Loup/Marcelle - Want to want me

Valentin kunne slet ikke lade være. Han vidste godt Celle ville hade ham ti gange, men lige nu var han faktisk lidt ligeglad. Klokken var ved at være 12 hvilket betød hele afdelingen ville komme til at have frokostpause. Valentin havde med vilje sagt han skulle ud for at indhente et interview. Det var dog ikke helt så sandt, men det skulle alle nok snart finde ud af. Der var stadig 5 minutter endnu og Valentin stod allerede i kantinen der bestemt ikke lignede sig selv. Den var pyntet med roser på væggene og en rød løber fra døren og hele vejen ned til der hvor man normalt tog mad. Valentin stod for enden af det hele i et jakkesæt og en buketblomster. Hvor han dog ville blive slået ihjel ti gange, men lige nu var det skam det hele værd. Udenfor var bladende faldet af træerne og ud af ruden i kantinen kunne man se de smukke røde og gule farver mens solen skinnede ganske klart ned selvom en svag brise legede let med bladende. Det hele var ganske perfekt hvis man spurgte Valentin der havde sørget for at Celle ville være den sidste på stedet da hendes ur på kontoret var stillet 10 minutter tilbage inden han var gået hjem dagen før. Det hele var planlagt i detaljer og alt der var nu var at vente i spænding. Æsken var da også fint i hans bukselomme foran og Valentin havde aldrig været så spændt her før.


Marcelle sad lige nu på sit kontor. Hun var iført en sort kjole og et par sorte nylonstrømpebukser. Hun havde et par højhælede støvler på, og hendes hår var sat op i en hestehale. Hun sad lige nu ved sin computer og sad og læste nogle artikler igennem, som skulle være med i næste måneds udgave af Supernatural Times. Hun kiggede hen mod uret på skærmen, da det gik op for hende det var ved at være frokost tid. Hun rejste sig derfor op og begyndte at gå mod kantinen. Hun stoppede brat op, da hun kom ind og så sig omkring. Hvad skete der for alle roserne? Hvorfor var hun på en rød løber? Hun så lige ud for sig og opdagede Valentin så der med jakkesæt og blomster. Hvad lavede han? Forsøgte han sig som en Don Juan? Hvorfor kiggede alle hendes ansatte på hende? Hun bed sig i læben og gik mod Valentin med hastige skridt. Hun begyndte at kunne regne det her ud. Hun nåede op på ham og så på ham med hendes grønne øjne og afventede forklaring. Det var ikke fordi hun ikke kunne regne ud, at det her var for hende... Hun var også glad, for det varmede hendes hjerte... men hvem troede han nu alligevel han var?!

Valentin vidste jo godt at hun på ingen måde var særlig glad for det her. Han gjorde det bare alligevel og ventede på hun kom tættere på. Han vidste et sted godt at hun på samme tid ville blive glad også. Det var sikkert fordi hun ikke var spor glad for at han var så mandschauvinistisk som han nu engang var. Det var bare ikke derfor han havde gjort det på den her måde. Det var fordi han var dybt romantisk anlagt når det kom til Celle. Det kunne han slet ikke gøre for. Det var bare sådan han var når det var hende. Hun var trods alt hans et og alt. Det ville han slet ikke komme udenom og hvorfor skulle han da også det? Hun var jo en ufattelig dejlig kvinde. ”Hey smukke” sagde han med et varmt smil over sine læber og lagde sig ned på knæ. ”Marcelle Céleste York vil du gøre mig den ære at blive min kone?” spurgte han med et kærligt smil over sine læber dan han med vilje sprang en masse over om deres kærlighedsliv idet der var en masse andre.

Marcelle så lidt på Valentin med et trodsigt blik. Hun hævede sit ene øjenbryn, da han kaldte hende for smuk. Hvor det dog irriterede og varmede hendes hjerte på samme tid. Hun så sig omkring. Der var helt stille, mens folk de kiggede på dem. Da han stillede selve spørgsmål var der gisp rundt omkring og Marcelle hun hævede sin hånd og lod den ramme hans kind i en hurtig bevægelse. Det var ikke ligefrem et blødt slag, og man kunne sikkert også høre slaget langt væk. "Hvad bilder du dig ind, Loup?" spurgte hun med et hævet øjenbryn. Ja, hvad bildte han sig egentlig ind? For jo, det gjorde hende da glad, at han ville bruge et helt liv med hende, men sådan at spørge foran alle? Ikke fordi Marcelle ikke kunne lide opmærksomhed, det kunne hun skam godt. Hun havde bare ikke ventet at skulle komme for sent til frokost, møde op til det her og så at alle fra hendes arbejdsplads skulle være der også. Hun blev sat i en situation, hvor hun var en kælling, hvis hun sagde nej. Selvfølgelig havde hun da så heller ikke tænkt sig at sige det, for hun elskede Valentin af hele sit hjerte, og ville gerne giftes med ham.

Valentin havde jo et sted godt regnet med at han ville få en lussing og derfor tog han også bare imod den. Hun var virkelig en fyrig kvinde og det værste var at det lige præcis var det som han var faldet for. Han ømmede sig ikke til kinden selvom han sagtens kunne mærke den brændende smerte i sin kind for den havde virkelig siddet helt enormt godt. "Jeg bilder mig det ind at jeg elsker min kæreste og synes hele verden skal vide det" sagde han med et varmt og kærligt smil over sine læber inden han nikkede ganske let for sig selv. "Desuden troede jeg du var vild med opmærksomhed, men det her er måske for meget?" spurgte han mens han stadig lå på knæ og løftede æsken en smule for at gøre hende opmærksom på hvad det var han havde gang i. Han nød trods alt at give hende den opmærksomhed som hun havde lyst til at få. Han kunne slet ikke lade være for han elskede hende trods alt helt ekstremt høj.

Marcelle kiggede en anelse trodsigt på ham, da han rent faktisk svarede på, hvad det var han bildte sig ind. Det havde hun ikke egnet med, at han rent faktisk ville. "Hvem siger jeg vil giftes med dig?" sagde hun og så rundt på de mange mennesker, som arbejdede for hende. Hun var dog alligevel rørt over at Valentin kunne finde op at gøre sådan noget her, men det ville hun ikke vise. Hun lo en anelse, da han spurgte om opmærksomheden var for meget og så godt han løftede æsken op mod hende. "Rejs dig nu op, dit fjollehoved" svarede hun ham og tog fat i ringen og kom den på sin finger, den glæde skulle han ikke have. "Og hvad tror du så svaret er, huh?" spurgte hun med et drilsk smil over sine læber, og spidsede demonstrativt læberne, da hun gerne ville have et kys. Valentin var en fjollet, men fantastisk mand.

"Det kan jeg bare mærke du gerne vil skat" sagde han med et selvsikkert glimt i øjet. Egentlig frygtede han nu stadig et nej, men det gjorde man vel altid når man gjorde den slags selvom han havde en god idé om at hun gerne ville. Desuden ville han være mere romantisk end da han havde bedt hende om at blive hans kæreste. Det fortjente hun virkelig og han tvivlede langt fra på deres kærlighed til hinanden da den havde lidt hårde prøvelser allerede. Han blinkede let til hende og kunne ikke lade være med at smile over hendes måde at sige ja til ham på. Han rejste sig op og tog blidt fat i hendes hage. "Du siger ja" hviskdede han blidt ind mod hendes læber inden han fangede hendes læber med sine egne. Han undertrykte også sin glæde så det kun var hende som kunne se den for faktum var at han havde lyst til at råbe og skrige i glæde. Han var forlovet med sin prinsesse.

"Du er fjollet" svarede hun med et bestemt toneleje og så på ham med et hævet øjenbryn. Hun kunne godt regne ud, at man selvfølgelig var spændt på den andens svar. Hun ville ko heller ikke torturere ham med sin stilhed. Hun mærkede taget i sin hage og hørte hans hvisken. Hun svarede ikke på det, han svarede, for det første nåede hun det ikke og for det andet kunne hendes svar også være ligegyldigt, når han havde ret. Hun gengældte kysset og valgte at hoppe op på ham. Hun snog sine ben rundt om hans hofter for at holde sig oppe og regnede stærkt med, at han ville gribe hendes bagdel. Hun var også lykkelig, det kunne man godt se. Hun ærgrede sig kun over, at Valentin havde været det hurtigere for hun ville gerne have haft friet til ham.


En mild latter undslap hans læber da hun atter kaldte ham for fjollet. Hvor hun dog gjorde ham helt igennem lykkelig og han kunne ikke andet end være lykkelig for han havde valgt hende i sidste ende selvom han havde været glad for sin eks. Der var bare intet som slog Celle. Valentin greb da også sin kæreste mens han stadig gengældte kysset. Han havde lettere glemt hvor de var henne indtil folk begyndte at klappe da de godt kunne regne ud at Celle havde sagt ja. Valentin var af den gamle skole og mente bestemt at han selv skulle ned på knæ. Især med den måde de var blevet kærester på. Valentin brød også kun kysset fordi folk begyndte at klappe. "Jeg elsker dig skat, men jeg tror ik folk vil se det jeg har lyst til nu" hviskede han lavt til hende da han måtte erkende han havde lyst til at rive hende rundt

Celle smilte gennem kysset og nussede ham i nakkehårene imens. Hun kunne godt høre folk klappede i baggrunden, selvom hun mest af alt bare lagde mærke til Loup og hans stemme. Hans dejlige, sprøde stemme. Hun smilede uskyldigt over hans kommentar og hoppede ned fra ham. "Så kom med, min forlovede" sagde hun med et mildt og uskyldigt grin, hvorefter hun bed sig udfordrende i læberne. Hun tog hans hånd og førte ham med op på sit kontor.


//out//