Rosalind+William - And I Find Comfort in my Pain

Ciel+Sebby :: WaW :: Tråde :: Darcel

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Rosalind+William - And I Find Comfort in my Pain

Indlæg  JeromeWinther on Tirs aug 08, 2017 5:28 am

Rosalind Daisy Fitzgerald
Skøjtehal i Skotland - Edinburgh.
April 2054.
Outfit


William elskede sit arbejde mere end noget andet. Det var nok også en af årsagerne til, at han aldrig rigtigt blev såret, for selvom Isadora var gået fra ham for en uges tids siden, så havde han det helt fint. Han havde aldrig rigtigt været forelsket, selv ikke i hende. Han så arbejde lige meget hvor han gik. Alt hvad han foretog sig var med bagtanker omkring firmaet. Det var nok lige før han gik mere op i det end hans far rent faktisk gjorde, hvilket der ellers skulle en del til. Han elskede at tage rundt og se hvad firmaet penge blev brugt på når de sponsorrede forskellige arrangementer, både i den magiske verden og i mugglernes verden, selvom mugglerne ikke kendte til firmaet på samme måde, af gode grunde.
Han parkerede sin bil og steg ud af den. Han var ikke særligt ømfindtlig omkring den, han kunne altid købe en ny, hvis den fik en rise eller en bule, for nej, han gad ikke sende den på værksted. Han blev mødt af den behaglige lune aprilsol, hvilket fik ham til at skubbe solbrillerne ned, som ellers havde siddet på hovedet af ham. Han låste bilen og begyndte at gå mod skøjtehallen. Han var selvfølgelig pæn i tøjet, da han vidste han repræsenterede hele firmaet og familien Brown, når han tog afsted til sådanne nogle ting, og de fleste ville vide præcis hvem han var. Han rullede derfor også sine ærmer ned på sin skjorte, for at tildække sine tatoveringer og dermed se mere præsentabel ud.
Som han fik øje på den lange kø sukkede han tungt. Som om han gad at stå i kø for at komme ind. Han valgte derfor, at tænde sig en smøg og så gå rundt om bygningen for at tage VIP indgangen. Endnu en fordel ved, at være en Brown. Han nåede dog ikke at ryge færdigt før han nåede indgangen, men valgte nu alligevel, at hans smøg altså var vigtigere. Han havde dog respekt for ikke-rygerne og stillede sig derfor lidt væk fra folkemængden.

Dressed to skate

Rosalind havde lige fået sin kjole på. Lang i forhold til hvad hun plejede, men hendes dans på isen skulle selvfølgelig fortælle en historie - så skulle tøjet derved også følge med. Hun rettede lidt på den som hun så sig i et stort spejl, inden hun tog fat om sit blonde hår og satte det i en stram hestehale. Make upen sad perfekt. Øjnene var i brunrøde og brune nuancer samt et par nude farvede læber. Hendes ben var dækket i et par hudfarvede nylon strømpebukser. Mange troede altid at det var isende koldt at være på isen i så lidt tøj, men sandheden var at det egentlig var ret varmt ligeså snart man kom i gang med hvad man skulle. Farten var jo høj. Hun tog fat om en stor pels jakke, som hun altid havde med og besluttede sig for at gå udenfor for at få noget luft, inden det hele gik i gang. Venedikt var, guderne ved hvor lige nu, så hun havde en chance for rent faktisk at slappe inden det hele gik løs. Rosalind gik ud i nærheden af en dør, hvor der ikke var mange mennesker. At det var VIP indgangen, havde hun ikke opdaget. Hun havde været her længe, så der havde ikke været kø da hun ankom. Hun så sig rundt omkring. Der var alligevel en del mennesker, så det ud til. Hun sukkede tungt og lod øjnene glide i et kort øjeblik for at finde sin indre ro. Ja, hun nød at stå foran folkemængden at optræde, men hun var nu stadig nervøs inden det gik for sig. Hun var dog en Fitzgerald, så hun viste på ingen måde den slags følelser til folk. Hun åbnede øjnene igen og fik øje på en mand, ikke langt fra hende. Hun bevægede sig med langsomme skridt over mod ham. "Kan jeg få et kort hvæs af din smøg?" spurgte hun med en rolig stemme. Underlagt af, at hun lød irsk. Hun var ikke helt sluppet af med den irske dialekt som hun havde endnu. Det her var sådan set også hendes første show denne sæson og det var vigtigt det gik godt, så hun kunne komme i finalen. Venedikt regnede jo med hende.


William stod nok lidt i sin egen lille verden, som han dog blev revet ud af, da en utrolig smuk kvinde henvendte sig til ham. Han lod sit blik glide nedefra og op af hendes krop, til hans blik bag solbrillerne ramte hendes øjne. Han kunne virke noget så arrogant til tider, men han havde nok altid haft et blødt punkt for smukke kvinder, hvilket nok også var årsagen til, at han havde været i et forhold med Isadora selvom hun var næsten ti år ældre end ham. Han fiskede sin smøgpakke op af lommen og rakte den til hende, "Du kan bare ta'," sagde han roligt og med selvsikkert smil på sine læber, i sin egen tydelige skotske accent, og fandt da også en lighter frem, da de trods alt var i mugglernes verden, så man vidste jo aldrig hvem man stod overfor og det kunne godt være en muggler ville glo lidt, hvis han trak sin stav for at tænde hendes smøg.
"Jeg går ikke udfra, at du er bænkevarmer i den fine kjole, så hvem har jeg æren af at møde?" spurgte han med et charmende smil over sine læber og rakte hånden frem mod hende for at hilse høfligt på hende. Han forventede dog ikke at hun havde den rigeste idé om hvem han var, og da slet ikke hvis hun var muggler.


Rosalind lagde godt mærke til hans blik og ville lyve, hvis hun sagde at hun ikke nød opmærksomheden. Hun vidste, at hun havde en lækker, adræt krop. Hendes bagdel var også fyldig og defineret, men det var de flestes i det her erhverv. Han så på hans solbriller og prøvede at fange øjnene bag. Hun fulgte hans bevægelser med de store, mørkebrune øjne inden hun tog en smøg ud af hans smøgpakke. Hun lod smøgen ramme de fyldige læber og lod ham hjælpe med at tænde den. "Tak," svarede hun og lagde godt mærke til den skotske accent. "Skotsk?" spurgte hun i en rolig stemme, inden hun tog et hvæs af smøgen og lod den grå røg lande i hendes lunger, inden hun ekshalerede. Hun ville ikke kunne komme igennem en hel smøg, da det var meget sjældent hun røg og det var altid kun for at dulme de værste nerver. Hvis Venedikt så hende lige nu, ville hun få så mange skæld ud det halve kunne være nok.
Hun sendte ham et selvsikkert smil. Han var klar over, at hun var smuk. Det betød dog ikke, at hun ikke var glad for at få det påpeget, især nu når hun stod i sin pels og den blå lårkorte kjole. "Nej," sagde hun morende og lagde godt mærke til, at han havde sendt hende et charmerende smil. Hun tog imod hånden, som hun valgte at sige sit navn. "Rosalind Fitzgerald," præsenterede hun sig. Hendes hånd var spinkel og feminin, men hun havde lært at give et ordentligt håndtryk. Første gangs møder var nemlig utrolig vigtige i hendes branche, som det også var så mange andre steder. Hun så afventende på ham for at høre hans navn.


William havde intet imod en kvinde med selvtillid, det var jo præcis sådanne nogle 'hard to get' typer som tiltrak ham aller mest. Han ville have det han ikke kunne få, måske fordi han var så vant til, at få præcis det han pegede på, så var det rart en gang i mellem rent faktisk også at skulle kæmpe lidt for det.
Han lagde smøgpakken tilbage i bukselommen og det samme med lighteren, før han sendte hende et nik da hun takkede. Et lidt drenget smil viste sig på hans læber, "Jah, nu er vi i Skotland, så det overrasket dig vel ikke, Irland?" spurgte han med et lidt drillende glimt i øjet. Han havde været i stort set hele verdenen efterhånden, så accenter kunne han ret hurtigt genkende. Han studerede hende lidt som hun indhalerede røgen. Der var virkelig ikke noget mere frækt end en smuk kvinde med en smøg som hun kunne andet end bare se godt ud med.
Han smil var roligt, egentlig var han jo en ganske rolig mand, så længe han ikke var sur eller fuld, eller begge dele for den sags skyld. Han tog et hvæs mere af sin smøg og betragtede hendes måde at sige nej på. Hun virkede nu ganske imødekommende, hvilket klar var en fordel for ham. Han gav hendes fine hånd et blidt klem, da han nærmest var bange for, at den ville gå i stykker, hvis han klemte for hårdt. "Smukt navn. William Brown," præsenterede han sig tilbage og slap hendes hånd igen, han havde ingen idé om, om hun var magiker eller muggler. Hvis hun var magiker, så ville det nok snart gå op for hende at han var en af sponsorerne, hvis hun vel og mærket gik op i den slags.

Hun bemærkede hans nik som svar på at hun sagde tak, inden en et mildt grin lød fra hans læber over hans kommentar. Hun vidste jo godt det var Skotland, men hun havde oplevet at der var mange andre end de 'indfødte' i området, når hun var til stævner og hun var jo professionel. "Det er jeg klar over," svarede hun med en attitude, der sagde hun dog godt kunne være lidt af en bitch. Der var dog et morende glimt i hendes øjne, så det var også tydeligt at hun ikke havde noget imod han påpegede det overfor hende. "Og du kan høre jeg er irsk?" spurgte hun med et smil. Rosalind var stolt af at være irsk og som også stolt af sine rødder og sin familie. Hun kunne dog godt mærke, at hendes karriere var noget væsentlig andet fra eksempelvis Collins eller Orins, som var hendes brødre.
Rosalind kunne være ligeså imødekommende, som hun kunne være en bitch. Som nævnt, var det vigtigt at man var imødekommende, men det var så sandelig også vigtigt man kunne sige fra og passe på sig selv i et miljø som dette. Sport var mere end bare sport og det kunne Rosalind skrive under på. Hun havde dog altid haft en bitchy attitude, men hun havde også været farmands lille pige som havde fået alt hvad hun havde peget på, dog uden hun havde været urimelig i hvad hun ønskede sig. Det var ikke fordi hun havde en lyserød hellikopter, men det skyldes nok også at hendes 'mor', havde sagt nej. Moren havde af en eller anden grund altid hadet hende. Rosalind var dog også fyldt med humor og hun vidste hun var bitchy i attituden til tider, og hun brugte det gerne til at sprede humør som hun havde gjort lige før. "Det ved jeg," påpegede hun med et selvsikkert smil over sine læber. "Men tak," sagde hun efterfølgende venligt, inden hun tog et hvæs af den smøg, som hun havde fået af ham. "Brown.." gentog hun, da hun synes det lød bekendt. "Er det dig der sponsorer konkurrencen?" spurgte hun, da hun synes hun havde set noget med efternavnet Brown som en af hovedsponserne. Rosalind gik ikke så meget op i det der med firmaer og navne hos dem. Hun var selv en Fitzgerald, så hun regnede bare med at hun havde mødt alle de vigtige.

Et skvæt smil meldte sig på Williams læber, "Så er det da ikke geografien, den er gal med," sagde han og blinkede til hende, før han tog et hvæs af sin smøg og lod røgen fylde hans lunger op, før han lod den stille og roligt slippe ud igen. Mange ting kunne man sige om Will, han kunne være noget af det sødeste og rareste menneske at være i nærheden af, men så snart han fik bare lidt for meget at drikke, sagde det klik i hans hoved, han havde flere gange været endt i slåskampe diverse steder, og han var ligeglad med hvem han ramte, om det så var hans egne søskende. "Selvfølgelig kan jeg det," sagde han og sendte hende et nyt smil, han var så vant til at rejse rundt i verden og UK var jo ikke det eneste sted i verden, hvor der blev snakket engelsk, så han havde lært at genkende accenter, mange af dem kunne han også efterligne, men hans skotske gemte sig nok altid lidt bag.
Han hævede lidt det ene øjenbryn over hendes svar på hans kompliment, godt nok kendte han ikke meget til branchen, men han havde nok lidt en forstilling om, at dansere, hverenten om det var på gulv eller is, var højrøvet som modeller, hvilket hun blot lige havde bekræftet ham i. "Selv tak," svarede han i mangle på bedre og tog et nyt hvæs af sin smøg, mens han vendte blikket lidt mod indgangen, hvor han kunne se pressen stod klar til at klikkebilleder af alt og alle. Han hadede virkelig pressen. Han blev dog revet ud af sine tanker, da hun gentog hans efternavn, hvilket fik ham til at vende sin opmærksomhed tilbage på hende. Han nikkede lidt, "Teknisk set er det min far, men jeg arbejder for ham og skal overtage firmaet efter ham,," svarede han roligt og smilede til hende på ny. Han elskede sit arbejde mere end noget andet. Han havde allerede ødelagt to forhold på grund af det, men havde ikke lært af det.

William tippede hovedet lidt til den ene side med det skæve drengede smil på sine læber. "Ikke er galt med, sagde jeg," pointerede han med et smil forsat på sine læber, bare for at være sikker på, at hun havde opfanget hans kommentar omkring hendes viden indenfor hvilket land de var i, ikke havde været en fornærmelse. Han var egentlig en ganske venlig og velopdraget ung mand at være i nærheden af, så længe han ikke drak noget. Det var så snart han indtog alkohol, at det slog klik i hans hoved. Intet og ingen skulle stå i vejen for ham, når han var fuld, så skulle alle bare makke ret og gøre hvad han sagde. Det var så også den største grund til, at han ikke drak særligt ofte. Selv hans søskende og forældre havde stået forskud, for hans dumheder når han blev fuld. Han havde endda mistet Isadora på det, men han havde heller aldrig rigtigt haft følelser for hende, så det var fint nok.
"Arh, hablas español?" spurgte han på næsten flydende spansk, for at finde ud af om hun rent faktisk snakkede spansk, hvilket hans spørgsmål betød, eller om det bare var lidt hun havde lært eller hørt et eller andet sted. Han kunne en hel del sprog på grund af sit arbejde, så havde det jo en fordel at kunne snakke med folk i andre lande på deres sprog, men det var samtidig også begrænset hvad han kunne.
"Snart tre år, så jeg er snart færdiguddannet," svarede han roligt, selvom stoltheden nok strålede ud af ham. Det pissede ham af, at Evanna var blevet færdig før ham, men hun var jo også et år ældre end ham og han vidst det var ham som skulle overtage firmaet i sidste ende og så kunne han altid fyrer hende til den tid. Han rynkede lidt på panden, "Du fryser," konstaterede han og tog sin jakke af, for at lægge den over hendes skuldre, "Her," sagde han venligt og smilede til hende, "Så har du en undskyldning for at finde mig igen senere," sagde han og blinkede til hende, selvom hun havde den fine pelsjakke på, så hans jakke nok ikke hjalp så meget, men så var det måske nærmere ham som havde en undskyldning. Han så lidt studerende på hende, ”Undskyld, jeg ved godt det lyder virkelig kliché-ish, men har jeg ikke set dig før?” spurgte han i et lidt tøvende grin, han kunne ikke lige placere hvor, men nu havde han heller aldrig rigtigt haft så meget at gøre med sine søskendes veninder, og da slet ikke Evannas veninder.

Hun bemærkede det drengede smil over hans læber, og sugede læberne sammen ved hans svar. "Og jeg mente: Skulle der være noget galt med mig?" spurgte hun og henvendte sit blik direkte til ham inden hun tog et hvæs af den smøg, han havde givet hende, der sad trygt mellem hendes fingre, selvom hun holdt den med et let klem. Rosalind var også en velopdragen pige, selvom hun havde en idé om hendes mor ikke kunne lide hende og derfor, havde hun også sagt fuck til lidt af det hele. Hun havde to brødre og var altid blevet behandlet som en prinsesse. Hun havde tidligere boet hos sin far, der var dranker og i sidste ende, så havde hun valgt at hvis ingen ville tro på, hun kunne være mere end en dukke, så måtte hun tro på sig selv. Så det havde hun gjort. Desuden, var det bare et erhverv, hvor selvsikkerhed var nøglen, for alle prøvede at få en ned med nakken. Hun var en Fitzgerald og hun var præcis ligeså ødelagt som resten af dem, men hvis man ikke kendte mange af dem, så man dem nok som velfungerende. Det skulle hun ikke kunne sige. "Sí" svarede hun afmålt og kunne godt høre, at hans spansk lød væsentlig bedre end hendes. Hun kunne heller ikke så meget at det gjorde noget. Hun kunne engelsk, fransk og japansk, men hun havde heller ikke et familie forantagende, hun skulle være en del af.
Hun lod sin ene hånd forsvinde ind i pelsærmet som hun begyndte at fryse om sine hænder. Det var koldt at stå herude især i den mundering, hun stod i. På isen var det noget andet, for der bevægede hun sig og oftest hurtigt. "Dejligt.. Er det så dig, der skal overtage firmaet?" spurgte hun nysgerrigt og tog endnu et hiv af smøgen, og bukkede sig kort ned for at slukke den på jorden. Hun ville ikke bruge sine sko til at slukke med, da hun ikke ville ødelægge dem. "Ja, det er en anelse køligt," gøs hun og lod sin hånd komme fri for at krydse sine arme og stryge ned af skulderen for at skabe noget varme, inden hun mærkede hans jakke over sine skuldre til trods for, hun havde pelsjakken på. "Det havde du ikke behøvet," påpegede hun med taknemlighed i stemmen og lod en pigelig latter glide forbi hendes læber ved hans ord. "Det er måske noget du håber på?" påpegede hun med et kostbart glimt i sine øjne. Hun tog sig selv i at nærstudere hans ansigt ved hans spørgsmål.. Vent, han var en Brown, ikke? Evanna, for helvede. "Jeg kender Evanna..." prøvede hun søgende.

William betragtede hende lidt, med et skævt smil legende på sine læber. "Er der ikke altid et eller galt med alle?" sagde han i en rolig stemme, han vidste i hvert fald godt at han selv havde fejl her og der. Ikke at han var meget for at indrømme sine fejl, men han vidste de var der. Han vidste bare ikke hvordan han skulle lave om på det. Jo, han kunne lade vær med at drikke, for det var primært når han var fuld eller opslugt af sit arbejde, at hans fejl rigtigt kom til udtryk, men opgive sit arbejde? No way in hell, om han ville gøre det. Drikke, kunne han sådan set godt undvære, men hvorfor skulle han? Han havde nok bare indfundet sig med, at være en nar når han var fuld, hvilket nok var en underdrivelse. Han nikkede lidt med et smil på læberne, da hun svarede ja, på spansk. "No es a menudo me encuentro con alguien que pueda español,"* sagde han venligt og tog et hvæs af sin smøg. Han kunne en del forskellige sprog, men det var primært hans modersprog engelsk, som han brugte, så de andre sprog kunne godt blive lidt rustne med tiden, men sådan var det vel altid.
Et skævt smil meldte sig på hans læber, som han nikkede lidt, "Ja, det skal jeg. Men der er nok nogle år til," svarede han roligt, men stadig med stolthed at spotte i hans toneleje. Han glædede sig til, at firmaet ville blive hans, men han vidste godt at hans far næppe ville stå af, før dagen før hans begravelse. Deres far levede og åndede for det firma, men det gjorde William nu også selv. Han havde allerede en lang liste over ting som han ville gøre, når han var færdig uddannet og ikke mindst en liste til, hvad han ville gøre når firmaet blev hans. Hvor han dog glædede sig. Han blev dog revet ud af sine tanker, da hun bukkede sig ned, hvortil han et kort øjeblik tog sig selv i at lade sit blik følge hendes krops from. Han smilede en anelse, "Der er så meget man ikke behøver, men sidst jeg tjekkede så har venlighed ikke dræbt nogen endnu, så jeg tar mine chancer," sagde han og blinkede til hende, desuden havde han det selv tilpas, så hvorfor lade hende stå og fryse? Han grinte let, "Hey, du kan ikke bebrejde en fyr, for at håbe vel?" spurgte han og slog let ud med armene og blinkede så kækt til hende. Den kostbare attitude gjorde ham intet, det var nok den type kvinder som tiltrak ham mest. Han ville have hvad han ikke bare lige kunne få. Han spærrede dog øjnene lidt op, da hun fortalte at hun kendte Evanna. Ja, selvfølgelig gjorde hun da det.. Typisk. "Arh, min kollega. Du kender hende måske fra skolen?" spurgte han, på den måde ville han også finde ud af om hun var magiker, og det samme ville hun om ham. Han så ikke Evanna som en søster, hun var hans kollega, som han havde delt hus med hele sit liv. Han kunne sagtens snakke professionelt med hende, opfører sig pænt og alt det, han var ikke engang sikker på, om hun vidste han noget så inderligt hadede hende.

*Oversættelse: "Det er ikke ofte jeg møder nogen, der kan spansk"

Rosalind betragtede ham som et skævt smil meldte sig mellem hans læber, selv bed hun sig legende mellem læberne ved hans ord og rettede sit blik mod hans med en spøgefuld lethed. "Nej," påstod hun selv med en rolig stemme. Hun vidste godt at andre havde fejl og hun var også klar over, at hun selv havde dem. Ikke de fejl var nogen, hun ville vise til andre. Fremtoning var vigtig for hende og især, når hun stod på isen. Der havde man ikke råd til at begå fejl, og det var nok også grunden til, at hun mente ingen havde fejl. Man kunne rette op på dem og så længe man gjorde det, så var man fejlfri. Noget andet var, hvis man ikke kunne indrømme den. Hun var så også glad for sig selv og det havde tæret hårdt på hende, at tage imod Venedikts kritik uden at blive defensiv. Hun var trods alt meget ung, men i sidste ende havde hun lært at hun ikke kom nogen vegne, hvis hun skulle råbe højt og stille sig på tværs. Ikke fordi hendes divanykker end i mellem ikke meldte sin ankomst, for det gjorde de og nogle gange også ret eksplosivt, men pigerne i denne sportsgren var sgu også alle sammen nogle små prinsesser med divanykker - det var den eneste måde, man kunne overleve på. Alle ventede bare på, at man gik ned med nakken og ville gå langt for, at knække hinanden. Rosalind gik dog ikke efter at knække de andre ved at være fej - men ved at være bedre end dem på alle de punkter, hun kunne.
Hun koncentrerede sig om hans ord, inden hun bed sig i læben, legesygt ned i den røde læbestift. "No hablo mucho español. Sólo un poco, pero suficiente para entender. Sin embargo soy fluido en japonés, francés y ruso."* svarede hun selv med en venlig stemme, selvom hun måtte koncentrere sig om grammatikken, der nok var mangelfuld. Som sagt, så talte hun kun lidt spansk og det var mest af alt fordi hun havde været i Spanien et par gange og havde hørt lidt efter, grundet hendes sprogører. Alle i hendes familie, nok med få undtagelser, kunne dog japansk og fransk. Japansk fordi hendes tante eller et eller andet, som Rosalind ikke havde styr på, kom fra Japan. Fransk fordi det hos deres familie var en del af almen dannelse og russisk, fordi det var et land der deltog meget i skøjtekonkurrencer og hun havde lært gennem Venedikt og haft undervisning i det, samt hun havde været i Rusland for at videreudvikle sine evner på isen.
Hun kunne godt høre, at han var stolt af at han skulle overtage det. Vent, var det den bror der levede og åndede for Brown foretagendet? Det passede med alderen. "Ja, Jeres far er vel stadig ved godt helbred," kommenterede hun med et skævt smil. Hun kunne ikke mindes, at hun havde mødt Mr. Brown. Det var så også begrænset med de søskende hun havde mødt af Evannas. Hun havde ikke mødt William, det var hun sikker på og havde hun, så havde han i hvert fald ikke gjort indtryk. Rosalind vidste godt hun havde en god krop. Hovedsageligt hendes bagdel var noget hun var stolt af, da man virkelig fik en god bagdel af at skøjte, hvilket de fleste ikke troede, man gjorde. Men det var altså en muskel, som man brugte ret meget. Hun kunne godt mærke, at han kiggede, hvilket gjorde hun var et par sekunder længere om at komme op og stå igen. "Så det tror du ikke?" spurgte hun skeptisk. Hun var ret sikker på, at mange blev myrdet i et forsøg på at være venlig. Hun kunne så også godt lide at udfordre hvad folk sagde sådan generelt. Hun havde bemærket hans glimt og gengældte det med et legende smil på de røde læber. "Kan jeg ikke?" spurgte hun drillende og slog eftertænksomt fingeren mod en læbe, hun sugede en anelse sammen som hun lod de brune øjne hvile på ham med et kostbart blik. Hun betragtede kortvarigt hans arme og musklerne og sener i dem, inden hun rettede sit blik mod ham igen. Hun nikkede til hans spørgsmål, og vidste godt de ikke kun var kollegere, men den diskussion ville hun ikke tage med ham. Hun ville nok ikke vinde noget af det.


*Oversættelse: "Jeg taler ikke så meget spansk. Kun lidt, men nok til jeg forstår. Jeg er dog flydende på japansk, fransk og russisk".

Will hævede lidt det ene øjenbryn, "Nej? Du er måske selv fejlfri?" spurgte han skeptisk og alligevel med et lidt drillende, provokerende blink i øjet. Selvfølgelig kunne han ikke lade vær med, at stikke lidt til hende, når hun stod og spillede på hellig. Ikke fordi, det måtte hun selvfølgelig selv om. Han havde dog selv så meget selverkendelse, at han udemærket godt selv vidste hvor hans fejl var, men han så det som sin fordel, for i og med, at han vidste de var der og hvor de var, så kunne han undgå dem eller bruge dem til sin egen fordel.
Han smilede og grinte let da hun forsatte med at svare ham på spansk, "Vi kan også bare droppe det spanske, og holde os til det engelske?" foreslog han roligt med et smil på læberne, og havde slået tilbage til engelsk med den skotske accent. Han kunne sagtens føre en samtale på spansk, så længe det ikke var en dybere og mere betydningsfuld samtale.
Han mærkede hvordan hans ene øje slog et mindre trick, "Evanna og jeg har ikke sammen far, eller mor for den sags skyld. Som sagt så er Evanna min kollega. Men ja, min far er ved godt helbred," sagde han, selvom det nok kom lidt hårdere ud end han mente det. Han kunne sagtens med Evanna, men nu var Evanna også en kvinde som kunne med stort set alle, hvilket egentlig også irriterede Will en del. Han gik mere op i sit arbejde end han gjorde i, at have venner og kærester og alt sådanne noget. Han levede og åndede for sit arbejde, alt andet var spild af tid. Han havde haft så mange dårlige oplevelser med eks-kærester, at han tvivlede på om han nogensinde ville finde kærligheden, men han havde samtidig også affundet sig med, at det var sådan det var. Især efter Jordan som havde været ham utro og Isadora som han havde endt med at tæske lidt for mange gange, fordi hun havde fundet sig i det.
Han trak lidt på skulderen, "Well, man kan selvfølgelig aldrig vide," sagde han roligt og smed det sidste af smøgen, før han trådte på den, så den gik ud. Han stak hænderne i bukselommerne, han frøs egentlig ikke, selvom han havde lånt hende sin jakke, han var bare ikke god til smalltalk, han vidste aldrig rigtigt hvad han skulle gøre af sig selv eller hvad han skulle sige. Han havde altid lært, at hvis man ikke havde noget klogt at sige, så skulle man holde sin mund lukket, så havde han aldrig været særlig god til, at være social, på andre måder end når han arbejdede.
Han grinte let, "Du er ikke nem, at blive klog på," sagde han med et mildt hovedryst og smilede så lidt til hende. Som hun nikkede til hans spørgsmål, nikkede han også selv lidt, "Gryffindor. Dig?" spurgte han, da han havde lagt to og to sammen og prøvede at holde samtalen lidt i gang. Hvis hun kendte Evanna fra skolen, måtte det jo betyde, at hun også havde gået på Hogwarts.

Rosalind lod sit blik falde på ham ved hans spørgsmål. Hvem var han siden han ikke kunne høre hvad det åbenlyse svar var på hans spørgsmål? Selvfølgelig vidste hun godt, at hun havde fejl og hun havde også sine usikkerheder, men hun viste dem ikke udadtil, da hun vidste det var en svaghed. Foruden, så var hun bare som sin ene storebror på det punkt, da de begge godt kunne lide at have en forestilling om, at de var perfekte udadtil. Sandheden var dog, at det hele var en illusion. "Selvfølgelig er jeg det," påpegede hun med et selvsikkert smil over sine læber. Så måtte han være kritisk eller ej - hun kendte ham ikke. Den relation, hun havde med Evanna påvirkede jo sådan set ikke ham. Hun havde lagt mærke til, at han prøvede at provokere hende, men det ændrede ikke noget for hende. Hendes smil blev bevarede hendes selvsikkerhed.
Hun nikkede. "Helst," svarede hun sammentyggende. Hun var ikke god til spansk, men hun kunne nok til at kunne klare meget simple samtaler med nogenlunde grammatik. Hun var flydende i de sprog, hun følte hun havde haft et behov for at lære og engelsk var jo internationalt. Hun havde dog ved flere lejligheder overvejet at lære sprog som kinesisk, da hun fandt kommunikation på engelsk svært med hendes kinesiske konkurrenter og kontakter, men omvendt, så var hun bange for at hun ville blande det sammen med det japansk, hun kunne flydende. Ikke at sprogene mindede om hinanden, men tegnene var et fællestræk og hun vidste, de ikke altid betød det samme på de to sprog. Hendes accent var efterhånden mere præget af, at hun befandt sig i London end den var præget af, hun kom fra Irland. Den slags omfavnede hun ret hurtigt, men når han talte skotsk vækkede det, det irske i hende.
Hun betragtede hans mund, som han talte og bemærkede derfor ikke det tic, han havde ved sit øje. Det var sådan set også ligegyldigt for hende, for for hende var de søskende. Noget i hende, ubevidst, havde jo opdaget at hun ikke var sin mors, men hun holdt fast i illusionen. Hun vidste, at hendes mor ikke elskede hende og at hun foragtede Collin, mens Orin havde et meget speciel plads i hendes hjerte. "Så siger vi det," svarede hun med et skuldertræk. "Men dejligt at høre at han er ved godt helbred," svarede hun med et let smil, selvom det var lettere falsk. Hun brød sig trods alt ikke om, at bare fordi man ikke havde samme forældre, at man afskrev dem som værende søskende. Hun holdt af Evanna, men det forventede hun ikke han tog hensyn til. Han havde ret til sine holdninger, konsekvensen var bare at hun lukkede ørerne. Hun kendte ham ikke, så derfor gad hun heller ikke gøre det til en diskussion. Hun havde ikke brudt sig om den hårde måde, at sige tingene på og hvad han følte, kunne hun ikke rigtigt ændre.
Hun rystede ganske let på hovedet som svar. Hun var selv god til at snakke, men hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige til ham. Hun ventede på, at hun skulle til og ind, og der kunne umuligt være længe til. Venedikt ville også slå hende ihjel, hvis hun kom for sent, da han ville have hun skulle se de andre også.
Hun tog uskyldigt en finger op mod sine læber og bed kort i den med et uskyldigt blik i øjnene. "Hvad mener du dog?" spurgte hun med med en uskyldig stemme, inden hun hørte han var Gryffindor. Præcis som Orin. "Slytherin," svarede hun med et selvtilfredst smil over sine læber, da hun var tilfreds med sit kollegie.

William grinte let, "Selvfølgelig," sagde han med et lidt overbærende smil på sine læber. Will kunne selvfølgelig også bedst lide tanken om, at være perfekt, men han vidste godt, at det kun var omkring hans arbejde, at han var perfekt, i hvert fald hvis han selv skulle sige det, men når han drak var han alt andet end perfekt. Men i det mindste vidste han det, så måske han også var lidt perfekt på det punkt, i og med at han kendte sine fejl.
Han nikkede lidt, "Så gør vi det," sagde han roligt, han kunne sagtens føre en hel samtale på et andet sprog, men når de nu begge snakkede flydende engelsk, godt nok med hver deres accent, så kunne de ligeså godt holde sig til det. Han mærkede en vis form for irritation, da det ikke virkede som om, at hun var enig med ham i, at han og Evanna ikke var søskende. Det vidste han jo nok bedst, eftersom det var ham som havde set på Evanna hele sit liv og nok aldrig ville slippe af med hende. "Ja," svarede han derfor ret så kort fattet. "Ja, det er godt.. Han er i USA lige for tiden," fortalte han, selvom hun nok var ligeglad med den infomation. Han holdt på ingen måder af Evanna, men han opførte sig pænt overfor hende, fordi hun var hans kollega, og hun skulle derfor behandles som alle andre i firmaet.
Han grinte let, "Ja, hvad mon jeg mener. Du virker som en klog kvinde, du kan jo prøve at regne det ud," svarede han og blinkede til hende med et kækt glimt i øjet. "Arh, så en slange fra paradis," sagde han med et charmende smil på læberne.

Hun så på ham med en forudrettethed over hans grin. "Nemlig," sagde hun med en selvhøjtidelig stemme og et smil over sine læber. Rosalind hadede, når hendes fejl blev påpeget. Når hun trænede og Venedikt rettede hende, måtte hun bide sig selv i læben og tage det til sig, selvom hun ikke var ovenud lykkelig for det.
Hun nikkede til de slog over i engelsk igen. Heldigt for hende for spansk var virkelig ikke et sprog, hun var god til. Hun kunne nok til at forstå, men ikke nok til at hun kunne føre lange filosofiske samtaler, men det var så heller ikke et behov hun havde. Hverken på engelsk eller noget som helst andet sprog. Hun lagde godt mærke til, at han var kortfattet og sagde heller ikke mere i den sag. Et var de var uenige, noget andet var at stå og diskutere det med ham. Det gad hun ikke. "I forbindelse med firmaet?" spurgte hun med et venligt smil over sine læber. Hun var skam ligeglad for hun kunne ikke bruge det til noget, men det ville også være for akavet at stoppe samtalen der.
Hun bed sig uskyldigt i læben og så på ham med et søgende uskyldigt blik. "Neeej, det ved jeg ikke. Hvad kunne du dog mene?" spurgte hun med en uskyldig tone og blinkede til ham en enkelt gang. "Det kan du tro," svarede hun udfordrende som svar på, at han skruede charmen på.

JeromeWinther
Admin

Antal indlæg : 533
Join date : 15/08/12

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Rosalind+William - And I Find Comfort in my Pain

Indlæg  Kaya on Lør sep 16, 2017 10:23 am

William grinte let, mens han rystede lidt på hovedet, "Jamen så er vi jo enige," sagde han roligt og blinkede til hende. Det var ikke fordi han som sådan flirtede, men han indrømmede gerne når han fandt en kvinde attraktiv. Selv var han heller ikke god til, at tage imod kritik, det var nok kun hans far som kunne kritisere ham uden han gik helt amok.
Han kunne det basis ting til, at fører en samtale på nogle forskellige sprog, men det var igen på grund af sit arbejde. Han nikkede lidt, "Ja," svarede han roligt og gengældte hendes smil, egentlig ret glad for at de droppede snakken om Evanna, da de tydeligvis ikke var enige. William ville nok aldrig nogensinde begyndte at se Evanna som en søster, hun var hans kollega som han også havde boet sammen med, intet andet.
Han grinte let, "Se det må Guderne vide, frk. Uskyldig," sagde han med et skævt smil på læberne, hvorefter han tjekkede klokken på sit armbåndsur, før han vendte blikket tilbage på hende, "Tro kan jeg gøre i en kirke," svarede han en kende flabet og smed sit skod ned på jorden, for at træde på det, så det gik ud. "Klokken er fem minutter i, så jeg må hellere komme ind og finde min plads, men du skal være velkommen til at kontakte mig," sagde han med et smil på læberne, som han rakte hende sit visitkort, som han altid gik med på sig, af vane.

//OUT

Kaya

Antal indlæg : 90
Join date : 10/10/16

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


Ciel+Sebby :: WaW :: Tråde :: Darcel

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum