Dylan+Raven - Heaven Knows

Dylan Beau Hudson - Juli 2051 - Raven 15 år - Londons gader.

Raven havde fået sommerferie, og selvom hun egentlig boede i Skotland med sin mor og sin lillebror, så havde hun fået lov til, at tage et par dage til London sammen med nogle veninder. Dog var hun blevet væk fra sine veninder lige nu, men det tog hun nu ikke så tungt, for det første så var det ikke første gang hun var i London, og for det andet, så selvom accenten var forskellig, så var sproget jo det samme, og de kunne altid finde hinanden igen senere på hotellet.
Hun gik lidt ned af en sidegade, bare for at se noget lidt andet, end de samme butikker hun havde kigget på flere gange. Hun stoppede op foran en tatoveringsshop som også lavede piercinger. Ikke fordi hun skulle have nogen, hun vidste udemærket godt, at hendes mor nok ville gå amok, hvis hun fik det, desuden var hun alt for ung, men det betød jo ikke at man ikke måtte kigge. Hun havde altid fundet både tatoveringer og piercinger fascinerende og flotte, og hvis hun skulle være ærlig, så ville hun da også gerne selv have, i hvert fald piercinger. Hun stod fuldstændig i sine egne tanker, som hun studerede smykkerne fra gadevinduet.

Dylan var taget ind til midten af London for at se på mennesker, da han manglede inspiration til den bog, han skulle skrive.. hvis deadline var lige om lidt. Han havde ikke skrevet et ord, og det var ikke fordi han følte sig stresset. Han havde bare en ganske almindelig skriveblokade. Desuden, var en deadline jo kun vejledende, hvis man spurgte ham. Det var ikke noget at gå synderligt meget op i, ifølge ham. De sænkede som end bare kreativiteten og han havde også sagt flere gang den bog kom, når den kom. Han traskede ned gennem byen iført sine blå converse sko, et par skinny sorte jeans med huller i samt en sort trøje med punk-print på og sine solbriller. Ikke fordi han regnede med at unge mennesker - nuvel han var jo selv ung, læste bøger. Næ, fordi han ikke gad at få solen direkte i øjnene og så følte han sig som også bare bedre til pas på den måde. Det var også nemmere at være et røvhul overfor nogen, hvis ikke man kunne se dem direkte i øjnene. Han fik øje på en ung pige, der stoppede op ved en tattoo palour. Nu var han selv tatoveret, men det meste af det var bare dumme motiver. Ikke han fortrød dem. Langt fra. Han gik over mod den unge pige, for ja, han ville vide hvilken type hun var, for det var et interessant sted at stoppe op. "Overvejer du at blive tatoveret?" spurgte han med den tydelige australske accent, ja nogle ting forsvandt vel aldrig.

Raven bemærkede overhovedet ikke, den fremmede mand som kom hen til hende, ikke før han snakkede til hende i hvert fald, hvilket rev hende ud af hendes lille verden og tilbage til virkeligheden. Hun vendte blikket i mod ham, bare lige for at være sikker på, at det var hende, han snakkede til.
"Oh, ehm, nej ikke rigtigt, det er mere piercingerne," svarede hun i et mildt grin, og så lidt på ham med et smil som blev på hendes læber. Hun elskede ting og folk som var anderledes, hvilket nok også var grunden til, at hun var begyndt, at blive lidt små lun på Ray.
Hun kunne godt høre, at hans accent var anderledes, men hun kunne ikke helt finde ud af, hvordan, så hun ville gerne hører ham sige noget mere, så hun kunne regnede det ud. "Jeg er ikke gammel nok til tatoveringer endnu," sagde hun i et roligt grin. Hun var jo kun 15 år, så en piercing et sted, hvor hendes mor ikke ville opdage det, ville hun nok godt kunne få lavet, men ikke nogen tatovering.

Dylan smilede en anelse, da hun sagde hun overvejede at få en piercing. "Hvor skal den så sidde?" spurgte han. Han havde ikke selv nogen piercinger, da han ikke var til den slags pynt til sig selv. Han synes dog nu alligevel de var flotte. Han var bare ærlig talt mere til tatoveringer, de var trods alt også mere permenente end en piercing, som man kunne tage ud og så ville hullet for det miste vokse sammen. "Hvor gammel er du da?" spurgte han. Dylan ville nemlig skyde på omkring de 17 år, men mange havde trods alt også tatoveringer i den alder. Enten fordi de havde fået dem ulovligt eller fordi deres forældre havde givet dem tilladelse. Han kunne ikke styre sin egen nysgerrighed, men nu var hun jo også forfatter, så det faldt ham naturligt at spørge indtil alt og alle og aflæse folk ud fra hvad de gjorde og finde deres type. Det var bare så legende nemt at opføre sig som jordens største idiot og give alle andre skylden for hvad der skete omkring ham. Det var vel tilmed også al for let. "Du lyder iøvrigt skotsk, kan det passe?" spurgte han med en rolig stemme og et venligt smil.

Raven trak lidt på skulderne, "Et sted min mor ikke ville opdage, navlen eller sådan noget," svarede hun i et roligt grin. Det var ikke fordi hendes mor var hård eller noget som helst, hun mente selv hun havde verdens mest kærlige mor, men hun vidste også godt, at hun ikke lige frem ville få lov til, at en piercing hvis hun spurgte.
Det var netop af samme grund, at hun helst kun ville have en piercing, hun kunne altid tage den ud, hvis hendes mor opdagede den og blev sur. "15. Hvad med dig?" svarede hun og sendte samtidig hans spørgsmål retur, bare fordi hun da også selv blev nysgerrig. Hun havde intet imod at snakke med fremmede, ikke udover hun altid var så bange for, at det var mugglere og hun kom til, at afsløre det magiske samfund.
Hun smilede varmt og nikkede så, "Ja, det kan jeg nok ikke løbe fra," svarede hun ærligt, da hendes accent var ret så gennemtrængende, men nu var hun også både født og opvokset i Skotland, så helt underligt var det vel ikke. "Hvor er du selv fra?" spurgte hun og et venligt smil på sine læber.

Han nikkede lettere forstående, selvom hans tanke gik mere på hvilken slags type hun var. Lidt en kliché faktisk, pigen der gerne vil være rebelsk men ikke så rebelsk at det kunne ses, et eller andet sted. Han kunne ikke lade være med at analysere folk på den måde, det var egentlig mest af alt en arbejdsskade. Han lod dog være med at sige det højt denne gang, selvom han oftest var svær at lukke munden på og de fleste hadede ham, fordi han hellere end gerne startede en diskussion op. "21" svarede han, da han trods alt først blev 22 i december. Dylan var skam på ingen måde muggler, men han kunne godt lide at færdes i blandt dem. Der var altid noget inspirerende ved uvidenhed, for at være ærlig. "Nej det kan jeg næsten høre," sagde han med et grin. "Jeg er fra down under" svarede han og refererede selvfølgelig til Australien. Det var egentlig ikke fordi han havde boet forfærdelig længe i Australien. Han havde vel været en 10 år, men accenten hang jo ved, fordi hans far stadig snakkede australsk og han tit var i Australien generelt. "Jeg kunne vel ikke byde på en kop te eller et eller andet efterfølgende?" spurgte han med et smil. "Din krop skal trods alt have noget at hele på" kommenterede han hurtigt.