Pain, without love. Pain, can't get enough - Alastair + Keira

Ciel+Sebby :: WaW :: Tråde :: Seth

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Pain, without love. Pain, can't get enough - Alastair + Keira

Indlæg  Admin on Man aug 07, 2017 4:21 am

Juli 2053
Det magiske bibliotek
Keira Silver Bourbon-Busset
Alastair var endnu ikke blevet taget i at lege blå og brand i forlystelsesparken i Edinburgh hvilket han sådan set var ganske tilfreds med. Det var ikke fordi han elskede sit studie, men han kunne nu sagtens undvære det der med at være aurorstuderende hvis han skulle være ærlig. Han vidste præcis hvad tid hun fik fri for, ja, et sted brugte han tid på at følge efter hende og et sted ikke. Han vidste godt han burde holde sig fra hende, men åh hvor hans hjerte dog løb afsted med hende hver gang han fik øje på hende. Han vidste også godt han havde Olive, men hun var jo bare en han var sammen med. Han vidste jo for dalen ikke hvad hun følte for ham. Så havde han nok ikke forsæt det som de havde for en del af ham ville ikke være den idiot han havde været da han gik i skole. Det var ikke engang fordi han havde en god undskyldning for det. At han havde været ung og hun havde været et nem mål var jo ingen fair grund for når han så var med Collin havde han aldrig kunne finde på at være sådan overfor Keira.
Alastair havde det egentlig ganske varmt. Det var noget så lummert selvom klokken nærmede sig 15 og hun ville få fri, men ikke om han ville ligge sine dr. Martens støvler eller sin læderjakke. Så ville han faktisk heller have det varmt og især lige nu hvor det så ud til at det snart ville stå ned i stenger. Han stod op af bygningen med ryggen lænet op af den som han tændte en smøg og dermed lagde hovedet ganske let på skrå. Det ville sige. Han stod op af bygningen overfor så han ville kunne se når hun kom ud af hoveddøren da han vidste der ingen personale indgang var. Han ville lade som om det var helt tilfældigt at han var der. Han ville have lov til at snakke med hende denne her gang. For første gang i virkelig mange år. Han ville teste om hans hjerte gik amok når han faktisk snakkede med hende igen. For at se om hans følelser var så ægte som de føltes og bare lære hende at kende på ny. Undskylde for hvad han havde gjort og overdænge hende med blomster og gaver. Han havde ikke lige styr på at hun faktisk boede sammen med Ray. Så havde hans move langt fra været særlig smart når man tænkte på Collin.

Keira bevægede sig ud fra bibliotekets bygning. Hun havde fået lidt senere fri, fordi hun havde insisteret på at skulle hjælpe en af de børn, der tit kom derinde med at finde en ny bog. Hun læste trods alt meget, så hun kunne altid varmt anbefale bøger. En gang havde hun også været en meget social pige, ja, lige til den dag hun mødte Alastair og han opførte sig som jordens største idiot. Det havde virkelig ødelagt hende og hun havde brugt lang tid på at bygge sig selv op igen. Hun havde selvfølgelig ikke gjort det alene. Hun havde cuttet alt det af, som ikke var godt for hende. Det betød også, hun var blevet det man vel godt kunne kalde en 'pæn pige', men hun havde stadigvæk en mund som en havnearbejder, hvis man lavede noget der irriterede hende. Det skulle man slet ikke være i tvivl om. Keira nåede ud af bygningen. Hun var iført en rød kjole der gik hende til ca. knæene og et par nylonstrømpebukser, et par flade sandallignende sko med nitter på, et nittearmbånd på højre arm, et par sølv øreringe og gik med sin kattehåndtaske, fordi hendes ene far mente det var godt at holde fast i de asiatiske rødder, og det var netop dem, som plejede at gå rundt med de slags ting. Hun havde en flot mørkerød læbestift på sine læber, som så flatterende ud til den blege hud hun nu alligevel havde sig. Hun var på vej over til sin cykel, da hun trods alt var studerende og det var ikke ligefrem billigt at skulle gøre frem og tilbage. Hun ville ikke have noget med Alastair at gøre, så det faktum han gemte sig i nærheden ville ikke ligefrem gøre hende tryg, hvis det var noget hun vidste.

Alastair tog et hvæs af sin smøg og var lige ved at få røgen galt i halsen da han fik øje på Keira. Han vidste jo godt han havde smadret hende, men åh hvor han dog fortrød. Han skubbede sig ud fra bygningen ved at skubbe sig væk med sine skulderblade. Han havde godt nok kun røget det halve af den og det var ikke lige fremme fordi smøger var billige i UK, men alligevel valgte han at smide den. Han skyndte sig efter hende og nåede da også at købe en buket blomster på vejen mens han stadig gik efter hende. Denne dag skulle være dagen. Dagen hvor han havde tænkt sig at snakke til hende. Dagen hvor han ville sige undskyld om så han skulle ligge sig på knæ foran hende. Han bed sig hårdt i læben og stilte sig ind foran hendes cykel før hun var nåede at køre. Han ville snakke med hende og han kunne mærke hvordan hele hans krop var i oprør på en god måde. Hans hjerte rasede, hans mave kildede, alt stak i ham fordi han var bange for hun ville afvise ham og på samme tid kunne han mærke hvordan den forelskelse han havde haft for hende før kom tilbage som lyn fra en klar himmel. "Keira du må ikke køre endnu" sagde han med en små usikker stemme og på samme tid ganske sikker. Han kom pludselig i tanke om de blomster han havde i hænderne og rakte dem ud mod hende. Han mærkede en masse der kiggede på ham da han mest af alt lignede en desperat mand, men lige nu var han ligeglad. Han ville bare høre hende tale til sig. Bare se hende igen uden det var på afstand. Han ville bare høre hendes stemme om så det var for at skælde ham ud. Han håbede at hun ville give ham bare 5 minutter på at undskylde for hende om så han skulle ligge sig på knæ foran den mængde af turister der var i området. Han var ligeglad for det eneste han havde øje for var Keira.

Keira så op, da hun hørte en stemme hun kunne genkende men ikke placere. Hun havde trods alt prøvet på at glemme alt fra Hogwarts tiden, da hun skulle skære alt fra. Hun havde lykkeligt smidt Alastair ud af hans hoved, og nu hvor hun så på ham var det som om tiden var gået i stå og hun blev smidt tilbage til den tid, hvor hun gik på Hogwarts. Det var ikke en behagelig følelse og hun kunne som også mærke en stor knude i sin mave, og hun fik kvalme som alle de ubehagelige minder kom snigende tilbage og overvæltede he. "Jeg kan gøre hvad jeg vil." Fik hun fremstammet en anelse vredt og steg op på sin cykel. Hun så på de blomster, han rakte ud mod hende og synes det virkede ret mekanisk. Hun stirrede på ham og kunne mærke blikkene på hende, som hun stod stille i længere tid og stirrede på ham. "Uhm" sagde hun og tog blomsterne, så folk kunne se væk igen. "Du skal ikke tro, at du kan komme her og så bare snakke til mig. Jeg gider ikke have noget med dig at gøre" sagde hun og ville hellere cykle langt langt væk, end hun ville stå og snakke med ham. Hun brød sig ikke om, at han kom anmassende på den måde. "Hvorfra ved du iøvrigt at jeg befinder mig her? For du har tydeligvis købt blomster, så det er tydeligvis ikke tilfældigt." kommenterede hun og stod stadig med de blomster, som han havde givet hende. Hun ville trods alt ikke rigtig have dem, men hun ville heller ikke bare sådan smide dem væk.

Alastair bed sig hårdt i læben da hun sagde at hun kunne gøre hvad hun ville. Det vidste han jo også godt, men han ville bare have 5 min med hende. "Det var ikke sådan ment" sagde han stille med en ganske let grimasse over sine læber da han trods alt ikke forsøgte at bestemme over hende eller noget i den stil. Han havde ikke lyst til at give op bare fordi hun sætte sig op på cyklen. Alastair holdte stadig blomsterne og valgte at tage den anden hånd op til sin nakke for at klø sig ganske let. Han lod hende tage blomsterne og kunne ikke lade være med at få et svagt håb op selvom han godt vidste at han ikke burde det. "I know Keira og jeg forstår dig også godt, men hør mig out i bare 5 min. Det er alt jeg beder om" sagde han med en ganske let skæv grimasse da han godt var klar over at hun næppe ville give ham den slags chancer her i livet. Han vidste jo godt han havde smadret hende og han fortrød virkelig at han havde gjort det. Han var for pokker noget så vild med hende at det halve kunne være nok. "Jeg.. Jeg købte dem derover så det er ikke fordi det var helt planlagt. Jeg stalker dig ikke eller noget" sagde han stille og lod sit blik hvile på hende. Det var ikke fordi det var helt sandt. Han havde jo stalket hende en anelse. Han havde fundet ud af for noget tid siden hvor hun arbejdede og holdt øje nok med hende til at finde ud af hvornår hun havde fri. Han vidste godt det var en long shut, men han ville gerne have en chance. Om ikke andet for at sige undskyld. "Jeg er virkelig ked af hvad jeg gjorde ved dig den gang og selvom det er mange år for sent ville jeg sige det til dig" sagde han med en skæv grimasse over sine læber. Han forstod godt at hun ikke ville lytte eller mente det var nok, men ikke desto mindre mente han at hun skulle vide det.

”Nå, hvordan var det så ment? Det er ikke endnu en af dine: Bliv nu her, så mine venner kan komme og nedgøre dig?” spurgte hun med en vred undertone, selvom hendes stemme var rolig. Hun ville ikke bruge sin tid på at hidse sig op over ham. Det var han ganske simpelt ikke værd. Keira havde elsket ham, så forbandet meget og givet så meget til ham, og det hun havde fået igen, var ydmygelse. Hun kunne ganske simpelt ikke fordrage ham og synet af ham, gjorde hende syg. ”5 min? Det er sgu for lang tid, at give dig.” sagde hun med en bestemt stemme, og så på ham med et kritisk blik. Hun var ikke villig til at give ham flere chancer og mest af alt havde hun lyst til at smide de blomster hun stod med i hånden og trampe på dem. Hun ville ikke have dem. Hun var overbevist om at hans venner alligevel ville komme lige om lidt, og så vil de gøre som de altid havde gjort. Hun stolede ikke længere på ham. Det havde hun jo lært af. Hun havde også for længst besluttet, at hun ikke ville ende som sin far, der tit blev depressiv over ingenting. Sådan ville hun ikke være, og indtil videre havde livet nærmest behandlet hende, som det havde behandlet ham. ”Så det du prøver at sige er, at du tilfældigvis gik i nærheden af biblioteket og derfor tilfældigvis stødte ind i mig, eller hvad?” spurgte hun kritisk, for hun anså ikke Alastair som typen, der nogensinde ville gå på biblioteket. ”Åh, du er ked af det? Det kan jeg godt se, Alastair, det er lige det der hjælper mig. Tak, du er min helt” sagde hun tydeligt sarkastisk og så på ham med et vredt blik.

Han rystede let på hovedet. "Nej sådan er jeg ikke mere og jeg ved godt jeg har sagt det før så jeg forstår godt du ikke vil give mig en chance, men jeg mener det. Jeg ser ikke de fjolser der ville nedgøre dig" sagde han stille og bed sig ganske let i læben inden han så ned og kløede sig i nakken. Åh hvor hun dog kunne få hans hjerte til at hoppe rundt. Hvor han dog var sikker på han kunne dufte hende på afstand og det hele snorrede sådan i hans mave. Alastair havde et sted godt vist han stadig var vild med hende, men var blevet enig med sig selv om at det kunne man ikke når han ikke havde set ham. Han kiggede derfor op igen selvom det fik hans hjerte til at rase. Han var virkelig forelsket i hende.
"Ok så 2 min da" sagde han en med svag undertone af bedende, men faktum var bare at han ville have lov til at undskylde selvom det sikkert ikke hjælp nogle steder. Han håbede vel bare et sted at det hjælp i det lange løb. "Og hvis nu du gav mig 5 min så ville du også kunne se at mine venner ikke kommer forbi" sagde han stille i håb om det ville hjælpe. Hvis nu hun kunne se at han snakkede sandt kunne det være at hun faktisk ville give ham en chance. Han var færdig med de venner. Den eneste ven han stadig snakkede med fra skoletiden var Collin og han var netop med til at stoppe ham i at være sådan en lallalende idiot.
"Hmm ok så.. Jeg har ventet på du havde fri" mumlede han lavt og vidste godt han lød desperat, men det betød vel også netop at hans lorte venner fra den gang ikke ville komme. Han sagde ikke noget til hendes sarkasme da han godt kunne forstå hende.

"Og det forventer du, at jeg skal tro på? Og det var jo ikke kun dem, der ville nedgøre mig. Det var sgu da lige så meget dig, som det var dem." forsatte hun vredt. Hun var virkelig sur på ham, og det at se ham gjorde det ikke ligefrem bedre. Hun følte at han opførte sig, som han altid havde gjort og det var derfor svært for hende at stole på ham. Generelt havde hun svært ved overhovedet at stole på nogen som helst, og det hele kunne tilskrives ham. Hun var sikker på, at alle de følelser hun havde haft for ham var forsvundet det år, han gik ud af Hogwarts da hun trods var yngre end han var. "Du kan få 1 min." sagde hun med en hård stemme og så ned på vejen. Hun ville helst ikke give ham noget tid, og det kunne være han ville give op, hvis han fik så lidt tid som overhovedet muligt. Hun rystede på hovedet. "Jeg stoler ikke på dig. Jeg ved de kommer lige om lidt, og så vil jeg hellere væk herfra. Vil ikke finde mig i, at stå her og blive ydmyget af dig og dit klamme slæng." svarede hun og lod sit blik glide rundt og havde faktisk mere travlt med det end at se på ham. Hun var urolig og det var ret tydeligt. Ja, nærmest ængstelig. Det vil sige, det var mere tydeligt i hendes adfærd end det var i hendes stemme. Hun skulle bare ikke nyde noget af, at nogen ville have hende ned med nakken igen. Hun var kommet så langt, at det ikke måtte ske igen. Hun så på ham med et vredt blik, da han sagde han havde ventet på at hun havde fri. "Og hvorfra ved du så, hvor jeg arbejder? Vi har ikke nogen fælles kontakter." sagde hun bestemt, mens hendes blik stadig fløj omkring.

"Og du tror vel ikke på mig hvis jeg siger jeg faktisk var vild med dig og bare virkelig bare en lort?" spurgte han med et ganske let smil over sine læber da han faktisk virkelig havde holdt af hende. Han vidste jo heller ikke selv hvorfor han havde været sådan overfor hende. Han var jo for helvede stadig vild med hende og han vidste godt hun næppe ville tro på hvad han sagde. Han bed sig hårdt i læben og nikkede let til hendes ord om han havde et min. Det var ikke meget, men nok til at undskylde i. Det var han ganske sikker på. Han havde heller ikke lige fremme regnet med at hun kunne være hård i stemmen, men på den anden side kunne han jo godt forstå hende. "De kommer ikke. Hvis nu du gav mig mere tid ville du se de ikke kom, men nu vil jeg ikke spilde mere af min tid på at diskutere det. Jeg vil sige undskyld Keira. Undskyld jeg var sådan en idiot da jeg var yngre" sagde han med en skæv grimasse da han var virkelig ked af hvordan han havde været overfor hende. Han ville gøre alt for at tage det tilbage igen. "Jeg mente virkelig dengang hvad jeg sagde når jeg sagde til dig du var en prinsesse og jeg var vild med dig" sagde han med sin forsæt skæve grimasse og kløede sig let i nakken for at se hvad han ellers kunne finde på. Han lagde godt mærke til hendes stemme og havde lyst til at give hende et kram da han virkelig godt kunne høre hvordan han havde ødelagt hende. Han slog atter blikket ned da han var nød til at indrømme det. Gud hvor han havde ikke regnet med at lyde så desperat. "Jeg opsøgte dig for at sige undskyld. Jeg ved godt du bare tro mine venner kommer når jeg gør den slags ting. Men.." sagde han og så op på hende. Hvorfor var det nu lige at hun gjorde ham så lille? "Ihh.. Jeg ville jo bare sige undskyld. Jeg var heller være ham den desperate end jeg vil være ham idioten du kender" sagde han stille og havde virkelig bare lyst til at kramme hende. Alt kunne være ligemeget hvis hun kom ind i hans liv igen. Alt. Olive var intet ved siden af Keira. Hun var en prinsesse og han savnede hende sådan.

”Skal det forestille at være en vatpiks undskyldning?” spurgte hun skarpt og forstod ikke, hvorfor man var sådan over for nogen, hvis man virkelig havde været vild med hende. ”Jeg gav dig alt og du tog alt fra mig, og efterlod mig…” sagde hun og så ned i jorden, inden hun kort efter så op igen. Hun ville ikke se ødelagt ud i nærheden af ham. Fandme nej. Han skulle ikke vinde over hende eller tro, han kunne gøre det samme en gang til. Keira kunne snildt være hård. Det havde hun trods alt lært den gang. Hun havde elsket ham så forbandet meget, og alligevel så havde han svigtet hende. Ødelagt hende, som man bryder løfter. Hun havde virkelig håbet på en fremtid med ham for lang tid siden og hun havde gjort sit. Han havde bare været mere interesseret i at være the idiot of the year. Hun havde prøvet på at glemme ham, og det havde været muligt for hende i sådan en grad, at hun glemte hvorfor hun skulle. Nu kom det hele tilbage og det var for meget for hende. ”Jeg tror ikke på dig og du får ikke mere tid, Alastair. Og det er fint du kan finde ud af at sige undskyld så længe efter. Du er stadig en idiot.” sagde hun sammenbidt . Det var som om han stadig var lammet i tiden, for hun synes stadig han opførte sig som den idiot, han altid havde gjort. Blandt andet ved at opsøge hende og forvente, at hun rent faktisk gerne ville snakke med ham, for det ville hun jo helst undgå. Hun fnøs ganske let af ham. ”For jeg tror på et eneste ord, som kommer ud af din mund.” sagde hun hårdt og kløede sig på overarmen, da hun var ret utilpas. ”Jeg vil hellere date en sten end jeg vil tage imod din undskyldning.” kommenterede hun videre og spærrede øjnene en smule op. Så han havde fulgt efter hende eller? ”Og Alastair. Så er der spørgsmålet til en million. Hvorfra ved du, hvor jeg arbejder når vi ikke har de samme kontakter?” spurgte hun vredt. Hun ville nyde at vide, det rent faktisk var ham der var lille for en gangs skyld. ”Og som sagt. Undskyldning er ikke godtaget. Gider du godt skride nu?” mumlede hun, men var alligevel bestemt i tonen.

Han rystede ganske let på hovedet til at det skulle være en undskyldning. "Nej på ingen måde. Jeg svigtede den kvinde jeg var vild med og udelukkende for at føle mig sej" sagde han med en skæv grimasse over sine læber da han virkelig ikke anede hvad han skulle sige eller gøre. Han ville give alt for bare 5 min nær hende. Alle hans følelser for hende var kommet tilbage som et lyn fra en klar himmel. Han bemærkede godt at hun kiggede ned og kunne mærke den dårlige samvittighed skylle ind over sig, men han havde intet imod den. "Jeg ved godt. Hvis jeg kunne gøre det om så jeg gøre det. Elske dig præcis så meget som du har kræv på" sagde han stille og bed sig selv ganske let i læben. Han ville hoppe på tungen hvis det var det hun bad ham om blot for at kunne snakke med hende igen. Alastair fortrød virkelig kun at han havde gjort det og især nu hvor han så hende igen. "Jeg forstår dig godt. Jeg ville bare ønske jeg kunne få dig til at forstå" sagde han og bed sig let i læben. Han havde intet imod den smerte der fulgte at vide hvor meget han havde ødelagt hende. "Ja jeg er en idiot og jeg ved det også godt. Du har aldrig fortjent den slags behandling" sagde han og så kort ned mens han atter kløede sig let i nakken. Han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Han rystede på hovedet til at hun ville tro på hvad han sagde. Han forstod hende jo desværre godt. Han sank let ved hendes næste spørgsmål og kløede sig let på kinden. "Ehm.. Ja.. Ser du" sagde han og havde bestemt ikke spor lyst til at sige han betragtede hende på afstand fordi han var så vild med hende stadig. Han bed sig hårdt i læben til om han gerne ville skride nu. Han ville ikke, men hans mund var for en gangs skyld limet helt sammen.

Keira kiggede på ham med et hårdt blik. Hun havde svært ved at tro på, at han mente et eneste ord, som han sagde. Han forstod slet ikke, hvilke konsekvenser det havde haft for hende den gang. Hun havde nærmest sovet med øjnene åbne, så hun kunne holde øje med, om nogen ville gøre hende noget. Ja, hun havde med vilje gemt sig væk og var blevet god til det. Hun var ikke længre nogen udadvendt, sød pige. ”Var det så det værd, at være sej?” spurgte hun hårdt og så på ham med et blik, der kunne slå ihjel. Hun havde intet tilovers for ham og hun havde svært ved at skulle tro på, han mente et eneste ord, som kom ud fra hans mund. ”Men du kan ikke gøre det om igen. Det er sket.” sagde hun spottende og afventede hans svar. Hun var ikke sikker på, hvem han synes var ofret her. For når man lyttede gik det lidt begge veje, men mest af alt lød det som om han havde ondt af sig selv. Hendes følelser var også kommet tilbage. Al den had hun havde opsamlet sig til ham og hans venner kom sprudlende op i hende. Normalt var hun ikke et vredt, alt-hadende menneske. Hun prøvede altid at være positiv og venlig for det var det hun havde lært hjemmefra. Både fra sin mor, sin far og sine stedfædre. ”Få mig til at forstå hvad? At dig og dine venner var de største idioter og du gjorde noget bare for at være sej? Ja, du har ret. Det kommer jeg med al garanti til at kunne forstå” sagde hun tydeligvis meget sarkastisk og med et vredt blik i sine øjne. Hun rullede med øjnene af ham, da han sagde, han godt vidste han var en idiot. ”Af en eller anden grund, Alastair, så er alt jeg høre at du har pisse ondt af dig selv.” mumlede hun og så endnu en gang afventende på ham. Hun rullede endnu en gang med øjnene, da han trak ud i sine svar. Det her havde hun virkelig ikke tid til. Hun ville langt hellere bare kunne cykle væk herfra. ”Ser jeg hvad?” spurgte hun utålmodigt. Hvis han havde noget han ville sige, så måtte han sige det noget hurtigere. Hun kunne ikke bruge til noget, at han bare tilfældigt vidste, hvor hun var henne. Ikke at hun ville tro på det heller.

Det værste var at Alastair et sted godt vidste hvordan hun havde det. Det var lidt derfor han var kommet for at undskylde selvom det var det man kaldte en anelse for sent. Han rystede ganske let på hovedet til om det havde været det hele værd. "Nej på ingen måde" sagde han stille og bed sig ganske let i læben inden hans grimasse blev helt skæv. Det havde faktisk ikke været det værd og han kunne bedre lide tanken om hvis nu han aldrig havde brugt tid med dem, men kun brugt tid med Collin. Så havde de måske haft været kærester. Det var dog ikke helt så meget sig selv som hende han havde ondt af. "Nej, men jeg ville hvis jeg kunne. Hvis jeg havde mulighed for det ville jeg sørge for aldrig at såre dig på den der måde" sagde han ganske undskyldende. Han prøvede ikke på at sætte sig selv som det største offer for han vidste godt det største offer her var hende og ikke ham. "Det var ikke sådan ment Kiera. Jeg vil ikke have du skal forstå den behandling jeg gav dig. Aldrig" sagde han stille og vidste virkelig ikke hvor han skulle gøre af sig selv. Han ville bare være nær hende og det var ikke fordi han var specielt god til det der med ord. Han rystede på hovedet. "Jeg har ikke ondt af mig selv. Jeg har ondt af den måde du blev behandlet på. Jeg er ikke ofret her. Det er du" sagde han en anelse kort for hovedet da hun ikke forstod hvad han sagde og slog sit blik ned da det ikke var hans mening at blive sur på hende. Han var nu stadig glad for at hun ikke var kørt sin vej. "Jeg har kinda..." sagde han og kløede sig ganske let i nakken. "Skaffet din job adresse for at kunne sige undskyld til dig" sagde han en anelse fyldt med skam og håbede bare ikke hun ville cykle væk nu. Hans krop var stadig i syv sind for han var noget så pokkers vild med hende og han ville sige undskyld til hende.

Kiera ville ikke bare lade ham tro, at hun kunne tilgive ham for hvad som helst. Det var ikke sådan landet lå og da slet ikke ham. Han havde taget så meget for hende, at det lige nu forekom hende næsten umuligt. Hun brød sig ikke om, at han trådte op ved hendes arbejde og sagde undskyld. Det var ubehageligt at se et spøgelse fra fortiden. Så ville hun egentlig i kampens hede den gang være under sværdets søvn. Så skulle hun ikke døje med det her, hvilket gjorde ondt. Hun så på ham som han sagde, det ikke var det værd. "Jamen så tillykke. Så har du så spildt al den tid." svarede hun med en tydelig tilfredsstillelse gemt væk i et kort smil. Det var trods alt ret for hende at høre, det ikke havde gavnet ham overhovedet. "Men det kan man ikke. Så det kan sgu da være fuldstændig ligegyldigt." sagde hun hårdt for at cutte ham af. Hun ville ikke høre mere om det, for det kunne ikke ændres. Det havde formet begge deres liv i hver sin retning og det var bare sådan det var. Hun rullede med øjnene af ham. "Det kommer jeg aldrig til at forstå" sagde hun med en kortfattet, hård tone. Det ville hun virkelig aldrig kunne forstå. Hun kom fra et hjem, hvor hun havde lært hun skulle behandle andre som hun selv ville behandles og der var no way, hun ville behandles som en sæk lort og derfor var det heller ikke sådan, hun behandlede andre. Hun rullede endnu en gang med øjnene. "Det virker fandme ikke sådan." svarede hun med en apatisk tone. Hun var ligeglad med hvad han sagde. Hun ville ikke have noget at gøre med ham. "Jo du har." svarede hun også kortfattet og så på sin cykel, da hun var i gang med at tænke på at tage væk. Hun stoppede dog sig selv, da han hørte hvad han sagde. "DU HAR HVAD?" spurgte hun tydeligt vredt og stillede sig helt op til ham og så på ham med et had i sine øjne. "Hvad fanden tror du, du har gang i? Hvem fanden tror du, du er?" kommenterede hun videre med lynende øjne. "Hvem giver dig retten til det? Hvem siger, jeg overhovedet vil se dig på den måde?" spurgte hun videre.

Alastair regnede nu heller ikke med at hun ville tilgive ham, men han håbede sådan. Han kunne trods alt mærke sit rase afsted selvom han godt vidste han ingen ret havde til at have det på den måde, men det ændrede ikke på at han havde det sådan. Hun af alle kunne rive ham rundt når det kom til det der med følelser og når han så hende så havde han intet imod det med at have følelser for nogen selvom han normalt var stor modstander af det. Han nikkede ganske let til at han havde spildt sin tid. Det vidste han trods alt godt han havde. “Nej det kan ikke være ligemeget. Intet er ligemeget. I did you wrong og jeg havde på ingen måde ret til at gøre det. Det vil aldrig være ligegyldigt” sagde han med et skævt smil over sine læber da han virkelig ikke kunne lide den måde han gjort hende fortræd på. Alastair havde knapt nok set sin far og det var ikke fordi hans mor havde været den bedste her i verden. Han havde hørt på nærmest dagligt at hans far bare var stukket af med en anden og så endda en mand så derfor havde han lidt bare behandlet kvinder som han vidste hans far ville have gjort det. Hvilket var dumt for egentlig burde han have gjort det modsatte af sin far, men det var ikke sådan han var endt. “Men det var sådan ment. Undskyld” sagde han med sit stadig undskyldende toneleje da han virkelig ikke var spor stolt af den måde han havde været på. Han lagde godt mærke hun kiggede på sin cykel og håbede bare ikke at hun ville skride nu. Han lod hende fange sit blik selvom det var fyldt med had. Han åbnede sin mund og forsøgte at sige noget, men kunne ikke for hendes talestrøm. “Ingen giver mig retten til det. Jeg har jo sagt til dig jeg er en idiot og jeg var simpelthen nød til at se dig” sagde han undskyldende og lod ikke sit blik vige fra hendes selvom hun tydeligvis var sur. “Men hey. Hvis mine venner ville have sig et grin så ville de være her nu. Jeg er en desperat mand” sagde han med et skævt smil over sine læber

”Det er lige meget, når jeg siger det til dig.” sagde hun med en vred stemme og rullede med øjnene. Hun gad ikke mere. Hun gad ikke høre på ham eller se på ham. Hun ville bare væk herfra med ekspresfart på sin cykel, som hun selvfølgelig havde ’forhekset’ eller hvad man nu skulle sige, så den kunne køre uden hun skulle gøre noget som helst, når hun var i magikernes verden og kunne cykle normalt i mugglernes verden. ”Jeg gider ikke høre på, at du har ondt af dig selv.” sagde hun irriteret og så på ham, da han sagde han var desperat og han ingen ret havde til det. Hun satte sig op på sin cykel ret demonstrativt. ”Jeg gider ikke høre mere på dig, Alastair. Jeg skrider.” sagde hun med en småirriteret stemme inden hun ildede afsted på sin cykel.

//Out//

Admin
Admin

Antal indlæg : 904
Join date : 15/08/12

Vis brugerens profil http://cielsebby.danskforum.net

Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


Ciel+Sebby :: WaW :: Tråde :: Seth

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum