BETTER THAN OLD DAYS? Nira + Romeo

Nira Dempsey
August 2053

Romeo var taget til Frankrig i sin ferie. Det var egentlig ikke fordi han havde sønderligt at lave der mere og så alligevel havde han et par gamle venner han skulle catche op med der ikke var flyttet til London blot fordi han selv var flyttet hjem til London efter han var blevet færdig på Beauxbatons. Han havde været på skolen de sidste to år af sin skoletid for at få noget mere kultur over sin uddannelse som magiker. Han havde nemlig haft en drøm om at blive auror siden han havde været 15 år gammel, men på samme tid havde han også sit forfatterskab der skulle passes og hvor i verden var så bedre at tage hen end til Frankrig? Han havde tidligere på dagen været sammen med nogle af sine tidligere venner fra skolen, men var blevet siddende på den lille lokale kaffebar med sin notatbog for at skrive nogle af sine idéer ned til en ny bog han var igang med. Endnu en kærlighedsbog om denne her nørd der var glad for den populærer pige. Nu var det ikke fordi han direkte havde været forelsket i denne her type pige, men han havde bestemt haft et godt øje til en pige hvis navn han meget svagt kunne huske. Mest af alt fordi hun ikke havde været særlig sød ved ham havde han hurtigt pakket det væk og droppet det igen.
Klokken var vel omkring de 17 stykker, men hvis man spurgte Romeo havde han faktisk ikke styr på det for han var langt væk i sine papirer. Han havde en kop kaffe foran sig og sad med sin notetsbog helt væk i hvad han lavede og ansede slet ikke alle menneskerne omkring ham. Eller larmen for den sags skyld.

Med hastige skridt nærmede hun sig den lille café som hun besøgte stort set hver eneste dag. Hun var blevet lidt for afhængig af dens iskaffe. I dag lod der desværre til at være ret mange mennesker hvilket ikke var noget som hun satte videre pris på.
Hun havde kort forinden sendt en ugle til det brittiske ministerium med en ansøgning ind om at blive sekretær...eller rettere ”komme i lære” som sekretær, hun savnede England og ville egentlig gerne flytte tilbage dertil når hun fik mulighed for det, hun skulle nok bare nævne ideen for sin far og så ville han nok hurtigt få skaffet hende en lejlighed, for hun nægtede at bo sammen med ham og kæresten. Hun skar en grimasse ved tanken. Dog ville hun ikke flytte før hun vidste om hun havde fået jobbet eller ej.
Som hun fik bestilt sin latte så hun sig om efter et ledigt bord. Det var der ikke til at finde, men i stedet fik hun øje på en enlig fyr der sad ved et af bordene og så ud til at være ret optaget af at skrive et eller andet. Perfekt, så kunne hun måske også sidde i fred og ro og læse lidt på den krimi hun var i gang med.
Hun fik kæmpet sig frem til bordet og rømmede sig en smule, der var noget bekendt over ham, men hun kunne ikke lige udpeje hvad det var. ”Undskyld mig,” begyndte hun roligt. ”sidder der nogen her?” Dumt spørgsmål taget i betragtning af at stolen overfor ham var tom, men man kunne jo på den anden side ikke vide om han ventede selskab.

Romeo kiggede op fra sine skriblerier da han fik øje på en kvinde med blond hår som noget sagde ham at han kendte og så alligevel var det noget fra en fjern fortid og derfor kunne han ikke få det til at hænge sammen. Han rystede let på hovedet til at der sad nogen. "Nej sid du blot ned frøken" sagde han med et varmt smil over sine læber. Han trommede let sin kuglepen mod sin bog af ren og skær mangel på koncentration lige nu fordi han havde vendt hovedet væk fra sine skriverier. "Der er godt nok fyldt idag synes jeg" sagde han ud af det blå som han halvt snakkede med sig selv og halvt snakkede til hende. En af de her ubevidste handlinger der skete når man havde siddet så langt væk i sin egen verden at man ikke havde lagt mærke til at alt omkring ham var blevet fyldt op. Han var udgivet forfatter trods han kun var 22 år. Det var dog ofte kærlighedsbøger han skrev selvom det ikke altid var det man sætte mest i forbindelse med fyrer. Det var heller ikke fordi han var en følebamse som sådan, jo i et forhold, men han var ikke overfølsom heller. "Ej undskyld" mumlede han da det gik op for ham at han sikkert ville forstyrre hende i et eller andet og hvem sagde hun ville snakke med en fremmede.

Hun nikkede blot taknemmeligt og satte sig så ned overfor ham. Hun var nu ret god til at lukke omgivelserne ude når hun sad og læste så at der var mange mennesker var ikke noget der forstyrrede hende i hendes gøren.
Hun stillede sin latte fra sig på bordet og bukkede sig ned for at rode lidt rundt i sin taske efter bogen. Skønt tasken var stor var den nogenlunde organiseret. Hun fandt bogen frem og lagde den kort på bordet med forsiden opad som tasken atter blev lukket og hængt bar på stoleryggen.
Hun tog en tår af sin kaffe og åbnede bogen som hun lynhurtigt fordybede sig i. Der gik da også et par sekunder før det gik op for hende at det var hende fyren snakkede til. Lidt forstyrret så hun op på ham og kastede så et hurtigt blik ud over forsamlingen. Hun smilede svagt mod ham. "Ja. Der er vidst også nogle gode sommertilbud i dag, noget med at ejeren har fødselsdag eller whatever." Hun slog lidt ud med hånden.
Det var først nu at hun gav sig selv lov til diskret at studerer ham en lille smule, hun kunne svore på at hun havde set ham før, men ville nok ikke kunne erindre hvor om så hendes liv afhang af det. "Det gør ikke noget," beroligede hun ham. Hun havde ikke ændret sig voldsomt meget siden skoletiden, eller jo hun var blevet lidt mere høflig - medmindre hun blev sur. Hendes temperament var stadigvæk ikke til at spøge med.

Romeo var egentlig også ret så godt til det der med at lukke omgivelserne ude. Ellers havde han jo lagt mærke til for længe siden at der pludselig var kommet flere mennesker, men lige nu var han revet ud af den så derfor var det lige med at komme tilbage igen. Det var ikke helt så nemt med en smuk pige ved det bord han sad ved. Han en tår mere af sin kaffe som han betragtede hende kort i det skjulte og havde faktisk på magiskvis overset hendes bog, men han sad så også stadig delvist i sine egne tanker stadig og det var ubevidst han havde betragtet hende. "Det tror jeg også. Hvem ved" sagde han med et ganske let skuldertræk da det ikke var til at vide og egentlig var det også bare halvt en observation og halvt en konstatering der ikke havde behøvet et svar.
Han bemærkede ikke at hun kiggede på ham. Han trommede atter ganske let med sin kuglepen da det var en virkelig dårlig vane. "Må jeg egentlig spørge dig om noget?" spurgte han med en mild stemme selvom han godt vidste det måske var lidt freaky, men han var en ganske direkte person. "Har du gået på en skole i Frankrig?" spurgte han og lagde hovedet let på skrå. Han var typen der til tider kunne tro på skæbne og selvom han godt vidste han også kunne være ret så meget en nørd så skulle man alligevel være ret så meget mand for at være en god auror og det var han helt bestemt.

Hun smilede let til ham og stak så atter snuden i bogen. Det havde vidst stået oppe i baren af han havde fødselsdag, eller hans søn havde, eller en eller anden havde i hvert fald, men hvem det var interesserede hende på ingen måde, hun var bare godt tilfreds med at få latten lidt billigere end normalt.
Uden at bemærke hans blik hvile på hende læste hun lidt videre, men lyden han lavede med kuglepennen fangede hendes opmærksomhed og hun havde pludselig svært ved at slippe lyden igen, det var lidt frustrerende når hun forsøgte at fordybe sig i bogen.
Da hun var nået til at læse den samme sætning for 6. gang var hun også tæt på at bede ham stoppe, men han kom hende i forkøbet med sit spørgsmål. Hun blinkede et par gange og kneb øjnene lidt usikkert sammen. Hun skulle passe på hvad hun sagde, det var jo ikke til at vide om han var magiker.
”Øh jo...” Hun lukkede bogen halvvejs og fugtede de røde læber let med tungespidsen. ”Har vi mødt hinanden før?” Hun kunne jo ligeså godt spørge for hvis han vidste det var chancerne for at hun havde set ham før jo ret store kunne man sige.

Romeo vidste godt som uddannet auror at man skulle passe på med at sige at man var magikere. Han vidste også godt hans trummen med kuglepenen var noget så irriterende, men det var ofte ikke noget han tænkte over når han gjorde det. Det var når han var restløs så skete det helt af sig selv. Det var langt fra noget han gjorde med vilje. “Se jeg er nu ret så sikker på vi har gået på skole sammen da jeg gik på en skole i Frankrig” sagde han og bed sig ganske let i læben mens han prøvede på at huske hvad det var hendes navn var. Det lå lige der på tungen. “Nira eller noget ikke?” spurgte han ganske forsigtigt da han helst ikke ville ramme forkert. Det var langt fra noget som piger kunne lide at man gjorde og derfor ville han helst ikke ramme forkert. Hun lignede bare helt ekstremt meget den pige han havde været ret så glad for på afstand indtil hun havde kommet op til ham og sagt en mase ikke særlig venlige ting.

Nira lod hovedet tippe lidt på skrå som hun betragtede ham med voksende nysgerrighed. Han så da ret sød ud og hun mente da selv at hun burde kunne huske et ansigt som dette, men hun kunne ved Dumbledore ikke om så hendes liv afhang af det. "Virkelig?" Hun hævede et slankt bryn og lukkede bogen foran sig. "Hvilken skole gik du da på?" Hun skød hagen en smule op. Det var jo et ret godt hint, havde han gået på Beauxbatons var det jo nok derfra.
Et imponeret blik blev sendt i hans retning som han hiskede hendes navn. "Jo, Nira Dempsey." Svarede hun og trak brynene let sammen hvilket formede en lille rynke på hendes pande. "Jeg beklager, men jeg kan simpelthen ikke huske dit navn," indrømmede hun uden at lyde særlig flov over det. Hun havde kendt mange folk på skolen, nogen gode venner andre, mindre gode. Hun gad bare ikke sidde og have dårlig samvittighed over ikke at huske et navn, han havde jo nok ikke været en af dem hun snakkede mest med hvis ikke hun kunne huske ham.
Endnu en usikkerhed lå i om han var en af dem der havde forgudet hende eller hadet hende for der havde med sikkerhed været en del folk på begge sider, både elever og professorer. Når hun ville kunne hun jo også være ufattelig sød og forstående, men irriterede man hende havde hun heller ikke tøvet med at dolke folk i ryggen uanset hvor tætte venner de så end havde været.

Han nikkede ganske let til hendes spørgsmål. Han var ret sikker på han kunne huske hende dog, men han havde jo også haft kunne lide hende et kort stykke tid. Det var bare som om at når hun ikke havde snakket pænt til ham så havde han ligesom droppet det igen. Dengang var han van til at folk kendte ham lidt som en nørd fordi han skrev kærlighedsromaner, men det gjorde han stadig. Forskellen var bare at nu tjente han ekstra penge på det ved siden af sit rigtige job så derfor var det ikke helt så 'nørdet' længere. "Første en skole i Skotland og senere en skole med blå uniformer i Frankrig" sagde han med et smil for selvom han var sikker på hun var magikere kunne man aldrig vide om der var mugglere lige i nærheden der ville høre deres samtale. "Skole for unge med særlige talenter hvis du forstår hvad jeg mener" sagde han med et smil og nikkede let for sig selv. Det var en pæn måde at sige det på. Han var dog sikker på at hun var med i hvad han mente for hun virkede ikke som en dum og intet sigende kvinde. Han nikkede let for sig selv da han godt kunne huske hende. "Romeo Harris eller som du plejede at kalde mig. Ham den nørdede følebamse" sagde han med et let skævt smil over sine læber. Han havde så også været en anelse mindre dengang. Hans muskler havde langt fra været ligeså udviklet, men det kom sig ligesom også af at han var auror også. Der var man nød til at være i en vis form. Han forstod godt hun ikke kunne huske alle når hun havde været populær og han regnede ærlig talt heller ikke med at hun ville huske ham, men han huskede hende. Ikke alene lignede hun sig selv, men hun var trods alt en af hans tidligere crushes og selvom det aldrig havde udviklet sig til forelskelse så havde hendes ord da stadig gjort ondt.

Hun så lidt op og ned af ham. De blå øjne var nysgerrige og afslappede. Hans kodesprog for skolerne fik endda et minimalt smil frem på hendes læber. Ikke fordi de som sådan var sjovt, men mere fordi hun ikke helt frygtede at blive busted af mugglerne, de fattede jo alligevel ikke rigtigt hvad der foregik lige foran deres egne næser.
Nu var det jo ikke sådan at hun kunne huske hvor hun havde set ham, men de hints han smed var nu ganske tydelige. "Så du har gået på Beauxbatons?" Spurgte hun hæmningsløst. Ingen lod til at vise dem nogen videre interesse, desuden hvem skulle dog kende alle skoler i Frankrig anyway, det kunne jo også være en fancy skole for bageri eller noget i den stil.
Som han præsenterede sig tappede hun lidt nysgerrigt sin hage et par gange, der var indrømmet en lille klokke der begyndte at ringe nu. "Well hvis jeg har sagt det har det nok været sandt," svarede hun upåvirket og kastede en enkelt gang med det blonde hår. Hun blev ikke pinlig berørt over at sige sin mening om folk, det havde hun altid gjort.
Hun tog en sip af sit krus og efterlod afmærkningen fra den lyse læbestift på kanten. "Må jeg spørge om hvad du sidder og skriver Romeo?" Spurgte hun ind og lod igen hovedet falde en smule på skrå.

Nu var Romeo jo så også auror studerende så han var måske bare mere varsom end hun tydeligvis var. Han vidste godt hans hints var tydelige, men nu brød han sig heller ikke om at udsætte deres samfund for nysgerrige mugglere der ikke skulle vide alt for meget. Det var slet ikke nødvendigt.
Han nikkede ganske let til hvor han havde gået henne da hun tydeligvis ikke ville lade ham nøjes med sine hints, men så var det heller ikke ham der havde sagt noget forkert så det var helt i orden i hans optik. Han vidste godt at navnet ikke nødvendigvis sagde det var en magisk skole, men derfor trådte han nu alligevel ganske forsigtigt pga. sit erhverv.
“Bortset fra man ikke er nørd blot fordi man skribler en masse” sagde han med et ganske let glimt i øjet og tog det langt fra ligeså meget til sig som da han havde været teenager. Han var jo heller ikke langt væk i hende mere så det gik jo nok. Han tog en tår af sin kop og vendte blikket mod det han havde skrevet ned. “Er du nu også helt sikker på du har lyst til at vide det med din holdning om jeg er en følebamse?” spurgte han en anelse drillende da han virkelig ikke tog det til sig. Nogle kvinder mente endda det var rart med en fyr der gik op i romantik og sådan.

Nira var ikke typen der lagde skjul på tingene, hun sagde det ligeud for alt andet var i hendes øjne spild af tid. Og hvad så om et par mugglere hørte navnet på en skole de ikke kendte til, hun gik da heller ikke op i alle de mærkelige ting som de gik rundt og snakkede om. At han derimod var en smule mere diskret omkring det var bare lidt sjovt, men nu havde hun heller aldrig lært at valg kunne have konsekvenser, hun havde altid haft sin far til at trække hende ud af problemerne.
”Det komme da an på hvad man skriver.” Konkluderede hun som var hendes ord det eneste der betød noget. Hendes selvtillid var i hvert fald ikke til at skyde igennem, men på trods af hendes ellers lidt bedrevidende og arrogante fremtoning havde hun et lidt legesygt smil på læberne. Det var nu altid sjovt med lidt mental udfordring.
Hun trak let på skuldrene og skævede en smule mod bogen, ”nysgerrighed slår fornuft.” Igen lød hun som var det noget hun havde læst op af et eller andet leksikon. Hele hendes attitude byggede bare på hvor sjældent hun tog fejl, eller rettere hvor sjældent hun indså at hun havde taget fejl.

Romeo passede jo også blot mest på fordi han var auror og det var en del af hans uddannelse. Og så var han i øvrigt bare halvblods så han var van til det ikke var alle han snakkede med som kendte de skoler han gik på. Han havde trods ikke en far der dækkede ham for ham. I hans familie var han opdraget med at rigtige mænd gjorde tingene selv og det var da også det han havde prøvet at leve efter hele sit liv. Hans far var trods alt ret så streng og disciplinær. Det havde også bare været en fordel da han havde søgt ind som auror for det var trods alt nogenlunde samme disciplin. "Nu skriver jeg noveller og har alle dage gjort det. Det forhindrede dig ikke dengang i at kalde mig nørd uden præcis at vide hvad der var jeg skrev" sagde han med et let glimt i øjet da han virkelig ikke tog det tungt hvad hun havde sagt til ham dengang. Han havde kun ladet sig ramme på den måde at han var stoppet med at være glad for hende, men det var ikke fordi han havde taget det helt vildt meget til sig. Hun var trods alt blot en forkælet pige. Hun kunne ikke gøre for det, men det ændrede ikke på at han var sikker på han sagtens kunne falde for hende igen som hun sad der ved hans bord uden at det ville ske lige her og nu og selvom hun ikke havde ændret sig. "Sandt, men jeg lever at være forfatter ved siden af det at være auror så hvis du virkelig ville vide det Nira så kunne du faktisk låne mine bøger på biblioteket" sagde han med en ganske mild latter da han jo godt vidste at hun ikke havde tænkt sig at gøre det. "Ej jeg skriver kærlighedsnoveller. Jeg har hørt at smukke kvinder kan li fyrer i kontakt med sine følelser" blinkede han drillende til hende da det trods alt var langt fra der hvor den lå. Det havde trods alt langt fra virket på hende for så mange år siden så han tvivlede på det ville virke på en som hende den dag idag heller. Hun var stadig virkelig guddommelig smuk og han tog sig ikke af hendes arrogance. Faktisk måtte han erkende at selv så mange år efter var han ærlig talt mere tiltrukket af den end blot at give op på den slags kvinder og gå sin vej.

Nira var stadigvæk ikke helt sikker på hvem han var, men hun begyndte da at danne sig et lidt bedre billede end hun havde gjort før. Umildbart virkede han ikke som typen hun ville hade at bruge en eftermiddag med, men folk kunne jo også sagtens ændre sig som man blev ældre. Havde han nu været typen der samlede på troldmandskort og skrev digte om kærlighed i skoletiden, så var hun ikke i tvivl om at han ville være en af dem som hun var gået efter, bare fordi at det var så pokkers nørdet.
Heldigvis havde hun da også ændret sig over årerne, ikke så meget som hun måske burde, men nok til at hun ikke ville sidde og gøre grin med ham som han fortalte at han skrev noveller. Igen kunne det jo også være cool at være forfatter, hvis altså man var anerkendt indenfor branchen. "Hvilke noveller?" spurgte hun ufortrødent videre ind. Han havde selv bragt det på banen og nu havde han da fanget hendes nysgerrighed.
Igen gled hovedet let på skrå, hun måtte da indrømme at han vandt en lille smule af hendes respekt ved den flabede attitude. "Jamen dog," svarede hun og lød en smule mere uimponeret end hvad hun egentlig var. "Kærlighedsnoveller?" Dette forårsagede en let rynken på næsen. Ikke fordi hun ikke kunne lide at læse den slags, men mere fordi at det var sådan lidt mærkeligt for hende at en fyr skrev om følelser og den slags, hun så nok mere sig selv blive tiltrykket af bad-boy typen, men nu var det jo heller ikke fordi de sad og aftale noget om at skulle på date. Ikke fordi, han så da godt nok ud til at hun kunne lade sig overtale hvis det endelig var. "Har du udgivet mange?" Hun sippede let af koppen og placerede den atter på bordet, men uden at slippe den.

Troldsmandskort havde aldrig sagt ham noget dog, men selv dengang havde han siddet ofte med sin notatbog og skrevet bøger. Sådan havde han altid været. Også selvom det ikke var fordi han var indadvendt, men fordi han bare godt kunne lide at fordybe sig på samme tid. Han havde da heller ikke tænkt sig at undlade at sige hvilke former for noveller som han lavede. Han ville trods alt ikke kunne gemme det hvis hun rent faktisk tog sig tid til at google ham selvom han nu tvivlede ganske meget på at hun faktisk ville tage sig den slags tid. ”Der er intet jamen dog ved det. Vi kan ikke alle blive forkælet af vores far prinsesse” sagde han med et ganske let glimt i øjet da det trods alt var sandt. Det var i hvert fald sådan hun havde været da hun var yngre og Romeo var blevet ældre så nu turde han snakke sådan til hende. Dengang havde han bare givet op da det ikke havde været kampen værd. Han nikkede ganske let til at han havde udgivet mange bøger. Romeo tog dog en tår af sin kop der var stort set tom nu. Romeo havde aldrig været en bad boy af nogen art. Han havde altid været en af the good ones, men han kunne bestemt godt give igen hvis der var behov for det. Han var også typen der behandlede en kvinde godt og huskede hendes navn, men det var også fordi han ofte faktisk sætte andre foran sig selv. Havde det ikke været for Trescott og Spike havde han heller aldrig haft lært at være egoistisk til et vis punkt. ”Men nok om mig frøken. Hvad laver du selv?” spurgte han med et smil over sine læber og tømte sin kop. Han overvejede at bestille mere, men lige nu behøvede han ikke. Desuden ville han godt kunne finde på at invitere hende på date hvis han følte hun ikke afviste ham helt for han var bestemt stadig ganske betaget af hende.

Hun førte atter de røde læber til koppen og tog en ny tår imens han snakkede. Det at skrive bøger var ikke noget hun som elev ville have været særlig imponeret af det var hun helt sikker på, men nu hvor de begge var blevet ældre og han oveni købet nikkede ja til at have udgivet en del, var det lidt mere spændende at høre om, måske stadigvæk lidt nørdet, men spændende.
Hans kommentar fik hende først til at glo overrasket på ham, hvor godt havde han helt nøjagtig kendt hende dengang? Det overraskede udtryk gled dog hurtig over i et smil, "pff jeg aner ikke hvad du snakker om? Jeg er da ikke forkælet." Det vidste hun udmærket godt selv var en åbenlys løgn, men derfor behøvede hun vel ikke at lade sig tale ned til over det. Ikke at han virkede led i sin udtalelse, det var nok bare nærmere as a matter of fact.
Som hun stadigvæk sad med koppen hævet kort fra hendes læber sippede hun kort til den igen inden hun atter stillede den fra sig på bordet. "Faktisk har jeg lige ansøgt om en stilling som sekretær i ministeriet i London, så hvis jeg får det regner jeg med at opsige min lejlighed her og flytte til London i stedet." Informerede hun i et stolt smil. Hun var faktisk ret stolt af sig selv over det store skridt det havde været for hende. Det at skulle ud og tjene sine egne penge var nyt for hende, men en udfordring hun var villig til at tage op.
"Bor du her i Paris?" Hun blev pludselig i tvivl om hun havde spurgt før, men det mente hun ikke at hun havde. Hun havde ikke regnet med at falde så godt i snak med ham, det var i hvert fald ikke derfor hun havde slået sig ned her, men det var faktisk ret hyggeligt når alt kom til alt.

Romeo havde faktisk udgivet sin første bog i en alder af blot 15 år, men det var der ingen grund til at nævne lige nu. Ikke fordi han havde det vilde imod at hun følte han var nørdet længere for han var ganske stolt af sit arbejde og helt nørd kunne han jo ikke være når han ved siden af var uddannet auror og abrejdede med kriminelle unge selvom han mest af alt var fristet til at skifte afdeling og være under Trescott. ”Jeg synes ellers jeg havde den form for vibe da vi gik i skole fra dig” sagde han med et let glimt i øjet. Det var ikke fordi han kendte hende som sådan, men der var bare noget over hende dengang der havde skreget på hun var fars lille pige og hun fik alt hvad hun pegede på. At han så havde ramt rigtigt tydeligvis var så en helt anden sag. Det var ikke fordi han havde satset på han havde ret for han kunne jo høre på hende at han faktisk havde ret i at hun var forkælet.
”Det lyder da helt vildt fedt. Jeg håber da at du får det” sagde han med et oprigtigt smil over sine læber. At han så ville arbejde samme sted som hende var da egentlig blot et bonus for han ville bestemt ikke have noget imod at skulle se på noget så smukt i løbet af dagen.
Han rystede ganske let på hovedet til om han boede i Paris. ”Nej dog ikke. Jeg er på ferie og brugt den med nogle af mine gamle venner fra skolen faktisk” sagde han med et let grin da det så var pudsigt at han lige netop stødte ind i hende af alle.

Hun betragtede ham kort igen med hovedet på skrå. Lod blikket glide ned over ham, eller det af ham hun kunne se over kanten af bordet. "Nå så det synes du?" Hun skød atter et slankt bryn i vejret og rettede sig lidt op i stolen for at fremstå en smule mere intimiderende hvilket ikke fungerede for hende overhovedet siden hun ikke var en specielt høj pige.
"Jeg var faktisk meeeeget uafhængig at du ved det!" Løgn løgn og løgn igen, hvilket hun også var ret sikker på at han på nuværende tidspunkt var fuldt klar over. Hun måtte da indrømme at han havde noget charmerende over sig, det måtte være kommet efter han havde ændret sig fra dreng til mand.
Hun slog et mindre klik med tungen og nikkede, "ja det kunne være ret fedt. Jeg er glad for at bo i Paris, men jeg savner nu også London." Egentlig var hun flyttet til Paris i håb om at starte på sin onkels teaterskole som underviser eller noget i den stil, men hun havde ved nærmere eftertanke besluttet at lade være. Delcan kunne være forfærdelig bossy og hun gad ikke at nogen hundsede rund med hende.
"På den måde," et smil spredte sig på de rosa læber, "bor du så på hotel i nærheden? Eller crasher du på sofaer rundt omkring?" Samtalen her var faktisk virkelig hyggelig, hun kunne god lide den afslappede stemning der var mellem dem, og det var jo bare et plus at charmen var i orden hos ham.

”Ellers sagde jeg det jo ikke skal du se” sagde han med et drillende glimt i øjet selvom det nu ikke var fordi han havde haft noget imod det. Han havde jo stadig nået at have et crush på hende. Så det var ikke fordi det irriterede ham at hun virkede forkælet. Det eneste der havde stoppet det hele var virkelig hendes opførsel overfor ham. ”Hmm jeg tror nu ikke helt på det Nira, men hvorfor ikke også udnytte sin far hvis man kan det? Jeg mener. Sådan tror jeg da mange piger ville have det” sagde han med et smil for egentlig at forsvare hende en smule. Det var ikke fordi han egentlig stadig følte for hende, men han ville bestemt ikke have noget imod at skulle have hende ude på en date.
”Det forstår jeg godt du gør. Paris er en dejlig by, men London er virkelig mit yndlings sted i verden” sagde han med et ganske let nik da han virkelig mente det. Hvis der var en by her i verden han altid vendte tilbage til så var det helt bestemt London. Ikke bare fordi det var en af de byer hvor han var opvokset, men bare fordi han bare godt kunne lide London som by. Han synes der var en helt speciel stemning som ingen anden kunne slå. Det med at det gamle og det nye var side om side på den måde som det var kunne han slet ikke stå for. De mange forskellige dele af byen der var med bl.a. Soho og dens livlige natteliv.
”Lidt her og lidt der. Synes det er hyggeligere end at tage på hotel” sagde han med et smil da han synes det. Det var ikke fordi han havde råd til at tage på hotel for det havde han skam. Han tjente godt som forfatter og auror, men han var faktisk meget mere til det andet.

Hun klikkede lidt med tunden og skød hagen lidt i vejret som tog hun imod hans ord med oprejst pande. ”Jeg udnyttede ikke min far! Han forkælede mig ganske frivilligt.” Hun smilede. Der gjorde han da stadigvæk, men nu havde han ligesom fået andre i sit liv også og det kunne godt være en kende frustrerende for hende for hun havde aldrig været glad for at dele opmærksomheden med nogen.
”Præcis,” hun så lidt frem for sig i et let suk. ”London har bare noget over sig man ikke finder andre steder.” Hun sukkede blidt. Jo mere hun snakkede om det jo mere savende hun faktisk byen. Hun havde næsten lyst til at tage hjem med det samme.
Tankestrømmen blev afbrudt da han atter snakkede. ”Hmm,” hun lod som om at hun overvejede noget ret grundigt. ”Du kunne jo betalte for min Latte her og så kan du låne min sofa for i nat hvis der er?” Foreslog hun i et smil. Hun var ikke så bekymret for selvom hun ikke kendte ham virkede han nu cool nok, plus at han jo var auror hvilket i sig selv var beroligende – og lidt spændende.

”Du er virkelig en prinsesse. Er du ikke Nira?” spurgte han med et smil over sine læber da han virkelig mente det som noget godt. Det var for pokker en af de ting ved hende som han havde faldt for dengang og kendte han sig selv godt nok så ville han bestemt skulle passe på ikke at lande der igen. Der var virkelig noget over Nira som han ikke kunne få sit blik væk fra eller sine tanker for den sags skyld. Han ville bare aldrig tillade sig selv at lade hende løbe så hurtigt med hans hjerte igen hvis det ville ske. Han var trods alt blevet ældre og mindre naiv end han havde været den gang.
Han nikkede ganske enigt med hendes ord. ”Vi er helt enige. Uanset hvor i verden jeg er så bliver jeg tiltrukket af London” sagde han ganske enigt med hende. Han selv kunne også længtes efter London i sit hjerte, men han mente så også ofte han bær det så tæt på sig at London bare aldrig ville komme ud derfra igen. Han kunne ikke lade være med at smile veltilfreds til hendes tilbud mens han mentalt gav sig selv en high-five til sit 16 årige jeg der helt sikkert havde været lykkelig lige nu og havde råbt det så højt han kunne. ”Jamen med glæde frøken. Så skulle vi måske forsætte snakken hos dig i stedet for? Så skal jeg da overveje at købe dig en kopi af en af mine bøger på vejen” sagde han med et smil og nikkede mod døren mens et stort håb om at de skulle gå var til stede. Det var ikke fordi han allerede var faldet for hende, men han kunne da bestemt godt mærke at hans hjerte slog slag over da han bestemt var nervøs for om hun ville sige nej selvom han ikke lod sig dette vise. Han skyldte lidt sit 16 årige jeg at lære hende bedre at kende og hvis han skulle være ærlig var hun stadig helt igennem smuk og stadig til dato en af de smukkeste kvinder han nogensinde havde set hvor cheesy det så end måtte være.

Hun slog et mindre klik med tungen og trak derefter let på skuldrene. ”Måske ikke af blod, men man må jo tage hvad man kan få.” Hagen blev skudt lidt op som et smil spredte sig på de rosa læber.
Der var ingen tvivl om at han havde vokset sig kønnere med årerene. Eller det havde han i hvert fald hvis hun forsøgte at huske tilbage til dengang i skoletiden. Indrømmet så huskede hun ham bare ikke sådan mega godt fra dengang, men det var der jo ikke noget at gøre ved.
”Netop, der er bare noget helt specielt ved den by,” medgav hun. Om det gik ind under kategorien ”ude godt hjemme bedst” anede hun ikke, men der var ingen tvivl om at det var i London hun følte sig bedst tilpas, ikke fordi hun snakkede jo også fransk, men engelsk var hendes hovedsprog og igen det der fik hende til at føle sig bedste tilpas.
Normalt var Nira ikke typen der gjorde noget rigtigt for andre medmindre hun selv fik noget ud af det, men han havde vakt hendes nysgerrighed og derfor kunne hun ikke lade være med at tænke at det da kunne være lidt interessant at høre hvad han ellers havde på hjertet.
Hun smilede bredt til ham og slog håret om på ryggen med hånden inden hun rejste sig. ”Udmærket Newt Scamander, så lad os komme afsted.” Hun blinkede ubekymret til ham hvorefter hun bevægede sig elegant mod udgangen.
Det var ikke fordi at hun ville kalde sig selv for let bytte eller noget, men hun kunne godt lide at flirte og hun havde ikke noget imod når hun mødte en succesfuld mand som Romeo og smigre sig lidt ind på ham. Om hun mente noget videre med det kunne hun end ikke selv finde ud af, men det måtte tiden jo bare vise.

”Ændre da vist ikke helt på du er en prinsesse” sagde han med et glimt i øjet da han godt kunne forstå hendes hentydning trods alt. Nu var det så også lige præcis det der prinsesse over hende som han havde været faldet for en gang. ”Desuden tror jeg lidt det er sejere at være prinsesse af valg og ikke af blod” sagde han med et ganske let grin selvom det var ganske hjerteligt ment. Han ville så også til en hver tid selv foretrække de piger der bare opførte sig som en prinsesse for han vidste trods alt godt han næppe ville komme i selskab med en rigtig prinsesse.
Han nikkede ganske enigt med hendes ord da han var helt enig med dem. Han havde også selv svært ved at slippe London, men det havde han jo allerede sagt en gang. Romeo kunne så også godt fransk for ellers havde han jo ikke kunne være udvekslings studerende i Frankrig, men engelsk var hans hovedsprog.


Han kunne ikke lade være med at grine let af hende ved det hun havde valgt at kalde ham og rejste sig op. ”Jeg tror du skal lære at holde dig til Romeo” sagde han med et let grin da han trods alt ikke tog det tungt. Der skulle meget til før han gjorde det og især når det var hende. Romeo kunne så godt finde på at invitere hende på en date hvis det gik godt. Han skyndte sig hen for at holde døren for hende inden han lod hende gå udenfor før ham. Han lod døren glide i efter dem og pegede mod den nærmeste bogbutik da han trods alt havde lovet hende et kopi af en af hans bøger. ”Efter Dem frøken” sagde han med et varmt smil over sine læber og lod hende føre an. Nu kunne han ligeså godt vinde nogle billige point hos hende. Desuden regnede han heller ikke med hun var den nemmeste i verden at score hvilket blot ofte gjorde det hele meget værre for der var bestemt intet ved at gå efter de piger som alle kunne få.

Hun trak let på skuldrene, ”jeg ved ikke, der er nok et par royale familier der ikke vil være helt enige der.” Påpegede hun med et listigt smil. Han havde nu ret i at hun kunne opfører sig som en prinsesse, i hvert fald kunne hun godt tænke sig at lave som en. Penge var uden tvivl af stor betydning for hende.
Igen et smil og hun bed sig let i den rosafarvede underlæbe. ”Prinsesse af valg, det kan jeg godt lide lyden af,” hun blinkede til ham, ”tror du der hører et slot med til den fine status for som tingene er nu har jeg kun en toværelses lejlighed,” sådan var det jo i Paris, der var masser at store lejligheder, men de kostede jo det tredobbelte af hvad de var værd. Havde det ikke været for hendes far ville hun nok ikke engang havde haft råd til at sidde i den hun sad i nu.
Hun lo og klappede ham lidt venskabeligt på skuldren, ”du er så sart.” jokede hun overbærende og smuttede ud af døren som han åbnede for ham, hun beklagede sig nu aldrig over gentlemens, men hun var også stor fan af at blive forkælet. ”Udemærket,” svarede hun og satte kurs mod boghandlen. ”Så hvor længe regner du med at blive i Paris?” Spurgte hun nysgerrigt ind. Han var nu egentlig ret hyggelig at snakke med, så hun forstod ikke helt at hun efter sigende havde skubbet ham væk dengang, på den anden side, det var skoletiden og for hende betød status og penge alt.
Hvis den første aften her gik godt nok, så ville hun da ikke udelukke at hun kunne lade ham overnatte lidt længere, det kunne måske være meget hyggeligt at have en at stå op med, så længe hun fik den første kop morgenkaffe. Uden den kunne hun godt være lidt af en demon om morgenen, men det ville han nok finde ud af hvis han vækkede hende.

”Pyt med dem. De ved slet ikke hvad de snakker om” sagde han med en ganske mild latter og nikkede en anelse for sig selv. Også selvom de nok havde mere ret i hvad de sagde på det punkt, men det var slet ikke pointen lige nu og det vidste de to også godt så det gik jo nok. ”Det tænkte jeg jo nok du godt kunne, men jeg tror desværre ikke boligen følger med. Det ville ellers klæde dig en helt del at bo sådan et sted” sagde han med et varmt smil da han som sagt mente det på den sødeste måde tænkt. Han ville dog til en hver tid spare sammen til et kæmpe hus hvis han nogensinde endte i et længere forhold med en pige som Nira for hun fortjente kun det bedste.

Han vidste heller ikke helt hvorfor hun havde skubbet ham væk, men hun havde vel ikke set potentiale i hans forfatterskab selvom han allerede dengang var så småt begyndt at slå igennem? Han rystede på hovedet med et grin. Han vidste jo godt hun næppe havde ment noget ondt med det. Og selv hvis hun havde så var det ikke fordi han tog det synderligt til sig lige nu. Han træk let på skulderen. ”En uge mere og så må jeg nok desværre tilbage, men du må sige til hvis du skal have hjælp når du flytter tilbage” sagde han med et smil da han lige der ikke havde opfanget at det var fordi hun overvejede at han måtte sove der længere hvis det var hyggeligt. Han var også typen der lavede kaffe om morgen og siden han havde ferie kunne han sagtens finde på at komme med morgenmad på sengen og det hele til hende dagen efter for at sige tak til hende.

Hun sendte ham en morende grimasse og rystede på hovedet, "nej du har ret, hvad ved de om det." Et nyt smil fandt vej til de rosa læber. De vidste begge godt at det var bare var sjov. Hun slog et mindre klik med tungen og forgav at være ærgerlig over den erkendelse. "Sikke en skam, så må jeg vidst hellere vente med at opsige min lejekontrakt." Jokede hun mildt videre. Det var faktisk lidt underligt at han gjorde hende i bedre humør end hun havde været længe. Måske det var hans afslappede holdning som var dejlig beroligende i forhold til den hektiske hverdag hun som regel tog del i.
På trods af at hun var arbejdsløs så var hun stadigvæk fuldt optaget i løbet af dagen. Det blev hun nødt til at være for at holde sig beskæftiget for ærlig talt brød hun sig ikke om at sidde stille.
"En uge? Tja det er da alligevel næsten som en lille miniferie." Svarede hun roligt og med et hævet bryn. "Eller ikke hvis du er på arbejde, men altså det her er jo Paris, hverdag eller ej, så føles det altid som at være på ferie." Måske det var derfor hun havde svært ved at føle sig hjemme her. Fordi det ikke helt føltes som hjemme, det føltes som et længervarrig ferieophold. "Med lad os nu se. Måske jeg kan overtales til at låne dig en plads på sofaen i den uge." Nu måtte de jo lige se hvordan den første aften her kom til at gå, hvis de endte med at fare i totterne på hinanden ville hun helst ikke have lovet ham for meget.
En sagte latter undslap hende ved hans tilbud. "Jamen det skal jeg da prøve at huske." Svarede hun muntert. Hun hadede at flytte, det var så omstændigt så måske hun ville ende med at hænge ham op på det.

Han nikkede enigt med hendes ord da han ikke følte han behøvede at understrege mere i den sag for lige nu. ”Ja desværre. Jeg kunne ellers godt se dig være på et slot. Du er helt sikkert også en af dem der har haft store balkjoler på da du klædte dig ud som lille” sagde han med et varmt og let drømmende glimt i øjet da han faktisk lige kunne forestille sig det for sig. Et virkelig sødt billede også hvis han selv skulle sige det. Da Romeo trods var auror skulle han bevare roen og det var sikkert det som smittede af lige nu. ”Det er det bestemt” sagde han ganske enig med hendes ord i at det var en hel lille ferie inden han nikkede let. ”Jeg har skam ferie. Det er derfor jeg er taget afsted” sagde han med et smil og slog døren op til den lille bogbutik han havde henvist til for at vise hende den lille samling af alle hans bøger. Han vidste godt han sikkert ville blive genkendt et sted som der, men det betød jo også bare han var en god forfatter og han havde ret i at han var kendt i det univers. ”Det vil jeg da håbe, men nu kan du vælge en bog helt gratis som tak for jeg må låne din sofa i nat” sagde han med et venligt smil da han heller ville lade hende vælge selv end han ville have hende til alt muligt andet. Desuden vidste han jo ikke hvad han var mest til så det virkede underligt at det var ham der bestemte medmindre hun faktisk direkte bedte ham om det. ”Jeg synes bestemt du skal huske det. Jeg har musklerne i orden” sagde han med et let grin og pegede let på sine arme. Nok så han ikke helt ud af meget, men han var mere end han så ud til at være. Romeo kunne godt se på nogle af de andre i butikken at de var begyndt at hviske om ham, men han var faktisk ligeglad for han var sammen med Nira lige nu og ville ikke forstyres.

Denne gang kunne hun ikke tilbageholde en oprigtigt klar latter. Hun lod armene falde en smule over kors og skød brystet en kende frem som et slankt bryn blev skudt i vejret. "Og hvad får dig dog til at tro det?" Spurgte hun i en morende undertone hvor hun ikke lagde skjul på hvor ret han havde.
Intet havde kunne tvinge hende ned i et par bukser dengang. Hun blev hysterisk hvis hun ikke måtte have kjole på og det havde med stor sandsynlighed drevet hendes far til vandvid, hun var da i hvert fald altid endt med at få sin vilje - og ja, jo mere kjolerne struttede jo bedre.
"Ah på den måde," brikkerne faldt langsomt på plads nu, "så hvorfor valgte du Paris?" Frankrig var et vidunderligt land og Paris en smuk og romantisk by, men hun havde ikke lige forstillet sig at det var en "singlefyrs drømmeferie," medmindre han selvfølgelig ikke var single, men så igen, hvorfor skulle han så sige ja til at sove på hendes sofa og ikke i sin kærestes seng.
Hans tilbud fik hende til at smile bredt og hun slog hænderne tæt sammen som hun blinkede med de store dådyrøjne, "kun hvis du også signerer den." Hun kunne ikke holde masken særlig længe efter det og hendes blide latter gav genlyd i den lille butik. Sommetider var det som om at hun blev en helt anden person når hun lo, som den overfladiske og snobbede del af hende gled i baggrunden og gjorde plads til den venligere side af hende.
Et par piger der stod samlet i det ene hjørne af butikken rettede blikkene mod dem og gjorde store øjne hvorefter der blev hvisket ophidset og peget diskret mod dem. Endnu et smil gled over Niras læber, hun var faktisk godt tilfreds med at være "pigen der fulgtes med den kendte forfatter." "jeg tror sørme dine groupies er mødt op," jokede hun blidt og klappede ham lidt diskret på brystet - også mest bare for at gøre dem lidt mere misundelige.
Hun betragtede ham som han snakkede om sine muskler og tippede let hovedet på skrå, "Det siger du sikkert til alle pigerne." Sagde hun i en næsten flirtende tone før hun elegant strøg forbi ham og hen til en stanner hvor titlen på hans nyeste bog pryede hylderne.

”Ja ved det ikke. Der er bare noget over mig der siger du har klædt dig ud som en anden prinsesse og hvis jeg skal være ærlig er jeg lidt vild med den tanke” sagde han med et ganske let nik da han virkelig lige kunne forestille sig det og synes det var verdens sødeste tanke her i verden, men nu var det så heller ikke ham der havde været hendes far og så var han egentlig bare glad for virkelig feminine piger. Han kunne ikke se der var noget i vejen med piger der gik op i hvem de selv var. Det var også noget af det som han tiltrukket ham ved hende i sin tid for det var som om man kunne se det lyse ud af hende at hun bare var sådan.

”For det første er et en god by når man skriver den slags bøger jeg gør og fordi jeg stadig gang på gang tager mig selv i at drømme om at tage den helt rigtige med hertil en dag. Er sådan lidt det man kalder håbløs romantiker” sagde han med et ganske let grin der på samme tid var ganske kærligt. En kæreste havde han skam intet af lige nu. Han var egentlig blot håbløs romantik og det var jo også derfor hans bøger omhandlede romantik. Han var egentlig blot både blød og hård i en og samme person alt efter hvilket arbejde han var på.

”Som om jeg havde tænkt mig andet hvis du ønsker det” sagde han med et ganske let glimt i øjet da han slet ikke havde behøvet hendes dådyrøjne for han kunne som sagt ikke modstå hende til at starte med. Han havde virkelig svært ved at sige nej til hende. ”Jeg ved det. Det er nærmest forfærdeligt” sagde han med en mild latter selvom han langt fra mente det. Han nød det og især lige nu hvor det bare understrege hans egen point i at han var kendt. Han tog sig heller ikke af hendes dask i hans brystkasse. ”Jeg tror du forveksler mig med en douchbag” sagde han med et grin og rystede ganske let på hovedet inden han gik efter hende da hun trods alt skulle vælge en bog han kunne give hende.

Hun hævede et slankt bryn af ham og lod atter den ene mundvig trække sig op i et lille drilsk smil, "så du tænder simpelthen på lyserøde strutskørter, good to know." Hun forgav at lave en usynlig note på håndfladen og blinkede så til ham. Ikke at hun havde tænkt sig at trælle i et pink tylskørt, men derfor kunne man jo godt lave sjov omkring hendes barnlige tendenser.
Desuden kunne hun jo altid uddybe joken med at han måtte betale hende for ikke at lække den information til pressen. Realistisk set kunne hun nok ikke finde på det. Ikke medmindre han viste sig at være en total idiot overfor hende, men det havde hun ikke en fornemmelse af, det var ligesom ikke helt den vibe han gav fra sig.
Nira skød underlæben lidt ud en smule imponeret over hans ærlighed. Det var ikke alle fyre der ville fortælle om sådanne ønsker eftersom det nok fik dem til at fremstå en anelse splejset. Selv havde hun nok aldrig været voldsom romantisk anlagt, men hun havde jo på den anden side heller aldrig haft en kæreste der gav hende lyst til at være det, hun var nok mere et karrierer menneske hvis man skulle se sådan på det - et karrierer menneske uden job vel og mærke. Tanken gav hende en ubehagelig smag i munden og hun vippede vægten lidt fra den ene fod over på den anden. Hun håbede virkelig på at hun ville få det job hun havde søgt om.
Endnu et snedigt smil blev sendt mod ham og hun rettede ryggen en smule, "så gentleman-agtigt af dig." Det var normalt slet ikke en type som ham hun ville gå efter for selvom hun ikke havde haft fundet "den store kærlighed" endnu så havde hun da en type og det var altid muskelbundterne der ikke havde så meget at rykke rundt på på øverste etage, dette her var næsten forfriskende til en forandring.
"Lad da vær, du skal ikke prøve at bilde mig ind at du ikke nyder det lidt," de blå øjne bar atter præg af det drilske glimt inden hun igen vendte sin opmærksomhed mod bøgerne. Efter kort overvejelse tog hun en af dem op og rakte den frem mod ham. Hun kunne høre fanpigerne langsomt flytte sig lidt tættere på for - ikke særlig diskret - at tage et par selfies med ham i baggrunden.

Han rystede på hovedet med et grin. ”Nej mere idéen om dig som prinsesse” sagde han med en forsæt mild latter mest af alt fordi han godt kunne høre hvor hans ord havde kunne mistolkes og vendes lidt. Han synes nu også bare det var sødt at hun lod som om hun skrev det ned i sin håndflade. Han vidste i øvrigt heller ikke helt hvad der var med ham og bare godt kunne li hendes prinsesse nykker, men nu var han også til feminine piger så det var sikkert derfor.

Han vidste godt mange andre fyrer ikke ville være ærlig omkring den slags, men han følte ikke det gjorde ham hverken feminin eller splejset. Han følte blot det var med til at forstærke hans karakter idet han trods alt var forfatter i genren kærlighed. Så han mente måske lidt det gav sig selv og han følte ikke der var noget dårligt i at være en følebamse når han på samme tid havde et erhverv som auror der gjorde ham en del mere hård. Han følte mest af alt det var den perfekte balance og nu drømte han tilfældigvis om den eneste ene hvilket også gjorde at selvom han havde haft one-nights så var det sjældent han havde det og endnu mere sjældent de faktisk forblev til kun at være en nat. Det var der næppe nogen kvinde der kunne have noget imod. ”Jeg har hørt vi er en mangelvare” sagde han med et let smil og et lille let nik. Han gik ikke på kompromis med den slags hvis han skulle være ærlig og det skulle han vel? Selvom han havde muskler så havde han trods alt også noget på øverste etage.

”Det gør jeg, men jeg er stadig ingen douch” sagde han med et grin og rystede let på hovedet af pigerne. ”Så skal vi rykke?” spurgte han med et smil da han lige nu følte hans små fans kun var gode i forhold til at sige at han faktisk var kendt.

Endnu et snedigt smil gled over de rosa læber, "så det er mig og ikke skørterne du tænder på?" Spurgte hun med hævede bryn og et lidt for selvtilfreds udtryk i ansigtet. Hun var godt klar over at det nok ikke lige var det han havde ment, men hun kunne godt lige at lave sjov med ham igen.
Han var nu også ret lækker og hun nød da mere og mere at bruge tiden sammen med ham især fordi lod til at synes hun var lige så fantastisk som hun selv syntes hun var så det var jo altid et godt sted at starte. Nira var muligvis ret kræsen når det kom til fyre, men nu var der jo heller ingen der sagde at de skulle giftes og have børn og alt det.
Det var nu en ret god pointe. Der var ikke mange af hans typer på markedet. Berømt, auror, lækker og sød. De første tre ting var nok det der tiltrak hende mest lige nu, hun havde aldrig rigtigt været sammen med de der søde fyre, hun fandt ofte dem der havde mere muskler end hjerne.
"Hmm ja det har jeg også ladet mig fortælle." Svarede hun morende og nikkede så. Ja de kunne vel lige så godt se at komme videre. "Og by the way, så er man vel ikke en douch bare fordi man er kendt." Hun blinkede til ham og gik op mod disken for at få betalt bogen.

”Noget i den stil Nira” sagde han med et glimt i øjet da han trods alt ikke havde noget imod at indrømme det. Han kunne ikke se hvorfor han skulle ligge skjul på den slags og slet ikke når der kom sådan et veltilfreds smil ud af det på hendes læber som han virkelig nød at det var til stede. Desuden virkede det lidt som det ikke var ordret det skulle tages og mest af alt som en smule sjov så det hele skulle nok gå i spind.

Romeo synes præcis hun var så lækker som hun selv synes hun var. Han havde så også haft det vildeste teenage crush på hende og han følte måske også et sted at han lidt skyldte sit yngre jeg at flirte med hende.

Ikke alene de ting gjorde der ikke var mange af ham på markedet, men også bare hele den del at han var gentleman i sig selv. Det var nærmest en uddød race og han havde hørt mange kvinder gerne ville have der var flere som ham. Så længe man altså respekterede den moderne kvinde kunne en masse også. ”Det var nu heller ik den sammenkobling jeg var ude i” sagde han med en mild latter og gik hurtigt efter hende for at ligge pengene på bordet foran hende da han trods alt havde lovet hende selv at betale for den. At han så kort måtte stoppe op for at underskrive de unge pigers bøger regnede han nu næppe med at hun havde det store imod da det trods alt ville understrege at han var kendt som sikkert var en god ting hos hende. Han holdte døren for hende igen da de skulle til at gå og nikkede med hovedet for at vise hende at hun skulle vise vejen hjem til hende. Han nød at snakke med hende hele vejen hjem til hende og ventede ganske tålmodigt på at hun låste døren op for dem inden han gik ind efter hende. Han tog pænt sine sko af som han var opdraget til. ”Nu skylder du mig vist en rundvisning” sagde han med et smil og nikkede let for sig selv.


Hun mærkede varmen skyde lidt op i kinderne og hun bed sig i den bløde underlæbe som hun så væk i håb om at han ikke nåede at spotte den milde rødmen. "Okay så, du har god smag." Sagde hun lidt henkastet. Det var ikke fordi hun ikke var vandt til at få komplimenter, men der var bare noget over måden han sagde det på.
Det gjorde hende nu ikke noget for uanset hvilken baggrund de så havde sammen - en baggrund der nok påvirkede ham mere end hende - så var han en flot og succesfuld fyr nu uanset hvem han havde været i skoletiden og det var jo det der betød noget for hende hvor arrogant det så end måtte lyde, men nu havde hun jo også været mere eller mindre vandt til at få hvad hun pegede på.
Hun trådte til side og lod ham betale for bogen hvorefter hun kiggede på ham som hun tog papirposen der blev rakt frem til hende af manden bag disken. "Tænk at du skal betale for en bog du selv har skrevet." Kommenterede hun inden hun fulgte ham mod døren. Hun ventede tålmodigt imens han skrev sine autografer og tog sig i mellemtiden den frihed at betragte ham lidt. Pigerne lignede nogen der var lige ved at dåne, hvilket kun frydede Nira endnu mere.
Som de trådte ind i lejligheden lod hun blikket glide rundt som hun klargjorde en præsentation. Hun stillede posen fra sig på gulvet og trak frakken af som hun hængte på knagen inden for døren.
"Det kommer nok ikke til at tage mange minutter, men klart nok." Hun slog hånden til venstre hvor der var en døråbning ud til et lille køkken. Lejlighederne her i Paris var ikke kendt for at være mega store og praktisk indrettede til gengæld skulle man betale for dem som om de var. "Køkken," annoncerede hun og gik ned for enden af gangen efter også at have taget sine sko af så det lyse tæppe ikke blev svinet til. "Stue," selvom man ikke kunne gå direkte fra køkkenet og ind i stuen, så var der en åbning så man kunne kigge fra stuen og ud i køkkenet og den anden vej. I hvert hjørne af stuens endevæg var der en dør. Hun pegede mod den venstre og derefter mod den højre. "Badeværelse, soveværelse." Hun vendte sig atter mod ham og smilede inden hun pegede på sofaen, "og sidst, men absolut ikke mindst, den omtalte sofa," en lille "tadaa" -bevægelse blev gjort med de ord. "Så kan jeg byde på et eller andet?" Spurgte hun ind.

”Jeg er da glad for vi er enige” sagde han med et varmt smil over sine læber og fandt det virkelig noget så sødt hvordan hun havde kunne rose sig selv på den der indirekte måde. Det gjorde ham virkelig helt igennem blød i knæene. Nu ville Romeo så heller ikke hænge hende op på hvad der var sket i skoletiden. Det var ikke fordi han ikke kunne tilgive det. Det var trods alt fortid og hvis han skulle være ærlig så var det den her chance der betød noget og ikke om han ville brænde broer med at hænge hende selv eller sig selv op på hvad der var sket i skoletiden. Det var mange år siden og folk forandrede sig. Også hende selvom hun nok helt sikkert ville mene at det havde hun ikke gjort.

”Det er jo ikke kun mig der tjener på bogen smukke. Der er også forlaget” sagde han med et ganske let nik og kunne ikke se det store problem i det. Han kunne dog godt se hendes vinkel i det, men det ville også gå udover bogbutikken hvis de skulle give ham den gratis og Romeo var typen der tænkte på alle. Også den lille fyr der tjente lidt på hans bog selvom langt største delen af pengene ville komme tilbage til ham selv. Det var lidt som at investere penge i sig selv og det havde han intet imod.

Han nikkede ganske let forstående, men derfor ville han nu gerne have den alligevel. Der var noget over at blive inviteret ind i en piges hjem. Det var som regel fyldt med en del mere historie end der var i hans eget hjem. Der var som regel nogle flere små ting her og der som fortalte en historie hvorimod hjemme hos ham der var nærmest kun bøger og de mest praktiske ting. Han havde ikke ting som billeder og minder i form af ting over det hele ligesom langt de fleste piger havde. Han fulgte med hende både i hendes bevægelser og så sig om for at se om han kunne finde nogle af alle de der små finurlige ting som piger ofte havde. De fleste ting hos en pige kunne også forklare en hel historie om hende, men nu så han så også historier over det hele pga. hans valg som forfatter. Han kunne ikke lade være med at grine hjerteligt over hendes tadaa da det var ganske sødt. ”Jo tak som byder. Te eller kaffe ville da bestemt ikke gøre noget hvis du ejer det” sagde han med et smil for selvom de næsten lige havde drukket kaffe så var han ganske afhængig af det.

Et bredt og ret tilfreds smil gled igen over de rosa læber og hun kunne godt mærke at hun følte sig yderst godt tilpas i denne situation. Nu havde hun jo også altid godt kunne lide den gode omtale og især når den kom fra en flot fyr som ham. At hans personlighed så også lod til at være ret cool var blot endnu et plus. "Altså jeg er ofte enig når man roser mig." Sagde hun med en lidt flabet undertone og blinkede til ham igen.
I hendes øjne var fortiden lige nu ret ligegyldig. Hvis han ikke havde tænkt sig at gå op i hvordan hun havde været dengang havde hun bestemt heller ikke, ikke når det ikke kom hende til gode i hvert fald. Nu snakkede hun jo heller ikke rigtigt med nogen fra skoletiden så hun gik ikke så meget op i det, det som hun gik op i var popularitet. Alt derudover var frynsegoder.
"Ja ja, men man skulle da tro at du som forfatter fik et par gratis kopier selv." Forklarede hun sig med et skuldertræk. Det var da mest fair, det var jo hans bog og hans ord trods alt.
Nu var Nira en pige der elskede detaljer, det kunne godt være at hun levede af farmands penge, men det gjorde hun nu også i stor stil med designervaser og andre dyre nipsting. Væggene var beklædt med et par dyre kunstmalerier hvorimod de forskellige billedrammer rundt omkring ikke havde så meget at byde på. Dette skyldtes nok primært at hun ikke havde så mange personer i sit liv. Der var et par enkelte billeder af hende og hendes far og hende og hendes onkel Delcan, men ingen veninder eller venner og den slags, ikke engang hendes søskende. Måske en smule trist, men hun var jo stadigvæk ikke helt tilfreds med at skulle dele sin far med nogen som helst. "Jeg kan klare begge dele, hvad er du mest til?" Spurgte hun og gik ud i køkkenet, hvorefter de blå øjne kiggede på ham gennem "hullet i væggen" som hun kaldte det. Den primære funktion var nok at kunne få maden hurtigt fra køkkenet og ind i stuen, men det krævede dog at der stod et spisebord på den anden side, hvilket der naturligvis gjorde.

”Se det undre mig altså ikke” sagde han med et ganske let grin og et drillende glimt i øjet da han trods alt mente det på en god måde. Han nød virkelig den selvtillid hun ejede sig uden han helt kunne forklare hvorfor. Det var bare sådan tingene var og det havde altid været sådan når det kom til Nira.
”Gør jeg skam også, men de ligger ikke her. De ligger hjemme i UK og det ville måske være lidt langt væk for at få fat i dem” sagde han med et smil over sine læber og nikkede let for sig selv. Desuden ville resten af dem som var involveret i hans bøger tjene på at han sådan gik og købte dem selv. Den tanke kunne han godt lide. Han var trods alt ikke helt så egoistisk som nogle forfattere kunne være. ”Jamen så kaffe” sagde han med et smil over sine læber og nikkede let for sig selv.
Han nød virkelig det her selskab og var også ganske sikker på at det nok skulle blive hyggeligt. Faktisk håbede han da også at hun ville komme tilbage til UK så han ville få mere tid med hende. Det ville han da gerne indrømme. Især hvis den her aften ville gå godt. Nira var virkelig stadig sit gamle jeg, men kun på den positive måde og han kunne virkelig godt li når hun var sådan der. Hun var helt igennem fantastisk. Det var også en af grundene til at hun havde en hovedrolle i en af hans bøger, men det havde han ikke tænkt sig at nævne overfor hende. Slet ikke når den historie havde endt langt mere lykkelig end hvad virkeligheden var.

//Ny tråd måske?//

Hun sendte ham et lidt selvsikkert smil. Hun vidste jo godt at hun så godt ud så hvorfor ikke leve lidt på det når hun nu havde chancen for det. Hun gad ikke være en eller anden lille forsvarsløs tøs der bare sad i et hjørne og ikke vidste hvad hun skulle gøre af sig selv. Ville man have noget her i livet måtte man jo gå efter det og ville man have det nok måtte man gå efter det uanset hvad konsekvenserne så end måtte være bagefter.
Han havde en ret god pointe måtte hun erkende og hun nikkede forstående. "Ja det giver mening." Konkluderede hun og fugtede de røde læber, imens hun fandt en kaffekop frem. "Katte it is." Svarede hun og fandt en gryde frem som hun satte til at koge vand, "min elkedel er gået i stykker," informerede hun som havde han spurgt og hævede sig så op på tåspidserne for at fange en bøtte på en af de øverste hylder i skabet.
Hun åbnede den og kiggede ned i den med et smil. "Jeg har småkager," informerede hun glædestrålende og tog en op for at stoppe den halvvejs ind i munden, "vil du have en?" Hun så spørgende på ham og holdt bøtten frem gennem hullet i væggen.
"Så fik jeg spurgt før om du havde en kæreste?" Hun var ikke specielt genert hvad sådan noget angående, men det ville da være temmelig rart at vide om hun kunne forvente et besøg fra en eller anden tøs.

Han nikkede ganske let da det var sandt. Ellers havde han ikke haft et problem med at give hende en af hans gratis kopier. Det var bare ikke som om han havde dem med sig på ferie. Så selvisk var han trods alt heller ikke. Han sendte hende et varmt smil da hun godkendte hans valg af kaffe. ”Du har ikke overvejet bare at skaffe dig en ny?” spurgte han ganske roligt og måtte virkelig bide sig i læben for ikke at spørge om hendes far da ikke lige kunne fixe den slags. ”Det takker man da ikke nej til” sagde han med et smil inden han tog imod bøtten. Han holdte nu mest af alt øje med at hun ikke skulle falde. Det var også derfor det havde taget ham lidt tid at svare på det. Han satte bøtten ned da han faktisk heller ville have hun kom ned inden han selv tog en i munden. Han rystede let på hovedet. ”Ingen kæreste” sagde han ganske roligt og kunne ikke finde ro før hun var sikkert nede på gulvet igen. ”Hvad med dig selv?” spurgte han med et smil da han måske lidt håbede hun ville sige nej. Han havde trods alt ikke lyst til at skulle op at slås over sådan en smuk kvinde som hende. Mest af alt fordi han ikke havde tænkt sig at give op denne her gang, men faktisk gøre hvad der stod i hans magt hvis det gik godt.

--- Timebreak ---

Romeo sov der natten over og vågnede tidligt næste morgen. Han vidste godt han sikkert ikke behøvede det, men han var glad for at han måtte sove der og havde sneget sig ud for at finde hende en el-kedel. Han havde da også lagt en seddel til hende i køkkenet og vidste godt det sikkert så ud som han var smuttet, men han håbede nu mest af alt at han ville nå tilbage for hvis han lavede mad først så ville hun jo bare vågne. Han skyndte sig da også tilbage med pakken under sin arm og smuttede hurtigt op igen. Han håbede virkelig at hun stadig sov så han kunne overraske hende. Han havde trods alt ikke haft noget på sig han kunne efterlade så hun ville se han ikke var gået.

Hun kiggede på ham med et blik som havde han lige sagt noget dumt. "Jo selvfølgelig har jeg overvejet det, jeg er bare ikke nået længere." Forklarede hun sig. Hun havde ikke lige gidet at kigge på elkedler og slet ikke nu hvor hun havde søgt job tilbage i england. Hun håbede virkelig at hun fik det, hun var nu glad nok for Frankrig, men England var bare mere hjemligt for hende til trods for at hun havde boet flere år i Frankrig end England.
Med rolige skridt vendte hun tilbage til stuen og satte sig på kanten af stuebordet imens hun ventede på at kaffen skulle blive færdig. Hun nikkede anerkendende til da han sagde at han ikke havde nogen kæreste. Det var jo altid rart lige at vide. "Nej heller ikke her," kommenterede hun med et ligegyldigt skuldertræk som hun stoppede en ny småkage i munden.
Nira var ikke typen der spiste meget slik og søde sager, nærmest tvært imod, men en enkelt gang imellem kunne det godt lige komme over hende, men det skulle der jo selvfølgelig også være plads til. "Nåh, jeg tror vandet er klar." Kommenterede hun så og rejste sig for at gå tilbage til køkkenet og sørge for at de kunne få noget kaffe.

- TIME -
(PÅKLÆDNING)


Nira vågnede da hun hørte døren gå. Hun missede lidt med øjnene og rettede blikket mod sit ur. Det var begyndt at blive lyst udenfor. Med en let gaben satte hun sig op i sengen og strakte sig dovent hvorpå hun blev lidt i tvivl om om hun havde hørt døren gå eller om det bare var noget hun havde drømt.
Hun huskede godt at Romeo var blevet og overnattet på sofaen, men hun mente da ikke at have hørt ham sige farvel nu her. Hun rejste sig fra sengen kun iført sine lårkorte soveshorts, en stropbluse og en cardigan. Efter at have påført sig din sutsko trådte hun ud i gangen og kiggede rundt i den tomme gang. Efter af have kaldt på ham uden respons gik det hurtigt op for hende at lejligheden var tom.
Et undrende bryn blev skudt i vejret og hun bed sig let i underlæben. "okay, jamen så farvel da." Mumlede hun en smule fornærmet og gik ud på badeværelset. Hun tændte for bruseren og tog tøjet af for derefter at hoppe i bad. Som altid havde hun kun skubbet døren let til som hun skjult bag det tynde farvestrålende forhæng gav sig til at vaske det lange blonde hår. Sedlen han havde efterladt til hende havde hun ikke bemærket.