Trying hard not to fall - Blake + Mayson

Ciel+Sebby :: WaW :: Tråde :: Seth

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Trying hard not to fall - Blake + Mayson

Indlæg  Admin on Ons aug 09, 2017 6:03 am

Mayson Carver
Outfit
Oktober 2053

Blake havde bevæget sig mod biblioteket med sin hætte på sin hoodie godt oppe om ørnene i håb om det var det mest sikre for at undgå nær kontakt med eventuelle mandlige studerende på vejen. På den måde kunne den unge amerikaner forsvinde ind i sin egen lille verden. Ikke fordi han havde noget imod andre var til stede, men bare fordi han var bange for nærkontakt med folk af sit eget køn. Han overvejede også virkelig inderligt snart at finde sig en ny pige han kunne kalde sin kæreste for et stykke tid inden Skyler Brown skulle få flere nye idéer om at hun skulle afpresse ham for at holde på hans hemmelighed. Så sjovt var det heller ikke at være hendes såkaldte homo-tilbehør og det var præcis derfor han holdte sin seksualitet hemmelig for alle andre. Fordi en person der var sådan overfor ham var mere end rigeligt. Da han synes han hørte en lyd svang han da også hurtigt rundt om hjørnet indtil biblioteket og åndede en smule lettet op. Det var det gode ved det var lørdag og folk snart skulle gøre sig klar til alt det Halloween der foregik i Hogsmeade og den store fest senere på mdr for det betød at biblioteket var endnu mere affolket end det normalt var. Han slog sin hætte ned og så sig omkring for at se om han kunne finde et sted at være uden at skulle støde ind i alt for mange.
Klokken nærmede sig 14 og udenfor kunne man høre vinden ruske i bladene for at gøre dem nøgne og klar til vinteren. Lige nu var Blake dog ligeglad med det faktum for han var alligevel indenfor.

Mayson sad ved en af de bagerste borde på biblioteket. Rundt omkring ham stod stakke af bøger som han havde hentet ned fra diverse hylder. Han var igang med at lave ugens lektier og havde egentlig både gang i en eliksiropgave, en historieopgave og en besværgelsesopgave på samme tid. Der var nok at se til når man var en del bagud som han og han kunne godt se at hans håb om på et tidspunkt at kunne blive vejleder nok haltede en del bagefter. Måske var det også godt, han ville jo bare ende med at skræmme livet af de yngre elever.
Eliksiropgaven bestod i at han skulle nævne hvilke ingredienser der skulle bruges i en eliksir han ikke helt kunne huske navnet på lige nu og derefter forklare hvad de forskellige ting gjorde ved blandingen.
Historieopgaven omhandlede det store slag på Hogwarts, han misundede de elever som havde bedsteforældre der deltog i slaget en smule, de måtte have helt styr på den slags modsat ham der først lige var ankommet til skolen for et par uger siden.
Besværgelsen han skulle mestre var en ganske simpel en af slagsen, forvandl en citron til en melon. Det lød i hvert fald simpelt, men Mayson var så småt ved at opgive sit foretagende og sad lige nu med beggen albuer hvilende på bordet og hovedet hvilende i hænderne, imens halen dovent svingede tryllestaven uden det helt store held. Det vildeste der var sket de sidste ti minutter var at citronen var trillet ned fra bordet og Mayson var ikke engang sikker på om det havde været besværgelsen eller fordi han var kommet til at skubbe til bordet med sit knæ. Måske han bare skulle få Ethan til at hjælpe sig.

Han rejste sig op og strakte sig. Egentlig var han en høj dreng, men man så det sjældent fordi han altid krympede sig sammen i håb om at skjule sig selv lidt væk fra omverdenen. Han var stadigvæk ikke faldet så godt til på skolen, men han forsøgte at holde humøret oppe og undgå dem ham på forhånd vidste kunne bringe ham problemer som Lucka og hans slæng og så Luke.
Med et let suk gik han hen til bogreolen igen for at lede efter en ny historiebog som måske kunne fortælle ham noget om slaget som de 6 andre bøger han havde liggende ikke kunne.
Imens han læste på de forskellige bogrygge gik han baglæns for bedre at kunne danne sig et overblik og han så derfor slet ikke personen bag ham som han derfor brasede ind i.
Klar over sin fejl snurrede han lynhurtigt rundt med et overrasket og undskyldende blik, "Det beklager jeg, jeg så dig slet ikke." Udbrød han og kørte en hånd gennem håret.

Blake der mest af alt havde gået i sin egen verden og for engang skyld ikke lagt mærke til sine omgivelser fordi han ikke regnede med det var ligeså nødvendigt nu hvor han følte sig i sikkerhed på biblioteket hoppede et par få cm da han fik et kæmpe chok over nogen var gået ind i ham. Nok mest af alt fordi han havde gået og kigget på sine egne fødder og tænkt på at Tobias havde ret i at han skulle lade være med at være så bange og jumpy, men det var bare som om noget af det egentlig også var Skylers skyld. Nu var hun så også en Brown så det var vel ligeså meget det som gjorde at hun opførte sig som hun gjorde, men det betød ikke at Blake synes det var fedt at blive presset ud i et såkaldt venskabs forhold hvor hun havde magten over ham fuldstændig. Da det gik op for Blake det var en fyrs stemme der undskyldte trådte han med et par hastige skridt tilbage og stødte ind i bogreolen bag ved ham. Heldigt for ham dog ikke hårdt nok til der ville vælte nogle bøger i hovedet på ham eller noget, men nok til at man ville ligge mærke til han fik et chok og noget så ondt i ryggen grundet det kraftige sammenstød med et par bøger der stak en smule ud fra reolen da de ikke var blevet sat ordenligt på plads. Han lod sin ene hånd glide om til sin ryg for at ømme den ganske let. ”Det skal du altså ikke tænke på. Jeg kan bare lade være med at glo på mine fødder når jeg går” sagde han med et ganske let smil inden han kiggede op og hævede det ene øjenbryn idet det gik op for ham at drengen så ud til at være blå i hovedet. Nu var det ikke fordi Blake brugte specielt meget tid til at kigge på de andre elever, men lige det der var han sikker på han havde ville kunne huske hvis han havde set det før. ”Ehm… Undskyld jeg spørg, men hvorfor er du blå?” spurgte han roligt og lagde hovedet ganske let på sned. Der var ikke så meget som et gram af hverken ondskab eller ironi i hans stemme da han trods alt blot var nysgerrig. Ellers havde han heller ikke sagt undskyld til at starte med for at spørge.

Mayson havde næsten allerede forberedt sig mentalt på fyrens reaktion. Det var en del muligheder, enten var han som de fleste andre fyre han havde mødt, med hånlige kommentarer og voldsomt kropssprog, men det lod til at han blev næsten panisk, igen en reaktion Mayson desværre havde oplevet lidt for mange gange.
Natuligvis troede han fejlagtigt at det skyldtes hans udseende og han holdt hurtigt sine hænder op foran sig som for at berolige fyren, "du skal ikke være bange.." begyndte han for var der noget han hadede så var det når folk frygtede ham, det ramte ham virkelig hårdt hver gang skønt han efterhånden burde være vandt til det.
Dog lod han til at falde ned ret hurtigt hvilket også fik Mayson til at sænke armene. Han rettede sig dog ikke helt op idet han stadigvæk prøvede at virke lidt mindre end hvad han var for at fremstå mindre truende. Han gjorde virkelig hvad han kunne for ikke at rode sig ud i problemer, det havde han jo lovet sig selv efter episoden med Lucka.

Drengens spørgsmål fik Mayson til at stå lidt med åben mund overrasket over nysgerrigheden der lå bag. "Øhm," begyndte han imens hånden atter gled gennem håret og halen svingede lidt ukontrolleret bag ham.
Han var ikke helt sikker på situationen for efter han havde mødt en del elever der fandt det uhyre morsomt at træde på ham var det svært at gennemskue hvem der snakkede med ham med rene intentioner. "Jeg fik kastet en forbandelse over mig da jeg var lille." svarede han så og lod hovedet tippe lidt på skrå som han forsigtigt smilede tilbage dog var han forsigtig med at blotte de spidse hjørnetænder da det heller ikke altid faldt i god jord hos folk.
"Ehm..sidder jeg på din plads eller noget?" Spurgte han lidt forsigtigt, han var parat til bare at pakke sine ting sammen og flytte sig hvis det var tilfældet, igen bare for at undgå ballade.

”Nej nej det er jeg heller ikke” sagde han og bed sig ganske hårdt i læben da det gik op for ham at hans reaktion ligesom kunne misforstås med at det var hans udseende. Blake sukkede ganske lavt over sig selv og kløede sig let i nakken inden han lod sin hånd ligge hvor den var. ”Det er ikke dig” forsøgte han at forklare sig og slog blikket ganske let ned. Lige nu var det virkelig noget møg at have det som Blake havde det. Han overvejede et kort sekund at sige at det var alle fyrer han havde det sådan med, men han havde ikke lyst til at flere end professor McKerrisom skulle regne hans hemmelighed ud så at sige han burde have været en pige for der ikke sket noget ville han heller ikke turde. Så ville han meget heller være nysgerrig end at være forlegen over sin egen angst.


Blake nikkede ganske let til hans forklaring på hvorfor han var blå. Han lod sin hånd glide ned for nakken af da han ville være sikker på at hans kropssprog ikke virkede som om han havde noget imod ham. ”Er det en hale du har der?” sagde han med et smil over sine læber der var ganske bredt og var virkelig væk i hvor nice det her var at møde en som var anderledes. Han havde godt lagt mærke til det svage smil, men da han ikke kendte grunden til det var så svært som det var tænkte han ikke mere over det. Blake rystede ganske let på hovedet til hans spørgsmål. ”Jeg er sikker på der er plads til os alle. Også folk med haler” sagde han med et varmt smil over sine læber og nikkede let for at understrege sig selv. Blake virkede heller ikke spor bange for ham og han håbede bestemt heller ikke at han udviste at han ville gøre grin med ham af nogen art for han var ærlig talt bare nysgerrig og mente faktisk der skulle være plads til alle. ”Du skal altså sige til hvis jeg spørg for meget ikke?” spurgte han ganske roligt og rakte sin hånd ud mod ham. Han skulle trods alt kæmpe med sin egen angst for nærkontakt. ”For resten er jeg Blake” præsenterede han sig selv og håbede lidt det hjælp lidt på den dumme situation de var havnet i.

Mayson var ikke helt sikker på hvordan han skulle svare den anden i og med han havde lidt svært ved at forestile sig at der lå andet til grund for drengens handling end Maysons udseende. Dog virkede han reel nok. Han så i hvert fald ikke særlig frastødt ud som ellers var den mere normale reaktion Mayson fik når han trådte ind i et rum.
Han var blevet vandt til at passe sig selv og bare begrave sig i lektierne. Det var en ret god måde at glemme folk omkring sig, dog havde han overvejet om han måske selv skulle begynde at tage lidt mere initiativ til at snakke med folk for i virkeligheden kunne det jo også være at han selv skræmte folk væk ved at virke så indelukket, det var jo slet ikke den type han normalt var.
"Øh.." hans spørgsmål fik Mayson til at dreje hovedet for at kaste et blik på den svingende hale som var dette også helt ny information for ham. Han var så vandt til den at han slet ikke tænkte over den var der. "Ja det er det." Blikket blev atter rettet mod drengen. De gule øjne var vagtsomme, men nysgerrige.

Fyrens venlige fremtoning var virkelig noget nyt for Mayson. Han havde mødt en nogle søde elever, men det var som regel piger. De drenge han havde mødt havde været på nakken af ham. Endnu et lille smil da han tilmed sagde at der var plads til dem alle. Det fratog ham dog ikke helt retten til at være en smule forsigtig med hvor han satte sine fødder. Han ville ikke rode sig selv ud i et nyt nummer tilsvarende det Lucka havde lavet med ham.
"Jo, det skal jeg nok." Det var lidt den omvendte verden for han plejede selv at være den der stillede mange spørgsmål. Han længtes jo efter at lære.
"Jeg er Mayson," præsenterede han sig lidt mere afslappet som den anden gav sit navn til kende. Lidt tøvende valgte Mayson også at række sin trefingrede hånd frem mod ham for at trygge den. Hænderne var bløde siden de var dækket at det silkebløde lag af blå pels. Han brød sig normalt ikke selv om at give hånd og den slags igen var han ikke bange for nærkontakt, men han følte alligevel tit at de andre måtte synes det var ubehageligt at røre ved. "Så er du også hernede for at få fred til at studerer?" Spurgte han nysgerrig ind for at understrege at han også selv var imødekommende og ikke så indelukket som man ellers sikkert ville anse ham for at være.

Blake var skam utrolig nysgerrig og slet ikke bange. Han synes faktisk at det virkede sejt at være blå og ganske specielt. Han kunne dog godt forstå at drengen var bange for om han havde onde hensigter med det her. Han var sikkert typen der var van til at folk reagerede anderledes på tingene og det hjælp bare ikke at Blake var bange for at være fysisk tæt på andre fyrer. Blake var glad for at han ikke skulle forklare sig hvorfor han var bange for at komme fysisk tæt på Mayson og holdte den afstand han gjorde. Det ville ikke være nemt hvis han skulle og det havde virkelig ikke noget med Mayson at gøre. Blake lagde hovedet en smule på sned. ”Du bliver jo mere og mere cool” sagde han med et bredt smil over sine læber og var glad for at han ikke grinte over at Mayson virkede som om han ville gøre grin med ham. Det var trods alt ikke hans mening.

Blake tog imod hans hånd uden så meget som et pip om at drengen ikke havde ligeså mange fingre som ham selv. Mest af alt fordi han helst ikke ville spørge alt for meget indtil ham. Han kunne jo ikke gøre for at han var anderledes. Han ville trods alt helst ikke lyde ondskabsfuld af en art. Han nikkede ganske let. ”Ja. Jeg har en drøm om at arbejde i ministeriet en dag så det gælder lidt om at have den øverste etage med sig” sagde han med en mild latter og pegede på sit hoved blot for at understrege sin pointe. Desuden gjorde det ofte at han ikke fik nærkontakt med andre og den tanke var han ganske vild med. ”Du studere måske også selv?” spurgte han med et smil og overvejede lidt at sætte sig ned på en stol blot fordi det var nemmere. ”Desuden er jeg også Ravenclaw. Det er forventet at jeg passer mine lektier” påpegede han med et ganske let nik da det trods alt var sandt. Ikke fordi alle Ravenclaws var sådan, men der var større forventning om de passede deres lektier end så mange andre.

Der herskede ingen tvivl om at Mayson virkelig var overrasket over drengens måde at håndterer ham på – lettet – men overrasket. Det var jo slet ikke denne form for reaktion han var vandt til, ”tak, tror jeg,” hånden blev ført gennem det mørkeblå hår endnu engang i forvirring over situationen.
Han bevægede sig tilbage til bordet han havde siddet ved og forsøgte at samle sig lidt sammen, ikke fordi han havde tænkt sig at gå, men bare for at lave et eller andet så han ikke endte med bare at stå og glo meget spørgende på Blake efter de havde trykket hånd. Det mest irriterende for Mayson var at alt indeni ham fortalte at han burde være på vagt, men han var også bare så træt at at tro det værste om folk hele tiden.
Igen lyste Mayson op i et smil, denne gang stort nok til at lade tænderne blotte i et kort sekund. ”Det lyder ambitiøst,” svarede han og satte sig ned ved de stol han havde siddet ved før, ”altså du må gerne sidde her hvis du har lyst, jeg kan sagtens samle mig lidt sammen.” Han ville i hvert fald ikke have noget imod selskab. ”Men ministriet,” forsatte han interesseret, ”det lyder virkelig spændende, har du nogen ide om hvad du vil lave inden for ministeriet?” Han havde ikke selv skænket så fjern en fremtid nogen tanker, han var nok mere live-in-the-moment-kind-of-guy fordi han jo aldrig havde regnet med at han i det hele taget ville få sig en uddannelse.

”Ja, jeg har en masse at indhente.” Sagde han med et mildt smil. Han kunne mærke at han begyndte at slappe lidt af i selskabet. Det føltes faktisk dejlig befriende.
Han smilede roligt til ham da han nævnte det med at han som Ravenclaw elev ”ja det har jeg hørt noget om at det er ”forventet”.” Det sidste blev sat i anførselstegn selvom det nok så lidt underligt ud nå han nu kun havde tre fingre.
”Jeg er selv fra Hufflepuff,” informerede han og skævede ned til det gule mærke på brystet af skoleuniformen. ”Hvad skal du læse?” Det kunne jo være at han var i gang med noget ala de samme opgaver som Mayson selv sad med.

”Det er mig der takker. Det er mig der får lov til at møde en med så seje evner” sagde han med et ganske let nik da han virkelig mente at æren var på hans side. Han kunne godt regne ud at Mayson næppe var van til den behandling, men nu var Blake så også anderledes på mange punkter og især når man tog i betragtning af han ofte gik rundt med Skyler Brown der trods alt var en rigmandstøs udover alle grænser. Blake var bestemt ikke ude på at være ond af nogen art. Sådan var han slet ikke anlagt og desuden ville det være underligt for en fyr som ham at være ond taget i betragtning af at han selv var i farezonen for at blive drillet hvis folk fandt ud af hvad han var til. Dog da det var noget han holdte skjult var det naturligvis ikke til at vide. Heller ikke at han faktisk nogle gange brugte tid på at ligne en pige.

”Jeg er ambitiøs. Jeg kommer fra en familie hvor det forventes vi bliver til noget” sagde han med en ganske mild latter for selvom han egentlig var ganske ambitiøs, men det var også mest for at gøre lidt grin med sin egen families forventninger. Han nikkede let til han gerne måtte sætte sig og træk stolen ud inden han sætte sig ned med sine ting. Det var fint med den her afstand og han nød ærlig talt at kunne føle sig normal i nærheden af en fyr. ”Jeg vil rigtig gerne ende ud med at arbejde for ministeren for magi. Hvis jeg er heldig vil hans assistent hjælpe mig for jeg kender en som kender hans assistent” sagde han med et smil og nikkede ganske let for sig selv. Han var virkelig glad for at han havde snakket med Tobias, professoren i latin, den dag for det betød hans drømme var tættere på. Nu var Blake så også 7. Årgangs å det var ikke fordi han faktisk længere kunne tillade sig ikke at have en idé om hvad det var som han ville.

”Er der noget jeg kan hjælpe dig med?” spurgte han med et smil inden han træk sine egne ting frem da han trods alt selv skulle lave lektier. Selvom at Mayson havde tre fingre så forstod Blake stadig godt hvor det var han ville hen med sine anførselstegn. ”Latin og eliksir” sagde han til hvad det var han skulle læse. Det bevidste måske også bare lidt hvor stor en nørd Blake var faktisk at have valgt latin.
"Hvad med dig?" spurgte han med et venligt smil selvom han havde spurgt om han skulle hjælpe så kunne man aldrig spørge en gang for meget.

Mayson var lidt slået tilbage over fyrens åbenhed, ikke at det gjorde ham noget, faktisk var det mere en lettelse. "Særlige evner ved jeg nu ikke med." Sagde han i et smil og bed sig lidt i underlæben "altså jeg kan skrælle kartofler med hjælp fra halen, men det er vidst også det." Et lille grin imens han lod hånden glide gennem håret igen.
Han var også meget adræt og havde en ufattelig god balance, men det gik vel næppe ind under en kategori af "særlige evner" eller måske gjorde det, han var ikke sikker.
Heldigvis virkede fyren oprigtig venlig så det fik også Mayson til at slappe lidt af i hans selskab. Han havde ikke rigtigt fået anskaffet sig nogle venner endnu, men dette her var da en okay start, bare det ikke at sidde helt alene i en krog var jo fremskridt.
"Ambitioner er da også en god ting, det får dig frem i livet." Svarede han smilende. "Det siger min mor i hvert fald." Han skar en lille grimasse. Han var godt klar over at han tit snakkede om sin mor og søster, men nu havde han jo heller ikke haft så mange andre folk i sit liv gennem de 16 år han indtil videre havde levet.

Mayson så på ham med ærefrygt i blikket, han havde ikke selv nogen anelse om hvad pokker han havde lyst til at lave når han gik ud fra Hogwarts, om han overhovedet kunne få et arbejde som alle andre. Indtil videre havde hans bekymring kun strukket sig så langt til at han skulle accepteres blandt de andre elever på skolen.
"Det må være fedt at vide hvad du vil efter skolen." Sagde han uden den mindste antydning af negativitet i stemmen. Han havde en ide om at han selv gerne ville være auror, men han var ikke sikker på at det var særlig realistisk.
Han så tilbage på stakken af bøger foran sig, "altså lige nu arbejder jeg på en historieopgave," forklarede han og sukkede, "jeg har ikke noget imod historie, men jeg er løbet lidt ind i en skriveblokade," han smilede igen og sukkede let. Han så imponeret ud over at Blake læste latin, "er det ikke svært? Latinen altså?" Han havde det svært nok ved de fag der var på engelsk at skulle have et helt andet sprog virkede næsten uoverskueligt.

”Jeg synes det er evner Mayson, men jeg er altså også nogle gange noget for mig selv” sagde han med et lille let grin og nikkede let for sig selv i mens. Blake kom egentlig også fra en let unormal familie, men det vidste han også godt. Det havde han så bare heller ikke noget imod, men det var måske også bare van ved siden af Maysons udseende. Eller det var i hvert fald en anden form for anderledes og unormal familie. Han kunne ikke lade være med at grine hjerteligt da han sagde at han kunne skrælle kartofler med hjælp fra sin hale. Blake havde faktisk ikke spist kartofler før han var omkring de 10 år gammel. Ikke alene var han amerikaner, men han var også fra en high class familie. Han nikkede ganske let til at ambitioner var godt. ”Gør min mor også. Man skulle tro de kendte hinanden. Eller i hvert fald bare er lige kloge” sagde han med et varmt smil og nikkede let for sig selv. Nu var Blake godt nok 17 år, men han holdte stadig meget af sin mor. Det var trods alt hende der var med til han var til. Selvom han havde andre så var han stadig homo og selvom det var et kæmpe kliché så var mor hans bedste ven.

Han træk ganske let på skulderen til det måtte være fedt. ”Jeg er tvunget til det. Jeg stopper næste gang vi har sommerferie” sagde han med et smil og var ovenud lykkelig for at han ikke lød til at dømme ham for at være lidt af en nørd. ”Ved du hvad du vil lave?” spurgte han med et smil over sine læber og var egentlig blot ganske nysgerrig. Det var jo også ok ikke have en idé og især når man kun var 16 år. ”Skal jeg læse den så?” spurgte han og gjorde tegn til at han gerne ville læse hans opgave. Nogle gange hjælp et ekstra sæt øjne altså bare på tingene. ”Nej det synes jeg ikke. Kun fordi jeg er amerikaner, men vi har en god professor. Han er virkelig sød og har tid til at hjælpe os fordi klassen er så lille” forklarede han med et smil. Nu var det også nemt for han havde bare nemt ved det meste i skolen og han scorede da også nærmest rent fremragende i det hele.

Han smilede tilbage til fyren. Evner var nok så meget sagt, for ham var det hverdag. Hans hale var en lige så normal del af ham som hans arm eller næse. Faktisk havde han sommetider tænkt over hvordan det ville være hvis der pludselig blev fundet en besværgelse til at bryde forbandelsen. Hvis han nu slap af med den blå pels og den lange hale. Gad vide hvordan hele hans verden så ville udforme sig.
Det var svært at forestille sig fordi han kunne faktisk godt lide sin hale. At opgive den for at være "normal" ville nok blive svære end han lige umildbart ønskede. Det var jo en del af ham, det ville være som at stirre sig i spejlet og ikke genkende sit eget spejlbillede og det var han ikke helt sikker på om han brød sig om tanken om.
Egentlig var hans store ønske nok bare at kunne bevise overfor folk at han var god nok også selvom han så anderledes ud. På den anden side havde en del af ham også altid drømt om bare at se normal ud og kunne blende ind i mængden. Sjovt som han kunne være så meget i konflikt med sig selv.

Endnu et smil prydede Maysons læber. "Ja det er lige før," sagde han morende.
Nu var det Maysons tur til at trække let på skuldrene. "Bare fordi skolen slutter betyder det da ikke at man ved hundrede procent hvad man vil," påpegede han. Han var selv i tvivl om han nogensinde ville finde ud af det eftersom Aurordrømmen jo ikke var så realistisk.
Spørgsmålet fik Maysons blik til at falde for et kort sekund imens halen atter blev urolig. "Altså jeg ved godt hvad jeg kunne tænke mig, men realistisk set så er det nok ikke muligt, men jeg finder nok ud af det på et tidspunkt." Denne gang var smilet ikke helt så gennemført. Det gjorde ham en smule ærgerlig at tænke på det.
Blikket vandrede hurtigt ned til opgaven foran ham og så tilbage til Blake. Han nikkede roligt, "altså hvis du har lyst må du da gerne," svarede han og rakte opgaven frem mod Blake. Det var altid rart med et sæt nye øjne på sagen.
"Ah, fedt nok." Han havde ikke valgt latin som tillægsfag, men nu var han jo også kommet ret sent ind i forløbet så han havde taget nogle af de fag han havde bare en lille viden om så han ikke ville ende med at sakke for langt bagud.

Blake var jo ikke van til at have alle de ting som Mayson havde så det var vel mere naturligt at han så det som en form for evner? Han havde jo ment det på en god måde. Han synes det var enormt sejt og han var egentlig blot blevet nysgerrig på hvem Mayson var i stedet for som mange andre sikkert ville gøre der ikke brød sig om en type som ham. Han ville godt kunne forstå hvis Mayson nogle gange drømte om at blive mere normal, men omvendt håbede han lidt Mayson ville forblive som han var nu for det var jo en del af hans liv og især hvis de var tæt på at være lige gamle. Ikke at han vidste det, men han skød på der ikke var mange års forskel på dem. Blake ville så også bare til en hver tid respektere Mayson som han var. Han ville hurtigt kunne ende på hans side og være uforstående overfor folk kunne andet end være fascineret af en som Mayson. Nu var Blake så også en anelse i konflikt med sig selv, men langt fra ligeså meget som en som Mayson måtte være det.

"Det er forventet af mig i min familie og jeg kan ikke li ikke at leve op til det" forklarede han sig og bed sig ganske let i læben. Ikke alene var han den eneste Ravenclaw i hans familie rent biologisk set og i det var der et kæmpe pres, men alle i hans familie havde også haft en idé om hvad de ville. Blake var virkelig en pleaser på det punkt og han vidste det også godt. "Hvad kunne du da godt tænke dig?" spurgte han med et ganske let hævet øjenbryn han ikke kunne forstå hvorfor det kunne være muligt. "Hvis jeg ikke ville så havde jeg ikke spurgt" sagde han med et ganske let grin da det ville være direkte ondt og sådan var han ikke. Han var et venligt og hjælpsomt væsen. Han nikkede ganske let til det var fedt nok. Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige.

Mayson havde aldrig rigtigt forestillet sig at nogle mennekser rent faktisk blev presset ud i at være dem de var fordi forældre eller andre havde en forestilling om hvordan man skulle blive. Grunden til at det lå så fjernt for ham var jo nok at han aldrig selv var blevet opdraget på den måde. Det kunne godt være at han ikke havde været meget ude og se verden, men han var aldrig et øjeblik i tvivl om at hans mor udelukkende havde gjort det for at beskytte ham. Hun havde jo også delvist haft ret, der var mange typer der åbenbart ikke brød sig om ham fordi han var anderledes og det kunne da godt være en svær kamel at sluge eftersom det jo hverken var noget han kunne gøre for eller gøre noget ved.
"Det lyder virkelig ikke rart," mumlede han og gjorde lidt plads på bordet ved at skubbe nogle af bøgerne sammen. "Men altså, kan du ikke bare sige til dem at det ikke er det du vil? At du har andre drømme?" Det havde jo virket for ham at snakke med sin mor om det også selvom samtalen ikke havde været let at opstarte, men sommetider blev man bare nødt til at kaste sig ud i det.
En gruppe elever passerede forbi dem i deres søgen på en bog. Mayson så kort op, men lod så atter blikket glide tilbage mod Blake. Gruppen udvekslede er par ord og forsvandt så videre ned af reolrækken og forsvandt kort efter ud af syne igen.

"Jeg har altid synes at et job som auror ville være ret cool." Fortalte han imens begejstringen fik et nyt smil til at bryde frem på hans læber. Han havde læst så mange aviser om hvordan aurorne reddede dagen gang på gang og det ville han gerne være en del af, om ikke andet så for endeligt at bevise at han altså ikke var farlig. Men det at være auror krævede jo at man kunne bevæge sig igennem en folkemængde bestående af mugglere og det var han ikke heeeelt sikker på at ministeriet ville godtage, det ville de jo ikke engang på nuværende tidspunkt.
Hans smil dalede lidt ved den tanke, "jeg har forbud fra ministeriet om at vise mig steder hvor der kan være mugglere," forklarede han uddybende for at Blake kunne få en bedre forståelse for hans problem.
Mayson lo kort og rystede så på hovedet, "nej det kan du jo sådan set have ret i." Lige nu ville han faktisk hellere bare snakke, det var trods alt ikke så tit at det skete for ham. Forhåbentlig ville det blive bedre med tiden, men de første par uger her havde været lidt hårde måtte han nok erkende.

Blake var opdraget med der var ting der hed ’bør’ og ’skal’ som en del af hans familie. Der var meget pli i hans familie og han var opdraget med det. Han ville elske at være i en familie hvor han ikke havde helt ligeså mange pligter, men han vidste jo godt meget af det var fordi de bare ville se ham blive til noget stort. Det var der intet i vejen med. Nu kom han også fra en rigmandsfamilie så det var meget normalt der var høje forventninger til børnene. Han havde heller aldrig prøvet andet så han ville aldrig vide hvordan det normalt var. Han træk ganske let på skulderen. ”Tja. Jeg har jo aldrig prøvet andet” sagde han mens han træk ganske let på skulderen. Han ville da gerne have prøvet andet, men det var svært at vide hvordan det var når man ikke selv havde prøvet det på egen krop. ”Jeg er tvunget til at vælge og være dygtig. Jeg er ikke tvunget ned af stien at være i ministeriet. Den har jeg selv valgt” forklarede han sig blot fordi det lød som Mayson havde misforstået det. Desuden var det en af de bedste steder at være når man ville være noget og ikke ville have fysisk kontakt til nogen. Blake lagde ikke rigtig mærke til gruppen af elever. Han havde mere travlt med at fokusere på Mayson lige nu. Han fandt ham ganske interessant.
Blake nikkede let mens han lyttende til ham. ”Pga. det blå?” spurgte han med en skæv grimasse da han godt kunne regne ud at det sikkert var der hvor den lå. Det var ærgerligt at skulle begrænset sådan på den måde bare pga. han var blå. Han kunne personligt godt li den blå farve, men han kunne godt forstå det måtte skræmme muggler. ”Der kan du selv se” sagde han med et varmt smil over sine læber og pegede på hans papir for at finde ud af om det var den korrekte lektie inden han gav sig til at kigge på det. Blake var typen der både kunne finde ud af at læse og snakke på samme tid. Især når det kom til det med lektierne.

At han aldrig havde prøvet andet lød mere som noget Mayson kunne relaterer til. Han havde jo heller aldrig prøvet andet end at bo sammen med sin mor og søster og aldrig rigtigt være omkring mennesker. At andre måske ville se dette som værende helt forfærdeligt var det ikke noget som Mayson selv bed mærke i. For ham havde det jo været helt normalt kunne man sige.
"Nåårh," besvarede han med en let hovedrysten, han havde troet at det var det hele der blev trukket ned over ørerne på Blake. "Men det er vel også kun en god ting at være dygtig." Sagde han så med et nyt smil. Mayson var bestemt ikke tabt bag en vogn når det kom til de skriftlige fag, det havde han faktisk ret godt styr på - også selvom han var faldet lidt bagud eftersom han på nuværende tidspunkt havde lidt for travlt med at forsøge at passe sammen med de andre elever end at lave lektier.
Han nikkede lidt opgivende til Blakes spørgsmål. "Ja, det kan ikke helt bortforklares til en muggler siger de." Han trak let på skuldrene. Han havde besluttet ikke at gå og være ked af alle de ting han ikke kunne få lov til og i stedet glæde sig over dem han gerne måtte, såsom at gå her.

Mayson smilede lidt som Blake gav sig til at kigge på lektierne. Han havde ingen intentioner som at han skulle lave dem for ham, men det var jo altid rart at få et sæt nye øjne på sagen.
Han sad lidt i tavshed og fokuserede på børerne, men mistede så atter tålmodigheden til det. "Så er det meget svært at gå på 7. årgang? Altså med lektierne og det, er de slemme?" Han så spørgende på den anden. Han frygtede nok lidt svaret fordi han jo i forvejen havde så mange ting han godt kunne tænke sig at afprøve inden han sluttede på skolen og han havde kun 2 år til det.
Han ville gerne spille quidditch, men var godt klar over at det var temmelig tidskrævende hvilket nok ikke var helt så smart. Det han allerhelst ville var dog at blive vejleder, men igen krævede det jo også at man var et godt eksempel og det havde han jo ikke været den første uge selvom det havde været uvidenhed og ikke ulydighed fra hans side.

Blake synes det lød bedre at være med sin mor og sin søster var bedre end nogle af de elever på skolen der ikke havde den slags. Der var trods alt nogen på skolen som var forældreløs og så måtte det til en hver tid være bedre med den ene forældre end ingen af dem. Han vidste jo godt alle ikke kunne være ligeså heldig som ham selv og havde begge sine forældre, men nu havde han så heller ingen søskende så han var glad for han havde begge sine forældre.

Heldigvis var det hele ikke trukket ned over hans øre og det var han sådan set glad nok for. Så havde han da også gjort modstand. Det var han i hvert fald sikker på han ville have gjort. Han nikkede ganske let til at det måtte være fint at være tvunget til at være dygtig. Blake var altid dygtig når det kom til skolen og var den der irriterende type der bare fik høje karakter hele vejen derhenad. ”Det er så sandt. Det er synd det skal være sådan når du så gerne vil. Det måtte være bedst at lave det som man helst vil” sagde han med et ganske let nik og bed sig ganske let i læben. Nok fik han lov til det, men det ændrede ikke på han stadig var hæmmet af han ikke brød sig om fysisk kontakt med nogen.

Blake regnede så heller ikke med det her var en af de situationer hvor Mayson ville udnytte ham og få ham til at lave hans lektier. Mayson havde jo lavet noget af det selv. Han rystede ganske let på hovedet. ”Nej det synes jeg ikke, men det kommer jo også an på hvor dygtig man er i skolen jo” sagde han med et varmt smil og nikkede ganske let for sig selv. Nu var Blake måske bare heller ikke den rette at spørge om det for han havde trods alt ingen problemer på det område. Blake selv ville bare gerne være vejleder. Han ville gerne at folk fulgte reglerne og var sikker på det ville hjælpe hans drøm om at komme til ministeriet.
"Men du har intet at bekymre dig om. Det er en virkelig god lektie du har lavet her" sagde han med et smil og gav ham et par råd til ting han ville have med da Mayson trods alt var gået i stå. Blake synes virkelig det her var super hyggeligt og han håbede sådan at han ville kunne komme til at finde en ven i Mayson og han ville lære at blive tryg ved ham.

Mayson nikkede til Blake, "ja det ville helt sikkert være at foretrække at få lov til at lave det man allerhelst vil," responderede han med et lidt drømmende blik. "Men ja altså for nu er jeg bare glad for at jeg i det hele taget fik lov til at begynde på skolen." Han afslørede på ny sine spise hjørnetænder som han smilede.
Blake virkede nu til at være virkelig venlig og det fik Mayson til at slappe af i hand selskab. Det var dejligt rent faktisk at have en at snakke lidt med. Især en der kunne hjælpe ham lidt på vej.
Selvom det havde været forkert af Mayson at stole på Lucka så følte han nu godt at han kunne stole på Blake. Måske var det naivt, det måtte tiden jo vise, men han valgte i hvert fald at lade tvivlen komme den anden til gode.
"Ja det er selvfølgelig rigtigt nok," erklærede han sig enig og svingede lidt med halen på ny. "Jeg håber bare at jeg kan følge med, det jeg synes er sværrest er helt sikkert besværgelser og den slags, jeg er ikke så vandt til at bruge tryllestave, det eneste jeg er virkelig god til i den forbindelse er transferering," forklarede han. Det vidste han i det mindste at han ville være forud fra starten af.

Mayson lyttede intenst til de råd Blake kunne give ham, det lød logisk og på ingen måde som om at Blake forsøgte at tage røven på ham så Mayson valgte at følge hans råd uden videre omtanke. "Det er sødt af dig at hjælpe, jeg var virkelig gået i stå," indrømmede han og legede lidt med en af bøgerne med sin hale, åbnede bogen lidt og lod siderne glide hurtigt ned over halespidsen til bogen klappede i med en lav hul lyd hvorefter han gentog processen. Han lagde ikke engang selv mærke til det, lidt som når man sad og klikkede med en kuglepen. Dette foregik imens han læste den sidste del af sin opgave igennem.
"Jeg tror det sidste er på plads nu." Konkluderede han og nikkede tilfreds og så atter op på Blake. "Så hvad bruger du ellers tiden på når du ikke laver lektier?" Spurgte han lidt forsigtigt. Han ville jo ikke trænge sig på eller få det til at lyde som om at han havde tænkt sig at hægte sig på ham, han var bare nysgerrig for han kunne godt kede sig lidt i løbet af dagen når han ikke rigtigt havde nogen at snakke med.

Han nikkede ganske enig med hans ord da han synes det ville være det mest optimale. Tænk ikke at kunne få lov til at lave det man allerhelst ville. Det var slet ikke en tanke som han kunne lide at bære hvis han skulle være helt ærlig. Det var slet ikke ham. Han havde virkelig ondt af Mayson selvom han godt vidste at det ikke lige fremme ville hjælpe hans situation. ”Det forstår jeg godt du er. Jeg er nu lige nu også glad for du er her. Ellers havde jeg jo aldrig mødt dig” sagde han med et smil der var ganske varmt. Han vidste godt det var en anelse cheesy og han kun lige havde mødt ham, men han håbede virkelig på at han kunne finde en sand ven i Mayson. Det kunne han godt bruge med det selskab at hele tiden rande rundt med Skyler som kun var hans ven i kræft at hun havde fat i den lange ende. Godt nok var der også Frej, men det var bare underligt at skulle snakke med sin eks når man på samme tid forsøgte at holde hemmeligt at man overhovedet var til fyrer. Blake var så heller ikke lige typen der var falsk og vendte folk i ryggen, men det kunne Mayson jo sådan set ikke vide. ”Du kan altid sige til. Jeg vil gerne hjælpe dig til at give dig forståelse” sagde han med et let smil og nikkede let for sig selv. Han synes det vigtigste var at man fik redskaber til selv at komme videre og dem havde han masser af.


”Ingen grund til at sige sådan. Jeg gør bare mit” sagde han med et smil som han kiggede op fra Maysons lektier. Blake kunne ikke lade være med at smile over Maysons leg med bogen inden han vidste ham hvad han havde lavet galt så han kunne komme videre i stedet for at skulle være bange for det ikke gik. ”Godt. Det er jeg glad for” sagde han med et smil og skubbede hans lektier over til ham så han havde mulighed for at tage dem igen. ”Ikke det vilde. Den eneste jeg hænger ud med er Skyler Brown og så drømmer jeg om at blive vejleder” forklarede han sig og bed sig ganske let i læben da han synes det lød virkelig nørdet. At han så faktisk også var begyndt at være en smule i LGBT-miljøet i London havde han bestemt ikke tænkt sig at nævne for ham. At en fyr kunne finde på at klæde sig ud som pige var ikke det han havde lyst til at komme ind på og slet ikke nævne at han forsøgte at komme ud af sin skal i forhold til at være homo. Så var det bedre at lyde nørdet. ”Dig?” spurgte han med et smil over sine læber.


Mayson smielde venligt tilbage til Blake da han sagde at han var glad for at møde ham. Det var virkelig rart at høre at nogen i det mindste syntes godt om hans selskab. "Tak det var sødt sagt." Sagde han varmt. Der var ingen tvivl om at Mayson i hvert fald godt kunne bruge nogle venner, han havde jo ikke ligefrem nogen nu, men nu havde han selvfølgelig heller ikke gået på skolen særlig længe, folk skulle vel lige have tid til at vende sig til ham. Det var i hvert fald hvad han forsøget at sige til sig selv.
Han nikkede lettet og takkede ham igen, det var rart at have nogen der kunne guide en lidt igennem tingene når de blev besværlige og især lektierne var han glad for at få hjælp til, han var jo kun blevet oplært af sin mor og hun gjorde mange at tingene anderledes end professorne her på skolen. Men sådan var det jo gerne, hver fugl sang med sit eget næb.

Da lektierne omsider var overstået kunne de komme videre til de lidt sjovere ting - efter Maysons mening i hvert fald - og det var at snakke om alt andet end lektier. Mayson var utrolig nysgerrig af natur og ville hellere end gerne høre på hvad der rørte sig i Blakes liv.
Han pakkede sine bøger væk imens han lyttede til hvad Blake fortalte. "Hmm" tænkte han højt, "det navn siger mig ikke lige så meget. Hvilket kollegium går hun på?" Nu håbede han bare ikke at Blake følte sig overfuset, men måske hvis hun var lige så venlig som Blake, kunne Mayson måske også få sig en veninde i hende. Man kunne jo aldrig vide.
Den næste sætning fik ham til at spærre de gule øjne op, "gør du? Det gør jeg også!" Der var ny begejstring at spore i hans stemme. Han tøvede lidt og tilføjede så, "nu ved jeg ikke hvor realistisk det er for mit vedkommende, jeg er jo lige startet og jeg skulle jo nødigt skræmme livet af førsteårs eleverne." Hans skar en grimasse og lo kort.
"Mig? Tja der sker ikke det store, jeg passer mest mig selv." Forklarede han, det var måske lidt kujonagtigt at indrømme at han forsøgte at undgå de andre elever lidt fordi han var for genert til at opsøge dem og for bange for at de ikke ville mene han passede ind.

Blake kunne ikke lade være med at smile over Maysons svar. Blake selv havde jo også behov for venner, men det var mere fordi den eneste han virkelig havde på skolen var en der mest af alt brugte ham ved at have fast i en klemme og han frygtede måske ligeså meget at hvis han sprang ud af sit skab at så ville hun vende ham ryggen og aldrig snakke med ham mere. Af underlige årsager holdte han af Skyler trods alt og den eneste anden han snakkede med på skolen var en professor og så en ven udenfor skolen. Så ligesom Mayson følte han sig ofte alene. Blake havde så på ingen måde problemer med lektierne. Faktisk ville han ofte ønske at han kunne komme til at få flere lektier. Han var så også bare typen der virkelig var akademisk stærk og hvis nogen udsætte ham for at skulle til at være fysisk ville han have et problem. Ikke fordi han ikke kunne det, men fordi han var lille og spinkel og aldrig ville kunne klare et auror job. ”Hun går på Gryffindor på 6. Årgang. Du har ikke lagt mærke til den blonde queen bee der altid er rap i replikken og har nok de første 10 fyrer savlende efter sig?” spurgte han med et ganske let grin og nikkede let for sig selv. Hvis han altså ikke også skulle nævne hendes lille hær af piger der gjorde alt for at være som Skyler. Blake selv var i den gruppe, men mest af alt pga. klemmen. Ellers havde Skyler sikkert aldrig være bruge sin tid med ham og det gjorde en anelse ondt på ham faktisk. Han var dog lidt sikker på at Skyler ikke ville være veninde til Mayson medmindre hun selv fik noget ud af det. Selvom han holdte af hende så var hun stadig en queen bee. Desuden var han glad for hendes måde at være på. Den var så langt fra hans egen at han måske kunne lære at have lidt selvtillid. Han nikkede ganske let til at han gene ville. ”Ja jeg vil gerne hjælpe andre og sådan. Jeg kan godt li reglerne” sagde han med et varmt smil og nikkede let for sig selv. Han elskede det virkelig. Det var jo også præcis derfor han gerne ville være vejleder. Og så også bare det med at han virkelig gerne ville have at alle følte sig velkommen på skolen og ingen skulle føle sig udenfor. Det havde man mulighed for som vejleder. ”Men alle er velkommen på Hogwarts så jeg kan ik se hvorfor du ikke skulle få lov” sagde han med et varmt smil og vidste godt han næsten citerede en kendt rektor der havde været der for nok 50-60 år siden, men ikke desto mindre havde han ret. Desuden var Dumbledore en ganske vis mand og et udmærket eksempel på man ikke behøvede at komme ud af noget skab. ”Jeg har masser af fritid. Jeg vil gerne hænge ud med dig når Skyler ikke mener hun ejer min røv og jeg går i vejen for hendes scoring af fyrer” sagde han med et kæmpe smil over sine læber og vidste godt han lød lidt ligesom da man gik på første årgang og man nærmest gik hen til en random person og sagde: nu er vi venner! Men ik desto mindre var det bare gledet ud af hans mund.

Mayson tænkte sig kort om. Det ringede ikke de store klokker, men nu var han jo heller ikke særlig social med de andre elever. Han var for det meste alene og det var svært både at følge med i skolen og på de andre kollegier. Han kunne dårligt nok følge med i hvad der skete på hans eget kollegium
"Ehm det siger mig ikke rigtigt noget," indrømmede han med et skuldertræk og smilede lidt forsigtigt. "Det er også sådan jeg har det, at hjælpe andre må være en ret fed ting." Sagde han med et smil. Han havde ikke rigtigt haft muligheden for at hjælpe andre end sin mor og søster. "Men jeg skal nok krydse fingre for dig." Sagde han og gav Blake en thumb up.
Han trak let på skuldrene, han havde jo mere eller mindre accepteret at han ikke havde de samme muligheder som så mange andre, men han var glad for det han havde. "Igen så er jeg bare glad for at gå her, alt derudover er blot en fed bonus." Sagde han i en lun tone. Han havde aldrig været den utaknemmelige type.

Mayson kunne ikke lade være med at le en smule over kommentaren og nikkede så, "jamen klart det kunne være fedt." Sagde han, venner havde han jo ikke det store udvalg af så det ville kun være fedt at have nogen at kunne snakke lidt med en imellem.
Hans blik landede på et magisk ur på væggen et sted bag Blake og han for op, "for pokker jeg er ved at komme for sent til Botanik." Han havde en enkelt time fra tre til fire og klokken var 6 minutter i tre.
Lynhurtigt gav han sig til at kaste sine bøger og pergamenter ned i tasken ved bruge af begge hænder og halen. Det var et værre roderi dernede, men det var der ikke noget at gøre ved. "Jeg bliver nødt til at løbe, men hyggeligt at møde dig Blake og tak for hjælpen!" Sagde han hurtigt og kastede tasken op på ryggen for derefter at storme ud fra biblioteket.


// out

Admin
Admin

Antal indlæg : 904
Join date : 15/08/12

Vis brugerens profil http://cielsebby.danskforum.net

Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


Ciel+Sebby :: WaW :: Tråde :: Seth

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum