Arian+Jasper -I'll Be The Roses You Tear

Ciel+Sebby :: WaW :: Tråde :: Darcel

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Arian+Jasper -I'll Be The Roses You Tear

Indlæg  JeromeWinther on Tirs aug 08, 2017 5:00 am

Denne tråd er tilegnet Jasper Rider
Marts 2054
Sangen han spiller: Piano String in Es Dur
Dressed to impress
Arian havde fundet fornøddenhedsrummet, ganske belejligt, hvis han selv skulle sige det. Det havde tilfældigvis dukket frem, da han havde brug for et rum, hvor han kun havde det larm han selv lavede og han kunne få lov til at lave hvad han ville, uden at det nødvendigvis blev set ned på eller opdaget. Han havde været her nogle gange før og der var sjældent, at han havde oplevet at være i samme rum som nogen andre. Det her var trods et rum, som han havde brug for. Egentlig skyldes det delvis han brugte tiden på at mindes sine forældre, blandt andet ved at spille på et klaver, der var derinde. Hans mor havde trods alt lært ham det, og derfor havde han også afholdt sig selv fra at spille i lang tid efterhånden. Nu var han dog så småt begyndt igen. Han sad da også ved klaveret lige nu og prøvede sig frem med en gammel sang som var ganske kort, men ikke mindst så var nu stadigvæk ret kompleks at spille. Han sad virkelig meget i sin egen verden og følte virkelig også at han var blevet lukket væk fra al i den. Han lyttede til hvad han selv spillede og skar grimasser, når han gjorde noget forkert. Arian var virkelig sjældent perfektionistisk og kunne godt beskrives som at være ret sloppy, men lige med det her, var det noget andet. For ham var det, ligesom tøj, et fint håndværk som skulle finpudses til det var helt perfekt.

Selvom det var rigtigt typisk marts vejr udenfor, med regn og kølig vind, så havde Jasper alligevel som stort set hver dag efter sidste lektion var overstået, været ude og løbe en tur rundt søen og var nu endelig nået i mål. Eller han gik lige nu ned af gangene med retningen mod sit kontor. Han trængte til et bad, da det nok ikke var svært at se, at han havde været ude i regnen og han ikke ligefrem havde stået stille.
Han rystede lidt på hovedet, som han gik forbi en flok 6. årgangs tøser. Hvorfor var det igen han havde taget det her job? Jo lønnen var god og han elskede at lærer fra sig, men helt ærligt. Han ejede ikke tålmodighed og han var nok heller ikke verdens mest pædagogiske menneske. Han havde sin auror uddannelse og det var cirka det. Selvfølgelig havde han også Lawrence, men han havde intet med Jaspers arbejde at gøre jo.
Han rettede lidt på den tykkehalskæde som hang om hans hals, som han stoppede op midt på gangen. Hvor kom den lyd fra? Han vendte blikket op og ned af gangene. Hvis der sad en eller anden elev og lavede numre med ham, ville han personligt sørger for, at den elev ikke ville have andet at lave end lektier de næste to år.
Han gemte halskæde godt væk igen under sin bluse, da hans afdøde kones vielsesring hang i den. Selvfølgelig gjorde hans egen også. Han sørger bare altid for, at den ikke var synlig. Han lagde øret mod murren. Kom lyden fra inden bag murren? Der gik dog ikke længe, før en dør kom til syne. Selvfølgelig. Fornøddenhedsrummet. Han skubbede roligt døren op og fik øje på Arian. Ret overrasket, lukkede han forsigtigt døren bag sig, i håb om, at han ikke hørte Jasper var kommet ind.
Han sagde ingenting. Han stod blot helt stille og betragtede den unge mand spille. Han skubbede hætten på sin hættetrøje ned, og klappede så et par klap, da Arian stoppede med at spille. "Waow, imponerende," sagde han roligt og sendte ham et matchende smil og trådte væk fra døren for at gå mod Arian.

Outfit

Arian havde heldigvis overstået dagens lektioner, da han virkelig ikke gad mere skole. Det var ikke fordi han var dårlig til alle sine fag, men som så mange andre så havde han fag han var dårlig til. Nu skyldes det så også primært, at han var flabet overfor de fleste af sine undervisere og derfor tit kom i problemer og var dårlig til at afslutte sit arbejde til tiden, fordi han hellere ville lade være. Sådan havde han været det meste af sit 7.år, og heldigvis lige nu vidste han intet om, at det var takket være Gabriel, som var hans åndsvage fætter or whatever. Der skulle da heller ikke meget til, at folk kunne regne ud at ham og Gabriel havde samme efternavn og de derfor var i familie.
Arian var helt væk i det han lavede og nogle gange vippede han også hovedet i takt med det han lavede, samt lignede han nogen gange havde små maniske episoder. Hans mor havde været en dygtig pianist og som de fleste homoseksuelle fyrer - ja så forgudede han altså netop den kvinde, som havde givet ham livet. Han opdagede ikke at Jasper havde sneget sig ind. Normalt kom der slet ikke folk herind, når han var her. Han kunne ikke forestille sig at nogen havde de samme behov som ham. Arian gjorde et lille hop fra klaversædet, da han hørte klappen og var sikker på, det var et af skolens mange spøgelser der drev gæk med ham. Han mærkede hvordan hans hjerte hamrede hårdt mod hans bryst og hans åndedræt blev besværet. Ikke at han var bange eller noget - spøgelserne kunne ikke gøre ham noget .... kunne de? Han vendte hovedet, da han hørte Jaspers stemme og åndede lettet op. "Du skræmte mig!" sagde han irriteret og bed sig hårdt i læben. "Er du sarkastisk nu?" spurgte han kritisk og gjorde plads til ham på sædet. Han kunne ikke høre om Jasper rent faktisk mente hvad han sagde, især fordi han selv var så kritisk. "Har du været ude at træne?" spurgte han da han først nu lagde mærke til hans tøj.

Jasper stak hænderne i vejret, som pegede Arian en pistol mod ham, "Beklager jeg," sagde han forstå i den rolige tone, før han lod hænder falde igen og stak dem ind i lommerne på sin trøje. Han vidste udemærket godt, at han var en hård mand, til tider for hård, men han havde før elsket og mistet, og det var ikke en smerte han havde planer om, at gennemgå engang til.
Han lod blikket glide lidt rundt i lokalet. Det var mange år siden han sidst havde været i fornøddenhedsrummet. Faktisk havde han ikke været der siden dengang han selv havde været elev på skolen, hvilket nok var omkring 20 år siden. Egentlig en ret skræmmende tanke. Tiden gik ubeskriveligt hurtigt, og samtidighed forfærdelig langsomt.
Han vendte dog blikket tilbage mod Arian, med en rynken på panden. "Ligner jeg en der er sarkastisk?" vendte han spørgsmålet, og satte sig på sædet ved siden af ham. Han mente det skam bund alvorligt, og der skulle ellers en del til, at imponere ham, men nu spillede han heller ikke selv nogle former for instrumenter, han havde skam forsøgt sig engang med guitar, men det var nogle år siden og han var ret sikker på, at han ikke ville kunne huske noget af det mere.
Han vendte kort blikket ned af sig selv, før han vendte blikket tilbage på Arian, "Træne og træne.. Det ved jeg nu ikke om jeg vil kalde det. Jeg har været ude og løbe," svarede han og trak lidt på den ene skulder. Han vendte så blikket mod klaveret foran dem og nikkede imod det, "Spil noget mere," sagde han, det havde jo lydt godt og Arian skulle ikke stoppe, bare fordi Jasper var kommet.

Arian smilede overfladisk, da han sagde han beklagede. Han måtte erkende, han faktisk ikke rigtigt var i humør til selskab og det var ikke Jaspers skyld, at han var nem at forskrække lige nu. "Det er okay," svarede han lavmælt og trak lidt på skulderen. Han vidste godt, at Jasper var en hård mand. Han havde opdaget han var svær at komme indtil, men det gjorde det ikke mindre sjovt at være flabet i hans timer. Især efter han havde fundet ud af, at det var mere end bare eftersidning, han fik ud ad det. Skolen var vel et sted, man skulle have hemmeligheder, ikke? Lige nu var han dog ikke som han plejede at være overfor ham, det skulle nok komme. Han skulle bare forberede sig mentalt på, at finde den side af sig selv frem. Gad vide om hans forældre egentlig ville være skuffet, hvis de vidste han var så vred og sur konstant at han hellere ville have negativ opmærksomhed?
"Du plejer ikke at rose mig," svarede han spydigt som svar. Nu var det ikke fordi Arian lige ledte efter Jaspers anerkendelse eller anerkendelse fra nogen overhovedet. Jo, hvis det handlede om at de anerkendte hans ballade og hans vanskelige og plagsomme opførsel, ikke for hvad han var god til. "Eller jo, men ikke for sådanne nogle evner," påpegede han eftertænksomt og sendte ham et kortvarigt smil.
"Frækt," sagde han med et grin over sine læber og et glimt i øjet. Han vidste godt, at han pludselig virkede som om han skiftede humør brat. Han kunne altid sige, han skulle komme sig over chokket. Han ville trods alt ikke have at Jasper skulle miste interesse i at snakke med ham, fordi han var i dårlig humør. Ja, det var nemmere bare at være evige flabede Arian. "Du lugter også af sved," påpegede han og betragtede ham som han bad ham spille mere. Han samlede sine fingre sammen og strakte dem, inden han lod hænderne hvile ved en af tangenterne for at tænke, inden han gik i gang med at spille endnu en gang. Denne gang en lidt blødere melodi end før, mens han ind i mellem hviskede dele af teksten for sig selv, for at huske hvor han var kommet til

Jasper trak vejret dybt ind og holdt det lidt, før han nærmest opgivende lod luften komme ud igen. Han nikkede lidt, da Arian havde det var okay. Jasper var nok bare ikke så god til alt det med, at være følsom og undskyldende som han havde været. Han havde jo ikke altid været en så hård som han var nu. Han havde været en rigtigt familiefar, og selvom han stadig havde Lawrence, som han selvfølgelig stadig så som sin søn, så var der alligevel for meget indeni ham som var gået i stykker og som ikke kunne eller ville hele sig igen.
Jasper fnøs let, "Hvad vil du ha'? En parade og konfetti?" spurgte han og rystede lidt på hovedet. Ja, han roste kun folk meget sjældent, men så vidste de da også at de virkelig havde gjort noget godt, når han så endelig gjorde det. Det var dog en ting som aldrig havde ændret sig i ham. Hans børn var heller aldrig rigtigt blevet rost, heller ikke Lawrence, hvorfor skulle han så rose fremmedes børn? For det var jo dét eleverne var. Et kort grin forlod hans læber, mens han rystede lidt på hovedet, "Well, så besvarede du vel lige dit eget spørgsmål der," sagde han roligt og vendte blikket mod den unge fyr igen.
Han blinkede blot roligt til Arian, "Hvad end der tænder dig," svarede han og vendte blikket mod klaveret. Han bemærkede godt, at Arians humør havde ændret sig, men han havde ikke lyst til, at spørger ind til det, for det ville bare betyder, at han så også skulle virke interesseret i, at hører svaret. "Det gør man sjovt nok, når man har været ude og løbe og haft plussen oppe," svarede han og himlede lidt med øjnene.
Han fulgte Arians fingre mod tangenterne med blikket, da han begyndte at spille igen. Han lagde sin ene hånd mod Arians lår og lod den ganske stille og roligt glide op og ned af hans lår, "Koncentrer dig," kommenderede han velvidne om, at det nok var nemmere sagt end gjort, når Jaspers hånd roligt begyndte at glide mere og mere op end ned.

Arian vidste intet om Jaspers familie, hvilket nok også var meget godt. Ikke at Arian var en følsom dreng, men han ville ende med at være ked af det på Jaspers vegne og synes at hans egne problemer var vand sammenlignet med. Hans indeholdt jo også at miste, det var slet ikke det. Han troede bare han havde mistet sine forældre til noget mere naturligt, for han vidste jo ikke det var hans fætter der havde været ind over deres dødsdom. Det var også meget godt lige nu, for så ville han om muligt blive langt mere vred.
Arian så fornærmet på ham, da han fnøs. Hans øjne blev med det samme ret hårde, mens han rystede på hovedet af ham. "Tror du mit liv afhænger af din anerkendelse? Tsk!" fnøs han selv og så væk fra ham. Det hele var så underligt i nærheden af Jasper. Han hadede at han følte sig så lille i nærheden af ham også selvom det ikke var noget Jasper helt specifikt gjorde. Han forstod det virkelig ikke. Arian havde været vant til at få meget ros fra sine forældre. Eller, ikke meget. De havde rost ham, når der var noget at rose ham for. "Aha," svarede han med et lille nik. Han kunne godt lide Jaspers selskab, samtidig med han hadede det.
Han pustede luft ud gennem næsen ved hans ord og rystede på hovedet. "Det kunne du lide at vide," svarede han med et flabet smil over sine læber og så kort på ham. Han fulgte hvordan Jaspers kindben udmundede i hans hage og de hårde, lige linjer han havde i sit ansigt. Han var smuk. Arian bed sig i læben for at tænke på noget andet. Han vidste jo godt, at han ikke var andet end en elev og andet end en der kunne tilfredsstille hans behov for Jasper. Selvfølgelig ikke. Han var da heller ikke andet for Arian selv! "Nåh," svarede han og rakte tunge til ham som svar på han himlede med øjnene. Whatever, det måtte Jasper selv om.
Arian spærrede øjnene op, da han mærkede Jaspers hånd på sit lår. "D..det kan jeg da ikke," svarede han sammenbidt og ramte også forkert på adskillige tangenter som Jasper bevægede sin hånd op ad hans lår. Ja, han var vel ikke andet... "Jasper," hviskede han, og mærkede hvordan hans hænder nærmest opgav at ramme nogle tangenter.

Havde Jasper vidst, at Arians forældre var døde og det var derfor han var som han var, havde Jasper aldrig lavet noget som helst med Arian. Godt nok kunne han være noget af et røvhul og hård og kold, men ligefrem udnytte en som var så meget yngre end ham selv, en som i realiteten kunne være hans eget barn? Ej, så direkte ond var han dog ikke. Og han ville selv gå amok, hvis nogensinde rørte Lawrence, også selvom han var voksen og havde sit eget liv nu.
Han vendte blikket mod Arian, men så ganske roligt på ham, uden at gengælde det hårde blik. "Næh, men du kunne også bare pakke den der attitude væk og bare tage imod min anerkendelse i stedet for," svarede han køligt og trak lidt ligegyldigt på den ene skulder. Jasper kunne få mange mennesker til, at føle sig virkelig små i hans selskab, og han elskede det. Han elskede at være dominerende og han elskede at have magten til at være det. Han nikkede blot en enkelt gang, før han vendte blikket mod tangenterne igen.
Han tippede hovedet lidt til den ene side og klemte øjnene en smule sammen, som hans blik hvilede intenst på Arian, "Det tror jeg skam, allerede jeg ved," svarede han så tilbage og sendte et flabet smil retur og blinkede til ham. Han bed tænderne hårdt sammen, da han så hvordan Arian så på ham. Han måtte nok indrømme, at selvom Arian næsten var myndig, så følte han sig altså en smule som en pædofil, når han så på ham. Han var jo en virkelig flot og tiltrækkende ung fyr. Han hævede lidt det ene øjenbryn, da Arian rakte tunge af Jasper, "Waow.. Modent," sagde han drillende og grinte let.
Jasper stoppede ikke med, at lade sin hånd glide op og ned af Arians lår, "Vidst kan du så," svarede han roligt, stadig velvidne om, hvor uretfærdig han var lige nu. "Sssh.. Koncentrer dig, Arian. Luk øjnene. Du kan godt," sagde han stille da Arian sagde hans navn. Han rettede sig lidt, så han sad med et ben på hver side af taburetten de sad på, med fronten mod Arian, som han lod sin hånde stryge henover Arians inderlår, "Spil for mig," hviskede Jasper blidt mod Arians øre.

Arian havde valgt ikke at snakke med nogen om det med vilje. Han vidste jo godt, at folk ikke kunne forstå ham som han ville forstås. Ingen kunne sige noget, der ville trøste ham eller bringe det tilbage, som han havde mistet. Intet kunne fylde tomrummet og intet i denne verden, kunne gøre han ville glemme, hvad han havde mistet eller ville kunne fylde det ud med noget nyt. det kunne godt være det efterhånden var mange måneder siden, men det hjemsøgte ham stadig. Ikke han havde forventet, at hans forældre skulle leve evigt... langt fra, men han havde ikke forventet at skulle miste dem som 17 årig.
Han så opgivende på ham. Kunne han? "Fint. Tak så," svarede han og trak vejret ud i gennem sine tænder. Det irriterede ham at Jasper blev ved med at være kold overfor ham. Han havde jo sådan set ikke gjort ham noget - eller jo, været flabet en af de første gange han havde haft ham, men Jasper havde da fået et blæs ud af dem. Han behøvede ikke at køre den der Hr. kold professor over for ham. Han vidste godt det med garanti var sådan Jasper var, men stadigvæk.
Han fnøs let, da Jasper svarede ham. "Du kender mig ikke," pointerede han drilsk. Han tændte på meget andet end hvad Jasper havde set, og det var egentlig ret muligt at slut shame ham, hvis det var det man ville. Han havde prøvet en del, men i år var også bare en af de år, han skulle prøve alt han overhovedet kunne. Livet skulle leves mens man var ung, og at vokse op var bare meget sjovere end at skulle være voksen. Ja, man kunne altid romantisere det at vokse op.. Selvom det på mange måder også stank helt ubeskriveligt meget. "Jeg er 17. Hvad havde du forventet?" svarede han flabet tilbage og så afventende på ham. Hvad ville han gøre?
Arian bed sig hårdt i læben, som Jasper forsatte og mente han kunne koncentrere sig. Vel kunne han ej. Manden ved siden af ham befamlede ham og han var blot en teenage dreng. Hvad skulle han stille op med sig selv? I hans alder var han jo nærmest konstant tændt. Ja, man skulle nogle gange bare puste ham i nakken. Han skar en grimasse som Jasper mente, at han kunne koncentrere sig. Han lod hænderne hvile mod tangenterne og trak nogle gange sine fingre ind mod hånden, inden han hørte Jaspers hvisken og beden om at spille for ham. Han bed sig hårdt i læben over Jaspers hånd der ramte hans inderlår. Hvis han ikke snart stoppede, så..... Han kunne for alvor mærke, hvor tæt de sad på hinanden lige nu. Hans fingre ramte endnu en gang tangenterne, denne gang den samme sang som da Jasper var kommet herind.

Jasper var ikke den type professor som elever gik til med deres normale teenage problemer, både fordi han stadig var ret ny på skolen, men også fordi han bare ikke ligefrem fremstod som typen, som eleverne kunne komme til med deres problemer. Han var der for, at undervise dem og videregive sin viden inden for sit felt. Han var fuldstændig ligeglad med, om eleverne rendte rundt på natterend eller hoppede i søen nøgne, bare de fulgte med i hans timer.
Et lettere flabet smil meldte sig på Jaspers læber, "Selv tak," svarede han og vendte blikket mod klaveret igen. Jasper var en hård mand, han lod ikke bare folk komme ind på livet af ham, han var så bange for at miste igen, at det var nemmere bare, at lade vær med, have nogen som han var bange for at miste. Selvfølgelig var han bange for at miste Lawrence og han kunne aldrig drømme om, at skubbe ham ud af sit liv, han så Lawrence som sin egen søn, men han var også den eneste som stadig var i hans liv efter hans kone og to andre børns død.
"Det har jeg skam heller aldrig påstået. Jeg sagde, jeg vidste, hvad der tænder dig. Det er noget helt andet," svarede han i et afslappet suk. Han vidste jo godt, at han ikke kendte Arian overhovedet, Arian kendte jo sådan set heller ikke Jasper. Alligevel var der noget over den unge fyr, som Jasper bare ikke kunne lade ligge, selvom han ikke kunne sætte en finger på, hvad det var. Han måtte dog slippe et kort grin, som han rystede lidt på hovedet, "Mere end det, netop fordi du er 17. Du går ud af skolen til september. En smule modenhed er vel ikke for meget at forvente," sagde han og så mod den unge mand igen.
Jasper stoppede på intet tidspunkt sin hånds bevægelse, han lod den blot stryge henover Arians lår i nogle rolige, blide strøg. Han trak sig da heller ikke fra Arians øre, så han kunne sikkert mærke Jaspers rolige vejrtrækning mod sit kindben og kæbeparti. Jasper lod sin hånd hvile lidt på Arians inderlår, men hans fingre aede ham stadig, da han begyndte at spille igen. Jasper lukkede øjnene lidt, for at forstærke sin hørelse, ved at lukke ned for sin synssans. Han lyttede intenst til hver en lille detalje i Arians værk, mens han en smule provokerende lod sin hånd glide længere op, til den kun var ganske få centimeter fra hans nedre.

Arian kunne heller ikke forestille sig, at betro sig om noget som helst til Jasper. Han ville gerne beholde hans opmærksomhed i forhold til det rent seksuelle, men alt andet, det brød han sig ikke om. Sandheden var jo, at han ikke kunne forestille sig, at Jasper ville kunne forstå de problemer, som han havde. Han kunne ikke forestille sig, at nogen forstod det. Han vidste jo godt at Bradán på sin vis nok ville kunne forstå, at Arian var ked af det og havde brug for at reagere og agere på det, men så alligevel. Bradán var den kloge af dem, så han ville nok ikke kunne forstå at Arian med glæde fik en masse eftersidning og ikke gad at gå op i at lave sine lektier. Ganske simpelt, fordi når livet blev hårdt, så flygtede de vidt forskellige steder hen.
Han lagde godt mærke til det flabede smil og rullede en smule med øjnene både af smilet, men skam også af hans selv tak. Han havde ikke brug for Jaspers anerkendelse, tværtimod. Han ville have sin mors anerkendelse, men hvordan kunne han det? Hun havde forladt ham! De tanker, fik ham også til at skifte hen i en mere aggressiv tilgang til tangenterne og en langt mere aggressiv sang. Hvor vovede hun? Hvor vovede begge hans forældre efterlade ham, når han kun var 17 år?! Forstod de ikke, at han havde brug for dem lang tid endnu? Forstod de ikke, at den eneste som forstod ham, var hende? Arian hørte Jaspers ord om han aldrig havde påstået at kende ham. "Hvem siger du ved det hele om det?" spurgte han sammenbidt og talte gennem sine tænder i en kort pause, inden han endnu en gang kiggede aggressivt på tangenterne, og spillede videre. Det havde Jasper jo bedt ham om. For Arian var det langtfra gået op for, at Jasper havde sat sig på tværs i hans univers. At han egentlig godt kunne lide ham. Han havde mere travlt med at være vred over, at Jasper ikke bare kunne forstå, at han ikke kunne koncentrere sig. At han ikke var dygtig til noget som helst. "Hvem siger jeg går ud i år? Jeg har hørt snak om, jeg skal gå året om," svarede han henkastet og apatisk. Han gik ikke op i det. Et år ekstra på Hogwarts ville være et år uden Dorran og det var faktisk hans eneste problem med det. Hvorfor gå op i sin uddannelse? Han ville ikke være moden. Han ville ikke noget som helst.
Arian bed sig op til flere gange i sine læber og det var et mirakel, at han endnu ikke havde bidt sine læber til blods. Arian lyttede til Jaspers vejrtrækning og mærkede hvordan han åndede ud mod hans hud. Han mærkede varmen sprede sig i sine kinder netop pga. hans åndedræt, mens han fik røde plamager under sine øjne og ved hans kinder, da Jaspers fingre bevægede sig tættere mod hans manddom. Ikke fordi han rødmede, men fordi varmen spredte sig i hele hans krop, mens han blev helt spændt og stiv i kroppen. Han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, mens han stadig forsøgte at koncentrere sig, men mest havde lyst til at give op. "Jasper," hviskede han endnu en gang. Han vidste godt Jasper foretrak at han ikke sagde en lyd, men for fanden. Hvad forventede han af ham? Han var en 17 årig dreng og hormonerne kørte rundt i kroppen på ham, som var det indgangen til verdens bedste tivoli.

Jasper vidste godt, at han ikke var den type professor som eleverne kom til med deres problemer, hvilket passede ham helt fint. Han var fuldstændig ligeglad med, om de var kede af det over et eller andet latterligt som et trekants drama eller fordi deres ugle var død. Bare de hørte efter i hans timer og lavede deres lektier, når han gav dem noget for, så kunne han faktisk ikke være mere ligeglad med alt det andet.
Han rynkede lidt på panden, da Arians melodi pludselig skiftede toneart. Han kunne dog ikke helt finde ud af, om det var Jaspers berøring som gjorde det eller hvad det var som fik den unge dreng til, at ændre tilgang til musikken så bart. Han skulle da også lige til, at kommentere det, da Arian selv stillede et spørgsmål, "Du har måske skjulte lyster og fantasier?" vendte han spørgsmålet og mærkede sit hjerte begynde at slå rytmisk ved tanken, selvom det irriterede ham noget så grusomt, at en elev kunne have den virkning på ham.
Han gav hans lår et lille klem, "Så må du jo bare tage dig sammen og koncentrere dig," sagde han en smule hårdt, "Eller du kunne åbne munden og be' om hjælp," pointerede han, det var jo ingen skam, at bede om hjælp, når man var elev og måske havde svært ved et fag eller flere, det var jo lidt dét professorerne var der til, inklusiv ham selv. Jasper var uddannet auror og havde været det i mange år, selvom han ikke havde fortalt sine elever det, så selvfølgelig var han virkelig dygtigt og han ville gerne lærer fra sig og hjælpe Arian, hvis han bare selv bad om det.
Han vidste godt, at han nok pressede Arian lige nu, men han ville have, at Arian skulle koncentrere sig og ikke tænke så meget. Hvis han først lærte at gøre det i sådanne nogle situationer som de her, så ville det jo være barnemad i timerne for ham. "Koncentrer dig, Arian," gentog han stille mod hans øre, og lod sine fingre glide henover hans private dele, dog uden på bukserne, som han lænede sig de sidste centimeter frem mod Arians øre som han nappede ganske bildt i.

Arian lagde ikke mærke til Jaspers reaktion, da han selv fokuserede på nærmest at tage livet af tangenterne. Han havde mest lyst til at smide en stol på klaveret og ødelægge det af. Han så på op på Jaspers ansigt, da han stillede ham et spørgsmål. "Ja," medgav han og fastholdt sit blik på ham, da han gerne ville se hans reaktion på det. Han vidste ikke hvad han gjorde ved Jaspers krop og han havde heller aldrig forventet, at han gjorde noget for Jasper generelt.
Han mærkede klemmet på låret og så på ham med lynende øjnene over, at han bad ham om at tage sig sammen og koncentrere sig i forhold til skolen. "Whatever," svarede han sammenbidt og koldt. Han var ligeglad med at gå et skoleår om. Han var ligeglad med alt der hed skole. Han ville ikke spørge nogen om hjælp, for der var ingen der kunne hjælpe ham. Det var ikke fordi Arian var uintelligent eller ikke kunne finde ud af det, han gad bare ikke. Han var så heller ikke ligeså bogstærk som Bradán, men det var heller ikke noget alle var gode til. Han var god til fag som Eliksir og Forvandling, mens han virkelig ikke var god til Magiens Historie. Han synes det var så røv kedeligt, at han opftest faldt i søvn i timerne. "Fra dig? Tøh" fnøs han køligt og rystede på hovedet. Jasper kunne vel være ligeglad med om han kom igennem skolen eller ej. Arian havde lige nu mest løs til at rejse sig op og gå sin vej, men han blev trodsigt siddende og hamrede sin hånd ned i en af tangenterne for medvilje at larme højlydt.
Han hørte endnu en gang hans ord og bed sig i læben over at kunne mærke hans åndedræt så tæt på. Det her irriterede ham. Han mærkede sin hånd over sine ædlere dele og måtte endnu en gang afstå fra at spille en eneste tone på klaveret. Hvad skulle han gøre ved sig selv? Han spillede dog hurtigt igen, dog stadig vredt og hårdt. Han stønnede nydende, da han blev nappet i øret og knugede øjnene en anelse sammen for at ignorere at Jasper drillede ham.

Jasper trak ganske lidt, på en lille nerve ved det ene øje, da Arian sagde ja. Det var da bare så ondt, af den unge mand. "Arha," sagde han, selvom han mærkede hvordan nysgerrigheden åd ham op indefra, men han nægtede at lade sig blive påvirket af en elevs fantasier og lyster, selvom han tydeligt kunne mærke at han blev det.
Han klemte øjnene en smule sammen, "Jeg mener det, Arian," sagde han hårdt, selvom han stadig ikke stoppede med at gramse på ham. Han brød sig ikke om, at Arian var så ligeglad med skolen, det var jo netop typer som ham, som gjorde det svært for professorerne som Jasper, at gøre sit arbejde ordenligt. Desuden kunne han bare ikke lide, når folk ikke gik op i de ting de lavede. Han havde ikke haft noget imod, at Lawrence var droppet ud af sin healer uddannelse, for han havde vidst hvad han ville i stedet for. Men Arian havde ligesom ikke noget alternativ, med mindre han havde tænkt sig, at gå på Hogwarts resten af sit liv. Han hævede lidt det ene øjenbryn, "Du tror måske ikke, jeg kan lærer dig noget?" spurgte han og tippede hovedet lidt til den ene side. Møgunge. Han skar dog en grimmasse, da Arian slog hårdt på tangenterne, da det gjorde ondt i Jaspers ører. "Spil ordenligt," sagde han hårdt og sendte et bestemt blik.
Han smilede lidt mod Arians øre, da han stønnede, over de nap Jasper gjorde. "Indgår det her, en af dine små fantasier?" spurgte han i en hæs hvisken mod Arians øre, før han nappede hans øre igen, hvorefter hans flyttede sine læber lidt ned under Arians øre, for at placere et par blide kys, som han brugte sin hånd til, at åbne Arians bukser. Jasper vidste udemærket godt, at han ikke var spor fair og det kun ville være et spørgsmål om tid, før Arians tålmodighed ville være helt sluppet ud, med mindre han var typen som blev virkelig stædig.

Arian så op på ham, og smilede flabet over hans reaktion. Han kunne godt finde på at køre den længere ud nu når det lignede, han havde Jaspers opmærksomhed, om han så ville erkende det eller ej. "Men det er jo bare lyster og fantasier, såå.." sagde han med et skuldertræk og trak ud på sit så, mens han havde et uskyldigt blik i sine øjne. Gad vide om Jasper ville hoppe på krogen eller om han ville være for stædig til det?
Han så på ham med et piercerende blik, da han endnu en gang blev talt hårdt til. Det var ellers ikke et blik, Arian normalt ville sende folk. Normalt var hans ansigt blidt og venligt, hvis ikke lunefuldt at se på. Det sidstnævnte mere, når han var ude på ballade. Arian ville ikke gå på Hogwarts forevigt, det var slet ikke det. Det var heller ikke fordi han ikke vidste at professorerne gjorde et hårdt stykke arbejde for at tilrettelægge opgaver og timer for eleverne kunne blive dygtige. Det var bare ikke Arians kop te, for han var virkelig ikke bogsmart. Han så på Jaspers ansigt med det samme sæt piercierende øjne som fra før. "Det er ikke det jeg siger. Kunne det tænkes du bare ikke er den første, man spørger om hjælp?" påpegede han irriteret. Han ville ikke snakke om det og blev det slemt kunne han spørge Blake om han ville hjælpe ham. Desuden var Arian stædig i forhold til sådan noget. Så han ville da slet ikke gå til en, der ville nedgøre ham for at spørge om hjælpen til at begynde med. Deusden havde han andre planer, han ville være tøjdesigner. Det havde han efterhånden vidst længe. Han så godt han skar en grimasse, da han blev sur på tangenterne. "Det bestemmer jeg selv. Det er mig som spiller," spottede han irriteret over, at Jasper talte hårdt til ham.
"Måske. Det ved man aldrig, Jasper," hviskede han tilbage endnu en gang med et uskyldigt blik i øjnene. Jasper måtte selv bedømme om det var en del af hans fantasier eller ej. Han nød dog den hæse stemme og det at han var i nærheden, i hvert fald når han ikke var hård ved ham. Han mærkede endnu en gang et nap i øret, hvilket gjorde han stønnede anden gang. Han blottede sin hals for ham, da han mærkede kys under sit øre og lagde ikke mærke til at Jasper havde gang i hans bukser, da han virkelig prøvede at fokusere på klaveret frem for Jasper, men det var svært. Han var dog stædig, så han blev troligt ved.

JeromeWinther
Admin

Antal indlæg : 533
Join date : 15/08/12

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Arian+Jasper -I'll Be The Roses You Tear

Indlæg  JeromeWinther on Tirs aug 08, 2017 5:04 am

Jasper kunne være stædig som et æsel og han nægtede at give efter, selvom han godt kunne mærke, at Arian havde hans udelte opmærksomhed. "Ja, og med mindre du har tænkt dig, at gøre noget ved det, så vil det altid forblive lyster og fantasier," svarede han og vendte blikket mod klaveret, for at undgå Arians uskyldige blik. Møgunge, det her var jo ikke meningen.
Han kneb øjnene en smule sammen, mens han bed tænder hårdt sammen ved Arians blik. Det var jo typisk teenager, at mene skolen kunne rende dem, Jasper havde heller ikke ligefrem været nogen mønster elev, men han havde altid haft en drøm om, at blive auror, hvilket han vidste ville kræve, at han havde taget skolen seriøs. Han havde da også opnået sin drøm, men efter hans kone og børns død, havde han ikke kunne fungere som auror mere, selvom han havde haft orlov. Han sukkede tungt, "Det kan godt være, at jeg er ny professor på skolen, men det betyder ikke, at jeg ikke kan hjælpe," påpegede han roligt tilbage, selvom det nærmere havde lydt på Arian som om, at han ikke var den eneste, som ikke havde lyst til, at bede Jasper om hjælp til skole relateret ting. "Det er sgu da ikke klaveret skyld, at du har det hårdt," sagde han bestemt, godt nok vidste Jasper ikke hvorfor Arian spillede som han gjorde, men der skulle nok en idiot til, for ikke at regne ud, at den unge fyr kæmpede med noget. Hvad det var, vidste Jasper ikke. I den alder som Arian havde, kunne det jo nærmest være hvad som helst.
"Hm. Det var da en skam," forsatte hans hæse hvisken mod Arians øre. Han kunne dog ikke lade vær med, at smile lidt for sig selv, da Arians støn over nappet i øret lød, og han ikke længe efter blottede sin hals for Jasper. Han ville gerne se, hvor langt han kunne trække den, før Arian ville miste tålmodigheden. Jasper fik derfor da også åbnet hans bukser, mens han læber stadig tildelte kys og nap til Arians hals. Han lod sin hånd glide henover Arians nedre, dog stadig uden på hans boxer.

Arian så på Jasper med et uskyldigt blik og sørgede for at se ham direkte i øjnene. Arian mindede mest af alt lige nu om en hundehvalp. "Hvem siger at de fantasier jeg har mest lyst til at udleve indeholder dig?" spurgte han i en henkastet tone, inden han fokuserede på klaveret igen. Han kunne godt lide tanken om, at Jasper rent faktisk var nysgerrig og han ville gerne have ham til at blive utålmodig i forhold til dem. Han vidste dog godt han stod overfor en svær opgave, da Jasper ikke virkede som typen, der gav sig let. Arian vidste, at han skulle spille sin kort rigtige, men heldigvis for ham, så var han god til poker.
Arian havde ikke nogen drøm, der krævede han var ekspert i skolen. Jo, selvfølgelig kunne han bruge magi til at få tegnet sine idéer ned og selvfølgelig ville det gå hurtigere, hvis han brugte besværgelser til at få designet tøjet, men han ville omvendt ikke have noget imod at lave tingene i hånden, desuden det han rent faktisk skulle bruge til noget, det havde han jo også lært. Det var ikke fordi han var dårlig, han var som end bare ganske middelmådig, men var blevet dårligere fordi han var vred. Han var overbevidst om, at Jasper ikke forstod den del og han ville derfor heller ikke fortælle ham det. Arian kunne holde mange ting inde og han synes også det var fjollet, at så mange mente han havde brug for at blive beskyttet. Han hørte hans tunge suk og så på ham. "Men ville du virkelig hjælpe mig eller vil du nedgøre mig? Jeg kan leve uden begge dele, hvis det er det, du har tænkt sig," påpegede han med en skarp, irriteret stemme. Ja, til tider følte han mere at Jasper var mere ude på at nedgøre ham end han var på at undervise ham. Sådan havde han dog med de fleste undervisere. Arian klaskede sin hånd hårdt ned i klaveret ved Jaspers ord, inden han så på ham med øjne der kunne slå ihjel. Helt piercerende med en farlig rolighed. "Hårdt?" spurgte han køligt ud i lokalet, inden han bed sig i læben for ikke at blive sur. Med samme farlige rolighed, begyndte han at tale igen. Håret sad nede foran øjnene og han havde en mørk dræbende aura omkring sig. "Hvad ved du om hvad jeg spiller? Behager det dig ikke?" spurgte han køligt, inden han knyttede sine næver. Hvad vidste Jasper om noget som helst?
"Er det?" spurgte han i en hivende stemme, da han havde svært ved at trække vejret. Arian var stadig sur, men omvendt var det som om Jasper fik det skubbet en meter væk fra ham ved at hviske med den dejlige hæse stemme med den lækre accent, men trådte han bare en smule forkert, kunne vreden overtage igen. Han mindede mest af alt om en pige, der var i den periode om måneden med de hyppige humørskift. Arian lyttede til hans bukser blev åbnet og lod forsat sin hans være blottet, mens han stønnede nydende. Han mærkede derefter hånden uden på sine boxers, hvilket fil ham til at spærre øjnene op. "J..Jasper," bad han stille i et støn.

Jasper så kun Arian ganske kort i øjnene, han havde aldrig været god til direkte øjenkontakt for længe af gangen, han var altid bange for, at folk kunne se i hans øjne, hvordan han havde det indeni. Øjnene var trods alt sjælens spejl, hvis man troede på den slags. Han trak let på skulderne og vippede mundvigerne nedad ganske kort, "Ingen," svarede han blot og fulgte Arians fingre med sit blik, da han spillede videre. Jasper var ikke forelsket i Arian, men han kunne godt mærke, at han havde fanget hans opmærksomhed på et plan, som for det første ikke var lovligt, i og med, at Arian var en elev og Jasper var professor, men for det andet, bare ganske simpelt ikke huede Jasper. Han havde været forelsket én gang i sit liv, og det var i den kvinde som han havde troet var hans eneste ene, men som var blevet taget fra ham, sammen med deres to små børn. Nu havde han Lawrence tilbage, som sin eneste familie, og det var jo alligevel ved at være nogle år siden, at Lawrence var blevet en voksen selvstændig mand med sit eget liv.
Han hævede lidt det ene øjenbryn, "Du ved godt, jeg er din professor ik? Selvfølgelig vil jeg hjælpe dig, Arian," svarede han og glemte for et øjeblik sin hårde tone. Han ville have sine elever så langt i livet som muligt, og Arian endnu længere, hvis det blev ham muligt. Om han så skulle sætte timer af til ene undervisning, så gjorde han det. Ingen skulle gå en årgang om, på hans vagt. Men det ville selvfølgelig også kræve, at Arian selv ville. Han klemte øjnene en smule sammen, da Arian slog hånden ned i klaveret. Hans blik hvilede køligt på ham, selvom der nok et svagt strejf af bekymring, at spotte i de chokolade brune øjne. "Du mener måske ikke selv, du har det hårdt?" spurgte han i en næsten provokerende rolig tone. Han bed sig lidt i indersiden af sin ene kind, før han så slog et klik med tungen, og rettede ryggen lidt og vippede hovedet lidt fra side til side, til den knækkede stille, "Jeg sagde bare, at det ikke skal gå udover klaveret, at du har det hårdt, slå i det mindste på en som kan slå igen," sagde han og trak lidt på den ene skulder, velvidne om, at det nok var et af de værste råd en professor kunne give til en elev.
"Jah.. Syntes du da ikke?" spurgte han stadig i den stille hviskende stemme, mens han lyttede intenst til Arians vejrtrækning. Han havde ikke planer om, at stoppe igen, medmindre Arian selvfølgelig direkte sagde stop, men lige nu følte han, at han havde Arian i sin hule hånd. Hans kys mod Arians hals blev mere grådige, i takt med Arians støn, mens han lod sin hånd danse blidt henover Arians boxers, "Jah?" svarede han stille, det havde bare at være vigtigt, nu var det hvad? fire eller femte gang, Arian sagde Jaspers navn? Men nu ville han faktisk gerne vide, hvad han havde på hjertet. Det betød dog ikke, at han stoppede med det han havde gang i.

Arian lagde godt mærke til, at det var et kort øjeblik, Jasper kunne se ham i øjnene i. Kunne Arian se ind i Jaspers sjæl? Var den mere skadet end hans egen? Sikkert og så han direkte ind i hans øjne, ville han sikkert også blive ked af det på hans vegne. Arian var dog sikker på, at Jasper ikke så ham som andet et lystobjekt, og så var der ingen grund til at se ham i øjnene og lære ham at kende. Han lagde mærke til, hvordan Jaspers mundviger vendte nedad. "Men en af dem er," påpegede han med en drilsk tone, inden han så afventende på ham. Mon det ville vække hans opmærksomhed igen? Han havde jo lige været så interesseret. Clyde havde sådan set også kun Bradán tilbage, som var hans alt for kloge storebror. Han kunne på ingen måde hamle op med ham eller være noget, der lignede at være ligeså intelligent som ham. Det var dog også ligemeget, for han var sikker på at Bradán var skuffet over ham.
Arian så på ham med et opgivende blik. "Aha. Hvem siger jeg kan hjælpes?" påpegede han kritisk og så ned på tangenterne. Det var ikke fordi Arian ikke ville have hjælpen, han kunne bare ikke finde ud af, at spørge efter den. Han var heller ikke så god til at tage imod den, når den blev givet til ham. Han ville jo ikke fremstå dum, så han ville helst have hjælp fra en, der ikke ville se ham sådan. Alligevel så frygtede han, at Jasper ville se ham som dum, hvis han rent faktisk fik hjælp af ham. Han klaskede sine hænder gentagende gange ned i klaveret. Hårdt. Aggressivt. Han så på Jasper med lynende øjne, da han Arian følte, at han blev provokeret af ham. Hvorfor skulle han være så vred og træt hele tiden? Han kunne slet ikke ane, hvis der var en strejf af bekymring. Hans forældre var døde fra ham, fordi de var pisse ligeglad med ham - var alle andre så ikke også? Var han ikke bare en stor skuffelse, ingen kunne holde ud at se på? Han slog endnu en gang sin hånd hårdt ned i klaveret og hev lidt efter vejret, da hans vejrtrækning var blevet overfladisk af hans vrede. "Hvorfor spørger du sådan?" spurgte han vredt og tog sig til brystkassen med den frie hånd, da hans hjerte hamrede hurtigt. Hvad skete der? Var det... et angst anfald? Arian kneb øjnene sammen ved lyden af Jaspers klik med tungen og endnu mere over, at hans knogler sagde knæk. "Hvem skulle jeg slå på, huh? Hvad ved du overhovedet, Jasper? Huh, svar mig på det!" råbte han vredt og knyttede sine næver, inden han hev efter vejret igen og så panisk ned i gulvet. Hvornår havde han mistet den så meget? Han var selvfølgelig også taget herhen for at være alene.
Arian måtte endnu en gang skubbe sine følelser og vrede væk, bare en lille meter over Jaspers hvisken ind i hans øre. Hvorfor gjorde han det imod ham? "Joh.." svarede han tøvende. Han vidste godt Jasper ikke havde planer om lige sådan at stoppe, det havde Arian jo heller ikke. Indtil, at Jasper sagde noget dumt. Han var jo stadig vred og hans vejrtrækning var overfladisk af flere forskellige årsager, deriblandt hans berøring men også hans humør. Han mærkede hvordan de kys, han fik mod sin hals, blev grådige og hev mere efter vejret og hånden der gled over hans boxers. "D..de..Jeg er stadig sur.." fremstammede han frustreret.

Meget kunne man sige om Jasper, men han var ikke nogen følsom mand. Det der med, at sidde og stirre ind i andre øjne hele natten, mens stjerne lyst natte himlen op, var slet ikke ham. Han ville dog samtidig heller ikke påstå, at han udnyttede Arian. Drengen havde jo selv ville, så Jaspers samvittighed var fuldstændig ren. Han blev dog ret så hurtigt revet ud af sine tanker, da Arians afsløring lød, "Oh virkelig? Heldigt tanker er toldfrie, huh?" svarede han og blinkede kækt til ham, selvom han mærkede hvordan nysgerrigheden var vendte tilbage og fyldte hele hans krop, da hans hjerne alene ikke havde nok plads. Hvordan kunne en så ung lille teenager, skabe så stor en lyst i en fuldvoksen mand? Det var præcis et af de spørgsmål, som holdt Jasper vågen om natten.
Jasper trak let på skulderne, "Alle kan hjælpes, hvis de bare selv ønsker hjælpen," sagde han roligt i en næsten filosofisk stemme, som havde han pludselig fundet sin indre professor frem og de var tilbage i en af hans lektioner. Havde Arian været en hvilken som helst anden elev, så havde Jasper vendt sig om og gået for længe siden. Han gad ikke bruge tid på, at holde eleverne i hånden og fortælle dem, at alt nok skulle gå, for sandheden var jo, at han ikke vidste det. Men der var noget over Arian som han ikke kunne sætte en finger på, og det irriterede ham noget så grusomt.
Jasper lagde hurtigt sine hænder mod sine øre, da Arian gav sig til, at straffe tangenterne for noget de ikke havde gjort, "Stop, Arian!" sagde han vredt med et blik, som nok tydeligt fortalte, at han langt fra var tilfreds. "Stop, sagde jeg!" gentog han en del hårdere og mere vredt, da Arian endnu gang slog sine hænder mod klaveret. Hvad pokker gik der af ham? Jasper havde oplevet Arian utrolig flabet i sine lektioner, men aldrig sådan som han opførte sig lige nu. "Fordi du tydeligvis har problemer. Du kan ikke narre mig," svarede han og fugtede kort sine læber, mens hans blik gik fra at være direkte koldt til, at blive bekymret igen, selvom det ikke var så tydeligt som det han følte indeni. Han slog ud med begge hænder i en let voldsom bevægelse, "Slå på mig! Jeg er 37 år, tror du ikke jeg har prøvet at være vred før, eller hvad? Kom nu, få det ud af dit system," sagde han hårdt og holdt stadig begge hænder ude til siderne, som tegn på, at han ikke havde tænkt sig, at slå igen, men nærmere indbød til det. "Eller du kunne trække vejret, løfte panden og nosse dig sammen. Træk vejret og fald ned," tilføjede han efter lidt og lod sine hænder langsomt falde igen.
Jasper vidste udemærket godt, at han på ingen måder var fair lige nu, "Så gør noget ved det," forsatte han sin hvisken. Hans klingrende britiske accent hang ved, selvom hans toneleje ændrede sig. Han prøvede mest af alt nok bare, at få Arian til at falde ned igen, selvom det nok var en forkert måde at gøre det på, så lod det alligevel til, at virke, på en eller anden måde. Med mindre, Arian på et tidspunkt ville spring helt i luften. "Hvad er du sur over?" spurgte han stille, som han lod sin hånd glide ned i Arians boksers, det var nok lidt det som andre ville kalde afledning.

Arian kunne godt påstå sig udnyttet. Ja, han gik med til det men i sidste ende, så var Jasper en autoritet, som skulle sige nej til ham. At Arian så uanset hvad, ville tage skylden på sig, var noget væsentlig andet. Han var godt klar over, det var ham der havde lagt op og han havde ikke ligefrem sagt nej, i det sekund Jasper havde været seriøs omkring, at det var det han ønskede. Han så på ham med et lokkende blik. "Åh ja.. Men det er kun modige mænd, der ville ture udføre det," påpegede han drilsk mod hans øre. Mon Jasper snart ville hoppe på krogen? Han håbede. Arian selv ville gerne ligge på græsset og kigge en anden fyr i øjnene flere timer, men han var også ung og kærlighed havde ikke noget at gøre ham bitter. Den kærlighed han havde til sine forældre var jo, heldigvis, væsentlig anderledes.
Arian så skeptisk på ham, da han rent faktisk blev professor agtig at høre på. Han var faktisk helt blid at høre på, hvilket der ikke stod noget om i Arians personlighedsskema om Jasper, overhovedet. "Det passer ikke. Der er nogen der er ude for rækkevidde, også for dig, Jasper." påpegede han og tænkte på eksempler i tilfælde af, at Jasper ville spørge. Nogle gange kunne man ønske hjælpen meget, men det var ikke ensbetydende med at hjælpen hjalp.
Han blev ved med at klaske sine hænder aggressivt på tangenterne og hørte ikke, Jaspers første stop. Han var vred på klaveret og alt det repræsenterede, alt i mens han prøvede at få sin vejrtrækning gjort normalt, til trods for at han følte der var en hånd nede i hans hals der klemte alt sammen, så det gjorde ondt. Han hørte den hårde stemme og stoppede lige inden hans hånd ramte tangenterne. Var Jasper vred på ham? Han kunne da bare gå sin fucking vej, ingen havde bedt ham om at høre på det. Havde han overhovedet lyttet til den første sang? Hvordan den havde skiftet drastisk mod slutningen? Nej, Arian kunne lave præcis den musik han ville. I sidste ende ville han alligevel bare blive forladt og alt han ville have var et eller andet fucking minde om hvad de havde sammen og hvad der var, men han aldrig igen kunne vise, at han havde lært noget nyt. Han ville gerne vise sin mor, at han havde lært de svære stykker, men hun havde forladt ham inden han overhovedet kunne vise det til hende. Elskede hun ham ikke, når hun kunne omkomme i en ulykke? Var hun så dum? Arian så på ham med et arrigt blik, da Jasper mente han havde problemer. "Hold nu kæft, du kender mig ikke!" udbrød han og tog hænderne op til håret. Han trak vejret krakilsk og så sig omkring. Var der intet exit? Han kunne ikke se hvordan Jasper havde det i situationen. Han kunne ikke en gang finde ud af, at komme ud derfra. Hele hans krop var bare lammet. Arian gjorde et kortvarigt hop, da Jasper slog ud med sine hænder. Han mærkede hvordan hans hænder var begyndt at ryste af det. Hvad lavede han? "Du ved ikke noget," spottede han og så væk fra ham. Han ville hellere være ond ved klaveret end at slå på Jasper. Endnu en gang, blev Arians blik piercierende og dræbende af Jaspers ord. Bad han ham lige om at tage sig sammen? Forstod han ikke, at han ikke kunne trække vejret? Arian knyttede næven og skubbede til Jaspers brystkasse. "Fuck nu dig!" mumlede han irriteret inden han hev fat i hans bluse. "F..fuck nu dig," gentog han, mens han blik faldt ned i gulvet. "F..fu..." gentog han prøvende igen, mens hans vejrtrækning blev hurtigere.
"Hvad?" spurgte han hjælpeløs, mens hans dialekt sad fast inde i hans trommehinde. Hvilken del kom Jasper mon fra? Han mærkede Jaspers hånd nede i sine boxers og hev efter vejret. "Uh.." prøvede han og prøvede at finde ud af, hvad han skulle gøre af sig selv. "J..jeg..ba...bare.....sur.." prøvede han, selvom det ikke var sandt. Hvorfor virkede det her?

Jasper vidste udemærket godt, at han aldrig burde havde ladet Arian komme så tæt på ham fysisk, som han havde været, men han så ærligt talt intet forkert i det, da Arian selv havde ville og selv havde lagt op og været flabet. Jasper så lidt på Arian med et gennemborende blik, som prøvede han, at læse Arians tanker. Han bed tænderne en smule sammen, da Arians hviskende stemme lød mod hans øre. "Beklager, men jeg er tidligere Slytherin elev, ikke Gryffindor," sagde han mellem sine sammenbidte tænder. For pokker den møgunge altså. Det her var på ingen måder en del af Jasper plan.
Der skulle meget til, før Jasper gik hen og blev direkte blid. Den eneste levende som nogensinde havde oplevet ham direkte blid, var Lawrence, men det var også ved at være ret så mange år siden. "Jeg ved skam godt, jeg ikke kan hjælpe alle. Det er sgu heller ikke alle jeg gider, at bruge tid på at redde, men det betyder ikke, at der ikke er andre som vil bruge deres tid på det," svarede han roligt og trak lidt på den ene skulder, selvom Arian nok havde en pointe. Selvfølgelig var der særtilfælde, som ingen nogensinde ville kunne nå ind, men hvis folk samtidig ikke ønskede at blive hjulpet, så var det jo en tabt sag.
Havde Arian været en hvilken som helst anden elev, så havde Jasper for længst rejst sig og gået sin vej, så ville der jo nok komme en anden professor og tage sig af det. Eller et overhoved. Men uden at vide, hvorfor, så kunne han bare ikke få sig selv til det, overfor Arian. Han sukkede let, da Arians udbrud lød, "Har jeg nogensinde påstået det?" spurgte han irriteret, han vidste da godt, at han ikke kendte Arian, men Arian kendte omvendt heller ikke Jasper. Han havde på intet tidspunkt fortalt nogle af klasserne noget som helst om sig selv, selv ikke hvilken uddannelse han havde, eller hans fortid med sin kone og to ekstra børn. Det kom ikke nogen ved.
"Jeg ved mere end du tror," påpegede han, han havde skam godt hørt, at Arians vejrtrækning havde ændret sig en del, men det var forskellige, hvordan folk i et fald skulle håndteres, så han kunne vel ikke gøre så meget andet end at prøve sig frem og på den måde, finde ud af, hvad der virkede på Arian. Han vidste jo ikke om det var noget, som skete tit eller om dette her var første gang. Han nåede dog næsten ikke, at tænke sin tanke til ende, før han mærkede knytnæven mod sin brystkasse. Heldigvis havde Jasper prøvet det der var værre og han havde selv bedt om det. Han tog dog hurtigt fat i Arians håndled, da han tog fat i hans bluse, "Er du færdig?" spurgte han roligt og slap ham igen, hvorefter han rettede på sin bluse, så hans halskæde med vielsesringene ikke ville komme til syne. "Spil. Ordenligt." kommanderede han, da han gik ud fra, at Arian havde et eller andet frirum i at spille på klaveret.
"Jeg sagde, så gør noget ved det," gentog han i samme stile, britiske tone som før. Han lod sin hånd glide længere ned i Arians boksers, da det så ud til, at virke. Måske havde Jasper lige fundet måden at få Arian ned på igen? Han havde vel lov til, at håbe. "Hvad er du sur over?" spurgte han i en næsten hæs stemme, da han virkelig prøvede at komme til bunds i, hvad der gjorde den unge mand reagerede som han gjorde.

Arian undertrykte en latter, da Jasper påpegede han var tidligere Slytherin. Så han var ikke modig? "Oh, det er synd, hvis du ikke er modig.... det var ellers frækt. Oh well, så må du undvære," lød hans stemme uskyldigt og lagde en finger på underlæben for at bide i den, for kort at se uskyldig ud, mens et legende blik var at finde i de hasselbrune øjne. Arian kunne jo godt mærke, at Jasper var hård. Han regnede dog ikke med, det var fordi han havde haft en familie og havde mistet dem. Han regnede bare med, at han enten altid havde været det eller der var sket noget, bare et eller andet. Han ville dog ikke spørge, da Jasper ikke virkede som typen der ville snakke om sig selv og som om han gerne ville adskille fornøjelser fra sit privatliv. Arian var ligeglad, det skulle han have lov til, men det betød ikke at Arian ville være god til det. Han havde prøvet indtil nu, men han havde prøvet på det så meget, at han havde skubbet det for langt væk og han slet ikke havde forsøgt sig på, at snakke med nogen om det. "Og du vil gerne redde mig?" spurgte han direkte, da Jasper jo rent faktisk havde tilbudt sin hjælp og han nu var nysgerrig på, om det var det han havde ment. Han vidste ikke, hvad han skulle håbe på.
Arian så på ham med store øjne, da Jasper lød irriteret. Hvorfor var han irriteret? Det var da ikke ham, der ikke kunne få vejret? Hvorfor var han så hjemsøgende rolig? Arian hev vejret ind, inden han så på Jasper med de mørke øjne, som dog flakkede rundt da han virkelig ikke kunne fokusere ret længe ad gangen. Hans hjerne ville ikke tillade det, hvilket gjorde ham handlingslammet. "Du taler som om du ved hvordan jeg har det!" lød hans stemme i en råbende og vred tone. Arian vidste godt, at han ikke anede noget som helst om Jasper, men det ville han så heller ikke påstå. Ingen gange for sjov. Han kunne til tider gætte sig til, hvordan han var og han havde efterhånden lært hvilken type var og hvordan han reagerede på visse ting, men han var da godt klar over, det ikke var det samme som at kende ham. Det ville han aldrig påstå. Han synes dog alligevel at Jasper havde en mærkelig virkning på ham, men det var noget helt andet.
"Hvad fuck ved du?!" spurgte han med en skarp, hæs stemme og tog sig endnu en gang til hjertet. Arian havde prøvet det her før, men han kunne ikke forklare hvad det var. Ikke andet end hans puls og hans hjerte hamrede så hårdt mod hans bryst, at han var sikker på, at han skulle dø. At han kunne mærke hans puls i hele hans krop, som en bankende rytme, der prøvede at dræbe ham. At det var som om, der sad en klump en halsen - måske endda en hånd, der klemte rundt om det indre i hans hals, så han ikke kunne snakke eller trække vejret. Det var forskelligt fra gang til gang, om han blev vred og hård i sin tone eller at alt han kunne var at sætte sig i en hjørne og vente til den stoppede. Nogle gange måtte han hive sig i håret i ren frustration over, det ikke ville stoppe. Han forstod virkelig ikke hvad det var. Han havde ikke slået særlig hårdt ind mod Jasper og holdt stædigt fast i hans bluse, og så på ham med et ængsteligt blik, da han tog fat i hans håndled og fjernede sine hænder fra ham. "Ja," sagde han ud i gennem sin hurtige vejrtrækning og så på klaveret. Han satte sine fingre over tangenterne og rystede på hovedet. "Nej," hviskede han stille, da han ikke ville spille. I hans tanker var det hele klart, alt der havde sat gang i det og hvis han skulle begynde lige nu, så stoppede han ikke.
"Gøre ve..ved det?" hviskede han og havde lukket øjnene ved lyden af den flotte britiske dialekt fra da han talte. Normalt forstod han godt ordene 'gør noget ved det', men lige nu var han bare fuldstændig lammet i alt der hed handling og forståelse. Arian mærkede Jaspers hånd forsvinde længere ned i hans boxers og stønnede ind i mellem han hev efter vejret. Det her var en underlig måde at blive kølet ned på, men selvfølgelig, så tvang det ham ind i mellem til at holde vejret, hvilket sikkert var grunden til det hjalp. "Alt," hviskede han og kunne mærke, hvordan hans øjne blev fugtige. Nej, ikke foran Jasper. Ikke nu.

Jasper rystede ganske let på hovedet, "Jeg overlever nok. Der er grænser for, hvor frække fantasier der kører rundt i hovedet på en 17 årig," svarede han og trak let på den ene skulder. Han ville ikke indrømme, at nysgerrigheden var ved at æde ham op indefra, det var han alt for stolt til. Han hævede lidt det ene øjenbryn af det uskyldige blik som Arian sendte ham. Han var nok lidt en sucker for uskyldigheden, som stod skrevet noget så tydeligt skrevet i hele Arians udstråling lige nu.
Han snakkede aldrig om, hvad der var sket med hans familie, selv ikke med Lawrence, som i bund og grund også havde mistet sin 'mor' og to 'søskende' i samme omgang, selvom de ikke var biologiske. Det var nok det største tabu for ham, og det havde det altid været. En alvorlig mine meldte sig, som Jasper lod sit blik hvile på Arian, dog stadig uden rigtigt at se ham i øjnene, "Selvfølgelig vil jeg det," svarede han selvom hans toneleje nok ikke lød som det mest venlige menneske på jorden, men i det mindste var den ærlig, hvilket vel nok var mere vigtigt i sådan en situation.
Han havde aldrig oplevet nogen før havde fået et angst anfald i hans selskab, ikke af hvad han havde bemærket i hvert fald, så han havde ingen idé om, at det var dét Arian havde lige nu. Han kunne selvfølgelig godt se og hører, at hans vejrtrækning havde ændret sig gevaldigt. "Tror du ikke, jeg også har været teenager engang?" spurgte han og sukkede over den råbende og vrede tone som Arian brugte overfor ham. Selvfølgelig vidste han godt, hvordan det var at være teenager, og nu har det heller ikke vildt mange år siden Lawrence havde været teenager, som Jasper havde stået alene med. Nu vidste Jasper så heller intet omkring Arians forældres død, havde han vidst det, havde han slet ikke reageret som han gjorde.
"Overraskende meget," svarede han sammenbidt med rynkede bryn. Han spærred dog øjnene lidt op, da Arian tog sig til hjertet anden gang, han havde godt bemærket det første gang, men havde ikke rigtigt tænkt mere over det. "Kig på mig, Arian," sagde han og tog fat om hans hage, for at tvinge hans blik mod Jasper, som han rent faktisk lod sit eget blik møde Arians direkte denne gang, selvom hans øjne flakkede en del, som om han ikke vidste hvilket øje han skulle holde fokus på. "Træk vejret," sagde han da Arian havde sagt ja, til at han var færdig. Han slap ham roligt igen og slog dermed også blikket væk fra ham igen og mod klaveret som han afventede at Arian ville spille videre. "Hvorfor ik?" spurgte han og lod sin ene finger, ramme en af de lyse toner på klaveret, en smule lokkende.
Han smilede lidt mod Arians øre, han kunne godt mærke, at Arians fokus til samtalen var svær, at fange efterhånden, så hvorfor ikke udnytte det lidt, "Gør noget ved dét," sagde han som han lod sin hånd gribe fat om Arians nedre og bevægede den ganske langsomt. Han kyssede ham igen lidt ned af halsen, før han til sidst valgte, at fange Arians læber, da det ville tvinge ham til, at holde vejret. Han holdt kysset lidt tid, men slap det så igen, "Alt er et virkelig stort begreb. Har du lyst til, at uddybe?" spurgte han i en rolig tone.

"Det siger du kun, fordi du ikke ved hvad det er," påpegede han endnu en gang med en uskyldig stemme mens blikket selvfølgelig fulgte med. Jasper skulle bare vide, hvad 17 årige kunne tænke sig til af frække fantasier. Arian var bevidst om hvad han gjorde. Hvis han kunne og ville, ville han med garanti være i stand til at sno en hvilken som helst fyr omkring sin lillefinger. Han kunne godt finde på bevidst at drille og lokke, men han ville ikke kontrollere andre, sådan var han ikke. Han var typen, der virkelig ikke havde en ond knogle inde i sin krop. Typen, der altid så det bedste i folk og præcis hvor meget de var værd. Typen, der altid gav folk en anden chance og tilmed nogle gange også en tredje. Typen, der troede på de fleste kunne ændre sig med mindre de beviste ham noget andet.
Arian så overrasket på Jasper. Ikke over, at han ikke lød venlig for det var han vant til. Nej. Tværtimod. Han ville redde ham. Ville han også redde ham, hvis hans værste fjende var ham selv? Ville han lytte, selv når ingen ville? Næppe. Arian var ikke det værd. Thi, han kunne opføre sig som om han var den vigtigste i universet og thi, han elskede al opmærksomheden omkring sin persona, så så han ikke sig selv som værende meget værd. Det var jo derfor han via opmærksomhed konstant blev bekræftet i, at han var noget værd til trods for det, fandt han sig selv lede efter grunde til de ikke skulle synes han var det. "....V...ville du?" lød hans stemme overrasket og underdanig. "Hvorfor?" spurgte han med den mindste stemme, som han havde inde i sig. Hvorfor ville Jasper, som mest af alt opførte sig som om Arian var jordens største pestilens - redde ham?
Arian havde det som om han var inde i sort rum og den eneste der var der, var ham. Som om tingene bevægede sig tættere på, selvom de var helt sorte. Som om, at hvis han ikke fandt en udgang snart, så ville han blive kvalt og mast. Hans hals føltes som om den blev revet op og han kunne ikke gøre noget andet end at så at flakke og hive efter vejret og håbe på, at det ikke var i dag, han skulle dø. Hjertet hamrede så hårdt. Bump..BUMPBUMPBUMP. Det var den lyd han kunne høre i hele sin krop. Det at skulle koncentrere sig om Jaspers ord var efterhånden svære og at hive sig tilbage til virkeligheden ville nok være det hårdeste. "I...Ikke...Ikke...Det...jeg...siger" svarede han mens han hev efter vejret. Hans krop havde mest af alt lyst til bare at falde sammen. Hvor fanden var den udgang henne? Hvordan fanden skulle han komme væk herfra?
"Nej!" påstod han hårdnakket, mens han betragtede sin krop ryste. Jasper vidste ikke noget om noget som helst. Han holdt godt fast i sin trøje ved hjertet og så væk i det øjeblik Jasper bad ham kigge på ham, inden han mærkede taget i sin hage og blev tvunget til at kigge på ham. Han lod de mørkebrune øjne hvile på Jaspers og glemte kort at trække vejret. Hvor var de hjemsøgende smukke. Han hørte Jaspers ordre og prøvede febrilsk at ryste på hovedet. "Jeg kan forhelvede ikke!" udbrød han med en ængstelig undertone og lod øjnene flakke rundt igen. Han mærkede taget fra sin hage og så mod klaveret, da Jasper trykkede ned på en af de lyse tangenter. "Fordi jeg hader det!" udbrød han vredt og lod sig nærmest slå tilbage af hans egne ord. Han spærrede øjnene lidt op af dem. Nej, han hadede det ikke... Det var ikke sådan. Kunne hans mor tilgive ham nu?
Arian stønnede tungt over hans berørelse og lod sit hoved falde ind mod Jaspers anden skulder. "J..forstår ikke," prøvede han og løftede hovedet op for at se på ham med et hjælpeløst blik i øjnene. Arians kinder havde efterhånden nærmest en lyserød, brændende kulør under sine øjne og ved sine kinder, da han efterhånden var ved at være tændt. Han var så pæn en mand. Han mærkede kyssene på sin hals og holdt sin hals blottet for ham, mens de dybe støn gled over hans læber. Han mærkede Jaspers læber mod sine og greb kysset i en febrilsk vejrtrækning. Han lod sine øjne glide i, stadig i chok over at mærke hans læber mod sine egne. Det tvang ham dog heldigvis til at holde sit vejr, hvilket gjorde hans vejrtrækning mere normal efterfølgende. "Hvis jeg siger det, så vil du ikke snakke med mig mere," mumlede han og tog fat i Jaspers bluse.

"Måske. Så må du jo fortælle mig det, så skal jeg nok indrømme, hvis jeg tager fejl," svarede Jasper i en rolig tone, selvom Arians uskyldige attitude ramte ham noget så forfærdeligt. Det var da virkelig irriterende, at han kunne have den virkning på ham. Han var jo en voksen mand, han skulle ikke sidde og være så pokkers nysgerrig omkring en elevs fantasier.
Nok var Jasper på mange områder virkelig egocentreret, men han var også far, han kunne sagtens sætte andre før sig selv, hvis de vel og mærket betød noget for ham. Han kunne koldblodigt slå en varulv ihjel, både i dens menneskeform og ulveform, men han havde også ofte læst godnathistorier for sine børn, da de havde været i live og han havde været forsat med det overfor Lawrence til han var blevet for stor til det. Generelt så havde nok bare et helt andet syn på verden end det Arian havde, men nu var han også det ældre. Han nikkede lidt og vendte blikket mod tangenterne, "Fordi du kan mere end du tror, og jeg har ikke tænkt mig bare, at sætte mig tilbage lænet mens du smadre dit liv. Eller klaveret," svarede han, selvom det sidste nok mere var en smule for sjov. Men han var ret sikker på, at hvis Arian bare tog sig sammen, så ville han kunne klare sig meget bedre end han gjorde nu, og Jasper skulle nok hjælpe ham igennem, hvis det var det, der skulle til.
Jasper kunne tydeligt hører på Arians vejrtrækning, at der var noget galt, men han vidste godt, at han var nødt til, at forholde sig i ro. Det ville jo ikke hjælpe ham, hvis Jasper også begyndte at panikke over det. "Hvad siger du så?" spurgte han, han holdt samtalen kørende, for at Arian skulle have noget at fokuser på, selvom han ikke havde den rigeste idé om, om han håndtere det korret. "Fair nok, bliv du bare i den tro," sagde han roligt, han ville ikke bruge hverken sin egen energi eller Arians energi på, at de skulle snakke om, hvad Jasper vidste eller ikke vidste. Det var ikke noget som kunne Arian lige nu alligevel.
De mørkebrune øjne Jasper blev mødt af, satte nogle ting igang i Jasper som de på ingen måder brude. Han egne var nok nærmere bare tomme, men hvis man så godt efter, ville man nok kunne spotte bekymringen i dem også. "Det føltes måske ikke sådan, men du kan godt," sagde han roligt efter at have sluppet hans hage igen. Han hævede det ene øjenbryn, "Hader det simpelthen? Arh, det er vidst ikke helt sandt, er det vel?" spurgte han ret så skeptisk, og lod sin næste finger ramme tangenten ved siden af det første han havde trykket på, så tonen blev en smule mørkere, men stadig i den lyse ende af tonerne.
Han rystede lidt på hovedet, "Det behøver du heller ikke.." svarede han i et stille suk, det virkede da som om, at det hjalp, at røre ved ham, hvilket da også var en af grundene til, at Jasper ikke stoppede igen. Han ville gerne have Arian helt ned på jorden igen og hvis det her var vejen frem, så måtte det være vejen de tog. Jasper ville da bestemt heller ikke brokke sig over det, for selvom det måske var Arian som fik nydelsen lige nu, så måtte han nok indrømme, at de lyde Arian kom med, var næsten ligeså godt. Jasper smilede lidt i kysset og slap det så, da det lød til at Arians vejrtrækning var blevet mere normal igen. Han hævede dog det ene øjenbryn en smule, "For det første er du min elev, så det ville nok blive noget af en udfordring ikke at snakke til dig igen. For det andet, så tror jeg ikke du har gjort noget så slemt, at jeg ville stoppe med at snakke med dig. Så kom bare med det," sagde han stille og mærkede taget i sin bluse, hvilket fik ham til, at genoptage sin bevægelse med hånden mod Arians nedre.

Han så på Jasper med et lokkende blik. "Vil du virkelig gerne vide det?" hviskede han blidt mod hans øre, inden han bed ham blidt i øreflippen, inden han fik et drilsk smil på sine læber. Hvordan Jasper mon ville reagere ved hans ord? Han bed sig i læben, inden han valgte at spill the beans. "Jeg kunne godt tænke mig," begyndte han som en hvisken ind i hans øre, inden han lod sin hånd hvile på Jaspers inderlår, og så på ham med et uskyldigt blik. "At give dig et blowjob, mens du underviser," hviskede han videre ind mod hans øre inden han endnu en gang bed i det.
"Du kan være ligeglad med med hvad jeg gør ved mig selv," påpegede han og så på klaveret med væmmelse. Jasper kunne i princippet være pisse ligeglad med det hele. Det var ikke fordi Arian ville have, at Jasper skulle gå og være interesseret i hans liv eller have, at han skulle bekymre sig. Han ville trods alt gerne skubbe folk så langt væk, som overhovedet muligt. Der var også en grund til, at han ikke havde snakket med nogen om det. Han havde ikke sagt til sin bedsteven, hvordan det hang sammen. Han havde ikke tænkt sig at snakke med Bradán om hvordan han havde det med alt det her. Næ. Kunne han lukke sig langt ind i sig selv, så gjorde han det også.
"S..si..siger bare, du ikke forstår... hvad jeg...går igennem," påpegede han og tog fat i Japsers bluse igen. Samtidig så måtte han ikke forlade ham. Arian var panisk bange for at blive forladt, en frygt sat i ham, da hans forældre døde. Komisk, når han samtidig ville skubbe folk væk. Arian ville dog ikke kendetegne sig selv som følsom, langt fra. Han kunne holde til meget og var da også forsat et blidt og venligt menneske, men inden i ham var der også bare en vrede og hvis han ikke snart gav slip på den, så ville han eksplodere. Han bed sig i læben. "Hvad ved du måske?" spurgte han, mens han forsat hev efter vejret. Han kunne mærke hvordan hans brystkasse strammede fuldstændigt til. Han anede virkelig ikke hvad der foregik, men lige nu var han så sikker på, at han skulle dø. Hvorfor skulle det gå så langsomt?
Arian havde mest af alt lyst til at falde fuldstændig sammen. Han holdt dog sit blik på Jaspers og betragtede dem og lod sig forsvinde ind i dem. Han kunne mærke hvordan hans hjerte bankede hårdt mod hans bryst forsat. Denne gang dog hurtigere og det var nødvendigvis ikke kun på grund af hans angstanfald. Nej. Han blev brudt fra deres øjenkontakt af Jaspers ord. "J..Jasper..j..jeg kan ikke," svarede han og lod sit hoved falde mod hans skulder. "Ja, jeg hader det.. og..jo...det passer," svarede han ind i mellem hans vejrtrækning og skar en grimasse af Jaspers fingre der ramte tangenterne. "Det lyder ikke godt," hviskede han.
Han så undrende på ham og med store øjne. "At forstå?" spurgte han, mens han bare nød Jaspers berøring af ham. Han lod sine øjne glide i, i deres kys mens han kunne mærke at Jasper rent faktisk smilede. Han var så sikker på, at Jasper havde det smukkeste smil, når han smilede helt oprigtigt. Han så på Jasper, nærmest bebrejdende da han lod kysset stoppet. Hvorfor? Det havde været så rart. Han trak vejret tungt. og mærkede så at Jasper begyndte at kærtegne hans lem igen, hvilket fik ham til at stønne nydende. "Ah..." lød det fra hans læber, inden han tog hårde fat i hans bluse. "F..folk forla..der mig," stønnede han.

Jasper måtte nok indrømme at han, ligesom så mange andre, havde virkelig følsomme ører, både måden Arian hviskede mod hans øre, men bestemt også det blive bid, hvilket fik ham til at sukke stille, for ikke at miste kontrollen over sin vejrtrækning, men som han mærkede Arians hånd mod sit inderlår, kunne han godt mærke at det efterhånden var en tabt sag. Hans hjerte bankede rytmisk mod hans brystkasse, han måtte dog spærre øjnene ret så overrasket op. Det uskyldige blik sammen med de knapt så uskyldige ord, gik direkte i bukserne på ham. "Så det ku' du?" spurgte han en smule sammenbidt for at skjule hvor meget den tanke rent faktisk tændte ham, og måtte slippe et nydende suk igen, da Arian nappede i hans øre igen.
"Ja," svarede han kortfattet, Arian havde jo ret, Jasper kunne i princippet være fuldstændig ligeglad med han valgte at gøre ved sig selv og resten af sit liv. "Men det er jeg ikke," tilføjede han selvom hans toneleje måske ikke var så overbevisende at høre på, men han var ikke god til at vise bekymring for andre, og det ville han nok heller aldrig blive igen. Han ville ikke have nogen for tæt ind på livet af sig. Han vidste jo godt, at det ikke var for sjov, at varulvene havde slået hans kone og to børn ihjel, og han vidste godt at han skulle være taknemlig for, at han stadig havde en søn tilbage i Lawrence.
Hans blik blev en anelse stramt, da Arian igen tog fat i Jaspers bluse. "Jeg er ret sikker på, at jeg forstår mere end du tror, selvom det er nogle år siden jeg selv var teenager," svarede han og forholdt sig stadig i ro, da det ikke ville nytte noget hvis han gjorde andet. Det var fint nok, hvis Arian havde brug for at komme ud med, hvad end han havde brug for at komme ud med, men det var ikke fint nok at han havde fat i Jaspers bluse på den måde. Han tog derfor fat om hans håndled for at få ham til, at slippe. "Jeg ved, at hvis du ikke snart trække vejret ordenligt, så ender du med at besvime fordi din hjerne ikke får ilt nok," sagde han bare for at nævne en væsenlig ting han vidste lige nu og her, "Så træk vejret, Arian," sagde han. Han brød sig ikke om, at det stod på så længe. Det var normalt at ens vejrtrækning ændrede sig når man blev sur, men det der? Godt nok var Jasper ikke healer, men selv i hans ører lød det ikke normalt.
"Jo du kan," svarede han stædigt og mærkede Arians hoved mod sin skulder, hvilket fik ham til at vende blikket mod ham, uden helt at vide hvordan han skulle reagere på det. "Så siger vi det.." mumlede han, han gad ikke diskutere noget som han i bund og grundt jo ikke vidste noget om. Man kunne jo sagtens være god til noget og alligevel hade det. Så selvfølgelig kunne Arian hade at spille klaver, men samtidig være dygtigt til det. "Flab." sukkede han tungt da Arian påpegede det ikke lød godt når Jasper trykkede på tangenterne, selvom han nok havde ret. Det var ikke lige Jaspers instrument, så kunne han bedre spille guitar, selvom han ikke havde gjort det i mange år.
"Shh.." tyssede han blot, der var ingen grund til, at kaste sig ud i en længere forklaring lige nu. Det virkede som om at kysset og berøringen virkede til, at få ham til, at slappe af og det var fint med Jasper. Han smilede stort set aldrig oprigtigt, han kunne sagtens smil flabet, kækt, flirtende, charmende og alt det der, men det var aldrig smil som nåede helt op til hans øjne. Han så godt det bebrejdende blik, men regnede med at det ville forsvinde igen når han begyndte at kærtegne hans nedre. Han kunne dog mærke at han måtte bide tænderne hårdt sammen, da han endnu engang tog fat i hans bluse. Lignede den en krammeklud eller hvad? Han sagde dog ingen ting til det denne gang og fjernede heller ikke hans hånd. Han satte i stedet tempoet mod hans nedre op, for at få hans fokus væk, så kunne det jo være han selv slap til sidst. "Sådan er livet, Arian. Nogen kommer ind i dit liv som en lektion, andre som en vensigeles. Intet vare ved for evigt," sagde han stille mod hans øre og nappede blidt i det, før han satte tempoet yderligere op, selvom han kunne mærke på sin egen krop at den også gerne ville reagere.

Arian ville ikke sige han kendte Jasper, men han kendte hans type. Det var i sidste ende ret nemt at regne ud hvad mænd tændte på, bare man vidste lidt om hvad de var til og han havde jo lavet ting med Jasper, så det var ikke fordi han havde vendt det blinde øje til på det punkt. Han aflæste hans reaktion og så godt, det overraskede blik, som han havde i hans øjne mens han forsat nussede hans inderlår. Med et uskyldigt blik, skulede han op på ham, da han nærmest krukkede sig. "Ja," hviskede han med al uskyldighed han overhovedet kunne fremmane inden han bed Jasper let i øret. "Tænder den tanke dig?" hviskede han lokkende, stadig med al uskyldighed han kunne få frem i hans stemme.
Han så undrende på Jasper. "Hvorfor ikke?" spurgte han kritisk og med et blik, der prøvede at fange Jaspers. Nej, tonen og måden han sagde det på var ikke just overbevisende. Det var dog ikke det, der gik Arian på. Det var det faktum, at Jasper ikke bare kunne være ligeglad med ham og hvad der skete med ham. Han tog endnu en gang fast i hans bluse og holdt godt fast i den, ja nærmest hev den ned uden at tænke rigtigt over det. Han ville bare have Jasper tæt på sig - have trygheden i hans store, flotte mandearme omkring sig. Han lagde mærke til det stramme blik i hans øjne og så ned i gulvet, mens han mærkede det trykkede for hans bryst. Det var død ubehageligt og han havde det for alvor som om han var døden nær. Han høret Jaspers ord og bed sig hårdt i læben. "Det.. det siger du," påpegede han for at lade den lægge der. Arian vidste godt, at han ikke mente halvdelen af hvad han selv sagde lige nu, så han ville gerne undgå overhovedet at sige noget. Hvad end det var som skete i ham lige nu, så gjorde det ham så fandens spydig. Han lod Jasper fjerne hans hænder endnu en gang, og stillede lige nu ikke spørgsmålstegn ved hvorfor han ikke måtte holde ham der eller noget som helst. Han tænkte ikke en gang over, at det ikke var sikkert Jasper kunne lide berøring, når det ikke var seksuelt. "Jeg kan ikke.." svarede han som svar på alt han sagde. Han kunne ikke trække sit vejr ordentligt om han så prøvede på at gøre det eller ej. Det var som om hans vejrtrækning sad fast.
Han holdt sit hoved mod hans skulder og svarede ikke på han kunne. Han svarede ikke på det han sagde. Han vidste jo godt, det ikke passede og der var også så meget skyldfølelse inde i hans krop. Han løftede hovedet fra hans skulder og så mod klaveret. "Tror du hun hader mig?" hviskede han stille for sig selv og lod sine fingre løbe hen over et par af de lyse tangenter og sukkede for sig selv. Arian var kreativ, men han var virkelig ikke bogsmart. "Mig?" spurgte han og så tilbage på Jasper, mens han forsat prøvede at kontrollere hans vejrtrækning.
Han hørte Jaspers tysse og prøvede da heller ikke på at sige noget som helst. I det her øjeblik, var det som om at alt inde i Arian gik i stå. Øjeblikket med Jasper fyldte alt, og derefter bankede hans hjerte hårdt og rytmisk mod hans brystkasse. En anden slags banken. Han fjernede sine hænder af sig selv, som noget inde i ham havde opfattet at blusen og tagen i det, var et forbudt område. "Hvorfor fjerner du ikke min hånd den her gang?" spurgte han med en lille stemme, da det pludselig gik op for ham. Jasper havde fjernet hans hånd hver gang han rørt hans bluse. Han mærkede at Jasper satte tempoet op, hvilket fik ham til at stønne højere end før. "Åh, mmfh!" lød det fra hans læber, som han tog sig selv i at tage fat i hans bluse igen, men ligeså hurtig som han fik fat slap han igen. Han vidste jo Jasper ville fjerne hans hænder uanset hvad. "Men de forsvandt, Jasper. De døde.. Mine forældre..." hviskede han, uforstående over for hans ord, inden han mærkede bidet i sine øre og tempoet der blev sat op. Arians lem reagerede skam også, og han kunne mærke han snart måtte overgive sig selv til Jaspers lyster.

Jasper var og havde siden sin kones død været en meget privat mand, han holdt sine kort tæt ind på kroppen og der var ikke nogen som fik lov til, at slå hans murer ned, som han havde bygget op omkring sit hjerte. Selvfølgelig havde han følelser, men han snakkede ikke om dem og han viste dem kun overfor Lawrence eller hvis han foreksempel blev overrasket som Arian gjorde lige nu. Han mærkede sit hjerte springe et slag over. Den uskyldige tone i sin øregang, nappet i øret, ånden som ramte hans følsomme hud, samt hans inderlår som stadig blev nusset. Det var virkelig ikke fair, det var så forkert som det overhovedet kunne blive. "Tanker er toldfrie," svarede han i en så rolig tone som han overhovedet kunne mestre i en situation som denne.
Han trak lidt på den ene skulder, "Skal alting ha' en årsag?" vendte han Arians spørgsmål, uden at svare på hvorfor han ikke var ligeglad. Mange ting var Jasper ligeglad med. Han var ligeglad med hvad der skete ude i verden, både den magiske og mugglernes. Han var ligeglad med at slå varulve ihjel, om det så var børn, voksne eller om de var i deres varulveform eller menneskeform. Han var ligeglad med hvad folk mente om ham, de måtte gerne syntes han var hård og ond, eller hvad end de syntes om ham. Hvad han dog ikke var ligeglad med, var Arian som blev ved med at tage fat i hans bluse. Hans blik blev nærmest piercende, som han endnu engang tog fat i Arians håndled for at fjerne hans greb fra hans bluse og måtte tælle til tyve inden i sit hoved, da ti ikke længere var nok. "Ja," svarede han blot i en følelsesløs tone, selvom han var ved at eksplodere indeni. Det var ikke fordi Jasper havde berøringsangst eller noget i den dur. Nej, han var ikke typen som delte kram og blomsterkranse ud, men det var ikke fordi han slet ikke ville have nogen rørte ved ham, det var han ret ligeglad med. Endnu en ting han var ligeglad med. Han sukkede nærmest opgivende, "Hvor længe skal vi forsætte den her disksution? Du kan godt trække vejret," sagde han i en tone som stemte overens med det opgivende suk.
Han rynkede lidt på panden, "Klaveret? Nej, jeg tror.. hun.. tilgiver dig.." spurgte han uforstående, hvem var 'hun'? Han tvivlede nu ret stærkt på, at Arian omtalte et klaver som 'hun', men hvor i al verden skulle Jasper vide fra om nogen hadede Arian? Men på den anden side, så kunne man aldrig vide. Han nikkede roligt, "Ja dig, hvem ellers? Kan du se andre i det her lokale måske?" svarede han med et hævet øjenbryn.
Han havde lidt opgivet at blive ved med at fjerne Arians tag i sin bluse. Hvis han opdagede halskæden med ringene i, så havde han bare at være klog nok til ikke, at stille spørgsmåltegn ved det. Han snakkede aldrig om sin kone eller deres børn, jo om Lawrence havde han intet problem med at snakke om, men han levede også. "Fordi selvom jeg stoppede med at gøre det, så gjorde du det selv den her gang," svarede han med blikket stirrende frem for sig, det var jo også en af grundene til at han aldrig lod nogen se ham i bar overkrop, ringene i halskæden plus de ar han havde hen over sin brystkasse fra første gang hvor familien var blevet angrebet af varulve.
I en irriteret indånding kneb han øjnene en smule sammen, da Arian endnu engang tog fat i hans bluse, efter at have stønnet, han pustede dog tungt ud da han selv fjernede sine hænder igen ret hurtigt. Han stoppede dog brat op i sin behandling af Arians nedredele. Han mærkede hvordan hans hjerte gik fuldstændigt i stå. Eller det føltes i hvert fald sådan. Han havde jo set hvad det gjorde ved et barn at miste sine forældre, eller rettere mærket det på egen krop. Han vidste ikke helt om han skulle forsætte eller stoppe. Det virkede bare som den nemme løsning at forsætte og lade vær med at snakke om det. Han genoptog derfor også sin handling og satte tempoet endnu mere op, mens han lænede sig lidt frem mod Arians øre, "Vi har mere tilfælles end du tror.." hviskede han stille, før han bøjede sig fremover og lod sin mund omslutte Arians nedre. Nok mest i håb om, at de kunne lade vær med at snakke mere nu.

JeromeWinther
Admin

Antal indlæg : 533
Join date : 15/08/12

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Arian+Jasper -I'll Be The Roses You Tear

Indlæg  JeromeWinther on Tirs aug 08, 2017 5:05 am

For Arian var hans tid hvor hans forældre levede blevet sløret. Han kunne huske at han en gang havde været yngre, da det trods alt var en del af at vokse op, men hvad der var sket af store og små ting, var efterhånden ved traumet om forældrenes død gledet hen i de uvisse. Det var som at mangle en ting af sig selv, som han skulle finde i sin sorg. Hvordan kunne han nogensinde blive den samme igen, når han følte sig som en hel anden person? Det kunne sagtens være, at han ville komme ud stærkere end nogensinde før, men det følte han ikke. Han følte alt i hans personlighed var blevet revet væk med en tsunami af følelser og karaktertræk, han ikke kunne stå ved. Han skulle jo altid være en glad dreng, skulle han ikke? Han var blevet sparret for meget, da han var lille dog ikke uden at vide at livet kunne være hårdt, men hans havde altid været i den bedre ende end den skala. Han havde kæmpet ganske kort med han var homoseksuel, men det havde så også været det eneste der havde været skelsættende for ham. Tanken om, at skulle erstatte det han havde mistet med noget nyt, væmmedes han også ved. Hvordan kunne han lade nogen nye kravle under hans hud? Dorran skulle grave sig længere ind, Blake skulle.. Måske også Jasper? Nej, han var hans professor.. Men hvorfor følte han en trang til, at han alligevel skulle samtidig med tanken om at skubbe ham væk var fristende?
Arian så på ham med et smørret smil over sine læber i det Jasper nærmest forsvarede sig selv i en rolig tone. "Det siger du nu," påpegede han og bed han endnu en gang i øret og nød følelsen af den bløde øreflippehud mellem sine tænder. Den var nærmest behagelig varm, når man følte alt varme havde forladt ens krop. Han betragtede Jasper ganske let, som han spurgte om alt skulle have en årsag. "Du svarede ikke," påpegede han flabet. Han kunne bruge samme knep som Jasper kunne, og om han så ville svare nu var så i sig selv ganske interessant og fyldte ham med spændning. Arian trak sit vejr hurtigt og overfladisk som Jasper svarede ja, og lod ham fjerne hans hænder selvom han manglede nærkontakten fra ham. Det var bare ikke gået op for ham, at Jasper havde fjernet hans hænder så mange gange, at det knapt kunne tælles på de to hænder, som han havde. Han så opgivende på ham. "Indtil du forstår det" hviskede han og så febrilsk rundt i lokalet igen.
Arian himlede med øjnene inden han rystede på hovedet. "Nej.. min mor," svarede han, som hans vejrtrækning blev hurtigere og i den grad mere overfladisk en før. Hun røg ud over hans læber, noget han ellers hidtil ikke havde været god. En person, han ikke ville nævne. En person, han havde været tæt med... Rigtigt stereotypisk for en dreng af hans kaliber, da mange homoseksuelle mænd så deres mor som et og alt. Men... det gjorde de fleste mænd ved med deres mor? Efter alt, havde hun givet dem deres liv og gjort sit bedste for at gøre dem til de var. Men hvem var han uden? Hvordan kunne han blive, som hun ønskede uden? Han bed sig hårdt i læben for at komme ud af sin tanker og han kunne efterhånden også smage en metalisk smag i munden. Han blev revet væk, da Jasper talte til ham. "Nej?" prøvede han og så ned i gulvet, en anelse skamfuldt. Arian så ikke halskæden og han ville med sandsynlighed ikke spørge første gang, men når han følte han kunne, så kunne han med al sandsynlighed nok ikke dy sig alligevel. "Nåh," svarede han kortfattet og trak på skulderen. Kunne Jasper ikke forstå, han bare ville være tæt på ham?
Arian hørte den irriterede indåndning, og fjernede med det samme sin hånd som havde han brændt sig på ham. Han ville sige undskyld, men så alligevel så kom ordet ikke over hans læber. Han troede alligevel ikke, at det ville hjælpe noget som helst. Da Jasper gik i stå med behandlingen af hans nedre, så han på ham med de nøddebrune øjne og prøvede at aflæse ham. En opgave der var ham umulig. Som han mærkede Jasper tæt mod sig, lod han øjnene glide i og lyttede til hans stemme mens ordene fik ham til at åbne øjnene brat op. Mere til fælles? Han så på ham som han regnede med han ville uddybe med et skævt blik, men da Jasper lod sin mund omslutte hans lem, følte han at emnet var et no go. At han ikke skulle snakke om det, som var det et forbudt emne, hvilket gjorde han lod sit hoved glide tilbage i et nydende støn. Så sagde han da bare heller ikke mere. Aldrig.

Jasper havde engang været utrolig udadvent, smilende og glad. Ikke at han ikke stadig kunne smile og være glad, men det skete ikke ret tit, med mindre det var fordi han var flabet. Mens glæden i hans øjne var væk og den havde ikke været til stede siden hans kone og børn var døde. Lawrence havde et par enkelte gange kunne bringe glæden tilbage, for ham så Jasper jo også som sin egen søn. Men det var hårdt. Han klemte øjnene en smule sammen og bed sig lidt i læben, da han mærkede Arians tænder mod sin ene øreflip, da det var en virkelig dejlig fornemmelse. "Mh.. Som om du rent faktisk ville gøre det anyway.." mumlede han blot, da han ikke følte for at snakke mere lige nu, hans tanker var helt andre steder, men han kunne virkelig ikke forstille sig, at Arian rent faktisk ville kunne finde på, at give Jasper et blowjob midt i hans undervisning.
Han hævede lidt det ene øjenbryn, "Næh. Det gjorde du heller ikke, så vi står vel lige," svarede han selv flabet tilbage. Møgunge. Det irriterede Jasper noget så grænseløst, at Arian havde formodet at komme ind på Jasper på et seksuelt plan. Det var jo slet ikke meningen når han var professor og Arian var elev. Det var jo fyringgrundlag. Men samtidig havde han heller ikke lyst til, at stoppe det igen. Han vidste bare, at Lawrence ikke skulle vide noget om det. Arian var yngre end Jaspers søn altså. Den var virkelig ikke god.
"Måske er det dig, som skal forstå det," sagde han og så på ham med et lidt bestemt blik, før han lagde en hånd på hver side af Arians kinder og tvang ham til at se på Jasper. Hvorfor trak han vejret så underligt? Men endnu værre, hvorfor var Jasper ikke ligeglad? Havde det været en hvilken som helst anden elev, så havde han jo været ligeglad og han var gået for længe siden, men der var noget over Arian som Jasper bare ikke kunne vende ryggen til. Han rynkede på panden, "Hvorfor skulle din mor hade dig?" spurgte han, jo selvfølgelig kunne alle forældre knække og have øjeblikke hvor de havde lyst til, at opgive deres børn, det kendte Jasper alt til, men aldrig nogensinde havde han hadet nogle af sine børn, inklusiv Lawrence da han så ham som sit barn også, selvom han var en voksen mand med sit eget liv. "Godt så er vi enige.." sagde han blot, da Arian sagde nej til, at han kunne se andre i lokalet. Han rettede lidt på sin tanktop, uden at svare på Arians 'nåh'. Jasper talte ikke om sin familie, jo han kunne sagtens uden problemer fortælle at han havde en søn på snart 25 og han var tatovør og han var utroligt stolt over Lawrence, det var bare ikke noget han fortalte til Gud og hver en mand og han havde også kun én gang i sit liv fortalt Lawrence at han var stolt over ham, og det var da han var blevet færdig uddannet som tatovør.
Jasper havde på ingen måder tænkt sig at uddybe sine ord, om at de havde mere til fælles end først antaget. Arian måtte selv spørger ind, men selv hvis han gjorde det, så skulle han ikke regne med at få et svar. Han var en meget privat person og det havde han været siden sin kone og to børns død. Det var nemmere at bare holde sig til det han var god til og lige nu var det at give Arian nydelse, og ikke sidde og snakke følelser. Desuden så det ud til at virke på Arians vejrtrækning, hvilket var hele pointen. Han forsatte derfor lidt endnu, før han fjernede sit hoved og så på Arian, "Smid bukserne," sagde han roligt, mens han lukkede sine egne bukser op.

Arian lod et par stikkende øjne hvile på Jasper over, at han påstod han ikke turde. Fornærmelsen over hans ord stod skrevet tydeligt i hele hans ansigt, og med en irriteret bevægelse slog han hånden ud foran Jaspers bryst. "Jeg tør alt," påpegede han tilnærmelsesvis med hovmod i sin stemme. Han var så sandelig ikke Gryffindor for ingenting. Han turde alt hvad han satte sig for, for han var modig, hvilket i manges verden var et andet ord for dumdristig men sådan så Arian det dog ikke.
Arian blinkede et par gange, som han lod sit blik hvile på Jasper. Et øjebliks forbløffelse var tydelig at fange i hans ansigt. Kunne han blive ved med at være flabet på den måde? "Nå," svarede han med en ligegyldig slemme og slog det væk med sin hånd med en løs bevægelse. Arian kunne godt lide Jasper. Han var ikke helt sikker på, om han egentlig kunne lide Jasper som person, for han var ret led og kold, ja, nærmest så kold han kunne skære gennem knoglerne på de fleste, men han kunne godt lide at være i nærheden af ham. Det hele var egentlig bare mærkeligt og Arian forstod ikke, hvad der foregik omkring sig.
Arian lod sit hoved fikserer på Jasper, så hans øjne mødtes han. Han så på ham med et skræmt blik og knugede sine hænder sammen. Hvorfor kunne Jasper ikke bare gå ud af den dør, han var gået ind ad? Hvorfor blev han ved med at hænge ud her? Det var ikke hans arbejde at sørge for, at han fik det bedre. Næ. Han kunne være ligeglad. Ja, Arian kunne jo ikke en gang lide Jasper og det eneste de brugte hinanden til, var til at lette trykket. Noget Jasper sikkert også brugte andre på skolen til. Ja, både elever og ansatte. Ikke at Arian ikke fik andre steder fra for det gjorde han. Han var ret åben med sin seksualitet og for mange var det også tydeligt, at han var homoseksuel. "H....hv...a.." han nåede ikke videre i sin sætning inden han tog sig til hjertet, da han følte det prøvede at hamre ud af hans bryst, hvilket det i den grad ikke skulle. Han så ned ved Jaspers ord. "Fordi jeg sagde jeg ikke kan...lide at spille....og .... hu..n lærte mig det," svarede han hakkende, da hans vejrtrækning blev febrilsk og søgende endnu en gang. Han havde ikke rigtigt snakket om sine forældre siden det skete, foruden at Jasper faktisk var den første han havde indrømmet det til. Selvfølgelig vidste Bradán det godt, men det var noget andet. De var brødre, og det var ikke fordi han fortalte ham, at han havde ondt inden i. Arian svarede ikke til de var enige og overbevidste nu bare sig selv om, at han aldrig ville røre Jaspers trøjer mere, da han tydeligvis ikke ville have det.
Arian lagde godt mærke til, at han ikke uddybe og det havde han jo heller ikke regnet med. Han ville ikke spørge ind af samme grund. Han regnede ikke med at få et svar og han vidste jo godt, han ikke kendte Jasper særlig godt, men på mange måder kunne han alligevel aflæse hvad han skulle i hvilke situationer med ham. Arian lod sit hoved skyde sig tilbage mens han sukkede nydende og lod sin ene hånd finde Jaspers hår for blidt at lade sine fingre bevæge sig gennem det, alt i mens hans øjne gled i og hans vejrtrækning blev tung og overfladisk på en anden måde. Hans hænder søgte dog stadig efter at kunne mærke Jaspers nærvær, og han følte sig derfor modig for overhoved at nusse ham i håret. Han åbnede øjnene og gav slip fra Jasper, da han snakkede. "Mmh," hviskede han, som han løftede sin bagdel for at hive bukserne ned, som Jasper havde bedt ham om.

Jasper hævede lidt det ene øjenbryn, "Sagde jeg noget om, at du ikke turde?" spurgte han i en roligt tone og himlede let med øjnene, over Arians måde at overreager, det var i hvert fald sådan Jasper så det, men det var nok bare typisk teenager. Han lod sit følelsesløse blik hvile på Arian, en skønne dag skulle der nok vende glæde tilbage i hans øjne, men han måtte nok indrømme at han var begyndt at tvivl alligevel.
Hvis Jasper skulle være ærlig, så mente han at seksualitet var noget overvurderet fis i en hornlygte. Man skulle have lov til, at være sammen med hvem man ville, så længe de selvfølgelig også ville. Man skulle ikke dømmes fordi man var til sit eget køn, eller begge køn for den sags skyld. Han havde godt nok aldrig været i et forhold med en anden mand, men nu havde han også været Hogwarts kærester med den kvinde han senere var blevet gift med og fået børn med. Det betød dog ikke, at Arian var den første fyr, Jasper havde været sammen med. Han kløede sig lidt i nakken, "Ehm.. Jeg er sikker på hun tilgiver dig fra den anden side," svarede han en smule akavet. Han var ikke god til sådanne nogle samtaler her. Hvor i al verden skulle han vide fra, om Arians mor ville blive sur på ham eller hade ham, for at sige han hadede at spille klaver? Han havde aldrig mødt kvinden, ikke så vidt han vidste i hvert fald.
Han mærkede godt Arians hånd igennem sit hår. Han var nok meget sær når det kom til berøring, nogle steder var helt okay, andre steder var et no go. Så var der selvfølgelig også steder, som han godt kunne acceptere nogen rørte ham, men han bare ikke var så glad for. Det kom også an på situationen. Håret var okay lige nu. Havde de stået og snakket, havde det været et no go. Det blev alligevel for meget for ham, hvilket var årsagen til, at han ville videre. Han vidste jo godt at Arian ville være tvunget til, at slippe Jaspers hår, når han skulle have sine bukser af. Han rejste sig op, mens Arian trak sine bukserne ned. Han hævede og sank sine øjenbryn et par gange, "Lad os se hvor modig du rent faktisk er, når det kommer til stykket," sagde han roligt, før han greb ud efter Arians overarm, for at trække ham op og stå, "Husk du altid kan sige stop," påmindende han i en kølig stemme og blinkede til ham. Han gav skammlen de havde siddet på, et skub med sin ene fod, så der var mere plads mellem den og klaveret. Han vendte Arian rundt, stadig med et godt tag i hans overarm, og holdt ham helt indtil sig, så han sikker ville kunne mærke Jaspers hjerteslag mod sin ryg. "Ned på knæ," hviskede han mod Arians øre, og slap hans overarm, for i stedet at lægge den mod hans skulder, for den kunne følge ham ned på knæ.

Arian lagde mærke til Jasper hævede sit ene øjenbryn en smule og kiggede på ham med et fornærmet blik. ”Du sagde, du ikke regnede med jeg ikke gjorde det. Tror du ikke jeg er modig nok? Eller, er det dig der er bange for at blive opdaget, Jasper?” spurgte han med en hånende spottende tone i sin stemme, som han lod sit blik falde på ham med al mod, han selv havde. Arian havde ikke meget at miste. Hvad ville Rektor gøre? Smide ham ud fra skolen? Næppe. Han ville med al garanti blive set som ofret i alt det her, hvilket passede ham ganske godt. Han lagde mærke til det følelseskolde blik, Jasper sendte ham og kunne mærke hvordan det gav ham gåsehud og en kold følelse der opslugte hele hans krop. Han fnøs en smule af blikket for at ryste det af sig. Arian havde aldrig været forelsket før, ikke før nu, men han var ikke sikker på, hvad det var. Jasper havde sendt ham et blik, sagt nogle ord, der gjorde det havde været som at falde i søvn. Langsomt, men alligevel som et slag i hovedet hvor det hele ramte ham på én gang. Det var ikke en gang fordi han kendte ham særlig godt, men sådan var det vel med teenagere? Deres kroppe var fyldt med hormoner der fes rundt i deres krop, der bare gjorde at alle følelser var mere intense. Han gjorde store øjne ved det Jasper sagde og tog sig til sit hjerte, som indeholdt så meget sorg, at halvdelen af den smerte der var derinde var han villig til at give væk, til den første der ville tage den væk fra ham. ”T…tror du virkelig?” spurgte han med en smule glæde i stemmen, mens hans store øjne stadig betragtede Jasper, da han ville se om han virkelig mente det. Han var fortrøstningsfuld ved hans ord på en eller anden måde.
Han mærkede det mørke, bløde hår mellem sine fingre og betragtede de steder, hvor det stak ud gennem de mellemrum der var. Betaget af, at han fik lov til at røre Jasper på den måde. Han mærkede hans kropstemperatur og fik den tilsendt direkte inden i hans egen krop. Han gav slip fra ham og tog sin hånd til sig ved kort at holde på den, inden han gjorde, som han fik besked på. Han betragtede den nu opretstående Jasper og fnøs endnu en gang ved hans ord. Han var modig. ”Aha?” søgte han spørgende for at Jasper kunne komme direkte til sagen og mærkede grebet i sin overarm, hvilket gjorde at Arian sendte et trodsigt og vildt blik i Jaspers retning. Det første blik af den slags, som Jasper fik. En intens stirren, om man ville. Han lod sig rejse og ledte efter sit fodfæste, da Jasper påmindede ham om, at han altid kunne sige stop. Han nikkede forstående og reagerede ikke på hans blink. Hvorfor skulle han? Jasper kunne ikke få det hele sin vej. Han betragtede skamlen ved siden af dem forsvinde væk og mærkede sig selv dreje for derefter at mærke en varme mod sin ryg. Han gjorde store øjne, hvilket Jasper så heldigvis ikke kunne se og spændte kortvarigt i kroppen, inden han mærkede Jaspers hjerteslag mod sin ryg, hvilket fik ham til at give efter og sank hovedet en smule. ”Ja, Professor..” adlydede han, og mærkede presset på sine skuldre, hvilket fik ham til at falde elegant ned på sine knæ.


Jasper havde aldrig været særlig god til smalltalk, han var nok det man kaldte en mand af få ord, men han fik altid sine pointer tydeligt gjort og frem. Han kunne ikke lade vær med at smile lidt for sig selv, da Arian adlød og lod sig falde på knæ. Han skubbede skamlen hen foran Arian, så han kunne hvile sine arme og overkrop derpå, hvis han ville, før han gik om bag ved ham igen. Jasper åbnede sine egne bukser og trak et kondom på, mest for at det ikke skulle gøre alt for ondt på Arian.
Han satte sig ned på knæ bag ham, tog godt og solidt fat i hans hofter. Han regnede med at Arian vidste hvad der skulle ske, så det var ikke det at advare som stod øverst på hans liste lige nu. Det var nærmere det behov som han følte for at få dækket, som stod øverst.
Han pressede sig mod Arian i et roligt tryk, mens et svagt nydende suk forlod hans læber. Han blev inde lidt, før han begyndte at bevæge sig mod ham.

//OUT

JeromeWinther
Admin

Antal indlæg : 533
Join date : 15/08/12

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Arian+Jasper -I'll Be The Roses You Tear

Indlæg  Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


Ciel+Sebby :: WaW :: Tråde :: Darcel

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum