Atticus+Dominicus - I'm Taking Back The Crown

Ciel+Sebby :: WaW :: Tråde :: Darcel

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Atticus+Dominicus - I'm Taking Back The Crown

Indlæg  JeromeWinther on Man aug 07, 2017 8:45 am

Atticus Hamilton MacKay
Det Hyldende Hus
Februar 2054
Dominicus var taget til Hogsmeade sammen med nogle af sine venner fra skolen af. Han havde dog ikke gidet at hoppe ud af sin uniform modsat nogle af sine venner. Det var ikke fordi han var den mest asociale her i verden. Kun virkelig tæt på da han nærmest kun havde 3 mennesker han snakkede med og en af dem var bestemt ikke hans storebror som blev ved med at ligge og skrive til ham. Han gad ham virkelig ikke og han var så indædt vred pga. ham og alt hvad der var sket i deres fortid. Det var hans skyld og kun hans skyld at han havde boet på børnehjem flere gange i sit liv og det var ikke fordi han brød sig om særlig mange af de plejefamilier han havde boet i. Så han snakkede med andre ord med ca. 3 mennesker på skolen og så et par stykker udenfor. Doms venner havde dog dared ham til at gå til ind i Det Hyldende Hus og siden Dom ikke ville stå tilbage for nogen så var han da også gået derind på egen hånd. Han regnede trods alt med at det ikke kunne være så pokkers svært at gå derind. Han skubbede da også døren op derind til og kunne virkelig ikke se hvorfor det var at folk synes det her sted var så creepy. Det var jo bare fordi det var så gammelt at det gav sig lidt og lydende var derfor ikke noget som skræmte Dom fra vid og sans ligesom det gjorde så mange andre. Han sukkede lavt da han synes lidt det her var en skør idé og kørte hånden igennem sit mørke hår som han skubbede døren op indtil det næste rum. Han var egentlig også lidt irriteret over at hans venner ikke havde turde at gå med derind for hvordan skulle han så bevise at han ikke var bange for det her sted. Han fandt derfor en støvet lænestol som han smed sig i for så kunne han i det mindste blive derinde lidt tid og så måtte det være et godt bevis på at han ikke var bange af sig.

Atticus havde valgt at tage turen forbi Hogsmeade i et forsøg på at komme i dialog med hans højt elskede lillebror, Dom. Han ville trods alt gerne snakke med ham om, hvad der var sket. Han forstod godt han var vred, det var slet ikke det. Han havde jo ikke vidst hvad der var foregået og lige nu følte han som end bare, at alt han havde var blevet taget væk fra ham. Han havde kontaktet Hogswarts, men der havde de ikke været meget for at give oplysninger ud om ham, så han havde på egen hånd måtte gætte sig til, hvordan han så ud nu med gængse beskrivelser fra Nemo. Han var ikke helt sikker på, om kunne tro på, at hans lillebror virkelig var blevet så meget ældre end den 10 årige dreng, som han huskede ham for. Den dreng, der bare skulle til at starte på Hogwarts. Han havde en idé om at Doms liv ikke havde været sjovt, men det havde Atticus' heller ikke været. Han var ikke sikker på, om han overhovedet kunne få Dom til at tro på, at han havde gjort noget af det for ham. Så han ikke skulle opleve samme tilværelse som han selv havde haft. Han havde spottet hvad han ud fra beskrivelser ville gætte på, var Dominicus. Han fulgte efter i baggrunden og rystede på hovedet af ham, da han så ham gå ind i det Hyldende Hus. Han valgte derfor at følge efter ham derind kort efter, han selv var gået derind. Han gik igennem hoveddøren og så den åbne dør, og gik derind. "Dominicus," prøvede han da han fik øje på den mørkhårede dreng siddende i lænestolen. Han kløede sig lidt i nakken og vidste ikke helt hvordan han skulle begynde, for tænk nu hvis det ikke var ham, selvom det lignede den dreng han huskede. Selv var Atticus' hud bleg og grålig, men han var efterhånden ved at vænne sig til den sol, som var udenfor. "Jeg har prøvet at kontakte dig.." prøvede han forsigtigt. Det var ret tydeligt, at han faktisk var nervøs for det her.


Dom elskede bestemt ikke Atti lige for tiden, men han kendte jo heller ikke hele sandheden i hvorfor hans bror havde slået deres forældre ihjel. Han vidste bare at han levede uden sine forældre og så vidste han ikke mere. Han var jo blevet skånet for den slags ting og derfor havde han den holdning til Atti at det var hans skyld at han ikke havde sine forældre længere. Hvis han vidste det så havde han jo også holdt en del mere af ham og været glad for at hans bror havde taget sig af ham. Dom gav et sat i stolen da han havde troet at han var alene og hævede derefter sit ene øjenbryn da han ikke vidste hvem fyren foran ham var eller hvorfor han kendte hans navn. ”Hvor kender du mit navn fra?” spurgte han ganske koldt og så på ham ganske vredt da det trods alt ikke var fedt for ham at fremmede kendte hans navn. Han havde ikke glemt sin storebror, men han havde lettere glemt hvorfor han så ud som han gjorde. Han havde trods alt ikke set ham i 7 år og han havde virkelig glemt så meget om ham som han kunne. Da det næste blev sagt kunne han dog godt regne ud hvem han var og derfor rejste han sig op. Hans blik blev helt koldt og vredt. ”Og du kan slet ikke regne ud hvorfor jeg ikke har svaret dig kan du Atticus?” spurgte han vredt og gik et par skridt væk fra ham. Han ville ikke bare tro på at hans forældre havde været ond ved hans storebror. De havde jo været søde ved ham og så kunne han slet ikke forestille sig at de kunne være andet end det.
Han overvejede også et øjeblik at trække sin stav, men lod være for nu. De var trods alt i familie og det var kun hvis han gik over hans grænser han ville gøre det.

Han så på Dominicus med et undskyldende blik. "Fordi, uhm, du er min lillebror.." prøvede han og slog blikket ned i gulvet. Atticus var normalt en utrolig stærk mand, der kunne klare det meste. Alt det med hans forældre havde gjort ham hård, mens Azkaban havde gjort ham kold, men han havde en utrolig stor svaghed i sin lillebror. Han elskede ham højere end noget andet på denne jord og intet kunne måle sig med ham, overhovedet. Han ville gerne have hans tilgivelse og han ville gerne have et forhold til ham igen. Atticus var kommet fuldstændig uarmet, da han ikke måtte have sin stav på ham. Dominicus kunne sådan set gøre præcis hvad han ville med magi og han ville have nogen mulighed for at forsvare sig. Ikke at han ville overhovedet og han ville ikke en gang forsvare sig, hvis det gik hen og blev fysisk. Han forstod jo godt den lille var vred, det var der sådan set ikke noget at sige til. Han så, det blik, som han fik af Dominicus. Han så på ham med et forstående blik. Dominicus var virkelig den eneste, han kunne vise sine sande følelser til og nærmest følelser til generelt, igen fordi han var en af hans få store svagheder. "Jo, jeg kan..." svarede han og prøvede at gå tættere på ham i stedet. "Hør, jeg forstår godt din vrede.. Men jeg beder dig. Vil du ikke høre på mig?" spurgte han hurtigt, mens han legede lidt med sine fingre uden at tænke over det. "Der en grund til det hele," svarede han og betragtede sin lillebror. Han var godt nok blevet stor. Tænk, at han var ved at være voksen. Det smertede Atticus han var gået glip af så meget, men omvendt, så kunne han virkelig ikke leve i en verden, hvor hans forældre eksisterede og kunne blive ved med at gøre utilgivelige handlinger. En ting var, det havde været mod ham, men noget andet ville være, hvis det skulle være mod Dominicus. Selvfølgelig havde han også været vred over, det var gået udover ham selv og han havde også tænkt sig at hjemsøge en hver, der havde rørt ham på den måde den gang.

”Jeg har ingen bror. Så du tager helt fejl” sagde han hårdt selvom han godt vidste det ikke passede, men lige nu benægtede han bestemt hans eksistens. Han ville ikke se på ham! Det var hans skyld at han havde tilbragt hele sit liv hos skiftende plejefamilier. Det var så også mest af alt det med ’min’ der triggede ham helt vildt. Han var for det første ikke nogens og for det andet ville han slet ikke have et tilhørsforhold til Atticus. Dominicus var noget så ligeglad med om Atti måtte have sin stav eller ej. Så kunne han jo lære at opføre sig pænt. Så havde den aldrig været taget fra ham i første omgang! Han valgte da også ikke særlig lang tid efter at trække sin stav og pegede den imod Atti da han trods alt følte sig virkelig magtesløs lige nu. ”Jamen fint. Så lad mig være. Det kan slet ikke være så skide svært” sagde han hårdt og knugede grebet om sin stav som han pegede den imod Atti for at være sikker på at han ikke skulle komme tættere på. Han vidste så også godt at han ville få problemer hvis han brugte en besværgelse udenfor skolen, men Hogsmeade var et sted hvor det gjorde det mindre for der var ikke mugglere og det var stadig indenfor barrieren. ”Jeg smider ganelås på dig hvis du siger så meget som et ord mere Atticus. Jeg vil ikke høre mere. Jeg vil ikke vide mere. Jeg vil have at du forsvinder” sagde han ganske bestemt og holdte stadig virkelig godt fast i sin stav som han rettede den forsat imod sin storebror. Han var ikke bange af sig da han ikke regnede med at Atticus ville gøre ham noget.

Av. Ja, den fortjente han. Han vidste godt, at han ikke ligefrem havde været en bror for ham og han vidste godt, at Dominicus ikke kendte sandheden. Det var det han var her for at rode bod på. "Dominicus," bad han i en bestemt tone, dog stadig forholdsvis ydmyg, da han ikke ville bestemme over ham, men blot have ham til at lytte på hvad han ville sige. Han vidste jo, han havde været ligesådan hvis det var ham, som befandt sig i den her situation. "Jeg ved godt, du ikke føler jeg er din bror," påpegede han og knugede sin ene hånd lidt sammen, da det gjorde ondt. Hvis der var nogen, der havde holdt ham oppe i al den tid, han havde været i Azkaban, så var det Dominicus. Tanken om, at han var i sikkerhed og der ikke var nogen, der kunne gøre ham noget længere. Det ondt nogen kunne gøre mod ham, var han sikker på, at han nok skulle overleve. Han så på Dominicus med et undskyldende blik, da han trak sin stav frem og valgte da også at have hænderne op over sine skuldre, så han kunne se at han ikke havde tænkt sig at gøre noget og at han ikke var i stand til at forsvare sig. Hvilken besværgelse ville han kaste? Han havde svært ved at se sin lillebror kaste en af de utilgivelige. "Jeg vil gerne snakke med dig, så nej. Jeg har ikke tænkt mig at lade dig være," pointerede han med en rolig stemme. Han var jo ikke bange for Dominicus. Tværtimod, havde han fuld forståelse overfor hans reaktion. Han havde sikkert reageret ligesådan. Atticus bed sig i læben, da Dominicus truede ham med ganelås. Damn it! Han måtte bare få det ud nu og håbe på, at han ville lytte. Han trak været tungt inden han åbnede sin mund i en hurtig bevægelse og snakkede mens ligeså hurtigt. "Jeg slog dem ihjel for dig. For at passe på dig," lød hans stemme monotont, hurtigt og dog alligevel med en overvejende rolighed. Dominicus kunne gøre hvad han ville nu. Nu havde han i det mindste fået noget af det ud.

Dom ville så nok også se anderledes på tingene hvis han faktisk kendte til sandheden, men det var som om der ikke var nogen som havde forklaret ham den endnu så derfor forbeholdt han sig retten til at hade den person der havde været skyld i at han ikke havde nogle forældre og havde boet hos plejefamilier hele sit liv. Han fnøs let da Atti sagde hans navn i et bestemt toneleje og vidste godt han skulle lade ham tale, men han havde ikke synderlig meget lyst til det hvis han skulle være ærlig. Det var der virkelig ingen point i hvis han skulle være ærlig. ”Jeg elsker at du føler du er en bror når du har været i Azkaban i jeg ved ikke hvor mange år” sagde han ganske ironisk og havde et vredt glimt i sit øje. Dom hævede let det ene øjenbryn da Atti bare tog sine hænder op i luften og det var da også derfor han lige nu ikke gjorde noget ved det. ”Så gør det hurtigt” sagde han irriteret og hvis han ikke brød sig om svaret så havde han bestemt tænkt sig at kaste ganelås på ham ligeglad med hvilken konsekvens det ville havde. Han sank heller ikke sin stav for at lade Atti snakke. Han vidste så godt at Atti ikke var bange for ham. Hvorfor skulle han dog være det? Han havde siddet i fængsel og Dom var blot elev. Det var lige før han nogle gange overvejede at lade sig selv dumpe blot for at få et ekstra år på skolen og være i sikkerhed væk fra Atti. Dom brød sig bestemt ikke om hans svar, men havde ikke tænkt sig at kaste ganelås på ham og kastede derfor en lille ildkugle efter hans fødder uden at ramme ham og en der gik ud med det samme blot for at vise ham at han faktisk mente hans ganelås. ”Hvordan kan det beskytte mig at bo hos plejefamilier der ikke gider mig?” spurgte han vredt da han virkelig ikke kunne se logikken i det.

"Det ændre ikke på, jeg er din bror, Dominicus. Jeg havde jo ikke regnet med, at jeg ville blive opdaget. Det var meningen det skulle være os to efterfølgende," påpegede han forklarende og så ned på de de slidte brædder, som var i det hylende hus. Han vidste ikke helt hvordan Doms liv havde været efterfølgende, men han vidste intet kunne være værre for ham, end at skulle bo hos deres forældre. Han holdt sine hænder over skuldrene og så på ham med et analyserende blik. Han kendte jo ikke rigtigt Dom længere og det handlede om, at se om han stadig var som han var den gang eller om han havde ændret sig meget. "Tak," svarede han blidt, inden han trak vejret tungt ind et par gange. Han havde aldrig været glad for at snakke om det her og det var stadig helt utrolig svært for ham. Han mærkede da også hvordan hans mave knugede sig sammen og han måtte tage den ene hånd ned for at holde på sin mave.
Atticus var ikke bange for nogen som helst. Dødsgarden kunne omringe ham, og han ville være ligeglad. Han havde for længst gjort op med sin frygt og han ville uden at tøve også gøre folk ondt, der havde gjort ham ondt. I hvert fald, hvis det var på den måde, som deres forældre fx. havde gjort. Han var iskold på det punkt og det ville han formentlig altid være. Han så den lille ildkugle som ramte foran hans fødder, og betragtede den kortvarigt inden han så op på Dominicus. Han vidste godt han var seriøs, så der var ingen grund til at påpege at han ville gøre det. Han følte sig dog nervøs for, om han overhovedet kunne nå at tale færdigt. "Uhm. Vores forældre, de.." prøvede han og trak endnu en gang vejret tungt og knugede øjnene tæt sammen. Hver eneste gang han var tvunget til at tale om, blev han sat tilbage i fortiden og kunne se billederne spille igen og igen for hans indre øje. Han knugede hånden ved sin mave sammen og skar en grimasse, mens han mentalt fortalte billederne de skulle forsvinde. "De..De..havde tænkt sig at misbruge dig seksuelt, når jeg var taget væk.. D..det gjorde de ve..ved mig inden, og så s..solgte de mig ud til forskellige mennesker," fremstammede han, mens han mærkede hvordan han endelig kunne få lov til at trække vejret igen og hvordan det føltes som om, at en byrde fra hans skuldre var væk fra ham. Nu skulle han bare have Dominicus til at forstå, at han ikke løj, hvis altså han ville beskylde ham for det. Han så afventende op på Dom, mens han forventede han ville få kastet ganelås med det samme.

Og hvorfor synes du så selv at det gik huh? For jeg husker det som at du forlod mig og jeg blev efterladt i et lorte system” sagde han med et ganske dybt suk og vidste godt at han måske snarrede en smule, men det var bare som om det var det sådan det var endt. At han var endt med at være forældreløs og uden en storebror til at passe på ham. Dom vidste jo slet ikke hvad der var sket med forældrene så derfor synes han helt bestemt at det liv han havde nu var ganske rædselsfuldt og det kun kunne have været bedre at være med deres forældre. ”Du skal fandme ikke takke. Jeg gør det af pligt og ikke lyst” sagde han med et vredt glimt i øjet og overvejede virkelig at kaste noget efter ham igen, men lod for nu være da han lige havde givet ham et kort øjeblik til at forklare sig. Det var ikke fordi han følte at han skyldte ham noget. Atti kunne virkelig rande ham et vis sted og han ville ikke have ham i sit liv efter det her. Han lagde godt mærke til at Atti have besvær med at snakke om det, men han var ligeglad. Han havde kun givet ham ganske lidt tid til at komme i gang med at sige det og hvis han virkelig ville sige det så måtte han mande sig op. Så svært kunne det for helvede heller ikke være. Nu vidste han så heller ikke præcis hvad det var som var sket så det var jo derfor han slet ikke kunne sætte sig ind i hvor svært det måtte være. Dom synes da også der var ved at gå for lang tid og nåede da også at hæve sin stav inden Atti faktisk kom frem til sin pointe. Han var dog fuldstændig ligeglad med hans stammeri. Det var Atti der ville snakke og så måtte han jo se at komme i gang med at snakke. ”Du lyver!” råbte han uden rent faktisk at sende ildkugler efter ham hvilket sådan set betød at han et sted godt selv kunne fornemme at det gjorde Atti ikke for hvorfor ville man dog lyve om den slags? Det var også derfor han rent faktisk sænk sin stav. ”Det ville de aldrig gøre!” råbte han og valgte faktisk at sende en lille ildkugle efter hans fødder som denne gang slet ikke var noget nær hans fødder, men blot endte i mellem dem og det var tydeligt at han slet ikke havde lyst til at sende ganelås efter ham alligevel.
Dom kendte jo heller ikke sine forældre ligeså godt da han ikke havde været særlig gammel og derfor kunne han sådan set ikke vide om det var sandt eller ej. Han ville bare ikke tro på det og så alligevel var der jo en del af ham som rent faktisk godt kunne mærke efter at det var sandt. Hele Doms verden var da også begyndt at bryde sammen og han ville næppe indrømme at han havde brug for sin bror. Han havde bare lyst til at forsætte med at være ham den vrede person som han var og lige nu var han også sikker på at det kun ville blive værre, men det var ikke fordi han havde mulighed for at stoppe sin opførsel og han ville sikkert også være nød til at skulle gå året om pga. det her.

Han så ned i det matte, skæve gulv og havde det lidt som om han var med i en sort og hvid film med den lokation, som han befandt sig på. Han bed sig i læben ved hans ord. "Det ved jeg godt Dominicus, og det er jeg ked af," svarede han med al tålmodighed i sin stemme, som han overhovedet havde. Atticus var nemlig netop tålmodig og han ville gerne arbejde på, at have sin bror tilbage i sit liv. Han så på Dominicus med et glimt i sit øje, der viste han havde lyst til at diskutere hans udsagn, men han holdt sig fra det. Han ville nu alligevel gerne støde lidt til ham. "Du er ikke forpligtet overfor mig, så det må være af lyst," svarede han med en blid stemme, og var stadig varsom med at gå tæt på ham. Ramte ildkuglerne hans fødder, tog han gerne smerten med. Fik han ganelås fra hans side af, så var det sådan set fuldt forståeligt. Han ville tage imod alt Dominicus havde at give ham bare for den minimale chance at få ham tilbage i hans liv, da han elskede sin lillebror mere end noget som helst andet i den her verden. Det var en af grundene til, at han var kommet gennem så mange år i Azkaban. Det var for alvor et ophold, som satte nogen tydelige ar på en mands sjæl og det kunne han ikke rigtig komme udenfor, da han kunne mærke hver eneste dag, han havde været der. Dog havde det ikke efterladt ligeså dybe og store ar, som det deres forældre havde gjort imod ham. Han så på Dominicus, da han hævede sin stav igen, hvilket fik ham til at skynde sig at komme videre. Han kunne jo ikke gå i gang og midt i det hele fortælle, at hver eneste gang han snakkede om det, så gennemlevede han det. Han behøvede faktisk slet ikke snakke om det, for at gennemleve det igen... Han havde bare ikke brug for at Dominicus vidste den del af det. "Jeg lyver ikke," sagde han med en rystet, hæs stemme, inden han så mod Dominius og så ildkuglerne komme imod ham, hvilket fik ham til forgæves at gå et par skridt tilbage, da de ikke landede noget nær hans fødder. Et eller andet i ham, fortalte ham at han denne gang godt kunne forsøge sig at bevæge sig tættere på ham.
"Jeg vil gerne vise dig det er sandt," begyndte han og vovede denne gang at gå lidt tættere på ham. "Hvis du låner mig din stav, så kan jeg få mindet ud til dig.. Så kan du se, at det er rigtigt," talte han, som han kom tættere og tættere på sin bror. Han vidste godt at sådanne minder kunne manipuleres, men han kunne virkelig ikke se hvorfor nogen ville lyve om sådan noget. Han ville ikke. Han var sandfærdig og loyal overfor dem, som han holdt af. Han håbede inderligt på, at han kunne få lov til at lære Dominicus at kende. At han kunne være der for ham og rent faktisk være den bror, som han fortjente at have. Han kunne slet ikke forestille sig, hvordan hans liv havde været siden, men han troede på at det ikke havde været en dans på roser.

”Nåh jamen det gør det da også bare så meget bedre at du er ked af det. Det kan jeg sørme godt se. Nu har jeg det straks meget bedre” sagde han ironisk og med alt hvad den ellers kunne trække af det for det var ikke fordi han selv synes det gjorde tingene spor bedre. Nu vidste han jo så heller ikke hvorfor Atti havde gjort som han havde. Så havde det jo for helvede været noget andet. Så havde han gerne være smidt rundt af systemet. ”Du påstår du er min bror. Så er det bestemt også af pligt. Det hedder familie. Jeg ved ikke om du har hørt om det” sagde han med et fnys da han bestemt ikke var der fordi han havde lyst til det. Dom følte sig bestemt ikke spor elsket, men han vidste jo så heller intet om hvorfor det var han var fjernet fra sin bror af og så var det ikke spor nemt at have en god idé om det. Så havde det jo for helvede været noget andet. En del af ham var jo egentlig også skide ligeglad med at han ikke havde hans forældre. Måske fordi der var noget ubevidst i ham der godt kunne huske at Atti havde været tvunget til at røre ham hvor ingen andre havde rørt, men havde han ikke sine forældre så ville han have sin bror. ”Du lyver!” råbte han igen uden denne gang at gøre noget. Han havde brug for at Atti faktisk kom tæt på for hans øjne begyndte at løbe en anelse i vand for det var som om der var en eller anden sort skygge der lå i vejen for noget som han burde at kunne huske. Han sank også sin stav da Atti sagde han ville vise ham noget og slap den lille så stille da Atti ville have fat i den. Faktisk havde han været mm fra at tabe den for han kunne fornemme en skygge og nogle billeder ind i hans hoved der forsøgte at fortælle ham noget. Noget han ikke kunne huske. ”Jeg vil ikke se det” bad han stille mens han nikkede ganske let fordi han faktisk gerne ville. Det var også derfor hans øjne stille løb mere i vand og blev til små lette tåre over hans kinder mens han selv var frosset ganske fast til gulvet hvor han stod.

Han så på Dom, som han nærmest lød sarkastisk at høre på. Han havde ikke så meget at sige til ham, andet end han var ked af, at han var blevet smidt rundt i systemet. At han var ked af, at han ikke havde været der. Det havde ikke været en del af hans plan, at han skulle sendes til Azkaban. "Dom..." bad han, for at få plads til, at han ville lytte på ham. Det var trods alt ikke meningen at noget af det her skulle være sket på den måde, det gjorde. Han forstod hans vrede, men han blev simpelthen nødt til at slappe af for lige nu. Atticus ville ikke have, at Nemo kom i problemer med overhovedet at få ham herhen. Ikke fordi han som sådan ikke måtte være her, for det måtte han jo godt. Lænken på hans fod bestemte ikke hvilke steder, men det betød nu ikke at Atticus stolede hundrede procent på, at Ministeriet og Azkaban ville holde deres aftale. "Man er ikke forpligtiget overfor familie," påstod Atticus og så ned på de skæve brædder. Lige den del, det måtte Atticus vide en masse om. Hvis han havde været forpligtiget overfor deres fælles forældre, havde det været umuligt for ham at slå dem ihjel, for så havde han altid skyldt dem noget. I følge Atticus, så skyldte Dominicus ikke at lytte på ham, men han ville være lykkelig hvis han ville. Det var først i det øjeblik, Dominicus lovede at lytte, han skyldte Atticus noget som helst. Men det havde intet med deres familiebånd at gøre, men det faktum at det var noget, han havde lovet. Han lod dog Dominicus fnyse og gøre som han ville, da han ikke ville diskutere med eller udfordre ham. Det eneste han kunne gøre var at vente på, at han kunne få lov til at fortælle ham sandheden. Han bed sig hårdt i læben med Dominicus ord om, at han løj. En forventelig reaktion, men ikke desto mindre så gjorde det stadig ondt at han benægtede det. "Nej," svarede Atti med en hæs stemme, som han nærmest følte sig selv blive væltet ned i et mørkt sort hul, hvor han ikke havde mulighed for at komme op igen. Sådan havde han det, hver eneste gang han snakkede om det. Her var det bare Dom, der havde skubbet ham ned. Han lagde mærke til at hans øjne var fugtige, hvilket var en af de ting, som hev ham op igen. Han gik roligt over mod ham og lagde sine arme om ham for at holde ham tæt. Atti tog imod hans stav som han fandt et lille mindekar frem i sin taske og hældte en magisk væske der ned i. Ret heldigt, at han havde fået et job, det sted han havde, så han kunne få diverse genstande med sig. Han tog Dominicus' stav op til sin pande og hev mindet ud med en pinefuld grimasse, inden han smed det ned i det lille kar. ”Du kan kigge hvis du vil…. Bare husk jeg er hos dig, for det er ikke kønt,” mumlede han og havde forsat sine arme om ham, da han ville trøste og beskytte ham mod alt ondt i verden. Sådan at have ham ind imod sig, var en rar følelse. Han havde virkelig savnet sin bror så markant meget, at det endelig var som om noget faldt på plads inde i ham.

”Hva? Gør sandheden ondt? Det håber jeg godt nok den gør og åh hvor jeg dog håber de sender dig tilbage hvor du høre til for det er bestemt ikke her” sagde han stadig lige sarkastisk til det første selvom han faktisk lidt håbede på at Atti ville blive smidt tilbage. Han havde ikke behov for ham længere. Det var alt for sent han kom og prøvede på at være en del af hans liv. Han havde forspildt chancen for at lade sig fange og han havde aldrig været der for ham. ”Jo man er og det ved du ikke fordi du aldrig selv har været der for en familie” sagde han med et ganske let fnys, men det var sådan han havde det. Det var også derfor at det sårede sådan at Atti aldrig havde været der. Fordi Dom mente man havde en vis pligt overfor sin familie. En pligt som Atti havde fejlet at kunne opfylde. Dom havde følt sig forpligtet overfor rigtig mange af de familier han havde været i som også havde sviget ham. Det var faktisk kun Nemo der havde behandlet ham som han mente en familie skulle behandle andre på. Han havde været der for ham selvom han ikke altid kunne huske fra næse til mund, men det var ikke det som det kom ud på. Han havde været der og det var hovedsagen. Det var trods alt mere end hvad Atti havde.

Dom lod ham ligge sine arme om ham og daskede ham i brystkassen i mens fordi en del af ham ville have han gav slip mens den anden halvdel havde fat i hans tøj ved kanten af hans bukser i trøjen fordi han heller ikke måtte gå alligevel. Dom vidste godt det var ganske mixet signaler at give, men han havde brug for ham og han var så vred over alt at det var svært at styre. Det var også derfor der var en chance for han skulle gå året om og det havde han heller ikke lyst til. Han nikkede ganske let og gav sig til at holde fast i Atti lidt bedre ved hans trøje så hans fingre var helt snoet ind i hans tøj. Han lod staven føre mod det lille kar og var glad for det ikke var en af dem hvor han skulle suges ned i det for bare den smule han så fik hans øjne til at løbe i vand og hans hånd knugede blot mere om sin bror da han heller ikke kunne få sig selv til at ligge sine arme om ham. ”Jeg kan godt huske det” sagde han ganske stille og mærkede hans tåre løb endnu mere.

Atti bed sig i læben ved hans ord. Selvfølgelig ramte de ord, som han sagde. Ja, de ramte faktisk som pile mod hans i forvejen skrøbelige hjerte, der havde blødt siden den dag, han blev taget væk fra sin bror. Han ville jo gerne have været der for ham. "Dom," sagde han igen, da han ikke ville svare direkte på hans spørgsmål. Samtidig havde mange år i Azkaban gjort ham hård. Han havde aldrig været en person, der viste sine svage sider, men det var for alvor blevet en del af ham efter længere tids 'ferie' i Azkaban. Det var dog tydeligt, at hans bløde punkt var hans bror. "Jeg..." forsøgte han, men han kunne ikke argumentere imod ham. Han havde ikke været der for ham, selvom han havde forsøgt bag tremmer og dementorer, men det kunne han ikke vide.

Han holdt Dom ind mod sig uden nogen intention om, at give slip. Han mærkede godt, at han daskede mod hans brystkasse, hvilket bare fik ham til at holde bedre fast i ham, da Dom for al i verden ikke måtte forsvinde ud af hans greb. Alle de minder, han havde haft med hans bror skyllede indover ham som en tsunami og han mærkede hvordan han fik en klump i halsen af glæde, over at huske det gode frem for det dårlige. Var han ikke blevet så kold dybt ind i sin sjæl efter mange år i Azkaban, så havde der gledet en tårer ned af hans kind. Han var blevet tvunget til at glemme al det gode, så han ikke havde været spiselig føde for dementorerne. Han var blevet kold, men lidt efter lidt kunne Dom varme ham op, blot ved at stå der. Ligesom Faith. Han følte styrken i hans krop var ved at vende tilbage. Han mærkede godt Dom knugede hans hånd ind i hans trøje og han tillod det. Han lod ham se det og bed sig i læben, som han sagde han godt kunne huske det. Han svarede ikke, men fjernede i stedet det lille kar og holdt ham indtil sig med et fast greb. "Kom" hviskede han som han langsomt begyndte at føre Dom ud derfra.

//Out//

JeromeWinther
Admin

Antal indlæg : 533
Join date : 15/08/12

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


Ciel+Sebby :: WaW :: Tråde :: Darcel

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum