Atticus+Faith - You Can't Take Back, What You've Done

Atticus Hamilton MacKay - Azkaban - omkring klokken 14.

Faith gik ned af de kolde mørke gange, målrettet mod en bestemt celle. Hun tog sig ikke længere af fangene som piftede efter hende, når hun gik forbi deres celler, det var hverdag efterhånden, selvom hun ikke havde arbejdet her i meget mere end et halvt års tid. I hænderne foran sig, bar hun en mappe og et par løse papirer, som manglede nogle underskrifter fra en af fangerne.
I hendes hoved, var det fuldkommen uforståeligt, hvordan sådannet noget sjusk havde kunne gå uset hen, det var jo ikke fordi det var en fange som var kommet ind i går. Hun stoppede op foran Atticus celle, drejede en kvart omgang, så hun stod med fronten mod ham, og skubbede så læsebrillerne en anelse ned, så hun kunne se over dem. Hun var klædt i en meget mørkegrå, næsten sort nederdel og en hvid skjorte. Med andre ord, så levede hun godt op til, det typiske indre blik, som langt de fleste fik, når man tænkte på en sekretær.
"Fange nummer?" bad hun i en formel tone, det nyttede jo ikke noget, hvis hun fik en underskrift fra den forkerte, og ligesom på hospitaler og den slags, så kunne der jo også ske fejl her i Azkaban.


Atticus sad i det hjørne af sin celle han plejede. Rastløsheden havde han efterhånden vænnet sig til, da han havde sat herinde i så mange år, at hans ungdom synes forsømt. Ikke at han fortrød hvad han havde gjort, langt fra. Skrigene, mørket, frustrationen og søvnløsheden havde været hans liv siden han var 17, føltes trivielt og han var også rimelig apatisk over for det. Alligevel havde det sat sine ar i den unge mands krop. De lilla, nærmest sorte render under øjnene, det spidse trætte blik, den tynde og blege krop og et par rifter hist og her - for tiden skulle jo gå med et eller andet, var et par eksempler på, hvordan Azkaban tydeligt kunne ses på hans krop. Han var dog ikke bange - for hvis der var noget Atticus ikke var, så var det bange for nogen som helst. Det havde han sagt farvel til den dag, der ændrede hans liv og fik ham til at sidde her. Atticus så op, da han hørte en kvindelig stemme. Han havde godt hørt nogle af de andre indsatte pifte, men han var ikke som de andre. Han så mod kvinden, som ganske vist fandt ganske køn, men hvorfor pifte efter hende? Han rejste sig op og gik hen mod hende - så meget som han trods alt kunne. Han betragtede tekstilen mod hendes krop og sammenlignede det med hans egen fangedragt. "402" svarede han med en rolig stemme og sendte hende et skævt smil, selvom han var sikker på han med al garanti ville blive tolket som en psykopat. Det var også noget af den underholdning, som han fik i løbet ad dagen. "Er du her for at lukke mig ud eller noget?" spurgte han, selvom han godt vidste, det næppe var hvad der skulle ske.


Faith havde endnu ikke flyttet sit blik fra sine papirer på sit clipboard. Hun satte en ring rundt om fangenummeret som stemte overens med det Atticus sagde, og først nu vendte hun blikket direkte mod ham, tids nok til, at se hans svære smil, hvilket fik hende til at himle let med øjnene.
Hun var så træt af fanger som prøvede at lægge an på hende. Selvom hun på den anden side godt kunne forstå, hvor hård det måtte være, at sidde i den samme celle dag ind og dag ud, og nu var mennesket nu engang indbygget med vise behov som ikke ligefrem blev opfyldt i Azkaban.
Hun tog bildt fat om sine læsebriller og skubbede dem op på hovedet, så de holdt hendes lange mørke hår tilbage, mens hun tippede hovedet lidt til den ene side. "Eller noget. Og vi er vist ikke dus, Mr. MacKay, De kan kalde mig Frk. Lavoie," sagde hun stadig i den formelle tone. Hun havde utroligt mange fordomme om de indsatte, hvem ville ikke have det, når man, som Faith, havde arbejdet på stedet et år og set alt, lige fra de mindste små tyve til mordere. "Vær venlig og stil Dem med fronten mod bagvægen og hold Deres hænder, hvor jeg kan se dem," sagde hun og trak sin tryllestav, så hun kunne forsvare sig, hvis han prøvede på noget.


Han lagde mærke til, at hun himlede med øjnene og fandt det ganske enkelt utroligt morsomt. Selvfølgelig havde man behov der ikke blev opfyldt når man var her, men han måtte nu alligevel indrømme han var nået til det punkt, hvor han var mere ligeglad end så meget andet. Han havde jo sat her siden han var 17 - hvilket var en del dage siden. "Er vi ikke?" spurgte han med en opgivende tone og så på hende med et skarpt blik. "Okay, fru konservativ." sagde han med et smil over sine læber, der var mere skævt og malplaceret på det trætte ansigt. Han var ikke formel. Han kom for det første fra Skotland og hans familie havde ikke været specielt rig - det der med dis og dus faldt ikke rigtigt i hans jord. Atticus kunne godt forstå at folk havde en masse fordomme om dem der sad herinde og de fleste af dem var med garanti også rigtigt. Han så på hende med et blik, der tydeligt sagde det ikke var det han havde lyst til, men han vidste godt han enten kunne stå og diskutere - hvilket ville have flere konsekvenser for ham eller få det overstået så det han lige nu anså for at være en kælling, kunne gå sin vej. Han stillede sig med fronten ind mod den kolde bagvæg og løftede sine hænder op over hovedet. "Er du vant til at rage på de mandelige indsatte?" spurgte han direkte med en tydelig skotsk dialekt.


Faith sukkede opgivende, hvorfor var det også lige, at det her var blevet hendes opgave? Hun var ikke fangevogter, hun var sekretær og intet andet. Til gengæld var hun også uden tålmodighed og en lidt for stor kontrolfreak til, at hun bare kunne lade papirer som ikke var underskrevet lægge, uden at gøre noget ved det. "Nej, det er vi ikke," svarede hun kort for hovedet. "Jeg ved godt min navn er fransk, men så svært er det heller ikke, at udtale, selv ikke for en skotte," sagde hun med et utilfredst smil på sine læber, da han kaldte hende fru konservativ.
Hun blev stående på den anden side af trammerne indtil han havde stillet sig, som hun havde bedt ham om. Først da svang hun sin stav mod låsen, og med en non-verbal besværgelse fik hun låsen til, at gå op, og låste den igen efter sig, da hun var gået ind. "Ja," svarede hun i en ganske provokerende tone, men så kunne han da bare lade vær med, at spørger. "Men bare rolig, langt de fleste af dem kan lide det, så nu må De jo se, hvad du syntes om det," tilføjede hun og lod sine hænder undersøge hans krop. Først ned af armene, ryggen, ballerne og til sidst benene. "Vend," sagde hun roligt og afventede han ville gøre som hun sagde, så hun også kunne kropsvisitere ham foran.

Atticus synes heller ikke det her var specielt hyggeligt. Han var normalt en af de fanger, der passede sig selv. En ting han synes forekom sjældent på det niveau han sad på. Han blev forstyrret i at lave ingenting. Det vil sige hans tankestrøm blev også forstyrret for hans tanker kørte rundt i et hyperaktiv spind. Han grinte lidt. "Du skuffer mig, Laura." svarede han et kort flabet glimt i øjet, selvom hans ansigt så ligeså ligbleg ud som det plejede og det ikke var til at spotte en følelse i hele hans ansigt. Laura var selvfølgelig også fuldstændig og med vilje - især henvist til hendes vanskelige efternavn, som jo, var svært for en skuffe at sige. "Hvad ved du om det?" spurgte han skarpt og rystede på hovedet af hende. Han hørte hende komme tættere på og mærkede hvordan lokalet blev en smule koldere. Han vidste godt hvad der skulle ske og det huede ham ikke. Han svarede hende ikke. Han vidste, at han ikke kunne og det blev også meget tydeligt, da hun rørte ved ham. Hele hans krop stivnede, mens han samtidig fik gåsehud. Stivnede fordi han hadede det, gåsehud fordi efter mange år så var det på en eller anden måde stadig behageligt. Han vendte sig om da han fik kommando på det og lod hende gøre det som hun skulle. Hans krop var dog stadig stivnet, men han vidste mere end så meget andet at det var en dårlig idé at vise svaghed. Især sådan et sted, hvor dagene føltes langt længere end de var og fortvivelse kunne spredes som en steppebrand. Han valgte derfor at kigge hende direkte i øjnene og endda ret længe. I hans øjne var det på en og samme tid tydeligt, at se han ikke havde tænkt sig at gøre hende ondt og samtidig tydeligt at han var ret fortabt herinde. "Du har smukke øjne." sagde han direkte med en mondæn stemme.

Faith sukkede lidt og sendte Atticus et ret sigende blik, "La-vo-i-e," udtalte hun langsomt og så tydeligt som det overhovedet var hende muligt. Dog havde hun en eller anden idé om, at han kun gjorde det for, at irritere hende, hvilket desværre virkede. Alligevel var der et eller andet i hans attitude, som hun ikke havde set hos en fange før. Hun kunne dog ikke sætte en finger på, hvad det var, men det gjorde hende nysgerrig som bare pokker.
Hun rullede kort med øjnene, "Det er ikke ligefrem noget I mænd, er særligt gode til, at skjule," svarede hun køligt. Det ville da heller ikke være første gang, en mandlig fange ville reagere på, at hun rørte dem. Det virkede dog ikke til, at være tilfældet ved Atticus.
Som han vendte sig på hendes kommando, gentog hun sine bevægelser fra før, denne gang blot foran på hans krop. Hun bemærkede godt, at hans krop stivenede, men hun tog sig ikke af det. Det var trods alt bedre, end den modsatte reaktion, som så mange andre mænd kom med.
Hun rømmede sig lidt, da hans øjne fangede hendes. Der var noget i hans blik, hun ikke helt vidste, hvordan hun skulle håndtere. "Ehm.. Tak, tror jeg nok.." svarede hun, og trådte et skridt væk fra ham. Den var alligevel ny. Det plejede, at være hendes bagdel der blev kommenteret på, ikke hendes øjne. "Sid ned, Mr. MacKay," sagde hun og gjorde en gestus mod hans 'seng' eller hvad man nu end skulle kalde det, og vendte blikket væk fra ham. Noget hun egentlig godt vidste hun ikke burde.

Attitus stirrede på hende som hun gav sig til at skære sit underlige franske efternavn ud i pap. ”Lavura.” svarede han med en tydelig skotsk accent. Han udtalte det forkert med vilje, mest af alt fordi man kun havde det skæg man selv sad på. ”Lavura. Er det meningen at jeg skal melde dig som diskriminerende? Det er ikke just pænt at skære alle mænd over med en kam. Men det er jo typisk alle kvinder.” svarede han henkastet, selvom der tydeligvis var gemt en joke bag det. Han kunne ikke være ligeglad med om hun mente alle mænd var sådan. Sandheden var at Atticus i bund og grund ikke brød sig om, at blive rørt ved og heller ikke selvom kvinden var smuk og han ikke havde bedt om det. Han bed sig hårdt i læben for ikke at vise for mange tegn på svaghed. Han vidste at var der bare et eneste tegn, så ville hans tid herinde blive værre end den i forvejen var. Han ville dog langt hellere leve her og vide hans forældre var fuldstændig skaffet af vejen, hvis han skulle være ærlig. Han så stadig på hende og smilede kortvarigt, selvom det var skævt og nærmest så opgivende ud. Azkaban kunne knække en hver sjæl, længere og kortvarigt. Selvom Atticus stadig var kæk, gjorde han meget ud af ikke at være for kæk for han vidste, en eller anden dementor ville ødelægge det for ham. Atticus satte sig ned da han blev bedt om det og kiggede forsat på hende, også da hun vendte sit blik væk fra ham. ”Hvad kan jeg gøre for dig, Lavura? Jeg vil gerne bøde dig på te, men som du kan se, så er mit hjem ret beskedent.” sagde han med samme blink i øjet som han havde haft da han kommenterede hendes øjne.

Faith sukkede opgivende med et blik hvilende på ham, som matchede hendes suk. "Hvor får du det R fra?" spurgte hun, men viftede hurtigt med hånden, "Ved du hvad? Lige meget, lad det lægge," sagde hun. Hvordan pokker kunne det lykkes ham, at hyle hende så meget ud af den? Det var aldrig sket for hende før, at en fange kunne få hende til, at stå og gentage sit navn så mange gange. Imponerende alligevel.
Hun skrev et par hurtige noter på sine papirer og bladrede lidt i siderne, og skrev lidt flere noter på nogle andre sider, før hun vendte blikket tilbage på ham, og fulgte ham med blikket, da han gik hen og satte sig. Hun rømmede sig lidt, "Jeg kan se, du ikke har været til nogen samtaler med vores krise psykolog eller terapeut, som er tilknyttet Azkaban. Hvorfor ik?" spurgte hun roligt, af en eller anden grund, var hun faktisk ikke så bekymret for, at være i hans celle, som hun var for at være i så mange af de andre fangers celler. Men det var nok fordi, at hun var vant til, at de kaldte hende alt muligt og var meget perverse overfor hende. Det var nogen gange lige til, at få kvalme af.
"Jeg klare mig nok. Må jeg?" spurgte hun og gjorde en bevægelse med hånden, som tegn på, hun gerne ville have lov til, at sidde ved siden af ham.

Atticus morede sig indvendigt over, hvor over hvor opgivende hun var. Selvfølgelig udtalte han med vilje hendes navn forkert, da det så ud til at irritere hende, bare ikke nok til, at der kunne ske noget med ham. ”Okay, frøken Lavoie.” sagde han denne gang korrekt og et kort øjeblik kunne man skimte et drilsk glimt i hans øjne. Det forsvandt dog hurtigt, da Azkaban kunne få selv det lykkeligste menneske til at droppe tilværelsen. Atticus var ikke ligefrem ved high spirits i forhold til at være her, omvendt var der nogen der var blevet sindssyge langt før han overhovedet havde tænkt, at det her var dødens pølse. Han stirrede undrende på hende. ”Som jeg har forstået det, er det et tilbud,” svarede han hurtigt og bed sig en anelse i læben. ”Jeg kan desuden heller ikke se, hvad jeg skal snakke med en krisepsykolog om,” svarede han opgivende. Han havde ikke haft lyst til at tale med en psykolog om noget som helst og han ville for guds skyld heller ikke sidde der for at genopleve de værste år af hans liv op til, at han slog sine forældre ihjel. Han flyttede sig en anelse, da hun spurgte. ”Værsgod.” svarede han, mens han betragtede hende. Hun var gudesmuk, det benægtede han ikke.

Faith skulle lige til, at åbne munden og rette på ham igen, da det næsten var blevet en vane på så kort tid, men da han rent faktisk udtalte hendes navn rigtigt, blev den lille sprække mellem hendes læber, som blottede hendes tænder, til et langt mere tilfredst smil, især fordi hun nåede, at spotte det lille glimt i hans øjne, hvilket altid var noget som varmede hendes hjerte, når fangerne trods deres situation her i Azkaban, stadig kunne holde deres mod oppe.
Hun nikkede lidt, "Det er blot et tilbud. Det er helt frivilligt," svarede hun og tippede hovedet lidt til den ene side, mens hendes blik hvilede på ham. Hun vendte blikket mod sine papirer igen. Hun ville virkelig gerne have ham overtalt til, at snakke med Azkabans krisepsykolog, mest fordi hun vidste det var præcis sådanne nogle ting, som ofte hjælp til, for at folk kom ud før tid. "Hør, Mr. MacKay, Azkabans krisepsykolog er virkelig dygtig, hun har hjulpet mange, og jeg ved hendes mening vægter højt," sagde hun og smilede lidt til ham som hun satte sig ved siden af ham, da han havde givet hende lov. Hun håbede lidt, at han fangede hendes hint. Det var jo snart tid til, at hans sag skulle op og vende, for at han kunne komme ud igen. Spørgsmålet var bare, om han overhovedet havde nogen tidsfornemmelse, og vidste det snart var tid.

Attitcus lagde mærke til hendes smil, hvilket faktisk et kort sekund varmede hans hjerte. Hun havde et virkeligt smukt smil, hvis man spurgte ham. Et af den slags smil, man kunne svømme helt væk i. ”Men alligevel, så er det en god idé...” kommenterede han skeptisk. ”Hvilket i princippet faktisk gør, at kan vælge forkert,” svarede han eftertænksomt og betragtede hende, da hendes blik hvilede på ham. Han kiggede faktisk på hende i noget tid, inden hun begyndte at snakke om krisepsykologen. Han så ned i gulvet, mens han tænkte. Han havde så mange dæmoner og skeletter, at han ikke var sikker på, at han kunne få ordene ud af sine læber. Og de hjemsøgte ham, så vanvittig meget også selvom det var 7 år siden, de skeletter var blevet begravet. Han havde ikke lyst til at hive op i sårene en gang til, men han kunne vel smøge sig uden ham. Kom til skyld, så havde han ikke nogen og det ville han være meget ærlig med. ”Hvis det gør dig glad, frøken Lavoie.” sagde han kortfattet, og mærkede et lille bum ved at hun satte sig ved siden af ham. Han anede slet ikke, at hans arm snittede hendes. Han havde trods alt opfanget hendes hint, men han tvivlede nu alligevel på han kom ud derfra. Han havde trods alt sat der så længe, at han ikke rigtig kunne huske hvordan verden udenfor den føltes. Han kiggede op fra gulvet af, for at lade sit blik hvile på hende. Han kiggede ned mod sin arm, da det gik op for ham, at hans arm var tæt på hende. ”Undskyld,” sagde han og hev den væk. Han vidste trods alt godt, at han skulle være påpasselig for selvom hun var sød nu, var det ikke sikkert hun blev ved. En anden grund var, at han selvfølgelig havde en udpræget berøringsangst, men den havde hun forhåbentlig ikke lagt mærke til.

Faith vendte blikket mod Atticus, "Det er altid en god idé, at snakke ud om sine følelser," svarede hun, hvilket jo sådan set ikke var løgn, det var bare ikke alle som var lige gode til det. Hun vendte blikket tilbage mod sine papirer, mens hun trak let på skulderne, "Du kan ikke vælge forkert, når det er frivilligt, men du kan øge dine chancer for, at komme ud noget før," svarede hun i en ganske rolige stemme.
Hun havde det egentlig fint nok med, at sidde og snakke med fangerne på den her måde, for han var jo langt fra den første. Men det var nok mest fordi hun vidste, at det var de færreste som turde gøre noget. For det første fordi hun havde sin tryllestav på sig, hvilket de jo sjovt nok ikke havde, og for det andet, fordi at dementorerne ikke altid var nogle lige venlige væsner og hun vidste de var på hendes side.
Hun rynkede mildt på panden, "Gør mig glad? Du har tydeligvis ingen idé om, hvad der gør mig glad, Mr. MacKay," sagde hun en smule hårdt, mest af alt for at opretholde sin autoritet overfor ham. Hun var endnu ikke gået blød overfor en fange, og det skulle bare ikke til at ske for hende nu, selvom en lille del indeni hende, faktisk havde en smule ondt af ham.
Hun vendte blikket mod ham som han undskyldte og fjernede sin arm. Hun havde dårligt nok bemærket det, men nu var det heller ikke hende som led af berøringsangst. "Det okay.." mumlede hun, og rykkede sig en smule væk fra ham, som hun rømmede sig lidt. "Anyway, vores krisepsykolog har tavshedspligt, men vil kunne give sin vurdering af sagen. Jeg vil anbefale dig, at tage imod tilbudet, men jeg kan selvfølgelig ikke tvinge dig," sagde hun og vendte blikket mod ham, mens hun bed lidt i sin læbe.

Atticus kiggede på hende, da hun sagde det var en god idé at snakke ud om følelser. "Jeg har ingen følelser." svarede han kortfattet og uden at kigge på hende. Han ville ikke høre alle havde følelser, for det var i hvert fald ikke sandt, og Atticus vidste det bedre end så mange andre. Han havde et par få familiemedlemmer han holdt af, og så havde han sin bedsteven. Det var så det, han kunne afgrænse dem, han holdt af til, og han var ikke bare sådan en der trak nye folk ind i sit liv - sjovt nok var det også ret besværligt, når han nu sad i Azkaban, men det var ikke kun det. Han havde heller aldrig gjort det, da han var i den frie verden. "Så er der også noget der er mere rigtigt, end det er forkert." svarede han. Han havde været typen, der nød at diskutere. Af en eller anden havde folk et underligt billede af, at folk på Hufflepuff ikke kunne finde ud at sige imod. De havde så ikke mødt ham. Atticus kunne ikke se, at han skulle gøre hende noget. For det første havde han opført sig pænt al den tid, han havde været herinde og for det andet, så havde hun jo ikke gjort ham noget som helst. Han lyttede til den hårde tone og bed sig i læben, da han skulle holde en flabet kommentar tilbage. "Jeg mener, så er der da en mindre herinde," svarede han med en rolig stemme, der med hvilke fik det til at prøve at lyde som om hendes reaktion var overdrevet. Som om, hun havde mistolket, hvad han mente. Han var ligeglad med om hun havde ondt af ham eller ej. Han vidste jo godt, at han selv havde sat sig selv i den her situation, og der var intet at gøre ved det, andet end at tage den straf han havde fået tildelt. Han fortrød det jo ikke. Han svarede ikke, da hun sagde det var okay. Hvad fanden skulle han nærmest sige? Han kløede sig en anelse på armen og lod der bare være tavshed. En ret tung tavshed, til hun brød med den med at snakke videre om den forbandede psykolog. "Sure," svarede han og nikkede ganske let. Han havde ikke så vanvittig meget at sige til det. "Oh well, så giv mig en tid." lød hans stemme monotont, mens han så på hende med hovedet vendt en smule på siden. Det han savnede mest ved udenfor var ærlig talt en smøg og alkohol, og det ville han gerne ud til. "Var det det, frøken Lavura?" spurgte han og så ned i sit skød. Han havde det underligt ved hun var herinde.

Faith hævede lidt det ene øjenbryn, "Vel har du så, der er ingen grund til, at lyve overfor mig," svarede hun en smule skeptisk. Om hans følelser så var, at være opgivende, sur eller ked af det, eller noget helt helt andet, vidste hun jo så ikke, men alle havde følelser. Hun forstod til gengæld godt, hvis han bare havde sagt det, for at undgå dementorene, eller fordi han ganske enkelt ikke ville snakke med hende om sine følelser.
Hun rystede lidt på hovedet, "Nej, der er noget som er mere fornuftigt end det andet. Det betyder ikke det andet er forkert," modargumentere hun roligt, selvom det egentlig var ret sjældent hun diskuterede med fangerne. Hun plejede bare, at sige hun havde ret og så var den ikke længere. Men lige i det her tilfælde, så var der jo rent faktisk ikke noget rigtigt eller forkert. Det var jo blot et tilbud til fangerne, som de kunne vælge til eller fra, som de lystede.
Hun sendte ham et meget lille smil, "En til eller fra, det gør ærligt talt ikke den store forskel," svarede hun roligt og førte en mørke brun hårtot om bag det ene øre, som var gledet ud af hendes knold. Hun var dog glad for, at der blev ved med, at komme folk ind og sidde, ellers ville hun jo blive arbejdesløs.
Hun nikkede lidt og skrev så ned på sine papirer, at han gerne ville snakke krisepsykologen. "Fornuftigt valg, Mr. MacKay," sagde hun og rettede blikket fra papirerne til ham. Hun nikkede lidt og rejste sig fra sengen, "Ja, med mindre du selv har noget, du gerne vil snakke om, så skal jeg bare have dig til, at skrive under her," sagde hun og rakte ham papiret, hvorpå der stod han gerne ville snakke med psykologen og en fjerpen, og valgte at lade vær med, at kommentere mere på, at han udtalte hendes navn forkert. Det havde hun lidt opgivet på nuværende tidspunkt.

Atticus rystede på hovedet. "Hvordan kan du vide det? Du ved da ikke om jeg er psykopat." svarede han med et skuldertræk. Det værste var, at Atticus følte faktisk, at han ikke havde nogen. Ikke at han var psykopat, for det var han ikke. Han følte bare, de var blevet drænet fra ham. Han vidste dementorerene ikke var synderligt interesseret i ham, for han havde ikke et eneste lykkeligt øjeblik. Han havde ikke håb for noget som helst. Han havde bare sig selv og det shithole, han sad i. Han var dog ligeglad med han var havnet her, for den del var sådan set hans egen skyld og som tidligere nævnt, så fortrød han det ikke en eneste dag af sit liv. "Det er det du tror alligevel. At jeg er psykopat, er det ikke?" spurgte han og så direkte på hende. Han lod sine brune øjne hvile længe på hende. "Jeg ved du kan se på dine papirer, hvad det er, jeg har gjort." forsatte han og talte som om det ingenting var, det han havde gjort. Det var det ikke for ham. Desuden gav det sig selv, når han sad helt heroppe og havde været her i så mange år. "Hm... " svarede han kortfattet over, det ingen forskel gjorde. Han nikkede bare til det var et fornuftigt valg, men måtte erkende han fortrød det allerede nu, men hvis det betød han snart kunne få en smøg igen og han kunne få lov til at leve i forhold til den alder han var, så var alt fint. Han savnede trods alt sin bedsteven. Han tog fjerpinden og skrev under med sit navn med en blid og glidende bevægelse og så op på hende. "Du har tilfældigvis ikke nogle goder udefra... Smøger eller noget?" spurgte han, og vidste at han tog en chance lige nu, men hey, hvis hun havde det så var hans dag reddet den dag. "Og ellers har jeg ikke noget. Har jo allerede sagt du har pæne øjne" understregede han, da han synes hendes selskab havde været underligt. Det var generelt underligt at have nogen inde ved sig. "Min sidste besøg var Nemo. Du må næsten kende ham, I har samme efternavn. Så tak for dit besøg i hvert fald." sagde han drillende.

Et roligt smil meldte sig på Faiths læber, "Hvis De havde været psykopat, er jeg ret sikker på, at det for det første havde stået i dine papirer, og for det andet, så havde jeg ikke været her uden en vagt ved min side," svarede hun og slog let ud med armene. Faith var faktisk ret glad for sit arbejde, det havde fået hende til, at sætte langt mere pris på tingene i livet, end hun havde gjort da hun havde været yngre. Hun havde intet at klage over, når hun havde en varm lejelighed, at komme hjem til hver dag efter arbejde, med en varm og blød seng. Hun havde et køleskab med lige det mad hun ønskede at spise. Hun havde tøj på kroppen og var alt i alt ret taknemlig. Hun lod sit blik fange hans og rystede så lidt på hovedet, "Jeg er blot sekretær, jeg har ingen ret til, at dømme dig eller nogen af de andre fanger," svarede hun, og undgik bevidst, at svare direkte på hans spørgsmål, for selvfølgelig mente hun, at han var syg i hovedet. Hun rømmede sig og rejste sig fra sengen, mens hun klemte papirerne ind mod sin mave og bryst, "Der står, hvad du har gjort, men ikke hvorfor. Jeg kender dig ikke og jeg kendte ikke dine forældre," svarede hun med blikket mod gulvet. Den her samtale brød hun sig virkelig ikke om.
Hun smilede lidt forsigtigt, da han skrev under, og tog så imod papirerne igen. Hun rynkede mildt på panden ved hans spørgsmål om smøger. "Sig mig Mr. MacKay, prøver De at få mig fyret?" spurgte hun i en hård tone, mens hun gik hen mod trammerne for, at se om der var nogle vagter i nærheden, hvilket der ikke var. Hun trak en enkelt smøg frem fra sin kavalergang, gik hen til ham, og bøjede sig fremover, så hun var i øjenhøjde med ham, "I lige måde, Mr. Mackay," sagde hun, som han gentog hun havde pæne øjne og blinkede til ham, før hun rakte ham smøgen og rettede sig op igen, som hun vendte rundt for at forlade cellen, men som han nævnte Nemo, stoppede hun brat op og drejede rundt på hælene. "Ja, jeg ved udmærket godt, hvem Nemo er," svarede hun, dog uden at uddybe, "Skulle det være en anden gang," sagde hun i et lille smil.

"Eller også er det fordi jeg har nægtet at tale med jeres psykolog, og der derfor ikke har været nogen undersøgelser af, om hvad jeg er" svarede han med et dybt suk. Han vidste godt han havde følelser, men det var nemmere at gemme det hele væk og trække sig længere ind i sig selv. Han vidste også godt, det ikke var fordi en psykopat var uden følelser, for de havde nogen. Den følelsesmæssige del af hjernen var indskrænket, men det var ikke det samme som ikke at have nogen. Desuden at være i det dræbefulde hjørne var vel også en følelse. "Det kan du sige alt det du vil. Du har alligevel nogen tanker om mig." svarede han skarpt og var ligeglad med om hun undgik det. For ham var det samme som at sige ja til hans spørgsmål. Han var ligeglad, måske var det det han var. Han havde bare gjort hvad der havde været bedst for ham og hans bror. "Vær glad for det," kommenterede han hårdt, da hans forældre blev nævnt. Han kunne ikke fordrage det. Han lagde mærke til den hårde tone og sendte hende et kortvarigt drenget smil. Han havde det nogle gange stadigvæk i sig. Han så på hende, da de var i øjenhøjde og tog imod smøgen. "Du smigrer mig, frøken Lavoie." sagde han med en monoton stemme, selvom han lignede en der morede sig over det. Han var dog ligeglad med om de var dis eller dus. Han var dus med alle, selv hvis det var dronningen af Saudi Arabien. Han nikkede som tak til smøgen. "Hils." sagde han inden han lod hende gå.

//Out//