I LOSE MY VOICE WHEN I LOOK AT YOU - Gwen - Foresti

Ciel+Sebby :: WaW :: Tråde :: Darcel

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

I LOSE MY VOICE WHEN I LOOK AT YOU - Gwen - Foresti

Indlæg  Kaya on Tirs okt 17, 2017 8:24 am

Denne tråd er tilegnet Gwen Bennett
Den foregår på vejledernes badeværelse/toilet.
Den foregår i September 2054, omkring kl. 23:05.
Outfit

Foresti var nu blevet vejleder og nød godt af de fordele der kom sig af det. En af dem var, at han kunne booke vejledernes badeværelse helt for sig selv. Det var første gang han skulle derind og han turde næsten ikke håbe på, den overdådighed der ville møde ham, når han kom ind. Han havde aftalt at mødes med Gwen. Han havde savnet hende henover ferien og han var nu klar til at gå i gang med sin plan. Hun skulle falde for ham, om hun så mente det var muligt for hende eller ej. Han havde tænkt meget på hvad hun betød for ham og at det at de havde været sammen seksuelt også betød noget for ham. Han havde aldrig haft det sådan før. Selvfølgelig havde han behandlet de piger som han havde mødt på sin vej med respekt, men han havde aldrig følt noget dybere for dem. Dels fordi piger først lige var begyndt at interessere ham for alvor sidste år og derefter var det gået stærkt, foruden at han bare ikke havde været forelsket før eller følt, han passede med nogen. Han følte han havde et hjem i Gwen. Nogle ville måske argumentere for, at han havde mor komplekser, hvilket der delvist var en sandhed i. Han kendte ikke sine biologiske forældre og selvom han var glad for, han var blevet givet væk til sine fædre, så var der noget inde i ham, der ikke kunne forstå at en mor ville give ham væk. Han vidste så ikke, at sandheden var en hel anden.
Han havde inden skolen startet været til koncert med Faded Exit og haft en undskyldende bassist løbende efter sig, efter de havde haft lavet hand stuff og han åbenbart havde været en brik i at kunne være utro. Foresti havde været vred over det, men alt det var tilgivet nu. Foresti ventede i stedet spændt på at Gwen ville komme med en taske med alle mulige ting i, så han rigtig kunne forkæle hende og vise han var hende værdig. Hans hjerte bankede hurtigt og hårdt mod hans bryst og han følte sig nærmest kvælt, mens han prøvede ihærdigt at se afslappet ud. Han havde virkelig aldrig haft det sådan med nogen før. Han kunne altid bevare sin coolness, men Gwen... Shit, hun var bare noget andet.


Gwens høje hæle på hendes sko gav genlyd, som hun gik ned i gennem gangene, som hun havde retningen mod vejledernes badeværelse. Hun havde heldigvis ikke mødt nogen elever på sin vej fra sit kontor. Hun havde haft det underligt hele sommerferien. Hun havde været sammen med Roman, og det havde været utroligt dejligt at de havde kunne se hinanden og rent faktisk dele seng om natten. Hun havde haft lyst til, at fortælle ham sandheden, for hun følte sig ærligt talt som en virkelig stor kælling, og det var jo ikke fordi hun ikke elskede Roman mere, for så havde det jo været nemt nok bare at gå fra ham, men sådan hang det bare ikke sammen. Hun havde ikke engang nogen hun kunne snakke med om det. Alle hendes veninder var hjemme i Texas hvor hun kom fra, og hendes familie snakkede hun ikke med, selv ikke Charlotte som egentlig var hendes niece, hvilket Charlotte bare ikke vidste.
Hun holdt hele tiden et vågnet øje med gangene, om der kom nogen og tog da også et ekstra langt tjek, før hun bankede to gange på døren og åbnede den så. "Hey," hilste hun med den velkendte blide stemme og så på Foresti med de grønne øjne som matchede hendes bluse og smykker. Hun lukkede døren efter sig og stillede sin taske fra sig, før hun rigtigt vendte blikket mod ham. Hun vidste godt det var forkert det her på så mange måder, men hun kunne jo ikke gøre for, hvad hendes hjerte fortalte hende og lige nu fortalte det hende, at det var okay, når det kun var Foresti hun var utro med og det ikke begyndte at blive alle mulige. "Har du haft en god dag?" spurgte hun og gik mod ham før hun lod en hånd glide op til hans kind. Hvor var det dog fristende bare at lægge ud med at kysse ham, men hun ville heller ikke have, at han skulle føle hun udnyttede ham.

Outfit



Foresti havde sørget for at gøre klar. Han havde stillet en masse levende lys op op og havde stjålet en af de gode flasker vin fra Professor De La Fontaine. Han tvivlede på, at Ferris overhovedet ville bemærke det, da han havde så meget af det. Foruden, så forbandt Foresti, naivt, vin med at være voksen og moden. Det var noget af det, han gerne ville sælge til Gwen, at han var. Så hun kunne falde for ham. Det var alle hans intentioner. Han fik gode karakterer og han havde ikke problemer hos hende. Han vidste, hun var forlovet med en mand, som ifølge Foresti, ikke forstod at værdsætte, den skønhed han havde sig. Hun fortjente bedre. Ja, hun fortjente ham. Han ville gå gennem enhver smerte bare for at vide, han havde Gwen ved sin side. Det var underligt for ham, for som nævnt, så havde han aldrig haft det sådan for nogen før. Han hørte banken på døren og kunne høre, hvordan hans hjerte gik i stå og verden i nogle meget lange sekunder stod stille, før han drejede om på sin hæl for at se det skønneste ansigt, der havde fundet fodfæste på denne planet. "Hey Gwen," sagde han så roligt, som det var ham menneskeligt muligt, selvom alt inde i ham, rystede af nervøsitet og hans hjerte bankede så hårdt, at han var overbevidst om, han skulle dø. Han trak vejret overfladisk, inden han sendte hende et charmerende smil. Så længe han kunne overbevise hende om, han var rolig, så havde han vundet. "Ja.. Har du?" spurgte han og trådte et par skridt tættere på hende, inden han tog sin hånd og kyssede den. Han havde det nærmest fysisk dårligt og som om, han kunne kaste op, et hvert eneste øjeblik det skulle være. Han betragtede hendes tøj, hendes krop, inden hans blik tegnede hendes ansigtsformer. Han havde næsten glemt, hvor smuk hun var. Det var hans første 'date', og han vidste ikke, hvordan han skulle starte den. Stedet var måske en smule mærkværdigt, men han vidste de kunne være alene her. Hvor havde han dog lyst til at kysse hende.


Gwen lod sit blik glide rundt på de levende lys, hvilket bragte et varmt smil frem på hendes læber. Hvor var han dog sød, og hvor var det dog længe siden, at nogen havde gjort sådan noget her for hende. Sidst en mand havde været romantisk overfor hende, var da hendes forlovet havde friet til hende, hvilket efterhånden var over et halvt år siden. Hun kunne mærke, hun blev helt varm om hjertet, selvom hendes hjerne skreg af hende, at hun var pædofil og uprofessionel, at hun slet ikke burde så meget som overveje at kigge i Forestis retning. Men det var bare som om, at hendes hjertes rytme fortalte hende alt det andet, som gjorde det her var helt okay.
Hun følte sig næsten som en teenager igen, når de stod her, hvilket var en meget blandet følelse for en kvinde på hendes alder, og hun kunne ikke helt finde ud af, om det var en god eller skidt ting. Hun nikkede lidt, "Ja," svarede hun og smilede varmt til ham, så selv de grønne øjne lyste af varme, som kun blev tydeligere i det han kyssede hendes håndryg, "Men den blev lige bedre," tilføjede hun og bed sig lidt i læben. Hun vidste ikke om hun skulle fortælle ham, om sine blomstrende følelser for ham, men hun var bare så bange for, at hun ville give ham falske forhåbninger, i og med at hun stadig var forlovet, men han var bare så fristende og for pokker, hvor havde hun svært ved, at gøre andet end bare følge sit hjerte.


Foresti kunne mærke, hvordan hans hjerte bankede så hårdt mod hans bryst, at han nærmest var sikker på, han skulle dø, men han samtidig bare gerne ville have hende i sin nærhed. At hans liv føltes tomt og meningsløst, hvis ikke hun var der. At alt han gjorde ikke havde nogen betydning, hvis ikke hun var en del af de beslutninger han tog. Han ville så gerne lære hende at kende og det var netop det, han havde tænkt sig at gøre.
Han betragtede hendes varme smil og hvordan de smukke grønne hun havde sig, lyste op. Hun var så forbandet smuk, at ingen ord kunne beskrive det. I hvert fald ikke verdslige ord, for hendes skønhed var ikke af denne dødelige verden. Han smilede, da hun sagde den lige var blevet bedre. "På grund af mig?" spurgte han med en selvtilfreds stemme, inden han sendte hende et varmt, drenget smil. Han bevægede sig tættere ind mod hende og kyssede hendes læber ganske blidt. "Jeg har savnet dig henover sommerferien," hviskede han mod hendes læber, inden han endnu en gang lod sine læber ramme hendes ganske blidt og ømt. "Kan jeg byde på et glas vin?" spurgte han med en rolig stemme, som han stod der tæt på hende blandt de tusind lys og følte, han var med i en film, for det var så uvirkeligt. Dog var det stadig væk vejledernes badeværelse, for han vidste de kunne få mere ro her og det kun var vejlederne, som overhovedet kunne komme herind.


Gwen havde tilbragt sin sommerferie hjemme, men Roman havde stadig haft sit arbejde at passe, så det havde stadig været begrænset hvor meget de havde set hinanden, selvom det havde været rart, at være hjemme i sin egen seng. Hun havde haft lyst til, at fortælle Roman sandheden, omkring Foresti, men hun havde ikke gjort det. Han var lidt blevet hendes lille hemmelighed, i form af en ung mand som havde slået benene væk under hende, selvom hun ikke helt ville indrømme det overfor sig selv, da hun udemærket godt var klar over, hvor forkert det var.
Et blidt grin forlod hendes læber, hvortil hun nikkede til hans spørgsmål, "Ja," svarede hun og så det drenget smil på hans læber. Det forbandet skønne, drenget smil, som trylle bandt hende. Hun tog ligeledes et par skridt mod ham, som han kom tættere på hende, hvortil hun gengældte hans kys, uden at tøve. Hun ville helst have, at det var ham som tog skridtet, da hun virkelig var bange for at udnytte ham eller presse ham til noget han ikke ville. Hun vidste godt at han ville kunne få hende fyret på stedet, hvis det var det han ville. Hun lod sin ene hånd søge op til hans kind, mens de grønne øjne så ind i hans blå, "Jeg har også savnet dig," svarede hun stille og aede blidt hans kind, før hun lod sine øjne glide i og gengældte hans nye kys, som hun gjorde det en smule dybere end det første, og mærkede hvordan hendes hjerte slog et slag over. Hun slap roligt kysset igen og åbnede øjnene, som et nyt smil indtog hendes røde læber, mens hun nikkede lidt, "Vil jeg overhovedet vide, hvor du har den vin fra?" spurgte hun blidt og kyssede hans læber blidt igen. Hun kunne nærmest ikke få nok. Hele hendes krop hungrede efter ham. Hun lod sit blik glide lidt rundt, for at studere de mange levende lys, som måtte have taget ham hele eftermiddagen at tænde. Hun satte sig på gulvet, hvor vinglasene og vinen stod og gjorde en gestus med den ene hånd, for at få ham til at sætte sig ned sammen med hende.

Kaya

Antal indlæg : 90
Join date : 10/10/16

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: I LOSE MY VOICE WHEN I LOOK AT YOU - Gwen - Foresti

Indlæg  JeromeWinther on Lør okt 21, 2017 8:40 am

Foresti havde af logiske grunde ikke fortalt sine forældre, at han havde været i seng med sin professor. Ikke at han regnede med, at de ville anmelde hende - selvom han ikke var helt sikker på Loke, der selv var underviser, men på den anden side, så var det bare heller ikke noget, han synes de havde behov for at vide. Han var i en alder, hvor man begyndte at forme sine egne hemmeligheder og det ville han også have lov til. Heller ikke at hans fædre blandede sig i den slags ting, for de havde jo selv oplevet det. Foresti ville slet ikke vide, hun havde brugt tiden med Roman. Han ville ikke vide de havde delt seng, kysset eller om de havde været sammen i den tid, de havde været adskilt. Ikke fordi han ville være jaloux, men det ville gøre ondt og han ville føle, at han i den grad skulle være langt bedre.
Hans selvtilfredse smil blev kun bredere af, at hun indrømmede det var på grund af ham. "Wow," kommenterede han og grinte selv lidt. Det var underligt med Gwen, for hos hende følte han virkelig han havde et hjem uanset hvor han var også selvom hans krop opførte sig underligt og han var sikker på, han skulle dø af den måde, den opførte sig på. Han nød at mærke hendes læber mod sine egne og sugede da også det hele til sig. Han havde tilmed svært ved at give slip igen, mens han lod sine arme finde hendes lænd for at trække hende helt indtil sig. Hvor havde han dog savnet hende mere end han troede det var menneskeligt muligt. Foresti havde heldigvis heller ikke noget imod at tage de første skridt. Han var stadig så ung, at han sjældent havde brændt sig og derfor oftest var modigere. Han mærkede hendes hånd mod sin kind og lagde sin kind tættere ind mod dem, som han lod de blå øjne fokusere på hendes grønne. Hvor var hendes øjne dog smukke. Han smilede varmt, da hun svarede, hun også havde savnet ham. "Det er alt for længe siden, jeg så dig sidst," svarede han blidt og gengældte kysset dybt. Han lagde tilmed hovedet på sned blot for det kunne blive lidt dybere. Han åbnede langsomt øjnene og smilede uskyldigt ved hendes ord. "Hey, hvis professor De La Fontaine ikke vil have man låner hans vin, så må han simpelthen gemme det bedre," svarede han med et grin, inden han blidt gengældte hendes kys. Hendes læber var ren magi. Som hun gjorde gestus til han kunne sætte sig ned ved siden af hende, gjorde han præcis det og hældte vin op i glasset til hende og derefter sig selv. Han havde det virkelig som om, tiden stod stille.

JeromeWinther
Admin

Antal indlæg : 533
Join date : 15/08/12

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


Ciel+Sebby :: WaW :: Tråde :: Darcel

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum