Chrissandra + Dorran - And life is the road

Janaur 2054
Lærerværelset
Chrissandra Lupin Pendareva
Dorran havde et øjeblik været sikker på at han var døden nær. Det lignede slet ikke ham at være så fandens kikset, men han havde ikke haft forvandling endnu i det nye år så det var først et par dage efter at det faktisk var gået op for ham at Chrissandra var der. Han havde været så lang væk i sin vrede omkring Lucas havde gemt at han var hans far og hans forvirring omkring Aya egentlig ville ham noget at han havde nægtet pure at hans store idol var blevet professor på skolen så da han havde gået ind i forvandlingslokalet tidligere på dagen havde han ikke alene gået i stå midt i døren så alle var ved at gå ind i ham, men han havde pludselig også mistet sine ord til et fag han ellers var skide god til blot fordi hun var så pokkers smuk at han mistede sin koncentration. Lige der forstod han hvordan det måtte være Arian omkring de mandlige professorer for nok var professor Harminn ganske køn og det benægtede han da heller ikke, men Chrissandra var ikke kun smuk og henrivende. Hun var en talentfuld quidditc spiller, hans store idol og dem havde han bestemt ikke mange af for den del af Lucas var trods alt gledet igennem hans system så han til tider kunne tage sig selv i at have højere forventninger til når en kvinde gjorde noget end når en mand gjorde præcis det samme.


Da skoledagen endelig var slut begav Dorran sig da også mod lærerværelset. Han havde kort overvejet om hun ville være på hendes kontor nu hvor hun også var overhoved og så naturligvis ikke hans overhoved, men Ravenclaws overhoved hvilket bare ikke var fair når Orin var så pokkers streng som han var. Dorran havde kort overvejet at skifte ud af sin uniform, men blev enig med sig selv om at han bare ville sige undskyld så hurtigt som muligt for han havde også midt i det hele skredet ud af klassen fordi han var irriteret på sin egen mangel på ord han vidste han kunne. Han bankede let på døren til lærerværelset og lod nervøst sin hånd glide igennem sit hår. Det var slet ikke godt at være så aggressiv som han var blevet fordi Lucas havde holdt på den hemmelighed i alle de år. Det var ikke fordi han ikke forstod lidt af det for Lucas havde været 13 år da han havde fået ham, men ingen havde forhindret den jubelidiot i at sige det bare 2-3 år tidligere. Slet ikke når de havde et godt ’søskendebånd’.


Chrissandra sad på lærerværelset og læste i en avis. Det var underligt for hende, at sidder derinde, men det var også virkelig rart. Hun havde spillet quidditch i 17 år uden stop og hun kunne bare mærke på sin krop, at det var på tide at lave noget andet. Jobbet som professor havde i mange år tiltalt hende og hun vidste at hun ville god i forvandling, da det var et fag hun havde mestret allerede som 11-årig. Det var nok også en af grundende til, at hun i en alder af 15, kunne forvandle sig til en sneugle. Det var dog ikke kun hendes talent for forvandling og besværgelser, der gjorde at hun havde taget jobbet. For blot få uger siden, var Scott's lillesøster blevet voldtaget og da hun ikke var ret god til besværgelser, kunne hun ikke forsvare sig selv. Scott var gået til Chriss og hun havde trænet Olivia siden og fundet ud af, at det at undervise var noget hun elskede. Nu sad hun der, som professor og overhoved og hun elskede det.

Hun sad alene på lærerværelset, hvilket ikke var unormalt, havde hun fundet ud af. Det bankede pludselig på døren og hun gik ud fra, at det måtte være en elev, da det kun var dem der bankede på.
"Kom ind?" Sagde hun lidt forundret og kiggede hen mod døren, for at se hvem der ville komme ind.

Dorran trådte indenfor og bed sig hårdt i læben da det var gået op for ham at det var hendes stemme. En irriterende ganske svag rød kulør gled over hans kinder, men han kunne altid undskylde det med at han lige havde været udenfor selvom det bestemt ikke var den eneste grund. En farve som ellers kun Aya kunne bringe frem når han betragtede hende på afstand. Lige nu følte han så virkelig enormt kikset og det lignede slet ikke ham at have det sådan. Han lod nok engang hånden glide igennem håret inden han rettede lidt på sin skuldertaske og trådte længere ind på kontoret og nåede da heldigvis at miste farven i kinderne igen inden han fik øje på hende. Så var der da en eller anden form for held når man skulle føle sig så kikset. "Jeg.. Jeg ville egentlig bare undskylde for at jeg skred midt i lektionen på den der måde. Det ligner slet ikke mig må du forstå" sagde han med et ganske let nik og sukkede lavt over sig selv. Nok var hun mange år ældre end ham, men han ville ikke benægte at hun var køn og havde nogen avis spurgt ham lige der på stedet hvad han synes om sin nye professor som Arian var blevet nogle måneder frø til et nyt homo magasin så havde han bestemt heller ikke lagt skjul på at han ville få utrolig meget koncentrationsbesvær og det var trods for at hans hjerte virkelig hamrede helt ud af brystkassen på ham hver gang han fik øje på Seths smukke lillesøster Kimberly Aya Minore York når han mødte hende på gangen selvom hun stadig ignorerede ham hvilket han pt. godt kunne forstå så fuld og pinlig som han havde været da han havde mødt hende og Seth i byen med sin uduelige far, Lucas. "Jeg ved godt det sikkert lyder enormt kliché, men du må forstå det er ikke hver dag en fyr der elsker quidditch møder sit største idol på sin skole" sagde han en anelse mere selvsikkert og et svagt drenget smil over sine læber der mindede mest af alt om dem som Joey og Lucas kunne sende til pigerne og da især Lucas kunne.

Chriss nød allerede sit arbejde, selvom hun kun havde været der et par dage. Det var underligt ikke at spille quidditch og hun måtte da også indrømme, at det var svært at undvære den sport hun havde spillet i 17 år. Det var ikke til at forstå, at hun nu var lærer, men hun var sikker på, at hun havde valgt rigtigt, da hun stoppede sin karriere.
Da Dorran dukkede op på lærerværelset, sendte hun ham et smil. Han havde gjort indtryk på hende, men hun vidste ikke helt om det var godt. Hun tænkte ikke dårligt om ham overhovedet, men hun var stadig overrasket over hans opførsel, men det var noget de skulle arbejde på. Det var ikke godt, at elever forlod lokalet før tid, så hun ville da gerne vide hvad der var sket med ham.
Det kom lidt bag på hende, at han var der, da teenage drenge ikke altid bare kom frivilligt for at undskylde. Det gav ham nogle point i hendes bog, at han gjorde, så smilet på hendes læber blev blot større.
"Det er selvfølgelig ikke i orden at du bare forlader lokalet på den måde, så jeg ser gerne at det ikke sker igen." Sagde hun bestemt, men hun smilede stadig, da hun ikke synes hun ville skælde ham ud, når hun ikke kendte grunden og han nu faktisk stod der og undskyldte. Hun kom til at grine lidt, da han så kom med sin forklaring.
"Det er rigtig sødt af dig at sige, Hr. McSeeley." Sagde hun og rødmede en smule. Hun var vandt til komplimenter af den slags, men det rørte hende alligevel altid.
"Sid ned. Så kan vi tale om tingene, så du ikke bliver nødt til at smutte en anden gang, okay?" Hun pegede på stolen overfor hende. Hun håbede selvfølgelig, at han ville sætte sig ned.

”Og det vil ikke ske igen. Det forsikre jeg dig om Pendareva. Sådan er jeg altså normalt slet ikke. Jeg ved ikke helt hvad der gik af mig” sagde han med et skævt smil over sine læber da han virkelig aldrig havde opført sådan der. Han var heller ikke glad for at komme og undskylde, men det hjælp en smule at Chrissandra var hans store idol. Det gjorde han faktisk kunne tage sig sammen til at undskylde og alt det. ”Men det er sandheden. De er mit store idol og at De pludselig står på min skole” sagde han en anelse undskyldende og var lige nu glad for at han havde styr på sine kinder som han virkelig følte kunne begynde at brænde igen indenfor kort tid. Han nikkede ganske let til at han skulle sætte sig ned og bed sig ganske let i læben. Han lod sin ene hånd glide igennem sit hår og sukkede ganske lavt. ”Men det er ingenting. Det er virkelig bare fordi jeg er en fyr og du er mit store idol” sagde han og forsøgte ikke kun at overbevise hende, men også sig selv og lød derfor på ingen mulig måde specielt overbevisende. Mest af alt fordi det ikke kun var hans lille uskyldige celeb crush der gjorde at han opførte sig sådan. Det var det hele. Alt med Aya og Lucas der fyldte hans lille teenage hjerne op med alle de her blandet følelser som bare ik var til at holde styr på.


Chrissandra synes det var meget sjovt. at hun var grunden til at han var smuttet, men hun viste det ikke. Hun ville opmuntre den slags opførsel, selvom der jo ikke var sket det store. Det var ikke godt når eleverne smuttede fra timerne, men det virkede til at han ikke ville gøre det igen og det var godt, at han kom og undskyldte overfor hende.
"Det forstår jeg skam godt. Jeg skulle også spille sammen med et af mine store idoler, da jeg spillede Quidditch i Bulgarien, lige efter Hogwarts. Det var ret svært for mig at koncentrere mig og jeg tror faktisk vores anfører fortrød at have mig på holdet til at starte med. Dog ændrede han sit syn, da jeg tog mig sammen." Sagde hun og sendte ham et smil. Hun kunne godt lide at tænke på sit liv som spiller og især, da hun spillede i Bulgarien. "Det jeg prøver at sige er, at det er helt normalt og det sker ikke kun for drenge. Jeg er glad for at du fortæller mig det." Sagde hun og prøvede at berolige ham.
Hun betragtede ham og lagde sit hoved let på skrå.
"Er der andre ting der plager dig?" Spurgte hun. Han kunne sagtens komme til hende med ting og det var vigtigt for hende, at han vidste det.

Dorran kunne ikke lade være med at smile for sig selv da det virkede som om hun forstod hvordan han havde det. Det var jo ikke fordi han havde tænkt sig at være sådan her hver gang. Det var jo bare lige der. Denne ene dag. Det var jo ikke noget som skulle forsætte. Det var ikke meningen med det hele. ”Og jeg skal også nok tage mig sammen professor. Det er kun i dag. Det lover jeg” sagde han med et smil og bed sig ganske let i læben og nikkede let for sig selv. Det kunne han godt. Han var bare blevet hyldet let ud af den fordi der var så mange ting der gik ham på at det ikke var så nemt. ”Det er også sødt af dig at forsikre mig at det ik kun er for fyrer” sagde han med et smil og en svag rød kulør i hans kinder som han normalt ikke havde der medmindre han var nær Aya. Han nikkede ganske let og kløede sig let i nakken da han ikke helt vidste om han skulle komme ud med det. ”Kender du Lucas McSeeley?” spurgte han stille og sank engang. De fleste kendte den idiot. Alt ved ham fik ham til at væmmes lige nu hvis han skulle være ærlig.

Chrissandra synes han virkede som en sød dreng, der bare skulle igennem en periode. Det var jo normalt for alle mennesker at have svært ved at forholde sig til deres idoler og at koncentrere sig, når de var i nærheden af dem. Hun havde jo selv været i nogenlunde samme situation, så hun kunne sagtens sætte sig ind i hvordan han havde det. Hun ville gøre sit til, at det ikke blev et problem for hans skolegang, at hun var der.
"Det er helt i orden." Sagde hun og nikkede til ham, med et venligt smil på sine læber. Det måtte også være ekstra svært, når han nu var i sine teenage år. Alt var bare lidt mere overvældende og det skulle han jo nok komme over på et tidspunkt.

Det var tydeligt, at der var et eller andet der plagede ham og at det var svært for ham at komme ud med det. Hun ventede dog tålmodigt, så det ikke skulle blive sværere for ham. Da han endelig sagde noget, tænkte hun lidt over hans spørgsmål.
"Det må jeg indrømme, at jeg ikke gør. Det lyder da bekendt, men nej." Sagde hun og rystede på hovedet. Det virkede som om hun burde kende ham, siden han spurgte som han gjorde, men det gjorde hun ikke.

”Håber jeg i hvert fald” sagde han med et varmt smil over sine læber og nikkede let for sig selv da det ikke var fordi han ikke ville holde det. Det var faktisk lige præcis en ting som han godt vidste han ville holde. Han synes i hvert fald ikke altid det var lige nemt at være teenager hvis han skulle være ærlig og slet ikke en forelsket en af slagsen. Det var ikke lige fremme fordi han kunne huske specielt meget af hvordan det var at være det. Det skete ikke så specielt tit trods alt. ”Så du kender heller ikke til sangeren Joey McSeeley?” spurgte han med et ganske let hævet øjenbryn. En del af ham var faktisk lidt lettet over der var nogen som ikke anede hvem hans far var selvom lige nu ville det være enormt rart. ”Anyways. Lucas er den her utrolig irriterende player type der åbenbart har besvær med at bruge beskyttelse så ikke alene har han lige glemt at sige hele mit liv at jeg altså ikke er hans nevø, men derimod hans søn og så har jeg også kun nærmest et helt quidditchhold af søskende og sikkert også flere end dem som han bare ikke kender til” sagde han med et dybt suk og rystede ganske let på hovedet. At han så mest bare kendte til Allison, Olivia og Hya var en anden ting, men det var stadig ikke mindre end 3 søskende plus ham selv. Det gav 4 og han var sikker på der var flere end bare det.


Chrissandra kunne godt se, at der var noget der tyngede den stakkels dreng og hun ville selvfølgelig gøre hvad hun kunne for at hjælpe ham. Hun var normalt ret god til at lytte og eleverne måtte gerne føle, at de kunne komme til hende, når de havde problemer. Ligemeget hvad det så end måtte være.
"Åh ja ham kender jeg godt. Det kan være det var derfor, Lucas lød bekendt." Sagde hun og nikkede. Hendes veninde Nikki, havde været stor fan af Joey i mange år, og derfor havde Chriss også lagt øre til en masse af hans musik, når hun havde besøgt Nikki og det var nu meget godt.
Hun lyttede til Dorran som han snakkede om Lucas og hvordan han var hans far og ikke hans onkel, som Dorran altid havde troet.
"Det nå ikke være nemt, at finde ud af den slags. Har han givet dig en forklaring på, hvorfor han ikke har fortalt dig det noget før?" Spurgte hun og foldede sine hænder. Det kunne være Lucas havde haft en grund. Det var måske ikke altid nemt for en ung mand at høre den slags så sent i livet og det var nok heller ikke nemt at forstå, men der kunne være så mange grunde.