'Cause my cousin says so - Xander + Bradán

Xander Price
En lille magisk café i Oslo
Janaur 2054
Det var ikke fordi Bradán havde specielt meget lyst til det her, men det var lørdag og han havde derfor ingen undskyldning i form af han burde at forberede sig på sine lektioner for faktum var at den unge Mason i en virkelig ung alder var blevet professor på Skt. Mongus i London fordi han var så klog. Dog når det lige kom til det her var han desværre ikke den klogeste i verden og hans kære fætter Gabriel havde outsmartet ham og fået ham til at indgå en aftale. En aftale der gjorde at Bradán lidt fungerede som Gabriels nikkedukke og han ikke havde andet valg end at adlyde ham og gøre som der blev sagt.
Det var også en af grundene til at Bradán overhovedet var taget til Norge og havde lavet en aftale med denne Xander selvom han ikke ønskede det. Det var bare som om han intet valg havde og faktum var at Gabriel ville samle sine tropper og være sikker på hvor deres loyalitet lå. Brádan stod udenfor den lille café han havde aftalt med Xander at mødes og havde ikke tænkt sig at starte samtalen ud med at han var der for at få ham til at vælge Gabriels side, men blot stille og roligt få ham til at sige det selv. Han håbede at han kunne bruge sin charme på ham da han godt vidste det ikke nyttede spor med hårde metoder og han var jo en Mason så en vis form for charme burde han besidde. Han var bare ikke sikker på den selv.

Lørdagen var gået stille og roligt for sig, der var jo ingen lektioner var om lørdagen. Det passede ham nu også ganske glimrende taget i betragtning af at han skulle mødes med en kontakt her om ikke så længe nede på en Café. Det var angående garden og Xander var da lidt nysgerrig omkring det.
Han havde ikke været den helt store fan af Gabriel da han havde været en af Raysals mere betroede dødsgardister. Eller det tænkte han da selv at han havde været. Grunden til at han var forsat i garden efter alt det der var sket var fordi han stadigvæk troede på ideologierne og det stadigvæk var en sag han ønskede at kæmpe for.
Han nærmede sig den lille café og kunne se en gut stå udenfor. Gad vide om det var ham han skulle mødes med. Xander boede mere eller mindre på Durmstrang, der var jo mulighed for at professorne kunne bo på skolen, når ikke han befandt sig her, var han hjemme i palæet i England.
Som han nåede helt frem til den unge fyr sendte han ham et afmålt blik, "Bradán?" Spurgte han i en afslappet tone og lod igen de blå øjne glide over ham. Han så slet ikke ud som Xander havde forestillet sig, men sådan var det jo nogengange. Xander havde nok tænkt at han ville være lidt større og se lidt mere "Gabriel-agtig" ud. Xander havde ikke mødt alle de nye dødsgardister endnu eftersom han jo selv mest holdt til på Durmstrang og ikke bare kunne gå som det passede ham.

Bradán var slet ikke tro mod Garden. Han havde en aftale med Gabriel da han trods alt var hans fætter og ville være sikker på at han holdte sig fra hans lillebror. Det var kun derfor han var der og så længe han gjorde som der blev sagt så holdte Gabriel sig væk fra Arian. Han ville trods alt ikke også have at hans lillebror skulle blive en del af Garden da han virkelig synes det var et ganske forfærdeligt sted, men det betød ikke at han ikke kunne overbevise folk om at vælge sin fætter side. Det havde trods alt visse fordele. Deriblandt følte han sig alligevel lidt tryg så længe han gjorde som der blev sagt. Mest af alt fordi han ikke følte at nogen kunne røre ham så længe Gabriel og hans tilhængere passede på ham. Han vidste dog godt han langt fra lignede Gabriel og det var han faktisk også ret så glad for hvis han skulle være ærlig. Mest af alt fordi det ikke altid var lige nemt at være i hans familie i hans erhverv når han ligesom arbejdede på Skt. Mungos. Han nikkede ganske let til om det var ham og sendte ham et svagt smil. ”Jeg går ud fra det er mr. Price” sagde han ganske roligt da han trods alt ikke bare skulle snakke med hvem som helst. Han var der jo af en grund. Det var det eneste han skulle og hvis det lykkes kunne han komme hjem til London med det samme og ellers måtte han tage nogle dages ferie til det lykkes. Det følte han bare ikke han havde tid til så det var med at ramme rigtigt i første omgang. Han vidste også godt at han var lille og spinkel ved siden af de fleste i Garden, men det var jo ikke det fysiske udseende som talte i Garden. Det var ens magiske evner og så havde det en fordel til tider at ligne ham fra Faded Exit.

Xander nikkede til fyrens spørgsmål. Han så langt yngre ud en Xander have forstillet sig, ikke at det gjorde ham noget det var jo sådan set uden forskel.
Nu var han jo ikke helt sikker på hvad de skulle snakke om, om det var noget de måske burde tale om et mere privat sted, Xander havde i hvert fald ingen planer om at ryge i Azkaban hvis de blev overhørt af en auror. "Skal vi finde et sted at slå os ned?" Spurgte han lidt henkastet og så sig over skuldrene.
Det havde nok også været lidt lettere hvis han vidste hvad dette her lagde op til. Hans stolede ikke rigtigt på nogen andre end sig selv når det kom til garden. Men sådan var det jo når man skulle indfinde sig med nyt lederskab. En ny leder havde altid nogle ting der skulle bevises for at "vise sit værd" som leder.
Xander begyndte roligt at gå ned langs gaden, han havde ikke den største lyst til at sidde blandt mugglere. Til gengæld lå der en lille magisk pub ikke så langt fra det sted de var. Der plejede ikke at være så mange folk på denne tid af dagen så det ville være et perfekt sted for et forretningsmøde om man så kunne kalde det.
"Skal vi ikke gå ned til Huskatten, der plejer ikke at være så mange folk." Luftede han tanken.

Nu var Gabriel så også en ganske ung leder. Han var kun næsten 26 år og Bradán var endnu yngre for han var kun 21, næsten 22. Og han var endda allerede professor på Skt. Mungos fordi han var så klog at han bare var kørt igennem på ingen tid. Det var også derfor at han så ung ud. Fordi han faktisk bare var det. Desuden var det ikke ham der var leder af Garden. Han var blot Gabriels lille nikkedukke. Han ville heller ikke selv tages af en auror, men det var mest af alt fordi han slet ikke gik ind for Gardens værdier omkring muggler udryddelse eller undertrykkelse. Han var kun interesseret i at passe på sin lillebror og det var så det som han gjorde. Han nikkede ganske let til om de skulle finde et sted. ”Det regnede jeg bestemt med. Jeg kender blot ikke Norge ligeså godt som dig selv” sagde han roligt og sendte ham et venligt smil. Han vidste godt han var en af de få i Garden som faktisk besad venlighed hvilket var dybt underligt for de fleste, men Gabriel var også hans fætter så det var noget andet. ”Kan vi godt” sagde han med et let smil over sine læber og regnede med at Xander ville vise vej. Han ville helst heller ikke gøre det her i nærheden af mugglere for han havde ikke noget imod dem trods alt. Desuden ville han ikke fanges i en masse som han slet ikke gik ind for. Han havde ikke lyst til at ende i Azkaban.

Han begyndte at gå i den givende retning. Han håbede bare ikke at dette her ville tage for lang tid for han havde vigtigere ting på programmet end at snakke om garden med en fyr der lignede en der lige var trådt ud fra Hogwarts porte.
Han åbnede døren til den den føromtalte krostue. Skiltet i døren informerede om at stedet var åbent og så var det en malet sort kat derpå som tydeligvis skulle indikere navnet på stedet.
Selve pub'en mindede nok mest af alt efter Det Glade Vildsvin. Det var primært for magikere da mugglere bare så det som en faldefærdig tom butik med støvede vinduer og krakelerede vægge. Ikke at det var så langt fra sandheden dog, stedet var beskidt og lugtede som om det ikke havde været luftet ud i ugevis.
Han satte sig ved et tomt bord – som der var temmelig mange af – og afventede betjening. Den overvægtige bartender kom ned til dem for at tage imod bestilling. Xander bestilte blot et glas vand, han skulle jo tilbage på arbejde igen bagefter. ”Så hvad skulle du snakke med mig om?” Spurgte han så og sendte den anden et køligt blik.

Bradán vidste godt han så ret så ung ud, men det var ikke fordi han var bagud. Han var trods alt professor i en virkelig ung alder så det var ikke fordi han ikke vidste hvad han lavede. Han smuttede ind efter Xander så han slap for at holde døren oppe selv. Det var det gode ved at være så lille som han var. At man nemt kunne smutte med. Bradán selv tog plads ved bordet og rømmede sig ganske let da Xander spurgte hvad det var han ville snakke om. Han selv bestilte en ingefærøl da han havde fri for nu da hans undervisning nogle gange lå på skæve tidspunkter og det var ikke fordi der var meget volume i sådan en alligevel. ”Gabriel er villig til at slå en handel af mod at du rykker din loyalitet over til ham i stedet for at den ligge hos Raysal” sagde han ganske direkte selvom han godt vidste han sikkert burde have brugt længere tid på det og alle vidste at loyalitet ikke bare sådan lige kunne købes. Han vidste dog hans skøre fætter ville gøre en helt del. Det havde han trods alt selv oplevet.

Xander vidste godt at hans forældre satte pris på Dødsgarden uanset hvem der sad på magten. Det var magten i sig selv de kunne lide, hvilket også var grunden til at Xander var blevet hængende efter mytteriet mod Raysal. Havde han vidst det ville han have kæmpet ved hendes side, men han havde slet ikke set den komme.
Faktisk undrede det ham meget at han stadigvæk var i live og at han ikke var blevet slået ihjel, især hvis de godt vidste at hans loyalitet lå andet steds og det måtte de jo være klar over.
Denne teori blev også hurtigt bekræftet som den unge troldmand foran ham afslørede sine intentioner. Xander rettede de blågrå øjne mod Brandán. Blikket var roligt, men afmålende. "Hvem siger at Gabriel ikke allerede har min loyalitet." Spurgte han udspekuleret. Han var ikke ude på at skabe en scene, han ville bare gerne sikre sig at han ikke lige pludselig blev slået ihjel af de andre dødsgardister.
Han nippede let til sit vandglas. "Hvad er din historie egentlig med garden? Du virker ret..ung." Konkluderede han lavmeldt. Han anede ikke hvad Gabriel skulle med så unge fyre, men på den anden sigde havde han vidst heller ikke selv været meget ældre da han joinede dem.

Bradán var ærlig talt ikke klar over hvad Gabriel tænkte og ikke tænkte. Han havde sikkert en sadistisk idé om det var sjovt at vende Rayals loyale støtter imod hende. Bradán var ærlig talt også ganske ligeglad trods for at han blev nød til at udvise anderledes for han var godt klar over at det blot ville koste ham dyrt ikke at adlyde hans ordre. Han selv var trods alt ganske ligeglad med Garden og alt hvad den indebær. Han var ikke mugglerhader. Han beskyttede blot sin lillebror ved at have slået en aftale af med Gabriel. ”Og du tror ikke Gabriel havde slået dig ihjel by now hvis han ikke havde en dybere mening med at tro andet og stadig holde dig i live Xander?” spurgte han ganske roligt og sendte ham et ganske let smil. Blot for at understrege at han faktisk ikke troede på at manden foran havde loyalitet hos Gabriel. Han var trods alt blot sendt i byen for at fixe tingene til Gabriels fordel. ”Min alder er vist ikke sagen vedkommende. Alle kan joine Garden så længe de er magisk myndig og det skiller efter fyldt 17 år” sagde han med et ganske let nik da det trods alt var sandt. ”Desuden løber Garden ligeså meget i min familie som det gør i din egen” påpegede han ganske roligt da navnet Mason helt sikkert ville komme til at ringe i hans øre lige nu da det trods alt var samme navn som Gabriels. Og nok var Mason et normalt efternavn, men de var den eneste Mason i Garden da Gabriel yndede at gøre en stor deal ud af deres familie.

Xander kunne godt mærke at han blev en kende provokeret at den unge fyrs kommentar. ”Tja Gabriel kunne jo prøve, så ser vi hvem der bukker under først.” Svarede han blot i et ligegyldigt tonefald. Xander bøjede sig ikke for nogen som helst. Grunden til at det havde fungeret så godt med Raysal var fordi han var kommet i inderkredsen fordi hun havde set hans talent, ikke fordi hun havde truet ham til at følge sig for ærlig talt ville han hellere kæmpe og måske dø med æren i behold end han ville bukke under fordi nogen troede at de kunne knække ham.
Han kiggede på ham med et roligt blik og lænede sig let tilbage i stolen. ”Du kan jo passende fortælle din leder at min loyalitet vindes ved godt lederskab og ikke ved trusler.” Han var uden tvivl en meget stærk og dygtig troldmand så han lod sig ikke kue. Han havde ikke noget imod at være loyal overfor Gabriel, men han ville ikke tvinges til det, det krævede virkelig at Gabriel måtte steppe op og vise sig som en god leder eftersom Xander havde været meget loyal overfor Raysal var det selvfølgelig ikke fordi hans loyalitet skiftede over natten.
Han betragtede den unge fyr kort og uinteresseret. Han havde lyst til at påpege at han ikke adlød nogen former for ordre fra en knægt, men igen mindede han sig selv om ikke at være for hård, for selvom han ikke var bange for at tage kampe op så var han heller ikke dum nok til at stille en scene op her. ”Whatever knægt,” svarede han blot og tog en ny tår af sit vand.

”Som sagt er det ikke fordi han vil slå dig ihjel. Så der er ikke noget at bukke under med” sagde han med et ganske let ryst på hovedet da han trods alt kendte Gabriel godt nok til den slags. Desuden var han en mand der elskede at køre mindgames så det ville være ulogisk for ham at Gabriel ville slå Xander ihjel. Desuden blot fordi ens loyalitet lå et bestemt sted så skulle man vel ikke sås ihjel så længe den stadig også lå hos Garden? Det var vel mere hvis han mistede interessen for Garden og ikke bare overfor Raysal. Gabriel ville så logisk nok ikke have Xander i inderkredsen når han havde været loyal overfor Raysal og det kunne Bradán faktisk godt forstå. ”Nu er det ikke fordi truer. Jeg tror du skal høre lidt efter, men derimod har han et tilbud” sagde han med et ganske let nik og vidste godt at det var et dårligt tilbud der forhåbentlig ville få Xander til at føle sig vigtigt og det var trods for at Bradán faktisk var virkelig klog og derfor godt kunne regne ud det var sådan det hæng sammen. Og han var også ret så sikker på at Xander ville kunne det samme. Han undervurderede ham trods alt langt fra. ”Jeg er 21. Gør det dig tilfreds?” spurgte han med et ganske let hævet øjenbryn selvom han ikke kunne se hvad hans alder havde med noget som helst at gøre. ”Men professor til professor. Jeg skulle sige fra Gabriel at hvis du spottede unge talenter må du gerne hive dem ind som uofficielle i Garden. Jeg er sikker på en professor som dig selv har et talent for at se andre med de evner” sagde han med et ganske let smil over sine læber. Det var ikke verdens værste ting at blive bedt om. Faktisk ville Bradán til en hver tid bytte for ikke længere at skulle være Gabriels skødehund.

Uanset hvad knægten sagde havde det nu alligevel lydt som trussel i hans øre. Xander var ikke typen der lod sig kue af nogen eller noget. Han så tilbage på fyren i nogle lange sekunder som han sagde at han var 21, "virkelig? Du ser godt nok ung ud." Kvitterede han blot og trak let på skuldrene.
Han hævede brynene da Bradán snakkede til ham som om de var ligeværdige for det var de på ingen måde i Xanders opblæste verden. "Elever? Han vil rekrutterer elever?" Spurgte han med et hævet bryn. "Ikke for noget, men jeg skal sgu ikke hive elever ind fra skolen." Svarede han og lod hovedet falde på skrå. "Det er for rissikabelt og jeg gider ikke bruge de næste mange år i Azkaban." Han ventede lidt inden han forsatte. "Han kan sende mig en liste over de elever han er interesseret i, så skal jeg holde øje med dem og informerer om de lader til at være godt potentiale." Gav han så som modtilbud. Han skulle ikke nyde noget af at elever begyndte at fatte mistanke til at han var i garden for det kunne alt for hurtigt løbe af sporet.
Han tømte sit glas. "Så er der ellers andet jeg kan gøre for dig?" Spurgte han så og stillede glasset fra sig på bordet.
"Forresten kan du snakke med din leder om at jeg gerne vil hiver Harper Shantan tilbage i garden. Jeg ved hvor hun er og vil gerne bringe hende til fornuft. Hvis Gabriel støtter mig op om det projekt har han allerede der vundet en del af min respekt." Harper og Xander havde haft en ret interessant fortid sammen og nu hvor Raysal ikke længere var klar til at myrde Harper var det på tide at få hende tilbage hvor hun hørte til - i Xanders øjne anyway.