I wish that I could wake up with amnesia - Frej + Liam

Frej 'McSeeley' Shantan
Juli 2054
Liam vidste godt selv det var enormt skørt et sted at savne sin kæreste blot fordi man ikke havde set ham i en uge, men de havde nærmest udadskillige det halve år de havde været sammen fordi Liam havde ville nyde den tid han havde med ham. Mest af alt fordi han jo godt vidste han snart havde været færdig på skolen. Han var bare virkelig glad for Frej og det havde han slet ikke lyst til at skjule overfor nogen. Han vidste godt det hele var gået enormt hurtigt også da han kun havde kendt ham i et par mdr. da de var blevet kærester, men Frej havde virkelig bare slået benene væk under ham på alle mulige måder og han følte sig helt tom uden sin kæreste ved sin side. Han havde brugt dagen på at købe ind til han skulle starte på uddannelse da han trods alt skulle starte i et firma og derfor ville komme til at starte lidt tidligere end så mange andre på hans årgang. Ikke desto mindre havde han valgt at slutte dagen af med at invitere Frej på isdate da det mindede ham mest af alt om den dag de havde mødt hinanden trods for det havde været til Halloween og det havde været en stand i Hogsmeade, men nu var det sommer og det var hele 25 grader udenfor med sol fra en skyfri himmel så det ville være dumt ikke at bruge det som en god undskyldning for at spise is. Det var ikke fordi Liam var den mest sentimentale eller noget i den stil, men han gjorde da et ihærdigt forsøg. Han kunne jo ikke vide at Frej havde været ham utro fordi han troede deres forhold var ovre og tolket Liams ord om det med det halve år sammen som at det så sluttede der og ikke som Liam havde ment det at de skulle lære hinanden at kende for alvor på det halve år for så havde de en chance når skolen var slut for Liams vedkommende.
Nu var klokken omkring 15.00 og Liam stod ude foran det lille issted mens han ventede på Frej og kunne mærke hvordan sommerfuglene spredte sig i hans krop da han virkelig glædede sig helt vildt til blot at se sin kæreste og bruge resten af dagen sammen med ham i denne dejlige sommervarme i Londons magiske gader. Han kunne jo ikke vide at det her ville være dagen han ville blive såret helt ekstremt.

Frej nød sin sommerferie i fulde drag, han havde været til en del fester i løbet af hele ugen, primært for at drikke den smerte han havde i sin brystkasse væk. Han havde til en af festerne stødt ind i Blake, hvor nogle gamle gnister var blevet tændt, ikke fordi han ville være i et forhold med Blake igen eller fordi han havde følelser som sådan for ham, men nok nærmere fordi de havde været fulde og de havde været lige der.
Han troede bund ærligt, at Liams plan havde været, at de skulle være kærester det sidste halve år af Liams skolegang, og så afslutte forholdet, når Liam graduerede. Ellers havde han jo aldrig været sammen med Blake igen. Han havde bare indstillet sig på, at ham og Liam var færdige med hinanden, derfor var han da også blevet utroligt forvirret da Liam havde inviteret ham på isdate. Han vidste slet ikke hvad han skulle forvente af den isdate, for han ville heller ikke sætte sine forventninger for højt, da han var bange for at blive såret.
Han gik ned af gaden med høj musik i hørebøfferne og nød solen som skinnede ned på ham. Han var faktisk ret nervøs, hvilket han ellers ikke plejede at være i nærheden af Liam, da han kunne slappe af og være sig selv i hans selskab. Han smilede lidt, som han fik øje på Liam lidt længere fremme, hvilket fik ham til, at slukke for sin musik og skubbe hørebøfferne ned, så de hang om nakken på ham. Han kunne jo sagtens mødes med Liam og spise en is, men han var nu ikke sikker på, om det bare ville ende med at være akavet, når de nu ikke var kærester mere, af hvad han troede i hvert fald. "Hey," hilste han roligt som han nåede frem til Liam og gav ham et kort kram, som var han hvilken som helst anden af Frejs venner.

Liam selv anede jo ikke hvordan Frej havde forstået det. Så havde han da for længst sikret sig at han havde forstået det korrekt og ville have haft gjort det klart at det var fordi han ville lære ham at kende det halve år og kunne nyde de kunne se hinanden hver dag så de ville stå bedre sammen når Liam skulle stoppe. Liam havde da også pænt valgt quidditch fra da det ikke var der hans drøm lå, men derimod i forskning. Han var trods alt en Fitzgerald og viden var deres vej her i livet. Desuden havde quidditch for ham også blot været en sport og en fritidsbeskæftigelse modsat Frejs halvbror Dorran. Uden at Liam vidste at Dorran var Frejs bror.
Liam lagde selv sine arme om Frej til et kram, men kunne godt mærke at det var væsentlig kortere og lignede mest af alt hvordan Frej plejede at hilse på sine venner. ”Hvaaa? Har du ikke savnet mig nok til at give din kæreste et kys?” spurgte han med et ganske let hævet øjenbryn da han virkelig ikke kunne forstå hvorfor Frej pludselig var så fraværende. Liam så dem jo stadig som kærester og havde blot presset på med at de skulle blive kærester fordi han vidste han kun havde et halvt år tilbage på skolen og han synes det var bedre at lære ham at kende i et forhold end udenfor det pga. tidspresset i den anden ende. Liam havde desuden savnet ham, men eftersom de begge havde haft travlt med en masse så gjorde det ham ikke det vilde de ikke havde haft så meget tid til hinanden. Desuden havde han skulle finde et sted at bo hvilket var endt ud i at han boede hos sin storebror til han ville have tjent nok til at flytte for sig selv for der var no way han ville flytte hjem til deres forældre.

Frej havde egentlig brugt det meste af sin ferie på, feste og drikke. Hans adoptivforældre havde været en smule bekymret for ham, men han havde ret hurtigt fået dem overbevist om, at det altså var meget normalt i hans alder. Det var det vel også på et eller andet plan, men nok ikke i det omfang som Frej havde gjort det i.
Han havde dog ikke rigtigt fået trænet noget quidditch eller noget i ferien, han kunne ikke se nogen mening i det. Han havde endda overvejet helt at springe fra holdet efter sommerferien. Han skulle jo alligevel heller ikke bruge det til noget og han ville minde så lidt som overhovedet muligt, om hans biologiske familie, hvilket inkluderede Dorran, som han havde hørt var blevet professionel spiller. Ikke fordi han havde noget personligt imod Dorran, men han havde noget imod, at de rent faktisk var søskende.
Frej hævede overrasket begge øjenbryn, da Liams spørgsmål lød, "Hvad mener du? Liam, du går ikke på skolen mere," sagde han uforstående og lagde armene over kors, mens hans blik hvilede en smule alvorligt på Liam. Det her gav ingen mening i Frejs hoved, men han kunne godt lidt fornemme, at det var som om, at der var sket en eller anden form for misforståelse mellem dem. "Liam.. Øhm.." Han kløede sig lidt i nakken, den var ikke god den her. Den var virkelig ikke god. "Du sagde, at vi skulle nyde det halve år vi havde sammen på skolen," sagde han stadig med forring i stemmen. Han fik det helt utroligt varmt pludselig og blev også en smule bleg, hans hjerte begyndte at banke hurtigere og hårdere end det plejede. Havde han været Liam utro? Men det var vel ikke rigtigt utroskab, når han troede det havde slået op? Vent.. Var de stadig kærester? Frej kunne slet ikke finde hoved eller hale i noget som helst lige nu.

Dorran havde det ganske fint med at Frej var hans bror. Det var ikke fordi han havde noget imod ham, men han havde ikke betvivlet at smide ham under bussen blot for selv at stå bedre i forhold til sin far. Nu var Dorran også en af dem som havde det bedste forhold til Lucas og han synes bare det var bedre end at skulle snakke om hans forhold til Aya. Liam selv forstod dog godt hvis Frej ikke ville spille quidditch, men det kom sig nok mest af alt at han ikke gjorde det selv og det aldrig havde sagt ham noget. Det betød mere for ham at Frej ligesom gjorde det som han havde lyst til.
"Og hvad så hvis jeg ikke går på skolen mere?" spurgte han og hævede ganske let det ene øjenbryn da han ikke helt forstod hvor den lige skulle hænge sammen. Han så dem jo stadig som kærester og mente de sagtens kunne være det trods for der ville være en hvis distance i mellem dem. Liam lagde ganske let hovedet på skrå da han begyndte at klø sig i håret og kunne godt se der var noget fuldstændig galt her. Frej var virkelig en anelse underlig lige nu og bare det at han ikke ville kysse ham. "Som i jeg pressede på vi skulle blive kærester før vi kendte hinanden ordenligt fordi jeg snart ville stoppe på skolen og derfor måtte lære hinanden at kende i et forhold end udenfor et" sagde han ganske forvirret da han virkelig var ved at være klar over at Frej ikke havde forstået den. "Som for at have ekstra tid som et par så vi ville stå stærkere som et par når jeg var færdig på skolen. Som i jeg troede du vidste vi stadig var kærester fordi jeg holder af dig" sagde han med en ganske skæv grimasse og sukkede ganske lavt. Han rodede sig ganske let i nakken og kunne mærke hans hjerte synke helt vildt. "Så når du ikke tror vi er kærester har du så været sammen med andre?" spurgte han stille og sank engang selvom han ikke var helt så sikker på om han overhovedet ville vide svaret på det. Faktum var måske lidt at det lå i luften og han faktisk bare gerne ville vide de. Også selvom han helt bestemt så denne gang ville slå op og Frej ville slet ikke være i tvivl om de havde slået op denne gang.

Frej havde det virkelig underligt i kroppen lige nu. Han havde det som om, at han havde gjort noget forkert, uden at vide det. Godt nok havde han lavet mange dumme og fjollet ting i gennem sit endnu unge liv, primært fordi Luke havde en eller anden fantastisk god overtalelsesevne, men det her føltes forkert på en helt anden måde. "Hvad mener du med 'hvad så'? Det var dig som sagde vi havde det halve skole år, Liam, ikke mig," forsvarede han sig, eller prøvede i hvert fald på det, selvom han virkelig ikke kunne se sig ud af det her.
Frej rystede lidt på hovedet, "Hvorfor i al verden sagde du så ikke det?" spurgte han forvirret og kørte hænderne i gennem det korte hår, som begyndte at stritte ud til alle verdens hjørner, men det var han ærligt talt ligeglad med lige nu. Hvad vidste ikke, hvordan han skulle håndtere det, for ingen tvivl om, at han virkelig holdt utroligt meget af Liam, ja han var faktisk ret sikker på at han direkte elskede Liam.
Han bed sig hårdt i læben og slog hurtigt blikket ned mod jorden, "Liam.."sagde han stille, han overvejede lidt om han bare skulle lyve og sige han selvfølgelig ikke havde været sammen med nogen, men hvilket forhold ville de ikke ende med at få, hvis Frej lagde ud med at lyve for Liam? Hans hjerte gjorde ondt. Han følte sig som den mand han foragtede aller mest i hele verden. Lucas. Hans biologiske far. En player uden lige. Sådan var Frej jo ikke. "Kan vi ik gå et andet sted hen og snakke?" spurgte han stille, da han virkelig ikke havde lyst til, at stå her midt i det hele og tage den her snak.

Liam tog sig til hovedet og gnubede let sin pande da det var tydeligt at Frej virkelig havde misforstået et eller andet her og det gjorde ondt på ham og det havde han ikke specielt meget lyst til at vide. Han følte virkelig hans verden faldt sammen. ”Fordi jeg gjorde. Jesus knægt. Tror den eneste i familien som er hundred procent god til at formulere sig er nok Orin” sagde han med et dybt suk og rystede ganske let på hovedet af ham. Han lagde jo godt mærke hvordan Frej stod og ikke kunne koncentrere sig om at se i en retning og han var helt sikker på der var noget som ikke var som det burde være. Hvorfor skulle han ellers reagere på den der måde?
”Du kunne også bare svare mig på om du har været mig utro Frej. Det er slet ikke så svært. Tror du selv det bliver nemmere af vi ikke står på gaden når du tydeligt ikke har forstået en dyt af hvad jeg har ment i forhold til vores forhold og det med tiden?” spurgte han med en ganske let grimasse inden han tog fat i hans håndled ganske hårdt udelukkende for at undertrykke sin egen sorg da han lige nu tog dem på forskud. Han havde aldrig faldet for en så hurtigt som han havde det med Frej og lige nu føltes det langt mere som om det var en fejl end det havde været smart at gøre det. Som om han skulle straffes for at give pokker i hvordan han normalt ville gøre tingene når det kom til en han var glad for. Det føltes som om der var en eller anden højere magt der havde lagt en forbandelse over det at være en Fitzgerald som han bare ikke kunne magte lige nu. Han slap ham først da de var kommet ned af en lille sidegade og lagde sine arme over kors som han ventede på Frejs ord. Heldigvis var han mere typen som ville reagere med vrede inden han ville ende ud med at være såret for han ville bestemt ikke tilgive det. Heller ikke selvom Frej tydeligt ik havde fattet de stadig var kærester. Han kunne jo bare selv havde spurgt ind hvis han ikke havde forstået hvad han havde sagt.

Frej havde den grimmeste smag i munden lige nu. Aldrig havde han sammenlignet sig selv med hans biologiske far, men lige nu følte han lidt, at sådanne nogle ting var genbestemte, selvom han godt vidste, at det langt fra hang sådan sammen, så var det en god undskylding i hans hoved lige nu. Han vidste slet ikke, hvad han skulle gøre af sig selv. "Jeg.. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, Liam," sagde han stille, da han virkelig følte sig helt tom for ord. Han kunne ikke engang tænke en tanke til ende, hvordan skulle han så kunne sammensætte en helt sætning.

Han nåede kun lige at åbne munden en lille smule, før han mærkede Liams tag omkring sit håndled og han måtte sætte i halvløb for at følge med ned af sidegaden. Selvom taget gjorde en smule ondt, så sagde han intet til det, det var nok bedst bare at vælge sine kampe med omhu, især lige nu, for han vidste udemærket godt, at han havde lavet rav i den. Han gned sit håndled en smule, da Liam slap ham igen, før han vendte blikket tilbage på Liam. "Jeg.. Jeg troede, at du kun ville være kærester til, du gik ud af skolen.. Jeg vidste ikke.. Undskyld, Liam, please du må ikke hadede mig," bad han og så på Liam med øjne som var fyldt op med tåre. Der skulle virkelig meget til, før Frej begyndte at græde, men han følte sig som verdens første idiot lige nu og han kunne ikke rumme det. Han prøvede lidt forsigtigt at træde et skridt tættere på ham, og tog blidt ud efter hans hånd, "Jeg havde aldrig gjort det, hvis jeg havde vidst vi stadig var kæreste, så godt må du da kende mig, skat," sagde han med en blid og små hæs stemme, mens han kæmpede mod sine tåre.

Han lagde godt mærke til at Frej ømmede sit håndled, men hvis han skulle være ærlig så var han faktisk ganske ligeglad. Frej kunne ligeså godt have spurgt da han trods alt selv følte han havde formuleret sig ganske tydeligt. "Og det var ik lige vendt oppe i din lille hjerne lige at sikre sig vi ikke var kærester før du er sammen med andre?" spurgte han ganske irriteret på ham da han faktisk synes at Frej var lidt for meget. Tænk at man kunne være så Van til små forhold at man kunne tro den slags pis. "Må jeg ikke hade dig? Hør du har tydeligt nogle issues med at folk dropper dig før noget er kommet rigtigt igang" sagde han og rullede med sine øjne. Han hadede ham jo ikke. Det var problemet. Han var skide vild med ham, men det her gad han godt nok ikke finde sig i. Han tog sig heler ikke af hans øjne løb i vand. "Tænk jeg troede jeg kendte dig. Indtil du tydeligt har været for Van til korte forhold" sagde han med et dybt suk og rystede på hovedet af ham. Det stak bestemt i hans hjerte, men han gad hverken råbe eller græde for det ændrede jo intet. "Vil jeg overhovedet vide hvem du var sammen med?" spurgte han da det lige nu kunne være ret så afgørende. Det var jo ikke fordi han aldrig nogensinde ville være med Frej igen, men han havde virkelig som growing up to do først og han ville bestemt slå op hvis det var den forkerte og så måtte Frej mande sig op og vise ham det skulle være dem.


Frej valgte meget bevidst ikke, at kommentere, at det faktisk havde gjort lidt ondt i hans håndled, da han ikke mente det var relevant lige nu, og han havde større problemer at tage sig af lige nu, end sit dumme håndled. "Nej.. Jeg havde ikke behov for, at det skulle gøre mere ondt end det gør i forvejen.." svarede han stille, med skam i sin stemme. Han følte sig så lille lige nu, hvilket ellers ikke skete ret tit for ham. Han havde det som om, at han allerede én gang havde gennemgået sorgen over ikke at være kærester med Liam mere, men nu skulle til at starte helt forefra, hvilket havde bragt ham ud i det her møg til at starte med.
Han bed sig hårdt i læben, mens han rystede lidt på hovedet til at han ikke måtte hadede ham. Han slog lidt ud med hænderne, "Noget skulle jeg vel arve efter min far.." mumlede han, som han kørte en hånd i gennem sit hår så det strittede mere end hvad godt var, han tænkte bare ikke lige over, at han aldrig havde fortalt nogen, heller ikke Liam, at han faktisk var adopteret eller hvem hans biologiske forældre var, da han virkelig skammede sig noget så grusomt over dem. "Jeg har kun haft én kæreste før dig, og det var Blake, som ikke engang var ude af skabet. Come on, Liam, giv mig en chance," bad han og så hjælpeløst på Liam. Han ville gøre hvad som helst, for at tage tilbage, hvad han havde gjort.
Frej rystede lidt på hovedet ved Liams spørgsmål. Nej, han var pænt sikker på, at Liam ikke ville vide hvem. "Vi var ikke sammen - sammen.. Vi kyssede kun.. Og lidt handstuff.. Men jeg stoppede ham, fordi jeg kun vil være sammen med dig," svarede han ærligt, dog uden at nævne noget navn, da han ville give Liam en sidste chance for, ikke at vide hvem det var. Eller også var det for at give sig selv, en sidste chance for at undgå at sige det.

”Og så er det bedre at lade være med at bruge hjernen. Hurra Frej. Hvis jeg havde været vejleder havde jeg trukket 50 point fra dig for manglende hjerne” sagde han med et dybt suk og rystede ganske let på hovedet af ham. Han undlod med vilje at spørge indtil hvad det var som Frej ville få så ondt over. Han vidste jo godt det var fordi Frej elskede ham, men det havde han ikke lyst til at høre lige nu. Det ville bare få ham til at græde også og det var bestemt noget han gjorde sjældent da han trods alt var en ægte Fitzgerald på det punkt. ”Din far? Skal nu til at give din far skylden? Medmindre din far er en bums som Lucas McSeeley hvilket det ikke er så har du godt nok ikke noget at have det i” sagde han med et hævet øjenbryn og et noget utilfreds smil over sine læber da han ikke regnede med at hr. McLow var sådan uden at han havde mødt ham. Det virkede bare ikke sådan når Frej snakkede om sin far. Og uanset hvad var det en langt ude undskyldning. Han var på mange punkter heller ikke som resten af sin familie. Mest af alt fordi han var i stand til at føle for nogen. ”Skal jeg give dig en chance synes du? Jeg er ik gang sikker på om jeg har haft en eller to kærester fordi min kære fætter er skyld i at min hukommelse fra mit 15. Leveår er helt væk så prøv dog at nosse dig bare en anelse sammen” sagde han ganske vredt og hævede atter sin stemme. ”Og jeg er ligeglad om I så havde sex Frej. Du har været mig utro og hvis jeg kender dig ret så har du sikkert været sammen med den freak til Blake som jo er din høøøøjt elskede eks-kæreste” sagde han så vredt at hans næse dirrende en anelse og lige kunne forestille sig det. Han fik nærmest helt bræk fornemmelse at det kunne være Blake. ”Hvis du elsker mig så fucking højt så kan du jo indrømme hvem du var sammen med.. MED navn. Og så kan du jo komme tilbage når du er moden og vise de der fine ord du ævler sådan om” sagde han med et fnys selvom han nu mente det for han var jo vild med Frej og han ville gerne være sammen med ham. Når han havde bevist han var det værd, men lige nu havde han allermest lyst til blot at slå op.

Frej slog blikket skamfuldt mod jorden, som han tegnede lidt i gruset med den ene spids af sin sko. Han vidste slet ikke hvad han skulle sige, for at gøre det her godt igen, eller om han overhovedet kunne sige noget som kunne gøre det bedre, for lige nu følte han bare, at ligemeget hvad han sagde, så gjorde han det bare værre. "Undskyld, Liam, det var virkelig ikke min mening," sagde han stille, som han havde tvunget sit blik tilbage på Liam, så han kunne se ham i øjnene mens han undskyldte.
Han spærrede øjnene helt op, da Liam nævnte Lucas, Frejs biologiske far, "Teknisk set.." han stoppede sig selv, da han besluttede sig for, at det her ikke var det rigtige tidspunkt, at begynde at fortælle at han faktisk var adopteret. "Den tar vi en anden dag.." mumlede han stille, uden helt at være sikker på om Liam overhovedet kunne høre ham. Han skammede sig virkelig over at være søn af Lucas, men ikke ligeså meget som han skammede sig over, at være søn af Dacoda. Han så da også sine adoptivforældre som sine rigtige forældre.
"Og det er jeg virkelig ked af, Liam, men please tro mig, når jeg siger at det aldrig var min mening at være dig utro, det kunne jeg aldrig finde på.. Det elsker jeg dig alt for højt til," sagde han ærligt og så på ham med de grøn/blå øjne, mens han begyndte at pille lidt ved sine fingre, da han slet ikke kunne finde ud af, hvor eller hvad han skulle gøre af sig selv.
"Lad nu vær Liam. Du ved godt jeg ikke elsker Blake, det har jeg aldrig gjort," sagde han og mærkede hvordan hans hjerte gjorde så ondt, at han lige nu bogstaveligt talt havde lyst til, at rive det ud af sin brystkasse, bare for at det skulle holde op med at gøre så ondt. Han følte dårligt nok, at han kunne få luft. Det var som om alt i ham, var lukket ned. Han følte sig kold og tom indeni. Han bed sig i læben og slog blikket ned. "Blake.. Men tro mig, jeg stoppede netop fordi jeg elsker dig, og ikke ham. Tilgiv mig, jeg vil gøre hvad som helst," bad han, selvom han ikke vidste om det var nogen god idé at fortælle Liam, at det havde været Blake han havde kysset med, men han ville hellere være ærlig og så måtte han jo tage skraldet for sin fejl.

Liam var ligeglad med hvor skamfuld Frej var lige nu. Ikke at han havde lyst til at tage sig af det. Frej havde været ham utro og den eneste grund til han sikkert ville kunne tilgive ham på sigt var netop fordi en del af ham godt selv kunne regne ud at han ikke havde formuleret sig ordenligt da de blev kærester, men så måtte Frej virkelig mande sig op og bevise de der farligt fine ord som han snakkede om for lige nu kunne han ikke mærke det. Han selv havde aldrig ville gå direkte fra en kæreste og til one-night. I hvert fald ikke så længe det var Frej fordi han virkelig holdte af ham, men nu virkede det farligt fristende at finde den nærmeste pige og knalde hendes hjerne helt ud blot for at kunne få Frej ud af systemet og en kvinde kunne alt det som Frej ikke havde kunne. ”Ikke din mening? Ej så kan jeg godt se. Så skal jeg da tilgive dig straks. Really. Er det din go to nu?!” spurgte han virkelig irriteret da det nok var den lammeste undskyldning ever hvis man spurgte Liam. Tænk at han havde kunne tro at de blot skulle være kærester et halvt år og det bare var noget man kunne aftale da der helt sikkert ville opstå flere følelser i den tid. ”Teknisk set så hva? Er Lucas din far? Den må du fandme længere ud på landet med den der og i så fald er det stadig ingen god undskyldning. Har du for to sekunder set på min familie?” spurgte han med et ryst på hovedet da hans familie trods alt heller ikke var verdens bedste, men han stadig prøvede at bryde det og han troede han havde gjort det i Frej. Han så bare vredt på ham over de skulle tage den en anden dag. ”Som om jeg gider snakke med dig en anden dag om det” sagde han med et fnys da han godt nok ikke lige var i humør til det. "Og lige nu kan jeg sørme ik se du elsker mig. Det må du da virkelig undskylde. Det er da godt du kunne få din tunge ud af munden før det gik op for dig du var glad for mig" sagde han med et ryst på hovedet da han virkelig synes det var for dumt. "Jamen godt for dig du aldrig har elsket Blake. Ved han godt det?" spurgte han med et hævet øjenbryn da han var ret så sikker på at det var Blake han havde været sammen med. "Så det var Blake du var sammen med? Jamen det er jo super skønt" sagde han med et dybt suk og havde virkelig den værste træng til bare at drikke sig fuld lige nu og komme væk fra den smerte som var i hans bryst for at holde sine følelser nede. "Seriøst. Kom tilbage når du er blevet voksen og bevis de der fine ord du pludselig siger. Jeg har vist en aftale med en flaske sprut" sagde han med et dybt suk og var lige nu glad for at han ikke vat særlig god til at græde for den glæde skulle Frej virkelig ikke have.

Frej mærkede uroen i kroppen blev ved med at stige. Han skiftede hele tiden vægten fra det ene ben til det andet, fordi han ikke kunne holde sig i ro. Han kunne slet ikke finde ud af hvad han skulle gøre af sig selv. Den eneste grund til, at han havde kysset med Blake, havde jo været fordi han var ked af det og prøvede at glemme sin smerte i hans brystkasse, som han ikke følte han kunne gøre noget ved. Smerten blev dog kun værre jo mere han snakkede med Liam. Han havde allerede mistet Liam én gang, troede han, men nu føltes det som om, at smerten startede forefra, fordi han mistede Liam igen. "Liam, seriøst, jeg mener det. Jeg kunne aldrig finde på, at være dig utro. Jeg havde aldrig gjort det, hvis jeg havde vidst vi stadig var kærester. Så godt burde du kende mig," sagde Frej, selvom han godt kunne mærke, at det her kom han ingen vegne med. Han havde tabt. Han havde mistet.
"Det lige meget.." mumlede han og knyttede den ene hånd, da han virkelig ikke kunne have tanken om, at Lucas var hans far. Han ville ikke sættes i bås med en mand som ham. "Ja, Liam, jeg har set på hvem du er i familie med. Hvorfor tror du, at jeg gik udfra, at når du sagde vi havde det halve år, så mente du bogstaveligt talt det halve år og så var det slut?" spurgte han og slog let ud med armene, mens han prøvede at snige sig uden om samtalen om Lucas, da det virkelig ikke var en samtale han havde lyst til at tage og slet ikke lige nu. Frejs biologiske familie var så fucked og forskruet, at han slet ikke kunne forholde sig til den. Han havde ikke engang hundrede procent styr på den. Han vidste bare, at hans far var player og hans mor var morder. Han slog let ud med armene, "Okay, så lader vi vær," sagde han stille. Det var ikke fordi han havde noget behov for, at nogen som helst skulle kende sandheden, så at Liam ikke ville snakke med ham om det en anden dag heller, gjorde ham faktisk ikke noget overhovedet.
"Men det gør jeg Liam, ellers var jeg jo ikke stoppet og jeg havde ikke sagt ja til, at mødes med dig i dag. Jeg ved ikke hvad du vil ha, jeg skal sige Liam. Jeg har sagt undskyld og jeg har sagt, jeg ville gøre det om hvis jeg kunne. Jeg kunne have løjet for dig og sagt jeg ikke havde lavet noget med nogen, men jeg var ærlig, det må da også tælle for noget," han følte sig virkelig desperat lige nu, men han ville ikke miste Liam, uden først at kæmpe med næb og klør. Om ikke andet, så for at kunne sige til sig selv, at han havde prøvet.
"Selvfølgelig ved Blake godt jeg ikke elsker ham, han elsker jo heller ikke mig," sukkede han opgivende, han følte snart ikke han kunne sige mere, for at gøre op for det her. "Vi var stadig ikke sammen, sammen. Men ja.." indrømmede han, han så ingen grund til at lyve for Liam og lige nu følte han faktisk at uanset hvad han sagde, så ville han ikke kunne redde sig ud af det her, men i det mindste kunne han være ærlig og på den måde ikke minde om Lucas. Frej tog ud efter Liams hånd, "Liam, please. Jeg begik en fejl og det er jeg ked af, virkelig inderligt ked af, men det ændre ikke på, at jeg elsker dig og jeg vil gøre hvad som helst, for at få dig til at forstå det," sagde han stille og mærkede en tåre trille ned af hans ene kind, "Please, Liam," bad han stille.

”Og det gør jeg så ikke for vi har kun været sammen i et halvt år. Jeg skyndte kun på dig fordi jeg heller ville lære dig at kende igennem et forhold så jeg troede jeg kendte dig inden jeg skulle stoppe, men fuck hvor kan man dog alligevel tage fejl” sagde han med et dybt suk da han faktisk ikke lige nu følte at han kendte ham specielt godt. Han følte faktisk at han troede han havde kendt en person der ikke var den han havde kendt.
”Så det du lidt siger er du er i familie med Lucas og derfor må du opføre dig som en røv eller hvordan skal den lige forstås?” spurgte han med et ryst på hovedet da det virkelig var det dummeste han havde hørt om så virkelig var i familie med Lucas eller ej. ”Så nu skal jeg sammenlignes med min storebror og mine fætre? That’s fucking great. Ens familie er ingen undskyldning for ikke at opføre sig pænt. Hvorfor fuck skulle jeg ville starte et forhold med 6 måneds slut på?” spurgte han med et suk og begyndte at prikke ham hårdt i panden. ”Er du klar over at du skal bruge din lille hjerne? Hvem fuck ville starte et forhold og fra starten af aftale hvornår det sluttede? Det er måske sådan Blake er?” spurgte han det sidste med et lille let grin da det ville give god mening. Blake var altså virkelig a freak of nature på alle mulige måder. Normale mennesker gik da ikke ind i et forhold og aftalte på forhånd hvornår det skulle slutte igen. Det var jo spild af tid.
”Og hvis du havde løjet lille skat så havde jeg fundet ud af det hvis det begyndte at gå som rygte eftersom min fætter stadig er overhoved på skolen hvis det ikke er gået op for dig endnu” sagde han med et hovrede smil over sine læber selvom han var helt sikker på at Orin faktisk ville være skide ligeglad med hans teenage problemer hvis han skulle være ærlig. Det føltes bare rart at tæver den over på ham når han ikke var der. ”Og du er sikker på han ikke elsker dig?” spurgte han med et hævet øjenbryn da han virkelig ikke var sikker på at det var sådan landet lå. Nu kunne han så også let finde alt det negative når det kom til Blake. ”Jeg er nød til at have en pause fra dig Frej. Du skal være mere end velkommen til at være med andre, men lige nu kan jeg simpelthen ikke være sammen med dig ved tanken om du har kysset med den freak og så må vi tage den om nogle måneder” sagde han en anelse hårdt, men det var kun fordi det gjorde ondt på ham at Frej græd for det var jo ikke det han ønskede sig.

”Du kunne have spurgt f.eks. Det er ikke logisk at starte et forhold bare for at være sammen et halvt år. Det er virkelig ikke normalt” sagde han med et dybt suk og kunne ligesom ikke vide at han faktisk ramte Frej lige der da han ikke vidste at hans forhold med Blake havde været på den måde. ”Bare siden du bringer Lucas på banen når vi snakker om at ligne sin familie så må det jo gøre lidt Frej” sagde han med et dybt suk og rystede ganske let på hovedet af hele situationen. ”Jeg havde planer om at se verden, men så mistede jeg mit hjerte. Den slags kan man ikke planlægge og jeg ville sagtens kunne se verden og komme tilbage for at se en kæreste. Det er ikke din skyld du har to år tilbage af skolen. Det er præcis derfor jeg havde søgt ind på en uddannelse i stedet for at skride fra det hele” sagde han med et dybt suk da han trods alt gerne havde ville være i nærheden af Frej og opleve verden med ham i stedet for. De to år kunne han sagtens vente og så ville han selv have flere penge i stedet for at leve af sin familie formue, men lige nu føltes det bare en smule ligegyldigt at han havde startet det projekt. Måske havde det bare været en dum idé at finde sammen med en der var så meget yngre end ham selv. Han gad ikke at dømmes ud fra sin familie og slet ikke Jace, Orin og Collin som var de eneste han burde kende og selv Collin og Jace var så gamle at han betvivlede på at han kunne huske dem fra deres tid på skolen. ”Og vi to har ingen forhold så hop du bare tilbage til din lille freak i stedet for” sagde han med et ganske dybt suk og havde sådan en skør fornemmelse af Blake startede tidsbegrænset forhold. Det gjorde man jo ikke hvis man var vild med folk. Det ville jo være enormt mærkeligt at gøre.

”Nåh ja for Orin må jo give dig eftersidninger uden grund og så er det jo godt du ik har løjet om du stikker din tunge ned i munden på Blake når jeg vender ryggen til synes du ik?” spurgte han med et dybt suk og rystede blot på hovedet af hans stålfasthed. Det var faktisk lige det som han gerne ville se, men bare ikke lige nu. Sandheden var jo at han ikke ønskede andre end Frej, men han kunne bare ikke være sammen med ham lige nu hvor han havde været ham utro. Liam havde faktisk en stor træng til at fjerne hans tåre, hive ham indtil sig og sige at alt nok skulle blive ok, men han kunne ikke få sig selv til det. Han ville ikke lade ham vinde på den der måde og han ville ikke bare give efter. Det gjorde alt for ondt lige nu og han måtte erkende at han snart heller ikke længere kunne holde sit kolde ydre oppe og holde sine tåre tilbage. Frej skulle bare ikke have den tilfredshed at se dem for han var ikke det værd. ”Og stop nu med at sige du elsker mig for lige nu er det bestemt ikke særlig tydeligt og jeg orker slet ikke at høre på de ord” sagde han og rullede let med sine øjne da han havde lyst til at sige at han følte han stod og løj, men gjorde det ikke for en del af ham kunne jo godt selv se det var en dum fejltagelse. Det var også derfor han havde valgt at holde døren på klem. ”Men havde du mere du ville for ellers går jeg altså” påpegede han ganske roligt mest af alt fordi han faktisk gerne ville have lov til at have ondt i sit hjerte. Han vidste det havde været dumt at være vild med en anden og åbnet sig på den der måde. Det var virkelig ikke det værd.

Frej så lidt mod jorden. "Det er ligemeget hvad nogen af os kunne have gjort, skaden er sket og selvom jeg ville ønske jeg kunne gøre det om, så kan jeg ikke.." sagde han stille, han følte sig utrolig tom indeni. Han ville ikke miste Liam, men han vidste også godt at det ikke nyttede noget, at blive ved med at forsvare sig selv for det ville ikke ændre på, at det han havde gjort, var forkert og det gav ham en helt utrolig kvalme og ondt i maven. Han ville ikke være den type fyr, som rendte rundt og var sine kærester utro. Han ville ikke være den type fyr med et stempel om, at være en player, for det var han virkelig ikke. Han var ikke Lucas og ville aldrig blive det. Men han følte at den mand ødelagde hans liv, selv ved ikke at være en del af det.
"Jeg er adopteret. Lucas er min biologiske far. Jeg har aldrig mødt ham. Vær sød ikke at sig det til nogen," svarede han lavmeldt og rystede lidt på hovedet. McLow var ikke engang hans rigtige efternavn, han havde blot valgt at bruge det i stedet for at skræmme folk væk, med de efternavne som stod på hans papirer. "Jeg ønkser ikke at holde dig tilbage, Liam, hvis du vil ud og se verden, så syntes jeg du skal gøre det, men det ændre ikke på, at jeg stadig vil være her, når du kommer tilbage. Uanset hvor lang tid der går," sagde han stædigt, da han nægtede at give afkald på sin kærlighed til Liam, det føltes den alt for ægte til. "Jeg har ikke tænkt mig, at hoppe nogen steder hen. Jeg venter på dig, og det kan du ikke ændre på," svarede han og så på ham, mens han rystede lidt på hovedet. Han ville simpelthen ikke bruge mere tid eller energi på, at forsvare Blake mere, ikke lige nu i hvert fald, for han vidste godt, at han ingen vegne ville komme med det.
"Som om, han ikke ville kunne finde på det anyway," svarede han, han brød sig ikke særligt meget om Orin, "Hold nu op Liam, jeg stikker ikke min tunge ned i munden på Blake så snart du vender ryggen til, jeg troede du var gået fra ham og jeg var ked af det," sagde han, selvom han godt kunne høre, hvordan det fik ham selv til at lyde som en kæmpe nar, som blot havde udnyttet Blake. Måske æblet ikke faldt så langt fra stammen alligevel.
Han slog let ud med armene, "Det er fint nok du ikke vil høre mig sige de ord, men du ved inderst inde, at jeg mener dem," sagde han, da han faktisk ikke var i tvivl om, at Liam et sted godt vidste at Frej elskede ham. Det gjorde virkelig ubeskriveligt ondt indeni ham lige nu, og han var ikke bleg for at vise Liam det, ved hjælp fra sine tåre, som trillede ned af begge hans kinder. Han slog let ud med armene, "Jeg kan ikke holde på dig, men jeg vender tilbage Liam og jeg går ikke fra dig. Hvis du vil ud af vores forhold, så du må tage skridtet og vende mig ryggen og gå. Jeg går ingen steder," sagde han mens tårene forsatte ned af hans kinder.

"Hvilket også er rigtigt nok, men jeg havde bare forventet noget andet og det kan intet ændre" sagde han med en ganske skæv grimasse inden han sukkede ganske let. "Og det mest ironiske er folk kalder mig for player og så er det dig som dummer dig. Gætter på selv folk som ikke er player kan fucke op" mumlede han ganske let for sig selv da han synes det var en god lektie at have med i livet da han aldrig ville kunne se en som Frej som player. Måske var det derfor han havde været utro? Fordi de rygter om Liam var en player var gået ind i hans hoved så dybt at det var derfor han regnede med Liam bare ville være sammen med ham i et halvt år? Stolede han så lidt på ham at han ikke kunne se forbi de rygter? "Så er det jo godt nogen stadig tror du er bedre end Lucas selvom de lige nu finder dig lidt af et fjols" sagde han med et let påtaget smil da han nu stadig synes at Frej skulle have den med. Mest af alt fordi det var dumt at bedømme folk på deres familie. Alt man hørte om Lucas var bestemt ikke noget han normalt ville smide på Frej. Så havde de ganske simpelt ik været kærester til at starte med. "Du holder mig ik en skid tilbage. Jeg valgte at udskyde mine planer i to år for at kunne se verden sammen med en. Jeg begynder på mine studier om nogle dage og det ændre jeg ik bare fordi du er lidt et fjols" sagde han med et ganske let suk. Nu var verden bare sådan skruet sammen. Frej kunne jo ik gøre for han havde mistet sit hjerte til ham og derfor havde lavet sine planer om. Nu gad han bare heller ik ændre dem fordi han glædede sig til at starte som elev hos Hale.
”Så må du jo bevise dine følelser for lige nu tror jeg ganske simpelt ikke på dem” sagde han med et ganske let suk da han ikke helt kunne forstå at Frej overhovedet gad vente på ham på den der måde. Heller ikke selvom en del af hans hjerte faktisk blev helt varmt lige nu, men det ønskede han bare ikke at indrømme og derfor gjorde han det ikke. For sandheden var at han ville håbe at Frej gad vente på han var klar til at elske ham igen da trods alt stadig var virkelig vild med ham selvom han ikke havde lyst til det skulle være sådan. Liam valgte med vilje ikke at kommentere mere på Orin selvom han nu var ganske sikker på han kunne finde på meget bare nok mere hvis det involverede Collin og ikke så meget ham. ”Av og så har man lov til bare at gå videre på 3 sekunder? Du er jo patetisk Frej. Det må jeg sige. Ting jeg aldrig havde troet jeg skulle sige om dig. Jeg kan virkelig godt mærke jeg næsten ikke kender dig” sagde han med et dybt suk og gad virkelig ikke høre mere på ham lige nu. Det måtte snart være nok og de kom jo ingen vegne af det her alligevel. Han rystede let på hovedet. ”Nej faktisk ikke” sagde han ganske roligt selvom det var løgn for han vidste udmærket godt at Frej mente dem. Det var bare hele denne her situation der var for meget og hvis han ikke snart gik så ville han bare gå i gang med at hive i land og det havde han bestemt ikke lyst til. Han havde sådan lyst til at fjerne hans tåre, men valgte ikke at gøre det. I stedet for vendte han bare om og gik væk. Faktum var det skær i hans eget hjerte og han næppe ville komme sig over ham. Faktum var han skulle væk for selv at kunne græde og gjorde det da bestemt også ganske stille da han var kommet langt nok væk til han var sikker på Frej ikke fulgte efter ham.

//out