Jamie+Atla - Don't Go and Leave Me

The princess
Jamie Anakin York
Ilvermorny
Prof. Yorks kontor
April 2054
Atla var ved at blive drevet til vanvid over hendes forældre skulle skilles og det var trods for hun faktisk godt kunne forstå sin far. Hun vidste jo godt hendes mor var voldelig, men hun undskyldte sig selv med at det jo bare have været et par gange og hun selv havde været skyld i at det var sådan. Hun følte sig virkelig som hende der var ved at blive revet over på midten og det gjorde det bare ikke bedre at hun hver eneste dag skulle se på prof. York og føle at hun blev overset dagligt. Hun havde med vilje valgt at have muggler teknologi fordi hun havde set ham et par gange på skolens område og selvom hun godt vidste det var dumt at sukke sådan efter sin ene professor så ændrede det bare ikke på hvordan hun havde det. Det var så heller ikke lige fremme blevet bedre af at hendes forældre skulle skilles for det gjorde bare at hun begyndte at lukke sig ind i en lille bobble hvor hun selv mente at hun var en prinsesse for så kunne hun jo ikke blive såret. Hun forsøgte også hele tiden ikke at vise hvor følsom hun var blevet af det og havde da også lavet en smule ballade hvilket havde fået Jamie til at give hende eftersidning hos ham da hun havde revet en af de andre piger i håret fordi hun havde følt at hun havde kigget på ham en smule forkert uden hun havde sagt at det var det.
Da tiden havde været ved at være til at hun skulle have eftersidning havde hun da også taget en smule læbestift på og rettet sin kjole inden hun bankede på døren indtil hans kontor. Det var virkelig forfærdeligt at have det sådan her og især overfor en af sin fars kollegaer. Kunne han da ikke bare stoppe på skolen? Det ville da være en helt del nemmere. Han behøvede ikke at være så tæt på hende hver dag. Hun kunne jo sagtens klare sig selv. Kunne hun ikke? Hun åbnede døren da han sagde hun gerne måtte komme ind hvilket fik hende til at bide sig ganske ubevidst i læben i den ene side. Hun havde sagt til Jamie at pigen i klassen havde været efter hende for at Sindri skulle skilles, men det passede på ingen måde. Hun lukkede ganske roligt døren efter sig og gik et par skridt indenfor. Hun havde da også med vilje valgt at tage en læderjakke på for ligesom at beskytte sig selv en anelse fra at hun var så sårbar som hun var. "Så er jeg her" sagde hun stille og vidste ikke helt hvilket ben hun skulle stå på nu hvor hun faktisk snakkede alene med ham. Han var virkelig helt igennem fantastisk og hun kunne mærke hendes ben blev helt bløde bare ved synet af ham og når han om lidt snakkede var hun sikker på at hendes ben ville falde sammen under hende for han havde virkelig den mest fantastiske stemme overhovedet. Hun var da også sikker på at man kunne høre på hendes stemme at hun næsten ikke kunne få vejret blot fordi hele kontoret duftede sådan af ham over det hele.

Dressed to impress

Jamie havde givet Atla eftersidning efter en episode i undervisningen, men havde valgt ikke at snakke med hendes far om det. Selvfølgelig skulle hun opføre sig pænt, det var ikke det. Men det var en episode og foruden det, så behøvede ens forældre jo ikke vide alt bare fordi de arbejdede samme sted, som deres barn gik i skole. Han vidste så ikke grundene bag til hun gjorde som hun gjorde og for nu var det nok også meget godt. Han forventede at hun ville komme hvert et øjeblik, så af den grund var døren åben.
Jamie sad med sine briller på og liste i en bog, mens han afslappet havde sine ben oppe på sit skrivebord. Han havde to forskellige par sokker på, men det havde han altid. Det var en af hans mange finurligheder. Han havde taget sine blå sko af, så de stod ved siden af hans skrivebord, og kiggede op da han hørte en pigestemme, inden han smilede mildt til Atla, da hun stod i kontorets åbning. "Åh, bare kom ind og tag plads," svarede han og gjorde en gestus med sin hånd til hun bare kunne gå ind. Han betragtede hende kort, og løftede et øjenbryn. "Frøken Campbell... Er det læbestift?" spurgte han og pegede på sine egne læber for at sikre sig, at hun vidste hvad han talte om. Hans stemme var mild og imødekommende. Det var sjældent Jamie var streng og han brød sig faktisk heller ikke om at give eftersidning for at være ærlig. "Så vidt jeg ved er det ikke tilladt at have make up på i skoletiden. Jeg ved ikke om Rektor Campbell har ændret den regel," påpegede han, som en ting hun skulle huske. Hun behøvede ikke at blive straffet yderligere, for som nævnt, så brød han sig slet ikke om at give eftersidning.

Hun tog da også plads da hun fik det anvist og bed sig en anelse i læben igen da hun trods alt ikke vidste om han havde valgt at snakke med hendes far om det eller ej. Uanset hvad så ragede det virkelig ikke hendes far. Hun rystede ganske let på hovedet til at det var læbestift. ”Nej. Tror du jeg ville gå imod min egen familie og gå med den slags?” spurgte hun med et ganske let hævet øjenbryn trods for det var løgn. Så røde læber var der ikke nogen der helt naturligt og det vidste hun også godt, men hun ville jo se godt ud for Jamie. Det var vel ikke så svært at forstå? Også selvom hun godt et sted vidste at han ikke anede hvordan hun havde det. ”Så er det jo godt at jeg ikke har make-up. Og selv hvis det var så kan jeg ikke se noget problem med det. Det er jo kun dig som ser det” sagde hun stille og rystede ganske let på hovedet af ham. Der duftede virkelig så godt af ham på det kontor og var virkelig glad for hun ikke var typen der blev helt vildt nervøs. Også selvom han gjorde hende noget så pokkers svag i sine ben. Han var virkelig den dejligste mand her i verden og hun kunne slet ikke begynde at beskrive hvor dejlig han var hvis nogen spurgte hende. Dog skulle det være nogen som hun stolede nok på til ikke at sladre til hendes far.

Jamie kunne ikke se en grund til at nævne det for hendes far. Det ville alligevel blive anmærket i hendes journal at hun havde fået eftersidning og den ville han have adgang til. Hvor vidt Professor Campbell tjekkede hende eller ej, blandede han sig udenom. Han ville heller ikke være en sladderhank, der fortalte barnets far at hans barn ikke opførte sig pænt - der var jo elever hvis forældre ikke arbejdede på skolen, og der gik han først ind når det var alt for mange gange. Det var dog, i hans hukommelse, første gang han havde Atla til at sidde til eftersidning hos ham. Han brød sig bare ikke om eftersidninger, men det gav da eleverne tid til at lave deres lektier. Han så undersøgende på hende ved hendes ord om han troede, om hun ville gå imod hendes egne familie. "Så frøken, det var da lidt ekstremt," sagde han i en blid tone, mest af alt for at for også at indikere han lavede lidt sjov og ballade. Lige udover det faktum, at hans stemme altid var ufattelig blid og glidende. "Men udover det, så ligner det læbestift," sagde han i en alvorlig tone, inden han tog en tår af den kaffe, han havde til at stå på sit bord inden han så på hende. "Vil du have en kop?" spurgte han med en rolig stemme mens han nikkede mod kaffekanden han havde til at stå. Han lyttede til hendes søforklaring og bed sig i kinden. "Det ændre ikke på det er imod reglementet. Du er sådan set stadig i skole," påpegede han med en belærende tone. Han satte sine fødder op på sit skrivebord igen og betragtede kort de mismatchede sokker, og vendte fokus tilbage til sin bog. "Jeg går ud fra, du har nogle lektier du kan lave.. Ellers har jeg nogle opgaver," sagde han, mens hans hoved var begravet dybt nede i den bog, han læste. Hun var jo 5. årgang, så hun måtte efterhånden kende til kotymen om det så var hendes første eftersidning eller ej.

Atla ville være lykkelig for hvis hendes far ikke fik det direkte af vide. Mere fordi det jo ikke var noget voldsomt og noget som normalt ville komme af information til en forælder. Det var jo kun hvis det var gentagende gange og det var det ikke lige. Hun kendte jo godt systemet. Hun var opvokset med sin far var professor på skolen trods alt. Hun var heller ikke typen der kom til eftersidning. Hun var en god pige der altid fulgte med i sine timer og havde gode karaktere. Ikke alene acted hun ud på at hun var glad for professor York på en måde som hun ikke burde være, men hendes fars skilsmisse gjorde bare ikke tingene spor bedre. ”Og hvorfor så det? Det er da en Campbell som er din chef” påpegede hun ganske roligt og nikkede ganske let for sig selv. Ikke fordi hun levede højt på at være i familie med Thor, men det var virkelig svært at skjule når de havde samme efternavn og endda begge havde navne fra nordiske guder. I hvert fald hvis man bare havde en smule hjerne og kunne se ud over det. Plus hun kunne dansk som så mange andre i familien. Præcis ligesom Thor kunne. Hun tog en finger op til sin læbe for at prikke let til den og vendte den så om for at vise ham at der ikke kom noget på hendes finger. At det så var fordi det var en læbestift en der ikke bare sådan tværede ud var noget andet. Hun nikkede ganske let til om hun ville have kaffe. Mest af alt fordi hun forbandt det med at være voksen og derfor drak det selvom hun på ingen måde kunne li det uden en masse sukker og mælk i var noget andet. ”Og hvis du ikke tror på mig så må du selv tjekke efter” sagde hun ganske roligt da der trods alt ikke var noget på hendes finger. Hun regnede nemlig med at han ikke ville tjekke efter. Hun nikkede ganske let til at hun stadig var i skole. Det var hun skam godt klar over. Hun ville jo bare gerne se godt ud for han skulle ligge mærke til hende. ”Jeg har ingen lektier. Dem har jeg skam lavet” sagde hun ganske roligt og krydsede let sine ben over hinanden. Desuden kendte hun ikke til det at have eftersidning for det havde hun aldrig haft.

Jamie havde lagt mærke til, at der ikke var nogen anmærkninger i hendes rapport. Det havde derfor også undret ham, at den opførsel var begyndt hos hende. Han vidste dog ikke, hvad der gik i gennem hendes liv eller en teenagers liv generelt. Ikke at han havde glemt hvad det ville sige at være femten år, langt fra. Han blandede sig bare ikke i, hvilke problemer hans elever havde, med mindre de direkte henvendte sig til ham eller at han så en grund til at spørge indtil det. Han kunne dog ikke se der var noget alarmerende i hendes opførsel, da det var en enkelt gang og alle kunne lave fejl. Ydermere, så havde han ikke bemærket nogen adfærdsændring, men nu var han så selvfølgelig heller ikke den bedste til at spotte netop den slags. "Frøken Campbell... Du skal ikke bruge familiære fordele, det er jeg sikker på at Rektor Campbell vil give mig ret i," påpegede han og kunne ligeså godt have stået med en løftet pegefingre, da hans tone var meget belærende da han tog det hun sagde meget seriøs. Sådan var han. For det meste død alvorlig. Jamie vidste godt, der var mange Campbells på den skole. 2 elever og yderligere en rektor og en professor. Ja, de måtte vel føle at de styrede den her skole og det nærmest var blevet et familie foretagende, men det betød ikke de to elever skulle udnytte sig af det. Sådan noget brød han sig bestemt ikke om. Han lagde mærke til, hvordan hun demonstrerede at det ikke var læbestift der var på hendes læber, men så nu alligevel kritisk på hende. "Jeg tjekker ikke," sagde han med sammenkrybbende øjenbryn, da berøring med en elev på læberne ikke var særlig acceptabelt og også kunne misforstås. Han kunne jo se, de var meget mere røde end almindelige læber, men omvendt så brød han sig virkelig ikke om at give eftersidning så det her var noget, han kunne se igennem fingrene med. Det var, trods alt, et langt mindre brud på reglementet end at hive en anden elev i håret over noget, som han ikke helt havde forstået. Han fandt en kop frem til hende og lod hende ordne det med kaffen, som hun ville have den. Han sukkede en anelse for sig selv. "Så bliver det nogle lange timer. Nåh, men så har jeg nogle opgaver," sagde han som han tog sin stav og låste op for en skuffe. "Det er om udvikling inden for no majernes teknologi," forklarede han, som han bevægede sig mod hende og lagde det på hendes bord. Han var nok lidt af en tør kiks, men det her var trods alt eftersidning.

”Og det kunne jeg skam heller aldrig finde på. Det var sådan set det jeg lige før forsøgte at sige lige før” sagde hun og rystede ganske let på hovedet af ham. Hun havde jo netop spurgte ham om han virkelig troede hun ville gå imod sin egen familie for det var da nok noget af det sidste hun ville. Det var bare som om hun ikke brød sig om at andre så på Jamie som hun selv gjorde og hun virkelig også på samme tid actede out på hendes forældre skulle skilles. Nok havde hendes mor kun lagt hånd på hende et par gange, men det gjorde det jo stadig ikke i orden. Problemet var bare lidt at det følte hun jo sådan set selv at det var. Hun følte det var ok at hendes mor havde gjort det for hun kunne jo bare opføre sig ordenligt, men det ironiske var at det gjorde hun næsten altid tid. ”Så må du jo tage mit ord for at det ikke er læbestift” sagde hun med et varmt smil over sine læber. Hvor han dog så helt vildt godt ud. Hvor hun dog fik bløde knæ nær ham. Han var en prins og hun var en prinsesse. Hvorfor ville han ikke bare se hende for den hun var og se i hendes retning? Hun vidste godt at professorer ikke måtte date en elev, men åh hvor var den regel dog dum! Også selvom hun godt vidste at han næppe ville se på hende om så det havde været lovligt eller ej. Det skær virkelig i hendes hjerte. Hun hældte kaffen op i puttede det rette sukker og mælk i som hun gerne ville have det. Hun vidste også godt han sikkert ville finde det lidt sjovt, men det havde hun nu ikke noget imod. Hun nikkede ganske let til at han havde nogle opgaver til hende og tog imod opgaverne. Hun havde så godt regnet ud at det var om no-maj teknologi da det trods alt var hans fag. ”Prof. York? Har du nogensinde været forelsket?” spurgte hun ganske stille som hun slog op på den første opgave og havde fundet sine ting frem til at lave opgave inden hun kiggede op fra sin opgave for at se hans reaktion. Lige nu havde hun stadig ikke taget en tår af sin kaffe og dermed kunne man stadig ikke se noget læbestift mærke på hendes kop.

"Det kan jeg så forstå," svarede han kortfattet og med en alvorlig mine i ansigtet. Han havde ikke rigtigt andet at sige og han skulle også opretholde en form for autoritet overfor hende. Det var ikke meningen eftersidning skulle være sjovt, heller ikke selvom det ikke var noget han brød sig om at give. Var en elev dumpet, skrev han heller ikke deres karakter. Manglen betød, at de netop ikke havde bestået og så ville han hellere vejlede dem derfra. Han var virkelig al for tit al for venlig, også i forhold til hvad der gavnede ham selv i sidste ende. Heldigvis vidste han pt. ikke noget om, hvilke følelser det var Atla rettede imod ham. Det var sikkert også for det bedste, for han ville ikke være i stand til at afvise hende, fordi han ikke brød sig om det. Han undgik tit konfrontationer, fordi han netop blev sat i en situation, hvor han oftest ville ende ud i at være et røvhul. Han vidste ikke hvad der foregik i hendes liv, ligeså vel som hun ikke vidste noget om ham. Selvfølgelig kunne han opsamle information ude på gangen, som han hørte rundt omkring. Løse rygter og sådan. Det kunne hun jo også om ham, men med så mange rygter, så var det ikke til at vide, om der var sandhed i dem. "Det gør jeg også," svarede han og så op fra sin læsning ganske kort, inden hans øjne vendte tilbage til teksten. Han lod hende om at ordne sin kaffe, som hun kunne lide den. Selv drak han den bare sort, da han oftest syntes at sukkeret modvirkede virkningen fra koffeinen.
Han smilede til hende som han leverede hendes opgaver og skulle til at vende tilbage til sin stol i det han hørte hendes spørgsmål. Han drejede om på sin hæl og så på hende. "Forelsket? Hvorfor spørger du mig om det, frøken Campbell?" spurgte han med den mest professionelle stemme, han overhovedet kunne fremtone. Ikke at han forventede det omhandlede om ham, tværtimod. Han ville endnu en gang bare prøve at signalere sin autoritet, foruden at han nok ikke var den bedste at komme til med sådan noget. Nok var han selv en mand, men han havde ikke været som de fleste drenge på hendes alder og han forstod da slet ikke kvinder.

Hun nikkede ganske let da det var tydeligt at han havde forstået det. Det var jo det som hun hele tiden havde ment. At hun ikke ville gå imod sin familie. At hun så rent faktisk havde læbestift på og han faktisk havde ret i den del var straks noget helt andet. Atla synes heller ikke selv det skulle være sjovt at have eftersidning. Hun vidste jo godt selv hun var skyld i at hun var havnet det. Det var bare heller ikke sjovt at vide at andre så på professor York på samme måde som hun gjorde. Også selvom det helt sikkert havde været mere bare i hendes hoved end så meget andet. Atla vidste heller ikke helt om hun følte for at sige hvad hun følte for ham da hun trods alt godt vidste det var ganske forbudt de følelser hun havde, men omvendt så hvis han ikke vidste dem kunne han jo heller ikke enten afvise hende eller måske havde det på samme måde selvom hun faktisk mest af alt ikke regnede med det sidste. Det var mere normalt en elev var glad for en professor end den anden vej rundt. ”Godt” sagde hun med et bredt smil over sine læber og nikkede let for sig selv.

”Ja forelsket professor York. Du ved. Sådan rigtig forelsket? Har du nogensinde været det?” spurgte hun stille og bed sig ganske let i læben. Lige nu var det desværre tydeligt at hun havde haft læbestift på da noget af det sad på koppen efter hun havde taget en tår, men hun regnede med han havde bedre ting at tage sig til at end ligge mærke til den slags ting lige nu.
Naturligvis havde hun haft læbestift på. Hun ville jo være fin overfor ham. Det var jo heller ikke noget tilfælde at hun havde taget den kjole på som hun havde.


Jamie kiggede ikke efter på hendes kop og var der røget læbestift fra hendes læber af, så ville han ikke se det. Han var ganske enkelt ikke typen, der lagde mærke til den slags småting, da hun havde sagt hun ikke havde det på og han måtte tro på det. Selvfølgelig var han ikke dum, og han kunne godt se det var læbestift, men han gad heller ikke give mere eftersidning. Han brød sig jo ikke om, at afstraffe elever på den måde. Han trak efter tænksomt på smilebåndet, selvom det mere var et par korte træk i en opretstående retning. Han sugede sine læber indad, som han overvejede, hvad han skulle svare hende. Han havde været forelsket før, det var ikke det. Det var bare ikke noget, han forventede en elev ville spørge en som ham med, da han synes det var tydeligt for alle og enhver, at han ikke havde været blandt de populærer, da han gik i skole og han heller ikke var det nu. Selvfølgelig, var den slags ikke betinget af at være populær, men de oplevelser man har haft, var oftest. Det var ærlig talt de færreste, der ville snakke med ham. "Uhm, ja, hvorfor?" spurgte han med en tøvende stemme, inden han tog en tår af sin kaffe og lod sit blik falde på hende.

Atla så jo ham som at være en del mere eftertrukket end han helt sikkert var og derfor var hun sikker på at han også havde været mere populær end han bestemt havde været det. Hun vidste også godt at det måske var et underligt spørgsmål at snakke med en professor om, men faktum var bare at hun var virkelig glad for ham og hun følte et sted at han skulle vide det. Så kunne det være det var nemmere at komme over ham end det var lige nu for lige nu var det bestemt ikke spor nemt hvis hun selv skulle sige det. ”Da du var ung eller fornyelig?” spurgte hun ganske stille og bed sig selv let i læben. Hun vidste godt det lød underligt at sige sådan til en professor, men hun ville bare så gerne snakke med ham om det. ”Tror du i øvrigt på eventyr professor?” spurgte hun stille og lagde sit hoved ganske let på sned inden hun tog en tår af sin kaffe igen. Hun var virkelig glad for at han ikke lagde mærke til at der faktisk sad læbestift på hans kop for hun havde ikke lyst til endnu en eftersidning når hun jo bare havde forsøgt at være fint overfor ham. Han satte virkelig hele hendes hjerte til at banke så voldsomt nær ham. Han duftede så godt og hun kunne bruge timer på at bare sidde og betragte ham.

Jamie så på hende over hendes opfølgende spørgsmål. Hvorfor var hun så interesseret i den slags? Det var hans privatliv og det var ikke ligefrem fordi elever, var interesseret i deres professorers privatliv. "Uhm, Det er vel et par år siden," svarede han tøvende, som han faktisk tænkte over hendes spørgsmål. "Er der da en speciel grund til, at du spørger?" påpegede han spørgende, inden han i få sekunder så afventende på hende og lagde sin bog fra sig, da han bedømte, at han ikke fik lov til at vænne tilbage til den lige nu. Han tog kaffekoppen op til mundvigen inden han tog en stor tår af den og lod kaffen varme hans svælg op. "Uhm," prøvede han usikkert, og trak sine læber indad. "Uhm, Det ved jeg ik..ikke lige. Det har jeg ikke tænkt over," svarede han med en rynken på sine øjenbryn. Nej, det havde han egentlig aldrig tænkt over. Han var videnskabsmand og ikke humanist, så det med eventyr var ikke lige hans kop te. Han elskede at læse, men det var for det meste ikke eventyr, han læste. Han havde læst dem, men da havde han været væsentlig yngre end han var nu og det var ikke ligefrem fordi han havde nogen børn at læse eventyr til og han havde vel egentlig også bare fået taget for meget fra sig til at tro på den slags.

Hun nikkede ganske let da hun trods alt selv havde spurgt og derfor var ganske oprindeligt interesseret i hans svar. Hun vidste jo også godt det var enormt privat at spørge en professor om det, men en del af hende var bare nød til at vide om han faktisk var forelsket i en anden inden hun havde tænkt sig at sige hvordan hun havde det. Hun nikkede ganske let til om der var en speciel grund til hun spurgte. ”Ja. Jeg tror jeg er forelsket i ham her personen jeg kende, men jeg tror ikke han er interesseret i mig” sagde hun ganske stille og valgte med vilje hverken at sige mand eller fyr fordi det bare ville sætte en vis alder på og det havde hun ikke lyst til lige nu. Hun var nød til at være mere sikker på at hun faktisk turde at sige det. Hendes hjerte bankede løs imod hendes brystkasse og hun var sikker på hendes hjerte var på vej ud af hendes brystkasse. Hun var glad for han lagde sin bog fra sig for det betød at han faktisk ville have fokus på hende og det kunne hun ikke lade være med at være glad for. Det her var trods alt intet nemt emne for hende og slet ikke når det var ham som hun snakkede om. Hun selv tog også en tår af sin kaffe og bed sig ganske let i læben. Hun rejste sig op og tog let fat i sin kjole ved kanten ganske kort og nejede for ham. ”Ser du. Jeg synes jeg er en prinsesse. Det siger min far altid jeg er og en prinsesse skal jo have en prins ikke?” spurgte hun stille og forsøgte at læne sig ind mod ham da hun havde allermest lyst til at fange hans læber i et kys selvom hun godt et sted vidste det var dumt, men lige der som hun havde stået foran ham havde hun faktisk bare ikke tænkt for så meget som to sekunder. Hun havde kort været styret af sine egne lyster.


Det var vel egentlig normalt, at søge til de voksne, der var omkring en, når man havde brug for råd. Han blev da også opsøgt om råd af andre elever, men aldrig om kærlighed. Det lå bare langt væk fra hans kompetance område, og det var heller ikke fordi han udstrålede, at han ville være god inden for den slags. Derfor vakte hendes henvendelse til ham også en del tvivl og forvirrelse, og han måtte snart gå til bekendelse om, at han ikke var den bedste at gå til med den slags problemer. Han lyttede til hendes ord og nikkede for at understrege, at han hørte efter. "Uhm. Jeg er ikke den bedste at søge råd til med sådan noget," kommenterede han, inden et lavt suk gled forbi hans læber. Hvad skulle han overhovedet sige? Han klemte øjnene eftertænksomt sammen og det var tydeligt, hans hjerne rumsterede over, hvad han skulle svare. "Alt du kan gøre vel er at forsøge og se, om han har interesse. Det har de fleste teenage drenge... vil jeg tro," forsøgte han med en prøvende og søgende tone og lod sit blik falde alvorligt på hende, da han gerne ville tage hendes henvendelse til ham seriøst. Han betragtede hende neje, efter han havde lagt sin bog på bordet og løftede et øjenbryn over hendes forklaring over, at hun var prinsesse og hun skulle have en prins. Var det sådan eventyrerne gik? Ja, det var det vel nok. "Uhm, jo det... det skal du vel, uhm..." tøvede han, og lagde mærke til at hendes hoved lænede sig frem mod hans og lænede sig definitivt tilbage i stolen i en langsom bevægelse dog nok til at indikere, at det med at være tæt var for intimt til hans smag. "H..hvad laver du?" spurgte han og lagde en hånd mod sine egne læber for at bygge en mur i mellem dem. Ikke fordi han nødvendigvis havde opfanget hendes forsøg på at kysse, men et eller andet primært urinstinkt inde i ham, havde nok omfanget et eller andet vibe fra hendes side af.

Atla vidste godt det var ganske normalt og egentlig havde hun også overvejet at spørge en anden, men det var bare oplagt at bruge Jamie når det ligesom hun havde følelser for og ville afprøve sin teori om at hun ingen chance havde. Desuden havde hun jo et helt andet billede af Jamies kærlighedsliv. ”Er du ikke?” spurgte hun og lagde hovedet ganske let på sned da hun virkelig var ganske overrasket over det. Hun var ganske sikker på at han virkelig var langt mere populær end han havde været. Måske også fordi hun var en anelse forblindet af at hun var vild med ham. Kærlighed gjorde trods alt ganske blind. Hun nikkede ganske let og bed sig en anelse i læben for det var jo ikke en teenager hun var forelsket i og derfor var hun ikke helt sikker på de samme regler var sig gældende. ”Men professor hvem siger overhovedet det er en teenage dreng?” spurgte hun ganske nysgerrig og kunne altid tvære den over på det var Iason hvis han spurgte før hun fik taget sig sammen til at sige det så heller ikke var ham. Hun nikkede let til at det skulle hun. Hun følte trods alt selv lidt hun var en prinsesse. At han så tydeligvis ikke havde nogen idé om det var så straks noget andet. Hun bed sig en anelse i læben og rykkede sig en anelse tættere på for at forsøge at kysse ham igen. ”Mig? Du sagde lige jeg skulle forsøge at finde ud af om han havde interesse for mig professor” sagde hun med en ganske uskyldig stemme og vidste godt hun måske lidt gik over grænsen, men så ville det være nemmere at komme sig over ham bagefter.


Han bed sig i læben ved hendes spørgsmål, inden han rystede på hovedet. "Nej," svarede han for at gøre det klart for hende. Den kærlighed, han havde haft, havde han mistet på uretfærdigvis, så det var måske sikkert at sige, at hans hjerte var havnet i et form for habitus. Inden det, havde han en enkelt gang haft en 'kæreste', men den kæreste havde udnyttet ham. Han havde overbevist sig selv om, at kærlighed ikke var noget for ham og det faktum han havde været forelsket to gange før, gjorde ham jo heller ikke ligefrem til ekspert på området. Han var ekspert inden for alt nørdet, men det var noget andet. Han havde dog heldigvis stadig sine sociale kompetencer intakt, selvom han nok ikke kunne løbe fra, at han kunne være virkelig akavet og underlig.
Han så på hende med et løfte øjenbryn, da hun spurgte om hvem sagde det var en teenager hun var forelsket i. Var det en pige så? Ikke at han havde nogen problemer med det og hun havde jo ikke nævnt køn. "Jamen så en pige da.." påpegede han med et skuldertræk. Hun kunne være til det hun ville, men det gjorde ham nu alligevel utilpas at kende til seksualiteten på sine elever, da det bare var tættere end han ville kende hende. "Altså... det kan jo være svært at springe ud, men det er et sikkert sted.. Og hvis du har brug for hjælp med at sige det til dine forældre, så kan vi sammen finde ud af, hvordan du skal gøre det..." prøvede han tøvende og kløede sig en anelse i nakken, som han med garanti gjorde situationen mere akavet. Han så hende godt nikke, men sagde ikke noget videre til hende. Han tog en professionel beslutning om, det var bedst at lade hende blive i troen. Ville Professor Campbell behandle hende som en prinsesse og kalde hende det, skulle han have lov til det. Han havde ingen børn og dermed havde han heller ikke nogen form for idé om hvordan man skulle opdrage dem. Som hun forsøgte at kysse ham igen, satte han febrilsk sin fødder på bordkanten for at skubbe sig selv væk, med det resultat at kaffen forsvandt ned og væsken spildte ned over hans skridt. "U..hm, men jeg er... jeg er din professor," svarede han som han mærkede den lunke væske på sine bukser og kiggede på dem. Shit. Fuck.


”Det må jeg sige. Det kommer som en stor overraskelse for mig” sagde hun stille og bed sig en anelse i læben selvom hendes læbestift var ved at falde af fordi hun ligesom havde drukket kaffe og det sad fast på koppen. Atla havde aldrig rigtig været forelsket før og derfor havde hun endnu mindre styr på det end prof. York måtte have det. Hun var også begyndt at bevæge sig i en eventyr verden i kølevandet på sine forældres skilsmisse. Det havde hun bare ikke helt lyst til at dele med ham for det gjorde hende ganske sårbar. Så sårbar havde hun heller ikke lyst til at være og slet ikke nu. Det var nok at hun var glad for prof. York og ikke kunne få hans opmærksomhed. Atla derimod var ganske udadvendt og var ganske socialt anlagt, men hun var så heller ikke nørd på noget punkt og måtte erkende at hun var rart så glad for nørddelen af prof. York. Det havde været den del som havde tiltrukket hende på ham.

Hun rystede ganske let på hovedet. ”Nej heller ikke en pige. Slet ikke en teeanger” sagde hun stille og kunne ikke lade være med at have en mild og hjertelig latter over han havde troet det måtte være en pige så. Ikke at hun havde det mindste imod hverken homo’er eller biseksuelle, men hun var bare fuldt ud hetero. Hun anede dog langt fra hvordan han havde det med at vide hvilket køn en elev var til og hun var faktisk også en smule ligeglad mest af alt fordi hun trods alt var hetero og derfor var det intet problem. Og hvis folk ville komme som elev med man var i tvivl om sin seksualitet så virkede det heller ikke som om man ville komme med det til lige netop ham hvis hun skulle være ærlig. Og det var ikke ondt ment. Bare mere som han ikke havde nogen erfaring med fyre der var til sit eget køn. I hvert fald ikke på egen krop.

”Men professor jeg er hverken bi eller homo. Jeg er til det modsatte af mit eget køn” understregede hun med et lille let nik da hun ikke følte at han havde forstået det. Hun var bestemt ikke til sit eget køn og det var uden hun synes der var noget galt med at nogen var det. ”Og hva så hvis du er min professor? Skulle det gøre at jeg ikke kunne føle for dig?” spurgte hun med et ganske let hævet øjenbryn inden hun atter forsøgte at komme til at kysse ham, men da hun opdagede han havde spildt kaffe stoppede hun op og fandt noget hun kunne række ud imod ham så han kunne tørre sine bukser. ”Undskyld. Skal nok gå nu” sagde hun stille og bed sig hårdt i læben mens hun slog blikket ned. Hun overvejde et kort øjeblik at gå imod døren for hun regnede ikke med at han ville gå efter hende. Da hun ligesom synes der var gået lang tid nok gik hun da også imod døren og åbnede den for at gå ud af den.


//Out