101 - How to study people - Bia + Isiah

Ciel+Sebby :: WaW :: Tråde :: Seth

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

101 - How to study people - Bia + Isiah

Indlæg  Admin on Ons aug 09, 2017 2:58 am

Isiah Jared Marsters
Opsynsted for prøveløsladte magikere
December 2053
Bianca der trods alt havde både et næsten fuldtidsjob og et studie som psykologi studerende havde sagt ja til at skulle tage til Skotland for at blive klogere på hvordan det var at være prøveløsladt. Hun havde da også lagt en ganske neutral makeup da det ikke var fordi hun var i byen eller noget trods alt og havde da også med vilje valgt ikke at tage nederdel på selvom det ikke lige fremme var fordi det var noget som huede hende. Hun var ikke særlig vild med at gå med jeans og når hun gjorde så havde de ofte en anden farve end sort eller blå da hun ikke brød sig om det heller. Hun vidste godt hun var utrolig lyserød at se på, men hun synes også at det var ok det var tydeligt at hun var en pige og en ganske feminin en af slagsen endda. Alt de skulle var at observere dem der var på stedet, men Bianca var en naturligt nysgerrig pige og havde derfor bevæget sig en anelse på egne veje mens de andre blev vist rundt på stedet. Hun havde med bevæget sig udenfor selvom det var en anelse koldt, men det var ikke fordi det var slemt da det var i start december og det var midt på dagen. Hun havde derfor ladet sin jakke stå åben så det hvide fra jakken og det lyserøde fra hendes trøje ikke så alt for overdreven ud sammen. Hendes let højehale gav en let genlyd imod asfalten, men det var ikke fordi det var noget som larmede helt vildt meget. Bianca var bare en Lavoie og det var sjældent deres kvinder ikke var feminine. Det var hun et tydeligt eksempel på. Det betød også bare hun heller ikke altid hørte efter når der var noget hun burde gøre og ikke gøre. Hun var sikker på at stedet nok skulle passe på hende.

Isiah sad på bænken udenfor og nød den lune eftermiddagssol. Han var iført et stort sæt tøj og en lang sort frakke. Heldigvis havde han ikke set noget til Megan i dag og han gik ud fra at hun ikke havde haft energi til at vise sig. Hvilken gave. Det gjorde i hvert fald at smilet på hans læber var en anelse bredere end det havde været længe. Stilhed som denne skulle bare nydes for han anede ikke hvornår den kom igen.
Han lænede sig lidt tilbage, foldede armene ud så de hvilede på ryglænet på hverside af af ham nakken var slået en smule tilbage og for første gang i lang tid satte han faktisk pris på at høre fuglene synge.
Det at han var den eneste der var i stand til at se Megan kunne være helt utrolig frustrerende, han havde håbet på at hvis han ignorerede hende længe nok ville hun finde på bedre ting at foretage sig..hvis altså man kunne det når man nu var død. Men desværre var situationen den at hun havde sat sig fast på ham som en blodsugende igle. Nogen ville nok mene at det var hans straf for at have myrdet hende, men set med hans øjne var det dybt uretfærdigt!

En lyd fangede hans opmærksomhed og han åbende øjnene og drejede let hovedet for at lade det vagtsomme blik følge en ung blond heks i et ret så lyserødt outfit. Helt uden eftertanke rynkede han let på næsen af denne mundering, men han havde heller aldrig rigtigt været til farver i forbindelse med tøj.
Han kunne ikke lade være med at følge hende med blikket, næsten en smule fascineret, det var som om at hun slet slet ikke passede ind på et sted som dette med alle de dystre typer. Eller nu var de fleste jo ikke så dystre her, men det var trods alt stadigvæk kriminelle man havde med at gøre på dette sted.

Bianca vidste godt selv hun stak udenfor det sted, men det var sådan hun var og det var sådan hun klædte sig. Der var intet i vejen med at være lidt feminin og faktisk vise hvilket køn man var født som hvis man spurgte hende. Hun selv havde da mødt spøgelser, men kun da hun havde gået på Hogwarts og der havde hun ofte haft for travlt med at være frøken populær til faktisk at føre en samtale med dem. Hun stoppede op midt i det hele for at se sig selv lidt omkring da hun følte sig iagttaget og bed sig ganske let i læben da det gik op for hende at hun ikke var alene derude. Hun overvejede et øjeblik hvad hun skulle gøre inden hun følte hendes fødder satte vej imod ham uden hun helt vidste hvorfor. Bia var så også virkelig nysgerrig fra naturens side af. Det var sikkert også derfor hun havde valgt lige netop at læse psykologi. Fordi hun godt kunne lide det at sætte sig ind i andre mennesker og prøve på at forstå dem. Det rørte hende ikke at langt de fleste der var der egentlig var møghamrende farlige for hun stolede på stedet ville passe på hende. Nu havde hun så også stadig en meget naiv tilgang til langt det meste og mente alle mennesker indeholdte gode ting. "Undskyld sir, men må jeg forstyre Dem et øjeblik?" spurgte hun med sin let lyse stemme og sit accent der var en fin blanding mellem fransk og engelsk selvom hun var født i England, men da hun havde mange franskmænd i familien og hun var opdraget med fransk på højde med hendes britiske så hun havde brugt store dele af sine ferie i Frankrig. Så det var logisk nok.

En af de fede ting ved at være ham var nok at han var komplet ligeglad med hvad folk mente om ham. Ham gjorde som det passede ham så hvis ham havde lyst til at stirre akavet længe på den unge pige, så var det et han gjorde. Det var virkelig underligt at se hende her. Hun passede på ingen måde ind i dette miljø, men udseenet kunne selvfølgelig bedrage.
Han forholdt sig tavs og afventende som hun begav sig mod ham. De grå øjne var rolige, men afslappede. "Det har du teknisk set lige gjort." Besvarede han med en tør humorløs stemme, dette var endda på trods af at det sådan set bare var ment sarkastisk.

Ærlig talt nød han nu stilheden lidt imens Megan ikke var i nærheden til at fordømme hvert eneste øjeblik af hans efterhånden ret sølle tilværelse. Blikket hvilede på hende hvorefter han alligevel besluttede sig for at indlede samtalen uden helt at vide om han gad bruge tid på det. På den anden side var det ikke fordi han havde bedre ting at give sig til.
"Så hvad kan jeg gøre for dig Ms..?" Spurgte han ind. Han havde været vandt til at leve livet alene og brød sig egentlig ikke specielt meget om at have folk omkring sig på trods af at han var opdraget i en familie med mange småsøskende. Han brittiske accent trådte en del frem som han kom med endnu en tilføjelse, "du passer da ikke rigtig ind her hva?" Der var en lille undertone af arrogance i hans stemme.

Hun bed sig selv ganske let i læben da han trods alt havde en point i hvad han sagde, men nu var det jo ikke lige det hun havde ment og hvis han ikke ville snakke med hende kunne han bare sige nej og så gik hun igen. Det var jo sådan man spurgte høfligt om man måtte spørge folk om noget selvom hun godt selv vidste det var utrolig fjollet at gøre det på den måde. Bianca var gået en anelse i stå over han havde sagt sådan, men mest fordi hun så ikke vidste om hun så faktisk måtte sige mere eller ej til ham. ”Åh” gispede hun ganske lavt da hun kom ud af sin egen trance inden hun kørte en hånd igennem det blonde hår for at vende tilbage til den verden han var en del af. ”Jo ser De. Jeg havde et par spørgsmål omkring det her sted som jeg håbede De kunne svare mig på” sagde hun med et varmt smil over sine læber inden hun nikkede ganske let for sig selv. ”Nu er jeg heller ikke her fra sir. Jeg er skam studerende” sagde hun med et ganske let smil og tog ikke hans arrogance så hårdt. Hun var van til lidt af hvert trods alt og så længe hun godt selv vidste hun var en vaskeægte kvinde og opførte sig som en med pli og dertil hørende så kunne hun ikke se hvorfor man skulle hidse sig op over den slags som andre sikkert ville.

Han holdt sit intense blik rettet mod hende. Øjnene var som altid vagtsomme, men rolige. Han var en survivor. Det havde han altid været. Selv når livet gik ned af bakke og han ikke kunne overskue det holdt han alligevel fast.
Under tiden i Azkaban havde han troet at han havde nået til det punkt i livet hvor han ikke havde mere at give, han havde mistet alt lyst til at kæmpe, men så var Megan dukket op og forfærdelig irriterende som hun var, så havde hendes insisterende plabren og ustyrlige trang til at genere ham givet ham lidt af gejsten tilbage udelukkende fordi at det at overgive sig til døden ville være en sejr til hende som han ikke var interesseret i at give hende.

En svag himlen med øjnene indikerede at han ikke orkede tyve dumme spørgsmål til professoren, men igen havde han ikke det vilde at foretage sig på dette sted så måske han kunne finde på noget for at gøre den del lidt sjovere. ”Hmm..lad os i stedet leege en leg. Du stiller et spørgsmål som jeg besvarer ærligt og derefter stiller jeg dig et som du besvarer ærligt.” Tilbød han. De ville selvfølgelig kun have hinandens ord for at det de sagde var sandheden – og ærligt betød Isiahs ord ikke det helt store, men det var en mindre detalje.
”Studerende? Hvorhenne?” Det kunne godt være at hun ikke var gået med til noget endnu, men han blev da lidt nysgerrig på det. Ikke at hun behøvede at fortælle ham noget, men han synes nu det kunne være ret sjovt om ikke andet så bare for underholdningens skyld.

Bianca kunne aldrig forestille sig at man kunne komme så langt ud at man kun tænkte på at dø. Nok var hun stadig teenager og nogle gange skulle der intet til at en teenager kom så langt ud at alt de havde lyst til var at dø, men aldrig om hun havde været helt derude. Måske hvilede det også på at hendes bedste veninde Chaney stort set altid havde leget med sit eget liv og dækket sin krop med diverse cuts at Bianca ikke havde lyst til at komme helt derud. Heller ikke selvom hun havde været uhjælpeligt forelsket i en fyr der ikke ville have hende fordi han stoppede på skolen og ikke mente de kunne være kærester mens Bianca havde taget sin sidste år på skolen, men det var også fordi en stor del af hende vidste det kun var pigeproblemer og det aldrig skulle have lov til at skubbe hende langt ud. Nok havde det såret hende, men hun var stærk nok til at tænke på livet og tænke på der var typer som havde det værre end hende selv. Ja typer som Isiah der sad i fængsel hvad end det var med eller uden Megans tilstedeværelse.

Hun nikkede ganske let. ”Det kan vi sagtens. Jeg har intet at skjule sir” sagde hun med et varmt smil over sine læber da det trods alt var sandt. Hun var åben af natur og kunne slet ikke se der skulle være nogle spørgsmål hun ville finde ubehagelige. Om folk så ville kalde hende naiv for at være så åben måtte være deres sag, men sådan var hun opdraget og et sted kunne man se det på hendes lyserøde tøj der for de fleste skreg ud at hun kunne være stereotypisk naiv. ”Ved det magiske universitet naturligvis” sagde hun med et ganske let smil og nikkede let for sig selv. ”Jeg synes aldrig jeg fik fat i Deres navn sir” sagde hun med et smil og lagde sit hoved ganske let på sned for selv at starte i den blide ende.

Indrømmet ærgede han sig da lidt over at hun overgav sig så let, så havde han da gjort det lidt mere besværligt for hende, men en aftale var vel en aftale. "Jamen det har jeg skam heller ikke," Løj han uden den mindste indikator på at det ikke var sandt. "Det lyder sørme fornemt." Besvarede han roligt. Sådan var det jo ofte med de unge, de havde ingen bekymringer i verden, der herskede ingen tvivl om at Isiah sommetider syntes at de havde det for let i dag.
"Det er fordi jeg ikke har givet dig det." Sagde han bedrevidende og med et let skuldertræk. Det var nu ikke nogen hemmelighed, hun kunne sikkert få det hvis hun spurgte lidt omkring, men han kunne ikke lade være med at køre lidt rundt med hende, igen var det jo ikke den store underholdning der lå i et sted som dette skønt det uden tvivl var langt bedre end fængslet.

Han tog en dyb indånding og pustede så roligt ud igen, "Isiah Marsters." Præcenterede han sig derefter som han besluttede sig for at give hende lidt. "Og dit navn Ms?" Et spørgsmål for et spørgsmål, også selvom hendes måske ikke teknisk set havde været et spørgsmål.
"Nå, må jeg så høre, hvad vil du gerne vide?" Spurgte han ind og lænede sig tilbage på bænken, slyngede det ene ben over det andet og folkede hænderne i nakken som han gled ned i en mere afslappet siddeposition. Han havde en del lig i lasten - bogstavelig talt - men heldigvis var han kun blevet dømt for mordet på Megan dengang. Han have været god til at slette sine spor dengang han var dødsgardist - så god at end ikke Alexander havde kunne fælde ham på noget.

Hun var ligeglad med hans skuffelse over at gå med på tingene så hurtigt. Hun var 18 år og stadig ganske naiv. Desuden mente hun selv fuldt ud hun intet havde at skjule selvom det sikkert var løgn for alle havde et form for skelet i skabet. Det handlede blot om at finde det. Hendes var dog fuldt igennem ganske metaforisk og ikke et ægte ligesom hans. ”Jeg har nu svært ved at tro på en mand på et sted som dette intet har at skjule” sagde hun med et venligt og varmt smil over sine læber da han burde have et eller andet at skjule. Spørgsmålet var nok mere hvor meget eller hvor lidt. Hun træk ganske let på skulderen. ”Det vil jeg nu ikke kalde det, men det må De om at synes” sagde hun med sit forsætte smil over sine læber. Ligesom hun heller ikke synes hendes job var bestemt beundringsværdigt da det blot var en selvfølge for hende, men bevares. Hvis han synes det var fornemt så ville hun ikke sige ham imod. ”Oh” sagde hun en anelse forlegen og fik en svag rød kulør i sine kinder. Det var trods alt en anelse pinligt ikke at have opdaget den slags selvom en del af hende var ganske bevidst om hun aldrig havde fået hans navn. Det var blot nemt at blive fanget i hans udseende og det duede ikke lige nu. Mest af alt på den gode måde naturligvis.

”Bianca Lavoie” sagde hun høfligt og rakte sin hånd ud mod ham om så han ville tage den eller ej. Bianca vidste også godt nogen ville have fordomme mod hendes navn ofte hæng sammen med blanke kvinder og hendes familie bestemt var kendt, men det var hans også så det var ikke fordi det gjorde hende noget. Hun grænsede da også ganske sin hjerne for at se om hun kunne finde hans navn frem fra gemmerne i nogle artikler. Bianca selv lagde forsigtigt det ene ben over kryds for at rette sin ryg en smule op da hun trods alt var en rigtig kvinde. Det var i hvert fald hvad Célésten altid havde lært hende. ”Selvom det sikkert lyder fjollet. Hvad er så det første De ville gøre når De engang kommer ud herfra?” spurgte hun roligt da hun trods alt var glad for at studere menneskets natur.

Han hævede et bryn af hende da hun sagde at hun havde svært ved at forstå at han intet havde at skjule. "Nu er vi jo ikke allesammen mordere og voldtægtsmænd." Svarede han blot med et skuldertræk. Jo han var morder, han havde bare slået flere ihjel end han var blevet dømt for.
Han havde gjort nok til at straffe ham med dementorkysset flere gange. Mord, tortur, brug af utilgivelige forbandelser, besiddelse af mørke objekter, dødsgardist og mange flere ting. Heldigvis for ham var den eneste ting han var blevet dømt for det at han havde brugt dræberforbandelsen mod Megan "i selvforsvar." Det var i hvert fald hvad folk kaldte det, men det ville nok heller ikke komme til hans fordel hvis de vidste at han havde gjort det i et hævntogt mod Alexander.

Isiah havde aldrig været en venlig sjæl, han var grov og egoistisk og nød til tider lidt for meget at hylde folk helt ud af den på det punkt hvor de ikke kunne bedømme om han mente tingene han sagde seriøst eller om han bare var sarkastisk. Hans blik hvilede på den lille menneskeskabte dam lidt længere fremme hvor et par ænder havde slået sig ned.
Hans blik blev en smile forstyret som han ud af øjenkrogen så hende række hånden frem mod sig i præsentationen. Han så på hende igen og tog derefter lidt tøvende hendes hånd. Herefter førte han den atter bag nakken i afslapning.
"Det første jeg vil gøre? Det er nok at skaffe mig en ny tryllestav." Svarede han uden betænkningstid. Han savnede magi, især fordi det jo altid havde været en stor del af den han var. "Bor du i England?" Var hans spørgsmål til hende.

”Sandt, men noget må De have gjort siden er her så må De også have gjort et eller andet” sagde hun med et ganske let nik uanset hvor voldsomt det var. Det var ikke fordi hun var uvidende, men hun synes bare at alle skulle have en chance og derfor dømte hun ikke folk på hvad der stod i diverse aviser, men på hvad hun selv mødte. Som sagt var der en grund til at mange følte hun var ganske naiv selvom hun ikke selv kunne nikke genkende til dette. Hun var blot et ganske positivt menneske.

Hun kunne ikke lade være med at smile helt varmt da han tog imod hendes hånd og gav den et let klem inden hun selv lagde sin hånd på sit øverste ben. Hun var helt klart typen man kunne manipulere og køre ud hvor de ikke kunne mere, men det mente hun selv at man ikke kunne. Hun nikkede let til hans ord om han ville skaffe sig en stav. ”Det forstår jeg skam godt” sagde han med et smil da hun trods alt selv virkelig elskede at hun kunne udføre magi. ”Ja jeg bor i England og har altid gjort det selvom jeg er halvt fransk så tilbragt mange dage i Frankrig” sagde hun med et smil og bed sig selv ganske let i læben. Det var jo også derfor hun havde et svagt fransk accent. Det var meget normalt for en Lavoie faktisk, men det krævede bare at man kendte hendes familie som de fleste efterhånden gjorde. ”Har De så en familie der venter på De kommer ud? Børn, kone, kæreste?” spurgte hun en anelse nysgerrigt og lagde sit hoved let på sned. Det måtte en køn herre som ham da have. I hvert fald en partner. Han var virkelig nydelig og en som ham kunne bestemt fange hendes interesse hvis det var det han ønskede. Også selvom hun havde mødt ham på dette guds forladte sted.


Isiah så på hende med et bedrevidende og overlegent udtryk. "Well nu sagde jeg ikke at jeg var uskyldigt, jeg sagde bare at vi ikke alle er den type kriminelle." Forklarede han en smule hemmelighedsfuld. Han ville ikke give hende noget videre medmindre hun spurgte ind, det ville jo ligesom bare ødelægge legen.
"Jaså? Bor en af dine forældre da i Frankrig?" Spurgte han videre ind. Hendes efternavn ringede også en klokke, men han kunne ikke helt placerer hvor han havde hørt det før.
Spørgsmålet om familien fik ham til at udstøde en lavmeldt hul latter. Åh ja der var sikkert folk det ventede ham når han kom ud, det var bare ikke ligefrem på den fede måde. "Tja der er nok en del der venter mig, men de fleste af dem er ikke nogen jeg har den store interesse i at se." Svarede han blot.

Teknisk set var han jo gift, også selvom hans kone nu ønksede ham død og han ønskede hende den samme skæbne. Hun var dødsgardist og de var blevet gift mange år før han stak af fra garden før de fik deres søn Quinn. Efter han var flygtet og derfter havde sat en stor del af garden bag lås og slå var han nok ikke den hun allerhelst ville møde.
Quinn havde han heller ikke set siden han selv stak af, men han havde hørt at sønnen var blevet anbragt på et børnehjem, ikke at Isiah var interesseret. Så var der også de af hans søskende der stadigvæk var i live, hans far, hans niecer.. åh jo hans familie var stor, men der var ikke en eneste en af dem han havde lyst til at snakke med eftersom alle tilhørte garden så vidt han var informeret. Desuden fungerede han langt bedre når han var alene og ikke skulle tage hensyn til andre end sig selv.
"Jeg klare mig bedst alene." Uddybede han letsindigt.

”Der er nu noget over Dem der siger mig De bestemt ikke er spor uskyldig” sagde hun ganske roligt og nikkede ganske let for sig selv. Hun havde ikke tænkt sig at spørge mere indtil det lige nu da det var nok for hende at vide. Desuden var der noget over en type som denne Isiah der gjorde at selvom han var farlig så var det langt mere spændende. Ikke blot som den psykolog studerende, men også som privat person. Hun rystede ganske let på hovedet. ”Nej min familie kommer fra Frankrig. Lavoie er skam halvt franske og halvt engelske rødder” forklarede hun med et varmt smil over sine læber selvom en del af hende var sikker på at han faktisk var ret så ligeglad med det sidste. Hun var dog ikke en af dem der stammede direkte fra Frankrig, men det ændrede ikke på at hun tit havde været i Frankrig og derfor synes hun måske lidt det hæng sammen. Desuden var Lavoie et kendt efternavn og langt største delen af dem var da også muggler sympatisør. At hun så selv havde været i medierne i en ung alder for at være endnu en af de mange som Lucas havde været sammen med var ikke noget hun regnede med ville indhente da det trods alt var sladder journalistisk og egentlig blot beviste at hun var til ældre og mere erfarende mænd. Hun nikkede ganske let forstående til hans ord og fornemmede lidt på hans latter at hun nok ikke burde komme nærmere ind på dette lige nu.


”Åh det lyder nærmest trist sir. Jeg ville aldrig…. ” sagde hun og bed sig ganske hårdt i læben for ikke at færdiggøre sin sætning om hun ikke brød sig om at være alene. Ikke fordi Bia var som sådan en tryghedsnarkomen af nogen art, men mere fordi hun blot ikke var glad for at være alene. Nu var hun så også en 18 årig meget socialt anlagt ung pige så det forklarede en helt del. Hun rømmede sig engang. ”Det er Deres tur til at stille et spørgsmål” sagde hun ganske roligt og håbede lidt han ikke ville komme ind på hun ikke ville være alene. Også selvom det blot mest af alt henviste til at hun var glad for tanken om at være sammen med en og derfor ikke et specielt ømt punkt hos hende.

Han skød de mørke bryn en smule i vejret, "så det er der? Og hvad er så det om jeg må spørge?" Han kunne da for sin egen underholdnings skyld godt tænke sig at vide hvad der afslørede ham - altså udover det åbenlyste med det sted han befandt sig. Hun lod til at være en ret positiv pige, næsten sådan lidt for god, men nu kendte han hende selvfølgelig heller ikke på nogen måde, det kunne jo være at hun havde mørkere sider han af gode grunde ikke kendte noget til. Sådan var det jo ofte.
"Aha på den måde," sagde han og nikkede så lidt for sig selv. Det var lidt irriterende at han ikke helt kunne komme på hvor han havde hørt det navn før. Det sagde ham et eller andet, men han kunne simpelthen ikke lige sætte en finger på hvorfor. Det var muligvis en af de finere familier hans familie måske hang ud med dengang eller det kunne være en af dem man skulle være "på vagt overfor", dem kunne han alligevel heller ikke huske.

Han smilede svagt ved de ord og rystede lidt på hovedet. "Nej det er nu nok for det bedste." Fortalte han roligt og slog en lille smule ud med hånden. Det ville nok kun ende i problemer og ødelæggelse hvis ham og hans familie mødtes, så for alles sikkerheds skyld var det nok bedre at lade være.
"Okay så," han betragtede hende vagtsomt inden han forsatte, "du ville aldrig hvad?" Spurgte han ind og så afventende på hende. Han var ikke sikker på hvad han ellers skulle spørge om lige nu.

”Det er blot en feeling udover det sted vi ret faktisk er sir” sagde hun det sidste med et ganske let glimt i øjet da det faktisk bare slet ikke skræmte hende spor at snakke med ham om så han var farlig eller ej. Faktisk kunne hun virkelig godt li tanken hvis hun skulle være ærlig, men det var heldigvis kun i sit indre og ikke overfor andre så det var fint nok. Hun kunne virkelig ikke komme nærmere ind på hvad det var. Det var bare sådan en følelse og så hæng det sikkert sammen med at hun læste psykologi så hun for alvor havde lært at mærke den slags hos folk. ”De forsøger måske at finde ud af hvor De har hørt navnet før?” spurgte hun med et varmt smil over sine læber for faktum var at Bianca nok var en af de få personer her i verden der havde færrest sorte sider. Udover at hun havde været intim både med en i sin familie da hun var 13 hvilket var kommet ud i medierne i form af hvad der skete i hendes familie og intet navn på hvem det faktisk var og hun var endnu en på Lucas McSeeleys lange liste af tøser han havde været sammen med. Langt største delen af Lavoie familien var muggler sympatikere og det var bestemt en ganske rig familie. Igen var det dog ikke Bianca man skulle være på vagt overfor da hun virkelig ikke gjorde en flue fortræd.


Bianca hævede sit ene øjenbryn da hun virkelig ikke kunne sætte sig ind i at det kunne være bedst ikke at have nogen i sit liv. Heller ikke selvom hun godt vidste at nogen havde det sådan, men det var nok en af de eneste ting som hun aldrig ville komme til at forstå. ”Være alene. Ikke at det skal være af romantisk grad, men jeg er ikke god til at være uden en flirt i mit liv sir” sagde hun stille og bed sig ganske let i læben og slog sit blik en anelse ned. Lige nu følte hun sig faktisk ganske sårbar og det hvilede nok mest af alt på at hun sådan set ingen havde lige nu.

Admin
Admin

Antal indlæg : 904
Join date : 15/08/12

Vis brugerens profil http://cielsebby.danskforum.net

Tilbage til toppen Go down

Re: 101 - How to study people - Bia + Isiah

Indlæg  Admin on Ons aug 09, 2017 3:00 am

"Aha." Var hans bedste respons på den udtalelse. Han var slet ikke i tvivl om at nogen folk kunne fornemme den slags ting. At de var "ekstra modtagelige" overfor den slags. Han slog tanken ud af hovedet for i bund og grund var det jo komplet ligegyldigt. "Måske," svarede han i et lidt ligegyldigt tonefald, "men jeg har en ret god ide om at du har tænkt dig at informerer mig om det?" Et bryn blev skudt i vejret og han smilede afmålt til hende.
Igen var det ikke fordi han interesserede sig synderlig meget for andre, men han havde ikke bedre ting at tage sig til denne eftermiddag så man kunne jo ligeså godt tage imod den underholdning man kunne få og lige nu var det i form af en snak med hende.

Han stirrede intenst på hende i nogle lange sekunder og modstod lidt tanken til at undslippe en lidt sarkastisk latter. "Virkelig? Tja nu har der ikke været det største udvalg hverken her eller i Azkaban, så det er nok ikke lige den slags jeg spekulerer mest på." Forklarede han. Ja han var da en mand, men siden alt det med Athene havde han faktisk ikke haft nogen i sit liv, ej heller havde han haft lysten til det, men det var jo heller ikke det man tænkte mest på i et fængsel omgivet af dementorer.
Han bemærkede dog hendes glædesudtryk dale en smule og han rømmede sig, "og hvem er så den heldige i dit liv for tiden?" Spurgte han ind igen uden viderlig interesse, men fordi det var federe at føre en samtale end bare at stirre ud i luften.

Bia selv var sikker på at hun kunne, men det var så nok også bare hende. Hun var meget blå øjet på nogle punkter. Det vidste hun dog ikke, men det var ofte det som forekom. ”Jeg kan ikke vide hvorfra De kender min familie sir. Vi er fuldblodsmagikere og de fleste kender os for bl.a. have højt intelligente væsner i familien og har været i de magiske aviser flere gange" sagde hun ganske roligt. Hun kunne jo ikke vide præcis hvorfra han kendte til hendes familie. Det kunne også være fordi hun kom fra en familie af mugglersympatisør. Det kunne hun jo sådan set ikke vide. Hun var ikke tankelæser. Hun nikkede let til om hun virkelig mente det. ”Nej det kan jeg godt se, men man kunne jo aldrig vide om nogen ventede på Dem hjemme” sagde hun med et varmt smil over sine læber som virkelig blot forsvandt ved hans næste ord. Hun rystede ganske let på hovedet til om der var nogen heldig i hendes liv. Hun lagde slet ikke mærke til hans manglende interesse i hende lige nu. Det skær en anelse i hjertet at tænke på sin eks flirt. For han var jo ikke andet og han ville aldrig blive andet. Hun slog sit blik op for at kigge mod Isiah. ”Det vil jeg altså ikke kede Dem med. Så spændende er det heller ikke at høre på” sagde hun stille og fremtvang et ganske let smil. Desuden ville hun heller ikke være den lille lige nu.

Han trak let på skuldrene. Han var først begyndt at læse aviser efter han kom ud fra Azkaban, det var ikke ligefrem en luksus man havde derinde. "Hmm, pas." Svarede han blot. Han rettede lidt på sig så han bedre kunne betragte hende lidt. "Nej, som sagt har jeg ikke den store lyst til at møde dem der skulle vente mig." Han bed sig let i underlæben og trak atter på skuldrene.
Det lød dog som om at han havde ramt et ømt punkt som han begyndte at snakke om hendes kærlighedsliv og som altid blev han straks opsat på at grave dybere. Sørgelige som det måske lød, havde han det med at få det lidt bedre med sig selv når han kunne høre om andres elendighed. Det var nok igen den mere egoistiske del af ham der spillede ind der.

"Det vil skam ikke kede mig for så ville jeg ikke have spurgt." Kommenterede han bedrevidende. "Desuden havde vi en aftale om at besvare hinandens spørgsmål." Hans toneleje var kækt nu og det var ret tydeligt at han var temmelig tilfreds med sig selv.
Han rettede sig yderligere op og rømmede sig en smule, "så fortæl mig, hvem den heldige er, medmindre.." han tøvede lidt, "medmindre der selvfølgelig ikke er nogen?" Brynene blev igen skudt i vejret. Hans spørgsmål havde ingen betydning for ham som person eftersom de jo ikke havde noget med hinanden at gøre, men derfor kunne han jo godt underholde sig selv lidt især når han kunne se at det var noget der gik hende på.

Isiah havde bestemt ramt et ganske ømt punkt da han var begyndt at snakke om hendes kærlighedsliv eller mangel på samme. Hun var selv skyld i det. Hun kunne lade være med at gøre det så nemt for ham. Ligesom hun kunne lade være med at vise at det faktisk var et ømt punkt han havde ramt, men hvis der var noget hun havde svært ved at skjule så var det når noget gjorde ondt på hende. Hun vidste godt at nogen havde det bedre når de hørte på andres smerte, men hun regnede bestemt ikke med at Isiah var en af den slags. Han virkede alt for sød og venlig til den slags. At det så nok bare var hendes indre der spillede hende et puds var straks noget andet.


Hun nikkede ganske let da hun godt selv kunne se at han havde ret i lige netop de ord. Det gav jo sådan set god mening hvis hun skulle være ærlig. ”Det er så sandt nok. Det kan jeg ikke argumentere imod” sagde hun stille og bed sig selv ganske let i læben. Lige nu ville hun lidt ønske at hun aldrig havde lavet den aftale for det betød hun var nød til at besvare hans spørgsmål. Hun rystede ganske let på hovedet til om der var en heldig. ”Ikke længere nej. Den sidste fyr jeg kunne li mente ik vi skulle være kærester fordi jeg gik på skolen et år længere end ham så det der med fyrer på min egen alder har jeg lettere opgivet igen” sagde hun stille og havde virkelig ondt i hjertet over at sige det. En følelse som virkelig var nem at se hos hende. Hvis han kunne li at se andres smerte så var det her bestemt en god mulighed for det. Bia var virkelig ude et sted hvor hun var sårbar, men det var også fordi Cleon faktisk var den eneste hvor der havde været en chance for noget mere og så var det aldrig sket. ”Så når De kommer ud hvad skal der så sker når De ingen familie har at vende tilbage til?” spurgte hun med et svagt smil der var en anelse påklistret i et forsøg på at hive sig selv op igen.

Han rystede blot på hovedet for at understrege at det havde hun så evigt ret i. De havde lavet en aftale og en aftal var en aftale. Ikke at han var et dydsmønster til at overholde aftaler på nogen måde, men han gik meget op i at andre gjorde det - hvis det altså kom ham selv til gode.
I nogle lange sekunder stirrede han bare blankt på hende hvorefter næsten blev krummet let sammen i et lidt forvrænget udtryk, "så fordi det gik galt én gang har du simpelthen besluttet at det er alderen der spiller ind? Det kunne ikke bare være fordi han var en idiot?" Isiah trak let på skuldrene ligeglad med sin direkthed.
Her var han måske igen lidt dobbeltmoralsk for han havde jo også kun haft en enkelt forelskelse i sit liv og den lå ved Athene. Han havde altid kun set hende og da hun blev slået ihjel havde han også opgivet alt håb om nogensinde at finde kærlighed.

Igen fulgte et skuldertræk og han så på hende med et roligt blik, "aner det ikke, først og fremmest bliver det nok at få lov til at komme og gå som det passer en. Bare nyde at have noget privatliv." Forklarede han. Han havde ikke tænkt sig at fremlægge hele sin masterplan foran en ung tøs han ikke engang kendte.
Som tingene så ud lige nu havde han også kun en svag ide om hvad han godt kunne tænke sig at gøre når han kom ud, men der var lang vej fra at have en lille ide om hvad man godt kunne tænke sig og så rent faktisk have en plan.

Hun regnede nu heller ikke med han var nogen form for dydsmønster, men så længe hun kunne holde ham til hans aftale så var det kun en fordel. Hun regnede med at selvom han ikke var et dydsmønster så var han stadig en mand der holdte sine aftaler og især fordi han sikkert ikke havde så meget andet at lave lige nu end at blive underholdt af hende. Hun rystede ganske let på hovedet. ”Nej det tror jeg ikke. Jeg har før været med en mand der var ældre end mig selv og han var meget bedre for mig” sagde hun med et ganske let smil mens hun nikkede let. At det så havde været fordi hun altså også kun havde været 13 år og han havde været mindst 10 år ældre og det var kommet i medierne og det kunne være at det var det som han havde læst i sin tid. Det var trods alt en ret så almen kendt blandt de fleste. Hun følte virkelig at det med fyrer på hendes egen alder slet ikke gik og hun ville ønske at hun ikke havde gjort det, men holdt sig til mænd med år på banen. De var desuden også langt mere charmerende og vidste hvad kvinder havde behov for at høre.


”Det forstår jeg udmærket godt. Det må også være rart at komme ud herfra igen. Jeg håber bestemt De snart kommer ud herfra” sagde hun med et venligt smil over sine læber. Hun regnede så heller ikke med at få en detaljeret plan over hvad han ville. ”Hvis De nogensinde vil forsætte denne leg når De kommer ud må De endelige sige til. De er en ganske interessant herre” sagde hun med et varmt smil selvom hun godt kunne forstå hvis han ikke ville det og havde bedre ting at tage sig til når han kom fri end at høre på en 18 årige tøs.


Isiah trak lidt på skuldrene. Personligt var han ikke overbevist om at man kunne afgøre det over en enkelt situation, men nu skulle han jo nok ikke snakke for højt eftersom han ikke havde været været forelsket i andre end Athene. Nu var han ikke typen der troede på alt det pjat med den eneste ene og sådan noget, men han havde været forelsket i Athene lige så langt tilbage som han kunne huske og han følte stadigvæk ikke at han var kommet sig over hende skønt det var så mange år siden hun blev slået ihjel.
Det ville han nok til evig tid bebrejde sig selv for. Havde det ikke været for ham havde Alexander måske været ligeglad med hende. At tro på skæbnen var noget pjat, for hvis det var sandt, hvorfor skulle Athene så lade livet? Og da han slog Megan ihjel - en dødsgardist, så var hun blevet hængende for at gøre hans liv til et levende helvede.
Ja han havde da også gjort ting han ikke længere var stolt af, men hvorfor skulle Athene bøde for det.

Han vendte atter tilbage til virkeligheden som hun atter snakkede. "Ja, det skal nok blive godt." Svarede han lidt monotomt. Han havde jo ikke noget mål eller noget, som tingene var nu tog han bare en dag af gangen og håbede på det bedste. Han forventede ikke at han nogensinde ville få et roligt liv og inderst inde vidste han heller ikke om han ønskede det mere.
Et liv med kone børn og den slags, det var bare ikke ham. Han havde en søn, men ikke en han på noget tidspunkt havde været interesseret i.
Et lidt spørgende blik blev sendt til hende. "Forsætte legen?" Spurgte han og så på hende med et lidt undrende blik, "men hvad skulle det hjælpe i henhold til din uddannelse?" Han var ikke typen der fik venner og den slags, slet ikke en ung pige som hende, han havde det fint med kun at bekymre sig om sig selv. "Jeg tror du kan finde langt mere interessante typer herinde," endte han så med at sige og strakte sig lidt.

Bianca var typen der troede på eventyr. Ikke at hun troede på den eneste ene eller skæbnen, men hun troede bestemt på eventyr. Hun var sikker på at mange ting skete pga. ting der ellers var sket og var sikker på at man ofte stod for enden af en sti der førte to veje og så måtte man som menneske selv vælge en sti. At man selv havde en indflydelse på tingene til en vis grad og så på samme tid at man havde en mulighed for hele tiden at opleve nye ting. Generelt så havde Bianca bare en virkelig positiv indstilling til livet, men det var sikkert også fordi hun ikke havde oplevet noget slemt. Det var også derfor det kunne lykkes hende at holde den der stil som hun havde. Den skreg jo ud af naivitet. Hun nikkede ganske let til det næste han sagde da hun ellers ikke vidste hvad hun skulle sige. ”Intet, men jeg synes bestemt De er interessant” sagde hun ganske roligt og vidste godt det måske lidt dumt, men det var sådan hun havde det. Det var ikke fordi der længere var noget studie i det, men hun kunne godt li at snakke med ham og fandt ham som person ganske interessant. Desuden elskede hun at prøve på at forstå mennesker og især en som ham der virkede som om han var lidt ligeglad med det hele. Desuden var hun ikke helt så bange for ham som hun sikkert burde være det. Hun rystede ganske let på hovedet. Det var jo ikke fordi hun ville være venner eller noget, men han virkede blot ganske interessant. ”Efter den tid på det her gudsforladte sted må der da være noget derude udover at få sig en stav du ønsker. Cafébesøg eller sådan et eller andet” foreslog hun ganske roligt og bed sig selv ganske let i læben.

Han rynkede undrende brynene som hun sagde at han var interessant. Det virkede meget mærkeligt for ham og han var ikke helt sikker på hvordan han skulle håndterer det. Skulle han påpege at han var meget ældre end hende? Det ville dog bare komme ud meget akavet hvis altså ikke at det har hentydende fra hendes synsvinkel.
Derfor valgte han blot at rømme sig en anelse og fugte læberne lidt, "jeg tror ikke helt jeg er med." Erklærede han undrende. Han skulle i hvert fald ikke rodet ud i noget med så ung en pige, han havde rigeligt med problemer at tænke på også selvom hun da var uden tvivl var køn.
Langsomt rystede han på hovedet, "nej, bare min tryllestav og måske en ildwhisky så vil jeg være godt tilfreds." Han glædede sig allerede til at smage den brændende væske på tungen.

Afslappet rejste han sig fra bænken. Han kunne mærke ryggen var blevet lidt øm af bare at sidde der. Pudsigt nok syntes han at han havde været den der havde stillet de fleste spørgsmål så om han overhovedet havde været til nogen som helst hjælp anede han ikke.
Nu var han sådan set også temmelig ligeglad eftersom han ikke rigtigt var typen der bekymrede sig synderligt meget om andre end sig selv.
Der var engang hvor han også havde bekymret sig om familien og garden, men at holde af folk gav bare en flere svagheder hvor man kunne blive ramt. Det havde han lært på den hårde måde med Athene og det havde han på ingen måde tænkt sig at gentage.

Bianca vidste jo godt at han var meget ældre end hende. Det var bare som om det ikke lige var det som rørte hende. Heller ikke det faktum at han havde været i fængsel og det næppe var en som ham som hun burde hænge ud med. Det var jo ikke fordi hun var dum så hun vidste jo godt lidt om hvordan det sikkert ville se ud fra hans side af. Hun lagde sit hoved en anelse på sned og sendte ham et varmt smil. ”Du ved. En date?” foreslog hun med et smil og nikkede ganske let for sig selv inden hun rettede sit hoved op. ”Og nej din alder betyder intet for mig” skyndte hun at tilføje blot for at han ikke skulle afvise hende på det grundlag. Så ville hun faktisk heller have en anden grund hvis det endelig var. At han så ikke ville fordi han ville synes hun var for ung eller noget i den stil var fair nok, men at om hun havde lagt mærke til deres aldersforskel skulle ikke stoppe hende. Det var helt sikkert. At han havde stillet flest spørgsmål gjorde hende bestemt intet. Det var jo ikke fordi chancen ikke havde været til stede. Hun havde bare ikke grebet den ordentlig og det var sådan set ikke hans skyld. Der havde været rig mulighed for det. Alt hun ønskede var at vide om han ville ud på en date og ellers skulle hun i hvert fald ikke bruge tid på at fortryde hun ikke havde prøvet. Hun selv rejste sig op da hun regnede med snart at skulle gå. Det var ikke fordi der var mere i det efter hendes sidste spørgsmål og slet ikke hvis han sagde nej.

Han gjorde store øjne og stirrede meget vantro på hende i nogle meget lange sekunder. Tog hun pis på ham for i så fald var hun da virkelig god til at holde masken. En tvivlsom og lettere usikker latter undslap ham kort, "en date?" Gentog han som for at være sikker på han havde hørt rigtigt.
Med hendes næste ord kunne han godt se at hun havde ment det ret seriøst. Latteren forstummede omgående og igen tog han sig selv i at sidde og stirre meget akavet på hende i nogle lange sekunder. "Hør her prinsesse, jeg gør mig ikke i dates." Endte han. Han havde aldrig i sit liv været på date så at begynde nu virkede lidt ligegyldigt.
Blikket hvilede vagtsomt på hende i nogle lange sekunder, "men sig mig endelig, hvorfor i alverden ville du dog gå på date med en mand der var dobbelt så gammel som dig samt dømt for mord?" Det havde da vagt hans nysgerrighed.

Han mente ikke selv at han havde udstrålet nogen som helst form for lokkende fremgang, det var nok derfor at det kom så meget bag på ham. Hans store kærlighed var død og det eneste han var efterladt tilbage med var en kone der ønskede ham død og borte samt spøgelset af en snotunge han havde dræbt. Dating var virkelig ikke særlig opprioriteret lige nu.
"Du burde nok hellere finde en på din egen alder." Konkluderede han roligt. En lille del af ham var måske en smule fristet på det simple grundlag af det var alt for længe siden han havde været sammen med en kvinde, men hun var så ung, det fungerede slet ikke for ham, hun kunne jo være hans datter.

Hun nikkede ganske let til hans ord da det mest af alt lød som om at han ikke helt havde hørt hvad det var hun havde sagt og derfor var blevet en anelse usikker på hvad det var hun havde sagt og det var sådan set også fint nok. Nok var der ikke meget larm, men derfor kunne man stadig godt høre forkert eller tro man gjorde det og hun var jo også godt klar over at han var en del ældre end hende selv. Hun lod med vilje være med at reagere på at blive kaldt prinsesse da hun godt selv vidste at hun kunne være det og især nu hvor hun havde lyserødt og hvidt på. At hun så godt kunne lide at være det behøvede han jo ikke vide og derfor så hun det heller ikke som en fornærmelse selvom hun nok egentlig burde da langt de fleste mente ordet prinsesse ganske negativt om en kvinde som hende. ”For det første er alder bare et tal Isiah. For det andet så er det din fortid. Det betyder jo ikke at man kan ændre sig. Jeg går ikke ind for at dømme folk for deres fortid” forklarede hun ganske let med et varmt smil over sine læber og vidste godt at det måske var en lidt naiv holdning til verden, men det var sådan hun var. Lige den her del stod hun så også bare ved. ”Og fyrer på min egen alder siger mig intet. Det har jeg vist allerede sagt. Selvfølgelig er du velkommen til at sige nej, men jeg mente det skam ganske seriøst” sagde hun med sit varme smil over sine læber og nikkede ganske let for sig selv.

Isiah gloede igen på hende i nogle lange sekunder. Hvem i alverden troppede op på et sted for prøveløsladte magikere og flirtede rundt med dem? Det lød jo nærmest som starten på en dårlig kærlighedsroman.
Brynene formede sig i en let rynken som hun belærte ham om at alder bare var et tal. "Det kan skam være et ret betydningsfuldt tal." Kommenterede han nærmest retorisk som han stod halvvejs i sin egen verden og funderede over om hun mon havde udset sig dette her fra starten, om det med spørgsmålende kun havde været en indledning til det hun egentlig gerne ville, eller om hun bare havde tænkt at nogle af hans signaler havde betyder noget andet?
Han var i hvert fald en kende forvirret over det. Der var da ingen tvivl om at han ville synes det kunne være rart at være sammen med en kvinde igen, men på den anden side så var han virkelig ikke til kuvøseguf. Det havde han aldrig været.

"At jeg kan ændre mig betyder jo ikke at jeg har gjort det? Det kunne jo være spil fra galleriet, måske er jeg en sindsyg massemorder og voldtægtsmand der bare venter på at få chancen til at slå til igen." Han sendte hende et snedigt smil. Teknisk set kunne hun jo ikke vide det.
Hovedet blev tippet let på skrå og han betragtede hende på ny. "Men altså jeg er dobbelt så gammel som dig. Er du bare mest til gamle mænd eller?" Hans tonefald var ikke hånligt, mere nysgerrig fordi han faktisk fandt det lidt interessant, det var jo nogle unge piger der søgte til meget ældre mænd.

Bia vidste godt hun ikke var den mest normale her i verden og det havde egentlig heller ikke været hendes mening med det her besøg, men Isiah var en ganske spændende person og derfor var det ligesom sket af sig selv at hun var begyndt at ligge an på ham. Det var jo ikke fordi det var noget hun som sådan havde direkte planlagt. Hun rystede ganske let på hovedet. ”Nej det synes jeg ikke, men det er også bare min holdning til tingene. Det betyder jo ikke at den er endegyldig” sagde hun med et ganske let smil over sine læber og nikkede let for sig selv da det trods alt var sandt. ”Det er kun hvis den ene part har et problem med det. Ellers er det fint så længe begge parter er myndige” tilføjede hun da hun virkelig ikke kunne se det store problem i det, men det var jo også hende. Desuden følte hun ikke selv hun var kuvøseguf. Hun var myndig så det var ikke fordi der var noget ulovligt og desuden var det jo kun en date. Hvis det ikke gik godt så var der jo ingen der sagde at det skulle forsætte. ”Og det har De så ganske ret i, men jeg er også en stor pige. Jeg tror jeg har oplevet mit nok til at tage chancer i livet” sagde hun med et ganske let bestemt nik da hun trods alt havde været med ikke mindre end to voksne mænd der havde været pædofil af at være sammen med hende, men det havde da ikke stoppet dem. ”Min første gang var en mand der var dobbelt så gammel som mig så man kan vel godt sige jeg foretrækker det” sagde hun stille og bed sig ganske let i læben da det ikke var så nemt at indrømme og slet ikke at sige hendes først gang havde været en fra hendes egen familie.

Han måtte erkende at han ikke helt kunne finde ud af om han fandt det en smule tilsmigrende at hun lade an på ham eller om han bare fandt det foruroligende. Måske lidt af begge dele. Han rejste sig op fra sin plads på bænken og så ned på hende.
Isiah sendte hende et sigende og lettere underholdt blik, ”der er nok et par auror der er uenige med dig der.” Svarede han før hun kom til den del med at så længe begge parter var myndige. Det var sådan set rigtigt nok, men det gjorde det vel stadigvæk en anelse creepy. Han havde en søn og niecer der var på alder med hende. Ældre måske endda. Ikke fordi at Isiah brugte meget tid på at tænke på sin familie, men lige i dette sammenhæng gjorde det alligevel en forskel for ham.
”Det kan godt være at det gør det lovligt, men jeg ville nok finde det lidt underligt.” Indrømmede han med et hævet bryn.

Den eneste grund til at han i et splitsekund måske havde overvejet det var fordi at det var længe siden, men på den anden side var han ret sikker på at han ikke ville kunne tænde på så ung en pige. Bare tanken om at han havde været på hendes alder da hun blev født var nok til at give ham en smule kuldegysninger.
Hun var virkelig naiv, ikke fordi han havde tænkt sig at gøre hende noget, men der var da sikkert andre ude i verden der godt kunne tænke sig at udnytte den side af hende. ”Du burde passe bedre på dig selv end bare at tro på det bedste i alle.” Informerede han med et hævet bryn rettet mod hende.
Han stirrede på hende i lange sekunder ved hendes indrømmelse. ”Virkelig? Det må jeg nok sige.” Det var da lidt interessant at tænke på. ”Jeg beklager stump, det er ikke lige min stil, men smigrende tilbud.” Han blinkede kækt til hende.

Admin
Admin

Antal indlæg : 904
Join date : 15/08/12

Vis brugerens profil http://cielsebby.danskforum.net

Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


Ciel+Sebby :: WaW :: Tråde :: Seth

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum