One Mississippi - Tati og Lawrence

“Jeg skal nok vise dig det, når vi kommer tilbage,” påpegede han selvsikkert. Han kunne godt høre på hendes toneleje, hun ikke troede på ham, men han skulle nok vise hende, at han var en mand af sine ord. Han følte sig udfordret. “Hvorfor ikke?” spurgte han drillende tilbage.
“Hvad skal jeg sige? Jeg er en imponerende fyr,” svarede han og glimtede drilsk til hende. Der var mange ting, han ikke kunne fortælle hende. Han kunne jo heller ikke fortælle hende sandheden, om hans forældre. “Du ser ung ud og i dag er det ikke altid til at se forskel på en 18 årig og en 24 årig.. Eller en 16 årig for den sags skyld… Men hvad du viser mig af ID, det kan jeg ikke huske. Ser mange i løbet ad en dag,” påpegede han venligt, inden han selv tog en ny smøg og lod røgen fylde hans lunger. Han kunne svagt huske, at hun havde vist ham ID og hvad hun havde vist ham. Han havde bidt mærke i hendes fødselsdagsdato, lavede en hurtig hovedregning og det var det. Han så mange kørekort, pas med videre i løbet ad en dag, at han ikke tænkte over det mere. “Nåh,” svarede han med et nik. Nej, Lawrence havde aldrig interesseret sig for biler og når han havde siddet i en, havde han virkelig heller ikke været særlig opmærksom på, hvad der skete omkring ham. Han kunne ikke se hvorfor han skulle. Han nikkede blot til hendes fair nok og yeah.
“Tak,” sagde han og tog imod hendes medlidenhed. Han havde jo også ondt af sig selv og det var også på den måde, han havde fundet ud af at Jasper var biseksuel. Det var fint han vidste det, men det var mere måden han havde fundet ud af det på, han godt kunne have været foruden. Han vidste ikke hvad han skulle svare hende. Der var en grund til han ikke rigtigt fortalte det til nogen. Han gad ikke have deres medlidenhed, for der var ikke noget de aktivt kunne gøre alligevel. Han forblev derfor tavs indtil det næste hun sagde, hvor han direkte kiggede på hende. “Det er så mange år siden nu, så det er fint,” forsikrede han hende. Han ville hellere fortrænge tingene end han ville snakke om dem. Han var dog glad for hun anerkendte, der ikke var meget hun kunne sige til ham. “Nåh.. Ja, dem kender jeg godt,” svarede han og så sig omkring efter fotovognene. “Okay,” sagde han med et kort smil.

Tati sendte Lawrence et lidt flabet smil, "Ja, selvfølgelig," svarede hun i samme toneleje som før, da hun stadig ikke var overbevist overhovedet. "Fordi jeg har vist dig der ligger porno af mig på nettet," svarede hun drillende tilbage og blinkede til ham. Hun anede ikke om han havde sat sig til, at se de film der lå af hende eller ej, men et sted ville det ikke komme bag på hende, han var trods alt en mand og sikkert også en nysgerrig en af slagsen. Om han så havde set det og tændt på det eller været fyldt op med afsky, kunne hun ikke rigtigt gætte sig til.
Et skævt smil meldte sig på hendes læber, "Du har dine øjeblikke, resten af tiden er du stadig bare en jackass," svarede hun og fugtede kort sine læber med sin tungespids. Hun tabte dog kæben en smule ved hans ellers venlige påpegelse. "Okay for det første, så er jeg kun 22 og bliver først 23 til december. For det andet, så vil jeg mene, at jeg er værd at huske," svarede hun drillende tilbage og tog et hvæs af sin smøg. Hun forstod dog godt, at han ikke kunne huske alles ID og aldrene på alle de kunder han havde, hun kunne jo heller ikke huske hvert og et fanbrev hun havde modtaget gennem tiden, selvom der var nogle enkelte som skillede sig ud, som hun kunne huske. Eller hvis det var nogle af hendes venners søskende, hvilket bare var virkelig akavet. Hun nikkede blot lidt til hans nåh, hun elskede sin bil over alt på jorden, men hun var også meget afhængig af den, da hun ofte var rundt omkring i landet og nabolandene for at filme og tage billeder.
Hun sendte ham et blik som stadig var fyldt med medlidenhed, over hans forbrændte hornhinder ved synet af hans far sammen med en anden mand. Hun trak lidt på den ene skulder, "Så det passer når de siger 'tiden heler alle sår'?" spurgte hun, hun var ikke selv nået til det punkt hvor alt var fint og hun savnede stadig Patrick til tider, men hun var kommet et godt stykke, men nu mente hun heller ikke det var det samme, at miste en forlovet som det var at miste en eller flere forældre. Hun nikkede lidt, da han sagde han godt kendte fotovognene, andet ville da også komme bag på hende, men nu kom hun også var et helt andet samfund end han gjorde. Hun tog et hvæs mere af sin smøg og kørte ned af en rimelig lang landevej, igen lidt hurtigere end hun burde, til de nåede et stort hus for enden, hvor man kunne høre høj musik indefra. Hun gassede op, "Hold fast," advarede hun med et drillende smil, før hun klodsede bremsen og bilen skred ind på plads mellem to andre biler uden at ramme. Hun vidste hvad hun lavede når hun kørte. "Så er vi her," sagde hun med et smil og slukkede motoren og steg ud, for at finde kameraet i bagagerummet, med smøgen i mundvigen.