I'll Play My Fight Song - Kaya og Landon

@landon
USA - Det Magiske Kongrescenter.
Omkring klokken 12.
[a href="https://www.polyvore.com/cgi/set?id=232368316"]Outfit

---

K[/a]aya havde haft brugt en transitnøgle til at komme hele vejen til USA, for at give de auror-studerende et syn på hvordan det havde været at have siddet i et magisk fængsel, selvom hun selvfølgelig kun havde kunne snakke udfra, hvordan det havde været at være fange i Azkaban for hende. Det var første gang nogensinde hun havde åbnet sig op og fortalt i detaljer, hvordan det havde påvirket hende, både tiden derinde men også efter hun var kommet ud igen. Hun låste foreksempel aldrig en dør efter sig, kun når hun skulle låses inde under fuldmåne. Hun havde fortalt dem sandheden, omkring hendes cellemakker havde været i cellen med hende, under hver fuldmåne, hvor hun blot var blevet lænket fast, så hun ikke havde kunne gøre skade på ham. Hun havde fortalt om, hvordan det havde været at møde en dementor. Hun havde fortalt om maden derinde, toilet og bade forholdene, plus besvaret spørgsmål fra de studerende og lyttet til deres professor. Ting hun havde gået med selv, havde hun nu stået og brugt godt og vel en time på at blotte for alt for mange fremmede mennesker, men hun havde sagt ja til at gøre det, netop af samme årsag, det var folk hun ikke regnede med at hun nogensinde skulle se igen.
Hun havde dog ikke fortalt noget som helst omkring dødsgarden, og hendes mørke tegn som Cillian havde placeret så fint i hendes nakke, var tildækket af et plaster samt det lange blonde hår som hang løst ned af ryggen og hendes skuldre. Hun stod lænet op af skrivebordet, mens Landon var ved at slutte undervisningstimen af. Hun måtte også indrømme, at hun var ved at være sulten, men hvis der var nogen som havde flere spørgsmål her på falderebet, så ville hun selvfølgelig besvare dem. Det eneste hun sådan set ikke havde bragt op selv eller var blevet spurgt ind til, var omkring hendes familie, hvordan de havde taget det, samt hendes venner og veninder. Hvilket hun egentlig var ret så glad for.

[div style="text-align:center;"][a style="font-size:10pt;" href="https://www.polyvore.com/cgi/set?id=232947178"]Outfit[/a][/div][div style="text-align:center;"]
[/div]

---

Landon var godt i gang med at afslutte dagens undervisning. Han havde skiftevis undervisning i klasseværelset, træning og det at være ude i praksis. Han fungerede jo stadig som auror, men ikke ligeså meget som hvis det havde været hans primære erhverv. Han havde dog ville prøve noget nyt og det at undervise havde været vejen frem. Han kunne vel et eller andet sted godt lide tanken om, han kunne forme en masses hjerner. Han kom trods alt også fra en stor magisk familie. I USA var den i hvert fald stor. De fleste i hans familie var også tilhængere af mørk magi og han var ingen undtagelse. Det var dog ikke noget, de råbte for højt, da de gerne ville sidde på magtfulde stillinger og det var svært, hvis alle havde en forudintaget holdning om, hans familie stadig var onde. Ja, de havde haft en lang periode, hvor de skulle ombrande dem selv og det havde taget de sidste godt og vel 150 år at slippe af med de rygte de havde. Hans kære fætter var dog en ferm troende på, at de rygte skulle vende tilbage. Som han fik afsluttet og hans studerende forlod klasselokalet vendte han sig mod Kaya og sende hende et kort smil. ”Det var dejligt du kunne komme,” sagde han med en venlig stemme. Landon var langt fra en ligeså venlig mand, som han gerne fremtod, når han var på arbejde. ”Og fint oplæg,” pointerede han anerkendende.

Kaya lod en hånd glide igennem det lange blonde hår, som de studerende begyndte at forlade klasselokalet. Hun havde en underlig følelse i kroppen. En blanding af, at hun havde gjort en god ting og af at hun aldrig ville gøre noget lignede igen. Auror ville hun i hvert fald aldrig blive, det var helt sikkert. Både fordi hun ganske simpelt ikke havde en ren straffesertest til at det kunne lade sig gøre, men selv hvis hun havde haft det, så ville hun aldrig du til et job som det. Ikke fordi, det var da helt sikker spændende og alt det, men sætte livet på spil sådan hver eneste dag? Det ville hun slet ikke kunne magte.
Hun vendte blikket mod Landon da han snakkede til hende og de studerende havde forladt lokalet. Hun sendte et roligt smil retur til ham, "Det var så lidt, jeg håber da de fik noget ud af det," sagde hun roligt, da hun virkelig ikke vidste om de studerende ville få noget som helst ud af de ting hun havde fortalt eller om de havde fået besvaret alle deres spørgsmål, men de havde virket ret interesseret. "Tak, men foredragsholder bliver jeg sgu nok aldrig," sagde hun med et let grin og gik hen for at tage sin læderjakke, som hang på en af stolene. Hun kunne ikke genkende ham fra Garden, men hun bar ikke selv maske når hun var blandt dem, selvom hun et sted godt vidste hun burde. "Ehm, er der et sted her i nærheden, du vil anbefale at spise?" spurgte hun, mens hun tog sin jakke på og flippede det lange blonde hår ud over.

”Det tror jeg, de gjorde. Jeg gjorde i hvert fald,” svarede han som han så på hende. Han havde set hende før, og han var ret sikker på de eneste forbindelser han havde i Storbritannien, hvor han sådan rigtigt kunne se hende, var dødsgarden. Han ville dog ikke nævne noget om det nu, for han vidste at væggene havde ører, sådan et sted som dette. ”Nåh, det var måske ikke lige din kop te?” spurgte han direkte og lod de mørke øjne hvile på hende i et kort øjeblik. ”Altså vi har en kantinen, men der er også en masse caféer i området, alt efter hvad man har lyst til,” svarede han med et kort smil. Han smilede mest af alt for at være venlig og fordi det efterhånden var blevet en vane. Landon lod ikke nogen læse ham og faktum var han spillede komedie hver eneste dag, lige bortset fra når han kunne lade sine synspunkter omkring no-majs og den magiske verden komme i fremdrift, og det kunne han kun i selskab med sin familie, garden eller de venner, han havde opsamlet sig i årernes løb, som havde præcis samme holdning som ham selv. Han ville omvendt også gerne beholde en stilling, hvor han kunne påvirke folks tankegang uden det gik op for dem. Han havde jo nok fået nogen til at hade no-majs næsten ligeså meget som han selv gjorde, uden det egentlig var gået op for dem.

Kaya tipppede hovedet lidt til den ene side og rynkede lidt på panden, "Virkelig? Du har vel hørt mange skæbner som min?" spurgte hun en smule overrasket over, at han følte han havde fået noget ud af det hun havde fortalt. Selvfølgelig ville det kun være godt, hvis han også havde fået noget ud af det, men hun havde nok lidt en fornemmelse af, at aurorer havde set det meste efterhånden så hendes historie blot var én blandt mange.
Hun trak lidt på skulderen, "Lad mig sige det på den her måde; hvis det var Det Britiske Ministerium som havde spurgt om det samme, så havde jeg sagt nej uden at tøve. Det eneste familie jeg har her i USA er to fætre, så det er begrænset, hvem der overhovedet ved hvem jeg er," forklarede hun ærligt. Hun ville aldrig have gjort det her hjemme i England. Der var alt for mange som vidste hvem hun var, om ikke andet så kendte de hende som Seths bedste veninde, og hun havde ikke brug for al den opmærksomhed og slet ikke når hun havde Garden på nakken (bogstaveligt talt) og Zain som hun hellere end gerne ville hjælpe.
Hun nikkede lidt til hans svar, "Tak. Og jeg gætter mig til, at rygning foregår helt uden for området?" halvt spurgte, halvt konstaterede hun, da det var sådan langt de fleste steder.

Han nikkede. ”Ja og har også selv låst mange af dem inde. Det betyder ikke, jeg ikke får noget ud af det,” svarede han venligt. Sandheden var Landon var en type, der selv burde sidde i et fængsel som Azkaban. Ja, nærmest hele hans familie burde. De gik dog efter et andet offentligt billede, da de var en af de største magiske familier i USA. ”Det er vel også noget andet, når det er det ministerium der fik dig indespærret til at starte med, vil jeg gå ud fra,” svarede han mere spøgende en konstaterende. Han forstod det sådan set godt.
Han så på hende, som hun stillede ham et spørgsmål. ”Vi har bestemte områder til det, men det er så sandeligt ikke noget, der må foregå indenfor,” påpegede han, inden han åbnede en glasdør i det lokale de var i. ”Du må gerne her,” sagde han venligt som han selv trådte ud og tog sine smøger frem. Han slog den en gang med filteret mod pakken, inden han lod den hvile i sin mundvige. Han rakte sin pakke ud mod hende. Han røg kun et bestemt mærke. Lucky Strike. ”Så Frøken Hansen…” sagde han som han lænede sig frem for at tænde hendes smøg, mens de mørke øjne betragtede hende.

Kayas ene øje slog et lille trick, da Landon fortalte han selv havde låst mange inde, selvfølgelig vidste hun godt, at det var hans arbejde og mange af dem helt sikkert fortjente det, men efter selv at have siddet inde og endda på en af de mest bevogtet afdelinger, fordi de havde ment hun var ih og åh så farlig, så ville hun ikke ønske nogen den skæbne. Jo måske kunne hun godt nævne et par stykker, men så var det virkelig også slemt. "Har du været auror mange år?" spurgte hun, uden at svare på det han havde sagt, da hun ærligt talt ikke vidste hvad hun skulle svare til det. Hun nikkede roligt til hans spørgsmål, "Ja. Det burde være en del af uddannelse for auror og fangevogterne, at skulle leve som fange, bare en uge," sagde hun ganske roligt, men mente det skam dybt seriøst. Hun vidste godt, at det ikke var hvem som helst, som ville kunne klare bare et døgn i Azkaban og hun havde også selv stadig traumer derfra.
Hun nikkede lidt til hans ord, og fulgte så med ham gennem glasdøren. Hun smilede lidt, da han fandt en smøgpakke frem, "Jeg kan se, jeg ikke er alene om den vane," sagde hun og betragtede ham slå filtret på smøgen mod pakken. Hendes blik blev dog revet fra ham, da han rakte pakken mod hende, "Tak," sagde hun venligt og tog imod en. Hun ledte lidt efter sin lighter, en af de meget få muggler ting hun ejede, hvilket udelukkende var fordi hun ville kunne tænde en smøg når hun havde lyst, selv hvis hun var midt i Londons gågade. Hun vendte blikket tilbage på ham, da han kaldte hende frøken. Hun rettede aldrig folk når de gjorde det, selvom hun teknisk set var fru. Hun lod ham tænde hendes smøg og så så afventede på ham, "Sååh?" spurgte hun lidt ledende efter hvad han ville sige til hende. Hun rykkede sig ikke selvom de stod ret tæt efter han havde tændt hende smøg, hun tog blot et hvæs mere og holdt røgen lidt inde, før hun pustede ud igen, mens hun kom sin frie hånd i lommen på sin jakke.

Landon lagde ikke mærke til det tick, som Kayas øje lavede ved hans snak om han havde spærret mange inde. Han havde været auror længe nu, så det gav sig selv. ”7 år efterhånden,” svarede han hende med et kort, proforma venligt smil. Han kunne godt lide hans job, for det gjorde i det mindste, at folk aldrig mistænkte ham for at være den, som gjorde noget kriminelt. Han smilede ved hendes ord. Et nærmest djævelsk smil. ”Det tror jeg ikke du får de studerende med på,” svarede han. De fleste af dem var regelryttere og retfærdighedssøgende, så han kunne ikke forestille sig, at de ville være med på den slags. Foruden de ville mene, det ikke gavnede deres uddannelse.
”Nej,” svarede han med et glimt i øjet og lod hende tage en. Han fik hende tændt, før han tændte sin egen og tog et langt hvæs af sin cigaret. Altid ret efter at have undervist, selvom det ikke var ham der havde fortaget ret meget af den egentlige undervisning i dag. Han djævelske smil kom igen, da hun spurgte til hans så. Han kendte hende ikke af andet end udseende og navn. Han anede ikke, hun havde været gift. Han havde heller ikke et behov for det. ”Dødsgarden er virkelig på vej frem i Storbritannien sammen med varulvene,” svarede han hende.

Kaya nikkede lidt til Landons svar. 7 år. Det var mange år siden. Det føltes i hvert fald sådan med alt, hvad der var sket, bare det sidste års tid. Det var 7 år siden hun var graduret fra Hogwarts. Tiden fløj virkelig nogengange bare afsted. Han slog hende ikke som den kriminelle type, men det var nok primært fordi han lige havde afsløret, at han havde været auror i syv år. "Well, det er vel ikke deres valg, hvis det blev en del af uddannelsen?" svarede hun halvt med et spørgsmål og trak lidt på den ene skulder med et let smil legende på sine læber.
Hun kunne ikke helt sætte en finger på, hvad det var ved ham, men der var noget over ham, som gjorde hun fandt ham interessant. "Altså rart at vide man ikke er alene," svarede hun og fugtede kort sine læber med sin tungespids, før hun tog et hvæs af smøgen, da han havde tændt den for hende. Hun rynkede dog lidt på panden, da det djævleske smil viste sig på hans læber endnu engang, første havde hun kunne ignorer det, da hun ikke kendte ham og derfor havde slået det hen, som det bare var hende som havde over analyseret ham. Hun spærrede øjnene op og vendte blikket direkte i mod ham, som hun ubevidst lod sin frie hånd glide om i nakken til plasteret som dækkede det mørke tegn, for at mærke efter det stadig sad der, hvilket det gjorde. "Ja, man skulle tro Ministeriet i Storbritannien havde styr på det, men åbenbart ikke," svarede hun og så lidt mistænkeligt på ham, der var noget helt galt her, "Men det er I amerikanere vel ligeglade med?" spurgte hun og tog et hvæs mere af smøgen hun havde fået af ham.

Landon følte også det var længe. Især fordi han al den tid havde fulgt hele den plan, som hans familie havde lagt. Langsomt overtage USA og være i vigtige poster. Lade folk tro de var gode og når de så deres snit, så ville de overtage landet. Han delte personligt alle Gardens holdninger og på sit job og i sin dagligdag var han tvunget til at holde det skjult og sådan havde det været for hans familie i mange generationer efterhånden. De ventede alle på en skønne dag. ”De ville sikkert stadig finde det uretfærdigt. Du ved amerikanere og vores frihed..” påpegede han, da han delvist godt vidste, at de fleste amerikanere værnede om deres frihed. Foruden de for snart 100 år siden havde haft et uheld med et fængselseksperiment, og man helst så, det ikke gentog sig.
Landon vidste godt, hvorfor han fandt Kaya interesant. Han havde set hende før og han havde også en god idé om hvor det var henne. ”Ja, det tænkte jeg nok,” svarede han med et kort smil på sine læber og betragtede hende fugte sine læber, mens han selv tog et langt hvæs af sin smøg. Han pustede røgen ud fra sine lunger igen og så hendes rynken på panden. Han levede blandt andet af, at læse folks adfærd og reaktioner. Han så på hende som hun spærrede sine øjne op. Så hans teori var måske korrekt? Han fulgte hendes frie hånd om til hendes nakke, og lagde hovedet en snert på skrå. ”Tydeligvis ikke,” svarede han og lagde mærke til det mistænkelige blik, som han fik fra hende. ”Ikke helt, det påvirker jo også herhenne. Folk bliver bange,” svarede han direkte. Inden i, smilede han djævelsk. Han ville godt nok ikke have Garden skulle tage over her, der havde han andre planer.

Kaya fnøs let, dog med et smil på læberne, "True. De ville anyway ikke kunne holde det, så det er nok meget godt," svarede hun og sendte ham et let smil. Hun var virkelig i den overbevisning, at det bestemt ikke var alle som kunne overleve en tur i Azkaban og rent faktisk komme ud igen og være menneske. Hun havde stadig en del hun måtte slås med, selvom hun ikke viste det udadtil. Hun låste foreksempel aldrig en dør efter sig, undtal under fuldmånen, der vidste hun jo at det galt liv eller død.
Hun nikkede roligt til ham, men vidste ikke rigtigt hvad mere hun kunne svare. Det var jo altid rart, ikke at være alene om den dårlige vane. Hun brød sig ikke rigtigt om, hvor den her samtale var på vej hen. Hun brød sig generelt ikke om, at snakke om Dødsgarden, slet ikke i selskab med en auror. Et lidt påtaget smil indtog hendes læber, "Well, de har intet at frygte, jeres aurorer er bedre end deres," svarede hun og blinkede let til ham, for at løfte stemningen lidt igen. Hun tog et hvæs mere af sin smøg og vendte blikket mod ham igen, "Hvad laver du ellers i din fritid, Landon?" spurgte hun for at skifte samtaleemnet ud fuldstændigt.

Landon smilede halvhjertet. ”Nej, det ville de nok ikke,” svarede han hende. Han tog et hvæs af sin smøg, som han så på hende over hendes rosende kommentar. ”Det ved vi skam godt,” svarede han med et selvtilfreds smil over sine læber. Han var aldrig blevet opdaget i det, han havde gang i. Han var så også nødt til at bære maske, når han mødte op i Garden. Ikke fordi det var noget han ville, men han havde som sådan heller ikke et valg, hvis han skulle gøre begge de ting, han gjorde nu. Han kunne ikke lade være med at grine indeni. Hun ville altså ikke snakke om, at hun selv var medlem. Han var ret sikker på, han havde set hende sidst der var en forsamling. ”Åh du ved, jeg rejser meget,” svarede han som han tog et hvæs af sin smøg. ”Hvad med dig, Kaya?” spurgte han. Han havde lyst til at spørge hende om hun tilbragte meget tid med Dacoda, det var ingen hemmelighed at der lå en research bag hvem de skulle have på besøg, men han havde jo mødt dem begge. Han ville dog heller ikke have, hun skulle vende ham i ryggen. Et djævelsk smil meldte sig dog alligevel på hans læber. ”Ser du meget til din søster, Dacoda, for tiden?” spurgte han direkte.

Kaya havde ikke meget tilovers for aurorer, men hun havde også haft virkelig mange dårlige oplevelser med dem, så det var vel ikke så underligt. De havde sendt hende i Azkaban, de havde tvangsfjernet hendes barn før de overhovedet havde givet hende en chance for at vise, om hun var i stand til at tage sig af et barn. På mange punkter følte hun nok at systemet havde svigtet hende, selv fra da hun havde været helt lille og var blevet tvunget i pleje. Hun trak lidt på skulderen, "Men det ville måske lære dem noget alligevel," sagde hun roligt, selvom det nok mest var ønsketænkning, for ja, hun ville da elske at se aurorstuderende skulle overleve bare en uge i Azkaban eller et andet magisk fængsel. Et kort fnøs lød fra hende, "Så må I jo overbevise dem om, at de intet har at frygte," sagde hun og lod sin frie hånd glide omkring sig selv. Selvfølgelig var det ikke lige sit ufrivillig medlemsskab hun gik og snakkede højt om og slet ikke i nærheden af en auror.
Hun nikkede lidt til hans svar om, at han rejste meget, det var selvfølgelig også nemt nok som magiker. "Mig? Fritid? Det er der sgu ikke meget af," svarede hun med et let smil på læberne og tog et hvæs mere af sin smøg. Hvis ikke hun var på arbejde, så stod Gabriel, Cillian eller Dacoda og trak i hende. Når hun endelig havde et frirum, var hun til rave party eller bare i byen og fulde sig, for at glemme alt og alle, eller også hjælp hun Zain. Hendes smil forsvandt dog som dug fra solen, da han spurgte ind til Dacoda. Stort set alle vidste Dacoda var i dødsgarden, den eneste grund til at hun ikke var røget ind og sidde for det, var fordi aurorene aldrig havde kunne finde hendes mærke og dermed ikke havde kunne bevise det. "Halv-søster," rettede hun ham, de havde kun samme far, gudskelov for det. "Men ja, jeg er begyndt at have noget mere kontakt til hende," svarede hun, men brød sig bestemt ikke om, hvor den her samtale sporrede sig hen ad. "Du er måske en af de mange aurorer, som har prøvet at få hende bag lås?" spurgte hun selv denne gang ret direkte, men når han kunne være det, så kunne hun også.

Landon var kun auror for at få sin familie til at se godt ud. Han elskede fare, det var slet ikke det, men stod det til ham, var det ikke sådan hans karriere var blevet. Han skulle fremstå som værende en af de gode, være med til at ombygge familiens ry. Sådan en som Ferris var med til at ødelægge det. Han havde taget meget fra dem. For det første var han blevet smidt ud af familien, men han havde også sørget for en yngre generation ikke kendte til deres familie ved at tage Spencer og Terry væk, og de kunne ikke finde ud af, hvor de var. ”Det ville det med garanti,” svarede han med et nik. ”Tror du… Hvis vi skulle komme dem et sted hen som Azkaban eller tilsvarende, har de jo de andre fangere. Vi ville være nødt til at stimulere det,” svarede han, da de blev nødt til at lave et falsk set up og det ikke var lovligt for dem uanset hvad.
”Hvorfor ikke?” spurgte han hende direkte og tog selv et hvæs af sin smøg. Han vidste hun var medlem af Garden, men hun regnede heller ikke med hun ville indrømme det. Han lagde mærke til, hendes smil svandt. Ømt punkt. Det tænkte han nok. ”Halvsøster, så,” svarede han forstående og lod de mørke øjne hvile på hende. Der var ikke en følelse at spotte i det blege ansigt. Han var i bund og grund en mand, der elskede fare og det obskure, en side, han skulle gemme væk konstant. Garden var hans frirum. Han nikkede til de hang ud sammen og rystede på hovedet ved hendes spørgsmål. ”I hænger ud sammen med Gabriel Mason,” svarede han ærligt, da han var mere interesseret i ham end Dacoda.

Kaya havde ikke altid vidste hvad hun ville med sit liv. Engang havde hun ville noget med magiske dyr, men efter hun var blevet varulv, var den plan røget i vasken. Så havde hun ville være Quidditch spiller, men det havde kun været for at tilfredsstille hendes far, så da han havde slået hånden af hende, havde hun også droppet det. Hun havde arbejdet som bartender i en kort periode, sammen med Charles, men det havde ikke været sundt for hende, at være så meget i nærheden af alkohol og hun var røget i Azkaban hvilket havde gjort hun var blevet fyret. Nu havde hun været danselærer i nogle år efterhånden, jo hun var da glad for sit job, men hun vidste også godt hun satte mange liv i fare, blandt andre Lucas'. Hun sendte Landon et kort smil, da han gav hende ret i, at det ville lærer aurorerne noget, selv at prøve at sidde inde. "Selvfølgelig ville I det. Man kunne altid bygge et sted, specielt til det formål. Løsninger er der nok af," svarede hun roligt og trak lidt på skulderen. Selvfølgelig vidste hun godt, at de ikke kunne sende uskyldige i Azkaban, bare for at vise dem hvordan det var, at være fange, men de ville sagtens kunne gøre det livartigt nok.
Hun bed sig svagt i læben, "Jeg arbejder meget," svarede hun roligt og trak lidt på den ene skulder, det var dog ikke helt løgn, hun arbejdede 37 timer, nogen gange mere, på danseskolen, plus når Gabriel sendte bud efter hende. Hun tog et hvæs mere af sin smøg, selvom røgen fra det forrige hvæs, dårligt havde nået at forlade hendes lunge fuldt ud, "Vi har kun samme far," forklarede hun og flyttede vægten fra det ene ben til det andet. Hun bed tænder sammen og rystede let på hovedet. "Hvor vil du hen med det her, Landon?" spurgte hun direkte og så på ham, som hun tog et par skridt imod ham, hun vidste hun var nødt til at forsvare Gabriel, hvis hun ikke ville have der skulle ske Seth noget, hvilket hun selvfølgelig ikke ville. "Hør, jeg er ikke født i går, alle ved Dacoda har været i Dødsgarden halvdelen af hendes liv. Finder man hende, finder man Gabriel. Men jeg er ikke en stikker, så spar mig for dit forhør," snerrede hun, da hun var sikker på, at det var dét han havde gang i. Det ville trods alt ikke være første gang hun blev opsøgt af aurorer som ville vide noget som enten Dacoda eller Harper, så hun kendte rutinen. Problemet var bare at denne gang, vidste hun mere, men kunne sige mindre. Hun ville gøre alt for at holde Seth ude af farezonen, og hvis det betød at hun så skulle forsvare Dacoda, Gabriel og resten af dødsgarden, jamen så gjorde hun det.

Landon var typen, der altid havde vidst hvad han ville og gik efter det. Det havde så også været nemt for ham, da hans familie altid havde set ham som en, der ville bringe hans familie stolthed. Han var aldrig blevet frosset ude og den nyere generation så da også op til ham, fordi han var alt hvad navnet De La Fontaine indebar. Han kunne spille to roller og han kunne spille begge forfærdeligt godt, selvom det ene af det ikke var skuespil. ”Men det ville jo ikke være helt det samme,” påpegede han og bed sig en smule i læben.
Han nikkede interesseret som hun forklarede, hun arbejdede meget. Han vidste godt hvor hun arbejdede. De kunne ikke have en, der skulle komme og forklare noget til de studerende uden at baggrundstjekke. Det var også de vilkår, som de selv blev ansatte på. Heldigvis for Landon, så var hans familie ikke længere kendt for at være mørke magikere, selvom de var det. Ellers var han aldrig kommet ind på programmet til at starte med. Han så på hende som hun tog et hvæs mere og som hun forklarede at de kun havde samme far. Han nikkede. ”Hvor jeg vil hen med det?” spurgte han og trak djævelsk på sit smilebånd. Han ville aldrig fange hende i et hjørne, hvor hun skulle anholdes for at hænge ud med hvad resten af samfundet ville kalde dårlige typer eller onde mennesker, blot fordi deres værdisæt var anerledes. Han så på hende som hun var to skridt tættere på ham og så på hende, som hun forklarede hun ikke var stikker. ”Hvem siger, jeg vil have dig til at stikke dem? Jeg kender Gabriel,” påpegede han og vidste, det kunne tolkes på mange måder. Endnu gang meldte et djævelsk smil sig på hans læber uden han sagde mere. Han tog blot et hvæs af sin smøg, som han betragtede hende og afventede en reaktion.

Kaya var meget målrettet med rigtigt mange ting i sit liv, men hun vidste også godt, hvornår hun indrømme overfor sig selv, at hun måtte finde en anden løsning, for selvom hun kunne være stædig som et æsel, så var stædighed bare ikke altid nok. Uanset hvor stædig hun end havde været, så var hun varulv hvilket gjort at rigtigt mange dyr frygtede hende, det var et faktum hun ikke kunne lave om på, derfor havde hun måtte droppe tanken om, at blive noget med magiske dyr. Quidditch havde udelukkende været for at please sin far, jovist hun havde været dygtigt og spillet det meste af sin skoletid, men det var ikke hende mere, hun havde så mange andre ting hun hellere ville med sit liv. "Jeg tror nu det ville virke, virkeligt nok for dem," svarede hun roligt og trak lidt på den ene skulder. Selvfølgelig kunne hun ikke udtale sig om hvordan det var for andre, men uanset om det var 'skuespil' eller en øvelse eller hvad han end ville kalde det, eller om det var virkelighed, så var der ingen, eller i hvert fald ret få, mennesker som brød sig om, at blive behandlet som fanger.
Meget kunne man sige om Kaya, men hun ville aldrig stikke dødsgarden til en auror. Både fordi hun med al sandsynlighed selv ville ende med at ryge ind og sidde igen, men også fordi hun godt vidste, at det ikke var hende som det ville gå værst udover, men Seth. Hun var glad for, at hun kun havde samme far, som Dacoda for det betød at hun aldrig havde boet under samme tag som sin storesøster, men faktisk først fundet ud af hendes eksistens i midten af sine teenageår. "Ja, hvor vil du hen med det her?" gentog hun sit spørgsmål, da hun følte han snakkede udenom og det smil hun fik af ham, gjorde det bestemt ikke bedre, da det ikke ligefrem udsendte et signal om regnbuer og glade dage. Hun måtte dog komme med et par host, da hun fik røgen galt i halsen af overraskelse, da han fortalte han kendte Gabriel. Hun måtte dog modstå fristelsen om, at kondolere over han kendte Gabriel. "Og hvor kender en auror, så lederen af Dødsgarden fra?" spurgte hun og så på ham, uden at flytte blikket fra ham et eneste sekund, nærmest som om hun forventede at han ville arrestere hende på stedet, hvert øjeblik det kunne være.

”Måske. Det ved man aldrig,” svarede han og nikkede lidt. Han vidste godt, det højst sandsynligt ikke ville blive udført i virkeligheden. Han vidste trods alt, hvordan systemet var skruet sammen. Han var også stensikker på, de magiske fængsler de havde i USA var langt værre end noget andet fængsel i Storbritannien og omegn. Han var ikke i tvivl om at Azkaban var et forfærdeligt sted dog, men han havde hørt værre historier fra hjemmebanen.
Landon så på hende for at læse hende. Hans blik faldt på hendes øjne, som hun spurgte hvor han ville hen med det. ”Takes one to know one, right?” spurgte han med et djævelsk smil over sine læber, inden han tog et hvæs af sin smøg og smed skodet på jorden og trådte elegant over det med sine sko. Han stillede sig tæt på hende ved hendes spørgsmål. ”Ham og jeg går way back,” forklarede han uden at forklare hvor han kendte ham fra. Han ville ikke ind i store detaljer. Han havde heller ikke inviteret hende hertil for at forhøre hende, anholde hende eller noget som helst. Han havde set hende en af de gange han havde været hos Gabriel og han havde forhørt sig rundt omkring og hørt hendes historie. Han så det som et oplagt mål for at tale med hende for slet ikke at nævne, at sørge for hun holdt sig loyal overfor Garden. Han havde snakket med Cillian om det og han skulle nok gøre sit for at sørge for, hun ikke røvrendte dem.

Kaya trak lidt på den ene skulder, "Næh.. Det er nok heller ikke noget, vi nogensinde finder ud af," sagde hun roligt. Hun havde set systemets værste sider, bare på den modsatte side af aurorerne. Hun havde været omsorgssvigtet, hvor Ministeriet først havde grebet ind da hun havde været otte år. Aurorerne havde intet gjort, da hun havde meldt Leslie, for at stikke hende ned og dermed været skyld i at hun mistet hendes og Seths barn, samt at hun ikke kunne blive gravid nu, men da hun så havde taget sagen i egen hånd og nær havde slået Leslie ihjel, så havde aurorerne og Ministeriet været der lige med det samme og smidt hende i Azkaban. Hun følte ikke hun skyldte dem eller deres lorte system noget som helst.
Hun kneb øjnene en smule sammen, men kunne ikke skjule sine overraskelse, da det gik op for hende, hvad han mente. Hvilket fik hende til t spærre øjnene op, "Du er dødsgardist," lød det lavmeldt fra hende, da hun nærmest havde det som om, at al luften var blevet suget ud af hendes lunger og hendes luftrør snorede sig sammen i hendes hals. Hendes hjerne begyndte, at køre på høj tryk. Var der her en fælde, for at få hende ud af landet? Var Seth i sikkerhed nok hos Zoella? Eller var det en test, for at se hvor hendes loyalitet lå? Hun nikkede lidt, da han sagde Gabriel og han selv gik way back. Hun kunne ikke ligefrem rose hans valg af 'venner', da lysten til at kundelure var større. "Og han bad dig om at teste mig eller hvad?" spurgte hun direkte og så ind i hans øjne, før hun kort lod sit blik søge lidt efter hans mærke, men han var vel klog nok til at skjule det, ligesom hun selv gjorde. "Lad mig gætte, I stoler ikke på mig? I er vel forhåbentlig klar over, at hvis I falder, så ryger jeg ligesom med i jeres fald?" spurgte hun og lagde de slanke arme over kors og mærkede lysten til at ryge igen allerede meldte sig. Og måske finde en bar og drikke alt i den. Nok mest det sidste egentlig, men hun skulle også helst kunne kunne hjem igen senere.

Landon rystede på hovedet uden at sige mere om den sag. Det ville de nok aldrig. Halvdelen af hans familie fortjente at sidde i fængsel, inklusiv ham selv. Der var kun en, der var højhellig og ville fortælle verden om hvad der foregik i de mange palæer der var i De La Fontaines varetægt. Det var Ferris. Han havde fået fjernet to af hans mindste brødre, så de ikke skulle tvinges til at vælge mørk magi som levevej. Ferris var blevet udskudt af de ældre medlemmer af familien af den grund, men også af den grund, han nægtede at forplante sig med en kvinde. Landon var nu ligeglad med Ferris var til mænd, men han kunne ikke tilgive ham for at vende alle familiens værdier i ryggen og rive alt det fra hinanden, som de havde kæmpet for de sidste 80 år.
Han betragtede hendes reaktion, som han trådte om bag hende og stod tæt på hende. Hans åndedræt ville med garanti kunne mærkes mod hendes øre. "Ikke så højt, man ved aldrig hvem der lytter med," hviskede han med et smørret smil over sine læber, selvom det han sagde også var sandt. Man vidste aldrig, hvem der lyttede med. Hans reaktion underholdt ham samtidig. Landon ville langt fra kalde ham og Gabriel venner. Det var de ikke. Men rent professionelt, så fungerede de sammen. "Om at teste dig?" spurgte han stadig bagfra og rynkede på næsen. Det var jo sandheden, men det ville han ikke sige. Han gik rundt for at se hendes ansigt igen. Selvfølgelig havde han gemt sit mærke væk og sørget for, at han skulle afklædes helt, hvis man skulle fange det. Som hun færdiggjorde sin smøre, så han på hende med de mørke øjne, han havde sig og uden at trække en mine i sit ansigt, sagde han: "Jeg inviterede dig herhen for at snakke til min studerende, det var først da jeg så dig, jeg indså hvem du var." Hans stemme me var rolig Han var god til at lyve, så der var ikke noget at spore hos ham.

Kaya kom fra en familie, hvor man enten indrettede sig eller blev smidt ud. Det var efterhånden mange år siden, at Kaya var blevet smidt ud af Hansen familien, så hun havde lært at leve med det. Men hun gik ikke ind for de ideologier, som resten af familien gjorde. Enten var de utroligt blodfanatiske, hvilket Kaya også selv havde været som yngre, men hun var vokset fra det. Eller også var de varulvejæger, hvilket var ret udelukket for hende, da hun selv var en.
Hun fulgte Landon med øjnene, da han trådte om bag hende, selvom hun ikke rigtigt kunne se ham, når han stod der. Det gav et ubehageligt flashback til, da Cillian havde gjort det. Alligevel rykkede hun sig ikke. "Tolker jeg som et ja," svarede hun lavmeldt, som hun mærkede en kuldegysning ned gennem hele kroppen, da hans ånde havde ramt hendes blege hud. Hun drejede hovedet en smule, så hendes øre kom længere væk fra hans mund, "Ja, teste mig. Prøver I at finde ud af, om I kan stole på mig?" spurgte hun og bed sig i læben, det var ubehageligt, når han stod bagved hende og snakkede sådan mod hendes øre. Hun åndede derfor også en smule lettet op, da han gik tilbage til at stå foran hende, så hun kunne se ham ordenligt.
Et falsk smil meldte sig på hendes læber, mens hun nikkede lidt. Hun kunne ikke aflæse ham, hun havde ingen idé om, om han fortalte sandheden eller ej. "Well, når du nu var så sød og invitere mig hele vejen til USA, så mangler det vel bare, at du også gir frokost," sagde hun stadig med det falske smil. Hun ville hellere holde sig gode venner med dødsgardisterne end hun ville pisse dem af, for hun vidste godt, hvem det i sidste ende ville gå ud over.

Landon ville ikke sige, han havde indrettet sig. Han havde været en frontløber fra den dag, han forstod hvad det hele handlede om. Ferris havde valgt det fra og var blevet smidt ud. Der havde så også været en masse andet med ham, hvor han havde nægtet at gifte sig med en kvinde for at føre linjen videre og havde taget andre mænd med hjem. Den ældre generation havde ikke været glad for det. Landon måtte dog indrømme, at han var ligeglad med det faktum han var homoseksuel. Han havde følt sig svigtet over, Ferris ikke havde delt de samme ideologier som dem og han havde sørget for hans lillebrødre kom et andet sted hen. Han havde taget noget væk fra dem, og for det, mente Landon han fortjente at dø. Ferris' mor var den eneste, der ønskede han forblev i live og det var også den eneste grund til, han gik rundt derude. Heldigvis var der ingen der troede på Ferris' sandhed.
"Klog pige," svarede Landon med en kølig stemme. Det var ikke til at vide om han mente det eller ej, men så længe hun ikke råbte højt om hvem han var, så var han good. Men hvem ville da også tro på hende? Han havde været her så længe, at de færreste nok ville tro på, at der var et mørke inde i ham som krævede, at blive set og hørt. Han lagde mærke til, hvordan hun drejede sit hoved, så hendes øre var længere væk fra hans læber. Han smilede dog smørret. "Nej, hvorfor skulle de sætte mig til det?" spurgte han direkte, stadig klar over han løj. Selvfølgelig skulle hun testes og leges lidt med. Han kunne ikke lade være med at smile, da han så hendes falske smil og hørte hendes spørgsmål. "Jo selvfølgelig," medgav han, inden han lod sin hånd vise vej for at fortælle hende hvilken retning de skulle i, inden han begyndte at gå selv.

Ikke langt derfra, var der en lille hyggelig diner, de kunne spise ved. Dineren var selvfølgelig som alt andet i området, magisk og der var forskellige slags magiske væsner, der allerede var inde for at få noget at spise. Landon åbnede døren for hende, inden han selv gik ind og lod hende vælge, hvor de skulle sidde.

Kaya hadede når hun ikke kunne finde ud af, hvor hun havde folk henne. Landon var en af dem hun ikke kunne finder ud af, men det gjorde så også at hun ikke stolede på ham, foruden han var dødsgardist og hun stolede ikke på nogen som havde hovedet for langt oppe i røven på Gabriel. Zain var dog ved at lærer hende, hvordan hun kunne bruge sin varulve-hørelse til, at lytte efter hjertets rytme og ud fra det, finde ud af om folk løj eller ej, men hun havde lang vej endnu, før hun ville kunne mestre både at snakke, lytte til svar og samtidig lytte efter hjerte rytmen, men hun var stædig som bare pokker, så en dag skulle hun nok lære det.
"Nogen skal jo være det," svarede hun da han kaldte hende en klog pige, uden at vide om han mente det eller om det også blot var tomme ord. Lige nu følte hun ærligt talt, at hun blev testet i om Seth skulle leve eller ej, selvom hun vidste han var i sikkerhed hos Zoella, så vidste man jo aldrig helt alligevel. "Det gir vel sig selv. For at teste min loyalitet," svarede hun stadig med hovedet drejet væk fra hans øre. Ingen tvivl om, at han var en virkelig flot mand og under andre omstændigheder ville hun nok ikke have klaget over, at han var så tæt på hende, som han var, men selvom hun ikke vidste meget om ham, så vidste hun det alt afgørende.
Hun tippede hovedet lidt til den ene side, som hendes smil voksede en smule, "En ægte gentleman," sagde hun og blinkede let til ham, før hun fulgte hans vejvisning. Hun havde ikke nogen helt god mavefornemmelse omkring dette her, men på den anden side, så var Kaya heller ikke ligefrem kendt for at være bange af sig og ingen skulle få hende ned med nakken. Hun så dog en smule overrasket på ham, da han holdt døren for hende og til hendes overraskelse rent faktisk opførte sig lidt som en gentleman. Hun rømmede sig lidt, før hun tog plads ved et bord hvor der kun var stole til to lidt afskåret fra de øvrige gæster. "Har du så kone og børn derhjemme, som dele samme ideologier som dig?" spurgte hun, mens hun lod sine brune øjne glide ned over menukortet.

Landon behøvede nu heller ikke hendes tillid lige nu. Han skulle høje med hende og vinde hende over på et eller andet tidspunkt, og det havde han også tænkt sig at gøre. Han observerede hende lige nu. Hendes adfærd, bevægelser, vaner. Som var hun et dyr, han var i gang med at jage ned. Han var god til det han lavede. Han regnede med Gabriel vidste det siden opgaven var givet til ham, foruden han spillede et fantastisk dobbeltspil konstant. Landon følte ikke noget, når han løj. Han havde gjort det så længe, fra barnbens af, at han havde lært at lyde overbevisende - at tro på sin egen løgn i det øjeblik, man fortalte den. Dermed ikke sagt om man kunne høre på ham om han løj eller ej, ved at lytte til hans hjerte. Det vidste han ikke.
"Fiesty," kommenterede han med et slesk smil over sine læber. "Nej, den er Gabriel ret sikker på, han har," påpegede han med en rolig stemme, en smule nonchalant.
Han så på hendes smil, inden han lyttede til hendes ord. Flabet. "Du skulle bare vide," kommenterede han med et blink tilbage til hende. Han gav oftest folk tilbage af hvad de gav ham, eller svarede at det kunne de som bare gøre. Han var en gentleman i den oprindelige betydning af ordet. Hans forældre havde penge, han var fra en rig familie og han var en infleuncer. Han behandlede kvinder pænt og med respekt, men i sidste ende, så havde han ikke respekt for dem hvis de var no majs eller født med det forkerte blod. Han kunne ikke være mere ligeglad med dem og han mente ikke, de fortjente adgang til den magiske verden og han mente, de var under ham. Det samme gik dog for mandelige no-majs, så det var ikke fordi han hadede kvinder overhovedet. Han satte sig ned efter hende og så på hende på hendes spørgsmål, som hans tanker faldt på hans fætter. Hans fætter, der havde nægtet sig at blive gift og var sprunget ud som homoseksuel, til den ældre generations store misfornøjelse. Landon havde ikke været med på vognen over, han skulle tvangsgiftet og få børn. Som sagt, havde hans problem været helt anerledes omkring Ferris. Han var dog hetero, så han var ikke blevet tvunget ind i et ægteskab endnu. "Ugift og ingen børn," svarede han, som han selv tog fat i menukortet og så ned. Der var ingen grund til at gå i længere detalje om hans familie, da det ikke vedkom hende. Han vidste godt hun var ugift, da han havde fået oplysninger om hende, så derfor lod han sine øjne hvile på hende i et kort sekund, for at studere hende dog uden det var åbenlyst. "Du sagde du var fra Danmark, i undervisningen. Hvordan er det?" spurgte han så i stedet. Han skulle trods alt lære hende bedre at kende.

Kaya kunne virke som en rigtigt kold, følesløs ung kvinde, men hun var det langt fra. Hun vidste hun ville kunne lærer, at slukke helt for sine menneskelige sider, ved at lade varulven i hende tage over, men hun vidste også godt at den slags ikke kom uden en pris og den pris var hun ikke villig til, at betale. Hun bed sig lidt i læben, da han smilede slesk, hun vidste slet ikke hvordan hun skulle aflæse det. Hun hævede kort øjenbrynene, "Modigt," svarede hun og trak lidt på den ene skulder, hendes loyalitet lå på ingen måder hos Gabriel. Hun gjorde hvad han sagde, men det var udelukkende for at beskytte Seth og intet andet. Hvis hun fik muligheden for at stikke ham, så ville hun også gøre det.
Hun trak lidt på skulderne og satte albuerne mod bordet mellem dem, mens hun lænede sig en smule frem, "Hvem ved? Måske får jeg chancen for at finde ud af det," svarede hun, da han blinkede tilbage til hende. Hun kunne sagtens flirte lidt med ham, hvis det var det der skulle til. Hun vidste trods alt godt, at hun nok gjorde klogt i, ikke at pisse ham af og hun vidste at det ville gå ud over Seth, hvis hun modsagde sig garden. Med andre ord, så makkede hun bare ret, selvom hun noget så inderligt hadede det og det gik utroligt meget ud over hendes stolthed. Dog prøvede hun også at lukke af for tankerne og bare nyde at være i den magt som medlemmer af dødsgarden ofte fik. Hun nikkede lidt til hans svar, "En fri mand altså," konkluderede hun roligt. Hendes eget blik var på menukortet, så hun bemærkede ikke rigtigt at han studerede hende, men det skulle han da også bare have lov til. Hun pustede let ud og trak lidt på skulderne, "Frit. Du har måske aldrig været der?" spurgte hun og lagde menukortet fra sig, for at se på ham, da hun havde besluttet sig for, hvad hun ville have.