Lawrence+Tatianna - Voodoo Doll

Ciel+Sebby :: WaW :: Tråde :: Darcel

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Lawrence+Tatianna - Voodoo Doll

Indlæg  JeromeWinther on Tirs aug 08, 2017 5:37 am

Lawrence Dale Rider
Black Lotus Tattoo
Februar 2054, omkring kl 15.

Tatianna havde længe gået med tanken om, at få sig en tatovering, hun havde bare endnu ikke haft modet eller ideen til det. Nu havde hun ideen, modet prøvede hun stadig at finde frem, men hun havde bestilt tid hos en tatovør som skulle være virkelig dygtig, så hun følte ikke rigtigt, at der var nogen vej tilbage.
Hun stod lige nu ude foran butikken, med en smøg i den ene hånd mellem to af sine fingre. Det var nok den tredje smøg hun havde gang i. Det ville blive hendes første tatovering, og hun havde hørt det ville komme til, at gøre virkelig ondt, men hun kunne ikke få sig selv til, at fortryde nu. Hun havde allerede lagt en video op på youtube om, at hun skulle have den og den havde fået en masse likes og kommentarer om, folk som glædede sig til at se den.
Det var ikke meget mere end er par uger siden, at Joey McSeeley havde stået hjemme hos hende og sagt han ville have hende til at danse for sig. Hun havde da også trænet et par gange med ham og de andre dansere to gange, hvilket stadig var utroligt urealistisk for hende.
Hun tog et sidste hvæs af sin smøg, før hun smed den og tog en dyb indånding. Hun pustede tungt ud og skubbede så døren op til tatosalonen op. Der var stadig fem minutter til, at det var hendes tid, så hun tog blot plads på en stol ved et bord og gav sig til, at kigge lidt i et blad.

Lawrence sad på nuværende tidspunkt og færdiggjorde en kundes tatovering. Han sad med hovedet foroverbøjet over kundens ben, mens han bevægede nålen i den rytmiske bevægelse i forhold til den midlertidige blæk, der var. Han rullede tilbage i stolen for at kigge om han kunne kalde sig færdig. Mange ting kunne man sige om Lawrence, men øje for detalje var i sandhed noget han havde. Han smilede til den kvindelige kunde som var mere en stamkunde end en der lige havde fået sin første tatovering. Hun havde ret mange. "Så er vi færdige for i dag," sagde han til hende med et kortvarigt smil plantet på sine læber. Lawrence var en urolig, tålmodig person når han var på arbejde. Han var oftest den, som førstegængere valgte at blive tatoveret af. Sandheden var, at ligeså rolig og tålmodig han var, ligeså vred var han inden i. I baggrunden hørtes der noget af Faded Exit musik, og Lawrence valgte med det samme at skifte radiostation. Han fulgte kunden hen til kundedisken og lod hende betale, inden han så mod en ung kvinde, der var netop var kommet ind ad døren. "Hej, velkommen til," sagde han venligt og lod sit blik betragte hende gennemgående, dog uden at stirre. "Har du en tid?" spurgte han. I hans erhverv var det ikke normalt at tale nogen som helst ved Dis, og selv i den magiske verden var det ikke noget han gjorde. Han havde aldrig haft stor respekt overfor autoriteterne, for de havde aldrig haft respekt overfor ham eller det kreative arbejde, som han hellere ville end at sidde med hovedet nede i en bog. "

Tatianna sad pænt ved bordet, mens hun bladrede lidt tilfældigt rundt i bladet. Hendes ene fod trippede lidt i takt til musikken i radioen. Hun var ikke gigantisk fan af Faded Exit, men hun syntes uden tvivl de lavede god musik. Hun så lidt op, da sangen blev cuttet ret brat, og nogle radioværter begyndte at snakke om noget helt andet, hvilket vel gav sig selv, når der var blevet skiftet kanel.
Hun fulgte den meget tatoveret kvinde med blikket, som hun forlod salonen. Om lidt var det hendes tur. Hun overvejerede lidt om hun stadig ville kunne nå, at fortryde. Dog blev hun revet ud af sine tanker, da en venlig stemme henvendte sig til hende. "Tak. Jeg det har jeg, her klokken.." hun gik fuldstændigt i stå, da hun havde fået lagt bladet fra sig og så op på manden som havde henvendt sig til hende. Hendes blik var til gengæld stirrende. ".. 15.." afsluttede hun sin sætning efter lidt tid.
Ville det være uhøfligt af hende, at spørger om han var Charles Lavoie? Normalvis var hun egentlig slet ikke, hverken genert, nervøs eller stille. Men hun havde lige siddet og sunget med inden i sit hoved og pludselig stod der en ung mand foran hende som lignede en af bandets medlemmer, ufatteligt meget. "Waw, du ligner Charles Lavoie," fløj det ud af munden på hende, "Eller altså.. Undskyld, men det gør du virkelig," sagde hun og lod en hånd glide igennem sit lange mørke hår. Nu ville det så bare være endnu mere akavet, hvis det så viste sig, at være ham.


Lawrence så afventende på hende i det hun gik i stå i forhold til tiden. Han stod selv ved computeren og kunne se hendes tid, men han gik ud fra det var nerver. Mange var jo nervøse, når de var herinde. Der kunne være flere grunde til dette, enten fordi det var første tatovering eller fordi de havde en idé om et tatoveringssted var det samme som at hænge ud med rockere. Han havde i hvert fald hørt mange historier om, hvorfor folk var bange for at være der, eller, i hvert fald nervøse omkring det. Han smilede kortvarigt, da hun nåede frem til hvilken tid det var. "Ja, Tatianna Maximorff, kan det passe?" spurgte han for at være sikker. Han så analyserende på hende og var ikke sikker på, om han skulle spørge hende om ID. Han blev dog brudt af sine tanker, da hun begyndte at snakke om Charles, hans forbandede tvilling. Det vil sige - Lawrence havde en idé om de var tvillinger, taget betragtning af, at de lignede hinanden på en prik, de havde fødselsdag samme dag og var født samme år. Det var al andet end en tilfældighed. Havde det heller ikke været fordi hans forbandede tvilling havde valgt at være kendt - så var han ikke blevet konstant stoppet for at ligne ham og folk der troede det var ham. Det irriterede ham faktisk, hovedsageligt fordi han havde fået et meget stort had til ham. Han sukkede irriteret og prøvede at holde masken, hvilket var ret svært for ham. Han smilede sammenbidt. "Men det er jeg ikke," påpegede han skarpt, og så analyserende på hende igen. Hvad bildte hun sig ind? Præcis som mange af de andre fjollede tøsepigebørn, der kom herind bare for at se lidt på ham uden at ville have noget her. "ID?" spurgte han henkastet og så afventende på hende. Han klappede sine fingre mod diskens kant, mens han ventede på han kunne se noget legitimt ID på at hun var gammel nok til at flå blæk ind sin blodbane.

Tatianna var virkelig nervøs for at skulle have sin første tatovering. Hun vidste jo intet om, hvordan smerten ville være. Hun vidste jo godt, at det selvfølgelig ville komme til, at gøre ondt. Det var trods alt nåle som skulle ned i huden. Hun burde nok også have valgt en lidt mindre og lidt mere simpel som den første, men hun ville samtidig have en som hun var helt sikker på, at hun ikke ville kommer til at fortryde.
Hun nikkede lidt, "Ja, det er mig," svarede hun en smule hæst. Hun kunne stadig ikke rigtigt få øjnene fra ham, selvom hun godt vidste det var virkelig uhøfligt af hende, at stå og se sådan på ham, men det først, at stå ansigt til ansigt med Joey McSeeley og nu en som lignede Charles Lavoie på en prik, det var altså ikke nemt at håndtere.
Hun rømmede sig lidt og bed sig lidt i læben, "Undskyld, det var ikke for at fornærme dig," sagde hun stille og førte en hånd i gennem det lange mørke hår. Det havde jo ikke været hendes mening, at irritere ham, og da slet ikke når han om lidt ville have magten til, at få hende til, at fortryde dette her rensten af sit liv. Hun fandt hurtigt sin pung frem og rakte ham sit kørekort, som ID, "Her," sagde hun, stadig med en smule skam i stemmen. Lignede hun måske en under 18? Men det kunne selvfølgelig være noget, som han skulle spørger efter.

Han nikkede til det var hende. Han kunne se at hun ikke havde lavet en aftale med en bestemt tatovør og han havde alligevel tid nu. Han kunne lave det meste, selvom han selvfølgelig havde stile han foretrak. Han var dog god til det hele, fordi han havde taget sig tid til det. Han havde længe vidst, det var tatovør han ville være, trods alt. Han så på hende med et roligt, dog afstumpet blik. "Nej," svarede han til hun ikke ville fornærme ham, mens han inden i forbandede hans tvillingebror. Hvorfor skulle han også have valgt at være kendt? Han kunne godt mærke, at noget inde i ham havde manglet til den dag, han fandt ud af det. Nu fyldte det bar uendeligt meget, da han var sikker på hans forældre havde valgt ham fra, fordi de bedre kunne lide Charles. Han kendte trods alt ikke deres begrundelse bag at give ham væk på den måde, de havde gjort. Han tog imod hendes kørekort og så skiftevis på det, mens han så på hende, inden han regnede alderen ud. Han gav hende det tilbage, og satte begge hænder på disken. Han var mere trænet end sin tvilling, da han virkelig prøvede at se anerledes ud fra ham. I modsætning til Charles, havde han da også beholdt sin naturlige hårfarve. "Yes. Der står ikke hvad du vil have tatoveret, så har du tænkt på et motiv?" spurgte han med en rolig og denne gang langt mere venlig stemme. Han ville ikke finde bøgerne frem med forskellige motiver, selvom han nu synes man godt kunne være lidt original. Han ville selvfølgelig også vejlede til, hvordan det kunne blive mere originalt og han ville også gerne tegne. Det var trods alt en del af hans arbejde og han elskede hele den kreative proces. Han så afventende på hende og fugtede kort sine læber. Han prøvede ikke at tænke på udseendet ved sine kunder, men han kunne ikke lade være med at tænke nogen af dem var smukke. Tatianna var da i den gruppering.


Tatianna bed sig ganske let i læben. Hun var både nervøs for om det ville gøre ondt, men hun var i den grad også nervøs for om det ville blive pænt eller om han med vilje ville fucke det op, fordi hun ikke havde kunne holde sin store mund lukket, om at han lignede Charles. Hun håbede bare at han ville være professionel nok til, at se i gennem fingre med det. Hun sendte ham derfor et undskyldende blik, før hun slog blikket lidt ned gulvet.
Hun tog imod sit kørekort og lagde det tilbage ned i pungen. Hun var trods alt 21 år og ville blive 22 til december, selvom der selvfølgelig var lang tid til. Hun prøvede at lade vær med at lade sig distrahere af, at han så godt ud. "Ja, det har jeg," sagde hun med et lille smil, før hun fandt en tegning frem hun selv havde tegnet, og rakte den til ham, "Den skal nok lige fin pudses lidt," sagde hun og prøvede lidt igen, med et nyt smil. På tegningen var der en drømmefanger med et citat, som hendes far altid havde sagt til hende, lige fra hun havde været helt lille. "Jeg vil gerne ha' den ned langs siden, cirka så stor," sagde hun mens hun viste med sine hænder, hvad hun mente.


Lawrence ville aldrig nogensinde fucke noget som helst op i forhold til folks tatoveringer. Han vidste trods alt det var noget vigtigt for folk, og han var professionel. Udover det, så var der bare noget narcissistisk over, at folk gik rundt med hans kunst på deres kroppe - og der var ikke nogen, der rendte rundt med noget, som Charles fucking Lavoie havde lavet - så hvem vandt i sidste ende? Det gjorde han selvfølgelig. Han lagde mærke til det undskyldende blik fra hende, hvilket fik ham til at sukke dybt, inden han dog fokuserede på, at han skulle lave et stykke arbejde. Lawrence havde bemærket, der ikke var stor forskel på en 15-18 årig udseendsmæssigt, og det gjaldt også, selvom folk var oppe i deres 20'ere. Mange troede, at han var langt yngre end han var, så han ville gerne være helt sikker på, at han ikke brød nogen lovgivning. Han så afventende på hende og tog tegningen blidt ud af hænderne på hende, mens han så eftertænksomt på den. "Ja," kommenterede han med en rolig stemme. "Jeg går om bagud og tegner over, og laver nogen ændringer. Skal den farvelægges?" spurgte han, mens han så analyserende på billedet, og så op på hende, da hun forklarede, hvor hun gerne ville have den og hvor står. Han så derefter vurderende på billedet. "Yes, jeg kommer om lidt," svarede han, som han bevægede sig ud i baglokalet, hvor der var tegnebord. Han kom tilbage cirka 45 minutter bagefter. Det var trods et stort arbejde at tegne over og revurdere detaljer og tegne til. Han gik over mod hende igen og satte sin tegning foran hende. "Jeg har tilføjet nogle kirsebær blomster oppe i toppen, som du kan se her.." sagde han og pegede med fingeren. Han tænkte ikke på at han stod tæt på hende lige nu. Han kunne dufte hendes parfume, men det gjorde ham nu ikke så meget. Nærkontakt var han vant til og så længe hun duftede godt, hvilket hun gjorde, gik det nok. "Udover det, så har jeg tilføjet nogle andre detaljer i bunden af snorrene. Blandt andet, har jeg tilføjet en nøgle og forskellig vedhæng ved siden af fjernerne. Skriften har jeg lavet lidt om, men ikke meget," påpegede han, som han viste forklarende på sit uddrag. "Er der noget du vil have ændret?" afsluttede han og prøvede at fange hendes blik for at bedømme, hvad hun synes.


Selvfølgelig håbede Tatianna, at han var professionel nok til, at lade det ligge nu. Hun var trods alt kunde og hun ville i bund og grund også kunne ødelægge lidt for salonen, hvis det ikke blev pænt, over sin youtube-kanal. Men hun så selvfølgelig helst, at det bare ville gå fint og at folk overdrev når de fortalte om, hvor ondt det gjorde, at blive tatoveret, selvom hun jo ikke var dum, hun vidste godt, at nåle ind i huden gentagende gange, samme sted, i lang tid, ville komme til, at gøre ondt.
Udseende kunne snyde, det var hun godt klar over, især piger, man ville kunne give en 13 årig make-up på og bum, hun ville ligne en på 16-17 år, hvis man vel og mærket var god til at lægge make-uppen. Men det betød ikke, at hun nu ikke selv mente hun lignede en under 18, godt nok havde hun ikke make-up i hele hovedet, men bare en rolig hverdagssminke.
Hun slap tegningen, da han tog imod den, mens hun mentalt prøvede, at være så meget som muligt tilstede i samtalen, og ikke lade sig distrahere af, at han lignede Charles helt ufatteligt meget. Hun nikkede lidt til, at han ville lave nogle ændringer, "Nej, ingen farver, bare skygger," svarede hun og bed sig svagt i læben. Det var trods alt hendes første tatovering, så det var nok en meget god idé, at holde sig fra farver til at starte med, dem ville hun jo altid kunne få tilføjet senere, hvis det var det hun besluttede sig. Hun sukkede tungt, da han forsvandt ud bagved, mens hun slog sig selv mentalt i hovedet.
Hun havde siddet lidt ude foran butikken, for at ryge og få styr på sin nervøsitet, men de sidste fem minutter havde hun siddet indenfor. Hun rejste sig, da han kom over mod hende og vendte blikket mod tegningen. "Waw, den er virkelig blevet flot," sagde hun imponeret. Hans udgave fik jo nærmest hendes til, at ligne noget en tre-årig havde tegnet, og hun tegnede ellers selv rimeligt godt. Hun fulgte nøje med, som han forklarede og pegede på tegningen, uden overhovedet selv, at tænke over hvor tæt de stod. Hun havde danset i virkelig mange år, så nærkontakt var heller ikke ligefrem noget som afskræmte hende. "Nej, der skal ikke ændres noget. Du er virkelig dygtig," roste hun med et stort smil på sine læber, som hun mærkede hun blev mere spændt end som sådan nervøs, og vendte blikket mod ham. Okay han stod faktisk ret så tæt på lige pludselig, hvilket fik hende lidt ubevidst til, at flytte vægten over på den anden fod, hvor der kom et lille mellemrum mellem dem, selvom det nok ville blive ødelagt igen om lidt, når de skulle i gang. Eller han skulle, hun skulle sådan set bare ligge stille. "Hvor lang tid, tror du det vil tage?" spurgte hun, ikke fordi hun havde travlet eller noget, det var bare meget rart, at vide, hvor lang tid hun skulle ligge stille.

Lawrence tænkte ikke over, at det gjorde ondt. Nu havde han efterhånden også mange tatoveringer og havde naturligvis fundet sine egne taktikker til, at det ikke skulle gøre al for ondt. Han fortalte det også nogle gange til hans kunder, især hvis det var deres første tatovering.
Lawrence var tit blevet snydt af piger, der havde taget make up på og lignede nogen, der var langt ældre end de var. Der var en grund til der var aldersgrænse på og ville de have en tatovering tidligere end de var atten år, så måtte de have deres forældre med for at give samtykke. Han ville ikke sætte sin arbejdsplads i dårlig lys ved at være ligeglad, som nogle andre steder. Han vidste dog, at det her var det bedste sted i London at få lavet evig kunst, så han vidste også at alle de ansatte var yderst professionelle. "Yes." svarede han forstående, inden han forlod lokalet for at revidere udkastet.
"Tak," kommenterede han, da hun sagde hans arbejde var flot. Nu havde hun så også givet ham noget at arbejde med, hvilket gjorde det en del nemmere at tilpasse det til, hvad kunden gerne ville have. Han betragtede hende kortvarigt og så bedømmende på hende, da han ikke kunne spotte nogle tatoveringer på hendes spinkle krop. "Er det første tatovering?" spurgte han med en rolig stemme. Det var vigtigt for ham, at kunden følte de blev taget hånd om og blev vejledet igennem processen. Det skulle trods alt helst være en behagelig omgang, der kunne give lyst til mere. Nogle havde det dog fint med, at de kun havde en og det skulle trods alt også være fair. Han så på billedet og så mod hendes side. "Nogle timer. Vil nok sige 4-6 timer alt efter din smertetærskel. Vi kan tage en time først og give dig en pause og forsætte en time derefter, og se om du kan klare mere. Det er mange timer trods alt," foreslog han, som han gik imod den briks hun skulle lægge på. Han klappede ganske let på den inden han vaskede sine fingre og sprittede dem og afventede hun tog sin trøje af og lagde sig. Han skulle trods alt have billedet over på hendes side. I mellemtiden gjorde han nålen klar og åbnede for den sorte blæk, han skulle bruge. Det at gøre klar til en tatovering var nogle gange et helt ritual i sig selv og han havde sine helt egne metoder at gøre sig klar på.

Hvis Tatianna skulle være helt ærlig, så var det frygten for smerten, som fyldte mest i hende lige nu, og hun fortrød næsten, at hun ikke havde nået, at få sig en smøg mere inden, men hun havde allerede snart røget en helt pakke, så det var nok meget godt.
Hun bed sig svagt i indersiden af sin ene kind, da han takkede, men valgte dog blot, at sende ham et lille smil, som tegn på, at hun altså havde hørt, at han takkede. Hun vidste bare ikke lige helt hvad hun skulle svare til det. Hun så dog en smule skeptisk på ham, da hun lidt følte, at hans blik var lidt for længe på hendes krop. Hun var ikke tankelæser, hun kendte ikke engang til magi, andet end den slags som hun havde set på film og så selvfølgelig mugglernes udgange af en tryllekunstner, så hvor i al verden, skulle hun vide fra, at han så på hende, for at lede efter andre tatoveringer. Det eneste hun så lige nu, var Charles Lavoie, som overbegloede hende og hendes krop. En smule naivt, men måske også lidt sødt. Hun blev dog revet ud af sine tanker, da hans spørgsmål lød, og hans blik på hende, pludselig gav mening for hende igen. "Nååh.. Hva? Ehm ja, det er den første," svarede hun og rømmede sig lidt, mens hun slog sig selv mentalt i hovedet, for at have tænkt sådanne nogle tanker, som hun under normale omstændigheder heller aldrig ville have tænkt, men han lignede altså Charles, om han ville stå ved det eller ej, så gjorde han.
Hun vendte selv blikket mod sin side, da hans gjorde, "Hold da op, det var længe, så var nok meget godt, at jeg satte hele dagen af til det. Men ja, det lyder som en plan," sagde hun og smilede venligt til ham, mens alt indeni hende skreg. 4-6 timer? Shit det var mange timer. Det havde hun slet ikke regnet med, men okay, den var selvfølgelig også ret stor.
Hun fulgte med ham hen til briksen, som hun hoppede op og satte sig på, da han klappede på den. Hun trak sin bluse over hovedet, hvilket blottede den lysebrune hud. Hun lagde sin bluse på birksen, så kunne hun altid ligge og bide lidt i den, hvis det gjorde alt for ondt. Hun var heldigvis ikke så blufærdig igen, men der var alligevel grænser, hun var trods alt vant til, at når hun smed blusen, så gjorde mændene det også, og så var det ikke ligefrem smerte der var i kikkerten. "Kan du komme til for min bh?" spurgte hun, som hun lagde sig ned på siden, med fronten mod ham.

Havde Tatianna sprugt om hun måtte ryge inden de gik i gang, havde Lawrence selvfølgelig givet tilladelse til det. Folk havde deres ritualer inden de skulle under nålen, mens han havde sine, når han gjorde klar. Han var uddannet til at skulle klare enhver tænkelig situation og havde oplevet lidt af det hele. Folk der besvimede, kastede op og hvad de ellers kunne. Han havde lært at spotte folk der var nervøse og hvordan han skulle tale til dem. Ikke kun som et led i at blive tatovør, men han havde gået på en uddannelse inden, da systemet desværre var sådan, at havde man ikke en 'ordentlig' plan, så ville de hjælpe. Det havde heller ikke været fordi at de mange uddannelser han efterhånden havde gået på, ikke havde været noget for ham. Han havde gået et 2 år på medicinstudie, mens han samtidig havde uddannet sig til tatovør hos Celias far og færdiggjort en kunstuddannelse. Han var trods alt også næsten 25 år, så han havde selvfølgelig prøvet lidt ala hvert på nuværende tidspunkt. Han så på hende, da hun sagde det var mange timer og hun havde sat dagen af til det. "Tja. Der er mange små detaljer og når det er din første, så skal der også tages hensyn til det," svarede han med et skuldertræk. Skulle Lawrence være ærlig, så nød han dem der tog lang tid at lave, da han godt kunne lide at fordybe sig med det. Dem der tog en halv til en hel time var også sjove at lave, det var slet ikke det, men det var bare ikke helt det samme. Han måtte nu også erkende, det var modigt af hende at vælge så stor en tatovering som sin første.
Lawrence så mod hende, da hun snakkede til ham. Han valgte med vilje at fokusere på hendes ansigt, da hun ikke skulle føle, han overbegloede hendes krop og hendes barm. Han var sådan set ikke særlig blufærdig og det skulle man egentlig heller ikke være i det her job, da man så ret meget hud og nogle gange skulle tatovere folk ret tæt på deres ejendele. Han kunne også piercere og der havde han også været i nærheden af deres ejendele. Sådan var hans arbejde, og han var ikke nogen hormonfyldt teenager mere. "Du må gerne tage den af, så er jeg sikker på, den ikke sidder i vejen," svarede han og rettede på sine handsker for at være sikker på de sad rigtigt. Da hun var klar til det, tog han tegningen og satte ind mod hendes hud og pressede den ind mod hendes side. "Hvis du vil kan du se dig i det her spejl," sagde han og hev det hen til hende, da der var hjul på det. "Sidder den okay?" spurgte han med en rolig stemme.

Tatianna blik hvilede lidt mod tegningen, da han pointerede overfor hende, at der var mange detaljer. Det havde han jo sådan set ganske ret i. "Well, jeg tror bare, jeg trøster mig med, at hvis jeg besvimer, så falder jeg da ikke så langt," sagde hun og smilede til ham, i håb om at løsne stemningen lidt mellem. Når hun lå ned på briksen, så var det trods alt begrænset, hvor langt hun kunne falde, selvom hun nu bestemt ikke regnede med at besvime overhovedet. Det ville nok nærmere blive en udfordring for hende, at skulle ligge stille i så lang tid. Hun var jo vant til, at bevæge sig meget, og når det så samtidig ville gøre ondt.
Hun måtte dog spærre øjnene op, da han sagde hun gerne måtte tage bh'en af. Det kunne godt være, at han skulle kunne komme til, og den skulle selvfølgelig ikke sidde i vejen for ham, men ligefrem at bede hende om, at tage den af? Så var der alligevel grænser, uanset hvor professionel han så end måtte være, så havde hun ikke tænkt sig, at tage den af. "Arh, så godt tror jeg heller ikke vi kender hinanden," sagde hun, hun kunne godt åbne den og trække den ene strop af, så hendes side blev blottet, hvilket hun da også gjorde, men no way in hell, om hun ville tage den helt af. "Kan du komme til?" spurgte hun roligt, som hun holdt bh'en indtil sig, for ikke at blotte mere end højst nødvendigt, uanset om han var hormonfyldt teenager eller ej.
Hun satte sig op, da han var færdig med, at føre tegningen over på hendes hud, og kiggede ind i spejlet. Hun smilede lidt og nikkede så til ham, "Helt perfekt," svarede hun og lagde sig ned igen, med den ene hånd som stadig holdt bh'en på plads og den anden lagde hun under hovedet. "Må jeg spørger om dit navn?" spurgte hun og bed sig lidt i læben, som hun afventede smerten som hun lige nu havde en forventning om, ville blive hendes død, selvom hun skjulte sin nervøsitet så godt hun nu kunne.

Han smilede kortvarigt af hendes ord, da han godt kunne høre hun lavede sjov. Det var egentlig ikke fordi det var svært at høre. Han måtte så også bare tage det alvorligt i tilfælde af, at hun rent faktisk besvimede. "Og muligvis blødt" tilføjede han med smilet på læben. Han ville ikke grine af det, da han trods alt vidste at risikoen var ganske reel. Han vidste trods alt at folk reagerede som nat og dag på det, mens det for ham var mere end behagelig smerte, da han blev mindet om han var i live. Han kiggede undrende på hende, indtil det gik op for ham hvad hun havde sagt. På det punkt mindede han sgu nok egentlig lidt om Charles, da der tit kom noget ud der langtfra var helt så gennemtænkt. "Øøh" fremstammede han som hun begyndte at løse den. "Det var også sådan jeg mente det. Du må undskylde det kom forkert ud" svarede han hende med en venlig stemme. Lawrence tænkte ikke over det. Han havde efterhånden set mange bryster, så på arbejde tænkte han ikke over det som en egentlig seksuel attribut. Han nikkede "ja det er helt fint" svarede han som han koncentrerede sig om at sætte den på hende. Han var normalt ret glad for fri hånd, men nogle ting var nemmere bare at tegne efter så at sige. "Super. Jamen så læg du dig ned igen," svarede han og satte sig på sin stol og drejede om til blækken for at fylde på nålen. "Jeg hedder Lawrence" svarede han med et lille nik inden han vendte sig om igen. "Er du klar?" Spurgte han med en rolig stemme.

Tatiannas smil voksede, da Lawrence lød til, at have fanget hendes joke, eller forsøg på en joke i hvert fald, "Præcis, og hvis jeg så først vågner op igen, når du er færdig, så er det bare win-win," sagde hun stadig med et smil på læberne og et mildt skuldertræk. Men det ville da være smart, selvom hun nu ikke regnede med, at hvis hun skulle være så uheldig og besvime, at han så ville forsætte.
Hans undrende blik, hjalp overhovedet ikke på sagen, men hun valgte at vendte blikket væk fra ham. Det her nok mere grænseoverskridende end tanken om nålen og den tillid hun tildelte et totalt fremmede menneske. Hun vendte dog blikket tilbage på ham, da han undskyldte. Hun bed sig svagt i læben og nikkede så lidt til ham, "Det okay.. Jeg er sikker på, jeg ikke har noget du ikke har set før, men jeg er vant til, at når jeg smider blusen, så gør duden også," sagde hun i en lidt mere rolig tone, indtil det gik op for hende, hvad hun lige havde sagt. "Ehm.. Jeg udstillede lige mig selv, som en virkelig billig skøge lige der.. Kan vi.. Bare glemme den her samtale?" spurgte hun i et stille ydmygt grin og vendte blikket mod gulvet, som hun mærkede en ganske mild rødme snige sig ind på hende, hvilket der ellers skulle virkelig meget til, før det skete. Det var nok bare hele situationen.
Hun lagde sig ned på siden igen, stadig med fronten mod ham. Det var stadig underligt, at se en trokopi af Charles Lavoie sidde så tæt på hende. Det var nok om muligt endnu mere underligt, at høre ham kalde sig selv for Lawrence. "Hyggeligt, at møde dig, Lawrence," sagde hun og rømmede sig lidt, før hun vendte blikket frem for sig, så hun stillede over mod bordet, hvor han havde blækken. Hun mærkede hvordan hendes hjerte begyndte, at hamre som hun tog sig selv i at nikke og tog en dyb indånding, som om hun nærmest forventede hun ikke måtte trække vejret den næste time, når de holdt pause, "Jep, du fyrer den bare af," svarede hun, selvom hendes stemme nok var alt muligt andet, end lige rolig, som hans.

JeromeWinther
Admin

Antal indlæg : 533
Join date : 15/08/12

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Lawrence+Tatianna - Voodoo Doll

Indlæg  JeromeWinther on Tirs aug 08, 2017 5:40 am

"Eller, måske ikke. Det kan være jeg har valgt at tegne frihånd i mens, fordi du er faldet den forkerte vej," drillede han, inden han blinkede til hende for at understrege det var drilleri. Om det var flirtende eller ej, tænkte han ikke over, da han i bund og grund flirtede med de fleste af sine kunder, hvis det betød at han kunne overbevise dem om noget - så længe det var inden for rimelighedens grænser. Han skulle jo heller ikke få dem til at gøre noget, de fortrød og de skulle være sikre i hans hænder, hvilket han selvfølgelig lagde stor vægt på. Han træk sine øjne sammen i en rynken over hendes forklaring og bed sig en anelse i læben. Hvad ville hun have, at han skulle svare på det? "Øøøh, når vi beder folk om det her er det enten for at komme til eller fordi folk vil have noget lavet der..." svarede han med samme udtryk som før, mens han prøvede at koncentrere sig om ikke at grine en smule over det hun havde sagt. Han nikkede, da hun spurgte om de ikke bare kunne glemme det. "Jo," svarede han uden at svare på den del med at hun måtte fremstå som en billig skøge. Han var ligeglad med om hun så var en billig skøge, det kom jo ikke ham ved. I følge ham kunne folk gøre som de ville og leve deres liv præcis som de ville - han ville ikke dømme dem på dem, men han ville nu stadig fastholde sin ret til at være kritisk, stille spørgsmålstegn og synes det var anerledes, end ham selv. Nu var hans egne kår så også meget anerledes end andres - hans forældre var døde da han forholdsvis ung og han var kommet til at bo hos Jasper og senere været en del af hans familie, der senere var blevet dræbt. Han havde fået sine underviseres forventninger ned over hovedet, da de ikke mente at det at være tatovør var en karriere og det kreative var en dårlig idé. Han vidste jo godt, det var fordi han havde 'hjernen' til at blive noget 'større', men det ville han ikke. Han ville leve af kunst og være stor indenfor det. "I lige måde" svarede han og blinkede til hende inden han fandt nålen frem igen. "Husk at trække vejret roligt og sig til, hvis du har brug for noget," bad han, inden hun svarede at han skulle fyre den ad. "Hvad arbejder du med til daglig?" spurgte han, som han begyndte at gå i gang med at tatovere hende med ganske rolige bevægelser og en stor koncentration lige fra starten af.

Tatianna grinte let, "Okay, touché," sagde hun med et smil på læberne. Hun bemærkede godt, at han blinkede til hende, men hun tog det nu ikke som flirteri, men det havde måske også noget, at gøre med, at hun kunne være noget så blind på det punkt. Hun opdagede meget sjældent, hvis nogen flirtede med hende, og hvis hun endelig opdagede det, så var det først, når det var forsent.
Hun kunne godt selv høre, at hendes ord virkelig var kommet ud forkert, men i det mindste var han ikke flabet omkring. Hun nikkede lidt til hans forklaring, mens alle alarmklokker i hendes hoved ringede, fordi der var risiko for akavet stemning i sigte. "Yeah.. Undskyld, det var ikke for at.. Nevermind," sagde hun og sendte ham et lidt undskyldende blik. Hun mærkede dog hvordan hele hendes hjertet blev lettet, da han var med på, at de bare glemte den samtale. Hun mente jo ikke selv, at hun på nogen som helst punkter var en billig skøge, men high school havde været high school, og det var nok en tid hun aldrig ville glemme.
Det mest grænseoverskridende i alt dette her, var nu ikke, at ligge mere eller mindre halvnøgen på briksen med en fyr hun ikke kendte. Nej, det som var mest grænseoverskridende var uden tvivl, at give et fremmede menneske så stor tillid til noget, hun ikke bare kunne fortryde eller fortrænge. Jo selvfølgelig kunne hun altid få den fjernet igen, hvis han virkelig fucked op, men det kostede jo også penge og ville med garanti efterlade et endnu grimmere ar. Hun smilede lidt op til ham, "Det siger du kun fordi, det er dig som har nålen," sagde hun drillende og blinkede tilbage til ham, før hun vendte blikket frem for sig igen.
Hun nikkede lidt, som tegn til, at hun havde hørt ham, "Skal jeg nok," forsikrede hun ham. Hendes hjerte bankede af nervøsitet, da hun hørte nålen begyndte at vibrer. "Ehm.. Jeg er youtuber og så.." hun måtte stoppe sin sætning med et gips, da hun mærkede nålen mødte hendes hud. Hun klemte øjnene hårdt sammen. 4 til 6 timer sådan her? Det ville hun aldrig overleve. "Blogger jeg ved siden af.. Og danser for Joey.. McSeeley, når han er på.. Turné," svarede hun så godt hun kunne, mens hun prøvede at trække vejret roligt, som han havde bedt hende om.

Han smilede bredt kortvarigt som svar. Lawrence havde som sådan ikke svært ved at se når nogen prøvede på at flirte med ham. Han vidste dog godt at grunden til de gjorde det, skyldes at de troede han var Charles. Det kunne ret hurtigt gøre man mistede appetitten til overhovedet at spise ude, derfor blev han tit ret apatisk overfor folk.
"Det er okay" svarede han med en rolig stemme og lod den lægge der. Han var ikke selv bange for akavede situationer, men det var da heller ikke fordi han synes det var rart. En af grundene til han snakkede med sine kunder, skyldes også det var akavet at skulle sidde så tæt på dem i hvad der nogle gange kunne være flere timer. Den anden grund var de hurtigt fil folk til at tænke på noget andet end det gjorde ondt.
Han grinte let. "Hvad er det dog du beskylder mig for?" Spurgte han i en fornærmet tone, men i en tone hvor det var tydeligt at han mente det for sjov. Lawrence kunne trods alt godt have humor, men i modsætning til Charles var han også ret seriøs lidt over halvdelen af tiden. Hans liv havde selvfølgelig også været et væsentlig andet end hans. Han havde mistet sine forældre i en tidlig alder og havde boet hos Jasper, der havde været så venlig at tage ham til sig. Det var han skam også taknemlig for, og han vidste også at han var noget af det eneste Jasper havde tilbage. På sin vis var han et spøgelse fra fortiden for ham, synes han i hvert fald. Tænkte han monstro ikke på sin kone og børn, når han så på ham?
Han nikkede da hun svarede hun nok skulle trække vejret korrekt. Han lyttede til hvad hun sagde mens han gik i gang. Han kiggede op for at se om hun var okay da hun holdt pauser i sin tale. "Youtuber og blogger?" Spurgte han for at få hende til ar uddybe hvilket slags materiale hun lagde op. "Hvilken slags dans danser i primært der?" Spurgte han videre mens han fokuserede på at tatovere hende med en lind hånd.

Tatianna kunne godt mærke, at hun slappede mere og mere af i Lawrence selskab, men hun var stadig nervøs for, hvordan resultatet ville blive og hvor ondt det ville gøre. Heldigvis virkede hans måde at håndtere en kunde på, på hende. Det havde da også hjulpet på det med, at han lignede Charles virkelig meget, at hun havde fået hans navn, selvom det selvfølgelig ikke ændrede hans udseende.
Hun nikkede lidt, uden at vide hvad hun skulle svare, men det var nok også bare bedst, at lade det ligge nu, inden hun bare gjorde det endnu værre. Men på den positive side, så havde hun da efterhånden gjort alt hvad der var hende menneskeligt muligt, for at gøre det hele endnu mere akavet end det i forvejen var, så nu kunne det da snart ikke blive værre.
Et lidt skævt smil meldte sig på hendes læber, "For at vide, hvor din løn for de næste 4 til 6 timer, kommer fra," svarede hun morende, da hun gik ud fra, at tatovører tjente på de tatoveringer de lavede og dermed ikke havde nogen fast månedsløn. Det var vel derfor det var så dyrt? Ikke at der var noget dårligt i det, hun havde jo heller ikke selv en fast månedsløn, det kom helt an på, hvor mange der var inde og se hendes videoer og likede dem, og ikke mindst valgte at følge hende. Bloggen tjente hun intet på hovedet, det var bare fritid.
Normalvis var hun ikke særlig ømfindtlig, men nålden mod hendes tynde hud hen over hendes ribben, måtte hun nok indrømme gjorde pænt ondt, men nu var hun jo også en ret tynd ung kvinde. Hun bemærkede dog ikke, at han så på hende, da hun stadig havde lukket øjne. "Mmh.." hun bed sig lidt i læben, før hun åbnede øjnene efter at have taget et par rolige åndedrag. "Du ved, gør mig selv til grin online," tilføjede hun så i et lille drillende smil. Det var jo meget forskelligt hvad hun lagde op, ofte var det bare hende som snakke om ting i livet eller gav danseundervisning så at sige, sang, eller hvis nogen skrev i kommentarfeltet, så prøvede hun også at efterkomme det. "Blanding mellem noget hip-hop og.. Showdans.. Ish," svarede hun som hun virkelig prøvede at fokusere på, hvad han spurgte om, end på den smerte han påførte hende. Hvorfor spurgte han også pludselig om så mange ting?

Lawrence ville ikke have brug for at vide, at noget af det der virkede var, at han lignede Charles. Han ville slet ikke mindes om det, hvilket var svært for han så det hver eneste gang han kiggede sig ind i et spejl eller hver eneste gang, en teenage pige gik helt amok. Han havde virkelig været i nogle ubehagelige situationer, fordi nogen troede han var Charles og han kunne sige han ikke var og at de var af en anden holdning. Det gjorde ham sådan set også bare mere vred. Heldigvis var der aldrig nogen i hans familie der påpegede det, men nu havde han så også mest af alt noget at gøre med Jasper.
"Ah okay," svarede han med et smil. Det var ganske rigtigt, at de tjente på de tatoveringer de lavede. Pengene gik dog til meget andet end deres løn. Det gik også til vedligeholdelse af udstyr, betaling af husleje osv. Heldigvis var Celia, som ejede stedet virkelig dygtig. Hun var dog ganske ung og også yngre end Lawrence selv, men det ændrede ikke på han havde al mulig respekt for hende. Det var virkelig en kvinde med ben i næsen, hvis man spurgte ham. De havde også tatoveret hinanden et par gange og lært en masse nyttige tricks fra hinanden. Det var egentlig lidt som en lille familie, når man var her nærmest hver eneste dag og han holdt af de fleste, som arbejdede her.
Han lagde mærke til, at hun tog smerten flot. Hun lå i hvert fald stille og roligt, hvilket gjorde hans arbejde langt nemmere. Han kunne dog godt forstå det kunne være svært, for ham havde det dog aldrig været et problem. Han lyttede til hvad hun sagde. "Ah," mumlede han mens han så intenst på det han lavede. Han koncentrerede sig trods alt. "Nice," kommenterede han som hun forklarede, hvad det var hun dansede med. Han havde ikke så mange spørgsmål, men hvis hun tænkte på noget andet ved at snakke - hvilket kvinder oftest gjorde, så var det hans taktik. "Hvor mange år har du så danset i?" spurgte han efter et par sekunders stilhed. Han tog fat i sit papir og tørrede noget af blækken væk, så han kunne se hvordan det så ud og forsatte derefter videre ganske koncentreret. Hvis hun ikke ville snakke mere og nyde smerten, måtte hun gerne det. Han ville som sagt bare aflede hende fra den værste smerte.

Tatianna havde aldrig været kæmpe fan af Faded Exit, men selvfølgelig vidste hun hvem de var og hun kendte et par af deres sange, men det var bare ikke lige hendes smag for musik, hvorfor vidste hun egentlig ikke, for det var jo ikke fordi de var direkte dårlige eller noget. Når det kom til musik var hun nok bare lidt mere til det poppede.
Hun grinte mildt, "Præcis," sagde hun morende, hun havde dog ikke tænkt så langt, at pengene selvfølgelig ville gå til mere end blot hans løn, men også for selve blækken, udstyr og hvad der ikke ellers også fulgte med. Hun vidste egentlig ikke ret meget om stedet, hvis hun skulle være helt ærlig. Hun havde ganske simpelt forhørt sig rundt omkring på nettet, og da flere havde anbefalet stedet her, så var det altså der hun var endt med at ligge sin tillid.
Hun prøvede virkelig, at koncentrer sig om at ligge helt stille. Hun turde dårligt nok trække vejret. Hun bed sig lidt i læben, da han mumlen lød, "Det var så her, du skulle have modsagt mig.." sagde hun drillende, men det lille smil som havde kæmpet sig frem på hendes læber, måtte hun ret hurtigt fjerne igen, som hun klemte øjnene hårdt sammen, som et nyt stille gips lød fra hende. Det var ikke så slemt at hun slet ikke kunne holde det ud, men nålen bevægede sig mod hendes tynde fine hud, lige over hendes ribben, hvor huden i forvejen var ret så tynd.
Hvorfor var det også helt præcist, at hun havde kastet sig ud i en så stor tatovering? Og så endda som den første. Hun pustede tungt ud, da han stoppede for et øjeblik og hun mærkede papiret henover sin side. "Ehm.. Siden jeg var 4 år, sååh.. 18 år, må det være efterhånden," svarede hun, før hun mærkede han gik i gang i igen. Det var ikke fordi hun ikke ville snakke med ham, for det ville hun gerne, men hun kunne bare ikke rigtigt forstå hvorfor han ville. "Okay, min tur.. Har du været tatovør længe?" spurgte hun, og mærkede hvordan hendes hud efterhånden var mere eller mindre bedøvet af smerte, så det ikke rigtigt gjorde direkte ondt mere, men bare stikkede. "Og, hvis du siger, du er praktikant, så kan det godt være, at jeg kommer til, at slå dig," tilføjede hun og så lidt mod ham, med et lille smil på læberne.

"Selvom de penge du kommer ind med nu ikke kun går til min løn," påpegede han med et drillende smil over sine læber. Han vidste godt mange brokkede sig over prisen på tatoveringer, da det kunne være meget dyrt. Der var dog mange ting der spillede ind, og han ville da langt hellere betale mange penge og vide det han fik lavet var ordentligt. Eksempelvis, så lå Black Lotus da i den dyre ende af skalaen, men alle der var dygtige og valgt meget selektivt - kun de bedste, ifølge Celia, var ansat her. Lawrence ville dog til enhver tid give hende ret. Han følte virkelig det var eliten der fik lov at være her, og han var stolt af at være en del af den.
Han så op på hende og rystede på hovedet. "Hvad ville være det sjove i det?" spurgte han han drillende og ligeledes med et drillende smil over sine læber, inden han igen tørte noget blik væk fra hendes krop så han kunne se hvad han lavede. Han kunne godt se der var lidt blod med, men det var normalt. Han stak jo sådan set ned i hendes hud flere hundrede gange i sekundet.
Lawrence ville heller ikke rådgive folk til at få noget stort til at starte med, men det var op til folk selv, hvad de troede de kunne holde til. Der var også en grund til, han ville køre med en masse pauser og ikke mindst have hun skulle sige til, hvis hun følte hun havde brug for en. Han var der jo for hende og ikke omvendt. Han nikkede til hendes ord. "Det var længe. Så må du også være dygtig," tilkendegav han. Selv havde han ikke fået meget anerkendelse eller ros, men det var også fint nok. Han forventede ikke at Jasper ville rose ham for at klare sig gennem dagen og opnå ting. I sidste ende, så synes han at hans egen anerkendelse af hans arbejde var langt vigtigere. Han så på hende, da han sagde det var hendes tur. Han brød sig ikke om at snakke om sig selv og håbede mest hun ville spørge hvad der var hans værste oplevelse eller noget i den stil, så han kunne få lov til at snakke om nogen andre. Det var selvfølgelig heller ikke sikkert, det var den slags oplysninger man ville have mens man blev tatoveret. Han grinte lidt, da hun spøgte. "Jeg kunne sagtens have været praktikant. Det kan man være rigtig længe," påpegede han drilsk, inden han valgte at være seriøs. "Tjo, længe og længe. Jeg gik på medicin i 2 år, men jeg havde en læreplads her fra jeg gik ud af skolen da jeg var 17... Da jeg droppede ud af medicin, fuldførte jeg en kunstneruddannelse... og så blev jeg færdiglært her, da jeg var 22... Så altså, jeg har været rigtig tatovør i 2 år, men tatoveret sådan rigtigt i 8 år," svarede han, mens han tænkte efter. Jo, de oplysninger var ganske rigtige.

Tatianna så lidt Lawrence, "Vel også til blækken og nålen?" antog hun spørgende og sendte ham et smil retur. Ingen tvivl om, at hun selvfølgelig også syntes prisen var krydret, men hun vendte nok også bare om til, at det var noget hun ville have resten af livet og det var et engangsbeløb. Hun havde jo også sparet op, for det var jo ikke ligefrem fordi hun blev rig af, at være youtuber og blogger. Dog kunne hun godt mærke på sin konto, at hun tjente pænt godt på, at være danser for Joey.
Hun vendte ligeledes blikket mod ham og blev mødt af det drillende smil, "Du har måske ikke sjov nok i, at torturere mig?" vendte hun hans spørgsmål og sendte et lidt drillende smil tilbage til ham, selvom hun måtte skære en grimmasse, da han tørrede mere blæk væk fra hendes krop. Heldigvis for hende selv, så hun ikke der var lidt blod, men det ville vel egentlig give ret god mening, eftersom blækken skulle ned i huden på hende og det var nåle han brugte til, at dette kunne lade sig gøre.
Hun burde nok have valgt et lidt mindre og mere simpelt motiv til sin første tatovering, men hun ville hellere vælge, at få noget lavet som hun vidste, at hun ikke ville fortryde. Hun trak lidt forsigtig på den ene skulder, "Ehm.. Jah, det er jeg vel," svarede hun og bed sig svagt i læben. Hun brød sig ikke om, at prale eller snakket om sig selv på en måde som kunne få hende til, at fremstå som en der havde høje tanker om sig selv. På den anden side, så vidste hun jo godt, at hun var virkelig dygtigt, for ellers ville en verdens kendt popstjerne som Joey, jo ikke vælge hende af alle dansere der fandtes i verden, vælge hende.
Hun spærrede øjnene lidt op, da han påpegede, at han i realiteten godt kunne have været praktikant. Hendes blik blev dog hurtigt, ret overrasket, "Medicin? Hvorfor droppede du ud?" spurgte hun og skar en ny lille grimmasse over smerten fra nålen, selvom hendes hud efterhånden var godt bedøvet af smerte. "Sååh.. Du er altså 24 år," regnede hun ret hurtigt ud i hovedet, men nu var det heller ikke noget større matematisk regnestykke.

"Ja, og huslejen... Og alt muligt andet," påpegede han forklarende. Pengene gik til en masse forskellige faktorer og at holde forholdene i hånden. Han brød sig i hvert fald ikke om når kunderne brokkede sig om prisen. Han vidste ikke hvad de forventede og han havde mange gange forklaret hvad pengene gik til, men det var blot ikke alle som forstod det. Lawrence tjente godt på hans arbejde, men han arbejdede også meget og han kunne mange forskellige stile, så derfor var han også en populær tatovør.
Han rystede på hovedet. "Nej nej, hvorfor have nok i det?" spurgte han med en drillende mine i ansigtet. Han vidste godt han skulle passe på med hvor meget han drillede hende og hvad folk hørte. Så længe det var tydeligt det var drilleri, så kunne han dog ikke se et problem i det. Han ville aldrig være uprofessionel. Han så trodsigt op på radioen, da Faded Exit endnu gang kom på radioen. Han kunne denne gang ikke skifte og prøvede dog at koncentrere sig så meget som muligt om at ignorere det.
"Det må du være," påpegede han og var godt klar over, at hun nok ikke ville prale. Han var typen der gerne fortalte hvad han var god til, men han var også i et erhverv, hvor han skulle. Han så det sådan set heller ikke som pral, hvis man anerkendte hvad man var god til. Alle var trods alt gode til et eller andet, lige bortset fra Charles. Charles kunne ikke bruges til noget som helst og han håbede virkelig at Faded Exit ville kunne bryde op eller en af dem døde. Forhåbentlig i denne henseende også Charles.
Han så godt hendes blik i øjnene og grinte lidt af hende. Praktikanterne fik jo også kun lov til at tatovere, hvis de var noget dertil i deres træning. Det var ikke bare fordi de kunne få lov til at gå ind første dag og tatovere på nogen, men de skulle jo også have lov at øve sig. "Ja, medicin." svarede han og bed sig i læben, da det var et ret personligt spørgsmål. "Uhm, det var bare ikke det jeg ville," svarede han med et skuldertræk og tørrede mere blik væk. Han så godt hendes grimasse, men lod hende om det. Det var ikke ham det gjorde ondt på trods alt. "Ja, 24," svarede han sammentyggende. Han havde set hendes alder på hendes ID.

Efter de første to timer var gået, så han op på hende. "Så er det pause tid." påpegede han og skubbede sig væk med stolen og satte nålen tilbage på plads. "Der er ca. 2 timer igen. Så mere af det samme bagefter. Hvor lang tid, tror du, du har brug for?" spurgte han og så afventende på hende.

Tatianna så lidt på Lawrence og nikkede så, "Arh, ja selvfølgelig," sagde hun og smilede lidt til ham. Det gav jo god meningen. Det var jo trods alt ikke gratis, at have en forretning og hun havde da haft erhvervsøkonomi i skolen. Hun ville dog ikke kører rundt i det for meget, det kom jo sådan set slet ikke hende ved, hvad pengene gik til. Hun var nok bare en af dem som hellere gav noget ekstra for noget som hun ikke bare kunne fortryde igen, end hun ville spare penge.
Hun turde ikke rigtigt grine, når han havde nålen så tæt på hendes krop og han tatoverede der, hvor han gjorde, men et smil på hendes læber viste sig. "Typisk mænd, man rækker jer lillefingeren og straks har I taget hele armen," sagde hun drillende og bed sig lidt i læben, da han ramte et nyt punkt som gjorde en smule ondt. Ubevidst begyndte hun, at ligge og nynne lidt med på Faded Exit sangen i radioen. Igen hun var ikke kæmpe fan, men de lavede nogle gode numre ind i mellem, det måtte hun give dem.
Hun tappede lidt med sin ene finger mod briksen hun lå på, "Well, du kan altid gå hjem og youtube mig og selv bedømme," sagde hun med et lidt beskedent blik. Hun havde altid været meget selv kritisk, selvom det ikke var fordi hun nogensinde havde manglet anerkendelse hjemmefra. Hun havde både forældre som stadig var gift og en storebror som var FBI-agent, som alle tre altid havde været utrolig gode til, at støtte hende, selv da hun var kommet havde sagt hun ville være youtuber. Der skulle alligevel en hel del til, at slå igennem den vej i gennem.
"Det var ikke sjovt det der," sagde hun selv morende, da han grinte af hendes blik og kortvarrige panik for, om han var praktikant. Hun nikkede lidt til hans svar, "Så er det da godt, du fandt ud af, hvad du så ville," sagde hun og sendte ham et nyt smil. Hun vidste godt, at det ikke var nogle ting hun spurgte om, som rent faktisk kom hende ved, men nu havde han spurgt ind til hende, så forventede han vel ikke, at han så slap, for at få spørgsmålene retur? Hun rynkede lidt på panden, da han gav hende ret i, at han var 24. Var Charles fra Faded Exit ikke også det? Det var altså virkelig underligt, men hun valgte ikke, at sige noget til det, han havde ikke virket særligt begejstret for det tidligere.

Hun åbnede nærmest lettet op, da han sagde det magiske ord pause. "Bare jeg kan nå, at ryge, så er jeg glad," sagde hun og satte sig op, mens hun dog stadig havde hånden henover sin barm for, at holde bh'en på plads. Hun vendte blikket mod spejlet, som et smil voksede på hendes læber, "Waow, den er bliver flot," sagde hun og vendte blikket mod ham, før hun tog sin bluse på, da hun ikke ville gå ud uden den på. "Et kvarter - tyve minutter?" spurgte hun, så kunne hun både nå, at ryge og tisse, hvilket hendes blære nok efterhånden ville sætte pris på.

Han ville heller ikke køre med i, hvad pengene gik til. Han havde nok i at forklare det og han ville heller ikke gøre sig direkte klog på det økonomiske aspekt, da han som egentlig bare arbejdede der og fik løn for at gøre det han skulle. At han havde et godt forhold til sin chef var en væsentlig anden ting, men ikke desto mindre noget han kunne nyde godt af, når det endelig var.
Lawrence havde oplevede kunder der grinte i det øjeblik nålen rørte deres hud, fordi de blev tatoveret på eksempelvis maven og var kilden der. Der var heller ikke noget mere irriterende end at måtte bede dem om at stoppe og de så ikke ville, da man ikke kunne udføre sit arbejde, når de blev ved. Han havde sågar oplevet at en kvinde skreg hver eneste gang han rørte hende med nålen og hun valgte at give sin kæreste et blæs, fordi det var den eneste måde hun kunne tie stille og ligge stille samtidig. Ja, han havde efterhånden oplevede mange mærkelige ting. Han så kritisk på hende. "Fordi det er kun mænd, der er sådan," understregede han med en nonchalant manér, dog kunne man godt høre han stadig drillede hende. Han var efterhånden vant til, at høre mænd fik skylden af kvinder, også når de selv var skyld i det og ikke ville høre sandheden. Lawrence hørte godt at Tatianna nynnede med, hvilket fik ham til at skære en irriterede grimase. Han kunne ikke en gang få lov til at slippe for Charles, når han var på arbejde. I det mindste skulle han dog ikke se på hans ansigt, hvilket hjalp gevaldigt. Han hadede ham virkelig, det var ikke en gang ordet, nej, han nærede et virkelig stort afsky til ham. Hvorfor skulle han have det hele, når Lawrence havde haft så lidt? Han var blevet givet væk af sine egne forældre! Hans egen forældre var døde i en tidlig alder, mens den familie, han havde haft hos Jasper, var blevet slået ihjel også. Han havde Jasper tilbage - en mand, som han så som sin far, men var bange for at være tæt på samt Bradán, men det var begge personer han var bange for at være al for tæt på hele tiden, fordi han tydeligvis havde et tæt forhold med døden, når alt var blevet taget fra ham via død og ødelæggelse.
Han nikkede lidt. "Ja," svarede han med et kort smil. Han ville sikkert glemme at gøre det, men det sagde han ikke noget om. Det var ikke fordi han ikke vidste hvordan youtube virkede, men han havde aldrig helt forstået hvordan man tjente penge på at lave den slags videoer, mest af alt fordi han synes indholdet i dem alle sammen var præcis det samme, bare med et nyt ansigt. Mugglere var sgu sjove en gang i mellem.
"Der er en regel og det er, at jeg altid er sjov," pointerede han med et djævelsk underfundigisk smil.Han nikkede ganske let. Der havde været mange grunde til han ikke var blevet healer den dag i dag, men det var ikke noget han ville snakke om. Selvfølgelig havde han spurgt hende om en masse, der vedrørte hendes personlige liv, men der var forskel på det og personlige spørgsmål, hvis man spurgte ham.

"Alt hvad du vil," svarede han med et overfladisk smil, mest af alt fordi han var koncentrerede om at rydde op for nu. Han lod hende kigge på hvad de havde nået indtil videre. Næsten halvdelen var klaret, selvom han ville anbefale hende at komme igen og få nogle skygger på og hvis noget skulle tegnes op igen, men det kunne de snakke om, når hun var færdig med at det hele ned på sin hud. Der var heller ikke nogen grund til at overdænge hende med noget uden hun kunne se hvordan resultatet ville være, når alt var tegnet op. "Ja, det begynder at ligne noget," svarede han med et lille nik for understrege det. "Men godt du kan lide det indtil videre," lød hans stemme roligt, som han rejste sig op fra sin stol og strakte sig en anelse. Han havde trods alt sat ned i lang tid nu. "Ja, det kan vi godt sige," svarede han inden han gik ud for at trække noget luft. Han fandt selv en smøg frem.

Tatianna havde en eller anden idé om, at det at være tatovør kunne været mindst ligeså grænseoverskridende, som det kunne være for kunderne. Det var godt nok kunderne selv som valgte hvor de ville tatoveres, men det var tatovøreren som skulle udfører sit arbejde. Hun smilede en smule flabet til ham, "Øh ja? Vi kvinder har lært, at tage dankortet i stedet for armen," svarede hun og blinkede til ham, selvom hun godt vidste hun nok skulle passe på, at han ikke misforstod det som flirt, selvom han nu var ret sød, og lidt uskyldigt flirt, var der da ingen som var døde af.
Hun bemærkede slet ikke selv, at hun nynnede med på Faded Exit sangen i radioen, men i det mindste sang hun da ikke med og det var ikke bevidst, og dermed heller ikke for at genere Lawrence overhovedet. Hun tænkte ærligt talt ikke over det. Hun havde ikke oplevet nogle større traumatiske ting i sit liv, hendes størst bekymringer i livet lå nok i, at hendes storebror og hendes far begge havde jobs, hvor de satte deres liv på spil for andre mennesker, hver eneste dag, men hun tænkte ikke på det i sin hverdag, det ville bare ende med at kører hende psykisk ned. Da hun havde boet hjemme, havde hun altid siddet holdt holdt øje med klokken, fordi hun vidste præcis hvad tid hendes far skulle være hjemme, og hvis han kom bare to minutter for sent hjem, havde hun været fuldstændigt ødelagt, fordi hun var bange for, at der skulle ske ham noget mens han var på arbejde.
Hun så lidt på ham da han sagde ja. Som om han havde tænkt sig at gøre det, men det måtte han jo heldigvis selv om. Hun pressede læberne en smule sammen, "Arh, en skam du ikke selv overholder den regel så," sagde hun morende og blinkede til ham med et kækt smil på læberne. Hun kunne godt mærke, at hendes nervøsitet fra da hun var ankommet, havde lagt sig og hun slappede mere af og var sig selv.

Hun nikkede lidt til ham, "Super," sagde hun og rettede sin bluse lidt. Hun studerede hans værk på hendes krop lidt i spejlet, og nikkede så til ham, "Har du selv tatoveringer?" spurgte hun, som hun lod blikket vandre lidt op og ned af ham, for at se om hun kunne spotte nogen. Hun havde nok bare altid haft en eller anden forstilling om, at tatovører selv havde virkelig mange tatoveringer.
Hun trak sin jakke på og gik så ud på gaden for at ryge. Hun tændte sin smøg med en stormlighter selvom der ikke rigtigt var nogen vind overhovedet. Hun brød sig bare ikke om rigtigt ild. Hun vendte blikket mod ham, da han kom ud og også fandt en smøg frem, hvilket fik hende til, at række ham hendes lighter, så han slap for at finde sin egen frem og hun slap for, at se på ilden. Hun pustede røgen ud og lukkede øjnene lidt. Det var virkelig rart og lige hvad hun havde brug for. Hun åbnede dog øjnene da et par teenage piger passerede dem, som tydeligt også troede han var Charles, hvilket fik hende til, at skæve lidt imod ham. Hun vendte så blikket mod pigerne, som var stoppet et lille stykke fra dem, og lignede mest af alt nogen, som diskuterede hvem af dem, der skulle bede om en autograf. "Hold," bad hun og rakte ham sin smøg, før hun gik mod til de unge piger og snakkede meget kort med dem, og pegede så mod en af de helt store tøjbutikker, hvilket fik pigerne til at fangirl og løbe i den retningen Tati havde peget. Hun gik så tilbage til Lawrence og tog imod sin smøg igen, uden at sige noget til ham, men tog blot et hævs.

"Åh ja, for kvinder er meget bedre eller hvad?" spurgte han drillende og skulede til hende. Kvinder var så hurtig til at skære over med en kam eller tro, at bare fordi man ikke ville snakke om det, så var man ikke i kontakt med sine følelser. Mens reglen nok var sådan ved nogen, så betød det jo ikke, at alle havde det sådan. Han svarede på hendes blink ved at blinke igen. Lawrence lagde ikke mærke til om hans kunder flirtede eller ej, når han var på arbejde. Han var bare streng professionel, men han kunne godt finde på at buisness flirte, så kunden måske blev roligere eller noget i den dur, men det betød ikke, at han flirtede for real. "Det gør jeg skam," påpegede han med et glimt i øjet.


Han nikkede til hendes super og kiggede mod hende, da hun spurgte om han havde tatoveringer. "Åh ja, en masse." svarede han. Han havde en langærmet på lige nu, så hans var ikke til at se. Han havde dog ikke nogen på halsen, men det skyldes primært at han ikke synes det var kønt til ham. Han var ligeglad med at andre havde det anerledes, det skulle de bare have lov til. Han kunne så heller ikke forestille sig en tatovør, der ingen tatoveringer havde. Lawrence ville nægte at lade sig tatovere ad sådan en, primært fordi at de ikke vidste hvilken slags smerte det var, de påførte andre. Han havde tilmed lavede nogle af de tatoveringer han havde på sig selv, så han var ikke grøn i forhold til det. Han tog imod hendes hjælp i forhold til at få tændt sin smøg, og fik da også ild i smøgen. Normalt ville han bruge sin stav, men han var jo i mugglernes verden. Han tog et langt hiv af den, da det efterhånden var nogle timer siden han havde røget sidst. Han havde jo taget fat i Tatianna med det samme, så han havde ikke haft nogen pause siden han mødte i morges og det var cirka der, hvor han havde fået sin første smøg, da han ikke altid nåede at ryge inden han skulle ud ad døren.
Lawrence rullede med øjnene i det øjeblik nogle teenagepiger gik forbi ham og tydeligt troede han var Charles. Han så ned i fliserne, mens han mumlede nogle bande ord for sig selv. Han knugede sine hænder en anelse sammen, inden han så op igen, da Tati snakkede til ham. "Sure," svarede han og holdt hendes smøg, mens han betragtede hende snakke til pigerne. Da hun kom tilbage blinkede han et par gange, inden han lod nysgerrigheden tage over. "Hvad sagde du til dem helt præcist?" spurgte han direkte og så afventende på hende. Selv plejede han enten at ignorere de piger der troede han var Charles, forsøgte at forklare dem det eller blev hidsig. Det kom an på så meget, men nogle blev ved med ikke at ville tro på ham og nogle gange havde han endda taget sit ID frem for at bevise, at han altså ikke var sin uduelige tvilling.

Hun grinte let, "Det sagde jeg ikke, vi har bare regnet mænd ud," sagde hun og trak lidt på den ene skulder og smilede til ham. Hun vidste jo godt, at kvinder kunne få stort set alle heteroseksuelle mænd til hvad som helst, hvis de bare troede, at der var udsigt til, at få noget på den dumme. Okay måske ikke alle, men mange. Hun kunne dog ikke lade vær med, at smil venligt til ham, da han blinkede tilbage til hende. Hun lagde nu ikke noget i det, for hun vidste godt, at han var på arbejde og det ville nok ikke se så skide godt ud, hvis han stod og flirtede med sine kunder. Hun så falsk overrasket på ham, "Oh, okay, jamen det glæder jeg mig til, at opleve," svarede hun drillende med et smil på læberne. Han var nu altså ret så sød at se på, og ingen tvivl om, at han havde charmen med sig.

Hun tippede hovedet lidt til den ene side, som hun igen prøvede at spotte en tatovering på ham, men opgav efter lidt. "Du er måske holdt op med, at tælle?" spurgte hun og lod sine nøddebrune øjne møde hans øjne. Hun tog imod sin lighter igen og kom den i sin jakkelomme, så hun vidste hvor hun havde den.
Hun kunne godt hører, at han mumlede et eller andet, men hun kunne ikke høre hvad det var. Hun tog imod sin smøg igen og tog et hvæs af den, før hun vendte blikket imod ham ved hans spørgsmål, hvilket fik et lidt undskyldende blik frem i hendes øjne, "Er du sikker på du vil vide det?" spurgte hun, som røgen siv ud af hendes næse og mund, og hun flyttede vægten lidt fra det ene ben til det andet, da hendes ben rystede en smule under hende, efter de to timer hun havde ligget stille, så skulle der jo lige gang i dem igen. Hun tog et nyt hvæs og lod røgen indtage hendes lunger. "Sorry, jeg ved godt, jeg ikke havde ret til, at blande mig," sagde hun og vendte blikket lidt mod jorden. Det havde bare været alt for fristende, og hun havde faktisk stadig dårlig samvittighed over, at hun selv havde pointerede overfor ham, at han lignede Charles, da hun var ankommet.


"Men indikerer det ikke lidt at mænd ikke har regnet kvinder ud, når du siger sådan?" spurgte han påpegende og med et drilsk glimt i sine øjne. "For hvis kvinder har regnet mænd ud, så må det jo udelukke noget, hvilket må betyde at kvinder er bedre end mænd," forsatte han og så afventende på hende med et drilsk blik i sine øjne. Der var følelser at spore hos ham, men generelt virkede han ret kølig. Selvfølgelig var han venlig, det var slet ikke det, men han var ikke typen der krammede eller smilede meget andet end på sit arbejde. "Jamen det har du da gjort. Eller, det gik måske ikke op for dig?" påpegede han som hans læber udformede et drilsk smil, som gengældte hendes.

Han havde tatoveringer på sine arme, på overkroppen og benene. Han havde dog ikke nogen på halsen og i hovedet, men det skyldes primært at han ikke synes det så pænt ud til ham. "Tjo, ja, det er jeg vel, man tænker ikke over dem på samme måde, når man har så mange, tror jeg. Det er bare som om de altid har været der," forklarede han og trak en smule på skulderen. Han havde mange forskellig slags; nogle var fjollede, andre var pæne og nogen af dem i den knapt så pæne ende. Ikke de var direkte dårlige, slet ikke. Nogen af dem havde han lavet på sig selv. Han trak sin arm ud og pegede på sin arm. "Den der, har jeg blandt andet selv lavet. Tegnet og tatoveret på mig selv," forklarede han og så selv på den et kort øjeblik. Det var en pote med en ulv tatoveret ind i. Et minde om den familie, som varulve havde taget fra ham, men han ville ikke lade sig skræmme af det, selvom oplevelsen i den grad havde formet ham. Formet hans forhold til Jasper. Formet hans forhold til sorg og ødelæggelse. Han var dog sikker på, at det ikke var den af hans tatoveringer som Jasper synes bedst om, men man havde også forskellige måder at komme sig over tragedier på. Lawrence var indelukket i forvejen. Indelukket og bitter over alt, der var blevet taget fra ham. Han havde mistet sine forældre da han var 5 og havde mistet en del af den familie, som han derefter havde fået mens Charles havde alt. Han mindedes hver gang han kiggede på den om hvad der var sket med dem og havde stadig det bestialske syn for sit indre blik, når han så på den eller lukkede sine øjne. Han havde også skrevet deres navne rundt om poten for altid at kunne huske det. Det var heller ikke ulve som dyr han havde noget imod, men varulve. Et minde om, der var meget i vejen med den magiske verden og dets mytologi. At det var mennesker, der var fyldt med fejl. Rundt omkring var da der også nogle tatoveringer, der var mere makabre da det hele til sammen udgjorde et sleeve.
Han lod de grønne øjne hvile på hende, som hun undskyldte. Han sukkede kort, da han var en anelse irriteret over, at hun ikke kom direkte til sagen. "Det er fint nok," påpegede han og trak vejret tungt indad, inden han tog et langt hvæs af sin smøg. "Men hvad sagde du?" gentog han og legede utålmodigt med sine fingre på den frie hånd. Han var så træt af, at blive sammenlignet med Charles. At folk troede, at han var Charles.

JeromeWinther
Admin

Antal indlæg : 533
Join date : 15/08/12

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Lawrence+Tatianna - Voodoo Doll

Indlæg  JeromeWinther on Tirs aug 08, 2017 5:42 am

Et drillende blik meldte sig i Tatiannas øjne, "Det er dig der er manden her, det må du jo fortælle mig," svarede hun og tippede hovedet lidt til den ene side ganske ubevidst. Hun grinte lidt og holdt hænderne oppe, som holdt han en pistol mod hende, "Hey, jeg siger bare sandheden, hvordan du tolker mine ord, er ikke under mit ansvar," sagde hun morende og lod sine hænder falde igen. Hun kunne godt mærke, at hun ikke rigtigt lagde mærke til, at han lignede Charles mere og hun var kommet sig over chokket hun havde fået lige til, at starte med, hvilket også gjorde hun blødte langt mere op og var sig selv. Hun gjorde et klik med tungen og rystede lidt på hovedet, "Sorry mate, du må gøre det bedre," sagde hun drillende og blinkede til ham.

Hun trak lidt på smilebåndet og nikkede så til hans ord, "De betyder vel også noget alle sammen? Lidt lige ar, har hver deres historie, så har tatoveringer vel også?" halvt spurgte, halvt kontanterede hun og sendte ham et venligt smil. Hun havde i hvert fald sin egen lille baggrundshistorie på drømmefangeren hun havde valgt, samt citatet til. Men det kunne selvfølgelig også være det bare var en nybegynder ting, at gå så meget op i det.
Hendes blik blev helt automatisk tiltrukket af hans arm, da han pegede på den. Hun vendte blikket overrasket mod ham, da han afslørede han selv havde tegnet og tatoveret den, "Har du tatoveret dig selv?" spurgte hun overrasket, selvom det nok også var ret tydeligt at høre hun blev ret så imponeret. Hun vendte blikket tilbage på hans arm, poten med ulven indeni og navnene rundt om, som hun uden rigtigt at tænke over det, lod sine fingerspidser fra sin ene hånd glide forsigtigt henover den, "Den er virkelig flot. Er det dine søskendes navne?" spurgte hun nysgerrig og fjernede sine fingre igen, dog uden at fjerne blikket fra hans arm, som hun studerede resten af hans tatoveringer, nu hvor han alligevel viste sit sleeve frem. Hun kendte intet til magiens verden, deriblandt heller ikke til varulve, ikke foruden det syn som muggler nu engang havde på varulve. Det var noget overtroisk pjat som kun fandtes i gyserfilm.
Hun vendte blikket mod ham igen, hvor hun blev mødt af de grønne øjne, som hun prøvede sig lidt frem med et lille smil, før hun vendte blikket mod den retning pigerne var gået og tog et hvæs mere af sin smøg. Hendes ene ben rystede stadig en lille smule under hende, hvilket fik hende til, at flytte vægten over på det, i håb om det ville stoppe. "Jeg kom nok til, at bilde dem ind, at Charles Lavoie var ved, at få tatoveret en My Little Pony på den ene balle og resten af bandet var inde i butikken derovre," sagde hun ærligt og nikkede mod den store tøjbutik hvor pigerne havde været løbet hen imod og ind. Hun tog et nyt hvæs af sin smøg og vendte så blikket tilbage på ham med et lidt forsigtigt smil, ikke helt sikker på, om han ville finde det ligeså morsomt som hun indeni, selv syntes hun var.

Lawrence så det drillende blik i hendes øjne, inden han selv fik et lumsk udtryk i øjnene. "Vi har regnet kvinder ud," svarede han direkte, inden han trak lidt på kinden, da han tænkte. "Men mænd er kloge nok til ikke at sige, vi har regnet det ud. På den måde forventer kvinder ikke noget af os," påpegede han forsat, inden smilet på hans læber blev drilsk. Lawrence var virkelig kun god til at smile og joke, når han var på arbejde, så nogen gange var det en befrielse at få fri. Han så på hendes hænder som hun løftede den som havde han stået med en pistol. Han lod de grønne øjne hvile på hende med en lunefuld mine. "Lidt har du jo alligevel. Du står til ansvar for hvordan du siger ordene og hvordan de bliver modtaget," påpegede han med et kortvarigt smil. "Hver gang du møder et andet menneske har du et lille stykke af deres liv i dine hænder," påpegede han forsat drilsk, dog med en seriøs undertone. Lawrence burde efterhånden vide at netop den del var særlig sandfærdig. Lawrence synes på ingen måde han lignede Charles. Jo, selvfølgelig kunne han ikke flygte fra at de udseendsmæssigt lignede hinanden, men personlighedsmæssigt var han overbevidst om de var to vidt forskellige personer. Nu kendte han så heller ikke Charles - overhovedet. Han vidste godt at han sikkert havde en offentlig personlighed, da musik var hans arbejde. Lawrence personlighed var trods alt også væsentlig mere anerledes, når han var på arbejde end når han bare var derhjemme. De havde ikke oplevet det samme og var blevet formet anerledes. Lawrence var blevet valgt fra og så endda i forhold til hans egen biologiske familie. Hvordan var det ordsproget lød? Vand er tykkere end blod. Normalt omvendt. I hans tilfælde, var vand dog det tykkeste. Who cares. Charles og Marc kunne hygge sig med deres søde beskyttende kvalmende forstadsliv. De havde aldrig haft en eneste bekymring. Lawrence havde mistet, hvad han havde troet, var sine biologiske forældre, da han var 5 år gammel. Han fnøs en anelse fornærmet, dog med et glimt i øjet. "Come on girl, du har grint af dem," forsøgte han sig selvsikkert.

Han trak lidt på skulderen. Betød de noget alle sammen? Nogen af dem havde han jo mest af alt fået i sjov og noget af det, havde han ikke rigtig haft et valg med. Ja, selvfølgelig var der betydninger i de fleste af dem. For det meste dem han selv havde designet. Han havde trods alt ikke tusset dem alle sammen selv, men der hvor han kunne, der havde han. "Tjoh, ja, det gør de vel. Nogle af dem er dog mere lavet i sjov," forklarede han og bed sig en anelse i læben. Han tænkte ikke over sine tatoveringer på samme måde længere. Det var egentlig bare mest af alt som om, de altid havde været der. Hans ansigt var helt neutralt, da hun spurgte. Der var ikke nogen følelser at fange i hans ansigt. "Ja," svarede han med en rolig stemme. Han havde selv tatoveret alle de tatoveringer han kunne komme til og han måtte indrømme, at han nok også var blevet ret kold overfor det gjorde ondt. Hans krop havde hærdet sig. Han mærkede hendes fingre over sin tatovering og stod med samme ansigtsudtryk som før. Alt inde i ham skreg. Nok havde han fået den for at sige, at ingen kunne få ham ned med nakken og ingen kunne tage noget fra ham. For at sige han var stærk og han var kommet sig, men det gjorde stadig ondt. Psykisk. Det manifesterede sig dog som en fysisk smerte. Tatoveringen var jo helet for længe siden og der var ikke noget galt med den. Kunst var blevet en måde for ham hvor han kunne træne med og mod sine dæmoner. Mindet var bare så bestialsk og igen, tanken om Charles havde haft alt i verden, mens han selv for tredje gang havde oplevet at få sin familie revet væk fra sig. Første gang havde han dog tilmed fået fjernet sine minder fra det - ikke at han havde ville være i stand til at huske noget uanset hvad, for han havde ikke været særlig gammel. Han måtte dog altid leve med, at der ville være et hul. "Ja," svarede han og havde et kortvarigt tic ved øjet. "Eller. Mine søskendes og min mo...plejemors og plejesøskendes navne," rettede han sig selv. Han så det som sin familie, præcis som han så Jasper som sin far. Han vidste dog godt, Jasper og ham efterhånden havde hver sit liv, men det gjorde ikke, at han ikke tænkte på ham og ville stoppe med at snakke med ham. Faktisk, så var en af hans største frygter, som en af de eneste, at Jasper ville sige han ikke var stolt af ham og at han aldrig ville være det. At han aldrig havde elsket ham, som sin egen søn. Lawrence ville dog benægte til en hver tid, at han havde prøvet at gøre op for de søskende han havde mistet. At han havde prøvet at være både Lawrence og de to, som Jasper havde mistet for at gøre ham glad. Sandheden var dog en hel, hel anden. Lawrence kendte så sjovt nok til magi i det han var magisk. Han kunne godt lide ulve og syntes de var helt utrolig smukke, mens han så varulve som bestialske koldblodige væsner. Han skelnede med andre ord ganske kraftigt og han vidste jo om nogen hvad forskellen var mellem de to. Han lod hende betragte hans sleeve. Han havde efterhånden virkelig mange tatoveringer.
Lawrence så i samme retning som Tatianna. Mest af alt frygtede han de ville komme igen. Han smilede kortvarigt, mens han lo indvendigt. Han var på ingen måde skadesfro, når det omhandlede Charles eller resten af Faded Exit. Han tog et hvæs af sin strøm, inden han endnu en gang lod de grønne øjne hvile på hende. "Genialt," påpegede han han med et smil. Ærligt, så ville alt der kunne få de sindssyge Faded Exit væk fra ham, blive betragtet som genialt. Han brød sig virkelig ikke om dem. Han brød sig dog om idéen at Charles ville have my little pony på røven og der om lidt ville gå rygter om det ville ske.

Tatianna hævede lidt det ene øjenbryn med et smil legende på sine læber, "Nu er det heller ikke større raketvidenskab, at regne ud af kvinder vil ha', men godt at vide I endelig har rykket jer siden stenalderen," sagde hun stadig med det drillende glimt i øjet. Han virkede ikke som typen der var nemt at komme ind på, men nu var hun også hans kunde, så det regnede med at det var derfor. Han virkede dog heller ikke som en der bare snakkede kunderne efter munden, hvilket hun ret godt kunne lide. Hun elskede at blive udfordret. "Der er vidst en som har læst psykologi eller kommunikation på uni, huh?" spurgte hun med et glimt i øjet, selvom hun godt vidste hun nok skulle passe lidt på med, at bevæge sig ned af den flirtende sti. Hun satte en hånd for hjertet, "Hvor poetisk og dybt," sagde hun med en lille rynken på panden, før et nyt smil meldte sig på hendes læber. Hun tog nok bare ikke livet så tungt, hun ville bare nyde det så længe det varede, ingen kunne jo love hende at hun også ville være her i morgen. "Selvfølgelig gjorde jeg det, jeg er godt opdraget," sagde hun drillende og smilede til ham.

Hun så en smule overrasket på ham, "Fortryder du nogen af dem?" spurgte hun, da han afslørede nogle af hans tatoveringer mere havde været for sjov. Hun havde godt hørt, at mange blev 'afhængige' af smerten og adrenalinen, men hun var nu ret så sikker på, at hun kun skulle have den her ene og så ikke andre. Men nu var det så også en stor en hun havde valgt, så den måtte næsten tælle for tre, plus smerten så måtte hun være oppe på mindst fem. Et svagt, men imponeret waw forlod hendes læber, en ting var at vel at tatovere andre med nerve som kunne spasme ukontrollerbart, men en anden ting var, at skulle gøre det på sig selv, uden at spjætte. Eller det kunne jo ikke undgås, men så at skulle holde sig selv fast nok til, at det ikke blev grimt. Det var alligevel ret så imponerende, plus at skulle håndtere smerten samtidig.
Hun bemærkede dog ikke det følelsesløse ansigtsudtryk, da hendes blik var på hans tatoveringer. Hun ville nok også have flyttet sine fingre meget hurtigt, eller slet ikke have rørt ham til at starte med, hvis hun havde bemærket det. Bare fordi han blev nødt til, at røre ved hende når han tatoverede hende, så gav det jo ikke hende ret til at røre ved ham også. Heller ikke selvom det bare var hans arm og ganske uskyldigt. Som hun fjernede fingrene igen, og hans ja lød vendte hun blikket mod ham, tids nok til at se det tic hans øje lavede. "Pleje..?" spurgte hun og rynkede lidt på panden, før hun rømmede sig lidt som det gik op for hende, at det ikke var sikkert han havde lyst til, at dele sådan noget med en fremmede. Men på den anden side, så havde han jo bare kunne lade vær med at vise hende den, for det var vel lidt en selvfølge, at når man viste sine tatoveringer frem, så ville der automatisk blive spurgt ind til dem. Hun trådte et lille skridt tilbage da hun syntes hun havde studeret hans sleeve nok, selvom hun hele tiden syntes hendes blik blev fanget af en ny. Hun ville nok kunne bruge flere timer på, at se dem alle sammen igennem, men det ville nok være lidt mærkeligt.
Hun tog et nyt hvæs af sin smøg og vendte så blikket mod ham, "Yeah, jeg er slet ikke så dum, som jeg måske ser ud," sagde hun med et smil på læberne, som røget forlod hendes lunger igen, før hun satte sin frie hånd mod sin siden, uden at tænke over tatoveringen, hvilket fik hende til at fjerne hånden igen ret så hurtigt i et gips. Hun var godt øm, måtte hun nok indrømme. Hun måtte dog også indrømme, hun blev ret lettet over, at han ikke blev sur. "Nu bliver det bare spændende, at se hvor længe der går før resten af verden også ved det," sagde hun morende og hævede og sank øjenbrynene et par hurtige gange. Han havde nogle virkelig flotte øjne, det var bare som om de ikke rigtigt smilede med når hans læber gjorde.

Lawrence rystede på hovedet af hende. "Rykket os siden stenalderen?" spurgte han i et grin, inden han lod sit blik hvile på hende. "Eller også har kvinder ikke udviklet sig siden stenalderen," vendte han den om med et drilsk smil over sine læber. Han var på ingen måde at nem at komme ind på og han var heller ikke typen, der stolede nemt på folk. Tillid var noget, man gjorde sig fortjent til og det var de færreste, der havde gjort sig fortjent til hans tillid. Han var typen, man kunne svigte en gang og så var han på vej ud ad døren og han så sig ikke tilbage. Han havde mistet for meget til, at han overhovedet besværede sig med at komme igen. Han var sin egen og ingen bånd skulle binde ham fast. "Ja da, det glemte jeg måske at nævne?" sagde han med et løftet øjenbryn, der mest af alt påpegede at det havde han ikke. Det var bare en livsfilosofi hos ham. Han rystede på hovedet af hende, da hun tog sig til hjertet og påpegede det var poetisk. "Du skulle bare vide," pointerede han henkastet, dog med et kortvarigt smil. Han levede også sit liv efter at imorgen ikke var lovet, men det betød ikke, at han ville ødelægge et andet menneskets liv som hans egen var blevet ødelagt lidt for mange gange.

Han rystede på hovedet, da hun spurgte om han fortrød nogen af dem. "Nej, ellers var der ikke en grund til at få dem," pointerede han med et løftet øjenbryn og med en seriøs, rolig stemme. At de var for sjov, betød ikke at han fortrød dem. Han havde bare så mange at han ikke tog så højtidligt at de alle skulle være seriøse. Han havde blandt andet et batman logo af ingen andre årsager end han kunne. Han hørte hendes waw og trak bare lidt på skulderen. For ham var det ikke imponerende. Han var jo vant til det.
Han nikkede. "Ja, jeg boede hos plejefamilie," påpegede han med en ligegyldig tone, der indikerede han ikke ville snakke mere om det og det burde være forklaring nok. Han vidste godt folk spurgte, når han forklarede og det var som egentlig også okay, så længe at han kunne få lov til at sige stop, når han ikke ville snakke mere om det. Han var ikke en åben bog og han holdt alle informationer tæt ind på livet. Han havde som sådan ikke noget imod hun rørte. Det var bare minderne der kom frem af det og derfor brød han sig ikke om det. Et var, at kigge på tatoveringen og blive mindet om det.. Men berøringen gjorde det på en eller anden måde bare for virkeligt.
"Ingen sagde, at du ser dum ud," påpegede han venligt og tog det sidste hvæs af sin smøg inden han smed den på jorden og trådte hårdt på den med sin fod. "True," påpegede han med et selvtilfreds smil over sine læber, inden han lagde en hånd på hendes skulder. "Skal vi gå ind igen?" spurgte han og blinkede til hende, et blink der godt kunne forveksles med en flirt. Hans øjne smilede sjældent, da livet virkelig havde gjort ham hård.

Tatianna pressede læberne en smule sammen for at holde masken, mens hun nikkede lidt. "Jah, stenalderen, du ved dengang før wifi og kaffemaskiner," svarede hun med et drillende glimt i øjet. "Arh med mindre de havde make-up og glattejern i stenalderen, så tror jeg ikke helt din teori holder, sorry sweetheart," sagde hun og grinte let, hendes britiske accent sad tydeligt i hendes stemmebånd, men nu havde hun heller ikke været ret gammel da hun var flyttet til England med sin familie, selvom de stadig havde familie på Jamaica.
Hun ville gerne se det bedste i alle mennesker, men hun vidste godt at verden desværre ikke altid var så rosenrød som man ville ønske den var. Hun havde trods alt en storebror som var FBI-agent og en far som var brandmand, mange af deres historier de kunne komme med, var grumme. "Eller også hørte jeg bare ikke efter, fordi jeg havde travlt med at have ondt af mig selv," påpegede hun morende, da hun gerne indrømmede at det ikke ligefrem kildede at blive tatoveret henover sine ribben og ned af siden. Hun bed lidt i den ene side af sin læbe, da hun ikke helt kunne gennemskue om han var seriøs eller lavede sjov, "Gør du det nemt for mig og giver mig svaret, eller skal jeg selv bruge de næste par timer på at regne det ud?" spurgte hun og smilede lidt til ham.

Hun vippede kort mundvigerne ned af, "Alle har vel ting i livet de fortryder. I det mindste ville en tatovering kunne fjernes igen," svarede hun roligt, men alligevel også et ganske seriøst toneleje. Hun havde da også selv ting i livet hun fortrød hun havde gjort, men hun var nu ret sikker på, at den her tatovering ikke ville blive en af de ting, som hun ville ende med at fortryde. Hun havde jo længe ville have den og nu havde hun endelig taget sig sammen.
Hun rynkede mildt på panden og slog så blikket lidt væk, "Jeg er sikker på dine forældre havde en god grund. Og det der ikke dræber os, gør os stærkere," sagde hun og førte noget af det lange mørkebrune hår om bag det ene øre, før hun vendte blikket tilbage på ham med et venligt lille smil. Det var jo ikke fordi hun forventede en eller anden lang livshistorie fra ham overhovedet, men han kunne jo bare have valgt at vise hende en af de andre tatoveringer, som ikke havde så stor betydning for ham, hvis det var det.
Hun smilede lidt til ham, "Jeg sagde også kun måske," svarede hun og vendte blikket tilbage mod butikken som pigerne var smuttet ind i. Hun mente nu ikke selv, at hun var noget udover gennemsnittet, men det var nu heller ikke det hun regnede med, at han havde hentydet til. Hun smilede lidt og vendte blikket tilbage på ham, da hun mærkede hans hånd på sin skulder. Det var dog nærmere hans blink som slog hende lidt ud af kurs. Flirtede han med hende? Lige inden hun skulle ind og smide bluse for ham en gang til? Det var jo nærmest bare ondt. Hun tog et sidste hvæs og smed så skodet, "Ja, den bliver nok ikke færdig af, at vi står her. Hvis den overhovedet bliver færdig idag inden I lukker," svarede hun og smilede til ham, før hun gik tilbage ind i butikken og satte sig tilbage op på briksen, med blikket hvilende på ham, "Jeg går ud fra at jeg stadig er ene om smide blusen," sagde hun en smule udfordrende og blinkede til ham, før hun trak blusen over hovedet og lagde sig ned på siden, så hun lå som hun havde gjort før.

Han lagde godt mærke til at hendes mundvige vippede ned af i et kort sekund. "Garanteret. Det betyder dog ikke, jeg fortryder at få lavet fjollede tatoveringer," svarede han i en rolig tone, selvom hendes ord irriterede ham. Han valgte jo ikke et batmanlogo fordi det så godt ud som den eneste grund. Han kunne jo også godt lide det, men ikke desto mindre så var det stadigvæk en fjollet tatovering. Det var så også en tatovering han havde fået inden sandheden med Charles - eller hvad han formodede var sandheden, for det hele passede sammen, gik op for ham. Over de sidste år havde han ændret sig til at være mere vred og mere indædt, og hvor han før havde haft en del mere humor og havde taget alt med livet havde at give ham med gåpåmod, så havde han mistet sit smil og sin grund til at være morsom.
Lawrence gik i stå ved hendes ord og så på fliserne med et lynende blik for ikke at sende det i hendes retning, mens han talte med sine fingre for ikke at skælde hende ud. Hvad fanden vidste hun om det? Havde hun været der? Nej! De havde givet ham væk, fordi de ikke ville ham og fordi hans forældre ikke kunne få børn. Så var de døde fra ham og havde hans biologiske forældre gjort noget? NEJ! For de havde glemt alt om ham i det øjeblik de havde slettet minderne fra hans og Charles' hukommelse, selvom de var så små, de ikke ville kunne huske noget alligevel. Det var især den sidste linje, der gjorde ham irriteret. Selvfølgelig var der en gram af sandhed i det, men han ville ikke sige en som hans far, Jasper, var blevet stærkere af det. Han var blevet en hård mand, og det var da ikke styrke, ifølge Lawrence. Han var mærket på en måde, hvor han ikke længere kunne smile. Selvfølgelig, det var Lawrence efterhånden også blevet, og han så det heller ikke som han var stærkere af at vide Charles havde haft en dans på roser, mens han havde kæmpet bare for at nå til sit fireogtyvende leve år. ”Du kendte dem ikke,” påpegede han med en rolig stemme, selvom han inde i sig selv råbte ordene og nærmest slog hende ihjel og parterede hende legemsdel fra legemsdel. Han bed sig i læben for at slappe af. ”De havde ikke nogen gode grunde,” påpegede han for at formilde det han havde sagt. Hun var stadig en kunde. Han var godt klar over, at han kunne lade være med at vise hende noget personligt, men han regnede heller ikke med hun ville snakke betydninger.
”Word,” sagde han med grin, inden han fulgte hendes blik. Han smilede, da hun så på ham igen og nikkede. ”Nok ikke. Skygger og sådan noget er nemmere at lave, når den skal tegnes op,” forklarede han i en seriøs tone – nu omhandlede det jo hans erhverv og det værnede han jo meget om. Han sendte hende et nik, inden han blinkede til hende da han hørte den udfordrende tone. Et kort fnøs lød fra hans læber, mest fordi hun overhovedet turde at bevæge sig ud i at udfordre ham. Han var typen der hellere ville vinde end at miste ansigt. ”Jeg kan da godt tage min trøje af, hvis det gør det mindre akavet for dig,” svarede han tilbage med en mindst ligeså udfordrende tone.

Tatianna sendte et roligt smil i Lawrence retning, "Det sagde jeg heller ikke, jeg mente mere bare sådan generelt," sagde hun roligt, hun kunne jo ikke vide om han fortrød nogle af sine tatoveringer, men hvis han gjorde det godt stykke arbejde på hende, så var hun nu ikke i tvivl om, om hun ville ende med at fortryde, men nu havde hun også længe ville have tatoveringen og hun havde tænkt over det længe, hun havde bare ikke turde og hun havde heller ikke haft pengene til det, det havde hun nu, så kunne hun ligeså godt tage den berømte tyr ved hornene og få det gjort.
Hun vendte blikket i mod ham da han pointerede at hun ikke havde kendt hans biologiske forældre. Nej selvfølgelig havde hun ikke det, hun kendte jo ikke engang ham, de havde kun lige mødt hinanden for fire timer siden, da hun var trådt ind i salonen. Det var dog først da hans tilføjelse lød at hun førte en hånd i gennem det lange mørke hår hun havde, "Ved du det, eller er det noget du gætter dig til?" spurgte hun roligt og lod de nøddebrune øjne hvile lidt på ham, med et blik som nok var det blidste hun havde sendt ham indtil videre. Hun havde ikke selv prøvet at komme i pleje eller blive adopteret væk, men hun havde prøvet at miste en hun holdt af, ja faktisk havde elsket. Men det var ikke noget hun snakkede om, men det var baggrund for hendes valg af tatovering og det havde sat dybe mærker i hende. Det var nok også en af grundene til, at hun havde valgt at leve sit liv som om hver dag var hendes sidste. Hun havde været så tæt på døden at hun havde besluttet sig for, at hun ikke ville gå glip af noget mere. Hun ville opleve alt hvad der var noget værd at opleve og hun ville ikke lade sig stoppe af hverken frygt eller noget som helst andet.
Hun grinte lidt med ham, stadig sikker på at han ikke havde ment noget med det. Hun måtte dog spærre øjnene op ved hans næsten ord, "Tegnes op? Skal jeg komme igen?" spurgte hun overrasket, hun havde virkelig en forstilling om, at det var en engangsfornøjelse eller hvad man end skulle kalde det. Hun havde nok bare regnet med at det var ind og smerte i en halv times tid og så hjem igen. Hun satte sig brat op igen, da han rent faktisk tilbød at tage sin trøje af, "Det var for sjov," svarede hun og så på ham som var han lige faldet ned fra himlen iført et banankostume. Hun tog sig selv i at stirre lidt for længe på hans brystkasse, hvortil hun rømmede sig lidt og lagde sig ned igen, hun havde virkelig ikke troet at han rent faktisk ville tage det seriøst, hvorfra skulle hun også vide at han ville tage det? Dog var der også et eller andet i hende selvfølgelig heller ikke ville tabe, "Det ville du alligevel ikke turer," tilføjede hun og så op på ham med et nyt udfordrende smil på læberne og et kækt blink med det ene øje, før hun skubbede det lange mørke hår væk fra sin skulder og lagde sig til rette så hun ville kunne holde ud at ligge der stille de næste par timer igen.

Han nikkede til det var mere generelt. Der var ingen grund til at fastholde diskussionen, da de i bund og grund var enige.
Han prøvede desperat at forholde sig i ro, for sandhed var jo at dette var et følsomt emne for ham og han nok aldrig helt havde fået det forarbejdet. Det var trods alt også meget nyt, da han det sidste år havde fundet frem til, at det var sådan det hang sammen. Han var ikke tvivl om hun havde oplevet sidst, men hun virkede heller ikke som typen, der ville snakke om det. Han havde ikke spurgt hende om hendes tatovering betød noget, fordi han ikke var sikker på om han ville få noget ud af det spørgsmål. Ved nogen, kunne man mærke en ivrighed efter det spørgsmål og derfor spurgte han hende også. Han synes dog det kunne være akavet og sidde med en kunde og ikke snakke overhovedet, hvis det var et sted, hvor det rent faktisk var muligt at få et ord over læberne. "Det er noget jeg ved," påpegede han med en rolig stemme, mens ordene inden i gjorde ondt. Han håbede et eller andet sted ikke, hun ville spørge hvor han vidste det fra, for hans forklaring ville være langt ude. Som om hun ville tro på, at han i virkeligheden faktisk var en Lavoie og bror til Charles. Han havde selv haft svært ved at tro det hang sådan sammen, men efterhånden var det som om at puslespillet hang sammen.
Han så på hende med et smil. "Ja, du kan godt risikere at blæken forsvinder nogen steder og så skal det tegnes op igen," svarede han i en forklarende tone. "Optegningen er selvfølgelig gratis," påpegede han yderligere, mens han sad og gjorde klar til at gå i gang igen. Han lagde mærke til, at hun i en brat bevægelse fik sat sig op igen, men lagde ikke mærke til hvor hun kiggede hen. "Så siger vi det," påpegede han med en latter, der tydeliggjorde han virkelig ikke troede på hende overhovedet. Han fik sat en ny nål i maskinen og lod sit blik hvile på hende som hun endnu en gang udfordrede ham. "Så det tror du ikke?" spurgte han udfordrende, inden han tog fat i sin trøje og hev den over hovedet, hvilket afslørede væsentlig flere tatoveringer. "Skal vi gå i gang eller skal du udfordre mig yderligere?" spurgte han med en drillende tone og et flirtende glimt i øjet.


Tatianna havde engang været virkelig god til at provokere folk, diskutere med dem og virkelig sætte deres pis i kog. Men det havde mest været i hendes teenage år og ikke mindst før hun havde mistet Patrick. Hun havde et helt andet syn på livet nu, hun ville ikke bruge tid på at diskutere meningsløse ting eller på folk hun alligevel ikke brød sig om. Hun ville bare nyde livet så længe hun var her og bare være taknemlig for, at det var hun. Hendes valg af tatovering havde derfor også en stor betydning for hende, da hun virkelig mente at det kun var drømme som kunne sætte grænser for hende. Ingen drømme var for store og ingen skulle efterlades alene med en masse fortrydelser over ting de aldrig fik gjort. Alt dette havde gjort hende til en udadtil utrolig glad og smilende ung kvinde, som ingen rigtigt troede på havde været misbruger af diverse stoffer, det var dog heller ikke ret mange som vidste det. Ikke fordi hun ikke ville snakke om det, men det var nok nærmere blevet tabubelagt af hendes forældre. Hun bed sig lidt i læben, "Det er jeg ked af," sagde hun og så på ham med et blidt blik, også som et tegn på, at hun ikke ville spørger mere ind til hans familie situation, da det ikke virkede som om, at det var noget han havde lyst til, at snakke om. Måske der var en eller anden uskreven regel om, at tatovører ikke snakkede om deres privatliv når de var på arbejde. Hvad vidste hun.
Hun nikkede lidt til hans ord, "Der er nok mere i det end jeg lige havde regnet med," svarede hun med et mildt grin. "Hm.. Det var en alternativ måde at invitere en kunde på date," sagde hun drillende og blinkede til ham, da hans tilføjelse lød omkring den gratis optegning, bare fordi det var ret fristende at drille ham og han virkede til at være med på lidt sjov, samtidig med at han virkede ret seriøs. Han var faktisk ret svær for hende at aflæse.
Dette var nok første gang hun sådan rigtigt hørte ham grine, det var virkelig synd, at han ikke gjorde det noget oftere, han havde et charmende grin, men det var hans ord, som slog hende ud af kurs, "Det var det," påpegede hun selv, men kunne ikke lade vær med at grine i sin sætning, hvilket nok bare gjorde hende endnu mindre troværdig. Hun så op på ham, da hun havde lagt sig ned igen, hun havde dog ikke åbnet sin bh denne gang, mest fordi hun regnede med, at han var færdig med at komme til der. "Nope," svarede hun stadig med den udfordrende undertone og smilede til ham. Hun måtte nok se ret overrasket ud da han så rent faktisk gjorde det, for det var præcis hvad hun blev. Hendes blik blev dog hurtigt fanget af de mange tatoveringer som blev blottet på hans hud. Hun vendte dog blikket tilbage til hans ansigt, da hans spørgsmål lød og smilede til ham, et af de smil som nok var svære at aflæse til at være flabet eller flirtende, "Det ved jeg ikke. Smider du også bukserne, hvis jeg udfordre dig til det?" spurgte hun som den udfordrende tone var vendt tilbage i hendes stemme og det samme var det flirtende smil på hendes læber.

"Skal du ikke være. Det er ikke din skyld," påpegede han kortfattet. Lawrence var ikke i tvivl om, at hun havde gennemgået en masse ting i sit liv, men det betød ikke han spurgte til det. Han vidste selv, at han hadede at snakke om sin fortid. Ikke at han var nihilist eller noget, men han ville hellere forkaste det meste af den. "Vi har vel alle noget, der ikke var en dans på roser," påpegede han for at løfte stemningen og for ikke at virke så bitter som han følte sig inden i, lige nu. Han havde svært ved at lade den følelse af bitterhed forlade sin krop. Den vrede han havde fanget i sin krop, var hvad der holdt ham kørende. Han havde mistet så meget, at han var ved at være immun overfor at være ked af det. Det gik direkte i den pose, der hed at være vred.
"Så er du godt du kan få informationen," påpegede han drilsk og måtte indrømme at han var en anelse uforstående overfor, at hun ikke havde sat sig ind i, hvad det ville sige at blive tatoveret. Selvfølgelig var det heller ikke morsomt med typerne, der havde sat sig så meget ind i det, at det var pisse irriterende, men langt hellere det. Han havde også oplevet at måtte diskutere, hvad man skulle gøre ved en tatovering, da der var mange forskellige metoder, men han gav selv den der stod på hjemmesiden med Black Lotus Tattoo. Udover det, så var det også den han var enig i. Han forstod ikke folk, der ikke brugte sæber eller creme til at afhjælpe healingen.
Han vidste godt, at han var svær at aflæse, og han foretrak det også på den måde. Han brød sig ikke om at vide, at folk kendte ham efter de havde tilbragt 6 timer med ham. Han gav ikke noget væk. Nej, det var noget, man gjorde sig fortjent til i hans verden. Han så på hende, da hun drillede og blinkede til ham. "Hvis du kommer skal jeg nok tænde stearinlys," svarede han med et drilsk smil på sine læber, inden han gengældte hendes blink. Han kunne godt være med på hele den her drille jargon, men havde hun mødt ham udenfor hans arbejde, skulle der væsentligt mere til at bløde ham op.
Han svarede ikke på hendes påpegelse men så bare på hende med et 'hvis du siger det' blik, mens han lyttede på hendes latter. Lawrence hadede at grine, men man kunne imiterer glæde i et vist opfang. Man kunne dog aldrig fake den så meget, at øjnene ville lyve med, heldigvis var det de færreste der lagde mærke til det. Han så på hende med et triumferende blik, da han havde smidt trøjen. Ja, nu ville hun med garanti vide, at man ikke skulle udfordre ham og derfor tabte han da også kæben, da hun endnu en gang udfordrede ham. "Hey hey, jeg vil ikke miste mit job," påpegede han med et fnøs, da det irriterede ham. Han hadede at tabe. "Lad os nu bare gå gang," sagde han irriteret, dog med den type irritation, der tilkendegav det ikke var evigt.

Tatianna kørte en hånd i gennem det lange mørke hår, "Nej, men alligevel. Det er aldrig.. Ikke noget.." mumlede hun og viftede lidt med hånden, hun snakkede aldrig om Patrick eller hvad der var sket. Hun havde snakket med sin psykolog om det dengang det lige var sket og hun skulle blive clean, hvilket hun da også stadig var. Hun rynkede lidt på panden ved hans ord, "Jah, det har vi vel," sagde hun i et halvhjertet smil, uden at fortælle noget om hvor hendes rosedans havde haft lidt for mange torne. Hun lukkede det inde og snakkede ikke om det. Det ville alligevel ikke få Patrick tilbage, og hun havde ikke været sammen med nogen siden, selv ikke kysset på nogen i byen eller noget som helst i den dur. Hun havde skam flirtet, men ikke mere end det, for en del af hende følte hun var ham utro, og det fik alt i hende til, at vende sig af afsky.
Hun nikkede lidt og fandt et nyt smil frem til sine læber, "Ja, jeg burde nok have læst lidt op på lektien," indrømmede hun og kløede sig lidt i nakken, det var jo ikke fordi det havde været en spontan idé at få en tatovering, så hun ville have haft rig mulighed for, at læse på nettet om hvordan og hvorledes, men hun havde nok bare været bange for at skræmme sig selv, og bare tænkt, at hun først kunne få den og så læse om det bagefter. Hun havde nærmere bare googlet tatovører i nærheden, og så set efter hvem der havde den bedste anbefaling, hvilket så var landet på Black Lotus Tattoo.
Hun vidste godt at når man så på hende, så lignede hun en helt almindelig gennemsnitlig ung kvinde, som ikke havde andet at slås med end hvad gennemsnittet havde, fordi hun var så glad og smilende udadtil, derfor fortalte hun heller ikke hvad der var sket i hendes liv. Hun ville ikke have ynk eller medlidenhed, hun ville ikke ses på som 'hende som mistede sin forlovet'. Hendes ene øje slog et lille tic da han nævnte stearinlys. Stearinlys var lig med ild. Ild var farligt. Hun bed sig lidt i læben, "Stearinlys ligefrem? Waow, ægte romantiker huh?" spurgte hun og genfandt den drillende side af sig selv igen. Der var ingen grund til, at fortælle ham, at hun var bange for ild, for han ville sikkert bare grine af hende alligevel eftersom hun røg, men det var jo grunden til, at hun altid brugte en stormlighter, selvom det stadig var ild, så var det begrænset, hvad man så af flammen.
Hun hævede lidt det ene øjenbryn af hans blik, "Sendte du mig lige 'far-blikket'?" spurgte hun morende, det var præcis sådanne et blik hendes far altid sendte hende, når hun prøvede at overbevise ham om et eller andet, men af en eller anden årsag, så var hun bare ikke altid lige god til, at lyve, eller fordreje sandheden som hun valgte at kalde det. Hun kunne godt se, at hans øjne ikke rigtigt smilede med hans mund, men hun tænkte ærligt talt ikke rigtigt over det, hun kendte ham jo ikke, andet end de seks timer de efterhånden havde brugt sammen. Hun kunne dog ikke undgå at slippe et grin da han tabte kæben. "Sorry, jeg skal nok opføre mig pænt," sagde hun og mærkede den behaglige følelse af at hun havde vundet den her. "Yes, jeg er klar, du fyrer den bare af," sagde hun efter at have rettet lidt på sig, så hun lå ordentlig og gjorde sig klar til, at mærke nålen mod sin hud igen.

Han så på hende, som hun sagde det ikke var noget. "Jo hvad? Hvis du vil snakke om det, selvfølgelig," påpegede han med en rolig stemme. Hun kunne snakke om tingene som hun ville. Lawrence havde hørt mange fortællinger fra kunder, og nogen gange så måtte han indrømme at han næsten følte, at han blev psykolog. Det var lige før han mente, at man skulle have et kortvarigt psykologisk kursus inden man kunne blive tatovør, så man vidste præcis hvordan man skulle håndtere den information man fik og så kunne det jo være lønnen blev højere, selvom han nu ikke klagede.
"Du vil blive forbavset over hvor mange, der ikke har.... Der er også nogen, der mener de har læst så meget på lektien, at de ved bedre," påpegede han. Begge slags kunder var pisse irriterende på hver sin måde, men intet man ikke kunne klare. Sidstnævnte, var dog de mest irriterende, da man skulle retfærdiggøre en hver form for information man gav dem, og han var ikke typen, der ville retfærdiggøre en hver beslutning, et hvert valg eller ord, han tog og brugte. På arbejde var det dog noget væsentlig andet, og der var han også en væsentlig anden person. Det var de fleste vel på den måde. Han regnede med, at hun havde spurgt rundt om gode tatovører i sit netværk eller læst anmeldelser på google for at bedømme, om det var en tatovør, man ville gå til. Selv var han glad for han var i miljøet, for så kunne han enten gøre det selv eller få tatoveringer af folk, som han stolede på.
Han bemærkede ikke det lille tic ved hendes øjne, da han havde travlt med at gøre klar til at genoptage sit arbejde fra hvor han slap, hvilket betød at ritualet skulle begyndes forfra. Derfor drejede han også først om på stolen i det, hun havde fundet det drilske lune frem igen. Havde han vist hun ikke brød sig om ild, så havde han trods alt aldrig lavet en joke med stearinlys. "Åh ja, hel håbløs og det hele," påpegede han og sendte hende et flirtende smil, selvom han langt fra ville kalde sig en romantikker. Den eneste idé han havde om romantik, var det han havde set på film. Han havde været i forhold, ganske vist, men for ham havde det ikke været så seriøs, som det havde været for de kvinder, han havde været sammen med. Han havde nok også bare være hurtigt til at finde exit døren, når de krævede mere af ham og forholdet, end han ville. De havde også fået lov til at stå for romantikken, for han havde ærlig talt være ligeglad.
Han så på hende med et undrende blik, da hun spurgte om han havde sendt et farblik. "Far-blik? Har sådan nogen et specielt blik?" spurgte han undrende, mens han overvejede hvilket af sine blik han havde sendt i hendes retning, der kunne tolkes som et far blik. "Kan du overhovedet det?" spurgte han en anelse sammenbidt, da en tabers ansigt virkelig ikke klædte ham eller var noget han brød sig om. Han søgte altid mod stjernerne og det betød, at han havde et behov for altid at vinde. Han kunne forsøge sig på at være ligeglad og havde gjort det mange gange, men det havde ikke ændret noget for ham. "I sidste ende er det alligevel mig der vinder," påpegede han, som hun sagde hun var klar og han lod nålen ramme hendes hud igen, som han sigtede mod at være færdig. Et par timer efter lagde han da også nålen fra sig og tørrede de sidste blik væk, inden han lagde en beskyttende gel oven på. "Så skal du bare have film på, og så er du færdig her," forklarede han, som indikation på, hun gerne måtte rejse sig. "I forhold til pleje, så vask den med en neutral mild sæbe og smør creme på regelmæssigt i et ikke for tyndt, men heller ikke for tykt lag," forklarede han og fandt en af de cremer, de havde til at stå, så hun kunne få den med oveni, inden han fandt filmen for at give hende den på.

Tatianna så lidt ned i gulvet, mens hun bed sig blidt i læben, før hun vendte blikket tilbage på ham, "Der er ikke så meget at snakke om.. Jeg mistede min forlovet i en ulykke for to år siden, så jeg ved hvad det vil sige at føle sig efterladt," sagde hun med et mildt skuldertrak, som om det var ingenting. Hun valgte dog bevidst ikke at sige noget om hvilken ulykke, eller at han var død i ulykken, selvom hun havde hentydet til det. Hun gik da også stadig med sin forlovelsesring, den lignede bare en almindelig ring.
Hun rullede lidt med øjnene, "Åh hvor irriterende, som om de ved bedre end tatovøren," sagde hun og sendte ham så et venligt smil, men hun kunne da lige forstille sig hvor irriterende det måtte være. Lidt ligesom hendes haters på youtube, folk kunne jo bare lade vær med at se hendes videoer, hvis de ikke kunne lide dem. Men hun tog det nu ikke så tungt, hun vidste det fulgte med og det havde hun vidste før hun var begyndt.
Hun grinte let og nikkede, "Ja, du slår mig også lige som typen," svarede hun drillende og sendte et flirtende smil retur. Hun havde ikke noget imod at flirte med fremmede mænd, men hun havde ikke været sammen med nogen, selv ikke kysset nogen, siden Patrick var gået bort. Hun følte hun var ham utro hvis hun gjorde det, selvom hun godt vidste hun ikke var, men det var nok bare en del af hende som hun skulle lærer at leve med, selvom det var to år siden, og hendes liv kun havde været gået i den rigtige retning siden da, så var hendes hjerte stadig låst fast. Hun vidste dog ikke at Patrick havde været magiker, da han jo ikke havde måtte fortælle hende det, hvilket nok havde været en af årsagerne til, at han havde presset på for de kunne blive forlovet og gift hurtigst muligt, så han kunne dele den del af hans liv med hende. Hun var dog heller ikke selv den romantiske type, hun vidste aldrig rigtigt hvad hun skulle gøre af sig selv, når en fyr prøvede at være romantisk overfor hende, hun syntes nærmere bare det blev akavet.
"Hm," sagde hun nikkede lidt, "Men mor-blikket er værre.. Du ved, det blik, hvor man bare ved man er ude og skide og bare skal holde sin kæft, hvis man ikke vil ha' taget sin mobil og computer i en måned," sagde hun og efterlignede hans 'hvis du siger det' blik, han havde sendt hende, hvorefter et smil dog meldte sig på hendes læber. "Heeey, det har du vidst ikke kendt mig længe nok til, at bedømme," sagde hun drillende og blinkede til ham, hun kunne nok godt opfører sig pænt, spørgsmålet var nok nærmere om hun ville. Hun skar en lille grimmasse, da han lod nålen ramme hendes mørke hud igen.
Efter de næste par timer var gået og han sagde de var færdige, rettede hun sig lidt op, "Allerede?" spurgte hun drillende, da det nok nærmere havde taget fem-seks timer, end kun de par timer hun havde regnet med det ville tage. Hun rejste sig lidt langsomt op, for ikke at blive svimmel efter at have ligget så længe og selvom hun havde vendt sig til smerten, så havde hendes krop jo alligevel været på forsvar mod blækken og nålen mod hendes hud. Hun lyttede mens han forklarede hvordan hun skulle passe sin tatovering, mens hun selv tog sit tøj på igen, efter at have kigget på tatoveringen i spejlet. Den var virklig blevet flot, selvom hendes hud var godt rød og en smule hævet, men andet ville vel også være underligt. Hun nikkede til hans ord, "Aye aye," sagde hun og fandt sin pung frem for at betale ham, "Og hvornår var det du sagde vi skulle ses igen?" spurgte hun med et flirtende smil og et drillende glimt i øjet, som hentydning til at han jo havde sagt den skulle tegnes op igen på et tidspunkt.

Lawrence lyttede til hvad hun sagde og lod sit blik falde på hende roligt. Hans blik var dog helt alvorligt og undskyldende. "Det er jeg ked af at høre.." sagde han med en oprigtig stemme og sendte hende et slugt smil. Han havde ikke andet at sige og det var ikke fordi han kunne sige noget, der hjalp hende. Han kendte hende heller ikke, så det var ikke fordi han havde lyst til at lægge en hånd på hendes eller bede hende om at uddybe det. Det skulle hun gøre, hvis hun selv ville.
Han nikkede. "Lige præcis. Der er en grund til, vi siger de ting, vi gør," svarede han med et nik, mens han tænkte på de værste episoder, han havde været udsat for. Ja, folk kunne virkelig være nogle narrøve.
"Ja ikke? Jeg får det også tit at vide," påpegede han og lagde godt mærke til, at der kom et flirtende smil retur til ham. Lawrence var ikke god til at opretholde forhold og havde derfor ikke haft nogen, han havde elsket så højt, han ville bruge resten af sit liv med. Ikke, fordi han ikke havde elsket nogen, men bare ikke nok til at kunne se sig selv i det som et forevigt perspektiv. Så ja, mest af alt bare kortvarige flirts og ligeså snart der skulle et label på, havde det ikke været det han ønskede.
Han lyttede på hendes ord og nikkede lidt. Jo, han havde vel nok fået det før men han var egentlig ikke sikker for han kunne ikke huske det. "Du gør mig allerede bange," kommenterede han og sendte hende et drilsk smil. "Det tror jeg," svarede han hende drillende igen og så ikke hendes grimasse.
"Ja, du var super tough" kommenterede han. "Om en tre ugers tid," svarede han og tog imod pengene, inden han blinkede flirtende til til hende.


//Out//

JeromeWinther
Admin

Antal indlæg : 533
Join date : 15/08/12

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Lawrence+Tatianna - Voodoo Doll

Indlæg  Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


Ciel+Sebby :: WaW :: Tråde :: Darcel

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum