Atticus+Faith+Sophia+Hope - You Have a Jet Black Heart

Ciel+Sebby :: WaW :: Tråde :: Darcel

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Atticus+Faith+Sophia+Hope - You Have a Jet Black Heart

Indlæg  JeromeWinther on Man aug 07, 2017 8:29 am

Atticus Hamilton MacKay - November 2053 - Azkaban - Omkring kl 14.

Sofie havde altid mange samtaler i løbet af en dag. Der var mange fanger i Azkaban og selvom det ikke var alle som var lige interesseret i, at snakke med en psykolog - eller hjernevrider som hun ofte blev kaldt - så var der alligevel også en del som tog imod tilbudet. Hun sad på sit kontor, med nogle papirer foran sig og afventede, at nogle vagter ville komme op med Atticus MacKay.
Hun havde ikke snakket med ham før, men hun havde siddet og læst lidt i hans papirer. Dog var hun ikke ret stor fan af, at læse, hvad andre havde skrevet om ham, da hun hellere ville høre tingene fra ham, i og med at hun ville kunne aflæse hans kropssprog og mimik samtidig, og så var det også bare langt mere troværdigt for hende, at høre hans side af tingene, det var trods alt ham som havde været tilstede og ikke alle mulige andre.
Hun rettede lidt på sine læsebriller og skævede så mod uret, de burde være lige på trapperne. Hendes kontor var egentlig ret hyggeligt indrettet. Ret afslappet, med et par bløde stole, en sofa og et bord i mellem, hvor på der stod nogle blomster, en kande med kogt varm vand til enten kaffe eller the, alt efter hvad man var til. På bordet stod der også et fald med frisk frugt og en lille beholder med papir. Hendes kontor var nok det eneste sted i hele Azkaban, som rent faktisk var både varmt og hyggeligt og på en eller anden måde kunne virke som et trygt sted.

Atticus så trodsigt på de vagter, der lige var ankommet. Han vidste, at det betød de ville røre hans arme for at have fast i ham, hvilket han hadede noget så groft. Han var blevet iført nogen magiske håndjern, og fulgte roligt og pænt med dem, da han blev lukket ud. Han vidste, at det ikke ville hjælpe ham noget at opføre sig dårligt i denne her situation. Han ville trods alt gerne ud derfra, og han ville gerne se sin lillebror og sin bedsteven igen. Han var dog ikke sikker på, om førstnævnte ville have noget som helst med ham at gøre. Han så sig lidt omkring som han blev ført frem og en dør blev åbnet indtil noget, der var så fjernt fra den virkelighed han havde med dementorer og fangevogtere. Der var nærmest hjemligt og varmt, og det var som om at en smule lys rørte hans blege grå hud, og at den nærmest smeltede. Atticus var 24 år gammel og havde sat i Azkaban siden han var 17.... Det hele var bare ret underligt og han måtte også melde sig skeptisk. "Hej," lød hans stemme som vagterne lod ham gå ind i rummet. Han ville gerne give hånd, men den del var som sagt blevet besværlig gjort.

Sofie pakkede sine papirer væk, og lagde dem i en lille bunke i hjørnet på bordet foran hende. Hendes blik blev med det samme rettet mod døren, hvilket fik hende til, at rejse sig fra sit skrivebord og om på den anden side af det, med fronten mod døren, som vagterne kom ind med Atticus.
"Godeftermiddag Atticus," sagde hun venligt med et roligt smil på læberne. Sofie kunne være noget så hård og stred, men hun kunne skam også sagtens være helt rolig og nede på jorden. "Det glæder mig, du ville komme. Vi har ikke hilst på hinanden før, men mit navn er Sofie," forsatte hun venligt og nikkede til vagterne, som tegn på, at nu kunne de godt gå.
"Sid ned. Kunne du tænke dig en kop kaffe eller te?" spurgte hun og gjorde en gestus med den ene hånd mod sofaen, mens hun selv tog plads i den ene stol, så de sad overfor hinanden med bordet i mellem dem. Både for hendes egen sikkerheds skyld, men også fordi hun godt vidste, at det ikke var alle som havde lyst til, at sidde helt tæt med deres psykolog. "Du skal vide jeg har tavshedspligt, alt hvad du fortæller her, komme ikke ud fra disse fire vægge," oplyste hun og tog en tår af sin egen tekop.

Atticus betragtede hende kort med sammenklemte øjne, da det var sådan han bedst bedømte folk, samtidig med, at der var så lyst herinde, at det føltes unaturligt. For ham, var Azkaban så mørkt konstant, at han ikke vidste om det var dag eller nat. Han vidste bare, at han var der og det var sådan hans liv var. Atticus skævede til hende en anelse kritisk, som hun introducerede sig selv. Han nikkede bare ganske let til hvem hun var. Han kunne ikke rigtig præsenterer sig selv, for hun kendte jo til ham. Hun havde med garanti læst hans filer inden han overhovedet var kommet derind, set hans fangebilleder fra de gamle Azkaban-modeldage, af en 17 årig dreng. ”En kop kaffe, tak.” sagde han og kunne ikke huske hvornår han sidst havde fået kaffe, og tog imod hendes gestus og lod sin bagdel falde ned på sofaen og så vagterne forsvinde væk. Han mærkede hvordan han pludselig fandt en anden komfort end han gjorde i sin egen celle. Han vrikkede sig lidt frem og tilbage for at kunne finde sig til rette, men det var svært når han var vant til andre forhold. ”Aha.” svarede han og trak fødderne op under sig, og hvilede sit hoved mod sine knæ. Han havde ikke så meget at sige.

Sofie var ikke en kvinde med voldsomt meget tålmodighed, hun ville helst bare direkte til sagen og så videre. Dog var det meget sjældent noget man kunne mærke på hende, da hun altid gav sig god tid til, at lytte til fangerne, være der for dem, hvis de havde behov for det.
Hun sendte ham et roligt smil, og hældte så kaffe op i den kop som stod foran ham på bordet. "Bruger du noget i?" spurgte hun venligt og lod sine nøddebrune øjne hvile på ham, mens hun afventede et svar. Hun lænede sig afslappet, dog stadig professionelt, sig tilbage i stolen og lagde det ene ben over det andet, mens hun roligt foldede hænderne foran sig over sit øverste knæ.
"Har du nogen tidsfornemmelse?" spurgte hun og tippede hovedet lidt til den ene side, det var jo meget normalt, at fangerne mistede tidsfornemmelsen, mens de sad inde. Hun havde selvfølgelig læst lidt om ham, hun skulle jo helst have et, bare nogenlunde billed af, hvem hun sad overfor. Især når hun sad med de informationer som hun gjorde. "Hvis jeg fortæller dig, at du har siddet i Azkaban i 7 år, hvad tænker du så?" spurgte hun med et lille smil på sine læber. Det var som regel en fornøjelse, at fortælle fangerne, når de skulle på prøveløsladelse.

"Nej, bare ganske almindeligt sort kaffe," bad han pænt og tog hurtigt imod koppen, da han fik den. Han ville for alt i verden undgå at snitte hende eller bare generelt undgå berøring. Han hadede det. Hans fingre var helt kolde, men det var noget de altid var. Det var bare rart at mærke varmen mod fingrene. Han tog koppen op til munden og tog en tår. Han lukkede kort øjnene for at nyde det. Det havde været sammen reaktion med den smøg, han havde fundet af Faith. Der var så ganske få nydelser, der var til at få fat i inde i det helvede han sad i, at når der endelig var noget, ja så tog han sig tiden til at nyde det.
Han betragtede hende ved hendes spørgsmål og trak lidt på skulderen. "Jeg kan kun kende forskel på nat og dag pga. vagterne og de få gange, jeg har haft besøg." svarede han ligegyldigt og tog endnu en tår af sin kaffe. Han havde jo egentlig kun haft besøg af en, og han kunne se at tiden gik, når han så på ham, han var bare ikke sikker på at hans bedsteven selv var klar over det. "Det lyder meget rimeligt, at det efterhånden er 7 år siden..." svarede han med et lille nik. Han var ikke overrasket, for han vidste godt han var blevet ældre og det var selvom han huskede dagen, der gjorde, at det var her han var 7 år efter, som var det igår. Atticus ville gerne ud, men han vidste også han fik en del prøvelser med det.

Sofie nikkede lidt. Hendes første indtryk af Atticus var nok, at han var ret tilbageholdende. Om det så var fordi han var hos hende lige nu, et sted som ikke lige frem lignede resten af Azkaban, eller om Azkaban bare havde gjort ham sådan, vidste hun ikke. Det kunne selvfølgelig også være en helt tredje årsag.
Hun lyttede til hans svar, "Det er meget normalt," fortalte hun med et roligt smil, og skrev lidt ned i sine papirer, før hun vendte blikket tilbage på ham. "7 år er lang tid, Atticus, du har mistet meget af din ungdom, og livet uden for Azkaban står ikke stille i mens," sagde hun og blev en smule mere alvorlig i sine ansigtstræk, men det var jo rigtigt nok, "Dog vil jeg gerne give dig muligheden for prøveløsladelse, men jeg er nødt til, at vide nogle ting først".
Hun havde jo set, hvordan Azkaban kunne ødelægge en hver sjæl. Selv hendes egen datter, selvom hun ikke havde kontakt til Kaya mere, og den tid Kaya havde siddet inde, havde hun nægtet at snakke med Sofie. "Jeg ved du slog dine forældre ihjel, men jeg ved ikke hvorfor, er det noget du har lyst til, at fortælle mig?" spurgte hun og så lidt på ham, hun var jo nødt til, at vide, at hvis hun sagde god for, at give ham prøveløsladelse, så ville han ikke gå ud og slå flere ihjel.

Atticus vidste godt, han var tilbageholdende og det var ikke sådan lige noget han kunne ændre. Det var ikke kun situationen, han var sat i, der gjorde ham det, selvom det selvfølgelig ikke gjorde tendensen hos ham mindre. Han havde været ligesådan om det var Faith med de smukke øjne eller om det var en, der var mere fremmed for ham end de som arbejdede på dette gudsforladte sted. "Det kan jeg forestille mig," svarede han med et lille nik. Det var faktisk også det eneste der gjorde, han kunne holde sit hoved koldt. Han vidste, der var bestemte vagter om natten og han vidste, at selv Nemo ikke kunne komme og besøge ham om aftenen, for så ville Atticus også stikke af, hvis det var så nemt at komme ind. Atticus bed sig i læben, da hun sagde han havde mistet meget af sin ungdom. Det vidste han godt, men han følte ikke han manglede noget. Han havde været tvunget voksen i en meget tidlig alder og foruden det, så var han af den grund også blevet teenager meget tidligt. Han havde prøvet mere end langt de fleste, forskellen på dem og ham var bare, at Atticus ikke pralede med det. Jo vist, elskede han at drikke og jo vist, det var rart at være fucked og væk på det meste... og bare feste til man glemte hvem man var og hvad man var. "Nej," svarede han kortfattet, da han havde været forsvundet i sine egne tanker i længere et end par sekunder. Atticus kiggede overrasket på hende, da hun begyndte at snakke om prøveløsladelse. Det var også den eneste form for følelse, der havde været at spore på ham i løbet af de efterhånden 5 minutter, han havde været derinde. "Okay." sagde han til han var indforstået med at hun ville stille ham spørgsmål. Noget andet var, at han på ingen måde var sikker på, at han ville svare på dem. Han lænede sig tilbage i sofaen og så ned i sin kaffe, i det hun spurgte ham indtil hvorfor han havde gjort det. For ham, var det som om at rummet omkring ham begyndte at ryste voldsomt, hvilket gjorde hans blik stivnede på kaffen. Han valgte ikke at fokusere på, hvordan væggene rykkede tættere ind på ham, fordi hans udsyn blev mindre. Han klemte hårdt omkring koppen og pludselig en utvedig rammende stilhed, der kun afbrydes af en lille drengestemme der bliver ved med at råbe stop og en mandestemme der svare i et tonefaldt så koldt, at det i den virkelige verden løb Atticus ned af ryggen, at han kunne gøre hvad han ville. Pludselig et hav af flammer og blod og skrig. Atticus bed sig hårdt i læben og havnede tilbage i kontoret, hvor væggene var normale og jorden ikke rystede. Han bed sig selv så hårdt, at han fik en metalisk smag ved læberne og han mærkede blodet dryppe ned på hans hånd. Han tørrede det væk med håndryggen og så på Sofie. "Øh." svarede han mens han desperat forsøgte at holde sine hænder og krop i ro. Han havde ikke rigtigt snakket med nogen om hvorfor han havde gjort det. Faktisk var det kun Nemo, der vidste, hvad der var sket under hjemmets fire vægge.

Sofie prøvede hele tiden, at aflæse Atticus' mindste lille mimik, hans kropssprog og ikke mindst hans ord og toneleje. Det var ligesom dét hun var uddannet til. Det var i situationer som disse, som fik hende til, at føle sig lidt som en dommer, over et andet menneskes liv og fremtid.
Selvfølgelig var der forskel på en prøveløsladelse, som hun havde i tanker, at Atticus ville kunne håndtere, i forhold til en direkte løsladelse. Selvom hun ikke var tankelæser, så var hun godt trænet i, at spotte følelser i folk. Hun smilede derfor venligt til ham, da han så overrasket ud. "Der vil selvfølgelig være nogle betingelser, men det kan vi snakke om bagefter," informerede hun roligt. Der var jo en masse i forhold til alt det praktiske.
Hun trak en lille mine, som hans blik blev stift ned i kaffen og han klemte hårdt om koppen. "Atticus, det er okay," sagde hun i en blid stemme. Selvfølgelig havde hun et par teorier om, hvorfor han havde slået sine forældre ihjel, om nogen af dem så var rigtige eller bare i nærheden af, at være rigtige, det kunne hun jo ikke vide. Hun tog et papir og rakte det til ham, så han kunne tørre sin håndryg og læbe. "Der er ikke nogen som kan høre dig eller røre dig her, Atticus, her er kun dig og mig. Tag en dyb indånding og ryd dit hoved, vi har god tid," sagde hun i en blid tone, hun kunne godt se på ham, at det ikke ligefrem var nemt for ham, at snakke om tingene, men hun var jo nødt til, at vide, at hun ikke sendte Faith hjem med en psykopat.

Atticus havde ikke så meget mimik. Han havde lært i en tidlig alder at skjule sine følelser og sin angst. Han kunne dog ikke lade være med at blive overrasket over en eventuel prøveløsladelse. Han havde for længe siden mistet troen på systemet, og det var deraf hans overraskelse kom sig. "Ja." sagde han eftertænksomt. Han vidste godt, der var betingelser - det var der altid med sådan noget. Det var vist noget med, at han skulle bo på et eller andet center og der stadig ville være noget observation af ham og han vidste ikke hvad. Det var dog fint nok.
Atticus hørte ikke Sofies stemme, da hun sagde det var okay. Han var så langt inde i sine egne minder, at alt han hørte var hans egen angst og den kolde stemme, om og om igen. Han så op, da hun gav ham et papir og nikkede som tak og tørrede blodet væk fra sin håndryg og læbe. Han kunne mærke hvordan hans krop stadig skælvede og tog en dyb indånding, da hun bad ham om det. "Jeg var meget vred som teenager." svarede han kortfattet og så rundt i lokalet, da hans blik ikke kunne hvile på hende. Han ville ikke være svag, for den del hans forældre trods alt havde opdraget ham, var ikke at vise følelser. Han måtte den gang ikke vise, hvornår det gjorde ondt. "Det undre mig stadig, hvorfor jeg kom på Hufflepuff, for jeg var også meget vred som 11 årig." forsatte han i samme mondæne tone, selvom han kløede sig i nakken. Han skulle bare lave noget med sine fingre. Atticus havde trods alt lært, at sex var den bedste måde at komme ud af en situation og han tvivlede på, at han kunne have sex med Sofie. Atticus vidste i dag dog godt, hvorfor han var kommet på Hufflepuff. De få venner han havde var han ekstremt loyal overfor og han ville det meste han gjorde, så godt. Nogen gange, gik det bare voldsomt galt. Han havde slået dem ihjel pga. det de havde gjort mod ham, men også for det de ville gøre mod Mini, hvis de ikke var væk. "Min lillebror går på Hufflepuff også.." forsatte han og så ned i gulvet den her gang. "Han har ikke besøgt mig, fordi jeg slog vores forældre ihjel, du ved..." han sugede læben tilbage under sin mund og knyttede sine fingre mod håndfladen. "Men han ved ikke, jeg blandt andet gjorde det for at passe ham. De var onde mennesker og fortjente deres skæbne." lød hans stemme monotont og uden anger, men man kunne høre han mente hvad han sagde. "Jeg ved godt hvordan det lyder." sagde han hurtigt og trak sig tilbage i sofaen.

Sofie nikkede lidt til Atticus, da det virkede til, at det var okay med ham, at de ventede med, at snakke om betingelserne, til de havde fået snakket lidt mere sammen, og hun lige havde fundet ud af lidt mere om ham. Hun prøvede at aflæse ham, selvom det ikke var helt nemt for hende.

Hun tippede hovedet lidt til den ene side, da han begyndte, at fortælle lidt. "Hvad gjorde dig vred?" spurgte hun ind, velvidne om, at det ikke var sikkert, at han ville lukke hende så langt ind, men hun var nødt til, at prøve, for at spore sig ind på, hvem han var og hvad der var sket. I papirerne stod der blot, at han havde erklæret sig skyldig for mordet på sine forældre. Hun trak lidt på skulderne, "Hufflepuff er huset for de hårdt arbejdende, loyale og tålmodige. Endda for dem som holder af fair play," sagde hun i en rolig og blid tone. Det gav hende faktisk et helt andet indtryk af ham, hvilket satte gang i nogle andre teorier i hendes hoved.
Hun rynkede mildt på panden, mens et eftertænksomt blik hvilede på ham. "Det lyder i mine øre, som om, du er en beskyttende storebror, som gjorde hvad du mente var det rigtige," sagde hun, da han sagde han godt vidste hvordan det lød. Hun lænede sig en lille smule frem og tog sin tekop, som hun pustede ned i, før hun tog en tår af dem. "Hvad gjorde dine forældre til onde mennesker Atticus?" spurgte hun og stillede koppen fra sig igen på bordet, selvom hun efterhånden havde en ret god idé om, at de enten havde tævet ham eller misbrugt ham. Hun var bare nødt til, at høre ham sige det. Det ville i hvert fald også give mening i forhold til, at han var en gammel hufflepuff'er, eftersom fair play også kunne tolkes, som hævn. Forældrene havde gjort noget mod ham, eller hans lillebror for den sags skyld, og han dermed også havde gjort noget mod dem.

"Den måde de var på," svarede han endnu en gang kortfattet og i den monotone ligegyldige stemme, han havde fået samlet op igennem årene. Især tiden i Azkaban havde sat spor hos ham, men ikke ligeså dybe som den barndom der var ødelagt og han aldrig ville kunne få igen. Han var ikke en gang sikker på, han kunne få ordene mishandling udover sine læber. Han kunne ikke beskrive det med ord, for skammen hos ham var der stadig. Havde han selv bedt om den behandling på noget tidspunkt? Det eneste han var sikker på, var at retfærdighed var sket den aften, hans forældre blev dræbt. Hævn var en skrækkelig fortærende byrde, der havde dybt fæstet sig i hele hans krop, hans sind og hans hjerte. Det værste var, han endnu ikke var færdig. Han ville hævne sig på alle dem, der havde gjort ham ondt og rørt ham. Han var så indædt vred, at det halve kunne være nok. Vreden var dog mere blevet til en ligegyldighed som årene var skredet frem herinde og dagslys var en sjælden ting. Al lyst forsvandt. Han nikkede ganske let til det hun sagde. Han kunne se sig selv i det meste af det, men han havde svært ved at anerkende det. Han ville på ingen måde være god. "Beskyttende?" spurgte han mest af alt retorisk ud i rummet. Var det sådan han så sig selv? Nej, på ingen måde. Men han havde gjort hvad han følte var præcist det rigtige. "Men, jeg gjorde, hvad jeg synes var rigtigt." gentog han hende med et lille nik. "De var ikke gode menesker. De gjorde ting, jeg ikke ville have og fik andre til at gøre det også. Selvom jeg råbte STOP, STOP!" svarede han og knyttede næverne sammen, da han bemærkede hans toneleje ændre sig fra lav til høj. "Jeg skreg det til jeg til sidst ikke kunne mere. At jeg måtte tage imod alt hvad de havde." forsatte han og gemte sit ansigt ved sin ene arm. Han skammede sig tydeligvis stadigvæk.

Sofie tippede hovedet lidt til den ene side, og nikkede så lidt. Hun havde faktisk efterhånden opbygget sig en ret godt løsning i sit hoved. Men det krævede lidt, at hun fik Faith med på den. Måske hvis de nu startede med tre-fem måneders prøveløsladelse, uden tryllestav eller anden adgang til magi selvfølgelig, evt en magisk fodlænke. Det burde Faith godt kunne håndtere og der var jo ikke plads på opholdsstedet lige pt.
Hun nikkede atter, "Ja, beskyttende," svarede hun roligt og rettede sig lidt i stolen. Hun bed sig lidt i læben, da han gentog hendes ord. Sådan var det for det meste. Der var ikke ret mange fanger, som kunne se, at det de havde gjort, var forkert. Mange af tingene var svære for hende, at sætte sig ind, men det var jo derfor man tog en uddannelse, for at lærer, at forstå hvorfor nogen gjorde som de gjorde. Selv havde hun jo haft en ganske fin barndom, med sine tre søstre. Det var først senere i sine teenageår, da hun havde mødt Carmine, at det var begyndt, at gå lidt galt.
Selv havde Sofie tre børn, selv hun ikke så to af dem, så mærkede hun hvordan Atticus ord, fik det til at løbe koldt ned af hendes ryg. Hun havde selv en gang slået Kaya, men aldrig noget vildere end det. Dog kunne hun godt fornemme, at det ikke var vold som var tilfældet her i Atticus' sag. "De kan ikke røre dig mere, Atticus, du er i sikkerhed," sagde hun og mærkede hvordan hun næsten fik kvalme, alene ved tanken om hvad den stakkels dreng havde været i gennem. Hvorfor i al verden, var der ikke nogen som havde gjort noget? "Det er okay. Det er godt du får sat ord på, Atticus. Du gør det godt," sagde hun med et lille smil på læberne og hældte lidt mere kaffe op til ham, "Har du brug for en pause?" spurgte hun, da hun trods alt heller ikke ville presse ham til, at fortælle alt på én gang, det var trods alt første gang han var her og hun syntes bestemt allerede, at han gjorde fremskridt.

"Aha." sagde han kortfattet og så ned i den sorte bundkaffe, der var tilbage i hans kop. Han tog den sidste mundfuld, og vidste det eneste i verden, der manglede deri lige nu var en stor sjat ildwhisky, men det var næppe noget man fik i Akzaban. Han havde i sine 7 år i hvert fald ikke fået det mens han var bevidst om det. Lige nu følte han mest af alt han var blevet sat i en ubehagelig og ikke mindst også akavet situation. Han hadede at snakke om sig selv og han hadede at snakke om følelser.
Atticus kunne heller ikke se han havde gjort noget galt og han ville heller aldrig være ked af, at han havde gjort det. Det eneste han var ked af og havde svært ved at leve med var, at han ikke havde set sin lillebror i 7 år og at han ikke ville snakke med ham. Han vidste jo dog godt, at det var fordi Dominicus ikke så det fra samme side som ham selv. Atticus så trodsigt på hende, da hun mente han var i sikkerhed. Det kunne godt være hans forældre af logiske årsager ikke kunne gøre ham noget, men han følte sig stadig fanget i et helvede. Ikke som sådan Azkaban, men hans egen tanker og de dæmoner, der var gemt under sengen og kom frem om natten. Dem, der gjorde han ikke sov. Dem der gjorde, dementorerene sjældent gad at aflægge ham et besøg. Han havde ikke meget lykke inde i sig. Kun død og ødelæggelse. Han ignorerede hendes pep talk og satte kaffen på bordet med et klonk. Han ville ikke snakke mere om det, for han vidste han ville få flash backs igen. "Uhm, ja." svarede han og træk sine ben helt op under sig og lagde hovedet mod sine knæ. Han havde brug for en smøg.

Sofie nikkede lidt. Lidt eftertænksomt rejste hun sig, "Jeg har et par stykker jeg lige skal snakke med, men jeg tænker, at en prøveløsladelse er en mulighed, men med forbehold," sagde hun og fandt et papir frem, hvorpå der stod en masse paragraffer, og hvad aftalen indeholdt. Heriblandt at han skulle bæger en magisk fodlænke og hvor langt han måtte gå.
Hun forlod kontoret, og gik ind for at finde Faith.
Efter en lang snak med Faith og en masse andre, kom hun tilbage. "Jeg har fundet en løsning, da der ikke er plads på opholdscenteret for prøveløsladte," bag hende trådte Faith ind, "Frk. Lavoie er gået med til, at du kan bo hos hende. Så nu vil jeg lade jer snakke lidt, mens en af vagterne pakker dine ting," sagde hun og forlod atter kontoret.

//OUT

Faith Osia Lavoie

JeromeWinther
Admin

Antal indlæg : 533
Join date : 15/08/12

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Atticus+Faith+Sophia+Hope - You Have a Jet Black Heart

Indlæg  JeromeWinther on Man aug 07, 2017 8:32 am

Faith kunne ikke fatte, at hun rent faktisk gik med til det her. Hun havde mødt Atticus én gang før, og det var ikke fordi de ligefrem var blevet venner på den korte tid. Men hun havde ikke haft sit job særligt længe og hun ønskede ikke, at blive fyret, så efter en lang snak med en del overtalelse fra Sofies side, havde hun endt med, at sige ja, hvis hendes søster vel og mærket også ville give tilladelse, eftersom hun boede sammen med Hope.
Hun trådte ind efter Sofie, og nikkede så kort til Atticus. "Godeftermiddag mr. MacKay," sagde hun og rømmede sig en smule, hvorefter hun sendte ham et lille smil, som nok var en smule fremprovokeret. Hun havde virkelig regnet med, at Hope ville have sagt nej, så Faith ville have haft en undskyldning, for at sige det ikke kunne lade sig gøre, men næ nej. Hvilket normalt menneske ville dog også sige nej til, at lade en morder bo hos i på prøvløsladeelse? Men okay, nu var Hope heller ikke altid helt normal.
Faith havde virkelig nogle fordømme som kunne sige spar to, selvom hun lukkede øjnene for, hvad hendes søster rendte rundt og lavede. Hun bed sig lidt i læben, da Sofie forlod dem. "Såh.. Glæder du dig til at komme ud?" spurgte hun og så lidt på ham, før hun vendte blikket tilbage mod døren, da en af vagterne kom med en taske, hvori alle Atticus ejendele var i, fra den dag af hvor han var blevet fanget, vagten så lidt på Atti, "Det her er din fodlænke, prøv ikke at tage den af, den vil give dig stød, prøv heller ikke at snyde den. Kom frem med benet," sagde vagten og satte sig ned foran Atti, for at sætte lænken fast om hans ankel. Faith så til, som lænken blev sat på Atti, nu følte hun sig da en smule mere tryg. Hun trak så sin stav og rakte den modsatte hånd frem mod ham, "Skal vi?" spurgte hun, som hun gjord klar til at tranferer dem væk og hjem til Hopes og hendes egen lejlighed i London. Det var ikke fordi den var enorm, men de havde da et værelse hver, en fælles stue, køkken og badeværelse, samt et lille gæsteværelse, eller rettere kammer, hvor Atti kunne sove.

Han nikkede til den mulighed han havde. Han tog glædeligt imod det, for det betød han havde bare en smule frihed. Han kunne se Nemo igen, han kunne rent faktisk få lov til at prøve at etablere kontakt med sin lillebror og han kunne få lov til at opleve frisk luft. Han kunne drikke ildwhisky og ryge alle de smøger, der var i verden. Han lod Sofie gå, mens han gav sig til at læse om de forhold han havde mens han var ude. Atticus kiggede på Faith og sagde ingenting til Sofie var gået. "Jamen der har vi jo frøken Lavoira med de pæne øjne." sagde han drilsk og med et kortvarigt glimt i øjnene. Han vidste ikke om han egentlig brød sig om Faith, men hvis hun var nøglen til hans frihed, så kunne han vel ikke andet. Alt han huskede fra hendes besøg var de pæne øjne og at han havde haft lyst til at kysse hende. Kropsvisitationen havde han med vilje svedt ud, da berøring fra folk han ikke kendte eller ikke havde bedt om dem fra, efterlod ham ar på sjælen, hvis han blev ved med at tænke over det. "Hvis det betyder smøger og ildwhisky, så ja." svarede han endnu en gang drilsk. Det var underligt så meget energi han kunne få at være i nærheden af henne. Han lod vagten give ham fodlænken på og tog imod sine ting. Han nikkede som tak og som han havde forstået han ikke skulle tage den af. "Ja," sagde han og tog fat i hende. Han så sig omkring, da de kom ind. "Bor du sammen med nogen?" spurgte han, da han gerne ville have oplysninger om det nye sted han skulle være.

Faith åbnede munden for at rette Atti, da han endnu en gang udtalte hendes efternavn forkert, men lukkede den hurtigt igen, da det kortvarige smil meldte sig på hans læber, da hun dermed vidste han blot drillede hende. "Det bliver nogle lange måneder i dit selskab, hvis du allerede begynder at drille mig, før vi hovedet har nået, at forlade Azkaban Mr. MacKay," sagde hun og blinkede til ham, selvom hun godt vidste hun nok skulle passe lidt på, men han skulle ikke tro, at han bare kunne drille hende, og hun så ikke ville give igen på et eller andet plan.
Hun rystede lidt på hovedet af ham, "En ting af gangen, lad os nu først lige få dig ud herfra," sagde hun i en rolig tone, hun nægtede at lade ham vide, at hun faktisk var en smule bange og bekymret for, at skulle have ham indenfor sit hjem. Hun ville aldrig kunne tilgive sig selv, hvis der skete Hope noget, selvom Hope jo havde godkendt det. Faith vidste jo ikke, om Atti var voldlig af natur eller om han havde voldtaget nogen. Det eneste hun vidste var, at han havde slået sine forældre ihjel, og det var ærligt talt ikke nogen særlig betryggende tanke.
Hun trak ham lidt ind til sig og transferede dem så væk fra Azkabans kolde indre, for de få sekunder efter landede midt i hendes og Hopes dejlige varme stue. Hun slap ham ret hurtigt igen, og gemte sin stav ned i sin ene støvle som gik hende til lige under knæet, så hun havde den på sig, hvis han var dum nok til, at prøve på noget. Hun vendte så blikket mod ham som hun rettede sig op igen og nikkede lidt. "Min tvillingesøster," svarede hun og gik over til en lille komode, hvor hun fandt et pakke smøger som hun kastede over til ham, "Nyd din frihed lidt, så finder jeg sengetøj frem til dig," informerede hun og gik mod gæsteværelset. Hendes hjerte hamrede, alene ved tanken om en morder i hendes hjem.

"Lad os nu se hvem det bliver hårdest for, frøken Lavoie." svarede han endnu en gang drilsk. Han havde nemlig en fornemmelse af, det blev hårdere for ham. Den eneste kvinde han nogensinde havde levet med var sin mor. Det var ikke en kvinde, som han havde været glad for. Ikke alene skulle han leve med en, fandme nej. Han skulle leve med to! Den del vidste han selvfølgelig ikke endnu. Han vidste jo godt, hvad hendes arbejde var i den her sammenhæng. Det var at være hans babysitter indtil han kunne få lov til at være fri for alvor. Selvom han kunne gå langt væk fra hendes lejlighed, skulle han jo stadig være tilbage inden for et hvis tidsrum. Atticus ville aldrig gøre de to piger noget. De havde aldrig gjort ham noget, så han havde ikke nogen grund til at gøre dem fortræd. Han kunne dog godt forstå Faiths bange anelser. "Jeg gør altså ikke dig og din søster noget, hvis det er det du tror. Jeg slog ikke mine forældre ihjel, fordi jeg synes det kunne være morsomt," svarede han inden de forsvandt ind i en hvirl af magi og landede i hendes stue. Han håbede ordene havde indprintet sig i hende. Han så overrasket på hende mens han kløede sig en anelse i nakken. "Øh, hvordan skal jeg se forskel? Har du pænere øjne end hende?" spurgte han undrende og greb de smøger, som hun kastede hen mod ham. Han tændte en, mens verden et øjeblik gik helt i stå. En varm, behagelig følelse i kroppen, og så et udslip. Røgen ud mellem hans næsebor og resten mellem hans mund. Hvor havde han dog savnet smøger. Han hostede kort, da det var længe siden han havde røget noget. Han havde fået en af hende ved hendes besøg, ellers havde han kun fået hvad Nemo kunne få med ind. "Tak," sagde han og tog endnu et hiv og betragtede deres lejlighed, mens han gik rundt. Han gik over mod hende for at betragte hende. Hun var gudesmuk. "Tak fordi du sagde ja til, jeg må være her." sagde han med et lille nik. Det var ikke fordi han var utaknemlig.

Faiths læber gled op i et ægte smil, "Du udtalte mit navn rigtigt," sagde hun og bed sig lidt i læben. Hun rømmede sig dog hurtigt igen, rettede ryggen og fandt et langt mere professionelt blik frem. Det fungerede ikke, at hun stod der og mere lignede en som flirtede frem for at arbejde.
Et overrasket blik måtte dog slå igennem det professionelle, ved Attis ord. Hun nåede dog ikke at svare før de var forsvundet væk, og da de landede i stuen, blev hun hurtigt enig med sig selv om, blot at lade som om, hun ikke havde nået at høre det. Hvor vidste han overhovedet fra at det var en bekymring hun havde? Var hun så gennemskuelig?
Hun gik over og åbnede et vindue, så røgen kunne komme ud med det samme, hun røg også selv tit indenfor, men så længe vinduerne var åbne, så gik det jo nok. Hun vendte fronten mod ham og satte hænderne i siderne, da han spurgte hvordan han kunne se forskel. "Det må du jo bedømme," svarede hun før hun vendte ryggen til ham, og fjernede sit hår så det blottede hendes nakke, hvor der var en fin lille tatovering af et par englevinger, "Sådan," svarede hun, velvidne om, at det nok ville være en smule mærkeligt, hvis han skulle gå og løfte op i deres hår, hver gang han skulle se hvem af dem han snakkede med.
Hun slap det lange mørkebrune hår igen, og nikkede til ham, da han takkede for smøgerne, selvom han hostede kort. Hun fandt noget rent sengetøj frem som hun gav sig til, at lægge på gæstesengen. Hun stod fuldstændig i sin egen lille verden af skrupler og bekymring, og havde slet ikke bemærket, at han stod og betragtede hende. Det gav derfor et sæt i hende, så hun tabte puden på gulvet, da han snakkede til hende. Hun bed sig i læben og nikkede så lidt til ham, "Oh.. Ehm.. Det skal du ikke takke for," sagde hun og rømmede sig lidt som hun sank en smule nervøst, selvom hun prøvede ikke at vise det.

"Min bedsteven er en Lavoie, så jeg er ikke helt uden evner." svarede han og blinkede kort til hende. Atticus var ligeglad. Han ville glemme, han havde haft en både god og dårlig dag. Han kunne godt åbenlyse med hende, men om hun tolkede det som flirt, måtte hun jo så gøre op med sig selv. Han regnede alligevel ikke med, at han ville komme langt med det. Han nåede lige præcis at se, at hun så overrasket ud i sit blik. Nu var det ikke fordi Atticus kunne se det på hende, men et eller andet sted, så kunne han mærke det. Som om, han bare kunne ske lige igennem hende. Han kunne egentlig ikke forklare det som sådan. Desuden gættede han sig til, at mange troede at en som ham ville gøre andre noget, ligeså snart de kom ud. Sådan var han dog ikke. Der lå jo en del flere grunde bag en ren lyst, men det var også lyst som havde drevet ham. Han trak lidt på skulderen. Han mindes ikke at han nogensinde havde mødt Hope. Heller ikke gennem Nemo, men okay. Mange af de gamle dage var helt sortet i hans sind. Han betragtede hende som hun vendte ryggen til ham og så hende blotte hendes nakke. Han trådte tæt om bag hende og betragtede de små vinger. Et kortvarigt smil, spredte sig på hans lyserøde læber. Det forsvandt dog hurtigt igen. Han betragtede dog hendes blottede hud, som i hans optik var hel fejlfri. Han havde lyst til at kysse hendes nakke, men som han skulle til det, slap hun sit hår og han trådte et skridt væk fra hende. Han tog et nyt hiv af sin smøg og mærkede hvordan røgen fyldte hans lunger op. Det var ren afslapning. Som da han var yngre og havde røget den fede. Det var virkelig et tomrum og pusterum for ham, hvor han fandt sjælefred. Han slukkede smøgen, som han var nået igennem den.
Han så undrende på hende, da hun så ud til at blive forskrækket. "Hvorfor ikke? Det har jeg lyst til?" sagde han og bevægede sig tæt ind på hende. Han bukkede sig ned og samlede puden op og rakte den ud til hende. Han kunne godt mærke hun var nervøs, hvilket han som sådan egentlig også godt forstod. "Der er ingen grund til at være bange for mig." mumlede han og så ned i gulvet.

Faith rynkede ganske kort på panden, "Hvem er din bedste ven?" spurgte hun og smilede lidt da han blinkede til hende, der var et eller andet charmende over ham, men det var jo netop den type hun var blevet lært op i, at stole mindst på. Det var altid de mest charmende og søde fyre, som havde de mørksete fortider.
Hun havde ikke noget imod at vise ham, hvordan han kunne se forskel på hende selv og Hope, så var der trods alt også en chance for, at han ikke byttede rundt på dem, selvom det nok ikke ville kunne undgåes, eftersom Faith for det meste havde håret løst.
Som hun mærkede han kom tættere på, drejede hun hovedet en lille smule, men lod ham alligevel studere tatoveringen, da hun trods alt regnede med, at det var det han gjorde. Det var nok meget godt, at hun ikke var tankelæser. Hun rømmede sig lidt, som han pludselig var ret tæt på hende, selvom han trådte et skidt væk.
Hun så på ham ud af øjenkrogen som han igen kom tættere på hende, efter at have gjort hende forskrækket, selvom det tydeligvis ikke havde været hans henseende. Hun trak lidt på den ene skulder, "Det er mit arbejde," sagde hun, selvom det ingen steder i hendes jobaftale havde stået, at hun kunne risikere at få en morder med hjem på prøveløsladelse. Hun tog imod puden, da han samlede den op og rakte den til hende, "Tak," sagde hun stille og fik pude betrækket på den. Hun vendte dog blikket mod ham, "Hvorfor tror du, jeg er bange for dig?" spurgte hun og rettede ryggen en smule, rummet virkede pludselig meget lille og han var meget tæt på, hun kunne dog ikke lade vær med at få en smule ondt af ham.

"Nemo," svarede han med et lille nik for at understrege det. Han lagde mærke til hendes smil, hvilket gjorde ham glad. Det var sådan set altid rart at vide, hun besad evnen til at smile. Han vidste godt, at han var charmerende eller i hvert fald kunne være det. Da han var yngre og ikke havde set noget af det der nærmede Azkaban, havde han også været en kvinde charmør. Han var dog sjældent gået længere end charmere den, da han trods alt hadede berøring og han ikke var god til hele sex delen. Ikke at det havde interesseret ham heller. I hans teenage år var det dog nemmere at benægte og lege normal og glemme det hele, når han var på Hogwarts. Han bed sig i læben, da han trådte et skridt tilbage. Han kunne virkelig ikke forklare det, men der var virkelig noget over Faith der fik ham til at glemme alt hvad der var sket i hans fortid, selvom traumerne og arrene sad dybt i ham. Noget af det forsvandt bare i nærheden af hende. Som om, hun healede ham... Det føltes underligt for han kendte hende jo nærmest ikke. "Så vidt jeg har forstået er det ikke dit arbejde at tage en af Azkabans fangere hjem og lade dem bo hos dig i 6-9 måneder." påpegede han en anelse skarpt, da han ville understrege hun ikke skulle slå det hen som en bagatel. Det vidste han jo godt det ikke var. Han var jo langt fra dum. Han sagde ingenting da hun takkede ham, og betragtede hende forsat. "Fordi du ser nervøs ud." svarede han og så ned i gulvet. Atticus havde egentlig været god til at aflæse mennesker, men han var jo også meget klar over hvordan han selv havde haft det. Reaktioner var nemme at aflæse efter den tid. Det var sikkert også derfor, han var på Hufflepuff i sin tid. Han lagde sin hånd om hendes håndled ganske blidt for at vise han ikke ville gøre hende noget, mest af alt fordi han havde lyst til at kysse hendes, af alt hvad han kunne antage, bløde læber. De var jo lige der, og hun var smuk. Det hele var dog så sært. Han gav slip fra hendes håndled kort efter, da det som end var en påvisning af, at han ikke var så farlig som det muligvis stod i hans papirer.

Faith nikkede lidt, "Han er min fætter," sagde hun og bed sig lidt i læben, hun havde godt nok ikke kontakt til Nemo, men han var stadig hendes fætter. Ikke fordi, hun kunne sagtens snakke med ham, hvis hun mødte ham på gaden og sådan, men han var virkelig langt ude, hvis man spurgte Faith.
Hun havde altid været meget fokuseret på sin skole og efterfølgende sin karriere, at hun ikke rigtigt havde haft tid til, at se på drenge og den slags. Ikke fordi hun var jomfru, men hun havde aldrig været direkte forelsket i nogen, da hun mente kærlighed var i vejen for folks dømmekraft, inklusiv sin egen.
Hun kunne uden problemer håndtere fangerne i Azkaban, når de piftede efter hende når hun gik ned i gennem gangene, hun kunne tilmed håndtere, hvis de blev lidt for glade når hun kropsvisiterede dem. Hun vidste jo, at hun var i sikkerhed og blot skulle give den mindste lyd fra sig og så ville der stå et par vagter klar til at redde hende. Men det var jo ikke tilfældet her. Nu var hun på egne ben, selvom hun havde sin tryllestav på sig, og Atti ikke havde.
Hans pludselige toneskift gjorde det da heller ikke ligefrem bedre. Hun ønskede bestemt ikke, at gøre ham sur. "N-nej men.." fremstammede hun og mærkede sit hjerte begynde at banke en smule hårdere. "Hvis jeg havde sagt nej, var du ikke kommet ud," sagde hun så og bed sig lidt i læben.
Hun så sig lidt omkring i gæsteværelset, "Selvfølgelig er jeg nervøs omkring dig. Jeg.." hun tav da hun mærkede hans hånd mod sit håndled, som et stille gips forlod hendes læber. Hun så på ham med frygt for, hvad han kunne finde på. Der var dog noget ved hans korte berøring som ramte noget i hendes hjerte. Hun sank derfor lidt, da han slap hendes håndled igen. Det var næsten som om, at hun havde glemt at trække vejret i det korte øjeblik, han havde rørt hende. "Jeg.. Ehm.. Din seng er klar. Vil du ha en lille rundvisning?" spurgte hun udelukket for at skifte samtaleemne, men selvfølgelig også for, at han skulle føle sig bare en smule hjemme.

”Hmm, okay. Så er det ikke dig der er den tvilling, han snakker meget med.” svarede han med et lille nik. Så vidste han da i det mindste det var Hope. Atticus holdt selv vanvittig meget af Nemo, og havde intet problem med hvor langt væk han var. Sandheden var jo også, at Atticus kunne være i en situation, hvor han var mindst ligeså langt væk… hvis ikke han havde været havnet i Azkaban. Han havde jo taget stoffer, drukket og røget, da han var 17 år. Han havde været vred, følt sig pisset på og svigtet. Han havde dog også haft en charme at have det i og på det tidspunkt var virkeligheden ikke gået ligeså meget op for ham, som den var den dag han besluttede sig for at sætte en stopper for det hele, eller som det var nu. Nu vidste han hvorfor han havde det sådan, for alt hvad hans forældre havde gjort var trods alt forkert. Atti havde aldrig piftet efter Faith, også selvom han synes hun var utrolig smuk. Han kunne bare ikke se hvordan skønhed gav tilladelse til at skulle råbe og pifte efter nogen som helst. Mange synes også han var køn, og han ønskede ikke at få særbehandling af den årsag. Til gengæld, så samlede han kun på folk han synes var specielle. Kedede de ham, røg de væk. Han havde intet problem med at smide folk væk som var de ingenting – for alt for ofte, så var de ikke for ham. Han så på hende, da hun fremstammede et nej. Han fnøs en smule. ”Det ville ikke være dit problem.” sagde han hårdt med en kølig, hæs stemme. Det ville nemlig ikke være hendes problem, hvis han var fanget i Azkaban forevigt. Det var hans eget. Han så på hende, da det gik op for ham han havde været ret hård i tonen. ”Jeg mener, det er ikke dig der skal bøde for hvad jeg har gjort. Det skal jeg, sådan set,” forsatte han og så ned i gulvet, da hun sagde hun var nervøs omkring ham. ”Jeg gør dig ikke ondt, tror du så ikke jeg efterhånden havde gjort det nu?” spurgte han henkastet, inden han så på hende og nikkede. ”Tak.. og jo, det vil jeg vel..” sagde han opgivende, og gjorde gestus til hun gerne måtte gå først.

Faith rystede lidt på hovedet, "Nej.. Altså jeg hilser da på ham, hvis jeg møder ham, men ja.. Jeg er nok ikke lige det største familiemenneske," sagde hun og trak lidt på den ene skulder. Hun havde sin søster og sin far, hvilket var rigeligt for hende. Hun havde valgt at fokuser på sin karriere, frem for alt andet. Hun havde derfor heller ikke ret mange venner eller veninder, ikke tætte i hvertfald, men det var nok ligeså meget trauma efter hendes og Hopes mor var skredet. Hun stolede ikke på ret mange, på grund af det svigt hun havde oplevet fra sin mor, selvom hun aldrig snakkede om det eller havde fortalt nogen om det. Hun var nok nærmere bare blevet ret tidligt voksen og ansvarsbevidst.
Hun rømmede sig lidt, mens hun rettede ryggen, da hans toneleje pludselig ændrede sig, hvilket på ingen mulig måde hjalp på hendes manglede overbevisning om, at han ikke var farlig og at han ikke ville gøre hende eller Hope noget ondt. Hun nåede kun lige at åbne munden, for at svare ham, da han selv snakkede videre. Hun betragtede ham lidt og lagde så armene over kors, "Og det syntes du ikke, at du har gjort efter så mange år?" spurgte hun og mærkede endnu engang, hvordan hendes hjerte slog mod hendes bryst, i nogle hårde slag.
Hun trådte underbevidst et skridt bagud, væk fra ham, da hans spørgsmål lød, "Det ved jeg ikke, det er dig, som er det kriminelle geni, ikke mig," svarede hun stille og lod armene falde ned langs sine sider igen, mens hun bed let i sin underlæbe. Hun vidste da ikke om han bare ventede på det helt rette øjeblik, som foreksempel når hun sov i nat.
Hun følte sig ret låst inde i det lille kammer med ham, da han gjorde en gestus til, at hun kunne gå først, hvilket betød hun skulle forbi ham, på den i forvejen trængsel plads. Hun brød sig dog, stadig ikke om, at han troede hun var bange for ham, selvom hun nok et eller andet sted var det, hun gik derfor forbi ham, selvom hun måtte gå sidelæns og han dermed kom utroligt tæt på. Hendes skridt blev langsommere og langsommere, indtil hun til sidste stod stille ved siden af ham. Hendes hjerte hamrede, så hun nærmest kunne høre det i sine øre. Han var faktisk en helt utrolig flot mand så tæt på. Tanken fik hende til at bide sig lidt i læben, før hun vendte tilbage til virkeligheden og gik helt forbi ham. "Her er ikke så stort. Ehm.. Stuen har du set, køkkenet, tag hvad du har lyst til, bare lige skriv på en seddel, hvis du tager det sidste, så vi ved, hvad vi mangler," sagde hun og gik mod køkkenet og gjorde en lille gestus med den ene hånd.

"I second that," svarede han, mest af alt fordi han heller ikke selv var det. Det havde han aldrig rigtigt været, undtagen overfor sin lillebror som han elskede højere end noget andet. Også selvom lillebroren ikke havde nogen idé om det, og han lod ham som end også blive i den tro lige nu. Han havde selv været tvunget til at blive voksen hurtig. Han var blevet ødelagt i en meget tidlig alder, og han prøvede stadig at samle sårene og lime og sy sig selv sammen. Det gik bare ikke så godt. Stingene gik op nu og da, og han havde brug for plaster og ny tråd. Nogen gange, faldt stingene op ud af ingenting og andre gange, så skete det pga. dramatiske ting, som at folk rev op i dem. I dag, var der blevet revet op i alle hans sting og det var på ingen måde rart. Mest af alt, så havde han lyst til at lægge sig ned for at sove - og det var sikkert også der, man kunne finde ham over de næste par dage. "Tydeligvis ikke nok i dine øjne. Du synes jo stadig jeg er farlig." svarede han skarpt tilbage. Han havde en følelse af, at hun havde mange forudindtaget holdninger om folk og de holdninger, var svære både for hende selv men egentlig også for andre at ændre. Ville hun ikke se, at han ikke gjorde hende noget, ville han omvendt bare lade hende blive i den tro, hun ville have. Han havde ikke tænkt sig så meget som at slå en flue eller en edderkop ihjel. "Jeg er ikke et kriminelt geni." svarede han opgivende og mærkede hans hjerte kortvarigt sænke til jorden. Han havde dog i en tidlig alder lært ikke at vise svagheder, så derfor var hans følelser ikke til at læse i hans ansigt. "Men du har tydeligvis allerede tænkt dig til hvordan jeg er," kommenterede han skarpt. Han mærkede hende tæt på sig og kunne mærke hvordan han holdt vejret i de sekunder hun var så tæt på ham, som hun var. Han rystede på hovedet for at komme ud af de tanker. Hun var smuk og duftede godt, men helt ærligt. Hvem sagde, hun ikke var som alle andre? Han nikkede som hun snakkede om at der ikke var stort og han havde set stuen. Han forstod, han skulle skrive ned. "Okay." sagde han kortfattet og så ned i gulvet, som hun forklarede. Det var ikke fordi han havde et behov for at se det. Han lyttede bare på hendes stemme. Han fandt en cigaret mere frem og satte den i munden og begyndte at ryge. Det var den eneste form for næring han havde behov for lige nu. "Jeg gætter på de to sidste værelser er din søsters og dit." mumlede han. Dem havde han ikke ligefrem et behov for at se.

Faith bed sig lidt i læben, dog uden at dele sin første tanke som slog hende. Det gav vel sig selv, at Atticus heller ikke var noget familiemenneske, eftersom han havde slået sine forældre ihjel. "Har du nogen søskende?" spurgte hun, dog en smule forsigtigt. Det var jo ikke fordi hun havde læst hele hans journal igennem, det kunne hun jo ikke nå med alle fanger i azkaban, så ville hun i hvert fald ikke blive færdig lige foreløbig.
Hun så overrasket på ham, "Det har jeg aldrig sagt, lad vær med at fordrej mine ord. Jeg sagde, jeg er nervøs omkring dig, der er forskel," sagde hun, han havde jo selv sagt, at det ikke havde været for morskabens skyld, at han havde slået sine forældre ihjel, men ikke givet hende nogen grund til, hvorfor han så havde gjort det, så hvordan skulle hun vide, at hun ikke havde nogen grund til, at være bange eller nervøs omkring ham.
Normalvis var Faith ret godt til, at aflæse folk, men hun kunne ikke aflæse Atti, hvilket nok var en af de ting som skræmte hende aller mest ved han. Hun vendte kort blikket mod vinduet, mens hun bed sig lidt i læben, da han sagde han ikke var noget kriminelt geni. Hun var jo ikke ude på at blive uvenner med ham eller noget som helst. Hun vendte dog blikket tilbage på ham, da han forsatte. "Jeg har set hvad Azkaban gør ved folk, du har siddet inde i hvad? Syv år? Selvfølgelig har jeg tænkt mig til, hvordan du er, det er mit arbejde," svarede hun og så på ham med de nøddebrune øjne, "Nu er det så op til dig, om du vise mig, der er hold i mine fordomme eller om du vil modbevise mig," tilføjede hun stille og bed sig atter i læben.

Som hun blev færdig med rundvisningen, hvilket jo ikke tog ret lang tid, så meget var der trods alt ikke at vise frem. Hun nikkede lidt til hans spørgsmål og gik så tilbage til stuen, hvor hun åbnede et vindue og satte sig i den brede vindueskarm, før hun også tændte en sig en smøg. Hun kiggede lidt ud af vinduet, før hun vendte blikket mod Atti. "Hør.. det er ikke hverdag jeg siger ja til, at lade prøveløsladte bo hos mig, okay? Tilgiv mig for lige, at skulle vende mig til tanken," sagde hun og gjorde plads til ham i vindueskarmen og stillede askebægret mellem dem, så de begge kunne nå.

Han så ned i gulvet ved hendes spørgsmål. Det var tydeligt på ham, at der var noget han savnede og manglede. Sin lillebror. Han vidste at hans lillebror hadede ham mere end ord kunne beskrive, men det ændrede ikke på at Atticus ikke havde andet end ren kærlighed. Der var en del af ham, der manglede fordi Dominicus ikke var der. "Ja, en lillebror. Men han hader mig." svarede han ærligt og bed sig hårdt i læben. Ja, hadede ham. Ville hun overhovedet være overrasket? Nok ikke, for selv om Atticus forventede at blive dømt udfra hans gerninger, så havde han ikke forventet at alle havde en holdning om ham. Der var mange grunde til at slå ihjel, og han mente virkelig at hans grund kunne forsvares. Han ville dog ikke forsvare sig overfor gud og hver mand. Hans grund var hans egen og der skulle bygges en tillid til ham for at han overhovedet kunne overveje at sige det. Han var jo kun et menneske - et menneske der utalligegange havde ramt den stenhårde kølige bund. Han havde bygget sig selv op efter at have været ødelagt så mange gange, og han havde ingen tillid tilbage. Livsglæden havde Azkaban fjernet - i hvert fald det sidste af det, som var tilbage. I starten havde dementorerne været interesseret i ham også selvom han havde haft god opførsel, men det var selvfølgelig en måde at indoktrinere på. Han vågnede dog brat op af sine tanker, da han hørte hendes stemme. "Huh?" spurgte han, da han tydeligvis et øjeblik var spacet ud. Han rettede ryggen en smule for at vågne op af tankernes hav. "Der er ikke en stor forskel mellem at være nervøs at bange. Linjen er hårdfin." protesterede han med den hæse stemme, dog uden at lyde kold. Det var bare helt monotont og kedeligt. "Men du kender mig ikke," svarede han og så på hende med de mørke øjne. "Så uanset hvor meget du har læst om mig, så ved du ikke hvem jeg er." forsatte han, dog uden at være ophidset. Hans stemme var for en gangs skyld ganske mild. Det var bare ham, der udgav hende et faktum. "Og hvis jeg forstærker dem?" spurgte han prøvende. Ikke at han ville, for han var i bund og grund ligeglad med hendes fordomme. Som sagt, hun kendte ham jo ikke. Han vidste dog godt, han fik det til at lyde som om der var konsekvenser for ham. Han regnede dog ikke med, at hun var et ondt menneske der ville misbruge ham og gøre ham ondt på alle tænkelige måder. Han var øvrigt større end hende, men hun havde selvfølgelig sin stav. Fysisk styrke var ingenting sammenlignet med det.

Han fulgte hende med øjnene inden han bevægede sig med hende ind i stuen. Han stillede sig få meter fra hende og nikkede. "Det forstår jeg, frøken Lavoie. Det er også okay. Jeg skal også vende mig til tanken om nedstående" sagde han og lod sit hoved rokke ned mod fodlænken. Ikke kun den, men hele den situation han befandt sig i. Nyfunden frihed og to kvinder at skulle forholde sig til. I det mindste kunne Nemo måske komme på besøg. Han satte sig overfor hende og tændte en smøg og så ud på Londons gader og stræder. Det larmede, men larmen virkede på en eller anden måde beroligende. En ny, dog gammel velkendt lyd. Han så op på hende og smilte kortvarigt.

Faith nikkede lidt akavet til Atticus' svar, hun ville dog ikke spørger ind til, hvorfor hans lillebror hadede ham, det var hun nu ret sikker på, at hun alligevel godt kendte svaret til. Det skulle man nok ikke være geni for at regne ud. "Hvor gammel er han?" spurgte hun i stedet for i en mild stemme. Det var ikke fordi hun ville udspørger ham, hun var blot nysgerrig. Men selvfølgelig kunne hun sige sig selv, at hans lillebror hadede ham. Hun ville nok også hadede Hope pænt meget, hvis hun slog deres forældre ihjel. I hvert fald deres far.

Hun rystede lidt på hovedet, "Hvis jeg var bange for dig, havde jeg slet ikke sagt ja til, at have dig boende. At jeg er nervøs omkring dig, skyldes netop, at jeg ikke kender dig. Jeg har ingen idé om, hvorfor du slog dine forældre ihjel, eller om du har begået kriminalitet før det, og hvis du har, hvilken form," forklarede hun sig, dog uden at lyde hård, da hun prøvede bare at få ham til, at forstå, at hun godt vidste hun ikke kendte ham, men han kendte vel og mærket heller ikke hende.
Hun hævede lidt det ene øjenbryn da, han spurgte, hvis han forstærkede hendes fordomme, "Så hvad? Forventer du en eller anden straf? Tror du jeg bare vil give op, og sende dig tilbage til Azkaban eller hvad?" spurgte hun og lagde armene over kors, hun havde bestemt ikke tænkt sig, at give op. Hun havde fået til opgave, at observere om Atticus var klar til, at komme ud, og det havde hun bestemt tænkt sig at gøre, og selvfølgelig tilbage melde, hvis der var ændringer, i hans adfærd og om han opførte sig forsvarligt. Det skulle nok en dag ende med, at blive ganske akavet.

Hun lagde det ene ben over det andet, da hun trods alt stadig havde sit arbejdstøj på, og så så lidt op på ham, mens hun bed sig lidt i læben. "Du kan bare kalde mig Faith," sagde hun med et lille smil på læberne, selvom hun godt vidste det var dybt uprofessionelt, men helt ærligt, hvis de skulle bo sammen så længe, så kunne de jo ligeså godt være på fornavn også. Hun fulgte ham med blikket da han satte sig overfor hende, den var ikke så lang vindueskarmen, så der var nok ikke mere end en armslængde mellem dem. Hun lod røgen forlade sine lunger, "Ja selvfølgelig, skal du det," sagde hun forstående og så lidt ned på hans ankel, før hun vendte blikket tilbage på ham, "Hvordan føles det?" spurgte hun med et nyt lille smil, og skubbede vinduet lidt mere op, så den 'friske' luft kom ind.


JeromeWinther
Admin

Antal indlæg : 533
Join date : 15/08/12

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Atticus+Faith+Sophia+Hope - You Have a Jet Black Heart

Indlæg  JeromeWinther on Man aug 07, 2017 8:35 am

Atticus så på hende ved hendes spørgsmål. Ja, hvor gammel var han? Atticus talte inden i sit hoved. De 7 år han havde været væk, var gået utrolig langsomt for ham. Et år, var trods alt 365 dage... 7 år var 2555 dage, ikke medregnet skudår. Han var en alder, det vidste han. "Uh uhm, 17.. mener jeg," svarede han med et skuldertrak. Han stivnede kort i sine tanker. Den alder, han selv havde haft da han begik sit første drab. Ja, det var ret bestialsk.

"Er du sikker?" spurgte han tøvende og overvejede kort, om han skulle remse de kriminelle ting, han havde gjort op før. For ja, små kriminaliteter havde han begået før. "Jeg har ikke været fanget i at lave noget kriminelt udover det. Jeg har drukket uden at være gammel nok, røvet en butik... drengestreger, men jeg voksede op i Skotland. Det er nærmest forventeligt... Jeg har prøvet stoffer og hash.... Husk på, hvem der er er min bedsteven," svarede han hende, og hentydede kraftigt til at Nemo var et stort bonghoved. "Og for at svare på, hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde som jeg gjorde... så kan man tage meget fra folk og man kan ødelægge dem gang på gang, men når de vælger ødelægge noget der er vigtigt for dig eller har gjort det gentagende gange over flere år, ja, så til sidst må man stå imod." forsatte han uden at sige direkte hvad det var. Hun måtte selv gætte sig til det, for han tvivlede på, at han nogensinde ville være parat til at sige det direkte til hende. Little did he know. Men hun var en klog pige - mon ikke hun kunne regne det ud, uden ordene skulle siges højt. "Er der ikke altid en straf? Folk forlader alligevel altid en eller fucker en op." svarede han opgivende. Det kunne godt være hun ikke gjorde, men det vidste han ikke. Netop fordi, han heller ikke kendte hende. "Men det er din tur til at sige noget om dig selv," pointerede han. Han havde trods alt lige sagt noget om sig selv. Ret meget endda.

"Faith... Og din søster hedder Hope eller hvad?" spurgte han med en latter gemt væk i et kortvarigt smil. Det var ikke nedgørende på nogen måde, men han morede sig over forældrenes valg af navne til deres små tvillinger. På den anden side, så havde både ham og hans bror endelsen -cus på deres navn. "Det er fint." pointerede han for at forklare sin reaktion. Han var overrasket over, han faktisk turde at sidde så tæt på hende som han gjorde. Det var ting, der normalt godt kunne tage tid. På den anden side, var der blevet brudt en distance i mellem dem, da hun måtte visitere ham. Han tog et langt hiv af sin smøg og nikkede. Det skulle de begge. "Hmm, mindre befriende. Men det er fint nok." svarede han med et skuldertræk. Han nød at mærke den friske luft mod hans kinder, der blev let lyserøde da han hverken havde oplevet vind eller sol i en evighed. Hans hud var blevet bleg og grå.

Faith smilede lidt og nikkede så til, Atticus svar. "Så er han snart færdig på Hogwarts, gætte jeg mig til. Hvad hedder han?" spurgte hun roligt, dog også lidt forsigtigt, hun vidste godt, at det ikke var alt der kom hende ved og hun i realiteten slet ikke havde ret til, at spørger om noget som helst. Men hvis de skulle bo sammen så længe, så kunne de vel ligeså godt lærer hinanden lidt at kende. Hun ville trods alt gerne vide, hvem det var hun havde lukket ind i sit hjem. Ikke mindst fordi hun også følte et vis ansvar overfor Hope.

Hun trak sin tryllestav op fra sin støvl, rejste sig og gik over til en skuffe, hvori hun lagde den ned i, vel vidne om, at hun lige havde brudt sit ene løfte til Sofie, da hun havde lovet altid, at have sin stav inden for rækkevide i tilfælde af, at han prøvede på noget, hun vendte så blikket i mod ham, "Helt sikker," sagde hun og satte sig tilbage i vindueskarmen igen. Hun nikkede lidt til det første han fortalte, det var jo i bund og grund ganske uskyldigt, det var jo ikke ting man kom i Azkaban for anyway, det var nok nærmere ting som voldvægt hun havde frygtet.
Hun mærkede dog sit hjerte begynde at banke hurtigere, da han begyndte at forklare sig. En mild, omsorgsfuld rynken meldte sig på hendes pande, jo mere han forklarede. Hun lod ham dog tale ud, før hun selv åbnede munden. "Dine forældre var ikke gode mennesker. Var de vel?" spurgte hun, hele hendes toneleje og udstråling havde ændret sig på et split sekund. Hvor der før havde været nervøsitet at spotte i hendes brune øjne, var der nu bekymring og tristhed. Et blik som ellers primært var reserveret til Hope.
Hun rystede lidt på hovedet, "Ikke altid," sagde hun roligt, hendes far og Hope havde været der altid, hvilket hun var utrolig taknemlig for. Hun så dog en smule overrasket på ham, da han bad hende om, at fortælle noget. "Ehm.. Okay, det er vel mest fair.." sagde hun og førte en hånd i gennem sit lange mørke hår. "Mine forældre blev skilt da min søster og jeg var 7 år. Efter cirka et år, fandt vores mor en ny mand, som hun startede en ny familie med. Jeg har ikke set hende siden, så min far har været alene med min søster og jeg, indtil vi var omkring 14, hvor han fandt sig en ny, som han stadig er sammen med," fortalte hun og trak lidt på skulderne, uden helt at vide, hvad mere hun kunne fortælle. Der var vel ikke rigtigt mere, det var ikke fordi hun havde haft en dårlig barndom, hun havde altid elsket sin far utroligt højt, og havde gjort alt hvad hun kunne, for at hjælpe ham med det huslige og alt hvad han ellers havde haft brug for.

"Yeah, det gør hun faktisk, så opfindsom var vores far, han var sikkert skæv da han fandt på vores navne. Han var ikke så gammel, da han fik os," grinte hun stille og rystede lidt på hovedet. Det var virkelig bare typisk ham, men hun elskede ham nu for det. Et nyt lille smil meldte sig på hendes læber, da han sagde det var fint nok, "Jeg tænker, vi kan bestille pizza til aftensmad? Jeg ved ikke med dig, men jeg må nok indrømme jeg er ret træt," forslog hun og askede i aksebægret mellem dem, før hun strakte sig godt ud. Hun kunne godt bruge, bare at flade lidt ud i sofaen med en pizza og cola, og bare koble lidt fra til fjernsynet.

"Det er han... Dominicus.." svarede han, mens han så ned i gulvet. Han plejede at kalde ham Mini, for sandheden var at deres navne var lidt af en mundfuld og de var så atypiske i forhold til, at de kom fra Skotland. Han havde ikke mødt mange med deres navne i hvert fald - end ikke gamle mennesker. Atticus havde sådan set ikke noget imod at fortælle om hans familie relationer eller snakke om de få venner, som han havde. Det han havde noget imod at snakke om var hans egen fortid og hvad der var sket i den. Han havde svært ved præcis at sætte ord på og foruden havde han bare aldrig rigtigt snakket om sine følelser overhovedet.

Han betragtede hende gå over mod skuffen med sin stav og tav lidt indeni. Så hun stolede på, at han ikke ville gøre hende ondt? Modigt, til trods for det ikke var den intention han havde haft på noget tidspunkt. Han havde været uforstående overfor, hvorfor hun ville have ham her, hvis hun var nervøs for han ville gøre hende eller hendes søster noget. Det var jo i og for sig ikke hendes ansvar, at han kom ud. Det var ikke hende, der havde slået hans forældre ihjel og det var ikke hende, der skulle tage imod en straf for det. Atticus var ligeglad med at være i Azkaban for han vidste, at han havde gjort verden til et bedre sted. Det eneste han fortrød var, at han ikke nåede at færdiggøre sit job og nu ville der gå evigheder før han overhovedet fik sin stav. Det positive var at mugglerne selvfølgelig også havde deres egne metoder. Han vågnede fra sin egen tankestrøm, da hun sagde hun var sikker. Han nikkede forstående. Han så op på hende, da han havde forklaret sig og så den rynken hun havde i hovedet. Havde hun ondt af ham? Det havde han ikke brug for! Han hadede når folk ynkede ham eller mente det var så hårdt at være Atti. "Det ville jeg ikke kalde dem, nej," svarede han kortfattet og så på hendes øjne. Hvad var det for et blik? Han forstod det ikke helt. Ikke at han var dårlig til at aflæse folk - tværtimod. Men hvorfor fik han det? "Hmm" svarede han eftertænksomt. Den eneste der altid havde været derfor ham var Nemo, men omvendt så følte han nogen gange det var hans skyld at Nemo var på alt muligt lort. Havde han også været det, hvis han ikke havde betroet sig med en tung byrde? Han nikkede til det var mest fair og afventede, hun ville fortælle noget. Han bed sig i læben, som hun fortalte hun ikke havde set sin mor siden hun havde fundet en ny. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, så han lagde sin hånd over mod hendes i et kort sekund, for at fortælle han havde lyttet til hende. Han fjernede den dog hurtigt igen, da han som ikke var så god til det berøring. Desuden var hans hånd som altid kold og det måtte ikke være rart for hende.


Han lagde sin frie hånd op foran sin mund for at undertrykke et grin. "Hvor gammel var han?" spurgte han. Han synes det var ganske fint, men det var nu stadig morsomt. "Pizza?" spurgte han og nikkede lidt. Han havde aldrig fået det der dersens pizza... Men det havde han ikke lyst til at indrømme. "Træt, ja.." svarede han med et lille nik. Atticus var ikke typen der havde sovet meget de sidste mange år, så han var bange for at ligeså snart han landede i en rigtig seng, så ville han sove flere dage. Han tog et hiv af sin smøg, inden han slukkede den. Han lod hende klare det med pizzaen, for han anede ikke hvordan man gjorde.

Faith nikkede lidt, navnet sagde hende ikke lige noget, men nu havde hun jo heller ikke selv gået på Hogwarts, men skolerne mødtes jo fra tid til anden, så det kunne jo være hun havde kendt ham eller vidste hvem han var. "Har du tænkt på, at kontakte ham?" spurgte hun, velvidne om, at det her jo slet ikke var noget som kom hende ved, men han kunne jo altid sige, at han ikke ville snakke om det, og så ville hun skam også respektere det og skifte samtale emne.

Hun ville nok ikke selv kalde sig direkte modig, for at stole på Atticus, det var nok nærmere dumdristighed end mod som sådan. Hun havde jo været på en masse kursuser for, at lærer at håndtere fangerne, en af de ting som hun havde bidt sig mest mærke i, var at uden gensidig tillid, så ville de ikke komme langt, og hun nægtede simpelthen ikke at turde sove i sit eget hjem, fordi han var der, selvom hun da nok heller ikke ville få den bedste nattesøvn de næste par nætter. Desuden var det jo ikke engang sikkert, at hendes stav ville adlyde ham, hvis han endelig skulle finde på, at sjæle den.
Hun havde sagt ja, af mange årsager, selvom det ligevel kunne have været blevet til et nej. For det første, så havde hun jo ikke arbejdet i Azkaban mere end et års tid, så hun ville gerne vise, at hun faktisk ville sit job og gerne ville mere end 'bare' at være sekretær. For det andet, så havde der været noget over ham, første gang hun havde mødt ham, hun kunne ikke sætte en finger på hvad, men et eller andet, og hun agtede at finde ud af, hvad det var.
Hun bed sig svagt i læben og vendte så blikket lidt væk fra ham. Hun fik det helt skidt ved tanken om, hvad han havde været igennem, og der skulle ellers en hel del til for, at rykke på hendes fordomme. "Det vidste jeg ikke. Slog de dig og din lillebror?" spurgte hun som hun vendte det samme blik tilbage på ham. Han havde sat gang i en masse tanker i hendes hoved. Børnemishandling var på ingen måder i orden. Hendes fordomme havde nærmest rykket sig fra Atticus som morder, til hans forældre som bare ikke burde havde fået lov til, at få børn i første omgang. Hun havde intet problem med, at snakke om følelser, fortid og hvad der ellers hørte til, selvom hun da også havde sine grænser.
Hun bemærkede ikke, at han bevægede sin hånd mod hendes, før hun mærkede den kolde hud mod sin egen. Hun vendte derfor blikket mod deres hænder, dog uden at flytte sin hånd. "Fryser du?" spurgte hun stille, og vendte så blikket tilbage på ham med et lille forsigtigt smil på sine læber. Der var jo ikke rigtigt mere, at sige. Hun ville aldrig tilgive sin mor, for at have været skredet på den måde, men hun gad heller ikke, at gå og bruge tid og energi på, at være sur og bitter. Hun havde jo haft det godt sammen med sin far og søster, så hun følte ikke hun havde noget at klage over. Der var jo folk som Atti, som havde haft en meget værre og mere traumatiserende barndom end hun havde.

"Jaja, grin du bare," sagde hun morende, da han prøvede at holde sit grin tilbage. "Omkring de 19, hvis jeg ikke husker helt forkert," svarede hun lidt eftertænksomt. Det kunne selvfølgelig have været værre, men nu var Faith selv 18, og hun kunne på ingen måder forstille sig selv som mor inden for det næste år.
Hun nikkede lidt og rejste sig så for, at hente sin mobil for at ringe efter pizza til dem, hun vidste ikke hvad tid Hope ville komme hjem, eller om hun overhovedet ville komme hjem og sove. Som hun havde bestilt pizzaerne, vendte hun blikket mod ham, "Altså der går omkring en halv time-tre kvarter, før maden er her, så hvis du er meget træt, kan du bare lægge dig ind og sove lidt, eller lægge dig på sofaen. Jeg skal nok vække dig når der er mad," sagde hun og trak lidt på skulderne. Hun skulle bare have en kop kaffe og så skulle hun nok kunne holde sig vågen til efter aftensmaden om ikke andet.

Så vidt Atticus vidste, så var Domincus også en, som holdt sig meget i baggrunden. Han havde dog ikke set noget til ham i 7 år, så det var også vanskeligt for ham at vide om det var en sandfærdig information. "Ja, men jeg tror ikke, han vil være specielt interesseret i det," svarede han med et skuldertræk. Han ville dog gerne opsøge ham og han ville gerne forklare ham sin side af historien også selvom han havde svært ved at sætte ord på det. Det havde ikke været nemt ved Sofie og det var ikke nemt ved Faith heller. Han kunne ikke lide at rive op i sårene.

Atticus kunne se det var både modigt og dumdristigt. Dumdristigt var det dog ikke for hende lige nu, da han ikke ville gøre hende fortræd og han var ret passiv overfor det meste. Han vidste godt at hans medfanger ville reagere med det samme der stod nogen foran dem som var uden skyts, men mange af hans medfanger var jo også decideret sindssyge. Han havde indimellem haft samtaler med dem og taget sig selv i at tænke, at han ikke hørte til blandt de galninge, selvom det gjorde han lidt alligevel. Han vidste også at mange af dem, egentlig ventede på at få dødsdom. En af grundene til, hans ikke var blevet det, var grundet hans unge alder og hvordan hans sag var kørt. De gange han havde været i nærheden af den dementor havde været blandt de værste i hans liv - trist, når der havde været så få som var dejlige. Det var også noget af det eneste der havde fået en voksen mand som Atticus til at knække. Han kunne stadig huskede den kolde isende følelse han fik når de var i nærheden. Det var som om, de havde fjernet varmen ud af hans krop forevigt. Han så ned i gulvet ved hendes spørgsmål. Troede hun, at de kun havde slået ham? Et eller andet sted var det fint, at hun troede det for nu, for så behøvede han ikke snakke så meget mere om det. "De slog kun mig, men de ville også gøre det ved ham... når jeg flyttede," forklarede han kortfattet. Der var gået ret lang tid fra hun havde stillet spørgsmålet til han overhovedet kunne tage sig sammen til at svare på hendes spørgsmål. Det var trods alt heller ikke hans ynglingsemner. Han havde fra den dag overgrebene var begyndt op til nu lovet sig selv, at hvis han nogensinde blev far, skulle de aldrig oplevet noget lignende. Han havde dog ingen planer om at stifte familie - for hvem ville dog have ham? Ligeså snart han fortalte folk sin historie - så ville de løbe væk. Hvis det da overhovedet var ham, der nåede at fortælle den. Han skulle være klar til det og det var ret nemt at finde informationer om hvad han havde gjort også selvom det meste af sagen havde været lukket. "Fryser? Nej, min hånd er altid kold." forklarede han roligt. Atticus havde en gang læst i en bog at venlige mennesker altid var kolde, han kunne dog ikke se det var tilfældet ved ham. Selvom hans hans hænder altid havde været kolde, så havde der været varme i hans krop en gang. Det var der dog ikke rigtigt længere, for den havde dementorerne som nævnt fjernet fra ham. Atticus ville godt kunne forstå, hvis Hope ikke ville snakke med sin mor igen efter hun var skredet. Det ville han heller ikke selv gide. Foruden bare fordi han havde oplevet noget der var traumatiserende, betød det jo ikke at hendes ikke også kunne være det. Atticus ville ikke være en af de personer, der mente han havde det hårde end alle andre. Det mente han i bund og grund heller ikke. Han måtte vel have gjort et eller andet for at fortjene som han havde fået, ikke?

Han lod et kort et grin forbipassere hans læber. Han synes virkelig, det var morsomt. "Wow, tidligt." svarede han overrasket. Da han var den alder, havde han været i Azkaban i to år. Han kunne på ingen måde forestille sig, at have været far i så tidlig en alder og skulle tage sig af to pigebørn. Taget i betragtning, at han dårlig nok kunne passe på sig selv. Han nikkede til det hun sagde "Jeg vil det samme som dig." svarede han, som sagt var han bange for at falde i søvn for han vidste godt, at han dermed ville sove i 100 år, hvis han endelig fik lukket sine øjne. Han rejste sig op og satte sig over i sofaen. Han lod sine hænder hvile på betrækket og mærkede den bløde følelse mod sine hænder. Det var rart til gengæld. Han lod sine næse opfange de dufte der var i lejligheden. Der duftede så også sjovt nok meget af kvinde. Han havde lyst til at stille hende spørgsmål. Han vidste bare ikke helt, hvordan han skulle få dem stillet. "Hvad med dig.. nu når du siger din far fik børn omkring din alder.. Har du selv en kæreste og drøm om børn?" spurgte han med en rolig stemme, dog var han ret nervøs bag. Det virkede måske underligt, men han havde ikke haft en normal konversion i en evighed.

Faith vidste ærligt talt ikke rigtigt, hvad hun skulle svare. Et sted kunne hun jo klart og tydeligt godt forstå, hvis Atticus' lillebror ikke ville snakke med ham, men på den anden side, så vidste hun jo også godt, at det var meningen hun skulle hjælp ham med, at få en hverdag uden for Azkaban til at hænge sammen. "Hvis du har brug for det, vil jeg gerne kontakte ham for dig?" foreslog hun lidt forsigtigt, ikke helt sikker på om, hun var ved, at bevæge sig ind på et lidt for følsomt privat sted. Men hun ville jo gerne hjælpe ham.

Dementorerne var uden tvivl det værste ved Azkaban, i hvert fald hvis man spurgte Faith. Godt nok havde hun aldrig oplevet et dementor kys på egen krop, men hun havde set hvad det gjorde ved folk, og det var bestemt ikke et kønt syn. Hun havde flere gange haft mareridt om dem, ikke at det var noget hun nogensinde havde fortalt til nogen, hun ville jo ikke fremstå svag eller dum.
Hun bed sig let i læben, da hans svar omkring hans forældre lød. "Så du slog dem ihjel, før de fik chancen..?" halvt konstaterede, halvt spurgte hun, og rystede lidt på hovedet, selvom han havde holdt en pause, før han havde svaret hende, det var jo helt okay. Det lød virkelig ikke som om, han havde haft nogen god barndom.
Hun nikkede lidt, da han sagde hans hænder altid var kolde, "Så har du et varmt hjerte, som man siger. Eller et dårligt blodomløb, det er som man tar det," sagde hun med et lidt drillende smil på læberne, for at løfte stemningen lidt igen, da den ligesom Atticus' hænder, var blevet ret kølig.

Hun tippede hovedet en smule ubevidst lidt til den ene side, da det var første gang hun hørte ham rent faktisk grine, selvom det var et kort grin, så var det alligevel en lyd som fik et smil frem på hendes læber. Hun nikkede lidt, "Ja, men det styrer man jo ikke altid selv, og slet ikke som mand," sagde hun med et mildt smil på læberne, jovist var det ligeså meget mandens ansvar at beskytte sig, men hvis beskyttelsen af en eller anden årsag fejlede, så havde mænd jo ingen rettigheder over, hvad der skulle ske med fosteret.
"Jeg tænkte egentlig, at lave mig en kop kaffe, men du må selvfølgelig også gerne få en, hvis du vil," sagde hun og trak lidt på skulderne, før hun tog et sidste hvæs af sin smøg og slukkede den så i askebægret, som den sidste røg forlod hendes lunger. Hun smilede lidt da han rejste sig, og fulgte ham med blikket, da han satte sig over i sofaen. Hun betragtede ham lidt fra sin plads i vindueskarmmen, han var egentlig slet ikke som hun havde forstillet sig. Hun blev dog revet ud af sin tankegang, da hans spørgsmål lød. Hun rejste sig og gik over og satte sig i modsatte ende af sofaen, end hvor han havde sat sig. Hun rystede lidt på hovedet, "Ingen kæreste og ingen børn, eller planer om at få det. Det har jeg slet ikke tid til," svarede hun og smilede lidt til ham. "Har du?" vendte hun hans spørgsmål, dog mente hun ikke børn, det kunne hun jo næsten gætte sig til, at han ikke havde, på grund af hans reaktion på hendes fars unge alder. Hun satte sig med fronten mod ham, med det ene ben oppe i sofaen, bøjet ind under sig, så hun sad på sin fod. Hun lagde sin ene albue mod ryglændet og lod så sit hoved hvile på sin hånd.

Han trak på skulderen ved hendes spørgsmål. "Det er vist bedst det er noget jeg gør selv. Det er noget mellem mig og ham og en længere samtale... For jeg ved, han er vred på mig." svarede han. Det var jo ikke fordi han ikke kunne forstå, at Dom havde det sådan. Det kunne han skam godt, men han kunne heller ikke lide, at han kun kendte den halve sandhed. Han var trods alt gammel nok til at vide hvad der var sket nu.

Atticus var stadig mere bange for sine forældre og de mange mænd der havde været i hans hjem end han var for dementorerne. Dementorerne havde taget en del fra ham, men hans forældre havde taget hele hans barndom og hans uskyld fra ham. De havde givet ham bekymringer, han slet ikke var gammel nok til at have. Varige ar på sjælen og på hans krop. Det dementorerne havde taget fra ham, var bare det hans forældre og de mange mænd, ikke havde noget at tage. Varmen og en form for gnist. Gnisten kunne han få igen med noget tid. Hans krop skulle som end bare vænne sig til, at han var kommet væk fra det helvede der var Azkaban. "De havde gjort det en gang på Dom.." svarede han og så ned i gulvet. Det vil så sige - de havde ikke slået ham i den her sammenhæng. Det var dog nemmere at lade Faith blive ved den tro og han kunne også mærke hvordan den tanke gjorde ham syg helt nede i maven. Han tog sig derfor til maven og glemte lidt på den. Han havde det som om han skulle kaste op. Han fokuserede dog på verdenen udenfor og spacede væk et øjeblik og så på hende, da hun sagde han kunne have et varmt hjerte eller dårligt blodomløb. "Ah.. Eller også har jeg bare sat i Azkaban de sidste 7 år af mit liv." svarede han og blinkede kort til hende, da han mente han var for ung til at have et dårligt blodomløb, selvom det trods alt nødvendigvis ikke havde noget med det at gøre.

Atticus grinte meget sjældent og han var godt klar over det. Sådan havde han også været nærmest altid. De eneste gange han havde grint hysterisk var fordi han havde røget hash. "Nej ikke altid, i hvert fald." svarede han med et lille nik. "Kaffe lyder fint.." svarede han med et nik. Han kunne trods alt godt lide kaffe og i dag var første gang i lang tid, han overhovedet havde fået kaffe. Han nød virkelig hvad friheden havde at byde ham af luksus ting, som man normalt tog foregivet. Som hun satte sig i sofaen betragtede han hendes læber og måden hun snakkede på. Med et, mærkede han trangen til at kysse hende igen, hvilket gjorde ham fraværende i et kort sekund. Han nåede dog at høre hun ingen kæreste og ingen børn havde, hvilket gjorde han smilede kortvarigt inde i sig selv. ”Uhm, ingen kæreste. Udover jeg har en bromance med Nemo.” sagde han med et drillende smil over sine læber. ”Altså, ikke at jeg er.. du ved, men ja.” sagde han ret hurtigt efterfølgende, da hun ikke skulle få den forkerte idé. Hvorfor han så end følte han skulle påpege det.

En mild rynken viste sig på Faiths pande, som hun nikkede lidt, "Selvfølgelig, det var bare et.. Tilbud," sagde hun og trak lidt på skulderne. Hun følte lidt, at hun havde et ansvar overfor Atticus og hvad han rendte rundt og lavede, selvom hun godt vidste, at det var meningen han skulle ud og finde sig selv igen.

Hun så lidt på ham med et ømt blik, som hun lod de nøddebrune øjne hvile på ham. Hun tippede hovedet lidt til den ene side, "Det gør mig virkelig ondt, Mr. MacKay," sagde hun i en varm og blid tone, hvortil hun lidt forsigtigt lagde sin ene hånd mod hans knæ, da han tog sig til maven. Det lignede ikke ligefrem, at det var en samtale som huede ham helt vildt. Den eneste grund til, at hun stadig kaldte ham ved efternavn, var fordi at selvom hun havde sagt han gerne måtte kalde hende Faith, så havde han jo ikke sagt noget om, at hun også måtte gøre brug af hans fornavn. Respekt havde hun da.
Et lidt skævt smil meldte sig på hendes læber, da han blinkede til hende. "True. Men du må jo bare tage dig tid til, at finde dig selv igen. Så kan det være varmen også helt automatisk vender tilbage," sagde hun og smilede lidt til ham, som hun trak lidt på den ene skulder.

Det var faktisk helt rart at se ham smil og høre det korte grin han var kommet med. Det havde uden tvivl lettet stemningen, i hvert fald for Faith. Hun smilede lidt uden helt, at vide hvad hun skulle svare. Faktum var jo, at hvis en mand først gjorde en kvinde gravid, så var det bare sur røv, hvis han ikke ville være far, men hun ville have barnet. "Bruger du noget i, eller bare sort?" spurgte hun, selv drak hun den helst med en smule mælk og sukker i, men det var jo forskelligt fra person til person.
Der var nok mange ting i hverdagen, som især Faith tog forgivet. Hun elskede at gå og løbe ture i naturen, danse og te sig tosset fuld på en eller anden bar.
Hun bemærkede ikke rigtigt måden, han kiggede på hendes læber, men nu kunne det jo også til tider være svært, at regne ud, præcist hvor folk kiggede hen. Hun spærrede dog øjnene en del overrasket op, da han fortalte om sin bromance med hendes fætter, hun vidste ikke engang, at Nemo var til fyrer. Ikke at der var noget galt i det, det overraskede hende bare, men på den anden side, så godt kendte hun ham jo heller ikke. "Oh.. Det ehm.." stammede hun lidt, uden helt at vide hvordan hun skulle håndtere det. "Neej, nej, det tror jeg ikke, at jeg gør," svarede hun og rømmede sig lidt, da hun faktisk ikke helt vidste hvad han ikke var. Lige nu havde hun bare et indre billede for sine øjne, som hun på ingen måder havde lyst til, at få fremkaldt. Hun ville egentlig gerne ud og lave kaffe til dem, men det var som om, at hun var frosset fast til sofaen.

"Det skal du også have tak for.. men du er jo ikke ansvarlig for mig, og som sagt... Jeg tror det er mere mellem ham og mig, end en tredje part.." forklarede han og sendte hende et kortvarigt smil. Det var jo ikke fordi han ville afskrive Faith helt eller lyde som om han ikke var taknemlig. Det var han, men han vidste bare, det ikke hjalp hans sag at havde en ekstern med, som pt. troede det værste de forældre havde gjort, var at have slået.

"Du skal ikke have ondt over mig," sagde han og sendte hende et ømt smil. Han mærkede hendes hånd på hendes knæ og lagde sin egen hånd ovenpå. "Men du må meget gerne kalde mig Atticus... Eller Atti, hvis det er nemmere" sagde han med et smil. Han ville egentlig have sagt at Mr. MacKay var hans far, men det var der ingen grund til. Han hadede bare at blive kaldt ved efternavn, fordi han automatisk tænkte på ham. Det var ikke fordi han synes det var behageligt. "Jeg havde også kolde hænder inden jeg kom i Azkaban, så tror bare det er en generel ting," sagde han med et lille nik. Det havde ikke noget at gøre med det gudsforladte sted, i hvert fald. Det kunne godt være hans blodomløb var dårligt, men han var ligeglad. Det var ikke fordi han frøs.

"Bare sort," svarede han. "Med mindre du har ildwhisky, for så hælder du bare noget af det i... hvis du vil," sagde han med et kortvarigt smil, inden han blinkede til hende. Ildwhisky var noget af det han havde savnet som bare fanden. Han kunne drikke det konstant for han nød at være fuld. Det havde han i hvert fald nydt for 7 år siden og nu havde han trods alt ikke været det i en evighed. Atticus så på hende som hun så ud til at blive overrasket. Han lo hjerteligt, da hun sagde hun ikke vidste hvad han mente. "For det første er det en bromance - så det er ikke fordi vi er sammen på den måde.. Men jeg er ikke homoseksuel, det var det jeg vil sige." forklarede han og trak læben indad. Det var nok lidt finurligt at påpege det, men det var jo bare mandeflirt, eller hvad man skulle sige. Det var ikke fordi de gik i seng med hinanden og han havde da højt givet Nemo et tantekys. Det var ikke andet end det. Han betragtede Faith lidt inden han bed sig i læben. Hun så ud til at være helt frosset fast, hvilket gav ham lyst til at drille hende. Han lænede sig tæt ind mod hende og stoppede op få centimeter fra hendes ansigt. Han så hende direkte ind i øjnene, inden han valgte at sige noget. "Skal du have hjælp til kaffen?" spurgte han.

Faith sendte Atticus et lille smil retur, "Jeg ved godt, du ikke er mit ansvar, men det er du alligevel lidt på et eller andet punkt," sagde hun roligt, det var jo kun prøveløsladelse og hun skulle jo reportere tilbage til Azkaban hvordan det gik med ham og sådanne nogle ting, ligesom hvis han havde været på et opholdssted, som prøveløsladte jo under normale omstændigheder kom. Der havde de ansatte jo også et eller andet form for ansvar. "Men selvfølgelig, det er helt okay. Du kan jo altid invitere ham herhjem, så skal jeg nok sørger for, hverken Hope eller jeg selv er hjemme imens," sagde hun roligt og trak lidt på skulderne.

Hun bed sig en anelse i læben og vendte blikket mod deres hænder på hans knæ. "Ingen bør oplevet noget så traumatiserende, at de bliver drevet helt derud, hvor mord er deres eneste vej ud," sagde hun stille og lod sin tommelfinger ganske forsigtigt ae hans knæ, før hun vendte blikket tilbage på ham, med hovedet en smule på skrå, da han gav hende lov til, at bruge hans fornavn også, "Okay, Atti," sagde hun med et smil på læberne.
Hun kunne godt mærke hans hånd mod hendes var kold, ikke at hendes egne hænder var brand varme, men de var en del varmere end hans. "Har du overvejet et par vanter?" spurgte hun en smule drillende, hun var en frossenpind som vinteren, men det var ikke så slemt når hun var indenfor, og så var det nok mest hendes tær som stod for skud.

Et lille skævt smil meldte sig over hendes læber, "Mon ikke det kan lade sig gøre. Jeg tror, jeg har en flaske et sted," svarede hun, det var jo ikke fordi han ikke måtte drikke, det måtte han jo helt selv om. Hun var jo ikke hans mor, og hun havde bestemt ikke tænkt sig, at prøve at fortælle ham, hvad han burde eller ikke burde. Hendes mål var nok nærmere, at han skulle være i stand til, at kunne fungere blandt andre mennesker igen, uden at gøre dem fortræd.
Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige, hun sad blot fuldstændigt paf, med sine helt forkerte billeder for sine øjne. Hun nåede derfor heller ikke at reagere overhovedet på, at han pludselig var tættere på hende, end han havde været indtil nu. I og med, at han kom tættere på, gled hendes hånd automatisk også længere op, fra hans knæ og op af hans lår. Hun holdt vejret som hendes øjne mødte hans. Hun mærkede en fristelse til, at kysse ham når han var så tæt på, hvilket fik den professionelle del af hende til, at slå hende mentalt i hovedet, for sådan noget gjorde man jo ikke. "Lige om lidt," halvt hviskede hun, før hun lænede sig de sidste par centimeter mod ham, og lod sine læber ganske blidt møde hans.

"Hvorfor?" spurgte han med en rolig stemme, da han gerne ville have det opklaret. Han vidste godt hun havde ansvar for at holde øje med hans opførsel, men hun havde jo ingen ansvar overfor hans familiære relationer. Han havde hverken set Dominicus, Ray eller Breanna i hvad der svarede til en evighed. Den eneste af dem, han gad at snakke med var Dominicus - fordi han var den eneste, han skyldte en forklaring og han var den, som han holdt mest af. Det kunne tælles på en hånd, hvem Atticus egentlig holdt af og elskede og det var de personer, han var loyal overfor. Han havde haft venner før i tiden, som han havde holdt af, men de fleste af dem var smuttet i det øjeblik de valgte at erklære ham sindssyg for at befri både sig selv og sin lillebror for den terror, forældrene havde begået på dem. Atticus kunne stadig mærke det den dag i dag, om ikke andet så var berøring og sex faktisk ikke noget han brød sig om. Jo selvfølgelig kunne han lide sex, men det var ikke noget han havde behov for. Han kunne blive fraværende under akten eller have svært ved at vide hvad han skulle gøre. Ikke desto mindre, endte han for det meste med at køre på autopilot - eller det vidste han jo egentlig ikke - det havde været efterhånden 7 år siden han sidst havde fået sex. "Tak.. Men jeg er ikke sikker på om han vil komme her. Jeg må finde på noget..." sagde han med et lille nik.

Han så ned på hendes hånd og nød at hun aede hans knæ. Det var underligt. Hun havde kropvisiteret ham en gang og han stivnede ikke længere ved hendes beberøring. Det ville han have gjort ved så mange andre - men der var noget over hende, der bare gjorde, han ikke følte han skulle gå i panik. "Sket er sket. Det kan der alligevel ikke laves om på, ved du nok..." svarede han med et kortvarigt nik. Han ville ikke være den han var uden, men omvendt så ville han gerne være oplevelsen fattigere. På den anden side, om han havde haft den opvækst eller ej, så havde han med garanti været utilpasset som 14-17 årig og så havde han alligevel prøvet en masse lort sammen med Nemo. Det var trods alt bare sådan de var. Han smilede kortvarigt, da hun kaldte ham Atti. Det var rart at høre sit fornavn til en forveksling. Han så op på hende, da hun drillede. "Dem tror jeg ikke jeg kender... skal de på ørene?" spurgte han med et drillende glimt i øjnene.

"Det ville i hvert fald være rart - tak!" sagde han med, for første gang, bredt smil over sine læber. Atticus havde en svaghed overfor alkohol, og han vidste det godt. De to var livslange venner - Det var svært bare at lægge på hylden, et sip nu og da... Og muligvis en halv flaske - det gjorde da ingenting. Han kunne godt lide, at være fuld trods alt. Han mærkede hvordan hendes hånd landede ved hans lår da han lænede sig fremad. Han nåede ikke at svare hende, inden han mærkede hendes bløde læber mod sine egne læber. Han gengældte kysset og lagde sin arm om hendes hofte for at vise hun ikke skulle stoppe eller undskylde for det. Han lod ret hurtigt øjnene glide i, for at nyde kysset. Det var underligt, men det var en hel igennem fantastisk følelse at mærke hendes læber og være så tæt på hende, som han var lige nu. Forhåbentlig forstod hun, at det var helt okay med ham.

"Fordi du er på prøveløsladelse og jeg har sagt ja til at.. Holde øje med dig - ish," svarede Faith og trak lidt på skulderne, uden helt at vide hvad hun ellers skulle sige. Det var jo ikke fordi hun skulle våge over ham som en høg 24-7, det var mere hun skulle støtte og vejlede ham, så han på sigt kunne blive en helt fri mand igen.
Hun havde stadig svært ved, at sætte sig hundrede procent ind i, hvorfor han havde gjort som han havde, men nu var hun jo også i den overbevisning om, at der var andre løsninger end vold, mord og alt der i mellem. Hun kunne jo aldrig selv drømme om, at gøre en flue fortræd, men hvis hendes forældre havde gjort mod hende og Hope, som Attis forældre havde gjort mod ham og hans lillebror, så kunne man jo aldrig vide, hvordan tingene og hendes tankegang så ville se ud. Men 7 år uden sex eller bare berøring fra et andet menneske, havde hun nok endnu sværere ved at forstille sig.
Hun nikkede lidt, "Du må i hvert fald bare sige til, hvis der er noget, jeg kan hjælpe med," tilbød hun roligt og smilede lidt til ham. Hun kendte ikke til hans og hans lillebrors forhold, andet end han lige havde fortalt, at Dom var sur på ham, hvilket i og for sig var forståeligt nok.

Hun forsatte med at ae hans knæ i en rolig bevægelse, det var der jo ikke noget farligt i fra hendes side af, men nu havde hun så også kun fået den opfattelse, at hans forældre havde slået/tæsket ham, ikke at de også havde misbrugt ham. Havde hun vidst det, havde hun nok holdt lidt mere afstand af ren respekt. Hun nikkede lidt, "Det er rigtigt nok, men det er aldrig for sent, at prøve at gøre det bedre i fremtiden," sagde hun i håb om, at være en smule opmuntrende, selvom hun ikke helt vidste hvordan det gik for hende, hun var jo ikke vant til, at skulle give pep-taler for nogen.
Hun grinte let og rystede lidt på hovedet, da han drillede tilbage, "På ørerne for, at holde dine hænder varme? Jeg tror det er den mest intetsigende sætning jeg nogensinde har hørt," sagde hun med et smil på læberne. Det var faktisk ganske hyggeligt, at sidde og snakke med ham, han virkede ikke så farlig som hun først havde antaget. Hun havde nok lidt forventet, at han havde været en del mere sindssyg, hård og ubehagelig at være i nærheden af, men der havde han overrasket hende, måtte hun nok erkende.

Det varmede hendes hjerte, at se ham smile på den måde, og hun kunne på ingen måder se noget galt i, at lade ham nyde sin frihed, så længe han ikke sank ned i et dybt sort hul, det ønskede hun jo trods alt ikke for ham. "Skal du ikke takke for," sagde hun med et varmt smil på sine læber. Desuden var det jo ikke fordi der var noget galt i, at nyde en kop kaffe med lidt alkohol i. Det syntes hun i hvert fald ikke.
Hun vidste udmærket godt hvad hun burde gøre, da han gengældte hendes kys. Hun burde stoppe det med det samme, skrive til Sofie at det ikke ville gå. Hun burde slet ikke nyde det. Det var bare som om, at al fornuft havde forladt hende lige nu. Hun lukkede øjnene i stille nydende suk, da hun mærkede hans arm omkring sin hofte. Hun havde ikke tænkt sig, at stoppe, med mindre han gjorde det. Hun glemte alt om kaffen, som hun var væk et i kysset. Hun lod sin frie hånd glide om i nakken på han, som hun lidt prøvende nussede og gjorde kysset en smule dybere. Hun overvejede et kort øjeblik, om hun skulle prøve at lænede sig bagover i sofaen, for at se om hun kunne få ham med sig, men valgte at lade vær, da hun trods alt ikke ville presse ham til noget. Der var jo ingen som sagde de skulle andet end, bare lige kysse lidt og nu havde hun jo taget første skridt, selvom hun nok ikke havde gjort det, hvis han ikke havde lændet sig så tæt på hende.

"Ja, holde øje med mig. Ikke fikse mit liv," svarede han med et lille nik. Han lød ikke vred, men mere uforstående overfor at hun ville redde hans tråde ud. Det var trods alt ikke det hun havde fået besked på, og det var vel også bedst for ham, at han gjorde det selv, var det ikke? Han vidste at det med Dominicus var noget, han skulle ordne selv. Han skulle finde et sted, hvor han også ville mødes og vide om han overhovedet var interesseret i at møde ham. Styrken her var vel, at Dom gerne ville have en forklaring på hvorfor han havde gjort som havde... Men ellers kunne han ikke lige se, hvorfor han overhovedet ville være interesseret i det. Atticus havde sådan ikke savnet nogen ville røre ved ham, i de 7 år han havde undværet det. Overhovedet ikke faktisk. Han var vant til, at folk ville gøre ham ondt, hvis de rørte ham, så det havde været en befrielse. "Jeg skal nok sige til," svarede han med et nik. Han ville ikke nasse på hende og han ville ikke have, at hun troede, at han var der for at udnytte hendes venlighed. Sådan var han ikke, og han ville egentlig også helst være foruden.

Han mærkede hvordan hun blev ved med at nusse hans knæ, hvilket var en meget underlig følelse, samtidig med det var behageligt. Det var underligt ikke at ville have hende til at stoppe, for ærligt, så kendte han hende knapt nok. Ligesåvel som hun ikke kendte ham, men hun var vel bare et helt andet slags menneske end han var, hvilket var fint. Han håbede det sådan set også. "Det er rigtigt nok," svarede han med et lille nik. Det var underligt, at have en hel samtale med en anden person og en, han kunne forsætte flere timer. Normalt så han meget lidt til de andre fanger og utrolig lidt til de ansatte. Han havde også været en stille fange, så når han så noget til andre, så snakkede han ikke. Han var generelt så heller ikke den snaksaglige type, hvilket også havde været hans forsvar i hans yngre dage til hans stilhed. Havde han ikke noget at sige, så hold han sin mund, og han var ret god til det. Kunne man give medaljer for den slags, havde han fået en guld medalje fra da han blev født og så op til nu. Han følte i hvert fald han havde sagt mere nu, end han havde gjort de sidste 7 år. Han nikkede ganske let til at han troede skulle på ørene for at holde hænderne varme. "Intetsigende, måske, ja. Men ikke desto mindre, så kunne det godt være at ørene var kroppens vej til hænderne.. du ved, som øjnene er det til sjælen" forsvarede han sig, inden han blinkede til hende.

Han nikkede som svar på, at han mente det var noget han skulle takke for. Han vidste han havde en svaghed for alkohol og isærdeleshed, når det var noget han ikke havde fået i nærmest et årti efterhånden. Han savnede bare smagen og duften af det, og den effekt det havde på hans krop. Når han var kommet sig over, rent faktisk at være ude fra den losseplads han lige havde brugt så mange år på, så skulle han også købe alkohol. En masse af det. Han vidste jo, at hun på et tidspunkt skulle på arbejde og så ville han med al sandsynlighed være her alene. Han vidste dog ikke hvad Hope levede af eller om hun var typen der var meget hjemme - hun var der trods alt ikke lige nu. Om ikke andet, så vidste han at han snart kunne besøge sin bedsteven, og der vidste han at han havde en form for flugtbil i og med, at Nemo var ligeså fucked up som ham selv. Nemo var også noget af det eneste fra hans fortid, han havde tilbage og han holdt fast i ham. Hvad ville en mand også være, hvis ikke han havde sin bedsteven? Ingenting. Atticus var pinefuld loyal, og selvfølgelig var Nemo ingen undtagelse for hans loyalitet. Han hørte hendes nydende suk, hvilket gjorde, han ikke kunne lade være med at smile kortvarigt i kysset. Hans krop længtes mere efter nærvær end han umiddelbart havde troet, for hans sind længtes på ingen måde ikke. Eller gjorde den? For der var bare noget anerledes over hende. Noget, der gjorde han følte sig tryg. Noget, der gjorde han ikke længere gik i baglås af at have hende tæt på sig. Noget, der var helt befriende og han ikke kunne forstå. Det var fjollet, ikke? Han kunne godt henkaste og minimalisere det til det. At det var fjollet. Atticus havde aldrig været forelsket og han havde få gange været en intim med en person og kunne sige, at det var noget han inderligt nød. Nød han det ikke, forsvandt han væk i samlejet og kom først igen, ligeså snart det var færdigt. Det samme gjaldt kys. Lige nu, var han dog til stede og handlede ikke ud fra nogen form for mekanisme. Han mærkede hendes hånd i hans nakke og lod sine egne øjne glide i. Hun var varm. Han lod kysset blive dybere og lod sit eget hoved glide en anelse skråt så dette rent faktisk var en mulighed, inden han blidt med sin egen vægt lænede sig ind over hende for at lægge hende ned på sofaen.

"Hør, jeg vil bare gerne hjælpe dig. Jeg er ikke ude på, at tage kontrol over dig eller reportere din mindste lille handling tilbage til kontoret, okay?" prøvede Faith at forklare sig med. Det var ikke fordi hun havde prøvet det her før, så det var jo nyt for hende. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle hjælpe ham, hun var sekretær, ikke psykolog som Sofie. Faith havde ingen redskaber til, hvordan hun skulle håndtere et vrede udbrud eller noget som helst andet.
Hun smilede lidt til ham, "Selvfølgelig er det rigtigt. Det kan du ligeså godt vende dig til, jeg har altid ret, selv når jeg tager fejl, har jeg ret," sagde hun med et lidt drillende smil på læberne. Hun fandt det faktisk ret hyggeligt, at sidde og snakke med ham, selvom det hele tiden lå i hendes baghoved, at han havde slået sine forældre ihjel. Hun havde dog fået et lidt bedre indblik i hvorfor. Hun grinte let, "Narj, jeg er ikke helt overbevist," sagde hun morende. Hun vidste godt, at mange sagde at øjnene var sjælens spejl, men så filosofisk var hun nok ikke lige, så at ørerne skulle være kroppens vej til hænderne, den måtte han altså længere ud på landet med.

Det var ikke fordi hun selv drak helt vildt ofte, det var nok nærmere sådan lidt til hygge, som foreksempel et glas vin til maden eller efter en lang arbejdsdag. Det var egentlig ikke fordi hun ikke kunne lide, at være fuld, det var nok nærmere fordi hun bare gerne ville passe på sig selv og sit helbred.
Hun følte sig væk i kysset med ham. Hun vidste godt hun ikke burde, det var forkert på så mange måder, og det var nok ikke lige det her, Sofie havde ment, at hun havde sagt Faith skulle holde øje med Attcus. Hun tillod dog sig selv, at nyde det alligevel. Nu var det ikke fordi det var syv år siden hun selv sidst havde været sammen med nogen, men det der med, at han var lidt forbudt område, havde hun dog ikke prøvet før. Hun havde aldrig i sit liv kigget på en fange og tænkt hun godt kunne ham, men med Atti var det noget andet. Der var noget over ham, som hun ikke helt kunne beskrive. Hun tippede derfor selv hovedet en smule til modsatte side end ham, som hun ganske forsigtigt og prøvende lod sin tunge danse blidt med hans. Hun lændede sig bagover til hun mærkede sofaen mod sin ryg. Hendes stramme nederdel gjorde det dog en smule udfordrende for hende, at gøre plads til ham mellem sine ben. Hun lod begge sine hænder finde vej ind under hans fangebluse og om på hans ryg, som hun nussede ganske blidt med sine fingerspidser.

Han så ned i gulvet, da han var bange for, at han havde fornærmet hende. "Det var ikke ment på den måde... Det var mere... Du skal ikke føle du er obligeret til at løse mine problemer.. . Jeg ved godt, hvad dit job er, og jeg ved godt du ikke er ude på at sige alt til kontoret.. Mere... Det er ikke dit ansvar, hvis mit liv, eh... sutter røv, for at sige det mildt." svarede han med et lille nik, for at understrege det var det han mente. Han var bange for hans ord var kommet forkert ud. Atticus ville få vredes udbrud, men han ville gøre det bedste for det ikke var Faith eller Hope der så dem. Der var også en hel anden grund til, at han blev nødt til at finde Nemo... Han havde det chokolade, der kunne få ham til at slappe af. Om han så skulle løbe væk fra drengene i det blå tøj, så ville han have det. Han så en anelse skeptisk på hende, som hun mente hun altid have ret. "Jeg kan ikke argumentere imod dig... men, altså det er ikke min skyld, at du ikke vil have ret." svarede han med et drilsk grin over sine læber. Atticus var ikke typen, der altid ville have ret. Han var tværtimod typen, der gerne ville diskutere alting og han var god til netop at udpege hvad der ville være mest irriterende at diskutere og han var derfor også blevet god til at pisse folk af. Han havde været meget vred som teenager - vreden var der ikke så meget mere, men lysten til at provokere, ja, den var gemt væk et sted derinde. "Hmm, så må jeg købe et par vanter og bevise det over for dig," sagde han med et lille nik, inden et glimt i hans øjne kom til syne.

Han nød at kysset blev det dybere, da hun selv tippede hovedet til side. Han nød generelt at være tæt på hende og kysse med hende. Desuden kunne man vel godt argumentere for, at hun holdt øje med ham... Hun vidste jo hvad han lavede lige nu og det var da også at have begge sine øjne på ham, et eller andet sted. Han lod sin tunge lege pirrende med hendes, og lod et par nydende suk glide forbi hans læber. Han mærkede en underlig varm følelse gå gennem hele hans krop, og det var første gang i flere år, han havde mærket nogen form for varme inde i sin krop. Han lagde godt mærke til hendes nederdel var meget stram, men lige nu, turde han ikke helt fjerne den. Han mærkede hendes hænder bevæge sig ned mod hans ryg og hvordan den havnede ved den nederste del af hans bluse og smilede ganske let som tilladelse til hun gerne måtte tage den af. Han lod sine læber slippe hendes og begyndte at kysse hende ned af halsen, som han lod sine fingre glide ned af hendes sider for at ganske ubemærket at knappe knapperne op på hendes skjorte.


JeromeWinther
Admin

Antal indlæg : 533
Join date : 15/08/12

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Atticus+Faith+Sophia+Hope - You Have a Jet Black Heart

Indlæg  JeromeWinther on Man aug 07, 2017 8:38 am

Faith smilede stille til Atticus. "Det ved jeg godt det ikke er, men det betyder ikke, at jeg ikke vil hjælpe dig på rette vej," sagde hun og trak lidt på den ene skulder. Hun ville jo gerne hjælpe og støtte ham, ellers havde hun jo aldrig sagt ja til, at han måtte bo hos hende til hans prøveløsladelse var forbi. Især efter han havde fortalt lidt af, hvorfor han havde gjort som han havde, selvom hun havde fået en lidt forkert opfattelse, og havde misset den del om, at han også var blevet seksuelt misbrugt.
Et skævt smil meldte sig på hendes læber, "Fornuftigt, for du vil ikke få noget ud af det, for jo, jeg har altid ret," svarede hun og blinkede let til ham. Hun havde holdninger og meninger om stort set alt. Mange ting kunne hun så også se fra flere synspunkter, men det betød ikke, at hun var enig i dem alle.
Hun grinte let, "Et par vanter til dine øre? Please, lad mig tage et billed af det," sagde hun morerende, hun havde aldrig før oplevet en fange havde fået hende til, at grine som Atti gjorde lige nu. Men okay, hun havde heller aldrig haft en fange med sig hjem eller ført nogle private samtaler med dem. Hun var da bestemt også blødt en del op, siden de var kommet hjem. Det var lidt som om, at det efterhånden var gået op for hende, at hvis han havde ville gøre hende ondt, så havde han jo nok gjort den, præcis som han selv havde sagt tidligere.

Hun forsvarede sig selv mentalt med, at det her vel et eller andet sted også var, at hjælpe ham til at vende tilbage til en hverdag uden for Azkaban igen, hvilket jo teknisk set, var det hun skulle. At det nok ikke lige var dette her, der havde været meningen med det, var en anden side af sagen. Fornuften i hende vidste jo godt det var forkert, men lysten i hende talte bare højere og overdøvede fornuften.
Hun nød den pirrende leg han satte i gang med sin tunge. Hendes hjerte bankede en smule hurtigere, hun kunne på ingen måder mærke, at det nok var længe siden Atti havde været intim med nogen. Lige nu gjorde det hende ikke noget, at hendes nederdel gjorde der var en smule afstand mellem deres underliv, kun fordi hun stadig hele tiden havde i baghovedet, at de burde stoppe, men hun havde jo ikke lyst til, at stoppe. Hun nappede ganske blidt i hans underlæbe, da han smilede til hende, som hun lod sine hænder glide indunder hans bluse og lod dem glide op af hans ryg, så hans bluse ville følge med op, så hun kunne trække den over hans hoved, da han alligevel slap kysset, og smed den et sted på gulvet. At han så begyndte, at kysse ned af hendes hals, havde hun ikke set komme, men det gjorde uden tvivl noget for hende. Et stille nydende suk forlod hendes læber, som hun blottede sin hals for ham, ved at skyde hovedet en anelse bagover, hvilket automatisk også gjorde hun skød brystet frem mod ham. Hun bed sig svagt i læben, da hun mærkede hans fingre ned af sine sider, som hun lod sine hænder glide ned til hans baller, som hun klemte let om, mens hendes blik lidt diskret studerede hans bare overkrop.

Atticus sendte hende et kortvarigt smil. "Den rette vej er vel ret subjektiv.." pointerede han drilsk, mest af alt for at sige at hun kunne gøre hvad hun ville, men i sidste ende handlede det om, om han ville tage imod. Han ville trods alt ikke nasse på hendes hjælp og det betød, at han gerne ville træffe sine beslutninger selv. Selvfølgelig skulle han nok opføre sig pænt, mens han var her... men når han var fri, kunne hans hævntogt forsætte. Han kunne først blive ordentligt fri og hele ordentligt, når alle dem der havde gjort ham så forfærdelig ondt, var væk fra planetens overflade. Han vidste hvordan han denne gang kunne skjule sine spor. "Hmm, er du sikker?" spurgte han med endnu en gang drilsk, da han ikke var enig. Som sagt, så havde han ikke behov for at få ret, men han havde et stort behov for at diskutere. Eller, det havde han haft da han var ung, hvor han skulle diskutere alt. Hans sjæl var brækket lige nu, men han skulle nok finde sig selv igen, når alle minderne fra Azkaban kom på afstand. "Selvfølgelig," sagde han med et grin.

Atticus kunne køre alt hvad han ville på mekanik og vaner fra, hvordan det havde været den gang. Det her, var dog ham frivilligt der gerne ville, og sådan havde han også været da han var ung. Der havde været nogen, han frivilligt havde været sammen med, indtil det blev for meget for ham. Han vidste, at han skulle være koncentreret for ellers ville enhver berøring rive op i hans sår og han ville være for svær at tænde. Ville have for svært ved at nå et klimaks og ville blive tydeligt fraværende undervejs. Han havde ikke været sammen med nogen i 7 år - så hvem vidste hvordan han ville reagere? Ville han stivne? Ville han kaste det væk, indtil han var alene og følelserne kunne få lov at ramme ham? Ville han nyde det udover alle grænser eller ville det afskrække ham mere end hvad godt var? Han vidste det ikke, men hans reptil hjerne vidste hvad han havde lyst til lige nu. Hende. Lige nu, havde han kontrol over hvad der skulle ske og hvornår det skete. Noget andet var, at hun på mange måder virkede anerledes end så mange andre. Det var befriende og samtidig et fængsel. Han mærkede, hvordan hun nappede ham i hans underlæbe og bed sig efterfølgende i læberne for at lade hendes berøring blive lidt længere. Som om den skulle trænge ind i hans krop. Han mærkede hendes hænder mod huden på sin ryg og kunne mærke hendes varme hænder mod sin egen kolde hud. Inde i hans hoved, var der et kort øjeblik en vist angst for hun ville opdage, at han ikke havde sagt hele sandheden, at hun alligevel kunne mærke at berøring og sex ikke var det han gjorde bedst. Han slog det hen, han ville ikke på autopilot nu. Han ville være i øjeblikket. Han lod trøjen forlade hans krop og så kort ned af sin egen overkrop, da han var mere veltrænet end hvad man ellers skulle forvente han var. Han hørte hendes nydende suk ved kyssene på hendes hals, hvilket gav ham mod på at nappe hende ganske blidt med sine tænder. Han mærkede hendes bryster mod sit bryst og kunne mærke hvordan hans hjerte begyndte at galopere. Han hev skjorten op fra hendes nederdel og hev ærmerne ganske blidt ned over hendes skuldre, så hun kunne få den af. Nederdelen irritererede ham lige nu, men han var endnu ikke klar til at pille den ad hende. Han havde ikke bemærket at hendes hænder var gledet ned mod hans baller - ikke før, han mærkede hendes hænder klemme om dem, hvilket fik ham til at sende hende et frækt, drenget smil.

Faith tippede hovedet en smule til den ene side, "Den rette vej, er modsat den forkerte. Så står det bare til fri tolkning, hvad der er rigtigt og forkert," svarede hun og blinkede så til ham. Hun var ikke selv en regelrytter, eller jo på rigtigt mange punkter var hun, men foreksempel sådanne nogle små ting som street art, som hendes søster rendte rundt og lavede, var hun jo ligeglad med. At hun så også syntes det var synd, at Hope spildte sit talent på gaden, i stedet for at tjene penge på det og åbne et galleri, var en anden side af sagen. "Helt sikker," svarede hun morende, hun hadede at tage fejl, men selvfølgelig var hun jo også kun menneske, så hun kunne jo også tage fejl og hun indrømmede da også, hvis hun gjorde, men det betød ikke, at hun var meget for det. Hun ville gerne hjælpe ham, men hun vidste også godt, at hun var nødt til, at lade ham selv klare meget af det selv også. Hun ville bare have, at han skulle vide, hun var der, hvis han havde brug for hende. Hun grinte let, da han sagde selvfølgelig til hun måtte tage et billed af ham, hvis han købte sig et par vanter til sine øre, "Jeg er sikker på de vil klæ' dig."

Hun kunne mærke hvordan hele hendes krop begyndte, at skrige efter ham, samtidig med at fornuften skreg af hende inden i hendes hoved. Det var bare som, at kroppens lyst skreg højest. Havde hun vidst, at han havde været udsat for de ting han havde i sin barndom og ungdom, havde hun aldrig kysset ham til, at starte med. Men hun var faktisk glad for, at hun havde gjort det lige nu. Hun nød virkelig, at mærke ham tæt på sig, og det gjorde det ikke mindre godt, da hendes udsigt blev forbedret med hans bare overkrop, som hun bestemt ikke kunne sætte en finger på. Han var en flot fyr, ingen tvivl om det, skulle hun være helt ærlig, så måtte hun nok indrømme, at han faktisk var staget over. Hendes nydende suk blev ikke mindre af, at han begyndte, at nappe i hendes hals, hvilket fik hende til, at vride sig en smule under ham. Hun kunne godt mærke ivrigheden begyndte at melde sig i hendes krop, og det blev da bestemt ikke bedre, da han fik åbnet hendes skjorte og begyndte at trække den af hende. Hun rettede sig en smule op for at trække den helt af, og smed også den et sted på gulvet. Hendes hjerte bankede, som hun så lidt op på ham, da hans smil viste sig på hans læber. Hun smilede varmt tilbage til ham, før hun endnu engang fangede hans læber med sine egne, og lod sine fingerspidser nusse hans ryg.
Det gav dog et sæt i hende, da det pludselig ringede på døren. Hun fjerende hurtigt hænderne fra ham og trak sig så godt hun kunne. Hun rømmede sig lidt forvirret, "Ehm.. Det må være maden," sagde hun og halvt væltede ud af sofaen, hvor hun hurtigt greb en cardigan som hun svang over sig, da knapperne på skjorten ville tage for lang tid. Hun rettede lidt på sit hår, før hun gik ud og åbnede døren for at tage imod maden. Hun håbede lidt, at hun mere lignede en som havde ligget og sovet. Hun stillede maden på sofabordet, og lod så en hånd glide igennem sit lange mørke hår, uden helt at vide, hvad hun skulle sige eller gøre af sig selv lige nu, selvom hun mest af alt havde lyst til, at forsætte. Knuden på bæltet i cardiganen, havde hun ikke nået at binde særligt godt, så den gik op da hun satte sig på sofaen igen ved siden af ham, "Du må være sulten efterhånden," sagde hun og rømmede sig lidt igen, selvom hun et eller andet sted, håbede han ville sige nej, så de måske kunne forsætte bare lidt endnu, selvom hun nok nærmere burde have set det som et tegn på, at der ikke skulle eller burde ske noget mere mellem dem.

Han nikkede lidt. Det havde hun jo sådan set meget ret i. Det var heller ikke fordi Atticus ikke vidste, hvad der var rigtigt eller forkert, men omvendt så vidste han så heller ikke hvilken vej, han skulle gå endnu. Han var også lige kommet ud i dag. Der var en masse der skulle indhentes, og søvn var en af dem. Han havde en masse ting, som han skulle vænne sig til. Han smilede, da hun sagde hun var sikker. Han var ikke, men hun skulle nok finde ud af, at han kunne lide at diskutere. ”Ja, virkelig sexy” kommenterede han med et grin over sine læber.

Atticus ville gerne komme sig over hvad der var sket med ham den gang, men det skulle også være med den rigtige. Selvfølgelig kunne han havde lyst til sex, og det havde han da også haft som teenager. Han havde bare været utrolig dårlig til alt berøringen i det og det at være til stede i det. Han havde haft få forhold, mest af alt bare flirts og han havde altid endt med at skubbe de piger han havde været med, så lang fra sig at de på ingen mulig måde kunne komme ind på ham. At de så ikke havde gidet at kæmpe for at komme ind på ham, var så en hel anden sag. Han mærkede hvordan hun vrikkede rundt under ham, og bed sig kortvarigt i læben. Han ville gerne have hende. Han gengældte ivrigt hendes kys og nød at mærke hendes fingrespidser mod hans nøgne hud. Hele synet af hende, hendes lysebrune hud og de bløde kurver… det var helt igennem et fantastisk syn. Ingen ord kunne beskrive det. Atticus så op ud mod gangen, da det ringede på. Han stramte sine muskler sammen, da han ikke ville vise han havde fået et chok. Han så ned på hende, da hun forklarede det med garanti var maden. ”Nå.. nåh ja,” mumlede han, med en undertone som var skuffet. Han fjernede sig fra hende, og så efter hende da hun gik ud efter maden. Han havde vært ved at finde ud af præcis hvad han skulle gøre. Han så på maden, da hun kom ind med den og så på hende, da hun snakkede. ”Uhm, ikke rigtigt…” svarede han roligt. Han var faktisk mere sulten efter noget andet, så at sige. Han vidste ikke helt om han måtte forsætte fra hvor de slap? Han havde stadig bar overkrop, og det var ikke fordi han havde planer om at tage sin dragt på igen. Fuck it. Han så på hende, med et blik, der tilkendegav han vidste, hvad han ville. Han lænede sig ind mod hende for endnu en gang at fange hendes læber i et ivrigt kys.

Faith var ikke interesseret i, at skulle rende rundt og fortælle Atticus, hvad der var rigtigt eller forkert, han var en voksen mand, selvom han havde været i Azkaban de sidste syv år. Selvfølgelig ville hun støtte ham og hjælpe ham, alt hvad hun overhovedet kunne, og så meget som han ville tillade hende, men hun ville på ingen måder gå ind og fortælle ham, hvordan han skulle leve sit liv nu. Nu skulle han først og fremmest have lov til, lige at finde sig selv igen, hvilket i sig selv nok ville tage noget tid, og ikke bare noget som skete over natten. Hun grinte let, "Ja da," sagde hun morende og blinkede en smule flirtende til ham.

Faith havde skam været i et par forhold, men i og med, at hun gik så meget op i sti arbejde, havde det aldrig rigtigt holdt i længden. Men det var nu også okay, hun havde det ganske fint med at være single og kunne gøre hvad hun ville. Hun ville ikke bare have en kæreste, bare for at have en. Hvor billigt det så end måtte lyde, men så ville hun faktisk hellere bare taget i byen og finde en tilfældig, hvis lysten blev for stor.
Det var virkelig rart at ligge her med ham, selvom hun hele tiden havde i baghovedet, at hun ikke burde. Men et sted gjorde det, det også bare en smule mere spændende. Netop fordi han var en smule forbudt. Eller ret meget forbudt teknisk set. Åh hvor hun dog havde lyst til, at kvæle pizzabudet for, at komme og afbryde, hvilket slet ikke var fair, da han jo sådan set bare passede sit arbejde, noget Faith måske også selv burde gøre, i stedet for, at ligge og kysse på Atti. Hun bed sig svagt i læben, da han sagde han ikke rigtigt var sulten. Det var hun faktisk heller ikke lige nu, og slet ikke når han stadig sad med bar overkrop, så var det helt andre tanker end mad, som fyldte i hendes hoved. Hendes hjerte begyndte allerede at banke, alene ved måden han så på hende på, og hun var ikke mange sekunder om at gengælde hans kys, mindst ligeså ivrigt. Hun trak en smule op i sin nederdel, så hun kunne sprede benene nok til, at sætte sig over skrævs på ham, som hun lod sine øjne glid i, trak sin cardigan af igen og smed den på gulvet, før hun lod sine hænder finde vej til hans nakke, som hun nussede med sine fingrespidser. Hun slap kysset, kun for at lade sine læber finde vej til hans hals. For pokker hun ku' godt.

Atticus havde aldrig været rigtig god til at holde folk tæt på sig. Han var ret sikker på, den eneste han havde tilbage fra siden på Hogwarts var Nemo. Nu ikke, at det gjorde ham noget for han havde altid følt at en ven var nok. Han forstod ikke dem, der havde behov for offentlig og social anerkendelse, da man i sidste ende skulle være tilfreds med sig selv og anerkende sig selv. Det havde Atticus skam også svært ved, men det var af mere udefrakommende grunde end det faktum, at han havde dræbt sin familie. Den del, var han stadig og ville altid være ret tilfreds med. Atticus smilede ganske kortfattet i kysset, da han kunne mærke hun også var ivrig efter at kysse ham. Så var han i det mindste ikke den eneste, der hellere ville have kold pizza end bare at stoppe her. Det var al for tidligt. Han lagde en arm rundt om hendes lænd for at holde hende oppe hos sig, da hun satte sig over hans skød. Han lod sin frie hånd finde hendes BH og ganske elegant åbne for den med en hånd. Det kunne godt være han var rusten, men han vidste godt hvordan man gjorde. Han blottede sin hals for hende og sukkede nydende. Han kunne godt mærke at hans puls steg og blodet sagte flød ned mod hans ædlere dele. Hans hjerte bankede blødt mod hans bryst, som hun nussede hans nakke med sine fingrespidser. Han hev hendes BH ned af hendes arme så langt som han overhovedet kunne og afventede hun tog den helt væk af fra sine hænder. Han vidste ikke om han var klar på det her endnu, men for pokker, det føltes som om han var. Som nævnt, så var der bare et eller andet over hende, som gjorde hende helt speciel og han kunne ikke sætte ord på, hvad det helt præcist var.

Faith var ikke god til, at have folk inden på livet af sig, hun havde sin søster og sin far, flere havde hun ikke brug for. Selvfølgelig havde hun også nogle venner og veninder, men ingen af dem var tætte. Hun gik for meget op i sit arbejde til, at lukke folk ind, primært fordi hun godt vidste, at det ikke kunne undgåes, at hun fik trådt nogen over tærene med sit job, hvilket i værste tilfælde ville kunne folk hun holdt af i fare, og det var hun ikke interesseret i.
Hun havde virkelig ikke lyst til, at stoppe her, uanset hvor meget hendes hjerne så end råbte af hende, at hun burde. Som hun mærkede hans arm omkring sig, satte hans berøring en masse små kuldegysninger i gang i hende, både fordi hans fingre stadig var kolde, men også fordi det var rart. Det var som om, at hendes krop blev løsnet, da han løsende hendes bh, hvilket fik et stille nydende suk til, at forlade hendes læber, som stadig kyssede hans hals, da han blottede den for hende. Hun følte slet ikke hun kunne stoppe sig selv igen.
Hun fjernede sine hænder fra hans nakke, for at lade bh glide elegant ned over sine hænder, og lagde den på sofaen ved siden af dem, som hun rettede sig en smule op, for at lade ham nyde synet lidt. Hun smilede lidt til ham, "Er du sikker på, at du vil det her?" spurgte hun stille, som hun igen lænede sig mod ham, og lod sine fingernegle glide lidt op og ned af hans brystkasse, mens hun kunne mærke sit hjerte slå. Hun var i hvert fald sikker.

Atticus var heller ikke ligefrem typen, som nød at have folk i sit liv. Han ville helst have lov til at være alene og han var måske også lidt en enspænder, der gjorde tingene selv frem for at spørge om hjælp. Han var dog loyal overfor dem, der var loyale overfor ham og han havde som egentlig også et hjerte af guld, når han lige ville. Han lod sin frie hånd glide op af hendes ryg for at mærke hendes knoglestruktur, måden hendes ryg udformede sig på, den flotte brunglødende hud på sin egen sammenlignet med hendes, yderst blege hud. Hun var et syn for guder, det var helt sikkert. Som hun fjernede BH’en aldeles og blottede hendes overkrop foran, betragtede han den med iver. Han lod sin frie hånd finde hendes mave, som han lod en finger glide op fra hendes navle og stoppe ved hendes bryst, eftertænksomt og langsomt. Han så rødt. Han var så fyldt med begær og lyst, at det var svært for ham at sætte ord på. Han følte tiden var knap, selvom han vidste, at han havde meget af det. Det var første gang i hans liv, han følte, at han rent faktisk begærede nogen til sådan en stor udstrækning. Stemningen og berøringen, kyssene og de tunge, lystne åndedragt kulminerede hos ham. Hans hjerte bankede blødt og hurtigt mod hans bryst, og det var næsten ubærligt. Han kyssede hende ned mod skulderen og ned mod hendes bryst og så op på hende ved hendes spørgsmål. ”Ja… Er du?” spurgte han og så hende i øjnene, i det han mærkede hendes negle op og ned af hans brystkasse. Han mærkede endnu en gang varmen nærmest eksplodere inde i hans krop. Han var ikke i tvivl om hvad han selv ville. Det hele var så fantastisk og underligt samtidigt, og han var ikke sikker på om Nemo ville hade ham for det her. Det var trods alt stadig hans kusine, han havde fået nogen helt og aldeles syndige tanker for.

Faith ville nok ende med, at flå hovedet halvt af Hope, hvis hun kom hjem lige nu. En ting var, at de lige var blevet afbrudt af pizzamanden, men hvis hendes søster også kom og afbrød, så kunne det godt være, at Faith ikke helt kunne tage det så pænt mere. Hun havde virkelig lyst til Atticus, hun kunne næsten ikke være i sin krop mere.
Hun mærkede hans hånd mod sin ryg, hans kolde fingre mod hendes blottet hud, fik alle de små hår på hendes krop til, at rejse sig, hun fik næsten gåsehud på armene, af den behagelige berøring. Han vidste uden tvivl, hvordan han skulle røre ved hende, for at sende hende til op over skyerne. Hun ville i hvert fald ikke have gættet på, at det var 7 år siden, at han sidst havde rørt en kvinde. Hun trak ubevidst maven lidt ind, da hun mærkede hans fingers vandring fra hendes navle og op mod hendes bryst, i et nydende suk, som hun lukkede øjnene, for at nyde det fuldt ud og da hun ikke længe efter mærkede hans læber mod sin skulder og ned mod sit bryst, lod hun sine hænder glide ind i hans hår, for at lukke sine fingre omkring det, som et nyt, lidt højere, nydende suk slap over hendes læber. Han var så tæt på hele tiden, og alligevel uden af røre. Det var næsten tortur. Hun åbnede øjnene, bed sig svagt i sin bløde underlæbe og nikkede lidt, "Helt sikker," svarede hun stille mod hans læber, som hun ganske ivrigt kyssede, som hun skød underlivet mod hans. Hun vidste dog ikke, om det ville være bedre, hvis de gik ind på hendes værelse. For det første var der mere plads i hendes seng end i sofaen, og for det andet, hvis Hope skulle komme hjem, så var de ikke lige det første hun så. Om Nemo ville blive sur over det, vidste hun ikke, men hun snakkede ikke rigtigt med Nemo, så hun var faktisk lidt ligeglad, hvis hun skulle være helt ærlig.

Atticus mærkede, hvordan hun greb fat i hans hår, mens han lyttede til hendes suk. Han så kortvarigt på hende, som hun sagde, at hun var sikker. Han tog derfor fat i hendes lår for at løfte hende op. Han havde heller ikke tænkt sig, at det var en god idé de var inde i stuen, ikke at han tænkte over at Hope kunne komme ind og se på dem, men det var et fælles leverum, og han ville ikke bryde sig om at gå indtil, at hans bror var sammen med nogen. Han løftede hende ind på hendes værelse og rev døren op for så at lukke den bag sig. Han smilede til hende, inden han satte hende ned på gulvet, for at lyne hendes nederdel op og hive den ned af hendes ben, inden han denne gang kyssede hende langs ned ad hendes hals og så lod den tunge glide rundt om hendes nipple ved det ene bryst. Han bevægede sine hænder ned af hendes ryg og lod sine hænder lande ved hendes trussekant, hvor han udfordrende lod sine hænder glide ind under hendes trusser for at klemme hendes bagdel blidt mellem sine hænder. Atticus havde i en tidlig alder lært, hvilke knapper man skulle trykke på. Hvordan man kunne tænde folk ved hjælp af ingenting, hvad de fleste synes var behageligt, og hvordan man gjorde, men det her var bare på en eller anden måde helt anerledes. "Faith," hviskede han med et kortvarigt smil over sine læber og så hende i øjnene kortvarigt. Han prøvede at fortælle hende, at det var lang tid siden han havde været sammen med nogen med det blik han sendte hende. For ham, synes han, det gav sig selv. Det var ikke fordi der var adgang til ustyrlige mængder af sex i Azkaban. Han ville bare være sikker på, de var på samme side. Han ville trods alt heller ikke skuffe hende med at han var dårlig og rusten, selvom han på forhånd vidste, han kunne holde længe fordi han havde svært ved at opnå et klimaks pga. mange års misbrug. Den del ville han så ikke fortælle, han havde det fint med hvad hun troede lige nu. Han havde mange ar på kroppen, men det lod ikke til hun lagde mærke til dem. Heldigvis. Han lagde tilgengæld mærke til enhver detalje hos hende. Hendes timeglasform og bløde flotte kurver, det sorte hår der når det var løst, så så fandens sensuelt ud. Buen i hendes ryg, og hvordan hendes bagdel udformede hendes krop og satte prikken over i'et. Hendes flotte mørke hudfarve og brysterne der komplenterede den slanke krop. Hun var en gudinde.

Faith slap Atticus' hår igen, da han løftede hende op, kun for at lade sine hænder støtte mod hans skuldre for at hjælpe med, at holde sin vægt oppe, mens hun lod sine ben hvile omkring hans hofter. Hun havde virkelig lyst til det her, selvom hun godt vidste det i det lange løb ville kunne koste hende, hendes arbejde. Hun satte fødderne tilbage på gulvet, da han satte hende ned og havde lukket døren ind til hendes værelse efter dem. Som hun mærkede sin nederdel blive løsere lod hun sine egne hænder glide ned af hans ryg og mod hans buksekant, for at trække dem ned. Hun måtte dog slippe et stille, nydende støn, da hans tunge mødte hendes bryst. Hun var slet ikke i tvivl om, at han vidste hvad han lavede, det kunne hun jo tydeligt mærke, og hvor hun dog ville ønske han aldrig ville stoppe igen. Hun smilede lidt, da hun mærkede hans hænder mod sin bagdel, og trak så hans sort og hvad stribet fange-bukser så langt ned hun nu kunne, før hun lod sin ene hånd strejfe hans nedre, dog uden på hans boksers.
Hun lod sine øjne møde hans, da han sagde hendes navn. Hun lagde sin frie hånd, blidt mod hans ene kind, og kyssede så hans læber ganske blidt, men kort, "Det okay," sagde hun stille mod hans læber. Hun var jo ikke dum, hun vidst godt, at sex ikke lige var en hverdags aktivitet i Azkaban, hvilket nok også var en af årsagerne til, at så mange af de mandlige fanger piftede efter hende når hun gik ned i gennem gangene.
Hun havde skam bemærket hans mange ar, rundt omkring på hans krop, men hun havde ikke ville kommentere på dem, da hun havde fået forståelse af, at han var blevet tæsket af sine forældre. Sådanne nogle ting efterlod jo ofte ar, på både sjæl og krop. På en eller anden måde fandt hun hans ar smukke. Hun var sikker på, at der gemte sig en historie bare hvert og et af dem, men det var ærligt talt ikke noget hun havde lyst til, at begynde, at spørger indtil lige nu.
Hun skubbede ham blidt over mod sengen, hvor hun gav ham et blidt puf, så han forhåbentlig ville lande på ryggen i sengen. Hun satte sig over skrævs på ham, og kyssede ham blidt ned af halsen, ned af hans brystkasse og ned af hans mave. Hun stoppede først da hun nåede ned til, kanten af hans boksers, hvor hun lod sin ene hånd glide ned i hans boksers, hvor hun kærligt begyndte at bevæge sin hånd mod hans lem. Hun trak lidt ned i hans boksers, for at blotte ham, før hun lod sine kys vandre det sidste stykke ned, til hun kunne lade sin mund omslutte hans nedre og begyndte så roligt, at bevæge hovedet.

Atticus skulle nok lade være med at sige til nogen, at de havde været intime. Han var trods alt ikke interesseret i, at hun skulle miste sit job. Hun virkede ret passioneret omkring det og som en kvinde, der længe havde besluttet hun hellere ville gøre karriere end at forsvinde ind i en verden af kærlighed og familie. Selv ville Atticus gerne stifte familie på et tidspunkt. Han ville gerne give børn en god fremtid i stedet for hvad han havde fået. Det skulle dog ikke være lige nu, da han stadig havde nogen der skulle udryddes før han overhovedet synes verden kunne være et godt sted for nogen som helst at være. Han ville også gerne have sin bror tilbage, før han overhovedet ville så meget andet. Hans bror betød trods alt hele verden for ham. Han lod sine bukser forsvinde og trådte ud af dem. Det var rart at komme ud af alt det fangetøj,så han ikke længere følte han var Azkaban, men rent faktisk befandt sig i virkeligheden. Han nød en hver eneste berøring fra hende, og han kunne mærke hans krop var helt elektrisk og det var svært for ham at holde hovedet koldt. Blodet strømmede trods alt ned af og hans hjerte arbejdede for at bumpe blodet rundt. Han var fanget i begær og lyst efter den her helt igennem gudesmukke kvinde. Han mærkede hendes hånd mod sit lem, dog uden på sine boxers og måtte lade et kortvarigt støn glide forbi hans læber.
Han betragtede hendes flotte nøddebrune øjne, og mærkede et kort øjeblik stilheden omkring dem. Han ville så gerne fylde den ud med larm, da stilhed virkelig var den værste fjende. Han vidste at det var der tanker gik lov at gro. Han mærkede hendes hånd mod sin kind og lagde sit hoved ind mod den. Han gengældte kortvarigt kysset og så på hende, da hun snakkede. Han smilede med et lettet fnøs. "Tak..." svarede han, og var glad for han ikke skulle forklare sig. Han kunne godt fortælle, der var en grund til at fangerne piftede efter de ansatte på Azkaban. Han havde dog aldrig gjort det, da han ikke synes nogen skulle sig som et objekt.
Han lod sig skubbe mod sengen og faldt ned på ryggen, da hun gav ham et skub. Han betragtede hende, da hun satte sig over skævs på ham. Han blottede sin hals for hende, mens han vrikkede sig en smule under hende. Han nød et hver eneste kys hun gav ham. Han mærkede kyssene ned af hans mave, hvilket ærlig talt kildede, men også spredte stød af varme gennem hele hans krop. Han bemærkede hun stoppede op ved hans boxers og så ned på hende ved at hvile hagen på toppen af sin brystkasse. Han ville gerne se, hvad hun nu fandt på. Han mærkede hånden nede i sine boxers, hvilket fik ham til at skyde sit hoved bagud og sukke nydende. Det var lang tid nogen havde rørt ham der, og han havde ikke selv gjort det. Han havde ikke haft nogen grund til det. Han løftede bagdelen op, så hun kunne få hans boxers ordentligt af og mærkede så kyssene forsætte længere ned af ham, hvilket endnu en gang fik ham til at vride sig en smule af nydelse. Han lod øjnene glide i af nydelse, og spærrede dem så op, da han mærkede en varm følelse mod sit lem og lod et par støn glide forbi hans læber. Han lod sin egen hånd rive sig ned af brystkassen, da det var den eneste måde han kunne holde denne behagelige følelse ud på. Da hun begyndte at bevæge hovedet, gav han sig hen til følelsen og lod endnu en gang støn glide forbi hans læber, mens ham lem hårdgjorde sig.

I det lange løb var det nok Faith som havde det lange strå, hvis Atti skulle vende sig mod hende og fortælle nogen, hvad de lavede. Hendes straffeattest var trods alt ren, og i en påstand mod påstand, ville hun nok automatisk stå stærkere end ham. Dog regnede hun på ingen måder, at han ville kunne finde på, at sige det til nogen, så lige den del var hun nu ikke så bekymret for.
Selvfølgelig ville Faith aldrig sige aldrig, men det at stifte familie var ikke noget hun hungrede efter, men nu var hun også kun 18 år og hun var så glad for sit arbejde, at hun dårligt nok følte, at hun havde tid til, at se sine venner og veninder, eller dårligt nok sin egen søster, selvom de boede sammen.
Hun ville gerne tage det stille og roligt, for at han kunne følge med, men det var virkelig svært for hende, at holde sig tilbage, når hun havde så meget lyst til ham, som hun havde. Hun kunne da heller ikke lade vær med, at udforske hans krop med sin frie hånd. Hun ville mærke hver en lille centimeter af hans krop. Hun aede blidt hans kind, da han lagde den mod hendes hånd, mens et varmt smil meldte sig på hendes læber og blinkede flirtede med begge øjne til ham, da han takkede, selvom hun nu ikke mente der var noget at takke for.
Hun var slet ikke i tvivl om, at hun nok var tættere på ham lige nu, end nogen andre havde været i lang tid. Hun vidste jo godt, at den eneste sådan rigtige berøring der var til fangerne, var kropsvisitering, og der var grænser for hvor tændende det var. Hun smilede lidt op til ham, da hun stoppede ved kanten på hans boksers, da han så ned mod hende. Hun kunne ikke lade vær med, at smile lidt for sig selv, hver gang han vred sig under hende. Hans nydende suk og støn, var som sød musik i hendes øre, men hun vidste også godt, at hun nok ikke skulle blive ved alt for længe, hvis hun også selv gerne ville have bare lidt ud af det. Men det ændrede ikke på, at hun nok nød det ligeså meget som han lød til, at gøre. Hun bemærkede godt, at han rev sig ned af sin brystkasse, men antog nok bare lidt, at det var hans måde at vise ydelse på, ligesom nogle kunne finde på, at tage fat i håret på den de var sammen med. Efter lidt rette hun sig lidt op og så på ham, før hun bevægede sig op til ham igen, og kyssede blidt hans hals et par gange, som hun provokerende bevægede sit underliv mod hans, uden at forene dem, "Stadig sikker?" spurgte hun i en mild hvisken og flyttede sine læber til hans øreflip som hun ganske blidt nappede lidt, i et stille nydende suk, da det trods alt også havde en virkning på hende selv.


Atticus vidste godt, det ville være hende der med al sandsynlighed ville vinde den kamp, hvis han valgte at vende sig imod hende. Ikke kun fordi, han havde sat inde, men de ville jo mene han ville være stærk nok til at overmane hende for at undgå at have sex med hende - han ville jo dog ikke have meget at skulle have sagt, hvis hun havde haft sin stav. Udover det, så var der en mentalitet om at kvinder ikke kunne voldtage, hvilket Atticus kunne skrive under på, ikke var sandt. Foruden, så ville de kende hans historie, da han den gang, havde fortalt hvad der lagde til grund til hans handling, og stadig mene, at han løj og kunne sige nej. Heldigvis, havde han ikke tænkt sig at sige noget og det var 100 % indvilgende fra hans side af.
Atticus ville gerne have sin egen lille familie på et tidspunkt. Det skulle ikke være lige nu, men bare en gang i fremtiden. Han havde ikke travlt og han havde jo heller ikke nogen at lave børnene med - og den del, havde han slet ikke travlt med. Han ville gerne nyde sin nyfundne frihed, og så var han også i tvivl om, om der overhovedet var nogen der kunne se bort fra det han havde gjort. Det krævede trods ikke andet end at søge i arkiver eller på internettet i hans navn, og så ville man finde ud af, hvad han havde gjort som 17 årig. Ikke noget om begrundelsen og det ville være en af de ting, han ville skulle være ærlig med - uden at kunne begrunde det, fordi han ikke ville snakke om det og han ikke kendte personen. En mørke magiker ville måske indvilge i det, men det var så noget helt andet. Atticus forstod det nu også godt, men på det punkt var det så også rimelig heldigt, at han ikke ville have en kæreste.
Atticus nød det skam og det var heller ikke hårdt han rev sig. Bare så han kunne mærke sine negle i sin hud og ikke mere end det. Reaktionen skyldtes primært, at han ikke var vant til denne form for nydelse og han kendte hende ikke godt nok til at måtte vide, hvor han ville tage fat. Han vidste jo ikke hvor hendes grænser var og hans egne var ret store. Gjorde de her igen, ville han dog være modig nok til at tage bedre fat i hende. Han sukkede nydende i mellem og så op på hende som hun stoppede og rettede sig op. Han bed sig i læben, hårdt, som hun begyndte at bevæge sit underliv mod hans og blottede sin hals for hende i et nydende suk. "Ja," hviskede han og stønnede, da han mærkede bidet i øret. Øret var virkelig en af hans svage punkter. Hun var virkelig en tease!

Faith havde slukket sin fornuftige del i hjernen. For hendes fornuft, som hun ellers var ret så god til, at lytte til, ville bare fortælle hende, hvor forkert og uprofessionelt det her var, at den så også havde ret, var en helt anden side af sagen. Hun havde altid været utrolig professionel omkring sit arbejde, og hun havde ingen idé om, hvad det var ved Atticus, som hun var villig til, at sætte sit job på spil for. Hun kendte ham jo ikke engang særligt godt, selvom hun havde fået et helt andet indtryk af ham, efter han havde fortalt eller hentydet til, hvad der lå til grunde for, at han havde slået sine forældre ihjel, selvom hun havde tolket det som vold, og ikke direkte misbrug.
Hun vidste godt, at det måske var lidt ondt af hende, at trække det hele ud, især når han ligesom havde hentydet til, at det var længe siden, selvom hun nok et sted godt havde vidst det, eftersom han havde siddet inde de sidste 7 år af sit liv. Det var ikke fordi hun havde været sammen med ret mange fyrer, så hun kendte nok ikke engang selv sine egne grænser helt endnu. Hun var ikke bleg for at prøve noget nyt, men hun havde på den anden side heller ikke prøvet ret meget forskelligt, men nu var hun også kun 18 år, så det var måske heller ikke så underligt.
Hun kunne ikke lade vær med, at smile lidt, da han svarede ja og stønnede. Så øret var altid et blødt punkt. Hun gentog det blide nap i hans øreflip i samme sekund som hun forende dem, men måtte hurtigt slippe hans øre igen, da hun selv ikke kunne holde et nydende støn tilbage. Hun lagde sine hænder mod hans brystkasse og begyndte, at bevægede sig ganske langsomt, selvom hun næsten ikke selv kunne holde et langsomt tempo ud, men hun var nok ret drillende og så ville hun bare også gerne pirre ham lidt, selvom hun ikke vidste, hvor længe hun ville få lov til det, før han måske ville miste tålmodigheden. Hun satte derfor tempoet lidt op efter ganske kort tid.


JeromeWinther
Admin

Antal indlæg : 533
Join date : 15/08/12

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Atticus+Faith+Sophia+Hope - You Have a Jet Black Heart

Indlæg  JeromeWinther on Man aug 07, 2017 8:40 am

Nu var det ikke fordi Atticus hadede at det hele trak ud. Det var med til at gøre ham væsentlig mere utålmodig, men det var en del af hele oplevelsen. For ham var det befriende at vide, det var noget han gik med til ganske frivilligt. Atticus havde prøvet meget forskelligt i en tidlig alder, men det var også klart, når han var blevet brugt til de forskellige kinks, som folk havde. Heldigvis var det en overståede del af hans liv og han glædede sig til hans prøveløsladelse var overstået, så han kunne få sin hævn på resten. Lige nu kunne han heldigvis bruge tid på at planlægge den.
Han stønnede endnu en gang nydende som hun endnu en gang nappede ham i øret og kunne mærke hvordan utålmodigheden ved hvert nap blev spredt længere og længere ud i hele hans krop og efterhånden nåede ud i tåspidserne. Han stønnede nydende da hun mærkede sig selv blive forenet med hende og lagde sine hænder omkring hendes hofter og stønnede nydende, da hun satte tempoet op. Der var varmt i hele hans krop lige nu. Ikke længe derefter, valgte han at vælte hende blidt ned i sengen og selv tage styringen. Efter lidt tid, måtte han dog erkende at stramheden, varmen og tempoet gjorde, han måtte mærke sine muskler trække sig helt sammen. "Ah, k..kommer," stønnede han, inden hans muskler forløste sig.

Hope Olympia Lavoie

Hope havde brugt det meste af dagen og aftenen ude. For det første havde hun været ude på universitetet for at komme til forelæsning, og derefter havde hun taget ud til udkanten af London for at hænge ud med nogen venner og male byen det flottere. Heldigvis for hende, var hun magiker, så det var ikke noget med hun behøvede at tage offentlig transport for at komme til en ende til en anden, så derfor havde hun da også bare brugt spektral tranferens for at nå frem til hende og hendes fantastiske søsters lejlighed. Hun landede ude i entréen og lugtede med det sammen pizzaen for at bevæge sig mod stuen for at se om Faith var der. To pizzaer? Havde hun besøg? Hun så sig bedre omkring i stuen og lagde da også mærke til der var tøj rundt på stuegulvet. Havde hun mandebesøg? Hun hævede dog et øjenbryn, da hun hørte lyde af seng og... uhm, mand fra hendes værelse. Hun gik mod døren for at hive den op, og hørte den fremmede mand advare om hans ankomst. Hun så ned på gulvet og tog hænderne til munden. Var han en fange fra Azkaban. "FAITH!" udbrød hun bekymret, da hun var bange for, at hun blev voldtaget og fandt sin stav frem. Hun holdt den mod Atticus. "Stupefy" kommanderede hun sin stav, så Atticus formentlig ville blive ramt af hendes lammerbesværgelse.

Faith var fuldstædigt opslugt i hele forløbet med Atticus. Hun havde aldrig nogensinde troet, at hun ville kunne finde en fange, eller en prøveløsladt, så tiltrækkende som hun gjorde lige nu med ham. Hun mærkede varmen sprede sig i hele kroppen, i takt med sine bevægelser mod ham og mærkede ikke længe efter hans hænder mod sine hofter, hvilket fik hende til, at smile lidt ned til ham. Hun havde dog hele tiden haft en fornemmelse af, at det kun var et spørgsmål om tid, før han ville blive for utålmodig og overtage styringen. Hun lod sig derfor blot vende om på ryggen, som hun lod sine hænder glide om på hans ryg, som hun ganske bildt lod sine negle rive ned af.
Hun hørte slet ikke, at Hope var kommet hjem. Det eneste hun hørte, var de støn hun selv kom med og de støn Atti kom med. Han vidste jo tydeligvis hvad han lavede. Hun mærkede hvordan hele hendes krop gav efter, og hun mere eller mindre kollapsede under ham, i samme sekund som døren gik op og Hope kom til syne. "Hope!" halvt udbrød hun selv og så på sin søster med store øjne. Nej. Det skete bare ikke. Hun blev bare ikke taget på sengen med en prøveløsladt, og så af sin tvilling, af alle mennesker. Hun nåede dog ikke at reagere, før Hope havde trukket sin stav og rettet den mod Atti. "NEJ! Hope stop. Det er okay," sagde hun nærmest panisk. Nu kunne det da næsten ikke blive værre. "Fjern besvægelsen, nu" hendes ellers fine kulør i kinderne, blev med et ildrøde.

Han mærkede hvordan hun kollapsede under ham og træk sig forsigtigt ud med et veltilfreds smil over sine læber, da det virkelig havde været noget særligt, inden han mærkede en varm rammende følelse mod sin ryg og faldt ned ved siden af Faith i stedet. Han var fuldstændig bevidstløs og anede virkelig ikke hvad der foregik omkring ham. Han havde kortvarigt hørt stemmen, der havde kastet besværgelsen, men han ikke noget at reagere og hvordan skulle han også? Han havde ingen stav og han kunne ikke se hvor hun sigtede, da han havde rykken til. Det ville ikke hjælpe alligevel, da hun ville være langt hurtigere end han var.

//Out//

"Voldtager ham den prøveløsladte dig?! Er han ikke morder?!" spurgte hun drastisk og lod de store brune øjne hvile på hende. Hun så lidt på Atticus, der var blevet bevidstløs af hendes besværgelse. Han var egentlig ret sød. Der gik nogle sekunder, før det gik op for hende, at det egentlig nok havde været ret frivilligt. "Vent, var du sammen med ham frivilligt?" spurgte hun inden hun tog hænderne op foran munden, da Faith havde sagt det var okay. Hun kiggede skiftevis på sit egetspejlede - hendes søster, mens hun så på Atticus der lå nøgen i sengen. "Jeg kan ikke fjerne den. Han vågner igen. Det var jo kun mig der kastede den," svarede hun med en rolig stemme og lo derefter hjerteligt over Faiths røde kinder. "Dig og den prøveløsladte..." grinte hun og fjernede noget hår fra ansigtet ved at sætte det om bag øret. Hun dømte ikke. Faith kunne være sammen med lige præcis hvem hun havde lyst til. "Var han god?" spurgte hun drillende og havde ikke helt lyst til at gå derfra igen. "Skal du have hjælp til at få ham ind på hans værelse eller skal han sove hos dig?" spurgte hun endnu en gang drillende.

Lige nu var Faith bare virkelig glad for, at Atti havde nået at flytte sig fra hende, for selvom det betød at de begge var helt blottet, så var hun ikke sikker på, at hun ville kunne flytte hans dødvægt, efter besvægelsen havde ramt ham. "Lignede det en voldtægt i dine øjne?" spurgte hun med en tone som nok ret tydeligt fortalt, at hun ikke var tilfreds lige nu, hun valgte dog bevidst ikke at svare på om han var morder. Jo det var han, men hvis Faith skulle være ærlig, så havde hun heller ikke tøvet med, at slå deres forældre ihjel, hvis de havde tæsket hende og Hope. Hun ville gøre alt for at beskytte sin søster. "Jeg tænkte mig ikke om," mumlede hun, da Hope spurgte om det havde været frivilligt, med en smule skam i stemmen.
Hun lagde dynen hen over Atti, for at dække hans blottede krop, hun ville ikke give sig i kast med, at forsøge at få tøj på ham. Hun sukkede lidt og vendte blikket mod Hope. "Du skal ikke engang overveje.." sagde hun med en løftede pegefinger, og rejste sig fra sengen, for at gå hen til sit tøjskab og begyndte at tage noget afslapningstøj på. Hun stivende dog fuldstændigt og vendte blikket direkte mod sin søster igen, "Det spurgte du bare ikke om," svarede hun forbavset, hun havde bestemt ikke tænkt sig, at svare på om det havde været godt med Atti. Ingen tvivl om, at det havde været virkelig godt, men hun vidste godt det også havde været virkelig dumt og det ville kunne koste hende, hendes arbejde.
Hun rettede dynen over Atti end smule, før hun endnu engang måtte vende blikket mod sin søster, denne gang lynede hendes blik dog. "Ud," sagde hun og pegede mod døren, men gik dog selv med ud af værelset og lukkede døren derind til. Så måtte Atti komme ud når han vågnede. "For det første, som om vi ville kunne bæger ham. For det andet, stop dig selv," mumlede hun og gav sig til, at samle tøj op fra gulvet. Det var virkelig akavet det her, men det kom ikke bag på hende, at Hope tog det så cool.

Hope så på Faith, som om hun lige havde stillet et ledende spørgsmål, og de tydeligvis var uenige om svaret. "Ja?" spurgte hun en anelse langtrukkent og så søgende på hende, mens hun forsøgte at undertrykke et grin og rent faktisk se seriøs ud. Hope kendte ikke rigtigt til Atticus, udover at han vist var venner med Nemo, som jo trods alt var deres fætter. En fætter, som hun hang meget ud sammen med. Atticus havde trods alt været væk i 7 år, så det var logisk nok ikke en, hun havde haft noget at gøre med. Hun vidste egentlig ikke de kendte hinanden på givent tidspunkt, da det ikke var sådanne nogle ting de snakkede om. Hun så på hende med et blidt blik, da hun lød skamfuld. "Sorry," påpegede hun, da det ikke var meningen hun skulle blive pinlig berørt. Hendes stemme var ganske rolig. Hun var trods alt sjældent kritisk og flabet over for sin søster.
Hope kunne ikke lade være med at grine kort over hun løftede sin finger ad hende. "Hvorfor ikke?" spurgte hun morende og kiggede endnu en gang på Atticus. Nu skulle han trods alt nok falde i søvn, det kunne være svært. "Men ud fra din reaktion, vil jeg bedømme at det var," påpegede hun med et flabet smil over sine læber og et glimt i øjet. Det var virkelig svært at lade være. Hun kunne godt regne ud, det ikke var godt for hendes arbejde, men nogle gange måtte man også tænke med andet end karrierehjernen, hvilket vel egentlig var let nok for hende at sige. Hun gik på universitetet, hun tjente penge via sin kunst og ind imellem arbejdede hun på deres Papas pub.
Hope bed sig i læben for at undertrykke hun morede sig over den kommando hun fik af sin kære søster, og bevægede sig ud ad døren som Faith kom tættere på hende. Hun puffede blidt til Faiths pande over hendes spørgsmål. "Har du hørt om magi.. Du ved, vi har en stav, der er besværgelser..." kommenterede hun kritisk og svarede ikke på hun skulle stoppe sig selv. Hun valgte i stedet og sætte sig ned i sofaen med en opgivende gesture. Hun tog fat i en af pizzabakkerne og valgte i stedet at give sig til at spise.

//Out//

JeromeWinther
Admin

Antal indlæg : 533
Join date : 15/08/12

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Atticus+Faith+Sophia+Hope - You Have a Jet Black Heart

Indlæg  Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


Ciel+Sebby :: WaW :: Tråde :: Darcel

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum