Monsieur Professor Lavoie (advarsel) - Darcel og Jordan

Juli 2053
Darcel Montaque Lavoie
Jordan var flyttet til London i juni mdr og havde brugt sin tid på at skaffe sig et job så hun ville kunne vise en vis herre hvor seriøs hun egentlig var. Egentlig havde hun ledt efter ham længe på afstand, men hun havde ikke kunne finde ham. Det var først da hendes fætter havde kontaktet hende om at han arbejdede sammen med en Darcel hun havde givet sig afsted med alt hvad det indebar af at skulle sige farvel til sit elsket Frankrig. Hun vidste godt hun på ingen måde havde ret til at skulle være med ham. Det var jo hende selv der havde dummet sig og været utro som den første og selvom hun et sted godt vidste de ikke var gode for hinanden kunne han ikke lade være med at være vild med ham. Jordan bar stadig sit brune hår som hun havde gjort det i Frankrig i håb om at Darcel ville kunne genkende hende og selvom hun godt vidste han hadede pressen så havde hun nu alligevel valgt den vej. Nok også mest af alt fordi så ville hun kunne være i nærheden af Darcel uden at nogen kunne sige noget til det mens han var på arbejde for undervise nogen det kunne hun bestemt ikke. Jordan bar en lille sort kjole der gik hende til ca. hendes knæ, en stor sort sommerhat der dækkede for solen kunne ramme hende ned i hendes øjne, et par små beige farvet sandaler som på samme tid var ganske feminine, en grå/sort jakke hun havde over sin taske hvis det blev koldt og i hånden den sorte taske hvor hun havde alle sine ting i. Hun regnede langt fra med at hun ville se Darcel i London denne dag da det trods alt var sommerferie og universitet trods alt havde lukket som hun gik sammen med sin bror der bar alle de poser hun havde da hun var ude og shoppe. Solen varmede den lille og spinkle krop hun havde, men det ville være svært for hende at få farve da hun bare var naturlig bleg ligesom Darcel var. Alligevel klædte det hende med sort tøj. Jordan vidste ikke at hendes bror faktisk allerede havde fået kontakt til Darcel og havde fortalt dem de var på vej hen til en lille café for at få sig noget frokost ovenpå alt den shopping.

Darcel ville lyve, hvis han sagde han ikke havde savnet Jordan i det år, han ikke havde været i Frankrig. Han savnede hende tilmed stadigvæk, fordi han følte at han havde mødt en sjæleven. En, der var ligeså ødelagt som ham, og en, der så ham når ingen andre gjorde. Han kunne leve med det utroskab der havde været i mellem dem, ja ja - det var ingenting sammenlignet med så meget andet. Det var ikke derfor han havde slået op med hende, selvom det havde hun sikkert troet. Han følte dog, at han han meget tydeligt havde sagt at det var fordi han skulle hjem og arbejde, da han var færdig med sin uddannelse og han havde fået sin professorgrad. Som han huskede det, var det hende der ikke ville med. At han bad om for meget, og ja, så havde han måske, med garanti, råbt af hende og sagt det var hende, som havde været utro. Det var en hel anden sag. Lige nu var Darcel på vej til en café, da han havde hørt fra en af hans bedstevenner, Loup, at han gerne ville mødes der. Han havde derfor iført sig en skjorte med sorte og grå skotsterner, et par stramme sorte jeans og et bælte, så de gad at sidde fast. Han var blevet lidt mager pga. eksamenstid og forskning, hvor det eneste indtag primært bestod af kaffe og ind i mellem mad, men det var ikke voldsomt. Han havde et par fine spidse sorte sko på og ellers et par solbriller, da det var godt vejr i dag. Hans hår sad tilbage, men så morderne ud, mens hans røde skæg prydede hans ansigt. Det havde han ikke haft i Frankrig. Det så dog ikke sjusket ud. Han åbnede døren til den café, han havde aftalt med Loup og bestilte sig en øl. Nu var han jo også skotte og englænder, så øl var trods alt også en af hans ynglings drikke. Han satte sig til at læse en avis, mens han ventede på Loup ville dukke op og hjemsøge ham. Det var også en god måde, at finde ud af hvordan Jordan havde det på. Hun havde sikkert fundet en ny mand og det hele - et stort hus, alt sammen i Frankrig. Okay, lige det faktum var han ikke sikker på han ville høre... Selvom han gerne ville have hun skulle være lykkelig.

Loup åbnede døren med lidt besvær taget i betragtning af at han nok havde de første 10 poser i sine hænder, men op fik han da døren. "Jeg sværger Jordan. Vi skal bare have lidt mad og så har jeg en overraskelse til dig" lød det på fransk fra Loup af med det største smil over sine læber som han holdte døren. "Men Loup.. Hva er overraskelsen? Du ved jeg..." sagde hun og stoppede helt op midt i døren da hun fik øje på en hun synes lignede Darcel oppe ved bardisken. Hun ville jo gerne snakke med ham, men hun havde ikke regnet med det skulle være lige her og lige nu. Han vendte blikket for at se noget vredt på sin bror der bare stod og grinede fjogede af hende. Hun rystede let på hovedet inden hun mærkede sin bror tage blidt fat i hendes håndled. Det var jo egentlig ikke fordi hun ikke kunne engelsk for det kunne hun sagtens, men hun kunne bare bedre lide at snakke fransk når hun var sammen med Loup der hev hende blidt op mod bardisken. Hun bar stadig den halskæde hun havde fået af Darcel. Den halskæde der på ingen måde passede ind i hvem hun var, men den passede ind i hvem Darcel var og derfor var den som den var. Hun havde dog følt at Darcel var gået fra hende pga. hendes utroskaber selvom en del af hende godt vidste det ikke var den hele sandhed. Et smil bredte sig dog på hendes læber som hun kom tættere på og kunne mærke hvordan hele hendes krop boblede for faktum var at hun stadig var lige forelsket i denne mand der både var så ens med hende og så alligevel så forskellig på en og samme tid. "Darcel" hviskede hun blidt med et stort smil over sine læber i stedet for at hilse ordenligt. Hun havde lyst til at kramme ham bagfra og kysse ham, men hun var sikker på at Loup ville fortælle hende på den mest grusomme måde nogensinde at den mand hun elskede skulle giftes med en anden og havde gjort hende gravid. "Nu smutter jeg søs. Jeg er sikker på Darcel kan tage over herfra" sagde Loup med et smil og gav sin søster et kindkys. "Fik jeg nævnt at Darcel er very much single?" spurgte han drillende efter han havde sat poserne inden og forsvandt hurtigt ud af døren. Jordan så noget irriteret efter Loup der forsvandt inden en svag rødmen gled over hendes kinder som hendes øjne fangede Darcels blå øjne. De der blå øjne der kunne gøre en helt lille og væk i flere timer.

Darcel vidste godt ham og Jordan var så ens og så forskellig samtidig. Hun var den uopnåelige skønhed, som han dog alligevel havde fået. Hun var hans stolthed, og noget han den gang de var sammen, havde været stolt af at vise frem. Han havde måtte finde sig i, at mændene ville have hendes opmærksomhed, og nogen af dem tilmed også havde fået den. Nogen lidt mere end andre og det havde gjort så vanvittig ondt. Men det var dog ikke grunden til, han havde gået fra hende. Han var bare også ødelagt over, at hun ikke bare kunne nøjes med ham. Darcel havde dog også været utro, så det var ikke fordi han var bedre. Det var bare nemmere at pege fingre på, at det jo faktisk var Jordan der startede. Han havde nu efterhånden vænnet sig til, at det kun var ham. Følelserne for Jordan var dog aldrig forsvundet, de var lige under overfladen og ville springe som en vulkan, og alt den kærligheds magma som var inde i ham, ville fylde hele hans krop op. Darcel betragtede sin øl, mens han ventede. Han nød ærlig talt at sidde ned og slappe af. Han drejede sit hoved, da døren gik op for at se om det var Loup. Han smilede da han kunne se ham, men undrede sig over alle poserne. Det hele gav dog mening for ham, da han så hvem der var bag ham. Tiden gik i stå i det øjeblik. Et langt sekund, hvor alt han så i lokalet var Jordan. Det længste sekund. Hans øjne zoomede nærmest ind på hende, sådan som man så det på film. "Jordan" hilste han og så efter Loup. Han nåede ikke at sige noget, inden han var ude af døren. Han tog en stor tår af sin øl, ja faktisk tømte han glasset. Han ville ikke erkende han over det seneste år havde været ufatteligt ensom. Han havde arbejdet og sørge for at få et netværk op at stå igen... Og nu var den kvinde, han aldrig ville kunne glemme, lige foran ham. Var det en syg joke? Det var nærmest som om det gjorde ondt og godt samtidigt. Darcel fangede Jordans øjne og så lidt på hende. Han blinkede lidt med øjnene og så væk. Hvad skete der? Han håbede ikke det her var en leg eller en hallucination. Siden han havde sovet i den container med sin fætter efter en tur i byen, var han ikke sikker på om han havde taget varig skade af de giftstoffer der var i containeren. Men det at se hende lige der, var som at få sit hjerte sat på plads igen. Ret smertefuldt. For al kærlighed der var inden i ham, havde hun fået... Og alligevel, vækkede hun alt kærlighed inde i ham, som om det aldrig var forsvundet. Det vidste han det var, dog havde hans hjerte altid været hos hende i Frankrig. "Er du på ferie?" spurgte han roligt, selvom han langt fra var rolig inden i. "Vil du have noget at drikke?" spurgte han efterfølgende, mens han prøvede at skaffe noget til sig selv.

"Mig? Ferie?" spurgte hun med et ganske let hævet øjenbryn inden hun rystede ganske let på hovedet. Hun vidste godt det var hende der havde startet, men hun havde jo heller ikke været klar til et forhold og så alligevel havde hun ikke ville lade Darcel slippe væk. "Jeg er skam ikke på ferie cheri. Jeg er flyttet til London" sagde hun med et varmt og kærligt smil over sine læber. Hun vidste godt det måske lidt var et år for sent, men hun havde bare ikke været klar. Det var så dumt for faktum var at hun stadig elskede ham og hun ville gøre alt for at være med ham, men ikke om hun havde været klar til at flytte før nu. Hun håbede bare ikke det var for sent, men nu havde Loup jo sagt at Darcel var single så der var måske stadig en chance. "And I do believe du arbejder samme sted som min kære fætter. Utroligt navnet Cavalier ikke har ringet i dine øre" sagde hun måske en anelse mere hårdt og snerpet end det havde lydt, men det havde undret hende en del at Darcel ikke havde lagt to og to sammen og tænkt på at Jean nok var i hendes familie. Det kunne også være at han havde og bare ikke havde haft lyst til at tænke over det. Hun nikkede let til om hun skulle have noget at drikke og regnede med at Darcel selv kunne regne ud hvad hun drak for alle dage havde hun foretrukket vin over så meget andet, men nu var hun også fuldt ud fransk. "Men bortset fra det monsieur professor så tror jeg ikke du vil være specielt glad for mit arbejde her når man tænker på hvor meget du afskyer din egen lillebror for præcis samme job så er du overhovedet sikker på du ikke heller vil stikke af end at snakke med mig?" spurgte hun med et ganske let drillende smil. Ja hun havde tænkt sig at sætte ham på prøve for at se om han virkelig gerne ville snakke med hende. Hun ville ikke lukke ham ind i sit hjerte for at blive såret igen for faktum var at hun stadig elskede ham højt og selvom hun havde været sammen med andre i den periode hvor hun havde været væk fra ham var det som om de alle sammen blot havde været en dårlig illusion af ham. Som om de havde haft lidt af hvem han var, men fordi de ikke havde haft den fulde pakke var hun gået igen. Ikke engang William kunne måle sig med hvad hun følte for Darcel og denne gang følte hun sig mere klar til faktisk at være sammen med ham. Darcel var grunden til hun var kommet til landet og ikke William selvom han bestemt var en af de bedre bonuser der kunne fås.

Han så mod hende, da hun så ret skeptisk ud over hans spørgsmål. "Ja, ferie." svarede han med en rolig stemme, selvom han var ved at sprænge indvendigt, og han kunne mærke det gennem hele hans væsen, også hans knogler. "Flyttet til London?" spurgte han overrasket og så ned i bordet. Det var næsten som at se et spøgelse fra fortiden, et han havde savnet dog. Han kunne jo tydeligt huske, at hun ikke ville flytte til London, så han forstod ikke hvorfor det netop skulle være nu. Det virkede... underligt og malplaceret. "Har du da fundet dig en kæreste eller et job?" spurgte han. Han ville bare være sikker, for som sagt så havde han det som om at det bare var en led joke lige nu, og han turde ikke tro på hvad han så. Hun var smuk som altid... men, det var bare underligt. "Hvem? Professor Cavalier? Hvem siger jeg konversere med ham ofte? Foruden er dit efternavn ikke et unikum i menneskets historie." svarede han flabet og observant tilbage. Han kunne godt lide hun var snerpet og flabet overfor ham, men hun måtte også forvente at Darcel var ret sarkastisk og det var ikke fordi det blev bedre, jo ældre han blev. Han havde ærlig talt ikke ville tænke over, om de måske var i familie og så meget havde han nødvendigvis heller ikke at gøre med sine kollegier. Universiteter var trods alt langt anerledes og der var en stor administrativ del og fakulteter, så det var end ikke sikkert deres veje nogensinde var blevet krydset eller han havde set hans navn et sted. "Er du journalist da?" spurgte han, da ikke kunne få andet ud af det hun sagde. Sandt nok hadede han journalister, men det var hovedsageligt når de spredte løgnhistorier eller drejede på historierne, så de fik en hel ny lyd. Det var ikke sådan god journalistik skulle være, hvis man spurgte ham. Og så hadede han sladder afdelingen, men det var så en hel anden sag. I Darcels øjne var det slet ikke journalistik. Darcel var underlig alvorlig. Det var en underlig situation og han kunne bare ikke få det over hans læber. At han havde savnet hende. At han ville have hende tæt. Han ville dog ikke tage hende tilbage lige med det samme, nej det skulle foregå rigtigt. Tiden skulle ikke bare spoles tilbage. Darcel fik fat i et glas rødvin til Jordan og bestilte en øl til sig selv. Han var ikke sulten.

"Mig ferie?" spurgte hun med et blidt smil over sine læber inden hun rystede ganske let på hovedet. "Hvorfor skulle jeg dog nøjes med at være på ferie i London?" spurgte hun med et ganske let hævet øjenbryn. Hun ville aldrig nøjes med at tage på ferie til London når hun vidste at han var der. Faktum var at hun savnede ham helt vildt og selvom hun ikke kunne få sig selv til at sige det højt så gjorde hun det stadig. Selv Loup vidste det, men han vidste også godt det var sådan en usagt ting i mellem dem som de ikke ville komme til at snakke om for Jordan havde sin stolthed og den kunne ingen tage fra hende. Hun vidste også godt det var underligt at hun ville flytte til London nu, men egentlig havde hun nærmest fortrudt med det samme at hun ikke var taget med og hun havde arbejdet på siden at skaffe sig et job i London og finde hendes Darcel. "Mig? Kæreste? Men cheri tror du så Loup havde fortalt mig du var ledig på markedet inden han var gået?" spurgte hun med sit kærlige smil over sine læber for faktum var at han havde sagt det højt nok til at selv Darcel havde kunne høre det. Hun vidste godt hvad hun ville have og så var hun faktisk ligeglad med om hun skulle fjerne noget konkurrence på vejen for faktum var at hun ville have Darcel uanset prisen og hun stoppede ikke for nogen. Hun lagde en finger under hans hage for at løfte hans hoved op og gav ham et blidt kys på kinden. Hun kunne ikke holde sig fra ham. "Ja. Det er min fætter kære og det burde få dig til at tænke på mig når vi er hinanden op af dage" påpegede hun en smule bestemt og dog ret så flabet. Hun lignede ligeså meget Jean som hun lignede Loup så han burde tænke på hende. Det gjorde de fleste andre når de så på Jean. Et sted havde hun vel håbet på at Jean havde fået ham til at tænke på hende selvom det helt sikkert ville gøre ondt, men på den anden side ville hun vide at han savnede hende. Hun nikkede ganske let til om hun var journalist nu. "Ja på Profettiende" tilføjede hun hurtigt selvom hun godt vidste hun ikke lige fremme var stolt af det, men faktum var at hun ville have et job der kunne få hende til London og hun var dygtig til sladder selvom det var selv samme egenskab der gjorde at hun ikke kunne fordrage andre kvinder. Hun tog en tår af sin rødvin inden hun lænede sig frem mod ham og strøg ham over kinden. Hun nussede den blidt og forsøgte at fange hans læber for hun ville bestemt ikke vente. Hun vidste godt hvad hun ville have. Hun ville have ham og ingen anden. Hun ville kunne sige at hun havde savnet ham uden at bruge ord. Hun ville have lov til at røre hans læber igen og vide ingen andre kunne nu hvor hun var der. Hun ville have ham i sit liv og hun ville ikke så meget som for to sekunder spilde mere af sin tid på at jagte en mand som hun elskede.

"Ja, dig, ferie" sagde han kortfattet og lagde mærke til det blide smil. Han var så alvorlig udadtil, at det var utroligt og svært at se, hvordan han havde det inde i. "Fordi sidste år, ville du ikke flytte herhen." svarede han endnu en gang kortfattet. Han var ikke indædt eller vred på hende, i hvert fald ikke længere. Tanken gjorde ham dog stadig ondt, og hvis hun troede, at det at flytte hertil ville få ham tilbage sådan der, som om ingenting var sket, så må Darcel erkende hun tog fejl. Han elskede hende, men han følte han havde været den eneste, som kæmpede. Nu ville han se noget andet. Han vidste ikke om hun var der, for at være en kæreste utro. Det kunne trods alt godt ligne hende, for det var sådan hun var sidst. "Kunne da godt være. Og jeg ved det ikke. Aner ikke hvordan Loup tænker" svarede han med et skuldertræk, og drak af det han lige havde bestilt. Han kunne nå at drikke meget, inden for de næste minutter eller hvor lang deres konversion så end skulle være. Han rystede på hovedet. "Ikke nødvendigvis Jordan. Det er sådan, at bare fordi hans efternavn er Cavalier, så betyder det ikke i er nært beslægtet eller han overhovedet kender til dig. Desuden, så arbejder jeg på et universitet, hvor vi altså er inddelt i fakulteter." svarede han, men i hans stemme lå en hvis desperation. En desperation, hvor man kunne høre, han havde prøvet at glemme hende og distancere sig fra hende. Han havde haft så ufatteligt ondt, at det havde været for meget for ham. Han havde drukket og festet meget for at komme sig over hende, og det var sådan virkelig meget. Til sidst lignede det jo nærmest, at han havde haft et alkohol problem. Han så lidt på hende, da hun sagde hun skulle arbejde på Profettidende. Det var selvfølgelig ikke fordi han ikke var stolt af hende, han brød sig ikke om journalister dog. "Det lyder som end som et fint job. Du har også altid været glad for sladder," sagde han roligt, med et lille grin underklemt, da han tog en tår af sin øl. Han ville i hvert fald gå ud fra, at hun skrev sladder. Darcels krop frøs fuldstændig, da han strøg hende på kinden. En del af ham nød det, en anden del havde lyst til at skubbe hende væk. Han vidste jo godt hvad der skete, når hun fik lov til at røre ham. Han så hende intenst i øjnene, og mærkede hendes bløde læber mod sine, hvilket gjorde han blev nødt til at gengælde det.

Hun rystede ganske let på hovedet da hun altså ikke var på ferie. Hun vidste jo godt det var underligt. Hun havde lyst til at råbe ud af det ligesom var fordi hun savnede ham, men det var som om det der ord savne ikke ville komme over hendes læber. Det var et form for fy-ord og han kunne ikke lide det. Det var som om sætningen ikke ville komme udover hendes læber. “Men i år er anderledes cherie..” sagde hun og bed sig let i læben da resten af sætningen ikke ville med. Jordan regnede ikke med at hun bare sådan lige bang kunne få ham igen, men hun havde tænkt sig at gøre alt for at det skulle gå hurtigt for hun ville ikke bruge en dag mere uden ham. Hun havde godt nok haft mange flirts og et par enkelte kærester i det år som Darcel ikke have været der, men det havde været dårlige efterligninger. Enten havde han Darcels udseende næsten, men ikke personligheden eller omvendt. Det var bare ikke det samme når det ikke var Darcel. Hun følte selv hun havde kæmpet det sidste år for at finde ham, men det kunne han jo ikke vide. Han vidste jo ikke hvad hun havde lavet når han ikke var der og hun havde ikke tænkt sig at sige det til ham. Hvis Darcel skulle vide det så skulle Loup komme til at sige det til ham for Jordan var ikke typen der ville sige det til ham. “Jeg troede eller dig og Loup var like bedste venner og sådan” sagde hun med et ganske let grin selvom det ikke betød at Darcel kunne forstå alt hvad Loup ville sige og ikke sige. Det vidste han jo også godt. Hun selv tog en tår af sin vin da hun trods alt nød en god vin og hun var glad for at Darcel havde bestilt den rette. Han kendte hende virkelig godt. “Det kunne da godt være du kendte ham alligevel. Jeez Darcel. Hvorfra skulle jeg vide hvordan den slags foregår?” spurgte hun med et ganske let suk. Hun havde vel bare lidt håbet at hun vidste hvem Jean var og havde tænkt på hende. Det var sådan en rar tænkte hvis hun skulle være ærlig. Hun kunne godt høre hans depression, men det var ikke fordi hun var bevidst om hun kunne høre det. “Er jeg også” sagde hun med et varmt smil over sine læber da hun virkelig nød sit job. Hun smilede let for sig selv da Darcel gengældte hendes kys og strøg ham atter over kinden inden hun lod sin hånd glide om i hans nakke. Hun glemte alt om hendes vin da hun var mere væk i Darcel lige nu. Hvor hun dog havde savnet ham. Det var helt forfærdeligt. Hun var simpelthen nød til at være nær ham lige nu. Hverken mere eller mindre. Hun måtte have ham. Hver eneste lille cm af ham.

”Hvorfor er det anerledes?” spurgte han skarpt. Han var ikke helt sikker på, han overhovedet forstod hvad hun mente. Han var så hamrende alvorlig, for han ville virkelig ikke såres af hende igen. Han vidste godt han også havde såret hende, og han havde ikke tænkt sig at bruge argumenter, som hun var startet, selvom det var sandheden. Men det var slet ikke det det handlede om. Det havde bare noget at gøre med, han elskede hende så højt, han ikke kunne holde til det. Darcel kunne heller ikke finde ud af at sige, at han havde savnet hende. Generelt al den snak om følelser var ikke ligefrem der, hvor han følte sig i sit es. Han ville hellere vise det. Det virkede også mere seriøst, hvis man spurgte ham. Lige nu havde han dog svært ved overhovedet at skulle vise det til hende. Darcel drak sin anden øl færdig og så mod hende. Sandheden var, at han nogen gange havde svært ved at se på Loup, fordi de lignede hinanden så meget som de gjorde. De var jo også søskende, så det gav jo egentlig sig selv. Havde han dage, hvor han savnede Jordan for meget så skulle han i hvert fald ikke være sammen med Loup. Han vidste godt hvad han ville have det til at ende i. ”Gør jeg ikke. Og det ved jeg da ikke. Hørte du ikke efter, når jeg fortalte dig det for nogen år siden?” spurgte han. Han mente det var almen viden, men tydeligvis ikke. Det var et stort universitet og Darcel kunne ikke en gang navene på alle sine elever. Han havde ikke lyst til at skulle være sammen med for mange fra den familie, når han ikke havde hende. Det gjorde bare han savnede endnu mere det han havde haft. At han ville tilbage i tiden og bare var blevet i Frankrig, selvom det havde han sikkert fortrudt. Han nikkede godkendende. ”Det var godt” svarede han kortfattet. Han havde vanvittigt svært ved overhovedet at skulle koncentrere sig i hendes nærvær. Det var nærmest en umulig opgave. Darcels verden gik helt og holdent i stå, da han mærkede hendes bløde læber mod sine egne. Hvor han havde savnet dem så vanvittigt meget. Han mærkede strøget overkinden inden hendes hånd forsvandt bag om hans nakke. Han lod sit hoved glide sig en anelse, så kysset kunne blive dybere.

"Fordi.." sagde hun og kunne ikke færdiggøre sin sætning. Hun kunne ikke få sig selv til at indrømme at hun havde ledt efter ham et år selvom det sikkert ville være det bedste. "Da du tog afsted.. Fortrød jeg hurtigt jeg ikke var taget med dig... " forsætte hun og kunne ikke få resten over sine læber. Ikke alene var de et offentligt sted og andre end Darcel måtte ikke se hendes svagheder, men også bare det at skulle indrømme at hun faktisk havde savnet ham og ledt efter ham. Det ville afsløre at hun havde savnet ham. At han vidste hun fortrød at hun ikke var taget med burde være nok lige nu. Hun ville være sikker på at hun havde en chance hos ham inden hun ville afsløre den slags ting for ham. Det var ikke nemt og hun ville helst ikke indrømme det selvom det var sådan verden hæng sammen. Hun var dog glad for at han ikke begyndte på at det var hende der havde startet det hele for selvom hun godt vidste det så ville hun ønske at hun ikke havde. Hun elskede Darcel. Ja endda mere end hun elskede sig selv hvilket ikke sagde så lidt. Hun selv drak resten af sit glas rødvin og så tilbage på ham. Hun nikkede ganske let til om hun ikke havde hørt efter. Det havde hun skam. Hun havde vel bare et sted håbet. Hun ville ikke snakke mere. Hun ville bare kysse ham. Hun selv kom med et svagt nydende suk og hoppede ned fra sin stol for at tage fat i hans tøj på brystkassen for at være så tæt på ham som muligt. Det måtte ikke stoppe. Hun ville have ham lige her og lige nu. Hun brød dog kysset efter lidt tid og tog fat i hans hånd. "Kom" hviskede hun ganske blidt da hun ville være derfra. Hun samlede sine poser op med den anden hånd og begyndte at gå mod døren. Han skulle med. Hun ville ikke slippe ham. Ikke lige nu. Han ville bare glide væk fra hende og hun elskede ham så højt at hun ikke kunne få nok. Heldigvis boede hun ikke specielt langt væk så hvis han kom med ville de nemt kunne være bare de to igen.

Darcel så afventende på hende, og da der gik lidt tid kunne han ikke dy sig. "Fordi?" spurgte han afventende, dog stadig med tålmodighed i stemmen. Han var mere interesseret i hendes svar og derfor ville han gerne vide, hvad det var hun havde på hjerte og gerne ville sige til ham. Han måtte dog indrømme han blev skuffet over hendes svar. Hvorfor havde hun ikke skrevet? I det mindste bare til hans forældre, for den adresse kendte hun jo. Det gjorde ret ondt, at hun skulle have brugt så lang tid på at finde ham. Han sagde dog ikke noget i den dur, han sukkede bare kort. "Og så brugte du Loup til at finde mig eller?" spurgte han med en alvorlig stemme. Han var glad for at se hende igen, men det betød ikke at han ville stå med åbne øjne og byde hende velkommen. Han havde haft ondt i den tid, han havde manglet hende. Han havde ondt, da de var sammen. Han ville gerne se noget forbedring hos hende. Starte helt forfra, selvom han selvfølgelig aldrig kunne glemme deres historie. Det var mere som at tage en trist sang, som skulle gøres bedre på den måde. Darcel elskede jo også hende så forbandet meget, at hans hjerte gjorde helt ondt. Han blev så fyldt med kærlighed bare af synet af hende, at han følte han var ved at sprænges. Han havde aldrig set sig selv som en person, der var i stand til at elske nogen så højt, at alt man ville var at tilbringe resten af sit liv med den person og blive et bedre menneske. Han havde aldrig troet, at kærlighed kunne være så smukt. Og ja, han følte sig også som en stor kliché, for det var som de kærlighedsfilm man så. Men betød det, at det var mindre virkeligt? Ikke for Darcel. Han sagde ikke noget til at hun havde hørt efter eller ej. Man kunne vel ikke huske alt, selvom det nu altid havde været Darcels drøm at arbejde på et universitet, så det skuffede ham måske også lidt. På den anden side, havde hun jo ikke brug for at vide, hvordan det var indrettet.. Hun var dog nok blevet skuffet, hvis hun havde taget til Universitets hovedbygning, for der var han ikke at finde. Han hørte hendes nydende suk i deres kys, og mærkede det tag hun havde i hans skjorte. Med et ivrigt ryk, trak han hende tættere ind mod sig og lod kysset blive en anelse dybere. Han sukkede, da kysset stoppet men smilede da hun rakte ham sin hånd, og sagde kom. Han hoppede ned fra stolen og gik med hende. God damn it. At kysse hende var som at tage flere år tilbage i tiden, og han glemte alt om alt og alle.

"Ja noget skal man bruge ens bror til og det er ikke fordi jeg havde lyst til at kontakte dine forældre for at spørge efter oplysninger på den mand jeg svigtede ved ikke bare at flytte med til London fra starten af" sagde hun ganske ærligt da en del af hende var bange for at han ville tænke sådan. Hun havde tænkt på at tage kontakt til hans forældre, men det ville være smertefuldt at bede dem om en adresse når hun havde svigtet ham. Hun havde været ham utro og hun var blevet i stedet for at tage med den mand som hun elskede. Hun vidste også godt at Loup og Darcel havde haft sex. Det var sikkert også en grund til at Loup havde sat Jordan på en prøve selv for at se om hun virkelig ville Darcel. Hun havde savnet ham og hun ville virkelig gerne sige det til ham, men hun ville gerne vise ham det først så han virkelig forstod det.
Jordan vidste godt deres kærlighedsliv var som en film, men han kunne faktisk godt lide det på et eller andet sært plan. Han var den dejligste fyr hun nogensinde havde mødt. Den eneste fyr hun nogensinde havde elsket så højt før var hendes bror og det talte vist ikke helt på samme måde. Hun vidste så også at han altid ville være der for hende præcis som hendes fætter Jean, men Darcel derimod et var ægte kærlighed og hvem skulle så have lov til at afgøre om movie love ikke var godt nok? Hun var i hvert fald ligeglad med hvad andre mente og havde ikke noget imod at deres kærlighed var speciel. Hun ville så aldrig henvende sig til ham på hans arbejde så længe han ikke havde kontakt til ham. Desuden var det slet ikke hende der havde sat det her møde op. Det var Loup. En ting som hun dog var utrolig glad for. Hun mærkede han hev hende tættere indtil sig og kunne ikke lade være med at sukke ganske lavt i nydelse over at han faktisk gjorde det. Hun havde været ligeglad med der var andre til stede, men havde pludselig husket det ud af det blå.
Hun hev ham med mod sin lejlighed og havde en vis let lunten på da hun havde travlt med at have ham nær sig. Hun skyndte sig at låse op og hev ham med indenfor. Hun lagde sine arme om Darcel og kyssede ham ganske blidt og grådigt på samme tid. Hun sparkede ganske let sine sko af selvom det ikke var helt så nemt med hendes højehale mens hun kun vendte dem om for at låse døren inden hun begyndte at gå baglæns mod sit soveværelse. Hun smed sin hat så den ville læne et eller andet sted og var lige nu lykkelig for hun ikke havde taget sin jakke på igen. Hun begyndte at åbne hans skjorte og stoppede stadig ikke kysset. Hun havde lyst til ham. Ikke kun at kysse ham, men fuldt ud. Hun ville mærke ham igen og det kunne kun gå for langsomt.

”Nåh?” spurgte han, da han ville have gjort alt for at få information på hende, også hvis det betød han skulle besøge hendes forældre for at få kontakt eller tvinge Loup til at snakke med ham, hvis det var sådan de ikke snakkede mere. Darcel havde dog med vilje kørt den taktik, at han slet ikke spurgte indtil Jordan. Han ville ikke mindes om noget som helst. Han havde konstant prøvet på at finde sit gamle selv tilbage, men det havde været umuligt for ham. Han ville gerne bevise overfor verden, at han ikke havde brug for hende. Men det gjorde han, og alt var friskt i hans erindring. Hvordan han havde elsket hende højere end noget andet, hvordan det mellem dem havde været så virkeligt at virkeligheden nu føles uvirkelig og ligegyldig. Han ville gerne have mening tilbage i sit liv, men han ville bare ikke lade hende tro hun bare kunne komme tilbage som intet var sket. Sandheden var jo, at der var sket så fandens meget. Darcel vidste godt, at det var dumt af ham at gå i seng med Loup, men han ville heller aldrig benægte at det var sket. Darcel sparkede sine sko af, da de kom indendørs og lod sine læber ramme Jordans, hvor han også gengældte kysset ganske grådigt. Han lod sine hænder finde lynlåsen i hendes kjole for at lyne den op. Han var trods alt også ret grådig og lysten efter hende, da de ikke havde været sammen på den måde i hvad føltes som en evighed. Han lod hende knappe skjorten op, mens han fulgte med hende mod soveværelset. Han havde savnet hende ret så meget

Jordan vidste jo godt der var sket en hel masse, men faktum var at hun savnede Darcel noget så inderligt. Hun manglede ham i sit liv og var sikker på at hvis hun ikke havde ham i sit liv så var det bare ikke ligeså meget værd. Ikke fordi hun nogensinde ville begå selvmord hvis hun ikke havde Darcel i sit liv, men hun hæng ikke sammen. Hun vidste jo også godt hendes bror havde været i seng med Darcel. Hun var blevet rasende og havde slået ham gentagende gange på brystkassen og spurgt hvad han bildte sig ind. Loup havde sagt det var bedre end Darcel var sammen med alle mulige og hun i øvrigt ikke ejede Darcel. Det havde såret hende dybt selvom hun godt vidste det var sandt. Selvom hun selv havde set andre så var de ikke Darcel og hvor vovede han på at have set andre end hende. Faktum var hun havde aldrig nogen ligeså højt som Darcel og det havde skelne hende. Han var bedre end en god flaske vin.
Hun smilede let for sig selv da hun mærkede han åbnede kjolen. Hun hjælp til med at få den af for at træde ud af den ud da hun ikke ville lade sig tynge af stropperne da hun ikke ville bryde kysset. Hun åbnede hans bukser og gik stadig baglæns mod sit soveværelse da hun godt vidste hva hun ville have. Desuden boede hun hos Jean og ville ikke tages i den slags besøg. Hun åbnede døren til sit soveværelse da hun pludselig mærkede døren bag sig. Hun stoppede kun op igen for Darcel kunne lukke døren til

Darcel vidste godt, at det havde været dumt at gå i seng med Loup. Han måtte bare indrømme at hans holdning til det var, at det var sket og spurgte Jordan til det ville han også være hudløs ærlig. Det var sådan han var, trods alt. Ikke at han ikke var i stand til at lyve, for det var han skam. Det var bare ikke noget han gjorde sig i ret ofte. Han tvivlede på at løgnen kunne gavne mere end sandheden, og han var også kørt træt i alle de løgne og halve sandheder der havde været mellem dem i deres yngre dage. Han hjalp til med at få stropperne ned, så hun kunne få kjolen ordentligt af og lagde sine hænder mod hendes nøgne ryg og kunne som et lyn mærke, hvordan han havde savnet at mærke hendes bløde, blege hud mod sine fingre. Hun var vanedannende og ligeså var hendes krop. Alt ved hende var som et fix, og hvis han ikke fik det, så ville han få abstinenser…. Abstinenser der brød ud med alt de havde lige nu. Han kunne ikke få nok. Han smilede i kysset, da hun åbnede hans bukser og trådte ud af dem, da han havde taget dem ned omkring sine knæ. Han lukkede døren efter sig, da han var kommet ind på soveværelset og tog endnu en gang fat i hende med en voldsom bevægelse og stoppede kysset for at kysse hende ned af halsen og åbnede hendes bh og fik den af hende, inden han kastede hende ned i sengen og lagde sig over hende.

Hun smilede let for sig selv da han hjælp hende ud af kjolen og bed sig ganske let i læben. Hun vidste jo godt hvad der skulle til at ske og hvis hun skulle være hundred procent ærlig så glædede hun sig en helt del. Hun havde et kæmpe behov for at mærke ham lige nu. Hun havde behov for at vide at han stadig begærede hende og hendes krop. Hun havde på et plan behov for at fjerne aftrykkende fra hendes bror for hun vidste skam godt historien var ganske sand. Den havde blot været med til at slå fast at hun langt heller ville være i Darcels favn end så mange andre steder her i verden. Hun nød at føle hans hænder mod hendes hud. Hun havde trods alt virkelig savnet at have ham nær sig. Han var meget mere værd end alle andre mænd her i verden. Det var bare sådan det var og det måtte hun så blot lære at erkende at der ikke var andre her i verden i sidste ende for hende. Hun smilede let for sig selv i kysset da han trådte ud af sine bukser og selvom hun godt vidste hvor det her ville føre hen kunne hun ikke lade være med at nyde det faktum at han ligeså meget lagde op til at det skulle den vej som hun selv gjorde det. Det betød trods alt det ikke kun var hende der havde lyst til at det her skulle ske. Der var kun en der kunne opfylde den lyst der havde samlet sig i hendes krop og det var Darcel. Hun lod ham lukke døren i da hun ikke ville afbrydes i det her af Jean. Hun lod ham bryde kysset og blottede sin hals for ham mens hun stønnede nydende over det han lavede lige nu. Hun bed sig let i læben da han åbnede hende BH og nød det faktum at han nærmest smed hende ned på sengen og bøjede sig kun frem for at hive fat i hans arm for at hive ham ned til sig. Hun ville have mere og lige nu lod hun Darcel få styringen. Hun ville lade sig mærke med hvor meget han savnet hende og hun ville blive så opfyldt af hans kærlighed at hun ville kunne ryste og tude når han var gået. Ellers var det ikke dybt nok et savn han havde til hende.

Darcel forsatte med at kysse hende ned af halsen og ind i mellem var der også nogle blide nap og bid. Han lod sine hænder følge formerne ned af hendes krop. Han ville have enhver detalje af hende med. Se hvor meget af hende han selv kunne huske og indprinte dem så de aldrig kunne forsvinde igen. Sidst havde han jo ikke troet, at det var sidste gang de to ville være sammen og i tilfælde af, at det var nu, så ville han ikke bare lade det passere ham forbi. Han stoppede da hans fingre ramte hendes trusser. Han kyssede hende ned af hendes brystkasse og lod også sin mund ramme hendes bløde bryster i blide omfavnende kys. Han havde savnet en hver lille del af hende. Han kyssede hende ned af maven og stoppede endnu en gang ved hendes trusser. Han hev dem ganske blidt af hende og fulgte hendes ben med sit blik, inden han kyssede hende op af maven igen. Han lod sine hånd ramme hendes ene bryst, som han masserede blidt mellem sine fingre. Han ville ikke have det skulle gå al for hurtigt, for så ville det være al for hurtigt overstået igen.

Jordan sukkede nydende da hun mærkede hans nap på sin hals. Hun havde savnet det hele. Det var som om hendes krop var helt elektrisk lige nu og det eneste der kunne stoppe det igen var Darcel. Han var den eneste der var det hele værd. Hun kunne ikke lade være med kort at få sin krop til at følge hans bevægelse ned over hendes krop og nød hver lille berøring fra hans side af lige nu. Hun ville have han skulle være den sidste der rørte hendes krop nogensinde igen. Hun bed sig let i læben da hans hånd stoppede ved hendes trusser. Hendes krop skreg på at han skulle tage dem af hende, men hun ville ikke sige noget så i stedet for trykkede hun sit underliv ind mod ham. Hun mærkede hans kys ned af sin brystkasse og mærkede hans kys mod sit bryst. Hendes krop skælvede en anelse over hans berøring. Det måtte ikke stoppe. Det skulle være sådan her for evigt og altid. Bare de to og aldrig mere nogen andre. Selvom en del af hendes godt vidste at det ikke ville blive helt så nemt som hun håbede på. Hun begyndte at stønne nydende ved hans berøring af hendes bryst og skød let i ryggen. Hun ville heller ikke selv have det skulle gå alt for hurtigt, men det ændrede ikke på hendes krop ikke var helt så enig. Den skreg på mere end det her, men hun ville ikke skynde på ham for hun vidste godt hvor han ville hen med det tempo.

Darcel havde også savnet det hele. Han havde savnet hendes sind, hendes krop, at mærke hendes hud mod sin egen og det at være et med hende. Han ville så gerne bare have hende helt tæt på sig og elske hende. Nyde hende. Bare ham og hende, i deres egen lille elskovsbobbel. Han mærkede, hvordan hun pressede sit underliv op mod ham, hvilket fik ham til at smile en anelse. Han kunne godt lide at drille hende en smule, mest af alt fordi han synes han godt kunne bilde sig det ind i den her situation. Det havde jo været hende, der ikke ville med ham. Han hungrede dog efter hende, og han kunne ikke blive ved med at drille hende. Han fjernede sin hånd og forsatte med at kærtegne hendes bryster med sin læber og tunge. Han lod sine læber bevæge sig ned af hendes krop, ganske blidt og forsigtigt. Nærmest som om hun var lavet af porcelæn. Dog kunne man samtidig mærke, at han var ivrig efter hende. Han lod sine tænder bide fast om hendes trusser og hev dem ned af hende. Han åbnede sine bukser og fik dem skam også af, så han lige nu kun havde boxers på. Alt med hende var så perfekt, at det var svært for ham overhovedet at beskrive. Enhver reaktion fra hendes side af, gav ham kuldegysninger, samtidig med der var varmt helt inderst i hans krop.

Jordan kunne godt mærke at han hungrede ligeså meget efter hende som hun gjorde efter ham, men hun forstod også godt han ville drille. Hun vidste godt det var hende der havde været et fjols og ikke var taget med ham. Lige nu kunne hun virkelig heller ikke selv forstå hvorfor hun ikke havde gjort det. Hun savnede ham så inderligt og hun ville bare have lov til at have ham tæt på. Hun lod ham dog også bestemme lige nu selvom hun var ganske ivrig for hun vidste jo et sted godt selv at hun fortjente den behandling som hun fik. Hun kom med små svage støn fra sig da hun ikke havde nogen intension om at holde dem tilbage ved hans behandling af hendes krop. Da han fjernede hendes trusser ved at rive dem ned med tænderne måtte hun bide sig hårdt i læben da hendes krop virkelig var fyldt med spænding. "Darcel ikke mere tortur" tiggede hun hvilket hun normalt aldrig ville. Hun ville normalt være en del mere med og give modstand, men hun prøvede på at vise ham præcis hvor meget hun fortrød at hun havde opført sig på den måde og ikke havde været taget med ham når hun godt selv vidste at hun elskede ham. Nu havde hun bare ikke lyst til at vente mere, men ville bare gerne have lov til at mærke ham.

Nu var det ikke fordi Darcel ville staffe hende, for ikke at have været taget med ham. Sådan skulle det heller ikke forstås. Det havde jo været hendes valg, det var mere skænderiet der havde været efterfølgende, der havde været hårdt for ham. Selvfølgelig også det faktum hun ikke ville med, og lige som han følte han havde lært at undvære hende, jamen så kom hun igen. Det var som et blive slynget to år tilbage i siden, og det var vitterligt ikke rart. Han ville jo gerne elske hende, og være sammen med hende, men han stolede ikke på, at hun var der for ham og kun ham. Alle de ting der havde været mellem dem, hærgede ham stadig væk. Han smilede over de små svage støn, som kom fra hendes læber af. Han nød trods alt at være grunden til, at hun stønnede. Han vidste jo trods alt også godt hvad det var han lavede. Han smilede lidt for sig selv, da hun sagde, hun ikke ville have mere tortur. Han vidste godt at hun normalt ville give mere modstand, men det havde han ikke brug for lige nu. Det var hans tur til at styre showet. Han trak ned i sine boxers og fik dem helt af, inden han lagde sig ind over hende og trængte op i hende med en bestemt bevægelse.

Hun vidste godt et sted at det ikke var det i sig selv at hun ikke ville med der havde slået ham ud og det var jo heller ikke det som havde slået hende ud. Det som havde gjort ondt på hende havde været at undvære Darcel og ikke havde sørget for at få en måde at kontakte ham på da han var rejst. Han var hendes et og alt. Det ville intet ændre på. Hun vidste også godt at det ikke var fair at dukke op igen på den der måde som hun nu engang havde gjort, men ikke desto mindre så ville hun være hans igen. Hun ville endda gå så langt at hvis han stadig ønskede sig børn så ville hun give ham det. Hun ville alt denne her gang. Hun ville også giftes så hun ikke ville have andre end Darcel. Også selvom hun godt vidste at blive gift teknisk set ikke kunne holde hende fra andre, men det var ligemeget for hun ville ikke have andre. De kunne trods alt ikke måle sig med Darcel og selvom hun havde prøvet så havde det jo ikke virket. Hun ville gøre alt for at Darcel skulle forstå hun kun ville have ham. Hun kunne ikke lade være med smile for sig selv da han fjernede sine boxers da hun ville have mere. Hun stønnede en anelse højere da hun mærkede ham oppe i sig og lagde sine arme rundt om ham for at lade sine fingrenegle løbe nedover hans ryg. Hun forsvandt også hurtigt ind i en verden hvor det kun var de to der var til stede og forsøgte at fange hans læber i et kys for ikke at glide alt for langt væk i nydelse selvom det kun lige var gået igang.

Darcel elskede Jordan, det var slet ikke det. Han følte virkelig bare hun skulle bevise sig selv, når hun bare viste sig på den måde, og troede at alt kunne blive for før. Det kunne det ikke for Darcel. Han havde følt sig svigtet af hende og han havde brugt så lang tid på at lære ikke at sætte hende op på en piedestal og ikke at elske hende. Noget af det var lykkedes ham, noget af det ikke så meget. Det ændrede dog ikke på, at alle de følelser han havde haft for hende den gang, stadig var der og stadig dominerede alle hans tanker og korpus. Han ville bare så gerne have hende og kun hende… Men hun plejede at ville have så mange andre og ligeledes ville de have hende. Han forstod det godt, for hun var så smuk og det var ikke fordi han udseendemæssigt passede godt sammen med hende. Det synes han i hvert fald ikke på nogen måde. Han smilede da han hørte hendes støn over, han trængte ind i hende. Han lod sig trænge helt op i hende med et nydende støn og begyndte med nogen længselsfulde bevægelser mens hans rygmuskler trak sig sammen og hans krop spændte hele vejen i gennem, fordi han havde savnet hende. En varm følelse spredte sig dog fra midtergulvet og rundt i hele hans krop. Han havde savnet alt ved hende, også det her. De to passede bare så perfekt sammen på den her måde, at det nærmest gav ham kuldegysninger alene ved tanken.

Jordan havde ikke lyst til at se andre længere. Hun havde prøvet at være nok sammen med andre. Hun ville bare gerne have Darcel og hun ville aldrig slippe ham igen. Hun forstod godt hun skulle bevise sig selv, men det smertede hende sådan at hun ikke bare kunne være med ham. Der var ikke nogen her i verden der gav hende lyst til at være i et forhold som han gjorde det. Der var ingen som ham der faktisk gav hende lysten til måske at blive gift og få børn som han gjorde det. Alt ved ham var perfekt på sin egen måde og hun synes de passede perfekt sammen når det kom til udseende. Han var den smukkeste mand hun nogensinde havde set og ingen kunne nå ham til sokkeholderne. Hun nød virkelig at mærke Darcel oppe i sig og lod sine fingre glide ned over hans ryg for at rive ham hele vejen op da hun ville være sikker på at andre kunne se hvem han burde at tilhøre alt i mens hun lod flere støn glide over sine læber. Hun ville ønske det her kunne vare ved for altid og kunne mærke det velkendte sug i maven som kun Darcel kunne give hende. Hun nød hans længselsfulde bevægelser og elskede at det var så blidt. Det føltes som om han ikke havde rørt hende i en evighed og endelig gjorde han det igen. En følelse der fik hende til at rive ham en smule hårdere ned af ryggen indtil hun kom til hans nakke. Ikke fordi hun ville have han gjorde det hårdere, men fordi hun ville have ham tættere på selvom det ikke var fysisk muligt. Hun havde virkelig savnet halt ved ham og han fik hende til at smelte helt selvom han kun lige var gået i gang.