Dylan+Raven - Should've Known Better

Dylan Beau Hudson - Juli 2053 - Café i Edinburgh omkring kl 17 - Outfit

Raven havde det helt i gennem forfærdeligt. Ray havde været hende utro, og bare vist sig, at være den største nar på jorden, i hvert fald, hvis man spurgte Raven. Hun ville aldrig nogensinde se ham igen, hvilket godt kunne blive et problem, hun vidste jo godt, at hans forældre boede her i nærheden, men hun prøvede bare at glemme ham. Glemme den smerte han havde påført hende.
Hun havde derfor inviteret sin ven, Dylan, på café, bare for, at komme lidt væk fra det hele og bare slappe af i hans dejlige selskab. Han havde længe været en af hendes bedste venner, hun havde jo mødt ham før hun overhovedet var fundet sammen med Ray, hvilket var lidt over et år siden.
Hun gik mod cafeen, hvor de havde aftalt at mødes, og et smil meldte sig på hendes læber ved synet af ham. "Hey," sagde hun varmt, og lagde armene omkring ham i et kram. Hun havde endnu ikke fortalt ham, at hun havde slået op med Ray, men det havde hun da tænkt sig at fortælle i løbet af denne aften. Hun skulle bare lige samle sig mod til det, for det var som om, at hver gang hun sagde det højt, så blev det en lille smule mere ægte, og der gjorde dermed en hel del mere ondt. "Hvordan går det?" spurgte hun med et roligt smil på læberne, og slap krammet igen.

Dylan var taget til Edinburgh, for at ses med Raven. Ville hun spørge, så var han alligevel i området for at researche til den bog, han var i gang med at skrive. At der så manglede et par sider i den, før den var færdig var så en hel anden sag. Det kunne hun jo ikke vide. Han var dog overskredet sin deadline for længst, men det var blandt en af de mange ting, han faktisk ikke gav noget for. Han kunne ikke være mere ligeglad. Når man havde en poets sjæl, så kunne man gøre som det passede denne. Collin sad pt. med en smøg i munden, og rejste sig op da han fik øje på Raven. Han vidste egentlig ikke helt hvorfor. "Hey" sagde han med et bredt smil over sine læber, inden han lagde armene om hende. Han holdt hende inde til sig i lang tid og kunne mærke hans hjerte hamre mod hans bryst, hvilket han ikke forstod. Han skulle til at åbne munden, inden hun spurgte, hvad han havde tænkt sig at spørge hende om. "Fint. I gang med min bog. Hvad med dig?" spurgte han og trak en stol ud for hende, så hun kunne komme til at sidde ned, da hun gav slip fra ham.

Raven havde virkelig savnet Dylan, og hun kunne godt mærke, at hun havde brug for ham, præcis ligesom han havde været der for hende, hver gang Rays eks-kæreste havde fucket det op mellem hende og Ray, men denne her gang, var hun gået fra ham for good, og hun ville aldrig se ham igen. Hun ville ikke engang vide hvordan hun skulle reagere, hvis hun så ham på gaden. Hun ville nok løbe den anden vej.
Hun lagde sine armene omkring ham, og lagde sit hoved mod hans skulder. Det her kram var lige, hvad hun havde brug for. Hun smilede lidt i krammet, før hun slap ham, men et nyt smil indtog hurtigt hendes læber igen, da han trak stolen ud for hende, "Min helt egen gentleman," sagde hun i et varmt smil, og satte sig på stolen, han havde trukket ud for hende. Han var virkelig dejlig.
"Hvorfor kommer det slet ikke bag på mig?" sagde hun og satte en eftertænktsom finger mod sin hage, som om hun tænkte, og grinte så let.
Hun slog dog blikket lidt ned mod bordet, da han spurgte ind til hende, og mærkede hvordan hendes øjne blev blanke, da hele scenen med Collin og Ray gentog sig inden i hendes hoved. "Blandet.. Jeg har slået op med Ray.. For good.." fortalte hun stille og rystede lidt på hovedet.

Dylan havde også savnet Raven, også langt mere end han var villig til at indrømme. Han ville ikke indrømme, at han havde smidt alt han havde haft i sine hænder, hver eneste gang hun kaldte og at denne gang ingen undtagelse var. Det hjalp også på det, at hun ikke spurgte hvorfor han kunne komme med så så kort tids varsel. Han gik i stå et kort sekund, da hun sagde min i samme sætning, som han blev nævnt. Det var vist bare ønsketænkning. ”Selvfølgelig.” sagde han og skubbede stolen på plads. Han var ikke villig til at indrømme, at det kun var noget han var overfor hende. Andre så ham vist mere som en rapkæftet idiot, der gjorde, præcis hvad han selv havde lyst til. ”Fordi du kender mig for godt?” spurgte han med et smil, inden han satte sig overfor hende. Han betragtede hende som hun slog blikket ned og skulle til at spørge hende, hvad der var galt, inden hun selv svarede. Han havde mest af alt lyst til at gribe ud efter hendes hånd, men han blev ved med at fortælle sig selv, at han ikke skulle. Han ville ikke få det til at virke som om, at han udnyttede situationen. Han havde dog samtidigt lyst til at smile over, at de ikke længere var sammen, men det smil holdte han inde i sig. ”Hvad er der sket da?” spurgte han bekymret.

Egentlig havde Raven aldrig stillet spørgsmålstegn ved, at Dylan altid var der med det samme for hende. De var jo venner, og hun ville gøre det samme for ham, længere end det havde hun aldrig tænkt over det. Måske også fordi hun havde været for optaget af Ray, at hun slet ikke havde set, eller bemærket, nej ikke engang tænkt over, at det kunne være at Dylan havde følelser for hende.
Hun grinte lidt og så på ham med et smil, hun havde jo aldrig set ham med andre kvinder end hende selv, så hvordan skulle hun vide, at han ikke også var sådan overfor alle andre kvinder? Igen, så havde hun nok også bare kun set Ray, da det havde været ham hun havde været forelsket i. "Ja, det må være det," sagde hun i et grin, hun elskede virkelig at bruge sin tid sammen med Dylan, han var uden tvivl hendes bedste ven.
Hun bed sig lidt i læben, da han spurgte hvad der var sket, og væmmes ved tanken, mest af alt fordi hun selv virkelig, inderligt fortrød, at hun havde været sammen med Collin, bare for at ramme Ray. "Han var mig utro.. Med en fyr.." sagde hun stille, mens hendes blik stadig var vendt nedad. Hun syntes virkelig det var pinligt. Havde han så bare været utro med en anden tøs, så havde hun lidt bedre kunne håndtere det, men helt ærligt, med en fyr? Det gjorde virkelig ondt.


“Det er jeg sikker på.” Grinte han og fik fat I en servitrice. “Jeg vil gerne bede om en kop sorte kaffe, og…” sagde han og så afventende mod Raven, da hun kunne bestille hvad hun ville, da han hellere end gerne betalte for hende. Noget han heller ikke bare gjorde for alle og enhver. Han var heller ikke typen, der tog I byen for at score damer ved at give dem drinks. At han så tit endte med at få nogen med hjem, selvom det ikke var hensigten, var selvfølgelig en hel anden sag. Collin kunne næsten se væmmelsen I hendes øjne og vidste ikke helt, hvad han skulle forvente. Han slog sin hand I bordet ved hendes ord, om at det havde været en fyr. Han vidste dog ikke helt hvad han skulle svare, hvilket fik ham til at række ud efter hendes hånd. Han var så underlig nær Raven. I alle andre situationer vidste han altid hvad han skulle sige og hvordan han skulle handle, men nær hende.. Der var det nærmest som om, at han ikke var sig selv samtidig med at han var. Det var underligt og svært at forklare, også selvom han som forfatter var vant til at sætte ord på alt muligt. Han prøvede at fange hendes blik, inden han tog sig sammen til at sige noget. “Det er jeg ked af Raven…. Hvordan fandt du ud af det?” spurgte han og strøg sin tommelfinger over hendes håndryg.

Raven grinte let, hun elskede virkelig, at bruge tid sammen med Dylan, han kunne altid gøre hende i godt humør, lige meget hvor trist hun end måtte være, så kunne han altid så et smil frem på hendes læber. "Ehm, en latte, tak," sagde hun og smilede venligt, til servitricen, og så derefter på Dylan igen, "Nu har vi jo også kendt hinanden i, hvad? To-tre år?" det var i hvert fald før hun var blevet kærester med Ray, hvilket var over et år siden.
Aldrig havde hun været mere glad for, at være en åben unge kvinde, hun elskede at snakke med folk, også selvom de var fremmede, de var jo bare venner man ikke havde lært, at kende endnu, hvis man spurgte Raven. Hun havde da også stadig sin piercing i navlen, som hun havde fået, den dag de havde mødt hinanden, og hun havde ingen planer om, at skulle af med den.
Hun vendte blikket lidt imod ham, og trak så lidt på skulderne, "Det skal du ikke være.." svarede hun på den første del, af hans sætning, men måtte bide sig lidt i læben, ved hans spørgsmål, og så lidt på hans hånd, da hun mærkede den stryge henover hendes håndryg. "Han holdt fest, og havde nok ikke regnet med, at jeg ville komme, så han havde inviteret Collin.. Som så åbenbart heller ikke vidste, at Ray var min," forklarede hun, og lagde et nok lidt for tydeligt tryk på, at Ray 'var' hendes, og dermed ikke var det mere. Hun ville aldrig se ham igen. Hun vendte sin hånd som lå under hans, så hun kunne holde hans hånd.

Dylan så mod servitricen da hun tog imod deres ordre og kiggede efter hende, da hun gik. Det var svært for ham ikke analysere folk, men det sværeste var nu at lade være med at sige det højt man tænkte. Han blev dog revet tilbage, da hun snakkede til ham. ”Halvandet år.” rettede han. Det havde nemlig passet med, det ikke var ret længe før, hende og Ray havde fundet sammen… Og det havde ikke været nogen god dag for ham. Han betragtede hende ganske let og blev ved med at stryge hende over hånden. Ray skulle være glad for, at han ikke var her lige nu for Dylan stod ikke tilbage for at tæske ham synder sammen for at såre en kvinde, han rent faktisk holdte af. Selvom han vist gjorde lidt mere end bare det, men det var en hel anden sag. ”Det er jeg nu alligevel” sagde han med den mildeste stemme han havde og lyttede på det hun sagde. Han kunne ikke lade være med at smile indvendig over de ikke var sammen mere, selvom han nu helst have set det ikke var den måde, de gik fra hinanden på. Han kunne jo godt se det gjorde ondt på hende. Han ville dog aldrig udnytte, at hun havde ondt for han elskede hende jo. ”Så han var sammen med en Collin, som han så heller ikke lige havde fortalt til, at han havde en kæreste?” spurgte han undrende. ”Så Collin var hans elskerinde, så at sige?” spurgte han med en rolig stemme.

Raven kunne ikke lade vær med, at morer sig en smule, da Dylan kiggede efter servitricen, "Ta' dog et billed, det vare længere," drillede hun og grinte let, med den bagtanke, at det bare var typisk fyrer, at kigge efter damer på den måde, hun tænkte bare ikke lige som, at det sikkert var fordi han analyserede hende.
"Halvandet kun? Virkelig? Ej er du sikker på det?" spurgte hun, da hun var helt overbevist om, at de havde kendt hinanden meget længere, men det var nok bare fordi, at det føltes som længere tid for hende.
Hun sukkede lidt, og lod den frie hånd glide op til sin pande, som hun massagerede lidt, med blikket mod hans hånd som strøg hendes modsatte hånd, før hun rystede lidt på hovedet, og vendte blikket tilbage på ham, "Han er ikke det værd.." sagde hun stille og trak lidt på skulderne, Ray var ikke værd at være ked af det over, selvom hun selvfølgelig var det, så prøvede hun nok bare at være ligeglad og glemme ham, selvom det lige nu var hårdt og det gjorde ondt.
Hun nikkede lidt, "Jah.. Havde det nu bare været en anden tøs, så havde jeg lidt bedre kunne håndtere det. Ikke fordi, jeg har jo ikke noget imod han er til begge køn, men bare.. Pointen i det.." sagde hun i et suk.

Dylan stirrede forsat og vågnede først op fra sine tanker i det Raven bad ham om at tage et billede af hende. ”Hvad?” spurgte han en anelse forvirret, da han ikke var helt sikker på hvad der var sket og hvad der var blevet sagt til ham. ”Ellers tak,” svarede han da det endelig gik helt op for ham. Det var trods alt ikke fordi hun synes, hun var mega lækker. ”Ja, ret sikker. Det var lige inden du kom sammen med Ray.” svarede han med et skuldertræk. Han kunne virkelig ikke lide Ray, og lige nu var det ret tydeligt. Hun ville så sikkert tro, at det skyldtes han havde fået sandheden at vide om deres break up. Det var for ham dog ikke kun det, men det var da ikke ligefrem en godtvirkende faktor for Ray selv. ”Han betød stadig noget for dig.” kommenterede han. Han havde aldrig forstået hvorfor det lige skulle være Ray af alle personer, men det var så en hel anden sag. ”Ja, jeg kan godt se hvad du mener…” sagde han. Han kunne trods alt godt følge det. Han så op, da servitricen kom med deres bestillinger og tog en tår af sin kaffe, da hun gik. ”Hvad så nu? Har I valgt at droppe al kontakt?” spurgte han opfølgende.

Raven kunne ikke lade vær med, at grine lidt, "Hvorfor ik?" spurgte hun med et smil på læberne, da hun var helt sikker på, at Dylan kun kiggede på servitricen fordi han fandt hende smuk, Raven tænkte ikke lige over, at han nok bare analyserede hende. Et meget eftertænksomt udtryk meldte sig i hendes øjne og hun bed sig lidt i læben, "Jah, det er selvfølgelig rigtigt nok.. Det føles bare som længere tid," sagde hun så i takt med et smil erstattede det eftertænksomme blik. Hun var stadig sur og skuffet over Ray, især fordi det havde virket på Collin som om, at Ray og Collin havde været sammen flere gange. Hun ville aldrig nogensinde tilgive Ray, hun ville ikke engang vide, hvordan hun ville reagere, hvis hun mødte ham på gaden.
Hun sukkede lidt, "Ja, det gjorde han. Det gør han ikke mere," sagde hun og vendte blikket lidt ned mod bordet, hun havde jo været virkelig dybt forelsket i Ray, men han havde knust hendes hjerte og det ville hun ikke kunne tilgive, så ville hun hellere være foruden ham i sit liv. Hun sukkede lidt og nikkede til, at han godt kunne se hendes pointe. Hun smilede lidt halvhjertet til servitricen da hun kom med deres drikkevare, før hun vendte blikket tilbage på på Dylan for, at give ham sin udelte opmærksomhed. "Jeg sagde til ham, at han ikke skulle kontakte mig igen, så det håber jeg da ikke han gør," sagde hun og pustede lidt ned i sin kop før hun tog en tår. "Men nok om mig, hvad med dig? Hvordan går det med dig?" spurgte hun for at få fokus lidt væk fra sig selv og over på ham.

”Hun er på ingen måde min type, Raven.” svarede han med et smil. Han havde aldrig kigget på en pige i nærheden af Raven, men det skyldes primært han kunne lide hende og det var Raven der var hans type. Når han kiggede på folk eller talte med dem, analyserede ham dem som oftest og så kom han så også ret tit ud i problemer, da han var virkelig dårlig til at holde sin kæft. Den side havde Raven så heller ikke rigtigt set af ham, hovedsageligt fordi han prøvede at opføre sig fra sin bedste side, når hun var i nærheden. ”Det er jeg enig i. Det er fordi vi kender hinanden så godt.” svarede han med et grin. Han var så glad for at Ray var ude af billedet. Det betød at han om nogen måneder, når hun var ovre det, kunne prøve at invitere hende ud. ”Det forstår jeg godt han ikke gør. Han ved tydeligvis heller ikke, hvor meget du er værd, Rave.” svarede han med et bestemt lille nik for at understrege, at hun var mere værd end han nogensinde ville være i stand til at forstå. Han var bare en dum knægt, der tydeligvis kun kunne tænke med den han havde mellem benene. Ikke at Dylan var bedre i forhold til hvad han havde i mellem benene – han tænkte da også med den, men han ville aldrig være en pige som Raven utro. Dylan tog fat om sin kaffe og drak en tår af det. Han kunne godt lide, når det var brandvarmt trods alt. ”Ellers må du sige til. Så skal han nok fortryde det.” sagde han med et lille smil på sine læber for at prøve at opmuntre hende. Han bed sig i læben. Udover han var herre glad for at Ray var ude af billedet eller hvad? ”Uhm, som sagt er jeg snart færdig med min bog, men du kender mig. Jeg stresser aldrig.” sagde han med et grin. Han havde overskredet sin deadline så mange gange og han måtte indrømme, han var ligeglad. Ville forlaget have hans bøger, så måtte de også pænt vente.

Raven rynkede mildt på panden, "Sååh, smukke piger er ikke din type?" spurgte hun en anelse morende. Det var aldrig gået op for Raven, at Dylan var interesseret i hende som mere end en veninde, nok primært fordi hun selv havde været så forelsket i Ray da de havde mødt hinanden, men også fordi at Dylan jo var en del ældre end Raven selv.
Hun grinte let, "Lige præcis," sagde hun med et smil på læberne. Dylan var uden tvivl Ravens bedste ven, eller i hvert fald en af dem. Hun følte hun kunne snakke med ham om alt og intet, og det var lige præcis hvad hun havde brug for lige nu. Bare at kunne slappe af og være sig selv.
Hun smilede lidt til ham, "Du er så sød, Dylan, du ved altid lige, hvad du skal sige," sagde hun og så taknemligt på ham, da han sagde Ray ikke vidste, hvor meget hun var værd. Han var bare så sød ved hende, hun var inderligt glad for, at hun havde ham til, at snakke med om sådanne nogle ting.
Hun grinte lidt mens hun rystede lidt på hovedet, "Vold løser ikke noget, men tak," sagde hun og smilede til ham. Det var så rart, at lige meget hvor langt nede hun følte sig, så kunne Dylan altid få hende op igen. Hun måtte slippe en ny latter, "Ved du overhovedet, hvad stress er?" spurgte hun drillende og blinkede til ham, "Hvad handler din nye bog så om?" spurgte hun nysgerrig og tog en tår af sin latte, mens hendes nøddebrune øjne hvilede på ham.

Dylan så på Raven med et fuldstændig uforstående blik. ”Er hun smuk?” spurgte han direkte og var slet ikke af samme holdning. Han kunne virkelig ikke se hun skulle være smuk. Dylan synes Raven var noget af det smukkste han havde set, og godt nok var der andre smukke kvinder, men ikke som Raven. Servitricen var ikke en af dem der nærmede sig i de højder. Han var faktisk utrolig kræsen med sine kvindelige eskapader. Han smilede lidt og trak lidt på skulderen. ”Det er kun til dig, jeg ved det ved.” sagde han ærligt. Alle andre var han faktisk overraskende god til at pisse af. Han kunne tit finde på at gøre det med vilje, men han var faktisk oftest bare provokerende af natur. Det var noget inde i ham, som han havde svært ved at styre på en eller anden måde. Noget der gjorde, at stopklodsen kunne være svær at finde. Højst sandsynligt fordi det var sjovt. ”Øv også. Det kunne ellers være meget sjovt at slå på ham.” sagde han med et grin og et glimt i øjet. ”Nej, egentlig ikke.” grinte han og så på hende med hendes spørgsmål. Hvor var hun dog smuk. ”Virkeligheden.” svarede han kortfattet inden han drak en tår af sin kaffe. ”Det handler om et narkovrag der kæmper sine kampe med stofferne og kærligheden. Den upålidelige jeg-fortæller, du ved.” sagde han med et lille smil.

Raven smilede til Dylan, "Alle er smukke, bare på hver sin måde," sagde hun, måske hun levede lidt i en drømmende tilstand nogengange, men hun mente bestemt at alle mennesker var smukke, det var bare på hver sin unikke måde. Alligevel så hun ikke sig selv, som værende noget særligt, men man kunne vel også roligt sige, at hendes selvtillid havde fået sig et ordenligt hak, efter Ray havde været hende utro.
Hendes smil voksede en smule, "Fordi jeg er en pige, eller hvad?" spurgte hun i et mildt grin og pustede ned i sin kop, før hun tog en ny tår. Hun havde på ingen måder fanget Dylans hentydning, eller hvad det end var. Hun havde ihvertfald ikke regnet ud, at han rent faktisk var lidt mere interesseret i hende, end hun gik og troede.
Hun rystede lidt på hovedet med et smil på læberne, "Vold er ikke lige min stærke side, men jeg kan ikke tage ansvar for, hvad andre gør," sagde hun roligt, dog regnede hun ikke lige med, at Dylan kunne finde på rent faktisk, at opsøge Ray og slå på ham.
"Nej, det tænkte jeg nok," sagde hun i en mild latter, hvorefter hun drak det sidste i sin kop, mens hun lyttede som han fortalte hvad hans nye bog handlede om, "Jeg glæder mig ihvertfald til, at læse den," sagde hun i et stort smil, hun elskede at læse hans bøger, og havde nok læst dem alle efterhånden. "Nåh, skal vi smutte hjem til en af os, eller har du andre planer?" spurgte hun i et varmt smil.

”Det er rigtigt. Det betyder bare ikke det er min type og jeg har set noget smukkere. Og en af dem sidder tilfældigvis foran mig.” svarede han med et lille nik. Han havde elsket hende så længe, og hun vidste det ikke fordi han sørgede for at være cool, og en af grundene var han var bange for at give slip. Lade følelserne være sagte. Han vidste, han havde brug for hende. Han ville ikke vise det. Han grinte lidt over hendes spørgsmål, som svar på det. Han havde ikke tænkt sig at svare på det. Hun havde tydeligvis ikke forstået hans hentydning, men det var okay. Han ville dog være påpasselig med at svare. Han smilede lidt. ”Jeg ser det som en tilladelse til, at hvis jeg nogensinde ser ham, så må jeg godt slå ham.” sagde han selvsikkert. Nej, han ville ikke opsøge Ray for at give ham et slag eller to, men det var fordi han var bange for hans følelser for hende ville være al for tydelige. Han tog fat i sin kop og drak resten af den sorte kaffe der var tilbage. Han kunne trods alt bedst lide sin kaffe brandvarm. Han nikkede lidt og smilede lidt, da hun sagde hun glædede sig til at læse den. ”Jeg håber du finder den interessant.” svarede han og bed sig i læben. Dylan så på hende ved hendes spørgsmål. Hun boede vel stadig hjemme og han var ikke ligefrem svigermors drøm… ikke at Ravens mor var… goddamn it. ”Vi kan sagtens tage hjem til mig,” svarede han med et smil og gik hen for at betale inden han så mod hende for at tjekke om hun var klar, inden han begyndte at gå. Han turde ikke holde hendes hånd. Han låste op, da de kom op til ham. Der var et par helflasker rundt omkring, da han skrev bedst påvirket. ”Kan jeg byde på en drink?” spurgte han og fjernede hurtigt flaskerne. Der var pænt og ryddeligt, det var slet ikke det.


Raven grinte let, "Du er simpelthen så sød, Dylan," sagde hun med et smil på læberne. Hun havde dog aldrig opfanget, at han rent faktisk var mere glad for hende, end hvad han havde indrømmet overfor hende. "Alle piger burde være så heldige, at have en fyr som dig i deres liv," tilføjede hun med nyt smil. Hun elskede, at have Dylan i sit liv. Han havde bare en helt speciel personlighed.
Hun rystede lidt på hovedet, dog stadig med et smil på læberne, "Det sagde jeg ikke. Jeg tror Collin har givet Ray en lærerstreg. Det var et ren kaos," sagde hun i et stille suk. Hun fortrød virkelig, helt ind i sjælen, at hun havde været sammen med Collin, men det var ikke noget hun kunne gøre noget ved nu, men ud over den ene engangsfornøjelse, så havde Ray været den eneste hun havde været sammen med.
Et stort smil meldte sig på hendes læber, "Jeg elskede din sidste bog, jeg er sikker på, at den nye er endnu bedre," sagde hun opmuntrende og aede hans håndryg, før hun førte en af de mørke hårtotter om bag det ene øre. Hun nikkede lidt, "Jamen så lad os komme afsted. Hvad skylder jeg?" spurgte hun, da han kom tilbage fra at have betalt.
Hun begyndte at gå med ham, heldigvis var der ikke ret langt. Hun rynkede lidt på panden, da hun fik øje på de flasker som stod rundt omkring, før hun vendte blikket tilbage på ham og nikkede så lidt, "Jo tak," sagde hun i et smil. Dog var hendes blik som hvilede på ham, en smule bekymret, "Dylan?" spurgte hun i en bild stemme.

”Det ville jeg nu ikke kalde det,” svarede han med et grin. Dylan synes virkelig ikke han var sød. Et var hvad han var overfor hende, hvilket var noget helt andet end hvad han oftest var overfor andre. Han rystede lidt på hovedet af hende uden at kommentere på det. Han vidste jo sådan set bedst selv hvordan han var, og han var ikke ligefrem svigermors drøm. Han var hendes værste mareridt. Dylan måtte indrømme, det gjorde ondt at Raven havde været sammen med Collin, men samtidig forstod han også godt, at hun havde haft behov for at tage en eller anden form for hævn. ”I det mindste fik han et par på hovedet.” svarede han med en kortvarig hård tone. Han mente det virkelig, for det var det Ray fortjente. ”Nu må vi se. I det mindste er der nogen der kan lide mit arbejde.” grinte han. Han vidste godt han sidste bog havde været et hit og der var i mugglerverdenen snak om det skulle være en film, men Dylan hadede virkelig når bøger blev til film. Der manglede altid noget, der gjorde figurerne fik den dybde de havde i bøgerne og det var bare ikke det samme. Forbandede mugglere. ”At du kommer med mig hjem” svarede han med et bestemt nik og i en venlig tone, og man kunne høre at man ikke skulle argumentere imod ham. Det vil sige, man kunne godt, men han havde ikke tænkt sig at give sig.

Han fik ryddet de tomme flasker væk og smilede mod hende. Han tog en af sine vine og hældte op til hende, da det lige nu var det blideste i smagen han havde og rakte det ud til hende, inden han hældte op til sig selv. ”Ja?” spurgte han, da han så det bekymrede blik og hørte den blide stemme. Han kløede sig lidt i nakken og tog en tår af sin vin

Raven havde aldrig rigtigt set Dylan sammen med andre piger end hende selv, og han havde jo altid været virkelig sød og venlig overfor hende, så det regnede hun nok bare lidt med, at det var noget han var overfor alle tøser. Hun grinte let, "Det er måske kun mig som får særbehandling?" spurgte hun morende, selvom hun dog regnede med at svaret var nej, for hvorfor i al verden skulle han behandle hende anderledes end så mange andre.
Hun nikkede lidt og vendte blikket kortvarrigt væk. "Yeah.. Men nok om ham, han er et overstået kapitel, nu skal jeg bare finde et arbejde og et sted at bo og så bliver alt godt igen," sagde hun og smilede til ham. Ikke fordi hun boede jo hjemme, hvilket var fint nok lige nu, men hun ville gerne have sig et arbejde nu og så flytte hjemmefra, så hun kunne finde sig selv igen. "Hvad snakker du om? Der er mange som elsker dine bøger, inklusiv mig," sagde hun optimistisk og lagde sin ene arm om hans med et stort smil på læberne. Hun grinte let, "Jeg mente, hvad skylder jeg for kaffen," omformulerede hun sit spørgsmål og gav hans arm et venligt klem, som hun lagde hovedet mod hans skulder til de var nået hjem til ham.

Hun tog imod glasset med vin, mens hendes blik hvilede stadig på ham. Hun ombestemte sig dog i sidste øjeblik, da hun egentlig først havde tænkt, at spørger om han var okay, fordi der var så mange flasker, men hun ville ikke snager i hans privatliv, ikke mere end hun gjort i forvejen i hvert fald. I stedet for, blev det til et lille halvhjertet smil, "Tak," sagde hun så, og gik hen og gav ham et kram. Om det var fordi hun havde en eller anden idé om, at han havde brug for et kram, eller om det var fordi at hun rent faktisk havde det, vidste hun ikke helt. Nok mest det sidste.

”Du er i hvert fald en af de få piger, jeg er sød ved.” svarede han, for ikke at sige hun var den eneste. Han havde kun øjne for en, og det var hende. Det var ganske enkelt bare sådan, han var som person. Han ville dog ikke gå efter hende lige efter hende og Ray havde slået op for han ville ikke være en rebound og han ville også gerne give hende plads til hvad det var hun ville. ”Vil du ikke bo hjemme mere? Du går da stadig i skole.. og hvis du gerne vil have et arbejde, kan det være mit forlag har nogle sekretær og hæld kaffe op jobs… Det er i hvert fald et job,” svarede han med et skuldertræk. Dylan ville virkelig gå lange længder for hende, men han håbede altid, at hun ikke så det. Han var også lidt en kujon på det punkt, for han ville jo samtidig gerne have hun vidste det og elskede ham. Han trak lidt på skulderen. ”Er du sikker?” spurgte han og kløede sig lidt i nakken, inden han mærkede hendes arm i mellem sin egen og smilede lidt for sig selv. Han lod hende gøre det og han var glad for at gå sådan rundt med hende. ”Det er det du skylder for kaffen,” svarede han med et bestemt nik, inden han begyndte at gå. Han nød at have hendes hoved mod sin skulder, for han nød at hun var så tæt på ham.

”Tak?” spurgte han forvirret, for at få det uddybet. Han mærkede hendes arme omkring sig og stillede glasset fra sig og lagde sine arme løst omkring hende, mens han stod der et stykke tid, inden han gik et lille skridt væk, stadig med sine arme omkring hende. Han så på hende med et blidt blik, nærmest som om han et kort øjeblik var helt fortabt i hende. ”Du er så smuk, og dog så komplet uanende om det.. Ved du godt det?” spurgte han inden han kyssede hendes pande.


"Det tolker jeg som et kompliment," sagde Raven med et stort smil på sine læber. Hun havde på intet tidspunkt opfanget, ikke engang et eneste sekund, at Dylan nok havde lidt flere følelser for hende end bare det, at de var venner. Lige nu gik hende tanker ikke på andet end, at hun ville finde sig selv igen.
Hun så en smule overrasket på ham, "Jeg er 18, jeg stoppede på skolen sidste år, men det er ikke fordi jeg ikke vil bo hjemme mere, jeg vil bare gerne, klare mig selv lidt," svarede hun med et varmt smil på sine læber. "Mener du det? Ej Dylan, det ville være fantastisk!" sagde hun begejstret, hun var nærmest ligeglad med hvilket job det var, hun ville bare gerne prøve at stå på egne ben lidt. Nu havde hun jo været vant til at være under enten sin mors eller Rays vinger i så lang tid. Hun havde hun bare brug for, at vise, at hun også godt kunne noget selv.
Hun nikkede lidt "Helt sikker," sagde hun i et stort smil, hun elskede at læse hans bøger, hun vidste så dog heller ikke, at de alle sammen tog udgangspunkt i ham selv. Hun syntes bare han skrev inspirerende og godt. Hun grinte let, "Jamen så, tak for kaffen," sagde hun med et smil på læber.

"For altid, at være her for mig," uddybede hun og smilede lidt for sig selv, da hun mærkede han også lagde sine arme om hende, hvilket fik hende til, at lægge hovedet mod hans brystkasse. Hun vidste ikke hvad det var ved Dylan, men hun havde altid følt sig utrolig tryg ved ham. Hun flyttede dog sit hoved, da han trådte et skidt væk fra hende, mens slap ham ikke fordi han ikke slap hende. Hun rynkede dog lidt på panden, og skulle lige til, at spørger ham, om der var noget galt, da han kom hende i forkøbet med sit spørgsmål. Et stille, lille fnis lød fra hende, "Nej, men tak, tror jeg nok?" sagde hun med et lille smil på læberne, som dog voksede en smule da han kyssede hendes pande. "Hvorfor siger du pludselig det?" spurgte hun og så op på ham, da han trods alt var højere end hende, og tippede hovedet en smule til den ene side.

”Det skal du skam også.” svarede han med et bestemt nik, da det var sådan det skulle tolkes. Han ville aldrig prøve på at fornærme hende med vilje. At han måske ville komme til det, var en hel anden sag, men det ville aldrig være en intention han havde. ”Nåååh ja, det er rigtigt nu når du siger det.” sagde han med et grin. Han var nogen gange for tabt i den tid, hvor hun havde gået på Hogwarts og han lige havde mødt hende. For ham, var hun trods alt stadig ligeså smuk og ligeså sød, som første han havde mødt hende. ”Det forstår jeg godt.” svarede han. Han havde været hurtig til at flytte hjemmefra og flytte langt væk hjemmefra, men det skyldtes primært at han som forfatter mente, han skulle udforske. At hans storebror så også var flyttet til Storbritannien, havde intet med ham at gøre. ”Ja, selvfølgelig mener jeg det. Ellers tilbød jeg det ikke. Men jeg kan ikke love det er mega spændende.” svarede han med et glimt i øjet. Han ville synes det var et kedeligt arbejde, men han nød nu også at pisse sin editor af med at overskride deadlinen. Han nikkede lidt, da hun var sikker og bed sig i læben. Han var ikke helt sikker på at han synes hans bøger var mesterværker, men mange opførte sig som de var. ”Velbekomme.” sagde han med et bredt smil på sine læber, som kun hun kunne få ham til.

Han duftede til hendes hår, da han havde sine arme om hende og smilede kortvarigt og skævt. ”Hvorfor ville du dog takke for det?” spurgte han undrende og strøg hende gennem håret. Han betragtede hendes flotte brune øjne, hendes kindben og måden hendes hår faldt på, inden han vågnede op af sine tanker, da hun fnes. ”Fordi jeg synes du skal vide det som end.” svarede han med et kortvarigt nik. Han overvejede kortvarigt, hvordan det ville være at kysse de bløde lyserøde læber hun havde, men han gjorde det ikke. Hun var lige kommet ud af et forhold og han ville ikke tvinge hende ud i noget.

Raven grinte let og rystede så lidt på hovedet af Dylan. Hun vidste dog ikke helt hvad hun skulle svare på det, så hun valgte ikke, at sige mere i den sag. Hun havde taget det som et kompliment, og det var heldigvis også sådan det skulle forståes. Hun havde hele det sidste skoleår været så forelsket og fortabt i Ray, at hun slet ikke, på noget som helst tidspunkt, havde overvejet, at Dylan måske havde lidt mere interesse i hende, end blot at være venner. "Det okay, bare gør mig et år yngre, det bliver jeg sikkert glad for en dag," svarede hun i et grin. Ja den dag hun blev 40 eller 50 år, så kunne det jo godt være hun ikke ville have noget imod, at blive anset om en der var, bare et år yngre end hun var. Bare hun ikke skulle tilbage til skolebænken, så gik det hele nok.
"Sådan er det. Jeg har jo ikke nogen problemer med min mor overhovedet, jeg vil bare gerne have mit ejet, hvor jeg selv kan bestemme, hvad tid jeg er hjemme og hvornår jeg bær min tallerken ud," sagde hun i et mildt grin. Det var jo ikke fordi hun ikke kunne med sin mor, det var bare tanken om, at have sit eget, som var tiltrængt. "Det er fuldstændigt ligemeget, hvor spændende det er, et job er et skridt nærmere til, at jeg kan flytte hjemmefra," sagde hun begejstret, om hun så skulle servere kaffe for en eller anden skaldet gammel mand hele dagen, så gjorde hun gerne det.

Hun trak lidt på den ene skulder, uden at bemærke, at han duftede til hendes hår, hun nød dog hans varme arme omkring sig. "Så jeg er sikker på, at du ved, jeg værdsætte dig," svarede hun med et varmt smil på læberne, og lod sit blik fange hans. Som hans hånd strøg i gennem hendes hår, mærkede hun en overraskende lyst til, at kysse ham. Sådan havde hun aldrig haft det før i nærheden af ham, højst sandsynligt fordi hun havde været så forelsket i Ray, at hun ikke havde set andre end ham.
Hun bed sig blidt i underlæben, før et lille smil brød dem ved hans ord. Hun havde ikke lyst til, at give slip på ham igen, men samtidig var lysten til, at kysse ham blevet større, ja næsten uimodståelig. Hun var dog bare bange for, at komme til, at udnytte ham, men før hun nåede at tænke den tanke til ende, tog hun sig selv i, at strække sig en smule op og kysse ganske blidt hans læber, uden at svare på det hans sagde.

”Det tror jeg også du gør” sagde han med et kortvarigt smil over sine læber. Dylan var dog glad for, at hun ikke var blevet fornærmet. Af alle han kendte, så var hun en af de få, han ikke ville fornærme. Han vidste nemlig godt, han havde en ret så stor og overbevisende evne, når det handlede om netop det. ”Derfor kan man stadig godt have behov for det. Skal nok hjælpe dig med at lede.” svarede han forstående. Dylan var jo selv flyttet til Storbritannien den dag, han var blevet færdig med at gå i skole. Han havde haft et behov for at rejse, og det havde han gjort. Så det var ikke lige frem den dag, men han havde arbejdet sig herop og bosatte sig her da han var 18. Det havde taget ham godt og vel et år at se i hvert fald den del af verden, han ville. ”Jeg skal se, hvad jeg skal gøre så. Det kan også være du skal hjælpe diverse editors med deres uduelige forfattere… ikke jeg er en af dem,” sagde han og blinkede kortvarigt til hende. Han vidste godt, han var en af de forfattere, der vakte stor stress på kontoret fordi han aldrig var færdig til sin deadline. ”Hvorfor skulle jeg være usikker?” spurgte han drilsk og lagde mærke til det varme smil på hendes læber, og betragtede derefter hendes flotte haselbrune øjne. Hun var en sand skønhed, det måtte han erkende. Han spærrede øjnene op, da hun kyssede hans læber, men hurtigt lod han dem glide i og gengældte hendes kys. Han var som end bare blevet overrasket over, at hun ville kysse ham, ikke andet. Han havde ventet længe på lignende øjeblikke, for det skulle være hende der ville. Hans egen lyst var han trods alt ikke i tvivl om. Han lagde sine arme helt omkring hende og træk hende helt indtil sig. Hun måtte ikke stoppe.

Der skulle en del til for at fornærme Raven, og lige netop når ordene kom fra Dylan, så vidste hun godt, at han ikke havde gjort hende et år yngre med vilje, men okay, det var jo heller ikke alt man kunne huske, så lige dette her var ganske okay. "Ja, ik?" sagde hun med et smil på læberne. Hun elskede at få Dylan til at smile og grine. Han havde virkelig en vis charme over sig, hun kunne slet ikke forstå, hvorfor han ikke havde en kæreste. "Tak, det er virkelig sødt af dig," sagde hun oprigtigt taknemlig. Hun havde virkelig brug for, snart at komme væk hjemmefra.
Hun grinte let, "Du er den eneste som kan få mig til, at læse en hel bog fra start til slut. Du er alt andet end en uduelig forfatter," sagde hun og mærkede en varme i kroppen, da han blinkede til hende. En varme hun ikke havde mærket nogen sprede i sig, foruden Ray. Det var underligt, for sådan havde hun aldrig haft det nær Dylan.
Hun trak lidt på skulderne, dog stadig med sit varme smil på sine læber. "Det ved jeg ikke," svarede hun en smule fraværende, da hendes tanker var ledt hen på kysset, som hun ikke kunne modstå, at give ham. Hun skulle da også lige til, at stoppe det igen, da hun mærkede han gengældte det. Hun sukkede lidt i kysset, da hun mærkede hans arme omkring sig og lod sig blive trukket helt ind til ham, hvortil hun gjorde kysset en smule dybere. Hun brød det dog efter lidt og åbnede øjnene, "Und-Undskyld, jeg.. Undskyld," sagde hun stille og vendte blikket skamfuldt mod gulvet.

"Jo" svarede han med et kortvarigt nik. Dylan havde ganske få venner og selv dem havde han præsteret at fornærme ret tit. Ja, sågar hans egen bror havde han formået at fornærme en del gange. Men det var vist også relateret til, at hans job ikke var et rigtigt job... "Sødt af mig? Nej," sagde han henkastet og med et smil på sine læber. Det mente han nu ikke det var. Dylan havde længe benægtet at ville have en kæreste og spurgte man ham nu, så var det det samme. Den eneste han ville være sammen med, ville med garanti heller ikke være sammen med ham, for de var jo venner. Bare venner. "Måske skulle du læse mere, så du har noget at sammenligne med så," sagde han drillende, da han synes det var fristende. Dylan havde læst meget og han havde også en masse bøger til at så. Han havde altid været mere interesseret i litteratur end i mennesker, og det var end ikke fordi han var introvert og ikke gad andre mennesker som sådan. "Hmm?" spurgte han, da hun virkede ret så fraværende. Det lignede hende ellers ikke. Han lod øjnene glide helt i, da hun gjorde kysset dybere og strøg hende ned af kinden, da han nød at mærke hendes bløde røde læber mod sine egne. Han spærrede øjnene vidt op, da hun stoppede og skubbede hende blidt op mod væggen da hun undskyldte og fangede hendes læber endnu en gang i et ivrigt kys. "Du skal ikke undskylde..." sagde han så, inden han prøvede at fange hendes læber igen.

Raven smilede roligt til Dylan, han var uden tvivl en dejlig fyr og hun elskede at bruge tid sammen med ham. Selvom de var meget forskellige på mange punkter, så hyggede hun sig sammen med ham, han kunne få hende til at grine og ikke mindst glemme alt om Ray.
"Hvis det ikke er sødt af dig, hvad er det så?" spurgte hun roligt og smilede lidt drillende til han. Han var hendes bedste ven og det havde han været siden de havde mødt hinanden nærmest. Også selvom han var ældre end hende, det var hun faktisk ret ligeglad med, om han så havde det på samme måde, kunne hun jo kun gætte sig selv. Han havde i hvert fald ikke givet udtryk for andet.
Hun trak lidt på skulderne, " Narj, jeg kan godt li at læse dine bøger, jeg har ikke brug for andre forfattere i mit liv," svarede hun morende. Selvfølgelig havde hun læst sine lektier dengang på hogwarts, men det havde hun jo været nødt til og mere eller mindre tvunget. Når hun læste Dylans bøger, var det jo af egen fri vilje, hvilket altså ikke sagde så lidt.
Hun hørte godt han 'hmm,' men hun var så langt væk i sine egne tanker og lyster, at hun slet ikke følte for at snakke lige nu. Hun smilede tilfredst i kysset og nussede ganske bildt hans nakke med sine fingre spidser, da hun mærkede hans hånd mod sin kind. Hun havde det som om, at hun gjorde noget hun ikke burde, men det var jo så dejligt samtidigt. Et kort øjeblik overvejede hun om det var bedst hun gik, men inden hun nåede at tænke tanken til ende, mærkede hun væggen mod sin ryg, da han skubbede hende mod den. Hun så lidt på ham i frygt for, at han var blevet sur, men som hun mærkede det ivrige kys mod sine læber, var hun dog ikke længe om at gengælde det, mindst ligeså ivrigt. Hun bed sig svagt i læben, som hun så ham ind i øjnene, da han sagde hun ikke skulle undskylde. "Er du..." mere nåede hun ikke at sige, før hun mærkede hans læber mod sine egne igen. Hun lagde sine arme omkring hans nakke og trak ham endnu tættere på sig, som hun lod sine øjne glide i. Hun følte sig pludselig helt ivrig, hun havde lyst til mere, men eftersom det var hende som stod med ryggen mod væggen, så måtte det være ham, som havde styringen. Hun flyttede dog sine læber ned af hans hals, som hun tildelte med ivrige små kys.

Han trak lidt på skulderen ved hendes spørgsmål. "Det ved jeg ikke. Men sødt af mig, er det altså ikke," svarede han og opfangede hendes drillende smil, inden han blinkede lidt til hende. Han havde svært ved at skulle se sig selv som værende en sød person, isærdeleshed fordi han på ingen måde var det. Dylan værdsatte Raven mere end noget andet menneske i denne verden, men han ville ikke fortælle hende, om hans følelser. For det første var der et nyligt brud med Ray og for det andet, så ville han ikke risikere at sætte deres venskab på spil over hans egen egoisme. Foruden, så havde han været forelsket i hende fra første øjeblik, han havde set hende og han havde holdt det hemmeligt lige siden. Så kunne han også godt holde det hemmeligt lang tid endnu. Han lo hjerteligt over hendes kommentar om, at hun ikke havde brug for andre forfattere i hendes liv. "Er du sikker?" spurgte han med et smil. Han var glad for, hun var glad for hans bøger, men han var utrolig kritisk overfor dem selv. Han havde hørt en af dem skulle blive til en film, og det huede ham ikke. Mugglere skulle da også bare ødelægge det smukke ved bøger.

Han mærkede hendes fingre ved hans nakke og nød det helt utrolig meget. Det var alt han havde drømt om og samtidig så meget mere. Det var uvirkeligt at få lov til overhovedet at være så tæt på han var lige nu, og han kunne mærke hvordan hans hjerte hamrede hårdt og hurtigt mod sit bryst. Ja, egentlig så var det lidt et mirakel at han forsat kunne trække vejret, for det føltes som om, det var noget han ikke burde kunne. Dylan kunne slet ikke forestille sig selv være sur på hende. Det var også derfor han havde skubbet hende blidt - desuden hvem ville gengælde et kys, hvis de alligevel havde tænkt sig at blive vrede over det? Ikke ham i hvert fald! Han svarede ikke på hendes halve sætning. Han lod kysset forsætte ganske ivrigt, inden han selv lod sine øjne glide i, da han nød at mærke hendes læber utrolig meget. Han blottede sin hals for hende, som han mærkede små ivrige kys ned af sin hals. Han lod sine hænder finde hendes bagdel for at klemme hendes baller mellem sine hænder.

Et roligt smil meldte sig på Ravens læber, "Det syntes jeg altså, det er," sagde hun som hendes smil voksede lidt, da han blinkede til hende. Hun havde intet kendskab til Dylans følelser for hende, hvor skulle hun vide det fra, når han aldrig havde fortalt hende det? Hun havde nok bare aldrig tænkt over, at han kunne have følelser for hende, han var jo alligevel omkring 6 år ældre end hende og de havde kendt hinanden i et år, uden han havde prøvet på noget som helst eller givet hende hentydninger til, at han følte mere for hende end bare en veninde. Eller, det havde han måske, men så havde hun bare ikke opfanget det.
Hun bed sig lidt i læben og nikkede så, "Helt sikker," sagde hun før et smil brød hendes læber. Hun syntes virkelig han var dygtig, så hun havde ikke noget behov for, at læse bøger som andre havde skrevet, hun havde fundet sin ynglings forfatter, og det var der ikke nogen som kunne lave om på.

Raven var langt væk i kysset med Dylan, det var rart og befriende. Hun havde ikke været sammen med andre eller så meget som kysset med andre end Ray og Collin den ene gang, men nu var hun også kun 18 år, så det var der vel i bund og grund ikke noget galt i. Hun vidste ikke hvor dette her ville føre hen, men lige nu følte hun bare, at hun ville følge flowet og lade vær med at tænke for meget over konsekvenserne som kunne komme.
Hun kunne mærke hvordan varmen spredte sig i hendes krop, i takt med hendes puls steg og hun fik lyst til mere. Hun forsatte sine ivrige kys ned af hans hals, da hun mærkede hans hænder på sin bagdel. Hvor var det dog helt i gennem dejligt, at stå her med ham. Hun lod sine hænder glide op foran til knapperne på hans skjorte, for at knappe dem op hele vejen ned, som hun fangede hans læber på ny.

"Det må du også gerne," svarede han et smil over sine læber. Han vidste jo godt, hun ikke havde nogen muligheder for at vide, hvad han følte for hende. Han havde aldrig sagt noget højt eller hentydet til det, men holdt det tæt til sig, som det var en hemmelighed, hvor Pandoras boks ville åbnes, hvis han talte over sig. Han vidste, at sagde han det højt, var det umuligt at tage tilbage. Ordene ville hænge i luften og være i verden altid, også selvom de ikke var nedskrevet. Han ville være bange for hendes svar og ikke mindst ville han være bange for, at han ville fucke alting op. Det var sådan han var, og han havde forsøgt at lave det om... men det skete ikke. Uanset hvad han rørte, så blev det ødelagt. Alt han kunne, var at skrive. "Mmh," svarede han med et varmt smil over sine læber.

Han smilede da hun knappede hans skjorte op, og tog den af. Han lod sine læber finde hendes hals og kyssede hende ned af den, ind i mellem med nogen blide nap, mens han hev op i hendes kjole, med afventning på hendes tilladelse selvfølgelig. Han åbnede sine bukser og hev ned i dem og sine boxers, og kort efter trangte han op i hende.

//Blackout//

Dylan vågnede op næste dag og så til sine ene side, hvor den smukkeste kvinde lå.. Og for et kort sekund, ja bare det korte sekund, følte han sig lykkelig.

//Out//