Life Is Pain, Lifes Not Fair - Atticus - Faith

Atticus Hamilton MacKay
Hjemme hos Faith og Hope.
Juni 2055 - Omkring klokken 18.


Faith havde haft en utrolig dårlig dag på arbejdet, kunne man roligt sige. Hun havde været i gang med en opsamlende samtale med en fange, præcis ligesom den første samtale hun havde haft med Atticus, men den her samtale var bare ikke endt ud på samme måde overhovedet. Hun huskede tydeligt hvordan han havde komplimenteret hendes smukke øjne, men det var langt fra hvad den anden fange havde haft sit fokus på. Heldigvis havde fælgensesvagterne hurtigt været der til at 'redde' hende. Det var ikke fordi hun havde været ved at dø, men hun turde ikke tænke på, hvad der var sket, hvis ikke vagterne havde været der. Hun burde lærer ikke at være så naiv og tro hun bare kunne gå ind til alle fangerne, men samtidig havde Atti også bare ændret hendes syn på fangerne utroligt meget.
Egentlig havde hendes plan været, at hun ville have haft købt pizzaer med hjem, åbne en flaske god vin og bare slappe af og hygge sig med Atti og fejre at det var hans sidste dag, før han ville være en fri mand og kunne gøre hvad han ville, uden først at informere hende om, hvor han tog hen og uden sin fodlænke. Men den plan havde hun skudt en hvid pil efter. Hun havde ondt ned langs den ene side, hvor hun også var helt blå/gul og det samme galt begge hendes arme. Hun var gået direkte hjem i karbad. Både fordi det varme vand fik hendes muskler til at slappe lidt mere af, men også fordi hun havde haft brug for, at være alene og bearbejde hvad der var sket. At det så snart var en time siden hun var gået derud, havde hun ingen tidsfornemmelse omkring, da hun havde rullet et lille håndklæde til nakken og nu blot lå i vandet, mens tankerne drev rundt om hende.


Atti havde været på arbejde, da han havde haft brug for noget at lave den tid, han var prøveløsladt. Han vidste, at det var hans sidste dag med fodlænke i dag, og derfor var hans humør, ham givet, højere end det normalt var. Engagement var aldrig noget han havde haft meget af. Han havde fundet et nyt sted at bo, så han var klar til at flytte ud og begynde på en uddannelse, så han kunne lave noget, der var mere interessant. Han vidste dog også, at hans udvalg ville være begrænset, men det stoppede ham ikke. Han skulle bare finde ud af, hvad det var han ville. Han bevægede sig ind ad døren, tog sine sko af og stillede dem pænt, inden han aflæste tidspunktet på dagen. Han så sig omkring for om de to søstre, han boede hos, var kommet hjem. Lagde mærke til de små ting rundt omkring. Det så ud til, at Faith i hvert fald var kommet hjem, da han kunne se hendes ting. Han bevægede sig derfor ind i stuen for at se om hun var der og videre ud i køkkenet. Ingen tegn af hende. Bankede på til hendes værelse, for at afvente et svar. Da han ikke fik et, bedømte han, at hun nok bare havde været kort hjemme for at tage ud igen. Han ville derfor tage et bad, og bevægede sig mod badeværelset. Han tog fat i døren, og da den ikke gik op, bed han sig i læben. "Faith?" spurgte han mod døren for at høre om det var hende. Han var ikke bekymret, for han anede jo ikke, hvad der var sket med hende og det var trods alt naturligt at have lyst til at gå i bad og sådanne ting, når man havde været i bad. Det var det for ham, men han kunne ærligt også vaske sig flere gange på en dag.



Faith hørte udmærket godt hoveddøren blive låst op og fodtrinene rundt omkring i lejligheden, men hendes hjerte sad allerede helt oppe i halsen på hende, fra da hoveddøren var gået op. Hun havde ellers aldrig været den paranoide type, men lige nu var alle hendes sanser på højtryk. Hun nåede dog at falde ned igen, ved at tale sig selv mentalt ned. Det var jo latterligt. Barnligt. Selvfølgelig var det bare Hope eller Atticus som var kommet hjem, det kunne hun jo sige selv sig. Alligevel fløj hendes hjerte retur op i halsen, da der blev taget i håndtaget. Normalvis låste hun egentlig ikke døren når hun gik i bad, fordi hun mente de andre havde ret til, at komme ud og tisse, når hun tog et af sine halve-hele timers bad, men det havde hun helt automatisk gjort i dag.
Hun sank lidt, da hun hørt Atticus' stemme på den anden side af døren, "Ja?" spurgte hun og rømmede sig lidt, mens hun skyndte sig at rejse sig fra badekaret og svang et håndklæde omkring sin slanke, brune krop og et om håret. "Øje.. øjeblik, så skal jeg være der, Atti," tilføjede hun lidt efter, mens hun tørrede sig, hoppede i noget undertøj, et par natbukser og en t-shirt til at sove i. Hun kiggede kort i spejlet for at tjekke om nogle af de blåmærker var blottet. Lige præcis ikke, men hun skulle ikke bevæge sig meget, før ærmet på t-shirten ville blotte de blåmærker der, men hun havde ikke noget at tage udover. Hun tørrede sig under øjnene, så hun så lidt mere frisk ud, før hun gik hen og låste døren op og sendte Atti et smil, "Skulle du derud?" spurgte hun og skyndte sig ud derfra. Hun havde stadig lyst til at kysse ham, hver gang hun så ham, han var kommet langt mere ind under huden på hende, end hun nogensinde havde troet en fange ville kunne komme. Hun rettede lidt på sit ærme i et diskret forsøg på, at holde det blåmærke skjult. "Jeg skal lige finde et par sokker," undskyldte hun sig med og gik mod sit værelse, egentlig mere fordi hun ville finde en anden, helst langærmet, bluse.



Atticus hørte hendes stemme på den anden side af døren, og så på dørhåndtaget, som han havde været ude af stand til at få op. Det lignede hende ikke at låse, det vidste han jo. Han havde lagt mærke til alle de små vaner, søstrene havde og kunne mærke hvis noget var galt, og netop den fornemmelse fik han lige nu. "Er du okay?" spurgte han mellem døren og hørte hendes øjeblik. Gad vide om Faith så ham som en eller en eller anden hun skulle guide gennem livet? Nu var han snart en fri mand, han skulle snart have sin fodlænke med og han havde modtaget en masse vejledning i forhold til at skulle stå 100 procent på egne ben og fået en del kursuser, han ikke kunne se, han havde haft brug for. Han svarede ikke på hendes øjeblik og stillede sig væk fra døren så hun kunne komme ud. Han hørte døren blev låst op og så på hende. Et eller andet var galt. "Uhm, ikke nødvendigvis," svarede han kortfattet som han så på analyserende på hende. Han lod sine øjne glide ned ad hende, som hun rettede på sit ærme. Han tog forsigtigt fat i hendes arm, som hun sagde hun ville gå imod sit værelse. Han kendte tegnene. Hans forældre havde slået på ham og han havde været god til at dække det. Været påpasselig med hvad man kunne se. Han havde lyst til at spørge hende, om hun troede han var dum for han ikke kunne se, noget var galt, men han vidste omvendt også, det ikke var den bedste måde at henvende sig på. "Har du haft en god dag?" spurgte han i stedet som han lod de mørke øjne hvile på hende.



Faith nikkede lidt, hvilket var komplet meningsløst eftersom Atti ikke havde en jordisk chance for at se hende igennem den lukkede dør. Hun vidste godt hun havde mange mærkelige vaner, foreksempel pustede hun altid ned i sin drikkelse før hun tog en tår, uanset om det var varmt eller koldt indhold. Okay? Var hun okay? Nej egentlig ikke, men hun ville ikke læsse det over på ham og slet ikke på hans sidste dag med fodlænken. "Yeah," svarede hun en smule tøvende, hun var virkelig ikke god til, at lyve og ville nok aldrig blive det.
Hun bed sig lidt i læben, da hun blev mødt af ham på den anden side af døren. "Okay, jeg er ellers færdig nu," sagde hun og sendte ham et smil, som hun selv synes var ganske overbevisende, men om det så også var det, ja, det kunne hun jo kun håbe på. Hun havde aldrig særlig god til at skjule sine følelser, slet ikke hvis der var noget som gik hende på eller gjorde hende ked af det. Hun mærkede hans kølige hånd i det forsigtige greb han tog om hendes arm, hvilket selvfølgelig fik hende til at stoppe og se ind i hans mørke øjne. Hun var ikke bange for ham eller ligeså nervøs omkring ham mere, som hun havde været i startet. Hun var tværtimod gået hen og blevet virkelig glad for ham, selvom hendes professionelle side af hende, skreg af hende hvor dumt det var. Hun sank lidt, da hans spørgsmål lød. "Det har været en lang dag," svarede hun teknisk set ærligt, for ja, den havde været virkelig lang. "Men jeg har noget til dig," snakkede hun udenom og i en mere munter tone, meget bevidst om at stå med siden mod ham, så hendes arm med det blåmærke vendte væk fra ham. Hun havde brevet fra Azkaban om hans officielle løsladelse og hun havde købt en flaske god vin for et par dage siden, så de kunne fejre det eller han kunne selvfølgelig også gemme den til en dag han synes, da det trods alt var en lille gave til ham.

Han hørte hendes tøvende svar og måtte indrømme, han på ingen måde var overbevidst. "Er du sikker?" spurgte han forsigtigt. Han ville heller ikke trænge sig op på hende og holde hende i et hjørne, hvor hun følte hun var tvunget til at svare. Han ville heller aldrig tvinge hende til at snakke om det, for han vidste godt det ikke hjalp. At det ville gøre mere skade en gavn, men hun skulle vide, at han var der og han ville lytte hvis hun havde noget at fortælle ham, hvis hun havde brug for at fortælle eller læsse af. Han havde jo langt fra delt alle hans dæmoner med hende og meget af det, det ville han heller ikke snakke om. For ham var det fint, hun troede, hans forældre bare havde slået ham.
"Det kan jeg se," svarede han brat til hun var færdig. Han troede det ikke, men han ville ikke snage. Han vidste godt hun normalt var meget samlet, men han kunne godt forestille sig hun var dårlig til at skjule sine følelser. Han var god til det, men han havde også gjort det i mange år og i mange år havde han heller ikke rigtigt følt noget før han havde mødt hende. Han elskede Nemo, men nogle gange kunne han ikke mærke det eller var god til at vise det, og god til at vise det til nogen, ville han nok aldrig blive. Han elskede også Dominicus højere end nogen anden, for det var hans lillebror og han ville beskytte ham mod alt ondt, denne verden kunne byde på. Han holdt stadig forsigtigt fast, mens han så ind i hendes øjne og hørte hendes var. "En lang dag?" spurgte han for hun kunne uddybe det. Noget var tydeligvis galt. "Hvad?" spurgte han i en alvorlig tone, da han stadig analyserede hende og ignorerede hun lød munter, for lige nu ville han hellere vide hvad der var galt og hvorfor hun opførte sig mærkeligt og stod på den måde hun gjorde.

Faith bed sig svagt i læben. Nej, hun var ikke okay, men hun ville ikke have at denne dag, skulle ødelægges af noget som helst og slet ikke noget som skørt som hun havde haft en dårlig dag på arbejdet. Okay måske lidt mere end 'bare' en dårlig dag, men alligevel. "Ja," svarede hun igen ligeså tøvende som første gang.
Hun sendte ham et lille smil, hun havde været færdig i badet længe, men havde bare haft brug for det frirum et bad kunne give. Hun mente selv hun havde fuldstændigt styr på sit liv. Hun havde et arbejde hun elskede, hun havde et sted at bo og mad på bordet, hun vidste hvad hun ville med sit liv og hun gik målrettet efter, hvad end hun ville have. Hun tænkte dog altid på alle andre, før hun skinkede sig selv en tanke. Alle omkring hende skulle have det godt, før hun selv kunne slappe af og have det godt. Hun gjorde ikke noget for, at komme ud af hans greb omkring hendes arm, for hun vidste godt, at det bare ville virke endnu mere mistænktsom end hendes i forvejen skæve position, i stedet for at stå lige overfor ham. "Ja, du ved, en masse at se til," uddybede hun i et håb om, at det var nok for ham. "Slip mig, så henter jeg det til dig," sagde hun og trak sin arm lidt til sig, hun var heldigvis ikke bekymret omkring ham mere, hun vidste efterhånden godt, at hvis han virkelig havde ville gøre hende ondt, så havde han allerede gjort det, men han havde jo været sød og nem at have boende, og ærligt talt så fandt hun det virkelig trist, at han skulle til at videre i sit liv, eller det var selvfølgelig kun godt for ham, men hun ville komme til at savne at have ham boende. "Ved du hvad dag det er i dag?" spurgte hun for at skifte samtaleemne.