Salvador + Charles

Salvador havde taget metroen fra sin lejlighed af indtil byen. Han havde taget et par læderbukser og en læder jakke. Man kunne se at han havde en sort t-shirt indenunder hvor der var suicide silence på netop fordi hans underbevidsthed savnede sådan Charles og efter den drøm han havde haft om ham kunne han slet ikke få ham ud af hovedet. Hvorfor var det også lige nu han skulle drømme om sin døde eks? Spillede hans underbevidsthed sådan et pus? Han var sikker på det hele bare var noget hans underbevidsthed gjorde fordi han var begyndt at gå efter Holly igen, men han ville kun være sammen med hende igen for at såre hende og ødelægge hende mest muligt da hans indre stadig elskede Charles. På den anden side kunne han godt mærke at han havde et crush på hende nok en gang, men sagen var også den at hende og Charles var de eneste der havde kunne tilfredsstille ham et vis sted og det var ligeså meget derfor idet Salvador var et svin og tænkte med den han havde mellem sine ben. Han havde sat sit sorte hår så det atter sad en smule tilfældigt. Eller det var sådan det så ud i hvert fald, men det var ikke lige fremme sandheden at det var tilfældigt sat. Han gik roligt mod tatovøren da han havde overvejet at få lavet et eller andet, men lige nu var han ikke så sikker på hvad det skulle være. Han overvejede anelse om han ikke skulle have lavet en piercing et sted der ikke ville være alt for meget i overkanten af nogen art, men nogle gange var det meget godt at lade sig komme under nålen på den der måde. Vejret var egentlig ganske fint. Det var ikke fordi det regnede eller noget, men det kunne da godt se ud til at en stille støvregn ville trække op. En ting som Salvador dog ikke ville have noget mod af nogen art. Den svage brise der gled op igennem gaderne var skøn at mærke mod sin hud selvom brisen sådan set legede med hans hår og han ikke brød sig om det for det skulle helst sætte perfekt hvis man spurgte ham. Han så sig omkring mens hans musik kørte for fuld hammer da han elskede det sådan og fik hans ene hånd til at fange rytmen på trommen da han havde svært ved at holde hele sin krop i ro når han hørte musik.

Charles var på vej mod tatovøren. Efter den drøm han havde haft med Salvador, havde han været meget tænksom og også en del paranoid, da han havde haft det som om at Holly og Salvador kun grinte af ham og at de holdt øje med ham overalt, og at han på ingen måde kunne have lov til at være i fred. Han havde for en hver pris prøvet på at undgå at snakke eller møde nogen af dem. Salvador var den havde prøvet mest på at undgå, da han ikke have benene fejret væk under sig - der skulle ikke meget til. Bare det, at det var Salvador var nok. Men der skulle ikke være flere løgne. Charles troede jo virkelig på at Salvador, havde løjet for ham alt den tid, de havde været sammen. De havde Holly jo trods alt også fortalt ham. At de havde planlagt det lige fra begyndelsen. Charles var ikke typen, der normalt var naiv, men det her, havde han troet på. Men mere fordi, det hele faktisk gav mening. Charles virkede måske dum, men han var det ikke. Langt fra. Og han kunne i hvert fald godt finde ud af, at ligge to og to sammen, så alle de ting Holly havde løjet med, havde stemt overens med det der var sket. Så i Charles hoved, var det Holly der havde sagt sandheden og Salvador, der havde været løgneren hele vejen igennem. Charles' hår sad strittende og pjusket, som det så oftest gjorde. Han havde en Asking Alexandria trøje på - med en masse fede detaljer. Hans bukser var helt sorte og holdt oppe med et nittebælte i skakfarver. Bukserne havde lidt huller her og der, men ellers var de ikke vildt detaljerede. Han havde en løs hoodie til at sidde over sin t-shirt. Den var også sort og med Jack på forsiden, men det kunne kun ses, når den var lynet. Han havde en smøg i munden og vidste lige nu, hvad han skulle have tatoveret. Han ville have en tatovering, hvor der stod Salvador. Han ville egentlig gerne have at det skulle ske for længst, men det var først nu, han egentlig fik det gjort. Hvorfor skulle det så være nu? Fordi lige nu elskede han stadig Salvador. Han villle have et evigt minde om ham, også selvom han måske skulle stoppe med at elske ham (hvilket han aldrig kunne) og så havde han egentlig behov for psykisk og fysisk smerte, selvom han allerede var i virkelig dårligt humør. Han kom så ind til tatovøren og fik forklaret, hvad han gerne ville have og hvor. Han ville gerne have tatoveringen ned af sin ene underam og fik tegnet skrift og det hele for ham. Lidt efter gik de i gang og Charles kunne mærke den dejlige fornemmelse af smerte ved at få en tatoveirng - selvom det ikke var slemt.

Salvador havde desuden havde han et nittebælte i sine bukser selvom de sad stramt nok indtil hans ben, men det var egentlig mere bare for pynt da det sad løst på hans hofter. Han skubbede døren op indtil tatovøren og fik øje på en anden fyr der. Salvador havde selv en smøg i mundvigen der var tændt og havde taget en mindre bane om morgen for ikke at tænke på sin drøm. Det holdte ham en anelse i gang, men det var ikke fordi han var skide langt væk. Han var dog stadig sikker på at han så syner da han fik øje på fyren der lignede Charles. Det måtte bare være en der lignede. Alle folk havde en dobbeltgænger var der noget med. Hans sukkede dog lavt og slukkede sin smøg i æskebærget da den var ved at være færdig alligevel. Han tog let sin hånd op i sit hår og sukkede lavt. Han tog sig dog ikke synderligt af det lige nu selvom han godt kunne mærke på sig selv at han var godt træt af at blive mindet om Charles. Det gjorde ham indædt sur og vred. Det fik hans indre væsen til at gå amok. Han gik hen for at se på listen for at se hvad der var af piercinger fordi det var det han helst ville have lige nu. Det var ikke fordi han ikke kunne li at pynte sin krop med tattoos, men det var bare ikke det han var i humør til lige nu. Han havde ryggen til Charles da han ikke ville se på ham. Det her var en af de steder hvor man godt kunne fornemme og se det var clean at være selvom der på sin vis også så ret så råt ud. Normalt fik han lavet sine ting hos Liam, men denne her gang havde han valgt et andet sted fordi han havde fundet ud af at Holly kendte Liam og han var ikke i humør til tusind spørgsmål fra hende af bagefter. Den illusion om at det ikke var Charles røg dog til gulvet ret hurtigt da den store let vamsede mand kaldte på en der hed Charles i det lille venteværelse der bestod af to sofaer. Salvador vendte blikket for at se om fyren der lignede hans eks ville reagere på navnet. Han selv havde stadig C.W. i nakken med store smukke bogstaver, men det kunne være svært at se for håret. Det var heller ikke her han havde fået det lavet så de ville nok ikke spørge indtil dem. Han havde dog pjusket let op i nakken da han havde stået med ryggen til så de to bogstaver var blevet tydelige da han havde ville rette på sit nakkehår.

Charles sad lidt og kiggede på sine armbånd. Der var en del nittearmbånd, men også bare nogle gummiarmbånd i sort og hvid. Han sad med sin smøg løst i munden og pillede ved sine armbånd. Han tænkte selvfølgelig på Salvador, da det var hans navn, han ville have tatoveret. Han drejede hovedet kort, da døren blev åbnet. Nej det kunne ikke være... det var.. nej! Det var Salvador! Hvad fanden lavede han her, lige præcis nu?! Charles kunne mærke at hans humør blev værre. Han ville ikke se ham. Salvador havde kun været en løgn hele tiden. Han kunne mærke, hvordan han følte sig kvalt. Han kunne mærke at hans hjerte bankede så hurtigt, at det nærmest sad i halsen på ham og så gjorde det ondt ad helvedes til. Det var som om, det kunne knække midt over hver eneste øjeblik. Han følte sig svag. Han ikke bare følte sig det, han vidste han var det. Han havde grædt. Charles havde ikke været typen, der græd tit. Men det havde Salvador fået ham til. Han ville vædde med at Salvador aldrig havde grædt på grund af ham - men hvorfor skulle han også det? Salvador havde jo aldrig nogensinde elsket ham. Han følte sig egentlig bare en anelse brugt lige nu. Han kunne ikke lagde være med at kigge diskret hen på ham. Han kiggede på hans nakke og kunne se intialerne, som han bare gav sig til at stirre på. Han vidste det kunne stå for hans navn, men det kunne også stå for alt muligt andet. Han ville slet ikke håbe på, at det var var ham. Han havde jo blindt troet på alt Holly havde sagt, fordi det hele havde givet mening. Han kiggede væk igen og sørgede lige nu for at hans øjne ikke blev tørre og han ikke fik Salvadors opmærksomhed og han kunne gå ubemærket hen, selvom Salvador jo havde kigget på ham, men han havde sikkert ikke genkendt ham eller også havde han bare ikke noget at sige og var ved at dø af grin inden i. Charles var begyndt at blive paranoid og han tog ikke en gang stoffer, der kunne hjælpe ham med at blive paranoid. Han sukkede kort da hans navn blev nævnt og slukkede sin smøg. Han rejste sig op og gik mod tatovøren. "Jeg kommer nu" sagde han roligt. Han gik ind mod briksen og lagde sig på den. Han kom ud da hans tatovering var stadig, hvor Salvador stadig var. Han kiggede på ham. Han fandt sine penge for at betale for det.

Salvador havde ikke lagt mærke til at Charles havde grædt, men havde i hvert fald fået de bogstaver dagen efter han havde troet Charles var død. Han var normalt ikke typen der græd, men han havde skam i det skjulte grædt en del over Charles i den første uge. Han havde faktisk så vidt som muligt buret sig selv inde, men da det havde været sommerferie der så havde det virkelig ikke været det sværeste her i verden og det var ikke fordi der var nogen der havde savnet ham og dermed undret sig over hvor han var henne for han var trods alt en del af outsiterne på det tidspunkt så der var ikke nogen som sådan der havde savnet ham. Han drejede blikket da fyren der havde lignet Charles havde rejst sig op. Han følte sig faktisk ret så splittet lige nu på hvad han skulle gøre for han var stadig sikker på det var et spøgelse hvilket fik ham til at ryste opgivende på hovedet. Desværre kunne det ses som at han rystede opgivende på hovedet over at Charles græd. På den anden side savnede han Charles mere og mere hver dag. Han sukkede derefter lavt. ”Salvador kom den her vej” sagde pierceren lidt efter da de var to på arbejde. Salvador nikkede let til at han skulle komme med og gik derfor den anden vej. Han gravede straks sit hjerte væk igen. Han havde gjort det før og kunne nemt gøre det igen. Charles var et spøgelse og hvis ikke så havde han bare valgt at skride fordi han ikke elskede ham eller noget i den stil. Han havde sikkert ikke turdet at sige noget til ham fordi han var bange for at sige han forlod ham. Når han var færdig her havde han dog tænkt sig at råbe af den lille mide. Desuden hvem havde givet ham lov til at komme og blande sig i hans drømme? Da han var færdig gik han ud med sin nye piercing i øjenbrynet og gik hen for at se om Charles var færdig. Det ville trods alt tage en del længere tid at få lavet en tattoo og derfor kunne han fange ham i opløbet.

Charles havde buret sig inde inden han og hans far var flyttet. Hans mor havde også bildt alle ind, at han var død. I hvert fald dem i hendes omkreds, men det vidste han ikke noget om. Han havdeo gså buret sig inde, da de var flyttet og han tog heller ikke i skole med det samme. Da han så kom i skole, gad han egentlig ikke at være der. De andre mennesker kunne egentlig bare rende ham en hel del. Han havde også så vidt muligt prøvet på at undgå at snakke med dem og han havde også været helt vildt kold overfor ham. Han havde ikke noget at sige til Salvador, selvom han havde den største lyst til bare at kramme ham, men det kunne han heller ikke. Han ville ikke møde Holly igen, fordi han havde snakket med Salvador og han ville heller ikke snakke med Salvador, når han bare havde brugt ham. Det troede han jo virkelig på at han havde. Han havde virkelig troet på at Salvador havde elsket ham den gang, men det havde han jo ikke. En leg, havde det hele været. De havde helt sikkert begge grint helt vildt af ham. Han kunne ikke forestillet sig andet for sit indre blik. Han havde vel fortjent det, for han havde virkelig været naiv, hvis man spurgte ham. Naiv og dum. Han hadede sig selv for det. Charles nød lige nu bare smerten af at få tatoveret Salvadors navn på sin arm. Han betragtede det der var blevet lavet indtil videre og lukkede øjnene for at nyde det. Tatovøren snakkede og Charles svarede bare på det. Han bed sig i læben. Der gik lidt tid før han var færdig. Han havde ikke hørt om Salvador var kommet ind, men han lyttede egentlig også bare på nålen. Han kiggede på den da han var færdig og hørte, hvad han skulle gøre ved den, de næste par måneder. Han vidste det egentlig godt, så han lyttede ikke helt på hvad han sagde. Da han havde 'hørt' det, fik han så også betalt og gik ud. Han så så Salvador stå der og gloede på ham. Han havde lyst til at sige noget, men han valgte med vilje at lade være. Han ville bare gerne have en smøg. Hans humør var virkelig langt nede lige nu.

Salvador fik øje på at Charles kom ud og havde atter taget en smøg i munden. Han tog fat i hans arm ved håndleddet og blev faktisk en helt del chokeret over at han faktisk kunne komme til at tage fat i hans håndled. What the hell var Charles ikke død? Det her gjorde bare at han blev endnu mere sur på ham uden at han havde tænkt sig at give udtryk for hvad det var han følte for ham for han elskede ham jo sådan set stadig og endda ret så dybt. Han hev ham ud af butikken og stak ham en lussing med håndryggen. ”Charles din lille fucking mide!” råbte han af ham da han virkelig var vred over at Charles kunne finde på at skride for det måtte jo være det han var siden han nu stod her i levende live. ”Du er sådan en lille fucking løgner og din mor med. Du er jo ikke en skid død din lille tudeting” sagde han vredt og spottende inden han skubbede ham ind til væggen med fuldkræft som han plejede. Han ville ikke kunne tales til fornuft af nogen art lige nu da det ikke som i drømmen var en af de dage hvor han faktisk ville indrømme han savnede ham. Charles var slet ikke til at stole på af nogen art. Han var alt for meget den lille fucking nar! ”Hvem fanden har sagt til dig du må være i den her by? Du kan jo ikke gøre noget som helst rigtigt” sagde han hånligt med sit sædvanlige vrede glimt i øjet der virkelig kunne bore sig igennem både hud og ben hvis det var det man tillod det. Charles var noget så usle og noget så dum. Han synes virkelig Charles var for dum hvis han troede han kunne få lov til at være her. Han ville ikke se på ham og have det hele revet op igen for inderste inde savnede han ham jo. Han ville bare ikke indrømme det af nogen art. Charles skulle bare tage og fucke af og ud af hans liv.

Han kiggede chokeret på Salvador, da han havde fat i ham. "Gi slip.. jeg har ikke talt med dig.. hvad har Holly sagt du skal gøre?" mumler det roligt og lader sig bare hive med ud. Han kunne sagtens se Salvador var vred, så godt kendte han ham efterhånden også selvom de havde været skildt så længe. Han mærkede lussingen mod sin kind. Han tog sig lidt til kinden med den ene hånd, da den trods alt gjorde ondt og var blevet ret så rød af det. Men Charles var ligeglad, han nød smerte. "Hvad fuck har jeg gjort?! Jeg har ikke en gang opsøgt dig, så hvorfor slår du mig?!" han lød meget forvirret, men han var ikke vred af nogen art. Der skulle mere til at gøre ham vred og i et almindeligt skænderi, råbte han generelt bare ikke. Charles vidste ikke, hvad der foregik overhovedet. Han bed sig lidt i læben og hørte hans ord, men nåede ikke at svare før han blev skubbet ind i væggen. Og da det var af fuld kraft, skulle han også komme sig og han hev efter vejret, da han ramte en smule forkert ind på væggen. Han kunne også mærke, at hans ryg fik skræmmer. "hvad fuck har min fucking mor gjort dig? Og hvad har jeg løjet om? Det er dig der har løjet! Du har aldrig nogensinde elsket mig! Du legede med mig som et lille legetøj! Du ved udemærket godt at Holly fik sine zombier til at voldtage mig og tæske mig! Du sad sikkert og grinte mens det foregik og bagefter! Så hvor vover du?! LAD MIG VÆRE I FRED!" nu lød han s tilgengæld virkelig vred og det var også så meget, at han faktisk råbte af ham. En ting, han slet ikke ville have var at blive kaldt for var en løgner, men noget andet var, at han ikke vlle blive kaldt for en tude ting. "Jeg vidste sgu da heller ikke at du var her, da jeg flyttede herhen, så luk dog røven mand... du kan være ligeglad, du har Holly. I planlagde jo, at i ville gøre det mod mig fra starten ikke? Hvad har jeg nogensinde gjort jer?" han talte med tydelig frustration i stemmen og kiggede ned, da han ikke ville se ham. Han hævede så sin hånd for at slå Salvador, men sank den igen, da han ikke kunne få sig selv til det. Han elskede Salvador og slog kun, når det var strengt nødvendigt. "Jeg ved udemærket godt, jeg ikke kan gøre noget rigtigt.. men jeg elskede dig.. og det vidste du godt... dit svin... føltes det godt at misbruge mig?" han begyndte at grine svagt af sin egen dumhed. "Holly og Salvador.. Salvador og Holly... I er sgu da seje hva?" han sagde det med tydelig sarkasme og kiggede så op på Salvador med vrede øjne.

Han hørte ikke hans mumlen, men hvis han havde gjort det ville han straks fatte mistænke og så ville han for alvor blive vred på Holly for så ville han fatte hele sammenhængen lige pludselig for så dum var han jo heller ikke når det kom til stykket. Han var bare en anelse langsom grundet sin stædighed og vrede. Ikke fordi han var dum. Han vidste godt Charles ville kunne se at han var vred og det ville ikke være fordi han var dum. Det var ikke helt det samme. ”Så siger vi du ikke har det” sagde han med et fnys og rystede på hovedet af ham. Hvor var han dog dum. Han vidste godt at Charles ikke havde opsøgt ham, men alligevel blev han ved med at støde ind i ham. Det kunne fandme ikke være rigtigt. Han var ligeglad med om han kunne nå at få pusten eller ej for han var sådan set ret så ligeglad med hvad han mente og ikke mente. Han skulle lige til at sige en masse om hvad det var Charles’ mor havde gjort og ikke gjort inden han hørte det med Holly. ”Fuck hvor kan du dog lyve din lille idiot!” sagde han vredt da han ikke kunne se hvorfor Holly skulle have gjort noget. Hun havde slet ikke været nær Charles og det var jo ikke fordi han havde leget med af ham nogen art. Han elskede jo virkelig Charles. Han havde bare gemt deres følelser væk hvad angik ham. ”Jeg lader dig fucking være i fred den dag jeg har lyst til det din lille taber unger. Har du jo altid været” sagde han noget så spottende lige nu og rystede barer på hovedet af ham inden han skubbede ham ind i væggen igen. Han var virkelig for dum at høre på og han var så fuld af løgn at han var ved at brække sig over det. ”Luk da selv røven Charles” sagde han vredt og knyttede let den ene hånd da han begyndte at snakke om de havde planlagt det hele. Planlagt hvad? At overfalde ham? Det havde han jo ikke selv været med til. Hvad fuck var det lige der foregik her? ”Gjort os? Ej nu stopper du fandme med dine løgne Charles. At beskylde mig for at jeg har planlagt at skade dig. Hvor dum er du lige?” sagde han med et fnys og var noget så ligeglad med hvad der skete. Han var så meget oppe at køre at han slet ikke kunne forstå eller fatte sammenhæng med hvad det var som Charles sagde til ham. Han strøg ham let over kinden med et hånede glimt i øjet. ”Jeg elsker altid at misbruge dig” sagde han og blinkede selvsikkert til ham uden at vide det kunne tolkes forkert når det kom ud selvom han godt vidste sammenhængen ikke var af den samme som hans hjerne ville håbe på. Han trykkede ham ind til væggen. ”Hvordan man så end kan elske mig og jeg er langt mere sej end du nogensinde kommer til at være lille Charles Winter. Hvorfor flytter du ikke bare fra skolen af og stikker din hale mellem dine ben som du er bedst til?” hviskede han hånedende og spottende ind i hans øre for at få ham til at knække lige nu af den anden verden. Det var prisen for at sige den slags løgne om ham.

Charles undrede sig lige nu ikke over, hvorfor Salvador ikke svarede på hans mumlen. Han var simpelthen alt for forvirret. Charles følte sig dumt. Hans selvværd havde virkelig ramt bunden efter den nat. Inden de havxde han været selvsikker og kunne sige til sig selv, at han faktisk var noget værd. På det tidspunkt stak han ikke af fra sine pboemer, ligesom Salvador gjorde ved at tage stoffer. Han var ikke bedre selv nu. Han drak sig selv væk fra sine problemer. Han kunne endda blive potiontiel dranker, men han vare ligeglad. Det var han blevet på det sidste. "Hvad har Holly sat dig til?!" han sagde det den her gang, så det var til at høre, da hun måtte ha bedt ham om et eller andet, siden Salvador gjorde det her. Han ville ikke det her. Han havde ikke opsøgt Salvador og han havde prøvet på faktisk at lade være. Han vidste at han ville få fejet benene væk under sig på ingen tid, hvis Salvador bare var som han plejede - om det så var hans vrede eller kærlige side. Han elskede alle sider af Salvador. Charles elskede Salvador, selv når han hadede ham. "Jeg lyver ikke. Det er dig og Holly der har løjet.." råbte han vredt, da han ikke ville beskyldes for at lyve, for det havde han jo ikke. Han kiggede væk fra ham, da han sagde han var en taber unge og altid ha' været det. Det var nu ikke på grund af hans ord, men Salvador måtte ikke se, hvor meget han savnede ham og hvor meget han elskede ham. Men det blev vel kun tydeligere af at han kiggede væk. "Du er virkelig dum, hvis du aldrig opdagede at Holly var jaloux, eller også er det jo fordi i netop havde aftalt det! Jeg hader dig..." han mærkede fortvivelsen og at hans bryst blev stramt og han havde det som om, at hans hjerte blev oplyst i hans eget mavesyre. Han mærkede at han blev skubbet ind i væggen igen og at der gik hul på hans ryg og at han hostede igen og hev efter vejret. Han røg trods alt også. Hans lunger var virkelig heller ikke de bedste. Han kunne se at han knyttede hånden. "Du bestemmer ikke over mig..." sagde han vredt tilbage. Han kiggede bare på ham for at høre, hvad han sagde til tingene. Det kunne jo ikke være første gang han hørte det, nr han selv havde været med til det. Han forstod dog stadig ikke, hvad det var, hans mor havde gjort. "Holly sagde at du var med til at planlægge det! Og at du hele tiden bare havde brugt mig! Jeg mødte hende den dag, jeg var ude at besøge skolen... og hun fortalte mig det hele..." svarede han irriteret. Hvorfor benægtede Salvador det, når det var rigtigt? HHan mærkede at han blev strøget over kinden og så det håndende blik i hans øjet, han slog ud efter hans hånd. "Lad vær med at rør mig! Jeg har altid hadet, når folk gør det!" han hørte s han ord, om at han altid havde elsket at misbruge ham. Så han indrømmede det nu? Han kiggede ned. "Så nu indrømmer du det?" han havde s også fuldstændig misforstået det, han mente med det. Han mærkede væggen mere ind mod sin ryg da Salvador pressede ham mod dem. "Man er ikke sej når man tager stoffer, så tikker man også sin hale mellem benene, Salvador. Plus, man stikker sin hale så meget mellem benene, at man ikke en gang vil reddes" sagde han med en rolig stemme, selvom han egentlig var vred. Men han ville have ham til at forstå det. Han var ikke let at knække.

Salvadors stofforhold havde også et stort potentielle til at udvikle sig til et misbrug for som sagt så flygtede han fra tingene for han kunne ikke lade være med at gøre det. Han ville fremstå stærk og derfor gjorde han som han nu gjorde. Det var bare ikke særlig fedt at skulle vise hvem han i virkeligheden så ville han bare ikke vise hvordan det var at han havde det. Han var dog ligeglad med om han blev stofmisbruger for det var ikke det som det handlede om. Det handlede om han ville væk fra sine følelser med Charles og få dem gemt væk. De var trods alt blevet vækket igen efter han havde set ham i det mareridt, men det havde jo været til en person han havde troet var død, men det nu vidste sig han vist ikke var. Det skræmte ham egentlig på sin vis og derfor ville han tage flere stoffer her efter. ”Holly har fandme ikke fået mig til noget som helst” sagde han og rystede opgivende på hovedet af ham fordi han var så dum nogle gange. Hvorfor fuck skulle Holly få ham til noget som helst? Han var godt klar over at Charles elskede både hans kærlige og hadende side, men det var slet ikke det som han var ude på lige nu. ”Gu har vi da ej din snotunge” sagde han vredt over at han virkelig kunne mene han havde løjet og tog fat i hans hage da han kiggede væk for at se ind i hans øjne. ”Hvad er du dog bange for? At jeg skal se hvor ynkelig du er?” spurgte han hånede da han ikke kunne lade være da han trods godt kunne se at han var ret så fyldt op med nogle følelser der kunne bruges mod ham. Det var jo for nemt. Ikke fordi han regnede med a knække ham på ingen tid, men at gøre ham fortræd med ord var simpelthen en for fed oplevelse. Det var noget af det han nød mest af alt her i verden. Han havde sluppet hans hage igen og nikkede til at han havde lagt mærke til at Holly var jaloux inden han smed sin smøg uden at træde på den bagefter inden han havde skubbet ham ind i væggen. Han hørte godt hvordan Charles hostede. Han var virkelig sådan en taber at det gjorde helt ondt at tænke på at man havde kommet sammen med sådan en idiot. Han fattede jo ikke en skid af noget som helst. ”Jeg bestemmer i hvert fald mere over dig end du gør over mig” sagde han roligt og blinkede til ham inden han brød ud i en latter over hvad Holly havde gjort selvom han i virkeligheden var rasende. Han var efterhånden godt klar over at Holly spillede med ud mod hinanden, men det var ikke helt gået op for ham endnu. Det kunne også være lige meget. Charles var ikke værd at spilde sine kræfter på som det var lige nu. ”Du er så dum du tror på hende. Du har selv lige sagt hun var jaloux Charles Winter. Du har virkelig ingen hjerne” sagde han mens han grinede over at han var så kanon dum som han nu engang var. Han så Charles slog ud efter hans hånd og slap hans kind for at gribe fat i håndleddet på hans hånd så han ikke nåede at ramme ham og tog den over hans hoved. ”Jeg ved godt du hader når folk røre dig. Så meget mere desto grund til netop at gøre det” sagde han med det hånede glimt i øjet og nikkede bare roligt og afmålt til at han indrømmede at han elskede at misbruge ham. Det hele kunne tvetydes og Salvador forstod det på en måde mens Charles nok gjorde på en anden for det hele handlede om hvad der foregik i deres hoveder hver især og i Salvadors gik det ud på han elskede en fyr der havde flygtet fra ham. ”Siger fyren noget så smart i kæften, men lader sin krop blive ødelagt for nydelse og jo mere smerte han får jo mere glad er han” sagde han roligt igen og var stadig tydeligt sur, men det var ikke det som det handlede om lige nu. Den rolige væremåde hos dem begge to kunne for alvor være provokerende når man i virkeligheden var vred på den anden. Det gjorde som regel den anden mere vred.

Charles så ikke Salvador som stærk. Det kunne han ikke, når han tog stoffer. Han kunne ikke lade være med at synes det var ynkeligt, det havde han altid syntes. Men han syntes så også selv at han var ynkelig og det havde han også altid syntes. Men på det seneste var det bare blevet værre og værre, hvis man spurgte ham. Han havde endda grædt en gang og været tæt på et par gange. Han hadede sig selv for det, men det var så ikke den eneste grund til at han hadede sig selv. Han kiggede undret på ham. "Det sagde hun. Hun sagde at I fra starten af havde tænkt jer, at voldtage og tæske mig. Og at du var med til at planlægge det hele og at du ikke elskede mig" sagde han den her gang mere roligt. Han havde ikke nogen grund til at råbe af Salvador lige nu. Han så bare på ham med kolde øjne, selvom de stadig afspejlede savn til ham og det, at han elskede ham også selvom, at han ikke ville have det. "Jeg behøver ikke at få at vide jeg er ynkelig. Jeg har altid synes jeg er det, så det er der intet nyt i, Salvador" lød hans svar. Han var ligeglad med om han var hånende. Han var bare ligeglad... med alt. Salvador elskede ham ikke, det kunne han se nu og det havde han aldrig gjort. Men han havde også fuldstændig misforstået, hvad det var han havde ment med det. Han sukkede lidt og bøjede sig ind over Salvador, hen til hans øre "This friendship is just a fling, comfort for over, when I love the most, the feeling of you, the color of your face in delicate spring.." hviskede han. Han kunne mærke at hans humør faldt mere drastisk og at han ikke gad være her lige nu. Han mærkede at han gav slip fra hans hage og træk sit hoved hen til sig selv. Han ville ikke røres af ham. Han havde ingen ret til det. "Du bestemmer ikke en skid over mig. Vi er ikke kærester, Salvador. Og du kan aldrig komme til at bestemme over mig, mere end hvad jeg selv gør" sagde han irriteret. Han kiggede bare på ham da han grinte. Han lod ham grine. Han så ikke, hvad der kunne være sjovt i det. Men han var blevet så ligeglad med hån. Det havde han altid været, han havde dog altid givet et flabet svar. "Til din orientering nævnte jeg også at I havde aftalt det, så lær dog at hør efter. Åh nej! Det har du jo aldrig gjort! Den ENESTE du nogensinde har interesseret dig for er DIG selv! Der er ingen der kan måle sig med dig udover Holly, er der vel?! Hvad fanden skulle du så bruge mig til? Sex? Nåh ja, du misbrugte mig også, det har du lige indrømt. Fuck hvor var jeg dog dum! Dig og Holly kan være sammen alt det i vil, jeg vil ikke forstyrre jer!!" han råbte højt den her gang og han kunne mærke at hans krop rystede af vrede. Så havde man alligevel drejet ham ud til et punkt, hvor det var alvorligt. Han kiggede op på sin hånd, der var over hans hoved. Han prøvede at rive den til sig. "Giv slip fra mig, nu! Du har INGEN ret til at røre mig længere!" sagde han vredt og kiggede ned. Han rystede stadig af vrede. "Gider du ikke bare godt gå væk fra mig?" spurgte han nærmest bedende. Han ville ikke det her længere. "Du elskede at ødelægge min krop" svarede han bare og prøvede at rive sig væk. Han var ligeglad med om der var gået et lys op for Salvador. Han ville ikke have at han var sur på ham længere. "Hvorfor har Holly bedt dig om det her...? hvad har jeg gjort forkert? Jeg har ike opsøgt dig... Jeg måtte ikke opsøge dig og alligevel, så griber du fat i mig... hvorfor misbrugte du mig?" han kunne mærke at hans øjne langsomt blev fugtige..

Salvador vidste godt stoffer ikke var stærkt at tage dybt inde, men han mente han kunne styre det så det ville det jo nok gå i sidste ende. Det kunne han så ikke. Han flygtede en del i det og især når han kæmpede for at være populær igen for så skulle man være ligeglad. Det var han så også langt hen af vejen på en helt anden måde end nu. Han lavede dog ikke meget om på sig selv. Han havde altid været anderledes end de andre uanset hvad da han var enormt selvisk og selvoptaget. Bare ikke på samme måde som en populær ville være det da han brugte fysisk vold i mens. ”Nu gør du det igen. Du lyver og sætter Holly i et dårlig lys med dine løgne” sagde han bare og rystede let på hovedet af ham. Det passede jo ikke. ”For ikke at nævne mig. Som om jeg ville få andre til at voldtage folk når jeg selv kunne få glæden af at påføre andre smerte Charles. Hun siger for at freake dig ud. Hun lyver” sagde han roligt da han da han virkelig lige nu ikke kunne se det skulle være andet og han havde faktisk glemt drømmen et øjeblik. Hvis han huskede på det ville han vide det var sandt og Holly faktisk havde gjort det med vilje. Han lagde godt mærke til savnet i hans øjne hvilket bare nærmest var sjovt selvom det faktisk rørte ham en smule for han savnede jo også ham, men lige nu ville han ikke og derfor rørte det blik ham ikke. Det ville dog hunte ham de næste par dage. ”Synes bare du skulle have det af vide igen. Du havde åbenbart glemt det” sagde han med et mindre grin og rystede på hovedet af ham. Han virkede da som om han havde glemt det. Salvador elskede ham jo netop stadig og det at han havde fundet ud af at han var i live gjorde virkelig at han nu vidste han ville kunne få sine følelser vækket. Lige nu sjov de bare af den anden verden. Det nærmest digt som Charles sagde gjorde faktisk ham vred. Han knyttede sin ene hånd inden han stak ham en lussing. ”Hold dog kæft Charles” bad bare Charles af i stedet for da han virkelig godt vidste at Charles stadig følte for ham, men han ville ikke have det for han vækkede nogle ting der sov. Han ville ikke have sine følelser for ham blev vækket. Han ville være sammen med Holly nu. Han havde derefter flyttet hans hoved da han ville se ind i hans øjne. Han ville se om Charles faktisk følte for ham og han havde godt lagt mærke til det. Han benægtede det dog inderligt. Det kunne ikke være rigtigt det skulle være sådan der. Charles var skredet fra ham af og havde fået sin mor til at sige han var død. Hvad fanden bildte han sig så ind at komme her og være i live og så endda føle for ham endnu? ”Jeg bestemmer så meget mere over dig uanset hvad Charles for du elsker jo smerte. Var der ikke noget mod det?” spurte han og lod hånden løbe ned for at ligge sin hånd ved hans strube og let pressede hånden ind mod hans strube uden at miste sin kontrol så Charles ville hoste og hakke af det for han skulle jo heller ikke dø. Desuden var Charles en del for irriteret at høre på. Han skulle have lov til at lide lige nu. ”Igen har du hørt forkert Charles. Jeg har ikke planlagt noget som helst. Hvorfor skulle jeg lade andre voldtage din klamme krop hvis jeg selv kunne? Jeg ville også kunne ydmyge dig mere hvis jeg voldtog dig foran Holly end at få andre til det. Du har virkelig hørt alt forkert honey. Men ja alt jeg interessere mig for er sex og mig selv. Har aldrig været et problem” sagde han hånligt og slap hans hals igen. Han var virkelig for dum og han ville få mærker på halsen hvis han havde nemt ved den slags. Det havde Charles dog heldigvis ikke. Det ville se ret så forfærdeligt ud. Han klappede Charles let på hovedet. ”Se nu har du forstået det hele rigtigt” sagde han blot til det med at Salvador bare udnyttede ham og Salvador og Holly kunne være sammen alt det de ville. Han ville ikke føle for Charles igen. Det var bare ikke ham lige nu. Charles var trods alt hans store svaghed og han ville ikke være svag lige nu. Han rystede på hovedet til at han skulle slippe ham. ”Jeg gør hvad der passer mig Charles” sagde han bare roligt og lænede sig frem for at lade sin tungespids glide over hans hud hvor han lige kunne komme til ganske stille da han ville køre på ham lige nu. ”Jeg går når jeg er færdig og ikke før” sagde han hånligt og grinte lidt af ham da han virkelig ikke kunne andet lige nu. Han var da for morsom. ”Ja fordi din krop er så meget mere smuk med en masse mærker på” rettede han let på ham inden han flyttede sig igen og så på Charles var tæt på at græde. ”Jeg adlyder ikke nogen Charles. Har jeg aldrig gjort. Du kender mig jo slet ikke” sagde han bare spottende og så på ham. Han ville elske at se Charles græde lige nu. Han håbede bare ikke han ville blive forstyrret af ting som hans mobil.

Charles hadede stoffer. Han så ikke nogen grund til at tage sådan noget, da det i hans hoved simpelthen bare var alt for vammelt. Charles manglede derfor respekt for Salvador lige på det punkt. "Hun er en ko! Tænk at du kan stole på hende frem for mig! Men nu var du jo også på hendes side! I er selve grunden til at jeg skred!" råbte han vredt. Han havde fuld ret til at sætte Holly i et dårligt lys, efter det hun havde gjort. Han ville slet ikke høre Salvador forsvare hende. "Åh så du har indset at hun løj? En ting, du ikke kunne i den drøm jeg havde, hvor du også bare forsvandt! Gider du ikke godt bare at lade mig være i fred? Jeg gider ikke ha' dig nær mig længere!" råbte han vredt. Han huskede tydeligt drømmen og den ville slet ikke forsvinde fra hans hoved. Han var så frustreret over det her. Han gad ikke Salvador - tænk han lige havde fået hans fucking navn tatoveret på sin arm. Der var stadig følelser i hans øjne og de viste også, at han stadig elskede ham. Men kærlighed var ikke vigtigt for Charles længere. Han var ligeglad. Han gad ikke længere. Han gad ikke Salvador. Han gad ikke Holly. Han gad ikke Alexander. Han gad ikke en gang sig selv. Han ville bare gerne have lov til at drukne i alkohol og dø af det, hvis det skulle være. Intet betød noget længere. Han havde mistet den person, han elskede og den person elskede ham ikke en gang. Hvor var det hele bare svinsk. "Jeg har ikke glemt en skid, men du har glemt alt.. Og du kan også få lov til at glemme mig i fred. Så kan jeg jo få tatoveringen med dit navn fjernet, når såret er helet" sagde han så køligt. "Jeg holder ikke min kæft, bare fordi du beder mig om det" sagde han roligt tilbage. Han havde regnet med at Salvador ikke fattede noget af det. Han undrede sig egentlig nogen gange om hvorfor han stod op om morgenen - hver dag var det samme og hver dag var spild af liv. Han kunne ikke leve uden Salvador i længden. Charles havde fra dag et af, været fuldstændig afhængig af Salvador og han havde trods alt levet uden ham i lidt over et år. Charles havde ikke selv fået sin mor til at sige at han var død. Han vidste ikke en gang, at hun havde sagt det. Han havde ikke gidet hende og hun var kommet på besøg, hvis der var noget, hun ville. "Men på den anden side, kunne jeg ha' sagt mig selv at du aldrig nogensinde har kunne lide mig, men kunne lide Holly. Så ville du trods alt ha' opsøgt mig" sagde han køligt. Han vidste godt at han godt ville være sammen med Holly, det var nærmest også sådan han havde tolket det fra Holly's side. Han kunne lade som om han var ligeglad, men sandheden var at det var han i hvert fald overhovedet ikke. Han ville have Salvador for sig selv og han skulle i hvert fald ikke nyde godt af at dele med Holly - Holly skulle heller ikke bare sådan lige få ham uden kamp. Sådan ville det ha' været i hvert fald. Men nu da han vidste at Salvador bare havde misbrugt ham og ikke følt for ham, så ville han ikke kæmpe. Så kunne det jo være ligemeget. "Du kender míg ikke mere" var hans svar til det med smerte. Ja, han elskede stadig smerte, men han havde så ret i det han sagde. Salvador kendte ham ikke længere, så han havde ingen ret til at udtale sig om, hvad han kunne lide. Charles fik et chok da Salvador havde fast i hans hals og hakkede lidt i det og hostede også, mens han prøvede på at få luft. Hvad fuck havde han gang i?! Han gjorde intet for at stoppe det, han var ligeglad med om han døde af det. Han lod ham sdan set bare gøre som det passede ham. Han lyttede til hvad han sagde og hev vejret, da han gav slip igen. "Jeg høre ikke forkert. Og hvis alt du interesserer dig for er sex og dig selv... Så fint. Men når lille Holly ikke gider dig mere, skal du ikke krybe hen til mig. Jeg har en anden" løj han. Man kunne ikke høre at han løj. Han havde alligevel tænkt sig at Alexander skulle blive hans, nu hvor han vidste at Salvador ikke elskede ham. [b]"Mmmh.... dumme svin" sagde han som svar. Det irriterede ham, at han ikke kunne tørre øjnene, så han kunne få alt fugten væk. Charles store svaghed var Salvador. Så det var vel fint de var hinandens svagheder, eller... Han mærkede Salvadors tungespids mod sin hud. "Lad vær med at rør mig" vrissede han vredt. Han lod med vilje vær med at svare på de andre ting han sagde. "Det er omvendt. Det er dig, der slet ikke kender mig" han kunne så mærke at der gled en tåre ned fra hans kind. "Lad vær med at rør mig" gentog han.

Salvador flygtede i sine stoffer og nu mere end nogensinde før. Om Charles havde respekt for ham på det punkt eller ej det ragede ham en skid for han var ligeglad med Charles’ respekt lige nu. ”Ja jeg er på hendes side og jeg stoler ikke en skid på hvad du siger når det hed sig du var død” sagde han med et fnys og rystede let på hovedet af ham. Charles skulle ærlig talt bare forsvinde ud af hans liv. Han havde intet at gøre der. Han skulle holde sig væk for han ville ikke falde for ham igen. Charles kunne jo ikke have elsket ham når han sådan kunne forsvinde og lade sin mor sige at han var død. ”Drøm? Hvilken drøm?” spurgte han en smule forvirret da han ikke kunne se hvor en drøm skulle komme ind henne. Han kunne jo ikke vide de havde delt en drøm. Han havde jo endda udvist i den drøm med ham at han elskede ham. Han sagde intet til det med at Holly løj eller ej. Det hele var så småt ved at gå op for ham, men det ville ikke gøre det for alvor før virkelig var kommet væk fra Charles. Ved hans ord om at fjerne en tatoveringen og såret healet var han klar over hvad Charles havde fået lavet. Han ville dog ikke bare sådan lade sig køle ned og nedværdiges til at rande efter ham lige nu. Han brød derfor ud i en latter over hans tattoo. ”Du er sq da for dum Charles. Hvad tror du den nye tattoo ville hjælpe på andet end at minde dig om den kærlighed fra en person du aldrig får igen?” spurgte han hånligt da han ikke kunne lade være med at skulle køre på ham lige nu. Han ville ikke føle for ham igen selvom han godt vidste at han ville få svært ved ikke at gøre det for Charles var hans store svaghed. Han havde ikke glemt. Han havde bare lukket det inde hvilket havde gjort ham endnu mere vred udad til da der kun var en der kunne holde ham i snor for alvor. Selv Holly kunne ikke på samme måde som Charles havde kunne gøre det. Hans øjne begyndte at lyne da han sagde han ikke ville holde kæft bare fordi han sagde det. ”Wanna bet?” spurgte han med sit lusket og dog noget så charmende smil over sine læber da han ikke kunne lade være lige nu. Salvador fattede mere end Charles umiddelbart troede, men forskellen lå i at han ikke ville forstå det. Han hørte på at han ikke havde opsøgt ham og at han kun kunne li Holly. Det passede jo ikke. Han ville bare bruge Holly nu hvor han havde troet at Charles var død. ”Du var død Charles” cuttede han bare af da det var hans måde at sige på at han havde troet Charles var død og derfor havde han ikke opsøgt ham. Det kunne dog forstås på to måder. Det kunne forstås som at han havde givet op og troet på Charles’ mor om at han var død og derfor var Charles blevet død i hans verden. Det var dog sandheden, men det kunne også forstås som at Salvador havde dræbt Charles i sit indre og derfor ikke gidet at opsøge ham. Det var dog langt fra sandheden. Det var dog nok sådan Charles ville tolke det lige nu eller en anden måde for at lade det blive til noget negativt. Alle Salvadors ord blev trods alt vendt til noget negativt og det var nok også for det bedste lige nu. Salvador vendte jo også alle Charles’ ord mod ham selv. Han rystede bare på hovedet til at han ikke kendte ham længere. ”Og du kender ikke mig mere” sagde han bare kort for hovedet selvom det var en stor løgn for Salvador havde kun ændret sig angående han var mere vred nu hvor han ikke kunne være sammen med Charles for han havde faktisk kølet ham mere ned end han havde lyst til at indrømme for Charles skulle ikke vide det. Hvad gavnede det ham at vide at han faktisk kunne ændre ham nu? Han hørte hans hosten og hakken. Det rørte ham ikke for han vidste hvad han havde gang i og han ville aldrig lade Charles slippe med at tage hans liv. Det ville være en for nem løsning. Han skulle have lov til at leve i helved som Salvador havde gjort så længe. ”Tror bestemt du har hørt forkert honey. Det er jo bare godt du har en anden Charles. Så slipper jeg for du kommer randene igen” sagde han og rystede bare på hovedet af ham mens han fnøs da han virkelig. Egentlig plagede det ham for han ville ikke have Charles skulle have en anden. Det vækkede ham ligeså stille op i det næste par minutter hørte han slet ikke efter da det pludselig som et lyn ramte hans hjerte at Charles havde en anden. Dette fik ham til at slippe ham. Han havde slet ikke sagt noget til det sidste, men bare ladet sin tunge glide op af hans hals og rystet på hovedet hver gang Charles havde sagt noget mens han selv forsvandt ind i en verden hvor det langsomt gik op for ham hvad det var Charles havde sagt. Charles.. Havde.. En anden..? Det kunne ikke være rigtigt. Charles skulle ikke have lov til det. Han skulle være i helved med ham. Holly havde løjet om det hele. Charles var ikke død. Han var i live. Han så ikke rigtig at Charles stak af nogen art, men lod ham bare smutte. Salvador var nød til at synke engang. Charles skulle blive hans og sådan var det bare! Han ville have ham igen som det hele så ud lige der. Hans følelser for ham var så småt ved at blive vækket. Det hele var ved at gå op for ham. Hele sammenhængen.

//out

Charles kunne ikke have respekt for folk der tog stoffer, i hvert fald ikke p det punkt. "Du er virkelig snotdum, når du er på hendes side" sagde han koldt. Han havde altid været meget ærlig. "Lige meget" vressede han bare. Han gad ikke tale om det, for Salvador forstod det jo nok ikke alligevel. Han forstod aldrig noget som helst.Charles lod ham kalde ham dum. "Hvem har sagt at jeg ikke bare fik den for at minde mig om, hvor stor en idiot du var og stadig er? Jeg drillede dig Salvador, den handler ikke om de følelser, jeg ikke har for dig længere" sagde han roligt, dah an ikke så nogen grund til at blive sur, men han skulle ikke ydmyge ham lige nu. Det fandt han sig ikke i, ikke når han var blevet kaldt for en løgner og slet ikke, når Salvador var på Holly's side. "Desuden vil jeg slet ikke have dig igen. Og du kan heller ikke få mig igen, hvis det en dag går op for dig, at du godt kunne bruge en at misbruge og din tanke falder på mig. Du kan bare holde dig væk" den eneste grund til at han var sådan her lige nu, var fordi han lige nu havde lyst til at græde, men også fordi at Salvador var en stor idiot lige nu. Normalt elskede han den side af Salvador - det gjorde han stadig, men han var blevet kaldt en løgner. Det fandt han sig fandeme ikke i. "Kan vi sgu sagtens" sagde han og kunne mærke at han måtte tørre alt det fugtige væk snart, før det faldt ned af hans kinder. Charles skulle fandeme ikke græde foran Salvador. Det havde han aldrig nogensinde gjort. Hvis nogen skulle græde foran ham, var det Salvador. Han kunne mærke at han bare skulle væk efter Salvadors ord nu. Han var død. Han forstod det selvfølgelig som at han var død for ham. Han bed sig i læben og kunne mærke, hvor meget det egentlig havde såret ham. "Jeg kender dig bedre end du kender mig. Sådan har det altid været. For lige meget hvem der er sammen med dig, er det eneste du interesserer dig for dig selv!" han sagde det her for at beskytte sig selv. Det var ikke tydeligt, men det gjorde han. Han ville ikke vise Salvador at han egentlig var ret så såret over det. "Det gør du i hvert fald" sagde han køligt. Han var sgu da ligeglad. H an mærkede at han gav slip og løb derfor så hurtigt han kunne. Han skulle bare væk. Han kunne mærke at tårerne begyndte at trille ned af hans kinder. Han fik gemt sig inde i en gyde og tørrede sine øjne med sit ærme og fandt en smøg. Hvorfor var han blevet så svag?

//out