Collin+Alastair - And Please Don't Drive Me Blind

Outfit
Collin Kieran Fitzgerald
Februar 2054
Tusmørkegyden
Alastair havde fået en besked om at han skulle møde op på en adresse i Tursmørkegyden hvor der lå en lille café. Ikke fordi han vidste hvem der havde sendt den, men han var ret så sikker på at det var Blair der igen ville have at han skulle teste et eller andet. Sådan plejede det i hvert fald at være for tiden og Alastair havde ingen anden vej end blot at lytte på hvad det var som Blair sagde for ikke alene var det hans leder, men også han havde taget ham i bestemt ikke at give alle de penge som han burde til Elijah. Det var lidt noget møg at han var blevet nærmest hans bitch, men sådan var det når man havde oparbejdet sig en virkelig stor gæld og Blair holdte hånden over ham. Det var ikke fordi Alastair fungerede specielt godt uden Collin i sidste ende, men han ville bare ikke være den person som kom til ham og sagde sådan. Han følte det var Collin der skulle sige undskyld først og så skulle han nok gøre det samme bagefter. Alastair var kommet en smule før og havde taget sig en øl for at finde nerver til igen at skulle være Blairs bitch. Han vidste trods alt ikke at det slet ikke var Blair, men Collin der faktisk havde et møde med ham. Han løftede sin øl op for at tage en tår og forsvandt ligeså stille ind i sin egen verden mens han havde sig en indre kamp med om han burde tage nogle stoffer eller ej.

Dressed to impress

Collin havde talt med Blair om den gæld, som Alastair efterhånden havde været dum nok til at stifte hos et drug kartel, og han vidste sådan set delvis godt, det var hans skyld. Han var virkelig bare ikke god til at skulle undskylde og han havde aldrig gjort det før, så han havde opvejet det med at betale den helt abnorme store gæld, som Alastair havde fået. Han forventede ikke Alastair ville tilgive ham for det eller tage ham tilbage som hans bedsteven, men han kunne bare ikke bære at vide, Alastair var i så store problemer. Han havde hørt der havde været noget med Keira og det ikke sås mere gennem Ray, og det undrede ham egentlig. Han vidste jo godt, at Alastair havde noget for den underlige stille pige og der virkelig måtte have sket noget slemt i mellem dem eller det var stofferne. Lige nu, forventede han faktisk mest af alt, det var stofferne der havde splittet dem ad. Han havde taget en streg til næsen, inden han var taget afsted, mest af alt fordi han ikke kunne finde ud af at forholde sig til virkeligheden. Det havde aldrig været hans stærkeste side, men det skyldes primært han havde angst for at forholde sig til det. Han var mødt op på den lille cáfe, som han havde aftalt med Blair, ham og Alastair skulle mødes på. Han bevægede sig ind ad døren og fik med det samme øje på hans bedsteven. Eller tidligere, da de teknisk set ikke var venner længere. De havde jo... slået op, sådan set. Han bevægede sig hen mod ham. "Alastair?" spurgte han og lagde en hånd mod hans skulder. Collin var afdistanceret fra den virkelig verden lige nu og opførte sig derfor heller ikke, som en der fortrød, han havde gjort sin ven ondt, men inden i gjorde hans hjerte ondt og han forstod det ikke helt. Han satte sig demonstrativt ved siden af ham, og bestilte en øl, inden han så på ham med et blik, der sagde han havde ondt. Han var rød under øjnene, mest af alt fordi stofferne fremlagde hans rigtige følelser samtidig med de fjernede dem. Det var ret komplekst. Han havde også tabt sig i den tid, Alastair ikke havde boet hos dem, men det var mest af alt fordi han virkelig var en idiot til alt der hed madlavning.

Alastair så op da han mærkede en hånd på sin skulder og skulle lige til at sige noget da stemmen af en velkendt stemme nåede hans indre, men Alastair fik hurtigt øjen på det røde ved hans øjne. "Fuck du ligner lort" sagde han med et dybt chok inden han tog en tår af sin øl. Det var ikke lige fremme glæde som strålede ud af ham. Faktisk langt mere had. "Hvad laver du her? Jeg skal mødes med Blair" sagde han let irriteret og gav sig til at se fra side til side for at lede efter Blair. Det lignede ikke ham at sådan være sent på den og slet ikke hvis han havde en opgave til ham. Lige nu kunne han virkelig godt bruge at han kom for ikke om han gad se på Collin. At han havde betalt hans gæld var på ingen mulig måde nok. Han vidste godt Collin ikke kunne sige undskyld, men at have betalt en gæld var ikke nok for ham. Han skulle vise det på en anden måde. Det var ikke for meget at forlange.

Han så på Alastair med et hårdt blik og skulle til at svare i lige måde, men han vidste godt det var utrolig dumt, hvilket var derfor han talte til 10 inde i sit hoved... Selvom det vist nærmere blev til tyve. Han valgte derfor at smile overfladisk og fnyse lidt ved hans ord for at kaste det væk. Han var i hvert fald ikke den eneste her der lignede lort. Alastair lignede i hvert fald mere lort end han gjorde! Han tog en tår af sin øl, da han fik stukket den i hånden. Han lod øjnene glide i og drak endda en ret stor tår, før han lod sin håndryg glide hen over munden for at fjerne det overskydende øl og skum. "Nej, du skal mødes med mig," svarede Collin i en rolig tone, som han fandt sin smøg, stak den i munden og fik den tændt. Han satte sig ordentligt tilrette ved siden af ham og rakte pakken ud imod ham i tilfælde af at han gerne ville have en. "Jeg hører du er med i Elijahs bande.." indlod han for at se hvor meget information han kunne få ud af ham, inden han ville berette om at han kendte til hans gæld. Han snakkede lige nu også som om, der intet var sket i mellem dem. Det var ikke så meget fordi han prøvede at ignorere det eller noget i den stil, men han ville lige nu håbe på det var fortid uden at han behøvede at adressere det problem lige nu.

Alastair vidste jo godt et sted han lignede lort. Han sov meget på må og få stadig. Når altså han ikke crashede hos Olive. Det var så dejligt nemt når hun trods alt var på skolen at sove hjemme hos hende og hendes eneste krav var trods alt at han ryddede op og ikke tog stoffer hjemme hos hende. Hun havde intet sagt om at han ikke måtte være påvirket af dem og sove på hendes sofa. Det var trods alt langt fra det samme hvis han skulle være ærlig. ”Fuck nu dig Collin. Jeg har en aftale med Blair” sagde han ganske bestemt da han virkelig ikke havde lyst til at se på Collin. Han savnede ham trods alt, men det ville han ikke indrømme. Ligesom Collin helt sikkert ikke ville. Alastair tog fat i Collins smøg for selv at tage den i munden da han trods alt var løbet tør for det og så kunne Collin da lære det. Hvis han blev sur over det så var han helt sikkert ikke værd at samle på. Det var noget nemmere end at tage imod smøger fra den pakke der blev rakt ud imod ham og derfor kunne Collin vel næppe noget imod at Alastair tog den som var tændt. ”Og hvad fuck rager det dig om jeg må spørge?” spurgte han ganske irriteret og sukkede ganske lavt af ham inden han rystede på hovedet. Han kunne ikke se hvad det kom sagen ved. ”Har du ikke en Leslie du skal kneppe eller noget i den stil i stedet for?” spurgte han inden han tog et hvæs af sin smøg i håb om det ville få ham til at falde ned for faktum var at Alastair var sur og det lyste ud af ham.

Collin så analyserende på Alastair. Han havde ikke nogen idé om hvilket liv det var han levede, men han vidste han ikke hang særlig meget ud hos Ray mere. Til dels gjorde det ham glad, til dels så ville han ikke vide hvilke gader han sov på. Collin kendte trods alt godt til det liv der var på gaden for han havde jo selv frivilligt valgt at være en del af det og han vidste, det ikke altid var lige pænt. "Nej du har ikke. Jeg bad ham aftale med dig I skulle mødes, for jeg kunne se dig," svarede han bestemt tilbage, så det kunne være Alastair rent faktisk lyttede til hvad det var han sagde. Collin kunne også godt mærke på sig selv, at han savnede Alastair, men det var forhåbentlig det han kunne gøre noget ved nu. At de kunne komme til at snakke sammen igen og han ville komme hjem. Han manglede ham trods alt. Collin sukkede irriteret, da Alastair tog hans smøg, men fandt en ny og tændte den. Værre var det heller ikke og han kunne sådan set havde tænkt sig til. "Det rager mig alt muligt, når du har en gæld på størrelse med Mount Everest." svarede han hårdt tilbage, så han kunne forstå alvoren af den situation, som han var kommet i. "Sig mig, tager du stofferne selv? Og tror du at Blair kan blive ved med at dække for dig, huh? Og tror du han gør det for alle og enhver, huh?" spurgte han videre og så på ham med et opgivende blik. Han bed sig hårdt i læben for ikke at blive sur over hans næste kommentar. Indrømmet, han fortjente den, men det var nu alligevel en lussing. "Det gør jeg ikke mere," svarede han roligt tilbage.

”Hmpf” sagde han med en irriteret undertone da det virkelig slet ikke passede ham at skulle se på Collin lige nu. Det bestemte tonefald fra Collin havde jo også netop gjort at han kun var kommet med en utilfreds lyd frem for at komme med et modspil eller noget i den der stil. Det passede ham bare virkelig ikke at skulle noget som helst der hed at snakke med Collin for han vidste jo godt selv at han havde det af lort. Alastair kunne ikke lade være med at smile for sig selv over at Collin ikke sagde noget til at han havde nakket hans smøg for han vidste godt at det ikke var alle og enhver som fik den slags tilladelse fra hans side af så det varmede ham faktisk en smule at han ikke sagde et pip til det. ”Vel gør det ej. Jeg har totalt styr på det” sagde han bestemt selvom han godt vidste at det var løgn og med et blev han da også ramt af en smerte da han havde lyst til at sige at han havde ligeså meget styr på det med stoffer som på Keira hvilket ville sige slet ikke og valgte bare at bide sig selv i læben og slå blikket ned i skam. Han vendte blikket op igen da Collin begyndte at snakke. Han åbnede munden og skulle lige til at sige noget idet at tanken fik ham til at sluge den klump der havde vokset sig i hans hals da han ikke vidste at Blair gjorde den slags. ”Ej hvor er du dog dygtig. Det må jeg fandme sige. Og så tror du jeg bare kommer randende hjem sådan uden videre eller hva?” spurgte han irriteret og lod alt den snak om Blair ligge da han tydeligt ikke havde vist at det var sådan tingene hæng sammen. ”Det er sgu ellers hygsomt at bo hos Olive når hun ligesom er i skole” sagde han med et enkelt bestemt nik da han ikke ville bare sådan lige komme hjem.
"Du er en jubel idiot og selvom jeg godt ved det er imod din lille livsstil kan du så gætte hvilket ord jeg gerne enten vil høre eller se?" spurgte han med et flabet smil over sine læber med tryk på ordet lille. Han ville enten høre et undskyld eller se at Collin faktisk mente et undskyld hvis han så meget som skulle overveje at komme hjem igen.

Collin kunne godt høre, at Alastair var irriteret. Det var trods alt indiskutabelt, at han kendte ham utrolig godt. De havde nærmest fulgt hinanden og været uadskillige fra de var 11 år gammel, hvilket på ingen måde gjorde det mindre hårdt at ikke at se ham hver dag og ikke have ham, at snakke med,, ryge med, drikke med... generelt bare være som de plejede; fucked up på et eller andet. Han så på ham med et kritisk, dybdegående blik. "Du har en gæld, Alastair. En du umuligt kan betale af, og jeg ved ikke om du ved det..." begyndte han og holdt en pause for at tænke over, hvordan han skulle sige det. Det hjalp selvfølgelig også for en smule dramatisk effekt. Han rettede en smule på sit hår ved at køre en hånd tilbage i det, inden han valgte at svare. "Den slags ender sjældent godt," påpegede han og skar en grimasse, mere for at vise hvad der ville hænde ham hvis ikke han passede på. Heldigvis så havde Collin betalt gælden af, men det havde han ikke tænkt sig at påpege endnu. Han ville først se, om han overhovedet kunne overbevise ham om, at det hele tegnede sort lige nu. Han sukkede opgivende ved Alastairs ord. Nej, selvfølgelig troede han ikke det. Han troede bare, at det kunne være en måde at overbevise ham på. "Nej, sagde jeg det?" påpegede han med en kølig tone, inden han tog en ny tår af sin øl, og slikkede sig omkring overlæben for at få skummet fra øllen til at forsvinde. "Er det?" spurgte han i en overrasket tone, selvom han ikke så overbevist ud. Nej, han kunne ikke tro på det. Han vidste jo, der var noget med Keira men han vidste ikke hvad omfanget af det var.
Han så på ham med en grimasse, der angiv at han godt vidste hvad ordet var. "Eh," svarede han og bed sig hårdt i læben. Hvordan skulle han vise det? Hvordan skulle han overhovedet sige ordet? "Prøv at hør, jeg knaldede hende... men jeg stoppede... Alastair for helvede.. Du er ude, hvor du ikke kan bunde," prøvede han i stedet med en opgivende manøvre.

Alastair sukkede blot ganske lavt over ham da han trods alt godt vidste det. Det var bare ikke lige det som han havde allermest her i verden lyst til at tænke på. En del af ham var også enig med ham selv i at lige nu ville faktisk være lidt fedt hvis det hele fik lov til at ende lige der. Ikke alene blot tanken om at han ikke kunne være sammen med Keira, men også livet. Han havde virkelig opgivet livet lige nu. Han ville ikke være i en verden hvor han var forelsket i sin stedsøster. Det var helt enormt klamt og han kunne slet ikke komme sig over hvor mange gange han havde kastet op i sin egen mund over det. Ikke alene var det klamt, men det var også fucking uretfærdigt! Han havde været så tæt på at være lykkelig uden at det var fordi han var påvirket af et eller andet og så var der et eller andet lort i hans liv der gjorde at det bare var ødelagt. Hvor var retfærdigheden henne i det? ”Hvem fuck siger jeg ikke er ligeglad med hvor det ender? Har du tænkt på det i din egen lille egocentreret verden? Huh?” spurgte han i et vredt toneleje der bar skreg på samme tid at han var helt igennem trist og følte sig nærmest uhelbredelig trist lige nu. Det var som om verden allerede var kommet til en ende og alt der var tilbage i den var den smerte som han bær i sin brystkasse og der var ingen kur for denne smerte. ”Godt. Så er vi enige. For faktum er at det ikke kommer til at ske om så du fik mit navn på din krop” sagde han med et ganske lavt fnys da Collin virkelig kunne rande ham et vis sted lige nu. Han ville ikke hjem og så var den faktisk heller ikke længere. Han nikkede ganske let til at det var ganske hyggeligt selvom han godt vidste at det nok var den største løgn han kunne sige højt. Lige efter hvis han sagde højt at han ikke savnede Collin for det gjorde han. Han havde virkelig svært ved at være i live uden Collin og det vidste han godt, men det ville bare ikke være rart at sige højt heller. ”Jeg har det fint. Ved du hvad. Jeg synes du skal have tatoveret mit navn på din krop og jeg skal nok selv bestemme hvor. Så skal jeg overveje at lade mig tage til takke med det når nu du ikke har lært at sige undskyld” sagde han med et ganske let glimt i øjet da han jo godt selv vidste at Collin havde virkelig svært ved at sige det ord. Ikke at han kunne forstå ham. Det var sådan set det værste af det hele, men Collin skulle bare ikke have lov til at slippe billigt.

Collin havde måtte høre fra Ray, at Keira og Alastair ikke snakkede mere. Det var ikke fordi Collin ligefrem var lykkelig over, at Ray var kilden til at vide noget om Alastairs liv. Han havde dog heldigvis også Blair og han havde da heldigvis også holdt hånden over Alastair, men Collin vidste jo godt, at han ikke kunne blive ved. Han kunne bare ikke komme sig over, hvor ufattelig stupid Alastair havde været i forhold til det med bander. Havde han brugt sin hjerne bare en smule og ladet det med Keira glide forbi, så havde han aldrig havnet i det. Collin sagde ikke, det ikke var hårdt. Han vidste jo godt, at Alastair var glad for Keira - ikke at han forstod det. Det hjalp bare ikke noget, at stifte en gæld på størrelse med Mount Everest, hvis ikke man kunne klatre det og selvom man havde ondt, så måtte man tænkte rationelt. Nu var han så også selv meget fjern fra sine følelser, så det var nemt for ham at sige. Hvis hans følelser ringede på hans telefon, ville han uden at tøve blokere nummeret. "Det er du tydeligvis ikke, når du er så fucking careless med måden du behandler de stoffer, du skal sælge på," påpegede han med en kølig afstumpethed. Han svarede ikke på at hans verden var egocenteret eller om han overhovedet tænkte på noget i den, for det gjorde han. Han vidste dog også godt, at hans verden var egocentreret, da den vigtigste i Collins liv var Collin og det var der, når det kom til stykket, nok ikke så meget, der kunne ændre på. Der var to andre personer, som betød noget for ham og det var Alastair og Leslie. Han kunne godt mærke, at Alastair var trist og ked af det. Han kunne også se det. Han lagde sin hånd mod hans skulder og så på ham med et roligt blik. "Ikke?" spurgte han og hævede et øjenbryn. Han ville gerne have Alastair hjem igen. Mere end noget andet, faktisk.
Collin kunne mærke sit hjerte hamre mod hans bryst. Hårdt. Panisk. Han så på Alastair, som han prøvede at få ordet forbi hans læber. Han mærkede godt, hvordan hans vejrtrækning blev overfladisk og hivende. Han havde det som om, at der var en hånd nede i hans hals og den prøvede på at kvæle ham og rive ham op indenfra. Hans bryst gjorde ondt og hans hoved kunne ikke fokusere på hverken at kæmpe eller flygte. Han tog sin hånd til sig og lagde den mod sit bryst for at tvinge sig selv til at trække vejret, men det hjalp ikke. "Hv...hvad... hvad skal jeg have?" spurgte han ind i mellem hans febrilske vejrtrækning.

Alastair havde ærlig talt måske også bare mest af alt haft en lyst til ikke at være i live mere og derfor ikke gidet at tænke sig om. Kvinden han elskede og altid havde været virkelig glad for var hans stedsøster og derfor var det ulækkert. Hans bedste ven havde stukket ham i ryggen og været sammen med deres bedste veninde. Dermed havde han mistet dem begge to på splitsekunder fordi de virkelig bare havde tænkt på sex. At kvinden han var skudt i også boede sammen med drengen han var sikker på havde såret hans tidligere bedste ven gjorde ligesom bare heller ikke tingene spor bedre. Han havde måtte pænt opføre sig når han var nær Ray og det var ikke lige det han havde brudt sig om. Det var et skrig om hjælp og et limbo han levede i fordi han ikke kunne holde ud at tingene var som de var. Han kunne ikke bare komme videre. Det var første gang i flere år han endelig havde været på rette vej med Keira uden at fucke op og så var det hele endt galt alligevel. Desuden havde de lige haft sex da de havde fundet ud af det og den del havde Ray næppe vidst og dermed ikke sagt videre. Alastair var så også i bedre kontakt med sine følelser langt hen af vejen end Collin var. Det var jo også derfor det havde ramt så frygteligt hårdt på ham. ”Jo så er jeg jo netop fucking ligeglad med hvor det ender henne. Hvad nu hvis jeg er skide ligeglad med om du en dag finder mig livløs et sted huh?” spurgte han hårdt og fnøs engang af ham. Han havde lagt ekstra pres på ordet du blot for at understrege at han godt kunne finde komikken i at det var Collin der ville finde hans lig. Hvilket jo netop sagde at det ikke var fordi han ønskede helt at dø, men mere skreg om hjælp på kun en måde som de ville kunne forstå. I sidste ende ville Alastair jo også gerne med hjem. Han fungerede af helvedes til uden ham. Faktisk fungerede han slet ikke. Han rodede sig altid dybt ud i problemer uden ham og denne gang var han derude hvor han ikke kunne bunde.

”Du skal have mit navn på din krop og så vil jeg se det som en undskyldning. Tænk nu hvis Collin Fitzgerald skulle sige ordet undskyld. Det ville jo være ganske forfærdeligt” sagde han med et let glimt i øjet og nikkede for sig selv. Han rejste sig op og rakte ham sin hånd for at sige at han skulle komme med.
Det var også derfor han havde rakt ham sin hånd. Fordi han godt vidste at Collin bare ville få et angst anfald hvis han faktisk skulle sige det ord. "Din røv, mit navn. Deal?" spurgte han med et ganske let nik og begyndte at hive Collin mod sit arbejde. Han skulle nok selv lave den tatovering. Han var trods alt ikke mere påvirket end noget han ikke havde prøvet at lave tatovering i af en tilstand at være.

Collin kendte Alastair. Han var en af de eneste personer i denne verden, han havde overhovedet taget sig besværet i at lære at kende. Alastair var hans bedsteven. Godt nok, ville han aldrig kunne forstå hvorfor Alastair var blevet sur over, at han havde knaldet deres bedsteveninde, men det betød ikke, at han ikke ville gøre alt for at gøre det op igen. Var det et stort problem for ham - hvilket det jo så tydeligvis havde været, så ville han stoppe og det havde han også gjort. Selv synes han det var okay. De var jo begge voksne mennesker og derfor kunne de vel selv bestemme, hvad fanden de ville. Det var jo ikke blevet akavet mellem dem. Han ville dog altid holde fast i, at han ikke havde gjort noget galt. Han gad dog ikke diskutere det med Alastair. Han ville bare have ham hjem igen. Han kunne sige til sig selv, at han ikke havde brug for ham og han kunne tage til tilbage til helvedet, for så behøvede han ikke se ham helt endnu, men han mente det ikke. Han havde brug for Alastair i sit liv. Det havde været alt han havde kendt siden han var 11 år gammel. At han var der og at de var uadskillige. At det var de to mod verden og senere havde Leslie hægtet sig på. Det var dem, som havde startet med at bo sammen. Dem, der delte deres hash og stof lager. Det ville være en løgn af en anden verden og det ville være en utopisk tanke fra Collins side at sige, at Alastair intet betød. Hans verden var så dystopisk uden hans ven, hans bror. Ja, han så jo egentlig Alastair mere som sin bror end han så Orin som det. Til tider kunne han tage sig selv i at tænke på Rosalind og Orin som nogen han var i familie med, ja vist, men ikke hans familie. Han så på den pis gule masse i sit glas og tog en tår for ikke at vise at han ikke brød sig om tanken, inden han lod sit blik hvile hårdt på Alastair. Han ville ikke finde ham livløs et eller andet sted og i så fald, så ville Collin følge trop, et liv uden Alastair var slet ikke det værd. Ja, de var nok meget afhængige af hinanden. Heldigvis havde de fleste der havde været i hans liv ikke været der længe nok til at finde ud af den slags. Heldigvis ville han så heller aldrig få en kæreste, for den person ville da i sidste ende blive sindssyg af, at Alastair og ham var uadskillige. "Fuck nu det, bro. Det ved jeg du ikke er," pointerede han, mest af alt var det et gæt ude i tågen. Det kunne da godt være han var blevet pisse ligeglad. "Bro, jeg ved du har problemer," påpegede han skarpt, inden han bed sig i læben. "Elijah er ikke nogen hyggefar," forsatte han og skar en grimasse.

Collin hev tungt efter vejret og tog sig til sit hjerte, da det strammede i hele hans brystkasse. Var det sådan her, det føltes at dø? "Fuck nu dig, bro." svarede han til den del med undskyldningen, inden han nikkede til den med tatoveringen. Ja, det kunne han vel godt gå med til. Hellere det end at skulle sige undskyld, for det kunne han virkelig ikke finde ud af. Han hev forsat febrilsk efter vejret, inden han tog fat i Alastairs hånd for at rejse sig op. "Deal," sagde han mellem den hurtige vejrtrækning. Det stoppede jo ikke bare sådan lige. Han begyndte da også at tage med Alastair mod hans arbejde, da han trods alt godt kendte sin plads i forhold til det her.

Alastair mente det var et brud på kodeks at gå i seng med sin veninde og det var jo derfor han ikke selv gjorde den slags. Han ville ikke risikere et venskab og det var derfor han mente at det gjorde man bare ikke. En ting var når de alle havde været involveret for så var alle parter lige, men han mente simpelthen ikke at man kunne gøre det når det kun var to af dem. Det var virkelig bare forkert i hans øjne og det ville ingen kunne ændre på. Nu var Alastair så også bare søn af en far der aldrig rigtig havde været til stede så derfor havde Alastair bare et helt hav af regler for sine venner som Collin faktisk godt kendte til. Det var også derfor det pissede ham sådan af at han havde brudt dem. Alastair ville heller ikke indrømme at han manglede Collin, men faktum var at han gjorde. Han fungerede ikke særlig godt uden Collin og det var jo også en af grundene til at han var helt derude hvor han var. Han havde det ikke særlig rart og han kunne slet ikke kontrollere sit liv. Han gjorde dumme ting når han ikke havde Collin fordi han kun var halv. Collin var mere eller mindre hans familie og havde været det ligeså længe som han kunne huske. Det samme med Leslie, men det der med at de havde haft sex var bare ikke noget som Alastair kunne håndtere. Alastiar havde jo heller ikke haft en kæreste og sikkert netop af samme grund. At ham og Collin var ganske uadskillelige. At en anden grund så var fordi han altid havde været vild med Keira og bare aldrig havde gjort noget ved det var så noget andet. Hvis man skulle være sammen med enten Alastair eller Collin måtte man også acceptere at den anden fulgte med i pakken og ikke kunne skilles ad. ”Så siger vi det” sagde han med et ganske let fnys da han lige nu virkelig ikke kunne se den store grund til at forblive i live. Keira og ham var søskende åbenbart, han manglede Collin og det hele var egentlig bare meget bedre konstant påvirket så savnet til Leslie og Collin ikke var til stede. Leslie fulgte jo også med i pakken om så man kunne li hende eller ej. Han rystede ganske let på hovedet til at han havde problemer da han virkelig selv synes han havde det fint selvom han godt vidste det var løgn på alle leder og kanter.


”Fuck mig? Ej det tror jeg ikke kommer på tale bassemand” sagde han med et glimt i øjet da han med vilje valgte at tænke på det som ordret. Han var trods alt hetero. At Collin havde besvær med at trække vejret vidste han jo godt hæng sammen med at Collin ikke ville sige undskyld. Han var bare lidt ligeglad. Alastair lænede sig frem mod Collin for at fange hans læber så han ville kunne få styr på sin vejtrækning igen. ”Hvis jeg ikke må dø så må du heller ikke din svans. Jeg tatovere ikke på døde mennesker” sagde han med et glimt i øjet inden han satte afsted. Da de kom frem fandt han da også tingene frem og begyndte at tegne på Collins hud efter han havde blottet sin bagdel. Han fik skrevet det ret så pænt hvis han selv skulle sige det og lod Collin se det før han begyndte at lade nålen fra maskinen forene sig med Collins hud. ”Jeg siger dig du bliver lækker. Hva tror du din lille sexslave siger til det der?” spurgte han ganske drillende han trods alt godt havde hørt om Philip.

Collin skar en utilfreds grimasse i det Alastair sagde at det ikke kom på tale. Han kunne bare ikke rigtigt komme med et kækt svar som han ellers ville, da han ikke kunne trække vejret. Normalt ville et svar lyde noget i retning 'kom ikke og sig, at du ikke har drømt om det' eller noget der lignede. I og med, noget sad i hans hals og kvælte ham indefra, kom der ikke en lyd ud ad hans læber og det var ikke fordi han nød humor i situationer som denne. Collin anede jo sådan set ikke, at det der skete var et angstanfald. Han anede ikke, at han havde haft dem mange gange og det var noget af det samme han fik, hvis han tog en stenkold kold tyrker. Han havde brug for sine stoffer og sin alkohol for at være Collin. De var blevet en essentiel del af ham, manifesteret så dybt i ham, at det var limen der holdt hans porcelæn sammen. Han mærkede Alastairs læber imod sine, hvilket fik ham til at spærre øjnene stort op, da han ikke havde regnet med et kys fra Alastairs side. Det tvang ham dog til at stoppe med at trække vejret, hvilket da også gjorde, at da Alastair slap Collins læber igen, trak han vejret langt mere normalt og regelmæssigt end før. "Nåh, hvorfor ikke?" spurgte han i et fnøs, da han gerne ville vinde mandighed tilbage og tørrede sig om munden med en knyttet næve, inden han lod sit blik fiksere taknemligt på Alastair. Bare et kort øjeblik, da Collin ikke havde råd til at miste ansigt. Collin bevægede sig ind i butikken, men alkoholen havde åbenbart påvirket ham mere end han troede, da han gik skævt og i stedet direkte ind i dørkarmen. Han mærkede dørkarmen ind mod sit hoved, hvilket gjorde han tog sig let til hovedet. "Av," mumlede han, inden han fandt ud af, hvad der var den rigtige vej og tog sine bukser og boxers ned, inden han lagde sig op på briksen for at lade Alastair gøre sit arbejde. Han mærkede den velkendte stikkende lyd fra nålen, inden han mærkede den mod sit hud. Han skar ikke en grimasse. Han havde så mange i forvejen og det var egentlig også mest af alt som et sivende, dog lille prik da det var hans bagdel og der var væsentlig mere fedt på den. Han skar en grimasse da Phillip blev nævnt. "Han bliver sikkert jaloux," svarede Collin med et drilsk smil på sine læber velvidende Alastair nok ikke rigtig kunne se hans ansigt, stillingen taget i betragtning.

Alastair var godt klar over at Collin normalt ville komme med et kækt modsvar og nu hvor han ikke gjorde det så var der sikkert en virkelig god grund til det. Han vidste jo godt selv at han havde fået ham til at gå i mere eller mindre chok af at bede ham om at sige undskyld. Han vidste jo godt han havde kørt Collin derud hvor han ikke kunne bunde. Han havde jo også lettere gjorde det med vilje kunne man så sige. Han ville jo vide præcis hvor ked Collin var over hvad han havde gjort så han havde en grund til at komme hjem igen. Han kunne ikke lade være med at smile ganske let for sig selv da Collin dog begynde at trække vejret normalt igen. I sidste ende ville han trods alt gerne at have Collin kunne snakke og gå. ”Så er mine kys så dårlige du skal tørre dem af?” sprugte han med et ganske let hævet øjenbryn og et let smil over sine læber der var ganske drillende da det var svært at lade være for nu. ”Men hvis jeg ik må dø så må du heller ik din svans. Det er reglerne” sagde han med et ganske let nik. Det var vel en form for regel som Collin rent faktisk ville kunne følge? ”Synd for ham. Du var min lang tid før den lille taber unge. Det kan du godt hilse ham at sige” sagde han med et ganske let grin som han forsætte med at pynte Collins røv med sit eget navn. Det blev måske ikke verdens kønnest, men det var det heller ikke meningen. Den skulle bare være der og han vidste at Collin ikke ville få den fjernet så den kom til at opfylde sit mål. ”Jeg siger dig du bliver fin. Så smuk at det er lige før jeg ville giftes med dig dude” sagde han med et grin og gav Collins anden røvballe et klap for at sige at den var done.

Collin havde virkelig følelsen af at være ved at dø. Han sagde som regel aldrig undskyld og han havde oftest kunne charmere sig fra at sige det og der var også grunden til, at den her situation pressede ham utrolig meget. Han kunne ikke flygte fra den og han kunne ikke gøre som han plejede. Det nagede ham, men i sidste ende var der ikke meget han kunne gøre. Alastair ville ikke have ordet lige nu, heldigvis. Han havde givet ham en easy way out. Det var dog ikke fordi Collin ikke var ked af, hvad han havde gjort. Det var han, for ellers ville han jo ikke tage imod Alastairs alternativ. "Ja," påstod han med et drilsk blik i sine øjne, dog uden han mente det. Collin var bare blevet væsentlig ringere til den form for berøring. "Jaja.. Forstået" svarede han og himlede en anelse med sine øjne over ham. Han havde forstået det, mens han lod Alastair tatovere ham. Nu var hans bagdel heldigvis ikke den mest følsomme del af hans krop. "Skal jeg nok," grinte han og var glad for Alastair var en del af hans liv igen. Han havde savnet ham og i sådan en grad, Collin ikke kunne sætte ord på det. Han kunne så heller ikke generelt. "Jamen Alastair, vil du gifte dig med mig?" spurgte han med et grin over sine læber inden han mærkede et klap på sin anden balle, hvilket gjorde han skævede til Alastair, inden han rejste sig op og tog bukserne og boxernes op med en brændende fornemmelse på den ene balle.

//Out//