Cillian+Dacoda - StarStruck!

Ciel+Sebby :: WaW :: Tråde :: Darcel

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Cillian+Dacoda - StarStruck!

Indlæg  JeromeWinther on Man aug 07, 2017 6:52 am

Cillian Maddox Mason - Dacodas taglejelighed - August 2053 omkring kl 20 - Outfit

Dacodas hjem var ikke ligefrem det smukkeste eller mest rene, men hun havde hvad hun skulle bruge. Det var et ældre ægtepar som lejede lejeligheden ud til hende, de var sikkert for gamle til overhovedet, at vide hvem hun var, hvilket passede hende perfekt. Hun kunne gøre som det passede hende, ikke at hun ikke altid havde gjort det, men det gamle ægtepar var der aldrig, de kom kun hver den første for at hente penge til huslejen, og så betalte hun dem selvfølgelig også for, at ingen skulle vide hvem hun var.
Hun havde sat sig på sin seng, med et askebære ved siden af sig og en smøg i den ene hånd og en whiskey i den anden. Sådan havde hun det bedst. Hun ville nok aldrig få et normalt liv, primært fordi hun heller ikke ønskede det. Hun elskede ikke ligefrem sit liv. Hun elskede faktisk slet ikke nogen eller noget, hun var så langt væk, at hun ikke engang var sikker på, om hun overhovedet stadig var i stand til, at føle noget som helst.
Det gav et sæt i hende, da det pludselig bankede på døren, hvilket fik hende til at knibe øjnene en smule samme, før hun rejste sig, og nu virkelig kunne mærke, hvor beruset hun faktisk var. Igen. Det var ikke noget nyt. Hun smilede blot lidt ved følelsen. Waow, en følelse i kroppen.
Hun gik hen og kiggede ud af dørspionen, hvor hun så en ung mand. Hun rynkede lidt på panden, men åbnede alligevel døren, med sin stav i baglommen, bare fordi hun altid var godt forberedt. "Hvad fuck vil du?" spurgte hun, hun genkendte ham ikke rigtigt, men det var sikker også på grund af stofferne som fuckede med hendes hjerne, ligesom når hun blev paranoid og var sikker på, at der var nogen som fulgte efter hende. Hendes make-up var mørk og rå, som altid, og det blonde hår hang vildt ned af hendes ryg. Hun tog et hvæs af sin smøg, hun regnede nok bare med, at det var en som ville købe nogle stoffer, som hun jo solgte for mafiaen.

Outfit!
Cillian var med sin spæde 18 år, næsten lige kommet ud fra Hogwarts. Han var nået igennem, og var nu fri for forpligtelser. Det var ikke ligefrem fordi han havde store planer om, at det var nu han skulle starte på en uddannelse. Det var efterhånden et par siden, han havde startet med at skrive breve med Dacoda og følelserne for hende var ikke blevet mindre efter han havde hjulpet hende med at komme ud af det skrækkelige muggler fængsel, hun havde været fanget i. Heldigvis var han aldrig blevet fanget for det, men han havde selvfølgelig også set væsentlig anerledes ud den gang. Den gang havde han ikke været så tatoveret at se på og ja, han havde nærmest mere set nuttet og lille ud end voksen. Han havde været mere chubby i ansigtet den gang også. Der kunne trods alt ske meget på to år. Hun havde afhjulpet meget af den ensomhed han havde den gang. Den var der dog stadigvæk en gammel ven, som var ret tit på besøg. Det var ikke fordi han havde mange andre at snakke med, da han aldrig havde været typen med venner. Han havde faldet for pladask for Dacoda nærmest med det samme, men det var så en hel anden sag. Han havde siden hun holdt ud gået og holdt lige øje med hende og betragtet hende på afstand. Han smilede, da hun åbnede døren. "Det er mig, Cillian..." sagde han med en rolig stemme og så afventende på hende. Han synes nærmest han kunne lugte den alkohol, hun havde drukket. "Er det et dårligt tidspunkt?" spurgte han og betragtede hende. Hun var så smuk... og hans hjerte hamrede så hårdt mod hans bryst, han følte han var tæt på at dø. Han vidste dog godt hvorfor det gjorde som det gjorde, men stadigvæk.

Dacoda så på den unge fyr foran hende, med en mild pande rynken, som hendes hjerne arbejdes på højtryk for, at placere hans ansigt, og dermed finde ud af, hvor hun havde set ham før. "Cilian.." gentog hun, og tog et nyt hvæs, det var ikke ret tit hun fik navne på folk som bare ville købe stoffer, og hvis hun endelig gjorde, så var heller ikke så tit hun rent faktisk kunne huske dem.
Hun slap røgen ud som hun sukkede lidt, men så slog en ny tanke hende, "Hvorfra ved du hvor jeg bor?" spurgte hun snærrende, de få mennesker som vidste hvor hun boede, kunne jo nærmest tælles på en hånd, og så var det stamkunder. Hun gav jo ikke bare sin adresse ud til hvem som helst, og slet ikke efter hendes lejelighed var blevet stormet én gang af aurore, hvor hun heldigvis ikke havde været hjemme.
Hun kiggede mod et ur som hang på væggen, da han spurgte om det var et dårligt tidspunkt, "Du har ti minutter," sagde hun og skubbede døren op, for at lade ham komme ind, og gik så hen for at aske ned i en tom dåseøl, som stod på et spisebord, sammen med en masse andre tomme flasker og dåser. Der var ingen rum, eller jo der var badeværelset, men ellers var stue, køkken og soveværelse et rum, men det var egentlig okay stort, til gengæld ikke særligt rent, dog ikke direkte klamt.

Cillian betragtede hende, som hun tydeligvis havde problemer med at placere ham. Hun kendte sikkert også et virvar af mennesker, så det var okay. Selvom det gjorde ondt i hans bryst, for han kunne godt lide hende. Han skubbede det dog væk og afventede, at hun kunne placere ham. Han kunne mærke hvordan han fik det varmt ved hendes spørgsmål, og at han ellers blege hud fik en ret tydelig rød kulør farve. Han kløede sig let i nakken, og vidste ikke helt hvad han skulle sige. ”Uhm, fordi jeg.. øh” prøvede han og ledede tydeligvis efter ordene. Det gjorde det så ikke bedre, at hun havde snærret af ham. Det fik ikke tankerne i hans hoved til at forløbe sig hurtigere. Han var trods alt stadig en dreng der til trods for, at han foretrak mørk magi og at forvolde andre smerte, der ikke var helt så fucked up som hende endnu. Den tid ville komme, og lidt vidste han, at hun skulle være en af grundene til det. Cillian var aldrig blev såret kærlighedsmæssigt trods alt. Han var også kun en teenage dreng, der var håbløst forelsket i den her kvinde, der ikke en gang kunne huske han eksisterede til trods for, at han havde hjulpet hende ud af fængslet. Han vågnede fra sine egne tanker, da hun snakkede igen. Han nåede ikke at svare på hendes spørgsmål og trådte ind. ”Det er ikke fordi jeg vil noget bestemt.” sagde han og så ned i gulvet. Han betragtede hendes tomme dåseøl, inden han så rundt i hendes bolig. Cillian var ikke selv typen der rodede og han kunne godt lide, når der var rent. ”Jeg ville bare se, hvordan du har det.” mumlede han så. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv.

Dacoda så lidt på Cillian, som hun stadig prøvede at placere hvor hun havde set ham før, for det vidste hun trods alt godt, at hun havde, hvilket nok også var tydeligt at se på hende, på grund af måden hun kiggede på ham på. Hun hævede dog det ene øjenbryn, som han ikke rigtigt svarede på, hvorfra han vidste hvor hun boede, "Fordi du hvad?" spurgte hun i den velkendte kolde tone. Hun havde aldrig været noget varmt menneske, og det vidste de fleste også godt. Hun var kold og ligeglad, hele verden kunne rende hende et vis sted, hvor solen aldrig skinnede og blomster aldrig ville gro.
Efter hun havde asket, vendte hun rundt på hælene og så på ham, "Arha.." sagde hun mistroisk, men det var ikke fordi det var ham, det var bare fordi Dacoda ikke stolede på nogen, så hun var mistroisk omkring alle, den eneste hun stolede bare lidt på, var Gabriel og måske lidt, meget lidt Kaya. "Der står øl i køleskabet, du tar bare.." informerede hun roligt, det var så også stort set det eneste som var i hendes køleskab.
"Ehm.. Fint," svarede hun og satte hænderne i siderne, mens hun stadig prøvede at finde ud af, hvor hun havde set ham før, da det pludselig slog hende, "Du er dødsgardist, er du ik?" spurgte hun så, selvfølgelig, det var dér hun havde set ham før.

Han så ned i gulvet og var ikke sikker på hvad han skulle svare. Når det kom til alt, var han vel bare en love sick puppy og ensom. Han vidste jo godt, at han havde fulgt efter hende og det var underligt nok i sig selv. ”Uhm, du har sagt din adresse til mig?” prøvede han, mens han kløede sig i nakken. Flot, at det var det bedste han nåede frem til.. og så alligevel, så virkede den sgu meget god. Hun kunne vel alligevel ikke huske så meget, så det kunne være hun ville tro på det han sagde. Cillian kiggede mod køleskabet, da hun nævnte der var øl deri. Han havde aldrig drukket alkohol før. Ikke fordi han ikke gjorde ting han ikke måtte, men han havde bare aldrig haft nogen venner, at gøre det med. Al sin tid på Hogwarts havde han trods alt været outsider. Han bevægede sig hen til køleskabet og tog en, mest af alt fordi han ikke ville virke som en svans, hvis nu han ikke tog en. Han åbnede forsigtigt for den og duftede lidt til den, inden han tog en tår. Han kneb øjnene lidt sammen, som væsken røg ned i hans hals og han fik mulighed for at smage det. Han havde mest af alt lyst til at spytte det ud af munden, for smagen af byg og hvede var en underlig kombination og det var bare ikke alt, som smagte godt første gang. Han sank det dybt og med en tydelig klump i halsen, og så mod hende, da hun snakkede. Han nåede ikke at svare hende inden hendes spørgsmål. ”Jo,” svarede han og tog en tår af sin øl igen og med samme reaktion. Det var bittert ad helvedes til og hvad der ikke gjorde det bedre var, at han var en lille splejs som ikke havde drukket før.. Der skulle med garanti ingen ting til, før han lå på gulvet og sang halleluja og røbede, at han havde fulgt efter hende.

Dacoda hævede lidt det ene øjenbryn, mens hendes blik hvilede lettere koldt på ham. Ikke fordi det var ham, men fordi Dacoda bare generelt var en ret kold person. "Arha.. Er du her for, at købe noget eller?" spurgte hun så, og så lidt på ham, som hun prøvede at gætte hans alder mentalt, han var i hvert fald yngre end hende selv, det var hun ikke i tvivl om. Så var spørgsmålet bare, hvor meget yngre.
Det ville da passe hende fint nok, hvis han bare var der for at købe stoffer, og det kunne desværre godt ligne hende, at give random fyrer sin adresse, når hun var fuld og skæv i byen. Hun havde også en vane med, at hive dem med hjem, hvilket ikke ville overraske hende, hvis det også var tilfældet med Cillian.
Hun havde aldrig været særlig god til, at læse folk, primært fordi den eneste hun tænkte på, var selv, og så var hun faktisk ret så ligeglad med alle andre. Hun så dog lidt på ham, som han tog en tår af øllen, han lignede ikke ligefrem en som nød smagen, og den kunne umuligt have været blevet for gammel, så længe overlevede øl slet ikke hjemme hos hende. Hun tog selv en tår af whiskeyen hun stadig havde i hånden, og rakte den så i mod ham, "Du er måske mere til de lidt stærkere sager?" spurgte hun roligt, uviden om, at det var fordi han aldrig havde drukket før, hun regnede nok bare med, at han ikke lige brød sig ret meget om øl.
Hun nikkede lidt, "Syntes nok jeg havde set dig før.." sagde hun roligt, og gik så hen og trak en stol ud, som hun satte sig på, med den ene fod oppe på stolen også, og nikkede så imod en af de andre stole, som stod rundt om spisebordet, som tegn på, at han blot kunne sætte sig hvis han ville.

Cillian bed sig i læben. Han vidste ikke helt hvordan han skulle slippe uden om hvordan han var kommet her, men da han spurgte om han ville købe noget, så han sin egen flugtvej og måtte føle sig nødsaget til at lyve for hende. ”Uhm, ja.” sagde han så med et lille nik. Hvad skulle han købe? Hvad solgte hun? Han var faktisk ikke helt sikker. Cillian var ung og til trods for hun ikke så ud til at genkende ham som sådan eller noget som helst, så var der heller ikke nogen grund til at fortælle hende om hans egen alder. Han vidste trods alt godt hendes, men han huskede også detaljer fra de breve, de havde skrevet sammen… og så var det jo hende, hvilket gjorde hans hjerne bare bedre huskede den slags detaljer. Collin bed sig endnu en gang i læben, da hun spurgte om han ville have noget stærkere. Han havde ikke lyst til at sige nej, for han ville jo ikke virke som en der ingen erfaring havde i forhold til alkohol. ”Ja.” sagde han kortfattet og tog ud efter whiskyen. Han tog flaskens hals op til munden og tog en stor tår, hvilket han fortrød. Det brændte hele vejen gennem hans hals og dog var det alligevel ret behageligt. Det var ikke fordi sprøjtet smagte bedre end øllen. Han tog en står tår mere og mærkede varmen gennem hele hans krop, inden han gav den tilbage. Han tog øllen op foran munden og skar endnu en gang en grimase, inden han skyllede smagen væk med øllen. Den smagte trods alt bedre, men følelsen var ikke den samme. Normalt drak man jo med sine venner og der startede man normalt med at blande op. Han havde ikke haft venner, så det var første gang han indtog alkohol og når det så var helt råt på den måde, ja så smagte det jo vitterligt ikke særlig godt. ”Ja.. ” svarede han og betragtede hende. Hun tog alt luft og alle ord fra ham. Den oxygen som var inde i rummet, føltes kun nok til en og den sprang ham over, alene fordi hun var her. Han bundede øllen og stillede den fra sig. Der gik heller ikke lang tid før han kunne mærke virkningen af den smule alkohol, han havde fået, hvilket fik ham til at smile for sig selv. ”Mere whisky, tak!” sagde han pludselig opstemt og tog ud efter flasken.

Dacoda sukkede lidt og rejste sig så, for at gå hen til en stor skattekiste lignede kasse, som stod for fodenden af hendes seng. Hun trak så sin stav, og med en rolig bevægelse med hånden og en mumlende besvægelse, gik kisten op, "Pulver eller piller?" spurgte hun, og kiggede på han, som hun satte hænderne mod kanten af kassen, og kiggede mod ham, som hun stod bøjet ind over kassen, og så afventende på ham.
Hun vidste godt, at hun måske burde bede om, at se ID, men nu var salg af stoffer jo ulovligt i forvejen, så hvad forskel skulle det gøre, om han så også var mindreårig, så ville det stadig være ulovligt. Det var nok et af hendes største problemer, hun var ligeglad med alt, hun havde intet at miste, selv døden var hun ikke længere bange for.
Hun rakte ham flasken, og betragtede ham lidt som han drak af den, før hun tog i mod den igen, da han gav den tilbage. Hun rendte nok rundt i en konstant brandert og altid en mere eller mindre høj på stoffer. Der gik ikke en eneste dag uden, hun drak og tog stoffer.
Hun tog roligt en tår af flasken, og rakte den så tilbage til ham som han bad om den, som hun nikkede lidt, hun var virkelig dårlig til smalltalk, men hun prøvede da, "Sååh.." hun klikkede lidt med tungen, hun var ikke vant til, at have samtaler med fyre, hun var mest vant til, at de købte stoffer og skred, eller havde sex med hende og så skred, og hvis de ikke skred, så smed hun dem selv ud. Hun kiggede lidt på ham, var han allerede beruset? Okay ikke at hun skulle tale for højt, og hun kunne selvfølgelig ikke vide om, han havde drukket noget inden han var kommet.

Cillian betragtede hende i tavshed åbne sin kiste og faldt nærmest i staver over at føle hendes bevægelser og øjnene der skiftevis hvilede på hendes baghoved, hvor han betragtede hvordan hendes hår faldt ned over hendes skuldre og betragtede formen på hendes ryg og lod øjnene hvile ved hendes bagdel. Han bed sig i læben og det gik først op for ham, at han stirrede, da hun spurgte hvad han ville have. ”Kokain….” Røg det ud af ham. Han anede ikke at kokain var pulver eller hvordan det så ud, men han havde hørt om det. Han kendte godt til mugglernes stoffer af navn dog, men kun fordi han havde læst mange bøger, hvor det havde stået nævnt. Cillian tog endnu en gang imod flasken og tog et par store tår, inden han rakte den igen. Han tørrede sig om munden med håndryggen og smilede kort til hende. ”Såååh… hvor meget bliver det?” spurgte han hurtigt og fandt sin pung frem. Han var ret ligeglad med hvor meget det ville blive. Han ville give hende alle sine penge, hvis det var det, for han tjente jo godt på at være bartender. ”Og uhm… skal vi dele det?” spurgte han og så ned i gulvet. Han ville gerne skjule han ikke anede hvordan man gjorde og han så kunne gøre efter hende. Nu havde han trods alt fået det, så ville det være et spild ikke også at tage det.

Dacoda bemærkede ikke, at Cillian stirrede på hende, eller også var hun bare så vant til, at fyre så på hende som et sexobjekt, at hun ikke længere tog sig af det og egentlig bare var ligeglad. Hun rettede sig dog op, og tog et nyt hvæs af sin smøg, med et lettere overbærende blik, "Hvor gammel er du?" spurgte hun som røgen forlod hendes lunger og sivede ud af hendes næse og mund.
"Det kommer an på, hvor meget du skal bruge?" vendte hun hans spørgsmål, da han spurgte hvor meget det blev. Det ville jo komme helt an på, hvor mange gram han ville købe. Det var endnu ikke gået op for hende, at han faktisk aldrig havde hverken drukket eller taget stoffer før, det måtte han jo også selvom, hun var ikke hans mor og så længe hun ikke fik en eller anden rocker af en far på nakken bagefter, så var hun faktisk også ret ligeglad.
Hun så lidt på ham, som han drak af flasken, nu var hun heldigvis ikke sart på nogen som helst måder, og hun havde overlevet så meget, så mon ikke, hun også ville overleve at drikke af samme flaske som ham? Hun hævede lidt det ene øjenbryn som han spurgte om de skulle dele, men nu var hun ikke typen som selv sagde nej tak til stoffer, der skulle dog en del til før hun kunne mærke noget, eller rettere kunne mærke mere, hun gik rundt i en konstant påvirket tilstand. "Hvorfor ik.." spurgte hun retorisk, og lagde to baner på border, før hun vendte blikket tilbage på ham, "Har du prøvet coke før?" spurgte hun så en smule skeptisk, mere fordi hun gerne ville være forberedt på, om hun kunne tillade sig at smide ham ud igen bagefter.

Cillian kunne ikke lade være med at stirre. Han var en teenage dreng og selvom han efter hånden havde været det i 5 år, så havde han stadig ikke haft nogen venner at hænge ud sammen med eller nogen veninder at… øve sig på. Han havde ikke været forelsket før mødet med Dacoda, og det hele var faktisk ret underligt for ham. Men hendes former og hendes mås fangede hans øjne, og så var det svært at kigge væk. Han vågnede dog, da hun spurgte hvor gammel han var. Han hostede lidt, da han synes røgen var ret tyk herinde. Cigaretter havde han heller ikke prøvet. ”18 år.” svarede han med en rolig stemme og så ned i gulvet. Ikke fordi han skammede sig over at være 18, langt fra. Han vidste bare ikke hvor han ellers skulle kigge hen. ”Uh øh, bare så der er nok til dig og mig.” svarede han med et lille nik. Han vidste ikke hvor meget det var. Han skulle trods alt ikke havde så meget og når man lå det ud i baner, lignede det jo altid, at der var mere end der var. Der var jo ikke en gang et gram. Han smilede kort, da hun sagde ja tak til at ville være med og betragtede hende lægge banerne. Cillian var ikke helt sikker på, hvad fanden det var han havde rodet sig ud i. Han havde aldrig drukket før i aften, han havde aldrig prøvet stoffer… Han havde altid været outsideren, uden venner. Sådan havde det været nærmest altid… Især da han var blevet omkring de 14-15 år, for han var blevet meget indadvendt og sur. Sur over ting han ikke kunne forklare. Han var vel bare endnu en utilpasset ung mand. Han virkede jo nærmest helt uskyldig, for han havde altid sat med sine bøger og musik, når han var hjemme. Han var dog først begyndt at se mere alternativ ud efter han var stoppet, og han ville da også snart finde ud af, at hans verden skulle blive mere fucked pga. kvinden ved siden af ham. Han tøvede lidt. Skulle han sige sandheden, skulle han lyve? Han bed sig i læben og så på hende med de klare blå øjne, der tydeligvis ikke havde prøvet meget. ”Nej.. Det har jeg ikke.” svarede han ærligt og bed sig hårdt i læben. Ville hun dømme ham?

Dacoda havde kun én gang i sit liv været forelsket, og det havde været den værste tid i hendes liv, en tid hun faktisk bare helst ville glemme mest af alt. Hvilket nok også var en af grundene til, at hun var blevet som hun var. Kold og ligeglad. Hun nikkede lidt, da han afslørede sin alder, egentlig var hun ligeglad med, om han var over eller under 18, uanset hvad, så var det ulovligt for hende at sælge ham stoffer. "Så har du jo hele livet foran dig.." sagde hun roligt, hun var virkelig dårlig til smalltalk, men hun prøvede da.
Hun havde ligesom Cillian heller ikke altid haft nogen helt vildt imponerende vennekreds, dem hun havde gået med, dengang på Hogwarts, havde primært været drenge, selvom hun aldrig havde nået at tage sit sidste år på skolen, før hun var blevet smidt ud, fordi hun dukke påvirket op til timerne. Så sippet rektoren var. Hun vendte blikket tilbage på ham, da hun havde lagt banerne klar til dem, "Pak din pung væk, jeg gir," sagde hun i et suk, da han indrømmede at han ikke havde prøvet det før, og kortede hans bane en smule af, så han ikke fik ligeså meget som hende. Hun havde jo selv været der, dengang det hele bare var nyt og spændende, nu var det bare hverdag for hende i stedet for.
Desuden opdagede Judas nok ikke, at så lidt manglede, og hvis han endelig gjorde, så kunne hun altid sige, at hun var blevet slået ned, det ville alligevel ikke være første gang. "Du vil tro du kan alt, har du nogen som kan se efter dig, til virkningen er gået helt af?" spurgte hun i en rolig stemme. Hun havde før hørt om folk som troede de kunne flyve eller gå på vandet. Hun havde også flere gange reddet Kaya fra at springe ud diverse steder, selvom Dacoda ikke var den bedste søster i verden, eller menneske generelt, så ville hun jo ikke se fuldblods komme til skade.

Cillian var tæt på at være fræk og spørge hvilket liv. Han følte ikke han levede, men tværtimod følte han sig som en statist i alle andres liv. Dog en ganske ubetydelig en, for der var ikke rigtig andre end hans bror, han betød noget for. Og han var ikke sikker på, hvor vigtig han var i hans liv. Han nikkede bare, da han var ganske uinteresseret i hvor meget og lidt han havde foran sig. Han var bare en akavet, stille, ensom, hormonbefyldt teenage dreng, som nærmest fik stådreng på, bare af at kigge på Dacoda. Alt i ham skreg efter hende. Det var ikke fair hendes bløde kvindelige former skulle lokke ham på den måde, og det gjorde det ikke bedre, at han rent faktisk virkelig godt kunne lide hende. Han idoliserede hende og satte hende op på den højeste piedestal, og han ville gøre det i noget tid. Også selvom hun sårede ham. Han pakkede sin pung væk, da hun bad ham om det. ”Uh øh, okay.” svarede han og så ned i gulvet. Han var ikke sikker på, at han turde sige hende imod. Den kvinde, der fik hjertet til at sidde op i hans hals og fik hans hænder til at ryste og hans mave til på en og samme tid at vende sig og blive varm på en behagelig måde samtidigt. Han betragtede hende dele det op og lænede sig ind over bordet. Alkoholen varmede dejligt i hele hans krop, men han var faktisk spændt på, hvordan hans krop ville reagere på pulveret. Han smilede kort, da hun valgte at forklare hvad der skulle ske med ham. Smilet blev til et fnøs, da hun spurgte om nogen kunne se efter ham. ”Nej.” svarede han inden han lænede sig over bordet, rullede en seddel sammen og sniffede det op.

Dacoda havde ingen idé om, hvilke tanker Cillian havde omkring hende. Jo hun kunne selvfølgelig godt huske, at hun havde modtaget fans-lignende breve, i den tid hun havde siddet i fængslet i mugglernes London, men det var så også lidt det. Hun var nok ret meget modsat ham, hun var selvsikker, frembrusende og kæk, hun mente ikke hun havde noget at miste, så hvorfor skulle hun opføre sig ordentlig? Folk måtte tage hende som hun var eller forsvinde, hun var ligeglad, hun var ikke engang sikker på, om hun overhovedet stadig havde et følelsescenter i hjernen, så et sted var det nok meget godt, at hun ikke vidste, hvordan Cillian så på hende, for hun ville uden tvivl udnytte det, uanset hvor ung han end var.
"Men næste gang koster det," informerede hun, bare så hun var sikker på, at han ikke ville komme rendende bare for at få gratis stoffer, for sådan fungerede det altså ikke.
Hun sukkede tungt og nok også en smule opgivende, da han sagde nej. Fedt. Så hang hun altså på ham til virkningen gik af eller hvad? Typisk. "Great.." mumlede hun og så til som han fik sniffet stregen, med et undersøgende hævet øjenbryn, men hun tog en tår mere af flasken, før hun selv bøjede sig ned og sniffede den anden streg op, dog uden brug af en seddel, men nu havde hun også gjort det i mange år, hun vidste jo godt, at hun var direkte afhængig af både stoffer og alkohol. ”Der går nok lidt før du kan mærke noget.. Du kan crashe på min sofa,” sagde hun og strakte sig lidt, så lidt af hendes mave blev blottet mellem hendes skjorte og buksekant.

JeromeWinther
Admin

Antal indlæg : 533
Join date : 15/08/12

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Cillian+Dacoda - StarStruck!

Indlæg  JeromeWinther on Man aug 07, 2017 6:56 am

Selvølgelig kunne Dacoda ikke vide, hvilke tanker Cillian havde om hende. Han var dog også glad for hun nu ikke kunne for at være helt ærlig, da han ville finde det ualmindeligt pinligt. Han huskede alle de breve han havde sendt hende og det faktum, at han havde hjulpet hende ud af fængslet. Et muggler fængsel for at være helt korrekt. Han havde inden det ikke gjort noget kriminelt, men det havde været meget rart at afprøve en grænse på den måde. Han havde fået smag for det, men aldrig gjort det igen siden. Han var virkelig blevet afgrænset i, at han virkelig ikke havde haft en eneste ven. Han havde da haft nogle han snakkede med og den ene havde været en eller anden pige, der var overbevist om hun kunne være venner med alle. Cillian var dog ikke så let at komme ind på. Cillian havde læst i en bog, at den bedste måde var at suge stoffer ind gennem et rør, så derfor havde han valgt denne taktik. Cillian ville altid tage Dacoda som hun var, da hun efter hans mening var den skønneste kvinde der var sat ned på denne jord. Han kunne ikke andet end at nyde hendes selskab. ”Ja, selvfølgelig..” svarede han, da han trods alt havde tænkt sig at have betalt fra starten af. Han var dog også sikker på, at det var hans første og eneste gang på stoffer. Han havde ikke planer om at blive der, men når hun alligevel sagde han kunne så gik han ikke ligefrem bare. ”øh, eh.. ta..” svarede han uden at blive helt færdig med sin sætning fordi hun lænede sig tilbage og han lagde mærke til at hendes mave blev blottet. Hvordan skulle en stakkels teenage dreng dog kunne koncentrere sig ved det syn? Han bed sig hårdt i læben og så tydeligvis betaget ud, mens han kunne mærke hvordan virkning langsomt tyngede sig frem gennem hele hans krop og gav ham en følelse af både ekstrem eufori men også eskapisme.

Dacoda var nok det, som samfundet ville kalde en social taber, hun var misbruger af al verdens stoffer og alkohol, og hun vidste godt, at på et eller andet tidspunkt, så ville det blive hendes død, enten fordi hendes krop til sidst ikke ville kunne klare mere, eller også fordi hun en dag ville ende i en over dosis, men hun så det nok bare ikke som et problem.
Hun tog et hvæs af sin smøg og askede så ned i en tom dåseøl som stod på bordet, generelt var der nok ikke særligt hygiejnisk hjemme hos hende, ikke at der var direkte klamt, det lignede nok bare nærmere et sted hvor der blev holdt fest hver dag, men det var ikke sådan at der kravlede insekter rundt eller noget. Hun kneb øjnene en smule sammen som om hun prøvede at aflæse ham, hvilket i egentlig også gjorde, hun var bare virkelig dårlig til smalltalk, så hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige til ham.
Hendes øjenknebben blev dog hurtigt til et hævet øjenbryn, "Kan du mærke noget?" spurgte hun da han bed sig hårdt i læben og stoppede midt i sin sætning, dog stadig i den rolige kolde tone, som hun stort set altid brugte. Hun lod armene falde igen og rejste sig så fra stolen, gik mod køleskabet og tog et par øl ud, hvortil hun rakte den ene til Cillian, mens hun så ham ind i øjnene, for at holde øje med hans propiler, men det var som om, at hun så et eller andet hun kunne genkende, "Hvor har jeg set dig før? Udover garden," spurgte hun og tog et nyt hvæs af sin smøg, mens hun blev stående foran ham.

Cillian var ret ligeglad med hvor folk kom fra. Selv var Cillian fra en rig side af samfundet, men han opførte sig som ikke som om han kom fra en høj klasse. Han gik ikke op i den slags ting og han ville ikke lade mængden af de penge han havde definere hvem han var som menneske. Hvis han havde villet, så kunne han med garanti også have hængt ud med de rige fra Hogwarts da han gik der, men det gad han ikke. Han kunne ikke se hvorfor han skulle være en del af deres meningsløse verden. Cillian var også ligeglad med hvordan hendes hygiejne var. Det var ikke ham som boede der og ærligt, så ville han ikke kunne sætte en finger på hende. I hans optik var der virkelig ingenting galt med hende overhovedet. ”Ja.” sagde han med et stort smil over sine læber, så hans hvide tænder kom til syne. Han tog imod øllen – som han allerede havde glemt smagte bittert og tog en står tår af den. Han kunne jo det hele. Han kiggede hende i øjnene, da hun stirrede på ham. Han begyndte at grine en anelse, da han oprigtigt fandt det morsomt. ”Det har jeg sagt, Dacoda. Det var mig der hjalp dig med at flygte fra det der mugglerfængsel.” sagde han med et lille nik og betragtede hende. Hun var så forbandet smuk, og han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Han tog endnu en tår af sin øl og bed sig efterfølgende i læben. Han havde sådan lyst til at kysse hende og røre ved hende og hvis hun ikke snart flyttede sig, så ville han også gøre det. Stofferne gjorde trods alt han ikke altid kunne nå at tænke over hvad han gjorde og foruden det, gjorde de ham opstemt på mere end en måde.

Dacoda kom ikke ligefrem fra det man kunne kalde en kernefamilie. Hendes mor var død for mange år siden, og hendes far var en opblæst nar, hun ikke havde hvert set eller hørt fra siden han havde fundet sig en ny kone, som han havde fået Oliver og Kaya med. Men det var også fint nok, hun klarede sig selv og længere var den ikke.
Det kunne godt være, at hendes hjem lignede dagen efter en god fest, men Dacodas personlige hygiejne var dog altid i top, der var virkelig ikke noget værre end folk der lugtede, selvom det uden tvivl kunne lugtes på hende, at hun røg indenfor og hun drak meget. Hun nikkede lidt til, at han var begyndt at mærke noget, "Godt," sagde hun tørt og tog et nyt hvæs af sin smøg.
hun rynkede dog mildt på panden, da han sagde han havde sagt det før. "Nej, jeg spurgte om du er med i garden, vi har slet ikke snakket om, at jeg har siddet inde," svarede hun en kende hårdt, ikke fordi det var ment hårdt, det var nok bare hendes tonefald, som til tider godt kunne virke hårdt.
Hun blev stående lidt endnu, uviden om, hvilke lyster han sad med. Hun satte sig så op på bordet, hos Dacoda var der ikke ligefrem nogle regler eller normer omkring ikke at sidde på bordet eller hvad folk ellers havde af mærkelige uskrevne regler. Hun var ret ligeglad. "Var det så også dig, som sendte mig alle de der breve?" spurgte hun roligt, og satte en fod mod hans stol.

Cillian ville heller ikke kalde sin familie en kernefamilie. Langt fra. Han vil så ikke sige, at hans familie nogensinde havde været tragisk som sådan. Mere tragikomisk. Han havde nået til at blive 18 år og mon ikke han også kunne klare 18 år mere? Han så mod hende, da hun sagde godt og så alvorligt mod hende. Han rykkede sit ansigt tæt på hendes og hen mod hendes øre. "Jeg har Gabriels navn tatoveret på min røv." hviskede han grav alvorligt, inden han brød ud i grin. Han vidste jo godt, hun vidste hvem Gabriel var. "Jo, du spurgte hvem jeg var... Jeg sagde jeg var ham der hjalp dig ud ad fængslet." svarede han med et lille grin og ignorerede hendes hårde tone, da han trods alt var vant til, at folk snakkede sådan. Han tog en tår af sin øl, som stadig smagte ad helvedes til. Han så på hendes fod, mens han lyttede til hendes spørgsmål. "Breve? Ja.. Det var mig." svarede han og mærkede hvordan hans hjerte hamrede og hans hjerne mere og mere lukkede ned. Han rykkede sig tæt mod hende igen og kørte en hånd gennem hendes hår. Det var så fristende at kysse hende og inden han så sig om, lod han da også sine læber ganske lystent ramme hendes. Cillian var al for vant til at være rationel og holde sig i ro og stopklodsen der normalt var så udpræget hos ham, var fuldstændig forsvundet.

Dacoda så en kende skeptisk på Cillian, som han kom tættere på hende. Hun havde aldrig været god til kærlighed eller nærkontakt i det hele taget. Ikke fordi hun var jomfru eller noget, teknisk set havde hun jo faktisk en søn med Lucas, et eller andet sted i verden. Men hun var ikke god til, at lade fremmede komme tæt på hende, ikke med mindre det bare var sex, det var fint nok, det kunne hun sagtens. "What?! Hvorfor i al verden har du det?" spurgte hun tydeligt overrasket, selvom hun havde en lille mistanke om, at det blot var stofferne som talte lige nu, men man kunne selvfølgelig aldrig vide.
Hun rystede lidt på hovedet, "Whatever.." svarede hun køligt, var det virkelig en 18-årig fyr som havde hjulpet hende ud af fængslet dengang? Ikke fordi hun var flov over, at hun haltede bagud i magien, hun kunne sine utilgivelige besværgelser på rygraden, mere havde hun ikke behov for.
Hun nikkede lidt, som han også indrømmede, at brevene også havde været fra ham. "Hvorfor?" spurgte hun, faktisk for en gangs skyld ikke så køligt som hendes tone ellers plejede at være, for hun var faktisk oprigtigt nysgerrig over, hvorfor han havde skrevet til hende i første omgang. Hun nåede dog ikke at reagere på hans hånd som gled i gennem hendes hår, før hun mærkede hans læber mod sine. Hun gengældte dog ikke kysset, men satte et par afvisende håndflader mod hans brystkasse, og trak sig, "Syntes du ikke, jeg er lidt for gammel til dig?" spurgte hun, i den kolde tone som var vent tilbage. Hun kendte sig selv godt nok til, at vide hun ville ende med at udnytte ham, hvis han kyssede hende igen, men i og med, at han havde hjulpet hende ud, så syntes hun alligevel lige, hun ville give ham en enkelt chance til, at stoppe sig selv.

Cillian lagde ikke mærke til det skeptiske blik. Han var ret langt væk og havde det sjovt. Han gjorde hvad en der faldt ham ind uden at tænke og det var uhyrligt rart. ”Fordi han er min storebror.” svarede han med et skulderryk. Det var ikke hele historien, men den eksisterede faktisk. Cillian havde så på nuværende tidspunkt ret mange tatoveringer som han havde fået lavet alene fordi han synes det var sjovt. Han havde faktisk været omkring de 17 år, da han havde hjulpet hende ud, men det var så en hel anden sag. Han kunne godt høre, hun ikke var interesseret i at høre mere om det. ”Fordi jeg var ensom.” svarede han med et lille grin, fordi han ikke forstod hvad han selv sagde. Han var opstemt, så selv alvorlige emner lød sjove. Selvfølgelig ville det være noget andet, hvis der rent faktisk var noget der kunne gøre ham sur. Han mærkede hendes hænder på sin brystkasse og det skub han fik, hvilket gjorde han træk sine læber fra hendes i det han blev skubbet tilbage. Han betragtede hende en anelse skuffet og rystede på hovedet ved hendes spørgsmål. ”Jeg synes du er noget nær det smukkeste.” svarede han med et bredt smil.


Dacoda vidste godt, at hun kunne fremstå meget følelseskold, ja tilmed følelsesforladt. Det var hun også på rigtigt mange punkter, de mange år med alkohol og stoffer, havde smadret hendes krop og hjerne, hun var afhængig af begge dele. Hun tog en tår af sin øl, lige i det sekund, Cillian afslørede, at han var lillebror til Gabriel, hvilket var en meget dårlig timing. Dacoda endte da også med, at få øllen i den gale hals, hvilket fik hende til, at hoste et par gange, før hun genvandt kontrollen. "Han er hvad?!" spurgte hun tydeligt overrasket. Det var bare løgn.
Hun håbede virkelig ikke, at hun lige havde givet stoffer til Gabriels lillebror. Ikke fordi hun var bange for Gabriel, men hun vidste godt, at han ikke var en fyr man skulle pisse af. "Arh.. Men ja.. Anyway, tak," sagde hun en smule snøvlet, og kløede sig lidt i nakken. Havde det ikke været for ham, havde hun sikkert stadig siddet inde, så på det punkt, var hun jo taknemlig.
Hun kneb øjnene en smule sammen, over hans skuffet blik. Det var virkelig ikke godt dette her. Hun sukkede lidt, som hun lod en hånd glide igennem sit lange blonde hår. "Det kan jeg ikke modargumentere, men jeg tror det er bedst, hvis du lægger dig lidt ind," sagde hun, dog uden at lyde bekymret. Det var nok bare bedst, at han kom ind og lægge og måske fik lidt vand. Hun burde virkelig lærer, at tænke sig om, før hun åbnede sin dør. Hvis Cillian virkelig var Gabriels lillebror, så ville hun jo ikke bare kunne sige 'whatever', hygge sig med ham og så smide ham ud igen bagefter, som hun plejede.

Han så på hende, da hun var overrasket. Det overrasede ham egentlig på en og samme tid og så alligevel ikke. Det var ikke fordi de sønderligt meget lignede hinanden eller fordi de var lig med hinanden opførselsmæssigt. Cillian havde sådan set også været en efternøler, da Gabriel faktisk var en del ældre end ham selv. Det overraskede ham kun fordi, han regnede med at Gabriel havde fortalt hende om hans familieforhold eller hvorfor hun var kommet ud af det fængsel til at starte med. ”Han er min storebror.” sagde han endnu en gang i en ret moneton stemme. Han nød at mærke kokainen der sussede gennem hans blod med 500 kilometer i timen, men der var så mange indtryk, at det at skulle have en seriøs samtale om Gabriel faktisk kedede ham mere end han følte det gavnede ham. ”Det er ikke fordi jeg vil have du skal takke mig.” svarede han med et kortvarigt suk. Han blev endnu en gang skuffet, da hun afslog ham og tilmed tilbød ham at han skulle lægge sig. Ku ville han ej. ”Nej, jeg vil ej.” svarede han hende direkte. Han så på hende med tydeligt påvirkerede øjne og bed sig i læben. ”Jeg har fulgt efter dig hele vejen hjem til dig for at bruge tid med dig…” forklarede han, inden det gik op for ham, hvad det egentlig var han havde sagt. Meget forsinket slog han da også hænderne op foran sin mund. Hov…. Og fuck…. Var den eneste tanke, der kørte gennem hans hoved, og så alligevel. Nu lå den i luften.


Som Cillian gentog sig selv, følte Dacoda sig pludselig helt svimmel ved tanken. Hun anede ikke hvordan Gabriel ville reagere på, at hun havde givet hans lillebror stoffer, men på den anden side, så havde hun jo ikke vidst det. Hun lod en hånd løbe i gennem sit blonde vilde hår. "Ved han godt du er her?" spurgte hun så og så på ham med et hævet øjenbryn.
Hun kendte ikke til Gabriels familieforhold, det var hun faktisk også ret ligeglad med, hun behøvede ikke, at vide alt muligt om folk, bare hun vidste hvor hun havde dem, selvom hun ikke stolede på nogen hundrede procent. Hun slog lidt ud med begge hænder, "Hvad vil du så have?" spurgte hun direkte, og antog han ville have en eller anden form for 'belønning'. Det var vel derfor han var der? Var det penge han var efter, så var han dog nok kommet til den forkerte.
Hun satte en hånd for panden, da han nægtede at gå ind og lægge sig. Hun vidste jo godt, at det var opad bakke at diskutere med folk som var påvirket, det var altid en tabt sag på forhånd. Hun spærrede dog øjnene op ved hans forklaring, "Du har hvad? Stalker du mig?!" spurgte hun og mærkede en vrede melde sig i hende, mest fordi det gjorde hende paranoid og faktisk også en smule bange og utryg. Hvis en så ung en fyr kunne stalke hende, uden hun havde bemærket det, så betød det, at aurorne også kunne. Hun tog sin øl og gik hen til sin seng som hun satte sig på.

”Hvorfor skulle han vide jeg er her?” spurgte han med et grin. Han forstod ikke alvoren i noget af det, der foregik. Han vidste godt, at Gabriel og Dacoda havde en eller anden form for et underligt venskab, men han kunne jo lide hende. Det burde da veje mere end at Gabriel skulle blande sig i, hvor han var. ”Jeg vil ikke have noget af dig” svarede han med en blid tone, og så på hende med et kortfattet smil, så kortfattet det nærmest virkede manisk, da han ret hurtigt gik tilbage til det gode gamle pokerface. Det var ikke Cillians jam hverken at smille eller grine, men kokainen gjorde, at det lige pludselig var. Han kunne så heller ikke rigtig styre sin mimik eller hvad han fortalte hende. Det ville vel komme med tiden, selvom han ligenu var ret sikker på det her bare var en engangsforestilling. Han kløede sig en anelse i nakken, da hun slog en hånd for panden. Han begyndte at fnise kortvarigt over hendes spørgsmål. Mest af alt, fordi hun så så sjov ud i ansigtet. ”Nej, nej. Jeg så dig bare og fulgte efter,” sagde han og kastede sin hånd, som om det ikke var noget, over hovedet. Han kunne ikke se, hvad der var galt med hvad han havde gjort. Han ville bare så gerne være tæt på hende igen. Han var for helved kun 18 år gammel, og han havde bare brug for nogen. Bare en eller anden, og selvom han med garanti vidste det var forkert når det kom til stykket, så var det ganske vist bare ikke det han følte lige nu.

Dacoda sukkede tungt, det skete bare ikke det her. "Fordi du slet ikke burde være her," svarede hun ret køligt. Måske hun bare burde smide ham ud? Men det ville nok heller ikke se så godt ud, hvis Gabriel fandt ud af, at hun havde givet hans lillebror stoffer og så bare smidt ham ud igen bagefter. Hun var ikke bange for Gabriel, men hun vidste godt, at han ikke var en fyr man skulle pisse af.
Hun askede ned i en tom dåse, og vendte så blikket imod ham igen, som røgen forlod hendes lunger, som nok efterhånden var ligeså sorte som en dementors hjerte. Hun slog let ud med hænderne, "Så du er her altså kun for, at se hvordan det går?" spurgte hun ret skeptisk. Hun var sikker på, at han forventede et eller andet, ville et eller andet, noget måtte der være, hvad skulle han ellers lave her? Om det så bare var stoffer han var kommet efter, vidste hun så ikke. Det kunne selvfølgelig også være sex, men hun ville ikke have sex med Gabriels lillebror, det var alligevel lige over grænsen nok.
Hun bed læberne hårdt sammen. "Great.." mumlede hun og lagde sig ned på sengen, på ryggen og lukkede øjnene lidt. Hun kunne godt selv også mærke stofferne en smule, men hun var så vant til det, at det ikke gjorde hende noget, det var bare rart. "Hvor gammel sagde du, at du er?" spurgte hun så og tog et sidste hvæs af sin smøg og åbnede øjnene for, at smide skodet ned i dåsen hun før havde asket i.

"Og hvorfor så ikke det?” spurgte han skarpt og var ret ligeglad. Det var så typisk at Gabriel satte en stopper for nærmest alt! Han vidste jo også godt at Gabriel med garanti var skuffet over den person han var blevet, netop fordi at denne dag, ja lige netop denne dag, var første gang han nogensinde havde indtaget alkohol, for ikke at nævne første gang han havde overhovedet prøvet noget der var bare en lille smule spændende. ”Også fordi jeg synes du er smuk og gerne vil se dig.” svarede han prompte og betragtede hende. For ham var Dacoda virkelig noget af det smukkeste, der fandtes. ”18” svarede han og så på hende med et kortvarigt smil. Hvad ville der mon ske? Nu var hun jo helt sikker på, at han var i familie med Gabriel og ikke mindst hans alder. Han havde tilmed erkendt, han havde fulgt efter hende. Et eller andet sted, så forventede han ikke at hun ville blive ved med at have tålmodighed med ham. Han var jo godt nok på stoffer og havde mistet alle former for logisk tænkning for øjeblikket, men han var langt fra dum. Han kunne godt regne ud, at han havde sagt nogen ting, der ikke var helt gode i sidste ende.

Dacoda hævede det ene øjenbryn af Cillians spørgsmål, som hun lod røgen sive ud af næsen og munden, som hun satte sig op og lod sine albuer hvile mod sine knæ, mens hendes blik var på ham. "Fordi du er Gabriels lillebror og jeg har ikke noget dødsønske," svarede hun tørt og rejste sig fra sengen og gik over mod køleskabet, hvor hun fandt en ny øl frem, før hun satte sig tilbage på sengekanten og tog en tår af øllen.
Hun rystede lidt på hovedet i et suk, "Stop," sagde hun, da han begyndte på at hun var smuk og han ville se hende. Det her var slet ikke sådan hun havde forstillet sig, at hendes dag ville udrette sig til, at blive. Godt nok var to dage sjældent ens i Dacodas liv, men det var altså ikke hverdag, at ens leders lillebror kom på besøg og så oven i købet med de afsløringer som Cillian var kommet med.
Hun tog en tår mere af sin øl og rejste sig så, da han gentog han var 18. Hun satte sig på bordet foran ham og så lidt på ham. "Jeg syntes, du skal gå nu," sagde hun roligt og tog en ny tår. Hun vidste ikke hvordan Gabriel ville have det med, at hun hang ud med hans lillebror og gav ham alkohol og stoffer, så det var nok bedre at bede ham om at gå, end at det lige pludselig endte med at gå helt galt. Hun kendte trods alt sig selv. Hun var ret god til, at udnytte folk.

"Det er da lige meget. Han slår dig da ikke ihjel, fordi jeg snakker til dig." svarede han henkastet og så på hende med de mørkebrune øjne. Et stift blik, da han følte sig skuffet over, at hun ikke bare ville se ham. Han ville se hende, for truth be told, så elskede han hende højere end noget andet på denne jord. Det værste var, han ikke kunne forklare hvorfor. Han så trodsigt på hende, da hun bad ham om at stoppe. "Men det er du!" hvæsede han af hende og så ned i gulvet. Han mente det for helved når han sagde det! Han mærkede hans hjerte falde til jorden i det øjeblik, hun bad ham om at gå. Nød hun at knuse hans hjerte til titusindvis af stykker eller hvad? "Fint.... luder.." mumlede han, inden traskede med hårde skridt mod døren og smækkede den efter sig.

//out//

JeromeWinther
Admin

Antal indlæg : 533
Join date : 15/08/12

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


Ciel+Sebby :: WaW :: Tråde :: Darcel

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum