Arian+Dorran - Voksne det blev vi - og glemte de ting vi lovede

Dorran var bestemt ikke flyttet ud i en lejlighed. Han var flyttet ind hos sin far Lucas fordi han ikke ville flytte ud i den lejlighed som ham og Arian havde snakket om de skulle bo i. Han spillede dog quidditch og på professionelt plan så faktisk havde han jo råd til at flytte udfor sig selv, men det havde han bare ikke spor lyst til. Dorran synes ikke at Arian var dum for at måtte gå om. Det var der jo bare nogle der måtte og han havde jo forsøgt at hjælpe ham over målstregen. Det var ikke lykkes ham og så var det bare sådan det var. Det var jo ikke Arians skyld. Det mente Dorran i hvert fald ikke. Dorran havde heller ikke specielt lyst til at få børn lige nu. Der ville gå lang tid før han ville blive klar til den slags. Han var trods alt ikke ligesom Kims storebror Seth. Dorran havde jo slet ikke opfattet at han havde glemt at bruge tid alene med Arian og havde da også først set det nu hvor Aya havde sagt at Arian havde sagt sådan. Så var det hurtigt gået op for ham at det var det som var sket. Dorran havde brugt dagen på at få Aya til at forstå han stadig elskede hende og nu var tiden kommet til at få Arian tilbage. Det var i hvert fald det han prøvede. Han elskede jo Arian præcis som han var. Dorran havde da også brugt et par timer på at lede efter Arian og spurgt alle han stødte ind i velvidende at han stadig ikke måtte være der, men han var ligeglad. Han skulle ingen steder før han havde snakket med Arian. Han skubbede da også kort tid efter døren op indtil Hulkende Huldas toilet. Hvor lang tid Arian havde været der havde Dorran ingen idé om, men klokken nærmede sig hastigt de 22 og der ville være 20 min til at Arian ville blive bedt om at gå til sit kollegium. Dorran havde da også smækket døren op ganske voldsomt da han havde løbet op af alle trapperne. "Arian for helvede. Jeg ved du gemmer dig herinde!" råbte han selvom han hev en smule efter vejret da han var ganske forpustet da han sidst havde været nede omkring Krypten da man aldrig kunne vide hvor Arian gemte sig henne. "Jeg går ingen steder før du snakker med mig om så du har tænkt dig kun at kalde mig grimme ord" sagde han en anelse bestemt og rettede sig op da han endelig havde fået vejret. Han var trods alt i god form så det var slet ikke det. Derfor skulle han bare stadig bruge tid på at få vejret efter sin lille løbetur.

Arian vidste ikke hvad Dorran lavede. Han kunne ikke vide hvad han havde lavet det lidt over halve år, de ikke havde snakket med hinanden. Han var så ligeglad med ham, for han havde såret ham. Vraget ham. Valgt ham til sidst. Han var blevet venner med Blake i stedet for og de var endda blevet ret så gode venner. Han havde skiftet Dorran ud, og han var ikke en gang sikker på, at Dorran havde bemærket hvor meget, han havde ignoreret ham eller at han bare ikke havde ønsket, at snakke med ham. Han havde selvfølgelig også haft travlt med sit eget. Han så stadig Jasper. Han var stoppet med at være så sur, som han havde været for et år siden, men det lå stadig i ham. Hans angst og sorg var ikke ligeså slem mere, som den havde været og han havde egentlig ikke bemærket det endnu, måske fordi det var svært at give slip på. Dorran havde snakket med Kim og han kunne godt regne ud, at hun sikkert havde fortalt ham, alt hvad de havde snakket om. Han håbede et eller andet sted de havde slået op, selvom det sikkert ikke var tilfældet. Det havde dog været hans mere langsigtede plan med at sige alt det lort til hende, som han havde gjort. Han sad ude på en af toiletterne med benene oppe og nægtede at gå ud. Han vidste, han snart skulle i seng og til den tid, måtte Dorran da være væk. Han stivnede dog, da han hørte hans stemme råbe hans navn og han ikke ville gå nogen steder, før de snakkede om. Han åbnede båsen og gik ud, og så på harm med armene over kors. Den tynde krop var forsvundet ind i den store sorte trøje, han bar. "Jeg har ikke noget at snakke med dig om, så hvorfor kysser du ikke bare min røv og skrider fucking ad helvedes til?" spurgte han ham direkte, selvom det som sådan ikke var et spørgsmål, men mere en ordre om, han gerne ville have han gik. Han gad ikke have skæld ud for, de ting, han havde sagt til hans horeunge af en kæreste. Han ville bare have, de aldrig lod være med at snakke sammen igen. Dorran havde såret ham helt unægteligt meget.

"Og hvis jeg skal kysse din røv synes du så ikke du skal vende dig om?" påpegede han med en ganske mild stemme og var tydeligvis ikke sur over den måde som Arian snakkede til ham på. Han vidste jo godt selv han havde handlet forkert. Ellers lignede det ikke Arian at sige den slags løgne til folk. Så han havde skam bemærket at han selv også var blevet valgt fra og den måtte han tage på hans skuldre. Der var ikke andet for. Det var han mand nok til trods alt. Han havde da også sagt til Aya at han gerne ville giftes med hende, men han skulle have Seths ord for det var ok først. Det var så ikke kun det, men også Arians godkendelse der skulle være på plads før han havde tænkt sig at rykke nogle steder. "Og desuden Arian så ved jeg godt jeg har dummet mig og valgt Aya over dig. Det var aldrig min mening og det eneste jeg kan gøre nu er at tage ansvar, undskylde og håbe på det bedste" sagde han med den fortsat milde stemme og der var virkelig et gram af vrede i hans stemme. Dorran havde da også et svagt smil på læben for ligesom at vise ham at han på ingen måde var vred på ham. Der var virkelig ingen grund til at være sur på ham hvis han skulle være ærlig. "Jeg er ked at jeg ikke så det før, men jeg har godt lagt mærke til du ignorer mig Arian. Jeg har sendt dig en del beskeder efterhånden og jeg har ikke lyst til at leve uden dig selvom det på ingen måde er mit valg, men dit. Alt jeg kan er at tage mine fejl til mig og vise jeg er her" sagde han roligt og vidste godt at Arian sikkert ville komme med flere flabet kommentarer. Kommentarer som han faktisk havde forsvaret overfor sin kæreste at det bare var sådan Arian var og han holdte af ham præcis som han var. At Arian var en dramaqueen så Dorran på ingen måde som noget dårligt. Faktisk så han det mere som bare en god ting for det betød der skete noget i hans liv.

Arian så på ham med et vredt blik over hans kommentar. Troede han, at det var en joke eller hvad? For det var det så sandelig ikke. "Hvis jeg gør det, skrider du så ad helvedes til?" spurgte han med en hård stemme. Han var ikke interesseret i en ven, der valgte ham sidst og troede, han ville være der når tingene blev hårdere. Dorran havde ikke været der for ham. Han havde brudt en pagt i mellem dem, og det havde han svært ved at tilgive. Arian havde haft brug for ham og han havde ikke kunne sige hvorfor. Han havde ikke lyst til at fortælle ham, at hans forældre var døde. Han havde i forvejen ikke sagt det til så mange og da han havde sagt det til Kim, havde det været et uheld. Hun havde bare virkelig pisset ham af. "Og du tror seriøst på at det hjælper? Du brød en pagt" påpegede han og lagde armene over kors. Lige nu var alt Dorran sagde tomme ord, og det kunne han ikke bruge til noget som helst. Han forstod heller ikke, hvorfor Dorran ikke bare kunne råbe af ham. Det gjorde det meget nemmere at gå hver sin vej. En vej de så tydeligt havde været på vej ud på ved starten af 7. skoleår, et år tilbage. Arian var kommet tilbage med et tab, som han ikke kunne snakke om. En vrede. Sorg. Fortabelse. "Jeg vil ikke have du er her! Det jeg vil have, kan du ikke give mig, så hvorfor kan du ikke bare fatte, at vi to ikke skal være venner? Du valgte hende over mig," påpegede han og holdt med vilje lang fysisk afstand til ham, samtidig med hans ord også skulle. Han ville skubbe ham så langt væk, der ikke var noget venskab at redde i mellem dem. Han havde ikke brug for, at Dorran forsvarede ham overfor sin luderkæreste eller nogen andre. Han var så ligeglad.

Han rystede ganske let på hovedet til om han så ville skride af helvedes til. "Næh, men jeg kysser gerne din røv hvis du får det bedre af det Arian for jeg ved du mener det" sagde han med et ganske let nik da han kendte ham nok til at vide det. Han vidste dog ikke den del med at Arians forældre var døde. Det havde Aya ikke sagt til ham. Så havde det hele jo også givet mere mening. Han vidste dog han havde fucket op og valgt sin bedste ven sidst og det var han bestemt ikke glad for han havde udsat Arian for. Det havde jo aldrig været med vilje. "Er godt klar over det ikke hjælper Arian og jeg ved godt jeg brød en pagt. Jeg har skam heller aldrig flyttet i en lejlighed af lige netop den grund" påpegede han med et let nik og rodede sig ganske let i håret. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre, men han havde bestemt ikke tænkt sig at give op. Arian betød for meget for ham. "Jeg ved godt jeg har valgt hende over dig tak. Jeg ved godt jeg er sent ude Arian, men du skal vide jeg også har sagt til hende at jeg selv er skyld i dine løgne om hun var et vædemål. Jeg ligger som jeg har redt og kan ikke gøre andet end at prøve på at rejse mig" sagde han ganske roligt og lod Arian holde hans afstand til ham. Dorran stod ved sine fejl og havde ikke tænkt sig at råbe af ham. Ikke kun fordi han godt vidste Arian bare ville gå af det, men også fordi han bare godt vidste det var hans egen skyld at Arian opførte sig som han gjorde. "Jeg ved ikke hvorfor du har haft et behov for at sige som du gjorde til Aya, men jeg ved jeg har overset noget og selvom det er sent agter jeg at forsøge at rette op på det" sagde han med en ganske let skæv grimasse. Dorran ville også gå virkelig langt for at redde det her venskab. Det eneste han dog ikke ville var at gøre noget som Aya ville opfatte som utroskab, men hvor ville Dorran dog ellers det gøre det meste for at få Arian tilbage i sit liv om så han begyndte at råbe af ham. Dorran ville dog bevare sin ro.

"Jeg kysser gerne din røv, men jeg går ingen steder Arian før vi har snakket det her igennem" sagde han ganske roligt og nikkede let for sig selv. Han ville snakke om det. Han ville ikke bare gå ud af hans liv igen og han følte det her var måden at vise ham på at han ikke ville gå sin vej. Han mente det faktisk og han vidste godt at det ville tage tid og være svært, men det var kampen værd. Arian skulle ikke føle at han ikke var noget værd i Dorrans optik. "Jeg vil faktisk ikke have du gør andet end at lytte Arian. Jeg vil elske at høre hvad der gør du har reageret som du gør udover det for jeg tror ikke på det er den fulde grund, men jeg hverken kan eller vil tvinge dig" sagde han med et lille let nik og sendte ham et varmt smil. "Og jeg er faktisk flyttet ind hos min far fordi jeg ikke ville bryde vores pagt yderligere og flytte sammen med nogen anden. Jeg vil bo med dig eller også bliver jeg hos min far" forklarede han sig selv da han godt vidste det bare kunne lyde som om han ikke havde kunne finde en at bo sammen med. Det var bare ikke sådan det hæng sammen. Det var faktisk fordi han ikke ville bryde deres pagt yderligere. Der var ingen grund til at gøre tingene værre end de allerede var. Dorran kunne bare ikke se nogen grund til han skulle være sur på Arian over ting der virkelig helt igennem var hans egen skyld. Han rystede let på hovedet til at han skulle holde sin kæft da han ikke havde tænkt sig at gøre det. Ikke bare sådan lige. Han var kommet for at snakke tingene igennem med Arian om så han ville det eller ej. "Og det ville jeg heller aldrig gøre igen. Jeg vidste ikke det var det jeg gjorde. Så er det svært at lave om mens man står i situationen. Hvornår er du holdt op med at kunne brokke dig over jeg ikke giver dig den opmærksomhed du fortjener?" spurgte han med en ganske let skæv grimasse og var en anelse bekymret at høre på. Det lignede ikke Arian, men det kunne også bare være at Dorran havde overhørt det ved en fejl og så måtte han jo rette op på det også og sige undskyld for det, men han følte lidt mest af alt at Arian faktisk ikke havde gjort opmærksom på han ikke fik nok opmærksomhed. "Jeg går ikke min vej. Jeg ønsker at vide hvorfor du opføre dig som du gør selvom jeg intet krav har på det" sagde han stille og havde lyst til at give ham et kram selvom han godt vidste han ville blive skubbet væk. Så længe Arian blev stående ville han ikke begynde på det, men hvis han begyndte at gå ville han bestemt slå sine arme om ham.

"Jo det forstår jeg sådan set godt du ikke har Arian. Jeg kender dig, men du kender mig også godt nok til at vide jeg ikke bare sådan bakker ud nu" sagde han ganske roligt og sendte ham et ganske let smil. Han havde intet imod at Blake var i Arians liv og havde generelt heller intet mod Blake. Han var trods alt ikke Liam, men han ønskede selv at få Arian tilbage i hans liv. "Jamen jeg er ikke sur. Jeg kan ikke se hvorfor jeg skal være det. Du havde aldrig reageret sådan der hvis jeg havde givet dig den opmærksomhed du fortjener" sagde han med et ganske let nik da han virkelig ikke kunne se hvorfor han skulle være sur på Arian over at han bare var Arian. Han havde jo ikke lyst til at ændre på ham på noget punkt. Han rystede let på hovedet til at han havde gjort det da han havde fundet Kimberly. "Se det synes jeg jo ikke jeg har gjort og jeg forstår det er sådan du har det, men du har ret til din holdning" sagde han stadig ganske roligt og kløede sig ganske let i nakken i mangel på noget at lave med sine hænder. "Og det erkender jeg så nu at jeg ikke så. Det er jeg ked af Arian, men jeg kan ikke lugte hvad der er galt hvis du ikke siger det til mig. Jeg er desværre ikke tankelæser" sagde han med en ganske skæv grimasse over sine læber og stilte sig i mellem Arian og døren bare for en sikkerhedsskyld. "Fint" sagde han og gik hen imod ham med et stort håb om at Arian ville stoppe ham inden han kom for langt. Han havde låst døren inden bare for at være sikker på ingen ville forstyrre dem og lynede op for Arians bukser og sætte sig ned på knæ foran ham. Han begyndte stille at hive ned i Arians boxers og håbede virkelig bare at Arian ville stoppe ham for Dorran havde ikke specielt lyst til hverken en fyr eller være Kimberly utro.