Dylan+Finlay - When I Wake Up I'm Afraid

somebody else might take my place
Dylan Beau Hudson
Den Lille Skov
Lille Gagleby
Finlay havde skrevet til Dylan i et sidste desperat forsøg på hjælp. Nok vidste han godt at mere eller mindre hele hans familie gik og forsøgte at passe på ham, men det ændrede ikke på at han ville have at Dylan skulle være der. Han havde med vilje valgt at skrive til ham da han var sikker på han kunne bruge det til en bog eller noget i den der stil. Det var alligevel ikke mere værd at være i live end blot det at kunne gøres til et for evigt minde i en bog. En del af ham ville vel egentlig også gerne reddes eller i hvert fald sikre at Erica fik besked om han ikke længere var i live uden at det var politiet der skulle indblandes i hans handlinger. Finlay havde da også gjort det hele klart. Han havde skrevet et brev der forklarede hans handlinger og han godt vidste han var egocentreret, men det var bare ikke noget som han kunne håndtere, han havde taget et større lager af de stoffer han solgte for Elijah og Blair nu hvor det ikke var ham, men Alastair der havde været under skarpt opsigt fordi han var klog nok til faktisk at ligge penge før eller senere for det han tog hvilket var meget modsat denne Alastair. Han havde fundet det rette sted i den lille skov hvis korridinater som han havde vedlagt til sin fætter i uglen. Det hele ville komme til at handle om sekunder. Hvis hans ugle ikke kunne finde vej ville det være for sent når Dylan kom frem og det var præcis det som han håbede på. Finlay havde fundet det rette sted og tog sine ting frem. Han lagde det pænt op med sprøjten foran sig der allerede var klar for at tage sin elastik og bandt den om sin arm. Han sørgede for at stramme godt til inden han tog den første sprøjte op og sætte den i sin arm for at lade dens væske blande sig i hans arme. Han mærkede hvordan han mistede bevidstheden. Den blanding han havde lavet var nok til at slå ham ud og sørge for han kunne dø af det efter lidt tid da han trods alt ikke var særlig stor og på samme tid gav den lidt tid at redde ham på. Nogen måtte jo holde af ham derude? Det var i hvert fald ikke Dean som han havde været så dum at miste sit hjerte til.

Dylan var selv i helvedet. Han havde evige flashbacks til den aften, han havde mistet hvad der havde givet hans liv så meget mere mening. Han sad foran sin skrivemaskine, stirrede på den med nærmest væmmelse i sit blik. Han kunne ikke skrive. Han kunne ikke få sine dæmoner ud på papir og træne, lege og kæmpe mod dem, som han plejede. Det var kun inde i hans hoved, der skreg efter stilhed. Han hørte en kradsen mod sit vindue og drejede sit hoved mod det. Han åbnede opgivende op for det og tog papiret ud af dens næb, inden han kortvarigt aede det på næbet for at sige tak. Han åbnede brevet, mens hans ansigtskulør gradvist blev mere og mere blegt. ”Son of a bitch,” hørte Dylan sig selv sige som ordene gik op for ham. På en og samme tid, kunne Dylan mærke sig selv blive unægtelig mere ked af det samtidig med, at han blev vred på Finlay. Hvad bildte han sig ind? Han knyttede sin ene hånd, som han tog sin stav og tryllede sig hen til skoven, da han ved flere lejligheder havde været der, når han havde brug for ro.
Han landede et par 100 metre fra Finlay og skyndte sig at sætte i løb. Han fik da også øje på Finlay og løb hurtigere og hurtigere for at være sikker på, at han kunne nå det i tide. Han satte sig på knæ nede foran Finlays krop og lagde to hænder mod hans puls ved halsen. Straks et flashback til den gang, hans bedsteven havde gjort det samme og han måtte udrette førstehjælp med hans blod på hans hænder og tøj. Han kunne nærmest se det for sig, som han så på Finlays tilsyneladende døde krop. Umiddelbart var der ikke noget at mærke, som han mærkede panikken inde i sig stige. Hold dig i ro, sagde han til sig selv. ”For helved, Finlay…” begyndte han, mest for at snakke til sig selv. Forholde sig rolig. ”Hvad har du taget?” sagde han som han så sig omkring og fik øje på kanylen med små brune heroinpletter. Havde det for helvedet bare været piller, så han kunne få ham til at kaste dem op. Der var ikke meget at gøre ved heroin end at ringe til alarmcentralen og håbe på, at de ville kunne nå at komme i en fart. Han fandt sin telefon og indtastede nummeret til alarmcentralen. ”Det er min fætter..” prøvede han som telefonen blev taget, men han blev spurgt om navn. ”Dylan Hudson.. Min fætter.. han er bevidstløs,” lød hans stemme rystende, mens han kæmpede med at holde sig selv rolig. ”H..han har ingen puls, det er et selvmordsforsøg,” forsatte han, inden han fortalte koordinaterne til hvor de var, mens hende han talte med valgte at forblive i røret. Dylan lagde sine øre ind foran Finlays mund for at høre om han trækkede vejret ved kvindens opfordring, inden han gav ham mund til mund. ”For fuck sake, Finlay. Jeg håber ikke det her er på grund af Dean eller et eller andet andet tåbeligt,” skældte han ham ud, som han havde gjort hvad han kunne og ambulancefolkene var der og damen havde lagt på. ”Det er en heroinoverdosis.” forklarede han som de nåede frem, velvidende det ikke var sådanne ting man fortalte i telefonen, da han vidste de ikke altid gad komme, når det var det. Han tog hans brev med, som han satte sig ind i ambulancen og lod dem gøre deres, mens han bare bad til, at Finlay ville overleve. Han gav sig til at læse brevet mens han blev vred med ordene der stod deri, inden han ringede til Danni for at fortælle ham, hvad der var sket.

Finlay havde slet ingen idé om hvad det var som foregik omkring ham og han var faktisk også ganske ligeglad hvis han skulle være ærlig. Han havde ikke lyst til livet mere og han havde bare lyst til at forsvinde væk fra det. Han havde lyst til at give Dylan noget at skrive om. Nu vidste han så hverken det med hans tidligere ven eller at Raven havde mistet deres barn. Så havde han sikkert ikke gjort det eller i hvert fald ikke ladet Dylan været den som ville få besked trods for at det var Dylan var tættest knyttet med. Finlay ville bare væk fra alle tanker om Dean som tydeligvis stadig var glad for hans storebror. Det gjorde så ondt at han bare ikke kunne være i sit eget skind. Nu var han så også bare meget følsom på nogle punkter. Hans livløse krop blev da også ført væk fra stedet af redderne mens Finlay stadig ikke havde nogen idé om hvad det var som foregik. Han ville vågne op og dels være sur over han var reddet og utrolig glad for Dylan for det var en form for skæbne over at Dylan rent faktisk reddede ham. Og så fordi han ville have idé om at der i hvert fald var nogen som elskede ham og holdte af ham. Det havde han virkelig bildt sig ind at der ikke var nogen som gjorde mere. Hverken hans familie, hans bedste veninde eller nogen anden for den slags skyld. Kun hans fans og selv det var ikke nok for det var jo ikke folk han kendt privat.


----- Timeout -----

Finlay vågnede da også op lang tid efter de var kommet væk derfra og fik øje på Dylan som det første. Han havde været væk et par dage, men det vidste han ikke. Han havde heller ikke styr på hvor han var henne og var ganske forvirret over alle de ting der sad fast på hans krop for det kunne han jo godt selv mærke. Det var da ikke der han havde lukket sine øjne i og han havde det virkelig stadig ikke specielt rart som han lå der med et eller andet som sad fast på hans næse og alle de lyde der begyndte at komme ikke særlig længe efter han havde åbnet sine øjne sammen med det blege skær som var i lokalet. Han så også noget så forvirret ud over hvad det var som skete og så bare hjælpeløst på Dylan som forhåbentlig ville sige et eller andet for han følte ikke der ville komme nogle ord over hans læber.

Dylan havde været der al den tid, Finlay havde lagt der. Han havde ikke nogen grunde til at tage hjem, da han alligevel skulle forholde sig til en situation, han ikke kunne kontrollere. Finlay havde han i det mindste haft mulighed for at redde og han kunne vågne op, hvornår det end skulle være. Han havde også tænkt sig at skrive om Finlays selvmord, men ikke af de grunde som Finlay med garanti ville have. Dylan var, om nogen, inspirerede af virkeligheden og skrev altid om det han kendte. Han havde jo læst, der var inspiration til hans bøger, men lige nu var det ikke noget han kunne forholde sig til. Hans skriveblokade var værre end nogensinde før. Han havde tydeligvis sat i den stol, han sad i lidt for længe. Han havde trods alt også sovet i den, da han nægtede at gå sin vej før Finlay vågnede. Et opkald ville ikke være nok, for det kunne være flere timer efter og han stolede bare ikke på de læger og sygeplejersker omkring ham, ville kontakte ham i samme sekund. Han sad med en kop kaffe i sin hånd og stirrede på Finlays arme og hænder. Det var ikke et kønt syn at se ham med alle de drop, han havde i. Han rejste sig op i en lynende hastighed, da han hørte lyde fra Finlay. Mest af alt for at se om han var okay. Han bevægede sig hurtigt over til ham og stillede sig over hans ansigt. "Godmorgen," lød hans stemme træt og hæs, men forbavsende blid i forhold til hvordan han normalt lød. Han havde ikke tænkt sig at skælde ham ud som den første. Han tog fat i Finlays hånd og lagde sin egen oven på, om ikke andet så kunne han mærke han var der, hvis han ikke kunne høre og se lige nu. Han havde været syg af bekymring og den bekymring var stadig tydelig i hele hans ansigts og krops mimik.

Finlay bemærkede at Dylan kom over til ham og mærkede hans hånd på sin. Han mærkede et gys løbe igennem ham da han trods alt var klar over det betød han stadig var i live for nok var Dylan træt, men i det mindste var han varm så han var godt klar over at livet havde kaldt på ham i sidste ende. Finlay var stadig ganske forvirret over hvad der foregik rundt om ham. Han lod sit blik glide væk fra Dylan da han ikke kunne holde ud at se på den sorg han havde påført ham og fik øje på slangerne hvilket gjorde ham utrolig bange. Han vendte derfor hovedet hurtigt tilbage mod Dylan. Han hostede let for ligesom at se om hans stemme ville komme i gang. ”Hvor..?” spurgte han virkelig hæst og kunne mærke en smerte igennem halsen. Han var sikker på hans stemme var ganske lav og var faktisk bange for at Dylan ikke kunne høre det. Han havde så mange spørgsmål der hobede sig op i hans indre og det var som om de alle sammen sad fast i halsen. Det hele gjorde bare utrolig ondt og han ville lige nu ønske hans fætter havde ladet ham miste livet. ”Hvad?..” spurgte han ganske stille og igen med en hæs stemme og håbede bare at Dylan kunne færdiggøre hans sætninger for ham for det var som om de ikke ville blive hele for ham og det hele var skræmmende. Han drejede da også ganske let sin hånd i sin fætters hånd og forsøgte at klemme til hvilket blev ganske svagt. Han ville fortælle ham hvor bange han var og han ville også helst bare væk derfra igen. Danni ville slå ham halvt ihjel for det her og så endda over noget så dumt som en fyr. ”Erica?..” spurgte han stille og mærkede en tåre der gled ganske let ned over hans kind da han var bange for at hun havde fået noget af vide og hun skulle blive bekymret for ham. Det var jo ikke meningen med det hele. Holdte hun egentlig også overhovedet af ham siden hun ikke var der? Og hvem havde været der? Hvor længe havde han været væk? Alle de spørgsmål der bare pressede på.

Der skulle meget til at Dylan blev ked af det. Der skulle meget til, at han overhovedet kunne finde ud af at vise han var ked det. På det seneste havde alt i hans liv dog ikke været andet end en tragedie efter en anden, og han kunne mærke det i hele hans krop. Han var frosset fuldstændig fast i den tid, hvor Raven var blevet skudt og de havde mistet deres barn og han vidste ikke, om han kunne finde tilbage til virkeligheden. Han var lykkelig over, at Finlay i det mindste havde valgt at forlade verden på en måde, hvor der ikke var en masse blod. Så var han for alvor frosset fast i en krop, der allerede var måneder bagud. Han var tung i den og den gjorde utrolig ondt. Han holdt forsat fat i hans hånd og betragtede ham med en alvorlig mine i hans ansigt. Han følte han var blevet 5 år ældre end han var. "Hospitalet," forklarede han kort og hørte godt hans stemme var hæs. "Ssh. Du behøver ikke snakke så meget.." hviskede Dylan mod hans kind inden han gav hans pande et blidt kys. Han ville ikke vise Finlay, at han havde ondt over andre ting også. Heck, han ville kun vise ham omsorg. Al den tid han tilbragte her, gjorde han ikke behøvede at tænke på alt det, der var derhjemme. "Du tog en OD af heroin," forklarede han, og lænede sit hoved en anelse tilbage, som han betragtede ham med et bekymret blik. "Du er derfor til opsyn på hospitalet nu og har alle de slanger i dig for at få renset ud i din krop," forklarede han med en tone, der angav det ikke var det medicinske man skulle spørge ham for meget om. Han havde spurgt lægerne og han havde også forstået det meste af det, men han havde været bange for at Finlay skulle forlade ham. Lige nu var det dog ikke noget han ville fortælle ham eller joke med. Han ville ikke skælde ham ud og selvom han prøvede, så ville ordene ikke kunne slippe forbi hans læber. Han var forstenet i sin egen krop. En af hovedsagerne til han ikke havde brugt magi til at redde ham, var dels fordi han ikke var healer og ikke kendte til den slags besværgelser men også, at han ikke havde tænkt længere end at Finlay skulle reddes, så enhver logisk tanke efter det var forsvundet fra hans hjerne. Han mærkede det svage klem i sin hånd, og klemte blidt igen. "Hun har fået det fortalt, Finlay," svarede han endnu en gang ganske roligt, inden han fjernede hans tårer fra hans kind. "Lægerne kan svare på de fleste af dine spørgsmål. Lige nu skal du hvile dig og jeg bliver også nødt til at finde en læge, nu når du er vågen," påpegede han, selvom han ikke havde lyst til at forsvinde fra hans side.

Finlay hævede ganske let det ene øjenbryn ved hans ord om han var på hospitalet og kunne mærke en enkelt tåre trille stille ned over hans kind. Ikke over at han havde overlevet. Nej mere over at han vidste at han i sidste ende havde tvunget Dylan til at finde ham og dermed havde skulle leve med at give informationen til andre og skylden bare krøb ind på ham over hvad han havde udsat Dylan for. Han nikkede ganske let og meget forsigtigt til at han skulle være stille da han gerne ville snakke. Han mærkede kysset på kinden som fik endnu en stille tåre til at trille ned over hans kind fordi han ikke havde følt sig så elsket længe som han gjorde lige nu. Derfor var denne tåre en anelse mere glad end så meget andet. Finlay løftede let sin anden hånd for at række ud efter Dylans hånd og gav den et klem da han kunne mærke at det hele kom tilbage. Han kunne jo godt huske hvad det var som var sket nu. Han kunne jo også godt mærke det bekymret blik på sig og han var ikke glad for hvad han havde udsat Dylan for.

Han var så et sted godt klar over at han ikke skulle spørge Dylan om medicin. Han var jo ikke uddannet indenfor noget lægeligt og da slet ikke indenfor muggler teknologi for han kunne jo godt regne ud han lå på et muggler hospital. ”Virkelig?” spurgte han stille til at Erica havde fået det hele af vide. Han var trods alt så småt ved at vende bare en smule energi tilbage i kroppen. I hvert fald når det kom til det at snakke. Han sank da også blikket en anelse da han var trist over at Erica også skulle gå og bekymre sig. ”Men… ” sagde han stille inden han nikkede let til at Dylan skulle finde en læge. ”Jeg lover at jeg bliver lige her” sagde han med en ganske svag latter mest af alt fordi han ikke rigtig kunne grine uden at komme til at hoste en smule og så fordi hans stemme ikke havde været brugt så længe nu.

Dylan bemærkede første tåre ned af Finlays kinder, hvilket fik ham til at tørre hans kind ganske blidt med hans tommelfinger. Han betragtede ham kortvarigt med et blidt blik i øjnene. Ikke et blik, der fortalte at han selv gennemgik en masse lige nu og han ville heller aldrig nogensinde bebyrde Finlay med det og da slet ikke nu, hvor han havde for meget på sin tallerken. Dylan var mere til at lide i stilhed og selv overfor Raven, viste han sig sjældent påvirket af den tragiske begivenhed der var sket mellem dem. Efter han havde kysset hans pande, så han endnu en tåre, hvilket genskabte samme reaktion. Ganske blidt med tommelfingeren, fjernede han den igen. "Du er kønnest, når du smiler," forsikrede han ham med en hæs, træt stemme.

"Ja," svarede han, uden at vide at Finlay var ked af, at Dylan var havnet i denne situation. For Dylan var det bare en anden del af ham, der havde taget over. Han var blevet så fandens praktisk. Han vidste jo ikke hvordan det ville ende for ham og selvom lægerne havde sagt at prognoserne så ud til at være gode indtil videre, så kunne han aldrig vide hvilken Finlay han fik tilbage og om han overhovedet havde fået ham tilbage. Nogen skulle underette de pårørende og lægerne havde tilbudt at få politiet indover, men Dylan ville klare den slags beskeder selv. Familier frem for så meget andet. Han lod sin hånd finde Finlays og mærkede klemmet og rystede på hovedet da han sagde men. Der skulle en læge ind. Endnu en gang lod han sine læber ramme Finlays pande. "Godt," hviskede han med den autralske accent ret tydelig i hans stemme. Han rejste sig da også op og gik ud på gangen og fik fat i den første læge, han så.

//Out//