Venedikt+Ewan + All My Friends Are Heathens

Ciel+Sebby :: WaW :: Tråde :: Darcel

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Venedikt+Ewan + All My Friends Are Heathens

Indlæg  JeromeWinther on Tirs aug 08, 2017 5:31 am

Setting:
London, UK
Dream Ice skøjtehal
Marts 2054

Tag:
Venedikt Sasha Morana
Ewan havde lovet Venedikt at komme til London. De snakkede stadig så mange år efter og nogle gange forstod han ikke helt hvorfor han valgte at holde kontakten til ham selvom han desværre godt kendte svaret på forhånd. Et svar som en almindelige forårsdag i London med regnen der stod ned i stanger kun kunne være enig med ham i da det passede godt til halvdelen af det humør som Venedikt bragte ham i. Et humør der kun blev afspejlet af regnen holdte op ligeså hurtigt som det var startet da solen brød igennem skyerne som Ewan nærmede sig Dream Ice Skøjtehal. Han vidste også godt at det var for dumt stadig at have det sådan og det gjorde det ikke bedre af at Venedikt havde sporarealsk tid til sin bedste ven siden skoletiden, men de perioder hvor han ikke så Venedikt grundet hans skøjteløb havde Ewan det også på en helt anden måde og kunne mærke hans hjerte faldt til ro, men hvis Venedikt kaldte så vidste han også bare at han stod der på få sekunder og denne forårsdag var blot ikke spor anderledes end de andre gange hvor det var sket. Ewan mærkede hvordan hans hjerte steg i rytmen som han skubbede døren op indtil skøjtehallen. Nogle gange ville han faktisk ønske at han i sin tid havde sagt sine følelser for Venedikt højt for så havde de måske haft en chance for at aftage helt, men siden han aldrig havde gjort sig selv den tjeneste kunne han nok engang mærke hvordan hans hjerte begyndte at bløde ved tanken om at skulle høre hans stemme. Stemmen der fik ham til at blive helt blød i hans knæ hvorefter hans hjerte ville begynde at gøre ondt. Han ville til tider ønske han havde fulgt sin drøm om at joine Venedikt på det professionelle plan, men faktum var at han bare ikke var ligeså dygtig som ham trods for han stadig var ganske dygtig. Ewan kom hele vejen ind og fandt hurtigt frem til hvor Venedikt befandt sig henne og måtte erkende at han ikke var overrasket over at hans ven stod på sine skøjter da han var nærmest limet fast til den is. Hans hjerte skippede et slag eller to da det vidste han snart skulle dufte til denne fortryllende mand inden et varmt smil bredte sig over hans læber. Han vinkede let til ham for at gøre opmærksom på han var til stede da han ikke ville bryde hans koncentration alt for meget selvom han var ganske sikker på at dette næppe kunne lade sig gøre. Ewan bed sig selv ganske let i læben mens han ventede på at han ville få en mulig reaktion fra Venedikt. Hvor han dog stadig elskede denne mand selvom han ofte benægtede sig selv dette.

Venedikt havde lige sendt sin protegé hjem efter hun havde trænet. Han havde trods alt fornyligt valgt, at være træner for at give sin viden videre og desuden, så boostede det bare hans ego endnu mere, og det kunne han af en eller anden underlig grund godt lide. Han havde jo altid opført sig som om, han var lidt af en rockstjerne. Det var dog heller ikke nogen hemmelighed at han opførte sig og til tider også følte sig som lidt af en rockstjerne. Lige nu var han i gang med sit eget træningssæt, da der snart ville være nogle konkurrencer, som han skulle deltage i. Han lavede altid sin egen koreografi og nogle gange også sin egen musik, så han var sikker på det hele var unikt og det ikke kunne sælges videre til hvem som helst eller at ingen havde tænkt samme tanke som ham.
Han bevægede sig over isen med en lunefuld ynde, mens man som tilskuer kunne bide negle og være nervøs for, om han ville vælte. Han havde dog helt styr på sine hop og han havde ikke væltet de sidste mange år. Han så godt at Ewan kom en, hvilket fik ham til at smile bredt og vinke til ham. Der var ikke meget af hans optræden tilbage, så Ewan kunne pænt få lov til at vente det sidste ud. Han lod sin krop bevæge sig rytmisk i forhold til musiken og kørte en hånd ned af sig selv. Der var sans for enhver detalje og det var meningen det skulle se sexet ud, samtidig med der var en blid strejf af ynde. Han afsluttede med et signaturmove, inden han skøjtede ud mod Ewan. "Hej!" udbrød han glad og svang sine arme om ham. Det var ikke nogen hemmelighed, at selvom isen var kold, så kunne man sagtens blive varm og svedig af at være på isen. Der var dog ikke meget at mærke på ham. "Hvordan går det?" spurgte han, mens han stadig havde sine fødder ude på isen. Han overvejede lidt at tvinge Ewan med ud på isen, da han godt kunne huske han havde været god den gang de var mindre. Han så virkelig ikke på Ewan som andet end en ven, men det var til gengæld også hans bedsteven. Venedikt havde trods alt aldrig nogensinde været forelsket og det var heller ikke fordi, det var noget han havde lyst til at blive. Havde han vidst at Ewan havde haft følelser for ham, ville han sikkert prøve at tage hensyn til det, men alligevel fejle, for han var ikke god til sådanne ting. Ewan var dog den ven han havde haft i længst tid, så han ville jo selvfølgelig gøre et forsøg.

Ewan var da også ganske imponeret af hans dans. Han kunne bruge flere timer på bare at være væk i hvad han lavede. Ikke alene var Venedikt helt enormt yndefuld. Ewan kunne ikke lade være med at blive helt væk i den måde som Venedikt bevægede sig over isen på. Han var virkelig det smukkeste væsen han havde set her i verden. Der var slet ingen der kunne hamle op med hvor dejlig Venedikt var at se på og det faktum at han virkelig blot var sensuel som han bevægede sig rundt. Ewan blev nu ikke nervøs for at Venedikt ville falde selvom det så sådan ud flere gange da han godt vidste at han havde styr på det som han lavede. Han vidste at han blot plagede publikum for at det skulle være intens og interessant og det virkede også på de fleste. Han selv blev da også fanget i det, men han var ikke i panik om Venedikt ville falde da han vidste at han var i den perfekte balance med sin krop konstant og havde den fulde kontrol over hvad han lavede. Ewan kunne mærke sit hjerte springe et slag over som han mærkede hans arme omkring sig. ”Jeg ved ikke hvornår jeg lære at du altid er så optimistisk” sagde han med et ganske let grin og nikkede let for sig selv da han tydeligvis var overglad for at se sin ven. Ewan var ikke selv negativ af nogen art, men derfor var han langt fra ligeså optimistisk som Venedikt var uanset hvor meget man vendte og drejede den. Ewan ville så langt fra have noget imod at skulle ud på isen igen hvis altså Venedikt havde nogle han kunne passe. ”Det går fint. Hvad med dig min ven?” spurgte han med et smil da han ikke kunne se hvad han ellers skulle svare. Hvad skulle han næsten sige? At han faldt tilbage i at være vild med manden foran ham fordi han var så dejlig og alt ved ham fik ham til at falde hver gang når alt andet her i verden gik fint? ”Har du ikke et par ekstra skøjter?” spurgte han med et smil og nikkede mod isen da han gerne ville prøve at stå på den igen selvom han var sikker på at han var virkelig rusten. Det var bare som om det var nemmere at håndtere sine følelser for Venedikt hvis man fulgte sine tanker op med noget andet end bare selskabet. Ewan havde jo netop ikke sagt noget til ham fordi han ikke ville have der skulle tages hensyn til det. Fordi han netop ikke ville have en vis akavet stemning i mellem dem af nogen art da han til enhver tid ville sætte sig selv efter Venedikt selvom det måske ikke altid var så smart. Heller ikke selvom det ikke kunne betale sig med Venedikt som næsten altid sætte sig først alligevel.

Venedikt vidste godt, at han var yndefuld og elegant. Han vidste godt, han var smidig og dygtig. Ja, der var faktisk ikke det Venedikt ikke vidste om sig selv, så længe det indeholdt positive adjektiver. Han var utrolig selvglad, men omvendt... Hvis ikke at det var ham som var det, hvem fanden ville så være det? Jo, det ville nok være hans venner der ville synes det og så selvfølgelig hans mor, men i det fag han var i, var det bare vigtigt at tænke, at man var den bedste, ellers ville ingen synes det. Venedikt smilede bredt, da Ewan påpegede hans optimisme og han altid glemte det. "Hov hov, hvornår er du blevet sådan en surmuler?" spurgte han og klappede ham blidt på skulderbladet, uden at overveje om krammet var for langt eller ej. Venedikt ville trods alt gerne kramme sin ven, da det var lang tid han havde set ham og de gik lang tilbage. Han gav slip på Ewan for at kigge på ham. "Spiser du nok?" spurgte han bedømmende, mens han analyserende så på Ewans krop. Han var selv meget slank, og man kunne nok godt beskylde ham for ikke at spise den mængde mad, som han skulle, men det var noget andet. Han synes Ewan så tynd ud, men det kunne da godt være, han så ud som han plejede. "Fint. Jeg har snart nogle konkurrencer" svarede han med et lille nik over sine læber. Konkurrencer indikerede oftest han havde travlt. Først havde han sine egne og derefter var der Rosalind, som han var træner for. Det var dog en forholdsvis ny ting og han insisterede da også på, at have tid til begge ting. Han var typen, der altid kunne finde ud af at finde ud mere end 24 timer i døgnet, men han følte sig nu aldrig rigtigt stresset. Han kunne godt lide, når der var gang i den hele tiden ellers så kedede han sig simpelthen.
Venedikt skulle ikke vide noget som helst om at Ewan kunne lide ham. Ikke nok med det ville stige ham til hovedet eller han ikke ville kunne forstå det, så ville han nok også læbe så langt væk fra ham som overhovedet muligt. Han var ikke så god til den slags, for alt han ville var at beholde sin ven og ikke gøre det akavet i mellem dem. Han ville hellere beholde sin bedste ven end at tage en chance, og hvor kølig det end var, så var Venedikt som bare meget rationel på det punkt. Noget af det skyldtes så nok også, at han virkelig ikke havde tid til at have et forhold, så derfor var det bare nemmere at stikke halen mellem benene, inden det overhovedet var begyndt. Han var også typen, der hellere ville slå op, ligeså snart der var problemer i forhold til hans manglende tid, for han ville ikke lave mere tid i døgnet - han ville lave det han lavede nu og der var bare ikke tid til samme commitment. "Jo, selvfølgelig. Samme størrelse som altid?" spurgte han og satte sig ned for at tage sine skøjter af, så han kunne svare imens, inden han gik ud og hentede nogen i den angivede størrelse. "Her," sagde han med et bredt smil over sine læber. Venedikt opførte sig alt for ofte som var han en rockstjerne, og han nærmest udviste altid et enormt overskud. Han satte sig ned endnu en gang og tog sine skøjter på igen forfra. Han kunne sagtens klare en runde mere.

Ewan havde så heller intet imod at Venedikt var så selvglad. Han var jo godt klar over det var fordi han var i det erhverv han var og desuden synes han bare det klædte ham enormt meget. Han ville selv ønske til tider at han var ligeså selvsikker selvom han godt vidste at han nok aldrig ville blive helt så selvsikker og det havde han også lært at affinde sig med. Alle kunne heller ikke være det og så var det rigtigt godt at Venedikt kunne være det for ham. Så behøvede han ikke selv være det. Også selvom han dog ville ønske til tider han i hvert fald bare havde mod nok til ligesom at sige til ham at han var mere glad for ham end han burde at være. ”Det er jeg heller ikke dit tossehoved. Jeg forsøger bare at forstå hvorfor du har kaldt mig til UK. Ikke andet” sagde han med et ganske let grin for ligesom at gemme at det som gik ham på var at hans hjerte bankede helt vildt for en mand som helt sikkert ikke ville have ham da han havde travlt med at elske sig selv. ”Selvfølgelig gør jeg da det. Jeg er ligesom professor på en skole. Hvis jeg ik spiser så kommer maden flyvende din skøre skid” sagde han med et ganske let grin og rystede på hovedet af ham inden han lod sin hånd glide igennem Venedikts hår fordi han bekymerede sig om de dummeste ting. ”Derimod burde jeg at spørge dig om du spiser nok” sagde han med et let bekymret smil da Venedikt trods alt var den tynde af de to. ”Hvorhenne denne gang?” spurgte han med et smil og var oprigtigt ganske nysgerrig på hvor. Måske også fordi en del af ham overvejede kraftigt ligesom at tage af sted for at se ham danse uden at sige det til Venedikt se. Også selvom han godt vidste det var det rene tortur fordi han faldt for ham hver gang han så ham være på isen. Han ville så heller ikke sige til Venedikt han var vild med ham for han ville være bange for at han stak af fra ham.

Han nikkede ganske let til om han stadig brugte samme størrelse og tog da også imod den størrelse som Venedikt gav ham for han tog dem på. Man kunne godt fornemme at han ikke ligeså ofte gjorde det her for han var da en smule shaky, men ikke mere end han hurtigt fandt balancen og begyndte at bevæge sig. ”Tag min hånd” bad han med et varmt smil fordi han skulle have noget ordenligt balance inden han ville komme rigtigt i gang og han regnede med at Venedikt godt kunne have overskud til det. Gud hvor var han også bare tæt på og nej hvor han dog havde lyst til at mærke hans læber mod sine egne. Han priste sig lykkelig for at Venedikt ikke kunne høre hans vejrtrækning ændrede sig.

Venedikt havde altid været utrolig selvglad. Han havde været alene med sin mor det meste af sit liv, så han havde altid haft en støtte i hende. Det eneste svigt, han som sådan havde og som sad dybt i ham, var at han ikke vidste hvem hans far var og han ikke rigtigt havde oplevet kærlighed mellem to mennesker, som var tæt på ham. Det var også med til at gøre, han ikke havde nogen idé om hvad kærlighed var. Foruden med hans skema var det også svært at skulle have tid til et forhold, da han trænede selv og han også stod for at Rosalind skulle træne og så var der alle de konkurrencer, som de skulle til. Det var utroligt i sig selv, at han havde tid til at slappe af og spise mad, men det var så også det han lige knapt havde tid til. Søvn var vigtigt, hvis man skulle blive ved med at have en sund og smidig krop. "Tossehoved? Ikke mig," påpegede han med et fornærmet blik i øjnene, inden han lod en latter glide forbi hans læber. "Og skam bare for at se dig, må man ikke det?" spurgte han henkastet og lod en hånd ugle hans hår som en blid nussen. Alene fordi han kunne. Han så på ham med et grin. "Fungerer det virkelig sådan? Så behøver du jo ikke en gang rejse dig eller er det eleverne som kaster det efter dig?" jokede han og kløede sig ganske let i nakken. Han mærkede Ewans hånd gennem sit hår og så på ham med et utilfreds blik, da hans hår dermed blev uglet og ikke sad perfekt. "Jeg spiser rigeligt. Jeg kan jo ikke veje 90 kg og bevæge mig rundt på isen, vel?" svarede han og pegede Ewan i hovedet med sin pegefinger med et trodsigt blik i øjet, inden han smilede blidt. Han trak eftertænksomt på smilebåndet, som han prøvede at komme tanke om alle steder. "Asien," svarede han med et smil. "Rosalind skal til Skotland, så jeg skal med hende som hendes træner," forklarede han efterfølgende. Asien var i hvert fald det første kontinent han skulle til og så skulle han kvalificerer sig videre. Han havde dog ikke prøvet andet end at vinde, så han kunne ikke se hvordan i år skulle blive anerledes. Han vidste af logiske årsager ikke, at Ewan faldt for ham hver gang han så ham på isen og han ville nok også stikke af fra al ansvar, hvis han vidste det.

Venedikt satte endnu en gang musik på, da glidningen over isen følte anerledes, når der var noget at bevæge sig til. Tempoet kunne ændres undervejs i forhold til hvordan beatet i sangen ændrede sig. Venedikt stillede sig ud på isen, da han fik sine støvler på igen og tog hans hånd da han bad ham om det, da han godt kunne se han var shaky. Han begyndte i et ganske roligt tempo og drejede også blidt om hjørnet, da de nåede det. Selv brød han sig meget om når der var fart på, men han havde forståelse for det skulle gå lidt langsommere. "Er du klar til at sætte tempoet op?" spurgte han i en rolig stemme. Han vidste ikke om Ewan stadig kunne nogle af de hop, som han tidligere havde kunnet, men det betød ikke noget. På et eller andet tidspunkt kunne han vel klare sig mere på egen hånd, hvilket gjorde det væsentlig sjovere. Han bemærkede ikke at Ewans vejrtrækning ændrede sig, og havde han bemærket det, så havde han troet det havde med temperaturen på isen at gøre og det, at de var begyndt at bevæge sig, hvilket Venedikt jo ville synes var logisk nok. "Kan du stadig nogle af de gamle tricks?" spurgte han roligt, som han gjorde afstanden mellem dem lidt længere for at dreje rundt i en cirkel.

Ewan var nu stadig sikker på at man godt kunne have en kæreste hvis man virkelig gerne ville. Sikkert også mest af alt fordi han mente man bare skulle finde en som havde andre ting også og derfor ikke ville være virkelig clingy. Og Ewan ville altid give plads til at Venedikt kunne være sig selv, men det ændrede bare ikke på at han bestemt ikke havde lyst til at indrømme sine følelser overfor ham. Han ønskede ikke det skulle blive mærkeligt og det var han ganske sikker på det ville blive hvis han faktisk sagde hvad han følte for ham. Især når han ligesom havde gjort det igennem virkelig mange år. Godt nok on/off, men han havde stadig været vild med ham i virkelig mange år. Ewan havde så altid haft sin storebror så det var ikke fordi han havde lidt noget svigt på det punkt. Det var sikkert også derfor han ikke kunne sætte sig ind i det på helt samme måde som Venedikt.

”Ja du er lidt et tossehoved” sagde han med et ganske let grin og nikkede let for sig selv da faktum var at Venedikt var lidt af en tosse og han kunne godt li at han var det. ”Jo det må man gerne. Har jeg sagt du ikke må det?” spurgte han med et drillende smil over sine læber da han trods alt var virkelig glad for at Venedikt ville se ham. Han ville altid gerne bruge masser af tid sammen med Venedikt. Så meget som de nu kunne med den tid som de begge to havde. Han elskede at blive nusset igennem håret på den der måde af Venedikt og havde måske også lidt drillet for ikke at lade sig fange for meget ind i at blive nusset af Venedikt. Han rystede ganske let på hovedet af ham. ”Nej mere de laver mad på skolen. Det ved du jo godt. Du har selv gået der” sagde han med et ganske let grin da han trods alt underviste på deres gamle skole. Han lagde godt mærke til hvordan Venedikt reagere på at han uglede hans hår og kunne ikke lade være med at grine ganske hjerteligt. Tænk at blive så utilfreds over hans hår ikke sad som det burde. ”Siger jeg du skal være stor? Siger bare du måske også er en anelse lige lovligt lille” sagde han med et ganske skævt smil over sine læber da han jo godt vidste at Venedikt ikke skulle være overvægtig heller på isen, men det ændrede bare heller ikke på at han tydeligt var alt for tynd. Han nikkede ganske let til hvor han nu skulle hen.


Ewan kunne jo også godt li at der var fart på når det kom til at stå på skøjter. Han havde bare ikke gjort det her i virkelig mange år. Han nikkede ganske let til om han var klar til det. Han satte da også tempoet en smule op. Nok var han en smule rusten til det, men det gjorde ikke at han ville stå alt for tilbage for Venedikt. Det var både sikkert og vist. ”Jeg kan da prøve” sagde han stille og forsøgte at lave et hop. Han kom da også op helt uden problemer, men han ramte ikke korrekt i forhold til landingen og faldt da også på sit hæleben. Han vidste godt han nok ikke burde have startet der, men han ville heller ikke stå tilbage for Venedikt. Han havde jo kunne det. Han rejste sig da også op inden han atter begyndte at bevæge sig. Han var trods alt ikke bange for det og valgte derfor at lave en Piet i stedet for da det ikke ville få ham til at falde.
Desuden var Ewan ganske vild med ham og ville bare gerne vise overfor ham hvor dygtig han stadig var for at få Venedikts opmærksomhed og være så tæt på ham som muligt.

Venedikt kunne ikke benægte, at det ville blive mærkeligt i mellem dem. Han var hurtig til at kaste relationer ud ad døren, så det faktum han havde holdt fast i en ven, så længe som han havde med Ewan var en bedrift. Det havde så nok også noget at gøre med, at han ikke kendte til de følelser, som han havde. Sten sikkert, faktisk. Han brød sig ikke om, når det var mærkeligt og den slags følelser, gjorde bare al anerledes og det var ikke noget, han gad at tage hensyn til. "Nej, jeg er dejlig," påstod han hårdnakket dog med et blidt smil over sine læber af den slags, som Ewan kun fik. Han rystede på hovedet til Ewans spørgsmål for ikke at diskutere yderligere, men mest af alt også fordi han var selvglad i sjov, også selvom det var et karakteristika, man generelt kunne sætte på ham. Venedikt havde alle dage elsket sig selv højere end sine venner. Den eneste, han nok elskede på samme niveau som sig selv, var hans mor. "Nåh ja, det ved jeg godt. Derfor kan det da godt være," sagde han med et skuldertræk, inden han så på ham med et par venlige øjne. Han satte demonstrativt sit hår på plads og prøvede at finde noget, hvor han kunne se sit eget spejlbillede, men så meget held havde han ikke. Heldigvis var det så også kun Ewan der så ham lige nu, selvom han helst anså, der ikke var nogen der så ham, når han var grim. "Drop det, Ewan," sagde han og kastede sin hånd ud i en ligegyldig manér, for at indikere, at hans størrelse på nuværende tidspunkt var ligegyldig.

Venedikt vidste jo også godt, at Ewan godt kunne lide når der var fart på. Det var ikke det. Han ville mere bare mene, at det skulle gå stille og roligt, så Ewan kunne få rask tempo på, når han var rusten. Han regnede ikke med, at Ewan gik ud på søerne ved skolen hver vinter og tog skøjter på. Heck, han regnede end ikke med at Ewan stadig ejede et par, som kunne bruges til den slags. "Super," medgav Venedikt, som han satte farten op. Han så ikke hvad Ewan havde gang i, men hørte kun den genlyd der kom af hans fald. Han drejede med en elegant bevægelse rundt i et 60 graders sving, da han ville hen for at hjælpe Ewan op. Han opdagede dog, at Ewan var kommet på benene igen og hørte lyden fra hans skøjter, der brød det øverste lag af is med en skrattende lyd. Han nød virkelig lyden af metal mod is, når man dansede på den. "Blev du overmodig?" spurgte han drilsk, som han satte farten ned, da han skøjtede forbi ham i en anden retning. Han så ham lave en piet, hvilket fik ham til at smile med et glimt af konkurrence. "Det var bedre," lød hans stemme opfordrende og præcis så træner agtigt, som han lød overfor Rosalind, dog uden at Ewan kunne have en idé om, hvordan det lød. Han lavede en 3-turn på sin venstre fod, mens han drejede med uret, inden han drejede rundt om sig selv og lavede et hop for at lade sit højre ben, ligeså langt og tyndt som det var, være i en aflang position. Det var en Salchow, og som han mærkede vinden i sit hår og farten, nød han det. Han skøjtede roligt videre efterfølgende, men lod sit blik falde på Ewan for at se, om han nu havde set ham, da det var det vigtigste for ham lige nu. At blive set. Anerkendt for sin egen dygtighed.

Ewan var jo også godt klar over det var et mirakel at Venedikt havde været ven med en så længe. Han havde jo set hvordan han havde behandlet sine andre venner henover årene. Ewan havde så heller ikke tænkt sig at fortælle hvad han følte for ham for han var jo godt selv klar over at det næppe ville gøre noget godt og derfor ville han selv heller have ondt i hjertet over det. Det var ikke fordi det var tydeligt på ham alligevel. Det var langt bedre det kun gik udover ham selv. Han rystede på hovedet med et ganske let grin da han trods alt også selv synes at Venedikt var ganske dejlig hvis han selv skulle sige det. Ewan bed sig hårdt i læben da han godt kunne mærke han var ude på noget hvor han ikke skulle forsætte snakken. Han var bare ligeså bekymret for om Venedikt spiste noget som Venedikt var for om Ewan spiste nok. Det ændrede bare ikke på at han var ganske bekymret for sin bedste ven.


Ewan ejede skam stadig et par skøjter. Det var bare ikke ligeså sjovt når Venedikt ikke var der og han holdte det da også en smule ved lige. Bare ikke nok til han ikke var rusten som bare pokker. Han nikkede ganske let. ”Ja jeg skal jo se om jeg kan måle mig med ham den verdens berømte jo” sagde han med et ganske let grin og kunne ikke lade være med at smile taknemligt over Venedikt havde tænkt på at hjælpe ham op. Det vidste han trods alt at han ikke ville gøre med hvem som helst. Ewan havde da også et par gange i løbet af dagen fat i Venedikt for at støtte sig, men mere for at lave nogle gode trin og for at lave et par enkelte dansemoves som par i stedet for kun solo. Han ville helst holde afstand til ham da han godt vidste at han bare ville falde endnu dybere for ham end godt var. Han nød hele dagen i hans selskab og ville ønske det kunne vare evigt. Han fik da også taget nogle billeder sammen med ham med det der selfie noget for at han selv var med på billederne blot for at have de gode minder med ham. Han var bare glad for at Venedikt ikke kunne se det forelsket blik som strålede ud af ham på billederne når de to billeder sammen og Ewan kiggede på ham. Det var virkelig en af de bedste dage i hans liv.


//out

JeromeWinther
Admin

Antal indlæg : 533
Join date : 15/08/12

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


Ciel+Sebby :: WaW :: Tråde :: Darcel

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum