I LOSE MY VOICE WHEN I LOOK AT YOU - Gwen - Foresti

Ciel+Sebby :: WaW :: Tråde :: Darcel

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

I LOSE MY VOICE WHEN I LOOK AT YOU - Gwen - Foresti

Indlæg  Kaya on Tirs okt 17, 2017 8:24 am

Denne tråd er tilegnet Gwen Bennett
Den foregår på vejledernes badeværelse/toilet.
Den foregår i September 2054, omkring kl. 23:05.
Outfit

Foresti var nu blevet vejleder og nød godt af de fordele der kom sig af det. En af dem var, at han kunne booke vejledernes badeværelse helt for sig selv. Det var første gang han skulle derind og han turde næsten ikke håbe på, den overdådighed der ville møde ham, når han kom ind. Han havde aftalt at mødes med Gwen. Han havde savnet hende henover ferien og han var nu klar til at gå i gang med sin plan. Hun skulle falde for ham, om hun så mente det var muligt for hende eller ej. Han havde tænkt meget på hvad hun betød for ham og at det at de havde været sammen seksuelt også betød noget for ham. Han havde aldrig haft det sådan før. Selvfølgelig havde han behandlet de piger som han havde mødt på sin vej med respekt, men han havde aldrig følt noget dybere for dem. Dels fordi piger først lige var begyndt at interessere ham for alvor sidste år og derefter var det gået stærkt, foruden at han bare ikke havde været forelsket før eller følt, han passede med nogen. Han følte han havde et hjem i Gwen. Nogle ville måske argumentere for, at han havde mor komplekser, hvilket der delvist var en sandhed i. Han kendte ikke sine biologiske forældre og selvom han var glad for, han var blevet givet væk til sine fædre, så var der noget inde i ham, der ikke kunne forstå at en mor ville give ham væk. Han vidste så ikke, at sandheden var en hel anden.
Han havde inden skolen startet været til koncert med Faded Exit og haft en undskyldende bassist løbende efter sig, efter de havde haft lavet hand stuff og han åbenbart havde været en brik i at kunne være utro. Foresti havde været vred over det, men alt det var tilgivet nu. Foresti ventede i stedet spændt på at Gwen ville komme med en taske med alle mulige ting i, så han rigtig kunne forkæle hende og vise han var hende værdig. Hans hjerte bankede hurtigt og hårdt mod hans bryst og han følte sig nærmest kvælt, mens han prøvede ihærdigt at se afslappet ud. Han havde virkelig aldrig haft det sådan med nogen før. Han kunne altid bevare sin coolness, men Gwen... Shit, hun var bare noget andet.


Gwens høje hæle på hendes sko gav genlyd, som hun gik ned i gennem gangene, som hun havde retningen mod vejledernes badeværelse. Hun havde heldigvis ikke mødt nogen elever på sin vej fra sit kontor. Hun havde haft det underligt hele sommerferien. Hun havde været sammen med Roman, og det havde været utroligt dejligt at de havde kunne se hinanden og rent faktisk dele seng om natten. Hun havde haft lyst til, at fortælle ham sandheden, for hun følte sig ærligt talt som en virkelig stor kælling, og det var jo ikke fordi hun ikke elskede Roman mere, for så havde det jo været nemt nok bare at gå fra ham, men sådan hang det bare ikke sammen. Hun havde ikke engang nogen hun kunne snakke med om det. Alle hendes veninder var hjemme i Texas hvor hun kom fra, og hendes familie snakkede hun ikke med, selv ikke Charlotte som egentlig var hendes niece, hvilket Charlotte bare ikke vidste.
Hun holdt hele tiden et vågnet øje med gangene, om der kom nogen og tog da også et ekstra langt tjek, før hun bankede to gange på døren og åbnede den så. "Hey," hilste hun med den velkendte blide stemme og så på Foresti med de grønne øjne som matchede hendes bluse og smykker. Hun lukkede døren efter sig og stillede sin taske fra sig, før hun rigtigt vendte blikket mod ham. Hun vidste godt det var forkert det her på så mange måder, men hun kunne jo ikke gøre for, hvad hendes hjerte fortalte hende og lige nu fortalte det hende, at det var okay, når det kun var Foresti hun var utro med og det ikke begyndte at blive alle mulige. "Har du haft en god dag?" spurgte hun og gik mod ham før hun lod en hånd glide op til hans kind. Hvor var det dog fristende bare at lægge ud med at kysse ham, men hun ville heller ikke have, at han skulle føle hun udnyttede ham.

Outfit



Foresti havde sørget for at gøre klar. Han havde stillet en masse levende lys op op og havde stjålet en af de gode flasker vin fra Professor De La Fontaine. Han tvivlede på, at Ferris overhovedet ville bemærke det, da han havde så meget af det. Foruden, så forbandt Foresti, naivt, vin med at være voksen og moden. Det var noget af det, han gerne ville sælge til Gwen, at han var. Så hun kunne falde for ham. Det var alle hans intentioner. Han fik gode karakterer og han havde ikke problemer hos hende. Han vidste, hun var forlovet med en mand, som ifølge Foresti, ikke forstod at værdsætte, den skønhed han havde sig. Hun fortjente bedre. Ja, hun fortjente ham. Han ville gå gennem enhver smerte bare for at vide, han havde Gwen ved sin side. Det var underligt for ham, for som nævnt, så havde han aldrig haft det sådan for nogen før. Han hørte banken på døren og kunne høre, hvordan hans hjerte gik i stå og verden i nogle meget lange sekunder stod stille, før han drejede om på sin hæl for at se det skønneste ansigt, der havde fundet fodfæste på denne planet. "Hey Gwen," sagde han så roligt, som det var ham menneskeligt muligt, selvom alt inde i ham, rystede af nervøsitet og hans hjerte bankede så hårdt, at han var overbevidst om, han skulle dø. Han trak vejret overfladisk, inden han sendte hende et charmerende smil. Så længe han kunne overbevise hende om, han var rolig, så havde han vundet. "Ja.. Har du?" spurgte han og trådte et par skridt tættere på hende, inden han tog sin hånd og kyssede den. Han havde det nærmest fysisk dårligt og som om, han kunne kaste op, et hvert eneste øjeblik det skulle være. Han betragtede hendes tøj, hendes krop, inden hans blik tegnede hendes ansigtsformer. Han havde næsten glemt, hvor smuk hun var. Det var hans første 'date', og han vidste ikke, hvordan han skulle starte den. Stedet var måske en smule mærkværdigt, men han vidste de kunne være alene her. Hvor havde han dog lyst til at kysse hende.


Gwen lod sit blik glide rundt på de levende lys, hvilket bragte et varmt smil frem på hendes læber. Hvor var han dog sød, og hvor var det dog længe siden, at nogen havde gjort sådan noget her for hende. Sidst en mand havde været romantisk overfor hende, var da hendes forlovet havde friet til hende, hvilket efterhånden var over et halvt år siden. Hun kunne mærke, hun blev helt varm om hjertet, selvom hendes hjerne skreg af hende, at hun var pædofil og uprofessionel, at hun slet ikke burde så meget som overveje at kigge i Forestis retning. Men det var bare som om, at hendes hjertes rytme fortalte hende alt det andet, som gjorde det her var helt okay.
Hun følte sig næsten som en teenager igen, når de stod her, hvilket var en meget blandet følelse for en kvinde på hendes alder, og hun kunne ikke helt finde ud af, om det var en god eller skidt ting. Hun nikkede lidt, "Ja," svarede hun og smilede varmt til ham, så selv de grønne øjne lyste af varme, som kun blev tydeligere i det han kyssede hendes håndryg, "Men den blev lige bedre," tilføjede hun og bed sig lidt i læben. Hun vidste ikke om hun skulle fortælle ham, om sine blomstrende følelser for ham, men hun var bare så bange for, at hun ville give ham falske forhåbninger, i og med at hun stadig var forlovet, men han var bare så fristende og for pokker, hvor havde hun svært ved, at gøre andet end bare følge sit hjerte.


Foresti kunne mærke, hvordan hans hjerte bankede så hårdt mod hans bryst, at han nærmest var sikker på, han skulle dø, men han samtidig bare gerne ville have hende i sin nærhed. At hans liv føltes tomt og meningsløst, hvis ikke hun var der. At alt han gjorde ikke havde nogen betydning, hvis ikke hun var en del af de beslutninger han tog. Han ville så gerne lære hende at kende og det var netop det, han havde tænkt sig at gøre.
Han betragtede hendes varme smil og hvordan de smukke grønne hun havde sig, lyste op. Hun var så forbandet smuk, at ingen ord kunne beskrive det. I hvert fald ikke verdslige ord, for hendes skønhed var ikke af denne dødelige verden. Han smilede, da hun sagde den lige var blevet bedre. "På grund af mig?" spurgte han med en selvtilfreds stemme, inden han sendte hende et varmt, drenget smil. Han bevægede sig tættere ind mod hende og kyssede hendes læber ganske blidt. "Jeg har savnet dig henover sommerferien," hviskede han mod hendes læber, inden han endnu en gang lod sine læber ramme hendes ganske blidt og ømt. "Kan jeg byde på et glas vin?" spurgte han med en rolig stemme, som han stod der tæt på hende blandt de tusind lys og følte, han var med i en film, for det var så uvirkeligt. Dog var det stadig væk vejledernes badeværelse, for han vidste de kunne få mere ro her og det kun var vejlederne, som overhovedet kunne komme herind.


Gwen havde tilbragt sin sommerferie hjemme, men Roman havde stadig haft sit arbejde at passe, så det havde stadig været begrænset hvor meget de havde set hinanden, selvom det havde været rart, at være hjemme i sin egen seng. Hun havde haft lyst til, at fortælle Roman sandheden, omkring Foresti, men hun havde ikke gjort det. Han var lidt blevet hendes lille hemmelighed, i form af en ung mand som havde slået benene væk under hende, selvom hun ikke helt ville indrømme det overfor sig selv, da hun udemærket godt var klar over, hvor forkert det var.
Et blidt grin forlod hendes læber, hvortil hun nikkede til hans spørgsmål, "Ja," svarede hun og så det drenget smil på hans læber. Det forbandet skønne, drenget smil, som trylle bandt hende. Hun tog ligeledes et par skridt mod ham, som han kom tættere på hende, hvortil hun gengældte hans kys, uden at tøve. Hun ville helst have, at det var ham som tog skridtet, da hun virkelig var bange for at udnytte ham eller presse ham til noget han ikke ville. Hun vidste godt at han ville kunne få hende fyret på stedet, hvis det var det han ville. Hun lod sin ene hånd søge op til hans kind, mens de grønne øjne så ind i hans blå, "Jeg har også savnet dig," svarede hun stille og aede blidt hans kind, før hun lod sine øjne glide i og gengældte hans nye kys, som hun gjorde det en smule dybere end det første, og mærkede hvordan hendes hjerte slog et slag over. Hun slap roligt kysset igen og åbnede øjnene, som et nyt smil indtog hendes røde læber, mens hun nikkede lidt, "Vil jeg overhovedet vide, hvor du har den vin fra?" spurgte hun blidt og kyssede hans læber blidt igen. Hun kunne nærmest ikke få nok. Hele hendes krop hungrede efter ham. Hun lod sit blik glide lidt rundt, for at studere de mange levende lys, som måtte have taget ham hele eftermiddagen at tænde. Hun satte sig på gulvet, hvor vinglasene og vinen stod og gjorde en gestus med den ene hånd, for at få ham til at sætte sig ned sammen med hende.

Kaya

Antal indlæg : 90
Join date : 10/10/16

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: I LOSE MY VOICE WHEN I LOOK AT YOU - Gwen - Foresti

Indlæg  JeromeWinther on Lør okt 21, 2017 8:40 am

Foresti havde af logiske grunde ikke fortalt sine forældre, at han havde været i seng med sin professor. Ikke at han regnede med, at de ville anmelde hende - selvom han ikke var helt sikker på Loke, der selv var underviser, men på den anden side, så var det bare heller ikke noget, han synes de havde behov for at vide. Han var i en alder, hvor man begyndte at forme sine egne hemmeligheder og det ville han også have lov til. Heller ikke at hans fædre blandede sig i den slags ting, for de havde jo selv oplevet det. Foresti ville slet ikke vide, hun havde brugt tiden med Roman. Han ville ikke vide de havde delt seng, kysset eller om de havde været sammen i den tid, de havde været adskilt. Ikke fordi han ville være jaloux, men det ville gøre ondt og han ville føle, at han i den grad skulle være langt bedre.
Hans selvtilfredse smil blev kun bredere af, at hun indrømmede det var på grund af ham. "Wow," kommenterede han og grinte selv lidt. Det var underligt med Gwen, for hos hende følte han virkelig han havde et hjem uanset hvor han var også selvom hans krop opførte sig underligt og han var sikker på, han skulle dø af den måde, den opførte sig på. Han nød at mærke hendes læber mod sine egne og sugede da også det hele til sig. Han havde tilmed svært ved at give slip igen, mens han lod sine arme finde hendes lænd for at trække hende helt indtil sig. Hvor havde han dog savnet hende mere end han troede det var menneskeligt muligt. Foresti havde heldigvis heller ikke noget imod at tage de første skridt. Han var stadig så ung, at han sjældent havde brændt sig og derfor oftest var modigere. Han mærkede hendes hånd mod sin kind og lagde sin kind tættere ind mod dem, som han lod de blå øjne fokusere på hendes grønne. Hvor var hendes øjne dog smukke. Han smilede varmt, da hun svarede, hun også havde savnet ham. "Det er alt for længe siden, jeg så dig sidst," svarede han blidt og gengældte kysset dybt. Han lagde tilmed hovedet på sned blot for det kunne blive lidt dybere. Han åbnede langsomt øjnene og smilede uskyldigt ved hendes ord. "Hey, hvis professor De La Fontaine ikke vil have man låner hans vin, så må han simpelthen gemme det bedre," svarede han med et grin, inden han blidt gengældte hendes kys. Hendes læber var ren magi. Som hun gjorde gestus til han kunne sætte sig ned ved siden af hende, gjorde han præcis det og hældte vin op i glasset til hende og derefter sig selv. Han havde det virkelig som om, tiden stod stille.

JeromeWinther
Admin

Antal indlæg : 555
Join date : 15/08/12

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: I LOSE MY VOICE WHEN I LOOK AT YOU - Gwen - Foresti

Indlæg  JeromeWinther on Søn dec 10, 2017 5:46 am

Gwen var normalvis en utrolig fornuftigt kvinde, som havde styr på alt omkring sig. Sit liv, sin karriere, økonomi. Selv hendes fremtid havde været planlagt i hendes hoved. Selvfølgelig ikke til punkt og prikke, men hun havde som så mange andre piger og kvinder en idé om, at hun skulle gå ned af kirkegulvet iført en flot hvid kjole, hvor hendes drømmemand skulle stå klar ved alteret og de skulle sige ja til hinanden for evigt. Derefter skulle de selvfølgelig have børn. To. En dreng først og derefter en pige. De skulle leve længe og lykkeligt til deres dages ende, i et hus med have, hvor børnene skulle lege og klatre i træer, senere selvfølgelig også børnebørnene. Lige på det punkt kunne man nok godt mærke, at Gwen var en kvinde som vidste hvad hun ville opnå i sit liv.
En mild latter forlod Gwens læber ved Forestis wow. Selv de grønne øjne lyste af, at hun havde det godt i hans selskab. Hvis nogen for bare et år siden havde fortalt hende, at hun ville ende med at føle for en elev, havde hun sagt til dem, at de ikke var rigtige kloge, for selvfølgelig ville hun ikke det. Hun var jo en fornuftig og professionel kvinde. Hun var ikke typen som faldt for elever. Det var hun sådan set heller ikke, men der var noget over Foresti som hun ikke kunne forklare. Det var bare så afslappende og alligevel spændende, at være i hans nærvær. Han var i den grad forbudt, men hvordan kunne noget så forkert, føles så rigtigt? Hun kunne ikke finde ud af det, men hun havde bestemt tænkt sig, at gøre det.
Hendes smil blev om muligt endnu varmere, da han lagde sin kind mod hendes hånd, for det gav hende et tegn om, at det var okay. De blå øjne han havde, var så tryllebindende for hende, at hun slet ikke kunne beskrive det. "Teknisk set, så du mig i går i undervisningen," svarede hun mildt, før hun lod sine øjne glide i og nød kysset han tildelte hendes læber, uden at tøve med at gengælde det, selv ikke da han gjorde det dybere. Hendes røde læber gled dog en smule fra hinanden så hendes hvide tænker blev blottet mellem dem. Dog kunne hun ikke lade vær med at grine lidt, "Låner? Du har måske tænkt dig, at erstatte den?" spurgte hun lidt drillende og fulgte ham med øjnene som han satte sig ved siden af hende. Hun lod ham hælde op til dem begge, før hun hævede sit glas mod ham, "Skål," sagde hun med ømhed i sin stemme. Det var så forkert det her. Hun sad som professor med en mindre årig elev og drak vin, mens det eneste hun kunne tænke på, var at kysse ham igen. Men i nuet, så hun kun det rigtige i det. "Har du haft en god sommer?" spurgte hun og førte en hårtot om bag sit ene øre, før hun tog en tår af glasset med blikket hvilende oprigtigt interesseret i, hvad han kunne have at fortælle.

Foresti havde ikke planer om hvad han ville med sit liv, som Gwen havde. Han var typen, der ligeså snart der var noget han ville have, ganske simpelt bare gik efter det og opnåede det. Gjorde han det ikke i første forsøg, prøvede han hårde indtil det lykkedes eller han mistede interessen. Han fik gode karakterer, først og fremmest fordi hans hoved var skruet ordentligt sammen, men derudover også, fordi han gerne ville vise sine forældre, han var et godt og perfekt barn selvom han var adopteret. Han var snart 16 år gammel og hele hans liv var foran ham og alt hvad han ville få af planer eller havde af planer nu, skulle han nok opnå. Han havde tiden. Han var ung og tog hver dag, som de kom.
Foresti lod sit hoved fylde med Gwens latter. Hvor han dog elskede hendes selskab og bare det at være nær hende. At kunne høre hendes stemme og hendes åndedræt. At kunne røre ved hendes bløde hud, kysse hendes bløde læber og betragte de smukke grønne øjne hun havde sig. Han behøvede ikke andet end bare at være ved hendes side for at være glad. Alting gik op i en højere enhed med hende. Det var som om, alt bare gav mening og ikke var så kompliceret, som han efterhånden havde fundet ud af, at verden var. ”Ja, men det er ikke det samme som at se dig nu,” svarede han med et bestemt nik. Han nød også selv kysset og lod en hånd glide gennem hendes røde hår, inden han drilsk gav slip fra hendes læber, selvom han selv sukkede efter mere. Han grinte, som hun gjorde. ”Han lægger ikke mærke til det, han har så meget alkohol at jeg tvivler på, han nogensinde selv får det drukket,” påpegede Foresti i sit eget forsvar. Selvfølgelig havde han ikke tænkt sig at erstatte det. ”Men jeg har sat en tom flaske derind og hældt saftevand i…” jokede han. ”Skål,” svarede han hende og hævede sit eget glas mod hende og lod dem ramme hinanden, inden han tog en tår af glasset. Det var surt og bittert. Han betragtede hende som hun snakkede til ham og nikkede. ”Ja, men jeg har savnet dig. Mine fædre og søskende og selvfølgeig mig, var en tur til Danmark.. og så var jeg til koncert med et eller andet britisk punkrock band, som min grandkusine godt kan lide..” forklarede han med et smil, inden han så hun tog en hårtot bag øret og drak af glasset. ”Hvad med dig?” spurgte han, inden han selv tog en tår. Han havde drukket før, mest bare øl og shot, men han var forholdsvis spinkel, så han ville heller ikke drikke det så hurtigt, at hun kunne mærke han var teenager, da han logisk nok ville blive hurtigt fuld.

Gwen havde det underligt i kroppen, hver gang hun var nær Foresti. Hendes hjerne sagde at hun skulle tage sig sammen og opføre sig som den voksne kvinde hun nu engang var, stoppe med at se ham uden det var skole relateret og hun skulle slet ikke begynde at få følelser involveret, men hendes hjerte sagde noget helt andet, selvom hun elskede Roman utroligt højt og hun ikke var i tvivl om, at det var ham, som hun ville leve lykkeligt med til hendes dages ende, men hvad skulle hun gøre? Foresti havde hende fanget i et spind som hun ikke anede hvordan hun skulle komme ud af, eller om hun overhovedet ville ud af det.
Et mildt grin forlod hendes læber, "Sandt," medgav hun, i timerne var hun jo nødt til at behandle ham som enhver anden elev på skolen, hun skulle stadig forholde sig professionelt når hun rettede hans stile og sådanne nogle ting, men når de kun var de to og der ikke var nogen chance for, at de ville blive opdaget, så kunne hun slappe af og nyde ting som foreksempel det kys han tildelte hendes læber og hans hånd som hun kunne mærke i hendes flammerøde hår. Hun lod ham dog også slippe kysset og bed sig lidt i læben, som hun kunne mærke stadig brændte efter mere.
Hun skulle lige til at svare ham, da han selv forsatte sin joke, som for et kort øjeblik blev opfanget som sandhed, hvilket gjorde hun så på ham med store øjne, indtil joken gik op for hende ganske kort efter. Hun grinte let og rullede med de grønne øjne, "For pokker Foresti," sagde hun blidt og rystede lidt på hovedet af ham, lige på sådanne nogle punkter kunne hun godt mærke, at han var en hel del yngre end hende. Hun smilede til ham og lod deres glas klingre sammen, før hun tog en tår. Hun ville så meget få røven på komedie hvis det her blev opdaget.
Hun lyttede interesseret i hvad han havde og fortælle om hans sommerferie, "Danmark? Det var da et specielt valg," sagde hun, hun havde nu aldrig selv været der, men hun vidste godt, at det var et meget lille land i Europa, mere vidste hun faktisk ikke om landet. Hun smilede da hun mærkede han førte en hårtot om bag hendes øre, hvilket gjorde hun tog blidt fat i hans hånd og lagde den ind mod sin kind, for kort at lukke øjnene. Det var rart at mærke ham tæt på. Hun åbnede øjnene da han vendte spørgsmålet mod hende. Hun bed sig lidt i læben og slog blikket lidt ned, da hun ikke rigtigt havde lyst til, at svare ærligt. Hun havde brugt det meste af sin sommerferie på at planlægge bryllup og være alene hjemme, mens Roman havde passet sit arbejde. "Ja, den har været stille og rolig, men jeg har også savnet dig," svarede hun og sendte ham et varmt smil, hun havde dårlig samvittighed både overfor Foresti som hun jo vidste havde følelser involveret, da han havde indrømmet det overfor hende, men især også overfor Roman. Hun prøvede dog at skyde tanken lidt ud af hovedet, så hun tog en tår mere af sit glas og stillede det så på gulvet, før hun tog hans glas også og stillede på gulvet, før hun lænede sig frem mod ham og kyssede hans læber med en hånd blidt nussende hans nakke.

Foresti havde jo egentlig været ret ærlig med hvordan han havde det med Gwen fra starten af og han havde egentlig ikke de store moralske skrubler. Ikke en engang fordi han vidste, det ikke var ham der ville havne i problemer eller fordi hun var gift. Han var forelsket i hende og kunne ikke se hvorfor der skulle være et problem også selvom der var aldersforskel og også selvom, han var hendes elev.
"Der kan du selv se," forsvarede han sig og strøg hende over hendes kind med den flotte porcelæn blege hud. Han havde savnet hende på flere måder end han havde troet var muligt. Han havde savnet ikke at se hende. Ikke at kunne høre hende. Dufte hende. Være i nærheden af hende. Han havde savnet hende fysisk. Seksuelt. Psykisk. Han havde nok af flere årsager ikke været den sjoveste teenage dreng i sommerferien. Hans forældre var dog meget overbærende på det punkt, da deres teenage år rent faktisk havde været besværet af større problemer end dem Foresti pt. havde. Han forsatte med at nusse hendes hår, som han hurtigt fangede et kys mere fra hendes læber, inden han smilede drenget for sig selv. "Hvad?" spurgte han uskyldigt og sendte hende også et uskyldigt blik og smil. Han kunne godt et eller andet sted regne ud at det var et punkt, hvor man kunne mærke han var yngre end hende på. Han gik dog ud fra, det ikke gjorde noget da det skulle have været meget klart fra begyndelsen.
Han lyttede på deres glas, som ramte hinanden og tog endnu en tår efter den første han havde taget. Hans møde med alkohol var ikke begrænset af hans alder, da han efterhånden havde prøvet alkohol en del gange. "Jah, det er det vel.." svarede han med et skuldertræk, da han aldrig havde tænkt over, det ikke lige var et sted alle kom. "Men min ene far kommer fra Danmark, så det har altid bare været normalt," forklarede han med et smil. Han mærkede hun tog fat i hans hånd og hun lagde den på sin kind, hvilket gjorde han strøg hende blidt, inden han bukkede sig fremover og kyssede hendes læber længselfyldt. "Der er måske ikke sket så meget?" spurgte han og smilede kort af, hun havde savnet ham. Han lod hende tage hans glas og lagde sine arme om hendes hofter som hun lænede sig frem, og gengældte hendes kys, mens han nød hun nussede ham i nakken. Han begyndte selv at læne en smule bagover, mens han sørgede for at holde fast i hende, som han gjorde kysset dybere.

Gwen ville ønske hun vidste præcis, hvad hun skulle stille op med alt dette her. Eller, hun vidste sådan set godt hvad hun burde stille op, men det var bare som om, at det langt fra var ligeså let som det måske burde være. I stedet for nød hun at mærke hans hånd mod sin kind og sendte ham et varmt smil som nåede helt op til de grønne øjne hun havde. Hun havde oprigtigt savnet ham. Hun havde savnet at se ham i sin undervisning. At se ham uden for undervisningen. At mærke ham. At være alene med ham og bare nyde hans selskab, for selvom aldersforskellen var der, så var det bare som om, at de klikkede på et eller andet punkt. Hun var ikke længere bekymret for, om han ville tage røven på hende, og ende med at få hende fyret. Hun havde fået en helt anden form for tillid til ham. "Du er tosset," sagde hun kærligt, nærmest hviskende og sendte ham et nyt smil, som hun tippede hovedet mod hans hånd.
Et lidt mere forstående blik meldte sig i de grønne øjne, da han fortalte om sin ene far, "Arh, ja så giver det lidt mere mening. Har du familie der så?" spurgte hun ind og smilede. Det var underligt, så meget vidste hun jo egentlig ikke om ham, men det gjorde han jo på den anden side heller ikke om hende. Hun kom ikke ligefrem fra nogen kernefamilie, men det var også kun Roman som rigtigt kendte hendes historie og vidste hvad hun kom fra, selvom man ikke kunne mærke det på hende. Og selvfølgelig hendes adaptivfamilie.
Hendes smil voksede da hun mærkede, han strøg hendes kind. Hun tøvede da heller ikke med at gengælde hans kys. Det var så dejligt at mærke hans læber mod sine egne igen. Mærke de sommerfugle han satte i gang i hendes mave. Hun rystede lidt på hovedet, "Ikke noget at berette hjem om," svarede hun stille, og mærkede hans hænder mod sine hofter og hvordan det satte gang i en masse følelser i hende. Som han lænede sig bagover, fulgte hun med, så hun endte med at støtte sine håndflader mod gulvet på hver side af hans hoved, mens hendes knæ hvilede mod gulvet ud for hans hofter. Hun kunne godt mærke hun havde svært ved at holde sig tilbage i kysset, da han gjorde det dybere. Hun sænkkede underlivet ned til hans og brød så kysset, kun for elegant at trække sin bluse over hovedet, før hun bøjede sig ned efter hans læber igen, som hun kyssede intenst og lod sine fingre snige sig indunder hans bluse, for at nusse hans brystkasse.

Foresti vidste sådan set godt, det var forkert af ham at lægge op til en professor, men det ændrede ikke noget for ham. Han havde gjort det og han havde ment hvad han havde sagt til hende, den gang de begyndte. Verden kunne bare komme an! For han ville bekæmpe den med alt hvad han havde. Han var teenager, så hans mod på livet var større. Han havde ikke brændt sig og i forhold til al der hed kærlighed, var han ny. Han havde aldrig prøvet at en person han elskede som en kæreste, havde såret ham eller på anden måde afvist ham. Han turde tage chancer og det havde han gjort. Han stod gerne ved det. Han følte en stor forbindelse til Gwen og han følte, han havde mødt et menneske der tog imod ham, som han var. ”På den gode måde?” spurgte han med et kækt smil over sine læber.
Han nikkede, da hun sagde det gav mening. ”Ja. Min far er født og opvokset der, så hans mor og alt det der, bor der stadig,” svarede han med en forklarende tone. I det mindste havde hun ikke studset ved ordet fædre og spurgt om hans mor var inde over eller om det var fordi de var i et forhold sammen. Ikke han havde noget imod at forklare det overhovedet og han var heller ikke flov over det. Han blev bare ikke altid mødt med åbne arme over det og han ville ikke have Gwen skulle tænke mindre om ham, på grund af det. Han ville gerne lære Gwen at kende. Hvor hun kom fra. Hvad hans ynglings mad. Hendes ynglings farve. Alt, han overhovedet kunne vide om hende. Han ville gerne have Roman ud af billedet, men det var for tidligt at ytre sig om det. Det vidste han godt. Han lagde mærke til hendes smil voksede ved hans berøring og kunne ikke selv lade være med at smile for sig selv. Han nikkede lidt. ”Okay,” hviskede han. Han lod hende følge med over, og betragtede hende gennem halve øjne som hun bevægede sig ned mod ham. Hun var smuk. Hendes krop var fantastisk. Hendes personlighed forblindende. Han lod sig hurtigt svøbe væk til deres eget paradis, hvor der kun var de to. Fanget i et elektrisk felt, hvor magi opstod. Hun var alt, han havde brug for. Han lagde sine arme rundt om hendes læn for at mærke hende helt tæt på sig. Han mærkede hendes underliv mod hans, og betragtede hende tryllebundet som hun trak trøjen over hovedet. Betragtede bevægelserne i hendes arme og maveparti, som han ikke kunne lade være med at tænke hvor perfekt hun var. Han mærkede hendes læber mod sine egne igen, og lod deres kys genopstå, denne gang mere intens, som han sukkede efter mere i hele hans krop. Hans eksistensgrundlag blev nærmest hende i dette øjeblik, og især da han mærkede hendes hænder under sin trøje der nussede hans brystkasse, hvilket fik ham til at køre sine hænder op ad hendes bare ryg.

JeromeWinther
Admin

Antal indlæg : 555
Join date : 15/08/12

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: I LOSE MY VOICE WHEN I LOOK AT YOU - Gwen - Foresti

Indlæg  Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


Ciel+Sebby :: WaW :: Tråde :: Darcel

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum