One Mississippi - Tati og Lawrence

@dale
Februar 2055 - Omkring klokken 14.
Hjemme hos Tatianna.
[a href="https://www.polyvore.com/cgi/set?id=235739666"]Outfit

---

D[/a]a Tatianna havde inviteret Lawrence hjem til sig og tage med ud og filme til en youtube-kortfilm, for han kunne få et bedre indblik i, hvad det var hun lavede, havde hun slet ikke tænkt over, at advarede ham om, at hun boede hjemme hos sine forældre. Hun boede selv i kælderetagen, hvor hun havde eget bad og toilet, men køkken delte hun med sine forældre oppe ovenpå. Hun havde et soveværelse og et værelse hun havde indrettet som en stue. Samt egen indgang, fra baghaven, den havde hun bare heller ikke lige tænkt over, at informere ham omkring. Det skyldes nok at hun var vant til, at dem som besøgte hende, vidste det i forvejen, fordi hun havde boet der siden Patrick var død. Dog tydede alt på, at hun snart skulle flytte, hjem til sin bedste veninde Tara, som boede sammen med nogle andre også. Ærligt så vidste Tati ikke dog ikke helt, hvordan hun havde det med at skulle bo i kollektiv igen, selvom det langt fra var på samme måde igen.
Hun vimsede slet rundt i sin stue og var ved at pakke kameraer og alt sådanne noget. Hun hørte derfor ikke, da det bankede på hoveddøren. Hendes far gik derfor ud for at åbne. Hendes far var af samme hudfarve som Tatianna selv var. Han var en høj, muskuløs mand, da han var brandmand hvilket var et job som krævede en del muskler. Han åbnede døren og så på den unge fyr ude foran. [font color="#1979e6"]"Kan jeg hjælpe dig?"[/font] spurgte han i en dyb mandlig stemme og så mistroisk på den tatoveret fyr. Han var meget overbeskyttende overfor Tati, han havde før gået gennem ild for hende, bogstaveligt talt, og var villig til at gøre det igen, hvis det var det. Og vand for den sags skyld. Han var, ligesom Tati, vant til at hendes venner og veninder gik igennem bagindgangen, så han så blot afventende på den manden foran ham, og var nok meget hurtigt til at dømme udfra hans udseende, at det var en skidt fyr.

[div style="text-align:center;"][a style="font-size:10pt;" href="https://www.polyvore.com/lawrence_dale_rider_iii/set?id=235750838"]Outfit[/a][/div][div style="text-align:center;"]
[/div]
Lawrence var klædt i sort fra top til tå. Han havde nogen tatoveringer der sad lige ved halsen, som stadig kunne spottes selvom han havde en læderjakke på udenpå. Han var på ingen måde klædt til, det var koldt udenfor andet end han havde en beanie på. Han kiggede på huset foran ham og kunne ikke lade være med at tænke, det var stort. Hvorfor boede hun for sig selv i så stort et hus? Havde hun fået erstatningspenge fra branden? Havde Ministeriet for magi været indenover og på en eller anden måde lagt penge i fordi branden havde bragt en muggler i fare og havde noget med magi at gøre? Han måtte spørge hende, for det var da spild af plads kun at være en. Hun kunne måske have en room mate. Det var ikke det samme som et kollektiv. Han bed sig i læben, som han bankede på et par gange med to slag, der var høje nok til man kunne høre dem, men ikke var bragende. Han så afventende på døren og som den gik op, så han op, mens han talte. "Hej Ta..." han stoppede brat. Det var ikke Tati. Det var en stor, muskuløs mand. Større end ham muskelmæssigt. De lignede hinanden. Han kunne genkende nogen træk. Han sank den klump i halsen der langsomt havde bygget sig op. Han havde aldrig mødt en piges forældre, for han var aldrig noget langt nok. Han havde ikke mødt de fleste af sine venners forældre, og nu stod han måske overfor en mulig kandidat. "Uhm, jeg tror jeg er gået forkert," svarede han efter få sekunders tænkeri. "Jeg leder efter Tati. Sorry. Tatianna. Hun sagde godt nok hendes adresse var her, men..." prøvede han, mens han nervøs kløede sig i nakken. Havde han taget fejl af adressen? Havde hun nogensinde sagt, hun boede hjemme? Han lod sit blik glide over mandens overarme, og kiggede ham op i øjnene igen inden hans blik gled videre på de massive muskler. Han følte sig nærmest som om han opførte sig som en, der tændte på sit eget køn. Ville det gavne ham bedre at opføre sig sådan lige nu? "Så ja... gået forkert, jeg går...." begyndte han, mens hans hjerne åbenbart fejlede i kommunikationen derfra og til hans mund. Han burde holde sine kæft

Tatiannas far så forsat på den unge mand, som stod på den anden side af hans hoveddør. Blikket blev da også en smule mere lettet, da den unge mands ord om, at han var gået forkert forlod hans mund og han var nærmest klar til, at lukke døren i hovedet på ham igen, så han kunne finde ud af hvor han så skulle hen og han selv kunne komme videre i dagens program, men sådan skulle det åbenbart ikke ende. Han lagde de muskuløse arme over kors, da han begyndte at snakke om hans datter. "Så meget forkert, er du nu heller ikke gået, men hendes.. Venner, plejer nu at bruge bagindgangen," sagde han da den unge fyr langt om længe var færdig med at prøve, at bortforklare, hvad han lavede på deres adresse. Han sukkede en smule, men endte så med at tråde til siden, ret så modvilligt, men han gjorde det trods alt, så fyren kunne komme indenfor. Han gik hen til døren som førte ned til kælderen, bankede på den og åbnede den. "Tatianna, du har gæster," kaldte han ned af trappen, men hans blik ve ikke fra den unge fremmede mand i hans hjem et eneste sekund. Han gik med rolige skridt mod ham igen, "Vi har vidst ikke hilst på hinanden før," sagde han så, mens han kunne høre fodtrin på trappen op vej op. "Abraham, Tatiannas far," præsenterede han sig og rakte hånden frem mod den fremmede. Tati nåede toppen af trappen og kom til syne, "Gæster? Hvad snakker du om?" spurgte hun uforstående, selvom hun vidste Lawrence skulle komme, så var hun helt sikker på, at hun havde fortalt ham om bagindgangen. Hun spærrede øjnene op, da hun fik øje på Lawrence. "Lawrence? Hvorfor gik du ikke ind af bagindgangen?" spurgte hun, dog med et smil på læberne. Hun vendte blikket mod sin far, som så ret anstrengt på Lawrence, hvilket fik hende til at rulle med øjnene. "Okay, tag et billed, det vare længere vagthund," sagde hun en anelse irriteret, før hun tog Lawrences hånd og begyndte at gå tilbage samme vej som hun var kommet op, "Kom, vi kan lige nå et hurtigt knald og ryge en fed, inden vi skal mødes med de andre," sagde hun i et toneleje som om det var vejret de snakkede om. "Tatianna!" lød det hårdt fra hendes far, Tati vidste jo godt at det ville gøre hendes far stødt, men det havde også lidt været hendes mening, hun var nok bare født til at provokere. "Hvad?" spurgte hun ganske roligt og sendte sin far et drillende smil, som hun meget bevidst flettede sine fingre sammen med Lawrence, bare lige som prikken over i'et, som hun stod i døren ned til kælderen, selvom det var en ret underligt følelse, at stå sådan med ham.

Lawrence kiggede på den muskuløse mand og kløede sig i nakken. Han følte virkelig, han havde sagt eller gjort et eller andet forkert, inden han overhovedet var gået i gang med at sige eller gøre noget. Han var ret intimiderende. Lawrence havde mødt typer som ham før og han havde også tatoveret dem. Han var normalt ikke bange for dem og det var heller ikke fordi han var bange for ham, men han kunne godt fornemme han havde noget at passe på. "Bagindgangen?" spurgte han forvirret og anede ikke hvad manden snakkede om, men det var nu rart at vide han ikke var gået helt forkert. Som han trådte til siden og lod ham komme til, gik han ind. Han så sig hurtigt omkring og lod ham henvende sig til Tatianna, mens han tog sine sko af. Han bed sig i læben. Der var en grund til, han ikke havde mødt nogens forældre. Han var ikke god til dem og de ville også altid mene, han var en skidt fyr alene ud fra hans udseende. Han forestillede sig, at Charles var anerledes. En hver forældres drøm. Han rakte sin hånd ud mod ham igen. "Lawrence," præsenterede han sig og klemte hans hånd fast, inden han så mod Tatianna. Hans blik skreg hjælp. "Ja" svarede han hende, da hun sagde hans navn. "Fordi du ikke sagde hvilken vej, jeg skulle gå ind. Du gav mig bare en adresse," påpegede han og så mod Abraham igen og sendte ham et smil, der var noget så påtaget, da han ikke forstod hvordan man smilede rigtigt og ingen af hans smil kunne nå hans øjne. "Wo..." mumlede han, som hun tog fat i hans hånd. Hun rørte ved ham. Han fulgte dog med hende og så på hende med et undrende blik over hendes ord, men han svarede hende ikke. Han kunne dog godt regne ud, hun lavede sjov, det var slet ikke det. Han lod sine fingre flette sig sammen med hendes uden han rigtigt tænkte over det og fulgte med hende ned. Som de nåede ned, så han på hende. "Så det var din far," påpegede han uden at give slip fra hendes hånd.

Abrahams blik analyserede enhver lille muskel som trak på sig, såvel som de bevægelse han ellers gjorde, som da han kløede sig i nakken. Et typisk tegn på nervøsitet eller at man var ukomfortabel. Han havde været brandmand i mange år, hans søn var FBI-agent, så det var ikke fordi han ikke kunne finde ud af, at aflæse folk og deres kroppes sprog. Han nikkede langsomt, "Ja. Gennem baghaven, døren ned til klæderen," svarede han, da det virkede som om, at den unge mand ikke havde den ringeste idé om, hvad han snakkede om. Han så til mens Lawrence tog sine sko af. Det viste i det mindste, at der var lidt respekt i ham. Den store lap af en hånd trykkede Lawrence i et typisk 'mess ikke med min datter' håndtryk, før han slap hans hånd igen og endnu engang lod de store overarme falde over kors. Tati rynkede på panden, da hun til at starte med ikke helt fangede hans blik som skreg efter hjælp, det var først ved hans næste ord, at det gik op for hende, at hun måske havde glemt, at fortælle ham, at hun boede hjemme. "Oh shit. Seriøst? Jeg er ret sikker på jeg sendte.." Hun tav som hun kom i tanke om, at hun havde været igang med en sms til ham, om at han skulle huske at gå igennem bagindgangen, men så havde hun opdaget klokken og kommet væk fra det igen, "Jeg tror måske, jeg glemte, at trykke send," sagde hun og så undskyldende på ham. Hun sendte sin far et smil, hvilket fik den muskeløse mand til at sukke opgivende. Det var en underlig følelse, at flette fingre med ham, hun var ikke ligefrem typen som gjorde den slags, selv ikke med sine veninder. Hun låste døren op til huset. Godt nok vidste hun udmærket godt, at der ikke ville ske noget, men hun værnede om sit privatliv så meget som muligt. Hun tippede hovedet lidt til siden, "Ja? Var det hudfarven der afslørede det hele?" spurgte hun med et lidt drillende glimt i øjet, hun anede jo ikke at han aldrig havde mødt en piges forældre før, hun vidste ikke engang, at han aldrig havde haft en kæreste før. "Ehm, Lawrence? Den store farlige brandmand er væk nu, må jeg få min hånd igen?" spurgte hun med blikket hvilende på deres hænder. Det fik hendes hjerte til at banke, især da det gik op for hende, at det var den af hendes hænder, hvorpå hendes forlovelses ring sad, selvom det var hende selv som havde taget hans hånd.

Lawrence var egentlig ret ligeglad med at Abraham analyserede ham. Det kunne han gøre alt hvad han ville for han var her ikke, for at få ham til at kunne lide ham eller for den sags skyld her for at møde ham. Han rynkede lidt på næsen ved ordene om hvor denne famøse bagindgang var. En reaktion der tydeligt bart præg af, han ikke anede noget om den. ”Så ved jeg det,” svarede han med et nik. Som han fik trykket sin hånd af Abraham, følte han, han var fanget midt i en anime og alt han kunne var at bryde den tredje væk og kigge direkte på det kamera, der nød at gøre grin med ham, mens han havde lyst til i sin indre dialog at grine akavet – hvis altså han var typen, der grinte til at starte med. Lawrence så i stedet bare på ham, og havde på en eller anden måde lyst til at gøre alt det, som Abraham ikke ville have han skulle gøre, men Tati var hans veninde. Ved de flirts han havde haft som teenager, havde han også været den fyr, der sneg sig ind ad vinduet for at undgå forældrene. Han gav slip fra ham og så mod Tati, stadig med et blik der skreg om hjælp. Lawrence gjorde sit bedste for ikke at sukke opgivende højt, men i stedet trak han vejret tungt en enkelt gang og rystede på hovedet. ”Det kan ske,” svarede han og sendte hende et hurtigt smil, der som altid ikke nåede de grønne øjne. Han tænkte ikke over de flettede fingre. Det var normalt heller ikke ligefrem noget han gjorde sig i. Han bed sig i læben ved hendes kommentar. ”Nej, det var de store overarme…” drillede han hende og så på hende, da hun nævnte hans navn. Han tog sin hånd hurtigt til sig, da hun påpegede at deres fingre stadig var flettet sammen. ”Jeg er ikke bange for ham,” påpegede han og så på sin egen hånd og trykkede sin tommelfinger ind på den efterfølgende. Han så på hende og bed sig i læben, inden han så sig omkring på hendes værelse. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige eller gøre af sig selv.

Abraham så på Lawrence med et lille nik, "Ja," svarede han og fulgte Lawrence og Tatianna med blikket, som var det hans lille pige der blev lokket væk af en børnelokker og han ikke kunne andet end bare se på. Han vidste jo godt at Tati ikke var nogen lille pige mere, men efter alt det med Patrick var han nok blevet en del mere overbeskyttende end normale fædre var overfor deres voksne børn. Tati bed sig lidt i læben, da hendes far og Lawrence slap hinandens hænder igen, denne gang var Lawrences blik som skreg om hjælp en del mere tydeligt for hende, men hvad skulle hun gøre? Hun havde jo lige undskyldt for, at have glemt at sende beskeden og hun var i gang med at få ham væk.
Hun vendte blikket fra deres hænder og mod Lawrences ansigt, da han sagde det var de store overarme, "Jackass," sagde hun i en følelsesløs tone, dog med et blik som fortalte, hun lavede sjov. Hendes blik faldt hurtigt tilbage på deres hænder, da han trak sin hånd hurtigt til sig. Okay, det havde ikke været fordi han havde behøvet at reager så hurtigt, men fair nok, hun ville ikke lægge noget i det som ikke var der. "Nej da, selvfølgelig ikke," sagde hun i en overbærende stemme og sendte ham et blik som nok tydeligt fortalte hun ikke troede på ham. "Anyway, jeg skal lige have pakket det sidste, så kører vi," sagde hun og sendte ham et smil og begyndte at pakke sit kamera ned. Døren ind til hendes soveværelse var lukket, ikke fordi han ikke måtte se derind, men fordi der altid var køligere derinde end resten af etagen. Hendes værelse, som hun brugte som stue, havde den ene væg fyldt med billeder hun selv havde taget, både med og uden mennesker på. Der stod en sofa, et sofabord og et fjernsyn på en reol op af en anden væg. Hun havde et skrivebrod, hvorpå hendes computer stod på og en masse papirer lå spredt. Hun fandt nogle oplader frem og pakkede dem også, samt et videokamera. Man kunne tydeligt se, at de havde høj kvalitet. Hun kiggede kort mod et ur som hang over døren indtil hendes soveværelse, "Skal vi? Vi kan bare ryge i bilen på vejen," sagde hun og tog sin jakke på og skiftede sine sutsko ud med et par rigtige sko. Hun lagde sin mobil, smøger og nøgler i lommerne på sin jakke og så så afventende på ham, om han var klar. "Oh og ehm.. Jeg tænker vi tar bagindgangen ik?" spurgte hun med et drillende glimt i øjet og blinkede til ham.

Lawrence valgte at samle sine støvler op, så han kunne tage dem med ned i kælderen. Ved nærmere eftertanke, så ville han hellere gå ud ad bagindgangen, når han skulle væk, foruden han ikke anede hvad de skulle lave, udover de skulle lave videoer til YouTube. Han anede ikke om det skulle foregå her eller om de skulle tage ud nogen steder. Lawrences far var også overbeskyttende, men det var på en hel anden måde. For Jasper var faren ikke en brænd eller en dreng for den sags skyld, men varulvene. Lawrence var vokset op med den frygt og det had, og han delte især hadet. Han havde svært ved at tro varulvene var efter ham, for han havde aldrig gjort dem noget, ja udover, at være Jaspers søn.
Han så på hende, da hun sagde jackass. Han kunne godt lide hendes form for humor. "Man skulle tro du havde lært det efterhånden," påpegede han, da de havde set en del til hinanden nu, så et helt generelt billede af hans personlighed, burde have været tegnet for hende. Lawrence vidste godt, hvorfor han havde reageret hurtigt. Han var ikke glad for berøring og intimitet og i det øjeblik, det var blevet påpeget overfor ham, blev han pinlig opmærksom på det. Som hendes stemme var overbærende, så han på hende med et nik. "Godt så," påpegede han. Han var ikke bange for hendes far. Heller ikke selvom manden var stærk muskuløs. "Køre hvorhen?" spurgte han, da han ikke var sikker på, han ville gøre. Og hvem ville køre? Han vidste godt mugglere havde biler, dem havde han set før. Han havde været passager i en, en gang, hvor Celia havde kørt den. Regnede hun med, han gjorde det? Han havde ikke kørekort. Han fik dannet sig et billede af hendes værelser, og lod hende pakke færdig imens han gjorde sådan. "Uhm, ja," svarede han og tog sine støvler på igen. Jakken havde han beholdt på. Han håbede lige nu på, de ikke skulle være udenfor, da hans tøj slet ikke var til det. Han havde tryllet sig herhen, og gået det sidste af vejen. "Jo tak," svarede han dog med en seriøs tone.

Tatianna havde ikke rigtigt tænkt så meget over Lawrence familie, han havde jo fortalt, at han var biologisk tvilling til Charles og han havde fortalt om betydningen bag hans ulvetatoverng på hans arm, første gang de havde mødt hinanden, og hun havde lidt fornemmet at det var et af de emner, han ikke ville snakke om, så hun ville hellere lade ham komme til hende, hvis han ville snakke om det, ligesom da hun havde fortalt ham om Patrick.
Tati var altid sig selv, ligemeget hvem hun var i selskab med. Hun havde altid haft langt flere venner end veninder, så hendes humor havde nok formet sig derefter. Hun så lidt på ham med et blik som var en blanding af flabethed og flirteri, "Narjh, du har kun haft mig over knæet én gang, der skal mere til, før jeg lærer min lektie," svarede hun og blinkede til ham, det var simpelthen for lokkende at drille ham lidt og hun vidste hendes forældre ikke kunne høre dem, selvom de var lige oppe oven på, ikke at det havde holdt hende tilbage, hvis de kunne, men alligevel. Hun smilede til ham ved hans godt så, men valgte ikke at svare på det, han havde lignet en som var ved at skide grønne grise, men hun behøvede vel ikke at gøre det værre end det. "Til Oxford? Det tar kun lidt over en time. Det er der vi skal mødes med de andre," svarede hun og sendte ham et kort smil. Okay det tog nok lidt mere end en time, nok nærmere halvanden, men med Tatis kørsel, så nok cirka en time. Hun kørte gerne flere timer, England rundt, hun elskede at køre og hun havde haft kørekort i nogle år efterhånden. Hun svang en taske med alt hendes kameraudstyr over skulderen, mens han tog sine støvler på, men tog sig selv i et kort øjeblik, at tjekke hans bagdel ud, når han alligevel stod der med den i vejret. Hun vendte dog hurtigt blikket væk igen, da han rettede sig op igen. Hun grinte let, "Så gør vi det," sagde hun og viste vej til bagindgangen som førte om i haven.
Hun gik rundt om huset om til indkørselen og låste sin audi op, for at lægge tasken i bagagerummet, "Du kan bare sætte dig ind," sagde hun og gik hen og bankede på køkkenvinduet og vinkede til sin far som stod derinde, for at lade ham vide de var ved at køre. Hun tog sin jakke af og smed den på bagsædet og satte sig så ind på føresædet og startede bilen, hvortil højtalerne bragede ud med høj, gammel, rock musik, hvilket hurtigt fik hende til at skue ned og vende blikket mod Lawrence, "Lad vær at døm mig," sagde hun hurtigt og satte bilen i bakgear for at forlade indkørselen.

Lawrence var dårlig til at åbne sig op og kunne han blive fri, så var han det helst. Alle andre skulle være så velkommen til at snakke om deres liv med ham, men det betød ikke, at han ville give det samme tilbage. Han brød sig ikke om at snakke om personlige ting eller om sig selv. Han var dog heller ikke særlig opsøgende i forhold til andre, primært nok også fordi han var ligeglad.
Lawrence skiftede heller ikke personlighed, når han var sammen med andre og han havde heller ikke tænkt sig at opføre sig sådan, at hendes forældre kunne lide ham. For det første var hun ikke hans kæreste og gudskelov for det, for det virkede ikke som om, hendes far nogensinde ville kunne lide ham, og for det andet fordi han virkelig var ligeglad med om folk kunne lide ham eller ej. Dem der kunne skulle han nok tilbringe sin tid på og alt andet, ja det var spild af hans tid. Han så hvordan hendes blik både var flirtende og flabet, og sendte hende et flirtende smil tilbage. ”Du skal være så velkommen til at lægge dig over det igen,” svarede han hende direkte og med en flirtende tone. Hun måtte da gerne, men præcis det samme som der skete sidst ville ske, så måtte hun selv bedømme om hun ønskede det skulle ske igen. Som sagt, så var han typen der tændte på alt det han ikke måtte, så det faktum hendes forældre var deroppe, gjorde det kun sjovere for ham. Han regnede dog heller ikke med, de ville gå herned mens han gjorde sådan. ”Nåh ja” svarede han, da han havde forstået nogenlunde hvad de skulle. Han skulle være social sammen med nogle mugglere hun kendte, og det var ikke ligefrem fordi han så specielt meget frem til det. Lawrence kørte meget sjældent bil, da han havde magi til det. Han ville dog ikke ud i en forklaring om, han ikke havde kørekort og skulle han forklare sig, ville han påpege han arbejdede midt i London centrum, så han ville ikke komme nogen vegne, hvis han skulle køre rundt i bil. Han lagde ikke mærke til, hendes blik var på hans bagdel, men det måtte det da al hjertens gerne være. ”Yes,” svarede han forstående og med et halvt smil, da han ikke var verdensmester i at smile. Han fulgte blot efter hende.
Som de nåede til hendes bil, så han lidt på den. Alle biler lignede for ham hinanden. Han tog fat i døren til passagersædet og satte sig roligt ind og lukkede. Var hun nu også sikker på, hun kunne køre denne monstrum af en bil? Han så på hende ved musikken og hendes kommentar. ”Gør jeg ikke. Det jeg høre hele dagen,” påpegede han, da der var musik på hans arbejdsplads og det meget sjældent var radioen, som kørte.

Tatianna havde nok lidt affundet sig med, at hun intet fik af vide af Lawrence, hvis hun ikke selv spurgte, men det var fair nok, for på den måde endte hun ikke med en information som hun ikke vidste, hvad hun skulle stille op med og hvis hun gjorde, så var det hendes egen skyld. Hun ville ikke presse ham til, at snakke om sig selv, hvis han ikke ville. Hun ville hellere have at han selv kom med det, selv hvis det skulle betyde at hun aldrig ville finde ud af mere om ham.
Hun gik ærligt talt ikke så højt op i, om hendes forældre kunne lide hendes venner eller ej, hun var nok lidt vant til at de ikke kunne, men det var jo ikke dem de skulle hænge ud med, så hun var ligeglad. De havde heller ikke kunne fordrage Patrick, hvilket de så havde haft en god grund til, men det var ikke pointen, hvis man spurgte Tati. Hun så det flirtende smil han sendte retur til hende, hvilket fik hende til at sætte hænderne i siderne på sig selv og se overvejende på ham. "Og det tror du jeg vil lære noget af? Eller er det bare for, at få stillet dine egne lyster?" spurgte hun drillende og blinkede flirtende til ham, hun var ikke længere i tvivl om, at han rent faktisk ikke ville holde sig tilbage, hvis hun lagde sig over hans knæ igen. Problemet var nærmere at sidste gang havde det tændt hende en smule, men det havde samtidig sat en følelse af at hun overskred nogle grænser, som ikke var okay, fordi hun tilhørte Patrick, selvom døden jo havde skilt dem. Hun sendte ham et lille smil, da hans nåh ja lød. Hun havde skam advaret dem alle sammen om, at Lawrence lignede Charles, men de ikke skulle sige noget om det og slet ikke til ham. De var dog ikke alle sammen mugglere, der var to af dem som var magikere, det var dog ikke noget Tati vidste, hun vidste jo ikke engang at Lawrence var magiker, eller at magi i det hele taget fandtes. Hun rømmede sig lidt, da hans yes lød og sendte ham et smil retur, hun regnede dog ikke med, at han havde bemærket hvor hendes blik havde været, da han ikke kommenterede på det, hvilket hun var ret sikker på, at han ville have gjort, hvis han havde haft opdaget det. Bare for at drille hende.
"Super," svarede hun og satte en hånd på hans lår, før hun lænede sig mod ham og fangede selen for og klikkede ham fast, "Bare for en sikkerheds skyld," sagde hun og blinkede til ham, før hun fjernede sin hånd fra hans lår igen og bakkede ud af indkørselen og begyndte at køre frem mod motorvejen. "Vil du ik ha jakken af? Her bliver hurtigt varmt," spurgte hun roligt, hun kørte i det store hele pænt, men hun var nok lidt for glad for speederen. Hun kørte vinduet lidt ned og tændte sig en smøg ved hjælp fra cigarettænderen i bilen, ingen ild, hvilket passede hende helt fint.

Lawrence ville nok aldrig være typen, som kunne snakke meget om sig selv. Han brød sig heller ikke om det, når folk spurgte ham. Dels fordi han var meget privat, og dels fordi han ikke helt kunne se hvad han skulle fortælle. Der var ikke noget interessant ved ham og han brød sig ikke om at få meget opmærksomhed. Det var nok også en virkning af, af at være i Charles’ skygge. Han var så også overbevidst om, at hvis han nogensinde lod nogen lære ham at kende, ville de skride. Bradán var en af hans bedstevenner og han lod ham stadig ikke komme helt ind på livet af ham.
”Begge,” svarede han ærligt, dog med et drilsk smil på sine læber. Han indrømmede gerne, han kunne lide sådan nogle ting. At være i kontrol. Der var en god grund til, han sjældent drak sig hammerlam og han kun havde prøvet at tage egentlige stoffer en gang, ellers havde han kun prøvet hash. Han var bange for at miste sin kontrol og folk skulle finde ud af, hvad der foregik inde i hans hoved. Han kunne sagtens være stangvissen, men aldrig nok til han mistede kontrol over sin krop. Lawrence havde godt kunne mærke et blik, men han anede ikke hvor det havde været. Hvis hun havde lyst til at tjekke hans bagdel ud, skulle hun omvendt også have lov til det. Han havde tjekket hendes ud sidst, da hun havde lagt sig over hans knæ. Naturligvis. Lawrence regnede med, Tati var muggler. Han havde udspurgt hende sidst gennem spørgsmål der kunne gemme hans intention væk. Hun anede virkelig ikke noget som helst, om den verden, han var del af. Han var dog glad for de andre var blevet advaret om hans udseende, da han ikke ville have et møgfald i nærheden af Tatiannas venner.
Lawrence stirrede på hende, da han mærkede hendes hånd på hans lår. Han fulgte hendes hånd og så på sikkerhedesselen, da hun spændte den fast. Nåh. Ja, det var det man skulle tage på i mugglerbiler. ”Ja,” svarede han forundret og så bestemt ud ad vinduet. ”Nej det er fint,” svarede han med en rolig stemme. Han fandt selv en smøg frem og gjorde det samme som hende, selvom han normalt ville bruge magi til det. ”Hvordan er det gået siden sidst?” spurgte han, mest for at få en samtale i gang, selvom han da også gerne ville vide det.

Et udfordrende blik lyste ud af Tatiannas hasselbrune øjne, mens smilet på hendes læber blev skjult af hun bed sig i underlæben, som hun tog et par skridt mod ham, til der var cirka en meter afstand mellem dem. "Begge?" spurgte hun og lagde armene over kors, mens hendes øjne så analyserende på ham og et skævt smil havde sneget sig ind på hendes læber. "Well, jeg er ked af at skuffe dig, men det kærlige lille klap du gav mig sidst i røven.. Det er ikke nok til, at lære mig noget som helst," sagde hun en smule flabet og trak lidt på den ene skulder, "Men hey, hvis det stiller dine lyster samtidig, så er det vel dét man kalder 'to fluer med et smæk'?" tilføjede hun og blinkede udfordrende til ham, velvidne om, at det ordsprog pludselig fik en helt anden betydning. Hun var nok ret modsat Lawrence når det kom til kontrol. Hun nød at smide al ansvar fra sig og give skylden til alkohol, engang var stofferne hun havde givet skylden for alt. Alkohol var bare så nem at skyde skylden på, den kunne jo ikke forsvare sig. Hun kunne dog sagtens være dominerende i sengen, hvis det var det fyren ønskede, men hun foretrak det omvendt. Til gengæld var hun utrolig perfektionistisk og selvkritisk. Nogle gange for meget.
Et lidt morende smil meldte sig på hendes læber, over hans reaktion, da hun havde lagt sin hånd på hans lår, for at få selen på ham. "Hvordan klare du dig igennem dine arbejdsdage, når du så tydeligt ikke bryder dig om nærkontakt? Eller er det bare mig du ikke vil ha' tæt på?" spurgte hun ganske roligt, uden et eneste gram bebrejdelse i sin stemme, men oprigtigt nysgerrighed. Hun tog et hvæs af sin smøg, før hun satte den i mundvigen, så hun kunne dreje ordenligt på rettet, "Må du selv om," sagde hun roligt og trak lidt på skulderen. Hun tog smøgen ud af mundvigen igen og askede ud af vinduet, "Mener du med tatoveringen?" spurgte hun, ikke helt sikker på om det var den han hentød til eller om det var et mere overordnet spørgsmål. "Den er helet fint," fortalte hun, hun overvejede da også at få flere, men hun var ikke sikker på at hun ville lade Lawrence lave den næste hun havde i tankerne, da hun gerne ville have en under sit brystparti og uanset hvor professionel hun var sikker på han var, så var hun ikke sikker på om hun ville have ham så tæt på den del af hendes krop, men på den anden side, så vidste hun at han var virkelig dygtig til sit arbejde.

Lawrence lod hende komme tættere på, som han så det udfordrende blik der lyste op i hendes øjne. Han kiggede på hendes læber, som hun bed sig i dem og så på hele hendes ansigt, som hun stillede ham et spørgsmål. ”Ja, begge,” svarede han nonchalant og så på hende ved hendes næste ord. Flabet. ”Den her gang, skal du nok lære det,” påpegede han med en udfordrende stemme. Han var godt klar over, han ikke havde slået hende ligeså hårdt sidst som han havde haft lyst til, men det havde stadig været en meget fast hånd. ”Haha, hvor er du sjov,” svarede han og så på hende med et blik, der mere stillede spørgsmålet: Tør du? Han var dog ikke i tvivl om hun nok ville gå med til det og selvom der intet seksuelt ladt var i det for hverken ham eller hende, så ville han nyde tanken om at gøre det og det faktum, hendes far var ovenpå. Lawrence havde fornyligt prøvet at tage små tynde streger til næsen og selvom det havde været sjovt at slippe kontrol for hvad der svarede til 5 minutter i hans liv, så var det ikke noget, han ville gøre sig meget i. For ham var det bedre at have hele kontrollen, hele tiden. Han kunne miste kontrollen under sex, men der havde han også brug for at vide han bestemte, bare ind i mellem. Han kunne godt lide, når kvinder var dominerende, selvom han selv helst ville være den der var det.
Han lagde mærke til det morende smil og bed sig i læben ved hendes spørgsmål. ”Det er noget andet. Der er det mit arbejde at røre ved folk, plus jeg har handsker på og en nål fastsat på en maskine i mellem mig og dem,” forklarede han og rystede på hovedet til det var hende. ”Jeg er som en kat på det område.” forklarede han og håbede, hun vidste hvad han mente. Han tog selv en smøg og gjorde det samme som hende ved at bruge cigarettænderen, selvom han helst brugte sin stav til den slags ting. Han tog et hvæs og nikkede til, at det måtte han selv om. ”Ja, og dig generelt,” påpegede han og nikkede kort, som hun sagde den var helet fint. ”Godt,” påpegede han.

Tatianna nikkede langsomt et par gange, da han bekræftede hende i det var begge dele, mens hende nøddebrune øjne hvilede på ham. "Og hvad får dig så til, at tro det?" spurgte hun selv i en udfordrende stemme, da hun godt kunne fornemme, hvor det her bar hen ad. Hun nægtede at tabe, om det så betød hun ikke ville kunne stå eller gå i en uge. Selvfølgelig havde hun tydeligt kunne mærke, at hans arme gemte på en del kræfter, og hun var efterhånden begyndte at få en fornemmelse af, at han var til det lidt mere kinky stuff, end 'bare' rollespilsporno. "Hylende morsom. Og lad vær med at se sådan på mig, for du ved jeg ender med at gøre det," svarede hun og blinkede ganske let til ham med et drillende smil på læberne, mens hun kæmpede en indre kamp for ikke at lade sig påvirke af det blik han sendte hende for, for pokker det var svært for hende at modstå en udfordring, men han sad jo ikke ned, så på den måde kunne hun ikke tage udfordringen op, for ja, hun havde gjort det, hvis muligheden havde budt sig. Tanken om, at hendes far var lige oppe oven på, generede hende ikke, det var nok nærmere en form for prik over i'et. Hun var ikke god til, at lade udfordringer passere forbi. Måske var det fordi hun havde været så tæt på at miste livet, dengang Patrick var død, at hun nu gjorde alt hvad hun kunne for at leve sit liv i fuldedrag og gøre hvad hun ville. Hun ville nyde livet og ikke sidde som 90 årig og tænke på alt det hun ville ønske hun havde gjort, nej hun ville kunne tænke på alle de minder hun ville have samlet sammen til den tid og være glad for de ting hun nåede at opleve.
Hun nikkede lidt og lod røgen svie langsomt ud af sine lunger og ud næsen, "Okay," svarede hun, som accept af hans svar, hun ville ikke begynde at spørger yderligere indtil det, da hun følte hun havde fået et klart nok svar og hun skulle nok lade vær med at røre ved ham, hvis han ikke brød sig om det, hun var heller ikke selv den bedste til nærkontakt, slet ikke sådan noget med at ligge i ske og nusse og putte. Hun kunne godt ligge op af sine venner og veninder, uden der var noget i det, men det var også noget andet. "En kat?" spurgte hun og trykkede speederen i bund, da de nåede motervejen. Hun skævede kort mod ham, da han påpegede det også var hende generelt, men vendte så sit blik helt tilbage til trafikken. "Ehm, fint. Jeg er ved at finde et andet sted at bo," svarede hun og tog et hvæs mere af sin smøg, "Hvad med dig?" vendte hun hans spørgsmål og nikkede blot til, at det var godt hendes tatovering var helet fint, men det burde den jo også være efterhånden.

Han lod de grønne øjne hvile tilbage på hende og så på hende med et smørret smil, der som altid aldrig nåede hans øjne. ”Du må jo finde ud af, hvorfor jeg tror det,” svarede han bare med et drillende blik i øjnene. Han ville gerne drille hende mere, da han ligesom hende heller ikke ville tabe. Han så på hende med et triumferende blik. ”Du tør måske ikke?” svarede han og valgte med vilje at overhøre hende i, at hun ville gøre det. Lige nu skulle de dog ud ad døren, men de skulle vel tilbage på et eller andet tidspunkt og så kunne han lære hende hendes lektie og hendes forældre ville vel stadig være hjemme på det tidspunkt. Han havde det jo præcis ligesom hende, at det faktum de var der, det var prikken over i’et. Ikke han som sådan tænkte på, at have sex med hende, for den tanke havde ikke strejfet ham overhovedet, men han havde haft sex med en del piger, da han var yngre og nydt tanken om, deres forældre var der og han gjorde noget ved deres pige, de ikke turde drømme om.
Lawrence lod røgen forsvinde fra sine lunger og nikkede til hendes okay. Han vidste ikke hvad han ellers skulle svare. Han havde jo svaret hende ærligt. Han var ikke typen, der puttede sine venner. Han krammede dem heller ikke rigtigt. Skulle han røre ved dem, så ville han hellere give dem et håndtryk. Det var så mest med de venner han havde, der var af samme køn som ham selv. Piger kunne han godt kramme lynhurtigt, men de skulle ikke hænge op ad ham. Han kunne slet ikke klare det. Som Tatianna trykkede speederen i bånd, hev Lawrence fast i panikhåndtaget, som han havde navngivet det og glemte i et sekund at trække vejret, hvilket fik ham til at hoste. ”Ja, du ved. Berøring er fint, når jeg vil det, ligesom med katte,” forklarede han og så på bilerne på vejen. ”Nåh, hvor henne?” spurgte han, da han nu godt kunne forstå, hun ikke længere ville bo hos sine forældre. Han bed sig i læben ved hendes spørgsmål. Skulle han åbne sig lidt op? ”Åh ikke andet end jeg er blevet vældig traumatiseret siden vores sidste møde,” forklarede han og sendte hende et kort smil.

Tati kneb øjnene en smule sammen, som et skævt smil meldte sig på hendes læber, "Og du er sikker på, jeg ikke lige skal smutte ind og skifte til mit stuepige-outfit første?" spurgte hun og blinkede til ham, når han kunne drille hende, så kunne hun bestemt også drille ham, selvom hun godt kunne mærke, at pointene begyndte at gå mere og mere til ham, især da han spurgte om hun ikke turde. Hun tog et skridt tættere på ham, dog stadig uden at røre ham overhovedet. Hun bed sig lidt i læben, selvfølgelig turde hun, men de stod og skulle ud af døren. "Du skal nok få lov til, at få stillet dit behov senere, men lige nu skal vi afsted, sunshine," sagde hun lavmeldt og blinkede til ham. Hun regnede ikke med, at det ville tage hele dagen, da det jo kun var meningen de skulle hjælpe med de sidste par scener til en kortfilm en af hendes venners lavede til youtube. Om Lawrence havde planer om at komme med hende hjem bagefter, vidste hun til gengæld ikke, men han skulle da være velkommen og selvfølgelig måtte han også blive og spise aftensmad med, hvis han ville, men alt det kunne de snakke om senere, for selvfølgelig ville hendes forældre også være hjemme til den tid.
Hun skævede lidt imod ham igen, da hun ud af øjenkrogen kunne se han bevægede sig, da han tog fat i håndtaget og han kort efter hostede, "Køre jeg så dårligt?" spurgte hun og satte autopiloten til, da hun nåede cirka ti km/t for hurtigt, så hun kunne slappe af i foden og nyde turen lidt mere. Hun hævede lidt det ene øjenbryn, "Såh, med andre ord, så er du dominant?" halvt spurgte, halvt konstaterede hun, lidt undrende over at han ikke bare sagde det som det var, det lignede ham ikke at pakke tingene ind, men det kunne jo godt være han havde en grund til det. Hun var ikke selv god til, at pakke ting ind, hun kunne være noget så ligeud og direkte i sine udtaler. Hun trak lidt på skulderen, "Det ved jeg ikke endnu. Måske hjem til min bedste veninde, hun har i hvert fald tilbudt mig det, men hun bor sammen med to andre også, så det bliver nok kun, som en nød løsning," fortalte hun roligt. Hun ville gerne bo sammen med Tara, men hun var virkelig ikke meget for tanken om, at skulle bo så mange samlet igen, det havde hun ligesom prøvet før, selvom de havde været langt flere og det var på en helt anden måde. Hun rynkede lidt på panden, "Traumatiseret ligefrem? Okay, jeg lytter," svarede hun selvom det havde været lokkende at spørger om, han da havde fået set sig i spejlet eller komme med en anden flabet kommentar, men hendes nysgerrighed overdøvede hendes flabet tanker. Hun så godt det korte smil han sendte hende, han var utrolig køn når han smilede, det var bare synd hans øjne ikke smilede med.

Han så på hende med et smørret smil over hendes kommentar. ”Det må du da gerne,” svarede han med og blinkede tilbage til hende. Lawrence var ret kinky, selvom han nu ikke anså noget af det her som noget seksuelt. Dermed ikke sagt, han ikke så Tati som smuk eller sexet, for det var hun. Det var dog en, han prøvede at være venner med og tilbragte tid med, som han ville gøre det med en ven, så derfor tænkte han slet ikke i de baner. For ham, var sådan noget som det her child’s play. Som hun bevægede sig tæt på ham, så han på hendes mørkebrune øjne og træk på smilebåndet, som havde han vundet. ”Sure thing,” svarede han, inden han lod hende gå ud ad døren. Han ville gerne spise med efterfølgende, men han ville ikke spise sammen med hendes forældre. Ikke fordi han var bange for dem, men det var intimt for ham. Han ville langt hellere tage mad med hjem, de kunne spise. Han havde ikke et behov for, at lære hendes forældre at kende eller møde dem mere, end han lige havde gjort. Det var ikke hans kæreste og han havde aldrig flirtet med nogen seriøst nok til at møde deres forældre.
”Jeg har ikke meget at sammenligne det med. Køre ikke så tit i bil,” forklarede han uden at skulle svare på hendes spørgsmål. Han ville hellere køre på motorcykel. Det havde han prøvet før og der følte han, at han havde bedre kontrol. Han havde også ad flere omgange kørt på en magisk en, og det havde været forfærdeligt sjovt. Han følte ikke han pakkede tingene ind, men at det var ligesom en kat. Når han ville nusses, så skulle han nusses-agtigt. ”Altså ja, men ved ikke om man kan sige det er sådan i det her. Jeg er nok bare mere lystbetonet,” forklarede han og tog et hvæs af sin smøg, og så ud på vejen med de mange mugglerbiler. ”Hvorfor kun en nødløsning?” spurgte han. Han vidste hun havde boet i kollektiv med Patrick, men det var vel noget andet, når det var hendes bedsteveninde? ”Ja….. Jeg skulle besøge min far…. Han havde besøg,” forklarede han og så på hende med et blik, der tydeligt fortalte at det han havde set, havde han ikke behov for at se igen. ”Af en fyr i øvrigt,” påpegede han. Ikke fordi det gjorde historien værre, for han var ligeglad med hvad folk var til.

Lawrences smørret smil, fik Tatianna til at rynke lidt på næsen. Det var ikke det svar hun havde forventet, selvom hun måske burde have gjort det. "Du ved godt min far stadig er lige oppe oven på, ik? Han ligger sikkert med øret mod gulvet lige nu, og venter kun på at vi bliver lidt for stille.. Eller lidt for larmende, det som man ta'r det," spurgte hun og trak lidt på den ene skulder, dog med det efterhånden velkendte 'I dare you' blik i hendes brune øjne. Dog vidste hun godt at de på ingen måder havde tid til dette her nu, desuden var hendes stuepige-outfit ikke ligefrem uskyldigt, hvilket betød at hvis hun endelig tog det på, ville det blotte hendes ben med brandmærket. Noget hun aldrig lod komme til syne, selv ikke om sommeren, man kunne maks skimte det igennem huller på hendes bukser. "Still a jackass. Du vinder ikke den her, bare vent," mumlede hun og bed sig lidt i læben, hun var en virkelig dårlig taber, heldigvis var hun dog ikke en dårlig vinder. Hun var sådan set ligeglad med om, de tog noget mad med udefra eller om de spise sammen med hendes forældre. Hun vidste dog, at hvis de spiste sammen med hendes forældre, så ville Lawrence ende på pinebænken, om ikke andet til hendes far havde fanget at de kun var venner og Lawrence langt fra var som Patrick havde været.
Hun rynkede lidt på panden, "Tog du det offentlige?" spurgte hun, da hun trods alt ikke boede i London, så det var alligevel en pæn tur at tage, hvis man ikke havde bil, men det kunne selvfølgelig være, at han ikke havde råd til at have bil, nu vidste hun trods alt ikke hvor meget eller lidt han tjente, det kom jo ikke hende ved. Men hun tjente selv godt, både på sin youtube-kanal, men i den grad også på at danse for Joey. Hun skævede dog ret overrasket mod ham, da hans ja lød, selvom der kom en længere forklaring, end bare et ja. Hun kløede sig lidt i nakken, hvilket gjorde hun et øjeblik ikke havde nogen hænder på rettet. "Well, man leve jo også kun én gang, så hvorfor skulle man lade sig begrænse.." svarede hun lavmeldt og lagde hånden fra nakken og tilbage på rettet, før hun overhællede et par biler, som efter hendes mening kørte alt for langsomt, selvom det nok nærmere var hende som kørte alt for hurtigt. Hun tog et hvæs af sin smøg, "Fordi jeg ikke vil ødelægge vores venskab," svarede hun selvom det måske lød underligt, men hun havde kendt Tara siden hun havde været fire år, så Tara havde jo også været en af dem som havde kæmpet for at få Tatis øjne op for, hvor dårligt selskab Patrick havde været. Hun lyttede til hvad han fortalte, det var rart at høre ham lukke sig en smule op og det gav hende et svagt håb om, at det måske han havde haft givet hende til, at han ville lukke hende ind, lænede sig mere mod et ja, end et nej. Hun så lidt mod ham og kunne hurtigt aflæse hans blik, "Oh jezz.. Der er bare nogen ting man ikke vil vide om sine forældre," sagde hun og skar en grimasse. "Åh Gud, din stakkel.. Vent.. Hvad med din mor?" spurgte hun nok endnu mere overrasket. Han havde jo kun fortalt, at navnene omkring hans ulve tatovering var hans plejemor og plejesøskendes navne, han havde ikke fortalt hende at de ikke levede mere. Hun antog dog, at når han omtalte sin far, så var det også en plejefar, præcis ligesom hun havde antaget, at han var havnet i en plejefamilie, fordi hans og Charles' biologiske forældre måske kun havde ville have en eller noget i den dur. Det var jo ikke meget han havde lukket sig op overfor hende, så meget af det havde hun været nødt til selv at gætte sig til.

Lawrence smørrede smil blev kun bredere af, hun nævnte hendes far var ovenpå og sikkert lyttede til hvad de lavede. "Og det skulle stoppe mig?" spurgte han hende direkte og lod sine øjne hvile direkte på hende med et udfordrende blik i sine øjne. Han kunne jo også se det udfordrende i hendes øjne og han ville ikke være den der tabte. Han var per definition en dårlig taber, men han var ikke en dårlig vinder. Han mente ikke det at vinde indebar nogen form for håneret. Han ville gerne se hende i hendes stuepige outfit, men han ville også kunne forstå, hun ikke ville vise det frem til ham. De var ikke kærester eller for den sags skyld, det noget så charmerende udtryk - bollevenner. De var på et stadie, hvor de udviklede et venskab og dem havde han ærlig talt heller ikke så mange af. "Overhovedet ikke og jo jeg gør, jeg vinder altid," svarede han med et selvsikkert smil over sine læber. Han havde lagt mærke til hun bed sig i læben og vidste ikke helt, hvordan han skulle tolke det.
Han så på hende med et overrasket blik over hendes spørgsmål. "Det offentlige? Nej," svarede han ærligt og vidste ikke helt hvordan han skulle sige, han kom frem til sit arbejde. Han brugte jo magi til det, men han kunne vel bilde hende ind at han gik eller et eller andet, hvis hun ville vide det. Hans øjne blev større, da hun ikke havde hænder på rettet og hans øjne var mere fikseret på de manglende hænder, at han kort glemte at lytte til hvad hun sagde. "Hvad? Nåh... nej, ingen begrænsninger," svarede han og holdt stadig sine øjne på rettet. "Du vil ikke have dine hænder derpå, eller?" spurgte han direkte og åndede ud, da hun lagde sin hånd tilbage på rettet. Han så ud på bilerne, som de overhalte. Kørte de som de skulle eller kørte de for langsomt? Han så på skiltet for fart og tilbage på speedometer og det antal km hun kørte. "Hvorfor skulle det ødelægge jeres venskab?" spurgte han opfølgende og så tilbage på hende. Han smilede kort over hun forstod hvad han mente, men det var stadig et 'hjælp mig' smil. Han havde ikke haft brug for det syn, som havde mødt ham i sin fars bolig. "Nej, virkelig ikke...." og Hans smil forsvandt dog ved hendes spørgsmål og hans blik forlod hende for at se ud ad vinduet. "Min mor døde da jeg var barn og min plejemor døde da jeg var lidt ældre," svarede han og bed sig i læben. Han hadede at snakke om det, men han forstod hun spurgte og hvorfor. Han kunne ikke bare fortælle en halv historie. Han anså på ingen måde Charles' forældre som værende sine forældre, så derfor tænkte han ikke på dem overhovedet.

Tatianna så godt det smørrede smil på Lawrences læber, som kun blev bredere, selvom hun selv synes hun havde sine argumenter i orden, men tydeligvis ikke. Hun vendte kort blikket mod loftet, hvor hun vidste hendes forældres stue var lige oven over, "Kommer an på, hvor modig du er," svarede hun og vendte et stadig drillende blik tilbage på ham og trak lidt på den ene skulder. Hun legede nok lidt med ilden, men igen, så vidste hun at de ikke havde tid til, hverken tøjskift eller noget andet lige nu og senere kunne han jo have glemt det igen, og så ville hun jo teknisk set ikke have tabt. Han måtte gerne se hendes stuepige-outfit, og alle de andre kinky outfits hun havde hængende i sit tøjskab. Hun var bare ikke så sikker på om hun ville lade ham se dem på hende, udelukkende på grund af hendes brandmærke, men på den anden side, så var han også en af de få som vidste det var der, selvom hun ikke havde vist ham det. "Rettelse; du vandt altid, indtil du mødte mig," svarede hun med et mindst ligeså selvsikkert smil.
Hun hævede lidt det ene slanke øjenbryn, "Hvordan kom du så hjem til mig?" spurgte hun lidt undrende. Hun vidste godt at hun ikke altid kørte helt efter bogen, men hun havde altid kontrol over sin bil, selvom det ikke var nogen garanti på, at andre også havde det over deres biler. Hun trak kort på smilebåndet, selvom han pludselig lød en smule fraværende. Hun levede i hvert fald selv, som om hver dag var hendes sidste, men det skyldtes nok også hendes nær-død-oplevelse. Hun skævede lidt imod ham, da hans spørgsmål omkring rettet lød, "Næh, egentlig ikke.. Er det et problem?" spurgte hun og slap rettet igen og satte hænderne i nakken og vendte kort blikket mod ham, med et flabet smil, "Du vil måske hellere selv køre?" spurgte hun og lagde så den ene hånd tilbage på rettet, eller rettere et par fingre, da hendes håndled hvilede på hendes lår. Hun vidste udmærket godt at hun kørte for hurtigt. "Fordi, en ting er at være venner eller veninder. En anden ting er at bo under samme tag," svarede hun, da hun godt var klar over, at hun ikke var verdens nemmeste person, at bo sammen med.
Hun grinte let, ved at hans 'hjælp-mig' smil, "Hvis jeg kunne tage din smerte fra dig, havde jeg gjort det, men i det mindste har du stadig dine øjne," sagde hun opmuntrene, hun havde heldigvis aldrig prøvet at gå ind på hendes forældre være i gang med de voksnes leg, men hun var pænt sikker på, at ens øjne måtte føltes som om de brændte op, alt i mens ens hjerne langsomt lukkede ned celle for celle. Hendes smil forsvandt dog også som dug fra solen, da han lukkede hende lidt mere ind i gennem den mur han havde og fortalte om sine mødres død. Hun rystede svagt på hovedet, "Jezz.. Undskyld.." sagde hun langt mere alvorlig end hidtil, men hun fik det virkelig skidt med at have spurgt. Alligevel voksede nysgerrigheden også i hende og hun havde fortalt om Patrick, så kunne det jo også være, at han følte han kunne fortælle hende noget mere, "Hvad.. Hvordan døde de?" spurgte hun og satte farten lidt ned, da hendes mobil gav et bib fra sig, hvilket betød der var en fotovogn i nærheden. Længe leve teknologien og de mennesker som havde opfundet den app. Det havde sparet hende fra utrolig mange fartbøder efterhånden. Desuden var de efterhånden over halvvejs og hun ville gerne høre hvad han havde at fortælle, hvis han ville fortælle hende noget overhovedet.

Soom hendes drillende blik blev rettet mod ham, lagde han sine arme over kors. Hvem troede hun, han var? Han var ligeglad med hendes forældre var ovenpå. Han var ikke bange af sig, men han havde selvfølgelig heller ikke ret meget at miste. Sandheden var, den eneste han havde tilbage var Jasper og en håndfulde venner. Sidstnævnte kom aldrig tættere på, end han ville kunne overleve at miste dem. Han ville aldrig få hendes far respekt uanset hvad og hvorfor så ikke være pisse ligeglad? "Og du tror, noget vil stoppe mig?" spurgte han hende direkte og gengældte hendes drillende blik. Han ville ikke bare sådan glemme at hun havde udfordret ham, for i hans øjne ville det være det samme som at tabe. Han ville stoppe, hvis hun ikke var komfortabel, men det var noget helt andet. Han havde respekt for hende, og han ville ikke overskride hendes grænser. "Jeg vinder stadig," påpegede han til hendes rettelse, mens hans smil forsat var selvsikkert.
Han så på hende ved hendes spørgsmål. "På 1000 enhjørninger," jokede han og håbede ikke hun ville stille ham flere spørgsmål. Han tog ikke med bus og tog, og nok var han vant til at omgås mugglere, men han ville aldrig vænne sig til at skulle sige, han brugte deres transportmidler. Han kunne vel altid sige et eller andet med, han havde en ven der boede i nærheden og havde været der forinden? Han ville altid bruge magi og især til alle de ting, som gjorde hans liv lettere. Han lavede jo heller ikke bare sådan mad med sine egne hænder. Kun når hun var på besøg. Han kunne sagtens være venner med mugglere, men han skulle aldrig være romantisk sammen med en. For hans vedkommende, ville han heller ikke være romantisk med nogen, men et liv uden magi og den løgn, det ville være for svært for ham og han ville skulle bortforklare en masse ting. Han havde jo også sin stav på sig lige nu - godt gemt væk fra hendes syn. Han så på hende ved hendes spørgsmå og bed sig i læben ved hendes flabede demonstration. Om det var et problem? Lawrence var ikke glad for mugglerbiler og han brugte dem aldrig, men hvis han havde forstået princippet i dem, så var meningen blandt andet at have sine hænder på rettet. "Troede det var meningen, man skulle have sine hænder på rettet," påpegede han, og prøvede ikke at se på hende. "Fandme nej," påpegede han og rystede på hovedet. "Kun hvis du vil ikke vil leve mere," kommenterede han videre. Det ville ikke være forsvarligt at sætte ham bag rettet og han ville heller ikke prøve på det. Han lyttede som hun forklarede. Han kunne godt følge hende. "Det kan jeg godt se," påpegede han blot. Han var ikke den bedste til den slags, for han havde næsten altid boet alene og han ville ikke bo sammen med sine venner.
"Men de brænder hver eneste gang, jeg tænker på det," påpegede han. Han kunne virkelig godt have været det syn foruden, men nu skulle han leve med det, resten af hans liv. Han så ingen grund til at slette sin hukommelse for det, men stadig. Han var sikker på, det alligevel ville vende tilbage, for ingen magi kunne være stærk nok til at fjerne det syn. Slet ikke, når hans kære far havde været i gang med en anden dude. Han så ikke på hende, som han snakkede om det. Han fokuserede på bilerne udenfor og det, de kørte forbi. Det gjorde ikke ligeså ondt på ham at snakke om mere, og han mindedes sin plejemor og søskende med hjertevarme, men det gjorde stadig ondt. Sikkert ikke ligeså meget på ham, som det gjorde på Jasper dog. Han bed sig i læben ved hendes spørgsmål. "Mine forældre de døde i en ulykke," påpegede han. Han havde været involveret i den og sluppet med sit liv i behold. Han vidste ikke hvordan han skulle forklare ulykken, da den havde skyldes en eliksir, som gik galt. Hans 'mor' eller hvad man skulle kalde hende, havde fået en depression og med vilje sørget for det skulle gå galt, så helt en ulykke var det ikke. Begge hans forældre havde mistet livet i det, men ikke ham. Han kunne dog ikke huske så meget af det. "Min plejemor og søskende døde fordi de blev røvet, mens min plejefar var på arbejde og jeg var i skole," forsatte han og trak vejret tungt. Han kunne heller ikke her forklare det var varulve, så han ville oversætte det til noget hun forstod. Han havde kaldt sin plejemor for mor og Jasper for far, og han anså dem også stadig sådan. Han havde kun været 6 år gamle, da hans forældre døde - og ligesom Jasper, var de jo ikke hans biologiske forældre. Egentlig så var han jo blevet adopteret to gange, men det var en mindre detalje og han gad ikke ud i at skulle forklare det hele, for så godt skulle hun ikke kende ham. Han forklarede det bare sådan, så hun kunne følge med. Hans blik vigede ikke væk fra vinduet, og hans blik var ganske stift. Han hade at snakke om det, men hun havde spurgt og åbnet sig sidst, så han kunne også åbne sig en smule, men mere kunne han ikke give hende, for han ville ikke have folk for tæt på. Det var dog ganske få, han havde fortalt det til. Hans blik veg først væk, da hendes telefon gav en lyd.

Tatianna rynkede lidt på næsen, hvorefter hun trak lidt på den ene skulder, "Du har ikke gjort det endnu, så noget må jo holde dig tilbage," svarede hun stadig med det drillende smil over sine læber. Det var langt fra alt, man kunne høre igennem væggene og loftet, som var hendes forældres gulv, men hvis man råbte højt nok, så kunne man sagtens, samt når hendes forældre gik henover gulvet, så knirkede det nogle steder. Ikke fordi det som sådan var et gammelt hus, men fordi trægulve ganske simpelt gav sig. "I dine drømme," sagde hun og blinkede til ham med et let smil på læberne. Hun havde ikke mange grænser, men hvis nogen overskred dem for voldsomt, kunne hun sagtens sige fra, men der skulle utroligt meget til.
Hun sendte ham et ret så sigende blik, da hans svar om transportmiddel lød, "Og the boys in blue, stoppede dig ikke engang? Waow," sagde hun som følge af hans joke, enhver vidste jo enhjørninger ikke fandtes, så selvfølgelig havde hun opfanget det var en joke. Hun valgte dog at stoppe med at spørger ind til, hvordan han kom rundt. Hun vidste ikke, at der var et helt samfund, skjult for helt almindelige mennesker som hende selv. Hun ville heller ikke tro det, uden at se beviser for det, på det punkt var hun nok meget firkantet - hun troede ikke på ting hun ikke kunne se, høre eller føle, alting havde en logisk forklaring. For hende var en tryllestav noget tryllekunsterne brugte til at distrahere tilskuerne, for at fuldføre deres fupnumre. Patrick havde sikkert også haft sin på sig i hendes selskab, måske endda også udøvet magi foran hende, men hun havde nok været for påvirket af alt muligt til, at opfange det. "Oh shit.. Måske skulle jeg overveje, at tage det kørekort der," sagde hun og bed sig lidt i læben, før hun sendte ham et lidt drillende blik. Hun havde trods alt haft kørekort en del år efterhånden. Hun grinte let over hans reaktion, da hun havde tilbudt ham, at køre. Hun tog et hvæs af sin smøg, "Det er automatgear, det eneste du skal er, at træde på en pedal, det har jeg tillid til, at du godt kan finde ud af," svarede hun og trak lidt på den ene skulder, mens røgen forlod hendes mund. Hun ville ikke presse eller udfordre ham til, at prøve at køre hendes bil. Både fordi hun elskede sin bil utroligt højt, den var hendes lille baby, men også fordi det kunne være livsfarligt og hvis han ikke var tryg ved det, så var det bestemt ikke noget hun ville udsætte ham for og slet ikke på motorvejen. Måske når de kom til en landevej, alt efter hvor mange biler der var og vejens forløb. Hun nikkede lidt, "Yeah.. Men nu må vi se, jeg ved bare, jeg ender med at blive sindssyg, hvis jeg bliver boende hjemme meget længere," svarede hun roligt.
"Lad mig gætte, det hjemsøger dig også når du sover?" spurgte hun og sendte ham et blik som var fyldt med medlidenhed. Ikke at hun havde tage sine forældre på sengen, men det var bestemt heller ikke et syn hun havde noget som helst behov for. En ting, var at vide de gjorde det, det generede hende ikke og hun kunne sagtens snakke med sine forældre om den slags, det var nok nærmere dem som ikke ville vide, hvad hun lavede, men en anden ting var at se det. Bare nej tak.
Hun kunne godt fornemme, at det med at søge hans øjenkontakt lige nu, var en umulig opgave, men det var selvfølgelig også svært, når hun også skulle holde øje med trafikken. Det løb hende koldt ned af ryggen, da han fortalte hans forældre var omkommet i en ulykke. "Hvad for en ulykke?" spurgte hun selvom hun mærkede en klump i halsen. Han kunne jo altid sige fra, hvis han ikke ville snakke om det, men ligesom han havde spurgt ind, da hun havde fortalt om Patrick, så havde hun tænkt sig at gøre det samme. Den mur han havde omkring sig, gav mere og mere mening, jo mere han fortalte. Da hun havde mistet Patrick, havde hun jo også skubbet alle væk. Det havde taget hende to år, at nå dertil hvor hun var nu og professionel hjælp, fra både psykologer, terapeuter, rehab og alt muligt andet. "Hjemmerøveri?" spurgte hun overrasket. Hun havde lyst til at lægge en hånd på hans skulder, men hun valgte at lade vær, da han kort forinden havde fortalt han ikke brød sig om berøring, med mindre han selv opsøgte det, men hun ville gerne lade ham vide, at hun var der, hvis han havde brug for noget. Hun ville ikke begynde at fortælle ham, at alt nok skulle blive godt, for det kunne ingen love ham og hun ville ikke lyve for ham og hun hadede selv at få det af vide. Det kunne godt være hun vidste, hvordan det var at nogen man elskede blev taget fra en, uden varsel og uden man kunne gøre noget, men det betød ikke, at han sad med samme følser i det som hun havde gjort. Der var jo også forskel på, at miste en forlovet og sine forældre, og så i to omgange. Hun rømmede sig lidt, da han kiggede på hendes mobil, "Den advarede bare om, at der er en fotovogn i nærheden," forklarede hun dens bib og tog et hvæs mere, før hun smed skodet ud af vinduet og blinkede fra ved afkørslen.

Lawrence så direkte på hende og rystede på hovedet af hendes ord. “Vi skal ud ad døren, og det er det eneste,” påpegede han med et drilsk smil over sine læber. Han skulle nok vinde. Han havde tabt til hende en gang, men det bildte han sig selv en, det var på grund af arbejdet og så gjaldt det jo ikke. Han kunne jo ikke være uprofessionel, når han sad og tatoverede. “Mine drømme bliver altid til virkelighed,” og blinkede tilbage til hende.
“Nej da,” svarede han og blinkede til hende. Han vidste godt, hun ikke ville tro på ham, men han vidste jo i den her sammenhæng bedre. Der var en hel verden, hun aldrig så. Så mange undere, hun aldrig kunne blive en del af eller ville tro på. Han kunne nogen gange ikke andet end at have ondt af mugglere, som skulle leve et helt deres helt simpelt liv uden den form for glæde magi kunne bringe med sig. Den havde dog også bragt sår med sig for hans vedkomne. Han så på hende med store øjne med hennes kommentar om det manglede kort, inden han så det drillende smil på hendes læber. “Aha,” svarede han og lagde kort armene over kors. Han tog et hvæs af sin smøg efterfølgende og lyttede på hun grinte. “Automatgear?” spurgte han og nikkede lidt. “Jeg køre helst ikke bil,” kommenterede han videre. Han havde ikke et behov for at lære det for han havde andre rejsemuligheder, han langt hellere ville benytte sig af. Han synes også, det tog for lang tid i bil. Han følte trods alt allerede nu, han havde sat der i hvad der svarede til en hel menneskealder. “Det kan jeg godt forestille mig,” svarede han hende ærligt. Han ville nok også blive sindssyg af at flytte hjem til sin far igen, selvom han elskede ham. Han havde bare boet ude og alene så længe, at han ikke ville tage de hensyn, det krævede og når det var en forældre, følte man vel også et eller andet sted, der var nogen regler, man skulle leve op til.
Han nikkede. “Ja, det er foreviget inde i min hjerne for altid,” svarede han og modtog hellere end gerne hans medlidenhed. Han var sikker på, det ville tage ham årtier at blive et helt menneske igen. Han bed sig i læben ved hendes spørgsmål. Han vidste ikke helt hvad han skulle svare, for han vidste ikke helt om han skulle sige, hans mor havde begået selvmord. “En gasudledning,” svarede han blot, mens han forsat nægtede at se på dem. Lawrence kunne ikke forholde sig til de reaktioner det satte i gang i ham. Han fik fysisk ondt og han ville hellere ignorere en hver følelse, der var i hans krop. “Ja, så de myrdede min adoptivsfars kone og børn,” mumlede han. Han havde ikke brug for at blive rørt ved. Han havde ikke brug for at høre alt blev godt. Han havde ikke brug for noget andet end den ubehagelige følelse i hans krop forsvandt. “En fotovogn?” spurgte han og så på hende og derefter ud på den afkørsel, de kørte af ved.

Tatiannas læber gled op i et lidt triumferende smil, "Selvfølgelig er det dét," svarede hun med et toneleje som nok mere end tydeligt, påpegede at hun ikke troede på ham. Jo okay, han kunne nok godt finde på, at klaske hende bagi, som han havde gjort sidst, men hun regnede ikke med noget 'vildere' end det. "Jeg vil slet ikke vide, hvad der foregår i dine drømme," svarede hun drillende og bed sig lidt i indersiden af sin kind.
"Imponerende," svarede hun og grinte let, da han blinkede til hende. Han var virkelig svær, at blive klog på. Det ene øjeblik flirtede han, og det næste lukkede han hende fuldstændigt ude. At lige dette her så havde noget at gøre med, en magisk verden Tati ikke kendte noget til, vidste hun jo af samme årsag intet om, og han dermed ikke kunne give hende et ærligt svar om, hans transportvalg. Hendes smil voksede en smule, da hans aha lød, "Jeg viste dig mit kørekort som ID, da du tatoverede mig. Ligner jeg seriøst en under 18 eller var det bare et rutine spørgsmål?" spurgte hun og tændte sig en ny smøg, hvilket gjorde hun slap rettet med begge hænder igen. Hun nikkede lidt og pustede røgen ud, før hun satte en hånd tilbage på rettet igen, "Ja, du ved, den skifter selv gear," svarede hun lidt undrende over hans manglede viden om biler, ikke fordi det var jo selvfølgelig ikke alle som interesserede sig for biler, men de fleste vidste da basic vide, som fx hvad automatgear betød. "Fair nok," svarede hun, hun ville ikke presse ham eller udfordre ham til at køre bil, igen fordi det virkelig kunne gå galt, hvis man ikke passede på eller var usikker omkring det. "Yeah.." sagde hun blot og tog et hvæs mere af sin smøg. Hun ville gerne flytte hjemmefra, mere havde hun sådan set ikke at sige i den sag. Hun havde det godt hjemme, men det var ikke holdbart i længden.
"Hvis jeg kunne tage din smerte for dig, havde jeg gjort det," svarede hun og så på ham med medlidenhed i de helt nøddebrune øjne. Hun ville nok heller aldrig blive menneske igen, hvis hun så hvad hendes forældre lavede når lyset var slukket og musikken spillede. Hun bed sig i læben, da han svarede det var en gasudledning, som havde slået hans forældre ihjel, mens hun så kort væk, dog var hun nødt til at vende blikket tilbage på vejen igen hurtigt. "Det gør mig ondt, Lawrence," svarede hun ærligt, men hun ville ikke begynde på, at det nok skulle gå og alt det crap hun selv altid havde fået af vide i forhold til Patrick. En ting var at miste den man troede man skulle dele resten af sit liv med, men en helt anden ting var at miste en forældre, eller i Lawrence tilfælde, flere forældre. Hun tog et langt hvæs af sin smøg, da han forsatte med at fortælle, om sin familie som var blevet myrdet. Hun fik næsten helt kvalme ved tanken. "Jeg har selv hørt på så mange klichéer om, at man mødes igen på den anden side og alt det crap, så det vil jeg ikke begynde, at smide i hovedet på dig, men hvis du har brug for at snakke om dem, vil jeg gerne lytte, men jeg kan ikke sige noget som vil få smerten til at forsvinde," sagde hun ærligt, uden at se på ham, det kunne hun ikke. Hun nikkede lidt, "Ja, du ved dem som tager billeder og sender bøder hjem, hvis man kører for hurtigt?" svarede hun, dog spørgerne, da hun ikke helt kunne forstå, hvis han ikke vidste hvad en fotovogn var. "Men vi er der snart," informerede hun og blinkede fra ved en afkørsel i den rundkørsel de var kørt ind i.