Tell me your secrets and ill tell you my lies - Toke + Charlotte

Charlotte Bennett
"Hospitalsvingen" på Ilvermorny
September 2054
Skoleåret var næsten lige startet igen hvilket da også betød at Toke var tilbage på arbejde igen. Nu var han så heller ikke professor så i forhold til det at være på skolen startede lidt senere for ham da han trods alt ikke behøvede at komme tilbage og forberede skoleåret på helt samme måde som en professor gjorde det. Det var mere noget med at se om han havde eliksir nok og de ingredienser han skulle bruge hvis der var noget som skulle laves i løbet af skoleåret. Toke vidste også godt det var underligt at sådan en ung mand som ham havde valgt det her erhverv og var blevet skolesygeplejerske, men det var heller ikke bare sådan lige til for man skulle både have styr på healing og eliksir hvorimod de fleste som var ansat på de magiske hospitaler havde en kerne ydelse de skulle tage sig af. Desuden fandt Toke det her ganske chill og så gjorde det da bestemt heller ikke noget at gå tæt op og ned af sin et år ældre storebror som var overhoved på skolen. Desuden var Toke stor tilhænger af planter og havde altid været det så han følte selv det her var den rette hylde for ham.
Det var midt på dagen og Toke gik og puslede en smule med et par eliksire nu hvor der ikke var nogle elever og der trods alt var ganske klart til at de bare skulle komme. Det var ikke fordi han trods alt bare gik og lavede ingenting blot fordi de ikke 'var kunder i butikken' så at sige. Desuden var det meget normalt der ikke var så meget gang i den når skolen kun havde været i gang en uge og det ikke lige fremme var sæson for de mest almindelige sygdomme og der ikke var startet hundred procent op for diverse klubber hvoraf dem der havde soccer de ofte endte hos ham med en eller anden form for skade

Charlotte havde brugt hele første uge af det nye skole år på, at omlægge alle de dårlige vaner hun havde fået tillagt sig i ferien, heraf blandet det at skulle tidligt op om morgen igen. Hun var endelig kommet op på 6. årgang og havde kun det her år og et år mere tilbage. Hun glædede sig til, at blive færdig, nok mest fordi hun allerede vidste præcist, hvad hun ville efter skolen.
Lige nu var de planer dog sat på standby, da hun gik målrettet mod Hospitalsvingen. Hun havde været til time, hvor hun pludselig var blevet dårlig, så hun havde måtte forlade klasselokalet. Hun havde besluttet sig for, at gå udenfor, for at trække noget frisk luft, hvilket da også havde hjulpet en hel del. At hun så derefter havde tænkt, at alt nok ville være godt igen og derfor havde skiftet til træningstøjet for, at løbe en tur og træne lidt i det fri, havde nok været noget af et selvmål. Hendes forældre var ikke ligefrem de mest opmærksomhedsgivende mennesker på jorden, så det meste af sommerferien havde hun tilbragt alene eller sammen med sine venner og veninder, når hun ikke havde været for træt eller bare var irritabel og helst ville være alene.
Hun drejede om hjørnet og forsatte sin gang ned mod hospitalsvingen. Den eneste grund til, at hun så meget som overvejede at søge hjælp var, fordi hendes ene professor havde sagt hun burde, og så var det nok også et ret så stort plus, at deres skolesygeplejerske var ret så sød og se på. Hvem ville sige nej til noget pænt at kigge lidt på. Hun var vel teenager. Hendes vejrtrækning var en smule hivende da hun skubbede døren op, "Hallo?" kaldte hun, for at tjekke om der var nogen. Hun glippede lidt med øjnene, hvorunder mærke render havde samlet sig. Hun havde selv lidt en frygt for, om hun kunne være gravid, der havde hun hørt, at det var meget normalt, at man også hele tiden skulle tisse og man var træt, kvalme og alt det der.

Outfit

Toke hørte en komme ind i lokalet eller det var han i hvert fald sikker på han gjorde idet der pludselig var en stemme der blot bekræftede ham i han havde hørt korrekt. Der var nogle elever der havde påpeget han lignede en anelse en yngre elev ved navn Foresti, men det var ikke fordi han selv kunne se at han skulle ligne ham og desuden så var de i familie af hvad vidste da han trods alt bar samme efternavn som denne unge mand og det var sådan set alt som Toke vidste da han måtte erkende han mere følte sig som en Hansen præcis ligesom sin storebror.
Han bevægede sig derfor væk fra sine eliksirer da han var ganske sikker på de kunne tåle han forlod dem for at træde ud hvor pigen kunne se ham. Det var i hvert fald hvad han forventede ud fra stemmen. ”Hej” sagde han med et smil henover sine læber og var glad for at langt de fleste af hans tattoos var dækket til da han trods alt ikke ville skræmme den unge pige foran ham. For faktum var han havde en jævnt fordelt af den slags på hans krop. ”Hvad kan jeg gøre for dig?” spurgte han ganske roligt da han var nød til at vide hvad der var med hende før han bare kunne hjælpe hende. Han fik da også ganske ubevidst kort kørt sit blik nedover hende og måtte da indrømme i sit stille indre hun så ganske køn ud, men nu var Toke jo altså også kun selv 25 år så det var ikke fordi det var specielt mange dage siden han selv var blevet færdig på skolen hvor han selv havde hunseret gangene med sin bror. Han kunne jo godt selv se hun ikke havde det fantastisk godt, men det var trods alt meget normalt når folk kom der hvor han arbejdede.

Charlotte havde det som om, at hendes hjerte var ved, at banke sig vej ud af hendes brystkasse, hun var bleg og hendes pande var glimsende af koldsved. "Jeg.. Jeg har det ikke så.. godt," svarede hun, nærmest forpustet og glippede en smule med øjnene. Hendes ben og hænder rystede en smule. Hun var så omtåget, at hun ikke engang bemærkede, at hans blik kørte nedover hende. Det var ikke første gang hun havde oplevet dette her, men det havde aldrig været så slemt som det føltes lige nu. De andre gange havde hun kunne spise et æble eller drikke noget juice, og så var det gået over igen, forholdsvis hurtigt. Men denne gang var det som om, at intet hjalp.
Hun frygtede virkelig, at hun ville dejse om eller blive sendt til rektors kontor i den tro om, at hun havde taget et eller andet, eller var fuld. For hun havde endnu ikke engang prøvet at være fuld. Hun så lidt mod sygeplejersken, "Hvad der galt med mig?" spurgte hun, selvom det nok egentlig var ret meget at forlange, at han kunne svare på det, når hun kun lige var kommet ind af døren og han dårligt nok havde haft en chancen for at tilse hende endnu.

”Hvordan? Jeg er nød til at have en idé om hvordan du har det for jeg kan hjælpe dig” forklarede han sig ganske roligt og var godt klar over at det var et dumt tidspunkt at tjekke hende ud når han skulle hjælpe hende, men det var jo også kun for et kort kig. Det var ikke fordi han havde tænkt sig at hooke op med en elev. Slet ikke med fare for at han bare blev opdaget i sin ’selvmedicinering’ ved siden af og hvis han så også så en elev ville det da bare være endnu større chance for han blev opdaget.
Han tog en pind og bad hende åbne munden så han bedre kunne se om der var noget og tjekkede et par andre ting for at sikre sig det ikke var noget slemt for så skulle han have fat i pigens familie. ”Jeg har liige det som du skal bruge” sagde han med et smil og fandt en eliksir frem som kunne hjælpe hende og rakte den ud mod hende. ”Du skal bruge den her 3 gange om dagen, et par få dråber og så er det væk om under en uge” sagde han med et ganske let nik og lod hende tage imod flasken. ”Men jeg fangede ikke helt dit navn frøken” sagde han da han trods alt skulle skrive det ned og hun derfor ikke skulle gå endnu. Han havde dog ville sikre sig han havde givet hende hjælp før han ville begynde at skrive en masse ned. Han fandt sit papir frem hvor der skulle registres på gammedagsvis trods for at Ilvermorny var langt fremme med mange ting, men han kunne bare godt li at have helt styr på sit job og have en magisk gammeldags journal fordi lige det gik ikke hvis en no-maj fik fat i.

Charlotte rystede lidt på hovedet, hun vidste ikke helt hvordan hun skulle forklare, hvordan hun havde det. "Jeg.. Jeg er svimmel.. træt.. Mit hjerte.. Det føltes som om det er på vej, ud af mig.." forklarede hun stadig ret så bleg. Hun vidste ikke helt, hvad hun ellers skulle sige, da det virkelig var svært for hende, at beskrive hvordan hun havde det, med andre ord end bare utrolig utilpas. "Det er.. ikke.. første gang.." stammede hun mere eller mindre, men det var kun fordi det var svært for hende, at få luft og hun havde det som om, at hun skulle besvime.
Hun åbnede munden på hans kommando, præcis ligesom hun fulgte hans øvrige instrukser. Hun gik hen og tog fat i endegavlen af den ene seng som stod i rummet, for at holde sig på benene, da han forsvandt et øjeblik for at hente noget til hende. Hun rynkede lidt på panden, men tog imod flasken han rakte til hende. "Hvorfor? Hvad er der galt med mig?" spurgte hun, hun vidste ikke hun var diabetiker, så hun havde ingen idé om, at det hun gennemgik lige nu var fordi hendes krop ikke kunne følge med i den mængde insulin som hendes krop havde brug for. "Charlotte," svarede hun og slog blikket lidt mod gulvet, "Siger du det til mine forældre?" spurgte hun og satte sig på kanten af sengen, hun før havde lænet sig op af, men hun følte sig utroligt umattet lige nu og virkelig træt.

Han nikkede ganske lyttende til hvad hun havde at sige. Han var trods alt nød til at undersøge hende. Ellers var det svært at kunne sætte en finger på det når han ikke kendte pigen foran sig. Han var godt klar over det ikke var nemt at sætte ord på noget når man ikke selv var uddannet, men det var også derfor det var hans pligt som den uddannet at forsøge at komme frem til hvad der var galt ud fra hendes egne ord. ”Jeg er sikker på jeg nok skal finde ud af hvad der er med dig frøken” sagde han med et smil for ligesom at trøste hende lidt da hun sagde det ikke var første gang det var sket. Han betragtede hende let for at sikre på hun havde styr på sine ben. ”Ikke noget slemt, men jeg har en god mistanke om du har sukkersyge” sagde han ganske roligt og nikkede med hovedet til at hun skulle tage flaskens indhold. ”Charlotte som i Charlotte Bennett?” spurgte han ganske roligt selvom han godt vidste der sikkert var andre Charlotte på skolen, men han ville da gerne være sikker. Især hvis han skulle have fat i hendes forældre. ”Det er desværre en del af min pligt da det er kronisk, men du kan selv holde øje med det” sagde han ganske roligt og fat et lille apparat han kunne bruge til at måle hendes blodglykose med. Nok var det et muggler apparat, men det ændrede ikke på der ikke var nogen grund til at lave nyt blot for det ville være magisk. Han advarede hende om at han prikkede hende med nålen inden han tog en lille blodprøve og rigtigt nok bonnede den da også ud for at hendes blodsukker var for højt. ”Du skal bare holde øje med det og hvis det ligger for højt så tager du det i flasken” sagde han med et varmt smil over sine læber da det var en magisk version af insulin der gjorde man slap for at stikke sig selv.

Charlotte nikkede lidt, da Toke sagde han nok skulle finde ud af, hvad der var galt med hende. Hun vidste godt, at hun nok burde have været gået herop allerede første gang det var sket, men hun havde hurtigt slået det hen som intet alvorligt. Desuden havde hendes først anfald været om sommeren for godt et år siden, så hun havde blot slået det hen som, at hun havde haft drukket for lidt. Alle de andre gange, havde hun selvfølgelig også fundet på forskellige undskyldninger. Hun så dog overrasket på ham, da hans fortalte om sin mistanke, om hvad hun kunne fejle, "Sukkersyge? Er det ikke sådan noget, gamle mennesker får?" spurgte hun overrasket, var hun ikke alt for ung til det? Nu var det selvfølgelig ikke hende som havde nogen uddannelse indefor det, så hun skulle ikke gøre sig klog på det punkt, men det var nok primært fordi hun bestemt ikke havde regnet med det.
Hun nikkede lidt til hendes efternavn. Hun så dog på ham med store bedende øjne, "Please Mr. Hansen, vil du ikke nok lade vær med, at fortælle mine forældre det?" bad hun stille, og glemte næsten helt, at følge med i hans instruktioner af muggler apparatet. Der lød derfor også et mindre gisp fra hende, da nålen ramte hende finger. Ikke fordi det som sådan gjorde ondt, men fordi hendes tanker stadig svævede omkring, at han ville kontakte hendes forældre. Hun nikkede dog lidt, "Tak," sagde hun og bed sig lidt i læben, og kunne allerede mærke, hvordan eliksiren virkede i hendes krop. Nu var hun faktisk bare træt eller rettere udmattet, fordi hende krop havde kørt i så højt et gear, alt for længe. Hendes hænder rystede også stadig en del. Hun sad et øjeblik på sengekanten, for at samle kræfter, da hun vel skulle tilbage til sin sovesal og sove sammen med de andre. Hun regnede ikke med, at hun skulle være til overvågning, men nok nærmere, at det bare var det.

”Det kan unge også. Der er 3 typer for sukkersyge og den ene er mest unge faktisk” sagde han ganske roligt da han trods alt godt selv vidste hvad han snakkede om. Han forstod dog godt at hun tænkte på det var noget som ældre havde da det mest var det som man hørte om. ”Jeg er nød til at fortælle dem det når det er kronisk frøken” sagde han ganske roligt og bed sig let i læben da hun kom med et gisp. ”Du skal høre efter hvad jeg siger så du kan gøre det selv og hvad er der galt i at fortælle dine forældre det? Som ofte er det arveligt i din unge alder” sagde han ganske roligt da han ikke kunne se hvorfor de ikke måtte vide det. Måske fordi han selv havde et bedre forhold til sin mor end hans storebror havde det. ”Du skal ikke takke mig. Jeg gør jo blot mit job ligesom det er vigtigt du følger hvad du skal gøre så du ikke kommer hele tiden med anfald selvom jeg ikke har noget imod eleverne kommer når de har behov for mig” sagde han ganske roligt og sendte hende et ganske let smil. Han selv havde ingen anelse om hvor hurtigt dagen var gået siden det lige havde været eftermiddag, men hvis hun ikke gad gå henover gangene til at komme tilbage til sin sovesal ville han faktisk godt kunne forstå det. Især når hun tydeligt ikke havde særlig travlt med at følge hans instrukser. ”Så hed du Bennett frøken?” spurgte han ganske roligt fordi han trods alt skulle registrere det og ikke så meget for at få kontakt til hendes forældre.

Charlotte nikkede lidt til det Toke fortalte, hun vidste stort set intet om sygdommen, hvor mange typer der var eller hvem der var i størst risiko for at blive ramt af den. Hun vidste bare at det var en sygdom som, ligesom med alle andre sygdomme, ingen ønskede at få. Hun bed sig lidt i læben, da han gentog at han blev nødt til at fortælle hendes forældre om det. "Jeg troede sygeplejersker havde tavshedspligt," argumenterede hun for sin sag, for at han ikke skulle fortælle hendes forældre noget om hendes nye diagnose. Hun vendte blikket mod sin finger, som det blødte en lille smule fra, dog ikke værre end, at det nok ville stoppe inden for maks et par minutter. "Jeg høre efter," svarede hun stille med respekt i stemmen, selvom hun for et øjeblik var blevet revet mentalt lidt væk fra deres samtale. "Med al respekt Mr. Hansen, så fortrækker jeg ikke at svare på det spørgsmål. Så længe jeg ikke kan dø af det eller smitte nogen, så vil jeg ikke ha' at nogen får det af vide," sagde hun stille og lagde armene omkring sig selv. Hun frøs en smule, men nu havde hun heller ikke ligefrem ret meget tøj på, da hun havde været ude og træne da det hele var begyndt at gå galt for hende.
Hun sendte ham et lidt undskyldende blik, "Undskyld, jeg skal nok høre efter," sagde hun og kørte en hånd i gennem det lange mørkebrune hår, "Vil du forklare mig det igen?" spurgte hun ydmygt og sendte ham et lille smil retur. Hun spærrede dog øjnene op, da han vendte tilbage til at fiske efter hendes efternavn. Hun så på ham med et nærmest opgivende og trist blik, men hun kunne vel ligeså godt bare opgive og være ærlig. Hun slog derfor blikket mod gulvet og nikkede lidt, "Ja, Sir." svarede hun stille, mens hun allerede kunne høre hendes mor råbe og skrige af hende og mærke hendes fars hånd mod sin kind. Hun havde aldrig fortalt nogen, hvad der egentlig forgik hjemme hos hende, selv ikke en eneste af hendes venner eller veninder vidste noget. Den eneste på skolen som vidste det, var Gwen, men det vidste Charlotte ikke, da hun ikke vidste Gwen var hendes moster. Bennett var er meget almindeligt efternavn og Gwen var stukket af fra familien længe før Charlotte overhovedet var blevet født. Hun vendte blikket tilbage på Toke, "Please, kan det ikke bare være vores hemmelighed? Jeg lover, at jeg tager hele skylden, hvis nogen finder ud af det," spurgte hun en smule desperat og lod sine øjne søge hans.

”Har jeg også, men da du er under den myndige alder så er der også visse ting jeg er nød til at indberette til forældrene. Hvis nu du var kommet op med et brækket ben så havde jeg ikke behøvet at sige noget” sagde han ganske roligt og satte en lille vat dut på hendes finger så det ville stoppe hurtigere da det trods alt ikke blødte så meget og på den måde ville såret forblive rent på samme tid. Han rystede ganske let på sit hovedet. ”Nej du driftede en smule væk lige før” påpegede han ganske roligt og nikkede let for sig selv da det trods alt var rigtigt nok. ”Og så er jeg nød til at vide hvorfor du har det sådan for jeg skal overveje ikke at sige noget til dine forældre med en kronisk sygdom” sagde han ganske roligt og fat en dyne til hende som han lagde over hende da han godt kunne forstå hvis hun frøs og hun faktisk bare lignede en der gjorde. Han nikkede ganske let til om han ville vise hende det igen og gjorde det så igen med en anden finger på den anden hånd inden han igen satte en vat dut på blot for der ikke skulle blive urent. Han håbede hun havde fulgt mere med denne her gang. ”Så i familie med prof. Bennett?” spurgte han ganske roligt uden han havde tænkt sig at sige noget til Gwen om det her. Det vedkom trods alt ikke hende medmindre det faktisk var hendes mor og det betvivlede han så rent faktisk. Toke vidste godt at det var et normalt efternavn, men derfor ville han nu gerne vide det alligevel da det sagtens kunne være da flere andre havde større dele af familien på skolen. Deriblandt ham selv. Både i form af hans storebror som også var ansat og den del af familien i så som rektor. ”Det er ikke helt nok hvis jeg skal holde din hemmelighed frøken for jeg kan komme i stor knibe” sagde han med en ganske skæv grimasse da han virkelig kunne miste sit job hvis det slap ud. Ligesom det kunne at han havde hash i baglokalet.

Charlotte kunne godt fornemme, at hun ikke ville komme nogle vegne med det her. Et sted kunne hun jo godt forstå, at han selvfølgelig skulle have sin ryg fri, hvis der skulle ske noget, men han kendte ikke hendes forældre. Hun sukkede derfor en smule opgivende og lod ham sætte vattet på hendes fingre og så op på ham. Han var pludselig ret tæt på hende, hvilket fik hende til at bide sig lidt i læben. "Please, mr. Hansen?" spurgte hun og lod sine øjne søge hans.
Hun bed sig lidt i læben, "Undskyld, det var ikke med vilje," sagde hun stille, dog ærligt, da det ikke havde været hendes mening at forsvinde ind i sine egne tanker, mens han var så venlig og gav sig tid til, at forklare hende hvordan og hvorledes, selvom det selvfølgelig også var hans job. "De er ikke.. Særlig forstående.." svarede hun lavmeldt og mærkede han lagde en dyne over hende, hvilket fik hende til, at vende blikket tilbage på ham med et lille smil på læberne, "Tak sir," sagde hun og bed sig lidt i læben, som hun tog let fat i dynens kant, så den ikke gled ned af hendes skuldre. Denne gang fulgte hun da også langt bedre med i, hvad han viste hende og fortalte hende. Hun kunne også se på tallet på mugglermaskinen, at det allerede var faldet efter hun havde fået hans eliksir.
Hun rystede lidt på hovedet, "Nej," svarede hun roligt, i den tro om, at hun rent faktisk fortalte sandheden. Hun vidste ikke Gwen var hendes moster. Familien snakkede aldrig om hende eller med hende og Charlotte havde kun været to år gammel, da Gwen var blevet smidt ud af familien, så det var vel ikke så underligt at Charlotte ikke kunne huske sin moster.
Hun smed begge vatdutter ud, da det var holdt op med at bløde fra begge hendes fingre han havde stukket i. Hun satte sig i skrædderstilling på briksen, stadig med dynen omkring sin ryg. Hun trak så lidt på den ene skulder, "Hvad som helst. Jeg vil gøre hvad som helst, for du ikke siger noget til mine forældre, eller nogen andre," sagde hun og så på ham med et bedende blik, som tydeligt fortalte, at hun ville gøre alt for, at det kunne forblive en hemmelighed mellem de to. Skulle hun gøre rent på hele hospitalsfløjen hver dag efter time, så gjorde hun det. Skulle hun redde alle sengene, så gjorde hun det. Skulle hun være hans slave resten af hendes tid på skolen, så ville hun gøre det. Hvad som helst.

”Please hvad frøken Bennett? Det er mig som ikke har min ryg fri når du beder mig om den slags ting” sagde han med et ganske let glimt i hans øje. Han havde ikke selv tænkt sig at være sammen med en elev ligesom der gik rygter om at andre gjorde det. Han ville gerne indrømme overfor sig selv at han synes hun var køn, men han fik intet ud af at være tæt på hende andet end at ordne sit job. ”Er det fordi jeg er så køn du drifter helt væk?” spurgte han ganske drillende da han ikke kunne lade være selvom han nu langt fra regnede med at det var det som det handlede om. Det var nok langt mere det at hun skulle sidde og tænke på hvad der skulle ske med hende og hendes nye viden om hun havde en kronisk sygdom. ”Heller ikke når det kommer til dit helbred?” spurgte han og lagde hovedet en anelse på skrå. Nu var det så også nemt for ham når han selv kun havde en mor og derfor kun en forælder da han havde været lille, men derfor skulle han stadig som professionel sætte sig ind i hvordan andre havde det og hvis de virkelig ikke kunne forstå kunne han godt finde på at lade hende få lang tråd. Han nikkede ganske let til at hun ikke var i familie med Gwen. Han ville også bare gerne spørge for ligesom at vide om det var sådan tingene hæng sammen. Han lod hende smide vatdutterne ud. ”Du er ikke ked af det huh? Jeg kommer i knibe for en elev. Stakkels mig” sagde han med et ganske let grin der var helt venligt inden han tog sig kort til brystkassen for at overspille det. ”Ej jeg skal nok være sød. Du kan komme og rydde op en time hver dag efter skole og så skal jeg nok lade dig slippe med jeg ikke siger noget til dine forældre” sagde han med et ganske let nik velvidende at hun sikkert en dag ville finde hans hash, men det var lige meget. Det skulle nok blive hyggeligt t komme til at få noget selskab da eleverne så ud til at være ret så godt når det kom til helbred. Især pt. Desuden ville han gerne slippe for at gå og rydde op hele tiden. Det kedede ham frygteligt.

Charlotte bed sig let i læben. Hun vidste jo godt, at det hun bad om, på ingen måder var okay. Men hun kunne virkelig ikke overskue mere fra sine forældres side, bare tanken alene gjorde hende udmattet og faktisk en smule bekymret. "Det ved jeg godt, Mr. Hansen, men kunne De måske ikke bare 'glemme' at dokumentere det?" spurgte hun og så på ham med et par store bedende dådyr øjne, i et eller andet håb om, at det ville virke.
Hun tippede hovedet lidt til den ene side, og studerede hans ansigt. Han var faktisk ret køn. Eller, virkelig køn. Måske endda utrolig køn. Okay, han var ærligt talt ret lækker, hvis hun endelig skulle indrømme det. Hun sendte ham et lidt uskyldigt blik, "Faktisk sååh.. Var det måske lidt derfor, ja," svarede hun og bed sig i læben, stadig med det uskyldige blik hvilende på ham. Hvad ville det værste være der ville kunne ske, ved hendes indrømmelse? hun førte en af de mørkebrune hårtotter om bag det ene øre og så op på ham igen, mens hun trak lidt på den ene skulder. Hvad andet kunne hun gøre end at være bund ærlig?
Hun rystede på hovedet, da samtalen omkring hendes forældre forsatte. "Nope," svarede hun stille, men prøvede at skjule hvor ondt alene tanken gjorde i hendes hjerte. Hun var sikker på, at hendes forældre var fuldkommen ligeglade med hende. Hun var der bare for, at det skulle se mere perfekt ud udefra, fordi de så ikke bare var mand og kone, men en rigtigt lille kernefamilie. Problemet lå nok bare i, at det var billed folk udefra troede på, men Charlotte kendte sandheden.
Hun grinte let da han gjorde, især over hans teaterirske attitude. "Nej, nej, ikke bare for en elev, men for en pæn elev," sagde hun og blinkede til ham, bare for lige at give lidt igen, fra hans ord tidligere og han virkede som typen som kunne tage lidt sjov. Hun rakte hånden frem mod ham, "Deal," sagde hun og smilede til ham, uden først lige at skulle tænke over det. Hun ville tyve gange hellere komme der hver evig eneste dag, frem til hun gik ud af skolen, end hun ville have at hendes forældre fandt ud af, at hun var syg. At han havde hash gemt et sted, vidste hun intet om, men det skulle hun tids nok finde ud af. Hun kunne mærke hun havde fået det langt bedre, end lige da hun var kommet ind, men hun var udmattet. "Må jeg sove her i nat?" spurgte hun og vendte blikket fra den briks hun sad på og op på ham.

Normalt virkede store dådyr øjne ikke på ham, men han måtte nu alligevel erkende at blandet med de brune øjne kunne han ikke helt sige nej til dem. At hun var pæn at se på var trods alt ikke nok i sig selv og da slet ikke når det var en elev. “Du er virkelig opfindsom er du ikke?” spurgte han med et drillende glimt i øjet inden han blinkede ganske let til hende. “Så hvis nogen finder ud af det hvordan skal jeg så præcis forsvare mig med jeg intet vidste?” spurgte han let drillende selvom han havde en god idé om han altid kunne give sin hash skylden for han ikke havde skrevet det ned. Han havde jo fundet det og det var det vigtigste hvis man spurgte ham. “Ej jeg skal nok være sød nu” sagde han med et varmt smil over sine læber og nikkede ganske let. Om hun så opfangede at han ikke ville skrive det ned måtte tiden jo vise. Han havde i hvert fald ikke taget hendes journal frem og begyndte at skrive så det burde være indikation nok i sig selv. Toke vidste godt selv han var ret så lækker og det var heller ik fordi han gjorde det store ud af at gemme sine tatoveringer heller. De var en del af ham og hvis Thor havde kunne leve med dem da han havde ansat ham så måtte eleverne også bare affinde sig med de var en del af hvem han var. “Se det tænkte jeg jo nok. Det er nærmest en forbandelse at se så brand godt ud at I elever ikke høre efter hvad man siger” sagde han med et selvsikkert charmerende smil over sine læber. Han havde nu heller ikke tænkt sig at gøre noget ved hendes indrømmelse. Han havde selv bedt om den og der var intet ulovligt i at en elev kiggede på en ansat eller den anden vej rundt. Det ulovlige lå i hvis man gjorde mere end det. En ting som han bestemt ikke havde planer om, men man kunne jo aldrig vide. Dog ville hun skulle være speciel hvis det skulle ske. Han sukkede ganske lavt da hun sagde nej til at hendes forældre ik engang gad gå op i hendes helbred. Sådan nogle forældre var der ingen som fortjente. “Sådan nogle forældre fortjener ingen. Godt jeg går op i dir helbred” påpegede han med et lavt suk mere. Nok var det en del af hans arbejde, men han gik stadig op i hendes helbred så det var jo ikke helt løgn. Han var trods alt sygeplejesker. Han kunne ikke lade være med at juble indeni over hun havde fundet hans teaterirske måde at håndtere tingene på skønt. Han havde trods alt med vilje gjort det lidt sjovt for at løfte hendes humør. “Touché” sagde han med et glimt i øjet til hun selv var køn. Hun havde ganske ret, men han havde ikke tænkt sig at indrømme at han faktisk fandt hende køn. Hun var trods alt elev. Han tog imod hendes hånd og gab den et let tryk for at sige de havde en aftale. Toke var ligeglad med om hun fandt hans hash da han trods alt gerne måtte have det. Det var bare andre som ikke måtte tage det. Det var hans og ganske medicinsk. “Selvfølgelig må du sove her i nat. Så er jeg sikker på du har styr på dit blodsukker og ikke besvimer lige med det samme” sagde han med et smil og nikkede mod klokken. Ikke fordi den var mange, men lige nu var hun den eneste patient og det var skønt med selskabet. Han fandt en tandbørste og rakte den ud mod hende. “Så hva vil du fordrive tiden med til det er sengetid?” spurgte han roligt da det blot var tidligt på aften og han ikke regnede med hun ville sove lige nu

Et lidt selvsikkert smil meldte sig på hendes læber, "Åh jeg kan være virkelig opfindsom," svarede hun og blinkede tilbage til ham, nok med en lidt anden tankegang end hans, hvilket nok var et tegn på, at hun var ved at være helt sig selv igen, men når han kunne blinke til hende, så kunne hun bestemt også til ham. En lidt eftertænksomt grimmasse meldte sig i hendes ansigt, "Hvis det bliver opdaget, kan jeg bare sige, at jeg har fået min eliksir et andet sted fra og du har bare lært mig hvordan man måler blodet, fordi jeg gerne selv vil være sygeplejerske når jeg bliver voksen," foreslog hun med et smil på læberne, da hun selv mente, at det var ret gennemtænkt. Hun smilede stort til ham, da det gik op for hende, at hun rent faktisk havde fået ham overtalt til ikke at dokumenter det nogen steder, "Tak, mr. Hansen," sagde hun med en tydeligt oprigtig taknemlig stemme.
Charlotte havde intet imod Tokes tatoveringer, hun syntes ærligt talt de var virkelig flotte og en smule fascinerende, måske fordi hun ikke selv var gammel nok til, at få nogen. Hun grinte let, da han snakkede om det var en forbandelse at se så godt ud som ham. "Well, hellere det, end at være så grim at vi hellere vil kaste snegle op i en uge, end at komme og se dig," svarede hun og blinkede til ham igen, denne gang en smule mere flirtende end tidligere, udelukkende fordi han havde siddet der med sit charmerende smil. Hun kunne godt mærke at hun slappede mere og mere af i hans selskab, i takt med at hun havde fået det bedre igen. Han virkede faktisk som en rigtigt sød og sjov fyr. Hun forventede dog ikke, at komme langt med det, da han trods alt var en del ældre end hende og hun vidste jo ikke engang om han havde en kæreste eller noget som helst.
Hun trak lidt på den ene skulder, da han snakkede om hendes forældre, "De har bare meget at se til," forsvarede hun dem, selvom hun vidste det var løgn. De slog hende, hvis de mente hun havde fortjent det, men de var smarte nok til at gøre det steder, som man ikke bare lige så, med mindre hun var nøgen eller i hvert fald mere nøgen end hun var lige nu. Hun havde kun en gang fået et sæbeøje af hendes far, men det havde hun kunne dække nogenlunde med make-up og ellers sagt at hun var kommet til skade under sin træning, da alle hende venner og veninder vidste hun trænede meget.
Et lidt triumferende smil fandt vej også hendes læber, "Come on, lidt pæn er jeg da," sagde hun og tippede hovedet lidt til den ene side og blinkede et par hurtige gange med øjnene så de lange øjenvipper fik hendes brune øjne til at fremstå ekstra uskyldige. Hun grinte let da han tog hendes hånd og trykkede den og slap så hans hånd igen og smilede til ham. Hun nikkede lidt, "Tak, Mr. Hansen. Hvor tit skal jeg måle det?" spurgte hun, ikke helt sikker på om han også havde fortalt hende det en gang, samtidig med at hun var faded væk første gang.
Hun tog imod tandbørsten og smilede som tak. Hun trak lidt på skulderen ved hans spørgsmål, "Se netflix og chille?" spurgte hun og rykkede sig længere ud til kanten af briksen, så han kunne lægge ved siden af hende, hvis han ville se med. Hun fandt sin mobil, som jo virkede her på skolen, frem og åbnede netflix, før hun vendte et afventende blik mod ham, for at se om han ville se med eller ej.

”Jamen det vil jeg da glade mig til så” sagde han med en ganske mild latter og nikkede let for sig selv i mens. Det var ikke fordi der havde ligget noget i det som sådan. Hun var trods alt hans elev så det var ikke fordi han havde nogle beskidte undertænker i hvert fald, men han havde bestemt tænkt sig at hun skulle have sin del i at finde en løsning på hvorfor han ikke havde skrevet det ned. At hans far var i familie med Thor var han ret så sikker på ikke gjorde at han ville være sikker på nogen måde. ”Aftale og hvis min karrier kommer i fare og jeg kun med nød og næppe overlever så sætter jeg dig op i tid hvor du skal rydde op” drillede han da han ikke helt mente det. Om hun så ville opfange det eller ej var han ikke helt så sikker på. ”Når der ikke er andre vil du så ikke nok sige Toke? Det tror jeg er nemmere at sige for en amerikaner” undskyldte han sig selv da det egentlig mest af alt var fordi han så det med at blive kaldt for Hansen som en ting Tyr gjorde. Ok Tyr blev så også kaldt professor foran og eftersom Toke ikke var professor slap han da for den slags, men an var bare ikke særlig vild med det der formelle noget. Det var blot endnu en grund til han ikke havde lyst til at arbejde på Hogwarts. Det havde været nok for ham at møde eleverne fra den skole. De gik alt for meget op i de mest sære ting. Det der med at være fornem og gå op i den slags var altså virkelig slet ikke ham. ”Det kan du have ret i, men det er lidt et problem nogle gange også når I stopper med at høre efter” sagde han ganske drillende og havde nu intet imod hendes flirtende smil. Han vidste jo godt selv det var ham selv der havde startet det her op. Desuden var det ok at kigge hvis han skulle være ærlig. Ellers var han sikker på at han ville kede sig. Desuden var han også kun 24 så det var ikke fordi der var mange år i mellem dem. Han vidste også godt at hans bedste ven på ingen måde ville bryde sig om at han flirtede lidt med en elev uden at gøre noget, men nu var Sindri også oppe omkring de 30 år og hans lille datter gik i samme klasse med Charlotte så det var måske lidt noget andet. Toke kendte dog kun for godt til forældre der slog sine børn. Ikke at han havde prøvet det, men han vidste Charlotte gik i klasse med en pige der havde fået et par slag af sin mor og det var derfor Sindri havde ladet sig skille fra dette monster af en mor at være. ”Lad være med at forsvare dem Bennett. Intet her i verden gør det ok at forældre ikke er der for sine børn” sagde han en anelse bestemt da hans storebror trods alt var ret så sikker på at han ikke havde sin far i sit liv. De vidste trods alt ikke at de delte far, ham og Tyr. De var begge sikker på det var en anden far og de kun delte deres mor. Det var også derfor Toke bar Champbell efternavnet ganske officielt, men da det ikke var hans sidste navn så blev han kaldt Hansen i stedet for hvilket faktisk passede ham bedre. ”Skal vi ikke bare sige jeg ikke har tænkt mig at kommentere på det hvis nu nogen hørte mig?” spurgte han med et glimt i øjet og sit charmerende smil over sine læber for ligesom at understrege han var enig med hendes ord, men han ville ikke risikere at nogen overhørte ham. ”Helst en halv time før hvert måltid og en time efter, men 3 gange dagligt er rigeligt til at starte med” sagde han med et ganske let nik da der ikke var en grund til at overdrive det når hun var så ung som hun var. Han ville dog til en hver tid anbefale at hun målte det de 6 gange om dagen som man skulle. Det gav et langt bedre resultat. Han lagde sig ned ved siden af hende da de trods alt var alene og der ikke var noget i det. I hvert fald ikke fra hans side af som tingene var lige nu. ”Bare ikke nogle tøseserier vel?” spurgte han en anelse drillende selvom han ikke forventede det helt. Bare fordi hun var pige var hun jo ikke nødvendigvis tøset. Hun slog ham ikke lige som en i hvert fald.

Charlotte grinte let, "Du vil blive overrasket over min mastermind," sagde hun med et smil på læberne og prikkede et par gange mod sin pande. Af en eller anden grund så kom hun aldrig rigtigt i problemer, selvom hun nok ikke var helt uskyldig når det kom til, at lave ballade. Hun grinte let af hans drilleri, "Fair nok, den tager jeg på mig," sagde hun, hun var nærmest villig til at gøre hvad som helst, for at hendes forældre ikke ville finde ud af at hun var kronisk syg, så hvis hun skulle til at lege hans private stuepige, for at holde det hemmeligt for de gamle, jamen så var det dét hun gjorde. Hun bed sig lidt i læben, da han bad hende sige Toke til ham i stedet for, at bruge hans efternavn og nikkede lidt, "Jo, selvfølgelig.. Udtalte jeg det forkert?" spurgte hun en smule usikkert og genoptog sit bid i sin læbe, mens de brune øjne hvilede undskyldende på ham. Hun var selv blevet opdraget til, at alle voksne var man på efternavn med til andet var blevet sagt, så det lå blot ganske naturligt i hende, at sådan var det bare.
Hun lods som om, at hun et kort øjeblik faded lidt væk i hans skønhed igen, "Undskyld, hvad sagde du?" spurgte hun i en drillende undertone, hvortil et matchende blik meldte sig i hendes øjne, så han forhåbentlig ville opfange, at hun drillede ham. Ingen tvivl om, at han var en virkelig flot mand, men han var også nogle år ældre end hende selv, så det var ikke fordi hun ville have sådanne nogle tanker om ham, men når han nu selv drillede lidt med det, så kunne hun da ikke lade vær med at drille tilbage.
Hun slog hurtigt blikket ned, da hans mere bestemt tonefald ramte hendes trommehinder, og begyndte at lege lidt med sine fingre af usikkerhed. Hun ville ikke stille sine forældre i dårligt lys og slet ikke overfor en fagperson som ham eller en professor, da hun godt vidste, at hvis de fandt ud af, hvad der foregik i hjemmet, så ville hun blive tvangsfjernet fra dem på stedet, men hvor skulle hun så bo, når hun ikke var på skolen? Et børnehjem? No way, så hellere bo på gaden. "Jeg forsvare dem ikke, jeg.. Siger bare de har meget at se til," sagde hun stille, selvom det blot var endnu en løgn, hun havde jo netop forsvaret dem. Hun vendte lidt forsigtigt blikket tilbage op på ham, nærmest som om at hun forventede at han også ville slå hende, selvom hun prøvede at skjule det. Lige nu var det måske meget godt, at hun ikke kendte noget til Tokes og hans brors baggrund. Det måtte være forfærdeligt ikke at vide, hvem ens far var.
Et lidt mere flirtende smil meldte sig på hendes læber, end det hun havde sendt ham tidligere, da han indirekte gav hende ret i, at hun var en pæn pige og hans charmende smil og glimtet i hans øje, gjorde hende kun mere overbevidst om, at hun tolkede hans svar rigtigt. "Well, så er det jo godt, at tanker er toldfrie," svarede hun og blinkede til ham, hun kunne ikke lade vær og så længe de var alene og de jo sådan set ikke gjorde noget forkert, så var det her jo ganske uskyldigt. Hun kunne i hvert fald ikke se noget galt i, at uddele komplimenter og booste hinandens selvtillid lidt.
Hun nikkede lidt, da han besvarede hendes spørgsmål, "Waow, det er mange gange.." sagde hun og så lidt på sine fingerspidser. Ville de nogensinde blive fingre igen efter bare to måneder, med mindst 3 stik om dagen? "Kan jeg forsætte med at træne?" spurgte hun og vendte blikket tilbage på ham, med et øjebliks panik for, at svaret ville være nej. Hun elskede at træne og bevæge sig, hun ville slet ikke vide, hvad hun skulle gøre af sig selv, hvis hun pludselig ikke havde det mere.
Charlotte lagde nu heller ikke noget i, at ligge sammen med ham på den her måde og se lidt film eller serie, selvom det ikke var meget plads der var på briksen og de derfor var lidt tvunget til at ligge ret tæt. Hun tog det mere som havde det været en af hendes venner eller veninder, selvom det var lidt noget andet, når det nu var en ansat. Hun vendte blikket mod ham og grinte let, "Ej øv, nu havde jeg lige tænkt, at jeg ville sætte fifty shades of grey på og så kunne vi flette hinandens hår imens," svarede hun morende retur og grinte let, før hun vendte blikket tilbage til sin mobil for at finde bare et eller andet de kunne se. "Hvad er du til?" spurgte hun roligt og lagde sig lidt bedre til rette.

”Jamen det glæder jeg mig da til at se så” sagde han med et drillende glimt i øjet selvom han nu et sted faktisk mente det. Det ville jo bare bevise at hun havde noget i mellem ørene samtidig med at hun var køn. Det ville bestemt ikke være en dårlig kombo hvis han skulle være ærlig. Han rystede ganske let på hovedet. ”Nej slet ikke, men jeg er bare ikke min bror og jeg ikke særlig glad for de der former” sagde han med et let ryst på hovedet. Han regnede med at hun kunne regne ud hvem der var hans bror når der kun var to på hele skolen der hed Hansen. At hun sagde hans efternavn når der var andre var jo også kun godt, men lige nu var der ikke andre og så kunne han ikke se hvorfor man skulle holde fast i den slags. De var ikke briter. Han var i hvert fald ikke. Ikke på nogen måde. ”Se du beviser jo egentlig bare hvad jeg lige sagde” sagde han med et ganske let grin og vidste godt hun kun havde været sådan for ligesom at understrege hans point. ”Og nu forsvare du dem netop Charlotte. Der er ingen grund til at forsvare den slags mennesker” sagde han med et ganske let suk og overvejede virkelig et kort sekund at rette hendes hoved op med sine hænder, men lod være da hun sikkert bare ville forsvare det. ”Og så længe man kan bruge det meste af tiden på denne skole så slipper du heldigvis for dem” sagde han med et ganske let bestemt nik. Hun ville ikke behøve at komme på børnehjem. Det var en af de smukke ting ved at hun kunne være på skolen så meget som hun ville selvom det var sjældent at eleverne ikke tog hjem i weekenderne også. Så var det praktisk talt kun sommerferien hvor hun var tvunget til at finde et andet sted at være og en som hende måtte have venner hun kunne bruge sin sommerferie hos i stedet for sådan nogle forældre. Han havde så heller ikke lyst til at nævne overfor en fremmede elev at han kun alt for godt kendte den type hendes forældre var på mere end en måde, men det ville udstille hans bror eller hendes klassekamerat og det var bare ikke hans historie at fortælle. Han lagde godt mærke til den måde hun forsigtigt kiggede op på og hævede let det ene øjenbryn. ”Hvorfor tør du ikke se op bare fordi jeg bliver lidt bestemt?” spurgte han roligt og lagde hovedet en ganske anelse på skrå. Ikke at han regnede med hun ville betro den slags til ham, men det kunne jo godt være når han var professional og han ville sagtens kunne finde på bedre løsninger end at fjerne hende hjemmefra når hun havde så få år til hun blev myndig.
”Lige præcis min tanke. At jeg så ikke siger det højt så længe jeg teknisk set er på arbejde er så straks en anden sag” blinkede han ganske let til hende uden at nævne det var fordi han var gode venner med Sindri der til en hver tid aldrig ville tilgive ham hvis han snakkede sådan til en elev var straks en anden sag og ikke en han behøvede at indvie hende i.
Han nikkede ganske let til det var mange gange. Han vidste det jo godt. ”Du kan også bruge din øreflip en gang i mellem for dine fingre ikke skal blive helt numb” påpegede han med et smil over sine læber. Ja det var ikke helt så nemt på en selv, men teknisk set kunne hun godt. ”Du skal helst træne. Det er godt at være i form så det ikke senere i livet udvikler sig til en type 2” sagde han med et smil over sine læber da det trods alt var en ekstra god idé at træne når man havde diabetes. Man kunne trods alt også blive blind hvis man ikke passede på, men det ville han bare helst ikke skræmme hende med. Det var der ingen grund til hvis bare hun fulgte det. ”Ja for pokker. For jeg har jo noget hår du kan flette. Og jeg ser ikke husmor porno” sagde han med et grin da han lige kunne se det for sig. Han havde aldrig set det, men det var en utrolig gammel film for det første da de var i 2054 og for det andet så bare hele handlingen virkede som husmor porno. ”Action, komedy. Stuff like that. Bare ikke husmor porno, chick flicks og alt for romantiske ting” sagde han med et ganske let nik. Lige nu synes han også mere de mindende om et par venner og derfor var det fint nok for ham.Det var ganske underforstået når han kaldte det husmor porno at hvis han skulle se på porno var han typen der så 'rigtig' porno.

Charlotte grinte let, "Ja, det kan jeg godt forstå, det skal du også," sagde hun med et smil på læberne, hun var bestemt ingen dum pige, når det kom til at finde på smutveje rundt om systemet. Havde hun været det, så var hun og hendes søskende nok blevet fjernet fra deres forældre for længe siden. Hun mærkede lettelsen skylle indover hende, da hun ikke havde udtalt hans efternavn forkert, "Arh.. Hvor kommer I egentlig fra?" spurgte hun med et lille smil, selvfølgelig kunne hun godt lægge to og to sammen, til hvem hans bror var. Hansen var ikke et efternavn man ofte stødte på her i USA, men som så mange andre amerikanere, så var Danmark ikke lige det land hun havde hørt mest om. Hun grinte mildt, "Neeeej da, gjorde jeg? Det var slet ikke med vilje," sagde hun morende og blinkede til ham igen. Han havde jo ikke stoppet hende indtil videre, tværimod, så hvorfor skulle hun lade vær. De var alligevel kun de to og det var ikke fordi væggene havde øjne eller ører.
Hun bed sig hårdt i læben, da han gentog hun forsvarede dem, "De er ikke dårlige mennesker. Jeg tror du misforstod mig," trak hun i land, da hun godt kunne fornemme, at hun havde trådt i den berømte spinat, mens hendes blik stadig hvilede mod hans fødder i stedet for hans ansigt. Det var dog nok meget godt, at han ikke prøvede at få hende til at se på ham, da hun ikke var sikker på, at hun ville kunne holde facaden oppe ligeså godt, hvis hun så ham i øjnene samtidig. "Jeg vil ikke slippe for dem, jeg får hjemve, præcis ligesom alle andre elever her på skolen," sagde hun lavmeldt, selvom det var delvist løgn. Den eneste grund til, at hun fik hjemve, var fordi hun vidste hendes lillesøster var derhjemme med forældrene. Alene. Hun havde ikke nogen til at passe på hende, når Charlotte ikke var der. Eller Nathan, for den sags skyld. Hun tvang sig selv til, at rette sig op og se mere direkte på ham, da hans spørgsmål lød. "Plejer eleverne at se op, når du bliver bestemt overfor dem?" vendte hun hans spørgsmål, okay måske hun var en del hurtigere til at frygte chancen for at få en på hovedet eller lignede, end mange af hendes jævnaldrene, men hun ville da mene det var meget normalt, at se ned eller væk, når man blev skældt ud. Men igen, med hendes barndom, hvad vidste hun så om, hvad er var normalt.
Hun bed sig lidt i underlæben, med et svagt smil gemt bag, da han blinkede til hende igen og gav hende ret. Hun fangede jo godt hans hentydning, "Det ville også være meget uprofessionelt af dig, Toke," sagde hun i en drillende undertone og blinkede tilbage til ham, selvom hun ikke helt kunne finde ud af om han gjorde det for at flirte eller om det bare var ganske uskyldige blink han sendte til alle eleverne. Dog var hun ikke typen som rendte rundt og blinkede til hvem som helst.
En smule ubevidst tog hun sig lidt til den ene øreflip, da han fortalte hun også kunne måle sit blodsukker der og nikkede så lidt. Hun mærkede dog lettelsen strømme indover hende, da han sagde hun helst skulle træne, hvilket nok tydeligt kunne ses i hele hendes mimik. "Så måle blodet mindst tre gange om dagen. Træne. Andet?" spurgte hun, selvom hun nok ikke ville kunne huske det hele med det samme og regnede nok også lidt med, at han nok ville skrive nogle af tingene ned til hende i morgen eller senere denne aften. Det var nok meget godt, at han ikke fortalte hende om blindhed, eller andre ting som kunne ske, hvis ikke hun tænkte sig om.
Hun kunne ikke lade vær med, at grine over hans kommentar, "Husmor porno? Seriøst?" spurgte hun i et grin og rystede lidt på hovedet af ham, og mærkede en svag varme i sine kinder, dog håbede hun ikke en rødme ville følge med, men eftersom hun ikke kunne se sine egne kinder, kunne hun jo ikke vide det. Hun rullede lidt længere ned, for at finde noget som kunne opfylde hans ønsker, for der var no way om hun ville ligge og se hverken husmor porno eller andre former for erotiske film med ham, det ville være alt for grænseoverskridende for hende, men hun ville nok heller ikke have mod nok til, at sige fra, hvis det var det han foreslog at se, selvom hun var modig på virkelig mange punkter. "Hvad med den?" spurgte hun og pegede på en som lignede noget blanding mellem aktion og komedy, dog ikke en hun kendte.

Han nikkede blot ganske let da han ikke kunne se han skulle kommentere yderligere på det da hun bestemt mindede ham om en pige der kunne finde ud af det der med smutveje og han glædede sig til at se dem. Nu havde han så også selv været ret så god til det der med smutveje da han var yngre så det gav mening han kunne se det hos andre. ”Mor er fra Danmark så næsten hele vores familie har gået på Hogwarts ligesom dem som kommer senere på måned” forklarede han med et varmt smil over sine læber da det trods alt var sandt. Selvom det var ham der røg hash nærmest dagligt havde han faktisk mere styr på familien end hans storebror. ”Men min far er amerikaner og faktisk i familie med rektor. Jeg bruger bare ikke Campbell navnet så meget. Som faktisk også oprindeligt er en dansk familie” påpegede han med et lille let nik da det ikke var nogen hemmelighed at han hed Campbell. Ligesom det heller ikke var nogen hemmelighed at han var Tyrs lillebror og stadig arbejdede samme sted som sin storebror. Det var også meget naturligt for de fleste der kendte en smule til nordisk mytologi at de fleste Campbells havde et navn derfra. Da han dog kun var halvt en Campbell havde han lidt fået lov til at slippe for den del mens Tyr ikke havde hvilket ingen af dem havde bidt mærke i. Måske fordi ingen af dem gik op i den slags.
”Og hvis det var Charlotte så er jeg sikker på der ikke er noget jeg ikke har set før” sagde han ganske roligt da han trods alt både kendte til forældre der slog deres børn og bare ikke var der for dem. Han havde bare ikke lyst til at være den som skulle fortælle andres historier og da slet ikke Tyrs på nuværende tidspunkt. ”Og hvis du havde sagt det højere så havde jeg næsten troet på det” påpegede han ganske roligt da han heller ikke havde lyst til at kalde hende for en løgner, men han følte lidt lige nu det var det hun sad og gjorde overfor ham. ”Jeg bliver sjældent bestemt. Der er en grund til jeg ikke er professor, men skolens sygeplejerske. Den bestemte i vores familie er Tyr. Også bedre kendt som professor Hansen” sagde han med et glimt i øjet selvom han regnede med hun kunne regne ud at han var Tyrs lillebror, men det kunne godt være det ikke var faldet hende ind der var en sammenhæng. ”Ja og det kan vi ikke have. Jeg tror ærlig talt Sindri ville rive bollerne af mig hvis jeg sagde den slags højt til en elev” sagde han med et glimt i øjet og et charmerende smil over sine læber. For det første var Toke bare meget flirtende af natur og for det andet så var hun måske heller ikke lige den første elev han havde flirtet med. Han havde bare ikke gjort noget ved den anden elev der lagde an på ham, men han fandt det bestemt forfriskende. ”Spis sundt og alt det. Så er du på rette vej og skulle gerne kunne holde dit blodsukker pænt. Og at man ikke må spise sukker er noget pjat. Du skal bare gøre det i de rette mængder, men hvis du træner regner jeg med du i forvejen tænker over det” sagde han med et ganske let nik. ”Og ellers kommer du altså bare. Så hjælper jeg dig” sagde han med et smil da han trods alt gerne ville være behjælpelig. Især fordi det ikke var helt så nemt i øreflippen og han godt kunne forstå hun ønskede hendes fingre skulle slappe lidt af en gang i mellem. ”Ja helt seriøst. Det er sådan noget som kvinder på 30 årig ser når de ikke har nok spænding i deres sexliv og drømmer de bliver forført af denne her umådeligt grimme mand og nærmest voldtaget” sagde han med et ganske let grin og lagde faktisk ikke mærke til om hun fik røde kinder af det. Det var det med at Toke altså kun var i midt 20’erne og derfor nogle gange var virkelig direkte. Han havde heller intet problem med at kalde ting for patter når han snakkede. Toke ville så aldrig se porno med hende og da slet ikke når han ikke kendte hende bedre end han gjorde lige nu. Han nikkede ganske let til det kunne de godt give sig til at se. Det var ikke en titel han kendte, men det kunne han jo komme til.

Charlotte nikkede lidt, da Toke fortalt hans mor var fra Danmark, "Så din mor mødte din far og flyttede med ham til USA? Hvad med jeres danske familie?" spurgte hun og regnede stærkt med, at hvis hun begyndte at spørger for meget om ting han ikke ville have hun skulle vide, så ville han sige det. Hun var jo bare nysgerrig og når hun alligevel skulle tilbringe natten her, så kunne hun jo lige så godt få tiden til, at gå med at snakke med ham og udnytte han havde tiden til det lige nu, da hun var den eneste elev der lige nu. Hun bed sig lidt i læben, "Well, det er ikke dig man skal pisse af," sagde hun lidt drillende, da han fortalte han var i familie med rektoren på skolen. Ikke fordi, hun vidste jo godt, at en rektor skulle have en real grund til, at smide elever ud af skolen, men det var nu heller ikke noget hun frygtede ville komme til at ske.

Hun bed sig hårdt i læben. Hun vidste jo godt han havde tavshedspligt, men hun vidste også godt at der var noget som hed indberetningspligt og den var hun ret sikker på og galt for ham, men eftersom hun ikke ligefrem havde nogen uddannelse som var underlagt nogen af de to ting, så vidste hun ikke hvor grænsen gik, men hun ville heller ikke spørger indtil det, for så ville han jo sikkert kunne regne ud, at der var noget der ikke var som det burde. "Men det er der ikke," svarede hun blot og sank lidt, hun kendte ham jo i bund og grund slet ikke, hun vidste ikke om hun kunne stole på ham og hun havde allerede bedt ham om at holde tæt omkring hendes sygdom, hun ville ikke belemre ham med mere. Hun begyndte at pille lidt ved huden omkring sine negle, "Hvorfor bekymre du dig overhovedet?" spurgte hun stadig i den lave stemme, selvom hun godt vidste han havde ret, hun lød langt fra ligeså overbevisende, som hvis hun bare havde kigget på ham og svaret i et normalt toneleje, som hun gjorde overfor professorerne, hvis de spurgte indtil hende og hvordan det gik hjemme. Måske det var fordi Toke netop ikke var professor, at hun havde et andet syn på ham. "Så du er i familie med både rektor og professor Hansen?" spurgte hun og mærkede en lettelse skylle indover hende, da det virkede til at samtalen gled væk fra hendes forældre og hans glimt i øjet vendte tilbage, hvilket fik et smil frem på hendes læber igen.
Et lidt flirtende smil meldte sig på hendes læber, "Well, du kan altid hviske det til mig, så har du teknisk set ikke sagt det højt," sagde hun og blinkede en smule lokkende til ham, men helt ærligt, det var da ikke hendes skyld at han var så charmende og sød at se på. Hun nikkede lidt som han fortalte, og hørte rent faktisk ordenligt efter denne gang, uden at blive forstyret alt for meget, at hans pæne ansigt. "Tak, Toke," sagde hun og sendte ham et taknemligt smil, hun var virkelig glad for, at hun havde fået ham overtalt til, at hendes forældre ikke skulle vide noget, men hun i stedet kom hver dag efter skole og gjorde rent for ham. Det var en langt mildere straf end den hendes forældre sikkert ville have fundet på.
Hun kunne ikke undgå at slippe et nyt grin og rystede så lidt på hovedet, "Waow. Og hvor mange gange har du så set den, siden du kan genfortælle den så godt?" spurgte hun drillende, dog meget bevidst om ikke at vende ansigtet i hans retning lige nu, da hun stadig ikke vidste om hendes kinder var røde, for de var stadig en smule varme og det plejede at være et ret godt signal på de også var røde. Hun trykkede play, efter han havde nikket. "Kan du se?" spurgte hun og lagde sig om på siden med fronten mod ham, så der var en smule mere plads, da biksen trods alt kun var beregnet til en person. Uden rigtigt at tænke over det, lagde hun sit hoved mod hans skulder for at slappe mere af i nakken.

"Se.. Jeg tror aldrig jeg har hørt efter for jeg kan faktisk ikke huske den historie" sagde han med et ganske let grin da han faktisk havde glemt hvordan hans far og mor havde mødt hinanden. Sandheden var sikkert også at de havde givet ham en falske historie. "Altså far er selv af dansk oprindelse også. Det meste af mors familie er spredt over UK og Danmark og jeg ser dem faktisk ikke" sagde han ganske roligt da han ikke rigtigt gik op i det der med familie der ikke var i landet. For ham var det ikke af en betydning og siden de aldrig havde haft den store sammenhold til Hansen delen af familie så brugte han heller tid på Campbell delen og selv den havde han meget lidt kontakt til. Måske fordi Tyr ikke ønskede at være en del af den familie. "Thor er professionel. Han har heller ikke hyret mig pga. mit efternavn, men mine evner" sagde han med et drillende glimt i øjet selvom det var ganske sandt. Han var jo mere end sit efternavn.

"Og jeg tror stadig ikke på dig, men nok om det" sagde han med et ganske let ryst på hovedet. Han troede virkelig ikke på at der ikke var noget galt. Toke var bestemt typen man kunne stole på. Ikke bare i form af sit job, men fordi han ikke kunne se hvorfor han skulle udlevere andres historie medmindre det var noget som gik indover hans fag. "Fordi jeg bare gør. Der er ikke en bestemt forklaring andet end jeg bare gør" sagde han med et ganske let nik da han ikke kunne forklare det meget anderledes end bare det. Han havde ikke nogen bestemt grund og det var ikke kun fordi det var en del af hans arbejde. Han nikkede ganske let til hvem han var i familie med. "Det her sted har øre Charlotte" sagde han med et ganske let grin for ligesom at understrege han gerne ville have sagt det hvis de ikke havde været på skolen. "Der er ingen grund til at takke. Det kommer med arbejdet" forklarede han ganske let selvom han godt vidste det nok var mere end den del med han valgte ikke at sige noget. Sindri ville seriøst give ham stokkeprygl hvis han fandt ud af hvordan han behandlede en elev. "En gang med en eller anden kedelig date. Aldrig har jeg kedet mig så meget i hele mit liv" sagde han med et ganske let grin og rystede let på hovedet af hele situationen. At han så rent faktisk havde slæbt hende med hjem udelukkende for at bevise han var mere spændende end sådan en dårlig film hvorefter han så havde ditchede hende var så noget helt andet. Han nikkede let til om han kunne se. Han lagde automatisk sin arm om hende for at skabe mere plads og hev hende en anelse indtil sig. Udelukkende for at sikre sig hun ikke skulle falde ned, men det var bestemt hyggeligt det her.

Charlotte grinte let, da han forklarede at han ikke rigtigt havde hørt efter, da hans forældre havde fortalt hvordan de havde mødt hinanden. Hun så lidt på ham med et lidt eftertænksomt blik, "Kan du så snakke dansk?" spurgte hun nysgerrig, med et let smil på læberne. Hendes familie var ikke særligt stor, hun havde sine forældre og sine to yngre søskende, sin moster og hendes mand, plus Gwen og hendes forlovet, men hende vidste Charlotte ikke var en del af familie. Hun bed sig lidt i læben, "Selvfølgelig ikke. Du er dygtig til dit arbejde," roste hun og sendte et smil retur til ham.

Hun bed sig hårdere i læben og vendte blikket væk fra ham, men mærked en lettelse skylle indover hende, da han sagde de kunne lade det ligge. "God idé," svarede hun lavmeldt. Hun vendte blikket tilbage på ham, selvom hendes øjne flakkede en smule, "Der er intet at bekymre sig for," sagde hun og rettede lidt på sig, hun var ikke vant til at nogen bekymrede sig for hende, hun var vant til at være den store som bekymrede sig for andre. Hun tog gerne ekstra slag fra sin far, hvis det betød at hendes mindre søskende slap og så fandt hun på undskyldninger for de efterfølgende blå mærker og andre skader som måtte følge med.
Et lidt skævt smil meldte sig på hendes læber, "Jeg forstår en hentydning," svarede hun og blinkede til ham, da han sagde stedet havde ører. Ingen tvivl om, at hun synes han var en flot mand. Hun så lidt på ham, "Og jeg må ikke takke dig for, at udføre dit arbejde?" spurgte hun en smule drillende og bed sig lidt i læben, da hun mente, at selvom man 'bare' gjorde hvad man fik løn for, så var man stadig et menneske og alle havde jo behov for anerkendelse fra tid til anden.
Hun grinte let, "Det lyder kedeligt," sagde hun drillende og mærkede rødmen begyndte, at fortage sig igen. "Hvor gammel er du egentlig, Toke?" spurgte hun en smule nysgerrig, men hvis hun skulle til, at komme forbi hver dag efter skole og gøre rent for ham, så ville hun da også gerne lærer ham lidt bedre at kende. Hun stivede lidt, da hun mærkede armen omkring sig, fordi hun automatisk blev 'bange' for at han ville slå hende, men da hun opdagede at dette ikke var tilfældet, slappede hun mere af igen. Hun lagde en hånd på hans brystkasse og lod sit hoved hvile derpå, da han hev hende indtil ham. Var det overhovedet okay, at de lå sådan? Hvad ville folk ikke tænke, hvis nogen kom ind og så dem? Hun bed sig lidt i læben ved tanken, men blev enig med sig selv om, at det var ingenting. Hun lå faktisk overraskende godt, hun var ikke vant til at være så tæt på nogen som helst, som hun var lige nu på Toke, men der var et eller andet rart over det.

Han nikkede ganske let til at han godt kunne dansk. Han var ikke ligeså god som andre i deres familie dog, men han kunne godt. "Foresti er dog bedre end mig" påpegede han med et ganske let nik. Det ændrede dog ikke på at han kunne dansk. Han snakkede det da også ofte til Foresti når han endelig kom derop. Hans dansk havde bare et noget mere amerikansk accent over det end Forestis. Tokes familie var ret så stor. Han nikkede ganske let til at han var ansat pga. sine evner og ikke noget andet. Han vidste jo godt han var dygtig og desuden var han også ung så det var nemmere for ham at kunne have en connection til de unge.

"Det er vi så heldigvis to om at bestemme" sagde han med en ganske mild latter da han virkelig troede på der var noget at være bekymret for uanset hvad det var Charlotte sagde. Han ville heller ikke bare sådan lige ligge det på hylden. Han gjorde det jo ikke kun fordi det var en del af hans erhverv, men fordi han oprigtigt troede på der var noget at være bekymret for. Hvis han vidste hvad der foregik ville han også gøre sit for at blande sig uden at hive hende væk derfra da det bare ville ramme Nathan i stedet for. Han blinkede ganske let til hende da hun havde opfanget hans hentydning. "Det er da ikke noget at takke for" sagde han med et ganske let ryst på hovedet da han synes det var fjollet at sige tak for at han gjorde sit job. Han nikkede ganske let til at det lød kedeligt. "25 år. Hvad da?" spurgte han med et varmt smil over sine læber. Han hævede ganske let det ene øjenbryn da hun reagerede underligt på han lagde sin arm om hende, men han sagde ikke noget til det. Toke var ligeglad med hvad andre ville tænke for det var ikke fordi de lavede noget så han kunne sagtens forsvare det. De fik set filmen færdig og Charlotte fik lov til at få fred til at sove der. Toke selv smed sig i en af de andre senge så han kunne holde øje med hende.