havde styr på det, så stillede han ikke spørgsmålstegn ved det.
Han sendte hende et lidt akavet smil da hun hilste på ham. Han følte et enormt pres, da han i forvejen havde svigtet hende én gang, da hendes mor var blevet slået ihjel, men det var Caroline som havde holdt Olivia hemmelig for Lucas, så han igen ikke havde haft en chance for, at sige til eller fra, om han ville være far. Han bed sig lidt i læben, da hun stillede sine sko så fint. Det havde hun i hvert fald ikke fra ham. Ikke at han var et direkte roddehoved, men han smed nok bare sine sko, med mindre det var hans dansesko, men de var også en del dyre end normalesko, kunne være. Han kørte en hånd i gennem sit korte hår, "Nej, du vel ikke. Du går vel på Hogwarts nu," sagde han roligt og smilede til hende, før han gjorde en gestur med den ene hånd, som tegn til, at hun kunne sætte sig i sofaen. "Kunne du tænke dig noget, at drikke eller noget?" spurgte han, uden helt at vide hvad piger i hendes alder drak. Sidst hun havde været her, var hendes mor lige blevet slået ihjel for øjnene af hende og hun havde fået en kop varm kakao med flødeskum og kanel henover, mens de havde ventet på Isadora var kommet for at tjekke hende igennem, for at være sikker på, at der ikke var sket hende noget. "Jeg har kakao, hvis du stadig kan li' det?" spurgte han og kløede sig lidt i nakken.

Dani var ligeglad med om han havde haft et valg i forhold til om ville være far eller ej. Den dag, han havde hjulpet hende videre ind i et snørklet system, havde han haft et valg. Han kunne vælge at træde op til sin rolle og være den far, som hun manglede og tage sig af hende i stedet for at smide hende væk, som var hun gårsdagens affald. Hun bebrejdede ham dog ikke, for hun havde ikke set ham som sin far inden han havde fortalt hende, at han var det og derefter, på ingen måde, fordi han havde afslået hende. Det var den eneste konsekvens. Dani gad ikke blive sur, men det havde sagt varige mén i hende. Der var sket så meget den aften og nat, at hun havde smidt det mest traumatiserende ud af sit hoved og hun ville ikke sikker på, at hun ville genleve sandheden. Hun tog i mod hans gestus og satte sig ned i sofaen med en pæn og rolig bevægelse. Hun havde for længst lært at opføre sig velopdraget gjorde, at hun kom langt i livet. Hun boede hos en plejefamilie, som værdsatte den slags og det var den eneste måde, man fik lov til ting hos dem. De var nemlig strenge. "Selvfølgelig," svarede hun med et kort nik, som hun bed sig i læben. Hun trak en smule på skulderen ved hans spørgsmål om hun kunne tænke sig noget at drikke, inden hun nikkede. "Jo tak," svarede hun pænt, inden hun rettede på det blå hår. Hun kendte ikke rigtigt Lucas, men han havde ikke kommenteret på det blå hår, hvilket ikke gjorde hende noget. Når hun var hjemme gik hun med wigs for at skjule farven på hendes hår, da hendes plejeforældre ville få et føl på tværs, hvis de vidste hvordan hun så ud eller hvordan hun gik klædt, når de ikke var i nærheden.

Lucas havde aldrig selv haft et ønske om, at blive far. Han havde altid elsket at være en fri fugl og kunne gøre som det passede ham, uden at være afhængig af nogen eller først skulle spørger Gud og hver en mand om det var okay. Det var også en af grundene til, at det med at være i et fast forhold heller aldrig havde været noget for ham, selvom han havde været i en del efterhånden, så havde han heller aldrig været en kæreste tro. Han vidste godt, at han var over 30 nu og de fleste i hans alder havde sig en fast partner og sikkert også var både gift og var godt i gang med at skabe deres egen lille familie, men det havde aldrig været noget han havde ønsket sig.
Han nikkede lidt, hun var virkelig blevet stor, men tiden gik jo også. "Hvilket kollegium går du på?" spurgte han nysgerrig, men også ligeså meget for at lære hende lidt at kende og finde ud af, hvad hun var for en. Han gik mod køkkenet og gik i gang med at lave en kop varm kakao til hende, præcis ligesom han havde lavet den til hende dengang med hendes mor. Han kunne selv godt mærke trangen til en øl eller stærkere alkohol meldte sig i ham, men han valgte i stedet for at lave en kop kaffe. Han vendte rundt så han fra køkkenet af kunne se ind i stuen og dermed se sin datter. Han sendte hende et lille smil, "Hvor du dog ligner din mor," sagde han stille og kløede sig lidt i nakken. Hendes mor havde også været typen som farvede hår, hvis det var det hun ville, samt gik i det tøj der passede hende, ligeglad med, hvad andre måske tænkte om hende. "Selv med det blå hår," tilføjede han med et skævt smil på læberne.

Olivia havde aldrig bedt om, at få sandheden at vide om Lucas. Hun havde levet i en verden før, hvor den mand hun boede sammen med, var hendes far. I stedet havde hun haft to mænd der i en tidlig alder, havde svigtet hende. Forladt hende. Overladt hende til sig selv. Hun ville nok aldrig helt kunne komme sig over det svigt og helt kunne stole på Lucas. Hun ville også altid være imod hans ’jamen jeg vil være fri’, for han havde et ansvar med den frihed han havde. Hvis han var gammel nok til at styre sit eget liv, kunne han også tage ansvar for hvad han havde gjort.
Hun bed sig i læben ved hans spørgsmål. Fulgte han så lidt med i hende eller var det blot for at få en samtale op at køre? ”Gryffindor,” svarede hun med en rolig stemme og lod ham gå mod køkkenet, inden hun bukkede sig ned for at nusse hans hund, Love, bag øret og smilede til hende. Hun satte sig derefter tungt ned i sofaen og rettede på den lyserøde trøje, hun havde på. Hun følte stemningen i mellem dem var så akavet at luften de indåndede blev tungere. Hun anede ikke, hvordan hun skulle snakke til ham og om hvad. Lige nu fortrød hun nærmest, hun havde sagt ja. Hun lod blikket møde hans skikkelse i det han snakkede til hende og bed sig hårdt i læben ved hans ord. Hun kunne ikke huske hende. ”Gør jeg?” spurgte hun i en søgen efter bekræftelse fra ham. Hun brød sig ikke om, at snakke om sin mor.