Foresti+Gwen - Castle on The Hill

Foresti Orion Campbell
Ilvermorny - Dullerings lokalet.
Marts 2054 - Omkring lektionens afslutning.
Outfit


Gwen havde været professor på Ilvermorny i nogle år efterhånden. Hun elskede sit job, selvom det til tider godt kunne være af en udfordring, at holde styr på de mange elever. Måske det netop var den udfordring hun godt kunne lide. Ikke to dage var ens, selvom hun underviste i det samme fag hver dag. Hun strammede sin bandana, som holdt det naturlige røde hår på plads, så hun ikke fik det i øjnene, "Okay alle sammen, det må være nok for i dag," sagde hun i en blid stemme og smilede veltilfredst rundt til eleverne. De var blevet bedre siden sidst, men selvfølgelig var der også stadig nogle som haltede lidt bagud, men sådan var det vel altid?
Hun svag sin tryllestav mod døren, så den lukkede roligt op. "Vi ses til aftensmad, pas nu godt på jer selv og hinanden," sagde hun smilende og vinkede lidt et nogle af elever, som de begyndte at gå ud af lokalet. Hun vendte sig så mod et bord, hvorpå hendes taske stod, og begyndte at lede efter sit hylster til hendes tryllestav, så den ikke blev væk eller knækkede i hendes taske med alt for mange ubruglige ting i. En typisk kvindetaske. Hun kunne godt lide, at undervise og hun elskede at gøre undervisningen så sjov og interessante for eleverne som overhovedet muligt. Hu lavede derfor også gerne ofte sjov med dem, tog gas på dem og sådan noget, men hun tog selvfølgelig også sit arbejde seriøst. Hendes mål var, at gøre eleverne så klar som overhovedet muligt, til at kunne forsvare dem selv i en dullering, hvis de skulle være så uheldige at komme ud i sådan en.

Dressed to impress

Foresti kunne godt lide Professor Bennetts undervisning, mest af alt fordi der var mulighed for at prøve det man lærte i undervisningen af. At han så synes, deres underviser var en køn kvinde, var noget helt andet. Foresti kunne trods alt ikke benægte, at han var kommet i en alder, hvor det modsatte køn var begyndt at interessere ham og man selvfølgelig lagde mærke til, når en pige var pæn. Hormonerne flød jo rundt i kroppen på en. Foresti var kendt som at være ham den sjove og ham den selvsikre omkring alt og alle - også om pigerne. Han vidste altid hvad han skulle sige og hvornår han skulle sige det, så generelt, så havde han vel arvet sine forældres charme eller i hvert fald været i stand til at kunne kopiere den. Han virkede som typen med mange venner - men reelt set havde han egentlig kun en, som var hans rigtige ven, og det var Angel. Så meget for at være populær.
Foresti sad ved siden af en af de mange bekendte han havde, mens han lyttede på at Professor Bennett afsluttede undervisning. Et fjoget grin meldte sig på den bekendtes ansigt, da Foresti ikke ville med, med det samme. Han havde et spørgsmål. Han ventede derfor på sin plads til at alle var gået, inden han gik mod professoren og havnede der præcis da den sidste var gået ud. "Professor Bennett," sagde han for at tilkendegive hans tilstedeværelse. Hans pandehår sad udenfor hans beanie og alt i alt, var han da begyndt at se mere og mere voksen ud end han havde gjort sidste skoleår. Han smilede bredt til hende - et af de der drengede smil, der bare kunne brænde sig fast på nethinden. "Jeg har et spørgsmål.. Omkring disciplinen," begyndte han og så ned i gulvet, som han snakkede inden han lod de isblå øjne hvile på hende. "Ja.. eller.. det er mere, hvad jeg kan gøre bedre... Jeg vil jo gerne vinde hver gang," spurgte han og kløede sig en enkelt gang i nakken, inden han smilede venligt mod hende. Hans stemme var efterhånden ved at gå i overgang, da den skiftevis nogle gange var mørk og lys. Lige nu var den dog ikke ligeså irriterende, som den havde været over de sidste par dage.

Gwen fik lagt sin tryllestav på plads i hylsteret og kom den tilbage i tasken, da hun hørte en stemme bag sig. Hun vendte roligt rundt på hælene, for at se hvem stemmen kom fra. Et varmt smil meldte sig på hendes læber, "Arh, Mr. Campbell," hilste hun med den klingrende accent, som nok tydeligt afslørede, at hun var født og opvokset i New York. Hun satte sig op på bordet, ved siden af sin taske, mens hendes blik hvilede på den unge mand, som hun afventede hvad han mon ville.
Hun flyttede sin taske ned på gulvet, mens han begyndte at snakke, men nåede lige at vende blikket tilbage på ham tids nok til, at se det drengede smil. Det ville ikke undre hende, hvis han var en af de drenge som pigerne nærmest stod i kø efter. "Jeg er her for, at hjælpe. Sig ende frem min ven," sagde hun og gjorde en gestus med den ene hånd, som tegn til, at han kunne sætte sig på bordet ved siden af hende.
Hun gengældte hans venlige smil, "De gør det godt, Mr. Campbell. Mit første råd til Dem er nok, at acceptere, at De ikke kan vinde hver gang, selv jeg kan tabe en dullering," lagde hun ud i et roligt tonefald med blikket hvilende på ham og et varmt smil på sine læber. Hun bed sig lidt i læben, mens hun tænkte sig lidt om, hvilket fik en lille rynken frem mellem hendes øjenbryn og en henover hendes pande. "Men hvis De ikke føler, De har styr på det, vil jeg hellere end gerne træne lidt med Dem," tilføjede hun og rynken forsvandt og blev erstattet med det velkendte smil.


Foresti betragtede professor Bennett inden han smilede sit sædvanlige charmerende drengede smil, ja, han var nok vant til at kunne komme langt med sit smil, hvilket tit vandt ham en form for uskyld selvom det langt fra var tilfældet. Intentionen var dog oftest klar fra hans side af. Han var ikke som sine forældre eller som sine søskende. Det eneste han havde som lignede, var den charmerende tilgang til livet samt hans popularitet blandt sine medelever. Han var langt mere blid og fyldt med humor, hvorimod hans del af familien kunne virke langt hårdere end de var uden Foresti kendte grunden. En ting var sikkert: Hans del af familien var ikke Guds bedste børn - og det vat var han dog heller ikke lang tid endnu. Loke og Alex mindede Foresti om nogen, der havde været ude i en masse smuds uden han kendte til at det var bande og drabsrelateret, men de mindede bare ikke om nogen, der normalt ville få lov at adoptere. Han var dog sikker på, at det skyldes Alex var i politiet og Loke var en eller anden højt stillet professor i no-majernes verden.
Foresti nikkede. Han kunne ikke fordrage at tabe og på det punkt mindede han nok meget om de fleste i hans familie. Han kunne dog ikke vide om det var arv eller miljø, da han var overbevidst om, at han var adopteret. "Tak," påpegede han selvsikkert, hvilket også var afspejlet i det smil, der blev plantet på hendes læber ved hendes ord. Han vidste nu godt han var dygtig, men det var altid rart at blive bekræftet. "Men meningen er jo at overleve i den virkelige verden," svarede han og kunne ikke forestille sig professor Bennet tabe i noget som helst. I hans svar, gemte sig dog et forsøg på altid at være den bedste, og sådan var han i alt hvad han lavede. Lige i det her kunne det dog blive et spørgsmål om liv eller død i den virkelige verden. Han kunne jo ikke prøve igen imorgen, hvis han fejlede. Det var han hjemsøgende bevidst om. Han gengældte hendes varme smil. Foresti synes virkelig hun var en af de smukkeste undevisere på denne skole. Han så bekymret på hende over hendes rynken, da hun jo sådan set ikke behøvede at træne med ham efter endt undervisning. Han smilede dog bredt, da hun begyndte at snakke. "Det vil jeg gerne," lød hans stemme med en strejfende glæde.

Gwen smilede roligt til den unge elev. Hun havde aldrig gået op i, hvilke familier hvem kom fra. Hun var nok bare ret fordomsfri. Alle havde ret til, at udvikle sig hele deres liv og starte som om ingen kendte dem eller deres familier. Hun var nok en smule hippie på det punkt. Hun smilede afslappet til ham, da han takkede, men nikkede blot som svar.
Hun lo let, "Ja selvfølgelig, men med mindre De har planer om at blive auror eller modstandskæmper, så er en duel sjældent til døde,"påpegede hun med en næsten moderlig kærlig stemme og et varmt smil som matchede. Hun havde aldrig selv fået børn, men hun knyttede sig utroligt hurtigt til sine elever og så dem ofte som sine børn, men det var vel heller ikke så underligt når de mere eller mindre boede på skolen i de 7 år de gik her. Hun havde også ofte snakket med pigerne når de fik deres menstruation første gang og hjalp dem i gang, og hun hjalp også gerne drengene med at forstå hvad der skete i deres teenage kroppe.
Hun smilede stort til ham, "Jamen så find Deres stav frem, vi kan lige nå en halv times tid, inden aftensmaden," sagde hun og strammede sin bandana igen, før hun hoppede ned fra bordet og bukkede sig ned efter sin taske for at finde sin egen stav frem igen.

Han satte sit hoved en anelse på skrå ved hendes ord. Det kunne godt være han sjældent ville komme ud i en situation, hvor det kunne være med døden til følge. Han ville være den bedste til alt han lavede og til tider, var det nærmest en tvangstanke. Han vidste dog ikke hvad han ville endnu. Det lød spændende at være auror, men i sidste ende så mindede det bare om hvad hans ene far og hvad han søster lavede, bare i en ikke magisk udgave. Han ville trods alt gerne være sin egen. Den moderlige stemme, fik ham til at klø sig i en anelse i nakken og en tydelig ubehag var ret tydelig at se på ham. Han havde ikke nogen mor selv. "Nej, det er vel rigtigt," mumlede han med den hæse stemme. Han lod de blå øjne hvile kort på hende. Professor Bennett, var i følge Foresti, en af de smukkeste professorer denne skole havde ansat overhovedet. Det var selvfølgelig også normalt for en fyr i hans alder at se på ældre kvinder og måle de piger, som var jævnaldrene i forhold til dem.
Han smilede kort og nikkede, inden han hev sin stav ud af sin bukselomme. "Tak," medgav han og rettede lidt på sit tag i sin stav. Han nød at være i hendes selskab og nød at han havde hendes opmærksomhed ene mand. Han tog da også sig selv i at betragte hende som hun bukkede sig, mens hans blik kørte oppe fra og ned. Han lod sine øjne hvile på hendes bagdel og lagde ikke mærke til, at hans kig blev til stirren.


Mange ting havde Gwen oplevet i gennem sin tid som professor på skolen, men aldrig havde hun så meget som overvejet at have noget med en elev. For det første fordi det var bund ulovligt, og for det andet, fordi hun var ret professionel omkring sit arbejde og sådan havde hun da også planer om, at det skulle forsætte. Hun havde selv gået på skolen som barn og teenager, og dengang havde hun aldrig troet, at hun ville vende tilbage dertil som professor, men hun måtte nok indrømme, at hun var virkelig glad for det. Det havde været hendes livs bedste beslutning. Hun smilede varmt til ham, "Selvfølgelig er det rigtigt. En kvinde har altid ret," sagde hun en smule drillende og blinkede til ham, før hun lod sin skulder blidt puffe til hans og grinte lidt, som hun lod sine grønne øjne møde hans blå.
"Ingen årsag," sagde hun med et nyt smil på læberne, hun var generelt virkelig smilende og frisk, hun havde oplevet en ting eller to i sit liv, som nok ville få de fleste ned med nakken, men hun stod her endnu og hendes hjerte bankede da stadig. Hun vendte blikket mod ham, som hun rettede sig op, så de naturlige røde lokker dansede let omkring hendes ansigt. Hun så lidt på ham med et skævt smil, "Well, skal vi komme i gang, eller er du ikke færdig med at stirre på min røv endnu?" spurgte hun drillende og slog over til, at være dus med ham, de var jo alligevel kun de to lige nu. Hendes sprogvalg var måske ikke lige det mest pædagogiske, men det kunne altså være svært ikke at drille teenage drengene, når hun tog dem i sådanne nogle ting.


Foresti kunne godt finde på at rette sine fantasier mod sine undervisere, men det betød ikke, at han havde tænkt sig at være sammen med dem. For det første var det hans fætter, der var rektor på skolen og han ville ikke skuffe ham. For det andet, så så han de fleste af dem som gamle. Noget der nok stammede fra, at han var efternøleren derhjemme. Han havde så også fået at vide, han var adopteret, så han havde nok også et større behov for at vise sig fra den bedste side - så alle ville se ham som en del af familien. Ikke, at de ikke gjorde. Han vidste så heller ikke, at den del med han var adopteret var en løgn. Han så hvordan hun blinkede til ham og lod endnu en gang sit hoved glide en anelse på skrå. Flirtede hun med ham? Han sendte hende et charmerende smil. "Jeg går ud fra det er den vigtigste lektion, jeg har lært i dag?" påpegede han med en humoristisk undertone og så afventende på hende. Han havde skam også et drilsk glimt i hans øjne. Han betragtede kortvarigt hendes øjne og bed sig en anelse i læben.
Forestis liv op til nu havde egentlig været forholdsvis let. Selvfølgelig havde han manglet en mor, men på mange måder var det ret fedt at have 2 fædre. Han vidste godt han overkompenserede og til tider var det trættende at stræbe efter at være perfekt. Han var blevet mobbet i no-maj skolen, men det havde han taget med oprejst pande. Hans øjne hvilede stadig ved Gwens bagdel og han kunne da også mærke en hvis varme sprede sig gennem hans krop i det hans ædlere dele begyndte at vokse. Han havde mest af alt lyst til at stille sig bag hende og mærke den fyldige masse mellem sine hænder. Han vågnede fra sine tanker i det, han blev talt til. Et forvirret udtryk meldte sig i hans ansigt og i det, det gik op for ham, han var opdaget bed han sig i læben. Shit. "Uh, jeg stirrede ikke..." prøvede han, og vidste godt han var opdaget. Han havde ikke lagt mærke til hendes sproglige omgang med ham var ændret. I et kort sekund blev han da også pinlig opmærksom på sig selv, hvilket gjorde han vendte ryggen til hende. "Uh, et ø...øjeblik" bad han febrilsk, som en rødme rent faktisk meldte sig i hans ansigt. Det var ellers utrolig sjældent han blev pinlig berørt.


Gwen havde flere gange fået af vide, at hun burde få nogle børn selv, i stedet for at knytte sig til sine elever. Men hvis hun fik børn ville hun jo ikke kunne være på skolen ligeså meget som hun var nu, desuden, så selvom hun elskede børn og teenager, så elskede hun også at hun kunne aflevere dem igen og slippe ansvaret og bare slappe af og nyde livet som det passede hende.
Hun smilede til ham, et af de smil som fik selv de grønne øjne til at smile, mens hun nikkede lidt, "Ja, det kan det i hvert fald hurtigt blive," sagde hun morende, hvis bare en dreng eller mand for den sags skyld, vidste at han bare skulle give en kvinde ret, jamen så var han jo allerede dér nået langt i sit liv.
Overraskende nok, så havde hun ikke bemærket at hans mandligedel var begyndt at reagere, hun havde nok haft mere travlt med at morer sig lidt over, at hans blik havde været på hendes bagdel. Hun havde dog ikke tænkt sig at blive sur over det, det var der jo ingen grund til, hun havde selv valgt at arbejde med teenagere og ethvert voksent menneske som vågnede hver morgen uden amnesi, vidste præcis hvordan det var at være teenager. Et skævt smil meldte sig derfor på hendes læber da han benægtede. "Nej da, selvfølgelig ikke," sagde hun i en lidt overbærerne tone. Hun måtte dog rynke lidt på panden da han vendte ryggen til hende. Okay, mange situationer havde hun stået i, men ikke ligefrem sådan en her, men så måtte hun jo også bare håndtere det. "Det okay, ta' dig bare den tid du har brug for," sagde hun roligt og satte sig tilbage på bordet de havde siddet på før og vendte blikket lidt væk fra ham, for ikke at gøre det værre for ham end det sikkert allerede var. "Har du brug for lidt tid.. alene?" spurgte hun alligevel en smule akavet, men hun prøvede ikke at lade sin stemme påvirke af det.

Han lagde mærke til, at smilet nåede hendes øjne, hvilket varmede ham at se. Han synes altid, at hun var en af de professorer der var mest behagelige at være i nærheden af. Hun var ikke sådan overdrevet streng, mente han og så havde hun bare et smittende smil. "Jamen det tænkte jeg godt," svarede han med et grin og lod et charmerende smil ramme hans læber. Han kunne godt lide at være ham den sjove, som fik folk til at grine og han nød at være omkring andre mennesker.
Han havde svært ved at kigge andre steder end hendes bagdel, når den stod så lige til. Han ville lyve, hvis ikke han havde forestillet sig nogen af pigerne fra sin årgang nøgne. Han havde også forestillet sig nogle af de kvindelige professorer sådan, altså af dem han synes var tiltrækkende. "Sådan er jeg slet ikke," svarede han med en uskyldig tone. Foresti mente, at de fleste voksne led af amnesi. Det var som om, at ligeså snart de blev 20, glemte de hvordan det var at være 19. Han havde holdt fast i, ikke at glemme hvordan det var at være 14. Han var så også så ung endnu, men han ville lyve hvis han sagde, han kunne huske hvordan det var at være 6 år gammel. "Hvad?" spurgte han uforstående og med en rød kulør i sit ansigt. Han håbede lidt på hun ikke havde opdaget, hvad der skete med ham og han kunne tale sig ud af situationen. Han bed sig dog en anelse i kinden, en smule paf, ved hendes spørgsmål. Ville han være alene? Hvad var det for et spørgsmål? Han havde ikke tænkt sig at finde et sted, hvor han kunne ordne den slags. Det var jo som at have fået en ekstra legemsdel. "Øh, tid alene?" spurgte han og så sig ned i gulvet. Hvad kunne han tænke på, for at få det til at forsvinde? Normalt var han så heldig, at han var alene når situationer som denne opstod.

Gwen kunne skam godt blive streng, men der skulle meget til før hun blev det og så var det fordi eleverne havde skubbet for meget til hendes grænser, men hun var altid med på lidt sjov og ballede i sine lektioner. Hun var der jo for deres skyld og ikke omvendt. Hun elskede at fange deres opmærksomhed og give dem motivation og lyst til at blive så dygtige som det overhovedet var dem muligt. Hun grinte kærligt, "Man lærer noget nyt hver dag," sagde hun med et smil over sine læber og et glimt i øjet som til forveksling nok godt kunne minde om flirt.
Et nyt varmt smil meldte sig på Gwens læber selvom han stod med ryggen til hende og dermed ikke kunne se det, "Du er en 15-årig dreng, Mr. Campbell, selvfølgelig er du sådan. Det gør virkelig ikke noget," forsikrede hun ham, men vidste stadig ikke helt om hun bare skulle holde sig lidt på afstand eller hvordan hun ellers skulle reagere på det. Normalt når sådan noget skete så var det når de havde tavleundervisning, og der opdagede hun jo ikke noget, fordi de kunne skjule det under bordet og det var nemmere at ignorere når der sad en hel klasse, end nu hvor de kun var de to. Det var ikke en del af hendes uddannelse, at lærer hvordan man håndtere elever fik stådreng over deres professor, selvom hun lige nu ville ønske det var. hun prøvede nok bare at være så cool omkring det som overhovedet muligt for hans og ikke mindst sin egen skyld. "Jah, du ved, til at.. klare tankerne.." sagde hun roligt og himlede lidt opgivende med øjnene af sig selv, det var da nok den værste formulering hun i sit liv havde brugt. Hun hoppede ned fra bordet igen og gik hen i mod ham, "Prøv at slap af og tænk på noget andet," prøvede hun at guide, men nu var det ikke ligefrem fordi hun selv havde prøvet at stå i sådanne en situation, da man ligesom ikke kunne se på kvinder når de reagerede på noget.

Foresti var på ingen måde i tvivl om at Gwen kunne være streng. Han synes dog aldrig hun havde været uretfærdig, hvilket betød meget for ham. Han brød sig nemlig ikke om uretfærdighed og skete der noget af denne, så var han også en af de første til at gøre opmærksom på det. "Ja, men alligevel. Jeg har lært mit livs vigtigste lektie i dag og jeg kan jo kun prise mig lykkelig over, at jeg lære det af en lækker kvinde, for så må det jo være rigtigt," svarede han med et charmerende smil over sine læber og et drenget glimt i øjet. Ja, han havde nok misforstået hendes smil og glimt i øjet som flirt, og det han sagde lød da også delvis som en flirteri, men ville man kunne det også tolkes uskyldigt... Selvom det nok var lidt langt ude.
Han kunne godt mærke hendes smil i hendes ord, men alligevel så stoppede han op ved det hele blev underligt og formelt igen. "Ja, det ved jeg.. men det plejer ikke..." begyndte han, inden han stoppede sig selv. Han behøvede ikke forsvare sig selv og han havde heller ikke brug for at gøre den sætning færdig. Lige i dag kunne han bare ikke kontrollere hans hormoner. Han kunne godt mærke, at hun prøvede at være afslappet omkring det. Han havde selv mest af alt bare lyst til at grave sig ned i et hul og dø. Han forsatte da også med at være helt tomatrød i ansigtet, hvilket ikke lignede ham normalt. Der skulle virkelig meget til, at han blev flov. Logisk nok var det her dog en af dem. Det skyldes dog nok også at det var en af hans ynglings professorer, som han rent faktisk også fandt attraktiv og at han gerne ville fremstå som perfekt og tiltrækkende hele tiden, og lige nu brød han det. "Ja," svarede han til hendes forslag. Han hørte hendes skridt og lagde hånden for sine bukser og drejede i hendes retning, mens han så en anelse skamfuldt ned i gulvet. "Noget andet... O...okay..." hviskede han, mens han prøvede at finde på noget, mens han så op i loftet. Usexede tanker. Bryster. Han lod sit blik falde på Gwens bryster, hvilket ikke hjalp situationen da det gjorde ham mere rød i hovedet, mens hans nedre føltes som om det var blevet en ekstra legemsdel. Han lod sit blik lede efter Gwens øjne og havde da også et blik i øjnene, der nærmest bare skreg om hjælp. Yep. Foresti kunne nu officielt skrive under på, at han langt hellere ville dø.

Gwen tog nok mange ting i livet lidt som en leg, selvom hun selvfølgelig aldrig var ude på at såre nogen eller på anden måde gøre andre fortræd. Hun levede nok bare meget livet en dag af gangen, da hun ligesom havde prøvet det med, at lave store fremtidensdrømme og de så var blevet knust. Godt nok havde det været hendes egen skyld, men stadig. Hun måtte slippe en mild latter, som fik de grønne øjne til at stråle, "Nu smiger du jo helt, Foresti," sagde hun varmt og valgte denne gang at benytte sig af hans fornavn, hun vidste godt, at hun nok skulle til at passe lidt på da en voksens tankegang og en teenagers tankegang ofte godt kunne være noget så modsigende og han havde trods alt lige hentydet til, at han syntes hun var direkte lækker. Hun følte sig nu ikke selv i den boldgade.
Det var altid lidt forskelligt, hvilket tiltale hun valgte at bruge overfor sine elever. Det kom an på i hvilke situationer og hvem der ellers var til stede, hvis der overhovedet var andre til steder. Hun mærkede lidt en frygt for, at han ville kaste sig ud i en eller anden forklaring som hun måske slet ikke havde lyst til, at høre, men han stoppede heldigvis sig selv inden. "Jeg er ked af at være den, som fortæller dig det, men det bliver nok ikke sidste gang du vil opleve det," sagde hun roligt, og kløede sig lidt i nakke i mangle på bedre. Hun prøvede virkelig ikke at lade sin stemme eller toneleje påvirke af det, hvor godt det så end lykkes for hende, vidste hun ikke.
Hun overvejede et kort øjeblik om det ville være ondt, at spørger om han ville have hjælp til, at komme af det, men lod vær for nu. Både fordi han faktisk virkede oprigtigt flov, men også fordi hun ville være på den, hvis han rent faktisk sagde ja. Hun smilede venligt til ham, da han vendte sig om mod hende med hånden for sit skridt. Hun fik virkelig ondt af ham, men hvad skulle hun gøre? Hvad kunne hun gøre? Hun tog et par skridt tættere på ham og lagde så en blid hånd mod hans kind og aede ham blidt med sin tommelfinger. Det var ikke blikket på hendes bryster, det havde hun dårligt bemærket, det var blikket som mest af alt lignede en fortabt lille hundehvalp, som fik hende til at reagere. "Prøv at luk øjnene. Tag et par dybe indåndinger," prøvede hun at guide, selvom hun ikke havde den rigeste idé om, om det ville hjælpe noget som helst.

Foresti havde også en let tilgang til livet, hvilket i ligeså høj grad skyldes han alder. Han kunne godt lide at være ham den sjove og han var også fyldt med humor. Det stod i stor kontrast til hans lyst til samtidig at være perfekt både hvad angik hans akademiske mål, men også udseendsmæssigt og personlighedsmæssigt. Han overkompenserede konstant overfor sin familie - for at de ville se ham som værende en del af den. Havde han bare vidst sandheden, så havde han nok ikke udviklet sig i samme retning og hvor ville han dog blive vred, når først sandheden kom frem uanset hvad hans forældres grunde var. Han lagde mærke til hendes varme måde at snakke til ham på, og smilede ved lyden af at hun brugte hans fornavn. "Det er skam ikke for smiger," svarede han direkte og så på hende med et kækt skær i de blå øjne inden han blinkede til hende. Han vidste godt, han lige havde indikeret at han havde ment det og han så en sandhed i det.
Han lyttede til hendes ord, om det med garanti ikke ville blive sidste gang han oplevede det. Nej, den samtale havde han haft med sine forældre og han vidste godt det var naturligt, det var slet ikke det. Den del havde han som egentlig et ret afslappet forhold til, ligesom hans forhold til alkohol og smøger også var et væsentlig andet end de fleste i hans alder. Han kom fra et ret frit hjem med mange forskellige typer og hans familie var stor i og med, at hans familie ikke altid kun var 'blod' relateret, hvilket han jo så lige nu troede at intet af det var. "N...nej det ved jeg godt, men det er mere... situationen," påpegede han for at sige det på en anden måde og uden at skulle snakke for meget om det. Han hadede at være pinligberørt og det var også meget sjældent han blev det. Han lyttede ikke rigtig på måden hun snakkede på og hvordan hun lød. Han havde ærlig talt mere travlt med at have ondt af sig selv.
Han lagde mærke til det venlige smil på hendes læber og så ned på gulvet og bed sig hårdt i læben. Bed han meget hårdere ville det snart begynde at bløde fra dem. Han lagde mærke til, at hun kom tættere på ham og mærkede så hendes hånd imod hans skulder, og lod sit blik brat kigge op på hende. "Øh, okay," svarede han som han lod sine øjne glide i og tog et par dybe indåndinger som hun bad om. Gjorde det noget for situationen dernede? Nej, egentlig ikke, men det gjorde da noget ved kuløren i hans ansigt, da den vendte tilbage til at være den samme hvidvaskede hudtone, som før.

Gwen så en smule overrasket på Foresti da han blinkede til hende. Flirtede han? Det var både sødt og underligt på samme tid. Hun vidste ikke helt hvad han regnede med. At hun ville flirte tilbage? At hun ville blive sur? Hun vidste ikke engang selv hvad hun skulle blive, og da slet ikke da han sagde det ikke var for at smiger hende. "Ikke? Hvad var det så?" spurgte hun med et lidt drillende smil på sine læber. Hun måtte nok indrømme at hun havde lidt svært ved, at forholde sig til det her, men hun havde på den anden side jo ikke noget imod at snakke med sine elever om forskellige ting, som ikke nødvendigvis var skolerelateret.
Hun prøvede virkelig at være voksen omkring hans lille situation i bukserne, men det var ikke ligefrem nemt. Hun vidste jo godt, at der ikke skulle meget til for drenge i den alder, men hun ville nok helst have et billed af, at alle eleverne var jomfruer og uskyldige til de gik ud af skolen og fandt kærligheden, selvom hun godt vidste det ikke var sandheden, hun havde trods alt selv været elev her engang. "Situationen.. Ehm.." sagde hun stille og kløede sig lidt i nakken, hvad pokker skulle sige og gøre? Der burde virkelig findes en håndbog til alle professorer om hvordan man håndterede sådan noget her. "Er der.. Noget jeg kan.. Gøre?" spurgte hun mens hun slog sig selv mentalt i hovedet, for det virkelig dumme spørgsmål, som hun på ingen måder forventede at han havde et svar på.
Hun betragtede ham lidt, som han lukkede øjnene og fulgte hendes råd. Et smil voksede på hendes læber, da det så ud til at virke. Eller. Om ikke andet så bare på den rødme han havde haft, som forsvandt. "Okay, øhm.. Prøv så at forstil dig en stor grim trold, eller noget andet som du på ingen måder finder tiltrækkende," prøvede hun sig lidt frem og fjerede sin hånd roligt igen, men blev stående foran ham. Hun havde ingen idé om, om det ville kunne hjælpe noget som helst, men hun kunne vel håbe.

Han regnede egentlig ikke med at hun ville flirte tilbage som sådan. Han håbede mest på at tiltrække sig selv positiv opmærksomhed fra hendes side af. Han bed overfladisk i sin læbe, som et charmerende smil krakkelerede hans læber. Med en faretruende lethed, så han på hende med de isblå øjne og svarede. "Det må du fortælle mig," lød hans svar.
Han var også glad for, at hun ikke fniste af ham eller... direkte dømte ham for det. Selvfølgelig dømte hun ham nok - det vidste Foresti jo godt, men hun gav i hvert fald ikke udtryk for det overfor ham, hvilket han priste sig lykkelig over. Han var i en situation, hvor han ikke kunne forestille sig noget værre. Han kunne mærke hans værdighed indskrænke ham for hvert sekund, den blev ved med at være i opadstående position. Hans lyst til at dø blev ikke mindre ved hendes ord. "Professor Bennett.. Er du sikker på du vil høre svaret på det?" spurgte han og prøvede at være kæk, selvom han følte han mest af alt gjorde situationen akavet. Der var dog noget kækt at spotte i hans stemme, men nervøsiteten var også ret tydelig samtidig. Han betragtede hende ganske let og gik igen kort i stå omkring hendes bryster. Yup, hun kunne godt hjælpe.. Med at få den til at blive som den var, med mindre hun kunne få den til at forsvinde uden at røre den.
Han kunne stadig mærke varmen i hele sin krop, men denne gang var den i det mindste centreret om en del af hans krop frem for at han samtidig var flov varm, hvilket mest af alt var en kvælende ubehagelig følelse. Han holdt øjnene lukket og skar en grimase ved hendes ord. Først og fremmest et væsen. Tjek. Var det en pige? Tjek. Havde hun bryster? Tjek. Skulle hun blive til en trold? Straks svære. Han kneb øjnene sammen for at koncentrere sig hårde. Han skulle have billedet beskrevet meget direkte. Han mærkede hun fjernede sin hånd fra sig, men følte duften fra hende hang ved ved hans næsebor.

Gwen havde aldrig flirtet bevidst med så meget som en eneste elev, om nogle elever så havde misforstået hendes venlige og åbne sind, skulle hun jo ikke kunne sige, men hun var ikke interesseret i at miste sit job eller være sin forlovet utro for den sags skyld. Dog var det ikke første gang en elev havde prøvet at charme sig ind på hende, normalvis var det bare for at få bedre karakter, hvilket dog ikke virkede på hende. Hun grinte mildt, "Hvordan skal jeg kunne fortælle dig det?" spurgte hun med et smil på læberne, selvom hun havde en ret god idé om, at når det ikke havde været for at smiger, så havde det været for at flirte.
Hun dømte ham egentlig ikke, nok mest fordi hun var så optaget af, hvordan hun selv skulle håndtere.. Eller det var nok et forkert ordvalg. Hvordan hun skulle begribe.. Nej, det gjorde det ikke bedre i hendes hoved. Mestre. Ja, hvordan hun skulle mestre en situation som den her, at hun slet ikke tænkte over at dømme ham. Foruden hun hele tiden var meget koncentreret for ikke at vise, hvor langt ude hun var mentalt lige nu. Hun måtte dog spærre de grønne øjne helt op og så direkte på ham med læberne en lille smule fra hinanden så de hvide tænder kunne spottes mellem dem. Hun var jo ikke dum, hun vidste godt hvad han mente, for han var jo heller ikke dum. "Foresti, jeg.." hun gik fuldstændig i stå, han var på ingen måder i en position lige nu, hvor han kunne tillade sig at være kæk. Hun rømmede sig lidt, som hun prøvede at finde den professionelle hat frem igen. "Jeg er din professor og der er ikke noget jeg heller vil, end at hjælpe dig, men visse ting er du nødt til at klare selv," sagde hun og fandt et blidt smil frem til sine læber, selvom hun samtidig havde det virkelig skidt med at afvise ham, det var jo synd og han var bare en teenagedreng som ikke selv kunne gøre for det. Hun havde faktisk virkelig ondt af ham. Hun kunne dog ikke lade vær med at smile en smule drillende til ham, "Og så hjælper det nok ikke noget du bliver ved med, at kigge på mine bryster, men jeg har også virkelig smukke øjne," sagde hun i en blid drillende tone og håbede bare at hun ikke gjorde stemning mere akavet end den var i forvejen, men måske kunne løse den lidt op i stedet for.
Hun bed sig lidt i læben, da han kneb øjnene sammen. Virkede det rent faktisk? Hun prøvede lidt forsigtigt at vende blikket til hans bukser, selvom det var lidt akavet at stå og se en elev mellem benene. Hun rettede derfor hurtigt blikket tilbage til hans ansigt igen. "Okay, prøv så at forstil dig, at du er ude i skoven. Det er tåget og du ved at du om lidt vil stå i en duel, hvor kun den stærkeste vil overleve," begyndte hun, som hun roligt begyndte at gå i cirkler om ham, så hendes høje hæle på skoene slog klik-klak lyde under hende. Hun vidste godt, at det lidt var at skifte taktik, men det var jo meningen de skulle træne, så hvorfor ikke prøve at aflede hans opmærksomhed med det. Hun trak sin stav og stoppede så op lige bag ham, så han med al sandsynlighed ville kunne mærke hendes vejrtrækning i nakken og satte så enden af sin stav mod hans ryg, "Din modstander har sneget sig ind på dig. Hvad gør du?" spurgte hun stille.

Foresti regnede på ingen måde med at få noget ud af at flirte med hende. for det første fordi hun var langt ældre end ham, dels også fordi hun var hans professor, og han måtte være realistisk i forhold til hvad hans nuværende evner inden for flirtning kunne opnå. Uanset om han var et naturtalent eller ej, så ville han formentlig nok kun kunne score en i hendes alder, fordi de fik medlidenhed med ham eller de havde behov for at føle sig elsket. "Fordi en smuk og klog kvinde som dig, Gwen, må da vide hvorfor" lød hans stemme endnu en gang med en faretruende lethed, inden et charmerende smil pyntede de lyse violette læber.
Han betragtede hende med et analyserende blik og kunne mærke sig selv dø mere indeni over hun tog hans kommentar lidt mere seriøs end hun skulle. Han mærkede hvordan en stikkende fornemmelse spredte sig ud til små dele af hans korpus, så som hans fingre spidser og næse. Hans krop skreg, at han skulle finde en udgang inden han gjorde det meget værre for sig selv. Han havde aldrig følt sig så flov i hele sit liv, da han virkelig havde en høj tærskel omkring hvad han synes ville være pinligt. "Sure," mumlede han med en mørk stemme, da humor tydeligvis ikke fik ham ud af den her situation, samt onani var ikke et emne han følte for at diskutere med hende, i hvert fald ikke for alvor. Han ignorerede at hun smilte. Hans mundviger vendte mere nedad, dog uden det skyldes at han var trist eller vred. Han kunne godt mærke at hun som de fleste andre kvinder havde en forventning om at rejsning var lig med at man havde visse lyster. Han så på hende, som hun så drillende på ham. Så hun måtte gerne være kæk men det måtte han ikke eller hvad? Uretfærdigt. Han gad dog ikke give udtryk for uretfærdigheden, mest af alt fordi han ikke synes han kunne bilde sig det ind samtidig med, at han ikke ville bidrage med at hun ville få et negativt billede af ham. Så ville han langt hellere overkompenserere. Det gjorde han jo også med sine forældre og sin familie, fordi han var overbevist om at han var adopteret. Han så på hende med et roligt blik. "Ja, de komplimentere dig godt," svarede han mellem sine tænder, da han skulle koncentrere sig om ikke at drille og omtale hendes attributter i stedet. Det havde så den konsekvens, at han lød død alvorlig. Der var eller intet drillende glimt eller smil at spotte på hans porcelæn farvede ansigt.
Han mærkede hendes blik på sig, men bemærkede ikke hvor. "Okay," medgav mens hans øjne stadig var lukkede mens han koncentrerede sig om at finde det nye billede frem. Fint, skove? De har træer. Check. De har blade. Check. Der er jord og adskillige planter, en masse sten. Svampe. Tåget, check. Han rynkede lidt på næsen, da han følte han ikke kunne se i skoven, da tåget i hans hoved også blev til det var aften og mørkt. Han hørte lydende fra hendes hæle, hvilket blev til at nogen gik rundt i skoven. Han bemærkede hendes vejrtrækning i sin nakke, da hun stoppede op. Hårene i hans nakke begyndte at rejse sig, som han trak vejret tungt. For hans indre blik var der også nogen bag ham. En fjende. Lyden af hendes ord fik ham til at dreje sig, mens han greb sin stav. "Expelliarmus" lød det fra hans læber, som han fik drejede om på sin egen hæl, mens han pegede mod hende. Et karismatisk intenst blik hvilede på hende, mens han trak sit vejr tungt dog med et smil at spotte på hans læber. Han havde en livlig fantasi, men for ham var der også bare noget intenst og spændende over en duel.

Gwen kunne ikke lade vær med at grine mildt, det var nu meget sødt, at Foresti troede han kunne charme sig ind på hende. Hun var hans professor, hun var langt ældre end ham, plus hun var forlovet og skulle giftes til sommer. Det var i hvert fald planen. "Og en smuk og klog dreng som dig, Foresti, må da også vide bedre end at flirte med sin professor," sagde hun en smule morende og blinkede til ham med det velkendte smil legende på sine læber.
Hun var på ingen måder ude på, at gøre det værre for ham, for selvom hun ikke var tankelæser, så kunne hun bestemt godt tænke så langt og vide, at det her nok hørte til på en top ti liste over ting som ingen drenge ønskede skulle ske. Og da slet ikke overfor en professor. Hun smilede lidt prøvende til ham igen, uden at svare på hans 'sure', mest af alt fordi hun ikke anede hvad hun skulle svare. Det var ikke fordi hun prøvede at gøre forskel på dem, og at hun måtte lave sjov mens han ikke måtte, for selvfølgelig måtte han det. Hun vidste bare ikke hvordan hun skulle håndtere det, så hun prøvede bare så godt hun kunne. Hun trak lidt på smilebåndet og nikkede så lidt, "Tak, Foresti," sagde hun roligt i mangle på bedre, over hans pludselige skift fra drillende til alvorlig.
Hun stod fuldstændigt stille bag ham, med spidsen af sin stav mod ham. Hun vidste godt at det krævede fantasi, at skulle forstille sig ting som man godt vidste ikke var der. Både skoven, tågen og en fjende. Men hun håbede det ville lykkes for ham alligevel. Hun mærkede da også hans besværgelse ramme hende, hvilket fik hendes stav til at flyve ud af hendes hånd og lande et par meter fra dem. Hun fulgte staven med sit blik og vendte så blikket tilbage på ham med et stort, stolt smil på læberne. "Godt! Virkelig godt, Foresti, du skal bare tro mere på dig selv, du er en dygtigt magiker," roste hun, mens hun blev stående hvor hun stod, ansigt til ansigt med ham. Hun blev altid glad og stolt når hendes elever lykkedes til noget de havde fået til opgave. Det var bare meget sjældent hun direkte sagde hun blev stolt, for de skulle vide hvornår hun mente det og at det ikke bare var et ord hun slyngede ud

Foresti kendte ikke rigtigt noget til Gwens privatliv, da faktum var de fleste elever var utrolig uinteresseret i, med mindre de fik noget ud af at vide noget om det. Foruden, så var det nok de færreste, der tænkte at en lærer havde et liv uden for undervisningen. Foresti var en af dem, men det betød ikke, at han ikke kunne blive tiltrukket af sine undervisere. Gwen var jo en utrolig smuk kvinde og man skulle nærmest være blind, for ikke at kunne det faktum. Han sendte hende et selvsikkert smil. ”Går den, så går den,” indrømmede han med et glimt i øjet, hvilket nok mest af alt fik ham til at fremstå som arrogant.
Foresti kunne officielt skrive det her på listen over en af de dummeste ting, han havde oplevet eller gjort. Det var pinligt og han vidste ikke helt hvordan han skulle komme videre herfra. Helt sikkert ville han i sidste ende, ende med at bruge humor som en forsvarsmekanisme, som han plejede. Han havde været i slemme situationer før, men som teenager var det bare som om, at alt blev meget værre. Han gengældte hendes smil overfladisk og forsøgte forsat at undgå øjenkontakt med hende. Det var ikke fordi han havde lyst til at fange hendes blik og blive mindet om, at han stadig havde hejst flaget. Han så kritisk på hende i det hun takkede ham. Hvorfor gjorde hun det? Nåh ja, hun havde nok ikke andet at sige til ham. Han ignorerede det derfor.
Foresti koncentrerede sig, inden han kastede besværgelsen. Han rynkede en anelse på næsen, da hun tydeligvis troede, det handlede om, manglen på selvtillid hos ham. Han gik derfor et skridt mod hende, inden han så på hende med et roligt blik, dog tydeligt at han havde noget på hjerte. ”Det er ikke fordi jeg ikke stoler på mig selv,” påpegede han en anelse belærende, inden han igen lod øjnene hvile på hende. ”Det handler om at være den bedste til alt, man laver,” forsatte han i en påpegende tone med et drenget smil over sine læber mens han forsat stod tæt på hende.

Gwen havde det fint med, at eleverne ikke kendte til hendes privatliv, det var hendes job at være der for dem, ikke omvendt. Hvis de gik i den tro om, at hun intet privatliv havde, så var det skam også helt fint med hende. Hun grinte mildt og slog blidt ud med den ene hånd, "Touché. Flirt du bare alt det du vil, men du får ikke bedre karakterer af den grund," sagde hun drillende og smilede varmt til ham. Det var ikke første gang en elev havde prøvet at lægge an på hende, for at få bedre karakterer, det var nok derfor hun var ret hurtig til, at antage at det også var Forestis mål med hans flirteri. Hun kunne sagtens spille lidt med på det, men hun vidste også godt, at grænsen fra det var okay til det ikke var okay, var så hårfin at hun skulle passe på, hun ville trods alt ikke miste sit job eller gøre nogen kede af det, eller sure for den sags skyld.
Hun vidste virkelig ikke hvordan hun skulle takle det her. Ingen tvivl om, at Foresti var en dejlig og sød dreng, men det var også netop hvad han var. En dreng. Ikke en mand. En elev. Ikke en kollega eller Gwens forlovet. Hun håbede bare på, at hendes lille mindgame, ville kunne hjælpe ham af med det som foregik i hans bukser og ikke at det bare tændte ham endnu mere, at vinde over hende.
Hun blev dog i tvivl, da han tog et skridt mod hende, de havde jo i forvejen stået ret tæt og nu stod de endnu tættere og hans blik på hende, gjorde det ikke ligefrem bedre. Hun tippede dog hovedet lidt til den ene side, da hans påpegelse lød. Dog blev hendes læber brudt af et nyt varmt smil, "Du kan ikke være den bedste til alt, men øvelse gør mester," sagde hun roligt og lagde en blidt hånd på hans skulder, mens de grønne øjne studerede hans ansigt. Studerede det drenget smil, hans næse, kindben, hår, kun for til sidste at møde hans blå øjne. De stod meget tæt og hun vidste godt hun burde tage et skridt tilbage, men hendes fødder blev stående, selvom hendes hjerne sagde noget andet. Hun lod sin hånd glide ned fra hans skulder igen, som hendes fingrespidser snittede hans brystkasse ganske kort.

Foresti sendte et overmodigt smil i hendes retning, som hun var overbevidst om, at han flirtede for at få gode karakterer. Hvor var hun dog langt fra sandheden. Et var, at han var vokset op med at hans fædre flirtede med hinanden og de kvinder, de mødte hele tiden. Det var i hvert fald, sådan Forestis fortolkning var, så det var blevet en form for second nature for ham, og andet var, at han gjorde det, fordi han havde lyst til at se, hvor det kunne bære hen. Ikke for karakterernes skyld, men for Gwens billede af ham. "Det er ikke for at få gode karakterer, smukke," lød hans hæse stemme, som han blinkede til hende med en selvsikkerhed, de færreste på hans alder kunne hamle op med. For det første, så var der nærmest ikke det fag, han ikke fik gode karakterer i, netop fordi han i en tidlig alder, havde valgt at overkompensenere overfor det faktum, at han var adopteret og han havde opdigtet et krav om, det samtidig betød man skulle være det perfekte barn. Hans forældre var dog ikke de perfekte forældre og havde bildt ham en løgn ind, der havde haft større effekt på hans liv, end de nogensinde kunne havde forudset. Ikke at sandheden ville være bedre, for så ville han ikke kunne forstå, hvorfor hans mor hadede ham så meget. Lige nu, kunne han bilde sig selv ind, det ikke var had. At hans biologiske mor og far måske var døde. Det var heller ikke fordi han nærede nogen afsavn til den løgn, han var blevet omfavnet i. Han elskede sin familie og kun den. Ikke den, han troede, kunne have været derude et sted.
Foresti tænkte ikke over, at han havde vundet og tænkte ikke på det, som en ophidsende faktor. Nok fordi han hadede dårlige vindere ligeså meget som han hadede dårlige tabere. Og ja vist, så var han selv sidstnævnte, men der var langt fra at være det og så også at give udtryk for det.
Foresti lod sine ører lytte til Gwens vejrtrækning, da han var tæt nok på til at kunne høre den. Han kiggede på hendes brystkasse der bevægede sig ud, så ind, inden han hørte hendes ord om man ikke kunne være den bedste til alt, men øvelse gjorde mester. En kliché, han også tit hørte fra sine forældre. Han vidste godt det var sandt, og det var ikke fordi, han forventede at han ville blive den bedste af ikke at øve sig. Han øvede sig ret intenst endda. Han tog sig selv i at betragte hvordan hendes hals løb, og blev afrundet ved hendes ansigt. Hvordan det røde hår sad og fremhævede hendes formentlige bløde kinder. Hendes porcelænfarvede hud, inden han selv lod sine blå øjne møde hendes. "Jeg er god til mange ting," svarede han selvsikkert og med et drenget glimt i øjet, der nok skulle bevise hvad han var god til, i tilfælde af hun spurgte. Han mærkede hendes hånd på sin skulder, som han sagde sine ord og lod forsat sine øjne hvile intenst og dog blidt på hendes. Han mærkede knapt hendes hånd forsvinde i en glidende bevægelse, før han mærkede hendes fingrespidser mod sin brystkasse, hvilket gjorde hans vejrtrækning i lange sekunder stod helt stille, mens hans blik sagde han nød det. Hun var så tæt på, og gud forbyde hun trådte et skridt tilbage.

Gwen hævede lidt overrasket det ene øjenbryn, dog stadig med et smil på læberne. Det som overraskede hende mest, var ikke at det ikke var for karakternes skyld, men mere det at han kaldte hende smukke. Hun var 27 år, så hun var nok nået en alder, hvor hun ikke mente hun skulle/kunne være smuk i elevernes øjne mere. "Well, Foresti, hvis det ikke er for at smiger og det ikke er for at få bedre karakter, så er der vidst kun én mulighed tilbage," sagde hun og så på ham med et roligt smil, "Men du er selvfølgelig en alt for, fornuftig ung mand til at lægge an på en professor, ikke sandt?" spurgte hun en smule morende, det var ikke første gang elever havde prøvet at ligge an på hende, og det var sådan set også fint nok, så længe de vidste de ikke ville få noget ud af det. Hun havde aldrig så meget som overvejet at være sammen med en elev.

Hun vidste godt hendes sætning havde været en af de ældste klicheer i verdens historien, men det passede jo også. Der var en grund til, at sætninger blev til klicheer, ordsprog eller guldkorn. Gwen var på mange område virkelig lykkelig, hun havde alt hvad hun nogensinde havde drømt om. Et godt arbejde, sin forlovet, et rækkehus hjemme i Texas, hvad mere skulle hun kunne ønske sig? Men lige nu stod hun og så den unge fyr foran hende i øjnene. Hun smilede varmt ved hans selvsikre fremtoning, "Det tror jeg gerne," svarede hun roligt, hun var ikke dum, hun kunne godt regne ud, hvad der egentlig lå bag hans ord, eller i hvert fald mellem linjerne. Hun overvejede et øjeblik om hun skulle flytte sig, for at samle sin stav op igen, så de kunne forsætte, det var jo meningen han skulle øve sig, men hendes fødder var stadig som sømmet til gulvet. Hun lod sit blik glide fra hans øjne og ned af hans brystkasse, hvor det gik op for hende, at hendes fingre stadig rørte ham. Hun fjernede langsomt sine fingre igen og rømmede sig så lidt, hvortil hun vendte blikket mod ham med et smil på læberne, "Skal vi prøve igen, eller sige tak for i dag?" spurgte hun stille, der var jo ingen grund til at snakke særligt højt, når han stod bogstaveligt talt lige foran hende.

Han betragtede, hvordan hun overrasket løftede sit øjenbryn og måtte selv bryde et kortvarigt smil over hendes smil. "Og hvad er det, Professor?" spurgte han med en drenget uskyldighed, selvom hans blik afventende betragtede hende. Et blik, der tilkendegav at det på ingen måde var så uskyldigt, som hans stemme havde lydt. Som hun sagde, at han var mere fornuftig end at lægge an på sin professor meldte et smil sig på hans læber. Et smil, der sagde mere end 1000 ord. At han var ung. Og dum. "Skulle jeg være det?" spurgte han med et afslørende smil på sine læber, inden han sendte et flirtende blink i hendes retning. Han regnede ikke med hun reagerede på det og bad hun ham stoppe, så var det også præcis det, han havde tænkt sig at gøre. Hun kunne tænke det til at være mere uskyldigt end det var, han var ligeglad.

Foresti brød sig ikke om klicheer. Han vidste godt, der var en grund til at visse ordbrug blev det. Hvorfor nogen metaforer stoppede med at være metaforer, men i stedet blev en død metafor. At den mistede mening og essens... Hvorfor fraser var inkorpereret og at no majerne lærte dem by heart. Magikere havde tilmed deres egne fraser, ordbrug og ordsprog. Han vidste det godt, men han hadede klichéer, for hvornår havde det sidst slået nogen ihjel, at tænke en original tanke? Næppe. Han kendte ikke til hvordan hendes privatliv var, og det var han egentlig også ganske lykkelig over lige nu. Han lagde mærke til det varme smil på hendes læber og nikkede en anelse selvsikkert ved hendes ord. "Yeah," medgav han, som hun stadig stod tæt på og han trådte et lille skridt tættere på hende, blot for at kunne mærke hendes vejrtrækning tættere på sig. Han var på cirka hendes højde og stadig voksende. Han havde sjældent stået så tæt på en professor før, som nu. Han bemærkede, at hun langsomt fjernede sine fingre og hørte hendes rømmen, hvilket gjorde han rynkede en anelse på sine øjenbryn. Utilfredst. Hvorfor var det overstået nu? Han hadede, når ting, var overstået. Han bed sig eftertænksomt i læben ved hendes spørgsmål. Var de færdige eller skulle de forsætte? "Det kommer an på om du har tid" svarede han, nærmest i en lav hvisken som han rykkede sit hoved tættere på hendes.

Gwen så godt Forestis smil, men det var hans spørgsmål som fik hende til, at rynke lidt på næsen, "Flirteri, Mr. Campbell," sagde hun roligt med et smil på læberne som var ligeså roligt. Hun havde egentlig ikke noget problem med, at eleverne flirtede med hende, for hun vidste godt de drenge var fyldt med hormoner, de var nysgerrige på det modsatte køn og hun havde jo selv været teenager og elev på skolen engang, og hun regnede ikke med, at tiden havde ændre sig så forfærdeligt meget siden dengang, så mange år siden var det trods alt ikke. Hun rynkede lidt på næsen, mens hun nikkede lidt med et venligt smil på læber, "Jah, syntes du ik?" spurgte hun lidt drillende, før hun førte en af de naturlige røde hårtotter om bag det ene øre, da den havde snoet sig ud af hendes bandana.

Gwen brugte nok ret mange klicheer og ordsprog, ikke fordi hun ikke kunne tænke ud af boksen, for det kunne hun sagtens, men ved at bruge klicheer og ordsprog, så undgik hun ofte misforståelse, fordi langt de fleste vidste hvad hun mente. Det varme smil forlod ikke hendes læber, men hun mærkede sit hjerte slå en smule hurtigere da han trådte tættere på hende, det var ikke lige så tæt hun normalvis stod med sine elever, og hun måtte nok indrømme at det på et eller andet punkt var en smule grænseoverskridende, især efter hans tidligere situation i bukserne. Hun tippede hovedet lidt til den ene side, da han rynkede på sine bryn, som hun prøvede at aflæse ham, men det var ikke ligefrem nogen nem opgave. Hun skævede lidt mod et ur i lokalet, før hendes blik vendte tilbage til hans øjne, "Jeg har masser af tid, Foresti," sagde hun i den velkendte venlige stemme og sank lidt, da hans hoved kom tættere på hendes. Der var stadig et par timer til de skulle spise aftensmad, så det var jo ikke tid hun manglede, måske den nærmere var en rygrad, for hun blev stående uden af trække sig, som hun nok egentlig burde gøre, i stedet tog hun sig selv i, faktisk også at rykke hovedet en anelse tættere på ham. Hun var forlovet OG hun var hans professor. Det her var jo nærmest dømt til at gå galt.

Han lagde godt mærke til, at hun rynkede på næsen. Han var usikker på, hvad han skulle lægge i det. "Hvem, mig?" spurgte han med en uskyldig stemme og slog blidt ud med sin hånd med en kastende bevægelse, for at afværge det. Selvfølgelig havde hun ret, og det stod også skrevet i hans ansigt, at det var sådan det hang sammen. Han var ikke bange af sig, men han havde selvfølgelig heller ikke rigtigt noget at tabe. Jo, selvfølgelig, hun kunne begynde at synes han var den mest irriterende elev i hans klasse og give ham dårlige karakterer, men det virkede ikke som noget, hun ville gøre. Uden han dog kendte hende, da han jo kun så hende i professionelle sammenhænge. Han bed sig en enkelt gang i læben over hendes drillende tone, inden han trak op i smilebåndet. Han rystede kort på hovedet. "Jeg skal vel lære gennem hele livet?" spurgte han med et kækt smil over sine læber. Han brændte sig jo ikke på det, gjorde han det, så havde han lært sin lektie. Han betragtede hende rette sit hår og lod sit blik følge hendes bevægelser.
Han regnede med, at hun ville bede ham om at flytte sig hvis han var for tæt inde i hendes personlige sfære. Det var dog ikke sket endnu, så det var vel okay? Han mærkede hvordan spændingen steg inde i ham. Han var så tæt på, at han nærmest kunne høre hende trække vejret og for ham, ja, der var det ret intenst. Han betragtede hende som hun lagde hovedet på skrå og lod de isblå øjne betragte hende. Prøvede hun på at aflæse ham? Han var utilfreds over, hendes berøring var stoppet. Så rør nu. Mærk mig. Hvorfor stoppede du? tænkte han, som han, som han han hørte hendes stemme og blev afbrudt i sin tankestrøm. Han havde ikke lagt mærke til, at hun havde kigget på uret. "Dejligt," medgav han med et selvsikkert smil på sine læber og lagde ikke mærke til at hun sank, da han bevægede sit hoved tættere på. Han bemærkede dog, at hun selv bevægede sit hoved tættere på og situationen blev mere intens for ham, for nu var han rent faktisk få centimeter fra hende. Han lod sine øjne betragte hende. Han betragtede hendes læber, mens han tegnede dem med øjnene. Hendes hage og hals. Bagefter hendes kinder og næse. Så hendes øjne. Måden hendes hår faldt på. Var det tegnet? Måtte han? Hun havde jo rykket sig tættere på ham. Han var ikke helt sikker, så derfor rykkede han sit hoved få millimeter tættere på.

Et mildt grin forlod Gwens læber, "Ja, dig," sagde hun og smilede til ham. Hun var ikke helt tabt bag en vogn, så hun vidste godt hvornår elever flirtede med hende, hun kunne sagtens være med på lidt sjov, så længe hun vidste hun ikke sårede nogen eller det gik over grænsen. Bare det var gensidigt at der ikke var andet end uskyldighed og lidt sjov, så dagene ikke bare blev for ens og kedelige. Men det her var noget andet. Ikke fordi hun havde følelser for Foresti, overhovedet, hun var jo forlovet til en mand som hun elskede, men fordi han virkede så selvsikker i sin sag, men samtidig uskyld. Hun smilede varmt til ham og nikkede så lidt, "Touché, igen," svarede hun med et lidt morende smil legende på sine læber. Hun kunne aldrig finde på, at gøre forskel på sine elever, uanset om hun kunne lide dem eller ej, så straffede hun aldrig i gennem karakter eller gav uretfærdige eftersidninger. Hun vidste jo hvor vigtig deres skoletid var, for deres fremtid, selvom mange måske snøvlede sig lidt igennem, så skulle de stadig have en fair chance for, at vise de godt kunne.
Hun prøvede virkelig at aflæse ham, ikke så meget omkring hvad han ville, nærmere hvorfor han ville. Hvad var hans mål? Hadede han hende og ville have hende fyret? Havde han tabt et væddemål? Hun var jo over ti år ældre end ham, så hun havde svært ved at se, hvad grunden skulle være. Selvfølgelig kunne det også bare være af den simpel grund, at han var teenager og liderlig, og hun var lige der. Det var underligt at stå så tæt på ham, og alligevel uden at røre ham. Hvad forventede han? Kunne hun leve op til de forventninger? Hun havde virkelig mange spørgsmål lige nu, men hun følte ikke rigtigt for at stille dem. Hun smilede lidt til ham, da han betragtede hende, selvom det for hende mere så ud som om, at han ikke kunne finde ud af, hvor han skulle kigge hen. Hun lagde ganske blidt en hånd mod hans ene kind, da han rykkede tættere på igen. Hun strøg hans kind med sin tommelfinger, men rykkede sig ikke tættere på nu. Hun ville ikke tage første skridt, i frygt for at blive beskyld for overgreb på en mindre årig. Hun ville miste sit job med det samme, hvis nogen så dem lige nu og det havde hun virkelig ikke lyst til, samtidig var det bare så fristende.

"Jeg ved ikke hvad du snakker om,” sagde han med en uskyldig stemme, som de blå øjne hvilede på hende i en uskyldig skulen. Selvfølgelig vidste han, hvad hun snakkede om. Han var ikke født i går og sandheden var, at de fleste teenagedrenge havde en tankegang, der var skruet sammen på den måde, hans var. Den eneste undtagelse han kendte til, skulle nærmest være Angel, men Foresti var sikker på, at den var der et eller andet sted under det kristne ydre. Selv var han ikke religiøs og ingen af hans forældre var det. Den ene var godt nok et stort hit inden for religion, men det var i en videnskabelig sammenhæng. Foresti vidste derfor, at hans navn var fra den nordiske mytologi og han faktisk var den eneste af sine søskende, der havde fået sådan et navn. Caden havde et almindeligt amerikansk navn, mens Èydis’ navn godt nok var islandsk. Han var sikker på, at han havde fået sit navn med grund i den nordiske mytologi, fordi han var adopteret og skulle føle han passede ind, men af en eller anden grund så gjorde det bare, han følte sig mere udenfor. Han lagde mærke til hendes varme smil og kunne ikke andet end at gengælde det, om ikke andet så kortvarigt. Han nikkede som svar til hendes touché, inden han betragtede måden hendes hår faldt på. Af en eller anden grund, så synes Foresti virkelig hun var en fantastisk smuk kvinde.
Foresti havde ikke noget mål med at være så tæt på hende og ved at lægge an på hende, eller jo. Men målet var ikke så umiddelbart som gode karakterer eller at han ville have, at hans underviser skulle lægge positivt mærke til ham. Han ville have at hun så ham. Nu hvor han var så tæt på, at han kunne se hendes åndedræt forlade hendes brystkasse, når den sank og nærmest mærke det mod sin egen hud, fik han lyst til for et kort sekund at stoppe hendes åndedræt ved at kysse hende. At mærke hendes hud mod sine fingre. Hendes kys mod hans egen hud… Ja, hans hormoner gik amok og al han kunne tænke på lige nu var primitive behov. Ville han være nok for hende? Ville hun, hvis han tog første skridt, lade ham gøre det? Han mærkede hendes hånd mod sin kind i et blidt forsøg på at nusse ham. Undskyld, Gwen…. Men jeg.. Nej du skal ikke gøre mig komplet…. Lød hans tanker, som han bevægede sig tættere mod hende, inden han lod sine læber blidt ramme hendes i et forsøg på at kysse hende.

"Prøv igen, jeg blev næsten overbevist," sagde Gwen en smule drillende og blinkede morende til Foresti. Hun vidste godt, at hun ikke burde snakke sådan med en elev, men hun mente også at folk burde slappe lidt af og være lidt mere åbne. Der var jo ikke nogen som havde taget skade af, at have det sjovt i timerne, selvom timen godt nok var afsluttet og de kun var de to.
Hun elskede sit job, virkelig højt og kunne hun gøre en forskel for eleverne, ville det kun gøre det bedre. Hun ville gerne have eleverne kunne lide hende, men hun ville samtidig også gerne have at de tog hendes undervisning seriøst. Det kunne selvfølgelig godt blive et lidt mærkeligt mix en gang i mellem, men hun gjorde sit bedste, og det eneste hun forlangte tilbage, var at eleverne gjorde det samme. Heldigvis havde hun ikke et af de kedelige fag, men et af de mere aktive og spændende fag.
Godt nok gik Gwen ind for, at eleverne hyggede sig og havde det sjovt i hendes timer, men det var ikke lige sådan her, hun havde tænkt det. Foresti var alt for tæt på hende, til at det her var i orden. Det vidste hun godt. Hun vidste også godt, at hun burde have afvist ham blankt fra starten af. At hun burde træde væk. Et eller andet. Men hun stod bare og lod være meget tættere end nogen anden elev før havde været på hende. Hun lod ham endda røre hende. Hun rørte ham. Det var jo dømt til at gå galt. Det værste var nok bare, at hun stadig ikke havde regnet ham ud. Hvad ville han opnå? Hvorfor? Hun var jo gammel og ikke ligefrem den lækreste på skolen, hvis hun selv skulle sige det. Hun blev revet fuldstændigt ud af sine tanke, da hun mærkede hans læber mod sine egne. Det var ikke fordi det overraskede hende, for hun havde nok lidt set den komme, at han ville prøve at kysse hende, men alligevel overraskede det hende nok lidt, at han rent faktisk gjorde det, turde det, men det som overraskede hende mest var, hende selv. Hun tøvede ikke med at gengælde hans kys. Hvorfor tøvede hun ikke? Hvorfor gengældte hun det overhovedet? Hun lod sine fingrespidser glide fra hans kind og om i nakken på ham, som hun gjorde kysset en smule dybere. Dumt, dumt og atter dumt. Men også underligt rart.

Han så på hende med et kækt smil på sine læber over hendes kommentar og drillerier. Han var glade for, at hun morede sig. "Det tænkte jeg godt," pointerede han som han blinkede kækt til hende. Foresti vidste et eller andet sted godt, der var regler for, hvordan lærere skulle omgås deres elever. Det gav sig selv, men han tænkte ikke over dem. Det var jo ikke regler, som gjaldt ham.
Gwen var en af Forestis ynglingsundervisere, det benægtede han ikke. Han synes dog samtidig, at hun var utrolig smuk og på hans alder, var det normalt at begynde at tænke på de ting. Samtidig så var han også bare meget ærlig om den slags ting, men det havde nok noget at gøre med, at han kom fra et hjem, hvor han altid havde hørt de ting, blive udtrykket meget direkte. Miljø gjorde også ret meget kunne man sige. Foresti var typen, der var god til de fleste fag. Han kunne både komme gennem de fag, hvor de var mere aktiv men også dem, hvor de skulle sidde stille i evigheder. Det handlede jo så også om, at han gerne ville være den bedste i alt, han gjorde.
Foresti ville flytte sig, hvis hun bad ham om det og hvis hun bad ham om, aldrig snakke sådan til hende igen, så gjorde han også det. Men hun havde ikke gjort det og derfor regnede han sådan set også med, at det han gjorde var i orden. Han havde jo heller ikke tænkt sig, at gå ud og prale med, at han havde stået så tæt på Professor Bennett. Han havde så slet ikke lyst til at fortælle nogen om, den situation han havde haft i sine bukser. Hverken Atla eller Angel, for han vidste, de ville drille ham med det forevigt. For Foresti var Gwen ikke gammel. Jo selvfølgelig, så var hun ældre end ham, men det betød jo ikke, at man var gammel nødvendigvis. Hun var smuk og det var alt, han havde at sige.
Som han mærkede, at Gwen rent faktisk gengældte kysset, spærrede han øjnene kortvarigt op. Fuck. Hun gengældte det? Hvad nu? Han opgav dog hurtigt at tænke i det han lod kysset forsætte uden at give udtryk for, hvad hans tanker havde været inde i hans hoved. Han lagde sine hænder om hendes hofter for at holde hele indtil sig. Det her føltes så himmelsk at det nærmest gav ham gåsehud. Han havde aldrig, og det kunne han ærligt sige, ikke oplevet noget lignende.

Gwen kunne sagtens have det sjovt sammen med sine elever. Hun gjorde ikke forskel på eleverne, uanset hvilket kollegium de gik eller hvilken årgang. Hun smilede lidt til hans kommentar og førte en rød hårtot om bag det ene øre. Hun burde virkelig bede ham om at skue ned for charmen, eller som minimum gøre det selv.
Gwen havde altid være bedst til fag, hvor hun skulle lave noget. Hun var ikke god til, at sidde stille for længe af gangen, hvilket var årsagen til, at hun havde valgt et fag som duellering. Hun bevægede sig. Eleverne bevægede sig. Selvfølgelig var der nogle ting man blev nødt til at læse sig lidt frem til, men langt de fleste skulle man prøve og så blive ved med at øve.
Hun vidste jo udemærket godt, at hun burde flytte sig eller sige fra på en eller anden måde. Men det var bare som om, at hendes ben ikke rigtigt ville reagere, samt hendes hjerne faktisk fandt det ret så interessant, at der var en elev som var interesseret i hende på den her måde. Det havde hun godt nok ikke regnet med. Hun var før blevet lagt an på af elever, men de havde gjort det for at få bedre karakter, men Foresti fik jo virkelig gode karakter i forvejen.
Hun bemærkede ikke han spærrede øjnene op, da hendes egne øjne var lukket fordi hun tillod sig selv, at nyde kysset lidt. Selvom det var forbudt. Både fordi han var mindre årig, hun var hans professor, for slet ikke at snakke om, at hun var forlovet med en mand som hun virkelig elskede. Hun mærkede hans hænder mod sine hofter, hvilket fik hende til at føre sine hænder om til hans nakke, som hun nussede ganske blidt med finger spidserne, mens hun stadig holdt kysset.

Han lagde mærke til hendes smil og fulgte hendes hånds bevægelser med sit blik. Han betragtede hendes hud og hans og følte sig allerede ved at betragte hende, helt ganske fascineret af hende. Hun var et syn for guder.
Han lod selv øjnene glide i, i deres kys og lod sin ene hånd finde hendes læn for blidt at nusse den uden på hendes tøj. Han mærkede hendes hænder om sin nakke og mærkede hendes fingerspidse begynde at nusse ham, hvilket han også nød. Det at hun var med på at kysse ham, gjorde også at han fik blod på tanden og blev en anelse mere ivrig. Han lod derfor sit hoved glide en anelse på skrå for at gøre kysset lidt mere dybt. Ville hun ikke mere, skulle hun være velkommen til at hive sig selv væk og sige, at de skulle stoppe. Han havde bare ikke tænkt sig at gøre det. Han gav sig selv tilladelse til blot at nyde, at hun rent faktisk ville gengælde hans kys. Hun havde vel indset, der ikke var noget som hun kunne give ham, han ikke havde i forvejen. Karaktererne var der og hans præsentation i undervisning lå også til de karakterer, han fik. Han var oprigtig interesseret i rent faktisk at kysse med hende og ja, han havde da set hun havde ring på sin finger og det betød, at hun nok var forlovet, men det stoppede ham omvendt ikke i at gå efter, hvad det var han gerne ville have. Det handlede heller ikke om, at han ville kysse med en, der var erfaren. Det havde han prøvet før og han var heller ikke helt grøn i at kysse. Han bevægede nu sin ene hånd op mod hendes højre skulder og lod sin hånd hvile der, mens den anden gled længere op af hendes ryg. Det var så rart at mærke hende på den her måde, at det slet ikke var til at fatte at han egentlig havde fået hvad han ville have. Grunden til, at han havde bedt om ekstra undervisning. Han havde faktisk slet ikke forventet, at det ville ske i første forsøg, men omvendt havde han så heller ikke forventet at hans krop skulle vise sig i alt dens storhed.

Gwen havde sin forlovet derhjemme, den man hun elskede og havde været sammen med i en del år efterhånden, men lige foran hende var en dreng som gav hende alle mulige former for opmærksomhed, som hun ikke fik til dagligt, fordi hun arbejde her på skolen, og var her det meste af sin tid og dermed ikke så sin forlovet ret tit.
Hun mærkede hans ene hånd mod sin læn, selvom det var uden på tøjet, kunne hun stadig fornemme igennem det, at han nussede hende. Hun stoppede da heller ikke med at nusse hans nakke, ganske blidt, næsten som var hun bange for at rive hul på ham, hvis hun gjorde det for hårdt. Hun tippede sit hoved modsat af hans og fulgte trop da han gjorde kysset dybere. En del af hende vidste godt, at hun burde sige stop og trække sig, be ham gå til storsalen og spise sin aftensmad sammen med de andre elever, men en anden del af hende, som lige nu talte højest, nød bare at mærke hans nærvær og den opmærksomhed han gav hende. Hun kunne stadig ikke rigtigt finde ud af, hvor han ville hen med det her? Ville han ud og blærer sig til sine venner, om at han havde kysset en professor? Ja, hun havde nok mange undskyldninger i hovedet, da hun var overbevist om, at det ikke bare fordi han havde lyst, men der måtte være en bagtanke.
Hun mærkede hans hånd mod sin skulder, mens den anden flyttede sig op af hendes ryg. Lige nu prøvede hun nok bare at undskylde det med, at det var ganske uskyldigt. Det var jo bare lidt kysseri. Hun slap dog kysset efter lidt, primært fordi hun havde brug for en lille pause til at trække vejret. Hun lod sine hænder glide fra hans nakke til hans brystkasse, "Foresti.." sagde hun stille, og åbnede først nu øjnene, hvortil hendes grønne øjne søgte hans blå. "Jeg.. Det må du undskylde.. Det var meget forkert af mig. Jeg forstå godt, hvis du vil melde mig," forsatte hun stille, og slap ham, før hun vendte blikket skamfuldt mod gulvet. Hun tog gerne skylden for dette her. Det var ikke okay, at hun havde gengældt hans kys. Han var jo teknisk set kun et barn, eller en teenager, men stadig ikke myndig. Hun var en voksen, tilmed forlovet, kvinde.

Foresti synes hun var smuk og han synes hun var sød. Han kendte hende kun i forhold til undervisningen, da hun i hans viden, ikke havde nogen clubs eller circles. Havde hun haft det, så havde han deltaget i dem. Ikke, at han som sådan var direkte forelsket i hende, for det var han ikke. Han havde måske nærmere et crush på hende uden helt at kunne beskrive, det var det det var. Han følte sig i hvert fald helt opstemt i hendes nærvær.
Han nød hendes berøring. Hendes tynde fingre, der nussede hans nakke og fik hårene deromme til at rejse sig og sendte stød af kuldegysninger gennem hele hans krop. Dels fordi det var spændende og nyt med en professor, der ville gengælde hans affektion og dels fordi at kys i hans alder, gjorde sjove ting ved en. Hun var forbudt område og spændende, men om hun troede det eller ej, så var det faktisk ikke grunden til, han meget tydeligt havde lagt an på hende. Sandheden var jo også nok, at han måske ikke helt selv vidste, hvorfor han gjorde som han gjorde. Han nussede forsat hendes læn, mens hårene på hans arme efterhånden også begyndte at rejse sig.
Han lod langsomt sine øjne åbne sig fra hans trance, da hun brød kysset. Han måtte erkende, at han føle sig en smule skuffet over det allerede var slut, men den forsvandt da hendes hænder gled fra hans nakke og om til hans brystkasse. Han smilede kort for sig selv, men det forsvandt i det hun sagde hans navn. Han lod sine blå øjne hvile på hendes grønne og kunne høre på tonen af hendes stemme, at hun var tøvende. Han sank en klump i halsen ved hendes ord og greb fat i hendes hænder. "Gwen.. nej. Jeg vil ikke melde dig... Og nej, det var ikke forkert.." svarede han med en selvsikker stemme. Han hev blidt i sine arme for at hive hende ind mod sig, så de igen stod så tæt som det var muligt. Han overvejede at slå en aftale af med hende lige nu. "Jeg ville ikke kysse dig for bedre karakterer eller noget," påpegede han og bed sig kort i læben, mens han tænkte sine ord igennem. "Uhm... Vi.. uhm," prøvede han forsigtigt, mens han stadig overvejede sit forslag. "Vi kan mødes når det er sengetid.... ved dit kontor... og snakke om det?" foreslog han og så denne gang en smule nervøst på hende, da det var noget han ville og han var usikker på hende.

Gwen mærkede Foresti tog hendes hænder, hvilket fik hende til at bryde øjenkontakten for at vende blikket mod gulvet. Hun bed sig lidt i læben, "Foresti, jeg er forlovet.." sagde hun stille, med en tydelig skam i stemmen, men lod sig blive trukket ind til ham alligevel og lagde armene omkring ham i et kram, "Hvorfor så?" spurgte hun, da hun virkelig gerne ville vide, hvorfor han gjorde det her, hvis det ikke var for karakterne. Hun nikkede lidt og slap ham igen, for at lade en hånd glide i gennem sit lange naturlige røde hår. "Ja, lad os det," medgav hun og gik over for at samle sin taske op og kom sin stav deri. "Kom, lad os gå ned og spise," sagde hun bildt og holdt døren for ham.

***TIME***

Efter aftensmaden var Gwen gået direkte ned til sit kontor. Hun vidste der godt ville gå noget tid, før Foresti ville komme, men hun havde alligevel nogle opgaver hun skulle rette i gennem, selvom hun på ingen måder kunne koncentrerer sig om dem. Hun sad blot ved sit skrivebord, med opgaverne foran sig på bordet, med en fjerpen i den ene hånd, mens hun hvilede hovedet på den anden hånd, hvor albuen var mod bordet. Hun hang en smule indover bordet, mens hendes blik hvilede på et ur.


"Ja?" spurgte han og prøvede at dreje sit hoved, så han kunne se hende ordentligt. Han kunne ikke se hvad det havde med noget at gøre, men hans forældre havde altid været ret åben, så meget vidste han. Hans søskende havde så også altid fundet det sjovt at forklare præcis hvilket forhold det var, som Loke og Alex havde. Alt han kunne høre var blot skam i hendes stemme. Han mærkede hendes arme om sig og gengældte krammet. "Fordi... du er sød," forsøgte han sig en anelse usikkert. Han kunne ikke sætte ord på. Han slap hende selv og betragtede hendes bevægelse. Han nikkede begge gange og gik ud ad døren som hun holdt for ham.

**TIME**
Dressed to impress


Som han havde fået spist aftensmad og egentlig følte, at han var klar til at tage hen til Gwens kontor, kunne han ikke. Han måtte vente til det officielt var sengetid og snige sig væk. Han havde derfor sat sig i sin seng og havde givet sig til at lave lektier, mens han mest af alt filosoferede omkring episoderne han havde haft med Gwen inden spisetid. Hvad han skulle sige til hende og hvordan han skulle forklare sig, mens han egentlig var glad for hun havde indvilget i at snakke med ham after hours, så at sige. Da han alligevel ikke kunne koncentrere sig om sine lektier på grund af alle de tanker om hende, havde han i stedet valgt at skifte tøj. Han havde prøvet mange sæt, inden han besluttede sig for en lidt for stor skjorte og et par sorte jeans samt almindelige sorte sko, et batman bælte og en beanie. Han så sig omkring, som alle ved ham gjorde landing til at gå i seng. Han begyndte derfor at snige sig ud af opholdsrummet og bevægede sig lydløst mod hendes kontor uden at blive opdaget.
Som han nåede hendes kontor, bankede han blidt på døren inden han trådte ind. "Så er jeg her," sagde han lidt nervøs, mens han prøvede at skjule det i et selvsikkert smil, der bare fik det til at fremstå akavet. Han havde lyst til at kysse hende igen og derfor faldt hans blik da også på hendes læber.


Gwens blik havde hvilet på uret mere end de opgaver hun burde have brugt tid på at rette, mens hun havde tiden til det. Hun burde også have sendt en ugle hjem til sin forlovet, men lige nu ville hun først lige snakke med Foresti, for selvom hun uanset hvad godt vidste hun burde fortælle hvad der var sket, så ville hun alligevel først lige have tingene på plads mellem hende selv og Foresti.
Hun sad så opslugt af urets tikken og takken, at det gav et sæt i hende, da det bankede på døren, endda selvom det var blidt han havde banket på, "Kom ind," skyndte hun sig at sige og rejste sig fra sin plads bag skrivebordet, da Foresti kom til syne. Hun smilede lidt til ham, men vidste ikke helt, hvor hun skulle starte.
"Foresti, jeg.." begyndte hun, men hun vidste ikke rigtigt hvor hun ville hen med den sætning, hvilket gjorde det til en ret stor udfordring, at gøre den færdig. Hun bed sig lidt i læben, mens hendes blik hvilede på ham. "Luk døren," bad hun stille, uden det forekom kommanderende. "Var der nogen problemer i, at komme her hen?" spurgte hun og førte en hånd i gennem det flammerøde hår, hvis han havde haft problemer, skulle hun jo nok tage ansvaret for det, så han ikke blev straffet for det. Hun gik roligt om på den anden side af skrivebordet, og lænede sig en smule op af det, mens hun vendte blikket mod gulvet, dog kun ganske kort. "Er du.. Har du.. Du ved.. Følelser for mig?" spurgte hun, selvom hun nok måtte indrømme, at det her var noget af det mest akavet hun længe havde stået model til.


Han hørte hendes stemme, inden han havde åbnet døren og kom da også ind, som nævnt. Han betragtede hende med et lille smil. Da hun begyndte at sige hans navn, så han afventende på hende. Da der ikke rigtigt kom mere ud af hende, åbnede han munden. "Ja?" spurgte han med en smule utålmodighed, inden han adlød hende og lukkede døren efter sig. Ikke fordi det havde lydt som en ordre, men han regnede med at når hun sagde det, så var det en god idé. For ja, den tillid havde han til hende. Han betragtede hendes bevægelse med hånden, som han lyttede til hendes ord. "Nej.. Jeg er lidt som en ninja.." påpegede han med et lille grin, da han prøvede at gøre det sjovt. Han vidste ikke om han var succesfuld eller ej, men så havde han da i det mindste gjort et forsøg. Han trådte et skridt tættere ind i lokalet og som hun gik hen på den anden side af sit skrivebord og lænede sig op ad det. Han fulgte hendes blik ned mod gulvet og hørte ordene, der fik hans hjerne og hjerte til at gå i stå. Kunne han lide hende? Han vidste det ikke, men han vidste, han var glad for det. Han trådte endnu et skridt længere ind i lokalet og søgte hendes blik. "Jeg er glad for dig," svarede han til hendes spørgsmål og trippede lidt på sine tær, som han lænede sin vægt op mod dem, så han stod på tæer. Han sank ned i sine hæle igen og prøvede at opbygge sig mod til at være tættere på hende. "Glad på en måde, hvor det sitre i min krop nogen gange," forklarede han åbent, som han bevægede sig tættere hen imod hende så han nu var direkte overfor hende. Han bevægede sit hoved ind mod hende, træk vejret tungt af spænding når han åndede ud. "Forstår du?" spurgte han og strøg sin hånd over hendes hår, da han bare gerne ville røre hende. Måtte han kysse hende? Han ville gerne. "Gwen.." mumlede han og bed sig hårdt i læben, da han prøvede ikke at kysse hende. Igen. Han fornemmede på ingen måde, at det her skulle være akavet - måske fordi han ikke synes det da det ikke var ham, der var professor. Måske, fordi han var nervøs for første gang i sit liv.


Gwen betragtede Foresti som han lukkede døren, men rystede så lidt på hovedet, "Ikke noget," sagde hun stille, da hun ikke vidste helt hvordan hun skulle formulere sig, hvilket ellers ikke lignede hende overhovedet. Hun plejede altid at have et godt svar klar i ærmet, men lige nu var hendes hoved tomt. Hun elskede jo sin forlovet virkelig højt og han var en fantastisk mand, men Foresti var lige der og hun havde ikke set sin forlovet i nogle uger, så selvfølgelig blev det også ensomt nogle gange.
Hun grinte let af hans ord, "Du slår mig også lige som typen," svarede hun lidt drillende tilbage, det ville ikke undre hende det mindste, hvis han var typen som kunne komme ud af alle mulige former for ballade. Hun så godt han trådte længere ind, hvilket også gjorde han kom tættere på hende. Hun vendte blikket tilbage fra gulvet til ham, da han svarede hende. Hun mærkede sit hjerte slog et ekstra slag. En elev som var glad for hende. Selvfølgelig kunne det ord tolkes på mange måder. At han var glad for hende, kunne jo også være som hans professor. Det ville da kun glæde hende, hvis hendes elever var glade for hende som professor, men som mere end det? Det var ikke godt. Hun bed sig lidt i læben, da han gav sig til at forklare og uddybe for hende og kom tættere på hende. Hun tog blidt ud efter hans ene hånd, da han nu var tæt nok på til det. Hun lod sin tommelfinger ae hans håndryg ganske forsigtigt og nikkede så. "Så ikke kun som professor?" spurgte hun stille.
Hun så ham ind i øjnene og nikkede lidt, "Ja," svarede hun stadig i en stille tone, mens hun mærkede hvordan hendes hjerte bankede en smule hurtigere. Hvor var det dog lokkende at kysse ham, men hun var også bange for at udnytte ham eller såre ham. Hun lod sit blik glide en smule ned til hans brystkasse, til han sagde hendes navn, hvilket fik hende til at se op igen og mærkede hans hånd igennem hendes hår. "Ja?" spurgte hun stille og lænede sig selv en smule mod ham. De læber var virkelig fristende. Lidt forsigtigt og prøvende lænede hun sig de sidste par centimeter mod ham, og lod sine læber blidt møde hans.

Foresti nikkede en enkelt gang til hendes ikke noget. Han kunne ikke lyve og sige, at han kendte hende og vidste hvornår han skulle spørge ind. Desuden, uanset hvordan man vendte og drejede den, ja, så var hun stadig hans professor så der var stadig en form for respekt og autoritet imellem dem.
Han grinte selv, da hun gjorde. "Ja ikke? Alle siger det," påpegede han med en svag stolthed i hans stemme. Han var glad for, at han kunne tale sig ud af de problemer han kom i, for det havde ikke været lidt i de år, han havde gået på Ilvermorny. Tværtimod, faktisk. Det var dog aldrig blevet skrevet på, da han havde charmeret sig ud af det og han til tider også havde reddet sine venner fra det. At de så ikke var blevet vrede, når de ikke kunne komme ud problemerne, kunne han ikke tage sig af. De havde ikke fået ham med ind i det igen, så han var sluppet billigt. Han så afventende på hende, da hun ikke sagde noget. Han var nervøs og han gjorde også sit bedste for at holde sin nervøs inde i sin krop. Han pressede derfor sine fingre sammen mod hinanden og fik et troubled ansigtsudtryk, inden han mærkede hendes hånd mod sin og hun aede den. Det fik hårene på hans arm til at rejse sig, mens det gav nogle behagelige kuldegysninger gennem hele hans korpus. "Nej, ikke kun som professor. Dig som person," fik han fremstammet en anelse nervøs, mens han var optaget af hendes hånd, der aede ham. Han nød det på en måde, han ikke kunne forklare.
Han hørte hendes ja i en stille tone og nikkede bare en smule til det. Han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Han var efterhånden så tæt på, at han kunne mærke hendes vejrtrækning ind mod sin egen hud. Hvor det dog fristende at kysse hende og han mærkede et sus i maven alene ved tanken om det. Som han fulgte hendes blik, opdagede han at hun så på hans brystkasse og betragtede så hendes øjne, da hun sagde ja, men han svarede ikke, da hun lænede sig ind mod ham. Fik han mon lov? Kunne hun læse hans tanker? Han havde ikke opdaget hun havde lænet sig tættere ind på ham, inden han mærkede de bløde læber mod sine og gengældte hendes kys ganske blidt.

Gwen vidste virkelig ikke, hvordan hun skulle forholde sig til noget som helst af det her. Hun følte hun udnyttede ham, fordi han var så ung og hun var hans professor, men samtidig var det jo også ham selv om havde lagt op, selvom hun ikke havde gjort meget for at stoppe ham, hvilket hun nok burde have gjort.
Hun grinte mildt og nikkede lidt, "Jo. Det kommer ikke bag på mig," sagde hun drillende og blinkede til ham. Hvor hun dog nogen gange savnede at være elev på skolen. Det var nok en af grundene til, at hun var blevet professor på skolen. Hun kunne ikke undvære stedet. Hun ville ikke undvære stedet.
Hun smilede lidt forsigtigt til ham, da hun så hårene på hans arm rejste sig, af hendes berøring. Hun ville gerne vise ham, at det var okay, samtidig med at hun havde dårlig samvittighed over det. Generelt var hun utrolig splittet inden i og hans svar gjorde det ikke ligefrem bedre. Hun bed sig lidt i læben, mens hun nikkede lidt, "Jeg vil ikke give dig falske forhåbninger, Foresti," sagde hun stille. Hun var jo ikke ude på at såre den unge mand foran hende, men han var heller ikke nem, at sige nej til.
Hun mærkede en behaglig følelse gå igennem hele hendes krop, da han gengældte hendes kys. Hun mærkede en eller anden form for iver melde sig i hende. Hun havde ingen idé om, hvor meget eller lidt han havde prøvet, så gammel var han jo heller ikke, så chancen for at han stadig var jomfru, var jo relevant nok. Hun lod sine fingerspidser glide blidt op af hans arme og op til hans skuldre, hvor hun lod dem glide om i nakken på ham. Hun gjorde kysset en smule dybere, mens hun nussede hans nakke blidt. Hun vidste godt det var dumt, men hun var nok også virkelig ensom, når der gik så lang tid i mellem hun så sin forlovet.


Foresti tænkte ikke over det på samme måde, som Gwen gjorde. Han havde af ren mod og lyst valgt at kysse hende og haft den tanke, at hvis den gik, så gik den. Han havde været glad for, at hun havde gengældt det og var blevet skuffet, da hun havde stoppet det, når alt han ville var langt mere. Han ville ikke lyve overfor hende heller og det var, at han var glad for hende. Han vidste ikke om det var forelsket, et crush eller fordi hun var en dygtig professor, men linjen mellem dem i hans alder var også minimal. Han smilede bredt, da hun grinte og blinkede til ham. "Nej, det forstår jeg godt. Jeg er, hvis du gerne vil vide det, også den bedste," svarede han selvsikkert med et smil der også udstrålede, at selvsikkerheden hos ham ikke fejlede noget. Han opfattede alt hun gjorde lige nu, som flirt også selvom han var varsom med hvor tæt på han kom for selvom han ikke forstod det, så kunne han godt se han skulle være forsigtig med afstanden mellem dem og bare fordi Foresti ville kysse mere med hende, betød det ikke at hun ville forsætte.
Han gengældte forsigtigt hendes smil og lod sine øjne være hvilet på hendes. Han ville gerne aflæse hende. Uforstående blev hans øjne dog ved hendes ord om de falske forhåbninger. "Hvad mener du?" spurgte han, da han ikke kunne se hvorfor hun skulle give ham det. Han regnede ikke med, at hun havde det på samme måde når hun så ham. Hun var forlovet og alt han ville, var at kysse med hende. Ikke for at blære sig, ikke for at opnå status blandt sine medelever, men af den simple grund han havde lyst. Alle primære instinkter tog over og lod ham tæ sig, som han ville.
Hans hjerte sprang et slag over, som han endnu en gang fik lov til at mærke hendes bløde læber mod sine egne. Han havde som hende en iver inde i sig, han ikke vidste hvad han skulle gøre af, men han vidste hvad det var. Han havde prøvet et par ting eller flere, men han var endnu ikke noget der var en fuld home run. Han mærkede hendes fingre op ad sine arme, skulder og til sidst om i nakken hvilket fik hans puls til at stige stødt i spænding. Han lod kysset blive dybere ved selv at lade sit eget glide på skrå og nød hendes nussen af hans nakke mere end ord kunne beskrive. Han lod sine arme findes hendes hofter og lagde dem om hende. Ensom eller ej, så var hun gudeskøn.


Gwen havde det underligt med, at være i nærheden af Foresti. Nu havde hun jo lige haft godt og vel et par timer, fra undervisningen var sluttet og til nu, til at tænke tingene i gennem, men det ændrede ikke på at han stadig havde sin charme med sig. Hun vidste ikke, hvorfor hun gjorde det her, for et sted vidste hun jo godt, hvad der ville ske eller hvad hun mellem linjerne måske lidt havde langt op til skulle ske, ved at sige til ham, at han skulle komme ind på hendes kontor, når de havde spist. Hun lo mildt, "Det er jeg slet ikke i tvivl om," medgav hun med et smil på læberne, han var nu ret sød og charmende at se på, men hun prøvede lidt ikke at se sådan på ham. Det var jo så forkert på så mange punkter. Ikke nok med, at han var elev og hun var professor, så var han også virkelig ung i forhold til hende, og som om det ikke var nok, så var hun jo også forlovet.
Hun tog blidt fat i hans hånd og nussede hans håndryg ganske forsigtigt, "Jeg mener, at du ikke må blive såret eller ked af det, på grund af mig. Du må ikke forvente det her vil gentage sig, eller noget som helst andet," sagde hun stille, og slap hans hånd, for at føre den op til hans ene kind, som hun rykkede hovedet lidt tættere på ham. Hvor var det dog fristende at bare give efter og kysse ham.
Gwen kunne ikke lade vær med at nyde kysset fuldt ud og mærkede han gjorde det dybere, hvilket hun ikke var længe om at følge trop i. Hun mærkede hans hænder mod sine hofter, og kunne godt mærke hun snart ikke kunne holde sig tilbage meget mere. Hun lod derfor sine hænder glide fra hans nakke og ned af hans brystkasse og mave, til kanten af hans bluse, som hun forsigtigt tog fat i for at trække den over hans hoved, men hun gjorde det langsomt, så han ville kunne nå at stoppe hende, hvis han ikke ville have det. Hun brød da også kun kysset, for at aflæse ham, om det var okay det hun gjorde.

Foresti var glad for, der ikke var noget, som havde ændret sig efter aftensmaden. Gwen ville stadig snakke med ham og det virkede da også som om, at alt der var sket mellem dem ikke gjorde, at de ikke kunne være i lokale med hinanden. Efter alt, havde det trods alt også kun været et kys. Et intenst et af slagsen i hvert fald for ham. Eller, det havde det ikke kun. Foresti havde stået med boner på lige foran hende og han havde været så flov, at han kunne dø over det, men det var som om, at det var en detalje han havde glemt lige nu. I hendes nærvær følte han sig sikker og ikke kun som en knægt på 15 år, der var ude i det dybeste mørkeste vand, hvor han ikke kunne svømme tilbage til kanten og forsætte med at være den han var. Det var ude nu, at han ville noget med hende. At han kunne lide hende og havde det rart i nærheden af hende på måder, han ikke kunne forklare. "Nej, det forstår jeg godt," svarede han med et drenget grin over de violette læber, inden betragtede hende.
Han mærkede hun tog fat i hans hånd og nød at hun nussede den. Generelt hele hendes berøring gjorde, at der blev sendt varme stød ud gennem hele hans syndige korpus. Han bed sig i læben over hendes ord, om at han ikke måtte blive såret eller ked af det på grund af hende. Han kunne ikke forestille sig en verden, hvor hun var skyld i hans sorg. "Jeg får dig til at falde for mig," pointerede han selvsikkert og med et charmerende smil. Hun lod ham slippe hans hånd og mærkede hendes hånd mod sin kind og lagde sit hoved ind mod hendes kind og betragtede hende som hun rykkede sit hoved tættere på ham.
Han smilede inde i sig selv, da hun var med på at gøre deres kys dybere. Han lod det derfor forsætte, inden han lod sin tunge glide over hendes læber, da han gerne vil have at kysset blev så dybt som det overhovedet var muligt. Han var ikke forsigtig overhovedet. Han mærkede hendes hænder ned af sin nakke og ned af hans brystkasse og mave, hvilket gjorde at han træk vejret mere overfladisk og hurtigt i spænding. Han mærkede hvordan hun forsigtigt hev op i hans trøje, inden kysset blev brudt og han havde fået sin trøje helt af. Han hev hende derfor tæt ind mod sig ved hendes hofter inden han hev op i hendes trøje og op over hendes hoved. Han kyssede hende derefter ned af halsen, da han virkelig bare var ivrig efter mere med hende.

Gwen havde virkelig ingen idé om, hvorfor hun gjorde det her. Hun var lykkeligt forlovet, hun glædede sig til at hun skulle giftes, selvom de ikke havde sat dato på endnu. Hun havde aldrig lavet noget med en elev før. Hun havde ærligt talt, heller aldrig troet at det skulle ske. Hun kunne sagtens være med på sjov, når de hormonfyldte drenge kom med sjofle bemærkninger i timerne, men det var jo ganske uskyldigt. Uskyldigt kunne hun til gengæld ikke kalde det kys, hende og Foresti havde udvekslet. "Du er et meget forstående menneske," sagde hun en smule drillende og blinkede til ham. Han var nu altså ret sød og charmende, det måtte hun give ham. Det var nok også en af årsagerne til, at hun på ingen måder kunne forestille sig, at han var jomfru. Nej, hun forstillede sig nok nærmere, at han havde en lang række af tøser som stod i kø efter ham.
Hun sank en smule ved hans ord om, at han ville få hende til, at falde for ham, mens hendes grønne øjne hvilede blidt på ham. En del af hende havde lyst til, at stoppe nu, inden det ville ende helt galt. Hun havde jo ikke troet at han rent faktisk følte et eller andet for hende, men nærmere at han blot havde ville have bedre karakter eller kunne blærer sig med at have kysset en professor til sine venner. Hun følte lidt, at hun legede med den unge drengs følelser, og det brød hun sig bestemt ikke om.
Alligevel kunne hun ikke få sig selv til, at stoppe. Hvis hun nu bare kunne sætte en finger på, hvad det var ved ham, som gjorde at hun også havde lyst til det her, så havde hun kunne stoppe sig selv og se bort fra det, men hun havde virkelig ingen idé om det. Hun gjorde i stedet for plads til hans tunge og kunne selv mærke, hvordan hendes krop begyndte at hungre efter mere, i takt med alle de fornuftige tanker blev smidt ud af hendes hoved. Hun kunne godt høre, at hans vejrtrækning ændrede sig, men det gjorde hendes sikkert også, uden hun selv tænkte rigtigt over det. Hun smilede lidt, da hun fik lov til at trække hans bluse af ham, som hun blot smed et sted på gulvet. Døren indtil hendes kontor var alligevel låst, så ingen kunne jo komme ind. Hun lod sig blive trukket indtil ham, da hun mærkede hans hænder mod sine hofter, hun kyssede hans læber en smule mere krævende end hidtil, udelukkende fordi det var begyndt, at blive svært for hende, at holde sig tilbage. Hun stak dog armene op og brød kysset igen, så han kunne få blusen af hende, hvorefter hun mærkede kyssene ned af sin hals, hvilket fik hende til at sukke stille, som hun lod sine fingre glide ned af ham, i takt med iveren steg i hende, men hun vidste jo ikke hvor meget eller lidt han havde prøvet før, så hun prøvede samtidig at holde sig tilbage, desuden var der jo ingen som sagde, at selv hvis han ikke var jomfru, at han så ville have hende som sin første.

Foresti kunne jo godt se, at hun havde ring på sin finger. Han måtte dog også indrømme, at han var ligeglad. Han var som sine fædre; han gik efter hvad han ville have og havde ikke så meget morale i forhold til det. Han var også ligeglad med, at hun var professor og han var elev – i princippet en del nemmere for ham, da han altid ville blive ofret i den slags sammenhæng. Ja, han ville være den, der var blevet udnyttet uanset om det var ham der havde lagt op til hende eller om det havde været den anden vej rundt. En dreng på hans alder, ville ifølge alle andre, jo ikke frivilligt være sammen med en ældre kvinde og da slet ikke en professor. Han vidste godt uskyldigheden i deres forhold til hinanden var forsvundet, men han var ligeglad. Han havde ønsket, at hun ville gengælde hans tilnærmelser. ”Jamen jeg ved det godt,” sagde han med et drenget grin over sine læber. Han var jomfru. Ikke fordi han havde gemt det til nogen speciel eller han ikke havde villet, men indtil videre havde han kun været sammen med piger på hans egen alder og de fleste der ville gerne have man skulle være seriøse for at lave den slags sammen.
Han betragtede de milde grønne øjne og lod sig svømme væk i dem. Han havde ikke lagt mærke til, hvordan hun sank ved hans ord om han nok skulle få hende til at falde for ham. Det var hans plan og han skulle nok få det til at ske, forlovet eller ej.
Som hun lod sin tunge lege med hans, mærkede han hvordan blodet pumpede ud mod hans mandelige dele og hans krop generelt blev mere og mere opstemt. Ivrig, tændt. Efter hende. Hvordan han uden at tænke, nappede hende blidt i hendes læber og lod sine læber forsvinde væk fra hendes og i stedet bevæge sig ned mod hendes hals. Hans vejrtrækning var tung og mere ivrig. Han så kort ned af sig selv som hans overkrop kom til syne. Den var ret normal for en på hans alder. Ikke vanvittig trænet, men man kunne godt se at han trænede. Han var dog meget bleg. Han fik hendes bluse af og kastede den ligeledes ned på gulvet, hvorefter han forsatte hans ivrige kys ned af hendes hals. Han lyttede til hendes suk, som han lod sine hånd finde om til hendes BH for at åbne den med lethed med den ene hånd, mens han mærkede hendes fingre ved sin buksekant i en nussende bevægelse. Hvor havde han dog lyst til hende.



Gwen vidste godt, at det var hende som ville få et kæmpe forklaringsproblem, hvis dette her kom ud. Hun ville for det første, blive fyret på stedet. For det andet, ville hendes kommende ægtemand sikkert gå fra hende. For det tredje, ville hun få et stempel som pædofil og helt sikkert en dom oveni købet. Uanset om Foresti ville selv eller ej, så ville den altid falde tilbage på hende, og hun ville nok aldrig få mulighed for, at arbejde med børn og unge igen, som hun ellers elskede. Hun grinte selv lidt og kunne ikke lade vær med, at finde både hans ord og grin, utrolig charmende. "Det gør du helt sikkert," svarede hun med et varmt smil over sine læber.
Hendes blik flakkede en smule, som hun lod sin ene hånd glide i gennem hans hår og ned af hans kindben og kind. Hun vidste godt, at hun havde haft mindst tyve åbne muligheder for, at stoppe det her, for det var på ingen måder okay, men hun kunne ikke få sig selv til, at stoppe. Måske var det fordi det var ved at være længe siden nogen havde rørt ved hende på den her måde. Måske var det bare fordi det var ham. Hun var i hvert fald helt sikker på, at det ikke var hvilken som helst elev, som ville få lov til, at komme så tæt på hende som han var lige nu. Men hvorfor ham? Ud af de mange elever på hele skolen. Hvad var det så der gjorde han måtte? Hun havde ærligt talt intet godt svar til sig selv, men hun vidste bare, at hun nød det her. Hun nød at kysse med ham. Mærke hans blottet hud på sine fingre spidser, når hun kørte dem hen over hans blege maveskin. Hun nød at mærke hans læber, som de forsvandt ned af hendes hals. Hun smilede lidt, som han kiggede ned af sig selv, hvortil hun tog blidt fat om hans hage, for at tvinge hans blik tilbage til hendes, "Du har intet, at skamme sig over," forsikrede hun med det grønne varme øjne smilende til ham. Hun lod ham fjerne hendes bluse, og mærkede hans læber genoptog kyssene på hendes hals, hvilket fik hende til, at skyde hovedet en anelse bagud. Hun lod stropperne fra BH'en glide ned af sine arme, til BH'en landede på gulvet. Hun kunne godt mærke, at hun fik sværere og sværere ved at holde sig tilbage. Hun fangede derfor hans læber i et nyt kys, som nok var en smule mere krævende end de forrige havde været, mens hun lod sine fingre åbne hans bukser, ganske langsomt, så han kunne nå at stoppe hende eller sige fra, hvis han ikke ville mere. Hun tog blidt fat i hans hænder og førte ham med hen til sofaen, som stod på hendes kontor.