Skyler + Charles - You Say You're Basic, You Say You're Easy

Charles Micheal Lavoie
Brown Herregården.
December 2054, omkring klokken 18.
Outfit


Skyler havde efterhånden affundet sig med de konsekvenser det havde haft med sig, at stå frem og afsløre at hun ikke selv havde sunget eller skrevet sine sange. Hun havde været tvangsindlagt til, at møde op til enhver sammenkomst i forbindelse med firmaet, for at vise sig fra sin bedste side og stå til ansvar for diverse journalister, som altid stod ved den røde løber, når der blev holdt fester eller sammenkomster. Hun havde skulle gøre det fra hun var kommet hjem fra touren og året ud, så hun var heldigvis snart ved vejens ende. Hun havde ikke hørt et eneste ord fra nogen af dem i bandet, men hun vidste at Ashton og Evanna havde haft et skænderi omkring det, men var blevet gode venner igen efterfølgende. Selvom det ikke havde holdt længe, før Evanna var gået fra Ashton.
Hun gik rundt derhjemme og gjorde sig klar til endnu en firma-julefrokost, hvis hun var heldig ville det være årets sidste sammenkomst, som hun ville blive tvunget med til, men hun frygtede lidt at de også ville tage hendes nytårsaften fra hende, bare lige for at understrege deres pointe. Hun rullede lidt med øjnene ved tanken og skruede lidt mere op for musikken. Hun manglede sådan set kun, at få sine øreringe i og sit armbånd på, så ville hun være klar til limousinen ville hente hende om en times tid. De fem husalfer som arbejdede for familien, fes rundt om dem selv på hele herregården, for alt skulle se perfekt ud, selvom festen ikke skulle afholdes hos dem. Hun var dog lidt spændt på om hendes forældre ville dukke op, eller om det blot var hende. De kunne jo ikke sende Evanna til disse ting mere, da hun ikke arbejdede for firmaet mere, men Skyler havde en idé om, at det kun ville være e spørgsmål om tid, før det ville gå op for dem, at de havde brug for Evanna om ikke andet så som deltid i firmaet.
Det gav et sæt i hende, da det ringede på døren, hvilket hurtigt fik hende til at tjekke sin mobil for at se hvad klokken var. Det var for tidligt for limousinen. Alligevel tog hun sine øreringe i hånden, for at tage dem i på vej ned af den store marmor trappe. "Er på vej," kaldte hun og forsatte vejen mod egetræsdøren. Normalvis ville hun have ladet husalferne åbne og hun kunne også høre, hvordan de nærmest væltede over hinanden for at nå hen og åbne døren, før hende. "Pas jeres arbejde," sagde hun roligt til dem og sendte dem et lille smil, før hun åbnede døren og hendes smil forsvandt som dug fra solen. "Charles?" spurgte hun overrasket. Var han kommet for at skælde hende mere ud eller hvad? "Hvad.. Hvad laver du her?" spurgte hun, men endte alligevel med at træde til siden, så han kunne komme indenfor.

Charles var taget ud til den velkendte mansion for at snakke med Skyler. Ikke for at skælde ud. Ikke for at snakke om hvad der var sket. Han gad ikke den episode mere, da deres tour efterhånden havde handlet mere om Skyler end den havde handlet om Faded Exit. Siden de var kommet tilbage, havde mange ting ændret sig. Seth var der ikke længere og han vidste ikke hvor han var. Seth var en af hans bedste venner, og savnet han havde til ham var næsten ubærligt. Ashton var ikke til at komme kontakt til, sådan rigtigt. Det eneste der var det samme var ham og Marc. De to brødre, der gennem det hele holdt sammen. Det var dog heller ikke det, han ville snakke med hende om. Han ville bare snakke. Som han bankede på døren og så Skyler. Den velkendte blonde, smukke pige, han havde tilbragt meget af sin tid på. De læber, han en gang havde kysset og den pige, han havde holdt om. En han havde haft tillid til og åbnet sig op overfor. En, han havde været meget i gennem med på den korte tid, de for alvor havde været en del af hinandens liv. En pige han savnede at have som en fortrolig, en veninde. Ikke som flirt. ”Skyler, hey..” svarede han, da hun sagde hans navn. Han smilede, mens han kløede sig i nakken. ”Hvad jeg laver her?” spurgte han og trak lidt på det sidste, da han ikke vidste helt præcist hvad han skulle svare, selvom hans intention var ret klar. Han vidste ikke hvordan hendes liv havde været siden touren, men han vidste hvordan hans eget havde været og et af ordene var, det havde været kaos. ”Snakke,” forsatte han og så på hende med de grønne øjne for at analysere om det virkede som noget, hun egentlig havde lyst til.

Skylers blik var tydeligt overrasket over, at se Charles på hendes adresse. Sidste gang han havde været der var efterhånden et år siden, da hun havde holdt julefest og det var ikke ligefrem endt som hun havde regnet med det ville. Blair havde brækket Charles' næse og de havde faktisk ikke været seksuelt sammen siden, selv ikke kysset siden. Mange ting var sket siden da. For det første alt det med touren, men også det faktum at hun havde fået en kæreste. Om Charles og Flora var blevet kærester igen, vidste hun ikke, men hun mente bestemt heller ikke, at hun var i en position, hvor hun kunne tillade sig at spørger indtil hans privatliv. Men det betød ikke, at hun ikke savnede ham i sit liv. Ikke som flirt eller noget andet i den dur, men om ikke andet, at de kunne snakke sammen og med tiden måske få et venskab til at fungere. De havde trods alt været en del igennem det års tid de havde datet.
Hun nikkede lidt da han vendte hendes spørgsmål mod hende selv. "Snakke?" spurgte hun og kiggede ned af sig selv i den røde lange kjole, som nok gav et rimeligt godt indtryk af, at hun ikke bare hang ud hjemme, men rent faktisk havde lidt større planer end det. Hun sank lidt før hun endte med at nikke igen, "Selvfølgelig, kom ind," svarede hun så og sendte ham et lille smil retur, før hun gav tegn til den ene husalf om, at den skulle tage imod Charles' jakke. "Jeg skal til julefrokost med firmaet, så der kommer en limousine og henter mig om en time," informerede hun, bare så han vidste at hun altså ikke havde oseaner af tid.
Hun gik op af marmortrappen og mod sit værelse, hvor musikken stadig spillede højt. Hun havde det virkelig underligt i kroppen og måtte indrømme, hun var ret nervøs for, hvad han ville snakke om. Hun skruede ned for musikken, så de rent faktisk kunne føre en samtale uden at skulle råbe til hinanden for at overdøve musikken. Hun vendte så rundt så hun stod med fronten mod ham, "Er det noget bestemt, du vil snakke om?" spurgte hun lidt forsigtigt og gjorde en gestus med sin ene hånd, mod sofaen som stod inde på hendes værelse og tog selv plads derpå, mens hun lod de blå øjne hvile på ham.

Charles ville ønske, han nogen gange kunne spole tiden tilbage og rette op på de mange fejl han havde lavet i de sidste års løb. Set i retrospekt var der ret mange og mange ting, han kunne gøre bedre. Et af de steder, han nok ville starte, var at sørge for Skyler ikke blev gravid. Han vidste, hun ikke ville snakke om det, men han kunne på en eller anden måde fornemme, det havde haft en stor følelsesmæssig påvirkning på hende. Præcis som det havde på ham.
Han nikkede til hendes spørgsmål, da hun spurgte om han ville snakke. Han kunne godt se hun skulle ud ad døren, men det han ville, ville ikke tage lang tid og så ville hun kunne komme afsted til hvad det nu var hun skulle. ”Du ser godt ud,” kommenterede han, inden han trådte indenfor. Det var dog ikke flirtende, men mere sagt i tonen som en ven ville sige det. Han skævede kort til husalfen. Det blev han nok aldrig vant til, også selvom han vidste at mange magiske familier havde dem. Det havde bare ikke været en del af hans opvækst andet end på Hogwarts, hvor man som sådan ikke bemærkede dem. Han lod husalfen tage imod hans jakke, og så tilbage på Skyler med et kort smil. Han nikkede forstående. ”Så er det derfor du er all dressed up,” svarede han, indforstået med han ikke skulle bruge halvanden time på at undskylde overfor hende.
Han fulgte med hende og bemærkede ikke, hun var nervøs. Han var ikke selv som sådan nervøs, for han var en voksen mand, der havde lært at sige undskyld. For ham var det mere bare underligt at være på hendes adresse efter alt, hvad der var sket mellem dem. Ikke kun med baby og flirteri, men også over, han havde følt hun løj. Om hun så måtte fortælle det til ham eller ej. Hun havde haft et ansvar og hun kunne have takket nej til hans tilbud om at være med dem på tour. ”Ja,” svarede han til hendes spørgsmål, inden han satte sig ned ved hendes gestus. ”Jeg vil gerne sige undskyld,” forsatte han meget direkte.

Selvfølgelig havde det påvirket Skyler utroligt meget, at hun havde været gravid. Også selvom hun ikke gav udtryk for det udadtil, så gjorde det ondt at tænke på, at hun på nuværende tidspunkt ville have siddet med en lille baby på armen. En del af hende vidste jo godt, at det aldrig ville have fungeret, både fordi hun selv stadig gik i skole, men også fordi Charles havde sit band og heller ikke havde tiden til et barn.
Hun sendte ham et lille smil, "Gør jeg ikke altid det?" spurgte hun og blinkede til ham, dog heller ikke flirtende, men mere som i, at hun var tilbage til at være gode gamle Skyler igen. Hun savnede at have Charles inde på livet af sig, men nu havde hun droppet to forhold til fordel for ham, og det ville hun ikke gøre igen, så hvis de skulle være en del af hinandens liv igen, så ville det skulle være som venner og intet andet, men hun ville altid holde utroligt meget af ham.
Hun var selv vant til husalferne, så hun lagde ikke rigtigt noget i det. Hun nikkede lidt, "Ja. Straffen for at stille sig op foran så mange mennesker og afsløre en familiehemmelighed, blev til at skulle deltage aktivt i alle firma arrangementer året ud og stå til ansvar overfor journalister og andre nysgerrige sjæle," forklarede hun og trak lidt på den ene skulder i et lidt opgivende suk. Hun var træt af, at skulle besvare de samme spørgsmål så mange gange og forsvare at ingen i Faded Exit havde vist noget.
Den primærer grund til, at hun var nervøs, var fordi hun ikke anede hvad han ville snakke om, men hun var selvfølgelig heldigere end han havde været, i form af at han ikke kunne komme og sige han var gravid. Hun så overrasket på ham, da han undskyldte og rystede så lidt på hovedet. "Du har intet at undskylde for, Charles, jeg forstår godt du blev sur. Det er nærmere mig som burde undskylde til dig.." sagde hun og så alvorligt på ham og lagde bildt sin hånd oven på hans hånd, "Så undskyld, jeg er virkelig ked af, at jeg holdt det hemmeligt for dig og jeg håber du en dag vil kunne tilgive mig og vi kan være venner for.. Jeg savner at have dig i mit liv," sagde hun hudløst ærligt og lod sine blå øjne søge hans grønne. Det var nok den mest oprigtige undskyldning hun i sit liv havde givet nogen som helst.

Charles måtte også indrømme, han højst ville have Skyler i sit liv som en veninde og ikke andet. Hun havde en plads i hans hjerte og det ville hun altid have. Han havde lukket hende ind, og det var utrolig svært for ham, at lukke nogen ud igen med mindre de havde forrådt ham. Han følte også Skyler havde gjort netop det, men han forstod også, at det ikke helt var hendes skyld. ”Jo,” svarede han ærligt og sendte hende et kort smil. Hans svar var heller ikke flirtende. Sandheden var, hvis man skulle se ham flirte med nogen, så ville man skulle afhøre en samtale mellem ham og Seth. Men da Seth ikke var tilstede lige nu, så var det ikke sådan han snakkede til nogen. Jo, Flora, måske. De var jo begyndt at se hinanden igen.
Han lyttede til hende og bed sig kort i læben. ”Nåh, men i det mindste slog de da ikke hånden af dig,” svarede han med et smil på læben. Det kunne de jo ikke have gjort, når hun var blevet tvunget til at deltage i alle de sammenkoster der var med hendes familie. Charles havde ærligtalt også været træt af, at deres tour havde handlet mere om deres opvarmning end dem selv. Skyler var blevet nævnt konstant efter hendes afsløring og de havde også skulle svare på spørgsmål om hende til al verdens journalister.
Som han fik sagt det hun ville sige, så han på hende med store øjne. Han anede ikke hvad han skulle sige. ”Øh,” fik han fremstammet inden hun begyndte på sin undskyldning, mens han så på hende og skiftevis på gulvet. Han anede ikke hvad han skulle svare hende. For jo, et eller andet sted var det på sin plads, men han havde også råbt af hende. Han nikkede bare kort, mens han prøvede at samle sine tanker til ord.

Skyler var utrolig flirtende af natur, men det betød ikke altid at hun lagde noget i det og hvis andre så gjorde, jamen så var det deres problem og ikke hendes. Hun skulle nok være ret tydelig i sit kropssprog, hvis hun ville mere end blot flirte. Selvfølgelig var det også noget andet, når hun havde en kæreste, men hun vidste også at Philip vidste, at det var ham som havde hendes hjerte, men det ikke betød, da der ikke kunne være andre i det, blot på andre måder end ham. Hun trak lidt på smilebåndet, "Du ser nu heller ikke værst ud selv," sagde hun roligt, selvom det var en smule underligt, at snakke sådan her med ham, efter alt hvad der var sket.
Hun fnøs let, "Selvfølgelig ikke, det ville jo ikke se godt ud udefra. Evanna derimod.." sagde hun og slog blikket lidt ned, hun var virkelig ked af, at hendes handlinger havde ramt Evanna hårdere end de havde ramt hende selv. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige, for ærligt talt tvivlede hun på, at det overhovedet var det her han var kommet for, at høre på.
Hun himlede let med øjnene, da det eneste svar hun fik tilbage, var et øh. Han kiggede ikke engang rigtigt på hende. For hende virkede det nærmere som om, at han ikke ville tage imod hendes undskyldning eller ikke troede på hun mente sine ord og det krævede ellers en del af hende, at sige det ord. Hun rejste sig fra sofaen og gik hen og fandt en mappe frem med lås på. Hun fandt nøglen blandt nogle af hendes smykker og låste mappen op, som hun bladrede i til hun fandt det hun ledte efter. Hun ramte ham en kontrakt, hvorpå både hendes fars, mors, Evannas og Skylers egen underskrift var på. I kontrakten stod der flere konsekvenser for, hvad der skulle ske, hvis det kom ud, at Evanna havde sunget for Skyler. "Derfor kunne jeg ikke fortælle dig det. Det er ikke mig, som bliver straffet i alt det her, det er Evanna. Det kan godt være hun er adopteret, men hun har været der mere for mig, end nogen andre nogensinde har. Hun fortjener at få credit for sit hårde arbejde, inden hun kører sig selv helt ned," forklarede hun, men havde ikke bemærket, at der var faldet et billed ud fra mappen, som nu lå på gulvet med bagsiden opad, hvorpå et navn stod.

Charles kendte hende. Han kunne sagtens både og se og høre forskel på, hvornår hun flirtede fordi det var sådan hun generelt var og hvornår hun flirtede, fordi hun lagde noget i det. De havde brugt mange timer sammen, så selvfølgelig havde han analyseret hende og skrevet sig om bag øret, hvordan hun var. Den tid de havde brugt sammen var på den måde slet ikke så spildt, som man måske kunne tænke sig til, den var. Han smilede ganske kort over hendes kommentar. ”Tak,” svarede han og rystede lidt på hovedet. Han var klædt som han normal ville. Deres komplimenter frem og tilbage gjorde også blot hans savn til Seth større, da det var sådan de normalt også ville tale til hinanden.
”Nej det ville det nok ikke.. men ja, jeg har hørt at hun blev fyret…” påpegede han med et sørgmodigt blik i de grønne øjne. Han kunne godt høre på hende, hun var ked af, den skæbne der havde hændt Evanna. Det var Charles også, men forhåbentlig var hun mere fri nu.
Sekunder efter hans øh havde brudt overfladen, vidste han godt han havde reageret forkert. Han ville gerne tage imod hendes undskyldning, men han var blevet overrasket. Ikke over hun kendte ordene, men over hun ville sige undskyld til ham. Han havde forstået, de intet kunne sige. Som hun forklarede sig og han kiggede på papirerne, så han op på hende med en rolig manér. ”Jeg forstår udmærket, hvorfor I intet kunne sige, Skyler.” svarede han og bed sig i læben. ”Det jeg ikke forstår er hvorfor din far eller de folk omkring dig, ikke satte os ind i den kontrakt. Det er ikke din skyld og du er ikke skyld i, hvordan den verden fungerer,” forsatte han og trak på skulderen. ”Jeg er glad for din undskyldning,” sagde han direkte og så hende i øjnene. Han lod sit blik vandre og rejste sig op for at samle det billede op, som var røget ud. Han fik vendt det om, så han kunne se hvad det var. Han blev stille, mens han stirrede på det. Det gjorde ondt.

Skyler studerede Charles' mimik og kropssprog, da han takkede hende, med et svagt smil på sine læber, "Så lidt," svarede hun og lod de blå øjne studere ham videre, nærmest som om hun prøvede at læse hans tanker. Hun synes nu at han så godt, præcis som han plejede at gøre, men det ændrede ikke på, at de ikke skulle være andet end venner.
Hun nikkede lidt, "Ja. De har taget hendes firmabil, hun må ikke vise sig til firma events mere og hun må ikke udtale sig til pressen. Og så snakker de stadig om, hvorvidt de vil gøre hende arveløs eller ej," svarede hun stille med blikket mod gulvet, hvilket gjorde hun ikke så hans sørgmodige blik. Hun ville ønske der var noget hun kunne gøre for Evanna, men hun havde prøvet at snakke med sine forældre og de var sure nok i forvejen, til at Skyler turde presse alt for meget på. Hun vendte blikket mod, da han svarede han forstod det og gav sig til, at forklare hvad det var han ikke forstod. "Evanna prøvede," svarede hun ganske kort, før hun tog en dyb indånding for at forsætte, "Ashton hørte hende synge og regnede det hele ud. Da min far fandt ud af det, fik hun valget mellem selv at slette hans minde, eller også ville min far slette Evanna helt fra Ashtons minder," fortalte hun lavmeldt, men alligevel højt nok til, at han ville kunne høre hende. Hendes liv så nok langt mere rosenrødt ud udefra, end det gjorde inden for herregårdens kolde murere. Hun nikkede lidt, "Jeg er også glad for din," sagde hun og sendte ham et lille smil.
Hun rynkede dog lidt på panden da han rejste sig, da hun stadig ikke havde bemærket, at hun havde tabt skanningsbilledet af deres lille pige. Hun vidste dog hurtigt godt præcis hvad det var, da han samlede det op og hun kun kunne se bagsiden, hvorpå navnet stod med Skylers genkendelige håndskrift, med hjerter og i'er. Hun åbnede munden for at sige noget, men for et øjeblik var hun bare mundlam. Hun lagde armene over kors, mens smerten spredte sig fra hendes hjerte og ud i enhver lille celle i hendes krop. "Emiko. Hendes navn," sagde hun stille, "Det er japansk og betyder velsignet, smukke barn," forsatte hun stille. Jo mere hun snakkede, jo mere ondt gjorde det. "Som lovet, så har jeg styr på det," hun mente i hvert fald selv, at hun havde styr på det. Hun havde fundet en magiske kirkegård, hvor den lille pige var blevet begravet, hun havde fundet et navn og hun havde billeder, så den lille pige aldrig ville blive glemt. Selvfølgelig fortrød hun fra tid til anden, men hun vidste inderst inde godt, at det havde været den rette beslutning. Hun havde nok fået den opfattelse, at han var kommet over det fordi han ikke havde mærket livet, som hun havde eller ligget med den livløse, alt for lille krop. Begravet liget. Alle de ting hun havde klaret selv, eller med støtte med Philip, havde hun ikke givet ham en chance for, at være en del af, fordi hun havde haft mere travlt med, at det ikke skulle komme ud i medierne og egentlig glemt lidt, at spørger, hvad det egentlig var han ville, men han havde omvendt heller ikke sagt noget om hvad han ville, hun følte han havde kaste den over på hendes skuldre, at finde ud af, hvad han skulle og så havde det været nemmere at klare det selv.

Han smilede til hendes så lidt, da han ikke rigtigt havde andet at svare til det. Han ville gerne være venner med hende, og det var skam ikke fordi deres tidligere flirt havde gjort det akavet for ham. Næ, det var det med at føle, Skyler havde brudt hans tillid, der gjorde det svært for ham at være som før. Det skulle nok komme. Han havde bare en masse andet, som også fyldte lige nu.
Han så på hende, som hun gav sig til at forklare hvilke konsekvenser det havde for Evanna. Han bed sig i læben. ”Forhåbentlig gør de ikke det. Alt det andet kan hun overleve, hun er stærk..” sagde han med et smil. Han vidste godt han ikke kendte Evanna forfærdelig godt, men alligevel gjorde han lidt. Han hørte igen videre. ”Jeg tror dig, Skyler og stakkels Ashton, men der er intet at gøre ved det nu. Det kunne have ødelagt vores karriere ligeså meget som det ødelagde din og Evannas…” påpegede han. Det var det der havde gjort ham så vred. Han var sådan set også sikker på Skyler kunne synge, for hun lød som en der kunne. Men det havde virket som om, de ikke tog deres musik seriøst ved at ansætte nogen, der snød. ”Du behøver ikke forklare dig eller forsvare dig,” afsluttede han. Han havde accepteret hendes undskyldning og så gad han ikke bruge mere tid på det. Han smilede til hende ved hendes ord. Han havde ikke behov for at sige mere.
Som han stod med billedet i hånden, kunne han mærke hans hjerte banke hårdt men langsomt mod hans brystkasse. Verden omkring ham forsvandt og han kunne dårligt høre Skylers stemme for de mange tusind ting der foregik i hans hoved og krop lige nu. ”Emiko” gentog han, da det var alt han hørte. ”Styr på det..” gentog han derefter. Han var ikke i tvivl om, hun havde gjort hvad hun kunne. Han havde gerne ville være der. Han var ked af, han ikke havde været der, men han ville ikke give udtryk for det over for hende. Hun havde mere at være ked af det over end han havde.

For Skyler var det værste i alt det her nok, at hun ikke vidste hvor hun havde Charles. Han havde ellers være en af de få som hun hele tiden havde følt, hun havde vidst præcis hvor hun havde, men det gjorde hun ikke mere. Hun ville ønske hun gjorde, men selvfølgelig vidste hun godt, at hun havde brudt hans tillid til hende og hun ikke bare ville få den igen. Men det ændrede ikke på, at det var svært for hende at accepter, at hun havde misbrugt hans tillid.
Hun nikkede lidt, "Ja, det er hun," svarede hun og sendte ham et lidt halvhjertet smil, hun vidste godt Charles og Evanna havde snakket sammen på tour'en, men hun vidste ikke om hvad, Evanna havde påstået det havde været en privat samtale mellem de to, så Skyler var nok bare trådt lidt tilbage og ladet det ligge. Hun trak lidt på skulderen, "Han fik sine minder tilbage, det var dét de var oppe og skændes over den aften, hvor vi tog hjem. Det ved jeg godt Charles, det var derfor jeg skyndte mig, at sige ingen af jer vidste noget," sagde hun og sendte ham et undskyldende blik. Hun rynkede på panden, da han sagde hun ikke behøvede at forklare eller forsvare sig, "Hvorfor ik? Er det ikke det du er her for? For at få en forklaring på, hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde?" spurgte hun direkte, mens de blå øjne flakkede en smule, men stadig søgte hans øjenkontakt.
Det føltes som om, at alt inden i hende var lavet af glas og var ved at gå i tusind stykker. Hun nikkede lidt, da han gentog navnet på den lille pige på skanningsbilledet. Hun vidste ikke hvad hun mere skulle sige, eller om han overhovedet ville vide noget. "Egne ord, rockstjerne," bad hun stille, da han endnu engang blot gentog hendes ord. Hun tog blidt fat i hans frie hånd, for at føre ham hen til sofaen, så han kunne sidde ned. Hun tog en dyb indånding, mens hun mærkede hvordan tårene samlede sig i hendes øjne, dog uden de forlod hendes blå øjne. "Hun var 23 cm og vejede 502gram. Hun var sund og rask," fortalte hun, i så rolig en stemme hun kunne mestre taget i betrækning, hvad eller rettere hvem det var hun snakkede om.

Charles var typen, der lukkede folk ind i sit hjerte og lod dem blive der. Der skulle meget svigt og brud på hans tillid til, han lukkede folk ud igen. Det betød dog ikke, at han havde behov for tid til at finde tilgivelse og fred med de ting, som skete. Han havde troet, han kendte Skyler og i det øjeblik, der var det som om, han ikke anede hvem hun var og hun havde holdt ham for nar.
Han nikkede lidt og gengældte hendes smil med et halvt. Charles vidste ikke hvordan det stod til med de hadebeskeder som Evanna fik, men han forestillede sig det næppe var blevet bedre. Det gode var nu, hun havde mulighed for at skifte nummer og gøre det hemmeligt, for hun arbejdede jo ikke længere for Skylers og hendes forældre. ”Nåh..” svarede han og bed sig i læben og så på hende, ved hendes spørgsmål. ”Nej, det er ikke det jeg er her for, Skyler. Jeg er her for at sige undskyld over, jeg råbte af dig. Jeg har ikke brug for, du forsvare dig selv. Du har sagt undskyld, og det er nok.” svarede han direkte og så på hende. Hans baggrund var jo ikke langt fra hendes. Hans familie var også et big shot, og selvom hans mor var verdens største hippie, betød det ikke, han ikke også havde mærket et pres. Mange i hans familie, mente jo ikke, at han havde et rigtigt job. Han så direkte på hende og sagde ikke mere.
Charles blev blot ved med at stirre på billedet og hørte knapt hvad hun bad ham om. Han havde på intet tidspunkt tilladet sig selv at være ked af det eller lade det æde ham op, for han vidste, Skyler havde mere grund til at være ked af det. Han havde følt sig som en nar over ikke kunne være der ordentligt for hende. Han mærkede hun tog fat i hans hånd og lod sig føre hen på sofaen. Han følte, han var i et zombie mode. Han prøvede at samle sig og så på hende ved hendes ord. ”Så lille,” kommenterede han, da han havde svært ved at finde ordene. Det var tåbeligt, at han holdt sine følelser inde, men det gjorde han. Lige nu også i et forsøg på at være en mand, hvilket han havde hørt meget for, han ikke rigtigt var.

Skyler vidste godt, at hun havde brændt broen til Charles ved at gøre som hun havde gjort, men det ændrede ikke på, at hun virkelig håbede at de ville kunne byggen den op igen, selvom intet nok ville blive som det havde været. Både fordi de skulle finde hinanden som venner og lægge alt deres flirteri bag dem, men også fordi der bare generelt var sket så meget mellem dem.
Skyler havde intet kendskab til de hadebeskeder Evanna modtog eller havde modtaget, men det ville nok heller ikke komme bag på hende. Hun havde trods alt selv modtaget en del, da det var kommet frem i medierne at det var hende, som Charles havde været Flora utro med. Hun var nok bare vant til haters, så hun havde været hurtig til, at cutte dem af igen. Hun nikkede lidt til hans nåh. Hun lod sit blik hvile på ham, da han fortalte han var der for at undskylde og ikke for at hun skulle forsvare eller forklare sig og hendes undskyldning var nok. "Okay," svarede hun stille, nærmest som om hendes stemme for et øjeblik var forsvundet, hvilket fik hende til at rømme sig lidt, "Jeg forventede ingen undskyldning fra dig, men jeg må indrømme, at jeg aldrig havde forstillet mig at du var den råbende type, når du blev sur," sagde hun med et lille smil, som et tegn på at det var okay.
Hun vidste virkelig ikke hvordan hun skulle aflæse ham lige nu, hvilket nok var den primærer årsag til, at hun bare snakkede. Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre, for at få ham tilbage til jorden og til samtalen med hende igen. Hun bed sig hårdt i læben, for at tvinge sine tåre til at blive i hendes øjne og ikke forlade dem. Hun nikkede lidt, "Ja," svarede hun stille og vendte blikket mod billedet, "Du kan bare beholde det, hvis du vil," sagde hun og tørrede hurtigt en lille tåre væk, som dårligt nåede at forlade hendes øje, før hun fjernede den. Hun havde flere billeder i mappen, så hvis han ville beholde det ene, så ville hun lade ham. "Jeg kan ikke bringe hende til, så du kan holde hende, men.. Vi har et mindekar på min fars kontor, så hvis du har din tryllestav med, vil jeg gerne dele mine minder om hende med dig, men du skal ikke føle dig presset til noget. Jeg forventer ikke du vil have noget med hende at gøre," sagde hun og lod sit blik glide mod gulvet, så langt væk fra hans grønne øjne som muligt, mens hendes egne blå var fyldt til rende med tåre, som dog stadig ikke forlod hendes øjne.

Charles så på hende ved hendes okay. Han kunne godt fornemme, hun var stille. Han anede ikke hvordan hun havde det indeni, men han regnede med, hun var typen der hellere tog imod en undskyldning end at give den, og derfor synes han også det var stort af hende at sige undskyld. Charles sagde gerne undskyld, hvis han følte, han havde noget at undskylde for. Det var også kodeordet. Han gad ikke at bruge det i flæng – det stoppede med at betyde noget og det han for alvor oplevet, da han havde været Flora utro. ”Det kommer an på, hvilken slags sur jeg bliver,” svarede han kort. Han kunne sagtens råbe, når han blev sur, men det var altid mere i afmagt eller hvis han følte sig forrådt på det groveste. Og sådan var det jo desværre. Han var blevet forrådt og det var aldrig noget man blev, af folk man ikke havde tæt på sig. Det var en magt, folk tætte på ham havde og hver gang det skete, så blev hans tillid altid mindre. Han skulle jo i forvejen være meget påpasselig.
Charles kunne ikke kigge på hende. Hans hoved havde gang i så mange tanker og det føltes som, de alle sammen vil presse sig på, på en gang og hans hoved var så fyldt op samtidigt med, det var helt tomt. Det havde været hårdt for ham, og han havde ikke bearbejdet det. Han havde hele tiden sagt til sig selv, han ikke havde nogen ret til at være ked af det og han skulle være der for hende, så meget som han kunne. Han vidste godt, han ikke havde været der nok, men han havde da været der op til aborten og efterfølgende i den grad, hun ville lade ham. Hun havde mistet et stykke af sig selv, men det havde han i den grad også. ”Tak,” svarede han, mens han stirrede på billedet. Han lagde ikke mærke til, hvordan hendes reaktion var. Det var først da hun snakkede om mindekaret, hans blik veg fra billedet og de grønne øjne hvilede på hende. Han rejste sig og lagde billedet på sofaen, han sad på, inden han gik over mod hende og svang sine arme om hende. Han viste ikke, han var ked af det, men han syntes at kunne læse hun var. Han havde trods alt kendt hende. ”Jeg vil gerne se dem,” svarede han uden at give slip. Hun behøvede ikke være stærk. En af dem måtte knække, og han ville ikke tillade sig selv, det var ham.

Skyler var ikke typen som ønskede, hverken at give eller modtage undskyldninger, hun ville langt hellere have at folk viste, at de virkelig mente det. Ord var bare ord, indtil de blev gjort til handlinger. Men det var nok noget som lå så dybt i hende, fordi hendes forældre så ofte havde svigtet, ikke kun hende men også hendes søskende, både til fødselsdage, julen og andre højtider, hvor de havde lovet at være hjemme, men så ikke havde været det, eller bare helt glemt det. Heldigvis havde Evanna altid været god til, at kompensere for deres forældre, men det ville jo aldrig blive det samme. Hun nikkede lidt til hans ord, om at det kom an på hvilken slags sur han blev. Hun svarede dog ikke med andet end det nik. Nu havde de begge to sagt undskyld og så måtte de slå en steg over det og komme videre i livet. Mere kunne der ikke gøres.
Skyler bebrejdede ikke Charles for ikke, at have været der mere end han havde været, for hun vidste godt, at det var hende selv som havde skubbe ham væk og taget afstand, så hun følte nok nærmere at han bare havde givet hende den plads som hun havde haft brug for, selvom hun nogle dage havde bandet ham langt væk og virkelig været sur og skuffet over ham, så havde det jo også været hormonerne som havde talt meget af tiden, hun havde trods alt været fem måneder henne, før hun havde fået aborten. "Det er ikke noget at takke for, Charles, hun var også din," sagde hun lavmeldt og mærkede hvordan hendes hjerte bankede en smule hårdere end det plejede. Hun vendte blikket fra gulvet og mod hans fødder, da hun kunne se han kom over imod hende. Hun pustede tungt ud, da hun mærkede hans arme omkring sig og lod ganske blidt sine slanke arme, søge omkring ham og strøg hans ryg ganske let. Hun havde ikke noget imod at have ham tæt på sig, de skulle bare ikke lave noget, for hun elskede Philip for højt til at for det første ville gøre det mod ham, og for det andet så ville hun ikke sætte flere forhold i fare for Charles, for hun vidste godt at de aldrig ville blive mere end venner.
Hun nikkede lidt, da han sagde han gerne ville se hendes minder. "Okay," sagde hun stille og trak sig lidt fra ham så hun kunne se på ham og sendte ham et lille smil. Hun havde ikke brug for at knække, det følte hun allerede hun havde gjort mindst tyve gang i gennem alt dette her, nu måtte det være hans tur til, at vise sine sande følelser omkring det hele. Hun slap ham helt og tog så sin mobil og viste vej til hendes fars kontor, hvor hun tykkede en kode, som hun egentlig slet ikke burde kende. Hun skubbede døren op indtil det store, flotte kontor og lukkede døren igen efter dem. Hun gik over til et par store skabslåger og lukkede dem op, hvortil walk-in-closet kom til syne og der stod ganske rigtigt et mindekar. Hun vendte dog fronten mod ham, før hun gik derind, hun skulle til at lukke ham ind et sted, hvor ingen andre nogensinde før havde været. Det var hendes minder, følelser og sårbarhed. Hun gav ham adgang til at kunne fucke hendes hjerne fuldstændigt op, men hun stolede på, at når han sagde han kunne, så kunne han også. "Du skal ikke gøre det her for min skyld, Charles. For én gangs skyld, så tænk på dig selv og ingen andre, for når først jeg lukker dig ind, vil du ikke kunne glemme de ting du ser igen," sagde hun og så på ham, for at være helt sikker på, at det var det her han ville. Hun gik dog hen til mindekaret mens hun snakkede og stillede sig foran det, så tegn på, at hun var klar når han var, hvis han ikke fortrød.

Charles havde altid haft forældre der havde været der for ham og hans mor var især meget engageret i både ham, Marc og hans lillesøster, Chaney. Hans far havde også været interesseret i dem alle tre og altid opfordret dem til at følge deres drømme. Han havde ikke lidt noget svigt i form af sine forældre overhovedet og de havde heller ikke overforkælet ham eller hans søskende. Han havde lært at arbejde for tingene og gøre sig fortjent til tingene. Han ville dog nok se sine forældre i et andet lys, hvis han vidste han havde en tvillingebror derude et sted, som de ikke havde taget hånd om, efter at have mistet alt.
Charles så på hende, som hun sagde han ikke behøvede at takke. ”Men det gør jeg,” svarede han. Han følte sig indviet, og det følte han, at han skulle takke for. Han havde ikke været der nok og slet ikke lige så meget som han gerne ville have været der, men han var glad for at nogen havde været der for hende. Han kendte dog ikke Phillip særlig godt, men han havde snakket med ham dels fordi han var i familie med Seth og dels også, fordi han var Floras lillebror. Han kunne godt huske ham, og han huskede ham som typen med lidt af et temperament, men det var fint for ham, hvis han havde fået løst det. Needless to say, så havde han ikke snakket med Phillip siden ham og Flora havde slået op, da han havde haft følelsen – forståeligt nok – af at Phillip egentlig ikke kunne lide ham særlig godt. Charles mærkede hendes hænder stryge hans ryg og holdt forsat om i hende i nogle sekunder inden han gav slip. Hans kram var ikke fordi han ville lave noget med hende eller fordi han egentlig følte sig klar til at kramme hende igen, men for at trøste hende og den eneste måde han vidste, hvordan man gjorde det var et kram og ved at holde kæft og høre efter, alt efter hvad han bedømte, der var brug for. Han havde holdt kæft og lyttet og hun havde lignet en, der havde brug for et kram, så det havde han givet hende. Han ville aldrig sætte hende i en position, hvor hun skulle være utro igen og han så heller ikke på hende mere, som en han ville være sammen med på den måde.
Charles havde nok haft forstående og dejlige forældre, men hans far var fransk. Hans mor havde prøvet at fortælle dem, det var okay, at vise følelser, men Charles havde set sin far været reserveret omkring dem, og det var han også selv. Han tillod sig ikke at knække og slet ikke foran andre. Han var kommet længere med sine følelser de sidste to år, men han var stadig ikke god til det. Han fulgte med hende og så sig rundt omkring på de kontor de kom ind på. Han var ikke i tvivl om hendes forældre havde penge, men shit. Han så på hende ved hendes advarsel. ”Nej, det ved jeg,” påpegede han og gik over mod mindekarret. Han var klar og han ville gerne se det.

Skyler rystede lidt på hovedet, da han insisterede på at takke for billedet, dog med et lille smil på læberne, "Bare lov mig, du dække mit navn, hvis du viser det til nogen," bad hun, hun ville ikke risikere, at en eller anden pludselig ikke kunne holde sin mund lukket og det så alligevel kom i medierne, for så havde det været fuldstændigt ligemeget med, at hun havde gjort alt hvad hun kunne, for at holde medier og dermed også Charles så meget som muligt ud af det hele. Plus, hvis Blair fandt ud af, at Charles havde haft gjort Skyler gravid, så var hun ikke sikker på Charles ville overleve det, med mindre han kunne løbe meget hurtigt og var villig til at skifte navn og flytte meget langt væk. Men hun var ligeglad med om, han ville vise billedet til nogen, selv havde hun kun snakket med Philip og Evanna om det, og hun var ret sikker på, at Charles nok også havde snakket med en eller flere om det.
Skyler havde det underligt i kroppen. Tanken om at lukke et andet menneske ind hendes minder, var på ingen måder rar, men hun følte lidt at hun skyldte ham det efter alt det som var sket på tour'en, desuden havde hun selv tilbudt ham det og det havde hun ikke gjort, hvis hun ikke mente det. Hun så lidt på ham, da hans påpegelse lød, "Okay," sagde hun stille og vendte blikket mod mindekaret og nikkede som tegn til at hun var klar. Det første minde som poppede frem, var den positive graviditets test. Følelserne omkring mindet var blandet. Hun havde været glad, ked af det, forvirret, sur og nervøs. Det næste var en telefonsamtale hvor man kunne høre hun snakkede med Evanna, som havde været den første hun havde fortalt det til. "Hvad skal jeg gøre?" - "Tag en dyb indånding og så må du jo snakke med Charles om det," - "Hvad hvis han bliver sur?" - "Han er en voksen mand, Skyler, selvfølgelig bliver han ikke sur," - "Hvad så hvis han vil ikke vil ha' det?" - "Så må vi tage den derfra, jeg vil altid være her for dig Skyler, det ved du, men det her er du nødt til, at snakke med Charles om. Det er hans ret som faren,". Mindet fadede ud og et nyt dukkede op. Hun sad med hovedet halvt nede i toilettet, med Philip ved sin side. "Jeg er gravid," - "Du skal virkelig sige til hvis der er noget jeg kan gøre. Jeg vil gerne være her for dig," lød Philips ord, før det minde også fadede ud og et nyt tog til. Hjemme hos Evanna. "Har du fået snakket med Charles?" - "Nej.. Ikke endnu," - "Skyler for pokker," - Evanna krammede Skyler - "Jeg kan ikke Evanna. Kan jeg ikke bare føde barnet og så kan dig og Ashton adoptere det?" - "Jeg vil gøre stort set alt for dig, men det kan jeg ikke. Jeg elsker Ashton, men vi er slet ikke et sted i vores forhold endnu, hvor vi snakker om børn," - Skyler begyndte at græde "Det er ikke fair. Vi beskyttede os hver gang," - "Det skal nok gå alt sammen, bare lov mig, du snakker med ham inden de tager på tour, for hvis I bliver enige om en abort, så er du nødt til at få det gjort inden du når for langt hen," - "Det skal jeg nok.." - "Vi kan bestille skanningen i mit navn, så finder dine forældre ikke ud af det," - "Tak, Evanna,". dette minde fadede også ud og et nyt kom til. Hun sad i et klasselokale på Hogwarts midt i en lektion af Magiens Historie, da hun pludselig mærkede det første spark, hvilket fik hende til at tage sig til maven. Hun havde aldrig fortalt nogen, at hun rent faktisk havde mærket liv under graviditeten. Det var som om virkeligheden var gået op for hende i det sekund hun havde mærket det første spark. Det var en baby, som ville kræve tid, overskud og en masse andre ting, som Skyler slet ikke var sikker på hun havde eller ville være i stand til at kunne give. Det var jo ikke fordi hun havde verdens bedste forbilleder i form af sine forældre. Minede fadede og et nyt poppede op, men det var det hvor hun havde fortalt Charles at hun var gravid, så det minde kendte han jo. Efter det poppede et nyt minde frem. Endnu en telefonsamtale, denne gang dog med hendes far, "Skyler du skuffer mig. Din mor og jeg arbejder hårdt og vi har lige modtaget den tredje ugle i den her måned, om du at du ikke har været dukket op til timerne. Hvad fanden bilder du dig ind?! Du er en Brown, det er på tide du begynder at opføre dig som en," - "Det ved jeg godt, Sir. Jeg skal nok tage mig sammen. Må jeg snakke med mor?" - "Nej, Skyler, du må tage dig sammen og så er du tilbage på skolen i morgen, inden første lektion starter, er det forstået?" - Hun mærkede endnu et spark fra babyen i maven, "Javel, sir. Godnat," det havde været hendes mening at fortælle sin mor, hvad der skete, hvorfor hun ikke havde været i skole, men det havde været en umulig opgave. Næste minde som poppede op, lade ud med hun var på vej mod Hogwarts' Quidditch bane, hvor hun blev mødt af Philip. Han fik hende overtalt til at få aborten overstået. De ankom til et privat hospital. Hun skiftede tøj. Hun lagde sig, så de kunne skanne hende. "Hjertelyden er som den skal være," fortalte en sygeplejerske, "Er du sikker frk. Brown? Sidste chance for at fortryde," forsatte sygeplejersken, hvilket fik Skyler til at nikke. Hun fik et par piller, som skulle stoppe den lille pige i hendes mave hjerte. Hjertelyden blev tjekket igen, hvor den ikke var at finde. Skyler blev lokalt bedøvet, men var vågen under hele indgrebet, mens Philip havde fået lov til at sidde ved siden af hende og holdt hende i hånden under det hele. "Vil du sige farvel?" spurgte sygeplejersken, og Skyler fik lov til at ligge med den lille livløse pige. Det var der hun knækkede. Tårene trillede ustoppeligt ned af hendes kinder. Den lille pige var så fin, sund og rask, og Skyler følte sig som en morder. Fire måneder mere og så havde den lille pige fået lov til at leve et helt liv. Mindet sluttede med Philip havde lagt sig op i sengen til hende og hun var faldet i søvn af udmattelse, hvorefter Evanna havde været og hentet hende, så hun havde kunne sove hos Evanna et par dage. Næste minde var et par dage før tour'en. En lille kirkegård. En lille kiste blev sunket ned i jorden, før den blev dækket til af jord, hvorefter bedemanden forlod stedet igen. Hun faldt ned på sine knæ, mens tårene trillede ned af hendes kinder og en hånd blev lagt på hendes skulder, før Evanna som havde lagt hånden, satte sig ned i hug ved siden af hende, for at trøste hende, selvom et par tåre også forlod Evannas øjne. Skyler lagde en rød rose og lod derefter sine fingre glide henover gravstenen, hvor navnet 'Emiko Lavoie Brown' stod, og neden under ordene 'velsignet, smukke barn' og dødsdatoen, hvilket afslørede hun havde været fem måneder henne før hun havde fået aborten.
Da der ikke var flere minder, gispede Skyler som hun vendte tilbage til nu'et. Hun holdt fast i mindekaret for ikke at miste balancen, da det trods alt tog en del koncentration fra hendes side af også, at lukke ham ind. Så hun blev nødt til at sunde sig i et øjeblik, hvilket hun gjorde i et par dybe indåndinger og lukkede øjnene lidt, for at holde tårene tilbage.

Charles nikkede forstående. ”Selvfølgelig, men jeg har ikke tænkt mig at vise det til nogen. Det er mellem dig og mig,” svarede han med et nik.
Som han blev lukket ind og han så alle minderne glide forbi ham, følte han sig overvældet. Han følte alle de følelser, som Skyler gik igennem, som hun gik igennem dem. Han så det hele ske og følte, han havde været der selv, selvom han vidste, det ikke var tilfældet. Han kunne mærke, hvor hårdt det havde været for hende. Han var blot glad for nogen havde været der for hende. Han var overrasket over, at en af dem var Floras lillebror. Han vidste jo, hvem Phillip var og han havde også mødt ham et par gange. Det var trods alt også Seths fætter, som Seth af en eller anden grund, havde totureret, hvilket Charles aldrig havde syntes var fair. Det gjorde dog ondt, at vide, at hun måtte træde til andre, fordi han ikke ville lade hende. Charles havde penge nok til at sørge for, historien blev ude og det management der var bag ham og bandet, ville kunne hjælpe. Som han så det færdigt, stod hans liv stille. Hans hjerte sank og det føltes som om, det stoppede med at slå. Hans øjne var fugtige, men han kunne ikke græde. Selvom han var blevet opdraget af en mor og en far, der altid havde opfordret ham til at fortælle sine følelser og vise dem, så var han også opvokset i en verden, hvor mænd ikke måtte græde ligeså meget som kvinder og derfor havde han lært ikke at vise følelser og han havde lært ikke at græde åbenlyst. Han tog sig til munden og så væk fra hende. Han lod et par tårer falde fra hans øjne og tørrede dem hurtigt væk. ”Tak for du lod mig ind,” svarede han, mens han kunne mærke hans hænder ryste netop fordi han brugte så meget koncentration på ikke at græde. Han ville ikke røres. Han ville ikke kigges på. Han ville bare sunde sig. Han vidste, hun nok havde brug for ham lige nu, da det heller ikke havde været behageligt for hende, men lige nu, havde han brug for at få styr på sig selv.

Skyler bed sig lidt i læben, "En dag, vil du have brug for at dele det med nogen og det er okay du viser det, hvis det er det du vil. Jeg vil bare ikke læse om alt det her i et eller andet sladderblad lige pludselig," sagde hun roligt. Hun var egentlig okay med, hvis han også havde behov for at få snakket det igennem med nogen som ikke var Skyler selv, så længe hun ikke blev nævnt, selvom det fleste nok godt ville kunne lægge to og to sammen.
Selvfølgelig havde Skyler helst set, at det havde været Charles som havde været ved hendes side hele vejen igennem, men hun vidste også godt, at hun ikke kunne takke andre end sig selv for, ikke at have givet ham chancen for det, selvom hun havde forskruet sandheden i sit eget hovedet til, at han havde været ligeglad, hvilket egentlig var utroligt uretfærdigt af hende, men det havde været nemmere at håndtere på den måde. Men en del af hende var nok begyndt at tro på det. Tro på at Charles havde været ligeglad med barnet og Skyler for den sags skyld, men det skyldtes nok alt sammen, at hun endnu ikke havde følt hun havde fået nogen reaktion fra ham. Han havde ikke virket glad da hun havde fortalt hun var gravid, men heller ikke sur, bare overrasket. Han havde ikke rigtigt haft noget at sige til hendes beslutning omkring aborten, andet end han havde erklærede sig enig, men hun var ikke helt sikker på, om det bare var for at gøre hende glad eller om han oprigtigt også havde ønsket en abort. Sådan havde hun i hvert fald aflæst ham, om det så havde været hende der var vildt dårlig til at læse ham eller om han var vildt god til, at skjule sine meninger og følelser, vidste hun ikke.
Hun tog et par dybe indåndinger mere, før hun slap mindekaret og vendte blikket mod ham, tids nok til at se de tåre som faldt fra hans kinder, selvom han hurtigt tørrede dem væk igen. Hendes hjerte gik nærmest i stå. Måske havde han lidt flere følelser med i det her, end hun først havde antaget. Hun havde aldrig set ham græde før, hun følte det var første gang hun overhovedet så en reaktion fra ham i alt dette her. "Du behøver ikke være stærk hele tiden," svarede hun stille, selvom det egentlig ikke var et svar på hans tak. Hendes egne øjne var fugtige, men lige nu kunne hun holde sine tåre tilbage, hun havde det mere som om, at det var hendes tur til at være der for ham, end hun havde brug for at han var der for hende lige nu. Hun følte sig bare utrolig lettet over, at se han rent faktisk havde følelser med i alt det der var sket. "Såh.. Er du okay?" spurgte hun stille og tog blidt ud efter hans hånd, for at vise ham at hun gerne ville være der for ham.

“Nej, selvfølgelig ikke. Gud… nej..” svarede han hende. Det kunne han aldrig finde på og der var også ganske få, han rent faktisk betroede sig til og han vidste, de aldrig ville give den slags information videre til nogen. Han ville nok en dag sige det til Marc, og Marc vidste han, at han altid kunne stole på uanset hvad.
Charles vidste jo også godt, han havde virket som om, det var et problem han gerne ville have ud ad verden, men det var slet ikke tilfældet. Han ville gerne være med i beslutningen om hvor vidt de skulle have beholdt barnet eller ej, men hun havde virket som om, hun gerne ville have en abort og han ville ikke tvinge hende til at beholde noget, hun ikke ville have. Det havde nok også været for det bedste og han ville gerne gøre det, der gjorde hende glad. Havde hun valgt at beholde det, havde han også været der gennem det hele, præcis som han ville med aborten. Han ville have elsket den lille pige så meget. Alt den kærlighed han havde inde i sig, det havde han givet til den smukke lille pige, og han havde gjort alt for at beskytte hende og værne hende mod alt ondt, der var i den her verden. Den chance havde han ikke haft. Han håbede et sted, at hun vidste det og ikke bare troede, han havde set det som et stort problem.
Han så helt væk fra hende over hendes ord. Jo, han gjorde. Han var storebror og han var mand. Han var vokset op i en familie, hvor følelser var fine nok, men mænd græd ikke over alt og Marc havde været tilbøjelig til at måtte vise flere følelser end ham, ifølge hans forældre. Han skulle være stærk for sin lillebror og sin lillesøster. Hans følelser sad udenpå hans tøj, når han optrådte, men han græd ikke. Der var mange mennesker, han aldrig havde grædt foran. Han havde grædt, da han havde fortalt Flora hvad han havde gjort mod hende, men ikke foran hende. Han havde ikke følt, han havde måttet vise sine følelser i den situation. Det havde jo været hans egen skyld. Skyler vidste det ikke. At han var sådan generelt og han kun brød sammen, når han var alene. “Jo,” svarede han, mens han tørrede flere tårer væk. Hans læbe blævrede, som han prøvede at samle sig og hans hænder rystede. Han mærkede hendes hånd på hans og tog fat i den og klemte den. Nej, det var han ikke. Men var det virkelig okay? Han bed sig i læben. “Om lidt,” svarede han, som flere tårer løb ned ad hans kinder.

Skyler nikkede lidt, da hun regnede med, at Charles havde fanget hendes budskab, hun vidste jo godt at han trods alt ikke var nogen uintelligent mand og hun stolede på ham. Hun havde jo heller ikke fortalt andre end Evanna, hvem der var faren til det barn hun havde haft i maven, selv ikke Philip - han vidste hun havde været gravid, men ikke hvem faren havde været. Evanna havde hun været nødt til, at fortælle det, for at kunne holde sine forældre uden om det hele, men hun vidste også at Evanna aldrig ville kunne finde på, at sige noget til nogen.
Det var utroligt svært for Skyler, at vide hvad for nogle følelser og tanker Charles havde haft omkring det hele. Havde han haft sagt til hende, at han ville have det, så ville hun uden tvivl have genovervejet aborten, selvfølgelig ville det have været en udfordring, men ikke større end hun var sikker på, at de ville kunne have klaret det, hvis det var dét de havde sat dem for. Men sådan havde det ikke skulle være. Hun havde både gode og dårlige dage omkring det og det ville hun nok have resten af livet.
Hun havde tusind følelser i kroppen på én gang. Hun havde aldrig set Charles græde før, på den ene side, så lettede det at se han havde følelser med i det der var sket, men på den anden side, så gjorde det ondt at se ham så ked af det, at han ikke kunne holde sine tåre tilbage, samtidig med hun selv havde fået revet op i alle minderne og følelserne omkring det. Hun var selv vokset op med at følelser ikke var noget man snakkede om eller viste, det var kun Evanna som havde lært dem, at det var okay, men selv hun kunne også være ret dårlig til det. Hun rystede lidt på hovedet, "Hvorfor?" spurgte hun stille, hvorfor ville han være stærk hele tiden? Var han bange for hun ville bruge det mod ham eller? Hun mærkede ham klemte om hendes hånd, hvilket fik hende til at føre den frie hånd op til hans kind, som hun støj let med en blid tommelfinger, "Hun var også dit barn, så hvis du allerede er okay 'om lidt', vil jeg gerne høre din opskrift," sagde hun bildt og mærkede en enkelt tåre trille ned af sin egen kind, mens hun tørrede et par af hans væk. Hun var ikke selv okay og ville heller ikke blive det 'om lidt', hun var ikke sikker på om hun nogensinde ville blive det igen, som sagt, så havde hun både gode og dårlige dage, men hun vidste godt at det her ville sidde dybt i hende for altid.