Lawrence + Tatianna - You Can Call It Fire And Ice, But We Work So Well

Lawrence Dale Rider
August 2054, omkring klokken 17.
Lawrences lejlighed i London.
Outfit

Tatianna hyggede sig virkelig i Lawrence selskab, selvom de nok var startet med at komme lidt skævt ind på hinanden, fordi hun havde sagt han lignede Charles fra Faded Exit, det havde hun dog hurtigt fundet ud af, var bandeord i Lawrences øre. Hun vidste egentlig ikke rigtigt hvad de var, for de var ikke kærester, men de havde hængt ud nogle gange efterhånden. De var vel egentlig bare venner? Hun rystede tanken lidt af sig igen, som hun gik ned af gaden mod Lawrence lejlighed. Hun havde haft det lidt underligt i kroppen sidste gang de havde ses, men hun havde hurtigt slået det hen som ingenting. Hun havde ikke været sammen med nogen, selv ikke kysset nogen, siden hendes forlovet var død, hvilket nok havde været en af grundene til at hun ikke rigtigt havde kunne finde ud af, hvad det var der var sket.
Hun gik med musik i ørene hen af gaden og stoppede op foran hans opgang, bed sig lidt i indersiden af sin kind, før hun så skubbede døren op og begyndte at gå op af trapperne. Hun var faktisk ret spændt på, hvordan han boede og ikke mindst hvad de skulle have at spise, om han havde handlet eller de skulle ud og gøre det sammen. Det var bare nemmere, at være hos ham, frem for hende, da hun stadig boede hjemme, selvom hun havde været flyttet hjemmefra, så var hun flyttet hjem da hendes forlovet var død, for selv at komme på ret køl igen. Hun bankede roligt på døren, mens hun lagde sine høretelefoner væk, hvorefter hun tog i håndtaget for at lukke sig selv. "Hey mr. Sunshine," sagde hun med et smil på sine læber, for at melde sin ankomst, mens hun tog sine sko af. "Har du tøj på? Eller er det på eget ansvar, at komme helt ind?" spurgte hun drillende, mens hun rettede lidt på sin hue og sit tøj.



Dressed to impress

Lawrence nød også Tatiannas selskab. Han havde hurtigt tilgivet hende for at sige navnet, som helst ikke måtte benævnes i hans nærhed. Han så normalt ikke de kunder han havde haft i sit eget privatliv. Ikke fordi han ville have en professionel distance, men det var bare heller ikke de fleste af dem der sagde ham noget. Nogle kom igen. Enten for at få genoptegnet eller fordi de skulle have flere. Nogle så de nærmest en gang om ugen. Lige nu, var han næsten lige kommet hjem efter at have været på arbejde og have handlet ind til det, de havde aftalt de skulle lave sammen. Hans tøj bestod af en langærmet sort hvid trøje på, samt et par stramme bukser og et nittebælte, for ikke at tabe dem. Han ville ikke ikke virke som om, han prøvede for meget. Skoene sad stadig på hans fødder i det han åbnede døren og skyndte sig at stille varerne på plads inden han tog sin stav og lod den glide ned langs hans krop for at sørge for at han var ren med en nonverbal besværgelse, inden han fandt den skuffe, han havde aflåst med magi og lagde sin stav ned i præcis i det øjeblik, han hørte dørhåndtaget gå op. Han så hen på Tati, og sendte hende et lusket smil selvom det stadig ikke nåede op til hans øjne. "Du vil måske nyde synet, hvis det var det du mødte?" spurgte han med samme luskede stemme. Han vidste egentlig ikke hvordan han havde det med Tati. Han kunne sagtens smile i hendes nærhed og nyde hendes selskab, men alligevel så nåede glæden aldrig op til hans øjne, men omvendt, så gjorde den ikke rigtig det ved nogen. Han havde for længst bare pakket den væk, så ingen kunne prøve at tage det fra ham igen. Han nægtede at være et offer for hvad hans omgivelser kunne gøre ved ham. Han vidste heller ikke, om han var glad for hende som en veninde eller om hun bare var en bekendt. Han var ikke rigtig i kontakt med den side af sig selv. Han vidste, at han holdt af Jasper og Bradán, men det var sådan set også det eneste, han rigtigt vidste. Han gik over mod hende for at lægge en arm omkring hende ganske blidt. Han var ikke rigtigt den store krammer.



Tatianna kendte intet til magi overhovedet, ikke andet den det som enhver anden muggler også kendte til, i form af kort-tricks og tryllekunstener, men der var det hele jo fup. Egentlig var hun nok typen som ikke troede på ret meget, hendes tillid til folk skulle virkelig bygges op fra bunden, hvilket også havde været en af årsagerne til, at det havde været utroligt grænseoverskridende for hende, da Lawrence havde skulle tatovere hende, men hun var stadig glad for den, hvilket vel var det vigtigste.
Hun nåede ikke at bemærke han havde en skuffe åben, som han lukkede i det hun kom ind af døren. "Du er et meget slesk menneske, ved du godt det?" spurgte hun og grinte let, mens hun rystede lidt på hovedet af ham, "Men med mindre du har en My Little Pony tatoveret på ballen, så har du næppe noget jeg ikke har set før," tilføjede hun og blinkede drillende til ham, som hun langt om længe fik bundet sine sko op og taget dem af. Hun rettede sig op igen, som han kom over mod hende. Hun lagde kort den modsatte arm om ham også, hvorefter hun slap ham igen. "Bor du alene?" spurgte hun roligt og gik ind mod stuen, da hun ikke regnede med, at de skulle i gang med maden lige så snart hun var kommet ind af døren, det var vel lidt for tidligt endnu.

Lawrence rettede sit blik på hende ved hendes ord om, at han var et meget slesk menneske. ”Og det mener du fordi?” spurgte han med en uvidenhed, der var tiltænkt som værende med vilje. Han sendte hende et smil, da han godt forstod joken. ”Jeg ved ikke… du kan jo tjekke efter?” spurgte han og gengældte hendes drillende blink, som han mærkede hendes hendes arm om sig kort efterfølgende. Han havde sin egen arm løst omkring hende, inden han gav slip ret hurtigt efterfølgende. Lawrence var ikke den krammende type og han brød sig egentlig heller ikke specielt meget om den form for intimitet. Han havde heller ikke været det mest opsøgende barn i forhold til den slags omfavnelse. Han havde jo fået kærlighed uden at det nødvendigvis betød, at han ville kramme og puttes med. ”Ja,” svarede han roligt og så sig lidt omkring i hans lejlighed. Det havde han gjort fra den dag, han havde flyttet ud hjemmefra. Lawrence brød sig ikke særlig meget om andre mennesker og han kunne heller ikke forestille sig at bo sammen med de få venner, som han havde. Han kunne godt lide, når han kom hjem og lukkede sin hoveddør, at der var total isolation med mindre han selv havde inviteret nogen hjem til sig. Han fulgte efter hende ind i stuen og slog sig ned i sofaen og nikkede med hovedet mod den tomme plads ved siden af ham, som han fandt sine smøger frem og tændte en smøg. Han vidste ikke helt hvordan han skulle starte en samtale med hende, da han altid følte sig falsk når han spurgte hvordan folk havde det. ”Du tager bare en, hvis det er,” sagde han med et nik mod cigaretterne.



Tatianna skød begge øjenbryn en smule op og satte en hånd for sin mund, "Ej, det ved jeg sørme ikke. Det var meget fordomsfuldt af mig, at komme med sådan en påstand," sagde hun og trak så på de mest uskyldige ansigts muskler hun kunne. Dog fik hans spørgsmål, hendes uskyldige mine til, at forsvinde med det samme, som et grin formede sig på hendes læber i stedet for, "Eller også er det der for," svarede hun og rullede lidt med øjnene, "Men pas nu på, jeg ikke tar dig på ordet," tilføjede hun drillende. Hun havde intet imod at det ikke var noget langt eller intimt kram, ikke fordi hun havde problemer med nærkontakt, men fordi hun ikke var lige god til, at tillade sig selv det. Selvom det efterhånden var nogle år siden hendes forlovet var død, så følte hun stadig hun var ham utro, hvis hun så meget som tænkte på at kysse en anden fyr.
Hun lod sit blik glide lidt rundt i hans stue, da han svarede på om han boede alene. "Hm, du slår mig heller ikke lige som typen, som ville bo i kollektiv," sagde hun roligt, som hun selv havde gjort, før hun vendte blikket mod ham og så hans nik med sofaen. Hun satte sig roligt i sofaen, med den ene fod på gulvet og den anden oppe i sofaen, så hun kunne hvile sin hage på sit knæ, med blikket mod ham, efter hun havde taget sin mobil op af lommen og lagt på sofabordet, da den var i vejen når hun sad ned. "Jeg har ude i jakkelommen, men tak," sagde hun roligt og så en smule analyserende på ham. Hun legede lidt ubevidst med sin ring, "Jeg ved godt du ikke er på arbejde lige nu, men.. Kan tatoveringer dække ar?" spurgte hun og rømmede sig lidt, før hun alligevel valgte at rejse sig for, at hente sine cigaretter i sin jakkelomme, hvorefter hun satte sig igen i sofaen og tændte en smøg. Der var jo ingen grund til, at hun røg hans, når hun havde sine egne.

"Ja, nu det er noget du er inde på. Hvad bilder du dig ind?" spurgte Lawrence ud i rummet med en belærende stemme. Han så godt at hun prøvede at være uskyldigt, men hun så også hvordan det hurtigt faldt til jorden for hende. Han lyttede på hendes grin og så derefter på hun rullede med øjnene. "Nej, det kan det da ikke være," svarede han teatralsk og lagde hænderne dramatisk ud foran brystet for at spille såret. "Det gør du bare," svarede han med et flirtende blik i sine øjne. Havde hun lyst til at tage ham på orde, så gjorde hun bare det. Som sagt, så havde hun set hans overkrop før og han hadede at tabe, så darede hun ham, ville han under alle omstændigheder tage sit tøj af.
Ved hendes ord, forlod et kort grin hans læber. "Nåh, hvorfor dog ikke?" spurgte han henkastet. Nej, han havde en gang haft en room mate og han havde hadet det. Nu kunne det også være, han havde været uheldig med sin, men den han havde haft havde ikke forstået det med en lukket dør og havde været meget glad for, at skulle lave alt muligt shit sammen. Sådan var Lawrence ikke. Hans hjem skulle være et sted, hvor han kunne slappe af fra de mange mennesker han mødte i sin dagligdag. Heldigvis tjente han nok nu til han kunne bo for sig selv. Han boede heller ikke et stort sted, da han ikke havde behov. Han kunne ikke se hvorfor han skulle bruge penge på et halvt palæ, når han bare var sig selv. En toværelses var fin for ham. Han betragtede hende som hun satte sig ned og lod sin hage hvile på sit knæ. "Det er da nemmere at tage mine så," protesterede han, selvom hun selv bestemte. Han havde ikke noget imod at give ud af sine smøger. Han betragtede hende lege med sin ring. "Er du forlovet?" spurgte han og nikkede mod hendes ring. Han havde ikke rigtigt nogen form for viden om ringe og hvad forskellen på en almindelig ring og en forlovelsesring, andet end sidstnævnte oftest var dyrere og lavet af noget andet materiale. "Ja.. Hvad tænker du på?" spurgte han med en rolig stemme, inden han førte smøgen op til mundvige og tog et langt drag af sin cigaret. Han havde også ar på sin krop, han havde dækket af tatoveringer. Generelt kunne man meget med tatoveringer og han havde set meget inspirerende arbejde gennem årene efterhånden.



"Jeg er et uforskammet menneske, hvad kan jeg gøre?" svarede hun og trak lidt på den ene skulder, hvorefter hun smilede roligt til ham. Hun var nok ikke så god til, at spille uskyldig som hun kunne være, men nu var hun også danser, ikke skuespiller, så det betød ikke så meget for hende. Desuden havde det jo kun været for sjov. "Ikke? Hmm, så ved jeg sørme ikke, hvad der fik mig til, at sige det," sagde hun med en sukkersød stemme og tappede sin hage et par gange med sin ene pegefinger, som var hun i gang med at løse dagens gåde. Hun kunne dog ikke lade vær med, at se lidt udfordrende på ham med et blik som roligt gled ned af hans krop, før hendes nøddebrune øjne glide op igen og tilbage til hans øjne, mens hun gik helt tæt på ham, "Okay," sagde hun stille og lod sine kølige fingre finde knappen og lynlåsen på hans bukser. Dog åbnede hun dem meget langsomt, så han ville have rig mulighed for, at stoppe hende, hvis han ville trække i land. Hun var bare ikke god til, at lade en udfordring ligge, selvom hun kunne mærke indeni sig selv, at det var utroligt grænseoverskridende for hende.
Hun rynkede lidt på næsen, "Du er alt for.. indadvendt. Ikke negativt ment, men tro mig, jeg har selv boet i kollektiv og det er ikke for folk som er glade for deres privatliv," sagde hun og grinte let, mens hun kløede sig lidt i nakken. Hun havde elsket det, men hun ville nok aldrig gøre det igen, men det var nok også fordi det var endt som det var. Hun tippede hovedet lidt til den ene side, "Okay," sagde hun og trak lidt på den ene skulder, hvorefter hun tog en af hans smøger og tændte den. Hun fik dog røgen galt i halsen, da han spurgte om hun var forlovet, hvilket fik hende til at hoste lidt og stoppe brat med, at lege med ringen. "Var.. Jeg var forlovet.. Han døde to uger før vores bryllup," svarede hun ærligt og trak lidt på den ene skulder, før hun tog et hvæs mere af sin smøg. Hun vidste ikke, at Patrick havde været magiker og hun havde været to uger fra, at en hel ny verden ville have været blevet præsenteret for hende i form af varulve, alfer, enhjørninger og andre magiske væsner, og magi det det hele taget.
"Hey, tanker er toldfrie," sagde hun morende, nok også mest for at løfte stemningen lidt igen, "Ej, jeg har et ar, som jeg gerne vil have dækket," fortalte hun så og tog et nyt hvæs af sin smøg, før hun askede i askebægeret. Hun ville gerne videre i sit liv og nu var det efterhånden to år siden branden som havde slået Patrick ihjel havde fundet sted, og hun fik hele tiden af vide, at det ville være sundt for hende, for hun var stadig ung og Patrick havde ikke været god for hende, da han havde fået hende ud af et kæmpe misbrug af både stoffer og alkohol.

"Det er du faktisk, og jeg ved det virkelig ikke. Måske er du fortabt," påpegede han med et drilsk smil over hans læber, der dog ikke nåede op til hans øjne. Som det aldrig gjorde. Lawrence havde vænnet sig til at 'lyve' eller spilleskuespil. Hvad end man skulle kalde det. Når han begik sig i mugglerverdenen, var der en stor del af sig selv, som han ikke brugte. Han var magiker. Ja, sågar lige nu havde han låst det lange stykke træ han havde sig, ind i en skuffe, som kun han kunne åbne, fordi han ikke vidste hvor vidt Tatianna var magiker eller ej. Han havde dog en idé om hun ikke var. "Nej, der kan du jo selv se," sagde hun og rynkede lidt på næsen af den sukkersøde stemme hun havde, da han ikke synes hun virkede særlig uskyldig lige nu. Efter alt, så var det hende som havde udfordret ham sidst til at smide sit tøj, mens han var på arbejde. Han mærkede hendes udfordrende blik på sig og så tilbage på hende med et blik, der udfordrede hende til at gøre hvad hun ville, for hun turde nok ikke alligevel. Som hun sagde okay og han mærkede hendes øjne glide ned af hans krop og han hørte lyden af knappen på hans bukser, der gik op og lynlåsen der blev lynet ned, så han på hende med et overrasket blik. Han havde ikke stoppet hende. Heldigvis kunne han heller ikke mærke hendes fingre var kolde, da de ikke var i direkte kontakt med hans hud. "Hvad ser du så?" spurgte han udfordrende, da han også nægtede at tabe.
Han kunne godt forestille sig, at man ikke skulle bo i et kollektiv, hvis man værnede om sit privatliv. For ham havde det været forfærdeligt nok, at skulle bo på samme værelse med andre, da han gik i skole. "Nåh, har du det? Hvordan var det?" spurgte han direkte. Han kunne egentlig godt forestille sig, at hun var typen eller i hvert fald havde været typen, der synes den slags ting kunne være sjovt. Han betragtede sin egen røg forlade hans mund og kiggede mod hende, da hun begyndte at hoste. Han prøvede kort at aflæse hende, som hun stoppede med at lege med ringen. "Åh.. Det er jeg ked af at høre. Undskyld jeg spurgte, jeg vil ikke rive op i noget..." svarede han ærligt, som han tog et nyt hiv af sin smøg. Det var ikke fordi hun ikke måtte snakke om det, for han ville gerne høre om det, men han ville heller ikke rive op i noget. Han ville fx. ikke snakke om det med sine forældre overhovedet. Selv overfor Jasper kunne han lukke fuldstændig af, så det var forskelligt.
Han kiggede på hende igen, da hun forsøgte at løfte stemningen igen. "Altså, hvilket slags ar taler vi om? Der er nogen der er sværere end andre," påpegede han med et kort smil over sine læber.



Tatianna trak lidt på den ene skulder, "Well, du hænger frivilligt ud med mig. Det siger næsten mere om dig, end det gør om mig," gav hun drillende igen. Hun havde, siden de havde mødt hinanden første gang, undret sig meget over, hvorfor hans øjne aldrig rigtigt virkede glade, men hun havde ikke ville spørger ind til det, så godt følte hun endnu ikke at de kendte hinanden, men det skulle nok komme, det var hun sikker på. Hun grinte let og bed sig lidt i indersiden af sin kind, "Hvad så hvis jeg lukker øjnene? Så kan jeg ikke se det," foreslog hun og slog let ud med hænderne, selvom hun godt vidste det var en dårlig undskyldning.
Hun var ikke ligefrem nogen uskyldig kvinde, men hun var langt mere uskyldig nu, end hun havde været for bare tre år siden. Men hendes liv havde også taget mange drastiske drejninger, men de havde jo alle sammen gjort hende til den hun var i dag. Hun så ikke for et eneste sekund, hverken det udfordrende blik han havde set på hende med, eller det overrasket blik han sendte hende, da hun havde sagt okay. Hun så ham slet ikke i øjnene overhovedet, da hendes blik stirrede frem for hende, hvilket passede med hans kindben, da han trods alt var højere end hende, selvom hun var en høj kvinde. Det gik langt over hendes egne grænser det her, men hun, ligesom Lawrence, nægtede at tabe. Da han spurgte hvad hun se, sank hun en smule, men tog så blidt fat i kanten på hans bukser og bokseshorts og trak ned i dem, dog kun bag på, før hun lænede sig til siden, for at kunne se hans bagdel. "Hm.. Ingen blæk. Skuffende," sagde hun drillende og rettede sig op igen, så hun stod ret foran ham igen og trækkede hans bukser tilbage op, før hun slap ham, da hun regnede med at han selv ville lukke dem igen, eller rette dem til først, hvis de ikke sad ordenligt. "Men hey, go' røv," tilføjede hun og blinkede til ham, hvilket var første gang hun vendte blikket tilbage til hans øjne.
Hun nikkede lidt, "Det var fedt, det meste af tiden, men jeg ville ikke gøre det igen," svarede hun ærligt, ingen tvivl om, at hun havde elsket at bo i kollektiv, men hun havde haft en alt for brat og voldsom afslutning på det, til at hun ville gøre det igen, og hun var et helt andet sted i sit liv nu, end hun havde været dengang. Hun lod sin frie hånd glide i gennem det lange næsten sorte hår, som hun tog et nyt hvæs af sin smøg. "Hvis ikke man spørg, får man ikke noget af vide," sagde hun roligt og sendte ham et lille smil, før hun rømmede sig lidt, "Desuden er det to år siden, så det kan ikke blive ved med, at være et tabu og jeg ved godt, jeg slet ikke burde gå med ringen mere," sagde hun, selvfølgelig gjorde det stadig ondt at snakke om Patrick, men det var måske netop fordi hun aldrig rigtigt gjorde det. Hendes forældre havde prøvet at få hende til, at snakke, men hun havde nægtet og ville nok aldrig lukke nogen ind omkring det hundrede procent.
"Brandmærke," svarede hun og askede i askebægret igen, før hun vendte blikket mod sin mobil for, at se hvad klokken efterhånden var, "Skal vi gå i gang med maden?" spurgte hun og smilede lidt til ham. De ville jo sagtens kunne forsætte snakken ude i køkkenet, hvis det var det.

"Nåh ja, jeg er fortabt. Det har jeg været længe, måske kan du stadig reddes," jokede han og sendte hende et kort overfladisk smil. Ja, han brugte - præcis som Charles, humor som en forsvarsmekanisme. Bag det smil, bag joken, gemte sig en sandhed i de ord, han sagde. Han var fortabt. Han var vred og bitter og hver eneste dag, kunne han mærke sig selv forsvinde mere og mere. Ind i den vrede, der efterhånden snart havde opslugt ham. Hans biologiske forældre havde givet ham væk til forældre, der havde gjort deres bedste, men i sidste ende også forlod ham. Han var kommet videre til en ny familie. Jaspers familie. Tre ud af fire medlemmer var også forsvundet. Hvor end Lawrence gik, bragte han død med sig. For ja, et sted, havde han overbevidst sig om, det var ham der var problemet. Han havde gravet hemmeligheden frem til hvorfor han var givet væk. Hans forældre kunne ikke få børn, men ønskede sig brændende et. Ikke to. Et. Han havde været den, de havde valgt og Lavoie-parret havde beholdt Charles. Elsket ham. Været ved hans side. Slettet alle minder, de havde om Lawrence. Med garanti ikke en gang savnet ham. De havde givet Charles alt, mens han var blevet stukket en løgn om falsk kærlighed. Måske havde Lavoie-parret vidst, hvad Lawrence bragte med sig, hvorimod Charles havde været en en engel. Charles levede i en uvidenhed, men Lawrence havde set sig sur på ham. Han hadede ham, for selvom han ikke vidste noget om ham, så havde Charles' forpestet hans liv. Han rullede en anelse med øjnene af hendes ord. "Hvor er du åndssvag," svarede han overbærende og daskede blidt til hende.
Lawrence var ikke typen, der tænkte mere med sin mandelige kønsdel end han gjorde med sit hoved. Hans første tanke omkring det modsatte køn var ikke sex, med mindre det var det han havde lyst til. Ikke at han var tilbageholden, jomfru eller på nogen måde uskyldig, for det var han for guds skyld ikke. Han var nok mere apatisk, som han egentlig var ved de fleste ting. Der var ganske få ting, han gik op i med hjerte og sjæl. Som hun trak ned i hans boxers ved hans bagdel og hun skuffende fortalte at der manglede blæk, bed han sig i læben. "Der skal jo være steder, hvor jeg kan blive tatoveret, når jeg får nye idéer" svarede han drilsk, inden han betragtede hende rette sig op og trak hans bukser op. "Tak," svarede han og blinkede tilbage til hende. Han havde ikke rigtigt bemærket, hun ikke havde set ham i øjnene. Han havde været mere fokuseret på, at hun rent faktisk havde gjort det, for ja, det havde overrasket ham.
"Hvorfor ikke?" spurgte han med en rolig stemme, inden han lod røgen fylde hans lunger med et selvtilfredst suk. Han nød følelsen af røgen, der fyldte hans lunger. Hvordan det var en langsom død, en anden måde at ødelægge sig selv på. Han havde røget meget hash, da han var yngre. Da han i starten havde fundet ud af det med Charles, for det var den eneste måde, han kunne slappe af på. Det var det sådan set stadigvæk, men han havde valgt at omfavne vreden i stedet. Han betragtede hendes hånd og hendes hår, inden han nikkede. "Sandt," svarede han og lagde hovedet let på skrå. "Elsker du ham stadig?" spurgte han, da hun sagde hun ikke burde gå med ringen mere.
"Hvordan har du fået sådan et?" spurgte han inden han askede resten af sin smøg. "Ja," medgav han, inden han rejste sig op og bevægede sig ud mod sit køkken. "Kan jeg friste med øl eller vin?" spurgte han. Han vidste ikke hvad hun bedst kunne lide og selv var han mere en øl mand. Ligesom Charles. Han ville dog til enhver tid benægte, at de mindede om hinanden.

Tatianna grinte let, mens hun rystede lidt på hovedet af Lawrence, "Naivt. Sødt, men naivt," sagde hun stadig med den drillende undertone. Om hun var direkte fortabt, vidste hun ikke. Nok ikke så meget som hun havde været, men hun ville heller aldrig blive den samme som før, hvilket så kunne diskuteres om var en god eller skidt ting. Hun kendte ikke Charles overhovedet, ikke for andet end hans musik og selvfølgelig havde hun hørt om Faded Exit, men det var ikke hendes musiksmag, men helt at undgå at høre om dem, kunne hun ikke da hun hørte en del radio og hun stadig havde både sin youtube-kanal og sin blog, hvor hun jo var nødt til at følge med i hvad der skete rundt omkring i verden, for at nå ud til flest muligt. Hun grinte morende da han daskede til hende, "Har du aldrig lært, at man ikke slår på kvinder?" spurgte hun, selvom det jo langt fra havde været et slag som sådan, og det havde på ingen måder gjort ondt. Hun vidste ikke andet om hans familie, end det han havde fortalt den dag han havde tatoveret hende, så i bund og grund vidste hun kun, at han havde været i pleje fordi hun havde spurgt ind til hans tatoveringer og han havde fortalt om ulven han havde på armen med navnene omkring.
Hun lagde intet seksuelt i, at tjekke hans bagdel for blæk, men hun var bange for om han gjorde. Men det var nok også mest fordi hun følte hun var Patrick utro, når hun var for tæt på andre mænd og det her gik indunder at være for tæt, for havde Patrick stadig været i live, havde hun aldrig gjort det. "Sååh, en my little pony på ballen er altså ikke udelukket?" spurgte hun en smule udfordrende. Hun syntes tatoveringer kunne være utroligt smukke og de kunne fortælle mange historier, men efter han havde fortalt om ulve-tatoveringen havde hun ikke rigtigt turde spørger ind til de andre han havde, da hun var bange for at træde over nogle grænser, da han ikke virkede som typen som fortalt alt til hvem som helst. Hun rynkede lidt på panden, da han takkede hende, dog med et smil på læberne, "Selv tak?" svarede hun med et lidt flirtende glimt i øjnene, selvom det var en underlige følelse, når de stod så tæt som de gjorde.
Hun trak lidt på skulderen, "Jeg er bare et andet sted i mit liv, end jeg var dengang og så endte det alt for brat til, at jeg ville kunne gøre det igen," svarede hun og tog ligeledes et hvæs af sin smøg. Hun havde elsket det, det havde været en fantastisk oplevelse, men hun ville ikke kunne gøre det igen. Hun ville være bange for, at det samme ville ske igen og så var hun ikke sikker på, om hun ville kunne komme ovenpå endnu engang. Hun bed sig lidt i læben, da han sagde sandt, men svarede ikke på det, hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare. Hun spærrede de brune øjne på, da hans spørgsmål omkring Patrick lød, hvortil et mindre fnøs lød fra hende. "Vi var unge og dumme. Men ja, en del af mig vil nok altid elske ham, men han var ikke god for mig. Da vi flyttede sammen havde jeg min mor grædende i telefonen hver dag, tiggende om at jeg skulle flytte hjem igen," svarede hun og trak lidt på den ene skulder. Patrick havde på ingen måder været en god kæreste eller forlovet for hende. Havde det ikke været for ham, var hun aldrig endt ud i et misbrug, men så havde hun heller ikke været den hun var i dag.
"Lang historie kort, i en brand," svarede hun og tog det sidste hvæs af sin smøg, uden at uddybe mere, men det var jo sandt. Hun rejste sig fra sofaen og slukkede sin smøg, før hun fulgte efter ham ud i køkkenet. "Det ved jeg ikke. Er det her Netflix og chill eller Netflix og seriøs chill?" vendte hun hans spørgsmål, mens hun samlede det lange mørke hår i en knold, så det ikke røg i maden, mens de lavede mad, dog stadig med blikket mod ham, da hun oprigtigt var ret nysgerrig på, hvad han så det her som. Netflix og seriøs chill, så var de i vennezonen og ville forblive der, ergo skulle der øl på bordet. Netflix og chill, jamen så skulle der vel vin på bordet.

Han sendte hende et kort overfladisk smil. ”Well, that’s me,” svarede han roligt. Lawrence var blevet fortabt for længe siden. Han vidste godt, han havde været heldig med, at Jasper og hans kone ville have ham, da hans forældre døde. Det ændrede dog ikke på, den følelse han havde. At hvor end han gik, fulgte døden med ham og han havde en svag forståelse for hvorfor, hans biologiske forældre havde valgt ham fra. Ikke at han direkte kendte den rigtige historie, men han følte sig stadig vraget. Han havde tegnet et billede af sig som djævlen og Charles som englen inde i sit eget hoved, igen fordi hvor end han gik, skabte han kun død og ødelæggelse. Han vidste Jasper elskede ham, men han var ikke hans kone og hans biologiske børn og han følte virkelig, han havde taget noget fra ham. Han himlede med øjnene, da hun spurgte om han ikke havde hørt om man ikke slog på kvinder. ”Næ, skulle jeg det?” svarede han drillende. Lawrence var ikke åben bog og han hadede, at snakke om sig selv. Det med at sætte sig ned og snakke om følelser og hvordan ens dag havde været, havde aldrig været ham. Det var nok også en af årsagerne til, han ikke havde haft et længerevarende seriøst forhold.
Lawrence lagde ikke noget seksuelt i det. Ikke fordi han ikke tænkte på sex, for det gjorde han præcis som de fleste andre mennesker, og især i hans alder. Han havde bare ikke haft nogen årsag til at tænke på sex med Tatianna og for ham var der intet seksuelt i, at hun så hans bagdel. Havde hun været en fyr og havde han været til fyre, havde han set det som noget langt mere seksuelt, mest af alt fordi den seksuelle omgang med en anden mand, fungerede den vej. ”Måske, måske ikke. Det er jo Charles der har den, og så er der flere der vil tro jeg er ham,” argumenterede han tilbage og prøvede at ignorere det udfordrende i hendes stemme. Han havde svært ved at sige nej og stoppe når det omhandlede konkurrencer og han var en virkelig dårlig taber. Han blinkede en enkelt gang til hende ved hendes selv tak og det flirtende glimt hun havde i øjnene.
Han nikkede forstående til det hun sagde, selvom han ikke vidste hvad der var sket. Han vidste ikke en gang, han kendte hendes eksforlovede. Han hørte hendes fnøs, hvilket gjorde han rettede de grønne øjne direkte mod hende. Han betragtede hende med et analyserende blik, mens han lyttede til hvad hun sagde. ”Hvorfor var han ikke god for dig?” spurgte han direkte.
”Er det derfor din eksforlovet ikke er her mere?” spurgte han med en rolig stemme. Selvfølgelig skulle hun ikke svare på det, hvis ikke hun havde lyst. Han var bare ikke typen, der pakkede tingene ind. ”Det ved jeg ikke. Er der er en forskel?” spurgte han med et hævet øjenbryn. Der var noget, han aldrig havde forstået ved mugglere og det var det med netflix og chill. ”Men… netflix og chill? Eller seriøst chill… jeg ved det ikke?” prøvede han tøvende og kløede sig lidt i nakken, da han virkelig ikke forstod hvad det havde at gøre med, hvad hun ville have.

Et lidt skævt smil meldte sig på Tatis læber, "Heldigt for dig, at det klær dig," svarede hun og blinkede drillende til Lawrence. Hun kom ikke fra et knus eller ødelagt hjem, hendes forældre var stadig lykkeligt gift, hendes storebror og hende havde et udemærket forhold, selvom han var meget væk på grund af hans arbejde. Det var nok nærmere Tati som havde ødelagt deres familie, ved at gå de veje hun havde valgt at gå, men hun kunne ikke gøre det om nu, hun var ikke engang sikker på, at hun rent faktisk ville gøre det, selv hvis hun kunne. Hun grinte let og rystede lidt på hovedet af ham, "Næ, så længe du er forberedt på, at vi kan slå igen, når du mindst venter det," svarede hun drillende tilbage og rakte kort tunge af ham, hvilket kort viste hendes tunge piercing.
Hun satte hænderne i siderne på sig selv, og studerede hans ansigt en smule, som hun tippede hovedet lidt til den ene side, "Så vidt jeg husker, er Charles' lyserød. Din kunne blive blå.. Og så kunne du altid kalde den Charles, og sige han bogstaveligt talt kunne rende dig mere eller mindre i røven," sagde hun og smilede til ham, hvorefter hun viftede lidt med den ene hånd, "Sorry, dårlig joke," tilføjede hun og rystede lidt på hovedet af sig selv, hvorefter hendes brune øjne hvilede på ham igen, "Har du nogensinde tænkt over, hvorfor I ligner hinanden så meget?" spurgte hun, hun vidste jo ikke at deres fødesesdage var helt ens og at de rent faktisk var biologiske tvillinger. Men hun syntes det var utroligt og en smule skræmmende og to mennesker kunne ligne hinanden så meget, uden at være i familie, i hvert fald af hvad hun vidste af.
Hun trak vejret en smule tungt ind, ved hans spørgsmål, før hun lod sine brune øjne blive fanget af hans grønne, og pustede så ligeså tungt ud. "Jeg mødte ham, da jeg var 14 og han var 17. Jeg var på en ferie i Norge med min familie. Han gik på en eller anden special kostskole af en art derovre, men hans familie boede her i England," begyndte hun, selvom hun godt kunne mærke, at det ikke var en samtale som huede hende, men som hun ærligt talt hellere ville være fri fra, men nu havde hun jo netop lige sagt, at det ikke kunne blive ved med at være tabubelagt for hende. "Anyway, hans forældre var lidt for glade for flasken og han blev slået og sådanne nogle ting derhjemme, så da han blev færdig på skolen, flyttede han hjemme fra. Men som man siger, så falder æblet sjældent langt fra stammen, så han begyndte selv at drikke en del. Jeg var naiv nok til, at tro, at jeg kunne hjælpe ham," hun tav lidt og bed sig i læben, før hun sukkede lidt og forsatte, "Efterhånden var alkoholen ikke nok for ham, så han begyndte på stoffer.. Jeg truede ham med at gå fra ham, hvis han ikke stoppede, hvilket resulterede i, at han dopede mig og.. Voldtog mig. Han sov sin rus ud og undskyldte dagen efter, hvor jeg selvfølgelig tilgav ham, fordi han lovede at det hele nok skulle blive godt igen, så vi flyttede sammen og han friede til mig. Alt var godt i noget tid, men stofferne blev mere og mere en del af vores hverdag," afsluttede hun, selvom hun havde undladt en masse detaljer, så havde hun en god idé om, at han havde fanget budskabet.
Hun nikkede lidt til hans spørgsmål, "Ja.. I den første brandbil på stedet var min far i, så han var også den første i bygningen, så da han så hans valg stod mellem Patrick eller mig.. Well, han tog vel det valg enhver far ville have taget," svarede hun og trak lidt på den ene skulder. Hun ville nok aldrig tilgive sin far hundrede procent for, at have valgt hende frem for Patrick, men hun kunne godt forstå ham. Det var mere end hvad hun havde kunne i starten.
Hun smilede lidt, da han spurgte om der var forskel, "Ehm, yeah, ret stor forskel," svarede hun og gav sig til at røre i en af gryderne. Hun vendte dog et ret overrasket blik mod ham, da han prøvede sig frem med at svare på hendes spørgsmål. Det var lidt sødt et sted, da hun sådan fik hylet ham ud af den. "Okay, lad mig spørger på en anden måde; Har du inviteret mig herhjem for, at sætte mig i vennezonen, ergo vi skal have øl på bordet, eller for at se om vi kan føre til noget mere end venner, ergo vi skal have vin på bordet?" spurgte hun mere direkte denne gang, dog med et smil på læberne, og vendte sin opmærksomhed tilbage til gryden, så maden ikke ville brænde på.

”Haha, hvor er du sjov,” svarede Lawrence og rakte sin tunge mod hende, da hun havde drillet ham. Lawrence havde altid været jaloux på sin bror over, at han kom fra et hjem, der stadig hang sammen og ikke havde oplevet at miste i samme omfang som ham selv, men han vidste også, det havde gjort ham hvem han var og han kunne omvendt heller ikke forestille sig, at være en anden. ”Sure, men ikke ligeså hårdt,” svarede han drillende tilbage for selv at række sin tunge ud mod hende, endnu en gang. Han havde skimtet hendes tungepiercing, men det var en meget normal ting for ham at se, så han tænkte ikke rigtigt videre over den.
Hvis Lawrence havde drukket noget, så havde han fået det galt i halsen med hendes ord. Han lod sit blik dreje om mod hende og kiggede på hende som ordene om Charles kunne rende ham i røven forlod hendes læber. ”Ja, men jeg ville jo stadig have noget til fælles med ham,” svarede han og bed sig en anelse i læben, inden han rystede på hovedet. ”Du skal ikke undskylde,” svarede han og stivnede halvt i sin krop ved hendes spørgsmål. Skulle han svare ærligt på det? Eller? Han så på hende og svarede med en nærmest helt mekanisk stemme. ”Ja, vi er tvillinger,”. Så måtte hun selv vælge om hun troede på det eller ej, eller om hun på grund af hans tonefald troede, han jokede.
Som hun forklarede om ham og hun fortalte, hvor han gik i skole, gik det lidt efter lidt op for ham, at det nok var Durmstrang hun snakkede om, og han muligvis kendte ham, hun snakkede om. ”Ah,” svarede han, mens han tænkte over hendes ord. ”Det er svært at hjælpe nogen der drikker meget, også selvom man gerne vil. Det er i sidste ende altid deres egen kamp,” svarede han med en fortrøstningsfuld stemme. Han vidste, at hvis mennesker ville have hjælp, så skulle de også nok tage den til sig. Han havde trods alt også haft en alkoholiker tæt inde på sit liv. Han knyttede sin hånd, som Tati fortalte, hun var blevet dopet og voldtaget af ham. Lawrence havde altid ment, man skulle behandle kvinder pænt, så han kunne slet ikke forstå, man kunne behandle hende på den måde, som Patrick havde gjort. Han vidste ikke en gang rigtigt hvad han skulle svare hende. Han bed sig en anelse i læben. Han valgte derfor bare at lytte videre på hendes ord, som hun gav sig til at fortælle om det valg, hendes far havde stået overfor. Shit, det lød mere og mere som den Patrick, han kendte. ”Jeg tror jeg kender ham…” var alt der gled udover hans læber, inden han rettede sig selv. ”Kendte,”. Han lagde en hånd på hendes skulder. ”Og hvis jeg kendte ham, så er jeg glad for, det er dig der blev reddet,” svarede han lidt efter.
Han så på hende, som hun svarede der var stor forskel. ”Er der?” spurgte han igen og lod hende røre i en af gryderne, mens han selv fokuserede på at lave noget andet. Alt han ville vide var bare om hun ville have en forbandet øl eller om hun ville have vin. Fucking mugglere. Nogle gange så havde de nogen totalt underlige udtryk. ”Okay….” svarede han skeptisk, som han hævede et øjenbryn. ”Hvad vil du have det skal være?” spurgte han direkte, da han ikke vidste hvad hun forventede. Han havde tænkt de hængte ud som venner, men nu var han forvirret.

"Ja, man skulle næsten tro jeg levede af at være sjov ik?" spurgte hun og grinte let, det gjorde hun jo sådan set på et punkt, med sin youtube-kanal, men det var jo primært 'lær-at-danse' videoer hun lagde op. Hun grinte let da han rakte tunge tilbage af hende, "Hvem siger kvinder ikke kan slå hårdt?" spurgte hun drillende, selvfølgelig var der den biologiske forskel på, at selvom mænd og kvinder havde lige mange muskler, så var mænds bare større. Men nu havde hun selv danset siden hun havde været fire år, så hun ville da bestemt mene, at hendes muskler ikke fejlede noget overhovedet.
Tati måtte bide sig i læben, da Lawrence sagde han ville have noget tilfælles med Charles, hvis han fik den tatovering, men valgte at holde sine tanker omkring foruden han også havde næse, øjne, kindben osv tilfælles med Charles. Det var nok ikke lige hvad Lawrence ønskede at høre, selvom det var sandt. "True," svarede hun i stedet blot og sendte ham et lille smil, da han sagde hun ikke skulle undskylde, selvom hun nu selv syntes det var mest på sin plads. Hun måtte dog hæve det ene øjenbryn, da hans svar lød. Han brude virkelig blive pokerspiller, hun kunne ikke aflæse ham. Mente han at de var tvillinger eller var det bare hans egen teori? Hans tonefald gjorde det bestemt ikke nemmere for hende, at regne ud om han var ærlig eller bare slyngede noget ud. "Tvillinger?" spurgte hun efter a have set lidt længe på ham, for at prøve at regne ham ud, men eftersom det ikke lykkedes for hende, så måtte hun jo spørger.
Hun kendte intet til hvilken skole det var Patrick havde gået på, da han blot havde fortalt hende at det havde været en kostskole, men det var vel heller ikke helt løgn, han havde undladet at fortælle om hvilke fag og hvilken slags kostskole det havde været. Hun trak lidt på den ene skulder, "Jah, det har du vel ret i," svarede hun, man kunne jo ikke hjælpe nogen som ikke ønskede at blive hjulpet, men da hun havde været teenager på det tidspunkt, så havde hun haft samme tankegang som så mange andre teenager, om at hun havde kunne redde hele verden. Hun havde fundet ud af på den hårde måde, at dette bare ikke var tilfældet. Hun vendte blikket mod Lawrences hånd, da hun så han knyttede den. Hun sagde dog ikke noget til det, hun havde selv været uden om det, hvis man spurgte hende. Det havde været lidt ligesom de kvinder som elsker deres mænd for højt til at gå fra dem, selvom de måske blev slået dagligt. Sådan havde hendes forhold med Patrick dog ikke været, selvom han flere gange havde lagt hånd på hende, så havde det ikke været dagligt. Hun vendte dog blikket direkte mod ham og så overrasket på ham, da han sagde han havde kendt ham, "Hvorfor tror du det?" spurgte hun og trådte et skridt væk fra ham så han ikke kunne nå hende, da hun mærkede hans hånd på sin skulder, "Hans liv var ikke mindre værd end mit," sagde hun og rystede lidt på hovedet. Det var præcis en af grundene til, at hun aldrig snakkede om Patrick. Når hun fortalte sin historie, vidste hun godt at folk helt automatisk tog hendes side, men de havde været to om det forhold, hun kunne jo bare have været gået fra ham i stedet for at have tilgivet ham.
Hun nikkede lidt, "Ja," svarede hun roligt, selvfølgelig var der forskel på, om det var netfilx og chill eller netfilx og seriøs chill. Hun vendte blikket fra gryden og hen på Lawrence, da han vendte hendes spørgsmål så hun nu skulle svare. Et skævt smil meldte sig på hendes læber, som hun trak lidt på den ene skulder, "Det ved jeg ikke, hvorfor tror du jeg lagde den over på dig?" spurgte hun tilbage. Hun vidste ikke engang hvilket svar hun havde håbet på. Hun elskede at bruge tid sammen med ham og lige nu var de jo bare venner. Men om hun ønskede mere end det, vidste hun ikke. Hun ville lyve, hvis hun sagde hun ikke for bare et split sekund havde tænkt på, hvordan det mon ville være at kysse ham, men hun var samtidig også bange for at noget skulle gå galt og det ville ende ligesom med Patrick.

Lawrence kunne ikke lade være med at fnyse af grin over hendes ord. "Ih ja, det skulle man faktisk," svarede han. Han kunne godt huske, hun vist havde fortalt hun var danser og hun lavede noget med noget youtube eller sådan noget, men det var så også det. "De slår sjældent hårdt nok," svarede Lawrence drillende tilbage, inden han blinkede til hende. Udefra virkede han nok som en meget flirtende og glad mand, men de smil han sendte, nåede bare al for sjældent hans øjne. Han var egentlig ret kold og afstumpet, når det kom til stykket. Han var en ensom ulv, der hellere ville sit eget selskab frem for andres. Han stod så også gerne ved det. Han nikkede til hendes ord. Han vidste godt de fleste mente ham og Charles var samme person og der ikke var forskel i deres udseende, men sandheden var for Lawrence en anden. Han havde flere tatoveringer end ham og han havde ikke farvet sit hår i en halv snes farver. Han holdt det i enten blond eller sort. "Ja, tvillinger," gentog han efter hende, uden at trække på smilebåndet, rynke på næsen eller blinke med øjnene. Han var bund seriøs.
Han trak lidt på skulderen. "Det er sjældent man kan, i hvert fald," svarede han og bed sig lidt i læben. Han havde også en gang troet, han kunne redde hele verden, men han havde i en tidlig alder lært, det sjældent var tilfældet. De eneste man egentlig havde ansvar for, var overfor en selv. I sidste ende, kunne man heller ikke stole på, at andre ville hjælpe en. Det afhang alt sammen af om man kunne trække sig selv op og ønskede den hjælp, man fik tilbudt. Han bed sig i læben ved hendes overraskede udtryk og lod hende træde et skridt væk for derfor at give slip på hendes skulder. "Fordi jeg gik i skole med en Patrick, hvis personlighed var sådan og hans forældre var præcis, som du beskriver dem," svarede han køligt og direkte, mens han lod sit blik hvile på hende for at aflæse hans reaktion. "Ikke det jeg siger. Jeg siger bare, han gravede sin egen grav og han ikke havde nogen ret til at begrave dig sammen med ham," svarede han hudløst ærligt, som han prøvede at slappe af i kroppen. Han var stadig vred på ham over han var død mest af alt fordi han vidste han havde gjort noget dumt, men vide at han havde gjort noget mod en, som skulle forestille at stole på ham, det kunne han ikke tilgive ham for. Nu havde Lawrence så heller ikke set ham som sin bedsteven, men venner havde de da været en gang.
Han bed sig frustreret i læben og vidste ikke helt hvad han skulle svare hende. Seriøst, mugglere og deres netflix og om man ville have sex med dem eller hvad det var der skete. Han ville bare have en øl, og hun kunne vælge helt præcist hvad hun ville. "Jamen det ved jeg da ikke," svarede han og kløede sig i nakken, som han gav sig til at røre rundt i en af gryderne. Han gav slip fra grydeskeen og bevægede sig hen mod hende. Han stoppede, da der var en naturlig afstand mellem dem. "Jeg vil ærlig talt bare have du vælger noget at drikke, du kan også få noget andet, hvis du hellere vil det," kommenterede han for at påpege, han ikke havde bagtanker med hvad han havde spurgt om, og hun ikke skulle være bange for, at han ville lægge op til sex med hende, hvis hun ville have vin. "Og så ved jeg heller ikke hvad netflix er, så allerede der mistede du mig," kommenterede han videre og trådte et skridt tættere på hende.

På Tatiannas læber var der et smil som blottede de hvide tænder, "Jeg skulle have været blevet komiker, i stedet for at spilde tid på youtube," sagde hun og rullede lidt med øjnene, med et morende glimt i øjet. Hun elskede at lave youtube-videoer og ikke mindst at danse for Joey, men tanken om en dag at skulle stå på en scene og risikere at lave et forkert move eller falde, var noget så angst provokerende for hende, så det valgt hun bare at lade vær med at tænke på. "Vi kan slå herre hårdt, vi venter bare til I mindst venter det," svarede hun drillende og blinkede tilbage til ham, før hun rakte tunge af ham, så hendes tungepiercing kom til syne igen.
Hun så studerende på ham, mens hun virkelig prøvede at analysere ham. Hans mimik, kropssprog i det hele taget, hans øjne. Hvad hun ledte efter, vidste hun ikke, men et eller andet som kunne afsløre om, han mente de var tvillinger eller om det var hans gæt. "Kommer der nogen yderligere forklaring eller lader vi den bare hænge der i luften til en anden skønne dag?" spurgte hun så og tippede hovedet lidt til den ene side, mens de chokoladebrune øjne hvilede på ham. Okay, godt nok var hun ikke fan af FE overhovedet, men burde hun ikke have hørt om, hvis Charles havde en tvilling? Okay hun fulgte overhovedet ikke med, i lige den form for musik, men alligevel.
Hun vendte blikket mod ham, "Men man skal også kunne leve med sig selv bagefter og være sikker på, at man gjorde hvad man kunne," sagde hun roligt, hun vidste godt nu at hun ikke havde kunne gøre mere for Patrick end hun allerede havde gjort, men lige da det var sket, gav hun sig selv skylden hele tiden og nåede også til punkter, hvor hun gjorde skade på sig selv i form af cutting og andre ting, som hun den dag i dag ikke var stolt over, men havde accepteret at det ville være evige ar på hendes håndled og evige reminder om hendes fortid. Hendes blik flakkede en smule, da han forklarede hvorfor han troede han kendte Patrick, "Well.. Verden er lille nogengange," sagde hun og rømmede sig lidt, hvorefter et påtvunget smil meldte sig på hendes læber, da hun ikke helt vidste hvordan hun skulle håndter det. Hun slog blikket ned og trak vejret dybt stille ind, "Du lyder ligesom mine forældre.." mumlede hun og pustede ud igen. Hun var langt fra enig med ham, men hun var ikke interesseret i at starte en diskussion med ham omkring det. Hun mente selv, at hun havde været klar til at sige i medgang og modgang til ham, så måtte hun jo også finde sig i modgangen. Men hun vidste godt, at Patrick havde manipuleret med hende på visse punkter og det var nok et af punkterne.
Hun hoppede op og satte sig på køkkenbordet, dog kunne hun ikke lade vær med at morer sig over at det her nok hylede ham mindst ligeså ud af den, som det hylede hende selv ud af den. "Shit vi er på den så," sagde hun morende, så var der jo ingen af dem som vidste hvad var eller hvad de måske eller måske ikke skulle blive til. Hun fulgte ham med blikket og smil på læberne, da han kom over imod hende, og stoppede lidt fra hende, "Jeg kan slet ikke li vin. Øl er helt fint med mig," svarede hun og blinkede til ham, hvorefter hun bed sig lidt i læben, da han trådte et skridt nærmere, "Seriøst? Hvilket århundrede lever du i? Netflix er din bedste ven, med alle de film og serier hjertetbegærer," forklarede hun og gjorde tegn til at han gerne måtte komme tættere på, med et roligt smil på læberne.

Lawrence havde hørt om YouTube og vidste, det var et sted hvor mugglere lagde videoer op af alt muligt underligt. Han havde dog aldrig selv set en eneste video derinde fra, og han mente også, det var Celia der i sin tid, havde forklaret ham, hvad det egentlig var. ”Det er ligefør,” svarede han venligt til hendes kommentar og rystede på hovedet ved det næste hun sagde. ”Det tror jeg ikke,” svarede han. Sandheden var, at han nok knapt kunne mærke det, selv hvis hun slog hårdt.
Hans ansigt var fuldstændig seriøst. Ingen muskel i hans ansigt rørte på sig, som han lod øjnene hvile på hende. ”En forklaring?” spurgte han og sukkede kort. ”Det er en lang en,” forklarede han, da han egentlig ikke ville tale om det, men bare havde valgt at være direkte, fordi han kendte sandheden. Han havde været det uelskede barn, men Charles havde været meget mere end bare elsket af deres fælles biologiske forældre. Det var så typisk den hippie indstands af en familie. De troede de reddede hele verden, men sandheden var, de bare gjorde det langt værre for alle, som var involveret.
”Ja, det er rigtigt, men omvendt skal man også tilgive sig selv eller bare acceptere det,” svarede han med selv med en rolig stemme og vidste ikke om han skulle blive ved med at køre i den. Han kunne godt mærke på hende, det ikke var en behagelig samtale for hende. Det var det heller ikke for ham, for det havde været hans tidligere ven, men han var dog langt mere distanceret til det. Han havde dog også selv oplevet tragedier, så han vidste man ikke kunne andet end at acceptere udfaldet. ”Ja,” svarede han og bed sig i læben. De havde gået i skole sammen, og han havde holdt sig i baggrunden ved hans begravelse, da han havde været med til den, men ikke haft en direkte aktiv rolle eller stået sammen med de sørgende. ”Det tror jeg på,” mumlede han tilbage, men han vidste også det han sagde var sandt.
Han lod hende sætte sig på køkkenbordet og så på hende, da hun lignede en der morede sig. ”Ja,” medgav han, som han satte resten ind i ovnen, så alt de skulle nu var at vente på maden blev færdig. ”Super,” svarede han, da hun endelig var nået frem til nået og stak hende en kold øl i hænderne, inden han fandt en til sig selv og åbnede den, som han tog en stor tår deraf. ”Jeg ser ikke rigtigt fjernsyn,” svarede han hende til hendes forklaring og rykkede et par skridt tættere på, da han fik hendes tilladelse.