You Can Call It Fire And Ice, But We Work So Well

Ciel+Sebby :: WaW :: Tråde :: Darcel

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

You Can Call It Fire And Ice, But We Work So Well

Indlæg  Kaya on Tirs aug 29, 2017 6:26 am

Lawrence Dale Rider
August 2054, omkring klokken 17.
Lawrences lejlighed i London.
Outfit

Tatianna hyggede sig virkelig i Lawrence selskab, selvom de nok var startet med at komme lidt skævt ind på hinanden, fordi hun havde sagt han lignede Charles fra Faded Exit, det havde hun dog hurtigt fundet ud af, var bandeord i Lawrences øre. Hun vidste egentlig ikke rigtigt hvad de var, for de var ikke kærester, men de havde hængt ud nogle gange efterhånden. De var vel egentlig bare venner? Hun rystede tanken lidt af sig igen, som hun gik ned af gaden mod Lawrence lejlighed. Hun havde haft det lidt underligt i kroppen sidste gang de havde ses, men hun havde hurtigt slået det hen som ingenting. Hun havde ikke været sammen med nogen, selv ikke kysset nogen, siden hendes forlovet var død, hvilket nok havde været en af grundene til at hun ikke rigtigt havde kunne finde ud af, hvad det var der var sket.
Hun gik med musik i ørene hen af gaden og stoppede op foran hans opgang, bed sig lidt i indersiden af sin kind, før hun så skubbede døren op og begyndte at gå op af trapperne. Hun var faktisk ret spændt på, hvordan han boede og ikke mindst hvad de skulle have at spise, om han havde handlet eller de skulle ud og gøre det sammen. Det var bare nemmere, at være hos ham, frem for hende, da hun stadig boede hjemme, selvom hun havde været flyttet hjemmefra, så var hun flyttet hjem da hendes forlovet var død, for selv at komme på ret køl igen. Hun bankede roligt på døren, mens hun lagde sine høretelefoner væk, hvorefter hun tog i håndtaget for at lukke sig selv. "Hey mr. Sunshine," sagde hun med et smil på sine læber, for at melde sin ankomst, mens hun tog sine sko af. "Har du tøj på? Eller er det på eget ansvar, at komme helt ind?" spurgte hun drillende, mens hun rettede lidt på sin hue og sit tøj.



Dressed to impress

Lawrence nød også Tatiannas selskab. Han havde hurtigt tilgivet hende for at sige navnet, som helst ikke måtte benævnes i hans nærhed. Han så normalt ikke de kunder han havde haft i sit eget privatliv. Ikke fordi han ville have en professionel distance, men det var bare heller ikke de fleste af dem der sagde ham noget. Nogle kom igen. Enten for at få genoptegnet eller fordi de skulle have flere. Nogle så de nærmest en gang om ugen. Lige nu, var han næsten lige kommet hjem efter at have været på arbejde og have handlet ind til det, de havde aftalt de skulle lave sammen. Hans tøj bestod af en langærmet sort hvid trøje på, samt et par stramme bukser og et nittebælte, for ikke at tabe dem. Han ville ikke ikke virke som om, han prøvede for meget. Skoene sad stadig på hans fødder i det han åbnede døren og skyndte sig at stille varerne på plads inden han tog sin stav og lod den glide ned langs hans krop for at sørge for at han var ren med en nonverbal besværgelse, inden han fandt den skuffe, han havde aflåst med magi og lagde sin stav ned i præcis i det øjeblik, han hørte dørhåndtaget gå op. Han så hen på Tati, og sendte hende et lusket smil selvom det stadig ikke nåede op til hans øjne. "Du vil måske nyde synet, hvis det var det du mødte?" spurgte han med samme luskede stemme. Han vidste egentlig ikke hvordan han havde det med Tati. Han kunne sagtens smile i hendes nærhed og nyde hendes selskab, men alligevel så nåede glæden aldrig op til hans øjne, men omvendt, så gjorde den ikke rigtig det ved nogen. Han havde for længst bare pakket den væk, så ingen kunne prøve at tage det fra ham igen. Han nægtede at være et offer for hvad hans omgivelser kunne gøre ved ham. Han vidste heller ikke, om han var glad for hende som en veninde eller om hun bare var en bekendt. Han var ikke rigtig i kontakt med den side af sig selv. Han vidste, at han holdt af Jasper og Bradán, men det var sådan set også det eneste, han rigtigt vidste. Han gik over mod hende for at lægge en arm omkring hende ganske blidt. Han var ikke rigtigt den store krammer.



Tatianna kendte intet til magi overhovedet, ikke andet den det som enhver anden muggler også kendte til, i form af kort-tricks og tryllekunstener, men der var det hele jo fup. Egentlig var hun nok typen som ikke troede på ret meget, hendes tillid til folk skulle virkelig bygges op fra bunden, hvilket også havde været en af årsagerne til, at det havde været utroligt grænseoverskridende for hende, da Lawrence havde skulle tatovere hende, men hun var stadig glad for den, hvilket vel var det vigtigste.
Hun nåede ikke at bemærke han havde en skuffe åben, som han lukkede i det hun kom ind af døren. "Du er et meget slesk menneske, ved du godt det?" spurgte hun og grinte let, mens hun rystede lidt på hovedet af ham, "Men med mindre du har en My Little Pony tatoveret på ballen, så har du næppe noget jeg ikke har set før," tilføjede hun og blinkede drillende til ham, som hun langt om længe fik bundet sine sko op og taget dem af. Hun rettede sig op igen, som han kom over mod hende. Hun lagde kort den modsatte arm om ham også, hvorefter hun slap ham igen. "Bor du alene?" spurgte hun roligt og gik ind mod stuen, da hun ikke regnede med, at de skulle i gang med maden lige så snart hun var kommet ind af døren, det var vel lidt for tidligt endnu.

Kaya

Antal indlæg : 90
Join date : 10/10/16

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: You Can Call It Fire And Ice, But We Work So Well

Indlæg  Kaya on Fre sep 15, 2017 1:12 am

Lawrence rettede sit blik på hende ved hendes ord om, at han var et meget slesk menneske. ”Og det mener du fordi?” spurgte han med en uvidenhed, der var tiltænkt som værende med vilje. Han sendte hende et smil, da han godt forstod joken. ”Jeg ved ikke… du kan jo tjekke efter?” spurgte han og gengældte hendes drillende blink, som han mærkede hendes hendes arm om sig kort efterfølgende. Han havde sin egen arm løst omkring hende, inden han gav slip ret hurtigt efterfølgende. Lawrence var ikke den krammende type og han brød sig egentlig heller ikke specielt meget om den form for intimitet. Han havde heller ikke været det mest opsøgende barn i forhold til den slags omfavnelse. Han havde jo fået kærlighed uden at det nødvendigvis betød, at han ville kramme og puttes med. ”Ja,” svarede han roligt og så sig lidt omkring i hans lejlighed. Det havde han gjort fra den dag, han havde flyttet ud hjemmefra. Lawrence brød sig ikke særlig meget om andre mennesker og han kunne heller ikke forestille sig at bo sammen med de få venner, som han havde. Han kunne godt lide, når han kom hjem og lukkede sin hoveddør, at der var total isolation med mindre han selv havde inviteret nogen hjem til sig. Han fulgte efter hende ind i stuen og slog sig ned i sofaen og nikkede med hovedet mod den tomme plads ved siden af ham, som han fandt sine smøger frem og tændte en smøg. Han vidste ikke helt hvordan han skulle starte en samtale med hende, da han altid følte sig falsk når han spurgte hvordan folk havde det. ”Du tager bare en, hvis det er,” sagde han med et nik mod cigaretterne.



Tatianna skød begge øjenbryn en smule op og satte en hånd for sin mund, "Ej, det ved jeg sørme ikke. Det var meget fordomsfuldt af mig, at komme med sådan en påstand," sagde hun og trak så på de mest uskyldige ansigts muskler hun kunne. Dog fik hans spørgsmål, hendes uskyldige mine til, at forsvinde med det samme, som et grin formede sig på hendes læber i stedet for, "Eller også er det der for," svarede hun og rullede lidt med øjnene, "Men pas nu på, jeg ikke tar dig på ordet," tilføjede hun drillende. Hun havde intet imod at det ikke var noget langt eller intimt kram, ikke fordi hun havde problemer med nærkontakt, men fordi hun ikke var lige god til, at tillade sig selv det. Selvom det efterhånden var nogle år siden hendes forlovet var død, så følte hun stadig hun var ham utro, hvis hun så meget som tænkte på at kysse en anden fyr.
Hun lod sit blik glide lidt rundt i hans stue, da han svarede på om han boede alene. "Hm, du slår mig heller ikke lige som typen, som ville bo i kollektiv," sagde hun roligt, som hun selv havde gjort, før hun vendte blikket mod ham og så hans nik med sofaen. Hun satte sig roligt i sofaen, med den ene fod på gulvet og den anden oppe i sofaen, så hun kunne hvile sin hage på sit knæ, med blikket mod ham, efter hun havde taget sin mobil op af lommen og lagt på sofabordet, da den var i vejen når hun sad ned. "Jeg har ude i jakkelommen, men tak," sagde hun roligt og så en smule analyserende på ham. Hun legede lidt ubevidst med sin ring, "Jeg ved godt du ikke er på arbejde lige nu, men.. Kan tatoveringer dække ar?" spurgte hun og rømmede sig lidt, før hun alligevel valgte at rejse sig for, at hente sine cigaretter i sin jakkelomme, hvorefter hun satte sig igen i sofaen og tændte en smøg. Der var jo ingen grund til, at hun røg hans, når hun havde sine egne.

Kaya

Antal indlæg : 90
Join date : 10/10/16

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: You Can Call It Fire And Ice, But We Work So Well

Indlæg  Kaya on Søn sep 24, 2017 4:30 am

"Ja, nu det er noget du er inde på. Hvad bilder du dig ind?" spurgte Lawrence ud i rummet med en belærende stemme. Han så godt at hun prøvede at være uskyldigt, men hun så også hvordan det hurtigt faldt til jorden for hende. Han lyttede på hendes grin og så derefter på hun rullede med øjnene. "Nej, det kan det da ikke være," svarede han teatralsk og lagde hænderne dramatisk ud foran brystet for at spille såret. "Det gør du bare," svarede han med et flirtende blik i sine øjne. Havde hun lyst til at tage ham på orde, så gjorde hun bare det. Som sagt, så havde hun set hans overkrop før og han hadede at tabe, så darede hun ham, ville han under alle omstændigheder tage sit tøj af.
Ved hendes ord, forlod et kort grin hans læber. "Nåh, hvorfor dog ikke?" spurgte han henkastet. Nej, han havde en gang haft en room mate og han havde hadet det. Nu kunne det også være, han havde været uheldig med sin, men den han havde haft havde ikke forstået det med en lukket dør og havde været meget glad for, at skulle lave alt muligt shit sammen. Sådan var Lawrence ikke. Hans hjem skulle være et sted, hvor han kunne slappe af fra de mange mennesker han mødte i sin dagligdag. Heldigvis tjente han nok nu til han kunne bo for sig selv. Han boede heller ikke et stort sted, da han ikke havde behov. Han kunne ikke se hvorfor han skulle bruge penge på et halvt palæ, når han bare var sig selv. En toværelses var fin for ham. Han betragtede hende som hun satte sig ned og lod sin hage hvile på sit knæ. "Det er da nemmere at tage mine så," protesterede han, selvom hun selv bestemte. Han havde ikke noget imod at give ud af sine smøger. Han betragtede hende lege med sin ring. "Er du forlovet?" spurgte han og nikkede mod hendes ring. Han havde ikke rigtigt nogen form for viden om ringe og hvad forskellen på en almindelig ring og en forlovelsesring, andet end sidstnævnte oftest var dyrere og lavet af noget andet materiale. "Ja.. Hvad tænker du på?" spurgte han med en rolig stemme, inden han førte smøgen op til mundvige og tog et langt drag af sin cigaret. Han havde også ar på sin krop, han havde dækket af tatoveringer. Generelt kunne man meget med tatoveringer og han havde set meget inspirerende arbejde gennem årene efterhånden.



"Jeg er et uforskammet menneske, hvad kan jeg gøre?" svarede hun og trak lidt på den ene skulder, hvorefter hun smilede roligt til ham. Hun var nok ikke så god til, at spille uskyldig som hun kunne være, men nu var hun også danser, ikke skuespiller, så det betød ikke så meget for hende. Desuden havde det jo kun været for sjov. "Ikke? Hmm, så ved jeg sørme ikke, hvad der fik mig til, at sige det," sagde hun med en sukkersød stemme og tappede sin hage et par gange med sin ene pegefinger, som var hun i gang med at løse dagens gåde. Hun kunne dog ikke lade vær med, at se lidt udfordrende på ham med et blik som roligt gled ned af hans krop, før hendes nøddebrune øjne glide op igen og tilbage til hans øjne, mens hun gik helt tæt på ham, "Okay," sagde hun stille og lod sine kølige fingre finde knappen og lynlåsen på hans bukser. Dog åbnede hun dem meget langsomt, så han ville have rig mulighed for, at stoppe hende, hvis han ville trække i land. Hun var bare ikke god til, at lade en udfordring ligge, selvom hun kunne mærke indeni sig selv, at det var utroligt grænseoverskridende for hende.
Hun rynkede lidt på næsen, "Du er alt for.. indadvendt. Ikke negativt ment, men tro mig, jeg har selv boet i kollektiv og det er ikke for folk som er glade for deres privatliv," sagde hun og grinte let, mens hun kløede sig lidt i nakken. Hun havde elsket det, men hun ville nok aldrig gøre det igen, men det var nok også fordi det var endt som det var. Hun tippede hovedet lidt til den ene side, "Okay," sagde hun og trak lidt på den ene skulder, hvorefter hun tog en af hans smøger og tændte den. Hun fik dog røgen galt i halsen, da han spurgte om hun var forlovet, hvilket fik hende til at hoste lidt og stoppe brat med, at lege med ringen. "Var.. Jeg var forlovet.. Han døde to uger før vores bryllup," svarede hun ærligt og trak lidt på den ene skulder, før hun tog et hvæs mere af sin smøg. Hun vidste ikke, at Patrick havde været magiker og hun havde været to uger fra, at en hel ny verden ville have været blevet præsenteret for hende i form af varulve, alfer, enhjørninger og andre magiske væsner, og magi det det hele taget.
"Hey, tanker er toldfrie," sagde hun morende, nok også mest for at løfte stemningen lidt igen, "Ej, jeg har et ar, som jeg gerne vil have dækket," fortalte hun så og tog et nyt hvæs af sin smøg, før hun askede i askebægeret. Hun ville gerne videre i sit liv og nu var det efterhånden to år siden branden som havde slået Patrick ihjel havde fundet sted, og hun fik hele tiden af vide, at det ville være sundt for hende, for hun var stadig ung og Patrick havde ikke været god for hende, da han havde fået hende ud af et kæmpe misbrug af både stoffer og alkohol.

Kaya

Antal indlæg : 90
Join date : 10/10/16

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: You Can Call It Fire And Ice, But We Work So Well

Indlæg  Kaya on Tirs sep 26, 2017 7:38 am

"Det er du faktisk, og jeg ved det virkelig ikke. Måske er du fortabt," påpegede han med et drilsk smil over hans læber, der dog ikke nåede op til hans øjne. Som det aldrig gjorde. Lawrence havde vænnet sig til at 'lyve' eller spilleskuespil. Hvad end man skulle kalde det. Når han begik sig i mugglerverdenen, var der en stor del af sig selv, som han ikke brugte. Han var magiker. Ja, sågar lige nu havde han låst det lange stykke træ han havde sig, ind i en skuffe, som kun han kunne åbne, fordi han ikke vidste hvor vidt Tatianna var magiker eller ej. Han havde dog en idé om hun ikke var. "Nej, der kan du jo selv se," sagde hun og rynkede lidt på næsen af den sukkersøde stemme hun havde, da han ikke synes hun virkede særlig uskyldig lige nu. Efter alt, så var det hende som havde udfordret ham sidst til at smide sit tøj, mens han var på arbejde. Han mærkede hendes udfordrende blik på sig og så tilbage på hende med et blik, der udfordrede hende til at gøre hvad hun ville, for hun turde nok ikke alligevel. Som hun sagde okay og han mærkede hendes øjne glide ned af hans krop og han hørte lyden af knappen på hans bukser, der gik op og lynlåsen der blev lynet ned, så han på hende med et overrasket blik. Han havde ikke stoppet hende. Heldigvis kunne han heller ikke mærke hendes fingre var kolde, da de ikke var i direkte kontakt med hans hud. "Hvad ser du så?" spurgte han udfordrende, da han også nægtede at tabe.
Han kunne godt forestille sig, at man ikke skulle bo i et kollektiv, hvis man værnede om sit privatliv. For ham havde det været forfærdeligt nok, at skulle bo på samme værelse med andre, da han gik i skole. "Nåh, har du det? Hvordan var det?" spurgte han direkte. Han kunne egentlig godt forestille sig, at hun var typen eller i hvert fald havde været typen, der synes den slags ting kunne være sjovt. Han betragtede sin egen røg forlade hans mund og kiggede mod hende, da hun begyndte at hoste. Han prøvede kort at aflæse hende, som hun stoppede med at lege med ringen. "Åh.. Det er jeg ked af at høre. Undskyld jeg spurgte, jeg vil ikke rive op i noget..." svarede han ærligt, som han tog et nyt hiv af sin smøg. Det var ikke fordi hun ikke måtte snakke om det, for han ville gerne høre om det, men han ville heller ikke rive op i noget. Han ville fx. ikke snakke om det med sine forældre overhovedet. Selv overfor Jasper kunne han lukke fuldstændig af, så det var forskelligt.
Han kiggede på hende igen, da hun forsøgte at løfte stemningen igen. "Altså, hvilket slags ar taler vi om? Der er nogen der er sværere end andre," påpegede han med et kort smil over sine læber.



Tatianna trak lidt på den ene skulder, "Well, du hænger frivilligt ud med mig. Det siger næsten mere om dig, end det gør om mig," gav hun drillende igen. Hun havde, siden de havde mødt hinanden første gang, undret sig meget over, hvorfor hans øjne aldrig rigtigt virkede glade, men hun havde ikke ville spørger ind til det, så godt følte hun endnu ikke at de kendte hinanden, men det skulle nok komme, det var hun sikker på. Hun grinte let og bed sig lidt i indersiden af sin kind, "Hvad så hvis jeg lukker øjnene? Så kan jeg ikke se det," foreslog hun og slog let ud med hænderne, selvom hun godt vidste det var en dårlig undskyldning.
Hun var ikke ligefrem nogen uskyldig kvinde, men hun var langt mere uskyldig nu, end hun havde været for bare tre år siden. Men hendes liv havde også taget mange drastiske drejninger, men de havde jo alle sammen gjort hende til den hun var i dag. Hun så ikke for et eneste sekund, hverken det udfordrende blik han havde set på hende med, eller det overrasket blik han sendte hende, da hun havde sagt okay. Hun så ham slet ikke i øjnene overhovedet, da hendes blik stirrede frem for hende, hvilket passede med hans kindben, da han trods alt var højere end hende, selvom hun var en høj kvinde. Det gik langt over hendes egne grænser det her, men hun, ligesom Lawrence, nægtede at tabe. Da han spurgte hvad hun se, sank hun en smule, men tog så blidt fat i kanten på hans bukser og bokseshorts og trak ned i dem, dog kun bag på, før hun lænede sig til siden, for at kunne se hans bagdel. "Hm.. Ingen blæk. Skuffende," sagde hun drillende og rettede sig op igen, så hun stod ret foran ham igen og trækkede hans bukser tilbage op, før hun slap ham, da hun regnede med at han selv ville lukke dem igen, eller rette dem til først, hvis de ikke sad ordenligt. "Men hey, go' røv," tilføjede hun og blinkede til ham, hvilket var første gang hun vendte blikket tilbage til hans øjne.
Hun nikkede lidt, "Det var fedt, det meste af tiden, men jeg ville ikke gøre det igen," svarede hun ærligt, ingen tvivl om, at hun havde elsket at bo i kollektiv, men hun havde haft en alt for brat og voldsom afslutning på det, til at hun ville gøre det igen, og hun var et helt andet sted i sit liv nu, end hun havde været dengang. Hun lod sin frie hånd glide i gennem det lange næsten sorte hår, som hun tog et nyt hvæs af sin smøg. "Hvis ikke man spørg, får man ikke noget af vide," sagde hun roligt og sendte ham et lille smil, før hun rømmede sig lidt, "Desuden er det to år siden, så det kan ikke blive ved med, at være et tabu og jeg ved godt, jeg slet ikke burde gå med ringen mere," sagde hun, selvfølgelig gjorde det stadig ondt at snakke om Patrick, men det var måske netop fordi hun aldrig rigtigt gjorde det. Hendes forældre havde prøvet at få hende til, at snakke, men hun havde nægtet og ville nok aldrig lukke nogen ind omkring det hundrede procent.
"Brandmærke," svarede hun og askede i askebægret igen, før hun vendte blikket mod sin mobil for, at se hvad klokken efterhånden var, "Skal vi gå i gang med maden?" spurgte hun og smilede lidt til ham. De ville jo sagtens kunne forsætte snakken ude i køkkenet, hvis det var det.

Kaya

Antal indlæg : 90
Join date : 10/10/16

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: You Can Call It Fire And Ice, But We Work So Well

Indlæg  Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


Ciel+Sebby :: WaW :: Tråde :: Darcel

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum